Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse angående den europæiske konvention om fredelig bilæggelse af tvistigheder. (* 1)

BKI nr 65 af 30/11/1959Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet27. januar 1960

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse angående den europæiske

konvention om fredelig bilæggelse af tvistigheder. (* 1)

Efter at folketinget den 15. april 1959 havde meddelt sit samtykke til

Danmarks ratifikation af den europæiske konvention om fredelig bilæggelse af

tvistigheder, undertegnet i Strasbourg den 29. april 1957, har Hans Majestæt

Kongen ved resolution af 5. juni 1959 i statsråd ratificeret nævnte

konvention, hvis tekst er sålydende (den franske tekst udelades):

DEN EUROPÆISKE KONVENTION OM FREDELIG BILÆGGELSE AF TVISTIGHEDER

Undertegnede regeringer, medlemmer af Det europæiske Råd, som tager i

betragtning, at Det europæiske Råds formål er at hidføre en nærmere

forbindelse mellem dets medlemmer;

som er overbevist om, at det er af afgørende betydning for bevarelsen af

menneskenes samfund og civilisation, at freden befæstes på retfærdighedens

grundlag;

som er besluttet på at bilægge enhver tvistighed, der måtte opstå imellem

dem, med fredelige midler, er blevet enige om følgende:

KAPITEL I

Retslig afgørelse.

Artikel 1

De Høje Kontraherende Parter skal henvise til afgørelse af Den

mellemfolkelige Domstol alle mellemfolkelige retstvister, som måtte opstå

mellem dem, herunder i særdeleshed sådanne som vedrører:

(a) Fortolkningen af en traktat;

(b) ethvert spørgsmål som angår mellemfolkelig ret;

(c) tilstedeværelsen af enhver kendsgerning, som, hvis den forelå, ville

udgøre et brud på en mellemfolkelig forpligtelse,

(d) arten og omfanget af den erstatning, som bør ydes på grund af et brud

på nogen mellemfolkelig forpligtelse.

Artikel 2

1. Bestemmelserne i artikel 1 berører ikke

Læs alt

forpligtelser, hvorved de Høje Kontraherende Parter har anerkendt eller måtte

anerkende Den mellemfolkelige Domstols kompetence med hensyn til afgørelsen

af andre tvistigheder end de i artikel 1 nævnte.

2. Det står de stridende parter frit at træffe aftale

om at undergive en tvistighed forligsbehandling forinden dens indbringelse

til retslig afgørelse.

Artikel 3

De af de Høje Kontraherende Parter, som ikke har tiltrådt Den

mellemfolkelige Domstols statut, skal tage de nødvendige skridt til at få

adgang til domstolen.

KAPITEL II

Forlig.

Artikel 4

1. De Høje Kontraherende Parter skal henskyde alle

tvistigheder, der måtte opstå imellem dem, og som ikke omfattes af artikel 1,

til forligsbehandling.

2. Dog kan de stridende parter træffe aftale om at

forelægge en tvistighed, der omfattes af nærværende artikel, for en

voldgiftsret uden først at have forsøgt forligsbehandling.

Artikel 5

Når der opstår en tvistighed, som omfattes af artikel 4, skal den

henskydes til et stående Forligsnævn, der er kompetent i den pågældende sag,

og som forinden måtte være oprettet af de pågældende parter. Dersom parterne

er enige om ikke at indbringe sagen for dette nævn, eller såfremt et sådant

nævn ikke forefindes, henskydes tvistigheden til et særligt Forligsnævn, som

parterne skal nedsætte inden for et tidsrum af tre måneder fra den dato, den

ene af parterne har anmodet den anden part herom.

Artikel 6

Medmindre de interesserede parter træffer anden bestemmelse, skal der for

oprettelsen af Det særlige Forligsnævn gælde følgende regler:

Nævnet skal bestå af 5 medlemmer. Heraf udnævner parterne hver eet

nævnsmedlem, der kan vælges blandt deres respektive statsborgere. De tre

andre nævnsmedlemmer, herunder formanden, vælges efter fælles overenskomst

blandt statsborgere i andre stater. Disse tre nævnsmedlemmer skal være af

forskellig nationalitet og må ikke have fast bopæl på parternes territorium

eller være i deres tjeneste.

Artikel 7

I tilfælde af at udnævnelsen af de medlemmer, der skal udpeges efter

fælles overenskomst, ikke finder sted inden for den i artikel 5 nævnte frist,

skal det overdrages regeringen i en af parterne efter fælles overenskomst

valgt tredje stat, eller, dersom enighed herom ikke opnås i løbet af tre

måneder, formanden for Den mellemfolkelige Domstol, at foretage de nødvendige

udnævnelser. Såfremt sidstnævnte har statsborgerret i en af de stater, der er

parter i tvisten, overdrages hvervet til domstolsns næstformand eller den

dommer, der er næst i anciennitetsfølge i domstolen, og som ikke har

statsborgerret i nogen af de stater, der er parter i tvisten.

Artikel 8

Pladser, der måtte blive ledige som følge af dødsfald, udtrædelse eller

enhver anden forhindring, besættes snarest muligt under benyttelse af samme

fremgangsmåde, som er fastsat for de oprindelige udnævnelser.

Artikel 9

1. Tvistigheder skal indbringes for Det særlige

Forligsnævn ved en anmodning rettet til dets formand af de to parter ifølge

fælles overenskomst eller i mangel heraf af den ene eller den anden af

parterne.

2. Anmodningen skal i tilslutning til en kortfattet

angivelse af stridens genstand indeholde en opfordring til nævnet om at

træffe alle foranstaltninger, som vil være egnede til at hidføre et forlig.

3. Såfremt anmodningen alene hidrører fra en af

parterne skal den af den pågældende part ufortøvet meddeles den anden.

Artikel 10

1. Det særlige Forligsnævn skal, såfremt andet ikke

aftales mellem parterne, træde sammen ved Det europæiske Råds sæde eller et

andet sted efter formandens valg.

2. Nævnet kan til enhver tid anmode Det europæiske

Råds generalsekretær om at yde det sin bistand.

Artikel 11

Det særlige Forligsnævns virksomhed skal kun foregå offentligt, såfremt

nævnet med parternes samtykke træffer bestemmelse herom.

Artikel 12

1. I mangel af anden aftale mellem parterne fastsætter

Det særlige Forligsnævn selv den behandlingsmåde, der skal anvendes, og som i

alle tilfælde skal være kontradiktorisk. Med hensyn til undersøgelser skal

nævnet, under forbehold af bestemmelserne i nærværende konvention, og

medmindre det enstemmigt træffer anden beslutning, følge reglerne i afsnit

III i Haagerkonventionen af 18. oktober 1907 angående fredelig Bilæggelse af

internationale Stridigheder.

2. Parterne møder for Forligsnævnet ved forhandlere,

hvis opgave det er at virke som mellemled mellem dem og nævnet; parterne kan

endvidere lade sig bistå af rådgivere og sagkyndige, som udnævnes af dem i

denne anledning, og forlange afhøring af alle personer, hvis vidnesbyrd

forekommer dem nyttigt.

3. Nævnet har ret til at kræve mundtlige forklaringer

af begge parters forhandlere, rådgivere og sagkyndige såvel som af alle

personer, som det måtte skønne nyttigt at lade give møde med deres

regeringers samtykke.

Artikel 13

Hvor der ikke er truffet anden aftale mellem parterne, skal Det særlige

Forligsnævns beslutninger træffes med stemmeflertal, og nævnets afgørelser

har, undtagen i procedurespørgsmål, kun gyldighed, dersom samtlige medlemmer

er til stede.

Artikel 14

Parterne skal lette Det særlige Forligsnævns arbejde og i særdeleshed i

videst muligt omfang forsyne det med alle nyttige aktstykker og oplysninger.

De skal anvende de til deres rådighed stående midler til at give det adgang

til på deres territorium og i overensstemmelse med deres lovgivning at

foretage indstævning og afhøring af vidner eller sagkyndige og foretage

undersøgelser på stedet.

Artikel 15

1. Det særlige Forligsnævns opgave skal være at

klarlægge stridsspørgsmålene, med henblik herpå at indhente alle nyttige

oplysninger ved hjælp af undersøgelser eller på anden måde og at bestræbe sig

for at forlige parterne. Det kan, efter at sagen er blevet undersøgt, over

for parterne fremsætte de nærmere forligsvilkår, som forekommer det passende,

og fastsætte en frist, inden for hvilken de skal erklære sig derover.

2. Ved afslutningen af sin virksomhed skal nævnet

oprette en protokol, der fastslår efter omstændighederne, enten at parterne

har truffet en ordning og i påkommende tilfælde de nærmere vilkår for

ordningen, eller at parterne ikke har kunnet forliges. Protokollen skal ikke

indeholde oplysning om, hvorvidt nævnets beslutninger er blevet truffet

enstemmigt eller ved stemmeflertal.

3. Nævnet skal, medmindre parterne træffer anden

aftale, have afsluttet sin virksomhed inden for en frist af 6 måneder fra den

dato, tvistigheden er blevet indbragt for nævnet.

Artikel 16

Nævnets protokol bringes ufortøvet til parternes kundskab. Den skal kun

kunne offentliggøres med parternes samtykke.

Artikel 17

1. Så længe nævnsmedlemmernes virksomhed finder sted,

modtager hver af disse en godtgørelse, hvis størrelse fastsættes ved fælles

overenskomst mellem parterne, som hver bærer en lige del deraf.

2. De almindelige omkostninger, som nævnets virksomhed

medfører, fordeles på samme måde.

Artikel 18

Er der tale om en tvistighed, som både omfatter spørgsmål der egner sig

til forligsbehandling, og andre spørgsmål, som er egnet til retslig

afgørelse, har enhver af parterne ret til at forlange, at den retslige

afgørelse af retsspørgsmålene finder sted før forligsbehandlingen.

KAPITEL III

Voldgift.

Artikel 19

De Høje Kontraherende Parter skal forelægge til voldgiftsbehandling alle

tvistigheder, som måtte opstå imellem dem bortset fra sådanne, der omhandles

i artikel 1, og som ikke er blevet bilagt ved forligsbehandling, enten fordi

parterne er blevet enige om at undlade forudgående forligsbehandling, eller

fordi forligsbehandlingen er mislykkedes.

Artikel 20

1. Den part, der anmoder om voldgift, skal underrette

den anden part om det krav, den har til hensigt at henskyde til voldgift, om

grundlaget, hvorpå kravet støttes, og om navnet på den voldgiftsdommer, den

har udpeget.

2. Medmindre parterne måtte. træffe anden bestemmelse,

skal der for voldgiftsrettens oprettelse gælde følgende regler:

Voldgiftsretten skal bestå af 5 medlemmer. Heraf udnævner parterne hver et

medlem, der kan vælges blandt deres respektive statsborgere. De tre andre

voldgiftsdommere, herunder formanden, vælges efter fælles overenskomst blandt

statsborgere i andre stater. De skal være af forskellig nationalitet og må

ikke have fast bopæl på parternes territorium eller være i deres tjeneste.

Artikel 21

I tilfælde af at udnævnelsen af voldgiftsrettens medlemmer ikke finder

sted inden for en frist af tre måneder fra den dato, den ene af parterne

anmodede den anden om at oprette en voldgiftsret, skal det overdrages

regeringen i en af parterne efter fælles overenskomst valgt tredje stat

eller, dersom enighed herom ikke opnås i løbet af tre måneder, formanden for

Den mellemfolkelige Domstol, at foretage de nødvendige udnævnelser. Såfremt

sidstnævnte har statsborgerret i en af de stater, der er parter i tvisten,

overdrages hvervet til domstolens næstformand eller den dommer, der er næst i

anciennitetsfølge i domstolen, og som ikke har statsborgerret i nogen af de

stater, der er parter i tvisten.

Artikel 22

Pladser, der måtte blive ledige som følge af dødsfald, udtrædelse eller

enhver anden forhindring, besættes snarest muligt under benyttelse af sammne

fremgangsmåde, som er fastsat for den oprindelige udnævnelse.

Artikel 23

Parterne skal oprette en voldgiftsaftale, hvori stridens genstand og den

fremgangsmåde, der skal følges, nærmere angives.

Artikel 24

I mangel af tilstrækkelige bestemmelser og angivelser i voldgiftsaftalen

vedrørende de i artikel 23 omhandlede forhold skal reglerne i afsnit IV i

Haagerkonventionen af 18. oktober 1907 angående fredelig Bilæggelse af

internationale Stridigheder finde anvendelse i videst muligt omfang.

Artikel 25

Såfremt en voldgiftsaftale ikke indgås i løbet af tre måneder fra datoen

for voldgiftsrettens oprettelse, kan den ene eller den anden af parterne ved

en anmodning indbringe tvistigheden for retten.

Artikel 26

Dersom voldgiftsaftalen ikke fastsætter noget herom, eller en sådan aftale

ikke er blevet indgået, skal retten træffe sin afgørelse efter ret og

billighed under iagttagelse af folkerettens almindelige principper og under

hensyn til de traktatmæssige forpligtelser og de af mellemfolkelige domstole

trufne endelige afgørelser, som er bindende for parterne.

KAPITEL IV

Almindelige bestemmelser.

Artikel 27

Nærværende konventions bestemmelser skal ikke finde anvendelse på:.

(a) Tvistigheder vedrørende kendsgerninger eller forhold, der ligger

forud for nærværende konventions ikrafttræden mellem de stridende parter;

(b) tvistigheder vedrørende spørgsmål, som ifølge folkeretten alene

henhører under staternes egen jurisdiktion.

Artikel 28

1. Nærværende konventions bestemmelser skal ikke finde

anvendelse på tvistigheder, som parterne har opnået eller måtte opnå enighed

om at underkaste en anden form for fredelig bilæggelse. Dog afstår de Høje

Kontraherende Parter for så vidt angår tvistigheder, der omfattes af artikel

1, fra indbyrdes at påberåbe sig overenskomster, som ikke foreskriver

fremgangsmåder, der fører frem til bindende afgørelser.

2. Nærværende konvention skal på ingen måde berøre

anvendelsen af bestemmelserne i Konventionen til Beskyttelse af

Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder af 4. november 1950

eller i den dertil knyttede protokol af 20. marts 1952.

Artikel 29

1. Dersom tvistigheden angår et forhold, som i henhold

til en af parternes indre lovgivning henhører under de dømmende eller

administrative myndigheders kompetence, kan denne part modsætte sig, at den

pågældende tvistighed underkastes de forskellige behandlingsmåder, der

omhandles i nærværende konvention, indtil en endelig afgørelse inden for en

rimelig frist er truffet af den pågældende kompetente myndighed.

2. Såfremt en endelig afgørelse er blevet truffet af

den pågældende stats egen myndighed, vil det efter forløbet af 5 år fra denne

afgørelses dato ikke længere være muligt at anvende de i nærværende

konvention foreskrevne behandlingsmåder.

Artikel 30

Såfremt fuldbyrdelsen af domstolens eller voldgiftsrettens afgørelse ville

være stridende mod en dom eller anden beslutning hidrørende fra en domstol

eller anden myndighed hos en af de stridende parter, og dersom den pågældende

parts lovgivning ikke tillader eller kun delvis tillader ophævelse af den

omhandlede dom eller beslutning, skal domstolen eller voldgiftsretten om

fornødent tildele den forurettede part en passende godtgørelse.

Artikel 31

1. I alle tilfælde, hvor tvistigheden er genstand for

voldgift eller retslig afgørelse, særlig såfremt det spørgsmål, angående

hvilket parterne er uenige, opstår som følge af allerede foretagne

handlinger, eller handlinger der er ved at blive foretaget, skal Den

mellemfolkelige Domstol i overensstemmelse med artikel 41 i dennes statut

eller voldgiftsretten inden for den kortest mulige frist angive, hvilke

foreløbige forholdsregler der skal træffes. De stridende parter er

forpligtede til at rette sig herefter.

2. Indbringes tvistigheden for et forligsnævn, kan

dette anbefale parterne at træffe sådanne foreløbige forholdsregler, som det

måtte skønne nyttige.

3. Parterne forpligter sig til at afholde sig fra

ethvert skridt, der kan have foregribende virkning med hensyn til udførelsen

af den retslige afgørelse eller voldgiftskendelsen eller af den af

forligsnævnet foreslåede ordning, og til i almindelighed ikke at foretage

nogen handling, af hvad art den måtte være, som er egnet til at skærpe eller

udvide striden.

Artikel 32

1. Nærværende konvention skal anvendes mellem de

kontraherende parter, uanset om en tredje stat, hvad enten denne måtte have

tiltrådt konventionen eller ej, har en interesse i tvistigheden.

2. Under forligsbehandlingen kan parterne efter fælles

overenskomst opfordre en sadan tredje stat til at intervenere.

Artikel 33

1. I tilfælde af at en tredje stat måtte anse sine

berettigede interesser for at være berørt under rets- eller

voldgiftsbehandlingen kan den anmode Den mellemfolkelige Domstol eller

voldgiftsretten om at måtte intervenere i sagen.

2. Domstolen eller retten afgør, om denne anmodning

skal tages til følge.

Artikel 34

1. I forbindelse med deponeringen af sit

ratifikationsinstrument kan enhver af de Høje Kontraherende Parter erklære,

at den ikke vil være bundet af:

(a) Kapitel III vedrørende voldgift; eller

(b) kapitlerne II og III vedrørende forligsbehandling og voldgift.

2. De Høje Kontraherende Parter kan kun påberåbe sig

de af bestemmelserne i nærværende konvention, hvoraf de selv er bundet.

Artikel 35

1. De Høje Kontraherende Parter kan ikke tage andre

forbehold end sådamme, som tilsigter at udelukke fra anvendelsen af

nærværende konvention tvistigheder, der angår bestemte sager eller særlige,

klart angivne forhold, såsom territoriet, eller som falder ind under klart

afgrænsede kategorier. Dersom en af de Høje Kontraherende Parter har taget et

sådant forbehold, kan de andre parter påberåbe sig det samme forbehold over

for denne part.

2. For så vidt andet ikke udtrykkeligt nævnes, skal

eventuelle forbehold være at betragte som ikke omfattende forligsbehandling.

3. Bortset fra det tilfælde, som omhandles i stk. 4 i

nærværende artikel, skal ethvert forbehold tages samtidig med deponeringen af

ratifikationsinstrumentet vedrørende nærværende konvention.

4. I tilfælde af at en af de Høje Kontraherende Parter

i henhold til paragraf 2 i artikel 36 i Den mellemfolkelige Domstols statut

anerkender domstolens bindende domsmyndighed med forbehold, eller ændrer

sådanne forbehold, kan den pågældende Høje Kontraherende Part ved at afgive

en erklæring desangående og under iagttagelse af bestemmelserne i nærværende

artikels stk. 1 og 2 tage de samme forbehold i henseende til nærværende

konvention. Sådanne forbehold fritager ikke den pågældende Høje Kontraherende

Part for dens forpligtelser i henhold til nærværende konvention med hensyn

til tvistigheder, der vedrører kendsgerninger eller forhold, som ligger forud

for den dato, på hvilken erklæringen om forbeholdene blev afgivet. Sådanne

tvistigheder må imidlertid forelægges til behandling i henhold til

vedkommende bestemmelser i nærværende konvention inden udløbet af eet år fra

den nævnte dato.

Artikel 36

Enhver part, der kun er bundet ved en del af nærværende konvention, eller

som har taget forbehold, kan når som helst blot ved en erklæring enten udvide

rækkevidden af sine forpligtelser eller helt eller delvis give afkald på sine

forbehold.

Artikel 37

De i stk. 4 i artikel 35 sanmt de i artikel 36 omhandlede erklæringer

afgives til Det europæiske Råds generalsekretær, som oversender kopier heraf

til de øvrige Høje Kontraherende Parter.

Artikel 38

1. Uoverensstemmelser vedrørende fortolkningen eller

anvendelsen af nærværende konvention, derunder også uoverensstemmelser

vedrørende tvistighedernes klassificering og rækkevidden af eventuelle

forbehold, skal forelægges for Den mellemfolkelige Domstol. Dog kan en

indsigelse vedrørende spørgsmålet om en Høj Kontraherende Parts eventuelle

forpligtelse til at underkaste en bestemt tvistighed voldgift kun forelægges

domstolen inden for et tidsrum af 3 måneder, efter at den ene part har

meddelt den anden sit ønske om voldgiftsbehandling. Fremkommer sådan

indsigelse efter udløbet af denne periode, træffer voldgiftsretten afgørelse

i spørgsmålet. Den mellemfolkelige Domstols afgørelse er bindende for det

organ, der behandler tvistigheden.

2. Indbringelse af spørgsmål for Den mellemfolkelige

Domstol i overensstemmelse med de foregående bestemmelser medfører udsættelse

af den pågældende forligs- eller voldgiftsbehandling, indtil domstolens

afgørelse foreligger.

Artikel 39

1. Enhver af de Høje Kontraherende parter skal

efterkomme Den mellemfolkelige Domstols eller voldgiftsrettens afgørelse i

enhver stridighed, hvori den er part.

2. Dersom en af de stridende parter undlader at

opfylde sine forpligtelser i henhold til en af Den mellemfolkelige Domstol

eller voldgiftsretten truffet afgørelse, kan den anden part indbringe sagen

for Det europæiske Råds ministerudvalg. Såfremt udvalget anser det for

nødvendigt, kan det ved en afgørelse truffet med 2/3 flertal af de medlemmer,

der er berettiget til at tage sæde i udvalget, anbefale forholdsregler med

henblik på at sikre gennemførelsen af nævnte afgørelse.

Artikel 40

1. En Høj Kontraherende Part kan først opsige

nærværende konvention efter udløbet af et tidsrum af 5 år fra datoen for dens

ikrafttræden for den pågældende parts vedkommende og kun med 6 måneders

varsel afgivet over for Det europæiske Råds generalsekretær, som underretter

de øvrige Kontraherende Parter.

2. Opsigelsen fritager ikke den pågældende Høje

Kontraherende Part fra dennes forpligtelser i henhold til nærværende

konvention med hensyn til tvistigheder vedrørende kendsgerninger eller

forhold, som ligger forud for den dato, på hvilken det i forrige stykke

omhandlede varsel er afgivet. En sådan tvistighed skal dog indbringes til

behandling i henhold til bestemmelserne i nærværende konvention inden for et

tidsrum af eet år fra den nævnte dato.

3. Med samme forbehold skal en Høj Kontraherende Part,

der ophører med at være medlem af Det europæiske Råd, ophøre med at være part

i konventionen efter udløbet af eet år fra den nævnte dato.

Artikel 41

1. Nærværende konvention er åben for undertegnelse af

medlemmerne af Det europæiske Råd. Den skal ratificeres.

Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Det europæiske Råds

generalsekretær.

2. Nærværende konvention træder i kraft på den dato,

det andet ratifikationsinstrument deponeres.

3. I henseende til en senere ratificerende

signatarmagt træder konventionen i kraft på den dato, den deponerer sit

ratifikationsinstrument.

4. Det europæiske Råds generalsekretær underretter

alle medlemmer af Det europæiske Råd om konventionens ikrafttræden, om

navnene på de Høje Kontraherende Parter, som har ratificeret den, og om alle

senere deponeringer af ratifikationsinstrumenter.

Til bekræftelse heraf har nedenstående repræsentanter, der er behørigt

befuldmægtigede dertil, undertegnet nærværende konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 29. april 1957 på engelsk og fransk, begge

tekster af lige gyldighed, i eet eksemplar som deponeres i Det europæiske

Råds arkiv. Generalsekretæren skal overgive hver af signatarmagterne

bekræftede genparter.

For Republikken Østrigs regering: L. Figl.

(den 13. december 1957).

For Kongeriget Belgiens regering: P.-H. Spaak.

For Kongeriget Danmarks regering: Ernst Christiansen.

For Den franske Republiks regering: Pierre de Felice.

For Forbundsrepublikken Tysklands regering: Hallstein.

For Kongeriget Grækenlands regering: Averoff Tossizza.

For Den islandske Republiks regering: Gudm. J. Gudmundsson.

For Irlands regering: Proinsias Mac Aogain.

For Den italienske Republiks regering: G. Martino.

For Storhertugdømmet Luxembourgs regering: Bech.

For Kongeriget Nederlandenes regering: J. Luns.

For Kongeriget Norges regering: Halvard Lange.

For Kongeriget Sveriges regering: Østen Unden.

For Den tyrkiske Republiks regering: Mustafa Borovali.

(den 8. maj 1958).

For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nord-Irlands regering:

W. D. Ormsby Gore.

Danmarks ratifikationsinstrument er under 17. juli 1959 deponeret hos Det

europæiske Råds generalsekretær i Strasbourg.

Foruden Danmark har Norge, Sverige og Nederlandene deponeret deres

ratifikationsinstrumenter, men sidstnævnte to lande har ved ratifikationen

benyttet sig af den ved art. 34 hjemlede adgang til at erklære, at de ikke

vil være bundet af bestemmelserne i kap. III om voldgift.

Konventionen trådte i kraft den 30. april 1958 på hvilket tidspunkt 2

ratifikationsinstrumenter var blevet deponeret, jfr. artikel 41, § 2.

Udenrigsministeriet, den 30. november

19592.

J.O. Krag.

Lignende dokumenter