Bekendtgørelse angående den europæiske konvention om fredelig bilæggelse af tvistigheder. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse angående den europæiske
konvention om fredelig bilæggelse af tvistigheder. (* 1)
Efter at folketinget den 15. april 1959 havde meddelt sit samtykke til
Danmarks ratifikation af den europæiske konvention om fredelig bilæggelse af
tvistigheder, undertegnet i Strasbourg den 29. april 1957, har Hans Majestæt
Kongen ved resolution af 5. juni 1959 i statsråd ratificeret nævnte
konvention, hvis tekst er sålydende (den franske tekst udelades):
DEN EUROPÆISKE KONVENTION OM FREDELIG BILÆGGELSE AF TVISTIGHEDER
Undertegnede regeringer, medlemmer af Det europæiske Råd, som tager i
betragtning, at Det europæiske Råds formål er at hidføre en nærmere
forbindelse mellem dets medlemmer;
som er overbevist om, at det er af afgørende betydning for bevarelsen af
menneskenes samfund og civilisation, at freden befæstes på retfærdighedens
grundlag;
som er besluttet på at bilægge enhver tvistighed, der måtte opstå imellem
dem, med fredelige midler, er blevet enige om følgende:
KAPITEL I
Retslig afgørelse.
Artikel 1
De Høje Kontraherende Parter skal henvise til afgørelse af Den
mellemfolkelige Domstol alle mellemfolkelige retstvister, som måtte opstå
mellem dem, herunder i særdeleshed sådanne som vedrører:
(a) Fortolkningen af en traktat;
(b) ethvert spørgsmål som angår mellemfolkelig ret;
(c) tilstedeværelsen af enhver kendsgerning, som, hvis den forelå, ville
udgøre et brud på en mellemfolkelig forpligtelse,
(d) arten og omfanget af den erstatning, som bør ydes på grund af et brud
på nogen mellemfolkelig forpligtelse.
Artikel 2
1. Bestemmelserne i artikel 1 berører ikke
Læs alt
forpligtelser, hvorved de Høje Kontraherende Parter har anerkendt eller måtte
anerkende Den mellemfolkelige Domstols kompetence med hensyn til afgørelsen
af andre tvistigheder end de i artikel 1 nævnte.
2. Det står de stridende parter frit at træffe aftale
om at undergive en tvistighed forligsbehandling forinden dens indbringelse
til retslig afgørelse.
Artikel 3
De af de Høje Kontraherende Parter, som ikke har tiltrådt Den
mellemfolkelige Domstols statut, skal tage de nødvendige skridt til at få
adgang til domstolen.
KAPITEL II
Forlig.
Artikel 4
1. De Høje Kontraherende Parter skal henskyde alle
tvistigheder, der måtte opstå imellem dem, og som ikke omfattes af artikel 1,
til forligsbehandling.
2. Dog kan de stridende parter træffe aftale om at
forelægge en tvistighed, der omfattes af nærværende artikel, for en
voldgiftsret uden først at have forsøgt forligsbehandling.
Artikel 5
Når der opstår en tvistighed, som omfattes af artikel 4, skal den
henskydes til et stående Forligsnævn, der er kompetent i den pågældende sag,
og som forinden måtte være oprettet af de pågældende parter. Dersom parterne
er enige om ikke at indbringe sagen for dette nævn, eller såfremt et sådant
nævn ikke forefindes, henskydes tvistigheden til et særligt Forligsnævn, som
parterne skal nedsætte inden for et tidsrum af tre måneder fra den dato, den
ene af parterne har anmodet den anden part herom.
Artikel 6
Medmindre de interesserede parter træffer anden bestemmelse, skal der for
oprettelsen af Det særlige Forligsnævn gælde følgende regler:
Nævnet skal bestå af 5 medlemmer. Heraf udnævner parterne hver eet
nævnsmedlem, der kan vælges blandt deres respektive statsborgere. De tre
andre nævnsmedlemmer, herunder formanden, vælges efter fælles overenskomst
blandt statsborgere i andre stater. Disse tre nævnsmedlemmer skal være af
forskellig nationalitet og må ikke have fast bopæl på parternes territorium
eller være i deres tjeneste.
Artikel 7
I tilfælde af at udnævnelsen af de medlemmer, der skal udpeges efter
fælles overenskomst, ikke finder sted inden for den i artikel 5 nævnte frist,
skal det overdrages regeringen i en af parterne efter fælles overenskomst
valgt tredje stat, eller, dersom enighed herom ikke opnås i løbet af tre
måneder, formanden for Den mellemfolkelige Domstol, at foretage de nødvendige
udnævnelser. Såfremt sidstnævnte har statsborgerret i en af de stater, der er
parter i tvisten, overdrages hvervet til domstolsns næstformand eller den
dommer, der er næst i anciennitetsfølge i domstolen, og som ikke har
statsborgerret i nogen af de stater, der er parter i tvisten.
Artikel 8
Pladser, der måtte blive ledige som følge af dødsfald, udtrædelse eller
enhver anden forhindring, besættes snarest muligt under benyttelse af samme
fremgangsmåde, som er fastsat for de oprindelige udnævnelser.
Artikel 9
1. Tvistigheder skal indbringes for Det særlige
Forligsnævn ved en anmodning rettet til dets formand af de to parter ifølge
fælles overenskomst eller i mangel heraf af den ene eller den anden af
parterne.
2. Anmodningen skal i tilslutning til en kortfattet
angivelse af stridens genstand indeholde en opfordring til nævnet om at
træffe alle foranstaltninger, som vil være egnede til at hidføre et forlig.
3. Såfremt anmodningen alene hidrører fra en af
parterne skal den af den pågældende part ufortøvet meddeles den anden.
Artikel 10
1. Det særlige Forligsnævn skal, såfremt andet ikke
aftales mellem parterne, træde sammen ved Det europæiske Råds sæde eller et
andet sted efter formandens valg.
2. Nævnet kan til enhver tid anmode Det europæiske
Råds generalsekretær om at yde det sin bistand.
Artikel 11
Det særlige Forligsnævns virksomhed skal kun foregå offentligt, såfremt
nævnet med parternes samtykke træffer bestemmelse herom.
Artikel 12
1. I mangel af anden aftale mellem parterne fastsætter
Det særlige Forligsnævn selv den behandlingsmåde, der skal anvendes, og som i
alle tilfælde skal være kontradiktorisk. Med hensyn til undersøgelser skal
nævnet, under forbehold af bestemmelserne i nærværende konvention, og
medmindre det enstemmigt træffer anden beslutning, følge reglerne i afsnit
III i Haagerkonventionen af 18. oktober 1907 angående fredelig Bilæggelse af
internationale Stridigheder.
2. Parterne møder for Forligsnævnet ved forhandlere,
hvis opgave det er at virke som mellemled mellem dem og nævnet; parterne kan
endvidere lade sig bistå af rådgivere og sagkyndige, som udnævnes af dem i
denne anledning, og forlange afhøring af alle personer, hvis vidnesbyrd
forekommer dem nyttigt.
3. Nævnet har ret til at kræve mundtlige forklaringer
af begge parters forhandlere, rådgivere og sagkyndige såvel som af alle
personer, som det måtte skønne nyttigt at lade give møde med deres
regeringers samtykke.
Artikel 13
Hvor der ikke er truffet anden aftale mellem parterne, skal Det særlige
Forligsnævns beslutninger træffes med stemmeflertal, og nævnets afgørelser
har, undtagen i procedurespørgsmål, kun gyldighed, dersom samtlige medlemmer
er til stede.
Artikel 14
Parterne skal lette Det særlige Forligsnævns arbejde og i særdeleshed i
videst muligt omfang forsyne det med alle nyttige aktstykker og oplysninger.
De skal anvende de til deres rådighed stående midler til at give det adgang
til på deres territorium og i overensstemmelse med deres lovgivning at
foretage indstævning og afhøring af vidner eller sagkyndige og foretage
undersøgelser på stedet.
Artikel 15
1. Det særlige Forligsnævns opgave skal være at
klarlægge stridsspørgsmålene, med henblik herpå at indhente alle nyttige
oplysninger ved hjælp af undersøgelser eller på anden måde og at bestræbe sig
for at forlige parterne. Det kan, efter at sagen er blevet undersøgt, over
for parterne fremsætte de nærmere forligsvilkår, som forekommer det passende,
og fastsætte en frist, inden for hvilken de skal erklære sig derover.
2. Ved afslutningen af sin virksomhed skal nævnet
oprette en protokol, der fastslår efter omstændighederne, enten at parterne
har truffet en ordning og i påkommende tilfælde de nærmere vilkår for
ordningen, eller at parterne ikke har kunnet forliges. Protokollen skal ikke
indeholde oplysning om, hvorvidt nævnets beslutninger er blevet truffet
enstemmigt eller ved stemmeflertal.
3. Nævnet skal, medmindre parterne træffer anden
aftale, have afsluttet sin virksomhed inden for en frist af 6 måneder fra den
dato, tvistigheden er blevet indbragt for nævnet.
Artikel 16
Nævnets protokol bringes ufortøvet til parternes kundskab. Den skal kun
kunne offentliggøres med parternes samtykke.
Artikel 17
1. Så længe nævnsmedlemmernes virksomhed finder sted,
modtager hver af disse en godtgørelse, hvis størrelse fastsættes ved fælles
overenskomst mellem parterne, som hver bærer en lige del deraf.
2. De almindelige omkostninger, som nævnets virksomhed
medfører, fordeles på samme måde.
Artikel 18
Er der tale om en tvistighed, som både omfatter spørgsmål der egner sig
til forligsbehandling, og andre spørgsmål, som er egnet til retslig
afgørelse, har enhver af parterne ret til at forlange, at den retslige
afgørelse af retsspørgsmålene finder sted før forligsbehandlingen.
KAPITEL III
Voldgift.
Artikel 19
De Høje Kontraherende Parter skal forelægge til voldgiftsbehandling alle
tvistigheder, som måtte opstå imellem dem bortset fra sådanne, der omhandles
i artikel 1, og som ikke er blevet bilagt ved forligsbehandling, enten fordi
parterne er blevet enige om at undlade forudgående forligsbehandling, eller
fordi forligsbehandlingen er mislykkedes.
Artikel 20
1. Den part, der anmoder om voldgift, skal underrette
den anden part om det krav, den har til hensigt at henskyde til voldgift, om
grundlaget, hvorpå kravet støttes, og om navnet på den voldgiftsdommer, den
har udpeget.
2. Medmindre parterne måtte. træffe anden bestemmelse,
skal der for voldgiftsrettens oprettelse gælde følgende regler:
Voldgiftsretten skal bestå af 5 medlemmer. Heraf udnævner parterne hver et
medlem, der kan vælges blandt deres respektive statsborgere. De tre andre
voldgiftsdommere, herunder formanden, vælges efter fælles overenskomst blandt
statsborgere i andre stater. De skal være af forskellig nationalitet og må
ikke have fast bopæl på parternes territorium eller være i deres tjeneste.
Artikel 21
I tilfælde af at udnævnelsen af voldgiftsrettens medlemmer ikke finder
sted inden for en frist af tre måneder fra den dato, den ene af parterne
anmodede den anden om at oprette en voldgiftsret, skal det overdrages
regeringen i en af parterne efter fælles overenskomst valgt tredje stat
eller, dersom enighed herom ikke opnås i løbet af tre måneder, formanden for
Den mellemfolkelige Domstol, at foretage de nødvendige udnævnelser. Såfremt
sidstnævnte har statsborgerret i en af de stater, der er parter i tvisten,
overdrages hvervet til domstolens næstformand eller den dommer, der er næst i
anciennitetsfølge i domstolen, og som ikke har statsborgerret i nogen af de
stater, der er parter i tvisten.
Artikel 22
Pladser, der måtte blive ledige som følge af dødsfald, udtrædelse eller
enhver anden forhindring, besættes snarest muligt under benyttelse af sammne
fremgangsmåde, som er fastsat for den oprindelige udnævnelse.
Artikel 23
Parterne skal oprette en voldgiftsaftale, hvori stridens genstand og den
fremgangsmåde, der skal følges, nærmere angives.
Artikel 24
I mangel af tilstrækkelige bestemmelser og angivelser i voldgiftsaftalen
vedrørende de i artikel 23 omhandlede forhold skal reglerne i afsnit IV i
Haagerkonventionen af 18. oktober 1907 angående fredelig Bilæggelse af
internationale Stridigheder finde anvendelse i videst muligt omfang.
Artikel 25
Såfremt en voldgiftsaftale ikke indgås i løbet af tre måneder fra datoen
for voldgiftsrettens oprettelse, kan den ene eller den anden af parterne ved
en anmodning indbringe tvistigheden for retten.
Artikel 26
Dersom voldgiftsaftalen ikke fastsætter noget herom, eller en sådan aftale
ikke er blevet indgået, skal retten træffe sin afgørelse efter ret og
billighed under iagttagelse af folkerettens almindelige principper og under
hensyn til de traktatmæssige forpligtelser og de af mellemfolkelige domstole
trufne endelige afgørelser, som er bindende for parterne.
KAPITEL IV
Almindelige bestemmelser.
Artikel 27
Nærværende konventions bestemmelser skal ikke finde anvendelse på:.
(a) Tvistigheder vedrørende kendsgerninger eller forhold, der ligger
forud for nærværende konventions ikrafttræden mellem de stridende parter;
(b) tvistigheder vedrørende spørgsmål, som ifølge folkeretten alene
henhører under staternes egen jurisdiktion.
Artikel 28
1. Nærværende konventions bestemmelser skal ikke finde
anvendelse på tvistigheder, som parterne har opnået eller måtte opnå enighed
om at underkaste en anden form for fredelig bilæggelse. Dog afstår de Høje
Kontraherende Parter for så vidt angår tvistigheder, der omfattes af artikel
1, fra indbyrdes at påberåbe sig overenskomster, som ikke foreskriver
fremgangsmåder, der fører frem til bindende afgørelser.
2. Nærværende konvention skal på ingen måde berøre
anvendelsen af bestemmelserne i Konventionen til Beskyttelse af
Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder af 4. november 1950
eller i den dertil knyttede protokol af 20. marts 1952.
Artikel 29
1. Dersom tvistigheden angår et forhold, som i henhold
til en af parternes indre lovgivning henhører under de dømmende eller
administrative myndigheders kompetence, kan denne part modsætte sig, at den
pågældende tvistighed underkastes de forskellige behandlingsmåder, der
omhandles i nærværende konvention, indtil en endelig afgørelse inden for en
rimelig frist er truffet af den pågældende kompetente myndighed.
2. Såfremt en endelig afgørelse er blevet truffet af
den pågældende stats egen myndighed, vil det efter forløbet af 5 år fra denne
afgørelses dato ikke længere være muligt at anvende de i nærværende
konvention foreskrevne behandlingsmåder.
Artikel 30
Såfremt fuldbyrdelsen af domstolens eller voldgiftsrettens afgørelse ville
være stridende mod en dom eller anden beslutning hidrørende fra en domstol
eller anden myndighed hos en af de stridende parter, og dersom den pågældende
parts lovgivning ikke tillader eller kun delvis tillader ophævelse af den
omhandlede dom eller beslutning, skal domstolen eller voldgiftsretten om
fornødent tildele den forurettede part en passende godtgørelse.
Artikel 31
1. I alle tilfælde, hvor tvistigheden er genstand for
voldgift eller retslig afgørelse, særlig såfremt det spørgsmål, angående
hvilket parterne er uenige, opstår som følge af allerede foretagne
handlinger, eller handlinger der er ved at blive foretaget, skal Den
mellemfolkelige Domstol i overensstemmelse med artikel 41 i dennes statut
eller voldgiftsretten inden for den kortest mulige frist angive, hvilke
foreløbige forholdsregler der skal træffes. De stridende parter er
forpligtede til at rette sig herefter.
2. Indbringes tvistigheden for et forligsnævn, kan
dette anbefale parterne at træffe sådanne foreløbige forholdsregler, som det
måtte skønne nyttige.
3. Parterne forpligter sig til at afholde sig fra
ethvert skridt, der kan have foregribende virkning med hensyn til udførelsen
af den retslige afgørelse eller voldgiftskendelsen eller af den af
forligsnævnet foreslåede ordning, og til i almindelighed ikke at foretage
nogen handling, af hvad art den måtte være, som er egnet til at skærpe eller
udvide striden.
Artikel 32
1. Nærværende konvention skal anvendes mellem de
kontraherende parter, uanset om en tredje stat, hvad enten denne måtte have
tiltrådt konventionen eller ej, har en interesse i tvistigheden.
2. Under forligsbehandlingen kan parterne efter fælles
overenskomst opfordre en sadan tredje stat til at intervenere.
Artikel 33
1. I tilfælde af at en tredje stat måtte anse sine
berettigede interesser for at være berørt under rets- eller
voldgiftsbehandlingen kan den anmode Den mellemfolkelige Domstol eller
voldgiftsretten om at måtte intervenere i sagen.
2. Domstolen eller retten afgør, om denne anmodning
skal tages til følge.
Artikel 34
1. I forbindelse med deponeringen af sit
ratifikationsinstrument kan enhver af de Høje Kontraherende Parter erklære,
at den ikke vil være bundet af:
(a) Kapitel III vedrørende voldgift; eller
(b) kapitlerne II og III vedrørende forligsbehandling og voldgift.
2. De Høje Kontraherende Parter kan kun påberåbe sig
de af bestemmelserne i nærværende konvention, hvoraf de selv er bundet.
Artikel 35
1. De Høje Kontraherende Parter kan ikke tage andre
forbehold end sådamme, som tilsigter at udelukke fra anvendelsen af
nærværende konvention tvistigheder, der angår bestemte sager eller særlige,
klart angivne forhold, såsom territoriet, eller som falder ind under klart
afgrænsede kategorier. Dersom en af de Høje Kontraherende Parter har taget et
sådant forbehold, kan de andre parter påberåbe sig det samme forbehold over
for denne part.
2. For så vidt andet ikke udtrykkeligt nævnes, skal
eventuelle forbehold være at betragte som ikke omfattende forligsbehandling.
3. Bortset fra det tilfælde, som omhandles i stk. 4 i
nærværende artikel, skal ethvert forbehold tages samtidig med deponeringen af
ratifikationsinstrumentet vedrørende nærværende konvention.
4. I tilfælde af at en af de Høje Kontraherende Parter
i henhold til paragraf 2 i artikel 36 i Den mellemfolkelige Domstols statut
anerkender domstolens bindende domsmyndighed med forbehold, eller ændrer
sådanne forbehold, kan den pågældende Høje Kontraherende Part ved at afgive
en erklæring desangående og under iagttagelse af bestemmelserne i nærværende
artikels stk. 1 og 2 tage de samme forbehold i henseende til nærværende
konvention. Sådanne forbehold fritager ikke den pågældende Høje Kontraherende
Part for dens forpligtelser i henhold til nærværende konvention med hensyn
til tvistigheder, der vedrører kendsgerninger eller forhold, som ligger forud
for den dato, på hvilken erklæringen om forbeholdene blev afgivet. Sådanne
tvistigheder må imidlertid forelægges til behandling i henhold til
vedkommende bestemmelser i nærværende konvention inden udløbet af eet år fra
den nævnte dato.
Artikel 36
Enhver part, der kun er bundet ved en del af nærværende konvention, eller
som har taget forbehold, kan når som helst blot ved en erklæring enten udvide
rækkevidden af sine forpligtelser eller helt eller delvis give afkald på sine
forbehold.
Artikel 37
De i stk. 4 i artikel 35 sanmt de i artikel 36 omhandlede erklæringer
afgives til Det europæiske Råds generalsekretær, som oversender kopier heraf
til de øvrige Høje Kontraherende Parter.
Artikel 38
1. Uoverensstemmelser vedrørende fortolkningen eller
anvendelsen af nærværende konvention, derunder også uoverensstemmelser
vedrørende tvistighedernes klassificering og rækkevidden af eventuelle
forbehold, skal forelægges for Den mellemfolkelige Domstol. Dog kan en
indsigelse vedrørende spørgsmålet om en Høj Kontraherende Parts eventuelle
forpligtelse til at underkaste en bestemt tvistighed voldgift kun forelægges
domstolen inden for et tidsrum af 3 måneder, efter at den ene part har
meddelt den anden sit ønske om voldgiftsbehandling. Fremkommer sådan
indsigelse efter udløbet af denne periode, træffer voldgiftsretten afgørelse
i spørgsmålet. Den mellemfolkelige Domstols afgørelse er bindende for det
organ, der behandler tvistigheden.
2. Indbringelse af spørgsmål for Den mellemfolkelige
Domstol i overensstemmelse med de foregående bestemmelser medfører udsættelse
af den pågældende forligs- eller voldgiftsbehandling, indtil domstolens
afgørelse foreligger.
Artikel 39
1. Enhver af de Høje Kontraherende parter skal
efterkomme Den mellemfolkelige Domstols eller voldgiftsrettens afgørelse i
enhver stridighed, hvori den er part.
2. Dersom en af de stridende parter undlader at
opfylde sine forpligtelser i henhold til en af Den mellemfolkelige Domstol
eller voldgiftsretten truffet afgørelse, kan den anden part indbringe sagen
for Det europæiske Råds ministerudvalg. Såfremt udvalget anser det for
nødvendigt, kan det ved en afgørelse truffet med 2/3 flertal af de medlemmer,
der er berettiget til at tage sæde i udvalget, anbefale forholdsregler med
henblik på at sikre gennemførelsen af nævnte afgørelse.
Artikel 40
1. En Høj Kontraherende Part kan først opsige
nærværende konvention efter udløbet af et tidsrum af 5 år fra datoen for dens
ikrafttræden for den pågældende parts vedkommende og kun med 6 måneders
varsel afgivet over for Det europæiske Råds generalsekretær, som underretter
de øvrige Kontraherende Parter.
2. Opsigelsen fritager ikke den pågældende Høje
Kontraherende Part fra dennes forpligtelser i henhold til nærværende
konvention med hensyn til tvistigheder vedrørende kendsgerninger eller
forhold, som ligger forud for den dato, på hvilken det i forrige stykke
omhandlede varsel er afgivet. En sådan tvistighed skal dog indbringes til
behandling i henhold til bestemmelserne i nærværende konvention inden for et
tidsrum af eet år fra den nævnte dato.
3. Med samme forbehold skal en Høj Kontraherende Part,
der ophører med at være medlem af Det europæiske Råd, ophøre med at være part
i konventionen efter udløbet af eet år fra den nævnte dato.
Artikel 41
1. Nærværende konvention er åben for undertegnelse af
medlemmerne af Det europæiske Råd. Den skal ratificeres.
Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Det europæiske Råds
generalsekretær.
2. Nærværende konvention træder i kraft på den dato,
det andet ratifikationsinstrument deponeres.
3. I henseende til en senere ratificerende
signatarmagt træder konventionen i kraft på den dato, den deponerer sit
ratifikationsinstrument.
4. Det europæiske Råds generalsekretær underretter
alle medlemmer af Det europæiske Råd om konventionens ikrafttræden, om
navnene på de Høje Kontraherende Parter, som har ratificeret den, og om alle
senere deponeringer af ratifikationsinstrumenter.
Til bekræftelse heraf har nedenstående repræsentanter, der er behørigt
befuldmægtigede dertil, undertegnet nærværende konvention.
Udfærdiget i Strasbourg den 29. april 1957 på engelsk og fransk, begge
tekster af lige gyldighed, i eet eksemplar som deponeres i Det europæiske
Råds arkiv. Generalsekretæren skal overgive hver af signatarmagterne
bekræftede genparter.
For Republikken Østrigs regering: L. Figl.
(den 13. december 1957).
For Kongeriget Belgiens regering: P.-H. Spaak.
For Kongeriget Danmarks regering: Ernst Christiansen.
For Den franske Republiks regering: Pierre de Felice.
For Forbundsrepublikken Tysklands regering: Hallstein.
For Kongeriget Grækenlands regering: Averoff Tossizza.
For Den islandske Republiks regering: Gudm. J. Gudmundsson.
For Irlands regering: Proinsias Mac Aogain.
For Den italienske Republiks regering: G. Martino.
For Storhertugdømmet Luxembourgs regering: Bech.
For Kongeriget Nederlandenes regering: J. Luns.
For Kongeriget Norges regering: Halvard Lange.
For Kongeriget Sveriges regering: Østen Unden.
For Den tyrkiske Republiks regering: Mustafa Borovali.
(den 8. maj 1958).
For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nord-Irlands regering:
W. D. Ormsby Gore.
Danmarks ratifikationsinstrument er under 17. juli 1959 deponeret hos Det
europæiske Råds generalsekretær i Strasbourg.
Foruden Danmark har Norge, Sverige og Nederlandene deponeret deres
ratifikationsinstrumenter, men sidstnævnte to lande har ved ratifikationen
benyttet sig af den ved art. 34 hjemlede adgang til at erklære, at de ikke
vil være bundet af bestemmelserne i kap. III om voldgift.
Konventionen trådte i kraft den 30. april 1958 på hvilket tidspunkt 2
ratifikationsinstrumenter var blevet deponeret, jfr. artikel 41, § 2.
Udenrigsministeriet, den 30. november
19592.
J.O. Krag.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om Schweiz' tiltrædelse af den europæiske konvention af 29. april 1957 om fredelig bilæggelse af tvistigheder. Retsinformation · 17. februar 1967
- Bekendtgørelse om Maltas tiltrædelse af den europæiske konvention af 29. april 1957 om fredelig bilæggelse af tvistigheder. Retsinformation · 6. maj 1968
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 29. april 1957 om fredelig bilæggelse af tvistigheder Retsinformation · 17. juli 1980
- Bekendtgørelse af multilateral overenskomst af 30. april 1956 om kommercielle rettigheder for ikke-planmæssig lufttrafik i Europa. Retsinformation · 27. august 1965
- Bekendtgørelse angående Danmarks ratifikation af Statut for Det europæiske Råd, undertegnet i London den 5. maj 1949 (Europarådet). (* 1) Retsinformation · 15. november 1949
- Bekendtgørelse om en mellem Danmark og Jugoslavien afsluttet Traktat vedrørende Forligsbehandling, Voldgift og retslig Afgørelse. Retsinformation · 17. maj 1938