Bekendtgørelse om en mellem Danmark og Storbritannien og Nordirland afsluttet Konvention om visse civil-processuelle Forhold. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om en mellem Danmark og
Storbritannien og Nordirland afsluttet Konvention om visse civil-processuelle
Forhold. (* 1)
Ved kgl. Resolution af 7. Januar 1933 har Danmark ratificeret følgende
under 29. November 1932 i London undertegnede Konvention mellem Danmark og
Storbritannien og Nordirland om visse civil-processuelle Forhold:
Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island og hans Majestæt Kongen af
Storbritannien, Irland og de britiske oversøiske Besiddelser, Kejser af
Indien,
Har, i det Ønske at yde gensidig processuel Bistand paa deres respektive
Omraader i borgerlige Sager og Handelssager, der behandles eller maa
forudsættes at ville blive behandlet af deres respektive judicielle
Myndigheder,
Besluttet at afslutte en Konvention i dette Øjemed og udnævnt til deres
befuldmægtigede:
Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island:
Sin Overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i London Greve
Preben Ferdinand Ahlefeldt-Laurvig; og
Hans Majestæt Kongen af Storbritannien, Irland og de britiske oversøiske
Besiddelser, Kejser af Indien:
For Storbritannien og Nord-Irland:
The Right Honourable Sir John Allsebrook Simon, G.C.S.I., K.C.V.O.,
O.B.E., K.C., M.P., Hans Mæjestæts første Statssekretær for udenrigske
Anliggender;
Hvilke, efter at have meddelt hinanden deres Fuldmagter og befundet dem i
god og behørig Form, er kommet overens om følgende:
I. - Indledende Bestemmelser.
Artikel 1.
Stk. 1. Denne Konvention gælder kun borgerlige Sager og
Handelssager, derunder sager vedrørende frivillig Retshjælp.
Læs alt
Stk. 2. I denne Konvention skal Ordene »den ene
(eller den anden) høje kontraherende Parts Omraade« til enhver Tid
forstaas som omfattende et hvilket som helst af vedkommende høje
kontraherende Parts Omraader, for hvilket Konventionen paa det Tidspunkt
gælder.
Stk. 3. I denne Konvention skal Ordene
»Statsborger i den ene (eller den anden) kontraherende Stat«,
forsaavidt angaar Hans Majestæt Kongen af Storbritannien, Irland og de
britiske oversøiske Besiddelser, Kejser af Indien, betragtes som betydende
alle Hans Majestæts Undersaatter uden Hensyn til Bopæl og skal omfatte alle
Personer under Hans Majestæts Beskyttelse.
II. - Forkyndelse af retslige og udenretslige Dokumenter.
Artikel 2.
Naar retslige eller udenretslige Dokumenter, der er udfærdiget paa en af
de høje kontraherende Parters Omraade, af en judiciel Myndighed, der har sit
Sæde der, ønskes forkyndt for Enkeltpersoner, Interessentskaber,
Aktieselskaber, Foreninger eller andre Sammenslutninger, der befinder sig paa
den anden høje kontraherende Parts Omraade, kan saadanne Dokumenter, uden at
Bestemmelserne i Artikel 5 herved berøres, forkyndes for Modtageren af
Aktstykket paa en af de i Artiklerne 3 og 4 angivne Maader.
Artikel 3.
Stk. 1. Begæring om Forkyndelse skal af de
Konsularembedsmand for den kontraherende Stat, fra hvis Omraade de
Dokumenter, der skal forkyndes, hidrører, stilestil den kompetente Myndighed
i det Land, hvor Dokumenterne skal forkyndes, med Anmodning til nævnte
Myndighed om at foranledige Dokumenternes Forkyndelse. Begæringen skal
afsendes af nævnte Konsularembedsmand til nævnte Myndighed.
Stk. 2. Begæringen om Forkyndelse skal være affattet i
det Lands Sprog, hvor Forkyndelse skal foretages. Begæringen om Forkyndelse
skal angive Parternes fulde Navn og Stilling, Modtagerens fulde Navn,
Stilling og Bopæl, samt Arten af det Dokument, der skal forkyndes, og skal, i
dobbelt Udfærdigelse, ledsages af ethvert Dokument, der skal forkyndes.
Stk. 3. Det Dokument, der skal forkyndes, skal enten
være affattet i det Lands Sprog, hvor det skal forkyndes, eller være ledsaget
af en Oversættelse til dette Sprog. Rigtigheden af Oversættelsen skal være
bekræftet af en Konsularembedsmand for den kontraherende Stat, fra hvis
Omraade Dokumentet hidrører.
Stk. 4. Begæring om Forkyndelse skal stiles og sendes-
i Danmark: til Retten paa det Sted, hvor Modtageren bor eller opholder
sig, for Københavns Vedkommende til Københavns Byret;
i England: til Senior Master i Højesteret.
Hvis den Myndighed, til hvilken en Begæring om Forkyndelse er sendt, ikke
er kompetent til at foretage Forkyndelsen, skal denne Myndighed af sig selv
fremsende Dokumentet til den kompetente Myndighed i Landet.
Stk. 5. Forkyndelse skal foretages af den dertil
kompetente Myndighed i det Land, hvor Dokumentet skal forkyndes, og denne
Myndighed skal forkynde Dokumentet paa den for Forkyndelse af saadanne
Dokumenter ved det paagældende Lands Love foreskrevne Maade, dog at man,
saafremt der i Begæringen om Forkyndelse udtales Ønsket om en særlig
Forkyndelsesmaade, skal foretage Forkyndelsen paa denne Maade, for saa vidt
den ikke er uforenelig med det paagældende Lands Love.
Stk. 6. Er Begæring om Forkyndelse rigtig fremsat efter
de foregaaende Bestemmelser i denne Artikel, skal Forkyndelse ikke kunne
nægtes foretaget, medmindre: (1) Ægtheden af Begæringen om Forkyndelse ikke
er godtgjort, eller (2) den høje kontraherende Part, paa hvis Omraade
Forkyndelse skal foretages, skønner, at dens Suverænitet eller Sikkerhed
vilde blive udsat for Fare derved.
Stk. 7. Den Myndighed, overfor hvilken der er fremsat
Begæring om Forkyndelse, skal udstede en Attest, eller angiver Grunden til,
at Forkyndelse ikke har kunnet foretages, samt Maaden og Datoen for
Forkyndelsen eller Forsøget paa Forkyndelse, og skal sende nævnte Attest til
den Konsularembedsmand, af hvem Begæringen om Forkyndelse er fremsat.
Attesten om Forkyndelsen eller Forsøg paa Forkyndelse skal paategnes eller
vedhæftes det ene Eksemplar af den Udfærdigelse, som er forkyndt eller
forsøgt forkyndt.
Artikel 4.
Stk. 1. Saafremt Modtageren af Aktstykket ikke er
Statsborger i den kontraherende Stat, paa hvis Omraade Dokumentet skal
forkyndes, kan Forkyndelse foretages uden nogen Anmodning til eller
Mellemkomst af Myndighederne i det Land, hvor den foretages:
(1) af en Konsularembedsmand for den kontraherende Stat, fra hvis Omraade
Dokumentet hidrører;
(2) af en Befuldmægtiget, der beskikkes hertil enten af den judicielle
Myndighed, af hvilken Forkyndelse af Doku,entet begæres, eller af den Part,
paa hvis Anmodning Dokumentet er udfærdiget.
Stk. 2. Alle Dokumenter, der er forkyndt paa den i det
foregaaende Stykke foreskrevne Maade, skal, medmindre Modtageren af
Aktstykket er Statsborger i den kontraherende Stat, fra hvis Omraade det
Dokument, der skal forkyndes, hidrører, enten være affattet i det Lands
Sprog, hvor Forkyndelsen skal foretages, eller være ledsaget af en
Oversættelse til dette Sprog, hvis Rigtighed skal være bekræftet som
foreskrevet i Artikel 3, 3. Stk.
Artikel 5.
Bestemmelserne i denne Konvention skal ikke være til Hinder for, at
Dokumenter, der er affattet paa en af de høje kontraherende Parters Omraade,
lovligt og gyldigt kan forkyndes paa den anden høje kontraherende Parts
Omraade paa en af de følgende Forkyndelsesmaader i alle Tilfælde hvor saadan
Forkyndelsesmaade er anerkendt gyldig efter Lovgivningen i det Land, fra
hvilket Dokumenterne hidrører:-
(-a-) ved de dertil kompetente Embeds- eller Bestillingsmænd i det Land,
hvor Dokumenterne skal forkyndes, direkte efter Anmodning af Parterne i alle
Sager, hvor det ikke ifølge Landets Lovgivning er forbudt saadanne Embeds-
eller Bestillingsmænd at foretage Forkyndelse paa saadan Vis;
( b ) gennem Postvæsenet; eller
( c ) ved enhver anden Forkyndelsesmaade, der ikke strider mod den
til enhver Tid gældende Lovgivning i det Land, hvor Forkyndelse skal
foretages.
Artikel 6
Stk. 1. I alle Tilfælde, hvor Dokumenter er forkyndt i
Overensstemmelse med Forskrifterne i Artikel 3, skal den høje kontraherende
Part, af hvis Konsularembedsmand Begæringen om Forkyndelse er fremsendt,
betale den anden høje kontraherende Part alle Omkostninger og Udgifter, der
ifølge Lovgivningen i det Land, hvor Forkyndelsen er foretaget, skal erlægges
til de Personer, der anvendes til at foretage Forkyndelsen, og alle ved en
særlig Forkyndelsesmaade paaløbende Omkostninger og Udgifter. Disse
Omkostninger maa ikke andrage mere end de, der sædvanlig beregnes ved det
paagældende Lands Domstole.
Stk. 2. Refusion af disse Omkostninger og Udgifter skal
af den kompetente Myndighed, af hvilken Forkyndelsen er foretaget, samtidig
med Indsendelsen af den i Artikel 3, 7. Stk. nævnte Attest afkræves den
Konsularembedsmand, af hvem Begæringen er fremsendt.
Stk. 3. Udover hvad der foran er bestemt, skal intet
Gebyr af nogen Art betales af den høje kontraherende Part til den anden i
Forbindelse med Forkyndelse af noget Dokument.
III.- Optagelse af Bevis.
Artikel 7.
Naar en judiciel Myndighed paa en af de høje kontraherende Parters Omraade
begærer Bevis optaget paa den anden høje kontraherende Parts Omraade, kan
saadant Bevis optages paa en af de i Artiklerne 8 og 9 foreskrevne Maader.
Artikel 8.
Stk. 1. Den judicielle Myndighed, der begærer Bevis
optaget, kan i Overensstemmelse med den i dens eget Land gældende Lovgivning
ved en Retsanmodning henvende sig til den kompetente Myndighed i det Land,
hvor Beviset skal optages, med Anmodning til nævnte Myndighed om at optage
Beviset.
Stk. 2. Retsanmodningen skal være affattet i det Lands
Sprog, hvor Beviset skal optages, eller være ledsaget af en Oversættelse til
det paagældende Sprog. Rigtigheden af denne Oversættelse skal være bekræftet
af en Konsularembedsmand for den kontraherende Stat, hvis judicielle
Myndighed har fremsat Anmodningen. Retsanordningen skal angive Arten af den
Sag, i hvilken Bevis begæres optaget, Parternes fulde Navn og Stilling og
Vidnernes fulde Navn, Stilling og Bopæl. Den skal derhos enten være ledsaget
af en Liste over de Spørgsmaal, der ønskes stillet Vidnet eller Vidnerne,
tillige med en Oversættelse af disse Spørgsmaal, hvis Rigtighed er bekræftet
paa den ovenfor foreskrevne Maade, eller indeholde Anmodning til den
kompetente Myndighed om Tilladelse til, at der mundtlig stilles Vidnerne de
Spørgsmaal, som Parterne eller deres Befuldmægtigede maatte ønske at stille.
Stk. 3. Retsanmodninger skal fremsendes- i Danmark: af
en britisk Konsularembedsmand til Retten paa det Sted, hvor den Person, der
skal møde for Retten, bor eller opholder sig, naar dette er udenfor
København; for Københavns Vedkommende til Justitsministeriet;
i England: af en dansk Konsularembedsmand til Senior Master i Højesteret.
Hvis den Myndighed, til hvilken en Retsanordning er fremsendt, ikke er
kompetent til at efterkomme Anmodningen skal Retsanordningen uden videre
Begæring oversendes til den kompetente Myndighed i Landet.
Stk. 4. Den kompetente Myndighed til hvilken en
Retsanmodning er sendt eller oversendt, skal efterkomme Anmodning og
fremskaffe de ønskede Beviser og dertil benytte de samme Tvangsmidler og den
samme Fremgangsmaade, som benyttes ved Udførelsen af en Anmodning eller et
Paalæg fra Landets egne Myndigheder, dog at man, saafremt der i
Retsanordningen skulde være udtalt Ønsket om en særlig Fremgangsmaade, da
skal følge denne, for saa vidt den ikke er uforenelig med Lovgivningen i det
Land, hvor Beviset begæres optaget.
Stk. 5. Den Konsularembedsmand, af hvem Retsanmodningen
fremsendes, skal, saafremt han ønsker dette, underrettes om Dag og Sted for
Bevisoptagelsen, for at han kan underrette de vedkommende, og disse skal være
berettiget til at overvære denne personlig eller ved Befuldmægtiget, saafremt
de ønsker dette.
Stk. 6. Udførelsen af Retsanmodninger skal kun kunne
nægtes-
(1) saafremt Ægtheden af Retsanmodningen ikke er godtgjort;
(2) saafremt i det Land, hvor Bevis skal optages, Udførelsen af den
paagældende Retsanmodning ikke henhører under Domstolenes Kompetence;
(3) saafremt den høje kontraherende Part, paa hvis Omraade Bevis skal
optages, skønner, at dens Suverænitet eller Sikkerhed vilde blive udsat for
Fare derved.
Stk. 7. I alle Tilfælde, hvor en Retsanmodning ikke
udføres af den Myndighed, til hvilken den er rettet, skal denne straks give
den Konsularembedsmand, af hvem den er fremsendt, Meddelelse herom med
Angivelse af Grundene til, at Udførelsen af Retsanmodningen er nægtet, eller
Angivelse af den judicielle Myndighed, til hvilken den er oversendt.
Artikel 9.
Stk. 1. Bevis kan ogsaa optages - uden nogen Anmodning
til eller Mellemkomst af Myndighederne i det Land, i hvilket det skal optages
- af en Person i nævnte Land, der direkte er beskikket hertil af den Domstol,
af hvilken Beviset begæres optaget. En Konsularembedsmand for den
kontraherende Stat, hvis Domstol begærer Beviset optaget, eller anden dertil
egnet Person kan beskikkes hertil.
Stk. 2. Den, der saaledes beskikkes til at optage
Bevis, kan tilsige de Personer, der opgives ham af den Domstol, der har
beskikket ham, til at give Møde for sig og afgive Forklaring eller fremlægge
Dokumenter. Han har Ret til at optage enhver Art Bevis, der ikke strider mod
Lovgivningen i det Land, hvor Beviset skal optages, og skal have Ret til at
modtage Edsaflæggelse, men ikke at anvende Tvangsmidler.
Stk. 3. Tilsigelser om at give Møde, udstedt af en paa
nævnte Maade beskikket Person, skal, medmindre den tilsagte er Statsborger i
den kontraherende Stat, til Brug for hvis judicielle Myndighed Beviset
begæres optaget, affattes i det Lands Sprog, hvor Beviset skal optages, eller
være ledsaget af en Oversættelse til dette Sprog.
Stk. 4. Beviset kan optages i Overensstemmelse med den
Fremgangsmaade, der anerkendes af Lovgivningen i det Land, til Brug for hvis
judicielle Myndighed Beviset begæres optaget, og Parterne skal have Ret til
at give Møde eller at lade sig repræsentere ved Advokater eller Sagførere fra
det paagældende Land eller ved andre Personer, der er berettiget til at give
Møde i Retten i noget af de paagældende Lande.
Stk. 5. Den i denne Artikel bestemte Fremgangsmaade er
ganske frivillig, og det staar enhver frit for at vægre sig ved at efterkomme
saadan Anmodning eller at afgive nogen Vidneforklaring eller at fremlægge
noget Dokument. Den, der fremsætter saadan Vægring, skal derved ikke ifalde
Straf eller lide anden Skade i Forbindelse med den Retssag, for hvilken
Beviset begæres optaget.
Artikel 10.
Den Omstændighed, at et Forsøg paa at optage Bevis paa den i Artikel 9
nævnte Maade ikke er lykkedes som Følge af et Vidnes Vægring ved at give
Møde, afgive Forklaring eller fremlægge Dokumenter, er ikke til Hinder for,
at en Retsanmodning senere kan fremsættes i Overensstemmelse med Artikel 8.
Artikel 11.
Stk. 1. I de Tilfælde, hvor Bevis optages paa den i
Artikel 8 bestemte Maade, skal den høje kontraherende Part, af hvis
judicielle Myndighed Retsanmodningen er fremsendt, refundere den anden høje
kontraherende Part alle Omkostninger, som sidstnævntes kompetente Myndighed
maatte have haft ved Udførelsen af Anmodningen, forsaavidt angaar Udgifter og
Omkostninger til Vidner, Skønsmænd, Tolke eller Translatører, Omkostninger
ved at faa de Vidner til at møde, der ikke godvillig har givet Møde, og
Omkostninger og Udgifter til alle, hvem nævnte Embedsmand maatte have
bemyndiget til at møde for sig i de sager, hvor hans eget Lands Lovgivning
tillader saadant, og alle Omkostninger og Udgifter, der maatte være opstaaet
som Følge af Anmodning om en særlig Fremgangsmaade og af, at denne er fulgt.
Disse Omkostninger maa ikke andrage mere end de, der sædvanlig beregnes i
lignende Sager ved Domstolene i det Land, hvor Beviset er blevet optaget.
Stk. 2. Refusion af disse Omkostninger skal af den
kompetente Myndighed, af hvilken Retsanmodningen er efterkommet, samtidig med
Fremsendelsen af de Dokumenter, af hvilke det fremgaar, at Anmodningen er
udført, afkræves den Konsularembedsmand, fra hvem Anmodningen er modtaget.
Stk. 3. Udover hvad der foran er bestemt, skal intet
Gebyr af nogen Art betales af den høje kontraherende Part til den anden i
Forbindelse med Optagelse af Bevis.
IV.- Retshjælp til ubemidlede, Gældsfængsel og Sikkerhedsstillelse for
Omkostninger.
Artikel 12.
Statsborgere i den ene kontraherende Stat skal paa den anden kontraherende
Stats Omraade nyde fuld Lighed med sidstnævntes Statsborgere med Hensyn til
gratis Retshjælp til ubemidlede og Fængsling for Gæld, og skal ikke, naar de
er fast bosiddende paa nævnte Omraade, være forpligtede til at stille
Sikkerhed for Omkostninger i nogen Sag, hvor en Statsborger i den anden
kontraherende Stat ikke skulde stille saadan Sikkerhed.
V.--Almindelige Bestemmelser.-
Artikel 13.
Alle Vanskeligheder, der maatte opstaa i Forbindelse med Anvendelsen af
denne Konvention, skal udjævnes ad diplomatisk Vej.
Artikel 14.
Nærværende Konvention, hvis engelske og danske Tekst er i lige Grad
autentiske, skal ratificeres. Ratifikationerne skal udveksles i London.
Konventionen skal træde i Kraft en Maaned efter den Dag, paa hvilken
Ratifikationerne er udvekslet, og skal forblive i Kraft tre Aar efter Dagen
for dens Ikrafttræden. Saafremt ingen af de høje kontraherende Parter mindst
seks Maaneder for Udløbet af nævnte Treaarsperiode ad diplomatisk Vej maatte
have opsagt Konventionen, skal den forblive i Kraft indtil Udløbet af seks
Maaneder fra den Dag, paa hvilken en af de høje kontraherende Parter maatte
opsige den.
Artikel 15.
Stk. 1. Denne Konvention skal ikke uden videre gælde
for Skotland eller Nord-Irland eller nogen af Hans Britiske Majestæts
Kolonier eller Protektorater eller for noget Omraade under hans Overhøjhed
eller for noget Mandatomraade, der bestyres af Hans Majestæts Regering i det
Forenede Kongerige Storbritannien og Nord-Irland, men Hans Britiske Majestæt
kan til enhver Tid, saalænge denne Konvention er i Kraft i Henhold til
Artikel 14, ved en Notifikation gennem sin Gesandt i København udvide denne
Konvention til ogsaa at gælde ethvert af de ovenfor nævnte omraader.
Stk. 2. Saadan Notifikation skal indeholde Angivelse af
de Myndigheder i de paagældende Omraader, til hvilke Begæringer om
Forkyndelse eller om Optagelse af Bevis skal fremsendes, og af det Sprog, i
hvilket Meddelelser eller Oversættelser skal affattes. Enhver saadan
Udvidelse af Konventionens Gyldighed skal træde i Kraft en Maaned efter
modtagelsen af Notifikationen herom.
Stk. 3. Tre Aar efter at en Udvidelse af denne
Konvention er traadt i Kraft for noget af de i denne Artikels 1, Stykke
nævnte Omraader, kan enhver af de høje kontraherende Parter til enhver Tid
bringe en saadan Udvidelse til Ophør ved Opsigelse med seks Maaneders Varsel
ad diplomatisk Vej.
Stk. 4. Ophør af denne Konvention i Henhold til Artikel
14 skal, medmindre andet udtrykkeligt vedtages af begge de høje kontraherende
Parter, af sig selv bringe denne til Ophør for alle de Omraader, til hvilke
den maatte være udvidet i Henhold til 1. Stykke i denne Artikel.
Artikel 16.
Stk. 1. Hans Britiske Majestæt kan til enhver Tid,
saalænge denne Konvention er i Kraft enten i henhold til Artikel 14 eller som
Følge af en Tiltrædelse i Henhold til denne Artikel, ved en Notifikation ad
Diplomatisk Vej tiltræde nærværende Konvention, for saa vidt angaar ethvert
af hans selvstyrende Lande eller Indien, dog at ingen Notifikation om
Tiltrædelse kan afgives paa et Tidspunkt, hvor Hans Majestæt Kongen af
Danmark og Island har givet varsel om Ophør, for saa vidt angaar alle de Hans
Britiske Majestæt tilhørende Omraader, for hvilke Konventionen gælder.
Bestemmelserne i Artikel 15, 2. Stk., skal finde Anvendelse paa saadan
Notifikation. En Tiltrædelse som den nævnte skal træde i Kraft en Maaned
efter Dagen for dens Notifikation.
Stk. 2. Efter Udløbet af tre Aar fra den Dag, da en
Tiltrædelse i Henhold til 1. Stykke i denne Artikel er traadt i Kraft, kan
enhver af de høje kontraherende Parter ved Opsigelse med seks Maaneders
Varsel ad diplomatisk Vej bringe Konventionens Anvendelse til Ophør i ethvert
Land, med Hensyn til hvilket en Notifikation om Tiltrædelse har været
afgivet. Ophør af Konventionen i Henhold til Artikel 14 skal ikke berøre dens
Anvendelse paa saadant Land.
Stk. 3. Enhver Notifikation om Tiltrædelse i Henhold
til 1. Stykke i denne Artikel kan omfatte ethvert Biland eller Mandatomraade,
der bestyres af Regeringen i det Land, med Hensyn til hvilket saadan
Notifikation om Tiltrædelse er afgivet; og ethvert Varsel om Ophør for saa
vidt angaar et saadant Land i Henhold til 2. Stykke skal være gældende for
ethvert Biland eller Mandatomraade, som var indbefatter i Notifikationen om
Tiltrædelse for et saadant Lands Vedkommende.
Til Bekræftelse heraf har de Undertegnede underskrevet nærværende
Konvention i det danske og det engelske Sprog og forsynet den med deres Segl.
Udfærdiget i to Eksemplarer i London den 29. November 1932.
(L.S.) P.F. Ahlefeldt-Laurvig.
(L.S.) John Simon.
Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab, idet bemærkes, at
Ratifikationsdokumenterne under 12. Maj 1933 er blevet udvekslet i London, og
at Konventionen som Følge heraf i Overensstemmelse med Art. 14 træder i Kraft
den 12. Juni 1933.
Udenrigsministeriet, den 24. Maj 1933.
P. Munch.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i Geneve den 20. April 1929 afsluttede internationale Konvention til Bekæmpelse af Falskmøntneri med tilhørende Protokol af samme Dato.(* 1) Retsinformation · 24. oktober 1931
- Bekendtgørelse om Danmarks Ratifikation af den i Paris den 31. Oktober 1938 afsluttede Konvention om Ændringer i den internationale Sundhedskonvention af 21. Juni 1926 Retsinformation · 22. maj 1940
- Bekendtgørelse om en mellem Danmark og Storbritannien og Nord-Irland afsluttet Tillægskonvention til Konventionen af 31. Marts 1873 angaaende gensidig Udlevering af Forbrydere. Retsinformation · 25. maj 1936
- Bekendtgørelse om Danmarks Tiltrædelse af den i Athen den 25. Juli 1934 afsluttede internationale Konvention om gensidig Beskyttelse mod Dengue-Feberen. (* 1) Retsinformation · 21. april 1936
- Bekendtgørelse om den mellem de nedennævnte europæiske Stater afsluttede Konvention af 17. Juli 1905 angaaende en international Ordning med Hensyn til visse civilprocessuelle Forhold. (* 1) Retsinformation · 27. maj 1909
- Bekendtgørelse om Danmarks Ratifikation af den mellem Danmark, det britiske Rige, de amerikanske Forenede Stater, Frankrig, Italien, Japan, Norge, Nederlandene og Sverige den 9. Februar 1920 i Paris undertegnede Traktat angaaende Spitzbergen Retsinformation · 14. september 1925