Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention om Regler og Vedtægter for Krig til Lands.

BKI nr 37 af 20/01/1910Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet8. marts 1910

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse angaaende den paa den 2den

internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede

Konvention om Regler og Vedtægter for Krig til Lands.

Under 19de November 1909 har det behaget Hans Majestæt Kongen

allernaadigst at ratificere følgende paa den 2den internationale

Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention.

Konvention om Regler og Vedtægter for Krig til Lands.

Hans Majestæt den Tyske Kejser, Konge af Preussen; Præsidenten for de

Amerikanske Forenede Stater; Præsidenten for Republiken Argentina; Hans

Majestæt Kejseren af Østerrig, Konge af Bøhmen etc. og Apostolisk Konge af

Ungarn; Hans Majestæt Belgiernes Konge; Præsidenten for Republiken Bolivia;

Præsidenten for de Forenede Stater af Brasilien; Hans Kgl. Højhed Fyrsten af

Bulgarien; Præsidenten for Republiken Chile; Hans Majestæt Kejseren af Kina;

Præsidenten for Republiken Kolumbia; den midlertidige Gouvernør over

Republiken Kuba; Hans Majestæt Kongen af Danmark; Præsidenten for den

Dominikanske Republik; Præsidenten for Republiken Equador; Hans Majestæt

Kongen af Spanien; Præsidenten for den Franske Republik; Hans Majestæt Kongen

af det forenede Kongerige Storbritannien og Irland og de oversøiske Britiske

Besiddelser, Kejser af Indien; Hans Majestæt Hellenernes Konge; Præsidenten

for Republiken Guatemala; Præsidenten for Republiken Haiti; Hans Majestæt

Kongen af Italien; Hans Majestæt Kejseren af Japan; Hans Kgl. Højhed

Storhertugen af Luxemborg, Hertug af Nassau; Præsidenten for de Mexikanske

Forenede Stater; Hans Kgl. Højhed Fyrsten af Montenegro; Præsidenten for

Republiken Nicaragua; Hans Majestæt Kongen af Norge; Præsidenten for

Republiken Panama; Præsidenten for Republiken Paraguay; Hendes Majestæt

Dronningen af Nederlandene; Præsidenten for Republiken Peru; Hans Kejserlige

Majestæt Shahen af Persien; Hans Majestæt Kongen af Portugal og Algarve

o.s.v.; Hans Majestæt Kongen af Rumænien; Hans Majestæt Kejseren af alle

Ruslande; Præsidenten for Republiken Salvador; Hans Majestæt Kongen af

Serbien; Hans Majestæt Kongen af Siam; Hans Majestæt Kongen af Sverig; det

Læs alt

Schweiziske Forbundsraad; Hans Majestæt Ottomanernes Kejser; Præsidenten for

den Orientalske Republik Uruguay og Præsidenten for de forenede Stater af

Venezuela;

i Betragtning af, at det, samtidig med at tilstræbe Midler til at bevare

Freden og forebygge Vaabenstrid mellem Nationerne, er af Vigtighed ogsaa at

have det tilfælde for Øje, at en Paakaldelse af Vaabnene hidføres af

Begivenheder som deres Omsorg ikke maatte have kunnet afvende;

dertil besjælede af Ønsket om, ogsaa i Tilfælde af saadan Yderlighed, at

tjene Menneskelighedens Interesser og Civilisationens stedse voksende Krav;

og idet de anse det for vigtigt, i dette Øjemed at revidere de almindelige

Krigsregler og Vedtægter, det være sig for at angive dem med større

Bestemthed eller for at drage visse Grænser for dem, for saaledes at

indskrænke deres Strænghed saa meget som mulig;

have anset for nødvendigt at fuldstændiggøre og paa visse Punkter nærmere

bestemme den Første Fredskonferences Værk, som, i Tilslutning til

Brysseler-Konferencen af 1874 og besjælet af de af en vis og højsindet

Forsorg indgivne Tanker, har vedtaget Bestemmelser hvis Genstand er at angive

og regulere Krigsbrugen til Lands.

Efter de høje kontraherende Parters Opfattelse skulle disse Bestemmelser,

hvis Affattelse har været ledet af Ønsket om at formindske Krigens Onder saa

meget som de militære Krav tillade, tjene til almindelig Rettesnor for de

Krigsførende, i deres Forhold indbyrdes og overfor Befolkningerne.

Det har dog ikke været muligt allerede nu at aftale bindende Bestemmelser,

der omfattede alle i Praksis mødende Tilfælde;

Paa den anden side kunde det ikke stemme med de høje kontraherende Parters

Hensigter, at de ikke forudsete Tilfælde, i Mangel af en skreven Bestemmelse,

skulde overlades til Hærførernes vilkaarlige Bedømmelse.

Indtil der kan udkomme en fuldstændigere, systematisk Fremstilling af

Krigsreglerne, anse de høje kontraherende Parter det for formaalstjenligt at

bekræfte, at i de Tilfælde, der ikke ere indbefattede i de af dem vedtagne

reglementariske Bestemmelser, forblive Befolkningerne og de Krigsførende

under Folkeretsgrundsætningernes Varetægt og Herredømme, saaledes som disse

Grundsætninger fremgaa af de mellem civiliserede Nationer bestaaende

Vedtægter, at Humanitetens Love og af den offentlige Menings Krav.

De erklære, at det er i Overensstemmelsen hermed, at navnlig Artikel 1 og

2 i det vedtagne Reglement skulle forstaas.

Da de høje kontraherende Parter ønske at afslutte en ny Konvention i dette

Øjemed, have de udnævnt til deres befuldmægtigede:

(Betegnelse af de befuldmægtigede)

hvilke efter at have deponeret deres Fuldmagter, der befandtes i god og

rigtig Form, ere komne overens om følgende:

Artikel 1.

De høje kontraherende Parter ville give deres væbnede Magt til Lands

Instruxer, som skulle være overensstemmende med det nærværende Konvention

vedhæftede Reglement angaaende Regler og Vedtægter for Krig til Lands.

Artikel 2.

De Bestemmelser, der indeholdes i det i 1ste Artikel nævnte Reglement

saavelsom i nærværende Konvention, ere alene anvendelige mellem de

kontraherende Magter og kun, naar de Krigsførende samtlige ere Deltagere i

Konventionen.

Artikel 3.

Den krigsførende Part, som maatte krænke Bestemmelserne i det nævnte

Reglement, er i givet Tilfælde forpligtet til Skadeserstatning. Den er

ansvarlig for alle Handlinger, som begaas af de til dens væbnede Magt hørende

Personer.

Artikel 4

Nærværende Konvention skal, naar den er behørigt ratificeret, for

Forholdene mellem de kontraherende Magter træde i Stedet for Konventionen af

29. Juli 1899 angaaende Regler og Vedtægter for Krig til Lands.

Konventionen af 1899 forbliver i Kraft for Forholdene mellem de Magter,

der have undertegnet den og ikke maatte have ligeledes ratificeret nærværende

Konvention.

Artikel 5.

Nærværende Konvention skal ratificeres snarest mulig.

Ratifikationsinstrumenterne skulle deponeres i Haag.

Den første Deponering af Ratifikationsinstrumenter skal konstateres ved en

Protokol, som undertegnes af Repræsentanter for de Magter der tage Del deri,

og af den nederlandske Udenrigsminister.

De senere Deponeringer af Ratifikationsinstrumenter ske ved en skriftlig,

til den nederlandske Regering rettet Meddelelse, ledsaget af

Ratifikationsinstrumentet.

Bekræftet Afskrift af Protokollen over den første Deponering af

Ratifikationsinstrumenter, af de i foranstaaende Alinea nævnte Meddelelser

samt af Ratifikationsinstrumenterne skal strax, ved Foranstaltning af den

nederlandske Regering, meddeles de til den anden Fredskonference indbudne

Magter saavelsom de andre Magter, som have tiltraadt Konventionen ad

diplomatisk Vej. I de i foranstaaende Alinea nævnte Tilfælde underretter

nævnte Regering dem samtidig om, paa hvilken Dag den har modtaget deres

Meddelelse.

Artikel 6.

De Magter, som ikke have undertegnet, kunne tiltræde nærværende

Konvention.

Den Magt, som ønsker at tiltræde, skal skriftlig meddele sin Hensigt til

den nederlandske Regering og samtidig tilstille den Tiltrædelsesdokumentet,

som vil være at deponere i nævnte Regerings Arkiv.

Denne Regering skal strax tilsende alle de andre Magter bekræftet Afskrift

af Meddelelsen og af Tiltrædelsesdokumentet, og tillige angive Dagen, paa

hvilken den har erholdt Meddelelsen.

Artikel 7.

Denne Konvention træder i Kraft for de Magter, som have taget Del i den

første Deponering af Ratifikationsinstrumenter, tresindstyve Dage efter Dagen

paa hvilken Protokollen over denne Deponering er optaget, og for de magter

som ratificere senere eller tiltræde, tresindstyve Dage efter af Meddelelsen

om deres Ratifikation eller om deres Tiltrædelse er bleven modtaget af den

nederlandske Regering.

Artikel 8.

Skulde en af de kontraherende Magter ville opsige nærværende Konvention,

vil Opsigelsen være at meddele skriftlig til den nederlandske Regering, som

straks giver alle de andre Magter bekræftet Afskrift af Meddelelsen og

tillige gør dem bekendt med, paa hvilken Dag den har modtaget denne.

Opsigelsen er kun virksom i Henseende til den Magt som har erklæret den,

og først et Aar efter at Meddelelsen derom er indkommet til den nederlandske

Regering.

Artikel 9.

Et i det nederlandske Udenrigsministerium ført Register skal angive Dagen

for den overensstemmende med Artikel 5, Alinea 3 og 4 stedfundne Deponering

af Ratifikationsinstrumenter saavelsom Dagen, paa hvilken Meddelelserne om

Tiltrædelse (Artikel 6 Alinea 2) eller om Opsigelse (Artikel 8 Alinea 1) ere

indkomne.

Enhver af de kontraherende Magter har Ret til at gøre sig bekendt med

dette Register og at forlange bekræftede Udskrifter af samme.

Til Bekræftelse heraf have de befuldmægtigede forsynet nærværende

Konvention med deres Underskrift.

Sket i Haag, den 18. Oktober 1907 i en

eneste Udfærdigelse, som

forbliver deponeret i den nederlandske

Regerings Arkiv og hvoraf

bekræftede Afskrifter ad diplomatisk Vej tilstilles de Magter som have været

indbudne til den Anden Fredskonference.

1. For Tyskland ....................... Marschall.

Krige.

Med Forbehold af Artikel 44

i det vedføjede Reglement.

---

2. For de Forenede Stater af Amerika .. Joseph H. Choate.

Horace Porter.

U. M. Rose.

David Jayne Hill.

C. S. Sperry.

William I. Buchanan.

---

3. For Argentina ...................... Roque Saenz Pena.

Luis M. Drago.

C. Ruez Larreta.

---

4. For Østrig-Ungarn .................. Merey.

Bon Macchio.

Med Forbehold af den i

Konferencens Plenarfor-

samling den 17de August

1907 afgivne Erklæring.

---

5. For Belgien ........................ A. Beernaert.

J. van den Heuvel.

Guillaume.

---

6. For Bolivia ........................ Claudio Pinilla.

---

7. For Brasilien ...................... Ruy Barbosa.

E. Lisboa.

---

8. For Bulgarien ...................... Generalmajor Vinaroff.

Iv. Karandjouloff.

---

9. For Chile .......................... Domingo Gana.

Augusto Matte.

Carlos Concha.

---

10. For China.

---

11. For Columbia ...................... Jorge Holguin.

S. Perez Triana.

M. Vargas.

---

12. For Republikken Cuba .............. Antonio S. de Bustamante.

Gonzalo de Quesada.

Manuel Sanguily.

---

13. For Danmark ....................... C. Brun.

---

14. For den Dominikanske Republik ......dr. Henriquez y Carvajal.

Apolinar Tejera.

---

15. For Equador ....................... Victor M. Rendon.

E. Dorn y de Alsua.

---

16. For Spanien.

---

17. For Frankrig ...................... Leon Bourgeois.

d'Estournelles de Constant.

L. Renault.

Marcellin Pellet.

---

18. For Storbritannien ................ Edw. Fry.

Ernest Satow.

Reay.

Henry Howard.

---

19. For Grækenland .................... Cleon Rizo Rangabe.

Georg Streit.

---

20. For Guatemala ..................... Jose Tible Machado.

---

21. For Haiti ......................... Dalbemar Jn. Joseph.

J.N. Leger.

Pierre Hudicourt.

---

22. For Italien ....................... Pompilj.

G. Fusinato.

---

23. For Japan ......................... Aimaro Sato.

Med Forbehold af Artikel 44.

---

24. For Luxemborg ..................... Eyschen.

Greve de Villers.

---

25. For Mexico ........................ G. A. Esteva.

S. B. de Mier.

F. L. de la Barra.

---

26. For Montenegro .....................Nelidow.

Martens.

N. Tcharykow.

Med de Forbehold, der

ere tagne angaaende

Artikel 44 i det til

denne Konvention

hørende Reglement og

ere indførte i Proto-

kollen for den fjerde

Plenarforsamling den

17de Aug. 1907.

---

27. For Nicaragua.

---

28. For Norge ......................... F. Hagerup.

---

29. For Panama .........................B. Porras.

---

30. For Paraguay .......................G. Du Monceau.

---

31. For Nederlandene .................. W. H. de Beaufort.

T. M. C. Asser.

den Beer Poortugael.

J. A. Røell.

J. A. Loeff.

---

32. For Peru .......................... C. G. Candamo.

---

33. For Persien ........................Momtazos-Saltaneh

M. Samad Khan.

Sadigh ul Mulk

M. Ahmed Khan.

---

34. For Portugal .......................Marquis de Soveral.

Greve de Selir.

Alberto d'Oliveira.

---

35. For Rumænien ...................... Edg. Mavrocordato.

---

36. For Rusland ........................Nelidow.

Martens.

N. Tcharykow.

Med de Forbehold, der

ere tagne angaaende

Artikel 44 i det til

denne Konvention hørende

Reglement og ere ind-

førte i Protokollen for

den fjerde Plenarforsam-

ling den 17de Aug. 1907.

---

37. For Salvador ...................... P. J. Matheu.

S. Perez Triana.

---

38. For Serbien ........................S. Grouitch.

M. G. Milovanovitch.

M. G. Militchevitch.

---

39. For Siam .......................... Mom Chatidej Udom.

C. Corragioni d'Orelli.

Ludvig Bhuvanarth Narubal.

40. For Sverig ........................ K. H. L. Hammarskjøld.

Joh. Hellner.

---

41. For Schweiz ........................Carlin.

42. For Tyrkiet ........................Turkhan.

Med Forbehold af Artikel 3.

---

For Uruguay ............................Jose Batlle y Ordonez.

---

44. For Venezuela ......................J. Gil Fortoul.

---

Bilag til Konventionen.

Reglement angaaende Regler og Vedtægter for Krig til Lands.

I. AFSNIT. OM DE KRIGSFØRENDE.

1. Kapitel. Om Begrebet Krigsførende.

Artikel 1.

Krigens Love, Rettigheder og Pligter finde Anvendelse ikke blot paa Hæren,

men ogsaa paa Militstropper og Korps af Frivillige, der opfylde følgende

Betingelser:

1. At de staa under Befaling af en Person, der er

ansvarlig for sine undergivne.

2. At de have et fast og paa Afstand synligt

Kendingstegn.

3. At de bære Vaabnene aabenlyst og

4. At de i deres Operationer rette sig efter

Krigsreglerne og -vedtægterne.

I de Lande, hvor Militstropperne eller Korps af Frivillige udgør Hæren

eller tilhøre denne, ere de indbefattede under Betegnelsen Hær.

Artikel 2.

Et ikke besat Territoriums Befolkning, som, naar Fjenden nærmer sig, af

egen Drift griber til Vaaben for at kæmpe mod Invasionstropperne uden at have

haft Tid til at organisere sig i Overensstemmelse med Artikel 1, bliver at

betragte som Krigsførende, dersom den bærer Vaabene aabenlyst, og hvis den

overholder Krigsreglerne og -vedtægterne.

Artikel 3.

De krigsførende Parters væbnede Styrke kan bestaa af Kombattanter og

Ikke-Kombattanter. I Tilfælde af at de tages til Fange af Fjenden, have

saavel de sidste som de første Ret til at blive behandlede som Krigsfanger.

II. Kapitel. Om Krigsfanger.

Artikel 4.

Krigsfanger ere i den fjendtlige Regerings Magt, men ikke i de Personers

eller Afdelingers, som have gjort dem til Fange.

De skulle behandles humant.

Alt, hvad der tilhører dem personligt, undtagen Vaaben, Heste og

Militærpapirer, forbliver deres Ejendom.

Artikel 5.

Krigsfanger kunne undergives Internering i en By, Fæstning, Lejr eller et

hvilket som helst andet Sted med den Forpligtelse ikke af fjærne sig derfra

ud over visse bestemte Grænser; men de kunne ikke underkastes Indespærring

uden som uundgaaelig Sikkerhedsforanstaltning og kun, saalænge

Omstændighederne nødvendiggør denne Forholdsregel.

Artikel 6.

Staten kan anvende Krigsfanger med Undtagelse af Officerer som Arbejdere

efter deres Tjenestegrad og Duelighed. Dette Arbejde maa ikke være for

strengt og maa ikke staa i nogen Forbindelse med Krigsforetagender.

Det kan tilstedes Krigsfanger at arbejde for offentlige Myndigheders eller

privates Regning eller for deres egen Regning.

De for Staten udførte Arbejder betales efter den Takst, der gælder for

militære af den nationale Hær, som udføre de samme Arbejder eller, hvis en

saadan ikke findes, efter en Tarif, der staar i Forhold til de udførte

Arbejder.

Naar Arbejderne finde Sted for andre offentlige Myndigheders Regning eller

for private, fastsættes Betingelserne derfor med Samtykke af den militære

Øvrighed. Krigsfangernes Arbejdsløn skal bidrage til at lindre deres

Stilling, og det overskydende skal udbetales dem ved deres Frigivelse efter

Fradrag af Omkostningerne ved deres Underhold.

Artikel 7.

Det paahviler den Regering, i hvis Magt Krigsfangerne befinde sig, at

underholde dem.

I Mangel af særlig Aftale mellem de Krigsførende, skulle Krigsfanger,

forsaavidt angaar Forplejning, Natteleje og Beklædning, behandles efter samme

Regler som den Regerings Tropper, der har taget dem til Fange.

Artikel 8.

Krigsfanger skulle være underkastede de Love, Reglementer og Befalinger,

der ere gældende i den Stats Hær, i hvis Magt de befinde sig. Enhver

Ulydighed berettiger overfor dem til de nødvendige Tvangsforholdsregler.

Undvegne Fanger som atter paagribes, før det er lykkedes dem igen at støde

til deres egen Hær, eller før de have forladt det af den fjendtlige Hær

besatte Territorium, ere hjemfaldne til Disciplinærstraffe.

Fanger, der efter at være undvegne atter paagribes, straffes ikke for

deres forudgaaende Undvigelse.

Artikel 9.

Enhver Krigsfange er forpligtet til, paa Forespørgsel desangaaende at

opgive sit rette Navn og Grad, og udsætter sig, hvis han overtræder denne

Bestemmelse, for Indskrænkning i de Fordele, som tilstaas Krigsfanger af hans

Kategori.

Artikel 10.

Krigsfanger kunne frigives paa Æresord, dersom dette er dem tilladt efter

deres eget Lands Love, og i saa Fald ere de saavel overfor deres egen

Regering, som overfor den, der har taget dem til Fange, forpligtede til under

Garanti af deres personlige Ære nøje at overholde de af dem aflagte Løfter.

I dette Tilfælde er deres egen Regering forpligtet til hverken af dem at

fordre eller modtage nogen mod det givne Ord stridende Tjeneste.

Artikel 11.

Krigsfanger kunne ikke tvinges til at modtage Frigivelse paa Æresord; ej

heller er den fjendtlige Regering forpligtet til at efterkomme en Krigsfanges

Anmodning om at blive sat paa fri Fod paa Æresord.

Artikel 12.

Enhver paa Æresord frigiven Krigsfange, som atter tages til Fange førende

Vaaben mod den Regering, overfor hvilken han havde forpligtet sig paa

Æresord, eller mod dennes allierede, fortaber Retten til at behandles som

Krigsfange og kan stilles for Domstolene.

Artikel 13.

Naar Personer, der følge en Hær uden umiddelbart at høre til den, saasom

Bladkorrespondenter og Bladreferenter, Marketendere, Leverandører falde i

Fjendens Hænder, og denne anser det for nyttigt at holde dem tilbage, have de

Ret til Behandling som Krigsfanger, forudsat at de ere forsynede med et

Legitimationsbevis fra den militære Myndighed i den Hær, de fulgte.

Artikel 14.

Et Oplysningsbureau om Krigsfanger vil fra Fjendtlighedernes Udbrud være

at oprette i hver af de krigsførende Stater og, i paakommende Tilfælde i de

neutrale Lande, som have givet Krigsførende Adgang til deres Territorium.

Dette Bureau, som det paahviler at besvare alle Forespørgsler, der vedrører

Krigsfangerne, modtager fra de paagældende Myndigheder alle de Oplysninger

angaaende Interneringer, Personalforandringer, Frigivelser paa Æresord,

Udvekslinger, Undvigelser, Hospitalsindlæggelser samt Dødsfald ligesom alle

andre Oplysninger, som udkræves til at indrette og holde i Orden en Rubrik

over hver enkelt Krigsfange. Bureauet skal paaføre denne Rubrik vedkommendes

Hovednummer, Efternavn og Fornavn, Alder, Hjemsted, Grad, Afdeling, Saar,

Dato og Sted for Tilfangetagelsen, samt for Interneringen, Saar og Død

ligesom alle særlige Bemærkninger. Rubriken vil efter Fredsslutningen være at

overgive til den anden Krigsførendes Regering.

Det paahviler ligeledes Oplysningsbureauet at samle, opbevare samt til

rette Vedkommende at befordre alle de Genstande til personligt Brug,

Værdipapirer og Breve o.lign. som findes paa Valpladsen eller efterlades af

Krigsfanger, der ere frigivne paa Æresord eller af Krigsfanger, der ere

blevne udvekslede, ere undvegne eller afgaaende ved Døden paa Hospitaler

eller Ambulancer.

Artikel 15.

De i Overensstemmelse med deres respektive Landes Lovgivning retmæssig

oprettede Foreninger til Hjælp for Krigsfanger, og hvis Formaal det er at

være et Mellemled i Veldædighedens Tjeneste, samt disses behørig

akkrediterede Udsendinge indrømmes der af de Krigsførende alle de Lettelser

for en virksom Udøvelse af deres humane Hverv, der kunne forenes med de

militære Krav og de paagældende administrative Bestemmelser. Disse

Foreningers Udsendinge kan det tilstedes at uddele Hjælp i

Interneringsdepoterne saavelsom paa hjemsendte Fangers Raststeder, naar de

besidde en personlig Tilladelse udstedt af den militære Myndighed og

skriftlig forpligte sig til at underkaste sig alle de Ordens- og

Politiforskrifter, som denne maatte påbyde.

Artikel 16.

Oplysningsbureauerne nyde Portofrihed. Breve, Anvisninger og

Pengeforsendelser samt Postpakker, adresserede til eller afsendte af

Krigsfanger, ville saavel i Afsendelses- som i Bestemmelseslandet og i

mellemliggende Lande være fritagne for enhver Posttakst.

Gaver og Hjælp in natura bestemte for Krigsfanger ere fritagne for

Indførselstold som for enhver anden Afgift saavelsom for

Transportomkostninger paa Statsbaner.

Artikel 17.

Fangne Officerer erholde den Lønning, til hvilken Officerer af samme Grad

i det Land, i hvilket de holdes fangne, er berettigede, imod at de udbetalte

Beløb refunderes af deres Regering.

Artikel 18.

Krigsfanger nyde fuld Frihed til at udøve deres Religion, derunder

indbefattet Ret til at overvære den til deres Trosbekendelse svarende

Gudstjeneste, forudsat alene, at de iagttage de af den militære Myndighed

udstedte Ordens- og Politiforskrifter.

Artikel 19.

Krigsfangers Testamenter modtages eller affattes efter de samme Regler,

som gælde for militære af vedkommende Lands Hær.

Ligeledes ville samme Regler være at følge ved Udstedelsen af Dødsattester

saavelsom ved Krigsfangers Begravelse, idet Hensyn tages til deres Grad og

Rang.

Artikel 20.

Efter Fredsslutningen skal Krigsfangers Hjemsendelse finde Sted saa

hurtigt som muligt.

III. Kapitel. Om syge og saarede.

Artikel 21.

De Krigsførendes Forpligtelser med hensyn til syges og saaredes Pleje ere

bestemte ved Genferkonventionen.

II. AFSNIT. OM KRIGSFORETAGENDER:

I. Kapitel. Om Midler til at skade Fjenden, om Belejringer og

Bombardementer.

Artikel 22.

De Krigsførende har ikke ubegrænset Frihed i Valget af Midler til at skade

Fjenden.

Artikel 23.

Foruden de Forbud, der indeholdes i særlige Konventioner skal det navnlig

være forbudt:

a. at anvende Gift eller forgiftede Vaaben;

b. ved Forræderi at dræbe eller saare Personer, som høre til den

fjendtlige Nation eller Hær;

c. at dræbe eller saare Fjender, som, efterat have nedlagt Vaabnene eller

efter at være blevne blottede for Forsvarsmidler, have overgivet sig paa

Naade og Unaade;

d. at erklære, at der ikke vil blive givet Pardon;

e. at anvende Vaaben, Projektiler eller Stoffer, som efter deres Natur

foraarsage unødvendige Lidelser;

f. uretmæssig at benytte Parlamentærflag, Fjendens Nationalflag, militære

Kendetegn og Uniformer eller Genferkonventionens Kendemærker;

g. at ødelægge eller beslaglægge fjendtlig Ejendom, undtagen i Tilfælde,

hvor dette i Følge Krigsforetagendernes Krav maatte vise sig paatrængende

nødvendigt;

h. at erklære de Modpartiets Undersaatter tilhørende Rettigheder for

bortfaldne eller suspenderede eller afvise de dem tilkommende Retsklager.

Det er ligeledes forbudt en Krigsførende at tvinge Modpartiets

Undersaatter til at tage Del i de mod deres Land rettede Krigsoperationer,

selv i det Tilfælde hvor disse maatte have været i dens Tjeneste før Krigens

Begyndelse.

Artikel 24.

Krigslist og Anvendelse af de nødvendige Midler til at tilvejebringe

Oplysninger om Fjenden og om Terrænet anses for tilladelige.

Artikel 25.

Det er forbudt at angribe eller ved noget som helst Middel at bombardere

Byer, Landsbyer, Boliger eller Bygninger, som ikke forsvares.

Artikel 26.

Den Befalingshavende over Angrebstropperne, skal forinden et Bombardement

begyndes, gøre alt hvad der staar i hans Magt for at underrette vedkommende

Myndigheder derom, med mindre Angrebet sker ved Stormløb.

Artikel 27.

Under Belejringer og Bombardementer skulle alle nødvendige Forholdsregler

tages for saavidt muligt at skaane de til Gudstjeneste, Kunst, Videnskab samt

i Veldædighedens Tjeneste anvendte Bygninger, saavelsom historiske

Mindesmærker samt Hospitaler og Samlingssteder for syge og saarede, saafremt

disse ikke samtidig benyttes i militært Øjemed.

De belejrede ere forpligtede til ved særlige synlige Kendetegn, der forud

ville være at meddele Belejrerne, at betegne disse Bygninger og

Samlingssteder.

Artikel 28.

Det er forbudt at overgive til Plyndring selv en med Storm indtagen By

eller Plads.

II. Kapitel. Om Spioner.

Artikel 29.

Kun den, der hemmelig eller ved falske Paaskud tilvejebringer eller søger

at tilvejebringe Oplysninger paa den Krigsførendes Operationsfelt med den

Hensigt at meddele disse til Modstanderen kan betragtes som Spion.

Saaledes betragtes ikke som Spioner de militære, der uden Forklædning

trænge ind paa den fjendtlige Hærs Operationsfelt for at tilvejebringe

Oplysninger; ejheller de militære eller civile Personer, som aabenlyst udføre

deres Hverv at overbringe Depecher, enten til deres egen eller til den

fjendtlige Hær. Til denne Klasse henregnes ligeledes Personer, der udsendes i

Ballon for at overbringe Depecher, og i det hele for at vedligeholde

forbindelsen mellem de forskellige Dele af en Hær eller et Territorium.

Artikel 30.

Spioner, der gribes paa fersk Gerning kunne ikke straffes uden

forudgaaende Dom.

Artikel 31.

Spioner, som, efter atter at være stødt til deres egen Hær, senere tages

til Fange af Fjenden, behandles som Krigsfanger, og drages ikke til Ansvar

for deres tidligere Spioneri.

III. Kapitel. Om Parlementærer.

Artikel 32.

Som Parlementær betragtes den Person, som af den ene af de Krigsførende

bemyndiges til at indlede Underhandlinger med den anden, og som fremstiller

sig med det hvide Flag. Han saavelsom den Trompeter, Hornblæser eller

Trommeslager, Fanebærer og Tolk, der ledsager ham, ere ukrænkelige.

Artikel 33.

Den Anfører, til hvem en Parlementær afsendes, er ikke pligtig at modtage

ham under alle Forhold.

Han kan tage alle nødvendige Forholdsregler for at hindre, at

Parlementæren benytter sig af sin Sendelse til at skaffe sig Oplysninger.

Han har Ret til i Tilfælde af Misbrug midlertidig at tilbageholde

Parlementæren.

Artikel 34.

Parlementæren fortaber sin Ukrænkelighed, hvis det bestemt og

uigendrivelig bevises, at han har benyttet sig af sin priviligerede Stilling

til at fremkalde eller begaa en forræderisk Handling.

IV. Kapitel. Om Kapitulationer.

Artikel 35.

Kapitulationer, der afsluttes mellem de kontraherende Parter, bør tage

Hensyn til de militære Æresregler.

Naar de engang ere afsluttede, bør de paa det nøjeste overholdes af begge

Parter.

V. Kapitel. Om Vaabenstilstand.

Artikel 36.

Vaabenstilstanden suspenderer Krigsoperationerne ved en gensidig

Overenskomst mellem de krigsførende Parter. Hvis dens Varighed ikke er

bestemt, kunne de krigsførende Parter til enhver Tid genoptage Operationerne,

dog kun under Forudsætning af, at Fjenden underrettes i Overensstemmelse med

Vaabenstilstandens Betingelser.

Artikel 37.

Vaabenstilstanden kan være almindelig eller stedlig. Den første

suspenderer de krigsførende Staters Krigsoperationer overalt, den anden kun

imellem visse Afdelinger af de krigsførende Hære og indenfor et bestemt

Omraade.

Artikel 38.

Vaabenstilstanden bør kundgøres officielt og i Tide for vedkommende

Myndighed og Tropperne. Fjendtlighederne suspenderes umiddelbart efter

Kundgørelsen eller til den fastsatte Tid.

Artikel 39.

Det er de krigsførende Parters Sag at fastslaa i Vaabenstilstandens

Bestemmelser, hvilken Forbindelse der maatte kunne tilstedes, paa

Krigsskuepladsen, med Befolkningen og mellem dem selv indbyrdes.

Artikel 40.

Enhver væsentlig Krænkelse af Vaabenstilstanden fra den ene Parts Side

giver den anden Ret til at opsige samme og endog i Nødsfald til straks at

genoptage Fjendtlighederne.

Artikel 41.

Krænkelse af Vaabenstilstandens Bestemmelser, begaaet af private, der

handler af eget Initiativ, giver kun Ret til at kræve de skyldiges

Afstraffelse og, hvis der er Grund dertil, Skadesløsholdelse for lidte Tab.

III. AFSNIT. OM MILITÆR MYNDIGHED PAA DEN FJENDTLIGE STATS TERRITORIUM.

Artikel 42.

Et Territorium anses for besat, naar det faktisk er underlagt den

fjendtlige Hærs Myndighed.

Okkupationen udstrækker sig kun til de Territorier, hvor denne Myndighed

er etableret og i Stand til at udøves.

Artikel 43.

Naar den lovlige Magt faktisk er gaaet over i Hænderne paa den, som holder

Landet besat, tager denne alle de Forholdsregler, som bero paa den, for

saavidt muligt at genoprette og sikre den offentlige Orden og det offentlige

Liv, idet de i Landet gældende Love respekteres, medmindre dette er absolut

umuligt.

Artikel 44.

Det er forbudt en Krigsførende at tvinge Befolkningen paa et besat

Territorium til at give Oplysninger om den anden Krigsførendes Hær eller

Forsvarsmidler.

Artikel 45.

Det er forbudt at tvinge Befolkningen paa et besat Territorium til at

aflægge Ed til den fjendtlige Stat.

Artikel 46.

Familiens Ære og Rettigheder, Personernes Liv og private Ejendom saavelsom

religiøs Overbevisning og Gudstjenestens Udøvelse skulle respekteres.

Privat Ejendom kan ikke konfiskeres.

Artikel 47.

Plyndring er udtrykkelig forbudt.

Artikel 48.

Dersom den, der holder Landet besat, paa det besatte Territorium opkræver

Skatter, Afgifter samt Bro-, Bom- og desl. Penge fastsatte til Fordel for

Staten, skal samme saavidt muligt gøre det i Overensstemmelse med de gældende

Paalignings- og Repartitionsregler, og deraf følger for samme Forpligtelsen

til at bestride Omkostningerne ved det besatte Territoriums Administration i

samme Omfang, som den lovlige Regering var forpligtet dertil.

Artikel 49.

Dersom den, der holder Landet besat, foruden de i foregaaende Artikel

betegnede Afgifter paa det besatte Territorium opkræver andre Kontributioner

i Penge, kan det kun være til nødvendigt Brug for Hæren eller

Administrationen af det paagældende Land.

Artikel 50.

Ingen kollektiv Straf, hverken pekuniær eller anden, kan paalægges

Befolkningen paa Grund af individuelle Handlinger, for hvilke de ikke kunne

betragtes som solidarisk ansvarlige.

Artikel 51.

Ingen Kontribution kan opkræves undtagen i Kraft af en skreven Ordre og

paa en kommanderende Generals Ansvar.

En saadan Opkrævning skal saavidt muligt ikke foretages uden i

Overensstemmelse med de for Paaligning og Repartition af Skatterne gældende

Regler.

For hver Kontribution udleveres en Kvittering til Yderne.

Artikel 52.

Rekvisitioner in natura og Tjenester kunne kun fordres af Kommunerne og

Beboerne til Besætningshærens Behov. De skulle staa i Forhold til Landets

Hjælpekilder og være af en saadan Beskaffenhed, at de ikke for Befolkningerne

medføre Forpligtelse til at deltage i Krigsforetagender mod deres Fædreland.

Disse Rekvisitioner og Tjenester kunne kun fordres med Bemyndigelse af

den, der har Kommandoen i det besatte Område.

Ydelser in natura skulle saavidt muligt betales kontant; i modsat Fald

skulle de konstateres ved Modtagelsesbeviser, og Betaling af de skyldte

Summer skal ske snarest muligt.

Artikel 53.

Den Hær, der holder et Territorium besat, kan kun lægge Beslag paa de rede

Penge, Statspapirer og forfaldne Værdipapirer, der i egentlig Forstand

tilhøre Staten, paa Vaabenoplag, Transportmidler, Magasiner og Forraad og i

det hele paa al Statens rørlige Ejendom, der er egnet til at bruges ved

Krigsforetagender.

Alle Midler, der ere skikkede til, enten til Lands, til Søs eller i Luften

at viderebefordre Nyheder, eller ere brugelige til Transport af Personer

eller Ting, undtagen de ved Sølovgivningen bestemte Tilfælde, ligesom

Vaabenoplag og i det hele alle Krigsforraad, selv om de tilhøre private

Personer, kan beslaglægges, men de skulle restitueres, og Skadeserstatningen

skal fastsættes ved Fredsslutningen.

Artikel 54.

Undersøiske Kabler, som forbinde et besat Territorium med et neutralt

Territorium skulle kun konfiskeres eller ødelægges i absolute Nødstilfælde.

De skulle ligeledes tilbagegives og Skadeserstatningen fastsættes ved

Fredsslutningen.

Artikel 55.

Den besættende Stat maa kun betragte sig som Bestyrer og Bruger af de

offentlige Bygninger, faste Ejendomme, Skove og Landbrug, der tilhøre den

fjendtlige Stat og befinde sig i det besatte Omraade. Den skal bevare disse

Ejendommes Substans og bestyre dem i Overensstemmelse med Reglerne for

Brugsret.

Artikel 56.

Kommunens Ejendom og saadanne Etablissementer, der ere indrettede til

Gudstjeneste, Godgørenhed og Undervisning, til Kunst og Videnskab, skulle,

selv om de tilhøre Staten, behandles som privat Ejendom.

Enhver Beslaglæggelse, forsætlig Ødelæggelse eller Forringelse af saadanne

Etablissementer, af historiske Mindesmærker, af Kunstens eller af

Videnskabens Værker er forbudt og skal forfølges.

Den 27de November 1909 deponeredes i Haag Ratifikationerne til

foranstaaende Konvention af Tyskland, de Forenede Stater af Amerika.

Østrig-Ungarn, Danmark, Storbritannien, Mexico, Nederlandene, Rusland,

Sverig, Bolivia og Salvador. Tysklands Ratifikation er foretaget med det af

dets Befuldmægtigede ved Underskriften tagne Forbehold med Hensyn til Artikel

44. Østrig-Ungarns Ratifikation er foretaget med Forbehold af den i

Konferencens Plenarforsamling den 17de August 1907 afgivne Erklæring, ikke at

kunne samtykke i Artikel 44. Ruslands Ratifikation er foretaget med det i

Protokollen for den samme Plenarforsamling den 17de August 1907 optagne

Forbehold med Hensyn til Artikel 44.

Under 16de December 1909 har den nederlandske Regering modtaget

Notifikation af Nicaraguas Tilslutning til Konventionen.

Hvilket herved bringes til offentlig Kundskab.

Udenrigsministeriet, den 20de januar

1910.

Erik Scavenius.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter