Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret som revideret, senest i Stockholm den 14. juli 1967. (* 2)

BKI nr 97 af 13/10/1970Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet11. december 1970

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af Pariserkonventionen af 20.

marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret som revideret, senest i

Stockholm den 14. juli 1967. (* 2)

Ved kgl. resolution af 31. december 1969 har Danmark ratificeret den efter

en konference i Stockholm den 14. juli 1967 undertegnede reviderede

Pariserkonvention af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret,

som tidligere var blevet revideret i Bruxelles den 14. december 1900, i

Washington den 2. juni 1911, i Haag den 6. november 1925, i London den 2.

juni 1934 og i Lissabon den 31. oktober 1958, jfr. udenrigsministeriets

bekendtgørelser nr. 19 af 15. juni og nr. 26 af 24. september 1938,

Lovtidende C.

Konventionen har følgende ordlyd: Pariserkonventionen af 20. marts 1883

til beskyttelse af industriel ejendomsret revideret i Bruxelles den 14.

december 1900, i Washington den 2. juni 1911, i Haag den 6. november 1925, i

London den 2. juni 1934, i Lissabon den 31. oktober 1958 og i Stockholm den

14. juli 1967.

Artikel 1

(1) De lande, over for hvilke denne konvention finder anvendelse, danner

en union til beskyttelse af den industrielle ejendomsret.

(2) Beskyttelsen af den industrielle ejendomsret har til genstand

patenter, brugsmønstre og modeller, varemærker, servicemærker, firmanavne,

oprindelsesbetegnelser og undertrykkelse af illoyal konkurrence.

(3) Industriel ejendomsret skal forstås i videste betydning og finder

anvendelse ikke blot på industri og handel i egentlig forstand, men også på

landbrugets område og på erhverv, hvis formål er udvinding af råstoffer, samt

på alle fabrikerede eller naturlige produkter, f.eks. vin, korn, tobaksblade,

frugt, dyr, mineraler, mineralvand, øl, blomster og mel.

(4) Under benævnelsen patenter er indbefattet de forskellige slags

industrielle patenter, som tilstås i medfør af unionslandenes lovgivninger,

såsom indførselspatenter, forbedringspatenter, tillægspatenter og

Læs alt

tillægscertifikater o.s.v.

Artikel 2

(1) Personer, der tilhører et unionsland, skal, for så vidt angår

beskyttelse af den industrielle ejendomsret, i alle unionens andre lande nyde

de samme fordele, som hvert lands love nu indrømmer eller i fremtiden måtte

indrømme egne undersåtter eller statsborgere, alt dog med forbehold af de

rettigheder, som er særlig hjemlet ved denne konvention. Som følge heraf skal

de have den samme beskyttelse og den samme adgang til retsmidler mod ethvert

indgreb i deres rettigheder som disse, alt på betingelse af, at de opfylder

de vilkår og iagttager de formaliteter, som påhviler landets egne

statsborgere eller undersåtter.

(2) For dem, som tilhører unionen, kan det dog ikke opstilles som

betingelse for at nyde godt af nogen af de industrielle ejendomsrettigheder,

at de skal have bopæl eller forretning i det land, i hvilket beskyttelse

kræves.

(3) Hvert unionsland har dog forbeholdt sig frihed til i lovgivningen at

træffe bestemmelse med hensyn til den judicielle og administrative

fremgangsmåde og kompetence og ligeledes i overensstemmelse med reglerne for

den industrielle ejendomsrets beskyttelse nærmere at give forskrifter for

valg af hjemsted eller udnævnelse af en befuldmægtiget.

Artikel 3

Ligestillede med personer, der tilhører unionslandene, er personer, der

tilhører lande uden for unionen, når de er bosat i eller er indehavere af

regulære industrielle eller kommercielle virksomheder i noget land inden for

unionen.

Artikel 4

A.(1) Den, som i et af unionslandene på foreskreven måde har indgivet

andragende om patent, registrering af et brugsmønster, et industrielt mønster

eller model eller et varemærke, eller den, til hvem hans ret er overgået,

skal, inden for de nedenfor fastsatte frister, nyde fortrinsret med hensyn

til indlevering af tilsvarende andragende i de andre lande.

(2) Som fortrinsretsbegrundende skal anerkendes ethvert andragende, der i

henhold enten til den nationale lovgivning i et unionsland eller til

bilaterale eller multilaterale aftaler mellem unionslandene er ligestillet

med et forskriftsmæssigt nationalt andragende.

(3) Ved forskriftsmæssigt nationalt andragende skal forstås ethvert

andragende, som er fyldestgørende i henseende til at fastslå den dag, på

hvilken anmeldelsen blev indgivet i det pågældende land, uanset det endelige

udfald af dette andragende.

B. Som følge heraf skal et andragende, der senere er indleveret i et af de

andre unionslande inden disse fristers udløb, ikke kunne blive erklæret

virkningsløst på grund af begivenheder, der er indtruffet i mellemtiden,

således navnlig ikke på grund af indgivelse af et andet andragende,

opfindelsens offentliggørelse eller udøvelse, falholdelse af eksemplarer af

mønstret eller modellen eller mærkets benyttelse, og disse begivenheder skal

ikke kunne skabe nogen ret for tredjemand eller foranledige nogen personlig

beføjelse. Det overlades hvert unionsland i sin nationale lovgivning at

fastsætte regler for de rettigheder, som er erhvervet af tredjemand forud for

dagen for indgivelsen af det første fortrinsretsbegrundende andragende.

C. (1) De ovennævnte fortrinsretsfrister skal udgøre tolv måneder for

patenter og brugsmønstre og seks måneder for industri- eller mønstre og

modeller samt for varemærker.

(2) Disse frister begynder at løbe fra den dag, da det første andragende

blev indgivet. Indgivelsesdagen medregnes ikke i fristen.

(3) Hvis fristens sidste dag er en lovbestemt helligdag eller en dag, på

hvilken kontoret i det land, hvor beskyttelsen kræves, ikke er åbent for

modtagelse af andragender, skal fristen forlænges til den første påfølgende

søgnedag.

(4) Som første andragende, fra hvis indgivelsesdag fortrinsretsfristen

skal beregnes, skal et senere andragende kunne anses, når det angår det samme

som et tidligere første andragende, jfr. ovenfor stk. (2), indgivet i samme

unionsland, forudsat at dette tidligere andragende, den dag det senere

andragende indgives, er tilbagetaget, bortfaldet eller afslået uden at have

været fremlagt til almindeligt eftersyn, og uden at der fortsat består nogen

rettighed og forudsat at det ikke har tjent som grundlag for krav og

fortrinsret. Det tidligere andragende vil i så fald ikke længere kunne tjene

som grundlag for krav om fortrinsret.

D. (1) Enhver, der vil gøre krav på fortrinsret fra et tidligere

andragendes indgivelse, skal afgive en erklæring om det tidspunkt, på hvilket

indleveringen har fundet sted, såvel som om, i hvilket land dette er sket.

Hvert land kan bestemme, hvornår denne erklæring senest skal være afgivet.

(2) Disse angivelser skal optages i de publikationer, der udgår fra

vedkommende myndigheder, særlig angående patenter og de dertil hørende

beskrivelser.

(3) Unionslandene skal kunne forlange af den, som kræver fortrinsret, at

han skal fremskaffe en afskrift af det andragende (beskrivelse, tegninger

m.v.), som han tidligere har indgivet. Afskriften, hvis rigtighed skal

attesteres af den myndighed, som har modtaget dette andragende, skal være

fritaget for enhver legalisation, og den skal i hvert fald afgiftsfrit kunne

indgives når som helst inden for en frist af tre måneder regnet fra

indgivelsen af det senere andragende. Det skal kunne forlanges, at den skal

være ledsaget af en bevidnelse fra vedkommende myndighed om dagen for

indgivelsen af det tidligere andragende samt af en oversættelse.

(4) Andre formaliteter med hensyn til fortrinsretserklæringen skal ikke

kunne kræves opfyldt ved andragendets indgivelse. Det tilkommer hvert af

unionslandene at fastsætte, hvilke følger undladelsen af at opfylde de i

nærværende artikel foreskrevne formaliteter skal medføre, dog at disse ikke

må gå videre end til tabet af fortrinsretten.

(5) Senere skal yderligere bevisligheder kunne forlanges. Den, som

påberåber sig fortrinsret fra et tidligere andragende, skal angive nummeret

på dette andragende. Denne angivelse skal offentliggøres på den ovenfor i

stk. (2) foreskrevne måde.

E. (1) Når industrielt mønster eller model er anmeldt til beskyttelse i et

land med krav om fortrinsret, der grunder sig på en ansøgning om beskyttelse

for et brugsmønster, skal fortrinsretsfristen kun være den, der er fastsat

for industrielle mønstre og modeller.

(2) Desuden er det tilladt i et land at anmelde et brugsmønster under

påberåbelse af en fortrinsret, der støttes på en indgivet ansøgning om

patent, og omvendt.

F. Intet unionsland skal kunne afslå et krav om fortrinsret eller en

patentansøgning med den begrundelse, at ansøgeren kræver fortrinsret på

grundlag af flere tidligere ansøgninger, selv om de hidrører fra forskellige

lande, eller med den begrundelse, at en ansøgning, for hvilken der kræves

fortrinsret på grundlag af en eller flere ansøgninger, indeholder en eller

flere enkeltheder, som ikke er omfattet af den eller de ansøgninger, på

grundlag af hvilke fortrinsret kræves, forudsat at der i begge tilfælde efter

det pågældende lands lovgivning kun foreligger een opfindelse.

Med hensyn til de enkeltheder, der ikke omfattes af den eller de

ansøgninger, på grundlag af hvilke fortrinsret kræves, giver indgivelsen af

den senere ansøgning grundlag for fortrinsret på sædvanlige betingelser.

G. (1) Hvis det under en patentsags behandling viser sig, at ansøgningen

indeholder flere opfindelser, skal ansøgeren være beføjet til at dele

ansøgningen i flere særskilte ansøgninger og bevare som indgivelsesdag for

hvert af disse datoen for den oprindelige ansøgnings indgivelse og eventuelt

også den af fortrinsretten flydende fordel.

(2) Ansøgeren skal på eget initiativ kunne dele patentansøgningen og som

indleveringsdag for hver af delansøgningerne bevare dagen for den oprindelige

ansøgnings indlevering og eventuelt også den af fortrinsretten flydende

fordel. Hvert unionsland har ret til at fastsætte de betingelser, på hvilke

en sådan deling skal kunne ske.

H. Fortrinsret skal ikke kunne nægtes med den begrundelse, at visse af

opfindelsens enkeltheder, for hvilke der kræves fortrinsret, ikke forekommer

i de i den fortrinsretsbegrundende ansøgning formulerede patentkrav, for så

vidt disse enkeltheder tilstrækkelig tydeligt fremgår af ansøgningens akter.

I. (1) Ansøgninger om opfindercertifikater, der er indleveret i et land,

hvor ansøgerne har ret til efter eget valg at søge enten om patent eller

opfindercertifikat, skal danne grundlag for fortrinsret som omhandlet i denne

artikel på samme betingelser og med samme virkning som patentansøgninger.

(2) I et land, hvor ansøgere har ret til efter eget valg at søge om enten

patent eller opfindercertifikat, skal den, der søger om opfindercertifikat i

overensstemmelse med denne artikels bestemmelser vedrørende

patentansøgninger, nyde fortrinsret på grundlag af en ansøgning om patent,

brugsmønsterbeskyttelse eller opfindercertifikat.

Artikel 4 b

(1) Patenter, der søges i de forskellige unionslande af personer, der

tilhører unionen, skal være uafhængige af patenter, som er opnåede for den

samme opfindelse i andre lande, hvad enten disse tilhører unionen eller ej.

(2) Denne bestemmelse skal forstås uden nogen indskrænkning, navnlig

således, at de patenter, der er søgt i løbet af fortrinsretsfristen, er

uafhængige såvel med hensyn til de grunde, der kan bevirke deres ugyldighed

og bortfald, som med hensyn til deres normale løbetid.

(3) Den finder anvendelse på alle de patenter, der eksisterer i det

øjeblik, den træder i kraft.

(4) Det samme skal i tilfælde af nye landes tiltrædelse gælde for de

patenter, der er i kraft på begge sider i det øjeblik, tiltrædelsen finder

sted.

(5) I de forskellige unionslande skal de patenter, der meddeles med

anerkendelse af fortrinsret, have samme løbetid, som de ville have fået, hvis

der var ansøgt om og udstedt patent uden krav på fortrinsret.

Artikel 4 c

Opfinderen har ret til at blive nævnt som sådan i patentbrevet.

Artikel 4 d

Udstedelse af et patent skal ikke kunne nægtes og et patent ikke kunne

erklæres ugyldigt med den begrundelse, at salg af det patenterede produkt

eller af det ved en patenteret fremgangsmåde fremstillede produkt er

underkastet restriktioner eller begrænsninger ifølge den nationale

lovgivning.

Artikel 5

A. (1) Det skal ikke medføre et patents bortfald, at patenthaveren i det

land, hvori han har opnået patenter, indfører genstande, der er fabrikerede i

noget af de til unionen hørende lande.

(2) Ethvert af unionslandene skal have adgang til ved lov at træffe

forholdsregler vedrørende tilståelse af tvangslicens for at hindre de

misbrug, som måtte kunne følge af den ved patentet tilståede eneret, f.eks.

undladelse af at udøve opfindelsen.

(3) Bortfald af patenter skal kun kunne ske i de tilfælde, hvor

tilståelse af tvangslicens måtte være utilstrækkelig til at hindre disse

misbrug. Foranstaltninger til iværksættelse af et patents bortfald eller

tilbagekaldelse skal ikke kunne træffes, førend to år er forløbet fra

tilståelsen af den første tvangslicens.

(4) Tvangslicens skal ikke kunne kræves tilstået på grund af manglende

eller utilstrækkelig udøvelse, førend fire år er forløbet fra

patentansøgningens indgivelse eller tre år regnet fra dagen for patentets

udstedelse, således at den frist, som udløber senest, skal anvendes. Den skal

afslås, hvis patenthaveren kan påberåbe sig gyldige undskyldningsgrunde for

sin manglende udøvelse. En sådan tvangslicens skal være ikke-eksklusiv og

skal ikke kunne overdrages, ej heller ved tilståelse af underlicens,

medmindre det sker sammen med den del af virksomheden eller forretningen, som

udnytter denne licens.

(5) Foranstående bestemmelser skal med de fornødne modifikationer også

komme til anvendelse på brugsmønstre.

B. Mønsterbeskyttelsen må under ingen omstændigheder bortfalde, hverken

fordi mønsterretten ikke udøves, eller fordi genstande svarende til de

beskyttede indføres.

C (1) Hvis i et land brugen af et registreret varemærke er obligatorisk,

skal registreringen ikke kunne ophæves førend efter en passende frist, og i

så tilfælde kun, hvis indehaveren ikke kan anføre gyldige grunde for sin

undladelse af at bruge mærket.

C. (2) At indehaveren af et varemærke bruger dette i en form, som kun ved

enkeltheder, der ikke forandrer mærkets distinktive karakter, afviger fra den

form, hvori det er blevet registreret i et unionsland, skal hverken medføre

registreringens ugyldighed eller formindske den beskyttelse, der ydes mærket.

(3) At det samme mærke bruges for varer af samme eller lignende art af

industri- eller handelsvirksomheder, som efter den nationale lovgivnings

regler i det land, hvor beskyttelsen kræves, betragtes som værende i

fælleseje om et mærke, skal hverken være til hinder for registrering eller på

nogen måde formindske den beskyttelse, der ydes vedkommende mærke i noget

unionsland, medmindre anvendelsen bevirker, at almenheden vildledes, eller

brugen strider mod det offentliges interesse.

D. Anerkendelse af beskyttelsesretten må ikke gøres betinget af, at en

betegnelse for eller en omtale af patentet, brugsmønstret, registreringen af

varemærket, det industrielle mønster eller den industrielle model anbringes

på varen.

Artikel 5 b

(1) En tillægsfrist på mindst seks måneder skal indrømmes til betaling af

de for opretholdelsen af de industrielle ejendomsrettigheder fastsatte

afgifter, eventuelt mod erlæggelse af en tillægsafgift, såfremt den nationale

lovgivning foreskriver en sådan.

(2) Unionslandene har adgang til at træffe forholdsregler til

genoprettelsen af patenter, som er bortfaldet på grund af manglende

afgiftsbetaling.

Artikel 5 c

I intet af unionslandene skal det anses som indgreb i patenthaverens

rettigheder:

1) om bord på fartøjer fra unionens andre lande at anvende patenterede

opfindelser i fartøjets skrog, maskiner, takkelage, udrustning og andet

tilbehør, når sådanne fartøjer midlertidigt eller tilfældigt kommer ind på

landets søterritorium, forudsat at disse opfindelser udelukkende anvendes til

skibets behov:

2) at bruge patenterede opfindelser ved bygning eller drift af

luftfartøjer eller transportfartøjer eller transportmidler på landjorden fra

andre unionslande eller som tilbehør til sådanne befordringsmidler, når de

midlertidigt eller tilfældigt kommer ind i vedkommende land.

Artikel 5 d

Når et produkt er indført i et unionsland, hvor der findes et patent, som

beskytter en fremgangsmåde til fremstilling af nævnte produkt, skal

patenthaveren over for det indførte produkt have samme rettigheder, som loven

i importlandet på grundlag af patenter på fremgangsmåden giver ham, for så

vidt angår produkter fremstillet i selve landet.

Artikel 5 e

Industrielle mønstre og modeller skal kunne beskyttes i alle unionslande.

Artikel 6

(1) Betingelserne for anmeldelse og registrering af varemærker

foreskrives i hvert unionslands lovgivning.

(2) Dog skal en anmeldelse af et varemærke, indgivet af en person, der

tilhører et unionsland, ikke i noget af unionens lande kunne afslås eller

registreringen ophæves med den begrundelse, at det ikke er anmeldt,

registreret eller fornyet i hjemlandet.

(3) Et varemærke, som på foreskreven måde er registreret i et unionsland,

skal betragtes som uafhængigt af mærker, der er registreret i de andre

unionslande, herunder hjemlandet.

Artikel 6 b

(1) Unionslandene forpligter sig til, enten ex officio, hvis landets

lovgivning tillader det, eller efter den interesserede parts begæring, at

afslå eller ophæve registreringen og at forbyde brugen af ethvert varemærke,

som er en gengivelse, efterligning eller oversættelse egnet til at fremkalde

forveksling med et mærke, som de kompetente myndigheder i registrerings eller

brugslandet skønner er vitterlig kendt i dette land som allerede tilhørende

en person, der er berettiget efter denne konvention, og anvendt for varer af

samme eller lignende art. Det samme skal også gælde, når den væsentlige del

af mærket er en gengivelse af et sådant vitterlig kendt mærke eller en

efterligning, der er egnet til at fremkalde forveksling dermed.

(2) Der skal indrømmes en frist på mindst fem år fra registreringsdatoen

at regne, i hvilken ophævelse af registreringen af sådanne mærker kan kræves.

Unionslandene har adgang til at fastsætte en frist, inden hvilken indsigelse

mod et mærkes brug skal nedlægges.

(3) Der skal ikke kunne fastsættes nogen frist, inden hvilken

registreringen kan kræves udslettet eller brugen forbudt, for så vidt angår

mærker, der er begæret registreret eller taget i brug i ond tro.

Artikel 6 c

(1) (a) Unionslandene er enige om at afslå eller ophæve registreringen og

ved dertil egnede midler at forbyde brugen enten som varemærker eller som

bestanddele af disse, af våben, flag og andre statsemblemer, tilhørende

unionslandene samt af dem antagne officielle kontrol- og garantimærker og

-stempler, ligesom alt, hvad der fra et heraldisk synspunkt må anses som

efterligning deraf, når en sådan brug ikke er tilladt af vedkommende

myndigheder.

(b) De under (a) ovenfor indeholdte bestemmelser vedrører ligeledes

våben, flag og andre emblemer, forkortelser eller benævnelser for

internationale mellemstatslige organisationer, af hvilke et eller flere

unionslande er medlemmer, med undtagelse af våben, flag og andre emblemer,

forkortelser eller benævnelser, som allerede omfattes af ikraftværende

internationale overenskomster, der tager sigte på disses beskyttelse.

(c) Intet unionsland skal være pligtigt at anvende bestemmelserne overfor

under (b) til skade for indehavere af rettigheder, erhvervet i god tro i

vedkommende land før denne konventions ikrafttræden. Unionslandene er ikke

pligtige at anvende nævnte bestemmelser, når brugen eller registreringen

nævnt ovenfor under (a) ikke er af en sådan karakter, at den hos

offentligheden vækker forestilling om, at der består en forbindelse mellem

vedkommende organisation og de nævnte våben, flag, emblemer, forkortelser

eller benævnelser - eller hvis denne brug eller registrering åbenbart ikke er

egnet til at give offentligheden den forestilling, at der består en

forbindelse mellem brugeren og vedkommende organisation.

(2) Forbudet mod at benytte officielle kontrol- og garantimærker og

-stempler skal alene finde anvendelse i tilfælde, hvor de mærker, som

indeholder dem, er bestemte til at bruges på varer af samme eller lignende

art.

(3) (a) Ved anvendelsen af disse bestemmelser er unionslandene enige om

gennem Det internationale Bureau i Bern gensidigt at tilstille hverandre en

fortegnelse over de statsemblemer, officielle kontrol- og garantimærker og

-stempler, som de ønsker eller senere måtte ønske - fuldstændigt eller med

visse forbehold - at stille under beskyttelse af denne artikel, såvel som

alle senere forandringer i denne fortegnelse. Ethvert af unionslandene skal i

god tid gøre de notificerede fortegnelser tilgængelige for offentligheden.

Denne underretning er dog ikke obligatorisk, for så vidt angår statsflag.

(b) De under (b) i denne artikels første stykke omhandlede bestemmelser

kan kun bringes til anvendelse på våben, flag og andre emblemer, forkortelser

af eller benævnelser for internationale mellemstatlige organisationer, som af

disse gennem Det internationale Bureau er tilstillet unionslandene.

(4) Ethvert af unionslandene skal inden for en frist af tolv måneder fra

modtagelsen af notifikationen at regne gennem Det internationale Bureau kunne

tilstille det pågældende land eller den mellemstatlige internationale

organisation sine eventuelle indvendinger.

(5) Med hensyn til statsflag skal de ovenfor i stk. (1) fastsatte regler

kun kunne komme til anvendelse på de mærker, der er registreret efter den 6.

november 1925.

(6) Med hensyn til andre statsemblemer end flag og med hensyn til

unionslandenes officielle mærker og stempler, samt våben, flag og andre

emblemer, forkortelser eller benævnelser for internationale mellemstatlige

organisationer, skal nævnte bestemmelser kun kunne anvendes på mærker, der er

registreret senere end to måneder efter modtagelsen af den i denne artikel

stk. (3) omhandlede notifikation.

(7) I tilfælde af ond tro skal hvert land være beføjet til at foranledige

udslettet endog sådanne mærker, som måtte være registreret før den 6.

november 1925, når de indeholder statsemblemer, officielle mærker og

stempler.

(8) Personer, der måtte have tilladelse til at benytte deres eget lands

statsemblemer, mærker og stempler, skal kunne fortsætte hermed, selv om disse

frembyder lighed med et andet lands.

(9) Unionslandene forpligter sig til at forbyde enhver uhjemlet brug i

handelen af de andre unionslandes statsvåben, når denne brug er egnet til at

bibringe en fejlagtig opfattelse med hensyn til varernes oprindelse.

(10) Foranstående bestemmelser skal ikke medføre indskrænkning i landenes

beføjelser til i medfør af artikel 6 e, afsnit B, stk. 3, at afslå eller

ophæve registreringen af de mærker, som uden hjemmel indeholder våben, flag

og andre statsemblemer, eller af et unionsland antagne officielle mærker og

stempler såvel som internationale mellemstatlige organisationers kendetegn,

omhandlet ovenfor i stk. (1).

Artikel 6 d

(1) Når gyldigheden af overdragelsen af et varemærke ifølge lovgivningen

i et unionsland er betinget af, at den sker samtidig med overdragelsen af den

virksomhed eller forretning, hvortil mærket hører, skal det være

tilstrækkeligt til gyldig overdragelse, at der til erhvervelsen overdrages

den del af virksomheden eller forretningen, som findes i dette land, tillige

med eneretten til deer at fabrikere eller sælge varer med det pågældende

mærke.

(2) Denne bestemmelse skal ikke pålægge unionslandene nogen pligt til at

godkende overdragelsen af et mærke, hvis erhvervelsens brug af dette i

virkeligheden vil kunne medføre en vildledelse af offentligheden, i

særdeleshed med hensyn til oprindelsen, beskaffenhed eller hovedegenskaberne

vedrørende de varer, for hvilke mærket skal anvendes.

Artikel 6 e

A. (1) Ethvert varemærke, som på foreskreven måde er registreret i

hjemlandet, skal med de angivne forbehold modtages til registrering og nyde

beskyttelse, således som det foreligger i de andre unionslande. Disse lande

skal dog, førend endelig registrering foretages, kunne kræve tilvejebragt et

bevis for registrering i hjemlandet, udstedt af den kompetente myndighed. Der

skal ikke kunne kræves nogen legalisation af dette bevis.

(2) Som hjemland skal anses det unionsland, hvor anmelderen har en

regulær forretningsvirksomhed af industriel eller kommerciel art, eller -

hvis han ikke har en sådan virksomhed - det unionsland, hvor han har sin

bopæl, eller hvis han ikke har bopæl i noget unionsland, det land, han

tilhører som statsborger, for så vidt dette er et unionsland.

B. De i nærværende artikel omhandlede varemærker kan kun afslås eller

kendes ugyldige i følgende tilfælde:

1. når de er egnet til at gøre indgreb i rettigheder

erhvervet af tredjemand i det land, hvor beskyttelsen kræves;

2. når de savner ethvert særpræg eller udelukkende

består af tegn eller angivelser, som i omsætningen kan tjene til at betegne

varernes art, beskaffenhed, mængde, bestemmelse, værdi, oprindelsessted eller

frembringelsens tidspunkt, eller som benyttes i daglig sprogbrug eller i

redelig og fast handelssædvane i det land, hvor beskyttelsen kræves;

3. når de strider mod moralen eller den offentlige

orden og især er egnet til at vildlede offentligheden. Der er enighed om, at

et mærke ikke skal kunne anses stridende mod den offentlige orden af den

grund alene, at det ikke stemmer med en eller anden bestemmelse i

lovgivningen om varemærker, medmindre selve denne bestemmelse netop tager

sigte på den offentlige orden.

Dog er anvendelse af artikel 10 b forbeholdt.

C. (1) Ved bedømmelsen af, om mærket er egnet til beskyttelse, skal hensyn

tages til alle foreliggende forhold, navnlig varigheden af den brug, der er

gjort af mærket.

(2) Varemærker skal i de andre unionslande ikke kunne afslås alene under

henvisning til, at de i enkeltheder adskiller sig fra de i hjemlandet

beskyttede, når disse enkeltheder blot ikke forandrer mærkernes distinktive

karakter og ej heller ændrer mærkernes identitet i forhold til den i

vedkommende hjemland foretagne registrering.

D. Ingen kan påberåbe sig bestemmelserne i denne artikel, medmindre det

mærke, som kræves beskyttet, er registreret i hjemlandet.

E. Dog skal i intet tilfælde fornyelsen af et mærkes registrering i

hjemlandet medføre forpligtelse til at forny registreringen i de andre

unionslande, hvor mærket måtte være blevet registreret.

F. Fortrinsretten bibeholdes for mærker, som er anmeldt til registrering

inden for den i artikel 4 fastsatte frist, selv om registreringen i

hjemlandet først sker efter udløbet af denne frist.

Artikel 6 f

Unionslandene forpligter sig til at beskytte servicemærker, men er ikke

pligtige at træffe forholdsregler til registrering af sådanne mærker.

Artikel 6 g

(1) Hvis den, der er agent eller repræsentant for nogen, som er indehaver

af et mærke i et af unionslandene, uden nævnte mærkeindehavers samtykke,

begærer mærket registreret i eget navn i et eller flere af disse lande, har

indehaveren ret til at modsætte sig denne registrering eller at kræve mærket

udslettet, eller hvis det pågældende lands love tillader det, kræve nævnte

registrering overdraget til sig, medmindre vedkommende agent eller

repræsentant kan retfærdiggøre sin handling.

(2) En mærkeindehaver skal være berettiget til, med det ovenfor i stk.

(1) nævnte forbehold, at modsætte sig, at hans agent eller repræsentant tager

hans mærke i brug, hvis han ikke har givet samtykke til en sådan brug.

(3) Hvert land har ret til i den nationale lovgivning at fastsætte en

rimelig frist, inden hvilken mærkeindehaveren skal gøre de i nærværende

artikel omtalte rettigheder gældende.

Artikel 7

Beskaffenheden af den vare, for hvilken mærket er bestemt til at anvendes,

kan i intet tilfælde hindre dets registrering.

Artikel 7 b

(1) Unionslandene forpligter sig til at tilstede registrering af og

beskytte fællesmærker, som tilhører sammenslutninger, hvis eksistens ikke

strider mod hjemlandets lovgivning, selv om disse sammenslutninger driver

industri- eller handelsvirksomhed.

(2) Hvert land skal kunne fastsætte de særlige betingelser, under hvilke

et fællesmærke skal kunne beskyttes, og det skal kunne nægte beskyttelsen,

hvis dette mærke strider mod det offentliges interesse.

(3) Dog skal beskyttelse for sådanne mærker ikke kunne nægtes nogen

sammenslutning, hvis eksistens ikke strider mod hjemlandets lovgivning, med

den begrundelse, at sammenslutningen ikke er etableret i det land, hvor

beskyttelsen kræves, eller ikke er konstitueret i overensstemmelse med dette

lands lovgivning.

Artikel 8

Firmanavne skal beskyttes i alle unionens lande uden pligt til anmeldelse

eller registrering, hvad enten de udgør en del af et varemærke eller ej.

Artikel 9

(1) Enhver vare, der uhjemlet bærer et varemærke eller et firmanavn, skal

beslaglægges ved indførslen i de unionslande, i hvilke dette mærke eller

dette firmanavn har ret til lovlig beskyttelse.

(2) Beslaglæggelsen skal ligeledes iværksættes i det land, hvor den

uhjemlede anbringelse er foretaget, eller i det land, hvori varen er blevet

indført.

(3) Beslaglæggelsen skal finde sted på begæring enten af

påtalemyndigheden eller af enhver anden kompetent myndighed eller af en

interesseret part, være sig en fysisk eller juridisk person, i

overensstemmelse med hvert lands nationale lovgivning.

(4) Myndighederne skal ikke være pligtige at foretage beslaglæggelse i

tilfælde af transitering.

(5) Dersom et lands lovgivning ikke tillader beslaglæggelse ved

indførslen, skal beslaglæggelse erstattes af forbud mod indførsel eller af

beslaglæggelse i selve landet.

(6) Dersom et lands lovgivning hverken tilsteder beslaglæggelse ved

indførslen eller forbud mod indførsel eller beslaglæggelse i selve landet,

skal disse foranstaltninger, indtil lovgivningen bliver underkastet den

fornødne forandring, erstattes af sådanne retsskridt og retsmidler, som dette

lands love i lignende tilfælde tilsikrer dets egne statsborgere.

Artikel 10

(1) Den foregående artikels bestemmelser skal finde anvendelse i tilfælde

af direkte eller indirekte brug af en urigtig angivelse vedrørende varens

oprindelse eller af producentens, fabrikantens eller forhandlerens identitet.

(2) Som interesseret part skal under alle omstændigheder anerkendes

producent, fabrikant eller handlende, hvad enten det er en fysisk eller

juridisk person, som er beskæftiget med produktion, fabrikation eller

forhandling af denne vare, og som har sin forretning enten på det sted, som

urigtigt er angivet som oprindelsessted, eller i den egn, hvor dette sted er

beliggende, eller i det urigtigt angivne land eller i det land, hvor den

urigtige oprindelsesangivelse er bragt til anvendelse.

Artikel 10 b

(1) Unionslandene er pligtige at tilsikre enhver, som tilhører unionen,

en virksom beskyttelse imod illoyal konkurrence.

(2) Ved illoyal konkurrence forstås enhver i konkurrenceøjemed foretagen

handling, som strider mod hæderlig forretningsskik i industri- og

handelsforhold.

(3) Særlig skal forbydes:

1. enhver handling af en sådan art, at den uanset det

anvendte middels karakter er egnet til at fremkalde forveksling med en

konkurrents forretning, hans varer eller hans industrielle eller kommercielle

virksomhed;

2. alle urigtige angivelser under udøvelse af

handelsvirksomhed, for så vidt de er egnede til at bringe en konkurrents

forretning, hans varer eller hans industrielle eller kommercielle virksomhed

i miskredit;

3. benævnelser eller angivelser, hvis anvendelse under

udøvelse af handelsvirksomhed er egnet til at vildlede offentligheden med

hensyn til varernes art, fremstilling, karakter, anvendelighed eller mængde.

Artikel 10 c

(1) Unionslandene forpligter sig til at tilsikre enhver, som tilhører de

andre unionslande, adgang til de fornødne retsmidler for med virkning at

kunne undertrykke alle de i artiklerne 9, 10 og 10 b nævnte handlinger.

(2) De påtager sig endvidere at tilvejebringe bestemmelser, der hjemler

organisationer og sammenslutninger, der repræsenterer de interesserede

industridrivende, producenter og handlende, og hvis eksistens ikke strider

mod deres eget lands love, at rejse søgsmål eller henvende sig til de

administrative myndigheder til undertrykkelse af de i artiklerne 9, 10 og 10

b nævnte handlinger i den udstrækning, som lovgivningen i det land, hvor

beskyttelsen kræves, hjemler det for landets egne organisationer og

sammenslutninger.

Artikel 11

(1) Unionslandene skal i overensstemmelse med deres nationale lovgivning

med hensyn til genstande, der udstilles på officielle eller officielt

anerkendte internationale udstillinger, der afholdes inden for et af landenes

grænser, indrømme en midlertidig beskyttelse for patenterbare opfindelser,

brugsmønstre, mønstre og varemærker.

(2) Denne midlertidige beskyttelse skal ikke kunne forlænge de i artikel

4 ommeldte frister. Hvis fortrinsretten senere påberåbes, skal hvert lands

myndigheder kunne regne fristen tilbage fra den dag, da genstanden blev

indført på udstillingen.

(3) Ethvert land skal til godtgørelse af den udstillede genstands

identitet og af tidspunktet for dens fremstilling kunne fordre sådanne

bevisligheder, som det måtte anse påkrævede.

Artikel 12

(1) Ethvert af unionslandene forpligter sig til at oprette et særligt

forvaltningsorgan for den industrielle ejendomsret og et centralkontor for

meddelelser til offentligheden om patenter, brugsmønstre, mønstre og

varemærker.

(a) navnene på indehaverne af meddelte patenter med en kort angivelse af

de patenterede opfindelser;

(b) gengivelser af registrerede varemærker.

Artikel 13

(1) (a) Unionen har en forsamling bestående af de unionslande, som er

forpligtede i henhold til artiklerne 13 til 17.

(b) Hvert lands regering repræsenteres af een delegeret, som kan bistås

af suppleanter, rådgivere og eksperter.

(c) Hver delegations udgifter afholdes af den regering, som har udpeget

den.

(2) (a) Forsamlingen skal:

(i) behandle alle sager vedrørende unionens opretholdelse og udvikling

samt gennemførelsen af denne konvention;

(ii) give direktiver vedrørende forberedelsen af revisionskonferencer til

Det internationale Bureau for intellektuel ejendomsret (i det følgende

benævnt »Det internationale Bureau«), som omtales i den konvention,

ifølge hvilken Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret er oprettet

(i det følgende benævnt »Organisationen«) idet der tages behørigt

hensyn til meningstilkendegivelser fremsat af de unionslande, som ikke er

forpligtede i henhold til artiklerne 13 til 17;

(iii) gennemgå og godkende Organisationens generaldirektørs beretninger

og hans virksomhed vedrørende unionen og give ham alle nødvendige direktiver

angående forhold inden for unionens kompetence;

(iv) vælge medlemmerne til forsamlingens eksekutivkomitee;

(v) gennemgå og godkende eksekutivkomiteens beretninger og virksomhed og

give denne komitee direktiver;

(vi) bestemme unionens program og vedtage dens treårige budget samt

godkende dens afsluttende regnskab;

(vii) fastsætte unionens finansielle regulativer;

(viii) nedsætte sådanne ekspertudvalg og arbejdsgrupper, som måtte være

nødvendige for unionens arbejde;

(ix) bestemme, hvilke lande blandt dem, der ikke er medlemmer af unionen,

og hvilke mellemstatlige og internationale ikke-statslige organisationer, der

kan få adgang til dens møder som observatører;

(x) vedtage ændringer i artiklerne 13 til 17;

(xi) træffe enhver anden hensigtsmæssig foranstaltning til fremme af

unionens formål;

(xii) varetage sådanne andre opgaver, som naturligt henhører under denne

konvention;

(xiii) under forbehold af, at den finder det rigtigt, udøve sådanne

rettigheder, som er givet den i den konvention, ifølge hvilken Organisationen

er oprettet.

(b) Med hensyn til spørgsmål, som også er af interesse for andre unioner

under Organisationen administration, træffer forsamlingen sine afgørelser

efter at have indhentet udtalelse fra koordinationskomiteen.

(3) (a) Med forbehold af bestemmelserne under litra (b) kan en delegeret

kun repræsentere eet land.

(b) Unionslande, der i henhold til særlig overenskomst er samlet under et

fælles kontor, der for hvert af disse har karakter af et særligt nationalt

organ for industriel retsbeskyttelse, som omhandlet i artikel 12, kan under

forhandlinger samlet være repræsenteret af et af landene.

(4) (a) Hvert land, som er medlem af forsamlingen, har een stemme.

(b) Forsamlingen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens medlemslande

er repræsenteret.

(c) Uanset bestemmelserne under litra (b) kan forsamlingen træffe

beslutninger, hvis antallet af repræsenterede lande i et møde er mindre end

halvdelen, men udgør mindst en trediedel af dens medlemslande. Med undtagelse

af beslutninger vedrørende dens egen procedure træder sådanne beslutninger

dog kun i kraft, hvis følgende betingelser er opfyldt: Det internationale

Bureau skal sende meddelelsen om sådanne beslutninger til de lande, som er

medlemmer af forsamlingen, men ikke var repræsenteret, og skal opfordre disse

til inden for et tidsrum af tre måneder fra datoen for meddelelsen skriftligt

at tilkendegive deres stemme eller meddele, at de afstår fra at stemme. Hvis

de lande, der herefter har tilkendegivet deres stemme eller har meddelt, at

de afstår fra at stemme, ved udløbet af dette tidsrum når op på det antal,

som manglede, for at selve mødet kunne være beslutningsdygtigt, skal sådanne

beslutninger træde i kraft under forudsætning af, at der stadig er det

fornødne flertal for beslutningen.

(d) Med forbehold af bestemmelserne i artikel 17 (2) træffer forsamlingen

sine beslutninger med et flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer.

(e) Afståelser fra at stemme betragtes ikke som stemmer.

(5) (a) Med forbehold af bestemmelserne under litra (b) kan en delegeret

kun stemme i eet lands navn.

(b) De i stk. (3) (b) omhandlede unionslande skal som hovedregel sende

deres egne delegationer til forsamlingens møder. Hvis et sådant land

imidlertid på grund af særlige omstændigheder ikke kan sende sin egen

delegation, kan det give et andet sådant lands delegation fuldmagt til at

stemme i sit navn, idet dog hver delegation kun kan stemme som befuldmægtiget

for eet land. Sådan fuldmagt skal meddeles i et dokument, underskrevet af

statsoverhovedet eller vedkommende minister.

(6) De unionslande, som ikke er medlemmer af forsamlingen, skal have

adgang til dens møder som observatører.

(7) (a) Forsamlingen afholder ordinært møde een gang hvert tredje

kalenderår efter generaldirektørens indkaldelse og - hvis ikke særlige

omstændigheder foreligger - i samme periode og på samme sted som

Organisationens generalforsamling.

(b) Forsamlingen afholder ekstraordinært møde efter generaldirektørens

indkaldelse på begæring af eksekutivkomiteen eller af en fjerdedel af

forsamlingens medlemslande.

(8) Forsamlingen fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 14

(1) Forsamlingen har en eksekutivkomite.

(2) (a) Eksekutivkomiteen består af lande valgt på forsamlingen blandt

dennes medlemslande. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 16 (7) (b)

skal endvidere det land, på hvis territorium Organisationen har sit

hovedsæde, i kraft heraf være medlem af komiteen.

(b) Regeringen i hvert af eksekutivkomiteens medlemslande repræsenteres

af een delegeret, som kan bistås af suppleanter, rådgivere og eksperter.

(c) Hver delegations udgifter afholdes af den regering, som har udpeget

den.

(3) Antallet af de lande, som er medlemmer af eksekutivkomiteen, skal

svare til en fjerdedel af de lande, som er medlemmer af forsamlingen. Ved

fastsættelsen af eksekutivkomiteens medlemstal skal der efter division med

fire ses bort fra en eventuel rest.

(4) Ved valg af medlemmer til eksekutivkomiteen skal forsamlingen tage

behørigt hensyn til en rimelig geografisk fordeling samt til nødvendigheden

af, at de lande, som har indgået de særaftaler, der måtte blive truffet i

forbindelse med unionen, er repræsenteret i eksekutivkomiteen.

(5) (a) Hvert medlem af eksekutivkomiteen skal være medlem fra

afslutningen af det møde, på hvilket forsamlingen valgte eksekutivkomiteen,

til afslutningen af forsamlingens næste ordinære møde.

(b) Indtil to tredjedele af eksekutivkomiteens medlemmer kan genvælges.

(c) Forsamlingen fastsætter de nærmere regler for valg og eventuelt

genvalg af eksekutivkomiteens medlemmer.

(6) (a) Eksekutivkomiteen skal:

(i) udarbejde udkast til dagsorden for forsamlingen;

(ii) forelægge forsamlingen forslag vedrørende det af generaldirektøren

udarbejdede udkast til unionens program og treårige budget;

(iii) inden for programmets og det treårige budgets rammer godkende de af

generaldirektøren udarbejdede særlige årlige budgetter og programmer;

(iv) forelægge forsamlingen generaldirektørens periodiske beretninger og

de årlige revisionsberetninger i forbindelse med regnskaberne og fremkomme

med kommentarer hertil;

(v) i overensstemmelse med foreningens beslutninger og under hensyntagen

til omstændigheder, som måtte indtræffe imellem to ordinære møder afholdt af

forsamlingen, træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at

unionens program bliver bragt til udførelse af generaldirektøren;

(vi) varetage sådanne andre opgaver, som er den tildelt ifølge denne

konvention.

(b) Med hensyn til spørgsmål, som også er af interesse for andre unioner

under Organisationens administration, træffer eksekutivkomiteen sine

beslutninger efter at have indhentet udtalelse fra Organisationens

koordinationskomite.

(7) (a) Eksekutivkomiteen afholder ordinært møde een gang om året efter

indkaldelse fra generaldirektøren, fortrinsvis i samme periode og på samme

sted som Organisationens koordinationskomitee.

(b) Eksekutivkomiteen afholder ekstraordinært møde efter indkaldelse fra

generaldirektøren, enten på dennes eget initiativ eller på begæring af dens

formand eller en fjerdedel af dens medlemmer.

(8) (a) Hvert land, som er medlem af eksekutivkomiteen, har een stemme.

(b) Eksekutivkomiteen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens

medlemmer er repræsenteret.

(c) Beslutninger træffes ved simpelt flertal af de afgivne stemmer.

(d) Afståelser fra at stemme betragtes ikke som stemmer.

(e) En delegeret kan kun repræsentere eet land og kan kun stemme i dettes

navn.

(9) De unionslande, som ikke er medlemmer af eksekutivkomiteen, har

adgang til dens møder som observatører.

(10) Eksekutivkomiteen fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 15

(1) (a) De administrative opgaver vedrørende unionen udføres af Det

internationale Bureau, som er en fortsættelse af unionens bureau forenet med

bureauet for den union, der er oprettet ifølge den internationale konvention

om beskyttelse af litterære og kunstneriske værker.

(b) Det internationale Bureau skal først og fremmest være sekretariat for

unionens forskellige organer.

(c) Organisationens generaldirektør er unionens højeste embedsmand og

repræsenterer unionen.

(2) Det internationale Bureau skal indsamle og offentliggøre oplysninger

om beskyttelsen af industriel ejendomsret. Hvert land, som er medlem af

unionen, skal omgående give Det internationale Bureau meddelelse om alle nye

love og officielle bestemmelser angående beskyttelsen af industriel

ejendomsret. Det skal endvidere meddele Det internationale Bureau alle de af

dets organ for industriel ejendomsret foretagne offentliggørelser, der

direkte vedrører beskyttelse af industriel ejendomsret, og som Det

internationale Bureau anser for nyttigt i dets arbejde.

(3) Det internationale Bureau skal udgive et månedsblad.

(4) Det internationale Bureau skal på begæring give ethvert unionsland

oplysning om forhold vedrørende beskyttelsen af industriel ejendomsret.

(5) Det internationale Bureau skal foretage undersøgelser og yde

tjenester til fremme af beskyttelse af industriel ejendomsret.

(6) Generaldirektøren og medarbejdere udpeget af ham deltager uden

stemmeret i alle forsamlingens, eksekutivkomiteens og alle andre

ekspertkomiteers eller arbejdsgruppers møder. Generaldirektøren eller en af

ham udpeget medarbejder er i medfør af sin stilling disse organers sekretær.

(7) (a) I overensstemmelse med forsamlingens direktiver og i samarbejde

med eksekutivkomiteen forbereder Det internationale Bureau konferencerne

vedrørende revision af konventionens bestemmelser, bortset fra artiklerne 13

til 17.

(b) Det internationale Bureau kan rådføre sig med mellemstatlige og

internationale ikke-statslige organisationer angående forberedelser til

revisionskonferencer.

(c) Generaldirektøren og personer udpeget af ham deltager uden stemmeret

i drøftelserne på sådanne konferencer.

(8) Det internationale Bureau skal varetage enhver anden opgave, som

måtte blive det tildelt.

Artikel 16

(1) (a) Unionen skal have et budget.

(b) Unionens budget omfatter unionens egne indtægter og udgifter, dens

bidrag til unionernes fælles udgiftsbudget, samt det beløb, der eventuelt

stilles til rådighed for Organisationens konferences budget.

(c) Udgifter, der ikke udelukkende kan tilskrives unionen, men tillige

een eller flere andre unioner under Organisationens administration, anses som

unionernes fælles udgifter. Unionens andel i sådanne fælles udgifter afhænger

af den interesse, unionen har i dem.

(2) Unionens budget fastsættes med behørig hensyntagen til behovet for

koordinering med budgetterne for de andre unioner under Organisationens

administration.

(3) Unionens budget finansieres af følgende midler:

(i) bidrag fra unionslandene;

(ii) gebyrer og afgifter, som skal erlægges for Det internationale

Bureaus tjeneste i forbindelse med unionen;

(iii) salg af eller royalties for Det internationale Bureaus

publikationer i forbindelse med unionen;

(iv) gaver, testamentariske ydelser og anden økonomisk støtte;

(v) leje-, rente- og andre forskellige indtægter.

(4) (a) Hvert unionsland skal med henblik på fastsættelsen af dens bidrag

til budgettet tilhøre en bestemt klasse og betale sine årlige bidrag på

grundlag af et antal enheder, der fastsættes som følger:

Klasse I .................... 25

Klasse II ................... 20

Klasse III .................. 15

Klasse IV ................... 10

Klasse V .................... 5

Klasse VI ................... 3

Klasse VII .................. 1

(b) Hvert land skal, dersom dette ikke allerede er gjort, samtidig med

deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, angive, til

hvilken klasse det ønsker at høre. Ethvert land kan skifte klasse. Hvis et

land vælger en lavere klasse, skal det meddele dette til forsamlingen på et

af dennes ordinære møder. En sådan ændring træder i kraft fra begyndelsen af

det kalenderår, der følger efter mødet.

(c) Hvert lands årlige bidrag skal udgøre et beløb, der står i samme

forhold til det samlede beløb, hvormed alle lande bidrager til unionens

årlige budget, som forholdet mellem dets enheder og det samlede antal af alle

de bidragende landes enheder.

(d) Bidrag forfalder den 1. januar hvert år.

(e) Et land, som er i restance med betalingen af sit bidrag, har ingen

stemmeret i nogen af de af unionens organer, hvoraf det er medlem, hvis

restancebeløbet er lig med eller overstiger de bidragsbeløb, som det skylder

for de forudgående to hele år. Imidlertid kan ethvert af unionens organer

tillade det pågældende land fortsat at udøve sin stemmeret i dette organ,

hvis - og så længe det godtgøres at - den forsinkede betaling skyldes

exceptionelle og uundgåelige omstændigheder.

(f) Hvis budgettet ikke er vedtaget, før en ny regnskabsperiode begynder,

skal det i overensstemmelse med de finansielle regulativer ligge på samme

niveau som det foregående års budget.

(5) Størrelsen af de gebyrer og afgifter, som skal erlægges for Det

internationale Bureaus tjenester i forbindelse med unionen, skal fastsættes

af generaldirektøren og af denne meddeles til forsamlingen og

eksekutivkomiteen.

(6) (a) Unionen skal have en driftskapital, som tilvejebringes ved en

engangsindbetaling fra hvert unionsland. Hvis driftskapitalen bliver

utilstrækkelig, skal en forhøjelse besluttes af forsamlingen.

(b) Størrelsen af hvert lands engangsindbetaling til driftskapitalen

eller af dets andel i forhøjelser af denne skal udgøre en forholdsmæssig

andel af det pågældende lands bidrag for det år, da driftskapitalen blev

tilvejebragt eller forhøjelsen besluttet.

(c) Andelen og betalingsvilkårene fastsættes af forsamlingen efter

generaldirektørens forslag, og efter at forsamlingen har indhentet udtalelse

fra Organisationens koordinationskomitee.

(7) (a) I den overenskomst om hovedsædet, som afsluttes med det land, på

hvis territorium Organisationen har sit hovedsæde, skal det bestemmes, at det

pågældende land skal yde forskud, når driftskapitalen er utilstrækkelig.

Størrelsen af sådanne forskud og de betingelser, på hvilke de ydes, skal i

hvert enkelt tilfælde fastsættes i særlige aftaler mellem det pågældende land

og Organisationen. Så længe det pågældende land er forpligtet til at yde

forskud, skal det i kraft heraf have sæde i eksekutivkomiteen.

(b) Det under litra (a) nævnte land og Organisationen skal hver for sig

ved skriftlig meddelelse have ret til at opsige forpligtelsen til at yde

forskud. Opsigelsen får virkning tre år efter udløbet af det år, i hvilket

den er blevet meddelt.

(8) I henhold til de finansielle regulativer skal regnskaberne revideres

af et eller flere af unionens lande eller med disses samtykke af

udenforstående revisorer, der udpeges af forsamlingen.

Artikel 17

(1) Forslag til ændring af artiklerne 13, 14, 15, 16 samt af denne

artikel kan fremsættes af ethvert af forsamlingens medlemslande, af

eksekutivkomiteen eller af generaldirektøren. Generaldirektøren skal give

forsamlingens medlemslande meddelelse om sådanne forslag mindst seks måneder

forud for deres behandling i forsamlingen.

(2) Ændringer af de i stk. (1) nævnte artikler skal vedtages af

forsamlingen. Ændringer kan vedtages med tre fjerdedele af de afgivne

stemmer. Dog skal enhver ændring af artikel 13 og af dette stykke vedtages

med fire femtedele af de afgivne stemmer.

(3) Enhver ændring af de i stk. (1) nævnte artikler træder i kraft en

måned efter, at generaldirektøren fra tre fjerdedele af de lande, som var

medlemmer af forsamlingen på det tidspunkt, da denne vedtog ændringen, har

modtaget skriftlig meddelelse om godkendelse vedtaget af de respektive lande

i henhold til deres forfatning. Enhver således godkendt ændring af de nævnte

artikler er bindende for alle lande, som er medlemmer af forsamlingen på det

tidspunkt, da ændringen træder i kraft, eller som bliver medlemmer af denne

på et senere tidspunkt, dog således at en ændring, som forøger unionslandenes

finansielle forpligtelser, kun skal være bindende for de lande, som har givet

meddelelse om deres godkendelse af en sådan ændring.

Artikel 18

(1) Denne konvention skal underkastes revision med henblik på indførelsen

af ændringer til forbedring af unionens system.

(2) Med dette formål for øje skal konferencer afholdes successivt i

unionens lande af disses delegerede.

(3) Ændringer i artiklerne 13 til 17 er undergivet bestemmelserne i

artikel 17.

Artikel 19

Unionslandene er enige om at forbeholde sig ret til indbyrdes at indgå

særskilte overenskomster til beskyttelse af den industrielle ejendomsret, dog

kun for så vidt disse overenskomster ikke strider mod denne konventions

bestemmelser.

Artikel 20

(1) (a) Ethvert land inden for unionen, som har undertegnet denne akt,

kan ratificere den, og hvis det ikke har undertegnet den, kan det tiltræde

den. Ratifikations- og tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos

generaldirektøren.

(b) Ethvert land inden for unionen kan i sit ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument erklære, at dets ratifikation eller tiltrædelse ikke

gælder:

(i) artiklerne 1 til 12 eller

(ii) artiklerne 13 til 17.

(c) Ethvert land inden for unionen, som i overensstemmelse med litra (b)

har undtaget en af de to heri omtalte grupper af bestemmelser fra

virkningerne af dets ratifikation eller tiltrædelse, kan på ethvert senere

tidspunkt erklære, at dets ratifikation eller tiltrædelse nu også skal være

gældende for denne gruppe bestemmelser. En sådan erklæring skal deponeres hos

generaldirektøren.

(2) (a) For så vidt angår de ti første lande inden for unionen, som har

deponeret ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter uden at afgive den

ifølge stk. (1) (b) (i) tilladte erklæring, skal artiklerne 1 til 12 træde i

kraft tre måneder efter at det tiende sådanne ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument er deponeret.

(b) For så vidt angår de ti første lande inden for unionen, som har

deponeret ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter uden at afgive den

ifølge stk. (1) (b) (ii) tilladte erklæring, skal artiklerne 13 til 17 træde

i kraft tre måneder efter, at det tiende sådanne ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument er deponeret.

(c) Med forbehold af det under litra (a) og (b) fastsatte første

ikrafttrædelsestidspunkt for hver af de to i stk. (1) (b) (i) og (ii) omtalte

grupper af bestemmelser og med forbehold i bestemmelserne i stk. (1) (b)

skal, for så vidt angår ethvert andet unionsland end dem, der er omtalt under

litra (a) og (b), og som deponerer et ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument, eller ethvert unionsland, som deponerer en erklæring

som nævnt i stk. (1) (c), artiklerne 1 til 17 træde i kraft tre måneder efter

den dato, på hvilken generaldirektøren giver meddelelse om en sådan

deponering, medmindre en senere dato er angivet i det instrument eller den

erklæring, som er blevet deponeret. I sidstnævnte tilfælde træder denne akt i

kraft for det pågældende land på den således angivne dato.

(3) For så vidt angår ethvert land inden for unionen, som deponerer et

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, skal artiklerne 13 til 30 træde

i kraft på den første af de datoer, på hvilken en af de i stk (1) (b) omtalte

grupper bestemmelser træder i kraft for det pågældende land i

overensstemmelse med stk.(2) (b) eller (c).

Artikel 21

(1) Ethvert land uden for unionen kan tiltræde denne akt og derved blive

medlem af unionen. Tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos

generaldirektøren.

(2) (a) For så vidt angår ethvert land uden for unionen, som deponerer

sit tiltrædelsesinstrument mindst en måned før nogen af bestemmelserne i

denne akt træder i kraft, skal denne akt, medmindre en senere dato er angivet

i tiltrædelsesinstrumentet, træde i kraft på den dato, på hvilken

bestemmelserne først træder i kraft i overensstemmelse med artikel 20 (2) (a)

eller (b). dog med forbehold af følgende:

(i) hvis artiklerne 1 til 12 ikke træder i kraft på den dato, skal det

pågældende land i den mellemliggende periode, indtil disse bestemmelser

træder i kraft, i stedet for af disse være bundet af artiklerne 1 til 12 i

Lissabon-akten;

(ii) hvis artiklerne 13 til 17 ikke træder i kraft den dag, skal det

pågældende land i den mellemliggende periode, indtil disse bestemmelser

træder i kraft, i stedet for af disse være bundet af artiklerne 13 og 14 (3),

(4) og (5) i Lissabon-akten.

Hvis et land angiver en senere dato i sit tiltrædelsesinstrument, skal

denne akt træde i kraft, for så vidt angår det pågældende land, på den

således angivne dato.

(b) For så vidt angår ethvert land uden for unionen, som deponerer sit

tiltrædelsesinstrument på en dato, som ligger senere end ikrafttrædelsen af

en gruppe bestemmelser i denne akt, eller mindre end en måned før, skal med

forbehold af bestemmelsen under litra (a) denne akt træde i kraft tre måneder

efter denne dato, på hvilken dets tiltrædelse er blevet meddelt af

generaldirektøren, medmindre en senere dato er angivet i

tiltrædelsesinstrumentet. I sidstnævnte tilfælde træder denne akt i kraft,

for så vidt angår det pågældende land, på den således angivne dato.

(3) For så vidt angår ethvert land uden for unionen, som deponerer sit

tiltrædelsesinstrument efter den dato, da denne akt i sin helhed træder i

kraft, eller mindre end en måned før denne dato, skal denne akt træde i kraft

tre måneder efter den dato, på hvilken generaldirektøren har givet meddelelse

om dets tiltrædelse, medmindre en senere dato er angivet i

tiltrædelsesinstrumentet. I sidstnævnte tilfælde træder denne akt i kraft for

det pågældende land på den således angivne dato.

Artikel 22

(1) Med forbehold af de undtagelsesmuligheder, der er omtalt i artiklerne

20 (1) (b) og 28 (2), medfører ratifikation eller tiltrædelse automatisk

accept af alle denne akts bestemmelser samt adgang til de hermed forbundne

fordele.

Artikel 23

Efter ikrafttrædelsen af denne akt i sin helhed kan et land ikke tiltræde

nogen af denne konventions tidligere akter.

Artikel 24

(1) Ethvert land kan i sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument

erklære, eller kan på et hvilket som helst senere tidspunkt ved skriftlig

meddelelse underrette generaldirektøren om, at denne konvention gælder for

alle eller en del af de i erklæringen eller meddelelsen angivne territorier,

for hvis udenrigsanliggender det er ansvarligt.

(2) Ethvert land, som har afgivet en sådan erklæring eller givet en sådan

meddelelse, kan på et hvilket som helst tidspunkt meddele generaldirektøren,

at denne konvention ophører med at være gældende for alle eller en del af

sådanne territorier.

(3) (a) Enhver erklæring afgivet i henhold til stk. (1) får virkning på

samme dato som den ratifikation eller tiltrædelse, der indeholdt erklæringen,

og enhver meddelelse givet i henhold til samme stykke får virkning tre

måneder efter, at generaldirektøren har givet meddelelse herom.

(b) Enhver meddelelse givet i henhold til stk. 2 får virkning tolv

måneder efter, at generaldirektøren har modtaget den.

Artikel 25

(1) Ethvert land, som er deltager i denne konvention, forpligter sig til

i overensstemmelse med sin forfatning at træffe de foranstaltninger, der er

nødvendige for at sikre denne konventions anvendelse.

(2) Det forudsættes, at på det tidspunkt, da et land deponerer sit

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, vil det ifølge sit hjemlands

love være i stand til at lade denne konventions bestemmelser træde i kraft.

Artikel 26

(1) Denne konvention forbliver i kraft uden tidsmæssig begrænsning.

(2) Ethvert land kan opsige denne akt ved meddelelse til

generaldirektøren. En sådan opsigelse omfatter også opsigelse af alle

tidligere akter og berører kun det land, som giver den, idet konventionen

forbliver i fuld virkning, for så vidt angår de andre lande inden for

unionen.

(3) Opsigelsen træder i kraft et år efter den dag, på hvilken

generaldirektøren har modtaget meddelelsen.

(4) Retten til opsigelse, som bestemt i denne artikel, må ikke udøves af

noget land før udløbet af fem år fra den dato, på hvilken det er blevet

medlem af unionen.

Artikel 27

(1) Denne akt skal i forholdet mellem de lande, over for hvilke den

finder anvendelse, og i det omfang den finder anvendelse, træde i stedet for

Pariserkonventionen af 20. marts 1883 og de følgende reviderede akter.

(2) (a) For så vidt angår de lande, over for hvilke denne akt ikke finder

anvendelse eller ikke finder anvendelse i sin helhed, men over for hvilke

Lissabon-akten af 31. oktober 1958 finder anvendelse, skal denne sidste

forblive i kraft i sin helhed, eller i det omfang nærværende akt ikke træder

i stedet for den i medfør af stk. (1).

(b) På samme måde skal, for så vidt angår de lande, over for hvilke

hverken denne akt eller dele deraf eller Lissabon-akten finder anvendelse,

London-akten af 2. juni 1934 forblive i kraft i sin helhed, eller i det

omfang nærværende akt ikke træder i stedet for den i medfør af stk. (1).

(c) På samme måde skal, for så vidt angår de lande, over for hvilke

hverken denne akt eller dele deraf eller Lissabon-akten eller London-akten

finder anvendelse, Haag-akten af 6. november 1925 forblive i kraft i sin

helhed, eller i det omfang nærværende akt ikke træder i stedet for den i

medfør af stk. (1).

(3) Lande uden for unionen, som bliver deltagere i denne akt, skal

anvende den over for ethvert unionsland, der ikke er deltager i denne akt,

eller som, selv om det er deltager i denne akt, har afgivet en erklæring i

overensstemmelse med artikel 20 (1) (b) (i). Sådanne lande skal anerkende, at

det pågældende unionsland i sit forhold over for dem anvender bestemmelserne

i det seneste akt, i hvilken det er deltager.

Artikel 28

(1) Enhver strid mellem to eller flere unionslande om fortolkningen eller

anvendelsen af denne konvention, som ikke afgøres ved forhandling, kan af

ethvert af de pågældende lande forelægges Den mellemfolkelige Domstol efter

anmodning i overensstemmelse med denne domstols status, medmindre de

pågældende lande enes om en anden måde at afgøre sagen på. Det land, der

indbringer striden for domstolen, skal give Det internationale Bureau

meddelelse herom. Det internationale Bureau skal bringe sagen til de andre

unionslandes kundskab.

(2) Ethvert land kan på det tidspunkt, da det undertegner denne akt eller

deponerer sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, erklære, at det

ikke anser sig bundet af bestemmelser i stk. (1). For så vidt angår enhver

strid mellem et sådant land og ethvert andet af unionens lande, skal

bestemmelserne i stk. (1) ikke finde anvendelse.

(3) Ethvert land, som har afgivet en erklæring i overensstemmelse med

bestemmelserne i stk. (2), kan til enhver tid trække sin erklæring tilbage

ved meddelelse til generaldirektøren.

Artikel 29

(1) (a) Denne akt skal undertegnes i eet eksemplar på fransk og skal

deponeres hos Sveriges regering.

(b) Officielle tekster skal efter samråd med de interesserede regeringer

udarbejdes af generaldirektøren på tysk, italiensk, portugisisk og spansk

samt sådanne andre sprog, som forsamlingen måtte bestemme.

(c) I tilfælde af meningsforskelle med hensyn til fortolkningen af de

forskellige tekster skal den franske tekst være gældende.

(2) Denne akt skal stå åben for undertegnelse i Stockholm, indtil den 13.

januar 1968.

(3) Generaldirektøren skal fremsende to, af Sveriges regering bekræftede,

kopier af denne akts undertegnede tekst til regeringerne i alle unionens

lande og til regeringen i ethvert andet land, som måtte fremsætte begæring

herom.

(4) Generaldirektøren skal indregistrere denne akt i De forenede

Nationers sekretariat.

(5) Generaldirektøren skal give regeringerne i alle unionens lande

meddelelse om undertegnelse, deponeringer af ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrumenter og alle erklæringer indeholdt i sådanne instrumenter

eller afgivet i overensstemmelse med artikel 20 (1) (c), ikrafttræden af

enhver af denne akts bestemmelser om opsigelse og meddelelser ifølge artikel

24.

Artikel 30

(1) Indtil den første generaldirektør overtager sit embede, skal

henvisninger i denne akt til Det internationale Bureau eller

generaldirektøren anses som henvisninger til henholdsvis unionens bureau

eller dettes direktør.

(2) Unionslande, som ikke er forpligtet i henhold til artiklerne 13 til

17, kan, hvis de ønsker det, i fem år efter ikrafttrædelsen af den

konvention, ifølge hvilken Organisationen er oprettet, udøve de rettigheder,

der omtales i artiklerne 13 til 17 i denne akt, som om de var forpligtet i

henhold til disse artikler. Ethvert land, der ønsker at udøve sådanne

rettigheder, skal give skriftlig meddelelse herom til generaldirektøren.

Denne meddelelse får virkning på datoen for dens modtagelse. Sådanne lande

skal anses som medlemmer af forsamlingen indtil udløbet af den nævnte

periode.

(3) Så længe der er lande inden for unionen, som ikke er blevet medlemmer

af Organisationen, skal Organisationens internationale bureau også fungere

som unionens bureau og generaldirektøren som direktør for det nævnte bureau.

(4) Når alle unionens lande er blevet medlemmer af Organisationen, skal

unionens bureaus rettigheder, forpligtelser og ejendom overgå til

Organisationens internationale bureau.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede behørigt befuldmægtigede

undertegnet denne akt.

UDFÆRDIGET i Stockholm den 14. juli 1967.

(Underskrifter)

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 26. januar 1970 hos

generaldirektøren for Det internationale Bureau til beskyttelse af

intellektuel ejendomsret (BIRPI) i Geneeve. Konventionens bestemmelser

(artikel 13-30) trådte i medfør af artikel 20 (2) (b) og (3) i kraft den 26.

april 1970 for følgende lande:

Danmark De socialistiske Sovjetrepublikkers Union

Irland Storbritannien

Israel Sverige

Rumænien Den tyske demokratiske Republik (* 1)

Schweiz Ungarn.

Senegal

Konventionen trådte som helhed i medfør af artikel 20 (2) (a) i kraft

den 19. maj 1970 mellem følgende lande:

Danmark Senegal

Bulgarien De socialistiske Sovjetrepublikkers Union

Irland Storbritannien

Israel Den tyske demokratiske Republik (* 1)

Rumænien Ungarn.

Schweiz

---------------------------------------------------------------------

Endvidere er konventionen trådt i kraft for følgende lande på den ud for

hvert land anførte dato:

Malawi ................................... 25. juni 1970

Canada ................................... 7. juli 1970.

Bulgarien, Rumænien, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union og Ungarn

har i medfør af artikel 28 (2) erklæret, at de ikke anser sig for bundet af

bestemmelserne i artikel 28 (1) om forelæggelse af tvister for Den

mellemfolkelige Domstol.

Canadas og Sveriges ratifikation omfatter ikke artiklerne 1-12.

Luxembourg har den 20. marts 1970 i medfør af artikel 30, stk. 2 meddelt,

at det ønsker at udøve de i artiklerne 13-17 omtalte rettigheder.

Udenrigsministeriet, den 13. oktober

1970.

K. Helveg Petersen.

Officielle noter

(* 1) Ikke anerkendt af Danmark.

Lignende dokumenter