Bekendtgørelse om Danmarks Tiltrædelse af Pariserkonventionen af 20. Marts 1883 om en Union til Beskyttelse af industriel Ejendomsret, revideret i Bryssel den 14. December 1900, i Washington den 2. Juni 1911, i Haag den 6. November 1925 og i London den 2. Juni 1934. (* 2)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om Danmarks Tiltrædelse af
Pariserkonventionen af 20. Marts 1883 om en Union til Beskyttelse af
industriel Ejendomsret, revideret i Bryssel den 14. December 1900, i
Washington den 2. Juni 1911, i Haag den 6. November 1925 og i London den 2.
Juni 1934. (* 2)
PRÆSIDENTEN FOR DET TYSKE RIGE; PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSSTATEN ØSTRIG;
HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE; PRÆSIDENTEN FOR BRASILIENS FORENEDE STATER;
PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKKEN CUBA; HANS MAJESTÆT KONGEN AF DANMARK;
PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKKEN SPANIEN; PRÆSIDENTEN FOR AMERIKAS FORENEDE
STATER; PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKKEN FINLAND; PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE
REPUBLIK; HANS MAJESTÆT KONGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG
IRLAND OG DE BRITISKE OVERSØISKE BESIDDELSER, KEJSER AF INDIEN; HANS HØJHED
REGENTEN OVER UNGARN; HANS MAJESTÆT KONGEN AF ITALIEN; HANS MAJESTÆT KEJSEREN
AF JAPAN; HANS HØJHED FYRSTEN AF LIECHTENSTEIN; HANS MAJESTÆT SULTANEN AF
MAROKKO; PRÆSIDENTEN FOR MEXICOS FORENEDE STATER; HANS MAJESTÆT NORGES KONGE;
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE; PRÆSIDENTEN FOR DEN POLSKE
REPUBLIK (PAA POLENS OG FRISTADENS DANZIGS VEGNE); PRÆSIDENTEN FOR DEN
PORTUGISISKE REPUBLIK; HANS MAJESTÆT KONGEN AF SVERIGE; DET SCHWEIZISKE
FORBUNDSRAAD; PRÆSIDENTEN FOR DEN CZEKOSLOVAKISKE REPUBLIK; HANS HØJHED BEYEN
AF TUNIS; PRÆSIDENTEN FOR DEN TYRKISKE REPUBLIK; HANS MAJESTÆT KONGEN AF
JUGOSLAVIEN,
der har anset det for hensigtsmæssigt at foretage visse Ændringer og
Tilføjelser til den internationale Overenskomst af 20. Marts 1883, der
grundlægger en international Union til Beskyttelse af den industrielle
Ejendomsret, revideret i Bryssel den 14. December 1900, i Washington den 2.
Juni 1911 og i Haag den 6, November 1925 har til deres Befuldmægtigede
udnævnt følgende:
PRÆSIDENTEN FOR DET TYSKE RIGE:
Hans Excellence LEOPOLD VON HOESCH, Tysklands Ambassadør i London;
Hr. GEORGE KLAUER, Præsident for Patentbureauet;
Læs alt
Hr. WOLFGANG KüHNAST, Gehejme-Justitsraad, Direktør for
Patentbureauet;
Hr. HERBERT KüHNEMANN, Landsretsraad i Justitsministeriet.
PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSSTATEN ØSTRIG: Dr. HANS WERNER, Hofraad,
Raadspræsident for Patentbureauet.
HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE: Hr. DANIEL COPPIETERS DE GIBSON, Advokat
ved Appelretten i Bryssel; Hr. THOMAS BRAUN, Advokat ved Appelretten i
Bryssel.
PRÆSIDENTEN FOR BRASILIENS FORENEDE STATER: Hr. JULIO AUGUSTO
BARBOZA-CARNEIRO, Handelsattachee ved Brasiliens Ambassade i London.
PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN CUBA: Dr. GABRIEL SUAREZ SOLAR, Cubas Chargee
d'Affaires i London
HANS MAJESTÆT KONGEN AF DANMARK: Hr. N.J. EHRENREICH-HANSEN, Direktør for
Patent- og Varemærkevæsenet.
PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN SPANIEN: Hans Excellence RAMON PEEREZ DE AYALA,
Spaniens Ambassadør i London; Hr. FERNANDO CABELLO LAPIEDRA, Direktør for
Bureauet for industriel Ejendomsret; Hr.JOSEE GARCIA MONGE Y DE VERA,
Kontorchef og Sekretær for Patentregistret.
PRÆSIDENTEN FOR AMERIKAS FORENEDE STATER: Hr. CONWAY P. COE, Kommissær for
Patentvæsenet; Hr. THOMAS EWING; Hr. JOHN A. DIENNER.
PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN FINLAND: Hr. JUHO FREDRIK KAUTOLA,
Industri-Raadgiver, Chef for Patentbureauet i Ministeriet for Handel og
Industri.
PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK:
FOR DEN FRANSKE REPUBLIK: Hr. MARCEL PLAISANT, Senator, Advokat ved
Appelretten i Paris, fransk Delegeret ved Folkeforbundet, Medlem af den
tekniske Komitee for industriel Ejendomsret; Hr. ROGER CAMBON, Befuldmægtiget
Minister, Ambassaderaad ved Frankrigs Ambassade i London; Hr. GEORGES LAINEL,
Direktør for Patentvæsenet i Ministeriet for Handel og Industri; Hr. GEORGES
MAILLARD, Advokat ved Appelretten i Paris, Vice-Præsident for den tekniske
Komitee for industriel Ejendomsret,
FOR SYRIEN OG LIBANON: Hr. MARCEL PLAISANT.
HANS MAJESTÆT KONGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG IRLAND OG
DE BRITISKE OVERSØISKE BESIDDELSER, KEJSER AF INDIEN:
FOR STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND:
Sir FREDERICK WILLIAM LEITH-ROSS, K.C.B., K.C.M.G., Øverste økonomiske
Raadgiver for Hans Majestæts Regering i det Forenede Kongerige; Hr. MARK
FRANK LINDLEY, LL. D., Generalrevisor for Patent-, Mønster- og
Varemærkevæsenet; Sir WILLIAM SMITH JARRATT.
FOR AUSTRALIEN: Hr. BERNHARD WALLACH, Kommissær for Patentvæsenet,
Registrator for Varemærker, for Mønstre og for Forfatterrettigheder.
FOR DEN IRSKE FRISTAT: Hr. JOHN W. DULANTY, den irske Fristats
Højkommissær i London; Hr. EDWARD A. CLEARY, Tilsynsførende for industriel og
kommerciel Ejendomsret.
HANS HØJHED REGENTEN OVER UNGARN: Hr. ZOLTAN SCHILLING, Præsident for den
kgl. ungarnske Patentret.
HANS MAJESTÆT KONGEN AF ITALIEN: Hans Excellence EDUARDO PIOLA CASELLI,
Senator, Retspræsident i Kassationsretten; Hans Excellence Professor AMEDEO
GIANNINI, Senator, Befuldmægtiget Minister, Statsraad; Dr LUIGI BIAMONTI,
Direktør for Industriraadets Retskontor; Dr. ALFREDO JANNONI SEBASTIANINI,
Direktør for Bureauet for intellektuel Ejendomsret.
HANS MAJESTÆT KEJSEREN AF JAPAN: Hans Excellence Hr. MASSA-AKI HOTTA,
overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister i Prag; Hr. TAKATSUGU
YOSHIWARA, Generalsekretær for Patentbureauet.
HANS HØJHED FYRSTEN AF LIECHTENSTEIN: Hr. WALTHER KRAFT, Chef for det
federale Bureau for intellektuel Ejendomsret.
HANS MAJESTÆT SULTANEN AF MAROKKO: Hans Excellence VICOMTE DE POULPIQUET
DU HALGOUET, Frankrigs Handelsattachee i London.
PRÆSIDENTEN FOR MEXICOS FORENEDE STATER: Hr. GUSTAVO LUDERS DE NEGRI,
Mexicos Generalkonsul i London.
HANS MAJESTÆT NORGES KONGE: Hr. BIRGER GABRIEL WYLLER, Generaldirektor for
Bureauet for industriel Ejendomsret.
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE: Dr. J. ALINGH PRINS, Præsident
for Patentraadet, Direktør for Bureauet for industriel Ejendomsret i Haag;
Dr. Ingeniør J. VAN HETTINGA TROMP, Højesteretsadvokat i Haag; Dr. A.D.
KOELEMAN, Statsraad i Haag; Dr. H.F. VAN WALSEM, Advokat i Eindhoven.
PRÆSIDENTEN FOR DEN POLSKE REPUBLIK (PAA POLENS OG FRISTADEN DANZIGS
VEGNE):
FOR REPUBLIKEN POLEN: Hr. STEFAN CZAYKOWSKI, Præsident for den polske
Republiks Patentbureau.
FOR FRISTADEN DANZIG: Hr. STEFAN CZAYKOWSKI.
PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK: Dr. JOAO DE LEBRE E LIMA,
Portugals Chargee d'Affaires i London; Hr. Ingeniør ARTHUR DE MELLO QUINTELLA
SALDANHA, Direktør for Bureauet for industriel Ejendomsret.
HANS MAJESTÆT KONGEN AF SVERIGE: Dr. CARL BIRGER LINDGREN, Afdelingschef i
Patent- og Registreringsdirektoratet; Hr. ÅKE DE ZWEIGBERGK.
DET SCHWEIZISKE FORBUNDSRAAD: Hr. WALTHER KRAFT, Chef for det federale
Bureau for intellektuel Ejendomsret.
PRÆSIDENTEN FOR DEN CZEKOSLOVAKISKE REPUBLIK: Dr. KAREL SKALA,
Overregeringsraad i Handelsministeriet; Dr. OTTO PARSCH, Sekretær i
Handelsministeriet.
HANS HØJHED BEYEN AF TUNIS: Hr. CHARLES BILLECOCO, Frankrigs Generalkonsul
i London.
PRÆSIDENTEN FOR DEN TYRKISKE REPUBLIK: Hans Excellence ALI FETHI BEY,
Tyrkiets Ambassadør i London.
HANS MAJESTÆT KONGEN AF JUGOSLAVIEN: Dr. JANKO CHOUMANE, Præsident for
Direktoratet for Beskyttelse af industriel Ejendomsret.
hvilke, efter have fremlagt deres Fuldmagter, der fandtes i god og behørig
Form, er kommet overens om følgende Bestemmelser:
Artikel 1.
1. De Lande, over for hvilke nærværende Konvention
finder Anvendelse, danner en Union til Beskyttelse af den industrielle
Ejendomsret.
2. Beskyttelsen af den industrielle Ejendomsret har
til Genstand Patenter, Brugsmønstre, industrielle Mønstre og Modeller,
Varemærker, Firmanavne, Oprindelsesbetegnelser og Undertrykkelse af illoyal
Konkurrence.
3. Industriel Ejendomsret skal forstaas i videste
Betydning og finder Anvendelse ikke blot paa Industri og Handel i egentlig
Forstand, men ogsaa paa Landbrugets Omraade og paa Erhverv, hvis Formaal er
Udvinding af Raastoffer, samt paa alle fabrikerede eller naturlige Produkter,
f.Eks. Vin, Korn, Tobaksblade, Frugt, Dyr, Mineralier, Mineralvand, Øl,
Blomster og Mel.
4. Under Benævnelsen Patenter er indbefattet de
forskellige Slags industrielle Patenter, som tilstaas af Unionslandenes
Lovgivninger, saasom Indførelsespatenter, Forbedringspatenter,
Tillægspatenter og Tillægscertifikater o.s.v.
Artikel 2.
1. Personer, der tilhører et Unionsland, skal, for saa
vidt angaar Beskyttelse af den industrielle Ejendomsret, i alle Unionens
andre Lande nyde de samme Fordele, som hvert Lands Love nu indrømmer eller i
Fremtiden maatte indrømme egne Undersaatter eller Statsborgere, alt dog med
Forbehold af de Rettigheder, som er særlig hjemlet ved nærværende Konvention.
Som Følge heraf skal de have den samme Beskyttelse og den samme Adgang til
Retsmidler mod ethvert Indgreb i deres Rettigheder som disse, alt paa
Betingelse af, at de opfylder de Vilkaar og iagttager de Formaliteter, som
paahviler Landets egne Statsborgere eller Undersaatter.
2. For dem, som tilhører Unionen, kan det dog ikke
opstilles som Betingelse for at nyde godt af nogen af de industrielle
Ejendomsrettigheder, at de skal have Bopæl eller Forretning i det Land, i
hvilket Beskyttelse kræves.
3. Hvert Unionsland har dog forbeholdt sig Frihed til
i Lovgivningen at træffe Bestemmelse med Hensyn til den judicielle og
administrative Fremgangsmaade og Kompetence og ligeledes i Overensstemmelse
med Reglerne for den industrielle Ejendomsrets Beskyttelse nærmere at give
Forskrifter for Valg af Hjemsted eller Udnævnelse af en Befuldmægtiget.
Artikel 3.
Ligestillede med Personer, der tilhører Unionslandene, er Personer, der
tilhører Lande uden for Unionen, naar de er bosat i eller er Indehavere af
regulære industrielle eller kommercielle Virksomheder i noget Land inden for
Unionen.
Artikel 4.
A-1. Den, som i et af Unionslandene paa foreskreven Maade har indgivet
Andragende om Patent, Registrering af et Brugsmønster, et industrielt Mønster
eller Model eller et Varemærke, eller den, til hvem hans Ret er overgaaet,
skal, inden for de nedenfor fastsatte Frister, nyde Fortrinsret med Hensyn
til Indlevering af tilsvarende Andragende i de andre Lande.
2. Som fortrinsretsbegrundede skal anerkendes ethvert
Andragende, der i Henhold enten til den nationale Lovgivning i et Unionsland
eller til international Aftale mellem flere Unionslande er ligestillet med et
forskriftsmæssigt nationalt Andragende.
B. Som Følge heraf skal et Andragende, der senere er indleveret i et af de
andre Unionslande inden disse Fristers Udløb, ikke kunne blive erklæret
virkningsløst paa Grund af Begivenheder, der er indtrufne i mellemtiden,
saaledes navnlig ikke paa Grund af Indgivelse af et andet Andragende,
Opfindelsens Offentliggørelse eller Udøvelse, Falholdelse af Eksemplarer af
Mønstret eller Modellen eller Mærkets Benyttelse, og disse Begivenheder skal
ikke kunne skabe nogen Ret for Trediemand eller foranledige nogen personlig
Beføjelse. Det overlades hvert Unionsland i sin nationale Lovgivning at
fastsætte Regler for de Rettigheder, som er erhvervet af Trediemand forud for
Dagen for Indgivelsen af det første fortrinsretsbegrundende Andragende.
C-1. De ovennævnte Fortrinsretsfrister skal udgøre 12 Maaneder for
Patenter og Brugsmønstre og 6 Maaneder for industrielle Mønstre og Modeller
samt for Varemærker.
2. Disse Frister begynder at løbe fra den Dag, da den
første Anmeldelse blev indgivet. Indgivelsesdagen medregnes ikke i Fristen.
3. Hvis Fristens sidste Dag er en lovbestemt Helligdag
eller en Dag, paa hvilken Kontoret i det Land, hvor Beskyttelsen kræves, ikke
er aabent for Modtagelse af Andragender, skal Fristen forlænges til den
første paafølgende Søgnedag.
D-1. Enhver, der vil gøre Krav paa Fortrinsret fra et tidligere
Andragendes Indgivelse, skal afgive en Erklæring om det Tidspunkt, paa
hvilket Indleveringen har fundet Sted, saavel som om, i hvilket Land dette er
sket. Hvert Land kan bestemme, hvornaar denne Erklæring senest skal være
afgivet.
2. Disse Angivelser skal optages i de Publikationer,
der udgaar fra vedkommende Myndigheder, særlig angaaende Patenter og de
dertil hørende Beskrivelser.
3. Unionslandene skal kunne forlange af den, som
kræver Fortrinsret, at han skal fremskaffe en Afskrift af det Andragende
(Beskrivelse, Tegninger m.v.), som han tidligere har indgivet. Afskriften,
hvis Rigtighed skal attesteres af den Myndighed, som har modtaget dette
Andragende, skal være fritaget for enhver Legalisation, og den skal i hvert
Fald afgiftsfrit kunne indgives naar som helst inden for en Frist af 3
Maaneder regnet fra Indgivelsen af det senere Andragende. Det skal kunne
forlanges, at den skal være ledsaget af en Bevidnelse fra vedkommende
Myndighed om Dagen for indgivelsen af det tidligere Andragende samt af en
Oversættelse.
4. Andre Formaliteter med Hensyn til
Fortrinsretserklæringen skal ikke kunne kræves opfyldt ved Andragendets
Indgivelse. Det tilkommer hvert af Unionslandene at fastsætte, hvilke Følger
Undladelsen af at opfylde de i nærværende Artikel foreskrevne Formaliteter,
skal medføre, dog at disse Følger ikke maa gaa videre end til Tabet af
Fortrinsretten.
5. Senere skal yderligere Bevisligheder kunne
forlanges.
E-1. Naar et industrielt Mønster eller Model er anmeldt til Beskyttelse i
et Land med Krav om Fortrinsret, der grunder sig paa en Ansøgning om
Beskyttelse for et Brugsmønster, skal Fortrinsretsfristen kun være den, der
er fastsat for industrielle Mønstre og Modeller.
2. Desuden er det tilladt i et Land at anmelde et
Brugsmønster under Paaberaabelse af en Fortrinsret, der støttes paa en
indgivet Ansøgning om Patent, og omvendt.
F. Intet Unionsland skal kunne afslaa en Patentansøgning med den
Begrundelse, at den indeholder Krav om Fortrinsret paa Grundlag af flere
tidligere Ansøgninger, for saa vidt der efter det paagældende Lands
Lovgivning kun foreligger een Opfindelse.
G. Hvis det under en Patentsags Behandling viser sig, at Ansøgningen
indeholder flere Opfindelser, skal Ansøgeren være beføjet til at dele
Ansøgningen i flere særskilte Ansøgninger og bevare som Indgivelsesdag for
hver enkelt af disse Datoen for den oprindelige Ansøgnings Indgivelse og
eventuelt ogsaa den af Fortrinsretten flydende Fordel.
H. Fortrinsret skal ikke kunne nægtes med den Begrundelse, at visse af
Opfindelsens Enkeltheder, for hvilke der kræves Fortrinsret, ikke forekommer
i de i den fortrinsbegrundende Ansøgning formulerede Patentkrav, for saa vidt
disse Enkeltheder tilstrækkelig tydeligt fremgaar af Ansøgningens Akter.
Artikel 4 b.
1. Patenter, der søges i de forskellige Unionslande af
Personer, der tilhører Unionen, skal være uafhængige af Patenter, som er
opnaaede for den samme Opfindelse i andre Lande, hvad enten disse tilhører
Unionen eller ej.
2. Denne Bestemmelse skal forstaas uden nogen
Indskrænkning, navnlig saaledes, at de Patenter, der er søgte i Løbet af
Fortrinsretsfristen, er uafhængige saavel med Hensyn til de Grunde, der kan
bevirke deres Ugyldighed og Bortfald, som med Hensyn til deres normale
Løbetid.
3. Den finder Anvendelse paa alle de Patenter, der
eksisterer i det Øjeblik, den træder i Kraft.
4. Det samme skal i Tilfælde af nye Landes Tiltrædelse
gælde for de Patenter, der er i Kraft paa begge Sider i det Øjeblik,
Tiltrædelsen finder Sted.
5. I de forskellige Unionslande skal de Patenter, der
meddeles med Anerkendelse af Fortrinsret, have samme Løbetid, som de vilde
have faaet, hvis der var ansøgt om og udstedt Patent uden Krav paa
Fortrinsret.
Artikel 4 c.
Opfinderen har Ret til at blive nævnt som saadan i Patentbrevet.
Artikel 5.
A-1. Det skal ikke medføre et Patents Bortfald, at Patenthaveren i det
Land, hvori han har opnaaet Patentet, indfører Genstande, der er fabrikerede
i noget af de til Unionen hørende Lande.
2. Dog skal ethvert af Unionslandene have Adgang til
ved Lov at træffe de nødvendige Forholdsregler til Forhindring af de Misbrug,
som maatte kunne følge af den ved Patentet tilstaaede Eneret, f.Eks. ved
Undladelse af at udøve Opfindelsen.
3. Disse Forholdsregler skal ikke kunne gaa ud paa
Bortfald af Patentet, medmindre Tilstaaelsen af Tvangslicens maatte være
utilstrækkelig til at forebygge saadanne Misbrug.
4. I hvert Fald skal Tvangslicens ikke kunne kræves
tilstaaet, førend 3 Aar er forløbet fra den Dag, Patentet blev udstedt, og
denne Licens skal kun kunne tilstaas, hvis Patenthaveren ikke kan paaberaabe
sig gyldige Undskyldningsgrunde. Foranstaltninger til Iværksættelse af et
Patents Bortfald skal ikke kunne træffes, førend 2 Aar er forløbet fra
Tilstaaelsen af den første Tvangslicens.
5. Foranstaaende Bestemmelser skal med de fornødne
Modifikationer ogsaa komme til Anvendelse paa Brugsmønstre.
B. Mønsterbeskyttelsen maa under ingen Omstændigheder bortfalde, hverken
fordi Mønsterretten ikke udøves, eller fordi Genstande svarende til de
beskyttede indføres.
C-1. Hvis i et Land Brugen af et registreret Varemærke er obligatorisk,
skal Registreringen ikke kunne ophæves førend efter en passende Frist, og i
saa Tilfælde kun, hvis Indehaveren ikke kan anføre gyldige grunde for sin
Undladelse af at bruge Mærket.
2. At Indehaveren af et Varemærke bruger dette i en
Form, som kun ved Enkeltheder, der ikke forandrer Mærkets distinktive
Karakter, afviger fra den Form, hvori det er blevet registreret i et
Unionsland, skal hverken medføre Registreringens Ugyldighed eller formindske
den Beskyttelse, der ydes Mærket.
3. At det samme Mærke bruges for Varer af samme eller
lignende Art af Industri- eller Handelsvirksomheder, som efter den nationale
Lovgivnings Regler i det Land, hvor Beskyttelsen kræves, betragtes som
værende i Fælleseje om et Mærke, skal hverken være til Hinder for
Registrering eller paa nogen Maade formindske den Beskyttelse, der ydes
vedkommende Mærke i noget Unionsland, medmindre Anvendelsen bevirker, at
Almenheden vildledes, eller Brugen strider mod det offentliges Interesse.
D. Anerkendelse af Beskyttelsesretten maa ikke gøres betinget af, at en
Betegnelse for eller en Omtale af Patentet, Brugsmønstret, Registreringen af
Varemærket, det industrielle Mønster eller den industrielle Model anbringes
paa Varen.
Artikel 5 b.
1. En Tillægsfrist af mindst 3 Maaneder skal indrømmes
til Betaling af de for Opretholdelsen af de industrielle Ejendomsrettigheder
fastsatte Afgifter, eventuelt mod Erlæggelse af Tillægsafgift, saafremt den
nationale Lovgivning foreskriver en saadan.
2. For Patenters Vedkommende forpligter Unionslandene
sig desuden til paa nærmere i den nationale Lovgivning fastsatte Betingelser
enten at forøge Tillægsfristen til mindst 6 Maaneder eller at aabne Adgang
til Genoprettelsen af et Patent, som er bortfaldet paa Grund af manglende
Afgiftsbetaling.
Artikel 5 c.
I intet af Unionslandene skal det anses som Indgreb i Patenthaverens
Rettigheder:
(1) om Bord paa Fartøjer fra Unionens andre Lande at anvende patenterede
Opfindelser i Fartøjets Skrog, Maskiner, Takkelage, Udrustning og andet
Tilbehør, naar saadanne Fartøjer midlertidigt eller tilfældigt kommer ind paa
Landets Søterritorium, forudsat at disse Opfindelser udelukkende anvendes til
Skibets Behov. (2) at bruge patenterede Opfindelser ved Bygning eller Drift
af Luftfartøjer eller Transportmidler paa Landjorden fra andre Unionslande
eller som Tilbehør til saadanne Befordringsmidler, naar de midlertidigt eller
tilfældigt kommer ind i vedkommende Land.
Artikel 6.
A. Ethvert Varemærke, som paa foreskreven Maade er registreret i
Hjemlandet, skal med de nedenfor angivne Forbehold modtages til Registrering
og nyde Beskyttelse, saaledes som det foreligger i de andre Unionslande.
Disse Lande skal dog, førend endelig Registrering foretages, kunne kræve
tilvejebragt et Bevis for Registrering i Hjemlandet udstedt af den kompetente
Myndighed. Der skal ikke kunne kræves nogen Legalisation af dette Bevis.
B-1. Dog kan afslaas eller kendes ugyldige:
(1) Mærker, der er egnede til at gøre Indgreb i Rettigheder, erhvervet af
Trediemand i det Land, hvor Beskyttelsen kræves,
(2) Mærker, der savner ethvert Særpræg eller udelukkende bestaar af Tegn
eller Angivelser, som i Omsætningen kan tjene til at betegne Varernes Art,
Beskaffenhed, Mængde, Bestemmelse, Værdi, Oprindelsessted eller
Frembringelsens Tidspunkt, eller som benyttes i daglig Sprogbrug eller i
redelig og fast Handelssædvane i det Land, hvor Beskyttelsen kræves. Ved
Bedømmelsen af et Mærkes Særpræg skal Hensyn tages til alle foreliggende
Forhold, navnlig Varigheden af den Brug, der er gjort af Mærket.
(3) Mærker, som strider mod Moralen eller den offentlige Orden, især
saadanne, som er egnede til at vildlede Offentligheden. Der er Enighed om, at
et Mærke ikke skal kunne anses stridende mod den offentlige Orden af den
Grund alene, at det ikke stemmer med en eller anden Bestemmelse i
Lovgivningen om Varemærker, medmindre selve denne Bestemmelse netop tager
Sigte paa den offentlige Orden.
2. Varemærker skal i de andre Unionslande ikke kunne
afslaas alene under Henvisning til, at de i Enkeltheder adskiller sig fra de
i Hjemlandet beskyttede, naar disse Enkeltheder blot ikke forandrer Mærkernes
distinktive Karakter og ej heller ændrer Mærkernes Identitet i Forhold til
den i vedkommende Hjemland foretagne Registrering.
C. Som Hjemland skal anses det Unionsland, hvor Anmelderen har en regulær
Forretningsvirksomhed af industriel eller kommerciel Art, og hvis han ikke
har en saadan Virksomhed, det Unionsland, hvor han har sin Bopæl, og hvis han
ikke har Bopæl i noget Unionsland, det land, han tilhører som Statsborger,
for saa vidt dette er et Unionsland.
d. Naar et Varemærke er blevet forskriftsmæssigt registreret i Hjemlandet
og derefter i et eller flere andre Unionslande, skal ethvert af de
paagældende Mærker fra Registreringsdagen at regne betragtes som uafhængige
af Mærket i Hjemlandet, for saa vidt vedkommende Mærke er i Overensstemmelse
med den internationale Lovgivning i de paagældende fremmede Lande.
E. I intet Tilfælde skal Fornyelsen af et Mærkes Registrering i Hjemlandet
medføre Forpligtelse til at forny Registreringen i de andre Unionslande, hvor
Mærket maatte være blevet registreret.
F. Fortrinsretten bibeholdes for Mærker, som er anmeldt til Registrering
indenfor den i Artikel 4 fastsatte Frist, selv om Registreringen i Hjemlandet
først sker efter Udløbet af denne Frist.
Artikel 6 b.
1. Unionslandene forpligter sig til, enten ex officio,
hvis Landets Lovgivning tillader det, eller efter den interesserede Parts
Begæring, at afslaa eller ophæve Registreringen af ethvert Varemærke, som er
en Gengivelse, Efterligning eller Oversættelse egnet til at fremkalde
Forveksling af et Mærke, som de kompetente Myndigheder i Landet skønner er
vitterlig kendt i dette Land som allerede tilhørende en Person, der er
berettiget efter nærværende Konvention, og anvendt for Varer af samme eller
lignende Art. Det samme skal ogsaa gælde, naar den væsentlige Del af Mærket
er en Gengivelse af et saadant vitterlig kendt Mærke eller en Efterligning,
der er egnet til at fremkalde Forveksling dermed.
2. Der skal indrømmes en Frist paa mindst 3 Aar, i
hvilken Udslettelse af saadanne Mærker kan kræves. Fristen skal løbe fra den
Dag, da Mærket blev registreret.
3. Der skal derimod ikke kunne fastsættes nogen Frist,
inden hvilken Mærker, som er begært registreret i ond Tro, skal kunne
forlanges udslettet.
Artikel 6 c.
1. Unionslandene er enige om at afslaa eller ophæve
Registreringen og ved dertil egnede Midler at forbyde Brugen enten som
Varemærker, eller som Bestanddele af disse, af Vaaben, Flag og andre
Statsemblemer, tilhørende Unionslandene samt af dem antagne officielle
Kontrol- og Garantimærker og -stempler, ligesom alt, hvad der fra et
heraldisk Synspunkt maa anses som Efterligning deraf, naar en saadan Brug
ikke er tilladt af vedkommende Myndigheder.
2. Forbudet mod at benytte officielle Kontrol- og
Garantimærker og -stempler skal alene finde Anvendelse i Tilfælde, hvor de
Mærker, som indeholder dem, er bestemte til at bruges paa Varer af samme
eller lignende Art.
3. Ved Anvendelsen af disse Bestemmelser er
Unionslandene enige om gennem det internationale Bureau i Bern gensidigt at
tilstille hverandre en Fortegnelse over de Statsemblemer, officielle Kontrol-
og Garantimærker og -stempler, som de ønsker eller senere maatte ønske -
fuldstændigt eller med visse Forbehold - at stille under Beskyttelse af
nærværende Artikel saavel som alle senere Forandringer i denne Fortegnelse.
Ethvert af Unionslandene skal i god Tid gøre de notificerede Fortegnelser
tilgængelige for Offentligheden.
4. Ethvert af Unionslandene skal inden for en Frist af
12 Maaneder fra Modtagelsen af Notifikationen at regne gennem det
internationale Bureau i Bern kunne tilstille det paagældende Land sine
eventuelle Indvendinger.
5. Med Hensyn til de Statsemblemer, som er vitterlig
kendt, skal de Regler, der er fastsat i nærværende Artikels første Stykke,
kun kunne komme til Anvendelse paa de Mærker, der registreres efter den 6.
November 1925.
6. Med Hensyn til de Statsemblemer, som ikke maatte
være vitterlig kendt, og med Hensyn til de officielle Mærker og Stempler skal
disse Bestemmelser kun kunne anvendes paa Mærker, der er registreret senere
end 2 Maaneder efter Modtagelsen af den i nærværende Artikels tredie Stykke
omhandlede Notifikation.
7. I Tilfælde af ond Tro skal hvert Land være beføjet
til at foranledige udslettet endog saadanne Mærker, som maatte være
registreret før den 6. November 1925, naar de indeholder Statsemblemer,
officielle Mærker og Stempler.
8. Personer, der maatte have Tilladelse til at benytte
deres eget Lands Statsemblemer, Mærker og Stempler, skal kunne fortsætte
hermed, selv om disse frembyder Lighed med et andet Lands.
9. Unionslandene forpligter sig til at forbyde enhver
uhjemlet Brug i Handelen af de andre Unionslandes Statsvaaben, naar denne
Brug er egnet til at bibringe en fejlagtig Opfattelse med Hensyn til Varernes
Oprindelse.
10. Foranstaaende Bestemmelser skal ikke medføre
Indskrænkning i Landenes Beføjelse til i Medfør af Artikel 6, Afsnit B,
Stykke 1, Nr. 3, at afslaa eller ophæve Registreringen af Mærker, som uden
Hjemmel indeholder Vaaben, Flag, Udmærkelsestegn og andre Statsemblemer eller
af et Unionsland antagne officielle Mærker og Stempler.
Artikel 6 d.
1. Naar Gyldigheden af Overdragelsen af et Varemærke
ifølge Lovgivningen i et Unionsland er betinget af, at den sker samtidig med
Overdragelse af den Virksomhed eller Forretning, hvortil Mærket hører, skal
det være tilstrækkeligt, til gyldig Overdragelse, at der til Erhververen
overdrages den Del af Virksomheden eller Forretningen, som findes i dette
land, tilligemed Eneretten til der at fabrikere eller sælge Varer med det
paagældende Mærke.
2. Denne Bestemmelse skal ikke paalægge Unionslandene
nogen Pligt til at godkende Overdragelsen af et Mærke, hvis Erhververens Brug
af dette i Virkeligheden vil kunne medføre en Vildledelse af offentligheden,
i Særdeleshed med Hensyn til Oprindelsen, Beskaffenheden eller
Hovedegenskaberne vedrørende de Varer, for hvilke Mærket skal anvendes.
Artikel 7.
Beskaffenheden af den Vare, for hvilken Mærket er bestemt til at anvendes,
kan i intet Tilfælde hindre dets Registrering.
Artikel 7 b.
1. Unionslandene forpligter sig til at tilstede
Registrering af og beskytte Fællesmærker, som tilhører Sammenslutninger, hvis
Eksistens ikke strider mod Hjemlandets Lovgivning, selv om disse
Sammenslutninger ikke driver Industri- eller Handelsvirksomhed.
2. Hvert Land skal kunne fastsætte de særlige
Betingelser, under hvilke et Fællesmærke skal kunne beskyttes, og det skal
kunne nægte Beskyttelsen, hvis dette Mærke strider mod det offentliges
Interesse.
3. Dog skal Beskyttelse for saadanne Mærker ikke kunne
nægtes nogen Sammenslutning, hvis Eksistens ikke strider mod Hjemlandets
Lovgivning, med den Begrundelse, at Sammenslutningen ikke er etableret i det
Land, hvor Beskyttelsen kræves, eller ikke er konstitueret i Overensstemmelse
med dette Lands Lovgivning.
Artikel 8.
Firmanavne skal beskyttes i alle Unionens Lande uden Pligt til Anmeldelse
eller Registrering, hvad enten de udgør en Del af et Varemærke eller ej.
Artikel 9.
1. Enhver Vare, der uhjemlet bærer et Varemærke eller
et Firmanavn, skal beslaglægges ved Indførslen i de Unionslande, i hvilke
dette Mærke eller dette Firmanavn har Ret til lovlig Beskyttelse.
2. Beslaglæggelsen skal ligeledes iværksættes i det
Land, hvor den uhjemlede Anbringelse er foretaget, eller i det Land, hvori
Varen er blevet indført.
3. Beslaglæggelsen skal finde Sted paa Begæring enten
af Paatalemyndigheden eller af enhver anden kompetent Myndighed, eller af en
interesseret Part, være sig en fysisk eller juridisk Person, i
Overensstemmelse med hvert Lands nationale Lovgivning.
4. Myndighederne skal ikke være pligtige at foretage
Beslaglæggelse i Tilfælde af Transitering.
5. Dersom et Lands Lovgivning ikke tillader
Beslaglæggelse ved Indførslen, skal Beslaglæggelse erstattes af Forbud mod
Indførsel eller af Beslaglæggelse i selve Landet.
6. Dersom et Lands Lovgivning hverken tilsteder
Beslaglæggelse ved Indførslen eller Forbud mod Indførsel eller Beslaglæggelse
i selve Landet, skal disse Foranstaltninger, indtil Lovgivningen bliver
underkastet den fornødne Forandring, erstattes af saadanne Retsskridt og
Retsmidler, som dette Lands Love i lignende Tilfælde tilsikrer dets egne
Statsborgere.
Artikel 10.
1. Den foregaaende Artikels Bestemmelser skal være
anvendelige paa enhver Vare, der som Oprindelsesbetegnelse urigtigt bærer et
bestemt Steds eller Lands Navn, naar der til denne Betegnelse er føjet et
opdigtet eller i svigagtig Hensigt laant Firmanavn.
2. Som interesseret Part skal under alle
Omstændigheder anerkendes Producent, Fabrikant eller Handlende, hvad enten
det er en fysisk eller juridisk Person, som er beskæftiget med Produktion,
Fabrikation eller Forhandling af denne Vare, og som har sin Forretning enten
paa det Sted, som urigtigt er angivet som Oprindelsessted, eller i den Egn,
hvor dette Sted er beliggende, eller i det urigtigt angivne Land, eller i det
Land, hvor den urigtige Oprindelsesangivelse er bragt til Anvendelse.
Artikel 10 b.
1. Unionslandene er pligtige at tilsikre enhver, som
tilhører Unionen, en virksom Beskyttelse imod illoyal Konkurrence.
2. Ved illoyal Konkurrence forstaas enhver i
Konkurrenceøjemed foretagen Handling, som strider mod hæderlig
Forretningsskik i Industri- og Handelsforhold.
3. Særlig skal forbydes:
(1) Enhver Handling af en saadan Art, at den uanset det anvendte Middels
Karakter er egnet til at fremkalde Forveksling med en Konkurrents Forretning,
hans Varer eller hans industrielle eller kommercielle Virksomhed.
(2) alle urigtige Angivelser under Udøvelse af Handelsvirksomhed, for saa
vidt de er egnede til at bringe en Konkurrents Forretning, hans Varer eller
hans industrielle eller kommercielle Virksomhed i Miskredit.
Artikel 10 c.
1. Unionslandene forpligter sig til at tilsikre
enhver, som tilhører de andre Unionslande, Adgang til de fornødne Retsmidler
for med Virkning at kunne undertrykke alle de i Artiklerne 9, 10 og 10 b
nævnte Handlinger.
2. De paatager sig endvidere at tilvejebringe
Bestemmelser, der hjemler Organisationer og Sammenslutninger, der
repræsenterer de interesserede Industridrivende, Producenter og Handlende, og
hvis Eksistens ikke strider mod deres eget Lands Love, at rejse Søgsmaal
eller henvende sig til de administrative Myndigheder til Undertrykkelse af de
i Artiklerne 9, 10 og 10 b nævnte Handlinger i den Udstrækning, som
Lovgivningen i det Land, hvor Beskyttelsen kræves, hjemler det for Landets
egne Organisationer og Sammenslutninger.
Artikel 11.
1. Unionslandene skal i Overensstemmelse med deres
nationale Lovgivning med Hensyn til Genstande, der udstilles paa officielle
eller officielt anerkendte internationale Udstillinger, der afholdes inden
for et af Landenes Grænser, indrømme en midlertidig Beskyttelse for
patenterbare Opfindelser, Brugsmønstre, Mønstre og Varemærker.
2. Denne midlertidige Beskyttelse skal ikke kunne
forlænge de i Artikel 4 ommeldte Frister. Hvis Fortrinsretten senere
paaberaabes, skal hvert Lands Myndigheder kunne regne Fristen tilbage fra den
Dag, da Genstanden blev indført paa Udstillingen.
3. Ethvert Land skal til Godtgørelse af den udstillede
Genstands Identitet og af Tidspunktet for dens Fremstilling paa Udstillingen
kunne fordre saadanne Bevisligheder, som det maatte anses paakrævede.
Artikel 12.
1. Ethvert af Unionslandene forpligter sig til at
oprette et særligt Forvaltningsorgan for den industrielle Ejendomsret og et
Centralkontor for Meddelelser til Offentligheden om Patenter, Brugsmønstre,
Mønstre og Varemærker.
2. Denne Myndighed skal udgive en periodisk udkommende
officiel Tidende. Den skal regelmæssigt offentliggøre:
a) Navnene paa Indehaverne af meddelte Patenter med en kort Angivelse af
de patenterede Opfindelser,
b) Gengivelser af registrerede Varemærker.
Artikel 13.
1. Det internationale Organ, der under Navnet:
»Det internationale Bureau til Beskyttelse af den industrielle
Ejendomsret« er oprettet i Bern, er henlagt under den schweiziske
Forbundsregerings høje Myndighed, som fastsætter dets Indretning og fører
Tilsyn med dets Virksomhed.
2. Det internationale Bureaus officielle Sprog er
Fransk.
3. Det internationale Bureau indsamler Oplysninger af
enhver Art angaaende Beskyttelsen af den industrielle Ejendomsret,
sammenfatter og offentliggør dem. Det anstiller Undersøgelser af almindelig
Interesse for Unionen og redigerer ved Hjælp af de Dokumenter, der stilles
til dets Raadighed af de forskellige Myndigheder, et Tidsskrift paa Fransk
vedrørende de Spørgsmaal, som angaar Unionens Formaal.
4. Eksemplarerne af dette Blad saa vel som alle de
Dokumenter, der offentliggøres af det internationale Bureau, fordeles mellem
Unionslandenes Myndigheder i Forhold til det Antal Enheder, hvormed disse i
Henhold til det nedenfor anførte bidrager. De yderligere Eksemplarer og
Dokumenter, som maatte blive rekvireret af de nævnte Myndigheder eller af
Selskaber eller private Personer, maa betales særskilt.
5. Det internationale Bureau skal til enhver Tid være
til Unionslandenes Tjeneste for at skaffe dem de særlige Oplysninger, som de
maatte have Brug for, angaaende Spørgsmaal vedrørende den internationale
Ordning af den industrielle Ejendomsret. Direktøren for det internationale
Bureau udarbejder over Bureauets Virksomhed en aarlig Beretning, der
tilstilles alle Unionslandene.
6. Det internationale Bureaus ordinære Udgifter skal
bæres i Fællesskab af Unionslandene. Indtil ny Bestemmelse træffes, maa de
ikke overskride en Sum af 120 000 schweiziske Francs aarligt. Denne Sum skal
om fornødent kunne forhøjes efter eenstemmig Vedtagelse paa en af de i
Artikel 14 omhandlede Konferencer.
7. De ordinære Udgifter omfatter hverken Udgifter til
diplomatiske eller administrative Konferencer eller Udgifter, der skyldes
specielt Arbejde eller Publikationer udført i Overensstemmelse med en
Konferences Beslutninger. Disse Udgifter, hvis aarlige Beløb ikke maa
overstige 20 000 schweiziske Francs, skal fordeles mellem Unionslandene i
Forhold til det Bidrag, som de betaler til det internationale Bureaus
Virksomhed i Henhold til Bestemmelserne nedenfor i Afsnit 8.
8. Til Bestemmelse af hvert Lands Bidrag til de
samlede Udgifter deles Unionslandene og de Lande, som senere maatte tiltræde
Unionen, i 6 Klasser, der hver bidrager i Forhold til et bestemt Antal
Enheder, nemlig:
1. Klasse ............................. 25 Enheder
2. Klasse ............................. 20 Enheder
3. Klasse ............................. 15 Enheder
4. Klasse ............................. 10 Enheder
5. Klasse ............................. 5 Enheder
6. Klasse ............................. 3 Enheder
Disse Koefficienter multipliceres med Antallet af Lande i hver Klasse, og
Summen af de herved udkomne Produkter angiver det Antal Enheder, med hvilket
den samlede Udgift skal deles. Kvotienten angiver da Størrelsen af
Udgiftsenheden.
9. Ethvert af Unionslandene skal ved sin Tiltræden
selv fastsætte den Klasse, til hvilken det ønsker sig henført. Dog skal hvert
Unionsland senere kunne erklære, at det ønsker sig henført til en anden
Klasse.
10. Den schweiziske Forbundsregering fører Tilsyn med
det internationale Bureaus Udgifter, afholder de nødvendige Forskud og
aflægger det aarlige Regnskab, som skal tilstilles alle de andre Myndigheder.
Artikel 14.
1. Nærværende Konvention skal underkastes periodiske
Revisioner med det Formaal at indføre Forbedringer, som gør Unionens System
mere fuldkomment.
2. I dette Øjemed skal der fra Tid til anden i
Unionslandene afholdes Konferencer mellem de nævnte Landes Delegerede.
3. Myndigheden i det Land, hvor Konferencen skal finde
Sted, forbereder med Bistand af det internationale Bureau denne Konferences
Arbejde.
4. Direktøren for det internationale Bureau skal være
til Stede ved Konferencernes Møder og tage Del i Forhandlingerne, men uden
Stemmeret.
Artikel 15.
Unionslandene er enige om at forbeholde sig Ret til indbyrdes at indgaa
særskilte Overenskomster til Beskyttelse af den industrielle Ejendomsret, dog
kun for saa vidt disse Overenskomster ikke strider mod nærværende Konventions
Bestemmelser.
Artikel 16.
1. De Lande, som ikke har sluttet sig til nærværende
Konvention, skal have Adgang til paa Begæring at tiltræde denne.
2. Denne Tiltræden skal ad diplomatisk Vej notificeres
den schweiziske Forbundsregering og af denne de øvrige Unionslande.
3. Saadan Tiltræden skal uden videre medføre
Tilslutning til alle i nærværende Konvention indeholdte Bestemmelser og give
Adgang til alle deri fastsatte Fordele. Den skal træde i Kraft 1 Maaned
efter, at Meddelelse om Notifikation af den schweiziske Forbundsregering er
tilstillet de andre Unionslande, medmindre et senere Tidspunkt er blevet
angivet i Tiltrædelsesbegæringen.
Artikel 16 b.
1. Ethvert Unionsland kan til enhver Tid skriftlig
notificere den schweiziske Forbundsregering, at nærværende Konvention skal
komme til Anvendelse paa alle eller en Del af dets Kolonier, Protektorater,
Territorier under Mandat eller andre Territorier, der er underlagt dets
Myndighed, og alle Territorier under Suzerænitet, og Konventionen skal
bringes til Anvendelse paa alle de i Notifikationen omhandlede Territorier 1
Maaned efter, at der af den schweiziske Forbundsregering er givet
Underretning om Notifikationen til de andre Unionslande, medmindre der er
blevet angivet et senere Tidspunkt i Notifikationen. I Mangel af saadan
Notifikation skal Notifikationen ikke komme til Anvendelse paa disse
Territorier.
2. Ethvert Unionsland skal til enhver Tid skriftlig
kunne notificere den schweiziske Forbundsregering, at nærværende Konvention
helt eller delvis skal ophøre at være anvendelig paa de Territorier, om
hvilke der er sket den i foregaaende Afsnit omhandlede Notifikation, og
Konventionen ophører at være anvendelig paa de i denne Notifikation nævnte
Territorier 12 Maaneder efter Modtagelse af den til den schweiziske
Forbundsregering rettede Notifikation.
3. Alle Notifikationer, der i henhold til
Bestemmelserne i Afsnit 1 og 2 rettes til den schweiziske Forbundsregering,
skal af nævnte Regering bringes til alle Unionslandenes Kundskab.
Artikel 17.
Gennemførelsen af de i nærværende Konvention indeholdte gensidige
Forpligtelser er i det Omfang, hvori det maa være nødvendigt, afhængig af, at
de forfatningsmæssigt fastsatte Former bliver behørigt iagttaget i saadanne
af Unionslandene, som er pligtige at bringe dem til Anvendelse. De forpligter
sig til at gøre dette inden for den kortest mulige frist.
Artikel 17 b.
1. Konventionen skal forblive i Kraft paa ubegrænset
Tid, indtil Udløbet af 1 Aar fra den Dag at regne, da Opsigelse af den finder
Sted.
2. Saadan Opsigelse skal rettes til den schweiziske
Forbundsregering. Den skal kun have Virkning for det Land, i hvis Navn
Opsigelsen er foretaget, medens Konventionen forbliver i Kraft mellem de
andre Unionslande.
Artikel 18.
1. Nærværende Konvention skal ratificeres, og
Ratifikationsdokumenterne skal deponeres i London senest den 1. Juli 1938.
Den skal træde i Kraft mellem de Lande, i hvis Navn den er ratificeret, 1
Maaned efter denne Dato. Dog skal den, hvis den ratificeres tidligere for
mindst 6 Landes Vedkommende, træde i Kraft mellem disse Lande 1 Maaned efter,
at Deponeringen af den sjette Ratifikation er blevet notificeret dem af den
schweiziske Forbundsregering, og for de Lande, i hvis Navn den derefter
ratificeres, 1 Maaned efter Notifikationen af hver af disse Ratifikationer.
2. De Lande, i hvis Navn Ratifikationsdokumenterne
ikke er blevet deponeret inden for den i foregaaende Afsnit fastsatte Frist,
skal have Adgang til Tiltrædelse efter Bestemmelserne i Artikel 16.
3. Nærværende Konvention skal i Forholdet mellem de
Lande, over for hvilke den finder Anvendelse, træde i Stedet for
Pariserkonventionen af 1883 og de følgende reviderede Konventioner.
4. For saa vidt angaar de Lande, over for hvilke
nærværende Konvention ikke finder Anvendelse, skal denne sidste vedblivende
være i Kraft.
5. Paa samme Maade skal, for saa vidt angaar de Lande,
over for hvilke hverken nærværende Konvention eller den i Haag reviderede
Pariserkonvention finder Anvendelse, den i Washington i 1911 reviderede
Pariserkonvention forblive i Kraft.
Artikel 19.
Nærværende Konvention skal udskrives i et enkelt Eksemplar, hvilket skal
deponeres i Storbritannien og Nordirlands Regerings-Arkiv. En bekræftet
Afskrift skal af nævnte Regering tilstilles hvert Unionslands Regering.
UDFÆRDIGET I LONDON, i et enkelt Eksemplar, den 2. Juni 1934.
FOR TYSKLAND HOESCH.
GEORG KLAUER.
WOLFGANG KüHNAST.
HERBERT KüHNEMANN.
FOR ØSTRIG: DR. HANS WERNER.
FOR BELGIEN: COPPIETERS DE GIBSON.
THOMAS BRAUN.
FOR BRASILIENS FORENEDE
STATER: J.A. BARBOZA-CARNEIRO.
FOR CUBA: GABRIEL SUAREZ SOLAR.
FOR DANMARK: N.J. EHRENREICH-HANSEN.
FOR FRISTATEN DANZIG: STEFAN CZAYKOWSKI.
FOR SPANIEN RAMON PEREZ DE AYALA.
FERNANDO CABELLO LAPIEDRA.
JOSEE GARCIA MONGE.
FOR AMERIKAS FORENEDE
STATER: CONWAY P. COE.
JOHN A. DIENNER.
THOMAS EWING.
FOR FINLAND: J. KAUTOLA.
FOR FRANKRIG: MARCEL PLAISANT.
ROGER CAMBON.
GEORGES LAINEL.
GEORGES MAILLARD.
FOR STORBRITANNIEN OG F.W. LEITH-ROSS
NORDIRLAND: M.F. LINDLEY.
WILLIAM S. JARRATT.
FOR AUSTRALIEN: B: WALLACH.
FOR FRISTATEN IRLAND: JOHN W. DULANTY.
FOR UNGARN: SCHILLING ZOLTAN.
FOR ITALIEN: EDUARDO PIOLA CASELLI.
LUIGI BIAMONTI.
ALFREDO JANNONI SEBASTIANINI.
FOR JAPAN: M. HOTTA.
TAKATSUGU YOSHIWARA.
FOR LIECHTENSTEIN: W. KRAFT.
FOR MAROKKO: HALGOUET.
FOR MEXICOS FORENEDE
STATER: G. LUDERS DE NEGRI.
FOR NORGE: B.G. WYLLER.
FOR NEDERLANDENE: J. ALINGH PRINS.
J. VAN HETTINGA TROMP.
A.D. KOELEMAN.
H.F. VAN WALSEM.
FOR POLEN: STEFAN CZAYKOWSKI.
FOR PORTUGAL: JOAO DE LEBRE E LIMA.
ARTHUR DE MELLA QUINTELLO
SALDANHA.
FOR SVERIGE: BIRGER LINDGREN.
ÅKE DE ZWEIGBERGK.
FOR SYRIEN OG LIBANON: MARCEL PLAISANT.
FOR SCHWEIZ: W. KRAFT.
FOR CZEKOSLOVAKIET: DR. KAREL SKALA.
DR. OTTO PARSCH.
FOR TUNIS: C. BILLECOCQ.
FOR TYRKIET: A. FETHI.
FOR JUGOSLAVIEN: DR. JANKO CHOUMANE (SUMAN).
-----------------
Foruden Danmark (* 1) havde følgende Stater den 1. Juli 1938 ratificeret
Konventionen:
Amerikas forenede Stater,
Japan,
Norge,
Storbritannien og Tyskland.
Mellem disse Stater og Danmark er Konventionen i Medfør af Artikel 18
traadt i Kraft den 1. August 1938.
Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab.
Udenrigsministeriet, den 24. September
1938.
Th. Stauning.
Officielle noter
(* 1) Danmarks Ratifikationsinstrument blev deponeret i det britiske
Udenrigsministerium den 28. Juli 1937.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om Danmarks Tiltrædelse af Pariserkonventionen af 20. Marts 1883 om en Union til Beskyttelse af industriel Ejendomsret, revideret i Bryssel den 14. December 1900, i Washington den 2. Juni 1911 og i Haag den 6. November 1925. (* 1) Retsinformation · 6. juli 1938
- Bekendtgørelse om en den 2den Juni 1911 i Washington undertegnet Konvention, der ændrer den den 20de Marts 1883 i Paris afsluttede og den 14de December 1900 i Bryssel gennemsete Konvention om Beskyttelse af den industrielle Ejendomsret, samt Danmarks Tiltræden af Konventionen. (* 1) Retsinformation · 26. september 1914
- Bekendtgørelse om genanvendelse af dansk-tyske overenskomster. Retsinformation · 26. september 1960
- Anordning om indrømmelse af Fortrinsret ved Ansøgning om Patent Retsinformation · 30. september 1936
- Bekendtgørelse om en den 14de December 1900 i Bryssel undertegnet Tillægsakt ændrende Konventionen om Beskyttelse af industriel Ejendomsret af 20de Marts 1883 med tilhørende slutningsprotokol. (* 1) Retsinformation · 4. september 1902
- Bekendtgørelse af Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret som revideret, senest i Stockholm den 14. juli 1967. (* 2) Retsinformation · 11. december 1970