Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om borteblevne

Ikke gældende siden 15. august 2005 LBK nr 587 af 01/09/1986LovbekendtgørelseJustitsministeriet13. september 1986

Gældende udgave: LBK nr 766 af 04/08/2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 5 afgørelser

Domsdatabasen 3, Retsinformation 2

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om borteblevne

Herved bekendtgøres lov nr. 397 af 17. juli 1946 om

borteblevne med de ændringer, der følger af § 6 i lov nr. 225 af 7. juni 1972

og § 6 i lov nr. 212 af 13. maj 1981.

Kapitel 1

Borteblivelse

§ 1. For en bortebleven beskikkes der - eventuelt på

foranledning af de interesserede - om fornødent en værge.

Stk. 2. For værgemålet gælder myndighedslovgivningens

regler om særlige værgemål.

§ 2. Den borteblevnes formue bestyres som umyndiges

midler.

Stk. 2. Skifteretten bestemmer, hvorvidt den

borteblevnes ejendele skal bevares for ham indtil videre, eller om de skal

sælges og det indkomne indsættes i en forvaltningsafdeling, jfr. § 3 i lov om

anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v.

Stk. 3. Justitsministeren afgør, i hvilket omfang den

borteblevnes indtægt og formue må bruges til underhold og uddannelse for hans

børn eller ægtefælle. Når særlige grunde taler herfor, kan det tillades, at

indtægten anvendes til underhold og uddannelse for andre, som helt eller

delvis blev forsørget af ham.

§ 3. Dersom den borteblevne er gift og hans ægtefælle

er myndig, bestyres den borteblevnes bodel af ægtefællen sammen med værgen

uden tilsyn af justitsministeren.

§ 4. Arv eller gave, som tilfalder den borteblevnes

ægtefælle, holdes ved skifte med den borteblevne eller dennes arvinger uden

for fællesboet.

Kapitel 2

Dødsformodning

§ 5. Det kan efter offentlig indkaldelse ved dom

Læs alt

bestemmes, at en bortebleven skal anses for død.

§ 6. Begæring om offentlig indkaldelse kan indgives,

når der er gået 10 år, siden den borteblevne sidst vides at have været i

live.

Stk. 2. Såfremt den borteblevne dengang var i livsfare,

eller der af andre grunde er en til vished grænsende sandsynlighed for, at

han er død - f.eks. fordi det skib eller luftfartøj, som han var om bord i,

er forsvundet, - er fristen kun 1 år.

§ 7. Den borteblevnes ægtefælle, arvinger eller

andre, der har retlig interesse i at opnå dom til dødsformodning, kan rejse

sagen.

§ 8. Sag til dødsformodningsdom kan anlægges her i

landet, hvis den borteblevnes sidst bekendte bopæl eller i mangel heraf hans

sidst bekendte opholdssted var her.

Stk. 2. Var den borteblevnes sidst bekendte bopæl eller

i mangel heraf hans sidst bekendte opholdssted i udlandet, kan sagen anlægges

her:

a) af den borteblevnes ægtefælle, såfremt denne har bopæl her og har

dansk indfødsret eller havde dansk indfødsret ved ægteskabets indgåelse;

b) når den borteblevne har efterladt sig formue her i landet, men da kun

med virkning for denne.

§ 9. Sagen anlægges ved underretten på det sted, hvor

den borteblevne sidst boede eller opholdt sig her i landet, eller ved den

underret, som justitsministriet bestemmer.

§ 10. Retten beskikker en sagfører til at varetage

den borteblevnes tarv.

Stk. 2. Om salær og godtgørelse for udlæg gælder

reglerne om fri proces; dog kan retten bestemme, at de nævnte udgifter skal

godtgøres af den borteblevnes formue.

§ 11. Retten fastsætter et retsmøde til behandling af

begæringen og tilsiger dertil sagsøgeren, den borteblevnes ægtefælle,

nærmeste slægtninge og andre, som kan antages at vide besked om den

borteblevnes forhold.

Stk. 2. Retten kan opfordre sagsøgeren til at afgive

edelig forklaring og til at føre yderligere bevis; undlader han at efterkomme

opfordringen, eller er de fremkomne oplysninger ufyldestgørende, kan retten

ved kendelse nægte at fremme sagen.

§ 12. Finder retten efter bevisførelsen, at den

forsvundne har været borte så længe som sagt i § 6, og det ikke godtgøres, at

han er død, indkalder retten ham med et af retten fastsat varsel til et

retsmøde og opfordrer i indkaldelsen enhver, som kan give yderligere

oplysninger i sagen, til snarest muligt at give retten meddelelse herom.

Stk. 2. Sagsøgeren skal lade indkaldelsen kundgøre i

Statstidende. Retten kan bestemme, at kundgørelsen tillige skal ske en eller

flere gange i andre blade og i radio her eller i udlandet.

Stk. 3. Mellem kundgørelsen og retsmødet skal der gå

mindst 3 måneder og højst 1 år.

§ 13. Hvis der ikke til retsmødet fremkommer noget,

der afsvækker resultatet af den skete bevisførelse, afsiger retten dom til

dødsformodning.

Stk. 2. I dommen angives den dag, fra hvis udløb

dødsformodningen skal regnes. Det skal være den sidste dag i den måned, hvori

fristen udløb, eller i de i § 6, stk. 2, nævnte tilfælde den dag, det er

sandsynligst, at den borteblevne er død, hvis en sådan dag kan fastslås.

§ 14. Rettens afgørelse i henhold til §§ 11-13 kan

indbringes for højere ret af sagsøgeren, den beskikkede forsvarer og enhver,

som har retlig interesse i afgørelsen. Såfremt den borteblevne er gift, kan

anke af dødsformodningsdom endvidere iværksættes af påtalemyndigheden, hvem

udskrift af dommen i nævnte tilfælde straks skal tilstilles af retten.

Påtalemyndigheden har fri proces under sagen.

Stk. 2. Ankefristen er 8 uger fra dommens afsigelse.

Justitsministeriet kan ikke give tilladelse til anke af dødsformodningsdom

efter ankefristens udløb.

§ 15. Dom til dødsformodning får først virkning, når

ankefristen er udløbet.

Kapitel 3

Skifte uden dom

§ 16. Overstiger en borteblevens formue ikke 2.000

kr., kan formuen, når der er gået 1 år, siden han sidst vides at have været i

live, uden dødsformodningsdom tages under skiftebehandling, som om han var

død på det tidspunkt, da han må anses for bortebleven. Dette tidspunkt

fastsættes af skifteretten.

Kapitel 4

Dødsformodnings bortfald

§ 17. Viser det sig efter dom til dødsformodning, at

den borteblevne lever, kan han i 10 år fra den dag, fra hvilken

dødsformodningen efter dommen regnes, kræve sine ejendele tilbage fra dem,

der har fået dem udlagt som arv.

Stk. 2. Oplyses det, at den borteblevne er død på et

andet tidspunkt end angivet i dommen, kan den, som herefter har ret til

arven, inden for samme tidsrum kræve den udleveret.

§ 18. Hver arving skal kun give tilbage, hvad han har

modtaget.

Stk. 2. Hvis det modtagne er afhændet eller forbrugt,

skal arvingen erstatte værdien ved afhændelsen eller forbruget, men dog ikke

mere end den nuværende værdi af ting af tilsvarende art og godhed. Kravet mod

arvingen kan nedsættes eller bortfalde, når forbruget har været rimeligt

begrundet i hans erhvervelse af den borteblevnes ejendele, og det efter hans

økonomiske forhold ville være ubilligt at lade ham tilsvare det fulde beløb.

Stk. 3. Er det modtagne gået tabt uden arvingens skyld,

er han fri for ansvar.

Stk. 4. Indtægt af formuen, som er forfaldet før den

dag, da den tilbagevendte fremsætter kravet, skal ikke tilsvares af arvingen.

§ 19. Reglerne i §§ 17 og 18 finder tilsvarende

anvendelse, hvis en borteblevens formue er taget under skiftebehandling i

henhold til § 16.

§ 20. Forsikringssum, der er udbetalt på grundlag af

dødsformodningsdom, kan forsikringsselskabet inden udløbet af den i § 17

fastsatte frist kræve tilbage. Kravet kan dog nedsættes i det omfang, summen

med rimelighed er anvendt til forsørgelse. § 18, stk. 1, 3 og 4, finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Den tilbagevendtes mulige krav over for

selskabet formindskes for så vidt tilbagebetaling fra modtageren ikke kan

opnås.

Stk. 3. Selskabet kan dog vælge at betragte

forsikringen som endeligt afviklet ved den skete udbetaling på grundlag af

dødsformodningsdommen. I så fald indtræder den tilbagevendte i selskabets

krav.

§ 21. Pension, overlevelsesrente og lignende

forsørgelse, der er udbetalt på grundlag af dødsformodningsdom, kan ikke

kræves tilbage fra modtageren.

Stk. 2. Den tilbagevendtes mulige krav over for den,

der har erlagt ydelsen, formindskes i det omfang, hvori udbetalingen er sket.

§ 22. Har arvingen ved erhvervelsen af den

borteblevnes ejendele gjort sig skyldig i svig, er han erstatningspligtig

efter lovgivningens almindelige regler. Det samme gælder modtageren af de i

§§ 20 og 21 omhandlede ydelser.

§ 23. Har den borteblevnes ægtefælle efter dom til

dødsformodning giftet sig igen, er det tidligere ægteskab endeligt ophørt,

uanset at dødsformodningen viser sig at være urigtig. Har ægtefællen ikke

giftet sig igen, består ægteskabet med den borteblevne vedvarende.

Kapitel 5

Indkaldelse og skifte efter 20 år

§ 24. Når formue i henhold til § 2 har været bestyret

for en bortebleven i 20 år, og sag til dødsformodningsdom ikke er anlagt,

indkalder skrifteretten - eventuelt efter opfordring af justitsministeren

eller andre interesserede - ham og hans arvinger på den i § 12 foreskrevne

måde.

Stk. 2. Hvis den borteblevne ikke melder sig, men der

møder arvinger efter ham, skiftes formuen, som om han var død ved 20 års

fristens udløb.

Stk. 3. Dersom ingen melder sig, tilfalder formuen

staten.

Kapitel 6

Arvs afsætning

§ 25. Er der ikke vished for, at en arving har

overlevet arveladeren, udlægges der ingen arv til ham. Han har dog ret til i

10 år fra dødsfaldet at kræve arven fra dem, som har fået den udlagt. Såfremt

arvingen er død i dette tidsrum, får den, som herefter er berettiget til

arven, samme ret, som arvingen ville have haft.

Stk. 2. §§ 18 og 22 finder herved anvendelse.

Stk. 3. Er der opnået dødsformodningsdom over arvingen,

anvendes fristen i § 17, hvis den udløber før fristen i stk. 1.

Stk. 4. Er der nogen sandsynlighed for, at en arving

har overlevet arveladeren, kan skifteretten uanset regelen i stk. 1, når

særlige forhold taler derfor, bestemme, at den arv, som eventuelt kan

tilfalde denne arving, foreløbig bestyres i en forvaltningsafdeling, jfr. § 3

i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v., som tilhørende

boet, medens dette i øvrigt sluttes. Når de fornødne undersøgelser er

foretaget, dog senest 1 år efter arvens indsættelse i en

forvaltningsafdeling, optager skifteretten spørgsmålet om udlodning af arven

til endelig behandling.

§ 26. Har en arving overlevet arveladeren, udlægges

der arv til ham, uanset at hans opholdssted ikke er kendt.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 1 anvendes på denne arv.

§ 27. Dersom en arvings opholdssted vel kendes, men

det ikke er muligt at udbetale arven til ham, behandles den efter reglerne i

kapitel 1.

Kapitel 7

Overgangs- og ophævelsesbestemmelser

§ 28. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, træder

i kraft den 1. juli 1946.

§ 29. Har en borteblevens arvinger før lovens

ikrafttræden anlagt sag, hvorunder de i henhold til forordning af 11.

september 1839 søger sig hans formue tilkendt til indtægtsnydelse eller til

ejendom, afgøres sagen efter denne forordning.

§ 30. Reglerne i §§ 17-22 om dødsformodnings bortfald

anvendes også, når arvingerne har fået sig den borteblevnes formue tilkendt

til ejendom efter forordning af 11. september 1839 § 14 eller udlagt på

skifte i henhold til midlertidig lov nr. 264 af 21. maj 1940. Fristen efter §

17 regnes fra den begivenhed, hvorved den borteblevne formodes at være død.

Stk. 2. Det samme gælder, når udbetaling til arvingerne

med justitsministeriets tilladelse er sket uden iagttagelse af reglerne i

forordning af 11. september 1839.

§ 31. Reglerne i § 25 om den forbigåede arvings

retsstilling anvendes også, når arveudlægget er sket før lovens ikrafttræden.

§ 32. Bestemmelsen i § 1 i lov nr. 424 af 14.

september 1945 angående forlængelse af visse forældelsesfrister finder

tilsvarende anvendelse på den arv, som efter reglerne i kapitel 6 tilkommer

en forbigået arving.

§ 33. Fra lovens ikrafttræden ophæves:

Kgl. resolution af 3. februar 1804, §§ 1-7 i forordning af 2. april 1817

angående hvorledes der skal forholdes med forladt arv, forordning af 11.

september 1839 angående behandling af en bortebleven persons formue,

retsplejelovens § 456, midlertidig lov nr. 264 af 21. maj 1940 om borteblevne

personer fra krigsforliste skibe og § 2 i lov nr. 424 af 14. september 1945

angående forlængelse af visse forældelsesfrister.

Justitsministeriet, den 1. september

1986

Erik Ninn-Hansen

/Jens Møller

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter