Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i Paris den 4. Maj 1910 afsluttede internationale Konvention angående Bekæmpelse af den hvide Slavehandel med tilhørende Slutprotokol af samme Dato (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation
af den i Paris den 4. Maj 1910 afsluttede internationale Konvention angående
Bekæmpelse af den hvide Slavehandel med tilhørende Slutprotokol af samme Dato
(* 1) (* 2) (* 3) (* 4)
Ved kgl. Resolution af 11. April 1931 har Danmark ratificeret den i Paris
den 4. Maj 1910 afsluttede internationale Konvention angaaende Bekæmpelse af
den hvide Slavehandel med tilhørende Slutprotokol af samme Dato.
Konventionen og Slutprotokollen har følgende Ordlyd:
Oversættelse.
INTERNATIONAL KONVENTION ANGAAENDE BEKÆMPELSE AF DEN HVIDE SLAVEHANDEL.
De nedenfor angivne Magters Suveræner, Statschefer og Regeringer, i lige
Grad ledet af Ønsket om at gøre Bekæmpelsen af den under Betegnelsen
»Hvis Slavehandel« kendte mislige Virksomhed saa virkningsfuld som
mulig, har besluttet at afslutte en Konvention i dette Øjemed og har, efter
at et Udkast er blevet udarbejdet af en i Paris fra den 15. til den 25. Juli
1902 afholdt første Konference, udnævnt deres Befuldmægtigede, som fra den
18. April til den 4. Maj 1910 har været forsamlet i Paris til en anden
Konference, og som er kommet overens om følgende Bestemmelser:
Artikel 1.
Straffes skal enhver, som for at tilfredsstille andres Lidenskaber
hverver, bortfører eller forleder en mindreaarig Kvinde i utugtigt Øjemed,
selv om det sker med hendes Samtykke, og selv om de forskellige Handlinger,
der tilsammen udgør Forbrydelsen, maatte være udført i forskellige Lande.
Artikel 2.
Straffes skal ligeledes enhver, som for at tilfredsstille andres
Lidenskaber ved Svig, Vold, Trusler, Myndighedsmisbrug eller et hvilket som
helst andet Tvangsmiddel hverver, bortfører eller forleder en myndig Kvinde i
utugtigt Øjemed, selv om de forskellige Handlinger, der tilsammen udgør
Forbrydelsen maatte være udført i forskellige Lande.
Artikel 3.
Læs alt
De af de kontraherende Parter, hvis Lovgivning ikke allerede nu maatte
indeholde fornøden Hjemmel til Bekæmpelse af de i de to foregaaende Artikler
omhandlede Forbrydelser, forpligter sig til at træffe eller overfor deres
lovgivende Myndigheder at fremsætte Forslag til de Foranstaltninger, som er
nødvendige, for at disse Forbrydelser kan blive belagt med Straf svarende til
deres grove Karakter.
Artikel 4.
De kontraherende Parter vil ved Mellemkomst af den franske Republiks
Regering underrette hverandre om de Love, der allerede maatte være eller
fremtidig maatte blive vedtaget i deres Stater vedrørende det i nærværende
Konvention omhandlede Emne.
Artikel 5.
De i Artiklerne 1 og 2 omhandlede Forbrydelser skal fra og med nærværende
Konventions Ikrafttrædelsesdag uden videre betragtes som optaget blandt de
Forbrydelser, der kan give Anledning til Udlevering ifølge Konventioner, som
allerede bestaar mellem de kontraherende Parter.
Saafremt foranstaaende Bestemmelse ikke skulde kunne opnaa Gyldighed uden
Ændring af gældende Lovgivning, forpligter de kontraherende Parter sig til at
træffe eller overfor deres lovgivende Myndigheder at fremsætte Forslag til de
dertil fornødne Foranstaltninger.
Artikel 6.
Fremsendelse af Retsanmodninger vedrørende de i nærværende Konvention
omhandlede Forbrydelser skal finde Sted:
1. ved direkte Meddelelse mellem
Retsplejemyndighederne; eller
2. ved Mellemkomst af en diplomatisk eller konsulær
Repræsentant for det Land, fra hvilket Begæringen kommer, i det Land, til
hvilket Begæringen rettes; den paagældende Repræsentant skal sende
Retsanmodningen direkte til den kompetente Retsplejemyndighed og skal direkte
fra denne Myndighed modtage de Dokumenter, der udviser, hvad der er foretaget
i Anledning af Retsanmodningen;
(i disse to Tilfælde skal Genpart af Retsanmodningen altid samtidig
tilstilles vedkommende Centralmyndighed i den Stat, til hvilken Begæringen
rettes); eller
3. ad diplomatisk Vej.
Enhver kontraherende Part skal ved en Meddelelse til hver af de andre
kontraherende Parter tilkendegive, hvilken eller hvilke af de ovennævnte
Fremsendelsesmaader den vil anerkende for Retsanmodninger fra den paagældende
Stat.
Alle Vanskeligheder, som maatte opstaa i Anledning af Fremsendelser paa de
i nærværende Artikel under 1) og 2) nævnte Maader, skal ordnes ad diplomatisk
Vej.
Saafremt ikke andet er vedtaget, skal Retsanmodninger være affattet enten
i den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen rettes, eller i det mellem de
to interesserede Stater aftalte Sprog, eller ogsaa maa den være ledsaget af
en Oversættelse til et af disse Sprog, bekræftet af en diplomatisk eller
konsulær Repræsentant for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, eller
af en edsvoren Translatør i den Stat, til hvilken Begæringen rettes.
Udførelsen af Retsanmodninger kan ikke give Anledning til Refusion af
Gebyrer eller Omkostninger af nogen Art.
Artikel 7.
De kontraherende Parter forpligter sig til at tilstille hverandre
Meddelelser om Domfældelser i Sager angaaende de i nærværende Konvention
omhandlede Forbrydelser, naar de forskellige Handlinger, der tilsammen udgør
Forbrydelsen, er udført i forskellige Lande.
Angaaende hver Deponering af Ratifikationsdokument skal der oprettes en
Protokol, hvoraf bekræftet Kopi ad diplomatisk Vej skal tilstilles hver
enkelt af de kontraherende Stater.
Nærværende Konvention træder i Kraft seks Maaneder efter Dagen for
Ratifikationsdokumenternes Deponering.
Artikel 10.
I Tilfælde af, at en af de kontraherende Stater skulde opsige
Konventionen, skal Opsigelsen kun have Virkning for den paagældende Stats
eget Vedkommende.
Opsigelse skal tilkendegives i et Dokument, der deponeres i den franske
Republiks Regerings Arkiv. Denne Regering vil ad diplomatisk Vej tilstille
hver enkelt af de kontraherende Stater bekræftet Kopi af saadanne Dokumenter
og vil samtidig underrette dem om Dagen for Deponeringen.
Tolv Maaneder efter nævnte Dag ophører Konventionen at gælde i hele det
den opsigende Stat tilhørende Omraade.
Opsigelse af denne Konvention medfører ikke uden videre samtidig Opsigelse
af Arrangementet af 18. Maj 1904, medmindre det udtrykkeligt udtales i
Opsigelsesdokumentet; hvis dette ikke er Tilfældet, vil den kontraherende
Stat for at opsige bemeldte Arrangement have at gaa frem i Overensstemmelse
med dettes Artikel 8.
Artikel 11.
Dersom en kontraherende Stat ønsker, at nærværende Konvention skal sættes
i Kraft i en eller flere af dens Kolonier, Besiddelser eller
Konsularjurisdiktionskredse, skal den tilkendegive en Villie i saa Henseende
ved et Dokument, der deponeres i den franske Republiks Regerings Arkiv. Denne
Regering vil ad diplomatisk Vej tilstille hver enkelt af de kontraherende
Stater bekræftet Kopi af saadanne Dokumenter og vil samtidig underrette dem
om Dagen for Deponeringen.
I de nævnte Dokumenter skal der for de paagældende Kolonier, Besiddelser
eller Konsularjurisdiktionskredse gives Meddelelse om de der vedrørende det i
nærværende Konvention omhandlede Emne vedtagne Love. Om de Love, som
fremtidig maatte blive vedtaget der, skal der ligeledes tilstilles de
kontraherende Stater Meddelelse i Overensstemmelse med Artikel 4.
Seks Maaneder efter den Dag, paa hvilken saadant Dokument er deponeret,
træder Konventionen i Kraft i de i Dokumentet omhandlede Kolonier,
Besiddelser eller Konsularjurisdiktionskredse.
Den anmodende Stat skal ved en Meddelelse til hver af de andre
kontraherende Stater tilkendegive, hvilken eller hvilke Fremsendelsesmaader
den vil anerkende for Retsanmodninger til Kolonier, Besiddelser eller
Konsularjurisdiktionskredse, som har været Genstand for den i nærværende
Artikels første Stykke omhandlede Tilkendegivelse.
Opsigelse af Konventionen af en af de kontraherende Stater for en eller
flere af dens Kolonier, Besiddelser eller Konsularjurisdiktionskredse skal
finde Sted i de Former og paa de Betingelser, som er fastsat i nærværende
Artikels første Stykke. Den medfører Virkning tolv Maaneder efter den Dag,
paa hvilken Opsigelsesdokumentet er deponeret i den franske Republiks
Regerings Arkiv.
En kontraherende Stats Tiltrædelse af Konventionen for en eller flere af
dens Kolonier, Besiddelser eller Konsularjurisdiktionskredse medfører uden
videre og uden særlig Tilkendegivelse samtidig og fuldstændig Tiltrædelse af
Arrangementet af 18. Maj 1904. Dette Arrangement træder i Kraft den samme Dag
som selve Konventionen. En kontraherende Stats Opsigelse af Konventionen for
en eller flere af dens Kolonier, Besiddelser eller
Konsularjurisdiktionskredse medfører dog ikke uden videre samtidig Opsigelse
for disses Vedkommende af Arrangementet af 18. Maj 1904, medmindre det
udtrykkeligt udtales i Opsigelsesdokumentet; iøvrigt opretholdes de
Erklæringer, som Signatarmagterne til Arrangementet af 18. Maj 1904 maatte
have afgivet vedrørende deres Koloniers Tiltrædelse af dette Arrangement.
Fra og med nærværende Konventions Ikrafttrædelsesdag at regne skal dog
Tiltrædelser eller Opsigelser af bemeldte Arrangement vedrørende de
kontraherende Staters Kolonier, Besiddelser eller Konsularjurisdiktionskredse
finde Sted i Overensstemmelse med Bestemmelserne i nærværende Artikel.
Artikel 12.
Nærværende Konvention, der skal bære Datoen 4. Maj 1910, skal indtil den
31. Juli d.A. staa aaben for Undertegnelse i Paris af Befuldmægtigede for de
Magter, som har været repræsenteret paa den anden Konference om Bekæmpelse af
den hvide Slavehandel.
Udfærdiget i Paris den fjerde Maj Nittenhundredeti i eet Eksemplar, hvoraf
bekræftet Kopi vil blive tilstillet enhver Signatarmagt.
For Tyskland:
(Under Forbehold med Hensyn til Artikel 6.)
(L.S.) sign. ALBRECHT LENTZE.
(L.S.) sign. CURT JOEL.
For Østrig og for Ungarn:
(L.S.) sign. A. NEMES,
Charge d'Affaires for Østrig-Ungarn.
For Østrig:
(L.S.) sign. J. EICHHOFF,
Kejserlig og kongelig østrigsk »Conseiller de Section«.
For Ungarn:
(L.S.) sign. G. LERS,
Kongelig ungarsk »Conseiller ministeriel«.
For Belgien:
(L.S.) sign. JULES LEJEUNE.
(L.S.) sign ISIDORE MAUS.
For Brasilien:
(Under Forbehold med Hensyn til Artikel 5.)
(L.S.) sign. J.C. de SOUZA BANDEIRA.
For Danmark:
(L.S.) sign. C.E.COLD.
For Spanien:
(L.S.) sign. OCTAVIO CUARTERO.
For Frankrig:
(L.S.) sign. R. BERENGER.
For Storbritannien:
(L.S.) sign. FRANCIS BERTIE.
For Italien:
(L.S. sign. J.C. BUZZATTI.
(L.S.) sign. GEROLAMO CALVI.
For Nederlandene:
(L.S.) sign. A. DE STRUERS.
(L.S.) sign. RETHAAN MACARE.
For Portugal:
(L.S.) sign. COMTE DE SOUZA ROZA.
For Rusland:
(L.S.) sign. ALEXIS DE BELLEGARDE.
(L.S.) sign. VLADIMIR DERUGINSKY.
For Sverige:
(L.S.) sign. F. DE KLERCKER.
Slutprotokol.
Ved undertegnelsen af Konventionen af Dags Dato anser de undertegnede
Befuldmægtigede det hensigtsmæssigt at angive den Aand, hvor denne
Konventions Artikler 1, 2 og 3 skal forstaas, og efter hvilken det er
ønskeligt, at de kontraherende Stater i Udøvelsen af deres Lovgivningsmagt
drager Omsorg for Gennemførelsen af de vedtagne Bestemmelser eller for
Suppleringen af disse.
A. Bestemmelserne i Artiklerne 1 og 2 skal betragtes som et Minimum
i den Forstand, at det selvfølgelig staar de kontraherende Regeringer
fuldstændig frit for at straffe andre lignende Forbrydelser, som f.Eks.
Hvervning af myndige Kvinder, selv om der hverken foreligger Svig eller
Tvang.
B. Med Hensyn til Bekæmpelsen af de i Artiklerne 1 og 2 omhandlede
Forbrydelser er der Enighed om, at Ordene »mindreaarig Kvinde« og
»myndig kvinde« betegner kvinder henholdsvis under og over det
fyldte tyvende Aar. Ved Lov kan der dog fastsættes en højere
Beskyttelsesalder under Forudsætning af, at denne bliver ens for Kvinder af
alle Nationaliteter.
C. Til Bekæmpelse af disse Forbrydelser skal Loven i alle Tilfælde
foreskrive en Frihedsstraf, uden at dette udelukker anden Hoved- eller
Tillægsstraf; der skal ogsaa i Loven uden Henseende til Ofrets Alder tages
Hensyn til de forskellige skærpende Omstændigheder, der kan foreligge i det
enkelte Tilfælde, saasom de i Artikel 2 omhandlede eller den Kendsgerning, at
Ofret virkelig er blevet udleveret til Utugt.
D. Det Tilfælde, at en Kvinde mod sin Villie tilbageholdes i et Bordel har
til Trods for dets grove Karakter ikke kunnet medtages i nærværende
Konvention, da det udelukkende henhører under den indre Lovgivning.
For Tyskland:
sign. ALBRECHT LENTZE.
sign. CURT JOEL.
For Østrig og for Ungarn:
sign. A. NEMES,
Charge d'Affaires for Østrig-Ungarn.
For Østrig:
sign. J. EICHHOFF,
Kejserlig og kongelig østrigsk »Conseiller de Section«.
For Ungarn:
sign. G. LERS,
Kongelig ungarsk »Conseiller ministeriel«.
For Belgien:
sign. JULES LEJEUNE.
sign ISIDORE MAUS.
For Brasilien:
sign. J.C. de SOUZA BANDEIRA.
For Danmark:
sign. C.E.COLD.
For Spanien:
sign. OCTAVIO CUARTERO.
For Frankrig:
sign. R. BERENGER.
For Storbritannien:
sign. FRANCIS BERTIE.
For Italien:
sign. J.C. BUZZATTI.
sign. GEROLAMO CALVI.
For Nederlandene:
sign. A. DE STRUERS.
sign. RETHAAN MACARE.
For Portugal:
sign. COMTE DE SOUZA ROZA.
For Rusland:
sign. ALEXIS DE BELLEGARDE.
sign. VLADIMIR DERUGINSKY.
For Sverige:
sign. F. DE KLERCKER.
Danmarks Ratifikationsdokument deponeredes den 3. Juni 1931 i det franske
Udenrigsministerium.
Konventionen med Slutprotokol er endvidere ratificeret eller tiltraadt af
følgende Stater:
Australien (med Papua Monaco.
og Norfolk Øen). Nederlandene (med nederlandsk
Belgien . Indien, Surinam og Curacao).
Brasilien. Norge.
Bulgarien. Ny-Zealand.
Canada. Polen og Fristaden Danzig.
Cuba. Portugal.
Czekoslovakiet. (Rusland, 1912).
Estland. Schweiz.
Finland. Siam.
Frankrig (med Kolonier). (Med Forbehold, for saa vidt
Indien angaar siamesiske Statsborgere,
(Med Forbehold med Hensyn til med Hensyn til den i
den i Slutprotokollens Paragraf Slutprotokollens Paragraf B
B fastsatte Aldersgrænse.) fastsatte Aldersgrænse.)
Italien. Spanien.
Japan. Storbritannien.
(Med Forbehold med Hensyn til Sverige.
den i Slutprotokollens Paragraf Den Sydafrikanske Union.
B fastsatte Aldersgrænse.) Tunis
Jugoslavien. Tyskland.
Kina. Ungarn.
Lithauen. Uruguay.
Luxemburg. Østrig.
Marokko.
Konventionen med Slutprotokol er yderligere af den britiske
Regering særskilt tiltraadt for følgende britiske Besiddelser, Kolonier,
Protektorater eller Mandatomraader:
Bahama Øerne, Barbados, Britisk Guayana, Britisk Honduras, Ceylon, Cypern,
Falkland Øerne, Fidjii Øerne, Gambia, Gibraltar, Grenada, Guernesey Øen,
Guldkysten, Hong-Kong, Irak (med Forbehold med Hensyn til den i
Slutprotokollems Paragraf B fastsatte Aldersgrænse), Jamaica, Jersey øen,
Kenya, Leeward-Øerne, Malta, Øen Man, Mauritius, Nyassaland, Ny- Foundland,
St. Lucia, St. Vincent, Seychellerne, Sierra-Leone, Straits Settlement,
Syd-Rhodesia, Tanganyika, Trinidad og Uganda.
Hvilket herved bringes til almindelige Kundskab med Tilføjende, at
Konventionen med Slutprotokol, der ikke gælder for Grønland, uden yderligere
Bekendtgørelse træder i Kraft her i Landet samtidig med »Borgerlig
Straffelov« af 15. April 1930.
Udenrigsministeriet, den 27. November
1931,
P. Munch.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse angaaende forskellige Landes Ratifikation og Tiltræden af den i Paris den 4. maj 1910 afsluttede internationale Konvention angaaende Bekæmpelse af den hvide Slavehandel med tilhørende Slutprotokol af samme Dato. Retsinformation · 10. december 1936
- Bekendtgørelse angaaende forskellige Landes Tiltrædelse af den i Paris den 4. maj 1910 afsluttede internationale Konvention angaaende Bekæmpelse af den hvide Slavehandel med tilhørende Slutprotokol af samme Dato. Retsinformation · 10. september 1934
- Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i New York den 3. december 1948 af De Forenede Nationers plenarforsamling godkendte protokol om ændring af den i Paris den 18. maj 1904 afsluttede internationale overenskomst om en ordning til undertrykkelse af den såkaldte hvide slavehandel og om ændring af den i Paris den 4. maj 1910 afsluttende internationale konvention til bekæmpelse af den hvide slavehandel. (* 2) (* 3) Retsinformation · 6. august 1951
- Bekendtgørelse om andre landes stilling til Den internationale Konvention af 4. maj 1910 angående Bekæmpelse af den hvide Slavehandel Retsinformation · 26. september 1962
- International Konvention til Bekæmpelse af Handel med Kvinder og Børn. Geneve, 30. September 1921 (* 9) Retsinformation · 27. november 1931
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af protokol af 4. maj 1949 om ændring af overenskomst af 18. maj 1904 om en ordning til undertrykkelse af den såkaldte hvide slavehandel og om ændring af konvention af 4. maj 1910 til bekæmpelse af den hvide slavehandel Retsinformation · 16. oktober 1956