Spring til indhold

Retsinformation

Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om tvangsmidlet anholdelse (Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for Storkøbenhavn, politidirektøren i København og samtlige politimestre, samtlige CF-korpsets afdelinger m.fl.)

Gældende CIS nr 9438 af 21/09/1982CirkulæreskrivelseMinisteriet for Samfundssikkerhed og Beredskab25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om

tvangsmidlet anholdelse

(Til samtlige kommunalbestyrelser og

Civilforsvarskommissionen for

Storkøbenhavn, politidirektøren i

København og samtlige politimestre,

samtlige CF-korpsets afdelinger m.fl.)

Den tekniske og redaktionelle revision af civilforsvarsloven af 1949 med

senere ændringer medførte blandt andet en udvidelse af de hidtil gældende

straffebestemmelser i kapitel IV ved indførelsen af en regel om foresattes

anholdelsesbeføjelse, se § 35, stk. 4, i lov nr. 253 af 27. maj 1981 om

civilforsvaret.

Der er dog ikke tale om nogen skelsættende nydannelse. En vis

anholdelsesbeføjelse for foresatte (og andre) i civilforsvaret har været og

er fortsat tillagt disse personer i kraft af § 755, stk. 2, i retsplejeloven,

jfr. lovbekendtgørelse nr. 488 af 2. oktober 1978 om rettens pleje med senere

ændringer.

§ 35, stk. 4, giver en foresat i civilforsvaret ret

til at anholde en undergiven, såfremt denne undlader at efterkomme den

foresattes tjenstlige befaling og anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til

disciplinen. En tilsvarende regel er indeholdt i § 15 i den militære

retsplejelov nr. 218 af 26. april 1973.

Det må erkendes, at behovet for at kunne anholde hidtil har været

begrænset. I praksis har det næsten udelukkende været politiets

anholdelsesbeføjelse, der har haft betydning, og det må formodes, at dette

også fremover vil være tilfældet. Når der i civilforsvarsloven nu er indført

en særlig anholdelsesbeføjelse for foresatte i civilforsvaret, skyldes dette

hensynet til at sikre tjenestens uforstyrrede gennemførelse. Der er - omend i

isolerede tilfælde - forekommet eksempler på meget grov lydighedsnægtelse,

hvis konsekvenser for uddannelsen og for den fortsatte opretholdelse af

Læs alt

disciplinen uden øjeblikkelig bistand fra politiet kunne have fået

vidtrækkende følger. Da man imidlertid ikke har lov til at gå ud fra, at

politiet på et hvilket som helst tidspunkt vil være i stand til at yde

øjeblikkelig assistance, fandtes det derfor at være en rimelig og

hensigtsmæssig løsning, om der i sådanne situationer blev givet foresatte

beføjelse til at kunne foretage anholdelse.

Når der indføres en ny regel, der kan medføre indgreb i andre menneskers

frihed, må der på intet tidspunkt herske tvivl om, under hvilke

forudsætninger og på hvilke betingelser sådanne indgreb er tilladt. Derfor

har Civilforsvarsstyrelsen udarbejdet en vejledning om anholdelse. Indholdet

af denne vejledning må nøje kendes af enhver foresat, der kan tænkes at

skulle foretage anholdelse af en undergiven.

Anvendelsen af tvangsmidlet anholdelse forudsætter klare og restriktive

betingelser. Den foreliggende vejledning er derfor gjort meget udførlig og

vil sikkert ikke af alle blive betragtet som et let tilgængeligt

hjælpemiddel. Til gengæld skulle en så udførlig vejledning give det ubetinget

nødvendige kendskab til de fundamentale principper for anvendelsen af dette

processuelle tvangsindgreb.

Da de erfaringer, som civilforsvaret inden for dette begrænsede område af

de straffeprocessuelle tvangsforanstaltninger hidtil har kunnet erhverve sig

om praksis, er beskedne, har Civilforsvarsstyrelsen samtidigt besluttet, at

der bør gælde en introduktionsperiode på et år, hvorefter vejledningen kan

tages op til en ny vurdering, såfremt der måtte have vist sig et behov

herfor. Man modtager derfor meget gerne bemærkninger til vejledningens

udformning og indhold. Sådanne bemærkninger bedes indsendt til

Civilforsvarsstyrelsen under henvisning til denne skrivelse.

Der vedlægges eksemplarer af vejledningen.

P. D. V.

BRASK THOMSEN

/O. Engell Nielsen

EMNE: ANHOLDELSE.

I. RETSGRUNDLAGET.

1. I § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven (lov nr. 253

af 27. maj 1981 om civilforsvaret) er indført en regel om foresattes adgang

til at anholde værnepligtige i civilforsvaret. Af bemærkningerne til

lovforslaget fremgår, at § 35, stk. 4, svarer til § 15 i militær retsplejelov

nr. 218 af 26. april 1973, og at den tidligere civilforsvarslov (af 1949 med

senere ændringer) ikke indeholdt en sådan regel, hvad der i praksis har vist

sig mindre hensigtsmæssigt.

2. I forbindelse med Folketingets behandling af

lovforslaget udbad forsvarsudvalget sig en redegørelse for baggrunden for

bemærkningerne til lovforslagets § 35. Indenrigsministeriets besvarelse af 1.

april 1981 vedlægges i afskrift (bilag a).

3. Folketingets kommunaludvalg stillede i en skrivelse

af 18. februar 1982 til indenrigsministeren blandt andet spørgsmål om

begrundelsen for, at anholdelsesbeføjelsen i civilforsvarslovens § 35, stk.

4, tilsyneladende var formuleret mere vidtgående end i den tilsvarende § 15 i

den militære lov. Indenrigsministeriets besvarelse af 2. marts 1982 vedlægges

ligeledes i afskrift (bilag b).

4. Det skal i denne sammenhæng påpeges, at en foresat

i civilforsvaret også før den ovenfor nævnte lovændrings gennemførelse kunne

anholde en værnepligtig i civilforsvaret uden hensyn til, om de i § 35, stk.

4, anførte anholdelsesbetingelser var opfyldt. Dette følger af den borgerlige

retsplejelov, der i § 755, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 488 af 2. oktober

1978 om rettens pleje med senere ændringer tillægger andre end politiet (og

domstolene) en anholdelsesbeføjelse. Afskrift af § 755 vedlægges (bilag c).

Denne regel, der har et andet og mere vidtgående sigte end § 35, stk. 4, i

civilforsvarsloven, gælder selvsagt fortsat ved siden af § 35, stk. 4.

5. En anholdelse efter § 35, stk. 4, i

civilforsvarsloven kan kun foretages af en a) foresat, såfremt den, der

anholdes, har b) undladt at afterkomme den foresattes tjenstlige befaling, og

c) anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen.

a) Foresat i civilforsvaret er den, der har befalingsret

(kommandomyndighed) over andre i kraft af sin tjenestestilling, jfr. Grundbog

for CF-korpsets menige, kapitlet om Almindelige tjenesteforhold.

b) Den, der anholdes, skal have gjort sig skyldig i ulydighed

(»undladt at efterkomme den foresattes tjenstlige befaling«). En

befaling er tjenstlig, når den gives inden for det tjenesteområde, hvor

vedkommende foresatte er bemyndiget til at befale. Befalingen skal

naturligvis også være lovlig, for at dens tilsidesættelse kan medføre

strafansvar, se nærmere herom i Grundbog for CF-korpsets menige, kapitlet om

Almindelige tjenesteforhold.

c) For at kunne foretage en anholdelse efter § 35, stk. 4, kræves

yderligere, at anholdelsen skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen. Det

beror på en konkret vurdering af den foreliggende situation, om denne

betingelse må anses for opfyldt. Det er vanskeligt udtømmemde at angive,

hvornår denne betingelse kan anses for opfyldt. En rimelig afgrænsning af

reglens rækkevidde kan udformes således, at en anholdelse ikke må foretages,

hvis den - alt taget i betragtning - stiller sig som et uforholdsmæssigt

omfattende indgreb, det vil sige, at der fx var en rimelig mulighed for at

bringe situationen under kontrol ved hjælp af andre - mindre vidtrækkende -

forholdsregler. Midlet skal stå i et rimeligt forhold til målet.

Anholdelse kan ske, selv om forseelsen ikke overværes af andre undergivne,

idet hensyn til disciplinen ikke alene refererer sig til påvirkning af andre

værnepligtiges handlemåde, men også til den pågældendes egen underkastelse af

tjenstlige befalinger. Hensyn til disciplinen vil dog i særlig grad komme på

tale, når andre undergivne overværer forseelsen.

Sammenfattende kan herefter siges, at den udviste ulydighed normalt skal

have en sådan karakter (grovhed), at den efter en fornuftig afvejning af de

foreliggende faktiske forhold må formodes at skabe en overhængende fare for

disciplinens fortsatte opretholdelse, fx derved, at der som følge af den

udviste ulydighed opstår tilløb til uroligheder, tumult eller andre

omstændigheder af sikkerhedstruende art eller begrundet frygt for

voldshandlinger eller anden skadetilføjelse.

6. Ifølge retsplejelovens § 755, stk. 2, kan enhver

anholde en person, der træffes under eller i umiddelbar tilknytning til

udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.

Denne bestemmelse har som tidligere nævnt praktisk betydning ved siden af

reglen i § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven, der er begrænset til en bestemt

forseelsestype (ulydighed), og hvor det som en yderligere betingelse er

foreskrevet, at anholdelsen skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen. Også

uden for området for § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven kan der uomtvisteligt

opstå situationer, der gør en anholdelse påkrævet, fx i tilfælde af

voldshandlinger, ildspåsættelse eller indbrud, og i sådanne tilfælde kan

anholdelsen foretages med hjemmel i § 755, stk. 2, hvis betingelserne er

opfyldt, hvad de i sådanne situationer næsten altid vil være.

Det er efter bestemmelsen enhver, der kan anholde, altså ikke kun en

foresat i civilforsvaret. Det siger sig selv, at anholdelse efter denne regel

ikke må foretages, hvis den efter sagens art eller omstændighederne iøvrigt

ville være et uforholdsmæssigt omfattende indgreb.

Det strafbare forhold (lovovertrædelsen) skal være undergivet offentlig

påtale. Beføjelsen til offentligt at påtale lovovertrædelser tilkommer efter

dansk ret som hovedregel anklagemyndigheden, se i denne sammenhæng også § 35,

stk. 3, i civilforsvarsloven.

7. Den beføjelse til at anholde, der er hjemlet såvel

i § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven som i § 755, stk. 2, i retsplejeloven,

svarer ikke helt til politiets (og domstolenes) kompetence. I denne indgår to

hovedelementer: en pågribelse og en tilbageholdelse i op til 24 timer. Når

anholdelse foretages efter § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven eller § 755,

stk. 2, i retsplejeloven, må tilbageholdelse af en vis varighed ikke finde

sted. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning

om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.

II. ANHOLDELSENS IVÆRKSÆTTELSE OG FORLØB.

1. Beslutningen om at iværksætte en anholdelse efter §

35, stk. 4, i civilforsvarsloven tages i overensstemmelse med sædvanlige

principper for tjenesteforretningers udførelse normalt af den, der fører

kommandoen på gerningsstedet, men ellers af den foresatte selv. Efter

retsplejelovens § 755, stk. 2, tages beslutningen af den, der træffer

lovovertræderen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det

strafbare forhold.

2. Den, der anholdes, skal ved pågribelsen eller

snarest derefter have meddelelse om grunden til anholdelsen og det nøjagtige

klokkeslet for anholdelsen.

3. Genstande, der kan benyttes til vold eller

undvigelse, må fratages den anholdte. Det samme gælder genstande, der kan

tjene til sagens oplysning, som f.eks. den strafbare handlings redskaber og

udbytte. Der må dog aldrig foretages en egentlig kropsvisitation. Mistænkes

den anholdte for at have ting på sig, der antages at have betydning som

bevismidler, og den anholdte nægter at være i besiddelse af sådanne ting

eller at udlevere disse, må han holdes under opsyn, indtil en personlig

ransagning kan foretages af politiet.

Fratagelsen er ikke en egentlig beslaglæggelse, idet den principielt kun

angår spørgsmålet om den anholdtes ret til at have genstandene på eller ved

sig. Hvis politiet, til hvem de fratagne genstande skal afleveres, vil sikre

sig besiddelsen (og f.eks. forhindre udlevering til andre), må

retsplejelovens almindelige regler om bevaringstagelse og beslaglæggelse

anvendes.

4. Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som

omstændighederne tillader. Magtanvendelse bør så vidt muligt undgås.

5. Sætter den pågrebne sig aktivt til modværge eller

sker anholdelsen under uroligheder eller slagsmål, tillader øjemedet med

anholdelsen ofte ikke megen skånsel. Anholdelse kan da ske ved brug af den

nødvendige magt. Grænsen for sådan magtanvendelse må drages efter samme

principper som grænsen for det berettigede nødværge, jfr. § 13 i

lovbekendtgørelse nr. 411 af 17. august 1978 om borgerlig straffelov.

Afskrift af denne bestemmelse vedlægges (bilag d). Magtanvendelsen må ikke

overstige, hvad der er nødvendigt for at gennemtvinge pågribelsen og skal

undlades, hvor behovet for en anholdelse er beskedent, fx fordi

lovovertrædelsen er af mindre væsentlig art, hvilket kan være tilfældet uden

for den form for lovovertrædelse, der er beskrevet i § 35, stk. 4, i

civilforsvarsloven.

Sammenfattende kan herefter siges, at den, der foretager en anholdelse,

skal vise besindighed og mådehold, og unødig magtanvendelse eller krænkende

eller ydmygende adfærd er ikke tilladt.

6. Når anholdelse er foretaget, skal den anholdte

snarest muligt overgives til politiet med oplysning om grundlaget for

anholdelsen og tidspunktet herfor. Genstande, der er frataget den anholdte,

afleveres ligeledes til politiet. Overgivelse til politiet kan ske ved at

transportere den anholdte til nærmeste politistation eller ved at anmode

politiet om at afhente den anholdte på tjenestestedet (gerningsstedet). I den

periode, der hengår, til overgivelse til politiet har fundet sted, må der

ikke gøres andre indskrænkninger i den anholdtes fritid, end anholdelsens

øjemed eller hensynet til orden og sikkerhed fordrer.

7. En anholdelse skal snarest muligt indberettes til

den chef, inden for hvis myndighedsområde anholdelsen har fundet sted.

Indberetning til Civilforsvarsstyrelsen skal også ske, jfr.

Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 13. maj 1982 (bilag e). Alle

fornødne oplysninger til bedømmelse af anholdelsens retmæssighed (:grundlag,

tidspunkt og sted for anholdelsen, om magtanvendelse til realisation af

anholdelsen har fundet sted, hvori magtanvendelsen bestod og hvilke forhold,

der har foranlediget magtanvendelsen, tidspunkt for overgivelse til politiet,

politimyndighed, navn, stilling og adresse på vidner, kopi af

anmeldelsesrapport til politiet og af indberetningen til vedkommende chef

m.a.).

Undladelse af at indberette en foretaget anholdelse er en

tjenesteforseelse, der kan pådrage ansvar efter gældende bestemmelser.

8. En anholdelse er et alvorligt indgreb i den

personlige frihed.

Det bør derfor stå helt klart, at en anholdelse aldrig må foretages, hvis

frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne iøvrigt ville være

et uforholdsmæssigt indgreb. Er der tvivl om indgrebets nødvendighed, skal

det derfor undlades.

---------------------------------------------------------------------

BILAG a

Afskrift af Indenrigsministeriets skrivelse af 1. april 1981 til

Folketingets forsvarsudvalg (2.a.kt. j.nr.1978/2200-24)

Spørgsmål 28: »Ministeren bedes nærmere redegøre for baggrunden for

bemærkningerne til lovforslagets § 35. Ministeren bedes endvidere angive,

hvilke konsekvenser ændringerne har i forhold til de i dag gældende

regler.«

Svar: Henvisningen til retsplejelovens kap. 68 og 69 (om anholdelse og

varetægtsfængsling) i civilforsvarslovens § 42 stk. 3, er ikke medtaget i

lovforslagets § 35, stk. 3. Det skyldes, at disse retsmidler idag kan

anvendes i såvel politi- som statsadvokatsager. Før retsplejelovændringen i

1978 kunne retsmidlerne kun benyttes i statsadvokatsager; derfor er det

nødvendigt i civilforsvarslovens § 42, stk. 3, at nævne, at de opså kan

anvendes i sager om overtrædelse af civilforsvarsloven.

Den eneste realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse er, at

der efter lovforslagets § 35, stk. 4, er hjemmel til, at en foresat i

civilforsvaret kan anholde en værnepligtig, når denne ikke efterkommer den

foresattes tjenstlige befaling, og det skønnes nødvendigt af hensyn til

disciplinen at anholde ham.

De værnepligtige i civilforsvaret vil herefter blive ligestillet med

værnepligtige i forsvaret, idet der er en tilsvarende bestemmelse i § 15 i

den militære retsplejelov.

Uanset at enhver efter retsplejelovens § 755, stk. 2, kan anholde en

person, der træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et

strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, er det fundet

hensigtsmæssigt, at der tilvejebringes hjemmel for, at en befalingsmand kan

bringe en værnepligtig til øjeblikkelig afhøring hos politiet.

Baggrunden herfor er, at Civilforsvarskorpset har haft enkeltstående

tilfælde, hvor en værnepligtig udviste grov lydighedsnægtelse og forsøgte at

ødelægge en afdelings mulighed for at gennemføre uddannelse af et hold

værnepligtige. Befalingsmændene måtte søge støtte hos politiet, uden at en

sådan støtte kunne ydes omgående.

Efter lovforslagets § 35, stk. 1, er det fortsat således, at

disciplinarmidler skal anvendes i stedet for straf, med mindre

omstændighederne taler derimod.

---------------------------------------------------------------------

BILAG b

Afskrift af Indenrigsministeriets skrivelse af 2. marts 1982 til

Folketingets kommunaludvalg (2.a.kt. j.nr. 1982/2200-76).

Spørgsmål 23: »Hvad er begrundelsen for, at man i den nye

civilforsvarslov, som trådte i kraft den 1. januar 1982, i afsnittet om

straffe m.v. har overført regler fra den militære straffelov, således at

enhver foresat nu skulle have beføjelse til at anholde en værnepligtig, jfr.

de CF-værnepligtiges blad »SPRØJTEN«, seneste nummer?

(Det bemærkes, at de nye regler ikke blev begrundet eller kommenteret, da

forslaget blev fremsat og behandlet sidste år, men at der alene i

bemærkningerne står, at det har vist sig »mindre hensigtsmæssigt«

ikke at have sådanne anholdelsesbeføjelser).'

Spørgsmål 24: »Kan den gennemførte ændring ses som et udtryk for en

mere generel retningslinie i forbindelse med begrebet

»totalforsvar«?»

Spørgsmål 25: »Hvad er begrundelsen for, at man har formuleret

anholdelsesbeføjelsen i civilforsvarslovens § 35, stk. 4, tilsyneladende mere

vidtgående end i den tilsvarende § 15 i den militære straffelov? (således

opfattes forskellen af de CF-værnepligtige).«

Svar: I forbindelse med Folketingets behandling af forslag til

civilforsvarslov (nu lov nr. 253 af 27. maj 1981) bad forsvarsudvalget

indenrigsministeren om blandt andet at redegøre nærmere for baggrunden for

bemærkningerne til lovforslagets § 35.

Der vedlægges en kopi af indenrigsministerens besvarelse på

forsvarsudvalgets spørgsmål.(se bilag a.)

Der er ingen anden motivering for den nye bestemmelse end den, der fremgår

af svaret. De betragtninger, der kommer til udtryk i de CF-værnepligtiges

blad om f.eks. integration af den militære straffelov i civilforsvarsloven,

er fejlagtige.

Bestemmelsen i civilforsvarslovens § 35, stk. 4, svarer til § 15, 1), i

den militære retsplejelov og er ikke mere vidtgående end denne bestemmelse.

Tværtimod er bestemmelsen i civilforsvarsloven snævrere, da den forudsætter

en klar tilsidesættelse af en tjenstlig befaling, medens reglen i den

militære retsplejelov også omfatter »grov respektstridig opførsel«.

Hertil kommer, at civilforsvarsloven ikke indeholder en til den militære

retsplejelovs § 15, 2), svarende hjemmel til at »anholde en

værnepligtig, når denne træffes under udførelse af forbrydelse eller på

friske spor eller mistænkes for begået forbrydelse, og det skønnes nødvendigt

at sikre hans tilstedeværelse eller afsondring fra andre«. Udenfor

tjenesten kan befalingsmænd i civilforsvaret kun anholde

civilforsvarsværnepligtige i medfør af retsplejelovens § 755, stk. 2, på

tilsvarende måde som alle andre borgere. Det betyder, at der ikke i

civilforsvaret - som i forsvaret - er hjemmel til at anholde alene på

grundlag af mistanke om en begået forbrydelse.

Ifølge § 16 i den militære retsplejelov skal en foretagen anholdelse

straks indberettes til den pågældende rettergangchef. Der er ikke i

civilforsvarsloven fastsat en tilsvarende bestemmelse, fordi der er tale om

interne tjenstlige forhold, som det ikke er påkrævet at regulere ved lov. Det

er imidlertid klart, at det vil blive betragtet som en tjenesteforseelse at

foretage en anholdelse i civilforsvaret uden straks at indberette til højere

instans. Civilforsvarsstyrelsen er anmodet om at udsende bestemmelser herom

til Civilforsvarskorpset i den nærmeste fremtid.

---------------------------------------------------------------------

BILAG c

Afskrift af § 755 i den borgerlige retsplejelov, jfr. lovbekendtgørelse

nr. 488 af 2. oktober 1978 om rettens pleje med senere ændringer.

§ 755. Politiet kan anholde en person, der med

rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig

påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere

strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at

hindre hans samkvem med andre.

Stk. 2. Samme beføjelse har enhver, der træffer nogen

under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold,

der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt

overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for

anholdelsen.

Stk. 3. Finder opløb sted, hvorunder der øves eller

trues med vold på person eller gods, eller er slagsmål, hvori flere har

deltaget, resulteret i drab eller betydelig legemsbeskadigelse, og den eller

de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver, der

er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse.

Stk. 4. Anholdelse må ikke foretages, hvis

frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være

et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 5. Efter politiets begæring kan beslutning om

anholdelse træffes af retten.

---------------------------------------------------------------------

BILAG d

Afskrift af § 13 i den borgerlige straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr.

411 af 17. august 1978 om borgerlig straffelov.

§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri,

for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt

eller overhængende, uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der

under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne

retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt

nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet

i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på

handlinger, som er nødvendige for på retsmæssig måde at skaffe lovlige påbud

adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller

tvangsanbragt persons rømning.

BILAG e

Afskrift af Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 13. maj 1982

(7.kt. j.nr. 001-a.3 og j.nr. 450-h.2/1982), se bilag b in fine.

Emne: Foreløbigt om civilforsvarslovens § 35, stk. 4.

Med den seneste ændring af civilforsvarsloven, jfr. nu lov nr. 253 af 27.

maj 1981, indførtes som et nyt stykke 4 til den hidtidige paragraf (42) en

bestemmelse om foresattes anholdelsesret.

Af stykkets indhold fremgår, at enhver foresat i civilforsvaret kan

anholde en værnepligtig, når denne ikke efterkommer den foresattes tjenstlige

befaling, og det skønnes nødvendigt af hensyn til disciplinen at anholde ham.

Anholdelse er et straffeprocessuelt tvangsmiddel, der kun må iværksættes,

hvor dette skønnes absolut påkrævet. Kravet om anholdelsens nødvendighed

følger allerede af den almindelige grundsætning om anvendelse af tvangsmidler

i processen, hvorefter der aldrig må foretages videregående indgreb end

påkrævet for sagens formål. Den foresatte må aldrig handle overilet, men

skal, forinden anholdelse iværksættes, nøje overveje, om anholdelsen står i

rimeligt forhold ikke blot til selve pågribelsens vanskelighed, men også til

pågribelsens formål, d.v.s. grundene til at foretage en anholdelse. En

detaljeret vejledning om foresattes anholdelsesbeføjelser er under

udarbejdelse og vil blive udsendt til samtlige afdelinger m.v.

Derimod skal man ved nærværende skrivelse understrege, at en foresat i

civilforsvaret, der foretager eller lader foretage en anholdelse, har pligt

til - uanset om anholdelsen er foretaget med hjemmel i civilforsvarslovens §

35, stk. 4, eller i andre bestemmelser - uden ugrundet ophold at indberette

anholdelsen til vedkommende chef, inden for hvis myndighedsområde anholdelse

har fundet sted. Det påhviler den pågældende chef ufortøvet at indberette

anholdelsen til Civilforsvarsstyrelsen.

Pligt til ufortøvet at foretage indberetning om anholdelse, som foretages

af politiet efter opfordring af en foresat, består naturligvis fortsat.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter