Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om tvangsmidlet anholdelse (Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for Storkøbenhavn, politidirektøren i København og samtlige politimestre, samtlige CF-korpsets afdelinger m.fl.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om
tvangsmidlet anholdelse
(Til samtlige kommunalbestyrelser og
Civilforsvarskommissionen for
Storkøbenhavn, politidirektøren i
København og samtlige politimestre,
samtlige CF-korpsets afdelinger m.fl.)
Den tekniske og redaktionelle revision af civilforsvarsloven af 1949 med
senere ændringer medførte blandt andet en udvidelse af de hidtil gældende
straffebestemmelser i kapitel IV ved indførelsen af en regel om foresattes
anholdelsesbeføjelse, se § 35, stk. 4, i lov nr. 253 af 27. maj 1981 om
civilforsvaret.
Der er dog ikke tale om nogen skelsættende nydannelse. En vis
anholdelsesbeføjelse for foresatte (og andre) i civilforsvaret har været og
er fortsat tillagt disse personer i kraft af § 755, stk. 2, i retsplejeloven,
jfr. lovbekendtgørelse nr. 488 af 2. oktober 1978 om rettens pleje med senere
ændringer.
§ 35, stk. 4, giver en foresat i civilforsvaret ret
til at anholde en undergiven, såfremt denne undlader at efterkomme den
foresattes tjenstlige befaling og anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til
disciplinen. En tilsvarende regel er indeholdt i § 15 i den militære
retsplejelov nr. 218 af 26. april 1973.
Det må erkendes, at behovet for at kunne anholde hidtil har været
begrænset. I praksis har det næsten udelukkende været politiets
anholdelsesbeføjelse, der har haft betydning, og det må formodes, at dette
også fremover vil være tilfældet. Når der i civilforsvarsloven nu er indført
en særlig anholdelsesbeføjelse for foresatte i civilforsvaret, skyldes dette
hensynet til at sikre tjenestens uforstyrrede gennemførelse. Der er - omend i
isolerede tilfælde - forekommet eksempler på meget grov lydighedsnægtelse,
hvis konsekvenser for uddannelsen og for den fortsatte opretholdelse af
Læs alt
disciplinen uden øjeblikkelig bistand fra politiet kunne have fået
vidtrækkende følger. Da man imidlertid ikke har lov til at gå ud fra, at
politiet på et hvilket som helst tidspunkt vil være i stand til at yde
øjeblikkelig assistance, fandtes det derfor at være en rimelig og
hensigtsmæssig løsning, om der i sådanne situationer blev givet foresatte
beføjelse til at kunne foretage anholdelse.
Når der indføres en ny regel, der kan medføre indgreb i andre menneskers
frihed, må der på intet tidspunkt herske tvivl om, under hvilke
forudsætninger og på hvilke betingelser sådanne indgreb er tilladt. Derfor
har Civilforsvarsstyrelsen udarbejdet en vejledning om anholdelse. Indholdet
af denne vejledning må nøje kendes af enhver foresat, der kan tænkes at
skulle foretage anholdelse af en undergiven.
Anvendelsen af tvangsmidlet anholdelse forudsætter klare og restriktive
betingelser. Den foreliggende vejledning er derfor gjort meget udførlig og
vil sikkert ikke af alle blive betragtet som et let tilgængeligt
hjælpemiddel. Til gengæld skulle en så udførlig vejledning give det ubetinget
nødvendige kendskab til de fundamentale principper for anvendelsen af dette
processuelle tvangsindgreb.
Da de erfaringer, som civilforsvaret inden for dette begrænsede område af
de straffeprocessuelle tvangsforanstaltninger hidtil har kunnet erhverve sig
om praksis, er beskedne, har Civilforsvarsstyrelsen samtidigt besluttet, at
der bør gælde en introduktionsperiode på et år, hvorefter vejledningen kan
tages op til en ny vurdering, såfremt der måtte have vist sig et behov
herfor. Man modtager derfor meget gerne bemærkninger til vejledningens
udformning og indhold. Sådanne bemærkninger bedes indsendt til
Civilforsvarsstyrelsen under henvisning til denne skrivelse.
Der vedlægges eksemplarer af vejledningen.
P. D. V.
BRASK THOMSEN
/O. Engell Nielsen
EMNE: ANHOLDELSE.
I. RETSGRUNDLAGET.
1. I § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven (lov nr. 253
af 27. maj 1981 om civilforsvaret) er indført en regel om foresattes adgang
til at anholde værnepligtige i civilforsvaret. Af bemærkningerne til
lovforslaget fremgår, at § 35, stk. 4, svarer til § 15 i militær retsplejelov
nr. 218 af 26. april 1973, og at den tidligere civilforsvarslov (af 1949 med
senere ændringer) ikke indeholdt en sådan regel, hvad der i praksis har vist
sig mindre hensigtsmæssigt.
2. I forbindelse med Folketingets behandling af
lovforslaget udbad forsvarsudvalget sig en redegørelse for baggrunden for
bemærkningerne til lovforslagets § 35. Indenrigsministeriets besvarelse af 1.
april 1981 vedlægges i afskrift (bilag a).
3. Folketingets kommunaludvalg stillede i en skrivelse
af 18. februar 1982 til indenrigsministeren blandt andet spørgsmål om
begrundelsen for, at anholdelsesbeføjelsen i civilforsvarslovens § 35, stk.
4, tilsyneladende var formuleret mere vidtgående end i den tilsvarende § 15 i
den militære lov. Indenrigsministeriets besvarelse af 2. marts 1982 vedlægges
ligeledes i afskrift (bilag b).
4. Det skal i denne sammenhæng påpeges, at en foresat
i civilforsvaret også før den ovenfor nævnte lovændrings gennemførelse kunne
anholde en værnepligtig i civilforsvaret uden hensyn til, om de i § 35, stk.
4, anførte anholdelsesbetingelser var opfyldt. Dette følger af den borgerlige
retsplejelov, der i § 755, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 488 af 2. oktober
1978 om rettens pleje med senere ændringer tillægger andre end politiet (og
domstolene) en anholdelsesbeføjelse. Afskrift af § 755 vedlægges (bilag c).
Denne regel, der har et andet og mere vidtgående sigte end § 35, stk. 4, i
civilforsvarsloven, gælder selvsagt fortsat ved siden af § 35, stk. 4.
5. En anholdelse efter § 35, stk. 4, i
civilforsvarsloven kan kun foretages af en a) foresat, såfremt den, der
anholdes, har b) undladt at afterkomme den foresattes tjenstlige befaling, og
c) anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen.
a) Foresat i civilforsvaret er den, der har befalingsret
(kommandomyndighed) over andre i kraft af sin tjenestestilling, jfr. Grundbog
for CF-korpsets menige, kapitlet om Almindelige tjenesteforhold.
b) Den, der anholdes, skal have gjort sig skyldig i ulydighed
(»undladt at efterkomme den foresattes tjenstlige befaling«). En
befaling er tjenstlig, når den gives inden for det tjenesteområde, hvor
vedkommende foresatte er bemyndiget til at befale. Befalingen skal
naturligvis også være lovlig, for at dens tilsidesættelse kan medføre
strafansvar, se nærmere herom i Grundbog for CF-korpsets menige, kapitlet om
Almindelige tjenesteforhold.
c) For at kunne foretage en anholdelse efter § 35, stk. 4, kræves
yderligere, at anholdelsen skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen. Det
beror på en konkret vurdering af den foreliggende situation, om denne
betingelse må anses for opfyldt. Det er vanskeligt udtømmemde at angive,
hvornår denne betingelse kan anses for opfyldt. En rimelig afgrænsning af
reglens rækkevidde kan udformes således, at en anholdelse ikke må foretages,
hvis den - alt taget i betragtning - stiller sig som et uforholdsmæssigt
omfattende indgreb, det vil sige, at der fx var en rimelig mulighed for at
bringe situationen under kontrol ved hjælp af andre - mindre vidtrækkende -
forholdsregler. Midlet skal stå i et rimeligt forhold til målet.
Anholdelse kan ske, selv om forseelsen ikke overværes af andre undergivne,
idet hensyn til disciplinen ikke alene refererer sig til påvirkning af andre
værnepligtiges handlemåde, men også til den pågældendes egen underkastelse af
tjenstlige befalinger. Hensyn til disciplinen vil dog i særlig grad komme på
tale, når andre undergivne overværer forseelsen.
Sammenfattende kan herefter siges, at den udviste ulydighed normalt skal
have en sådan karakter (grovhed), at den efter en fornuftig afvejning af de
foreliggende faktiske forhold må formodes at skabe en overhængende fare for
disciplinens fortsatte opretholdelse, fx derved, at der som følge af den
udviste ulydighed opstår tilløb til uroligheder, tumult eller andre
omstændigheder af sikkerhedstruende art eller begrundet frygt for
voldshandlinger eller anden skadetilføjelse.
6. Ifølge retsplejelovens § 755, stk. 2, kan enhver
anholde en person, der træffes under eller i umiddelbar tilknytning til
udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.
Denne bestemmelse har som tidligere nævnt praktisk betydning ved siden af
reglen i § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven, der er begrænset til en bestemt
forseelsestype (ulydighed), og hvor det som en yderligere betingelse er
foreskrevet, at anholdelsen skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen. Også
uden for området for § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven kan der uomtvisteligt
opstå situationer, der gør en anholdelse påkrævet, fx i tilfælde af
voldshandlinger, ildspåsættelse eller indbrud, og i sådanne tilfælde kan
anholdelsen foretages med hjemmel i § 755, stk. 2, hvis betingelserne er
opfyldt, hvad de i sådanne situationer næsten altid vil være.
Det er efter bestemmelsen enhver, der kan anholde, altså ikke kun en
foresat i civilforsvaret. Det siger sig selv, at anholdelse efter denne regel
ikke må foretages, hvis den efter sagens art eller omstændighederne iøvrigt
ville være et uforholdsmæssigt omfattende indgreb.
Det strafbare forhold (lovovertrædelsen) skal være undergivet offentlig
påtale. Beføjelsen til offentligt at påtale lovovertrædelser tilkommer efter
dansk ret som hovedregel anklagemyndigheden, se i denne sammenhæng også § 35,
stk. 3, i civilforsvarsloven.
7. Den beføjelse til at anholde, der er hjemlet såvel
i § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven som i § 755, stk. 2, i retsplejeloven,
svarer ikke helt til politiets (og domstolenes) kompetence. I denne indgår to
hovedelementer: en pågribelse og en tilbageholdelse i op til 24 timer. Når
anholdelse foretages efter § 35, stk. 4, i civilforsvarsloven eller § 755,
stk. 2, i retsplejeloven, må tilbageholdelse af en vis varighed ikke finde
sted. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning
om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.
II. ANHOLDELSENS IVÆRKSÆTTELSE OG FORLØB.
1. Beslutningen om at iværksætte en anholdelse efter §
35, stk. 4, i civilforsvarsloven tages i overensstemmelse med sædvanlige
principper for tjenesteforretningers udførelse normalt af den, der fører
kommandoen på gerningsstedet, men ellers af den foresatte selv. Efter
retsplejelovens § 755, stk. 2, tages beslutningen af den, der træffer
lovovertræderen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det
strafbare forhold.
2. Den, der anholdes, skal ved pågribelsen eller
snarest derefter have meddelelse om grunden til anholdelsen og det nøjagtige
klokkeslet for anholdelsen.
3. Genstande, der kan benyttes til vold eller
undvigelse, må fratages den anholdte. Det samme gælder genstande, der kan
tjene til sagens oplysning, som f.eks. den strafbare handlings redskaber og
udbytte. Der må dog aldrig foretages en egentlig kropsvisitation. Mistænkes
den anholdte for at have ting på sig, der antages at have betydning som
bevismidler, og den anholdte nægter at være i besiddelse af sådanne ting
eller at udlevere disse, må han holdes under opsyn, indtil en personlig
ransagning kan foretages af politiet.
Fratagelsen er ikke en egentlig beslaglæggelse, idet den principielt kun
angår spørgsmålet om den anholdtes ret til at have genstandene på eller ved
sig. Hvis politiet, til hvem de fratagne genstande skal afleveres, vil sikre
sig besiddelsen (og f.eks. forhindre udlevering til andre), må
retsplejelovens almindelige regler om bevaringstagelse og beslaglæggelse
anvendes.
4. Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader. Magtanvendelse bør så vidt muligt undgås.
5. Sætter den pågrebne sig aktivt til modværge eller
sker anholdelsen under uroligheder eller slagsmål, tillader øjemedet med
anholdelsen ofte ikke megen skånsel. Anholdelse kan da ske ved brug af den
nødvendige magt. Grænsen for sådan magtanvendelse må drages efter samme
principper som grænsen for det berettigede nødværge, jfr. § 13 i
lovbekendtgørelse nr. 411 af 17. august 1978 om borgerlig straffelov.
Afskrift af denne bestemmelse vedlægges (bilag d). Magtanvendelsen må ikke
overstige, hvad der er nødvendigt for at gennemtvinge pågribelsen og skal
undlades, hvor behovet for en anholdelse er beskedent, fx fordi
lovovertrædelsen er af mindre væsentlig art, hvilket kan være tilfældet uden
for den form for lovovertrædelse, der er beskrevet i § 35, stk. 4, i
civilforsvarsloven.
Sammenfattende kan herefter siges, at den, der foretager en anholdelse,
skal vise besindighed og mådehold, og unødig magtanvendelse eller krænkende
eller ydmygende adfærd er ikke tilladt.
6. Når anholdelse er foretaget, skal den anholdte
snarest muligt overgives til politiet med oplysning om grundlaget for
anholdelsen og tidspunktet herfor. Genstande, der er frataget den anholdte,
afleveres ligeledes til politiet. Overgivelse til politiet kan ske ved at
transportere den anholdte til nærmeste politistation eller ved at anmode
politiet om at afhente den anholdte på tjenestestedet (gerningsstedet). I den
periode, der hengår, til overgivelse til politiet har fundet sted, må der
ikke gøres andre indskrænkninger i den anholdtes fritid, end anholdelsens
øjemed eller hensynet til orden og sikkerhed fordrer.
7. En anholdelse skal snarest muligt indberettes til
den chef, inden for hvis myndighedsområde anholdelsen har fundet sted.
Indberetning til Civilforsvarsstyrelsen skal også ske, jfr.
Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 13. maj 1982 (bilag e). Alle
fornødne oplysninger til bedømmelse af anholdelsens retmæssighed (:grundlag,
tidspunkt og sted for anholdelsen, om magtanvendelse til realisation af
anholdelsen har fundet sted, hvori magtanvendelsen bestod og hvilke forhold,
der har foranlediget magtanvendelsen, tidspunkt for overgivelse til politiet,
politimyndighed, navn, stilling og adresse på vidner, kopi af
anmeldelsesrapport til politiet og af indberetningen til vedkommende chef
m.a.).
Undladelse af at indberette en foretaget anholdelse er en
tjenesteforseelse, der kan pådrage ansvar efter gældende bestemmelser.
8. En anholdelse er et alvorligt indgreb i den
personlige frihed.
Det bør derfor stå helt klart, at en anholdelse aldrig må foretages, hvis
frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne iøvrigt ville være
et uforholdsmæssigt indgreb. Er der tvivl om indgrebets nødvendighed, skal
det derfor undlades.
---------------------------------------------------------------------
BILAG a
Afskrift af Indenrigsministeriets skrivelse af 1. april 1981 til
Folketingets forsvarsudvalg (2.a.kt. j.nr.1978/2200-24)
Spørgsmål 28: »Ministeren bedes nærmere redegøre for baggrunden for
bemærkningerne til lovforslagets § 35. Ministeren bedes endvidere angive,
hvilke konsekvenser ændringerne har i forhold til de i dag gældende
regler.«
Svar: Henvisningen til retsplejelovens kap. 68 og 69 (om anholdelse og
varetægtsfængsling) i civilforsvarslovens § 42 stk. 3, er ikke medtaget i
lovforslagets § 35, stk. 3. Det skyldes, at disse retsmidler idag kan
anvendes i såvel politi- som statsadvokatsager. Før retsplejelovændringen i
1978 kunne retsmidlerne kun benyttes i statsadvokatsager; derfor er det
nødvendigt i civilforsvarslovens § 42, stk. 3, at nævne, at de opså kan
anvendes i sager om overtrædelse af civilforsvarsloven.
Den eneste realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse er, at
der efter lovforslagets § 35, stk. 4, er hjemmel til, at en foresat i
civilforsvaret kan anholde en værnepligtig, når denne ikke efterkommer den
foresattes tjenstlige befaling, og det skønnes nødvendigt af hensyn til
disciplinen at anholde ham.
De værnepligtige i civilforsvaret vil herefter blive ligestillet med
værnepligtige i forsvaret, idet der er en tilsvarende bestemmelse i § 15 i
den militære retsplejelov.
Uanset at enhver efter retsplejelovens § 755, stk. 2, kan anholde en
person, der træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et
strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, er det fundet
hensigtsmæssigt, at der tilvejebringes hjemmel for, at en befalingsmand kan
bringe en værnepligtig til øjeblikkelig afhøring hos politiet.
Baggrunden herfor er, at Civilforsvarskorpset har haft enkeltstående
tilfælde, hvor en værnepligtig udviste grov lydighedsnægtelse og forsøgte at
ødelægge en afdelings mulighed for at gennemføre uddannelse af et hold
værnepligtige. Befalingsmændene måtte søge støtte hos politiet, uden at en
sådan støtte kunne ydes omgående.
Efter lovforslagets § 35, stk. 1, er det fortsat således, at
disciplinarmidler skal anvendes i stedet for straf, med mindre
omstændighederne taler derimod.
---------------------------------------------------------------------
BILAG b
Afskrift af Indenrigsministeriets skrivelse af 2. marts 1982 til
Folketingets kommunaludvalg (2.a.kt. j.nr. 1982/2200-76).
Spørgsmål 23: »Hvad er begrundelsen for, at man i den nye
civilforsvarslov, som trådte i kraft den 1. januar 1982, i afsnittet om
straffe m.v. har overført regler fra den militære straffelov, således at
enhver foresat nu skulle have beføjelse til at anholde en værnepligtig, jfr.
de CF-værnepligtiges blad »SPRØJTEN«, seneste nummer?
(Det bemærkes, at de nye regler ikke blev begrundet eller kommenteret, da
forslaget blev fremsat og behandlet sidste år, men at der alene i
bemærkningerne står, at det har vist sig »mindre hensigtsmæssigt«
ikke at have sådanne anholdelsesbeføjelser).'
Spørgsmål 24: »Kan den gennemførte ændring ses som et udtryk for en
mere generel retningslinie i forbindelse med begrebet
»totalforsvar«?»
Spørgsmål 25: »Hvad er begrundelsen for, at man har formuleret
anholdelsesbeføjelsen i civilforsvarslovens § 35, stk. 4, tilsyneladende mere
vidtgående end i den tilsvarende § 15 i den militære straffelov? (således
opfattes forskellen af de CF-værnepligtige).«
Svar: I forbindelse med Folketingets behandling af forslag til
civilforsvarslov (nu lov nr. 253 af 27. maj 1981) bad forsvarsudvalget
indenrigsministeren om blandt andet at redegøre nærmere for baggrunden for
bemærkningerne til lovforslagets § 35.
Der vedlægges en kopi af indenrigsministerens besvarelse på
forsvarsudvalgets spørgsmål.(se bilag a.)
Der er ingen anden motivering for den nye bestemmelse end den, der fremgår
af svaret. De betragtninger, der kommer til udtryk i de CF-værnepligtiges
blad om f.eks. integration af den militære straffelov i civilforsvarsloven,
er fejlagtige.
Bestemmelsen i civilforsvarslovens § 35, stk. 4, svarer til § 15, 1), i
den militære retsplejelov og er ikke mere vidtgående end denne bestemmelse.
Tværtimod er bestemmelsen i civilforsvarsloven snævrere, da den forudsætter
en klar tilsidesættelse af en tjenstlig befaling, medens reglen i den
militære retsplejelov også omfatter »grov respektstridig opførsel«.
Hertil kommer, at civilforsvarsloven ikke indeholder en til den militære
retsplejelovs § 15, 2), svarende hjemmel til at »anholde en
værnepligtig, når denne træffes under udførelse af forbrydelse eller på
friske spor eller mistænkes for begået forbrydelse, og det skønnes nødvendigt
at sikre hans tilstedeværelse eller afsondring fra andre«. Udenfor
tjenesten kan befalingsmænd i civilforsvaret kun anholde
civilforsvarsværnepligtige i medfør af retsplejelovens § 755, stk. 2, på
tilsvarende måde som alle andre borgere. Det betyder, at der ikke i
civilforsvaret - som i forsvaret - er hjemmel til at anholde alene på
grundlag af mistanke om en begået forbrydelse.
Ifølge § 16 i den militære retsplejelov skal en foretagen anholdelse
straks indberettes til den pågældende rettergangchef. Der er ikke i
civilforsvarsloven fastsat en tilsvarende bestemmelse, fordi der er tale om
interne tjenstlige forhold, som det ikke er påkrævet at regulere ved lov. Det
er imidlertid klart, at det vil blive betragtet som en tjenesteforseelse at
foretage en anholdelse i civilforsvaret uden straks at indberette til højere
instans. Civilforsvarsstyrelsen er anmodet om at udsende bestemmelser herom
til Civilforsvarskorpset i den nærmeste fremtid.
---------------------------------------------------------------------
BILAG c
Afskrift af § 755 i den borgerlige retsplejelov, jfr. lovbekendtgørelse
nr. 488 af 2. oktober 1978 om rettens pleje med senere ændringer.
§ 755. Politiet kan anholde en person, der med
rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig
påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere
strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at
hindre hans samkvem med andre.
Stk. 2. Samme beføjelse har enhver, der træffer nogen
under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold,
der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt
overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for
anholdelsen.
Stk. 3. Finder opløb sted, hvorunder der øves eller
trues med vold på person eller gods, eller er slagsmål, hvori flere har
deltaget, resulteret i drab eller betydelig legemsbeskadigelse, og den eller
de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver, der
er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse.
Stk. 4. Anholdelse må ikke foretages, hvis
frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være
et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 5. Efter politiets begæring kan beslutning om
anholdelse træffes af retten.
---------------------------------------------------------------------
BILAG d
Afskrift af § 13 i den borgerlige straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr.
411 af 17. august 1978 om borgerlig straffelov.
§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri,
for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt
eller overhængende, uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der
under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne
retsgodes betydning er forsvarligt.
Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt
nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet
i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.
Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på
handlinger, som er nødvendige for på retsmæssig måde at skaffe lovlige påbud
adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller
tvangsanbragt persons rømning.
BILAG e
Afskrift af Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 13. maj 1982
(7.kt. j.nr. 001-a.3 og j.nr. 450-h.2/1982), se bilag b in fine.
Emne: Foreløbigt om civilforsvarslovens § 35, stk. 4.
Med den seneste ændring af civilforsvarsloven, jfr. nu lov nr. 253 af 27.
maj 1981, indførtes som et nyt stykke 4 til den hidtidige paragraf (42) en
bestemmelse om foresattes anholdelsesret.
Af stykkets indhold fremgår, at enhver foresat i civilforsvaret kan
anholde en værnepligtig, når denne ikke efterkommer den foresattes tjenstlige
befaling, og det skønnes nødvendigt af hensyn til disciplinen at anholde ham.
Anholdelse er et straffeprocessuelt tvangsmiddel, der kun må iværksættes,
hvor dette skønnes absolut påkrævet. Kravet om anholdelsens nødvendighed
følger allerede af den almindelige grundsætning om anvendelse af tvangsmidler
i processen, hvorefter der aldrig må foretages videregående indgreb end
påkrævet for sagens formål. Den foresatte må aldrig handle overilet, men
skal, forinden anholdelse iværksættes, nøje overveje, om anholdelsen står i
rimeligt forhold ikke blot til selve pågribelsens vanskelighed, men også til
pågribelsens formål, d.v.s. grundene til at foretage en anholdelse. En
detaljeret vejledning om foresattes anholdelsesbeføjelser er under
udarbejdelse og vil blive udsendt til samtlige afdelinger m.v.
Derimod skal man ved nærværende skrivelse understrege, at en foresat i
civilforsvaret, der foretager eller lader foretage en anholdelse, har pligt
til - uanset om anholdelsen er foretaget med hjemmel i civilforsvarslovens §
35, stk. 4, eller i andre bestemmelser - uden ugrundet ophold at indberette
anholdelsen til vedkommende chef, inden for hvis myndighedsområde anholdelse
har fundet sted. Det påhviler den pågældende chef ufortøvet at indberette
anholdelsen til Civilforsvarsstyrelsen.
Pligt til ufortøvet at foretage indberetning om anholdelse, som foretages
af politiet efter opfordring af en foresat, består naturligvis fortsat.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om nødvendige tilladelser og dispensationer for civilforsvaret indenfor arbejdsmiljølovens rammer (Til samtlige civilforsvarskommissioner, politidirektøren i København og samtlige politimestre) Retsinformation · 25. september 1997
- Civilforsvarsstyrelsens vejledning for anvendelse af disciplinarmidler på de til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige m.fl. Retsinformation · 25. september 1997
- Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om arbejdsmiljølovens gyldighedsområde (Til samtlige civilforsvarskommissioner, samtlige CF-regioner m.fl.) Retsinformation · 25. september 1997
- Vejledende retningslinier for kommunernes civilforsvarsplanlægning Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for Storkøbenhavn. Samtlige CF-regioner Retsinformation · 25. september 1997
- 1992 LSF 132 FORSLAG TIL BEREDSKABSLOVEN Retsinformation · 23. december 1992
- Orientering om klagevejledning for civilforsvarets værnepligtige Retsinformation · 25. september 1997