Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om en i Oslo den 3. marts 1956 mellem Danmark, Norge og Sverige undertegnet overenskomst om forholdet mellem værnepligt og statsborgerret i Danmark, Norge og Sverige. (* 1)

BKI nr 14 af 23/03/1956Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet4. august 1956

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om en i Oslo den 3. marts 1956

mellem Danmark, Norge og Sverige undertegnet overenskomst om forholdet mellem

værnepligt og statsborgerret i Danmark, Norge og Sverige. (* 1)

OVERENSKOMST

Den kgl. danske regering, den kgl. norske regering og den kgl. svenske

regering, der ønsker at ordne forholdet mellem værnepligt og statsborgerret i

Danmark, Norge og Sverige, er blevet enige om følgende:

Artikel 1.

Den, som alene har statsborgerret i en af de kontraherende stater, skal i

de andre kontraherende stater være fritaget for værnepligt og anden tjeneste,

som står i forbindelse med værnepligten, herunder hjemmeværnspligt.

Artikel 2.

Den, som har statsborgerret i mere end en kontraherende stat, skal ved

anvendelsen af denne overenskomst behandles, som om han alene havde

statsborgerret i den kontraherende stat, i hvilken han er fast bosat eller,

såfremt han ikke har fast bopæl i en sådan stat, senest har været fast bosat.

Har opholdet i en kontraherende stat udstrakt sig over to år, og opholder

han sig fremdeles i denne stat, er denne under enhver omstændighed berettiget

til at anse ham for fast bosat i staten.

Har den, som har statsborgerret i mere end en kontraherende stat, ikke

overholdt de bestemmelser, der gælder for ham som værnepligtig i en sådan

stat, kan andre kontraherende stater, i hvilke han har statsborgerret, dog

straks pålægge ham værnepligt. Ved uagtsomme eller mindre betydelige

overtrædelser af de pågældende bestemmelser skal der dog indrømmes ham en

rimelig frist til at berigtige forholdet.

Artikel 3.

Har den, som er statsborger i mere end en af de kontraherende stater, i en

af disse forrettet den første samlede tjeneste i forsvaret, skal han være

fritaget for tilsvarende tjenester de andre kontraherende stater.

Ved anvendelsen af denne artikel anses en person for at have forrettet den

Læs alt

første samlede tjeneste i forsvaret, når han

1) er hjemsendt efter at have forrettet den første samlede tjeneste i

forsvaret i den fulde tjenestetid, eller

2) er hjemsendt efter frivilligt at have gjort tjeneste i forsvaret i et

tidsrum, der ikke er kortere end den tjeneste i forsvaret i et tidsrum, der

ikke er kortere end den tjenestetid for værnepligtigt mandskab, som i den

pågældende stat er fastsat for pågældende værn, våbenart o.s.v., for så vidt

sådan tjeneste i denne stat ligestilles med aftjening af værnepligten.

Har den i stykke 1 omhandlede værnepligtige alene forrettet en del af den

første samlede tjeneste i en kontraherende stat, skal han i en anden

kontraherende stat alene kunne indkaldes til tilsvarende tjeneste i det

omfang, som efter omstændighederne anses for rimeligt og nødvendigt af hensyn

til hans anvendelse i forsvaret.

De i denne artikel omhandlede personer kan i den kontraherende stat, i

hvilken de fremtidig vil være værnepligtige, iøvrigt undergives de

forpligtelser, som i denne stat gælder for værnepligtige af tilsvarende

alder, uddannelse o.s.v., herunder hjemmeværnstjeneste.

Artikel 4.

Med tjeneste i forsvaret i den i artikel 3 omhandlede betydning

ligestilles for Danmarks vedkommende tjeneste i civilforsvarskorpset og den

civile arbejdspligt, der træder i stedet for militærtjeneste, for Norges

vedkommende den civile arbejdspligt, der træder i stedet for militærtjeneste,

og for Sveriges vedkommende våbenfri værnepligtstjeneste udenfor forsvaret.

Artikel 5.

Hver kontraherende stat vil velvilligt overveje muligheden for at tilstå

hel eller delvis fritagelse for værnepligt til den, som erhverver dens

statsborgerret efter helt eller delvist at have aftjent værnepligt i en anden

kontraherende stat.

De i artiklerne 3 og 4 indeholdte bestemmelser vil være at betragte som

vejledende for afgørelsen i sådanne tilfælde.

Artikel 6.

Den, som i en de kontraherende stater på grund af legemlige eller

sjælelige mangler, vedvarende sygdom, foreliggende legemlig svaghed eller

anden lignende årsag er blevet erklæret for tjenstudygtig og derfor fritaget

for at opfylde værnepligt, skal også i de andre kontraherende stater være

fritaget herfor.

Artikel 7.

Hel eller delvis fritagelse for værnepligt i henhold til denne

overenskomst skal kunne betinges af, at der tilvejebringes fornøden

bevislighed for, at betingelserne herfor er opfyldt.

Såfremt vedkommende myndighed ikke på tjenestens vegne tilvejebringer

bevisligheden, kan den pålægge den værnepligtige selv at tilvejebringe den

indenfor en af myndigheden fastsat frist, der ikke må være kortere end tre

måneder. Oversidder han denne frist, kan han betragtes som den, der ikke

opfylder betingelserne, for fritagelse for værnepligt.

Artikel 8.

De kontraherende stater vil meddele hverandre de oplysninger der er

fornødne for at afgøre, om en person opfylder betingelserne for hel eller

delvis fritagelse for værnepligt i henhold til denne overenskomst.

De vil holde hverandre underrettet om, hvilke myndigheder der er

kompetente til at afgive sådanne oplysninger, og hvilke bevisligheder de

udsteder om de i denne overenskomst omhandlede forhold.

Artikel 9.

Denne overenskomst træder i kraft ved undertegnelsen.

Den kan af hver kontraherende stat med en frist af 6 måneder opsiges i

forhold til hver af de andre kontraherende stater.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede

underskrevet denne overenskomst og forsynet den med deres segl.

Udfærdiget i Oslo den 3. marts 1956 i 3 eksemplarer på dansk, norsk og

svensk, hvilke tekster skal have lige gyldighed.

(sign.) M.A. Wassard.

Udenrigsministeriet, den 23. marts 1956.

H. C. Hansen.

Lignende dokumenter