Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af europæisk konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret. (* 1)

BKI nr 37 af 30/04/1973Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet20. september 1973

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af europæisk konvention af 6. maj

1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for

personer med dobbelt statsborgerret. (* 1)

Ved kgl. resolution af 29. august 1972 har Danmark ratificeret den på

Europarådets 32. ministermøde i Strasbourg den 6. maj 1963 vedtagne

europæiske konvention om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og

værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

Konventionen har følgende ordlyd:

KONVENTION

om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for

personer med dobbelt statsborgerret

Europarådets medlemsstater, som har undertegnet denne konvention, er i

erkendelse af, at det er Europarådets mål at knytte sine medlemmer nærmere

sammen,

i erkendelse af, at tilfælde af dobbelt statsborgerret kan forårsage

vanskeligheder, og at en fælles indsats for i videst muligt omfang at

begrænse antallet af sådanne tilfælde inden for medlemsstaterne vil være i

overensstemmelse med Europarådets formål;

i erkendelse af, at det er ønskeligt, at personer med statsborgerret i to

eller flere af de kontraherende stater kun skal gøre militærtjeneste i en af

disse,

blevet enige om følgende:

KAPITEL I

Begrænsning i antallet af tilfælde af

dobbelt statsborgerret

Artikel 1

1. De kontraherende parters statsborgere, som har nået

myndighedsalderen, og som af egen fri vilje, enten gennem naturalisation,

option eller generhvervelse, opnår statsborgerret hos en anden part, mister

deres hidtidige statsborgerret. De kan ikke få tilladelse til at beholde

Læs alt

denne.

2. De kontraherende parters statsborgere, som er

mindreårige, og som på samme måde erhverver statsborgerret hos en anden part,

mister også deres hidtidige statsborgerret, såfremt de, når deres hjemstats

lovgivning indeholder bestemmelse om tab af statsborgerret i sådanne

tilfælde, har haft habilitet eller været behørigt repræsenteret. De kan ikke

få tilladelse til at beholde deres hidtidige statsborgerret.

3. Mindreårige børn - bortset fra dem, der er eller

har været gift - mister ligeledes deres hidtidige statsborgerret i tilfælde

af erhvervelse ifølge loven af statsborgerret hos en anden kontraherende part

ved og på grund af deres forældres naturalisation eller udøvelse af option

eller generhvervelse af statsborgerret. I tilfælde, hvor kun den ene af

forældrene mister sin hidtidige statsborgerret, skal loven i den

kontraherende stat, hvor den mindreårige havde statsborgerret, være afgørende

for, hvilken af forældrenes nationalitet han skal have. I sidste tilfælde kan

den nævnte lov gøre tabet af hans statsborgerret afhængig af, at den anden af

forældrene eller værgen forud givet sit samtykke til hans erhvervelse af den

nye statsborgerret.

Imidlertid kan, uden præjudice for lovgivningens bestemmelser i nogen af

de kontraherende stater vedrørende generhvervelse af statsborgerret, den

part, i hvis land den i foregående stykke omtalte mindreårige havde

statsborgerret, fastsætte særlige regler for, på hvilke betingelser han, af

egen fri vilje, kan generhverve statsborgerret efter at have nået

myndighedsalderen.

4. For så vidt angår tabet af statsborgerret i medfør

af denne artikels bestemmelser, fastsættes myndighedsalderen og betingelserne

for habilitet og repræsentation af loven i den kontraherende stat, hvor den

pågældende person har statsborgerret.

Artikel 2

1. En person med statsborgerret i to eller flere af de

kontraherende stater kan give afkald på sin statsborgerret i en eller flere

af disse med samtykke fra den kontraherende part, hvis nationalitet han

ønsker at give afkald på.

2. Et sådant samtykke kan ikke nægtes af den

kontraherende stat, i hvilken en myndig person har statsborgerret ifølge

loven, under forudsætning af, at den pågældende person i de sidste ti år har

haft fast bopæl uden for denne parts territorium, og også under forudsætning

af, at han har fast bopæl på den parts territorium, hvis nationalitet han

ønsker at beholde.

Den kontraherende part kan heller ikke nægte sit samtykke, når det drejer

sig om mindreårige, der opfylder de i det foregående stykke fastsatte

betingelser, under forudsætning af, at deres hjemstats lovgivning tillader

dem at opgive deres statsborgerret blot ved afgivelse af en erklæring, og

også under forudsætning af, at de har haft habilitet eller været behørigt

repræsenteret.

3. Myndighedsalderen samt betingelserne for habilitet

eller repræsentation fastsættes af loven i den kontraherende stat, hvis

nationalitet den pågældende person ønsker at give afkald på.

Artikel 3

Den kontraherende part, hvis nationalitet en person ønsker at give afkald

på, må ikke kræve betaling af nogen særlig skat eller afgift i tilfælde af et

sådant afkald.

Artikel 4

Ingen af de i denne konvention indeholdte bestemmelser udelukker

anvendelsen af nogen bestemmelse, som bedre vil kunne begrænse forekomsten af

dobbelt statsborgerret, hvad enten en sådan bestemmelse allerede er fastsat

eller senere indføres enten i en kontraherende parts nationale lovgivning

eller i nogen anden traktat, konvention eller overenskomst indgået mellem to

eller flere af de kontraherende parter.

KAPITEL II

Værnepligten i tilfælde af dobbelt

statsborgerret

Artikel 5

1. Personer med statsborgerret i to eller flere af de

kontraherende stater skal kun gøre militærtjeneste i en af disse.

2. Den måde, hvorpå bestemmelsen i stk. 1 skal

anvendes, kan fastsættes ved særlige aftaler mellem kontraherende parter.

Artikel 6

Medmindre andet er bestemt ved en særlig aftale, som er blevet eller måtte

blive indgået, gælder følgende bestemmelser for en person med statsborgerret

i to eller flere af de kontraherende stater:

1. Enhver sådan person skal opfylde sine militære

forpligtelser over for den part, på hvis territorium han har fast bopæl. Dog

har han, inden han har nået en alder af 19 år, lov til at vælge at gøre

militærtjeneste som frivillig i en hvilken som helst anden parts land, hvor

han også har statsborgerret, forudsat, at den totale og effektive tjenestetid

her mindst svarer til den aktive militære tjenestetid, der gælder i den

førstnævnte parts land.

2. En person, som har fast bopæl på en kontraherende

parts territorium, hvor han ikke har statsborgerret, eller i en stat, som

ikke er part, kan vælge at gøre militærtjeneste i en hvilken som helst

kontraherende stat, hvor han har statsborgerret.

3. En person, som i overensstemmelse med de i stk. 1

og 2 fastsatte regler opfylder sine militære forpligtelser over for en part i

overensstemmelse med denne parts lovgivning, skal anses for at have opfyldt

sine militære forpligtelser over for enhver anden part, i hvis land han også

har statsborgerret.

4. En person, som før denne konventions ikrafttræden

mellem de parter, i hvis lande han har statsborgerret, har opfyldt sine

militære forpligtelser over for en af disse i overensstemmelse med denne

parts lovgivning, skal anses for at have opfyldt de samme forpligtelser over

for enhver anden part, i hvis land han også har statsborgerret.

5. En person, som i overensstemmelse med stk. 1 har

gjort aktiv militærtjeneste i den ene kontraherende parts land, hvor han har

statsborgerret, og som senere flytter sin faste bopæl til den anden parts

territorium, hvor han har statsborgerret, skal hos den sidstnævnte part kun

gøre militærtjeneste i reserven.

6. Anvendelsen af denne artikel berører ikke på nogen

måde de pågældende personers statsborgerret.

7. I tilfælde af, at en part mobiliserer, er de i

denne artikel indeholdte forpligtelser ikke bindende for den pågældende part.

KAPITEL III

Konventionens anvendelse

Artikel 7

1. Enhver kontraherende part skal anvende de i kapitel

I og II fastsatte bestemmelser.

Det forudsættes dog, at enhver kontraherende part på ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsestidspunktet kan erklære, at den kun vil

anvende de i kapitel II fastsatte bestemmelser. I et sådant tilfælde skal

bestemmelserne i kapitel I ikke finde anvendelse for så vidt angår den

pågældende part.

Denne kan på et hvilket som helst senere tidspunkt meddele Europarådets

generalsekretær, at den også vil anvende bestemmelserne i kapitel I.

Meddelelsen får virkning fra og med den dato, på hvilken den modtages, og

bestemmelserne i kapitel I skal derefter finde anvendelse for så vidt angår

den pågældende part.

2. Enhver kontraherende part, som har anvendt de i

første afsnit af denne artikels stk. 1 fastsatte bestemmelser, kan på

undertegnelsestidspunktet eller på det tidspunkt, da den deponerer sit

ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, erklære, at den

kun vil anvende bestemmelserne i kapitel II over for kontraherende parter,

som anvender bestemmelserne i kapitel I og II. I et sådant tilfælde skal de i

kapitel II fastsatte bestemmelser ikke finde anvendelse mellem den part, som

afgiver en sådan erklæring, og en part, som anvender andet afsnit af stk. 1.

KAPITEL IV

Afsluttende bestemmelser

Artikel 8

1. Enhver kontraherende part kan ved undertegnelsen af

denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses-

eller tiltrædelsesinstrument, erklære, at den vil benytte sig af et eller

flere af de i tillægget til denne konvention nævnte forbehold. Ingen andre

forbehold er tilladt.

2. Enhver kontraherende part kan helt eller delvis

tilbagekalde et forbehold, den har taget i overensstemmelse med stk. 1

ovenfor, ved en til Europarådets generalsekretær fremsendt meddelelse, som

får virkning fra og med den dato, på hvilken den modtages.

3. En kontraherende part, som i overensstemmelse med

denne artikel har taget et forbehold over for en af konventionens

bestemmelser, kan ikke kræve at denne bestemmelse skal anvendes af en anden

part. Dog kan en part, dersom den har taget et delvis eller betinget

forbehold, kræve, at den pågældende bestemmelse anvendes i den udstrækning,

hvori den selv har accepteret den.

Artikel 9

1. Enhver kontraherende part kan ved en erklæring

afgivet til Europarådets generalsekretær ved undertegnelsen eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helst senere tidspunkt, med

hensyn til stater og territorier, for hvis udenrigsanliggender den er

ansvarlig, eller for hvilke den har bemyndigelse til at indgå aftaler,

definere udtrykket »statsborgere« og nærmere angive de

»territorier«, i hvilke denne konvention skal finde anvendelse.

2. Enhver erklæring afgivet i overensstemmelse med

denne artikel kan, for så vidt angår de i en sådan erklæring nævnte

statsborgere og territorier, tilbagekaldes i overensstemmelse med den i

artikel 12 i denne konvention fastsatte fremgangsmåde.

Artikel 10

1. Denne konvention står åben for undertegnelse af

Europarådets medlemsstater. Den skal ratificeres eller godkendes.

Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos

Europarådets generalsekretær.

2. Denne konvention træder i kraft en måned efter

datoen for deponeringen af det andet ratifikations- eller

godkendelsesinstrument.

3. For så vidt angår en signatarsstat, som senere

ratificerer eller godkender konventionen, træder denne i kraft en måned

efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations- eller

godkendelsesinstrument.

Artikel 11

1. Efter at denne konvention er trådt i kraft, kan

Europarådets Ministerudvalg enstemmigt beslutte at opfordre enhver stat, som

ikke er medlem af Rådet, til at tiltræde den. Enhver stat, som modtager en

sådan opfordring, kan tiltræde konventionen ved at deponere sit

tiltrædelsesinstrument hos Europarådets generalsekretær.

2. For så vidt angår enhver stat, der tiltræder

konventionen, træder denne i kraft en måned efter, at den pågældende stat har

deponeret sit tiltrædelsesinstrument.

Artikel 12

1. Denne konvention skal forblive i kraft på ubestemt

tid.

2. Enhver kontraherende part kan for sit eget

vedkommende opsige denne konvention ved en meddelelse tilstillet Europarådets

generalsekretær.

3. En sådan opsigelse får virkning et år efter den

dato, på hvilken den blev modtaget af generalsekretæren.

Artikel 13

Europarådets generalsekretær skal give Rådets medlemsstater og regeringen

i enhver stat, som har tiltrådt denne konvention, meddelelse om:

a) enhver undertegnelse og enhver deponering af ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter;

b) alle datoer, på hvilke konventionen træder i kraft i

overensstemmelse med dens artikler 10 og 11;

c) ethvert forbehold taget i overensstemmelse med artikel 8, stk.

1;

d) tilbagekaldelsen af ethvert forbehold i overensstemmelse med

artikel 8, stk. 2;

e) enhver erklæring eller meddelelse modtaget i overensstemmelse

med de i artikel 7 og artikel 9, stk. 1, fastsatte bestemmelser;

f) enhver meddelelse modtaget i medfør af de i artikel 9, stk. 2,

og artikel 12 fastsatte bestemmelser samt datoen, på hvilken

opsigelsen får virkning.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, som er behørigt

bemyndigede hertil, underskrevet denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 6. maj 1963 på engelsk og fransk, idet de

to tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal

deponeres i Europarådets arkiv. Generalsekretæren skal tilstille hver

af signatarregeringerne og de regeringer, som tiltræder konventionen,

bekræftede genparter heraf.

For Kongeriget Belgiens regering:

For Republikken Cyperns regering:

For Kongeriget Danmarks regering:

For Den franske Republiks regering:

Michel Habib-Deloncle

For Kongeriget Grækenlands regering:

For Irlands regering:

For Den islandske Republiks regering:

For Den italienske Republiks regering:

Edoardo Martino

For Storhertugdømmet Luxembourgs regering:

For Kongeriget Nederlandenes regering:

H.R. van Houten

For Kongeriget Norges regering:

Halvard Lange

For Det forenede Kongerige Storbritannien og

Nordirlands regering:

Edward Heath

For Kongeriget Sveriges regering:

For Den Tyrkiske Republiks regering:

For Forbundsrepublikken Tysklands regering :

Carstens

For Den østrigske Republiks regering:

Kreisky

TILLÆG

Enhver kontraherende part kan erklære, at den forbeholder sig ret

til:

1. at gøre det i artikel 1, stk. 1, 2 og 3 omtalte tab

af statsborgerret betinget af, at den pågældende person allerede har fast

bopæl eller på et andet tidspunkt tager fast bopæl uden for dens territorium,

bortset fra tilfælde, hvor en sådan person ved erhvervelse, af egen fri

vilje, af statsborgerret i udlandet af den kompetente myndighed undtages fra

bestemmelsen om, at han skal have fast bopæl i udlandet;

2. ikke at anse en af en kvinde fremsat erklæring med

henblik på at erhverve sin mands nationalitet i kraft af ægteskab og på

tidspunktet for dettes indgåelse som option i artikel 1's forstand;

3. at give enhver af sine statsborgere tilladelse til

at beholde deres hidtidige statsborgerret, såfremt en kontraherende part, hos

hvem de ansøger om statsborgerret på den i artikel 1 omtalte måde, forud

giver sit samtykke hertil;

4. ikke at anvende de i artikel 1 og 2 fastsatte

bestemmelser, når hustruen til en af dens statsborgere har erhvervet en anden

nationalitet, medens hendes mand beholder sin statsborgerret i den pågældende

parts land.

Konventionen trådte i kraft den 28. marts 1968. Danmarks

ratifikationsinstrument deponeredes hos Europarådets generalsekretær den 16.

november 1972, og konventionen trådte herefter i medfør af artikel 10, stk. 3

i kraft for Danmarks vedkommende den 16. december 1972.

Konventionen er hidtil foruden af Danmark blevet ratificeret af Frankrig,

Italien, Storhertugdømmet Luxembourg, Norge, Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland, Sverige og Forbundsrepublikken Tyskland.

Nedennævnte lande har ved deponeringen af deres ratifikationsinstrumenter

afgivet følgende erklæringer:

Italien.

Den italienske regering har i medfør af konventionens artikel 8 taget de

forbehold, der er nævnt i punkterne 1, 2 og 4 i tillægget til konventionen.

Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

I medfør af artikel 9, stk. 1 er konventionens anvendelse udstrakt til at

omfatte øerne Jersey, Guernsey og Man.

Det er endvidere regeringens opfattelse, at frivillig tjeneste i en anden

kontraherende stats væbnede styrker skaber en opfyldelse af »militære

forpligtelser«.

Forbundsrepublikken Tyskland.

Ved anvendelsen af konventionen anses som statsborger i

Forbundsrepublikken Tyskland enhver person, som er tysk statsborger i henhold

til artikel 116 i Forbundsrepublikken Tysklands forfatning.

Forbundsrepublikken Tyskland tager forbehold over for punkterne 1 og 3 som

nævnt i tillægget til konventionen.

Konventionen skal også gælde for Land Berlin med virkning fra samme dato,

da konventionen trådte i kraft for Forbundsrepublikken Tyskland. Da der ikke

eksisterer militære forpligtelser i Land Berlin, finder bestemmelserne i

kapitel II i konventionen ikke anvendelse der.

Udenrigsministeriet, den 30. april 1973.

Lignende dokumenter