Bekendtgørelse af europæisk konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af europæisk konvention af 6. maj
1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for
personer med dobbelt statsborgerret. (* 1)
Ved kgl. resolution af 29. august 1972 har Danmark ratificeret den på
Europarådets 32. ministermøde i Strasbourg den 6. maj 1963 vedtagne
europæiske konvention om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og
værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret.
Konventionen har følgende ordlyd:
KONVENTION
om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for
personer med dobbelt statsborgerret
Europarådets medlemsstater, som har undertegnet denne konvention, er i
erkendelse af, at det er Europarådets mål at knytte sine medlemmer nærmere
sammen,
i erkendelse af, at tilfælde af dobbelt statsborgerret kan forårsage
vanskeligheder, og at en fælles indsats for i videst muligt omfang at
begrænse antallet af sådanne tilfælde inden for medlemsstaterne vil være i
overensstemmelse med Europarådets formål;
i erkendelse af, at det er ønskeligt, at personer med statsborgerret i to
eller flere af de kontraherende stater kun skal gøre militærtjeneste i en af
disse,
blevet enige om følgende:
KAPITEL I
Begrænsning i antallet af tilfælde af
dobbelt statsborgerret
Artikel 1
1. De kontraherende parters statsborgere, som har nået
myndighedsalderen, og som af egen fri vilje, enten gennem naturalisation,
option eller generhvervelse, opnår statsborgerret hos en anden part, mister
deres hidtidige statsborgerret. De kan ikke få tilladelse til at beholde
Læs alt
denne.
2. De kontraherende parters statsborgere, som er
mindreårige, og som på samme måde erhverver statsborgerret hos en anden part,
mister også deres hidtidige statsborgerret, såfremt de, når deres hjemstats
lovgivning indeholder bestemmelse om tab af statsborgerret i sådanne
tilfælde, har haft habilitet eller været behørigt repræsenteret. De kan ikke
få tilladelse til at beholde deres hidtidige statsborgerret.
3. Mindreårige børn - bortset fra dem, der er eller
har været gift - mister ligeledes deres hidtidige statsborgerret i tilfælde
af erhvervelse ifølge loven af statsborgerret hos en anden kontraherende part
ved og på grund af deres forældres naturalisation eller udøvelse af option
eller generhvervelse af statsborgerret. I tilfælde, hvor kun den ene af
forældrene mister sin hidtidige statsborgerret, skal loven i den
kontraherende stat, hvor den mindreårige havde statsborgerret, være afgørende
for, hvilken af forældrenes nationalitet han skal have. I sidste tilfælde kan
den nævnte lov gøre tabet af hans statsborgerret afhængig af, at den anden af
forældrene eller værgen forud givet sit samtykke til hans erhvervelse af den
nye statsborgerret.
Imidlertid kan, uden præjudice for lovgivningens bestemmelser i nogen af
de kontraherende stater vedrørende generhvervelse af statsborgerret, den
part, i hvis land den i foregående stykke omtalte mindreårige havde
statsborgerret, fastsætte særlige regler for, på hvilke betingelser han, af
egen fri vilje, kan generhverve statsborgerret efter at have nået
myndighedsalderen.
4. For så vidt angår tabet af statsborgerret i medfør
af denne artikels bestemmelser, fastsættes myndighedsalderen og betingelserne
for habilitet og repræsentation af loven i den kontraherende stat, hvor den
pågældende person har statsborgerret.
Artikel 2
1. En person med statsborgerret i to eller flere af de
kontraherende stater kan give afkald på sin statsborgerret i en eller flere
af disse med samtykke fra den kontraherende part, hvis nationalitet han
ønsker at give afkald på.
2. Et sådant samtykke kan ikke nægtes af den
kontraherende stat, i hvilken en myndig person har statsborgerret ifølge
loven, under forudsætning af, at den pågældende person i de sidste ti år har
haft fast bopæl uden for denne parts territorium, og også under forudsætning
af, at han har fast bopæl på den parts territorium, hvis nationalitet han
ønsker at beholde.
Den kontraherende part kan heller ikke nægte sit samtykke, når det drejer
sig om mindreårige, der opfylder de i det foregående stykke fastsatte
betingelser, under forudsætning af, at deres hjemstats lovgivning tillader
dem at opgive deres statsborgerret blot ved afgivelse af en erklæring, og
også under forudsætning af, at de har haft habilitet eller været behørigt
repræsenteret.
3. Myndighedsalderen samt betingelserne for habilitet
eller repræsentation fastsættes af loven i den kontraherende stat, hvis
nationalitet den pågældende person ønsker at give afkald på.
Artikel 3
Den kontraherende part, hvis nationalitet en person ønsker at give afkald
på, må ikke kræve betaling af nogen særlig skat eller afgift i tilfælde af et
sådant afkald.
Artikel 4
Ingen af de i denne konvention indeholdte bestemmelser udelukker
anvendelsen af nogen bestemmelse, som bedre vil kunne begrænse forekomsten af
dobbelt statsborgerret, hvad enten en sådan bestemmelse allerede er fastsat
eller senere indføres enten i en kontraherende parts nationale lovgivning
eller i nogen anden traktat, konvention eller overenskomst indgået mellem to
eller flere af de kontraherende parter.
KAPITEL II
Værnepligten i tilfælde af dobbelt
statsborgerret
Artikel 5
1. Personer med statsborgerret i to eller flere af de
kontraherende stater skal kun gøre militærtjeneste i en af disse.
2. Den måde, hvorpå bestemmelsen i stk. 1 skal
anvendes, kan fastsættes ved særlige aftaler mellem kontraherende parter.
Artikel 6
Medmindre andet er bestemt ved en særlig aftale, som er blevet eller måtte
blive indgået, gælder følgende bestemmelser for en person med statsborgerret
i to eller flere af de kontraherende stater:
1. Enhver sådan person skal opfylde sine militære
forpligtelser over for den part, på hvis territorium han har fast bopæl. Dog
har han, inden han har nået en alder af 19 år, lov til at vælge at gøre
militærtjeneste som frivillig i en hvilken som helst anden parts land, hvor
han også har statsborgerret, forudsat, at den totale og effektive tjenestetid
her mindst svarer til den aktive militære tjenestetid, der gælder i den
førstnævnte parts land.
2. En person, som har fast bopæl på en kontraherende
parts territorium, hvor han ikke har statsborgerret, eller i en stat, som
ikke er part, kan vælge at gøre militærtjeneste i en hvilken som helst
kontraherende stat, hvor han har statsborgerret.
3. En person, som i overensstemmelse med de i stk. 1
og 2 fastsatte regler opfylder sine militære forpligtelser over for en part i
overensstemmelse med denne parts lovgivning, skal anses for at have opfyldt
sine militære forpligtelser over for enhver anden part, i hvis land han også
har statsborgerret.
4. En person, som før denne konventions ikrafttræden
mellem de parter, i hvis lande han har statsborgerret, har opfyldt sine
militære forpligtelser over for en af disse i overensstemmelse med denne
parts lovgivning, skal anses for at have opfyldt de samme forpligtelser over
for enhver anden part, i hvis land han også har statsborgerret.
5. En person, som i overensstemmelse med stk. 1 har
gjort aktiv militærtjeneste i den ene kontraherende parts land, hvor han har
statsborgerret, og som senere flytter sin faste bopæl til den anden parts
territorium, hvor han har statsborgerret, skal hos den sidstnævnte part kun
gøre militærtjeneste i reserven.
6. Anvendelsen af denne artikel berører ikke på nogen
måde de pågældende personers statsborgerret.
7. I tilfælde af, at en part mobiliserer, er de i
denne artikel indeholdte forpligtelser ikke bindende for den pågældende part.
KAPITEL III
Konventionens anvendelse
Artikel 7
1. Enhver kontraherende part skal anvende de i kapitel
I og II fastsatte bestemmelser.
Det forudsættes dog, at enhver kontraherende part på ratifikations-,
godkendelses- eller tiltrædelsestidspunktet kan erklære, at den kun vil
anvende de i kapitel II fastsatte bestemmelser. I et sådant tilfælde skal
bestemmelserne i kapitel I ikke finde anvendelse for så vidt angår den
pågældende part.
Denne kan på et hvilket som helst senere tidspunkt meddele Europarådets
generalsekretær, at den også vil anvende bestemmelserne i kapitel I.
Meddelelsen får virkning fra og med den dato, på hvilken den modtages, og
bestemmelserne i kapitel I skal derefter finde anvendelse for så vidt angår
den pågældende part.
2. Enhver kontraherende part, som har anvendt de i
første afsnit af denne artikels stk. 1 fastsatte bestemmelser, kan på
undertegnelsestidspunktet eller på det tidspunkt, da den deponerer sit
ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, erklære, at den
kun vil anvende bestemmelserne i kapitel II over for kontraherende parter,
som anvender bestemmelserne i kapitel I og II. I et sådant tilfælde skal de i
kapitel II fastsatte bestemmelser ikke finde anvendelse mellem den part, som
afgiver en sådan erklæring, og en part, som anvender andet afsnit af stk. 1.
KAPITEL IV
Afsluttende bestemmelser
Artikel 8
1. Enhver kontraherende part kan ved undertegnelsen af
denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses-
eller tiltrædelsesinstrument, erklære, at den vil benytte sig af et eller
flere af de i tillægget til denne konvention nævnte forbehold. Ingen andre
forbehold er tilladt.
2. Enhver kontraherende part kan helt eller delvis
tilbagekalde et forbehold, den har taget i overensstemmelse med stk. 1
ovenfor, ved en til Europarådets generalsekretær fremsendt meddelelse, som
får virkning fra og med den dato, på hvilken den modtages.
3. En kontraherende part, som i overensstemmelse med
denne artikel har taget et forbehold over for en af konventionens
bestemmelser, kan ikke kræve at denne bestemmelse skal anvendes af en anden
part. Dog kan en part, dersom den har taget et delvis eller betinget
forbehold, kræve, at den pågældende bestemmelse anvendes i den udstrækning,
hvori den selv har accepteret den.
Artikel 9
1. Enhver kontraherende part kan ved en erklæring
afgivet til Europarådets generalsekretær ved undertegnelsen eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helst senere tidspunkt, med
hensyn til stater og territorier, for hvis udenrigsanliggender den er
ansvarlig, eller for hvilke den har bemyndigelse til at indgå aftaler,
definere udtrykket »statsborgere« og nærmere angive de
»territorier«, i hvilke denne konvention skal finde anvendelse.
2. Enhver erklæring afgivet i overensstemmelse med
denne artikel kan, for så vidt angår de i en sådan erklæring nævnte
statsborgere og territorier, tilbagekaldes i overensstemmelse med den i
artikel 12 i denne konvention fastsatte fremgangsmåde.
Artikel 10
1. Denne konvention står åben for undertegnelse af
Europarådets medlemsstater. Den skal ratificeres eller godkendes.
Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos
Europarådets generalsekretær.
2. Denne konvention træder i kraft en måned efter
datoen for deponeringen af det andet ratifikations- eller
godkendelsesinstrument.
3. For så vidt angår en signatarsstat, som senere
ratificerer eller godkender konventionen, træder denne i kraft en måned
efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations- eller
godkendelsesinstrument.
Artikel 11
1. Efter at denne konvention er trådt i kraft, kan
Europarådets Ministerudvalg enstemmigt beslutte at opfordre enhver stat, som
ikke er medlem af Rådet, til at tiltræde den. Enhver stat, som modtager en
sådan opfordring, kan tiltræde konventionen ved at deponere sit
tiltrædelsesinstrument hos Europarådets generalsekretær.
2. For så vidt angår enhver stat, der tiltræder
konventionen, træder denne i kraft en måned efter, at den pågældende stat har
deponeret sit tiltrædelsesinstrument.
Artikel 12
1. Denne konvention skal forblive i kraft på ubestemt
tid.
2. Enhver kontraherende part kan for sit eget
vedkommende opsige denne konvention ved en meddelelse tilstillet Europarådets
generalsekretær.
3. En sådan opsigelse får virkning et år efter den
dato, på hvilken den blev modtaget af generalsekretæren.
Artikel 13
Europarådets generalsekretær skal give Rådets medlemsstater og regeringen
i enhver stat, som har tiltrådt denne konvention, meddelelse om:
a) enhver undertegnelse og enhver deponering af ratifikations-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter;
b) alle datoer, på hvilke konventionen træder i kraft i
overensstemmelse med dens artikler 10 og 11;
c) ethvert forbehold taget i overensstemmelse med artikel 8, stk.
1;
d) tilbagekaldelsen af ethvert forbehold i overensstemmelse med
artikel 8, stk. 2;
e) enhver erklæring eller meddelelse modtaget i overensstemmelse
med de i artikel 7 og artikel 9, stk. 1, fastsatte bestemmelser;
f) enhver meddelelse modtaget i medfør af de i artikel 9, stk. 2,
og artikel 12 fastsatte bestemmelser samt datoen, på hvilken
opsigelsen får virkning.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede, som er behørigt
bemyndigede hertil, underskrevet denne konvention.
Udfærdiget i Strasbourg den 6. maj 1963 på engelsk og fransk, idet de
to tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal
deponeres i Europarådets arkiv. Generalsekretæren skal tilstille hver
af signatarregeringerne og de regeringer, som tiltræder konventionen,
bekræftede genparter heraf.
For Kongeriget Belgiens regering:
For Republikken Cyperns regering:
For Kongeriget Danmarks regering:
For Den franske Republiks regering:
Michel Habib-Deloncle
For Kongeriget Grækenlands regering:
For Irlands regering:
For Den islandske Republiks regering:
For Den italienske Republiks regering:
Edoardo Martino
For Storhertugdømmet Luxembourgs regering:
For Kongeriget Nederlandenes regering:
H.R. van Houten
For Kongeriget Norges regering:
Halvard Lange
For Det forenede Kongerige Storbritannien og
Nordirlands regering:
Edward Heath
For Kongeriget Sveriges regering:
For Den Tyrkiske Republiks regering:
For Forbundsrepublikken Tysklands regering :
Carstens
For Den østrigske Republiks regering:
Kreisky
TILLÆG
Enhver kontraherende part kan erklære, at den forbeholder sig ret
til:
1. at gøre det i artikel 1, stk. 1, 2 og 3 omtalte tab
af statsborgerret betinget af, at den pågældende person allerede har fast
bopæl eller på et andet tidspunkt tager fast bopæl uden for dens territorium,
bortset fra tilfælde, hvor en sådan person ved erhvervelse, af egen fri
vilje, af statsborgerret i udlandet af den kompetente myndighed undtages fra
bestemmelsen om, at han skal have fast bopæl i udlandet;
2. ikke at anse en af en kvinde fremsat erklæring med
henblik på at erhverve sin mands nationalitet i kraft af ægteskab og på
tidspunktet for dettes indgåelse som option i artikel 1's forstand;
3. at give enhver af sine statsborgere tilladelse til
at beholde deres hidtidige statsborgerret, såfremt en kontraherende part, hos
hvem de ansøger om statsborgerret på den i artikel 1 omtalte måde, forud
giver sit samtykke hertil;
4. ikke at anvende de i artikel 1 og 2 fastsatte
bestemmelser, når hustruen til en af dens statsborgere har erhvervet en anden
nationalitet, medens hendes mand beholder sin statsborgerret i den pågældende
parts land.
Konventionen trådte i kraft den 28. marts 1968. Danmarks
ratifikationsinstrument deponeredes hos Europarådets generalsekretær den 16.
november 1972, og konventionen trådte herefter i medfør af artikel 10, stk. 3
i kraft for Danmarks vedkommende den 16. december 1972.
Konventionen er hidtil foruden af Danmark blevet ratificeret af Frankrig,
Italien, Storhertugdømmet Luxembourg, Norge, Det forenede Kongerige
Storbritannien og Nordirland, Sverige og Forbundsrepublikken Tyskland.
Nedennævnte lande har ved deponeringen af deres ratifikationsinstrumenter
afgivet følgende erklæringer:
Italien.
Den italienske regering har i medfør af konventionens artikel 8 taget de
forbehold, der er nævnt i punkterne 1, 2 og 4 i tillægget til konventionen.
Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.
I medfør af artikel 9, stk. 1 er konventionens anvendelse udstrakt til at
omfatte øerne Jersey, Guernsey og Man.
Det er endvidere regeringens opfattelse, at frivillig tjeneste i en anden
kontraherende stats væbnede styrker skaber en opfyldelse af »militære
forpligtelser«.
Forbundsrepublikken Tyskland.
Ved anvendelsen af konventionen anses som statsborger i
Forbundsrepublikken Tyskland enhver person, som er tysk statsborger i henhold
til artikel 116 i Forbundsrepublikken Tysklands forfatning.
Forbundsrepublikken Tyskland tager forbehold over for punkterne 1 og 3 som
nævnt i tillægget til konventionen.
Konventionen skal også gælde for Land Berlin med virkning fra samme dato,
da konventionen trådte i kraft for Forbundsrepublikken Tyskland. Da der ikke
eksisterer militære forpligtelser i Land Berlin, finder bestemmelserne i
kapitel II i konventionen ikke anvendelse der.
Udenrigsministeriet, den 30. april 1973.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af protokol af 24. november 1977, som ændrer konventionen af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret (* 1) Retsinformation · 12. juni 1980
- Bekendtgørelse af europæisk konvention af 6. november 1997 om statsborgerret Retsinformation · 2. juli 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om dansk indfødsret, lov om offentlig auktion ved auktionsledere og lov om vagtvirksomhed Retsinformation · 28. oktober 1998
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dobbelt statsborgerskab Retsinformation · 27. maj 2009
- Forslag til Lov om ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret) Retsinformation · 31. oktober 2014
- Bekendtgørelse om andre landes stilling til protokollen af 24. november 1977, som ændrer den europæiske konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret Retsinformation · 6. december 1989