Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om vandindvindings- og vandforsyningsplanlægning (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Gældende CIR nr 63 af 25/02/1980CirkulæreMiljø- og Ligestillingsministeriet11. juni 1980

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om vandindvindings- og

vandforsyningsplanlægning

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og

hovedstadsrådet)

Kapitel 1

Kortlægning og planlægning efter

vandforsyningsloven

I vandforsyningsloven af 1978 er der udarbejdet nye regler, hvorefter

anvendelsen af vort grundvand og vort ferske overfladevand kan reguleres på

grundlag af en samlet planlægning.

Det fremgår af vandforsyningslovens §§ 1 og 2, at loven har til formål at

sikre:

1) at udnyttelsen af vandforekomster sker efter en samlet planlægning og

efter en samlet vurdering af

- vandforekomsternes omfang,

- befolkningens og erhvervslivets behov for en tilstrækkelig og

kvalitetsmæssig tilfredsstillende vandforsyning,

- miljøbeskyttelse og naturbeskyttelse, herunder bevarelse af

omgivelsernes kvalitet,

- andre samfundsmæssige hensyn, herunder anvendelse af råstofforekomster,

2) en samordning af den eksisterende vandforsyning med henblik på en

hensigtsmæssig anvendelse af vandforekomsterne,

3) en planmæssig udbygning og drift af en tilstrækkelig og

kvalitetsmæssig tilfredsstillende vandforsyning.

For at udfylde denne målsætning indeholder lovens kapitel 3 nærmere regler

om kortlægning og planlægning. Disse regler er udbygget i miljøministeriets

bekendtgørelse nr. 2 af 4. januar 1980 om vandindvindings- og

vandforsyningsplanlægning.

Det er amtsrådet (hvorved inden for hovedstadsområdet skal forstås

hovedstadsrådet), der har ansvaret for, at der i den enkelte region

Læs alt

gennemføres en kortlægning af vandressourcernes beliggenhed, størrelse og

kvalitet. Amtsrådet skal gennemføre denne kortlægning med bistand fra

kommunalbestyrelserne. Kommunalbestyrelserne skal i denne forbindelse bidrage

med det materiale, der måtte være fremskaffet f.eks. i lokale

vandressourceundersøgelser. På grundlag af kortlægningen skal amtsrådet

gennemføre undersøgelser og beregninger af de mængder, der vil være til

rådighed for vandindvinding, jfr. lovens § 10.

Planlægningen er fremtidig opdelt i en ressourceplanlægning

(vandindvindingsplanlægning), der skal foretages af amtsrådene og godkendes

af miljøministeren, og en strukturplanlægning (vandforsyningsplanlægning),

der skal foretages af kommunalbestyrelserne og godkendes af amtsrådet.

Vandindvindingsplanlægningens indhold vil blive gennemgået nærmere

nedenfor i kapitel 4. Det skal dog allerede nu bemærkes, at det af lovens §

11 fremgår, at der i vandindvindingsplanen skal fastsættes retningslinier

for, hvorledes de enkelte dele af amtskommunen skal forsynes med vand, og

hvorfra vandet skal indvindes. Det er således amtsrådene, der fastsætter

retningslinierne for den fremtidige anvendelse af grund- og

overfladevandsressourcerne i regionen. Det er i vandindvindingsplanen, at

amtsrådet, på baggrund af en vurdering af de samlede vandforekomster

(vandressourcer) og vandindvindingens virkninger på omgivelserne, må

fastlægge prioriteringen af ressourceanvendelsen i den enkelte region.

Prioriteringsproblematikken er i øvrigt nærmere omtalt i bemærkningerne til

kapitel 4 nedenfor. Her skal det blot understreges, at valget mellem

anvendelsen af et områdes vandressourcer til f. eks. vanding i jordbruget

eller til sikring af omgivelsernes kvalitet (opretholdelse af en vis

minimumsvandføring i vandløb m. v.) skal træffes af amtsrådet i

vandindvindingsplanen.

Den kommunale vandforsyningsplan skal indeholde retningslinier for,

hvorledes vandforsyningen skal tilrettelægges. Det fremgår af lovens § 14, at

vandforsyningsplanen skal tage stilling til, hvilke vandforsyningsanlæg den

fremtidige vandforsyning vil bygge på og hvilke forsyningsområder de enkelte

anlæg skal have. Det er således i den kommunale vandforsyningsplan, der skal

tages stilling til, hvilke vandindvindingsrettigheder der eksempelvis ikke

skal fornyes ved udløbet af den generelle tidsbegrænsning, jfr.

vandforsyningslovens § 86, stk. 4. Der vil herved være skabt en rimelig

sikkerhed for, at eksisterende vandforsyningsanlæg, der ikke skal indgå i den

fremtidige vandforsyning, får en rimelig afskrivnings- og afviklingsperiode.

Vandforsyningsplanen skal tillige angive en tidsfølge for udbygning og

etablering af nye vandforsyningsanlæg eller for sammenkobling af eksisterende

vandforsyningsanlæg.

Netop vandforsyningsplanens karakter af en plan, der er med til at

fastlægge den kommunale infrastruktur, gør et samspil med

kommuneplanlægningen nødvendig. Det er derfor kommunalbestyrelsernes ansvar,

at vandforsyningsplanerne udarbejdes i et samspil med kommuneplanerne. I den

udstrækning vandforsyningsplanerne rummer bestemmelser om arealanvendelse og

placering af større bygninger og anlæg, er disse forhold i sig selv

undergivet bestemmelserne i kommuneplanloven.

Udover stillingtagen til den fremtidige struktur af fælles

vandforsyningsanlæg, og herunder distributionen af vand gennem kommunale og

private ledningsnet, skal den kommunale vandforsyningsplan tillige tage

stilling til enkeltvandindvindingsanlæg inden for kommunens område.

Der skulle herved i de regionale planer være skabt de nødvendige rammer

for fordeling af vandressourcerne og i de kommunale planer være skabt rammer

for fastlæggelse af forsyningsstrukturen. Det er imidlertid klart, at de to

plantyper ikke vil kunne udarbejdes uafhængigt af hinanden, og at

udarbejdelsen af begge plantyper vil forudsætte en nær kontakt mellem

kommunalbestyrelser og amtsråd.

Kapitel 2

Vandindvindingsplanernes sammenhæng med

anden sektorplanlægning

a. Recipientkvalitets- og spildevandsplaner

Efter §§ 61 og 62 i lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse, som

ændret ved lov nr. 288 af 26. juni 1975, skal amtsrådene med bistand fra

kommunalbestyrelserne udarbejde planer over beliggenheden af særligt

forurenende virksomheder og over udbygningen af forureningsbekæmpelsen.

Planerne skal indgå i regionplanlægningen. På grundlag af disse bestemmelser

er der bl. a. udarbejdet planer for vandkvaliteten i Danmarks vandløb og

søer, »recipientkvalitetsplaner«.

Recipientkvalitetsplanerne vil ofte være udarbejdet ud fra nogle

overordnede forudsætninger om vandløbenes og søernes anvendelse. Blandt de

mål, der indgår i recipientkvalitetsplanen, er også vandløbets vandføring,

selvom dette ikke altid er udtrykt i planen ved en forudsætning om bestemte

minimumsvandføringer.

Efter miljøbeskyttelseslovens § 21 skal kommunalbestyrelsen udarbejde en

samlet plan for udbygning af spildevandsanlæg i kommunen. Planen skal

godkendes af amtsrådet.

Spildevandsplanernes bestemmelser om udledning til vandløb må udarbejdes

under forudsætning af en vis fortynding af spildevandet, dvs. under

forudsætning af at en vis minimumsvandføring, udtrykt som

medianminimumsvandføring, er tilstede i vandløbet.

Da enhver vandindvinding kan påvirke vandløbenes vandføring, kan en

vandindvinding forrykke grundlaget for både recipientkvalitets- og

spildevandsplanlægningen. Hvis recipientkvalitetsmålsætningen ønskes

opretholdt, kan det derfor medføre, at der enten må stilles øgede krav til

rensning af det spildevand, som skal udledes til vandløb eller søer, eller at

vandindvindingen må begrænses.

b. Lossepladser

Planlægning af lossepladser skal, ligesom recipientkvalitetsplanlægning,

foretages i medfør af miljøbeskyttelseslovens §§ 61 og 62. Enhver

affaldsdeponering på landjorden medfører en risiko for grundvands- og

overfladevandsforurening. Grundvandsforureningen kan opstå som følge af

regnvandsudvaskning af stoffer fra det henlagte affald. En

grundvandsforurening kan forebygges ved etablering af kontrollerede

lossepladser, hvorfra nedsivning til grundvand søges hindret ved hjælp af

impermeable jordlag eller plastmembraner. Der henvises herom til

miljøstyrelsens vejledning nr. 1/ 1974 om etablering af kontrollerede

lossepladser og til den rapport »Råstofindvinding og

Vandindvinding«, der er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Danmarks

Geologiske Undersøgelse og udsendt i februar 1980 af fredningsstyrelsen og

miljøstyrelsen. Risikoen for grundvandsforurening kan dog ikke fjernes

fuldstændigt. Derfor bør det ved planlægningen så vidt muligt undgås at

placere lossepladser i områder med vandindvindingsinteresser.

c. Råstofplaner

Efter § 5 i lov nr. 237 af 8. juni 1977 om råstoffer skal amtsrådene

udarbejde planer for råstofindvinding i jorden. Miljøministeren kan på dette

grundlag udarbejde planer for landets råstofforsyning og gøre planerne

bindende.

Råstofindvinding kan påvirke vandindvindingsmuligheder på flere måder.

For det første vil fjernelse af jordlagene og den deraf følgende

formindskede afstand mellem jordoverfladen og grundvandet forøge

forureningsrisikoen. Ved udgravning til eller under grundvandsspejlet vil en

forurening kunne føres direkte til grundvandsmagasinet.

For det andet vil råstofgravning under grundvandsspejlet på samme måde som

vandindvinding påvirke omgivelserne, fordi den råstofmængde, der fjernes,

skal erstattes af et tilsvarende vandvolumen.

For det tredje kan det være nødvendigt eller ønskeligt at foretage en

grundvandsstandssænkning for at kunne foretage råstofgravning i tør grav.

Dette kan medføre, at meget store vandmængder afdrænes eller bortpumpes og

unddrages vandforsyningen.

En nærmere gennemgang af råstofindvindingens forhold til vandindvindingen

er foretaget i fredningsstyrelsens og miljøstyrelsens ovennævnte rapport

»Råstofindvinding og Vandindvinding«.

d. Fredningsplaner

Der kan være væsentlige fredningsmæssige interesser i forbindelse med

vandløb, søer, vådområder (moser og enge) og vandløbenes kildeområder.

Vandindvinding vil påvirke vandføringen i vandløb og søer og kan med hensyn

til vådområder og kilder føre til et sådant fald i grundvandsstanden, at

vådområderne eller kilderne helt eller delvis udtørrer.

Det er vigtigt at gøre sig disse konsekvenser klart, hvis man planlægger

vandindvinding i eller i nærheden af fredede eller fredningsværdige områder.

Det kan medføre, at vandindvindingen må reduceres eller opgives i sådanne

områder.

Regler om indskriden til beskyttelse af fredningsmæssige interesser findes

i naturfredningsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 435 af 1. september 1978.

De områder, som bør fredes, skal optages i fredningsplanen, der udarbejdes af

amtsrådet og skal godkendes af miljøministeren, jfr. lovens §§ 36-39.

Forskellige ændringer af forholdene ved vandløb, søer og moser må efter

lovens § 43 kun ske med en tilladelse, der normalt skal søges hos amtsrådet.

Der henvises her til bekendtgørelse nr. 614 af 1. december 1978 om

godkendelse efter naturfredningsloven af anlæg i forbindelse med visse

vådområder (vandløb, søer og moser) og til det tilhørende cirkulære nr. 222

af 1. december 1978.

e. Landbrugsplaner

I de kommende år skal der i medfør af § 3 a, i landbrugsloven

(lovbekendtgørelse nr. 603 af 30. november 1978) i hele landet foretages en

planlægning til sikring af særligt værdifulde landbrugsområder. Planerne skal

udarbejdes af amtsrådene i samarbejde med vedkommende kommunalbestyrelser og

skal godkendes af landbrugsministeren. De skal indgå i region- og

kommuneplanlægningen.

Det er hensigten at foretage en opdeling af landbrugsjorden i tre

hovedgrupper efter jordens egnethed til jordbrugsdrift (bonitet) og efter

omfanget af eksisterende rådighedsindskrænkninger i arealernes anvendelse til

jordbrugsdrift. Opdelingen tænkes foretaget således:

Absolut dyrkningssikre jordbrugsområder, dvs. områder, der under normale

klimatiske forhold ikke kan anses for vandingskrævende.

Betinget dyrkningssikre jordbrugsområder, dvs. områder, der er

vandingskrævende, men hvor det er muligt gennem vandindvinding at afhjælpe

denne begrænsning i dyrkningssikkerheden.

Ikke dyrkningssikre jordbrugsområder, herunder bl. a. områder, der er

vandingskrævende, og hvor det ikke er muligt at skaffe vand til markvanding.

Opdelingen vil være af betydning dels ved udarbejdelsen af

vandbehovsprognoser i vandindvindingsplanerne, dels ved amtsrådenes

meddelelse af vandindvindingstilladelser.

I de situationer, hvor de enkelte jordbrugsejendomme ikke kan få

vandindvindingstilladelse på egen jord, kan det i planlægningsfasen

undersøges, om en fælles vandindvindingstilladelse omfattende flere ejendomme

med vand fra en eller flere hensigsmæssigt placerede fælles indvindingsanlæg

(boringer) kunne sikre muligheden for en bedre samlet forsyning til vanding

af de pågældende områder (»vandindvindingslag«).

Opdelingen af landbrugsjorden i forskellige jordbrugsområder i

landbrugsplanlægningen tænkes, som nævnt, foretaget på baggrund af arealernes

jordtype, klimaforholdene, det normale afgrødevalg samt det normale

potentielle vandingsbehov.

Vandindvindingsplanlægningens tildeling af vandressourcer til vanding i

jordbruget vil derfor være afgørende for, om jordbrugsområder kan

klassificeres som betinget dyrkningssikre eller ikke dyrkningssikre.

Vandindvindingsplanlægningens gennemførelse vil derfor være en

forudsætning for landbrugsplanlægningen, idet denne ikke kan føres til ende,

før amtsrådet har taget stilling til fordelingen og anvendelsen af de givne

vandressourcer.

Som grundlag for opgørelsen af de normale potentielle vandingsbehov kan

amtskommunerne anvende de i landbrugsministeriets betænkning nr. 841 af maj

1978: »Vanding i jordbruget« angivne retningslinier, samt

miljøstyrelsens vejledninger i vandforsyningsplanlægning nr. 1/ 1979, særlig

2. del.

Kapitel 3

Vandindvindingsplanernes sammenhæng med den

sammenfattende fysiske

planlægning

Vandindvindingsplaner vil blive sektorplaner, der for de dele, som har

konsekvenser for arelanvendelse og lokalisering, principielt skal indgå i en

regionplan. Planlægningen af de enkelte sektorer foretages principielt

uafhængigt, men en afvejning og prioritering mellem sektorinteresserne må

finde sted i forbindelse med regionplanernes vedtagelse og godkendelse.

Den afvejning mellem sektorinteresser, som kommer til udtryk i

regionplanen, må også komme til udtryk i de endelige sektorplaner og i

kommuneplanerne, således at der er overensstemmelse mellem sektorplanerne

indbyrdes og mellem sektorplanerne og den sammenfattende fysiske planlægning.

Miljøministeriet vil senere udsende retningslinier for samordningen mellem

sektorplanlægningen og den sammenfattende fysiske planlægning.

Kapitel 4

Vandindvindingsplanernes indhold

Efter bekendtgørelsens § 4 skal vandindvindingsplanerne omfatte følgende

punkter:

a. Prognose for det fremtidige vandforbrug i amtskommunerne

Anvisninger på, hvorledes prognoser for det fremtidige vandforbrug kan

anslås for forskellige forbrugstyper, er givet i miljøstyrelsens vejledning

om vandforsyningsplanlægning, 2. del (december 1979), afsnit 2, og 3. del

(januar 1979), afsnit 3.4., samt i Dansk Ingeniørforenings norm for

vandforsyningsanlæg for enkeltejendomme, januar 1978 (DS 441), afsnit 2.5.,

og i Dansk Ingeniørforenings norm for fælles vandforsyningsanlæg, april 1978

(DS 442), afsnit 2.5.

Befolknings- og erhvervsprognosen vil i reglen foreligge som et

planlægningsgrundlag for en regionplan, der er udarbejdet forud for

indvindingsplanlægningen. Denne prognose vil sammen med prognosen for

enhedsvandforbruget for de enkelte forbrugskategorier give grundlag for en

vandbehovsprognose for amtskommunen. Vandbehovsprognosen bør være udformet

som en prognose dels for de enkelte dele af amtskommunen, dels for de enkelte

forbrugergrupper.

b. Angivelse af de bestående vandforsyningsanlæg i amtskommunen

Angivelsen skal omfatte alle almene vandforsyningsanlæg og endvidere

sådanne

enkeltanlæg, som efter deres art kræver tilladelse efter

vandforsyningslovens § 20 (bl. a. større institutionsanlæg, industrianlæg og

markvandingsanlæg), og sådanne mindre erhvervsanlæg og institutionsanlæg, som

efter deres art kræver tilladelse efter lovens § 19.

c. Angivelse af de disponible vandressourcer i amtskommunen

Dette omfatter en opgørelse af, hvor meget vand der kan indvindes under

hensyntagen til vandløbenes vandføring, og hvor meget af denne indvinding man

må undlade af andre grunde.

1) Ressourceopgørelse under hensyn til vandløbenes vandføring

Den vandressource, der teoretisk er til rådighed for den fremtidige

vandindvinding, er de vandmængder, som årligt strømmer gennem vandløbene til

havet, samt en del af grundvandsstrømmen til havet. Afstrømningen til

vandløbene foregår imidlertid ikke jævnt fordelt over året, idet vandføringen

i sommerperioden som hovedregel er væsentligt lavere end i vinterperioden.

Vandindvindingen vil, hvad enten den foregår fra grundvand eller

overfladevand, give en reduktion i vandløbenes vandføring svarende til den

indvundne vandmængde. Ved vandindvinding, der er nogenlunde jævnt fordelt

over året, vil denne reduktion ligeledes være ret jævnt fordelt og vil

således i procent af vandføringen være væsentligt større i sommerperioden end

i vinterperioden. Ved sæsonindvinding i sommerperioden, f. eks. til

markvanding, kan dette forhold være endnu mere udtalt.

Det følger heraf, at de begrænsende faktorer for vandindvindingen er

indvindingens påvirkning af vandløbenes vandføring og ønsket om en

minimumsvandføring i vandløbene. Hvis der skal opretholdes en vis vandføring

i vandløbene i sommerperioden, bliver den disponible vandmængde til

vandindvinding væsentligt lavere end den teoretisk mulige indvindingsmængde.

Fastsættelsen af en ønsket minimumsvandføring må ske ved en afvejning af

vandindvindingsinteresser over for de øvrige interesser, som knytter sig til

vandløbenes anvendelse, f. eks. rekreative formål, fiskeri, dambrug,

recipient for spildevand.

Med hensyn til beregning af indvindingens påvirkning af vandløbenes

vandføring skal der henvises til miljøstyrelsens vejledninger i

vandforsyningsplanlægning, 1. og 2. del.

2) Andre begrænsninger i ressourceanvendelsen

De aktiviteter, der i øvrigt foregår i et område, kan medføre en

yderligere begrænsning i de mulige indvindingsmængder. Det kan f.eks. være

tilfældet, hvis et områdes benyttelse til nedsivningsområde for

husspildevand, område for råstofindvinding eller deponeringsområde for affald

medfører, at der er en sådan forringelse eller risiko for forringelse af

vandkvaliteten, at vandet ikke kan anvendes.

Der kan også være kvalitative begrænsninger for anvendelse af vand til

drikkevand m.v. og til andre formål. Disse begrænsninger er nærmere omtalt i

vandforsyningsplanlægningsvejledningens 2. del, afsnit 2, og 3. del, afsnit

5.4.1. I denne forbindelse skal især nævnes nitrat i vand til

drikkevandsformål og klorid i vand til næsten alle formål.

Ud over de kvalitetsmæssige begrænsninger kan der også være tale om

kvantitetsmæssige begrænsninger. Disse vil som regel bestå i, at det ikke er

muligt at indvinde de ønskede vandmængder til et givet formål ved hjælp af de

indvindingsanlæg, der kan etableres i området, fordi boringerne på grund af

geologiske forhold har for lille ydeevne. Grundlaget for en vurdering af, om

der findes sådanne begrænsninger, er til dels tilvejebragt ved den

hydrogeologiske kortlægning. Den hydrogeologiske kortlægning giver sammen med

trykniveau- og transmissivitetskortlægningen og alle tilgængelige

prøvepumpningsdata grundlaget for at beregne de omtrentlige

indvindingsmuligheder.

På dette grundlag må det afgøres, om vandindvindingen i et område må ske

som samlet (koncentreret) indvinding, som spredt indvinding, eller om begge

muligheder står åbne. Der henvises herom til miljøstyrelsens vejledning om

vandforsyningsplanlægning 3. del, afsnit 5.4.

d. Retningslinier for de disponible vandressourcers anvendelse inden for

amtskommunen

Dette punkt omfatter fastlæggelsen af regionens vandforsyningsstruktur. Om

valget af struktur henvises til miljøstyrelsens vejledning om

vandforsyningsplanlægning, 1.-3. del. Nedenfor nævnes kun enkelte forhold.

Planlægningsarbejdet kan vise, at der ikke er tilstrækkelige disponible

vandressourcer til de behov, der er registreret for området, og at det derfor

kan være nødvendigt at undlade at opfylde visse behov. I det sammenfattende

afsnit i den redegørelse for anvendelse og prioritering af de danske

vandressourcer, som miljøstyrelsen afgav i 1977 til brug for arbejdet med den

nye vandforsyningslov, og som er trykt som bilag 2 til lovforslaget, siges

herom:

». . . samfundets øgede interesse for den samlede brug af vore

vandressourcer til vandforsyningsformål, recipient for spildevand, rekreative

formål og lignende medfører, at man må bedømme den del af vandressourcen, der

kan indvindes, som mere sparsom, end det hidtil har været antaget. Dette

medfører, at en stigende udnyttelse af

vandressourcen må ske efter en samlet plan og målsætning.

Indvinding af vand til vanding er et særligt problem, fordi vandingen

finder sted på det tidspunkt, hvor vandløbenes vandføring naturligt er

mindst. Generelt er indvinding af grundvand at foretrække frem for indvinding

af overfladevand, selvom indvinding af grundvand også påvirker vandløbenes

vandføring. Påvirkningen er ikke så direkte, som når indvindingen sker fra

vandløbet, idet grundvandsmagasinet har en forsinkende og udlignende

virkning.

I visse områder, f. eks. hvor vandressourcerne er sparsomme i forhold til

vandbehovet, vil det være påkrævet, at planlægningen og administrationen

samordnes inden for et hydrologisk afgrænset område, f. eks.

grundvandsoplandet til et vandløb eller vandløbets topografiske opland, der

kan omfatte arealer inden for flere kommuner og/ eller amtskommuner.

I områder, hvor vandforekomsterne er sparsomme, eller hvor øget

vandindvinding vil medføre uacceptable virkninger på omgivelserne, vil det

være nødvendigt at prioritere anvendelsen af ressourcerne. Efter

miljøstyrelsens opfattelse må hensynet til befolkningens forsyning med

drikkevand have første prioritet, dog således at miljømæssige hensyn i

særlige tilfælde kan gå forud. For at tilgodese disse hensyn kan det være

nødvendigt at begrænse vandindvindingen, hvad enten denne sker fra grundvand

eller fra overfladevand.

Dernæst må det sikres, at der kan opretholdes en rimelig vandkvalitet,

dels for at tilgodese de rekreative hensyn, dels for at sikre, at vandløbet i

overensstemmelse med den amtskommunale recipientkvalitetsplanlægning kan være

recipient for spildevand.

I de områder, hvor der herudover forekommer vandmængder, som det vil være

forsvarligt at udnytte, kan disse fordeles til erhvervsmæssige formål såsom

vanding, industriformål, dambrug m. v.

Efter miljøstyrelsens opfattelse vil det være rimeligt først at tildele

vand til de formål, der ud fra en samfundsmæssig helhedsvurdering giver

samfundet størst udbytte pr. m3 anvendt vand.« . . .

Det ovennævnte uddrag af redegørelsen er citeret i bemærkningerne til

lovforslaget. I bemærkningerne anføres det derefter:

»Landbrugsorganisationerne har imidlertid anmodet miljøstyrelsen om

at overveje sin stillingtagen til spørgsmålet om anvendelsen og

prioriteringen af vore vandressourcer.

Landbrugsorganisationernes begrundelse er, at regeringen under

forhandlinger med landbruget i sommeren 1977 har givet udtryk for, at den

ønsker at fremme væksten i den animalske produktion til gavn for

beskæftigelse og valutaindtjening. Hvis dansk landbrugs animalske produktion

de kommende år skal sikres et højere niveau, kræver det efter

landbrugsorganisationernes opfattelse, at de nødvendige vandmængder stilles

til rådighed for markvanding, således at der sikres optimale vækstbetingelser

for markafgrøderne.

Efter landbrugsorganisationernes opfattelse vil miljøstyrelsens

prioritering, hvorved vandløbene i områder, hvor vandforekomsterne er

sparsomme, sikres retten til vandet forud for bl. a. landbrugets ønske om

vand til kunstig vanding, medføre, at dansk landbrug ikke sikres grundlaget

for førnævnte vækst i produktionen.

Miljøstyrelsen har hertil bemærket, at en allerede gennemført

recipientkvalitetsplanlægning ikke i alle tilfælde kan være til hinder for en

ønsket vandindvinding. Befolkningens og erhvervslivets behov for en

tilstrækkelig og kvalitetsmæssig tilfredsstillende vandforsyning kan

indebære, at en tilladelse til indvinding af f. eks. grundvand bør

imødekommes, selvom konsekvensen i givet fald kan blive, at en fastlagt

recipientkvalitet må tages op til fornyet vurdering.«

Miljøstyrelsen har i forbindelse med udarbejdelsen af vejledningerne i

vandforsyningsplanlægning haft drøftelser med landbrugsorganisationerne om

prioriteringen af vandressourceanvendelsen. Miljøstyrelsens vejledninger

indeholder en nærmere beskrivelse af de generelle kvalitative og kvantitative

hensyn, der må tages ved forskellige anvendelser af vandressourcen, f. eks.

vand til drikkevandsforsyning, vand til landbrug herunder såvel markvanding

som vanding af husdyr, - vand til gartneri, vand til dambrug, vand til

industri eller hensynet til vandløbenes tilstand og kvalitet.

Miljøstyrelsen skal på denne baggrund understrege, at det er den

ressourceansvarlige myndighed amtsrådet - der skal vedtage målsætningerne for

anvendelsen af de enkelte vandområder. Det er herved amtsrådet, der foretager

den afvejning af samfundsmæssige hensyn, der i henhold til lovens §§ 1 og 2

skal ligge til grund for vandressourcens administration.

e. Vandleverancer mellem amtskommunerne

Spørgsmål om tilførsel af vand udefra til amtskommunen opstår, når behovet

i amtskommunen overstiger de disponible ressourcer i amtskommunen, og det er

teknisk og økonomisk muligt at tilføre vand udefra. Er tilførslen ikke

teknisk eller økonomisk mulig, må det undersøges, om det er muligt at

omvurdere nogle af de forhold, som har været betragtet som begrænsende for

udnyttelsen af vandressourcerne i amtskommunens eget område.

f. Fremtidige vandindvindingsanlæg

Vandindvindingsplanen skal ikke alene indeholde retningslinier for, hvilke

vandressourcer der skal anvendes til de forskellige formål, men skal også

indeholde retningslinier for placeringen af de indvindingsanlæg, der skal

anvendes til indvindingen af disse ressourcer. Disse angivelser af anlæg, som

bør indgå i den fremtidige vandforsyning, kan i vandindvindingsplanen

begrænses til anlæg af en sådan størrelse, at de har betydning for regionens

samlede vandforsyning, dvs. store almene anlæg og store erhvervsanlæg.

I denne forbindelse skal det understreges, at den bedste udnyttelse af

vandressourcen opnås ved at udnytte grundvandsmagasinets udlignende effekt på

vandindvindingens følgevirkninger.

Indvinding af grundvand må derfor foretrækkes frem for en

overfladevandsindvinding, medmindre indvindingen foretages nær et vandløbs

udløb i havet. Det skal ligeledes tilstræbes, at vandindvindingsanlæg

(boringer) placeres således, at en direkte påvirkning af vandføringen i et

vandløb undgås. Generelle retningslinier for den nærmere placering af

enkeltindvindingsanlæg bør derfor fremgå af vandindvindingsplanen.

Mindre anlæg, der sammenlagt er af betydning, skal ikke angives enkeltvis,

men som grupper; dette gælder f. eks. markvandingsanlæg. Planen skal

endvidere angive retningslinier for ledninger til fjerntransport for store

almene anlæg.

g. Foranstaltninger til forbyggelse af skadevirkninger på omgivelserne

Grundlaget for en angivelse af forebyggende og afhjælpende

foranstaltninger til opretholdelse af en vis grundvandsstand, vandstand i

søer m. v. og vandføring i vandløbene kan først tilvejebringes, når der er

etableret en viden om sammenhængen mellem grundvandsstand og vandstand i søer

m. v. og mellem grundvandsstand og vandføring i vandløbene. Eksempelvis kan

nævnes, at det ud fra recipientmålsætningen er forholdsvis enkelt at

fastlægge kravet til mindstevandføring. Det er ikke altid muligt at beregne,

hvilken grundvandsstand der skal opretholdes for at sikre denne

mindstevandføring. Det vil derfor heller ikke altid være muligt præcist at

angive forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger.

Det må betragtes som meget vigtigt at få afklaret disse sammenhænge i

planlægningsfasen, idet en afklaring er forudsætningen for at kunne angive

retningslinier for karakteren og omfanget af de nødvendige indgreb. Hertil

kommer, at afklaringen giver information om, hvilke parametre der skal måles

regelmæssigt for at kunne gennemføre en rimelig styring af indgrebene.

Som en foranstaltning, der kan tjene til opretholdelse af vandstand og

vandføring i et overfladevand i kritiske perioder, kan nævnes påbud i medfør

af bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980 om vandindvinding og vandforsyning

§ 17, stk. 1, om begrænsning eller standsning af en i øvrigt tilladt

indvinding under kritiske forhold, hvis et sådant påbud har hjemmel i

anlæggets indvindingstilladelse. Endvidere kan det tænkes, at den

indvirkning, som en større grundvandsindvinding i nærheden af et vandløb kan

have på vandløbets sommervandføring, kan modvirkes ved overførelse af vand

fra et andet vandløb eller ved udpumpning af grundvand i vandløbet opstrøms

for indvindingen på det sted, hvor presset på grundvandsressourcerne er

mindre.

h. Tidsfølge for etablering og udbygning af almene vandforsyningsanlæg

Der skal udarbejdes en tidsfølgeplan for etablering af almene

vandforsyningsanlæg, som er af betydning for regionens samlede vandforsyning.

Der kan her især være tale om vandforsyningsanlæg, som er en forudsætning for

gennemførelse af kommunale vandforsyningsplaner, fordi der fra disse anlæg

skal leveres vand til den pågældende kommune, og anlæggene eventuelt skal

erstatte eksisterende anlæg.

Desuden er tidsfølgen for udbygning af vandforsyningsanlæg - som vil blive

fulgt af en tilsvarende indvinding - af betydning for sammenhængen til anden

sektorplanlægning og regionplanlægning.

Kapitel 5

Vandforsyningsplanernes sammenhæng med

kommuneplanerne og

lokalplanerne

Vandindvindingsplanerne skal, som nævnt, i et vist omfang optages i

regionplanerne. Kommuneplanerne skal være i overensstemmelse med

regionplanerne. Det følger heraf, at der kan være forhold i vandindvindings-

og regionplanerne, f. eks. udpegning af områder til fremtidig vandindvinding,

som også skal optages i kommuneplanerne, fordi den fremtidige indvinding

medfører begrænsninger i anvendelsen af arealet.

I vandindvindings- og regionplanerne tænkes kun medtaget

vandforsyningsanlæg af betydning for regionens samlede vandforsyning. I

vandforsyningsplanen tænkes principielt alle vandforsyningsanlæg i kommunen

medtaget. Derfor kan der være behov for, at bestemmelserne om placering af

vandindvindings- og vandbehandlingsanlæg optages i kommuneplanen, i hvert

fald hvis der kan blive tale om konflikt med andre arealanvendelser.

For delområder under en kommune, kan eller skal der udarbejdes

lokalplaner, bl. a. hvor der bliver tale om større bygge- og anlægsarbejder.

Dette kan f. eks. omfatte vandbehandlingsanlæg (vandværker), hvorimod

ledningsanlæg som hovedregel ikke skal optages i lokalplanerne. En lokalplan

kan dog tænkes udarbejdet f. eks. i forbindelse med større regionale

ledningsanlæg, som medfører indskrænkninger i ejernes rådighed over deres

arealer (brugsservitutter).

Kapitel 6

Vandforsyningsplanernes indhold

Efter bekendtgørelsens § 10 skal vandforsyningsplanerne omfatte følgende

punkter:

a. Prognose for det fremtidige vandforbrug i kommunen

Der kan herom henvises til omtalen af forbrugsprognoser under

indvindingsplanerne. Vandbehovsprognoser bør være udformet som en prognose

dels for de enkelte dele af kommunen, dels for de enkelte forbrugergrupper.

Prognosen må være beregnet ud fra samme beregningsgrundlag som prognosen i

vandindvindingsplanen.

b. Angivelse af de bestående vandforsyningsanlæg i kommunen

Denne opgørelse, som allerede er foretaget i mange kommuner, skal være en

videreførelse af den opgørelse af eksisterende anlæg, som skal optages i

indvindingsplanen. I vandforsyningsplanen skal der foretages en grundigere

gennemgang af de vandforsyningsanlæg, som er optaget i indvindingsplanen, med

en beskrivelse og en vurdering af anlæggene. Tilhører et anlæg en anden

kommune må beskrivelsen og vurderingen udarbejdes i samarbejde mellem de to

kommuner, jfr. vandforsyningslovens § 4, stk. 2. I vandforsyningsplanen skal

der endvidere foretages en gennemgang af de vandforsyningsanlæg i kommunen,

som ikke er optaget i indvindingsplanen.

I øvrigt henvises der til miljøstyrelsens vejledning i

vandforsyningsplanlægning 3. del, afsnit 3.1.2.

c. Vandforsyningens struktur

På grundlag af de vandmængder, der er til rådighed, skal

vandforsyningsplanen indeholde en angivelse af, hvilke dele af kommunen der

påregnes forsynet med vand fra indvindingsanlæg på de enkelte ejendomme eller

fra andre ikke almene vandforsyningsanlæg, og hvilke dele af kommunen der

straks eller senere påregnes forsynet fra almene vandforsyningsanlæg.

Det skal understreges, at den vandforsyningsstruktur, som angives i

planen, ikke vil indtræde uden videre som følge af planen, men at den må

søges gennemført ved anvendelse af vandforsyningslovens regler om behandling

af konkrete spørgsmål, derunder strukturelle spørgsmål, efterhånden som

lejlighed opstår.

Hvis det således i en vandforsyningsplan er bestemt, at et område, som i

øjeblikket forsynes fra enkeltanlæg, inden for et angivet tidsrum skal

forsynes fra et kommende alment anlæg med en nærmere angiven beliggenhed, kan

dette nye anlæg kun oprettes, hvis der til sin tid indsendes ansøgning til

afgørelsesmyndigheden om anlægget enten fra kommunen eller fra en privat

forbrugergruppe. Planen forpligter ikke nogen privat forbrugergruppe til at

søge tilladelse til anlægget, men det må ligge i planen, at

kommunalbestyrelsen inden for tidsfristen må søge tilladelse til anlægget (og

eventuelt til dets oprettelse gennem pålæg efter lovens § 29), hvis ingen

private rejser spørgsmålet.

d. Fremtidig vandforsyning i kommunen

Det skal her angives, hvilke af de bestående almene vandforsyningsanlæg

der skal indgå i den fremtidige vandforsyning i kommunen, herunder deres

ejerforhold. Der må i denne forbindelse tages stilling til, hvilke af de

bestående anlæg der ønskes nedlagt nu eller senere. Grundlaget for denne

beslutning er den gennemgang af vandforsyningsanlæggene, som er nævnt ovenfor

under b, kombineret med beregninger af omkostningerne ved alternative

forsyningsstrukturer.

Hvis det er bestemt i vandforsyningsplanen, at den almene vandforsyning af

et område med tiden skal ske fra et større vandværk, og at nogle mindre

vandværker i den forbindelse skal afvikles, kan også dette kun ske i

overensstemmelse med vandforsyningslovens regler om behandling af konkrete

spørgsmål. Afviklingen af de mindre vandforsyningsanlæg kan ske, efterhånden

som deres indvindingstilladelse udløber, jfr. vandforsyningslovens § 22, stk.

1, og § 86, stk. 4, der medfører, at anlæggenes indvindingstilladelse kan

inddrages uden erstatning efter 30 års forløb - eller efterhånden som der

opstår spørgsmål om væsentlige udbedringer eller væsentlige ændringer af

deres anlæg, jfr. lovens § 21, og herudover hvis der rejses et særligt

spørgsmål om tilbagekaldelse af deres indvindingstilladelse, jfr. navnlig

lovens § 32, stk. 1. Hvis der i planen er sat en frist for afviklingen af et

alment vandforsyningsanlæg, må det i planen ligge, at kommunalbestyrelsen om

fornødent inden for fristen må rejse sag over for afgørelsesmyndigheden om

tilbagekaldelse af anlæggets indvindingstilladelse.

e. Nuværende og fremtidigt forsyningsområde

For alle bestående almene vandforsyningsanlæg skal angives det nuværende

og fremtidige forsyningsområde og for alle fremtidige almene

vandforsyningsanlæg det fremtidige forsyningsområde. Ved et bestående anlægs

nuværende forsyningsområde forstås det område, som anlægget naturligt kan

forsyne med sin nuværende kapacitet og med sin beliggenhed - herunder sin

beliggenhed i forhold til andre almene anlæg -, og det må også i begrebet

ligge, at afstanden til de ejendomme, der skal forsynes, er så kort, eller at

der er så mange ejendomme om at dele udgifterne, at udlægningen af ledninger

vil være en fornuftig disposition. Ved vandforsyningsanlæggets fremtidige

forsyningsområde forstås det forsyningsområde, som man i planen har tænkt

sig, når anlægget er fuldt udbygget efter planen, og når eventuelle nye

bebyggelser har gjort det naturligt at føre ledninger ud til nye områder. Der

henvises om disse forhold til bemærkningerne til vandforsyningslovforslagets

§ 45.

f. Vandleverancer mellem kommunerne

Vandforsyningsplanen skal, i lighed med vandindvindingsplanen, indeholde

en angivelse af, om kommunen har behov for tilførsel af vand udefra, eller om

der fra kommunen kan leveres vand til forbrug uden for kommunen. Herom kan

der henvises til, hvad der er anført i forbindelse med

vandindvindingsplanerne.

g. Ledningsnet

For alle almene anlæg skal vandforsyningsplanen angive ledningsnettet,

herunder forbindelsesledninger mellem flere vandforsyningsanlæg, hvis sådanne

ledninger findes eller skal etableres. Angivelse af de enkelte anlægs

ledningsnet må nødvendigvis have forskellig detaljeringsgrad. I byområder vil

alle ejendomme være tilsluttet vandforsyningen, som vil have ledninger i alle

gader og veje, og det vil derfor være overflødigt at angive alle ledninger i

planen. Det vil i disse tilfælde være tilstrækkeligt at beskrive

hovedledningsnettet. Derimod har ledningsplaceringen afgørende betydning i

landsbyer og landområder, fordi ledningernes beliggenhed vil være af

betydning for tilslutningsmuligheden. Det vil derfor ofte være

hensigtsmæssigt at angive alle ledninger i planen. Hvis det er af betydning

for vandforsyningen, bør også ledningsdimensionen angives. Dette gælder

navnlig for ledninger, som skal anvendes i forbindelse med en videre

udbygning af forsyningsområdet, eller som skal tjene som

forbindelsesledninger til andre vandværkers forsyningsområder.

h. Tidsfølge for etablering og udbygning af almene vandforsyningsanlæg

Det er af afgørende betydning for en hensigtsmæssig udbygning af

vandforsyningen, at de enkelte vandforsyningsanlæg kan disponere ud fra en

tidsplan for udbygning og forsyning. Kun ved at have en sådan tidsplan som

arbejdsgrundlag kan udbygnings- og driftsforholdene for det enkelte vandværk

tilrettelægges på den samfundsøkonomisk bedste måde. Tidsplaner for udbygning

af ledningsnettet har særlig betydning i landområder, fordi det vil være en

oplysning til borgerne om, hvornår der kan forventes tilslutningsmulighed.

Kapitel 7

Fremgangsmåden ved tilvejebringelse af

vandindvindings- og

vandforsyningsplaner

Det anføres i bemærkningerne til vandforsyningslovforslagets kapitel 3,

jfr. lovens § 16, stk. 1, at det vil være naturligt, at den offentlighed, som

hidtil har præget behandlingen af konkrete sager om tilladelse til

vandindvinding, også kommer til at præge behandlingen af planerne, hvor en

del af linierne lægges. Der henvises også til, at en sådan offentlighed er

foreskrevet ved tilvejebringelse af region- og kommuneplaner. Ved

fastsættelsen af reglerne om tilvejebringelse af vandindvindings- og

vandforsyningsplaner er der i overensstemmelse med disse bemærkninger lagt

vægt på, at offentligheden inddrages i sagsbehandlingen.

Det er dog ikke fundet nødvendigt at binde tilvejebringelsen af

vandindvindings- og vandforsyningsplanerne til så omfattende

behandlingsforskrifter, som gælder for region- og kommuneplaner. Der er

således ikke givet så udførlige regler om tilvejebringelsen af

planforslagene. Reglerne om inddragelsen af offentligheden i sagsbehandlingen

er enklere, og der er ikke stillet krav om udarbejdelse af alternative

skitser eller om offentliggørelse af afvigende meninger i

kommunalbestyrelsen. Reglerne om tilvejebringelse af vandindvindings- og

vandforsyningsplaner er imidlertid gjort så smidige, at planerne, hvor det er

ønskeligt, kan behandles sammen med henholdsvis en regionplan (eller ændret

regionplan) og en kommuneplan.

Efter bekendtgørelsens §§ 3 og 9 skal amtsrådet udarbejde forslag til

vandindvindingsplan og kommunalbestyrelsen forslag til vandforsyningsplan

efter forhandling med de interesserede myndigheder og institutioner m.v. Som

interesserede myndigheder kan for indvindingsplanerne først og fremmest

nævnes kommunalbestyrelserne inden for amtskommunens område og for

vandforsyningsplanerne de private almene vandforsyningsanlæg i kommunen.

Endvidere skal embedslægeinstitutionen inddrages i forarbejdet. Der kan

imidlertid også blive spørgsmål om at inddrage andre i forhandlingerne, f.

eks. amtskommuner eller kommuner, hvis vandindvindingsforhold vil blive

påvirket af bestemmelser i planen, ejerne af private anlæg med betydeligt

vandforbrug og lokale erhvervsorganisationer med betydelig interesse i

vandforbruget (f. eks. landbo- og gartneriforeninger).

Fremgangsmåden ved udarbejdelsen af forslaget må afhænge af, hvor

kompliceret forslaget er, og den kan f. eks. gøres simplere med hensyn til

delplaner og ændringer i og tillæg til planer (jfr. §§ 8 og 14) end med

hensyn til de samlede planer. For komplicerede planer kan det være

nødvendigt, at den planlæggende myndighed først holder et orienterende møde

med de interesserede parter, derefter udsender et udkast og drøfter udkastet

på et nyt møde med de interesserede og dernæst udarbejder et forslag og måske

yderligere brevveksler og forhandler om forslaget, før det vedtages.

Når forslaget er vedtaget, skal det ved amtsrådets eller

kommunalbestyrelsens foranstaltning fremlægges for offentligheden til

gennemsyn i mindst 3 måneder på de steder, der bestemmes af amtsrådet eller

kommunalbestyrelsen, jfr. bekendtgørelsens §§ 5 og 11. Med hensyn til

forslagene til indvindingsplaner bør fremlæggelse antagelig normalt ske på

amtskommunens kontor og på kommunekontorerne i alle amtskommunens kommuner og

med hensyn til vandforsyningsplaner på vedkommende kommunekontor. Der kan

herudover være tale om at fremlægge planerne f. eks. på biblioteker.

Fremlæggelsen bør altid meddeles ved annoncer i passende blade, og såvel i

annoncerne som i forbindelse med fremlæggelsen bør det fremhæves, at der

under fremlæggelsesperioden kan indsendes indsigelser til

planlægningsmyndigheden, jfr. §§ 6 og 12. Inden for fremlæggelsesperioden

skal planlægningsmyndigheden iværksætte en oplysningsvirksomhed om forslaget.

Bekendtgørelsen giver ingen regler om denne oplysningsvirksomheds art eller

omfang. Der kan være tale om afholdelse af borgermøder, men efter

omstændighederne kan det være tilstrækkeligt, at planlægningsmyndigheden

offentliggør en redegørelse for forslaget i passende blade, udsender foldere

eller lignende.

Efter fremlæggelsesfristens udløb skal planlægningsmyndigheden på ny

forhandle sagen med de myndigheder og institutioner m. v., som tidligere har

været inddraget i sagsbehandlingen, jfr. bekendtgørelsens §§ 6 og 12.

Derefter vedtager myndigheden planen og sender den til

godkendelsesmyndigheden (henholdsvis miljøministeren og amtsrådet) med

redegørelse for indkomne indsigelser og myndighedens bemærkninger hertil.

Indsendelse til miljøministeren skal ske gennem miljøstyrelsen.

Når godkendelsesmyndigheden har godkendt planen, offentliggør

planlægningsmyndigheden en meddelelse herom, jfr. bekendtgørelsens §§ 7 og

13. Offentliggørelsen må ske i passende blade efter planlægningsmyndighedens

bestemmelse. Den godkendte indvindingsplan må være tilgængelig på vedkommende

amtskommunes kontor og vandforsyningsplanen på vedkommende kommunekontor, og

dette bør angives i meddelelsen.

Kapitel 8

Regler om klage

Når en vandforsyningsplan er godkendt, er der adgang til at påklage den

samlede plan. Klage kan, i overensstemmelse med vandforsyningslovens § 80,

indgives af de interesserede myndigheder og institutioner m.v. og af alle

private, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagen.

Klagefristen er 4 uger fra den dag, da der er offentliggjort en meddelelse

om den godkendte vandforsyningsplan - selvom meddelelsen ikke giver

detaljerede oplysninger om planens indhold -. Der henvises til

bekendtgørelsens § 16.

Miljøministeriet, den 25. februar 1980

Ivar Nørgaard

/ Gertrud Goldschmidt

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Kortlægning og planlægning efter vandforsyningsloven

Kapitel 2. Vandindvindingsplanernes sammenhæng med anden sektorplanlægning

a. Recipientkvalitets- og spildevandsplaner

b. Lossepladser

c. Råstofplaner

d. Fredningsplaner

e. Landbrugsplaner

Kapitel 3. Vandindvindingsplanernes sammemhæng med den sammenfattende

fysiske planlægning

Kapitel 4. Vandindvindingsplanernes indhold

a. Prognose for det fremtidige vandforbrug i amtskommunerne

b. Angivelse af de bestående vandforsyningsanlæg i amtskommunen

c. Angivelse af de disponible vandressourcer i amtskommunen 1)

Ressourceopgørelse under hensyn til vandløbenes vandføring 2) Andre

begrænsninger i ressourceanvendelsen

d. Retningslinier for de disponible vandressourcers anvendelse inden for

amtskommunen

e. Vandleverancer mellem amtskommunerne

f. Fremtidige vandindvindingsanlæg

g. Foranstaltninger til forebyggelse af skadevirkninger på omgivelserne

h. Tidsfølge for etablering og udbygning af almene vandforsyningsanlæg

Kapitel 5. Vandforsyningsplanernes sammenhæng med kommuneplanerne og

lokalplanerne

Kapitel 6. Vandforsyningsplanernes indhold

a. Prognose for det fremtidige vandforbrug i kommunen

b. Angivelse af de bestående vandforsyningsanlæg i kommunen

c. Vandforsyningens struktur

d. Fremtidig vandforsyning i kommunen

e. Nuværende og fremtidigt forsyningsområde

f. Vandleverancer mellem kommunerne

g. Ledningsnet

h. Tidsfølge for etablering og udbygning af almene vandforsyningsanlæg

Kapitel 7. Fremgangsmåden ved tilvejebringelse af vandindvindings- og

vandforsyningsplaner

Kapitel 8. Regler om klage

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter