Cirkulære om vandløbsloven (Til kommunalbestyrelser, amtsråd, hovedstadsrådet og formænd for landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om vandløbsloven
(Til kommunalbestyrelser, amtsråd,
hovedstadsrådet og formænd for
landvæsenskommissioner og
overlandvæsenskommissioner)
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovens område
3. Lovens formål
4. Myndigheder
4.1. Vandløbsmyndighederne
4.1.1. Kompetencefordeling
4.1.2. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder
4.2. Miljøstyrelsen
4.3. Landvæsensretterne
4.4. Overgangsregler
5. De umiddelbare rettigheder
5.1. De umiddelbare dræningsrettigheder
5.2. Bestemmelser om sejlads
5.2.1. Begrænsninger i sejladsretten
5.2.1.1. Vandløbsloven
5.2.1.2. Miljøbeskyttelsesloven
5.2.1.3. Naturfredningsloven
5.2.2. Udvidelse af sejladsretten
5.2.3. Fælles regler
6. Klassifikation og registrering af vandløb
7. Regulativer for offentlige vandløb
7.1. Grundlaget for regulativerne
7.2. Regulativernes indhold
7.3. Regulativernes tilvejebringelse
Læs alt
7.4. Revision af regulativer
8. Regulering m.v. af vandløb, herunder etablering af
udpumpningsanlæg, broer m.v.
8.1. Regulering af vandløb, tørlægning af søer og anlæg af
nye vandløb
8.2. Udpumpningsanlæg med digeanlæg til afvanding
8.3. Broer, opstemningsanlæg, flodemål m.m.
8.4. Behandling af sager om regulering, udpumpningsanlæg,
broer m.v.
9. Vandløbsvedligeholdelse
10. Restaurering af vandløb
10.1. Restaureringens formål og omfang m.v.
10.2. Behandling af forslag til restaureringer
11. Tilsyn
12. Forskellige bestemmelser
12.1. Bidrag
12.2. Gebyrer
12.3. Andre bestemmelser
13. Klage
14. Ikrafttrædelsesbestemmelser
Bilag: Overenskomst om rørledning i henhold til § 8 i bekendtgørelse nr.
424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering
af vandløb
1. Indledning
Vandløbsloven (lov nr. 302 af 9. juni 1982) trådte i kraft den 1. november
1983, jfr. bekendtgørelse nr. 420 af 7. september 1983. Loven afløser
vandløbsloven af 1949, jfr. lovbekendtgørelse nr. 523 af 26. september 1973.
Ved lov om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove (lov nr. 250
af 23. maj 1984) § 2 er vandløbsloven blevet ændret.
Bliver vandløbsmyndigheden opmærksom på et ulovligt forhold, skal den
foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om
forhold af ganske underordnet betydning, jfr. § 54a.
I ekstraordinære situationer kan vandløbsmyndigheden iværksætte
foranstaltninger uden forudgående meddelse af påbud og på den forpligtedes
regning, jfr. § 55. I disse situationer yder politiet om fornødent bistand
efter regler fastsat efter forhandling mellem miljøministeren og
justitsministeren.
Endelig er der i § 77 a indsat en bestemmelse om, at reglerne om
fristfastsættelse og forhåndsvarsling, § 76, stk. 2 og § 77, stk. 1, ikke
finder anvendelse på meddelelse om standsning af arbejder, som er påbegyndt
uden fornøden tilladelse eller godkendelse, eller meddelelse om at efterkomme
en tidligere truffet afgørelse.
En af hovedændringerne i loven er et ændret myndighedssystem. Kompetencen
på det lokale og regionale plan til at træffe afgørelse i de materielle
(tekniske) sager om anlæg af vandløb og om vandløbsvedligeholdelse og
-regulering overføres fra landvæsensretterne til de kommunale råd.
Landvæsensretternes opgave bliver fremover udelukkende at afgøre de
økonomiske sager om erstatning eller bidragsfordeling, som de kommunale råd
ikke har kunnet forlige.
Loven har desuden en egentlig formålsbestemmelse. Her af fremgår det, at
vandløbenes evne til afledning af vand skal tilstræbes sikret, men at
administrationen af loven samtidig skal ske under hensyntagen til de
miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som er fastsat i henhold til anden
lovgivning. Hovedsigtet med denne bestemmelse i loven er, at det tilstræbes
at sikre, at vandløbenes benyttelse sker under hensyntagen til den
målsætning, der er fastlagt for det enkelte vandløb i
recipientkvalitetsplanlægningen efter miljøbeskyttelseslovens § 61 e.
Det er endvidere en nyskabelse i loven, at vandløbsmyndighederne har
mulighed for at restaurere vandløb. Ved vandløbsrestaurering forstås en række
nærmere angivne foranstaltninger, som forbedrer de fysiske muligheder for et
alsidigt dyre- og planteliv. Iværksættelsen af restaureringsprojekter giver
således mulighed for at forbedre tilstanden i vandløbet, så den i højere grad
bringes i overensstemmelse med den fastlagte målsætning.
De nævnte hovedændringer uddybes nedenfor. Andre væsentlige ændringer i
loven er ligeledes omtalt nedenfor.
Samtidig med lovens ikrafttræden udsendtes følgende bekendtgørelser:
Bekendtgørelse nr. 423 af 7. september 1983 om klassifikation og
registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb.
Bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.,
herunder om restaurering af vandløb.
Bekendtgørelse nr. 422 af 7. september 1983 om henlæggelse af opgaver og
beføjelser efter vandløbsloven til miljøstyrelsen.
Den 1. marts 1985 træder bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om
klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige
vandløb i kraft. Bekendtgørelsens § 9 er ændret i forhold til
miljøministeriets bekendtgørelse nr. 423 af 7. september 1983, som samtidig
ophæves.
Miljøstyrelsen udsender desuden en vejledning om vandløbsvedligeholdelse.
2. Lovens område
De ferskvandsområder, som er omfattet af loven, er angivet i lovens § 2.
Afgrænsningen svarer til den afgrænsning, der var gældende efter den
tidligere lov. Loven omfatter således vandløb og herunder også grøfter,
kanaler, og rørledninger, søer, damme og lignende indvande samt
udpumpningsanlæg med tilhørende diger, sluser, broer og andre indretninger.
Omløbskanaler ved opstemningsanlæg m.v. er ligeledes omfattet af lovens
bestemmelser.
De pågældende vandløb m.v. er imidlertid kun omfattet, hvis flere end en
enkelt har interesse i deres tilstedeværelse og vedligeholdelse.
Vandløb, der fra udspring til udløb i havet udelukkende ligger på en
ejendom, er derfor ikke omfattet af loven, medmindre de har interesse for
andre som fiskevand, til sejlads, opstemning eller andet. Det er således få
vandløb, der ikke er omfattet af lovens bestemmelser. Miljøministeren har dog
mulighed for at inddrage sådanne »enkeltmandsvandløb« under loven,
jfr. § 2, stk. 2, 2. pkt. Beføjelsen kan kun anvendes, hvis den
vandløbsmyndighed, der ønsker det pågældende vandløb inddraget under loven,
samtidig er villig til at optage vandløbet som offentligt, jfr. § 9. Det
indebærer bl.a., at der skal udarbejdes et regulativ for vandløbet, og at
vedligeholdelsen overtages af vandløbsmyndigheden. Muligheden for at inddrage
»enkeltmandsvandløb« under vandløbsloven, tænkes især anvendt i
situationer, hvor vandløbsmyndighederne finder, at der er behov for at få
vandløbslovens bestemmelser til at gælde for det pågældende vandløb. Det kan
især være bestemmelserne om regulering og vedligeholdelse, der kan have
interesse.
Vandløbsloven regulerer en række forhold vedrørende vandløb, her i blandt
vandløbenes almindelige benyttelse, vandløbenes vedligeholdelse og
restaurering, regulering af vandløb samt anlæg af nye vandløb, og etablering
af udpumpningsanlæg, broer, opstemningsanlæg m.m.
3. Lovens formål
Loven tilstræber at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand,
navnlig overfladevand, spildevand og drænvand. Administrationen af loven skal
imidlertid ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til
vandløbskvaliteten, som er fastsat i henhold til anden lovgivning.
Vandløbsmyndighederne må derfor tage hensyn til den planlægning omkring
vandløbene, som foretages efter anden lovgivning. Det er primært
målsætningerne for de enkelte vandløb i recipientkvalitetsplanerne, som må
inddrages, men derudover bør vandindvindings-, frednings- og landbrugsplaner
også tages i betragtning i forbindelse med administrationen af loven.
Vandløbsmyndigheden skal ligeledes være opmærksom på, om vandløbet er
omfattet af andre fredningsbestemmelser såsom fredninger efter kapitel III
eller § 43 i naturfredningsloven.
4. Myndigheder
4.1. Vandløbsmyndighederne
4.1.1. Kompetencefordeling
Den hidtidige administrative inddeling af vandløbene i offentlige og
private vandløb opretholdes. De kommunale råd bliver fremover
vandløbsmyndighed, således at materielle (tekniske) sager vedrørende
amtsvandløb henlægges til amtsrådene, mens de tilsvarende sager vedrørende
kommune- og private vandløb henlægges til kommunalbestyrelserne.
Amtsrådet er endvidere den kompetente myndighed i forbindelse med
godkendelse og ændring af offentlige pumpelag.
Amtsrådet har yderligere kompetencen i sager om vandløbsregulering m.v.,
når reguleringsforanstaltningerne m.v. foretages i forbindelse med en
tilladelse fra amtsrådet efter miljøbeskyttelsesloven til udledning af
spildevand til vandløbet eller efter vandforsyningsloven til vandindvinding
fra vandløbet (bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983, § 3, stk. 3).
Uden for hovedstadsområdet har kommunalbestyrelsen endvidere efter aftale
med amtsrådet mulighed for at overlade sagsbehandlingen til amtsrådet, hvis
der skal foretages reguleringsforanstaltninger m.v. i et vandløb, der er
omfattet af § 43 i naturfredningsloven (bekendtgørelse nr. 424 af 7.
september 1983, § 3, stk. 4).
Amtsrådets opgaver efter loven varetages i Københavns kommune og
Frederiksberg kommune af hovedstadsrådet (bekendtgørelse nr. 424 af 7.
september 1983, § 4). Denne bestemmelse har især praktisk betydning i
forbindelse med oprettelse af offentlige pumpelag i de to kommuner.
4.1.2. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder
Opstår der uenighed mellem vandløbsmyndigheder om administrationen af
vandløb, som berører flere kommuner eller amtskommuner afgøres sagen af
miljøstyrelsen (bemyndigelsen til miljøministeren i lovens § 7, stk. 6 til at
afgøre uenighed er henlagt til miljøstyrelsen, jfr. bekendtgørelse nr. 422 af
7. september 1983 om henlæggelse af opgaver og beføjelser efter vandløbsloven
til miljøstyrelsen).
Uenigheden kan fremkomme ved administration af vandløb, som danner grænse
mellem (amts)kommuner eller i forbindelse med vandløb, der gennemløber flere
(amts)kommuner. Indholdsmæssigt kan den angå behandlingen af enkeltsager,
eller spørgsmålet om optagelse af et vandløb som offentligt vandløb, herunder
om hvordan det pågældende vandløb skal klassificeres, og hvorledes
regulativet skal udformes. Miljøstyrelsen kan kun løse en uenighed, hvis det
drejer sig om en materiel (teknisk) sag, hvorimod spørgsmålet må indbringes
for landvæsenskommissionen, hvis uenigheden går på økonomiske spørgsmål som
f.eks. fordelingen af vedligeholdelsesudgifter for offentlige vandløb (jfr.
nedenfor, hvor landvæsenskommissionernes opgaver efter loven præciseres).
4.2. Miljøstyrelsen
Miljøstyrelsen er ankeinstans for de materielle (tekniske) afgørelser, der
træffes af amtsråd og kommunalbestyrelser i henhold til loven. Miljøstyrelsen
administrerer endvidere den tilskudsordning, der er indført, til dækning af
anlægsudgifter m.v. ved større restaureringsprojekter (lovens § 37, stk. 3).
4.3. Landvæsensretterne
Med den ny vandløbslov begrænses landvæsensretternes funktion i forhold
til de opgaver, de hidtil har varetaget. Fremover er landvæsensretternes
kompetence at træffe afgørelser i økonomiske sager om erstatning eller
bidragsfordeling.
I forbindelse med erstatning for ekspropriation efter vandløbsloven skal
vandløbsmyndigheden søge at opnå forlig om erstatningen. Hvis der ikke kan
opnåes forlig, eller hvis afgørelsen påklages, indbringes
erstatningsspørgsmålet for landvæsenskommissionen, som træffer afgørelse
(lovens § 72, stk. 3). I andre økonomiske spørgsmål, herunder
bidragsfordeling og skadeserstatning, skal vandløbsmyndigheden tilsvarende
søge forlig, og i mangel af sådant indbringes sagen for
landvæsenskommissionen (lovens § 74, stk. 2 og 3).
Landvæsensretterne har herudover kompetence på en række andre områder i
følge lovens bestemmelser.
Spørgsmål om vedligeholdelsesbyrdens fordeling for private vandløb kan
indbringes for vandløbsmyndigheden. Kan denne ikke opnå forlig indbringes
sagen for landvæsenskommissionen (lovens § 35, stk. 3).
Landvæsenskommissionen har ligeledes kompetence til at fastsætte hvilke
ejendomme, der skal yde bidrag til offentlige pumpeanlæg (lovens § 41).
Landvæsenskommissionen kan desuden bestemme, at der for anlægsbidrag gives
pant i den afgiftspligtige ejendom forud for andre hæftelser af privatretlig
oprindelse, ligesom den kan fastsætte vilkårene for udpantningen (lovens §
65, stk. 2).
Landvæsenkommissionen er ankeinstans for vandløbsmyndighedens afgørelser
efter lovens § 67, stk. 1 og § 68, stk. 1-3. Ved udstykning eller afgivelse
af arealer til veje fra ejendomme med bidragspligt efter vandløbsloven kan
vandløbsmyndigheden på anmodning fordele bidraget på de udlagte parceller,
samt fastsætte hvordan udgifterne ved fordelingen skal udredes.
Vandløbsmyndighedens afgørelse kan, jfr. lovens § 67, stk. 2, indbringes for
landvæsenskommissionen. Vandløbsmyndighedens afgørelse om bidragsbetaling som
følge af en forøget afløbsmængde til vandløbet (lovens § 68, stk. 1),
tilførsel af spildevand, der forøger arbejdet ved vandløbets oprensning
væsentligt (lovens § 68, stk. 2), eller på grund af indvinding af vand, som
forøger vedligeholdelsen væsentligt (lovens § 68, stk. 3), kan ligeledes
ankes til landvæsenskommissionen, jfr. lovens § 68, stk. 4.
Landvæsenskommissionen kan yderligere afgøre spørgsmål, om hvorvidt en
foranstaltning efter loven medfører erstatningspligt, jfr. lovens § 71, stk.
2.
De opgaver, der er henlagt til landvæsenskommissionen efter loven, afgøres
i Københavns kommune af den særlige landvæsenskommission, som er nævnt i
vandforsyningslovens § 9, stk. 2 (vandløbslovens § 7, stk. 5).
Landvæsenskommissionens kendelser kan indankes for
overlandvæsenskommissionen (lovens § 80, stk. 1) efter de klagebestemmelser,
der følger af lovens kapitel 16.
I sager vedrørende offentlige vandløb er vandløbsmyndigheden rekvirent.
4.4. Overgangsregler
Sager, der er under behandling ved en landvæsensret ved lovens
ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, jfr. lovens §
87.
5. De umiddelbare rettigheder
5.1. De umiddelbare dræningsrettigheder
Grundejere har ret til at sænke grundvandet på deres ejendom til den
dybde, som er nødvendig for dyrkningen, jfr. lovens § 3, stk. 1.
Grundvandssænkningen må foregå ved almindelig udgrøftning og ved dræning med
afløb til bestående vandløb. Bredejere må aflede overfladevand og vand fra
almindelige drænings- og udgrøftningsanlæg til vandløb fra egen grund. Den
umiddelbare ret til afvanding til bestående vandløb, som følger af loven,
svarer til rettighederne i den tidligere lov.
Hvis benyttelsen i medfør af lovens § 3 udøves over et offentligt vandløb,
må eventuelle regulativbestemmelser om drænudløb, vandingssteder,
anlægspladser m.m. respekteres, jfr. nedenfor pkt. 7.
Regulering af vandløb i forbindelse med afvanding kræver som hidtil en
tilladelse.
Afvandingsarbejder, der omfatter flere end bredejerne, kræver ligeledes
fortsat vandløbsmyndighedernes godkendelse, jfr. lovens § 21, hvorefter nye
vandløb kun må anlægges efter vandløbsmyndighedens bestemmelse.
Loven indeholder en bemyndigelse til miljøministeren til at fastsætte
nærmere bestemmelser om regulering af de umiddelbare dræningsrettigheder i
okkerpotentielle områder (lovens § 3, stk. 4). Beføjelsen er endnu ikke
anvendt, men tænkes benyttet, hvis der iværksættes en mere generel
okkerbekæmpelsesordning på baggrund af den forsøgsordning, som er etableret i
medfør af okkerloven. Den igangværende forsøgsordning skal afklare
problemerne omkring udledning af okker i vandløb m.v.
5.2. Bestemmelser om sejlads
Sejlads med ikke-motordrevne småfartøjer er efter lovens § 4, stk. 1
tilladt for almenheden. Adgangen til sejlads omfatter således sejlads med
robåde, kajakker, kanoer og lignende småfartøjer, som drives uden mekanisk
kraft. Sejladsretten gælder for vandløb, hvor der er flere bredejere, og som
ikke er undergivet særskilt ejendomsret. Sejlads må dog ikke udøves på
vandløb, der udelukkende er anlagt til særligt formål eller for en bestemt
kreds af grundejere, eller hvor der ved tidligere lov er truffet anden
bestemmelse, jfr. lovens § 5.
Sejladsen må ikke være til skade eller ulempe for vandløbet eller for
andres jagt, fiskeri og rørskær. Sejladsretten giver i øvrigt ikke ret til at
betræde andres ejendom. Vandløbsmyndigheden bør ved tilsynet med vandløbet
være opmærksom på, at sejladsen udøves under tilstrækkelig hensyntagen
hertil.
5.2.1. Begrænsning i sejladsretten
5.2.1.1. Vandløbsloven
Vandløbsmyndigheden kan, jfr. lovens § 4, stk. 3, fastsætte begrænsning i
sejladsretten. Muligheden for at begrænse sejladsen kan anvendes f.eks. af
hensyn til vandløbets vedligeholdelse eller til beskyttelse af vandløbets
tilstand i øvrigt, herunder de fysiske forhold og dets dyre- og planteliv.
Man skal i denne forbindelse særligt gøre opmærksom på, at sejlads kan
have en negativ indflydelse på fiskebestandene. Den uro, selve sejladsen
giver anledning til, vil således kunne skræmme fisk bort fra deres foretrukne
levesteder og dermed udøve en stresspåvirkning. Intens sejlads og deraf
følgende langvarig stresspåvirkning kan resultere i en forøget dødelighed.
Det mekaniske slid, der vil ske på bredder (brinker) og på lavvandede
strækninger ved kollision, landgang og grundstødning vil bevirke en øget
erosion i bredzonen og en ændring af bundens substrat. Herved vil såvel
standpladser (skjul) som gydemuligheder for en række laksefisk kunne blive
forringet.
Ved intens sejlads vil kølvandsbølger endvidere have mulighed for at
løsrive mere eller mindre klæbrige ægtråde eller æghobe af andre fiskearter
f.eks. aborre. Disse negative påvirkninger er selvsagt størst i de mindre
vandløb.
For de vandløb, som skal tjene som laksefiskvande, vil der især kunne være
behov for sejladsreguleringer i perioden 1. oktober til 1. juni, mens der for
de vandløb, der skal tjene som karpefiskvande primært vil kunne være behov
for reguleringer i perioden 15. april til 15. juni.
Begrænsningerne kan i al almindelighed have form af forbud mod sejlads
evt. kun i visse tidsafgrænsede perioder, samt af begrænsninger med hensyn
til bådenes type og størrelse.
Der kan desuden fastsættes begrænsninger af hensyn til beskyttelsen af
vandløbet, hvis almenhedens færdsels- og opholdsrettigheder i følge
naturfredningsloven udøves i forbindelse med sejladsretten. Sådanne
begrænsninger kræver ikke forelæggelse for fredningsnævnet, jfr.
naturfredningslovens § 56, stk. 2.
Det bemærkes, at de af vandløbsmyndighederne i medfør af vandløbsloven
fastsætte sejladsbestemmelser skal respektere sejladsregulering fastsat i
medfør af miljøbeskyttelsesloven og naturfredningsloven, således at der ikke
kan gives sejladsret i videre omfang end fastsat efter de nævnte love.
5.2.1.2. Miljøbeskyttelsesloven
Amtsrådet kan i medfør af bestemmelsen i § 14 i miljøbeskyttelsesloven
meddele forbud mod sejlads i vandløb, der udnyttes af vandforsyningsanlæg.
5.2.1.3. Naturfredningsloven
En regulering af den ikke-erhvervsmæssige sejlads kan også finde sted
efter naturfredningsloven, idet miljøministeren efter anmodning fra
vedkommende amtsråd kan udstede en bekendtgørelse herom i medfør af
naturfredningslovens § 60 a, stk. 2.
Initiativet til en bekendtgørelse om sejladsregulering efter
naturfredningsloven er således henlagt til amtsrådet, og det er op til dette
at sørge for den fornødne koordinering mellem bestemmelserne i en sådan
bekendtgørelse og bestemmelser i vandløbsregulativet for det pågældende
område.
Naturfredningslovens formål er dels at beskytte naturen, dels at tilgodese
befolkningens friluftsliv. I modsætning til i vandløbsloven indgår
friluftslivets interesser således her som en del af formålet. Med hensyn til
mulighederne for at regulere ikke-erhvervsmæssig sejlads efter
naturfredningslovens § 60 a, stk. 2, er det ved vedtagelsen af denne paragraf
udtrykkeligt poienteret, at der skal tages hensyn til beskyttelsesinteresser,
fredningsinteresser, erhvervsinteresser og bredejernes særlige interesser.
Bestemmelsen giver derfor baggrund for at gennemføre detaljerede
bestemmelser, der omfatter f.eks. koncessionsordninger for kanoudlejning,
kvoteordninger etc.
Hvor der er tale om en detaljeret sejladsregulering på baggrund af en
afvejning af beskyttelses- og friluftsinteresser og/ eller, hvor der er tale
om større sammenhængende vandsystemer, kan sejladsreguleringen derfor mest
hensigtsmæssigt ske i medfør af naturfredningslovens bestemmelser. I følge
bemærkningerne til bestemmelsen i naturfredningsloven antages den dog kun at
have et begrænset anvendelsesområde, idet der specielt er tænkt på regulering
af sejladsen på vandløb med sejlads i større omfang som f.eks. Gudenå og
Suså.
5.2.2. Udvidelse af sejladsretten
Vandløbsmyndigheden har ligeledes, jfr. lovens § 4, stk. 3, mulighed for
at udvide sejladsretten på offentlige vandløb til at omfatte sejlads med
større eller motordrevne både. Tilladelse til motorbådssejlads bør i reglen
være begrænset med hensyn til motoreffekt og hastighed. Som hovedregel bør
motorbådssejlads tillades i forbindelse med erhvervsfiskeri. Der kan
fastsættes gebyrer til vandløbets vedligeholdelse for sejlads på offentlige
vandløb med større eller motordrevne både, jfr. lovens § 4, stk. 4.
Hvis vandløbsmyndigheden fastsætter regler for gebyrer, vil det være
hensigtsmæssigt, at disse optages i regulativet for det pågældende vandløb.
5.2.3. Fælles regler
For offentlige vandløb skal beslutninger om begrænsninger eller udvidelser
i sejladsretten fremgå af regulativerne, jfr. lovens § 12. Beslutningen om
regulering af sejladsretten får først retsvirkning, når regulativet evt. ved
et tillæg er ændret i overensstemmelse hermed.
Det kan endvidere anbefales, at eventuelle begrænsninger, der fastsættes i
medfør af naturfredningslovens § 60 a, stk. 2, nævnes i regulativet til
oplysning for brugere af sejladsretten. Det vil endvidere være
hensigtsmæssigt, at regulativet indeholder dele af de almindelige
bestemmelser for sejlads, der følger af handelsministeriets bekendtgørelse
nr. 430 af 24. august 1976 om særlige regler for sejlads m.m. i visse danske
farvande, som ændret ved industriministeriets bekendtgørelse nr. 324 af 7.
juni 1980.
Det bør ligeledes overvejes at foretage en hensigtsmæssig skiltning om
begrænsninger i sejladsretten.
6. Klassifikation og registrering af vandløb
De nærmere regler om vandløbsmyndighedernes opgaver i forbindelse med
klassifikation og registrering af vandløb er fastsat i bekendtgørelse nr. 49
af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om
regulativer for offentlige vandløb.
Vandløb inddeles administrativt i offentlige og private vandløb. De
offentlige vandløb er endvidere inddelt i amtsvandløb og kommunevandløb.
Lavere liggende strækninger af vandløb, der gennemløber flere kommuner, må
ikke henregnes til en lavere klasse end de højere liggende strækninger, jfr.
lovens § 9, stk. 4. Som hovedregel må det også gælde inden for samme kommune,
at lavere liggende strækninger ikke kan klassificeres lavere end højere
liggende strækninger.
Bredejere har som hidtil mulighed for at foreslå, at private vandløb skal
optages som offentlige vandløb. Det forventes især, at bredejere ved private
vandløb vil finde denne mulighed nærliggende, hvis vandløbsmyndigheden
pålægger dem væsentlige ændringer i den hidtidige vedligeholdelsespraksis i
forbindelse med, at vandløbsadministrationen tilrettelægges i
overensstemmelse med recipientkvalitetsplanerne. Vandløbsmyndigheden er ikke
pligtig til at overtage et privat vandløb på begæring.
Vandløbsmyndighedens beslutninger om klassifikation skal meddeles efter
bestemmelserne i lovens §§ 75 og 76 og kan påklages efter bestemmelserne i
kapitel 16.
Vandløbsmyndighederne skal foretage en hensigtsmæssig registrering af
såvel offentlige som private vandløb. Registreringen kan antage forskellige
former, men skal opfylde det formål, at offentligheden kan få et overblik
over de bestemmelser m.v., der er gældende for det enkelte vandløb.
Registrene skal føres vandløbsvis og indeholde oplysninger om kendelser,
forlig, afgørelser og regulativer for vandløbet.
7. Regulativer for offentlige vandløb
Regulativerne er retsgrundlaget for administrationen af de offentlige
vandløb.
Der udarbejdes ikke regulativer for private vandløb, men
vandløbsmyndigheden kan fastsætte bestemmelser om vandløbets vedligeholdelse
og dets skikkelse eller vandføringsevne, jfr. lovens §§ 36 og 15. De nærmere
regler om regulativudarbejdelsen og om regulativernes indhold er fastsat i
bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering
af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb.
7.1. Grundlaget for regulativerne
Vandløbsmyndigheden udarbejder i forbindelse med forslag til regulativer
en redegørelse for grundlaget for og konsekvenserne af regulativforslaget,
jfr. bekendtgørelsens § 9. Redegørelsen optages som bilag til regulativet.
Redegørelsen skal omfatte en oversigt over de planer, der har betydning
for vandløbets administration, herunder recipientkvalitetsplaner,
vandindvindingsplaner, fredningsplaner og landbrugsplaner samt oplysning om,
hvorvidt vandløbet er registreret efter § 43 i naturfredningsloven.
Vandløbslovens administration har betydning for afvandingsmulighederne. I
praksis er det i særlig grad jordbrugsarealerne i afstrømningsområdet, der
berøres.
Redegørelsen bør derfor også omfatte oplysninger om afvandingsforholdene i
afstrømningsområdet, i den udstækning de berøres af regulativændringer.
Finder vandløbsmyndighederne, at der er behov for at redegøre for
afvandingsforholdene, kan landbrugsministeriet, arealdatakontoret, yde
bistand hermed.
I det omfang vandløbsmyndigheden er bekendt med, at der af
fiskeriministeren i medfør af ferskvandsfiskeriloven er udarbejdet eller
godkendt plan for udsætning af fisk m.m. i vandløbet, bør redegørelsen også
omfatte oplysninger herom.
7.2. Regulativernes indhold
I bekendtgørelsens § 10 er det fastsat, hvilke forhold regulativerne skal
indeholde bestemmelser om.
Regulativerne skal efter bestemmelserne være bilagt et kort, der viser
vandløbets beliggenhed. For at sikre en hensigtsmæssig identifikation af
vandløbet anbefales det, at kortbilaget forsynes med UTM-koordinatnet.
Lovens § 12 om indholdet af regulativer er i bekendtgørelsen bl.a. udvidet
med en adgang for vandløbsmyndighederne til at bestemme placeringen af
udløbet for dræn- og spildevandsledninger svarende til den hidtidige
retstilstand.
Det er ikke hermed tanken, at vandløbsmyndighederne skal fastsætte så
detaljerede bestemmelser om placeringen af dræn- og spildevandsledninger, at
det forudsætter et anmeldelsessystem for almindelige drænudløb. Men
vandløbsmyndigheden kan eksempelvis i medfør af bestemmelsen friholde visse
vandløbsstrækninger for disse udløb, hvis det er påkrævet af hensyn til
vedligeholdelsen. Der kan ligeledes fastsættes bestemmelser om, hvor tæt
dræn- og spildevandsledninger må placeres på den regulativmæssige fastsatte
bundkote, så det sikres, at man ikke ved placeringen af udløb, tvinger
vandløbsmyndigheden til indgreb i vandløbene, som har karakter af regulering.
Sådanne bestemmelser skal respekteres i forbindelse med eventuel udnyttelse
af dræningsretten efter lovens § 3, jfr. ovenfor under pkt. 5.1.
Vandløbsmyndighederne har ansvaret for vedligeholdelsen af de offentlige
vandløb. I regulativerne fastlægges vandløbsmyndighedernes forpligtelse
detaljeret for det enkelte vandløb.
Efter lovens § 27, stk. 1 skal vandløb vedligeholdes således, at det
enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres. Det følger
heraf, at vandløbsmyndighederne som led i vedligeholdelsen er forpligtet til
at sikre den fastlagte skikkelse eller vandføringsevne, men ikke er
berettiget til at forbedre den, idet et sådant indgreb er en regulering, der
kun kan gennemføres, såfremt de særlige regler herom følges, jfr.
bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. Er
vandløbet endvidere registreret som »§ 43-vandløb« i medfør af
naturfredningsloven, forudsætter sådanne indgreb endvidere en behandling af
sagen i medfør af denne bestemmelse.
Det skal fremhæves, at regulativernes bestemmelser om vedligeholdelsen
nøje skal følges af vandløbsmyndighederne, således at enhver ændring af
vedligeholdelsens tilrettelæggelse ikke kan gennemføres, før bestemmelserne
herom i regulativerne er ændrede.
Det bemærkes, at særbidrag til vandløbsvedligeholdelsen, der er pålagt
bredejere eller andre, skal fremgå af regulativet. Placeringen af evt.
grødeoptagningspladser kan endvidere angives i regulativets kortbilag.
I regulativet skal der endvidere fastsættes bestemmelser om
vandløbsmyndighedernes tilrettelæggelse af tilsynet.
Vandløbsmyndighedernes konkrete beslutninger om anvendelsen af det enkelte
vandløb skal fremgå af regulativet, således at den enkelte bruger af
vandløbet ved gennemsyn af regulativet kan se, hvilke begrænsninger der er
for anvendelsen af det enkelte vandløb. Herudover kan den enkelte
vandløbsbruger ved gennemsyn af bilaget til regulativet orientere sig om
bestemmelser, der er knyttet til vandløbet i medfør af anden lovgivning.
Vandløbets fysiske tilstand og dets vedligeholdelse skal fremover
fastlægges i regulativet på baggrund af den målsætning for det pågældende
vandløb, som fremgår af planlægningen, herunder især
recipientkvalitetsplanlægningen. Ved fastlæggelsen af vandløbets fysiske
tilstand bør der tages udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Samtidig
må det sikres, at de bestående afvandingsmæssige interesser fortsat
tilgodeses.
Efter den tidligere lov skulle afledningen af vand alene sikres ved
fastsættelse af en geometrisk skikkelse for vandløbet, dvs. faste angivelser
for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Hermed tages imidlertid ikke
hensyn til de miljømæssige krav, der stilles i vandløb, som har en høj
miljømæssig målsætning i recipientkvalitetsplanen. Målsætningen for disse
vandløb forudsætter en varierende vandløbsform med hensyn til bredde, dybde
og skråningsanlæg. Med loven er der derfor åbnet mulighed for, at afledningen
af vand i sådanne vandløb kan sikres gennem faste krav til vandføringsevnen
som et alternativ til en fastsat skikkelse.
Ved et vandløbs vandføringsevne forstås, at det skal kunne aflede en given
vandføring (regulativ-vandføringen), uden at vandstanden er højere end et
fastsat niveau (regulativ-vandstanden), der fastsættes under hensyntagen til
de tilgrænsende arealer. Regulativ-vandføringen kan fastsættes som en
procentdel af vandløbets maksimumvandføring (dvs. den største vandføring over
en længere periode, helst ikke mindre end 20-25 år). Der kan f.eks. vælges en
regulativ-vandføring på 90 pct. af maksimumvandføringen, hvilket vil
indebære, at det statistisk set kan forventes, at en større vandføring (end
regulativ-vandføringen) vil forekomme hvert 10. år.
I forbindelse med vandløbsloven har miljøstyrelsen udsendt et nyt
standardregulativ. Det anbefales, at vandløbsmyndigheden følger
standardregulativet ved udarbejdelse af regulativer, eller bruger det som en
checkliste for at sikre, at alle forhold, som regulativet skal indeholde
bestemmelser om, kommer med i det nye regulativ.
7.3. Regulativernes tilvejebringelse
Forslag til regulativ skal fremlægges til gennemsyn for offentligheden i
mindst 8 uger. Forslaget skal samtidig sendes til udtalelse hos berørte
myndigheder, jfr. § 12, stk. 2 i bekendtgørelsen.
Med berørte myndigheder sigtes primært til amtskommunen. Indenfor
hovedstadsområdet skal hovedstadsrådet som recipientansvarlig myndighed
høres. Der henvises i denne forbindelse bl.a. til pkt. 4.3.1. i
miljøministeriets cirkulære nr. 222 af 1. december 1978 om
naturfredningslovens § 43 (om vådområder). Der sikres herved overensstemmelse
mellem regulativ og planlægning. Tvivlspørgsmål kan søges løst i
miljøstyrelsen. Forslag til regulativer for amtsvandløb bør sendes til
berørte kommuner. Berører vandløbet flere kommuner eller amtskommuner
forudsættes det, at disse inddrages i regulativarbejdet på et tidligt
tidspunkt. Det må bl.a. sikres, at regulativet ikke indeholder bestemmelser
om vandløbsvedligeholdelse og -kvalitet, som hindrer opfyldelsen af målsatte
anvendelser andre steder i vandløbet. Forslag til regulativer bør ligeledes
sendes til høring i fiskeriministeriet. Miljøstyrelsens ferskvandlaboratorium
er indstillet på at give råd og vejledning. Om udtalelser fra
landbrugsministeriet henvises til pkt. 7.1.
Klageberettigede organisationer underrettes samtidig om, at der er
udarbejdet forslag til regulativ samt oplyses om indsigelsesfristen. Det bør
overvejes, om det i det enkelte tilfælde vil være rimeligt ligeledes at
underrette de lokale landboorganisationer, Friluftsrådet og Dansk
Dambrugerforening.
Vedtagelse af regulativer skal offentliggøres samtidig med, at der oplyses
hvor og inden for hvilken frist, afgørelsen kan påklages. Det bør overvejes,
om det i det enkelte tilfælde vil være rimeligt at orientere de berørte
lodsejere direkte om vedtagne regulativer. Vandløbsmyndighedens vedtagelse af
regulativer kan påklages efter bestemmelserne i lovens kapitel 16.
Som efter den hidtidige lov har vandløbsmyndighederne mulighed for i
samarbejde at udarbejde fællesregulativer for vandløbssystemer.
Uoverensstemmelser mellem vandløbsmyndighederne i denne forbindelse
indbringes for miljøstyrelsen, jfr. lovens § 7, stk. 6.
Nye regulativer skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i
førnævnte bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 og udformes efter
bestemmelserne i loven. De gældende regulativer bevarer deres gyldighed
indtil, der vedtages nye regulativer, jfr. lovens § 88.
7.4. Revision af regulativer
Det anbefales, at vandløbsmyndigheden starter revisionen af gældende
regulativer ved de vandløb, som er højest prioriteret i følge
recipientkvalitetsplanlægningen, og at man tager de regulativer først, hvor
der er størst uoverensstemmelse mellem målsætningen og det gældende
regulativ.
Man anbefaler, at tidsfølgen for revisionen af regulativer afstemmes
mellem kommuner og amtskommuner inden for samme afstrømningsområde.
1. januar 1993 er fastsat som den frist, inden for
hvilken alle regulativer skal være revideret, jfr. bekendtgørelse nr. 49 af
15. februar 1985, § 17, stk. 2.
Regulativerne skal indeholde revisionsbestemmelser, jfr. § 10 i
bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985, så det sikres, at det med jævne
mellemrum vurderes, om ændring i forudsætningerne herunder i plangrundlaget
bør medføre justering af regulativet.
8. Regulering m.v. af vandløb, herunder etablering af
udpumpningsanlæg, broer m.v.
De nærmere regler om myndighedernes behandling af sager om regulering m.v.
af vandløb er fastsat i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om
vandløbsregulering m.v. samt om restaurering af vandløb.
Disse regler skal følges af vandløbsmyndighederne i alle sager, uanset om
initiativet til en regulering tages af en bredejer eller af
vandløbsmyndigheden.
8.1. Regulering af vandløb, tørlægning af søer og anlæg af nye vandløb
Som hidtil må vandløbene ikke ændres medmindre, der forudgående er opnået
tilladelse. Loven fastsætter hvilke indgreb, der betragtes som en regulering.
Efter lovens § 16 er således enhver ændring af vandløbets skikkelse, herunder
af dets forløb, bredde, bundkote og skråningsanlæg en regulering i lovens
forstand. Ændringer i vandløbet i forbindelse med vandløbsrestaurering, jfr.
lovens kapitel 8, eller ved anlæg eller ændring af broer, omstemningsanlæg
m.m., jfr. lovens kapitel 10, er der fastsat særlige bestemmelser for.
Der er fortsat forbud mod at ændre vandstanden i søer, herunder mod at
tørlægge dem, samt mod at anlægge nye vandløb, medmindre der forudgående er
opnået godkendelse.
8.2. Udpumpningsanlæg med digeanlæg til afvanding
Som hidtil må udpumpningsanlæg til afvanding ikke etableres uden
forudgående godkendelse.
Private anlæg, dvs. anlæg, som de berørte bredejere er enige om at oprette
og organisere som private pumpelag, kræver vandløbsmyndighedens godkendelse,
jfr. lovens § 38. Den kompetente myndighed er vandløbsmyndigheden for det
vandløb, der ansøges om udpumpningstilladelse til.
Kan der ikke opnåes enighed om etablering af et privat anlæg, kan
amtsrådet godkende oprettelse af et offentligt pumpelag.
Amtsrådets opgaver som ansvarlig for de offentlige pumpelag fremgår
nærmere af bekendtgørelsens kapitel 4, herunder er indholdet af
pumpelagsvedtægterne samt pumpelagsbidragenes fordeling og opkrævning
præciseret. Amtsrådet kan efter bestemmelsen i § 17, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 424 af 7. september 1983 anmode ansøgeren om at udarbejde udkast til
vedtægt for laget.
Eksisterende landvindingslag betragtes som offentlige pumpelag.
8.3. Broer, opstemningsanlæg, flodemål m.m.
Anlæg af broer, overkørsler eller lignende og nedlægning af rørledninger,
kabler m.v. i vandløbet kræver vandløbsmyndighedens godkendelse. Efter de
hidtidige regler kræves udelukkende godkendelse af anlæg, der påvirker
vandets frie løb. Som konsekvens af formålsbestemmelsen i loven skal der
fremover også tages hensyn til den fastlagte vandløbskvalitet, idet anlæg
desuden kræver godkendelse, hvis de i øvrigt kan være til skade for
vandløbet, jfr. lovens § 48. Etablering af et styrt vil således kræve
vandløbsmyndighedens godkendelse, selv om det ikke har indflydelse på vandets
frie løb, da det kan hindre den naturlige op- og nedvandring af fisk og den
øvrige vandløbsfauna.
Vandløbsmyndigheden skal i godkendelsen af opstemningsanlæg m.v. bl.a.
fastsætte regler om indstrømningsanlægs, frislusers og lignende indretningers
dimensioner, koter m.v. til sikring af vandets frie løb samt den naturlig op-
og nedvandring af fisk og den øvrige vandløbsfauna. Man henleder i denne
forbindelse opmærksomheden på de særlige bestemmelser i
ferskvandsfiskerilovens kapitel 4 til sikring af vildfiskens passage.
Der skal yderligere fastsættes regler om opstemningsanlægs drift,
sammenholdt med bestemmelserne i lovens § 27, stk. 4, og regler om flodemål
herunder om flodemålsmærker samt om kontrol af flodemål.
Det bemærkes, at udnyttelse af et opstemningsanlæg til andet formål,
f.eks. overgang til udnyttelse af vandkraften til energiproduktion, ligeledes
kræver vandløbsmyndighedens forudgående godkendelse.
8.4. Behandling af sager om regulering, udpumpningsanlæg, broer m.v.
Bekendtgørelsen indeholder regler om hvilke oplysninger, der skal
foreligge i forbindelse med det enkelte projekt, jfr. bekendtgørelsens § 17.
Vandløbsmyndigheden kan ved behandlingen af sagen indhente yderligere
oplysninger, jfr. § 17, stk. 2. i bekendtgørelsen.
Når vandløbsmyndigheden skal afgøre om en regulering m.v. bør godkendes,
skal der tages hensyn til samtlige afvandingsinteresser ved vandløbet, og det
skal sikres, at det ansøgte er foreneligt med hensynet til den målsætning,
der er fastlagt for vandløbets miljømæssige kvalitet, jfr. lovens § 1.
Forudsættes der godkendelse efter bestemmelserne i naturfredningsloven,
miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven eller ferskvandsfiskeriloven, kan
vandløbsmyndigheden først meddele tilladelse, når der foreligger en
godkendelse efter disse love (bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983, §
23). I den forbindelse skal det fremhæves, at der er indført et
kompetenceskift for at koordinere administrationen af vandløbsloven og en
række andre love, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 3. og 4. og ovenfor under
pkt. 4.1.
Før vandløbsmyndigheden tager stilling til, om sagen bør fremmes, afholdes
en høringsrunde, hvor vandløbsmyndigheden indhenter udtalelse om sagen fra
andre interesserede myndigheder. Fredningsmyndigheder og fiskeriministeriet
samt endvidere andre kommunalbestyrelser og amtsråd med interesse i sagen bør
høres. I hovedstadsområdet skal der endvidere indhentes en udtalelse fra
hovedstadsrådet. Det bør overvejes, om det i det enkelte tilfælde vil være
rimeligt at indhente en udtalelse fra de lokale landboorganisationer,
Friluftsrådet og Dansk Dambrugerforening.
Specielt i forbindelse med tørlægning af eller sænkning af vandstanden i
søer skal der desuden indberettes til miljøstyrelsen, såfremt søen anvendes
til badning eller antages at have betydning for den fremtidige, almindelige
vandforsyning på grund af sin beliggenhed og størrelse.
Beslutter vandløbsmyndigheden at fremme sagen, skal den offentliggøre en
meddelelse om ansøgningen i stedlige blade, samt oplyse at det er muligt at
fremkomme med indsigelser inden for en frist på mindst 4 uger. Under
offentlighedsfasen kan vandløbsmyndigheden afholde et møde om sagen.
Skønner vandløbsmyndigheden, at det ansøgte ikke har væsentlig indflydelse
på vandløbets afstrømningsmæssige eller miljømæssige forhold, kan den
beskrevne procedure for behandling af visse sager fraviges, jfr.
bekendtgørelsens § 21. Formålet med denne bestemmelse er at give
vandløbsmyndigheden mulighed for umiddelbart at meddele tilladelse i mindre
sager om anlæg af nye vandløb og anlæg af eller ændring af broer, overkørsler
eller lignende. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at
vandløbsmyndigheden i samme udstrækning har mulighed for at tillade
igangsættelse af anlægsarbejder, selv om vandløbsmyndighedens afgørelse
påklages, jfr. § 36 i bekendtgørelsen (i bilag til cirkulæret er optaget
forslag til formulering af aftaler i den slags sager).
Det fremgår af bekendtgørelsens § 23 hvilke forhold, der skal være
indeholdt i en godkendelse. En godkendelse af en foranstaltning skal
indeholde endelig afgørelse om eventuelle økonomiske spørgsmål, om
arealerhvervelser og rådighedsindskrænkninger samt om erstatninger for disse,
jfr. lovens kapitler 13 og 14.
Ved godkendelsen kan vandløbsmyndigheden fastsætte en ramme for, hvor
meget de endelige udgifter kan tillades at fravige overslagsprisen. Berørte
lodsejere kan endvidere tage forbehold herfor.
Afgørelser meddeles efter bestemmelserne i lovens §§ 75 og 76.
Vandløbsmyndighedernes godkendelse af reguleringer m.v. af vandløb skal
registreres, jfr. § 8 i bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om
klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige
vandløb. Oplysninger om de i godkendelsen indeholdte ændringer af forholdene
ved vandløbet skal endvidere snarest muligt indgå i regulativet evt. i form
af et tillæg. I disse tilfælde kræves det dog ikke, at den foreskrevne
procedure i bekendtgørelsen om vandløbsregulativer m.v. følges.
Vandløbsmyndighederne har mulighed for at opkræve gebyrer for behandlingen
af sager efter lovens kapitel 6, 9 og 10, jfr. kapitel 7 i bekendtgørelse nr.
424 af 7. september 1983. Gebyrordningen er nærmere omtalt nedenfor, pkt.
12.2.
Vandløbsmyndighedens beslutninger om regulering m.v. kan påklages efter
bestemmelserne i bekendtgørelsens kapitel 9 sammenholdt med lovens kapitel
16.
9. Vandløbsvedligeholdelse
I forbindelse med lovens ikrafttræden vil miljøstyrelsen udsende en
vejledning om vandløbsvedligeholdelse. Vejledningen anviser, hvordan
vandløbsvedligeholdelsen i det enkelte tilfælde kan tilrettelægges og udføres
mest hensigtsmæssigt, så formålsbestemmelsen i vandløbsloven tilgodeses.
Vedligeholdelsen af offentlige vandløb påhviler vandløbsmyndigheden.
Bredejerne har ansvaret for vedligeholdelsen af private vandløb.
Vandløbsmyndigheden har mulighed for at fastsætte bestemmelser om
vedligeholdelsens omfang og udførelse i private vandløb, jfr. lovens § 36.
Vandløbsvedligeholdelsen skal sikre, at vandløbene kan anvendes til
afledning af vand, men samtidig skal den udføres, så vandløbskvaliteten
svarer til den miljømæssige målsætning for vandløbet, jfr. lovens § 1.
Vandløbsmyndigheden skal således gradvist ændre den hidtidige
vedligeholdelsespraksis, så vedligeholdelsen bringes i overensstemmelse med
de krav, der stilles til vandløbets fysiske forhold i
recipientkvalitetsplanerne. I vejledningen er der opregnet en række
forskellige vedligeholdelsesmetoder svarende til vandløb med forskellig
recipientkvalitetsmålsætning. Vedligeholdelsen kan ikke ændres i strid med
bestemmelserne i regulativet.
Hidtil er grødevæksten stort set alene blevet begrænset ved mekaniske
metoder. Der åbnes nu adgang for at anvende biologiske metoder. Her tænkes
primært på skyggegivende vegetation på vandløbets bredder.
Vandløbsmyndigheden har mulighed for at foretage beplantning langs vandløb,
og for at påbyde bredejere at bevare skyggegivende vegetation, jfr. lovens §
34. Vandløbsmyndigheden bør ikke disponere over større arealer til
beplantning, end der kan kræves friholdt for dyrkning m.v. i medfør af lovens
§ 69. Beplantning langs vandløbene kan i visse tilfælde ikke gennemføres uden
tilladelse efter naturfredningslovens § 47 a.
Udgifterne til beplantning og dens vedligeholdelse påhviler
vandløbsmyndigheden.
Afskåret grøde skal nu optages, medmindre grøden ikke er til skade for
vandløbet eller for det vandområde, som vandløbet udmunder i (lovens § 27,
stk. 3). Det er ligeledes i loven fastsat, at slam, grøde og andet, der
ophobes ved stemmeværker eller lignende ikke må videreføres, hvis det er til
skade for vandløbet (lovens § 27, stk. 4). Bestemmelser til sikring heraf kan
for offentlige vandløb optages i regulativerne.
10. Restaurering af vandløb
10.1. Restaureringers formål og omfang m.v.
De nærmere bestemmelser om fremgangsmåden ved vandløbsmyndighedernes
restaurering af vandløb er fastsat i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september
1983 om vandløbsregulering m.v. samt om restaurering af vandløb.
Formålet med en vandløbsrestaurering er at genskabe en vandløbskvalitet
svarende til den målsætning, der er fastsat for vandløbet i
recipientkvalitetsplanlægningen. Restaurering kan foretages ved de fysiske
indgreb, som er udtømmende angivet i lovens § 37, stk. 1. Der kan f.eks.
udlægges grusbanker eller etableres forskellige former for fiskeskjul.
Iværksættelse af vandløbsrestaureringer forudsætter, at vandløbets evne
til afledning af vand ikke påvirkes væsentligt. Det forudsættes ligeledes, at
restaureringen ikke medfører væsentlige anlægs- eller driftsudgifter for
jordbruget til opretholdelse af de bestående afvandingsforhold. Det bemærkes,
at en restaurering ikke udelukker en senere forbedring af de
afstrømningsmæssige forhold i vandløbet. Sådanne sager skal behandles efter
reglerne i lovens kapitel 6 om regulering af vandløb.
Der har hidtil kun været iværksat få restaureringsprojekter, og derfor er
det eksisterende erfaringsmateriale begrænset. Det anbefales derfor, at der i
en overgangsperiode etableres yderligere forsøg i forskellige dele af landet,
så der bl.a. skabes et bedre grundlag for at vurdere de afvandingsmæssige
konsekvenser af vandløbsrestaureringer. I en periode vil det således være
nødvendigt ved nogle restaureringsprojekter, at vandløbsmyndigheden
igangsætter forsøg på enkeltstrækninger af vandløbet, inden det egentlige
projekt startes op.
Man henleder endvidere opmærksomheden på, at en mere miljøvenlig
vedligeholdelse i nogle situationer i sig selv kan have en tilstrækkelig
restaurerende effekt på vandløbet.
I offentlige vandløb gennemføres foranstaltningerne af
vandløbsmyndigheden. Er flere kommuner eller amtskommuner involveret,
udarbejder de berørte vandløbsmyndigheder i samarbejde et
restaureringsforslag.
I hovedstadsområdet bør restaureringsprojekter udarbejdes i samarbejde med
hovedstadsrådet som recipientansvarlig myndighed.
Ønskes et privat vandløb inddraget under et restaureringsprojekt iværksat
af vandløbsmyndigheden, må vandløbet forinden overtages som offentligt.
Ønsker bredejere at gennemføre restaureringsprojekter, skal projektet
forudgående godkendes af vandløbsmyndigheden efter de almindelige
bestemmelser i lovens kapitel 6 om regulering af vandløb.
Hvis vandløbet er fredet eller beskyttet efter bestemmelserne i § 43 i
naturfredningsloven, kræver iværksættelsen af et restaureringsprojekt, at der
forinden indhentes godkendelse fra fredningsnævnet eller fra amtsrådet, i
hovedstadsområdet fra hovedstadsrådet.
Udgifterne ved vandløbsrestaureringer, der iværksættes af
vandløbsmyndigheden, afholdes af vandløbsmyndigheden. Ved større
restaureringsprojekter er der mulighed for at søge om tilskud til dækning af
anlægsudgifter m.v. fra miljøstyrelsen. Ansøgningen om tilskud skal indeholde
en udførlig redegørelse for restaureringsprojektet, jfr. bekendtgørelsens §
29. Hvis projektets økonomi er baseret på det ansøgte tilskud, må
igangsættelsen afvente tilsagn om tilskud.
10.2. Behandling af forslag til restaureringer
Vandløbsmyndighedens forslag til restaureringsprojekt fremlægges for
offentligheden til gennemsyn. Bredejere og andre interesserede skal
underrettes skriftligt om fremlæggelsen.
Forslaget sendes samtidig til de klageberettigede organisationer. Det bør
overvejes, om det i enkelte tilfælde vil være rimeligt at underrette de
lokale landboorganisationer, Friluftsrådet og Dansk Dambrugerforening om
forslaget.
Forslaget sendes samtidig til høring hos berørte myndigheder. De
høringsrelevante myndigheder kan være andre kommuner eller amtskommuner, der
berøres af projektet, miljøstyrelsens ferskvandslaboratorium,
fiskerimyndigheder og miljøstyrelsen.
Formålet med offentlighedsfasen er at give bredejerne og andre med
interesse i vandløbet mulighed for på et så tidligt tidspunkt som muligt at
blive orienteret om de påtænkte restaureringsforanstaltninger. Intentionen er
at sikre borgerne størst mulig medindflydelse allerede på planlægnings- og
projekteringsstadiet.
Vandløbsmyndigheden kan som led i inddragelsen af borgerne afholde et
offentligt møde under offentlighedsfasen. Mødet giver vandløbsmyndigheden
lejlighed til at præsentere restaureringsprojektet nærmere, samt mulighed for
at andre berørte myndigheder, organisationer og enkeltpersoner kan deltage i
diskussionen af restaureringsforslaget.
Beslutningen om vedtagelse af et restaureringsprojekt skal offentliggøres
og kan påklages efter bestemmelserne i lovens kapitel 16. De vedtagne
restaureringsforanstaltninger skal optages i regulativet for det pågældende
vandløb.
11. Tilsyn
Tilsynet med amtsvandløb og offentlige pumpelag hører under amtsrådet som
følge af, at amtsrådet er vandløbsmyndighed for amtsvandløbene og de
offentlige pumpelag, jfr. lovens § 7, stk. 1.
Amtsrådets tilsynsopgaver varetages i København og Frederiksberg kommuner
af hovedstadsrådet.
Kommunalbestyrelsen fører tilsvarende tilsyn med kommunevandløb og private
vandløb som vandløbsmyndighed for disse vandløb, jfr. lovens § 7, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen har som hidtil mulighed for efter aftale at overdrage
den tekniske udførelse af tilsynet til amtsrådet. Overdragelsen af tilsynet
vil f.eks. være hensigtsmæssigt ved de vandløb, hvor amtskommunen i forvejen
fører tilsyn med vandkvaliteten i sin egenskab af recipientkvalitetsansvarlig
myndighed. Kompetencen til at gribe ind over for ulovlige forhold m.v. ligger
imidlertid fortsat hos den vandløbsmyndighed, som er ansvarlig for det
pågældende vandløb og for tilsynets udførelse efter loven.
Vandløbsmyndigheden bestemmer hvornår, der foretages et systematisk
tilsyn, hvor de forhold, der nævnes nedenfor, kontrolleres.
Ved private drænings- og udgrøftningsanlæg kan tilsynet dog begrænses til
at udføres i forbindelse med konkrete sager, der rejses over for
vandløbsmyndigheden.
Tilsynet omfatter kontrol med, hvorledes vedligeholdelsen er udført. I den
forbindelse skal vandløbsmyndigheden påse, om der (fortsat) er behov for at
fastsætte bestemmelser om skikkelse eller vandføringsevne for private
vandløb, jfr. lovens § 15. Vandløbsmyndigheden skal ligeledes vurdere, om der
er behov for at fastsætte eller ændre bestemmelser om vedligeholdelsen af
private vandløb, jfr. lovens § 36.
For såvel offentlige som private vandløb omfatter tilsynet en vurdering
af, om der er behov for meddelelse af påbud om opsamling af slam m.v. ved
stemmeværker (lovens § 27, stk. 4) og om hegning af arealer, der benyttes til
græsning for løsgående husdyr (lovens § 29).
Tilsynet omfatter endvidere kontrol med broer og opstemningsanlæg, jfr.
bestemmelserne i lovens kapitel 10. Herunder skal flodemål kontrolleres, og
det bør undersøges, om der er behov for at fastsætte eller ændre flodemål i
medfør af lovens § 49. Vandløbsmyndigheden skal endvidere vurdere, om der er
behov for at meddele påbud om nedlæggelse eller ændring af opstemningsanlæg,
der er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, jfr. lovens § 50.
Af øvrige forhold, som tilsynsmyndigheden må være opmærksom på, kan nævnes
sejlads på vandløb, herunder om der er behov for regulering af sejladsretten,
jfr. lovens § 4, stk. 3.
Ved tilsynet skal det desuden kontrolleres, om der er sket beskadigelser
eller begået ulovlige forhold ved vandløb og anlæg m.v. omfattet af loven.
Bliver vandløbsmyndigheden opmærksom på et ulovligt forhold skal den
foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om
forhold af ganske underordnet betydning, jfr. lovens § 54 a. Hvis
vandløbsmyndigheden bliver opmærksom på et igangværende ulovligt forhold, må
den således, medmindre forholdet er af ganske underordnet betydning, søge at
bringe det til ophør gennem meddelelse om standsning af den ulovlige
handling. I denne forbindelse må vandløbsmyndigheden overveje, om der kan ske
retlig lovliggørelse gennem meddelelse af den fornødne tilladelse, eller om
der kan ske fysisk lovliggørelse gennem krav om ændring eller fjernelse af
det ulovlige forhold.
Ved tilsynet skal det desuden undersøges om tidligere meddelte påbud eller
forbud er efterkommet (lovens § 54). Er påbud eller forbud efter loven ikke
efterkommet, må vandløbsmyndigheden tage stilling til, om der skal indgives
politianmeldelse i henhold til lovens § 85, samt til om vandløbsmyndigheden
skal foretage det fornødne på den forpligtedes regning, jfr. lovens § 54,
stk. 3.
Vandløbsmyndigheden har mulighed for i visse situationer at træffe særlige
foranstaltninger, jfr. lovens § 55. Politiet yder om fornødent bistand hertil
efter regler fastsat efter forhandling mellem miljøministeren og
justitsministeren.
Tilsynet indebærer endelig en kontrol af, at der ikke er dyrket, hegnet,
bebygget m.v. i strid med bestemmelserne i lovens § 69.
Hvis vandløbsmyndigheden ved tilsynet bliver opmærksom på forhold, der er
i strid med bestemmelserne i ferskvandsfiskeriloven, indberettes dette til
fiskerimyndighederne. Der indberettes tilsvarende til andre relevante
myndigheder, hvis vandløbsmyndigheden bliver opmærksom på andre forhold, der
er i strid med anden lovgivning, og som hindrer opfyldelsen af målsætningen
for vandløbet.
Et tilsyn tilrettelægges således, at lodsejerne og andre med interesse i
vandløbet har mulighed for at deltage i tilsynet.
12. Forskellige bestemmelser
12.1. Bidrag
Grundejere m.v. kan være pålagt bidrag til dækning af udgifter til
regulering og vedligeholdelse, jfr. bl.a. lovens § 24, § 31, stk. 2 og § 35.
Ejere af anlæg, som påfører vandløb ulemper, jfr. bestemmelserne i lovens §
68, kan pålægges at yde bidrag til vandløbets regulering og vedligeholdelse.
Man skal i denne forbindelse understrege vigtigheden af, at myndighederne ved
godkendelse af spildevandsudledninger i medfør af miljøbeskyttelsesloven
sikrer etablering af forsinkelsesbassiner for at undgå unødvendige
belastninger af og behov for reguleringer af vandløbene.
Udgifter, som vandløbsmyndigheden har afholdt på forskud, eller som er
afholdt på dennes garanti, har samme fortrinsret som de kommunale skatter,
der hviler på faste ejendomme. Ved manglende betaling af bidragene, kan de
inddrives ved udpantning, jfr. lovens § 65.
Bidrag til regulering og vedligeholdelse af amtsvandløb og bidrag til
offentlige pumpelag opkræves sammen med og efter samme regler som de
kommunale ejendomsskatter, jfr. lovens § 65, stk. 3.
Amtsrådet skal hvert år inden den 1. oktober oplyse kommunalbestyrelsen om
de bidrag, der ved amtsvandløb påhviler hver enkelt ejendom. I § 13 i
bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. er
dette bestemt, for så vidt angår pumpelagsbidrag.
Bidrag til regulering og vedligeholdelse af kommunevandløb opkræves
tilsvarende sammen med og efter samme regler som de kommunale
ejendomsskatter. De nævnte bidrag skal opføres som en særlig post på
ejendomsskatteopgørelserne, således at vandløbs- og pumpelagsbidrag opføres
hver for sig. Hvis der er pålagt ejendomme bidragspligt til dækning af lån
optaget af kommunalbestyrelsen eller på dennes garanti i forbindelse med
foranstaltninger efter vandløbsloven, som de pågældende ejendomme har fordel
af, skal kvitteringsblanketterne for de kommunale ejendomsskatter påføres en
tydelig trykt eller påstemplet henvisning hertil.
12.2. Gebyrer
Baggrunden for hjemmelen til, at der kan fastsættes regler om
vandløbsmyndighedernes og miljøstyrelsens adgang til at opkræve gebyrer, er i
følge bemærkningerne til bestemmelsen et ønske om at skabe mulighed for
gennem gebyrer at dække sagsomkostninger for en række af de sager, hvor
sagsomkostningerne efter det hidtidige myndighedssystem betales af parterne.
Vandløbsmyndighedens adgang til at opkræve gebyrer er fastsat i § 25 i
bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.
Gebyrer kan opkræves for sager om regulering af vandløb m.v., etablering af
udpumpningsanlæg, broer og opstemningsanlæg. Efter bestemmelsen henregnes
gebyret til anlægsudgiften, såfremt anlægsarbejderne gennemføres, for at
sikre, at gebyret fordeles forholdsmæssigt på de ejendomme, der er berørt af
det pågældende projekt. Gebyret kan først opkræves, når det er bestemt, at
sagen skal fremmes, jfr. § 19 i bekendtgørelsen.
Vandløbsmyndigheden kan undlade at opkræve gebyr for mindre sager efter
bekendtgørelsens §§ 8, 9 og 14.
Såfremt vandløbsmyndigheden beslutter at indføre en gebyrordning, er man
begrænset af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 25. Der kan således maksimalt
opkræves 2 pct. af anlægsudgiften dog mindst 3000,- kr., og kun sager efter
bekendtgørelsens §§ 8, 9 og 14 kan fritages for gebyr.
Det anbefales, at vandløbsmyndigheden træffer beslutning om, hvordan
gebyrordningen skal tilrettelægges i kommunen/ amtskommunen, og at
beslutningen herom bekendtgøres på sædvanlig vis.
Miljøstyrelsen har efter § 26 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september
1983 en tilsvarende adgang til at opkræve gebyr for behandlingen af
klagesager.
I forbindelse med realitetsafgørelsen i klagesagen træffer miljøstyrelsen
beslutning om den endelige fordeling af gebyret i klagesagen. Miljøstyrelsen
har således mulighed for at fordele gebyret, så det ikke udelukkende belaster
klageren. Efter omstændighederne kan miljøstyrelsen således bestemme, at den
der får medhold i klagen friholdes for gebyr, men at dette pålægges den part,
der ikke får medhold. Der kan ligeledes blive tale om at fordele gebyret
mellem klagerne, hvis flere klager, samt om at henregne gebyret til
anlægsudgiften, såfremt anlægsarbejderne gennemføres.
Der kan forekomme situationer, hvor det vil være rimeligt, at
vandløbsmyndigheden betaler gebyret for klagesagen. Har en ansøger
eksempelvis betalt gebyr i 1. instansen i forbindelse med en godkendelse af
et projekt, forekommer det urimeligt, at gebyret i en klagesag pålægges
ansøgeren, hvis vandløbsmyndighedens godkendelse ophæves af miljøstyrelsen.
12.3. Andre bestemmelser
Hvis en foranstaltning efter vandløbsloven berører et anlæg, der kan
eksproprieres til efter anden lovgivning, afgør den ansvarlige for det
berørte anlæg, hvilke foranstaltninger, der skal træffes af hensyn til
anlægget og dets udvidelsesmuligheder, og hvem der skal udføre de arbejder,
der skal udføres på det berørte anlæg, jfr. lovens § 64, stk. 1. Sagen
behandles i øvrigt efter vandløbslovens almindelige regler.
Berøres bestående afvandingsforhold eller mulighederne for en fremtidig
ordning af sådanne af et anlæg, der kan eksproprieres til efter
bestemmelserne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast
ejendom, skal anlægsmyndigheden og vandløbsmyndigheden forud for
besigtigelsesforretningen forhandle om hvilke foranstaltninger, der skal
træffes af hensyn til afvandingsforholdene, jfr. lovens § 64, stk. 2.
Med anlæg tænkes på offentlige anlæg som veje og jernbaner. Endvidere er
eksempelvis flyvepladser og militære anlæg omfattet af bestemmelsen.
I tilfælde af enighed mellem myndighederne kan nødvendige ekspropriationer
gennemføres efter den nævnte lov, såfremt ekspropriationskommissionen kan
tiltræde aftalen. I andre tilfælde følges de almindelige regler herom i
vandløbsloven.
13. Klage
Afgørelser truffet efter vandløbsloven skal meddeles skriftligt.
Underretningen skal indeholde oplysninger om klagemyndighed og -frist.
Ansøgeren eller de, der er ansvarlige for forholdet skal underrettes, og
herudover skal der ske underretning til berørte myndigheder, enhver der må
antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagen samt til Danmarks
Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, som efter loven er
klageberettigede i visse typer af sager, jfr. lovens § 84, stk. 2. De nævnte
foreninger skal kun underrettes, såfremt de er klageberettigede, jfr. § 35,
stk. 2 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering
m.v.
Det er ikke præciseret i loven hvilke privatpersoner, der skal have
meddelelse om en afgørelse, men i eksempelvis regulerings- og
vedligeholdelsessager efter kapitel 6 og 7 vil det være naturligt, at de
bredejere og andre lodsejere, der berøres af regulering m.v., får
underretning om den meddelte tilladelse.
Den kreds af privatpersoner, der skal have underretning om en afgørelse,
kan således være ret omfattende, og der er derfor givet mulighed for, at de
nævnte privatpersoner og organisationer underrettes ved offentlig
annoncering, jfr. lovens § 75, stk. 2, 3. pkt.
Omfatter en afgørelse et påbud eller forbud, skal der være fastsat en
frist for afgørelsens efterkommelse, jfr. lovens § 76, stk. 2.
Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, skal adressaten for
disse beslutninger skriftligt underrettes om sagen og gøres bekendt med sin
adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter offentlighedsloven, jfr. §
77, stk. 1.
Disse bestemmelser finder imidlertid ikke anvendelse på meddelelse om
standsning af arbejder, som er påbegyndt uden fornøden tilladelse eller
godkendelse, eller meddelelse om at eftekomme en tidligere truffet afgørelse,
jfr. lovens § 77 a.
Hovedstrukturen i myndighedssystemet på klageområdet er, at miljøstyrelsen
er klageinstans for afgørelser truffet af vandløbsmyndigheden, mens
landvæsenskommissionens kendelser kan påklages til
overlandvæsenskommissionen. De mere detaljerede bestemmelser om
klagemyndigheder fremgår af pkt. 4 oven for om myndighedssystemet.
I bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.
er klageadgangen nærmere afgrænset, for så vidt angår de nævnte
organisationer.
Der er fastsat en klagefrist på 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Fristens længde svarer til de frister, der gælder i miljøbeskyttelsesloven.
Klage indgives igennem den myndighed, der har truffet afgørelsen, jfr. lovens
§ 83.
En klage har generelt opsættende virkning for påbud eller forbud meddelt
efter vandløbsloven. Visse kategorier af anlægsarbejder kan iværksættes
uanset, at der er indgivet klage over tilladelsen, jfr. bestemmelserne i § 36
i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.
14. Ikrafttrædelsesbestemmelser
Ved vandløbslovens ikrafttræden den 1. november 1983 ophæves
landbrugsministeriets cirkulære nr. 256 af 18. oktober 1949 om vandløbsbøgers
indretning og førelse, cirkulære nr. 48 af 2. marts 1950 om kommunernes
pligter og beføjelser i henhold til vandløbsloven af 11. april 1949,
cirkulære nr. 26 af 15. februar 1951 om vandløbsloven, cirkulære nr. 51 af 7.
marts 1962 om behandling af sager om tilladelse efter vandløbslovens § 48 til
vandingsanlæg og cirkulære nr. 93 af 3. maj 1963 om vedligeholdelse af
offentlige vandløb m.v.
Dette cirkulære erstatter miljøstyrelsens cirkulære af 23. september 1983
om vandløbsloven.
Miljøstyrelsen, den 26. februar 1985
Jens Kampmann
/ Poul Erik Sørensen
Bilag
Overenskomst om rørledning i henhold til § 8 i bekendtgørelse nr. 424 af
7. september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af
vandløb.
Vi undertegnede NN som ejer af matr.nr.. . . . . . . . . .
og PP som ejer af matr.nr. . . . . . . . .
er år 19 . . . . . . . . den . . . . . . . . . .blevet enige om nedlægning
af en rørledning over matr.nr. . . . . . . . . . . .
Rørledningen nedlægges med dimension . . . . . . . .
og fald i henhold til et af . . . . . . . . .
udarbejdet projekt dateret. . . . . . . . .
Arbejdet gennemføres på NN's foranstaltning, idet PP inden . . . . . . til
NN indbetaler et ikke tilskudsberettiget beløb, stort . . . . . . .
Eventuelt tilskud tilfalder herefter alene NN.
Arbejdet skal påbegyndes snarest muligt efter, at lån og tilskud er i
orden, og det skal være fuldført inden den . . . . . . . . .
Den fremtidige vedligeholdelse af rørledningen foretages af . . . . . . .
idet de ved ovennævnte arbejdes gennemførelse tilvejebragte forhold
bevares.
Overenskomsten tinglyses (med henvisning til et vedlagt rids) på NN's
foranstaltning som servitutstiftende på matr.nr. . . . . . . . . .
Påtaleberettiget er . . . . . . . . .
. . . . . den . . . . . . 19 . . . .
(sign) NN. (sign) PP.
. . . . . . . . . . kommune godkender herved i medfør af § 8 i
bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering, m.v.,
herunder restaurering af vandløb ovennævnte overenskomsts bestemmelser om
rørledning.
Godkendelsen meddeles efter bestemmelserne i vandløbslovens §§ 75 og 76 og
kan påklages til miljøstyrelsen, jfr. lovens kapitel 16 og kapitel 9 i
bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.,
herunder om restaurering af vandløb.
. . . . . . . den . . . . . . 19 . . . . .
P.K.V.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Cirkulæreskrivelse om ændring af naturfredningsloven og ny lov om vandforsyning m.v. (Til samtlige formænd for landvæsensnævnene, landvæsenskommissionerne og overlandvæsenskommissionerne) *) Retsinformation · 18. april 1979
- Forslag til Lov om ophævelse af lov om landvæsensretter og om ændring af forskellige love som følge af nedlæggelsen af landvæsensretterne Retsinformation · 28. marts 2001
- Vejledning om ændring af vandløbslovens § 69 om bræmmer Retsinformation · 9. december 1998
- 1989 LSF 167 FORSLAG TIL LOV OM VANDLØB Retsinformation · 18. januar 1990
- 1990 LSF 77 FORSLAG TIL LOV OM VANDLØB Retsinformation · 23. januar 1991
- 1990 LSF 24 FORSLAG TIL LOV OM VANDLØB Retsinformation · 4. oktober 1990