Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om vandløbsloven (Til kommunalbestyrelser, amtsråd, hovedstadsrådet og formænd for landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner)

Gældende CIR nr 21 af 26/02/1985CirkulæreMinisteriet for Natur og Dyrevelfærd23. maj 1985

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om vandløbsloven

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd,

hovedstadsrådet og formænd for

landvæsenskommissioner og

overlandvæsenskommissioner)

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovens område

3. Lovens formål

4. Myndigheder

4.1. Vandløbsmyndighederne

4.1.1. Kompetencefordeling

4.1.2. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder

4.2. Miljøstyrelsen

4.3. Landvæsensretterne

4.4. Overgangsregler

5. De umiddelbare rettigheder

5.1. De umiddelbare dræningsrettigheder

5.2. Bestemmelser om sejlads

5.2.1. Begrænsninger i sejladsretten

5.2.1.1. Vandløbsloven

5.2.1.2. Miljøbeskyttelsesloven

5.2.1.3. Naturfredningsloven

5.2.2. Udvidelse af sejladsretten

5.2.3. Fælles regler

6. Klassifikation og registrering af vandløb

7. Regulativer for offentlige vandløb

7.1. Grundlaget for regulativerne

7.2. Regulativernes indhold

7.3. Regulativernes tilvejebringelse

Læs alt

7.4. Revision af regulativer

8. Regulering m.v. af vandløb, herunder etablering af

udpumpningsanlæg, broer m.v.

8.1. Regulering af vandløb, tørlægning af søer og anlæg af

nye vandløb

8.2. Udpumpningsanlæg med digeanlæg til afvanding

8.3. Broer, opstemningsanlæg, flodemål m.m.

8.4. Behandling af sager om regulering, udpumpningsanlæg,

broer m.v.

9. Vandløbsvedligeholdelse

10. Restaurering af vandløb

10.1. Restaureringens formål og omfang m.v.

10.2. Behandling af forslag til restaureringer

11. Tilsyn

12. Forskellige bestemmelser

12.1. Bidrag

12.2. Gebyrer

12.3. Andre bestemmelser

13. Klage

14. Ikrafttrædelsesbestemmelser

Bilag: Overenskomst om rørledning i henhold til § 8 i bekendtgørelse nr.

424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering

af vandløb

1. Indledning

Vandløbsloven (lov nr. 302 af 9. juni 1982) trådte i kraft den 1. november

1983, jfr. bekendtgørelse nr. 420 af 7. september 1983. Loven afløser

vandløbsloven af 1949, jfr. lovbekendtgørelse nr. 523 af 26. september 1973.

Ved lov om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove (lov nr. 250

af 23. maj 1984) § 2 er vandløbsloven blevet ændret.

Bliver vandløbsmyndigheden opmærksom på et ulovligt forhold, skal den

foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om

forhold af ganske underordnet betydning, jfr. § 54a.

I ekstraordinære situationer kan vandløbsmyndigheden iværksætte

foranstaltninger uden forudgående meddelse af påbud og på den forpligtedes

regning, jfr. § 55. I disse situationer yder politiet om fornødent bistand

efter regler fastsat efter forhandling mellem miljøministeren og

justitsministeren.

Endelig er der i § 77 a indsat en bestemmelse om, at reglerne om

fristfastsættelse og forhåndsvarsling, § 76, stk. 2 og § 77, stk. 1, ikke

finder anvendelse på meddelelse om standsning af arbejder, som er påbegyndt

uden fornøden tilladelse eller godkendelse, eller meddelelse om at efterkomme

en tidligere truffet afgørelse.

En af hovedændringerne i loven er et ændret myndighedssystem. Kompetencen

på det lokale og regionale plan til at træffe afgørelse i de materielle

(tekniske) sager om anlæg af vandløb og om vandløbsvedligeholdelse og

-regulering overføres fra landvæsensretterne til de kommunale råd.

Landvæsensretternes opgave bliver fremover udelukkende at afgøre de

økonomiske sager om erstatning eller bidragsfordeling, som de kommunale råd

ikke har kunnet forlige.

Loven har desuden en egentlig formålsbestemmelse. Her af fremgår det, at

vandløbenes evne til afledning af vand skal tilstræbes sikret, men at

administrationen af loven samtidig skal ske under hensyntagen til de

miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som er fastsat i henhold til anden

lovgivning. Hovedsigtet med denne bestemmelse i loven er, at det tilstræbes

at sikre, at vandløbenes benyttelse sker under hensyntagen til den

målsætning, der er fastlagt for det enkelte vandløb i

recipientkvalitetsplanlægningen efter miljøbeskyttelseslovens § 61 e.

Det er endvidere en nyskabelse i loven, at vandløbsmyndighederne har

mulighed for at restaurere vandløb. Ved vandløbsrestaurering forstås en række

nærmere angivne foranstaltninger, som forbedrer de fysiske muligheder for et

alsidigt dyre- og planteliv. Iværksættelsen af restaureringsprojekter giver

således mulighed for at forbedre tilstanden i vandløbet, så den i højere grad

bringes i overensstemmelse med den fastlagte målsætning.

De nævnte hovedændringer uddybes nedenfor. Andre væsentlige ændringer i

loven er ligeledes omtalt nedenfor.

Samtidig med lovens ikrafttræden udsendtes følgende bekendtgørelser:

Bekendtgørelse nr. 423 af 7. september 1983 om klassifikation og

registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb.

Bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.,

herunder om restaurering af vandløb.

Bekendtgørelse nr. 422 af 7. september 1983 om henlæggelse af opgaver og

beføjelser efter vandløbsloven til miljøstyrelsen.

Den 1. marts 1985 træder bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om

klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige

vandløb i kraft. Bekendtgørelsens § 9 er ændret i forhold til

miljøministeriets bekendtgørelse nr. 423 af 7. september 1983, som samtidig

ophæves.

Miljøstyrelsen udsender desuden en vejledning om vandløbsvedligeholdelse.

2. Lovens område

De ferskvandsområder, som er omfattet af loven, er angivet i lovens § 2.

Afgrænsningen svarer til den afgrænsning, der var gældende efter den

tidligere lov. Loven omfatter således vandløb og herunder også grøfter,

kanaler, og rørledninger, søer, damme og lignende indvande samt

udpumpningsanlæg med tilhørende diger, sluser, broer og andre indretninger.

Omløbskanaler ved opstemningsanlæg m.v. er ligeledes omfattet af lovens

bestemmelser.

De pågældende vandløb m.v. er imidlertid kun omfattet, hvis flere end en

enkelt har interesse i deres tilstedeværelse og vedligeholdelse.

Vandløb, der fra udspring til udløb i havet udelukkende ligger på en

ejendom, er derfor ikke omfattet af loven, medmindre de har interesse for

andre som fiskevand, til sejlads, opstemning eller andet. Det er således få

vandløb, der ikke er omfattet af lovens bestemmelser. Miljøministeren har dog

mulighed for at inddrage sådanne »enkeltmandsvandløb« under loven,

jfr. § 2, stk. 2, 2. pkt. Beføjelsen kan kun anvendes, hvis den

vandløbsmyndighed, der ønsker det pågældende vandløb inddraget under loven,

samtidig er villig til at optage vandløbet som offentligt, jfr. § 9. Det

indebærer bl.a., at der skal udarbejdes et regulativ for vandløbet, og at

vedligeholdelsen overtages af vandløbsmyndigheden. Muligheden for at inddrage

»enkeltmandsvandløb« under vandløbsloven, tænkes især anvendt i

situationer, hvor vandløbsmyndighederne finder, at der er behov for at få

vandløbslovens bestemmelser til at gælde for det pågældende vandløb. Det kan

især være bestemmelserne om regulering og vedligeholdelse, der kan have

interesse.

Vandløbsloven regulerer en række forhold vedrørende vandløb, her i blandt

vandløbenes almindelige benyttelse, vandløbenes vedligeholdelse og

restaurering, regulering af vandløb samt anlæg af nye vandløb, og etablering

af udpumpningsanlæg, broer, opstemningsanlæg m.m.

3. Lovens formål

Loven tilstræber at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand,

navnlig overfladevand, spildevand og drænvand. Administrationen af loven skal

imidlertid ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til

vandløbskvaliteten, som er fastsat i henhold til anden lovgivning.

Vandløbsmyndighederne må derfor tage hensyn til den planlægning omkring

vandløbene, som foretages efter anden lovgivning. Det er primært

målsætningerne for de enkelte vandløb i recipientkvalitetsplanerne, som må

inddrages, men derudover bør vandindvindings-, frednings- og landbrugsplaner

også tages i betragtning i forbindelse med administrationen af loven.

Vandløbsmyndigheden skal ligeledes være opmærksom på, om vandløbet er

omfattet af andre fredningsbestemmelser såsom fredninger efter kapitel III

eller § 43 i naturfredningsloven.

4. Myndigheder

4.1. Vandløbsmyndighederne

4.1.1. Kompetencefordeling

Den hidtidige administrative inddeling af vandløbene i offentlige og

private vandløb opretholdes. De kommunale råd bliver fremover

vandløbsmyndighed, således at materielle (tekniske) sager vedrørende

amtsvandløb henlægges til amtsrådene, mens de tilsvarende sager vedrørende

kommune- og private vandløb henlægges til kommunalbestyrelserne.

Amtsrådet er endvidere den kompetente myndighed i forbindelse med

godkendelse og ændring af offentlige pumpelag.

Amtsrådet har yderligere kompetencen i sager om vandløbsregulering m.v.,

når reguleringsforanstaltningerne m.v. foretages i forbindelse med en

tilladelse fra amtsrådet efter miljøbeskyttelsesloven til udledning af

spildevand til vandløbet eller efter vandforsyningsloven til vandindvinding

fra vandløbet (bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983, § 3, stk. 3).

Uden for hovedstadsområdet har kommunalbestyrelsen endvidere efter aftale

med amtsrådet mulighed for at overlade sagsbehandlingen til amtsrådet, hvis

der skal foretages reguleringsforanstaltninger m.v. i et vandløb, der er

omfattet af § 43 i naturfredningsloven (bekendtgørelse nr. 424 af 7.

september 1983, § 3, stk. 4).

Amtsrådets opgaver efter loven varetages i Københavns kommune og

Frederiksberg kommune af hovedstadsrådet (bekendtgørelse nr. 424 af 7.

september 1983, § 4). Denne bestemmelse har især praktisk betydning i

forbindelse med oprettelse af offentlige pumpelag i de to kommuner.

4.1.2. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder

Opstår der uenighed mellem vandløbsmyndigheder om administrationen af

vandløb, som berører flere kommuner eller amtskommuner afgøres sagen af

miljøstyrelsen (bemyndigelsen til miljøministeren i lovens § 7, stk. 6 til at

afgøre uenighed er henlagt til miljøstyrelsen, jfr. bekendtgørelse nr. 422 af

7. september 1983 om henlæggelse af opgaver og beføjelser efter vandløbsloven

til miljøstyrelsen).

Uenigheden kan fremkomme ved administration af vandløb, som danner grænse

mellem (amts)kommuner eller i forbindelse med vandløb, der gennemløber flere

(amts)kommuner. Indholdsmæssigt kan den angå behandlingen af enkeltsager,

eller spørgsmålet om optagelse af et vandløb som offentligt vandløb, herunder

om hvordan det pågældende vandløb skal klassificeres, og hvorledes

regulativet skal udformes. Miljøstyrelsen kan kun løse en uenighed, hvis det

drejer sig om en materiel (teknisk) sag, hvorimod spørgsmålet må indbringes

for landvæsenskommissionen, hvis uenigheden går på økonomiske spørgsmål som

f.eks. fordelingen af vedligeholdelsesudgifter for offentlige vandløb (jfr.

nedenfor, hvor landvæsenskommissionernes opgaver efter loven præciseres).

4.2. Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen er ankeinstans for de materielle (tekniske) afgørelser, der

træffes af amtsråd og kommunalbestyrelser i henhold til loven. Miljøstyrelsen

administrerer endvidere den tilskudsordning, der er indført, til dækning af

anlægsudgifter m.v. ved større restaureringsprojekter (lovens § 37, stk. 3).

4.3. Landvæsensretterne

Med den ny vandløbslov begrænses landvæsensretternes funktion i forhold

til de opgaver, de hidtil har varetaget. Fremover er landvæsensretternes

kompetence at træffe afgørelser i økonomiske sager om erstatning eller

bidragsfordeling.

I forbindelse med erstatning for ekspropriation efter vandløbsloven skal

vandløbsmyndigheden søge at opnå forlig om erstatningen. Hvis der ikke kan

opnåes forlig, eller hvis afgørelsen påklages, indbringes

erstatningsspørgsmålet for landvæsenskommissionen, som træffer afgørelse

(lovens § 72, stk. 3). I andre økonomiske spørgsmål, herunder

bidragsfordeling og skadeserstatning, skal vandløbsmyndigheden tilsvarende

søge forlig, og i mangel af sådant indbringes sagen for

landvæsenskommissionen (lovens § 74, stk. 2 og 3).

Landvæsensretterne har herudover kompetence på en række andre områder i

følge lovens bestemmelser.

Spørgsmål om vedligeholdelsesbyrdens fordeling for private vandløb kan

indbringes for vandløbsmyndigheden. Kan denne ikke opnå forlig indbringes

sagen for landvæsenskommissionen (lovens § 35, stk. 3).

Landvæsenskommissionen har ligeledes kompetence til at fastsætte hvilke

ejendomme, der skal yde bidrag til offentlige pumpeanlæg (lovens § 41).

Landvæsenskommissionen kan desuden bestemme, at der for anlægsbidrag gives

pant i den afgiftspligtige ejendom forud for andre hæftelser af privatretlig

oprindelse, ligesom den kan fastsætte vilkårene for udpantningen (lovens §

65, stk. 2).

Landvæsenkommissionen er ankeinstans for vandløbsmyndighedens afgørelser

efter lovens § 67, stk. 1 og § 68, stk. 1-3. Ved udstykning eller afgivelse

af arealer til veje fra ejendomme med bidragspligt efter vandløbsloven kan

vandløbsmyndigheden på anmodning fordele bidraget på de udlagte parceller,

samt fastsætte hvordan udgifterne ved fordelingen skal udredes.

Vandløbsmyndighedens afgørelse kan, jfr. lovens § 67, stk. 2, indbringes for

landvæsenskommissionen. Vandløbsmyndighedens afgørelse om bidragsbetaling som

følge af en forøget afløbsmængde til vandløbet (lovens § 68, stk. 1),

tilførsel af spildevand, der forøger arbejdet ved vandløbets oprensning

væsentligt (lovens § 68, stk. 2), eller på grund af indvinding af vand, som

forøger vedligeholdelsen væsentligt (lovens § 68, stk. 3), kan ligeledes

ankes til landvæsenskommissionen, jfr. lovens § 68, stk. 4.

Landvæsenskommissionen kan yderligere afgøre spørgsmål, om hvorvidt en

foranstaltning efter loven medfører erstatningspligt, jfr. lovens § 71, stk.

2.

De opgaver, der er henlagt til landvæsenskommissionen efter loven, afgøres

i Københavns kommune af den særlige landvæsenskommission, som er nævnt i

vandforsyningslovens § 9, stk. 2 (vandløbslovens § 7, stk. 5).

Landvæsenskommissionens kendelser kan indankes for

overlandvæsenskommissionen (lovens § 80, stk. 1) efter de klagebestemmelser,

der følger af lovens kapitel 16.

I sager vedrørende offentlige vandløb er vandløbsmyndigheden rekvirent.

4.4. Overgangsregler

Sager, der er under behandling ved en landvæsensret ved lovens

ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, jfr. lovens §

87.

5. De umiddelbare rettigheder

5.1. De umiddelbare dræningsrettigheder

Grundejere har ret til at sænke grundvandet på deres ejendom til den

dybde, som er nødvendig for dyrkningen, jfr. lovens § 3, stk. 1.

Grundvandssænkningen må foregå ved almindelig udgrøftning og ved dræning med

afløb til bestående vandløb. Bredejere må aflede overfladevand og vand fra

almindelige drænings- og udgrøftningsanlæg til vandløb fra egen grund. Den

umiddelbare ret til afvanding til bestående vandløb, som følger af loven,

svarer til rettighederne i den tidligere lov.

Hvis benyttelsen i medfør af lovens § 3 udøves over et offentligt vandløb,

må eventuelle regulativbestemmelser om drænudløb, vandingssteder,

anlægspladser m.m. respekteres, jfr. nedenfor pkt. 7.

Regulering af vandløb i forbindelse med afvanding kræver som hidtil en

tilladelse.

Afvandingsarbejder, der omfatter flere end bredejerne, kræver ligeledes

fortsat vandløbsmyndighedernes godkendelse, jfr. lovens § 21, hvorefter nye

vandløb kun må anlægges efter vandløbsmyndighedens bestemmelse.

Loven indeholder en bemyndigelse til miljøministeren til at fastsætte

nærmere bestemmelser om regulering af de umiddelbare dræningsrettigheder i

okkerpotentielle områder (lovens § 3, stk. 4). Beføjelsen er endnu ikke

anvendt, men tænkes benyttet, hvis der iværksættes en mere generel

okkerbekæmpelsesordning på baggrund af den forsøgsordning, som er etableret i

medfør af okkerloven. Den igangværende forsøgsordning skal afklare

problemerne omkring udledning af okker i vandløb m.v.

5.2. Bestemmelser om sejlads

Sejlads med ikke-motordrevne småfartøjer er efter lovens § 4, stk. 1

tilladt for almenheden. Adgangen til sejlads omfatter således sejlads med

robåde, kajakker, kanoer og lignende småfartøjer, som drives uden mekanisk

kraft. Sejladsretten gælder for vandløb, hvor der er flere bredejere, og som

ikke er undergivet særskilt ejendomsret. Sejlads må dog ikke udøves på

vandløb, der udelukkende er anlagt til særligt formål eller for en bestemt

kreds af grundejere, eller hvor der ved tidligere lov er truffet anden

bestemmelse, jfr. lovens § 5.

Sejladsen må ikke være til skade eller ulempe for vandløbet eller for

andres jagt, fiskeri og rørskær. Sejladsretten giver i øvrigt ikke ret til at

betræde andres ejendom. Vandløbsmyndigheden bør ved tilsynet med vandløbet

være opmærksom på, at sejladsen udøves under tilstrækkelig hensyntagen

hertil.

5.2.1. Begrænsning i sejladsretten

5.2.1.1. Vandløbsloven

Vandløbsmyndigheden kan, jfr. lovens § 4, stk. 3, fastsætte begrænsning i

sejladsretten. Muligheden for at begrænse sejladsen kan anvendes f.eks. af

hensyn til vandløbets vedligeholdelse eller til beskyttelse af vandløbets

tilstand i øvrigt, herunder de fysiske forhold og dets dyre- og planteliv.

Man skal i denne forbindelse særligt gøre opmærksom på, at sejlads kan

have en negativ indflydelse på fiskebestandene. Den uro, selve sejladsen

giver anledning til, vil således kunne skræmme fisk bort fra deres foretrukne

levesteder og dermed udøve en stresspåvirkning. Intens sejlads og deraf

følgende langvarig stresspåvirkning kan resultere i en forøget dødelighed.

Det mekaniske slid, der vil ske på bredder (brinker) og på lavvandede

strækninger ved kollision, landgang og grundstødning vil bevirke en øget

erosion i bredzonen og en ændring af bundens substrat. Herved vil såvel

standpladser (skjul) som gydemuligheder for en række laksefisk kunne blive

forringet.

Ved intens sejlads vil kølvandsbølger endvidere have mulighed for at

løsrive mere eller mindre klæbrige ægtråde eller æghobe af andre fiskearter

f.eks. aborre. Disse negative påvirkninger er selvsagt størst i de mindre

vandløb.

For de vandløb, som skal tjene som laksefiskvande, vil der især kunne være

behov for sejladsreguleringer i perioden 1. oktober til 1. juni, mens der for

de vandløb, der skal tjene som karpefiskvande primært vil kunne være behov

for reguleringer i perioden 15. april til 15. juni.

Begrænsningerne kan i al almindelighed have form af forbud mod sejlads

evt. kun i visse tidsafgrænsede perioder, samt af begrænsninger med hensyn

til bådenes type og størrelse.

Der kan desuden fastsættes begrænsninger af hensyn til beskyttelsen af

vandløbet, hvis almenhedens færdsels- og opholdsrettigheder i følge

naturfredningsloven udøves i forbindelse med sejladsretten. Sådanne

begrænsninger kræver ikke forelæggelse for fredningsnævnet, jfr.

naturfredningslovens § 56, stk. 2.

Det bemærkes, at de af vandløbsmyndighederne i medfør af vandløbsloven

fastsætte sejladsbestemmelser skal respektere sejladsregulering fastsat i

medfør af miljøbeskyttelsesloven og naturfredningsloven, således at der ikke

kan gives sejladsret i videre omfang end fastsat efter de nævnte love.

5.2.1.2. Miljøbeskyttelsesloven

Amtsrådet kan i medfør af bestemmelsen i § 14 i miljøbeskyttelsesloven

meddele forbud mod sejlads i vandløb, der udnyttes af vandforsyningsanlæg.

5.2.1.3. Naturfredningsloven

En regulering af den ikke-erhvervsmæssige sejlads kan også finde sted

efter naturfredningsloven, idet miljøministeren efter anmodning fra

vedkommende amtsråd kan udstede en bekendtgørelse herom i medfør af

naturfredningslovens § 60 a, stk. 2.

Initiativet til en bekendtgørelse om sejladsregulering efter

naturfredningsloven er således henlagt til amtsrådet, og det er op til dette

at sørge for den fornødne koordinering mellem bestemmelserne i en sådan

bekendtgørelse og bestemmelser i vandløbsregulativet for det pågældende

område.

Naturfredningslovens formål er dels at beskytte naturen, dels at tilgodese

befolkningens friluftsliv. I modsætning til i vandløbsloven indgår

friluftslivets interesser således her som en del af formålet. Med hensyn til

mulighederne for at regulere ikke-erhvervsmæssig sejlads efter

naturfredningslovens § 60 a, stk. 2, er det ved vedtagelsen af denne paragraf

udtrykkeligt poienteret, at der skal tages hensyn til beskyttelsesinteresser,

fredningsinteresser, erhvervsinteresser og bredejernes særlige interesser.

Bestemmelsen giver derfor baggrund for at gennemføre detaljerede

bestemmelser, der omfatter f.eks. koncessionsordninger for kanoudlejning,

kvoteordninger etc.

Hvor der er tale om en detaljeret sejladsregulering på baggrund af en

afvejning af beskyttelses- og friluftsinteresser og/ eller, hvor der er tale

om større sammenhængende vandsystemer, kan sejladsreguleringen derfor mest

hensigtsmæssigt ske i medfør af naturfredningslovens bestemmelser. I følge

bemærkningerne til bestemmelsen i naturfredningsloven antages den dog kun at

have et begrænset anvendelsesområde, idet der specielt er tænkt på regulering

af sejladsen på vandløb med sejlads i større omfang som f.eks. Gudenå og

Suså.

5.2.2. Udvidelse af sejladsretten

Vandløbsmyndigheden har ligeledes, jfr. lovens § 4, stk. 3, mulighed for

at udvide sejladsretten på offentlige vandløb til at omfatte sejlads med

større eller motordrevne både. Tilladelse til motorbådssejlads bør i reglen

være begrænset med hensyn til motoreffekt og hastighed. Som hovedregel bør

motorbådssejlads tillades i forbindelse med erhvervsfiskeri. Der kan

fastsættes gebyrer til vandløbets vedligeholdelse for sejlads på offentlige

vandløb med større eller motordrevne både, jfr. lovens § 4, stk. 4.

Hvis vandløbsmyndigheden fastsætter regler for gebyrer, vil det være

hensigtsmæssigt, at disse optages i regulativet for det pågældende vandløb.

5.2.3. Fælles regler

For offentlige vandløb skal beslutninger om begrænsninger eller udvidelser

i sejladsretten fremgå af regulativerne, jfr. lovens § 12. Beslutningen om

regulering af sejladsretten får først retsvirkning, når regulativet evt. ved

et tillæg er ændret i overensstemmelse hermed.

Det kan endvidere anbefales, at eventuelle begrænsninger, der fastsættes i

medfør af naturfredningslovens § 60 a, stk. 2, nævnes i regulativet til

oplysning for brugere af sejladsretten. Det vil endvidere være

hensigtsmæssigt, at regulativet indeholder dele af de almindelige

bestemmelser for sejlads, der følger af handelsministeriets bekendtgørelse

nr. 430 af 24. august 1976 om særlige regler for sejlads m.m. i visse danske

farvande, som ændret ved industriministeriets bekendtgørelse nr. 324 af 7.

juni 1980.

Det bør ligeledes overvejes at foretage en hensigtsmæssig skiltning om

begrænsninger i sejladsretten.

6. Klassifikation og registrering af vandløb

De nærmere regler om vandløbsmyndighedernes opgaver i forbindelse med

klassifikation og registrering af vandløb er fastsat i bekendtgørelse nr. 49

af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om

regulativer for offentlige vandløb.

Vandløb inddeles administrativt i offentlige og private vandløb. De

offentlige vandløb er endvidere inddelt i amtsvandløb og kommunevandløb.

Lavere liggende strækninger af vandløb, der gennemløber flere kommuner, må

ikke henregnes til en lavere klasse end de højere liggende strækninger, jfr.

lovens § 9, stk. 4. Som hovedregel må det også gælde inden for samme kommune,

at lavere liggende strækninger ikke kan klassificeres lavere end højere

liggende strækninger.

Bredejere har som hidtil mulighed for at foreslå, at private vandløb skal

optages som offentlige vandløb. Det forventes især, at bredejere ved private

vandløb vil finde denne mulighed nærliggende, hvis vandløbsmyndigheden

pålægger dem væsentlige ændringer i den hidtidige vedligeholdelsespraksis i

forbindelse med, at vandløbsadministrationen tilrettelægges i

overensstemmelse med recipientkvalitetsplanerne. Vandløbsmyndigheden er ikke

pligtig til at overtage et privat vandløb på begæring.

Vandløbsmyndighedens beslutninger om klassifikation skal meddeles efter

bestemmelserne i lovens §§ 75 og 76 og kan påklages efter bestemmelserne i

kapitel 16.

Vandløbsmyndighederne skal foretage en hensigtsmæssig registrering af

såvel offentlige som private vandløb. Registreringen kan antage forskellige

former, men skal opfylde det formål, at offentligheden kan få et overblik

over de bestemmelser m.v., der er gældende for det enkelte vandløb.

Registrene skal føres vandløbsvis og indeholde oplysninger om kendelser,

forlig, afgørelser og regulativer for vandløbet.

7. Regulativer for offentlige vandløb

Regulativerne er retsgrundlaget for administrationen af de offentlige

vandløb.

Der udarbejdes ikke regulativer for private vandløb, men

vandløbsmyndigheden kan fastsætte bestemmelser om vandløbets vedligeholdelse

og dets skikkelse eller vandføringsevne, jfr. lovens §§ 36 og 15. De nærmere

regler om regulativudarbejdelsen og om regulativernes indhold er fastsat i

bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering

af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb.

7.1. Grundlaget for regulativerne

Vandløbsmyndigheden udarbejder i forbindelse med forslag til regulativer

en redegørelse for grundlaget for og konsekvenserne af regulativforslaget,

jfr. bekendtgørelsens § 9. Redegørelsen optages som bilag til regulativet.

Redegørelsen skal omfatte en oversigt over de planer, der har betydning

for vandløbets administration, herunder recipientkvalitetsplaner,

vandindvindingsplaner, fredningsplaner og landbrugsplaner samt oplysning om,

hvorvidt vandløbet er registreret efter § 43 i naturfredningsloven.

Vandløbslovens administration har betydning for afvandingsmulighederne. I

praksis er det i særlig grad jordbrugsarealerne i afstrømningsområdet, der

berøres.

Redegørelsen bør derfor også omfatte oplysninger om afvandingsforholdene i

afstrømningsområdet, i den udstækning de berøres af regulativændringer.

Finder vandløbsmyndighederne, at der er behov for at redegøre for

afvandingsforholdene, kan landbrugsministeriet, arealdatakontoret, yde

bistand hermed.

I det omfang vandløbsmyndigheden er bekendt med, at der af

fiskeriministeren i medfør af ferskvandsfiskeriloven er udarbejdet eller

godkendt plan for udsætning af fisk m.m. i vandløbet, bør redegørelsen også

omfatte oplysninger herom.

7.2. Regulativernes indhold

I bekendtgørelsens § 10 er det fastsat, hvilke forhold regulativerne skal

indeholde bestemmelser om.

Regulativerne skal efter bestemmelserne være bilagt et kort, der viser

vandløbets beliggenhed. For at sikre en hensigtsmæssig identifikation af

vandløbet anbefales det, at kortbilaget forsynes med UTM-koordinatnet.

Lovens § 12 om indholdet af regulativer er i bekendtgørelsen bl.a. udvidet

med en adgang for vandløbsmyndighederne til at bestemme placeringen af

udløbet for dræn- og spildevandsledninger svarende til den hidtidige

retstilstand.

Det er ikke hermed tanken, at vandløbsmyndighederne skal fastsætte så

detaljerede bestemmelser om placeringen af dræn- og spildevandsledninger, at

det forudsætter et anmeldelsessystem for almindelige drænudløb. Men

vandløbsmyndigheden kan eksempelvis i medfør af bestemmelsen friholde visse

vandløbsstrækninger for disse udløb, hvis det er påkrævet af hensyn til

vedligeholdelsen. Der kan ligeledes fastsættes bestemmelser om, hvor tæt

dræn- og spildevandsledninger må placeres på den regulativmæssige fastsatte

bundkote, så det sikres, at man ikke ved placeringen af udløb, tvinger

vandløbsmyndigheden til indgreb i vandløbene, som har karakter af regulering.

Sådanne bestemmelser skal respekteres i forbindelse med eventuel udnyttelse

af dræningsretten efter lovens § 3, jfr. ovenfor under pkt. 5.1.

Vandløbsmyndighederne har ansvaret for vedligeholdelsen af de offentlige

vandløb. I regulativerne fastlægges vandløbsmyndighedernes forpligtelse

detaljeret for det enkelte vandløb.

Efter lovens § 27, stk. 1 skal vandløb vedligeholdes således, at det

enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres. Det følger

heraf, at vandløbsmyndighederne som led i vedligeholdelsen er forpligtet til

at sikre den fastlagte skikkelse eller vandføringsevne, men ikke er

berettiget til at forbedre den, idet et sådant indgreb er en regulering, der

kun kan gennemføres, såfremt de særlige regler herom følges, jfr.

bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. Er

vandløbet endvidere registreret som »§ 43-vandløb« i medfør af

naturfredningsloven, forudsætter sådanne indgreb endvidere en behandling af

sagen i medfør af denne bestemmelse.

Det skal fremhæves, at regulativernes bestemmelser om vedligeholdelsen

nøje skal følges af vandløbsmyndighederne, således at enhver ændring af

vedligeholdelsens tilrettelæggelse ikke kan gennemføres, før bestemmelserne

herom i regulativerne er ændrede.

Det bemærkes, at særbidrag til vandløbsvedligeholdelsen, der er pålagt

bredejere eller andre, skal fremgå af regulativet. Placeringen af evt.

grødeoptagningspladser kan endvidere angives i regulativets kortbilag.

I regulativet skal der endvidere fastsættes bestemmelser om

vandløbsmyndighedernes tilrettelæggelse af tilsynet.

Vandløbsmyndighedernes konkrete beslutninger om anvendelsen af det enkelte

vandløb skal fremgå af regulativet, således at den enkelte bruger af

vandløbet ved gennemsyn af regulativet kan se, hvilke begrænsninger der er

for anvendelsen af det enkelte vandløb. Herudover kan den enkelte

vandløbsbruger ved gennemsyn af bilaget til regulativet orientere sig om

bestemmelser, der er knyttet til vandløbet i medfør af anden lovgivning.

Vandløbets fysiske tilstand og dets vedligeholdelse skal fremover

fastlægges i regulativet på baggrund af den målsætning for det pågældende

vandløb, som fremgår af planlægningen, herunder især

recipientkvalitetsplanlægningen. Ved fastlæggelsen af vandløbets fysiske

tilstand bør der tages udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Samtidig

må det sikres, at de bestående afvandingsmæssige interesser fortsat

tilgodeses.

Efter den tidligere lov skulle afledningen af vand alene sikres ved

fastsættelse af en geometrisk skikkelse for vandløbet, dvs. faste angivelser

for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Hermed tages imidlertid ikke

hensyn til de miljømæssige krav, der stilles i vandløb, som har en høj

miljømæssig målsætning i recipientkvalitetsplanen. Målsætningen for disse

vandløb forudsætter en varierende vandløbsform med hensyn til bredde, dybde

og skråningsanlæg. Med loven er der derfor åbnet mulighed for, at afledningen

af vand i sådanne vandløb kan sikres gennem faste krav til vandføringsevnen

som et alternativ til en fastsat skikkelse.

Ved et vandløbs vandføringsevne forstås, at det skal kunne aflede en given

vandføring (regulativ-vandføringen), uden at vandstanden er højere end et

fastsat niveau (regulativ-vandstanden), der fastsættes under hensyntagen til

de tilgrænsende arealer. Regulativ-vandføringen kan fastsættes som en

procentdel af vandløbets maksimumvandføring (dvs. den største vandføring over

en længere periode, helst ikke mindre end 20-25 år). Der kan f.eks. vælges en

regulativ-vandføring på 90 pct. af maksimumvandføringen, hvilket vil

indebære, at det statistisk set kan forventes, at en større vandføring (end

regulativ-vandføringen) vil forekomme hvert 10. år.

I forbindelse med vandløbsloven har miljøstyrelsen udsendt et nyt

standardregulativ. Det anbefales, at vandløbsmyndigheden følger

standardregulativet ved udarbejdelse af regulativer, eller bruger det som en

checkliste for at sikre, at alle forhold, som regulativet skal indeholde

bestemmelser om, kommer med i det nye regulativ.

7.3. Regulativernes tilvejebringelse

Forslag til regulativ skal fremlægges til gennemsyn for offentligheden i

mindst 8 uger. Forslaget skal samtidig sendes til udtalelse hos berørte

myndigheder, jfr. § 12, stk. 2 i bekendtgørelsen.

Med berørte myndigheder sigtes primært til amtskommunen. Indenfor

hovedstadsområdet skal hovedstadsrådet som recipientansvarlig myndighed

høres. Der henvises i denne forbindelse bl.a. til pkt. 4.3.1. i

miljøministeriets cirkulære nr. 222 af 1. december 1978 om

naturfredningslovens § 43 (om vådområder). Der sikres herved overensstemmelse

mellem regulativ og planlægning. Tvivlspørgsmål kan søges løst i

miljøstyrelsen. Forslag til regulativer for amtsvandløb bør sendes til

berørte kommuner. Berører vandløbet flere kommuner eller amtskommuner

forudsættes det, at disse inddrages i regulativarbejdet på et tidligt

tidspunkt. Det må bl.a. sikres, at regulativet ikke indeholder bestemmelser

om vandløbsvedligeholdelse og -kvalitet, som hindrer opfyldelsen af målsatte

anvendelser andre steder i vandløbet. Forslag til regulativer bør ligeledes

sendes til høring i fiskeriministeriet. Miljøstyrelsens ferskvandlaboratorium

er indstillet på at give råd og vejledning. Om udtalelser fra

landbrugsministeriet henvises til pkt. 7.1.

Klageberettigede organisationer underrettes samtidig om, at der er

udarbejdet forslag til regulativ samt oplyses om indsigelsesfristen. Det bør

overvejes, om det i det enkelte tilfælde vil være rimeligt ligeledes at

underrette de lokale landboorganisationer, Friluftsrådet og Dansk

Dambrugerforening.

Vedtagelse af regulativer skal offentliggøres samtidig med, at der oplyses

hvor og inden for hvilken frist, afgørelsen kan påklages. Det bør overvejes,

om det i det enkelte tilfælde vil være rimeligt at orientere de berørte

lodsejere direkte om vedtagne regulativer. Vandløbsmyndighedens vedtagelse af

regulativer kan påklages efter bestemmelserne i lovens kapitel 16.

Som efter den hidtidige lov har vandløbsmyndighederne mulighed for i

samarbejde at udarbejde fællesregulativer for vandløbssystemer.

Uoverensstemmelser mellem vandløbsmyndighederne i denne forbindelse

indbringes for miljøstyrelsen, jfr. lovens § 7, stk. 6.

Nye regulativer skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i

førnævnte bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 og udformes efter

bestemmelserne i loven. De gældende regulativer bevarer deres gyldighed

indtil, der vedtages nye regulativer, jfr. lovens § 88.

7.4. Revision af regulativer

Det anbefales, at vandløbsmyndigheden starter revisionen af gældende

regulativer ved de vandløb, som er højest prioriteret i følge

recipientkvalitetsplanlægningen, og at man tager de regulativer først, hvor

der er størst uoverensstemmelse mellem målsætningen og det gældende

regulativ.

Man anbefaler, at tidsfølgen for revisionen af regulativer afstemmes

mellem kommuner og amtskommuner inden for samme afstrømningsområde.

1. januar 1993 er fastsat som den frist, inden for

hvilken alle regulativer skal være revideret, jfr. bekendtgørelse nr. 49 af

15. februar 1985, § 17, stk. 2.

Regulativerne skal indeholde revisionsbestemmelser, jfr. § 10 i

bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985, så det sikres, at det med jævne

mellemrum vurderes, om ændring i forudsætningerne herunder i plangrundlaget

bør medføre justering af regulativet.

8. Regulering m.v. af vandløb, herunder etablering af

udpumpningsanlæg, broer m.v.

De nærmere regler om myndighedernes behandling af sager om regulering m.v.

af vandløb er fastsat i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om

vandløbsregulering m.v. samt om restaurering af vandløb.

Disse regler skal følges af vandløbsmyndighederne i alle sager, uanset om

initiativet til en regulering tages af en bredejer eller af

vandløbsmyndigheden.

8.1. Regulering af vandløb, tørlægning af søer og anlæg af nye vandløb

Som hidtil må vandløbene ikke ændres medmindre, der forudgående er opnået

tilladelse. Loven fastsætter hvilke indgreb, der betragtes som en regulering.

Efter lovens § 16 er således enhver ændring af vandløbets skikkelse, herunder

af dets forløb, bredde, bundkote og skråningsanlæg en regulering i lovens

forstand. Ændringer i vandløbet i forbindelse med vandløbsrestaurering, jfr.

lovens kapitel 8, eller ved anlæg eller ændring af broer, omstemningsanlæg

m.m., jfr. lovens kapitel 10, er der fastsat særlige bestemmelser for.

Der er fortsat forbud mod at ændre vandstanden i søer, herunder mod at

tørlægge dem, samt mod at anlægge nye vandløb, medmindre der forudgående er

opnået godkendelse.

8.2. Udpumpningsanlæg med digeanlæg til afvanding

Som hidtil må udpumpningsanlæg til afvanding ikke etableres uden

forudgående godkendelse.

Private anlæg, dvs. anlæg, som de berørte bredejere er enige om at oprette

og organisere som private pumpelag, kræver vandløbsmyndighedens godkendelse,

jfr. lovens § 38. Den kompetente myndighed er vandløbsmyndigheden for det

vandløb, der ansøges om udpumpningstilladelse til.

Kan der ikke opnåes enighed om etablering af et privat anlæg, kan

amtsrådet godkende oprettelse af et offentligt pumpelag.

Amtsrådets opgaver som ansvarlig for de offentlige pumpelag fremgår

nærmere af bekendtgørelsens kapitel 4, herunder er indholdet af

pumpelagsvedtægterne samt pumpelagsbidragenes fordeling og opkrævning

præciseret. Amtsrådet kan efter bestemmelsen i § 17, stk. 2, i bekendtgørelse

nr. 424 af 7. september 1983 anmode ansøgeren om at udarbejde udkast til

vedtægt for laget.

Eksisterende landvindingslag betragtes som offentlige pumpelag.

8.3. Broer, opstemningsanlæg, flodemål m.m.

Anlæg af broer, overkørsler eller lignende og nedlægning af rørledninger,

kabler m.v. i vandløbet kræver vandløbsmyndighedens godkendelse. Efter de

hidtidige regler kræves udelukkende godkendelse af anlæg, der påvirker

vandets frie løb. Som konsekvens af formålsbestemmelsen i loven skal der

fremover også tages hensyn til den fastlagte vandløbskvalitet, idet anlæg

desuden kræver godkendelse, hvis de i øvrigt kan være til skade for

vandløbet, jfr. lovens § 48. Etablering af et styrt vil således kræve

vandløbsmyndighedens godkendelse, selv om det ikke har indflydelse på vandets

frie løb, da det kan hindre den naturlige op- og nedvandring af fisk og den

øvrige vandløbsfauna.

Vandløbsmyndigheden skal i godkendelsen af opstemningsanlæg m.v. bl.a.

fastsætte regler om indstrømningsanlægs, frislusers og lignende indretningers

dimensioner, koter m.v. til sikring af vandets frie løb samt den naturlig op-

og nedvandring af fisk og den øvrige vandløbsfauna. Man henleder i denne

forbindelse opmærksomheden på de særlige bestemmelser i

ferskvandsfiskerilovens kapitel 4 til sikring af vildfiskens passage.

Der skal yderligere fastsættes regler om opstemningsanlægs drift,

sammenholdt med bestemmelserne i lovens § 27, stk. 4, og regler om flodemål

herunder om flodemålsmærker samt om kontrol af flodemål.

Det bemærkes, at udnyttelse af et opstemningsanlæg til andet formål,

f.eks. overgang til udnyttelse af vandkraften til energiproduktion, ligeledes

kræver vandløbsmyndighedens forudgående godkendelse.

8.4. Behandling af sager om regulering, udpumpningsanlæg, broer m.v.

Bekendtgørelsen indeholder regler om hvilke oplysninger, der skal

foreligge i forbindelse med det enkelte projekt, jfr. bekendtgørelsens § 17.

Vandløbsmyndigheden kan ved behandlingen af sagen indhente yderligere

oplysninger, jfr. § 17, stk. 2. i bekendtgørelsen.

Når vandløbsmyndigheden skal afgøre om en regulering m.v. bør godkendes,

skal der tages hensyn til samtlige afvandingsinteresser ved vandløbet, og det

skal sikres, at det ansøgte er foreneligt med hensynet til den målsætning,

der er fastlagt for vandløbets miljømæssige kvalitet, jfr. lovens § 1.

Forudsættes der godkendelse efter bestemmelserne i naturfredningsloven,

miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven eller ferskvandsfiskeriloven, kan

vandløbsmyndigheden først meddele tilladelse, når der foreligger en

godkendelse efter disse love (bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983, §

23). I den forbindelse skal det fremhæves, at der er indført et

kompetenceskift for at koordinere administrationen af vandløbsloven og en

række andre love, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 3. og 4. og ovenfor under

pkt. 4.1.

Før vandløbsmyndigheden tager stilling til, om sagen bør fremmes, afholdes

en høringsrunde, hvor vandløbsmyndigheden indhenter udtalelse om sagen fra

andre interesserede myndigheder. Fredningsmyndigheder og fiskeriministeriet

samt endvidere andre kommunalbestyrelser og amtsråd med interesse i sagen bør

høres. I hovedstadsområdet skal der endvidere indhentes en udtalelse fra

hovedstadsrådet. Det bør overvejes, om det i det enkelte tilfælde vil være

rimeligt at indhente en udtalelse fra de lokale landboorganisationer,

Friluftsrådet og Dansk Dambrugerforening.

Specielt i forbindelse med tørlægning af eller sænkning af vandstanden i

søer skal der desuden indberettes til miljøstyrelsen, såfremt søen anvendes

til badning eller antages at have betydning for den fremtidige, almindelige

vandforsyning på grund af sin beliggenhed og størrelse.

Beslutter vandløbsmyndigheden at fremme sagen, skal den offentliggøre en

meddelelse om ansøgningen i stedlige blade, samt oplyse at det er muligt at

fremkomme med indsigelser inden for en frist på mindst 4 uger. Under

offentlighedsfasen kan vandløbsmyndigheden afholde et møde om sagen.

Skønner vandløbsmyndigheden, at det ansøgte ikke har væsentlig indflydelse

på vandløbets afstrømningsmæssige eller miljømæssige forhold, kan den

beskrevne procedure for behandling af visse sager fraviges, jfr.

bekendtgørelsens § 21. Formålet med denne bestemmelse er at give

vandløbsmyndigheden mulighed for umiddelbart at meddele tilladelse i mindre

sager om anlæg af nye vandløb og anlæg af eller ændring af broer, overkørsler

eller lignende. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at

vandløbsmyndigheden i samme udstrækning har mulighed for at tillade

igangsættelse af anlægsarbejder, selv om vandløbsmyndighedens afgørelse

påklages, jfr. § 36 i bekendtgørelsen (i bilag til cirkulæret er optaget

forslag til formulering af aftaler i den slags sager).

Det fremgår af bekendtgørelsens § 23 hvilke forhold, der skal være

indeholdt i en godkendelse. En godkendelse af en foranstaltning skal

indeholde endelig afgørelse om eventuelle økonomiske spørgsmål, om

arealerhvervelser og rådighedsindskrænkninger samt om erstatninger for disse,

jfr. lovens kapitler 13 og 14.

Ved godkendelsen kan vandløbsmyndigheden fastsætte en ramme for, hvor

meget de endelige udgifter kan tillades at fravige overslagsprisen. Berørte

lodsejere kan endvidere tage forbehold herfor.

Afgørelser meddeles efter bestemmelserne i lovens §§ 75 og 76.

Vandløbsmyndighedernes godkendelse af reguleringer m.v. af vandløb skal

registreres, jfr. § 8 i bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om

klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige

vandløb. Oplysninger om de i godkendelsen indeholdte ændringer af forholdene

ved vandløbet skal endvidere snarest muligt indgå i regulativet evt. i form

af et tillæg. I disse tilfælde kræves det dog ikke, at den foreskrevne

procedure i bekendtgørelsen om vandløbsregulativer m.v. følges.

Vandløbsmyndighederne har mulighed for at opkræve gebyrer for behandlingen

af sager efter lovens kapitel 6, 9 og 10, jfr. kapitel 7 i bekendtgørelse nr.

424 af 7. september 1983. Gebyrordningen er nærmere omtalt nedenfor, pkt.

12.2.

Vandløbsmyndighedens beslutninger om regulering m.v. kan påklages efter

bestemmelserne i bekendtgørelsens kapitel 9 sammenholdt med lovens kapitel

16.

9. Vandløbsvedligeholdelse

I forbindelse med lovens ikrafttræden vil miljøstyrelsen udsende en

vejledning om vandløbsvedligeholdelse. Vejledningen anviser, hvordan

vandløbsvedligeholdelsen i det enkelte tilfælde kan tilrettelægges og udføres

mest hensigtsmæssigt, så formålsbestemmelsen i vandløbsloven tilgodeses.

Vedligeholdelsen af offentlige vandløb påhviler vandløbsmyndigheden.

Bredejerne har ansvaret for vedligeholdelsen af private vandløb.

Vandløbsmyndigheden har mulighed for at fastsætte bestemmelser om

vedligeholdelsens omfang og udførelse i private vandløb, jfr. lovens § 36.

Vandløbsvedligeholdelsen skal sikre, at vandløbene kan anvendes til

afledning af vand, men samtidig skal den udføres, så vandløbskvaliteten

svarer til den miljømæssige målsætning for vandløbet, jfr. lovens § 1.

Vandløbsmyndigheden skal således gradvist ændre den hidtidige

vedligeholdelsespraksis, så vedligeholdelsen bringes i overensstemmelse med

de krav, der stilles til vandløbets fysiske forhold i

recipientkvalitetsplanerne. I vejledningen er der opregnet en række

forskellige vedligeholdelsesmetoder svarende til vandløb med forskellig

recipientkvalitetsmålsætning. Vedligeholdelsen kan ikke ændres i strid med

bestemmelserne i regulativet.

Hidtil er grødevæksten stort set alene blevet begrænset ved mekaniske

metoder. Der åbnes nu adgang for at anvende biologiske metoder. Her tænkes

primært på skyggegivende vegetation på vandløbets bredder.

Vandløbsmyndigheden har mulighed for at foretage beplantning langs vandløb,

og for at påbyde bredejere at bevare skyggegivende vegetation, jfr. lovens §

34. Vandløbsmyndigheden bør ikke disponere over større arealer til

beplantning, end der kan kræves friholdt for dyrkning m.v. i medfør af lovens

§ 69. Beplantning langs vandløbene kan i visse tilfælde ikke gennemføres uden

tilladelse efter naturfredningslovens § 47 a.

Udgifterne til beplantning og dens vedligeholdelse påhviler

vandløbsmyndigheden.

Afskåret grøde skal nu optages, medmindre grøden ikke er til skade for

vandløbet eller for det vandområde, som vandløbet udmunder i (lovens § 27,

stk. 3). Det er ligeledes i loven fastsat, at slam, grøde og andet, der

ophobes ved stemmeværker eller lignende ikke må videreføres, hvis det er til

skade for vandløbet (lovens § 27, stk. 4). Bestemmelser til sikring heraf kan

for offentlige vandløb optages i regulativerne.

10. Restaurering af vandløb

10.1. Restaureringers formål og omfang m.v.

De nærmere bestemmelser om fremgangsmåden ved vandløbsmyndighedernes

restaurering af vandløb er fastsat i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september

1983 om vandløbsregulering m.v. samt om restaurering af vandløb.

Formålet med en vandløbsrestaurering er at genskabe en vandløbskvalitet

svarende til den målsætning, der er fastsat for vandløbet i

recipientkvalitetsplanlægningen. Restaurering kan foretages ved de fysiske

indgreb, som er udtømmende angivet i lovens § 37, stk. 1. Der kan f.eks.

udlægges grusbanker eller etableres forskellige former for fiskeskjul.

Iværksættelse af vandløbsrestaureringer forudsætter, at vandløbets evne

til afledning af vand ikke påvirkes væsentligt. Det forudsættes ligeledes, at

restaureringen ikke medfører væsentlige anlægs- eller driftsudgifter for

jordbruget til opretholdelse af de bestående afvandingsforhold. Det bemærkes,

at en restaurering ikke udelukker en senere forbedring af de

afstrømningsmæssige forhold i vandløbet. Sådanne sager skal behandles efter

reglerne i lovens kapitel 6 om regulering af vandløb.

Der har hidtil kun været iværksat få restaureringsprojekter, og derfor er

det eksisterende erfaringsmateriale begrænset. Det anbefales derfor, at der i

en overgangsperiode etableres yderligere forsøg i forskellige dele af landet,

så der bl.a. skabes et bedre grundlag for at vurdere de afvandingsmæssige

konsekvenser af vandløbsrestaureringer. I en periode vil det således være

nødvendigt ved nogle restaureringsprojekter, at vandløbsmyndigheden

igangsætter forsøg på enkeltstrækninger af vandløbet, inden det egentlige

projekt startes op.

Man henleder endvidere opmærksomheden på, at en mere miljøvenlig

vedligeholdelse i nogle situationer i sig selv kan have en tilstrækkelig

restaurerende effekt på vandløbet.

I offentlige vandløb gennemføres foranstaltningerne af

vandløbsmyndigheden. Er flere kommuner eller amtskommuner involveret,

udarbejder de berørte vandløbsmyndigheder i samarbejde et

restaureringsforslag.

I hovedstadsområdet bør restaureringsprojekter udarbejdes i samarbejde med

hovedstadsrådet som recipientansvarlig myndighed.

Ønskes et privat vandløb inddraget under et restaureringsprojekt iværksat

af vandløbsmyndigheden, må vandløbet forinden overtages som offentligt.

Ønsker bredejere at gennemføre restaureringsprojekter, skal projektet

forudgående godkendes af vandløbsmyndigheden efter de almindelige

bestemmelser i lovens kapitel 6 om regulering af vandløb.

Hvis vandløbet er fredet eller beskyttet efter bestemmelserne i § 43 i

naturfredningsloven, kræver iværksættelsen af et restaureringsprojekt, at der

forinden indhentes godkendelse fra fredningsnævnet eller fra amtsrådet, i

hovedstadsområdet fra hovedstadsrådet.

Udgifterne ved vandløbsrestaureringer, der iværksættes af

vandløbsmyndigheden, afholdes af vandløbsmyndigheden. Ved større

restaureringsprojekter er der mulighed for at søge om tilskud til dækning af

anlægsudgifter m.v. fra miljøstyrelsen. Ansøgningen om tilskud skal indeholde

en udførlig redegørelse for restaureringsprojektet, jfr. bekendtgørelsens §

29. Hvis projektets økonomi er baseret på det ansøgte tilskud, må

igangsættelsen afvente tilsagn om tilskud.

10.2. Behandling af forslag til restaureringer

Vandløbsmyndighedens forslag til restaureringsprojekt fremlægges for

offentligheden til gennemsyn. Bredejere og andre interesserede skal

underrettes skriftligt om fremlæggelsen.

Forslaget sendes samtidig til de klageberettigede organisationer. Det bør

overvejes, om det i enkelte tilfælde vil være rimeligt at underrette de

lokale landboorganisationer, Friluftsrådet og Dansk Dambrugerforening om

forslaget.

Forslaget sendes samtidig til høring hos berørte myndigheder. De

høringsrelevante myndigheder kan være andre kommuner eller amtskommuner, der

berøres af projektet, miljøstyrelsens ferskvandslaboratorium,

fiskerimyndigheder og miljøstyrelsen.

Formålet med offentlighedsfasen er at give bredejerne og andre med

interesse i vandløbet mulighed for på et så tidligt tidspunkt som muligt at

blive orienteret om de påtænkte restaureringsforanstaltninger. Intentionen er

at sikre borgerne størst mulig medindflydelse allerede på planlægnings- og

projekteringsstadiet.

Vandløbsmyndigheden kan som led i inddragelsen af borgerne afholde et

offentligt møde under offentlighedsfasen. Mødet giver vandløbsmyndigheden

lejlighed til at præsentere restaureringsprojektet nærmere, samt mulighed for

at andre berørte myndigheder, organisationer og enkeltpersoner kan deltage i

diskussionen af restaureringsforslaget.

Beslutningen om vedtagelse af et restaureringsprojekt skal offentliggøres

og kan påklages efter bestemmelserne i lovens kapitel 16. De vedtagne

restaureringsforanstaltninger skal optages i regulativet for det pågældende

vandløb.

11. Tilsyn

Tilsynet med amtsvandløb og offentlige pumpelag hører under amtsrådet som

følge af, at amtsrådet er vandløbsmyndighed for amtsvandløbene og de

offentlige pumpelag, jfr. lovens § 7, stk. 1.

Amtsrådets tilsynsopgaver varetages i København og Frederiksberg kommuner

af hovedstadsrådet.

Kommunalbestyrelsen fører tilsvarende tilsyn med kommunevandløb og private

vandløb som vandløbsmyndighed for disse vandløb, jfr. lovens § 7, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen har som hidtil mulighed for efter aftale at overdrage

den tekniske udførelse af tilsynet til amtsrådet. Overdragelsen af tilsynet

vil f.eks. være hensigtsmæssigt ved de vandløb, hvor amtskommunen i forvejen

fører tilsyn med vandkvaliteten i sin egenskab af recipientkvalitetsansvarlig

myndighed. Kompetencen til at gribe ind over for ulovlige forhold m.v. ligger

imidlertid fortsat hos den vandløbsmyndighed, som er ansvarlig for det

pågældende vandløb og for tilsynets udførelse efter loven.

Vandløbsmyndigheden bestemmer hvornår, der foretages et systematisk

tilsyn, hvor de forhold, der nævnes nedenfor, kontrolleres.

Ved private drænings- og udgrøftningsanlæg kan tilsynet dog begrænses til

at udføres i forbindelse med konkrete sager, der rejses over for

vandløbsmyndigheden.

Tilsynet omfatter kontrol med, hvorledes vedligeholdelsen er udført. I den

forbindelse skal vandløbsmyndigheden påse, om der (fortsat) er behov for at

fastsætte bestemmelser om skikkelse eller vandføringsevne for private

vandløb, jfr. lovens § 15. Vandløbsmyndigheden skal ligeledes vurdere, om der

er behov for at fastsætte eller ændre bestemmelser om vedligeholdelsen af

private vandløb, jfr. lovens § 36.

For såvel offentlige som private vandløb omfatter tilsynet en vurdering

af, om der er behov for meddelelse af påbud om opsamling af slam m.v. ved

stemmeværker (lovens § 27, stk. 4) og om hegning af arealer, der benyttes til

græsning for løsgående husdyr (lovens § 29).

Tilsynet omfatter endvidere kontrol med broer og opstemningsanlæg, jfr.

bestemmelserne i lovens kapitel 10. Herunder skal flodemål kontrolleres, og

det bør undersøges, om der er behov for at fastsætte eller ændre flodemål i

medfør af lovens § 49. Vandløbsmyndigheden skal endvidere vurdere, om der er

behov for at meddele påbud om nedlæggelse eller ændring af opstemningsanlæg,

der er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, jfr. lovens § 50.

Af øvrige forhold, som tilsynsmyndigheden må være opmærksom på, kan nævnes

sejlads på vandløb, herunder om der er behov for regulering af sejladsretten,

jfr. lovens § 4, stk. 3.

Ved tilsynet skal det desuden kontrolleres, om der er sket beskadigelser

eller begået ulovlige forhold ved vandløb og anlæg m.v. omfattet af loven.

Bliver vandløbsmyndigheden opmærksom på et ulovligt forhold skal den

foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om

forhold af ganske underordnet betydning, jfr. lovens § 54 a. Hvis

vandløbsmyndigheden bliver opmærksom på et igangværende ulovligt forhold, må

den således, medmindre forholdet er af ganske underordnet betydning, søge at

bringe det til ophør gennem meddelelse om standsning af den ulovlige

handling. I denne forbindelse må vandløbsmyndigheden overveje, om der kan ske

retlig lovliggørelse gennem meddelelse af den fornødne tilladelse, eller om

der kan ske fysisk lovliggørelse gennem krav om ændring eller fjernelse af

det ulovlige forhold.

Ved tilsynet skal det desuden undersøges om tidligere meddelte påbud eller

forbud er efterkommet (lovens § 54). Er påbud eller forbud efter loven ikke

efterkommet, må vandløbsmyndigheden tage stilling til, om der skal indgives

politianmeldelse i henhold til lovens § 85, samt til om vandløbsmyndigheden

skal foretage det fornødne på den forpligtedes regning, jfr. lovens § 54,

stk. 3.

Vandløbsmyndigheden har mulighed for i visse situationer at træffe særlige

foranstaltninger, jfr. lovens § 55. Politiet yder om fornødent bistand hertil

efter regler fastsat efter forhandling mellem miljøministeren og

justitsministeren.

Tilsynet indebærer endelig en kontrol af, at der ikke er dyrket, hegnet,

bebygget m.v. i strid med bestemmelserne i lovens § 69.

Hvis vandløbsmyndigheden ved tilsynet bliver opmærksom på forhold, der er

i strid med bestemmelserne i ferskvandsfiskeriloven, indberettes dette til

fiskerimyndighederne. Der indberettes tilsvarende til andre relevante

myndigheder, hvis vandløbsmyndigheden bliver opmærksom på andre forhold, der

er i strid med anden lovgivning, og som hindrer opfyldelsen af målsætningen

for vandløbet.

Et tilsyn tilrettelægges således, at lodsejerne og andre med interesse i

vandløbet har mulighed for at deltage i tilsynet.

12. Forskellige bestemmelser

12.1. Bidrag

Grundejere m.v. kan være pålagt bidrag til dækning af udgifter til

regulering og vedligeholdelse, jfr. bl.a. lovens § 24, § 31, stk. 2 og § 35.

Ejere af anlæg, som påfører vandløb ulemper, jfr. bestemmelserne i lovens §

68, kan pålægges at yde bidrag til vandløbets regulering og vedligeholdelse.

Man skal i denne forbindelse understrege vigtigheden af, at myndighederne ved

godkendelse af spildevandsudledninger i medfør af miljøbeskyttelsesloven

sikrer etablering af forsinkelsesbassiner for at undgå unødvendige

belastninger af og behov for reguleringer af vandløbene.

Udgifter, som vandløbsmyndigheden har afholdt på forskud, eller som er

afholdt på dennes garanti, har samme fortrinsret som de kommunale skatter,

der hviler på faste ejendomme. Ved manglende betaling af bidragene, kan de

inddrives ved udpantning, jfr. lovens § 65.

Bidrag til regulering og vedligeholdelse af amtsvandløb og bidrag til

offentlige pumpelag opkræves sammen med og efter samme regler som de

kommunale ejendomsskatter, jfr. lovens § 65, stk. 3.

Amtsrådet skal hvert år inden den 1. oktober oplyse kommunalbestyrelsen om

de bidrag, der ved amtsvandløb påhviler hver enkelt ejendom. I § 13 i

bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. er

dette bestemt, for så vidt angår pumpelagsbidrag.

Bidrag til regulering og vedligeholdelse af kommunevandløb opkræves

tilsvarende sammen med og efter samme regler som de kommunale

ejendomsskatter. De nævnte bidrag skal opføres som en særlig post på

ejendomsskatteopgørelserne, således at vandløbs- og pumpelagsbidrag opføres

hver for sig. Hvis der er pålagt ejendomme bidragspligt til dækning af lån

optaget af kommunalbestyrelsen eller på dennes garanti i forbindelse med

foranstaltninger efter vandløbsloven, som de pågældende ejendomme har fordel

af, skal kvitteringsblanketterne for de kommunale ejendomsskatter påføres en

tydelig trykt eller påstemplet henvisning hertil.

12.2. Gebyrer

Baggrunden for hjemmelen til, at der kan fastsættes regler om

vandløbsmyndighedernes og miljøstyrelsens adgang til at opkræve gebyrer, er i

følge bemærkningerne til bestemmelsen et ønske om at skabe mulighed for

gennem gebyrer at dække sagsomkostninger for en række af de sager, hvor

sagsomkostningerne efter det hidtidige myndighedssystem betales af parterne.

Vandløbsmyndighedens adgang til at opkræve gebyrer er fastsat i § 25 i

bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.

Gebyrer kan opkræves for sager om regulering af vandløb m.v., etablering af

udpumpningsanlæg, broer og opstemningsanlæg. Efter bestemmelsen henregnes

gebyret til anlægsudgiften, såfremt anlægsarbejderne gennemføres, for at

sikre, at gebyret fordeles forholdsmæssigt på de ejendomme, der er berørt af

det pågældende projekt. Gebyret kan først opkræves, når det er bestemt, at

sagen skal fremmes, jfr. § 19 i bekendtgørelsen.

Vandløbsmyndigheden kan undlade at opkræve gebyr for mindre sager efter

bekendtgørelsens §§ 8, 9 og 14.

Såfremt vandløbsmyndigheden beslutter at indføre en gebyrordning, er man

begrænset af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 25. Der kan således maksimalt

opkræves 2 pct. af anlægsudgiften dog mindst 3000,- kr., og kun sager efter

bekendtgørelsens §§ 8, 9 og 14 kan fritages for gebyr.

Det anbefales, at vandløbsmyndigheden træffer beslutning om, hvordan

gebyrordningen skal tilrettelægges i kommunen/ amtskommunen, og at

beslutningen herom bekendtgøres på sædvanlig vis.

Miljøstyrelsen har efter § 26 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september

1983 en tilsvarende adgang til at opkræve gebyr for behandlingen af

klagesager.

I forbindelse med realitetsafgørelsen i klagesagen træffer miljøstyrelsen

beslutning om den endelige fordeling af gebyret i klagesagen. Miljøstyrelsen

har således mulighed for at fordele gebyret, så det ikke udelukkende belaster

klageren. Efter omstændighederne kan miljøstyrelsen således bestemme, at den

der får medhold i klagen friholdes for gebyr, men at dette pålægges den part,

der ikke får medhold. Der kan ligeledes blive tale om at fordele gebyret

mellem klagerne, hvis flere klager, samt om at henregne gebyret til

anlægsudgiften, såfremt anlægsarbejderne gennemføres.

Der kan forekomme situationer, hvor det vil være rimeligt, at

vandløbsmyndigheden betaler gebyret for klagesagen. Har en ansøger

eksempelvis betalt gebyr i 1. instansen i forbindelse med en godkendelse af

et projekt, forekommer det urimeligt, at gebyret i en klagesag pålægges

ansøgeren, hvis vandløbsmyndighedens godkendelse ophæves af miljøstyrelsen.

12.3. Andre bestemmelser

Hvis en foranstaltning efter vandløbsloven berører et anlæg, der kan

eksproprieres til efter anden lovgivning, afgør den ansvarlige for det

berørte anlæg, hvilke foranstaltninger, der skal træffes af hensyn til

anlægget og dets udvidelsesmuligheder, og hvem der skal udføre de arbejder,

der skal udføres på det berørte anlæg, jfr. lovens § 64, stk. 1. Sagen

behandles i øvrigt efter vandløbslovens almindelige regler.

Berøres bestående afvandingsforhold eller mulighederne for en fremtidig

ordning af sådanne af et anlæg, der kan eksproprieres til efter

bestemmelserne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast

ejendom, skal anlægsmyndigheden og vandløbsmyndigheden forud for

besigtigelsesforretningen forhandle om hvilke foranstaltninger, der skal

træffes af hensyn til afvandingsforholdene, jfr. lovens § 64, stk. 2.

Med anlæg tænkes på offentlige anlæg som veje og jernbaner. Endvidere er

eksempelvis flyvepladser og militære anlæg omfattet af bestemmelsen.

I tilfælde af enighed mellem myndighederne kan nødvendige ekspropriationer

gennemføres efter den nævnte lov, såfremt ekspropriationskommissionen kan

tiltræde aftalen. I andre tilfælde følges de almindelige regler herom i

vandløbsloven.

13. Klage

Afgørelser truffet efter vandløbsloven skal meddeles skriftligt.

Underretningen skal indeholde oplysninger om klagemyndighed og -frist.

Ansøgeren eller de, der er ansvarlige for forholdet skal underrettes, og

herudover skal der ske underretning til berørte myndigheder, enhver der må

antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagen samt til Danmarks

Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, som efter loven er

klageberettigede i visse typer af sager, jfr. lovens § 84, stk. 2. De nævnte

foreninger skal kun underrettes, såfremt de er klageberettigede, jfr. § 35,

stk. 2 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering

m.v.

Det er ikke præciseret i loven hvilke privatpersoner, der skal have

meddelelse om en afgørelse, men i eksempelvis regulerings- og

vedligeholdelsessager efter kapitel 6 og 7 vil det være naturligt, at de

bredejere og andre lodsejere, der berøres af regulering m.v., får

underretning om den meddelte tilladelse.

Den kreds af privatpersoner, der skal have underretning om en afgørelse,

kan således være ret omfattende, og der er derfor givet mulighed for, at de

nævnte privatpersoner og organisationer underrettes ved offentlig

annoncering, jfr. lovens § 75, stk. 2, 3. pkt.

Omfatter en afgørelse et påbud eller forbud, skal der være fastsat en

frist for afgørelsens efterkommelse, jfr. lovens § 76, stk. 2.

Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, skal adressaten for

disse beslutninger skriftligt underrettes om sagen og gøres bekendt med sin

adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter offentlighedsloven, jfr. §

77, stk. 1.

Disse bestemmelser finder imidlertid ikke anvendelse på meddelelse om

standsning af arbejder, som er påbegyndt uden fornøden tilladelse eller

godkendelse, eller meddelelse om at eftekomme en tidligere truffet afgørelse,

jfr. lovens § 77 a.

Hovedstrukturen i myndighedssystemet på klageområdet er, at miljøstyrelsen

er klageinstans for afgørelser truffet af vandløbsmyndigheden, mens

landvæsenskommissionens kendelser kan påklages til

overlandvæsenskommissionen. De mere detaljerede bestemmelser om

klagemyndigheder fremgår af pkt. 4 oven for om myndighedssystemet.

I bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.

er klageadgangen nærmere afgrænset, for så vidt angår de nævnte

organisationer.

Der er fastsat en klagefrist på 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.

Fristens længde svarer til de frister, der gælder i miljøbeskyttelsesloven.

Klage indgives igennem den myndighed, der har truffet afgørelsen, jfr. lovens

§ 83.

En klage har generelt opsættende virkning for påbud eller forbud meddelt

efter vandløbsloven. Visse kategorier af anlægsarbejder kan iværksættes

uanset, at der er indgivet klage over tilladelsen, jfr. bestemmelserne i § 36

i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.

14. Ikrafttrædelsesbestemmelser

Ved vandløbslovens ikrafttræden den 1. november 1983 ophæves

landbrugsministeriets cirkulære nr. 256 af 18. oktober 1949 om vandløbsbøgers

indretning og førelse, cirkulære nr. 48 af 2. marts 1950 om kommunernes

pligter og beføjelser i henhold til vandløbsloven af 11. april 1949,

cirkulære nr. 26 af 15. februar 1951 om vandløbsloven, cirkulære nr. 51 af 7.

marts 1962 om behandling af sager om tilladelse efter vandløbslovens § 48 til

vandingsanlæg og cirkulære nr. 93 af 3. maj 1963 om vedligeholdelse af

offentlige vandløb m.v.

Dette cirkulære erstatter miljøstyrelsens cirkulære af 23. september 1983

om vandløbsloven.

Miljøstyrelsen, den 26. februar 1985

Jens Kampmann

/ Poul Erik Sørensen

Bilag

Overenskomst om rørledning i henhold til § 8 i bekendtgørelse nr. 424 af

7. september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af

vandløb.

Vi undertegnede NN som ejer af matr.nr.. . . . . . . . . .

og PP som ejer af matr.nr. . . . . . . . .

er år 19 . . . . . . . . den . . . . . . . . . .blevet enige om nedlægning

af en rørledning over matr.nr. . . . . . . . . . . .

Rørledningen nedlægges med dimension . . . . . . . .

og fald i henhold til et af . . . . . . . . .

udarbejdet projekt dateret. . . . . . . . .

Arbejdet gennemføres på NN's foranstaltning, idet PP inden . . . . . . til

NN indbetaler et ikke tilskudsberettiget beløb, stort . . . . . . .

Eventuelt tilskud tilfalder herefter alene NN.

Arbejdet skal påbegyndes snarest muligt efter, at lån og tilskud er i

orden, og det skal være fuldført inden den . . . . . . . . .

Den fremtidige vedligeholdelse af rørledningen foretages af . . . . . . .

idet de ved ovennævnte arbejdes gennemførelse tilvejebragte forhold

bevares.

Overenskomsten tinglyses (med henvisning til et vedlagt rids) på NN's

foranstaltning som servitutstiftende på matr.nr. . . . . . . . . .

Påtaleberettiget er . . . . . . . . .

. . . . . den . . . . . . 19 . . . .

(sign) NN. (sign) PP.

. . . . . . . . . . kommune godkender herved i medfør af § 8 i

bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering, m.v.,

herunder restaurering af vandløb ovennævnte overenskomsts bestemmelser om

rørledning.

Godkendelsen meddeles efter bestemmelserne i vandløbslovens §§ 75 og 76 og

kan påklages til miljøstyrelsen, jfr. lovens kapitel 16 og kapitel 9 i

bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.,

herunder om restaurering af vandløb.

. . . . . . . den . . . . . . 19 . . . . .

P.K.V.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter