Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Anvendt i 10 afgørelser
Retsinformation 8, Domsdatabasen 1, Klagenævn (Nævnenes Hus) 1
De nyeste afgørelser
- Byrettens dom stadfæstet Domsdatabasen · 9. november 2018
- Ankestyrelsens principafgørelse 260-10 om pension - helbredstillæg - personligt tillæg - tandbehandling - tandlægekonsulent - inhabilitet Retsinformation · 10. juli 2013
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00116 Retsinformation · 7. oktober 2011
- Afvisning af anmodning om genoptagelse på baggrund af udtalelse fra Retslægerådet af den 1. oktober 2003 af tidligere sag, afgjort i 1998, hvor der ikke var fundet grundlag for kritik af den indklagede sundhedsperson Retsinformation · 11. januar 2007
- Brillekøb blev ophævet Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. december 2005
- Videregivelse af allerede kendte oplysninger Retsinformation · 4. september 2000
- Videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger efter samtykke Retsinformation · 4. september 2000
- Videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger uden samtykke til brug for behandling Retsinformation · 4. september 2000
- For sent afgivet erklæring Retsinformation · 23. juni 1999
- Fejlbehandling Retsinformation · 30. september 1997
Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.
Teksten
Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning,
gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet
følgende lov:
Kapitel 1
Sundhedsstyrelsen
§ 1. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under
indenrigsministeren, der bistår ministeren med den centrale forvaltning af
sundhedsmæssige anliggender.
Stk. 2. Loven medfører ingen ændringer i
Sundhedsstyrelsens stilling efter den lovgivning, der henhører under andre
ministres forretningsområde.
§ 2. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene
og skal holde sig orienteret om den til enhver tid værende faglige viden på
sundhedsområdet.
Stk. 2. Når Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med
overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet, skal Styrelsen orientere
vedkommende myndighed i fornødent omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen
orientere offentligheden, når særlige sundhedsmæssige forhold gør det
nødvendigt.
§ 3. Indenrigsministeren og andre myndigheder har
adgang til direkte rådgivning og anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i
sundhedsfaglige spørgsmål.
§ 4. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den
sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for
sundhedsvæsenet, samt ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er
knyttet en fast læge.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af
Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til at udøve tilsynet, har til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og
Læs alt
lignende.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan efter
indenrigsministerens nærmere bestemmelse pålægge personer inden for
sundhedsvæsenet at foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres
faglige virksomhed.
Kapitel 2
Fratagelse og generhvervelse af
autorisation
§ 5. En person, der er autoriseret til at udøve et
hverv inden for sundhedsvæsenet, kan fratages autorisationen, såfremt
udøveren må antages at være til fare for andre mennesker på grund af
1) en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af
hvervet, eller
2) sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at
udøveren varigt eller med mellemrum befinder sig i en mangelfuld
sjælstilstand, eller
3) udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet.
§ 6. Finder Sundhedsstyrelsen, at en autorisation
skal fratages, afgiver Styrelsen indstilling til indenrigsministeren herom.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig
erklæring fra Retslægerådet, før Styrelsen afgiver indstilling til
indenrigsministeren.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal, forinden Styrelsen
afgiver indstilling, opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig
skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori også
Retslægerådet deltager. Den pågældende skal endvidere opfordres til inden 14
dage at erklære, om sagen ønskes afgjort ved dom, eller om sagen kan afgøres
af indenrigsministeren. Afgives en sådan erklæring ikke, skal
indenrigsministeren indbringe sagen for domstolene.
§ 7. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde,
hvor den fortsatte virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare,
midlertidigt fratage udøveren af hvervet autorisationen. Sundhedsstyrelsens
afgørelse skal omgående meddeles indenrigsministeren, der stadfæster eller
ophæver Styrelsens afgørelse.
§ 8. Retssag om fratagelse af autorisation anlægges
af indenrigsministeren i den borgerlige retsplejes former. Det kan i en dom
om fratagelse af autorisation fastsættes, at anke ikke har opsættende
virkning. Den pågældende kan dog ikke afskediges fra en stilling på grund af
fratagelse af autorisation, før der foreligger en endelig domstolsafgørelse.
§ 9. Indenrigsministeren kan anmode udøveren af
hvervet om at lade sig underkaste en lægelig undersøgelse til brug for
ministerens stillingtagen til, om autorisation skal søges frataget den
pågældende. Hvis den pågældende afviser at efterkomme en sådan anmodning,
forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret, hvor en eventuel
retssag skal anlægges. Retten afgør spørgsmålet ved kendelse. En sådan
afgørelse kan også træffes, efter at der er anlagt retssag om fratagelse af
autorisation.
Stk. 2. Såfremt udøveren af hvervet undlader at
efterkomme en kendelse om at underkaste sig en lægelig undersøgelse, fratager
indenrigsministeren den pågældende autorisationen, og hvis der er anlagt
retssag herom, bortfalder retssagen.
Stk. 3. Udgifterne ved en lægeundersøgelse efter stk. 1
afholdes af statskassen.
§ 10. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om
midlertidig eller endelig fratagelse af autorisation efter §§ 5-9.
Stk. 2. Såfremt retten til at udøve hverv inden for
sundhedsvæsenet frakendes ved dom i en straffesag, skal anklagemyndigheden
give Sundhedsstyrelsen meddelelse herom. Sundhedsstyrelsen offentliggør
afgørelser om frakendelse.
§ 11. Indenrigsministeren kan efter ansøgning give en
person, der har fået frataget autorisation til udøvelse af et hverv inden for
sundhedsvæsenet efter §§ 5-9, tilladelse til at generhverve autorisationen,
når de omstændigheder, der begrundede fratagelsen, ikke længere er til stede.
Stk. 2. Et afslag fra indenrigsministeren om
generhvervelse af autorisation efter stk. 1 kan tidligst indbringes for
domstolene eet år efter, at der er truffet afgørelse om endelig fratagelse af
autorisation eller det ved dom er nægtet den pågældende at generhverve
autorisationen.
Kapitel 3
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
§ 12. Klager over den faglige virksomhed, der udøves
af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. § 15, skal indbringes for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for klager, for
hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang.
Stk. 2. Herudover skal Sundhedsstyrelsen til
Patientklagenævnet indbringe sager, som Styrelsen finder vil kunne give
grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for
sundhedsvæsenet.
§ 13. Patientklagenævnet er i sin virksomhed
uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
§ 14. Patientklagenævnet kan give udtryk for sin
opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik over for den
pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.
§ 15. Patientklagenævnet behandler klager over de ved
særlig lovgivning autoriserede personer inden for sundhedsvæsenet, jfr. dog
stk. 2 og 3.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler
om, hvilke persongrupper inden for sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation
efter særlig lovgivning, der i øvrigt er omfattet af reglerne i dette
kapitel.
Stk. 3. Indenrigsministeren kan efter forhandling med
Nævnet fastsætte regler om, at Patientklagenævnets virksomhed ikke skal
omfatte dele af den faglige virksomhed, der udøves af persongrupper, som er
autoriseret efter særlig lovgivning. Særlige hensyn skal dog tale herfor.
§ 16. Patientklagenævnet består af en formand og 2
næstformænd samt et antal beskikkede medlemmer.
Stk. 2. Indenrigsministeren udpeger nævnets formand og
næstformænd, som skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne
beskikkes som landsdommer.
Stk. 3. Indenrigsministeren beskikker et antal
medlemmer, der ikke samtidig må være medlem af noget kommunalt råd, således:
1) 6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra Amtsrådsforeningen
i Danmark.
2) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Københavns kommune.
3) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg
kommune.
4) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende
Invalideorganisationer.
Stk. 4. Indenrigsministeren beskikker for hvert fagligt
område et antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede.
Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der
følger den kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted.
§ 17. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal Nævnet
sammensættes af
1) formanden eller een af næstformændene,
2) 2 medlemmer efter § 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter bestemmelsens
nr. 1-3 og 1 beskikket efter nr. 4, og
3) 2 medlemmer efter § 16, stk. 4, afhængig af sagens faglige karakter.
Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør,
hvilke medlemmer efter § 16, stk. 3 og stk. 4, der skal deltage i Nævnets
møder. Formanden eller vedkommende næstformand afgør endvidere, inden for
hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter § 16, stk. 4, skal
deltage.
§ 18. Nævnets formand eller vedkommende næstformand
kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre kan deltage uden stemmeret
ved Nævnets behandling af sager.
§ 19. Nævnet skal indhente en udtalelse fra
Sundhedsstyrelsen, før Nævnet træffer afgørelse i en sag. Til brug for sin
vurdering kan Sundhedsstyrelsen forelægge sagen for Retslægerådet.
Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter
anmodning meddele Sundhedsstyrelsen enhver oplysning til brug for behandling
af sagen.
§ 20. Indenrigsministeren fastsætter efter
forhandling med Nævnet dettes forretningsorden.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan i forretningsordenen
fastsætte regler om, at Nævnet kan bemyndige formanden til at træffe
afgørelse i visse sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.
§ 21. Nævnet afgiver en årlig redegørelse til
indenrigsministeren om sin virksomhed.
§ 22. Klage skal være indgivet inden 2 år efter det
tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der
klages over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis
særlige grunde taler derfor.
Stk. 2. Fristen gælder ikke for sager, som
Sundhedsstyrelsen indbringer for Nævnet, jf. § 12, stk. 2.
§ 23. Det påhviler kommuner og amtskommuner at give
information og yde vejledning til befolkningen om klageadgang på
sundhedsområdet.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at
klagevejledning tillige kan tilbydes i statsamterne, og at enhver klage over
forhold i sundhedsvæsenet kan indgives til statsamterne med henblik på
videresendelse til rette myndighed.
Kapitel 4
Statens Seruminstitut
§ 24. Statens Seruminstitut, der er et institut under
indenrigsministeren, er landets centrallaboratorium for så vidt angår human
bakteriologi, virologi og serologi og udfører undersøgelser for bl.a.
sygehuse og praktiserende læger samt fremstiller og fremskaffer vacciner,
sera, blodprodukter m.v. Statens Seruminstitut driver videnskabelig
forskning, rådgiver og udfører kontrol- og referencefunktioner på områder,
der vedrører Instituttets opgaver.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler, herunder
om betaling, for Instituttets udlevering af præparater og udførelse af
undersøgelser m.m.
Kapitel 5
Straffebestemmelser
§ 25. Undladelse af at efterkomme en forpligtelse
efter § 4, stk. 3, og § 19, stk. 2, straffes med bøde.
§ 26. Personer, der har fået frataget autorisation
efter kapitel 2, og som fortsætter med at udøve det pågældende hverv,
straffes med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder, medmindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning.
Kapitel 6
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1988.
Samtidig ophæves lov nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets
centralstyrelse.
Stk. 2. Lovens kapitel 3 finder ikke anvendelse på
klager, som Sundhedsstyrelsen har afgjort før 1. januar 1988.
Patientklagenævnet kan dog tage en sag op til behandling og afgørelse,
såfremt der foreligger væsentlige nye oplysninger.
Stk. 3. Klager, der er indgivet til Sundhedsstyrelsen
før 1. januar 1988, og som ikke er færdigbehandlet, behandles af
Patientklagenævnet efter reglerne i denne lovs kapitel 3. Forældelsesreglen i
§ 22 gælder dog ikke for disse klager.
§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved
kgl. anordning helt eller delvis sættes i kraft for øerne med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg slot, den 10.
juni 1987
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/KNUD ENGGAARD
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1986 LSF 58 FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- 1985 LSF 66 FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Retsinformation · 1. oktober 2002
- 1990 LSF 165 FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENET I GRØNLAND Retsinformation · 10. juni 1991
- 1986 BTL 58 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. NR L 58 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 847 Retsinformation · 21. maj 1988
- 1990 LSF 37 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN Retsinformation · 10. oktober 1990