Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om markedsføring

Ikke gældende LBK nr 545 af 01/07/1999LovbekendtgørelseErhvervsministeriet9. juli 1999

Gældende udgave: LBK nr 1420 af 02/12/2024

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 437 afgørelser

Klagenævnet for Domænenavne 379, Retsinformation 36, Det finansielle ankenævn 9, Klagenævn (Nævnenes Hus) 6, Teleankenævnet 3, Domsdatabasen 2

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om

markedsføring

Herved bekendtgøres lov nr. 428 af 1. juni 1994 om

markedsføring med de ændringer, der følger af lov nr. 342

af 2. juni 1999.

God markedsføringsskik

§ 1. Loven gælder i privat

erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed, som kan sidestilles hermed. Der

må i sådan virksomhed ikke foretages handlinger, som strider mod

god markedsføringsskik.

Vildledning, nedsættende omtale m.v.

§ 2. Der må ikke anvendes urigtige,

vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser, som er egnet til at

påvirke efterspørgsel eller udbud af varer, fast ejendom og

andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også

angivelser, der på grund af deres form, eller fordi de angår

uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre erhvervsdrivende

eller forbrugere.

Stk. 3. Der må ikke anvendes vildledende

fremgangsmåder af lignende betydning for efterspørgsel og udbud

som angivet i stk. 1 eller fremgangsmåder af tilsvarende betydning,

såfremt de på grund af deres særlige form, eller fordi de

inddrager uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre

erhvervsdrivende eller forbrugere.

Stk. 4. Rigtigheden af angivelser om faktiske forhold

skal kunne dokumenteres.

Vejledning

§ 3. Ved tilbuds afgivelse, ved indgåelse af

aftale eller efter omstændighederne på leveringstidspunktet skal

Læs alt

der gives en efter formuegodets eller ydelsens art forsvarlig vejledning,

når denne er af betydning for bedømmelsen af godets eller

ydelsens karakter eller egenskaber, herunder især brugsegenskaber,

holdbarhed, farlighed og vedligeholdelsesmulighed.

Garanti

§ 4. Over for forbrugere må erklæring

om ydelse af garanti eller lignende kun anvendes, såfremt

erklæringen giver modtageren en væsentlig bedre retsstilling end

den, modtageren har efter lovgivningen.

Stk. 2. Ydes der garanti, skal den erhvervsdrivende på klar og

tydelig måde informere forbrugeren om dens indhold og give de

oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien

gældende. Endvidere skal den erhvervsdrivende på en klar og

tydelig måde oplyse, at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter

lovgivningen ikke berøres af garantien. Efter anmodning skal den

erhvervsdrivende udlevere garantien skriftligt. Skriftlige garantier skal

være affattet på dansk.

Forretningskendetegn

§ 5. Erhvervsdrivende må ikke benytte

forretningskendetegn og lignende, der ikke tilkommer dem, eller benytte egne

kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling

med andres.

Tilgift

§ 6. Erhvervsdrivende må ikke ved salg af

varer eller fast ejendom til forbruger eller ved udførelse af arbejds-

eller tjenesteydelser for forbruger yde tilgift, eller hvad der må

sidestilles hermed, medmindre tilgiften er af ganske ubetydelig værdi.

Reklamering med ulovlig tilgift er ligeledes forbudt.

Stk. 2. En ydelse, der er af ganske samme art som

hovedydelsen, anses ikke som tilgift.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsdrivende med tilladelse

efter luftfartslovens § 75, stk. 1 og 2, ved salg af flyrejser og dertil

hørende ydelser yde tilgift, når dette sker som led i et

flybonusprogram som nævnt i stk. 5. Andre erhvervsdrivende kan yde

tilgift i form af rejser, hotelophold og biludleje, såfremt dette sker

som led i et flybonusprogram.

Stk. 4. En tilladelsesindehaver og andre erhvervsdrivende

kan dog som led i et flybonusprogram yde tilgift uden de i stk. 3

nævnte begrænsninger, når en anden tilladelsesindehaver,

der konkurrerer med tilladelsesindehaveren, yder en sådan tilgift i sit

flybonusprogram. Såfremt der ydes tilgift i henhold til 1. pkt., skal

dette anmeldes til Forbrugerombudsmanden.

Stk. 5. Flybonusprogrammet skal udbydes internationalt og

skal være etableret af en tilladelsesindehaver som led i dennes

sædvanlige virksomhed. Programmets væsentligste element her i

landet skal være ydelse af tilgift ved salg af flyrejser. Såfremt

tilladelsesindehaveren samarbejder med andre erhvervsdrivende, skal

programmet derudover omfatte ydelse af tilgift ved salg af hotelophold og

biludleje.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 3-5 om

tilladelsesindehavere gælder også for erhvervsdrivende med licens

udstedt af et EU-land efter Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92

af 23. juli 1992 om udstedelse af licenser til luftfartsselskaber eller af et

land, der efter aftale med Fællesskabet har tilsluttet sig denne

forordning.

Stk. 7. Erhvervsministeren kan tillade, at andre

virksomheder, der er i en tilsvarende international konkurrence, yder tilgift

i nærmere bestemt omfang. Tilladelsen kan betinges og begrænses

tidsmæssigt.

Mængdebegrænsning

§ 7. En detailvirksomhed må ikke

fastsætte noget loft for, hvor stort et antal enheder den enkelte kunde

må købe af en vare. Der må endvidere ikke nægtes

salg til bestemte aftagere.

Stk. 2. De i stk. 1 fastsatte regler gælder ikke

egentlige udsalgsvarer.

Rabatmærker

§ 8. Der må ikke gives rabat eller anden

ydelse ved brug af mærker, kuponer eller lignende, der er stillet til

rådighed af erhvervsdrivende forud for køb af en vare eller ved

udførelse af en arbejds- eller tjenesteydelse.

Stk. 2. Erhvervsdrivende må dog ved salg af en vare

eller ved udførelse af en arbejds- og tjenesteydelse give rabat eller

anden ydelse i form af mærker, kuponer eller lignende til senere

indløsning, såfremt hvert enkelt mærke på tydelig

måde er forsynet med udstederens navn eller firma med angivelse af en

værdi i dansk mønt. Rabatmærkeudstederen skal

indløse mærket her i landet til den pålydende værdi,

når mærker til et beløb, hvis størrelse

fastsættes af erhvervsministeren, kræves indløst.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse i forbindelse

med de i § 6, stk. 3-6, nævnte flybonusprogrammer eller i forbindelse

med de i § 6, stk. 7, nævnte tilladelser.

Lodtrækning og præmiekonkurrencer

§ 9. Afsætning til forbrugere af formuegoder

eller tjenester må ikke søges fremmet af en mulighed for gevinst

ved deltagelse i lodtrækning, præmiekonkurrence eller anden form

for foranstaltning, hvis udfald beror helt eller delvis på

tilfældet, såfremt deltagelsen er betinget af et køb.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, dersom

den enkelte gevinsts størrelse og den samlede gevinstværdi

ligger inden for beløbsgrænser, som fastsættes af

erhvervsministeren. Beløbsgrænserne kan fastsættes efter

produkttype og modtagerkreds.

Stk. 3. Udgiveren af et periodisk skrift kan foranstalte

lodtrækning til fordeling af gevinster i forbindelse med løsning

af præmiekonkurrencer.

Erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger

§ 10. Den, der er i tjeneste- eller

samarbejdsforhold til en virksomhed eller udfører et hverv for denne,

må ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller

forsøge at skaffe sig kendskab til eller rådighed over

virksomhedens erhvervshemmeligheder.

Stk. 2. Har den pågældende fået

kendskab til - eller fået rådighed over - virksomhedens

erhvervshemmeligheder på retmæssig måde, må den

pågældende ikke ubeføjet viderebringe eller benytte

sådanne hemmeligheder. Forbudet vedvarer i 3 år efter

tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets ophør.

Stk. 3. Den, der i anledning af udførelsen af

arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet

tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende,

må ikke ubeføjet benytte sådant materiale eller

sætte andre i stand hertil.

Stk. 4. Erhvervsdrivende må ikke benytte en

erhvervshemmelighed, såfremt kendskab til eller rådighed over den

er opnået i strid med de ovenfor nævnte bestemmelser.

Mærkning og emballering

§ 11. Erhvervsministeren kan efter forhandling med

hovedorganisationerne for dansk erhvervsliv og forbrugerorganisationerne

fastsætte bestemmelser om, at bestemte varer i detailsalg (salg til

forbruger) kun må sælges eller udbydes til salg med angivelse af,

om varen er dansk eller udenlandsk, eller dens frembringelses- eller

oprindelsessted. Erhvervsministeren kan nærmere fastsætte,

på hvilken måde de pågældende angivelser skal

anbringes, samt hvad der i hvert tilfælde skal forstås ved varens

frembringelses- eller oprindelsessted.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter forhandling med

hovedorganisationerne for dansk erhvervsliv og forbrugerorganisationerne

fastsætte bestemmelser om,

at bestemte varebetegnelser eller symboler er forbeholdt eller skal

benyttes for varer, der opfylder visse nærmere angivne betingelser,

og

at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg,

såfremt varerne eller deres indpakning på nærmere af

ministeren foreskreven måde er forsynet med oplysning om varernes

indhold og sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og

egenskaber i øvrigt.

§ 12. Erhvervsministeren kan efter forhandling med

hovedorganisationerne for erhvervslivet og forbrugerorganisationerne

fastsætte begrænsninger i adgangen til køb og salg samt

til benyttelse af sådanne emballagegenstande eller dele heraf, der

på nærmere foreskrevet måde enten er mærket med nogen

her i landet hjemmehørende virksomheds navn eller forretningskendetegn

eller er mærket som bestemt alene til emballage for varer af en bestemt

art. Erhvervsministeren kan på tilsvarende måde forbyde, at

sådanne genstande forsætligt tilintetgøres eller

beskadiges.

Forbud, påbud og erstatning

§ 13. Handlinger i strid med loven kan forbydes

ved dom. I forbindelse hermed eller senere kan der ved dom gives

sådanne påbud, som må anses nødvendige for at

sikre

forbudets overholdelse, herunder ved bestemmelse om, at aftaler, som

indgås i strid med et forbud, er ugyldige,

genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende

tilstand, herunder om tilintetgørelse eller tilbagekaldelse af

produkter og om udsendelse af oplysninger eller berigtigelse af

angivelser.

Stk. 2. Handlinger i strid med loven pådrager

erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

Sø- og Handelsretten

§ 14. Borgerlige sager, hvor anvendelsen af denne

lov er af væsentlig betydning for sagens udfald, anlægges ved

Sø- og Handelsretten i København, medmindre parterne vedtager

andet.

Stk. 2. Offentlige straffesager om overtrædelse af

denne lov behandles ved Sø- og Handelsretten i København,

medmindre nærmere kendskab til markedsføringsforhold

skønnes at være af uvæsentlig betydning for sagens

afgørelse.

Forbrugerombudsmanden

§ 15. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn

med, at loven overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt

alle oplysninger, som skønnes nødvendige for dennes virksomhed,

herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens

bestemmelser.

Stk. 3. Forbrugerombudsmanden udnævnes af

erhvervsministeren for et tidsrum af 6 år. Forlængelse eller

genansættelse kan ikke finde sted. Forbrugerombudsmanden skal opfylde

de almindelige betingelser for at blive dommer.

Stk. 4. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter

denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter nærmere

regler om Forbrugerombudsmandens virksomhed.

Forhandlingsprincippet

§ 16. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling

søge at påvirke de erhvervsdrivende til at handle i

overensstemmelse med principperne for god markedsføringsskik og til at

overholde loven i øvrigt.

Stk. 2. Tilsidesætter en erhvervsdrivende et

tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden efter forhandling i

henhold til stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den erhvervsdrivende

sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre

tilsagnets overholdelse.

Retningslinjer

§ 17. Forbrugerombudsmanden søger efter

forhandling med de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer at

påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem udarbejdelse og

offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på

nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige,

navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

Stk. 2. Retningslinjer efter stk. 1, der er

tiltrådt af relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer, kan efter

aftale med disse danne grundlag for påbud meddelt af

Forbrugerombudsmanden, jf. § 19, stk. 2, 2. pkt. Et sådant påbud

kan kun meddeles erhvervsdrivende, der er medlem af en organisation, der har

indgået aftale efter 1. pkt.

Stk. 3. En organisation kan opsige en aftale efter stk. 2

med et aftalt varsel.

Stk. 4. Forbrugerombudsmanden bekendtgør

ikrafttræden og opsigelse af en aftale efter stk. 2. Ved opsigelse

efter stk. 3 bekendtgør Forbrugerombudsmanden, fra hvilken dato

retningslinjerne ikke længere er omfattet af stk. 2, og om

retningslinjerne bibeholdes efter stk. 1 eller bortfalder.

Forhåndsbesked

§ 18. Forbrugerombudsmanden afgiver på

begæring udtalelse om sit syn på lovligheden af

påtænkte markedsføringsforanstaltninger, medmindre en

stillingtagen giver anledning til særlig tvivl eller der i

øvrigt foreligger særlige omstændigheder. En

forhåndsbesked indebærer ikke en egentlig stillingtagen til

lovligheden af vedkommende foranstaltning.

Stk. 2. Når Forbrugerombudsmanden har afgivet en

forhåndsbesked til en erhvervsdrivende om, at en påtænkt

foranstaltning efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil være lovlig,

kan Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den

erhvervsdrivende gribe ind i anledning af en foranstaltning, som er

dækket af forhåndsbeskeden og iværksat inden rimelig tid

efter dennes afgivelse.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte

nærmere regler om gebyr for forhåndsbesked.

Retsforfølgning m.v.

§ 19. Enhver med en retlig interesse deri kan

anlægge sag om forbud, påbud og erstatning efter § 13.

Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter §

13, stk. 1.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud,

hvis en handling klart er i strid med loven og ikke kan ændres ved

forhandling. For overtrædelse af retningslinjer, jf. § 17, stk. 2 og 4,

kan påbud meddeles uden forudgående forhandling.

Stk. 3. Et påbud kan af den, påbudet retter

sig mod, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal

fremsættes skriftligt over for Forbrugerombudsmanden inden 4 uger

efter, at påbudet er meddelt den pågældende.

Forbrugerombudsmanden skal inden 1 uge efter modtagelse af anmodningen

indbringe sagen for retten i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 4. Anmodning efter stk. 3 har ikke opsættende

virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende

under sagens behandling kan fortsætte den handling, påbudet

angår.

Stk. 5. Ankes en dom, hvorved et påbud ikke findes

lovligt, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er

indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen

må udøve den handling, påbudet angår.

Stk. 6. Rejses tiltale for overtrædelse af loven,

overlades udførelsen af tiltalen til Forbrugerombudsmanden,

såfremt denne begærer dette.

Erstatningssøgsmål

§ 20. Dersom en flerhed af forbrugere i

forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i denne lov har

ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden på

begæring indtale kravene under eet.

Foreløbigt forbud

§ 21. Forbrugerombudsmanden kan, når der er

øjensynlig fare for, at formålet med et forbud som nævnt i

§ 13, stk. 1, vil forspildes, hvis rettens afgørelse skal afventes,

nedlægge foreløbigt forbud. Sag til stadfæstelse af

forbudet skal anlægges senest næste hverdag. Reglerne i

retsplejelovens §§ 642, nr. 2, 643, 645, stk. 1-3, og 651 finder tilsvarende

anvendelse, og reglerne i §§ 636, 638 og 648, stk. 2, finder anvendelse med

de fornødne lempelser.

Stk. 2. Såfremt sag til stadfæstelse af et

forbud efter stk. 1 ikke kan afgøres ved dom senest 5 hverdage efter

sagens anlæg, kan retten under sagens forberedelse inden udløbet

af den nævnte frist ved kendelse bestemme, at forbudet fortsat skal

stå ved magt. Retten giver, forinden sådan afgørelse

træffes, så vidt muligt parterne adgang til at udtale sig.

Stadfæstes forbudet ikke inden fristens udløb, er det

bortfaldet.

Straf og påtale

§ 22. Tilsidesættelse af et af retten

nedlagt forbud eller påbud eller et af Forbrugerombudsmanden i henhold

til § 16, stk. 2, eller § 19, stk. 2, meddelt påbud straffes med

bøde eller hæfte. Tilsidesættelse af et påbud om at

tilbagebetale en modtaget pengeydelse straffes dog ikke.

Stk. 2. Den, som undlader at meddele oplysninger, der

afkræves efter § 15, stk. 2, eller som i forhold, der omfattes af

loven, meddeler Forbrugerombudsmanden urigtige eller vildledende oplysninger,

straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter

anden lovgivning.

Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk.

1-3, §§ 6-9 og forsætlig overtrædelse af § 5 straffes med

bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning. Overtrædelser af § 2, stk. 2 og 3, der består i

skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller af forhold, der

særligt angår den pågældende, er undergivet privat

påtale.

Stk. 4. Overtrædelse af § 10 straffes med

bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Påtale

finder kun sted efter den forurettedes begæring.

Stk. 5. I forskrifter, der udstedes i medfør af §§

11 og 12, kan der fastsættes straf af bøde for

overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v.

(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.

kapitel.

Fri proces

§ 23. Forbrugere, der opfylder betingelserne i

retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, har fri proces i sager om

tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et af retten nedlagt

eller af Forbrugerombudsmanden meddelt påbud.

Henlæggelsesbeføjelser

§ 24. Erhvervsministeren kan henlægge sine

beføjelser efter loven til Forbrugerstyrelsen. Dette gælder ikke

for beføjelser i henhold til § 15, stk. 5. Henlægger

erhvervsministeren sine beføjelser til Forbrugerstyrelsen, kan

ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke

kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Ikrafttrædelse

§ 25. Loven træder i kraft den 1. oktober

1994. Samtidig ophæves lov om markedsføring, jf.

lovbekendtgørelse nr. 594 af 27. juni 1992.

Færøerne og Grønland

§ 26. Loven gælder ikke for

Færøerne og Grønland.

Lov nr. 342 af 2. juni 1999 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

Loven træder i kraft den 1. juli 19991) .

Erhvervsministeriet, den 1. juli

1999

Pia Gjellerup

/Georg Ferdinandsen

Officielle noter

1) Lov nr. 342 af

2. juni 1999 angår § 4, stk. 2, § 15, stk. 3, § 17, stk. 2-4, § 19,

stk. 2-5, § 21, stk. 1, 3. pkt., § 22, stk. 1, og § 22, stk. 6.

Lignende dokumenter