Spring til indhold

Retsinformation

Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget

AFG nr 60166 af 10/02/1998AfgørelseErhvervsministeriet6. november 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a.

ctr. Gas- og Varmeprisudvalget

År 1998, den 10. februar afsagde

Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 97-55.284, Tønder

Fjernvarmeselskab A.m.b.a. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget,

sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 14. april 1997 har advokat Henrik

Seligmann på vegne Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. klaget over

en af Gas- og Varmeprisudvalget den 21. marts 1997 meddelt afgørelse.

Ved afgørelsen fandt Udvalget, at en afregningspris for den fra et

decentralt kraftvarmeværk leverede fjernvarme, der ikke overstiger den

laveste pris af enten den omkostningsbestemte varmepris på det

decentrale kraftvarmeværk, opgjort efter varme-forsyningslovens

bestemmelser, eller Tønder Fjernvarmeselskabs egenproduktionspris

på fjernvarmeselskabets naturgasfyrede kedler for den tilsvarende

varmemængde, ikke var urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk.

5.

Klageren har principalt påstået Gas- og

Varmeprisudvalgets afgørelse af 21. marts 1997 ophævet.

Subsidiært har klageren påstået, at der

bør vedtages en afregningspris, der ikke overstiger den laveste pris

af enten den omkostningsbestemte varmepris på det decentrale

varmeværk, opgjort efter varmeforsyningslovens bestemmelser, eller ikke

væsentligt overstiger Tønder Fjernvarme-selskabs realistiske

egenproduktionspris ved varmeproduktion på det faktiske alternativ, der

forelå som en konkret mulighed umiddelbart inden etablering af

varmeleveringsaftalen i 1994, og hvor varmeproduktionen ville have

været i overensstemmelse med lovgivning og

myndighedsforudsætninger, og at dette spørgsmål hjemvises

Læs alt

til fornyet behandling i Gas- og Varmeprisudvalget.

Mere subsidiært har klageren påstået, at

Brødrene Hartmanns omkostningsbestemte varmepris på det

decentrale varmeværk ikke er korrekt opgjort, og at dette

spørgsmål hjemvises til fornyet behandling i Gas- og

Varmeprisudvalget.

Gas- og Varmeprisudvalget har påstået

afgørelsen stadfæstet.

Brødrene Hartmann A/S ved advokat Peter-Ulrik

Plesner er indtrådt i sagen til støtte for Gas- og

Varmeprisudvalget.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 21.

marts 1997 er sålydende:

"Den 4. marts 1996 fremsendte erhvervsvirksomheden

Brdr. Hartmann til Udvalget en kopi til orientering af virksomhedens brev af

s.d. til Tønder Fjernvarmeselskab.

Brevet vedrørte en efter Brdr. Hartmanns opfattelse

nødvendig prisforhøjelse på den kraftvarmemængde,

der leveres til Tønder Fjernvarmeselskab fra et af Brdr. Hartmann ejet

og drevet kraftvarmeværk.

Stigningen begrundedes med, at der efter en ændring

i naturgasafgiftsberegningen ellers ville fremkomme et stigende negativt

dækningsbidrag for kraftvarmeproduktion.

Tønder Fjernvarmeselskab har påstået,

at det kunne der ikke være tale om og henholdt sig til en mellem

parterne i 1994 indgået samarbejdsaftale.

Sagen drejede sig for udvalget om en

rimelighedsbedømmelse af en konkret pris i relation til en

omkostningsbestemt pris på det industrielle kraftvarmeværk og

tilsvarende en substitutionspris baseret på fjernvarmeværkets

egne naturgaskedler.

Gas- og Varmeprisudvalget har på sit møde den

17. marts 1997 behandlet sagen.

Grundlaget for udvalgets behandling var bl.a. en

udarbejdet faktuel sagsfremstilling. Denne er tidligere ved brev af 28.

februar 1997 blevet fremsendt til orientering, hvorfor den ikke

vedlægges her.

Udvalget vedtog i medfør af varmeforsyningslovens §

21, stk. 5, at meddele Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Brdr.

Hartmann A/S for så vidt angår selskabets decentrale

kraftvarmeværk, at en afregningspris for den leverede fjernvarme, der

ikke overstiger den laveste pris af enten den omkostningsbestemte varmepris

på det decentrale kraftvarmeværk, opgjort efter

varmeforsyningslovens bestemmelser, eller Tønder Fjernvarmeselskabs

egenproduktionspris på fjernvarmeselskabets naturgasfyrede kedler for

den tilsvarende varmemængde, ikke findes urimelig efter

varmeforsyningslovens bestemmelser.

Udvalget har ved denne afgørelse dermed ikke taget

stilling til den konkrete pris, der fremkommer af den mellem Tønder

Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Brdr. Hartmann A/S indgåede

samarbejdsaftale om fjernvarmelevering.

Udvalget lagde ved denne afgørelse vægt

på, at de omtvistede priser var lavere end den laveste af enten

substitutionsprisen på den varme, den erstatter (Tønder

Fjernvarmeselskab egenproduktionspris), eller den omkostningsbestemte pris

(Brdr. Hartmann omkostningsbestemte pris), hvilket har været Udvalgets

vurderingsgrundlag ved en lang række af tidligere afgørelser om

samme problemstilling om substitutionspriser contra omkostningsbestemt pris

ved forenet produktion.

Udvalget understregede, at afgørelsen dermed alene

kom til at vedrøre en vurdering af den omkostningsbestemte pris fra

Brdr. Hartmann og Tønder Fjernvarmeselskabs egenproduktionspris

på eksisterende kedler. Afgørelsen indebar dermed ikke nogen

vurdering af den konkrete pris, der kunne udledes af den mellem parterne

indgåede kontrakt. Dette forhold skulle påpeges over for sagens

parter.

Udvalget bemærkede sig, at Tønder

Fjernvarmeselskab fandt, at varmeprisen fra et decentralt

kraftvarmeværk i eget regi måtte være grundlaget for

fjernvarmeselskabets substitutionspris. Men et sådant

kraftvarmeværk er ikke opført.

Udvalget lægger vægt på, at efter en

kendelse fra Konkurrenceankenævnet, kan et ikke eksisterende værk

normalt ikke lægges til grund ved beregningen af en substitutionspris.

Dette medfører, at det må forudsættes, at

substitutionsprisen skal vedrøre et konkret alternativ, hvilket i den

foreliggende sag udgøres af fjernvarmeselskabets eksisterende

naturgaskedler.

"

3. Sagens baggrund:

I forbindelse med de af Energiministeriet udsendte

såkaldte forudsætningsskrivelser fra 1990 om den fremtidige

forsyningsstruktur, skulle der i Tønder udbygges med decentral

kraftvarme. Der forelå i den forbindelse to alternative projektforslag.

Det ene var udarbejdet af Tønder Fjernvarmeselskab, det andet af

Brødrene Hartmann A/S. Brødrene Hartmann, der blandt andet

producerer æggebakker og genbrugspapir, har et meget stort energibehov

mest i form af procesdamp.

Det var Brødrene Hartmanns projekt, der

opnåede myndighedernes godkendelse, og med økonomisk

støtte fra Energistyrelsen opførte virksomheden et decentralt

kraftvarmeværk, der ud over el og varme også kunne producere

procesdamp.

Brødrene Hartmann og Tønder

Fjernvarmeselskab indgik i 1994 en samarbejdsaftale, der blandt andet

indeholdt en prisudregningsformel for den mængde kraftvarme, som

fjernvarmeselskabet skal aftage.

4. Klagerens argumentation

4.1 Klageren har til støtte for den principale

påstand om ophævelse af Gas- og Varmeprisudvalgets

afgørelse af 21. marts 1997 anført, at Udvalget ikke burde have

behandlet en sag om godkendelse af fiktive priser, som Udvalget på

behandlingstidspunktet ikke kender de realistiske vilkår for. Der

føres samtidig voldgiftssag mellem parterne omkring denne pris, og der

kan være flere kontraktsbestemte forhold, der kan forhindre

varmesælgeren i at opnå prisforhøjelser.

Udvalget burde endvidere ikke på foranledning af en

henvendelse fra en sælger af varme have taget en sag op og

fastsætte en højere pris end den mellem parterne aftalte.

Gas- og Varmeprisudvalget opgave som priskontrollerende

myndighed er efter anmodning af forbrugere og varmekunder at efterse, om

konkrete eksisterende priser måtte være i strid med

gældende regler. Udvalget skal derimod ikke være prisdannende og

medvirke til gennemførelse af prisforhøjelser.

4.2 For så vidt angår den subsidiære

påstand om en ændring af kriterierne for beregning af

substitutionsprisen, henviser klageren til det af Gas- og Varmeprisudvalgets

sekretariat udarbejdede notat af 25. oktober 1995 vedrørende

substitutionspris og omkostningsbestemt pris til Udvalgets møde den 6.

november 1995.

Det hedder i notatet, at det, for at der kan være

tale om en substitutionsmulighed, må forudsættes, at der er tale

om et alternativ, der er:

"eksisterende (der er et fysisk anlæg)

faktisk (af tilstrækkelig

kapacitet)

muligt ( kan der opnås tilladelse til

produktion udover som spids- og reservelast)

lovligt (må det overhovedet bruges)

realistisk (kan der skaffes

brændsel)"

Klageren har anført, at notatet kan være af

vejledende karakter, men Gas- og Varmeprisudvalget kan ikke forlange, at alle

disse fem kriterier er opfyldt eller opfyldt fuldt ud i alle tilfælde.

En anvendelse af kriterierne vil i langt de fleste situationer resultere i,

at der intet alternativ kan opstilles, eftersom kun én produktionsform

er lovlig. Derimod forekommer kravet om, at alternativet skal være

realistisk som værende mere indiskutabelt. F.eks. bør man

naturligvis ikke opstille et alternativ om naturgasbaseret varme i et

område, der ikke er eller vil blive naturgasforsynet.

Det er navnlig Udvalgets anvendelse af betingelsen om, at

der skal være tale om et faktisk eksisterende anlæg, der giver

anledning til problemer. Der er ikke hjemmel til, at dette kriterium

gøres til en ufravigelig betingelse, og hvis denne betingelse

opretholdes, må Udvalget som tiden går anvende helt utidssvarende

varmeproduktionsanlæg som grundlag for prissammenligningen.

Gas- og Varmeprisudvalget kommer i en uløselig

konflikt med sine egne kriterier ved at fastsætte gasfyret

kedelproduktion som alternativ og referencepris, idet det fremgår

ordret af Energiministeriets forudsætningsskrivelse, at en sådan

produktion vil være klart ulovlig.

For så vidt angår Gas- og Varmeprisudvalgets

henvisning i afgørelsen til Konkurrence-ankenævnets praksis

på området, påpeges, at de relativt få

afgørelser, der findes, er af helt konkret karakter, og at

afgørelserne hver for sig stort set kun har anvendt et enkelt af de

opstillede fem kriterier. Der er derfor ikke i Ankenævnets praksis

baggrund for at sammenkæde sådanne kriterier til en række

krav, der samtidigt skal være opfyldt.

Konkurrenceankenævnets kendelse af 27. marts 1995

vedrørende Nykøbing Falster Kommune (j.nr.: 93-65-246) er

udelukkende udtryk for en konkret afgørelse. Afgørelsen var for

det første af midlertidig karakter. For det andet var der tale om, at

Gas- og Varmeprisudvalget og Konkurrenceankenævnet dengang ikke ville

anvende et alternativ, som endnu ikke eksisterede, men som muligvis ville

blive realiseret. Sagen var derfor af en helt anden karakter end den

foreliggende sag, hvor der efter beslutningen i 1994 om samarbejde mellem

Brødrene Hartmann og Tønder Fjernvarmeselskab ikke er udsigt

til andre produktionsformer.

Konkurrenceankenævnets kendelse af 17.april 1997

vedrørende Skagen Varmeværk (j.nr.: 96-130.734) afviser

ligeledes at gå ind i en nærmere bedømmelse af en

referencevurdering på baggrund af en uafklaret situation, der vurderes

at stå over for en snarlig afklaring. Også denne afgørelse

angives at være af midlertidig karakter. Der ligger endvidere i

afgørelsen nogle meget klare signaler, som afviger fra Gas- og

Varmeprisudvalgets betragtninger om referencepris-begrebet.

Stadfæstelsen af Udvalgets afgørelse kan derfor ikke betragtes

som en godkendelse af de principper, som sekretariatets notat fra 1995 giver

udtryk for. Ankenævnets bemærkninger må tværtimod

læses som en anvisning af, at Udvalget i en vurdering af en

referencepris må tage mere nuancerede overvejelser i brug.

I Tønder forelå der et helt konkret valg

mellem to produktionsformer. Det af Tønder Fjernvarmeselskab

udarbejdede projektforslag må derfor indgå som en model for en

kontrol af, om der er rimelighed i de priser og i den opdeling af

omkostningerne, som foretages af

Brødrene Hartmann. En anvendelse af et ikke faktisk

eksisterende værk som reference kan være acceptabelt, når

der trods alt ikke er tale om en fjerntliggende mulighed, men derimod som i

dette tilfælde et veldokumenteret projekt, der forelå

sideløbende med det realiserede projekt.

Når det samtidig forholder sig på den

måde, at dette alternative projekt er et kraftvarmeværk, der i

konstruktion, størrelse og drift findes mange andre steder i landet,

og hvis den således udregnede referencepris anvendes med en rimelig

margen, kan det ikke være betænkeligt at anvende dette alternativ

evt. med nogle tillempelser - som reference til og kontrol af

varmeprisen.

4.3 Klageren har til støtte for sin mere

subsidiære påstand, om at den omkostningsbestemte varmepris

på det decentrale varmeværk ikke er korrekt opgjort,

anført, at Gas- og Varmeprisudvalget ikke har behandlet de fra

Brødrene Hartmann indhentede prisberegninger tilstrækkeligt

kritisk. Udvalget burde have foretaget en dyberegående

undersøgelse af disse priser for at sikre, at disse er korrekt

udregnet. Navnlig i en sag som denne, hvor varmesælgeren har en

samproduktion af procesenergi til egne produktionsformål og varme til

salg til Tønder Fjernvarmeselskab.

De opstillinger og udregninger, der ligger til grund for

Brødrene Hartmanns beregninger af udgifterne ved produktion af varmen

til Tønder Fjernvarmeselskab, er ikke tilstrækkelig detaljerede

eller dokumenterede. Det er ikke muligt for Gas- og Varmeprisudvalget

på det foreliggende grundlag at føre nogen som helst kontrol

med, om der ikke ved Brødrene Hartmanns vurdering af, hvorledes

omkostningerne skal fordeles på de to formål, sker en forkert

afvejning. Det er oplagt, at Brødrene Hartmann A/S har en interesse i

at belaste varmeproduktionen med den størst mulige andel af

omkostningerne.

Brødrene Hartmanns økonomiske oversigt

afspejler således ikke det overskud, der vil opstå efter fem

års produktion. Oversigten tager ligeledes ikke hensyn til

samproduktionen, men placerer hele samproduktionsfordelen på sin egen

produktions side. Udvalget burde som uvildig instans foretage den vanskelige

og følsomme afvejning af, hvorledes en sådan samproduktions

fordel på retfærdig vis bør tilkomme den enkelte part.

Endvidere tages der i oversigten slet ikke hensyn til elsalg og CO2 tilskud.

Der er anført forkerte forrentningsprocenter, og der er forskel

på ca. 10 % i virkningsgrad i forhold til projektoplysningerne. Endelig

er der ikke taget hensyn til ledningstab og til det forhold, at Tønder

Fjernvarmeselskab ved køb af varme udefra selv skal opretholde spids-

og reservelastbehov.

5. Gas- og Varmeprisudvalgets argumentation

5.1 Gas- og Varmeprisudvalget har over for klagerens

principale påstand anført, at Udvalget netop ikke har vurderet

en fiktiv pris, og at Udvalget ikke har vurderet nogen prisforhøjelse

i henhold til den kontrakt, som Tønder Fjernvarmeselskab og

Brødrene Hartmann har indgået. Udvalget har truffet en helt

generel afgørelse omkring prisfastsættelse for leverancen af

fjernvarme mellem parterne.

Det blev således i afgørelsen understreget,

at Udvalget ikke med afgørelsen tog stilling til den konkrete pris,

der fremkommer af den mellem parterne indgåede samarbejdsaftale om

fjernvarmelevering. Udvalget understregede endvidere, at afgørelsen

alene vedrørte en vurdering af den omkostningsbestemte pris og

klagerens egenproduktionspris på eksisterende kedler og ikke en

vurdering af den konkrete pris, der kunne udledes af den mellem parterne

indgåede kontrakt.

5.2 Over for klagerens subsidiære påstand har

Gas- og Varmeprisudvalget anført, at projektet om et decentralt

kraftvarmeværk ejet og drevet af Tønder Fjernvarmeværk

ikke opnåede myndighedernes accept og dermed alene eksisterer som et

ingeniørberegnet projekt fra marts 1993.

Udvalget har i den foreliggende sag fastholdt sit og

Ankenævnets hovedprincip om, at der må kræves en faktisk

substitutionsmulighed, for at der kan udregnes en substitutionspris. Der

henvises i den forbindelse til Ankenævnets kendelser i sagerne

vedrørende Nykøbing Falster Kommune og Skagen Varmeværk,

som stadfæster dette hovedprincip.

Det anlæg, som klageren henviser til som det

"realistiske" alternativ, er et ikke eksisterende alternativ.

Skulle varmen fra Brødrene Hartmanns anlæg bortfalde, vil det

eneste alternativ være varmeproduktionen på Tønder

Fjernvarmeselskabs egne eksisterende naturgaskedler.

For så vidt angår klagerens henvisning til

sekretariatets notat til Gas- og Varmeprisudvalgets møde den 6.

november 1995 bemærkes, at det pågældende notat var et

orienterende notat alene til Udvalgets medlemmer. Notatet skulle

således ikke umiddelbart føre til konkrete afgørelser,

men alene være udgangspunkt for en generel debat i Udvalget om hele

substitutionspris-problematikken. Det understreges, at denne debat stadig

foregår, og at Udvalget vedtog, at der skulle indledes forhandlinger om

substitutionsprisproblematikken med Energistyrelsen i lyset af styrelsens

såkaldte "forudsætningsskrivelser" om den fremtidige

forsyningsstruktur. Udvalget vil under disse forhandlinger gøre

opmærksom på, at kravet om en eksisterende substitutionsmulighed

kan være problematisk, når der er gået lang tid siden

indgåelsen af aftale om levering. I den foreliggende sag har dette dog

ikke betydning på grund af den markante forskel mellem lofterne og

Brødrene Hartmanns pris.

Med hensyn beregningen af den omkostningsbestemte pris for

decentral kraftvarme har Brødrene Hartmann i forbindelse med sagens

behandling anmeldt en omkostningsbestemt varmepris på det af

virksomheden ejede og drevne anlæg. Anlægget producerer ved

forenet produktion i alt tre produkter: elektricitet, fjernvarme til

Tønder Fjernvarmeselskab og procesdamp til eget forbrug.

Ved forenet produktion findes der ikke nogen

fuldstændig objektive, entydige og korrekte fordelingsnøgler for

fællesomkostningerne, det vil sige de omkostninger, der ikke entydigt

kan fordeles på de enkelte produkter som særomkostninger.

Fællesomkostningerne udgør i den foreliggende

sag som i den helt overvejende del af de sager Udvalget har behandlet om

omkostningsfordeling ved forenet produktion langt den største del af

omkostningerne. Fællesomkostningerne er af Brødrene Hartmann

fordelt efter en nøgle, der udgøres af energiindholdet i det

tre produkter el, fjernvarme og procesdamp. Dette princip finder Udvalget

ikke som sådan urimeligt.

Virksomheden har ved beregningerne af den

omkostningsbestemte pris anvendt et "usikkerhedsbånd"

på +/- 5 %. Udvalget har ikke fundet det fornødent med en

indsnævring af dette usikkerhedsbånd, ligesom Udvalget ikke har

kunnet følge klagerens krav, som fremsat under sagens behandling, om

at den omkostningsbestemte udregning af prisen skulle ledsages af

underskrevne revisorerklæringer.

Det har for Udvalget ligget fast, at hverken den

omkostningsbestemte pris på Brødrene Hartmanns anlæg eller

Tønder Fjernvarmeselskabs egenproduktionspris på de eksisterende

naturgasbaserede kedler skal anvendes i afregningsøjemed. De to

prislofter har hermed alene skullet tjene til en sandsynliggørelse af

niveauet i forhold til den kontraktbaserede pris, som de to parter strides

om.

Nedenstående tabel, der fremgik af det skriftlige

sagsoplæg, der dannede baggrund for udvalgsbehandlingen, viser de to

prislofter samt kontraktsprisen før og efter den af Brødrene

Hartmann ønskede ændring. Som det ses, er der en ganske

betragtelig afstand fra kontraktsprisen både før og efter den

omstridte ændring og op til de to prislofter.

Kr. pr. Mwh gns.

TF´s egenproduktionspris med naturgas

"substitutionsprisen"

229,00

BH´s beregnede omkostningsbestemte pris

245,50

Den "gamle" kontraktpris

ca. 145,00

Den nye afregningspris efter omkostningsstigningen

165,50

Da prislofterne ikke for øjeblikket skal bruges i

afregningsøjemed, har Udvalget fundet det tilstrækkeligt med den

anmeldelse af niveauet af prislofterne, der fremgår af de fra parterne

fremsendte beregninger. Skulle enten Tønder Fjernvarmeselskabs

egenproduktionspris eller den omkostningsbestemte pris på

Brødrene Hartmanns anlæg på et senere tidspunkt blive

afgørende for den afregningspris, som den leverede fjernvarme afregnes

til, vil Udvalget til den tid kunne indkræve aktuelt materiale til

belysning af forholdene.

6. Brødrene Hartmanns argumentation

6.1 Brødrene Hartmann v/advokat Peter-Ulrik Plesner

har anført, at Brødrene Hartmann opkræver en

afregningspris på 165,50 kr. pr./Mwh, og at Tønder

Fjernvarmeselskab betaler en pris på ca. 145,00 kr. pr./Mwh, idet

fjernvarmeselskabet nægter at betale den opkrævede pris. Der

verserer en voldgiftssag om, hvilken afregningspris der skal anvendes, men

der kan ikke herske tvivl om, at én af de to nævnte priser er

gældende.

Gas- og Varmeprisudvalget tager derfor i sin

afgørelse udgangspunkt i, at der består to mulige priser, og

ingen af disse to priser overstiger det "loft", der følger

af gas- og varmeprislovgivningen.

Gas- og Varmeprisudvalget intervenerer ikke i en

privatretlig konflikt. Voldgiftsagen mellem Brødrene Hartmann og

Tønder Fjernvarmeselskab vedrører spørgsmålet om,

hvilken pris der kontraktsretligt er aftalt, mens sagen for Gas- og

Varmeprisudvalget og nærværende sag vedrører

spørgsmålet om det offentligt fastsatte loft for den fastsatte

pris.

Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse

præjudicerer på ingen måde udfaldet af Voldgiftssagen,

udover at fastlægge at såvel den pris Brødrene Hartmann

som den pris Tønder Fjernvarmeselskab gør gældende,

ligger inden for rammerne af, hvad der gyldigt kan aftales i henhold til lov

om varmeforsyning. Der er imidlertid principielt intet i Gas- og

Varmeprisudvalgets afgørelse, der hindrer Voldgiftsretten i at

nå frem til, at en lavere pris end den af Udvalget godkendte er aftalt

mellem parterne. Det må derfor afvises, at Gas- og Varmeprisudvalget

som af klageren anført er prisdannende eller medvirker til at

gennemføre prisforhøjelser.

Anvendelse af et substitutionsprincip, der ikke har

udtrykkelig hjemmel i lov om varmeforsyning, jf. herved § 20, må som

det er sket i Gas- og Varmeprisudvalgets og Konkurrenceankenævnets

praksis ske med en vis forsigtighed. En udbredelse af det i praksis fast

antagne substitutionsprincip til at omfatte den fiktive pris, der ved

udformning af et projektforslag antages at ville gælde ved

udførelse i overensstemmelse med projektets etableringsomkostninger,

finansieringsmæssige forudsætninger m.m., vil give en betydelig

usikkerhed om prisfastsættelsen. Et sådan princip ville endvidere

være særdeles vanskeligt at anvende i praksis.

Det forekommer uigennemskueligt, hvordan Gas- og

Varmeprisudvalget skal kunne sondre mellem mere eller mindre

gennemførlige projekter med henblik på at afgøre, om de

kan bruges som reference. Det forekommer ligeledes umuligt at give

retningslinier for, hvor længe et ikke-realiseret projekt skal kunne

bruges som reference, hvordan hensyn til udvikling i byggepriser o.lign. skal

indgå, samt i hvilket omfang og hvordan Udvalget skal kontrollere, at

projektmaterialet ikke var baseret på forkerte og for optimistiske

forudsætninger, der leder til en for lavt skønnet pris.

Hvis Tønder Fjernvarmeselskabs projektforslag kan

anvendes som reference, påpeges det endvidere, at hvis projektet var

blevet ført ud i livet, ville produktionsprisen på

anlægget være blevet forhøjet som følge af de

ændringer, der fremkom med hensyn til CO2-afgifter og naturgas-afgifter

ved årsskiftet 1995/1996. Der er heller ingen sikkerhed for, at de

øvrige forudsætninger for projektet fra marts 1993 ville have

kunnet holde stik.

Brødrene Hartmann A/S har overfor Gas- og

Varmeprisudvalget sammenfattet og forklaret sine produktionsomkostninger, og

klager er ikke på nogen måde fremkommet med konkrete indsigelser

imod disse beregninger. Det fastholdes, at beregningerne korrekt og

fyldestgørende viser, hvad en omkostningsbestemt pris ville

være. Hvor der er en vis usikkerhed i beregningerne, angives dette

loyalt. Det fremgår således, at beregningerne er behæftet

med et usikkerhedsbånd på +/- 5 %.

Forholdet i den foreliggende sag er i øvrigt

specielt, i og med Brødrene Hartmann ikke afregner til den beregnede

omkostningsbestemte pris, der gennemsnitligt udgør 245,50 kr. pr. Mwh,

men til en langt lavere afregningspris, der udgør 165,50 kr. pr Mwh.

Som følge heraf ville det være fuldt berettiget, hvis Gas- og

Varmeprisudvalget i den foreliggende sag undlod at gå ind i en meget

intensiv prøvelse af den beregnede omkostningsbestemte pris.

Det er i øvrigt kun den såkaldte

skyggeafgift, der opkræves, hvilket svarer til differencen mellem

gasselskabets fjernvarmetarif og erhvervstarif. Der indgår

således hverken brændsels-afgift eller faste udgifter i

prisen.

Det er således dokumenteret, at Brødrene

Hartmanns omkostningsbestemte pris, selv hvis denne som følge af den

angivne usikkerhedsmargen eventuelt i perioder måtte være en

smule lavere end det af selskabet beregnede gennemsnit, helt utvivlsomt

ligger over den faktiske afregningspris.

7. Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at

Gas- og Varmeprisudvalget behandlede sagen på grundlag af

Brødrene Hartmanns skrivelse af 4. marts 1996.

Gas- og Varmeprisudvalget har ved fastsættelsen af

substitutionsprisen krævet, at denne skal opgøres på

grundlag af et eksisterende alternativ og har således afvist at anvende

produktionsprisen ved et anlæg, som Tønder Fjernvarme havde

projekteret, men som ikke blev opført, idet der i stedet i 1994 blev

indgået en aftale ed Brødrene Hartmann om

fjernvarmelevering.

Ankenævnet kan i hvert fald i det foreliggende

tilfælde tiltræde, at substitutionsprisen er beregnet på

grundlag Tønder Fjernvarmes eksisterende egenproduktion.

Under henvisning til det, der er anført af Gas- og

Varmeprisudvalget finder Ankenævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen

til Udvalget med henblik på en ændret opgørelse af

Brødrene Hartmanns omkostningsbestemte pris.

Ankenævnet stadfæster derfor Udvalgets

afgørelse.

Som anført af Udvalget er der ikke herved taget

stilling til, hvilken konkret pris der følger af aftalen mellem

Tønder Fjernvarmeselskab og Brødrene Hartmann.

Herefter bestemmes:

Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 21. marts

1997 stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter