Hjørring Varmeforsyning ctr. Gas- og Varmeprisudvalget og AVV I/S ctr. Gas- og Varmeprisudvalget
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Hjørring Varmeforsyning ctr. Gas-
og Varmeprisudvalget og AVV I/S ctr. Gas- og Varmeprisudvalget
År 1998, den 22. juni afsagde
Konkurrenceankenævnet i sagerne j.nr. 97-200.120, Hjørring
Varmeforsyning ctr. Gas- og Varmeprisudvalget og j.nr. 97-200.472 AVV I/S
ctr. Gas- og Varmeprisudvalget, sålydende:
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 25. oktober 1997 har advokat Jesper
Langsted på vegne Hjørring Varmeforsyning klaget over Gas- og
Varmeprisudvalgets afgørelse af 29. september 1997. Ved
afgørelsen fandt udvalget, at substitutionsprisen for affaldsvarme
skulle fastlægges ud fra varmeforsyningens gennemsnitlige omkostninger,
således som disse ville være, såfremt hele Hjørring
Varmeforsynings afsætning blev produceret på selskabets egne
anlæg.
Ved skrivelse af 27. oktober 1997 har advokat Eigil Worm
på vegne Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S (AVV) klaget over samme
afgørelse.
Hjørring Varmeforsyning har påstået
punkt 5 i Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse ophævet,
således at substitutionsprisen fastlægges til den pris, som
Hjørring Varmeforsyning under de givne forudsætninger selv ville
kunne producere den pågældende varmemængde (320 Tj)
til.
AVV har principalt påstået punkt 5 i Gas- og
Varmeprisudvalgets afgørelse ophævet, således at
substitutionsprisen i stedet fastsættes til en pris, som svarer til den
faktisk forekommende egenproduktionspris hos Hjørring Varmeforsyning,
svarende til den del af varmemarkedet, som Hjørring Varmeforsyning
rent faktisk har fået tillagt. Subsidiært har AVV
Læs alt
påstået stadfæstelse af udvalgets afgørelse.
Gas- og Varmeprisudvalget har påstået, at
punkt 5 i udvalgets afgørelse af 29. september 1997
stadfæstes.
Sagen har været mundtlig forhandlet.
Der har under den mundtlige forhandling været
enighed om, at klagerne for Ankenævnet alene angår punkt 5 i
udvalgets afgørelse af 29. september 1997. Der har ligeledes
været enighed om at anvende en substitutionspris, men uenighed om,
hvorledes denne skal beregnes.
2. De dele af Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse
af 29. september 1997, der berøres i de for Ankenævnet indbragte
klager, er sålydende:
"På mødet den 29. september 1997
behandlede Gas- og Varmeprisudvalget ovennævnte sag.
Til bedømmelse for udvalget forelå
følgende punkter.
1.
2.
3. Bedømmelse af Hjørring Varmeforsynings
salgspris i relation til nødvendigheden af den foretagne
kapacitetsfastlæggelse.
4.
5. Fastlæggelse af substitutionsprisen.
Ad pkt. 1.
Ad. pkt. 2.
Ad pkt. 3.
Fra AVVs side var der rejst spørgsmål om,
hvorvidt Hjørring Varmeforsynings kraftvarmeanlæg var
overdimensioneret set i forhold til, at værket er forpligtet til at
aftage 320.000 GJ fra AVV. Det var i den forbindelse påpeget, at det
opførte kraftvarmeværks kapacitet var på 50 MJ/s, mens der
i varmeplanen var nævnt et tal på ca. 42 MJ/s.
Det fremgik af sagen, at kraftvarmeværket havde
været udbudt i EU-licitation, og at varmeværkets beregninger
havde vist, at det store anlæg var det billigste.
Udvalget konstaterede, at varmeforsyningen havde valgt den
billigste løsning blandt de foreliggende tilbud.
Udvalget vedtog at meddele parterne, at udvalget ikke
anser det for urimeligt eller i strid med varmeforsyningslovens
kalkulationsbestemmelser jf. § 20, stk. 1 og § 21, stk. 5 at de faktiske
omkostninger, som er forbundet med produktionen på det af
Hjørring Varmeforsyning etablerede naturgasfyrede
kraftvarmeværk, indgår i prisberegninger for fjernvarme leveret
til selskabets forbrugere.
Ad. pkt. 4.
Ad pkt. 5.
Varmeforsyningen havde gjort gældende, at
substitutionsprisen for affaldsvarme skulle baseres på en
marginalbetragtning. Det fremgik at marginalprisen var lavere end
værkets gennemsnitsomkostninger ved produktion på egne
anlæg.
Udvalget fandt, at substitutionsprisen skulle
fastsættes således, at der herved blev taget hensyn til, hvad
værkets samlede varmeproduktionspris er, når der tages hensyn til
aftag af affaldsvarme.
Udvalget vedtog at meddele Hjørring Varmeforsyning
og AVV, at udvalget i henhold til varme-forsyningslovens § 21, stk. 5
finder, at en substitutionspris for affaldsvarme må fastlægges ud
fra varmeforsyningens gennemsnitlige omkostninger, således som disse
ville være, såfremt hele Hjørring Varmeforsynings
afsætning blev produceret på selskabets egne anlæg.
"
Afgørelsens punkt 5 er præciseret i udvalgets
skrivelse af 21. oktober 1997 til advokat Langsted, som er
sålydende:
"Den 16. oktober 1997 har De bedt udvalget om at
præcisere, hvorledes substitutionsprisen skal udregnes, jf. udvalgets
afgørelse af 29. september 1997.
I denne anledning skal det oplyses, at substitutionsprisen
skal opgøres på grundlag af de samlede produktionsomkostninger,
som ville optræde, såfremt hele produktionen af varme fandt sted
på Hjørring Varmeforsynings egne eksisterende anlæg. De
omkostninger, som skal indgå i opgørelsen, omfatter samtlige
produktionsomkostninger, herunder omkostninger vedrørende
finansiering. Substitutionsprisen pr. GJ skal herefter beregnes som de
således opgjorte omkostninger divideret med den dertil svarende
mængdemæssige produktion.
De har videre anført, at Hjørring
Varmeforsyning fortsat ønsker at benytte en substitutionspris, der
opgøres som en gennemsnitspris over 15 år.
I den anledning skal det oplyses, at udvalget ikke har
taget stilling til dette spørgsmål. Såfremt parterne
opnår enighed om at anvende denne metode, vil udvalget næppe
modsætte sig dette.
"
3. Sagens baggrund:
Gas- og Varmeprisudvalget har om sagens baggrund blandt
andet oplyst følgende:
I oktober 1993 klagede Hjørring Varmeforsyning over
den prisaftale, som gælder for selskabets køb af varme fra AVV.
Baggrunden for klagen var, at varmeforsyningen havde igangsat et projekt om
etablering af et naturgasfyret kraftvarmeværk i eget regi, hvad der
efter varmeforsyningens opfattelse helt afgørende ændrede ved
de tekniske og økonomiske forudsætninger for parternes
prisaftale. Det nye kraftvarmeværk blev sat i drift i slutningen af
1996.
Baggrunden for varmeforsyningens prisomlægning
findes i bestemmelserne i varmeforsyningslovens § 9, ifølge hvilke
eksisterende produktionsanlæg "skal overgå til
kraftvarmeforsyning, anvendelse af naturgas eller lignende
miljøvenligt brændsel".
Før produktionsomlægningen omfattede
Hjørring Varmeforsynings anlæg et kulfyret værk og
naturgasfyrede enheder. Herudover købte varmeforsyningen affaldsvarme
fra AVV. Ifølge parternes kontrakt var varmeforsyningen forpligtet til
at aftage hele AVVs produktion af affaldsvarme. AVVs varmeleverancer skulle
afregnes til den omkostningsbestemte pris.
Med henblik på at realisere varmeforsyningslovens
ovennævnte bestemmelser rettede Hjørring Kommune i 1991
henvendelse til Hjørring Varmeforsyning med anmodning om, at
varmeforsyningen udarbejdede et projektforslag, hvorefter varmeforsyningens
kulfyrede værk skulle omstilles til et naturgasbaseret
kraftvarmeanlæg.
Varmeforsyningens projektforslag forelå i september
1992. Den 6. april 1993 gav Energistyrelsen samtykke til gennemførelse
af det pågældende projekt. I samtykkeskrivelsen blev det blandt
andet bestemt, at varmeforsyningen fortsat skulle aftage affaldsvarme fra
AVV. Varmeforsyningen var således forpligtet til at aftage 320 TJ
årligt som grundlast.
Foretagne beregninger viste, at varmeforsyningen med det
nye kraftvarmeanlæg og de naturgasfyrede enheder kunne dække hele
varmebehovet inklusiv AVVs andel. Beregninger viste endvidere, at
omkostninger ved en sådan løsning lå under det
beløb, som varmeforsyningen skulle betale ifølge den
indgåede aftale med AVV.
Hjørring Varmeforsyning mente derfor, at
affaldsvarmen fremover skulle betales ud fra affaldsvarmens
substitutionspris.
Ud fra det prisberegningsmateriale, som er forelagt for
udvalget kan der beregnes følgende substitutionspriser:
Udvalgets afgørelse
(samlede gennemsnitspris såfremt hele
afsætningen blev
produceret på varmeværkets egne
anlæg) ca. 49 kr./GJ
Hjørring Varmeforsyning
(meromkostninger på varmeforsyningens anlæg
ved en
merproduktion der svarer til varmekøbet fra
AVV) ca. 25 kr./GJ
AVV
(samlede gennemsnitsomkostninger for varmeforsyningens
faktiske produktion) ca. 61 kr./GJ
Omkostningsbestemt affaldsvarmepris Ca. 43 kr./GJ
4. Hjørring Varmeforsynings argumentation:
Hjørring Varmeforsyning har til støtte for
sin påstand anført, at substitutionsprisen for affaldsvarme skal
baseres på en marginalbetragtning, idet substitutionsprisen skal svare
til prisen for den energi, affaldsvarmen fortrænger/substituerer.
Fjernvarmeværkets gennemsnitlige omkostninger må ikke blive
større, end disse ville have været, om man havde produceret hele
varmemængden selv. Der henvises i den forbindelse til Gas- og
Varmeprisudvalgets afgørelse vedrørende Rønne Kommunale
Varmeforsyning (Energiprisorientering afgørelser maj 1991, s. 30
f.), Ankenævnets kendelse af 27. oktober 1994 vedrørende Kolding
Kommune m.fl. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget (j.nr. 92-17.462 og j.nr.
92-18.497) og senest Ankenævnets kendelse af 17. april 1997
vedrørende Skagen Varmeværk (j.nr. 96-130.734).
Med den ved Gas- og Varmeprisudvalgets skrivelse af 21.
oktober 1997 tilsyneladende nye definition af begrebet
"substitutionspris", savner begrebet sproglig mening, idet der
så netop ikke er tale om udgiften for den energi, affaldsvarmen
substituerer. Nydefinitionen vil derimod give en højere samlet
produktionspris for hele fjernvarmeværkets varmemængde, idet man
ved denne beregning tvinges til at medtage
finansieringsomkostninger/kapitaludgifter mere end én gang, hvorved
modtagelse af affaldsvarme pludselig bliver stærkt fordyrende for
fjernvarmeforbrugerne. Udvalgets afgørelse betyder således en
ekstraudgift på 5 mio. kr. om året.
Nydefinitionen bliver dermed i strid med hele ånden
i substitutionstankegangen, som varme-forsyningslovens har hvilet på
siden 1979. Det fremgår således af bilaget til det
Energipolitiske Udvalgs betænkning af 22. maj 1979, herunder
Spørgsmål 75 til den daværende handelsminister og dennes
svar, at substitutionstankegangen har dannet baggrund for loven.
Hjørring Varmeforsynings finansieringsomkostninger
skal ikke medinddrages ved beregning af prisen på affaldsvarmen, idet
samme finansieringsomkostninger under alle omstændigheder betales af
fjernvarmeværket.
Det påpeges i den forbindelse, at den
omstændighed, at AVV er tillagt en leveringsret (men ikke en
leveringspligt) ikke giver Hjørring Varmeforsyning nogen
kapitalomkostningsbesparelse, idet varmeforsyningen jo har en
selvstændig leveringspligt over for sine forbrugere, uanset om AVV
leverer affaldsvarme eller ikke. AVV leverer ikke kun varme på de
tidspunkter, hvor den er mest værdifuld for Hjørring
Varmeforsyning, ligesom affaldsvarmen heller ikke leveres kontinuerligt.
Kun i det omfang affaldsvarmeleverancen medfører en
besparelse i fjernvarmeværkets finansierings- eller
kapacitetsomkostninger, skal dette indregnes i affaldsvarmeprisen, jf.
princippet i Kolding-kendelsen, hvor en transmissionsledning kunne
projekteres mindre end eller, idet man modtog ca. 25% af varmen fra
affaldsselskabet.
Der er hverken i Skagen-kendelsen eller i tidligere
ankenævnskendelser belæg for Gas- og Varmeprisudvalgets
opfattelse af, at affaldsvarmeprisen pr. enhed skal være lig med
Hjørring Varmeforsynings gennemsnitlige produktionspris pr. enhed.
Skagen-kendelsen er tværtimod udtryk for, at Ankenævnet i sin
praksis fokuserer på de samlede produktionspriser, vel at mærke
under forudsætning af at fjernvarmeværket leverer hele
varmemængden, altså også den mængde, som
affaldsselskabet ellers skulle levere. Skagen-kendelsen adskiller sig fra den
foreliggende sag ved, at Hjørring Varmeforsynings værk er
dimensioneret til hele varmemængden.
Den rette substitutionspris skal således
opgøres som Hjørring Varmeforsynings samlede
produktionsomkostninger for hele varmemængden minus de faste
omkostninger og minus de variable produktionsomkostninger for den del af
varmemængden, som Hjørring Varmeforsyning selv skal
producere.
5. AVVs argumentation:
AVV har til støtte for sin påstand
anført, at varmemarkedet i Hjørring, der udgør ca. 1000
TJ pr. år, er opdelt på en særlig klar og udtrykkelig
måde, idet 320 TJ af det fulde varmemarked ifølge
varmeplanlægningen for Hjørring Kommune skal leveres af AVV.
Hjørring Varmeforsyning må således ikke lade den varme,
der aftages fra AVV, producere på egne anlæg. Herudover er AVV
pålagt et produktionsloft på 320 TJ årligt, hvorved der
ydes et særligt bidrag til varmeforsyningens økonomi, idet AVV
således ikke kan kompensere for virkningen af en lav substitutionspris
ved at forøge produktionen. Hvis Hjørring Varmeforsyning
får medhold, kan det føre til en forhøjelse af prisen for
forbrænding af affald på ca. 50%.
Det ville derfor ikke være rimeligt, hvis
Hjørring Varmeforsyning alligevel skulle stilles som om denne opdeling
af varmemarkedet ikke forelå, idet varmeforsyningen så ville
få alle fordelene, mens AVV fortsat skulle være pålagt alle
ulemperne, herunder varmeloftet.
Hjørring Varmeforsyning har endvidere med fuldt
kendskab til den nævnte varmeplanlægning -bygget sit værk
med en kapacitet, der er større end nødvendigt for at forsyne
den del af varmemarkedet, som Hjørring Varmeforsyning har fået
tildelt. Det må ikke komme AVV til skade, at Hjørring
Varmeforsyning på grund af et ønske om et større elsalg
har bygget et større værk end nødvendigt.
Hjørring Varmeforsyning har skullet påregne,
at det nye værk og dets kapacitetsomkostninger skulle betales ud fra
den produktion, som værket skulle bygges til og rent faktisk skulle
udføre. Varmeforsyningen skal ikke kunne slippe for at betale en del
af sine kapacitetsomkostninger ved at vælte byrden for en del af disse
omkostninger over på AVV gennem et krav om ekstra billig varme fra AVV,
idet den varme, der leveres fra AVV, så reelt ville være med til
at bære disse omkostninger.
Endvidere bør der ikke i en situation som den
foreliggende arbejdes med en hypotetisk situation, hvor Hjørring
Varmeforsynings kraftvarmeværk forudsættes at have en produktion,
der er ca. 50% større, end det der aktuelt er tilfældet. I
modsætning til en traditionel olie- eller kulfyret kedel, hvor man
på grund af det store erfaringsmateriale og kedlernes simple tekniske
indretning forholdsvis let kan ekstrapolere til en situation med ekstra
drift, er et naturgasdrevet kraftvarmeværk særdeles teknisk
kompliceret og sårbart. Man kan derfor ikke drage sikre konklusioner
med hensyn til, hvorledes driftsforløbet ville være med en
væsentlig større produktion. Produktionsprisen bør derfor
opgøres til den rent faktiske egenproduktion hos Hjørring
Varmeforsyning, hvilket er en opgørelse, der hvert år kan
foretages præcis og skal indsendes til Gas- og Varmeprisudvalget.
Det fremhæves, at sagen vedrører anvendelsen
af varmeforsyningslovens § 21, stk. 5, der forudsætter en konkret
rimelighedsvurdering. Det er ved anvendelse af en sådan bestemmelse
væsentligt at være opmærksom på de særlige
forhold, der konkret foreligger.
I den forbindelse bør det inddrages i
rimelighedsvurderingen, at de af AVV udmeldte prisprincipper arbejder med en
omkostningsbestemt varmepris, som også Gas- og Varmeprisudvalget har
fundet rimelig.
De pågældende prisudmeldinger er endvidere
blevet pådømt i en voldgiftskendelse af 6. oktober 1997, hvor
AVVs udmeldte varmeprisprincipper ved en enstemmig afgørelse i det
hele blev fundet rimelige, således at Hjørring Varmeforsyning
ikke kontraktligt havde krav på genforhandling, og priserne ansås
ikke for at stå i et åbenbart urimeligt forhold til de faktiske
omstændigheder.
Varmeforsyningsloven indeholder ikke regler om
substitution, men bestemmer, at Gas- og Varmeprisudvalget konkret skal
vurdere rimeligheden af udmeldte priser og prisprincipper og
tilsidesætte disse, hvis de ikke er rimelige. Hvis lovgiver havde
ønsket et substitutionsprincip, ville dette være skrevet ind i
loven.
Det fremgår heller ikke af forarbejderne til
varmeforsyningslovens bestemmelser om rimelighedscensur af varmepriserne, at
dette skal bygge på et substitutionsprincip. Bemærkningerne i
bilaget til udvalgsbetænkning af 22. maj 1979 vedrører den
omkostningsbestemte pris i lovforslagets § 26 og ikke bestemmelserne om
rimelighedscensur i lovforslagets § 27.
Bemærkningerne vedrører endvidere
naturgasprisen, hvor det netop i forbindelse med indførelse af
naturgasnettet politisk var tilkendegivet, at naturgasprisen ikke ville blive
højere end olieprisen.
Hvis
substitutionsprisen, som af Gas- og
Varmeprisudvalget anført, skal beregnes med udgangspunkt i, at al
varmen produceres hos Hjørring Varmeforsyning er AVV enig med udvalget
i, at der skal gælde et loft svarende til de gennemsnitlige
omkostninger og ikke kun de marginale omkostninger, idet de gennemsnitlige
omkostninger netop er udtryk for, hvad det koster at producere varmen.
Endelig er det ikke korrekt, når det anføres,
at AVV ikke leverer varme kontinuerligt, idet AVV leverer varme alle ugens
dage året rundt bortset fra sædvanlige planlagte udetider, der jo
også forekommer på Hjørring Varmeforsynings eget
værk og på andre værker.
6. Gas- og Varmeprisudvalgets argumentation:
Gas- og Varmeprisudvalget har i skrivelse af 3. december
1997 til Konkurrenceankenævnet anført følgende:
"Afregninger af affaldsvarme skal ske til den laveste
af følgende to priser:
- enten den omkostningsbestemte pris, dvs. affaldsvarmens
produktionspris
- eller substitutionsprisen svarende til
varmeværkets alternative egenproduktionspris.
Ifølge udvalgets afgørelse skal
substitutionsprisen opgøres på grundlag af de samlede
produktionsomkostninger, som ville optræde, såfremt hele
produktionen af varme fandt sted på Hjørring Varmeforsynings
egne eksisterende anlæg. De omkostninger, som skal indgå i
substitutionsprisen skal omfatte samtlige produktionsomkostninger, herunder
omkostninger vedrørende finansiering. Substitutionsprisen pr. GJ skal
herefter beregnes som de således opgjorte omkostninger divideret med
den dertil svarende mængdemæssige produktion.
Spørgsmålet om substitutionsprisernes
beregning er senest behandlet i Ankenævnets kendelse af 17. april 1997
i sagen Skagen Varmeværk ctr. Gas- og Varmeprisudvalget.
I den pågældende sag havde Skagen Kommune
vedtaget en varmeplan, der bestemte, at Skagen Varmeforsyning skulle
opføre et nyt kraftvarmeværk, og at varmeforsyningen fortsat
skulle aftage fjernvarme fra affaldsforbrændingen.
Det fremgik af sagen, at den billigste løsning for
varmeforbrugerne ville være at nedlægge
affaldsforbrændingsanlægget og lade det nye kraftvarmeværk
stå for hele fjernvarmeproduktionen.
Om beregningen af substitutionsprisen for affaldsvarmen
bemærker Ankenævnet (i Skagen-kendelsen) følgende:
"På given foranledning kan dog allerede nu
bemærkes, at substitutionsprisen til sin tid må skulle
fastsættes således, at der herved tages hensyn til, hvad
værkets samlede varmeproduktionspris under de givne
forudsætninger ville have været, det være sig ved maksimal
udnyttelse af det da faktisk etablerede kraftvarmeværk, eller hvis
dette ikke har tilstrækkelig kapacitet, typisk ved supplerende
opvarmning med naturgas eller olie."
Det fremgår af ovennævnte bemærkninger,
at affaldsvarmeprisen skal fastsættes ud fra den samlede
varmeproduktionspris i det fjernvarmeværk, som aftager affaldsvarme.
Det fremgår videre, at den samlede varmeproduktionspris skal
opgøres under de givne forudsætninger, hvilket i den
foreliggende sag må forstås som de produktionsmængder, der
kunne produceres på varmeforsyningens egne anlæg, hvilket i den
foreliggende sag vil være den faktiske egenproduktion plus køb
af affaldsvarme, da hele denne varmemængde kan produceres på
varmeforsyningens egne anlæg.
Substitutionsprisen for affaldsvarme leveret fra AVV til
Hjørring Varmeforsyning skal således fastlægges ud fra
varmeforsyningens gennemsnitsomkostninger, således som disse ville
være, såfremt hele afsætningen blev produceret på
varmeforsyningens egne anlæg.
Hjørring Varmeforsyning har henvist til
ankenævnets kendelse i sagen om Kolding Kommune ctr. Gas- og
Varmeprisudvalget og til udvalgets afgørelse i sagen om Rønne
Varmeforsyning.
Hertil skal det for det første bemærkes, at
udvalgets afgørelser vedrørende substitutionspriser bygger
på en rimelighedsbedømmelse efter lovens § 21, stk. 5, og at de
forhold, der kan medinddrage i en sådan bedømmelse
afhænger af det konkrete indhold i hver enkelt sag.
Videre skal det bemærkes, at der i begge de
ovennævnte sager er tale om en sammenligning mellem to
købspriser.
I øvrigt bemærkes, at der i Kolding-sagen er
tale om, at Ankenævnet underkender indholdet af en kontrakt
indgået mellem affaldssiden og varmesiden, da kontraktens prisberegning
væsentlig afveg fra, hvad varmeprisen i henhold til sædvanlig
prisfastsættelse efter varmeforsyningsloven vil føre til.
For så vidt angår udvalgets afgørelse i
sagen om Rønne Varmeforsyning bemærkes, at der mellem
affaldsværket BOFA og varmeforsyningen var enighed om at de faste
finansieringsomkostninger ikke skulle indgå i prisfastsættelsen
for affaldsvarme "
For så vidt angår det af AVV anførte
vedrørende vanskelighederne ved at fastlægge omkost-ningerne ved
den hypotetiske produktion, der inkluderer fjernvarmeproduktionen, har Gas-
og Varmeprisudvalget i sit indlæg af 3. december 1997
anført:
" at der i forbindelse med varmeforsyningens
aktuelle produktion vil foreligge en række faktiske konstaterede
omkostningsstørrelser, som kan indgå i beregningen af de
omkostninger, som ville være forbundet med at producere hele
afsætningen på egne anlæg. Hertil kommer, at der foreligger
en række tekniske data for varmeforsyningens anlæg. Der vil
således næppe være væsentlige problemer forbundet med
at beregne de omkostninger, som er forbundet med en forøgelse af
produktionsstørrelsen.
Endvidere bemærkes, at Ankenævnet i kendelse
af 27. marts 1995 i sagen Nykøbing Falster Kommune ctr. Gas- og
Varmeprisudvalget bestemte, at substitutionsprisen for affaldsvarme fra Refa
skulle fastsættes ud fra omkostninger i varmeforsyningens egne
anlæg, selvom disse anlæg kun dækkede en del af
varmeproduktionen.
Det forhold, at en substitutionspris er baseret på
en forudsætning om, at Hjørring Varmeforsyning producerer hele
afsætningen, kan således ikke betegnes som urimeligt "
Gas- og Varmeprisudvalget har endelig anført, at
for så vidt angår det af AVV anførte om at Hjørring
Varmeforsyning kunne have bygget et væsentlig mindre anlæg med
væsentlig mindre kapitalomkostninger til følge bemærkes,
at udvalget ikke har fundet anledning til at kritisere varmeforsyningens valg
af anlæg, jf. pkt. 3 i udvalgets afgørelse af 29. september
1997. I øvrigt bemærkes, at udvalgets afgørelse
vedrørende varmeforsyningens valg af anlæg ikke er omfattet af
AVVs klage.
Til det af Hjørring Varmeforsyning anførte
om, at substitutionspristankegangen har dannet baggrund for
varmeforsyningsloven og henvisningen til lovens forarbejder, bemærkes,
at det pågældende spørgsmål vedrører priserne
for naturgas og ikke prisfastsættelsen for affaldsvarme.
7. Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at det ved Energistyrelsens og
byrådets godkendelse af projektforslag til Hjørring Fjernvarme
var forudsat, at AVV årligt skulle levere max 320 TJ som grundlast.
Under henvisning hertil og til det, som Gas- og
Varmeprisudvalget har anført, finder Ankenævnet ikke grundlag
for at ændre udvalgets afgørelse, der derfor
stadfæstes
Herefter bestemmes:
Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 29.
september 1997 stadfæstes.
Lignende dokumenter
- Prisfastsættelse for affaldsvarme fra Skagen Forbrænding Klagenævn (Nævnenes Hus) · 9. december 2004
- Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget Retsinformation · 6. november 1998
- Rønne Revisionskontor ctr. Gas- og Varmeprisudvalget Retsinformation · 6. november 1998
- Indregning af afgiften på varme fra affaldsforbrændingsanlæg Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. februar 2001
- Jægerspris Boligselskab ctr. Gas- og Varmeprisudvalget Retsinformation · 6. november 1998
- Energiklagenævnets afgørelse i sag om Forsyningstilsynets afgørelse om rammer for fastsættelse af prisen for levering af varme fra Bornholms Affaldsbehandling til Rønne Varme A/S Klagenævn (Nævnenes Hus) · 6. februar 2025