Spring til indhold

Retsinformation

Hjørring Varmeforsyning ctr. Gas- og Varmeprisudvalget og AVV I/S ctr. Gas- og Varmeprisudvalget

AFG nr 60161 af 22/06/1998AfgørelseErhvervsministeriet6. november 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Hjørring Varmeforsyning ctr. Gas-

og Varmeprisudvalget og AVV I/S ctr. Gas- og Varmeprisudvalget

År 1998, den 22. juni afsagde

Konkurrenceankenævnet i sagerne j.nr. 97-200.120, Hjørring

Varmeforsyning ctr. Gas- og Varmeprisudvalget og j.nr. 97-200.472 AVV I/S

ctr. Gas- og Varmeprisudvalget, sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 25. oktober 1997 har advokat Jesper

Langsted på vegne Hjørring Varmeforsyning klaget over Gas- og

Varmeprisudvalgets afgørelse af 29. september 1997. Ved

afgørelsen fandt udvalget, at substitutionsprisen for affaldsvarme

skulle fastlægges ud fra varmeforsyningens gennemsnitlige omkostninger,

således som disse ville være, såfremt hele Hjørring

Varmeforsynings afsætning blev produceret på selskabets egne

anlæg.

Ved skrivelse af 27. oktober 1997 har advokat Eigil Worm

på vegne Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S (AVV) klaget over samme

afgørelse.

Hjørring Varmeforsyning har påstået

punkt 5 i Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse ophævet,

således at substitutionsprisen fastlægges til den pris, som

Hjørring Varmeforsyning under de givne forudsætninger selv ville

kunne producere den pågældende varmemængde (320 Tj)

til.

AVV har principalt påstået punkt 5 i Gas- og

Varmeprisudvalgets afgørelse ophævet, således at

substitutionsprisen i stedet fastsættes til en pris, som svarer til den

faktisk forekommende egenproduktionspris hos Hjørring Varmeforsyning,

svarende til den del af varmemarkedet, som Hjørring Varmeforsyning

rent faktisk har fået tillagt. Subsidiært har AVV

Læs alt

påstået stadfæstelse af udvalgets afgørelse.

Gas- og Varmeprisudvalget har påstået, at

punkt 5 i udvalgets afgørelse af 29. september 1997

stadfæstes.

Sagen har været mundtlig forhandlet.

Der har under den mundtlige forhandling været

enighed om, at klagerne for Ankenævnet alene angår punkt 5 i

udvalgets afgørelse af 29. september 1997. Der har ligeledes

været enighed om at anvende en substitutionspris, men uenighed om,

hvorledes denne skal beregnes.

2. De dele af Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse

af 29. september 1997, der berøres i de for Ankenævnet indbragte

klager, er sålydende:

"På mødet den 29. september 1997

behandlede Gas- og Varmeprisudvalget ovennævnte sag.

Til bedømmelse for udvalget forelå

følgende punkter.

1.

2.

3. Bedømmelse af Hjørring Varmeforsynings

salgspris i relation til nødvendigheden af den foretagne

kapacitetsfastlæggelse.

4.

5. Fastlæggelse af substitutionsprisen.

Ad pkt. 1.

Ad. pkt. 2.

Ad pkt. 3.

Fra AVVs side var der rejst spørgsmål om,

hvorvidt Hjørring Varmeforsynings kraftvarmeanlæg var

overdimensioneret set i forhold til, at værket er forpligtet til at

aftage 320.000 GJ fra AVV. Det var i den forbindelse påpeget, at det

opførte kraftvarmeværks kapacitet var på 50 MJ/s, mens der

i varmeplanen var nævnt et tal på ca. 42 MJ/s.

Det fremgik af sagen, at kraftvarmeværket havde

været udbudt i EU-licitation, og at varmeværkets beregninger

havde vist, at det store anlæg var det billigste.

Udvalget konstaterede, at varmeforsyningen havde valgt den

billigste løsning blandt de foreliggende tilbud.

Udvalget vedtog at meddele parterne, at udvalget ikke

anser det for urimeligt eller i strid med varmeforsyningslovens

kalkulationsbestemmelser jf. § 20, stk. 1 og § 21, stk. 5 at de faktiske

omkostninger, som er forbundet med produktionen på det af

Hjørring Varmeforsyning etablerede naturgasfyrede

kraftvarmeværk, indgår i prisberegninger for fjernvarme leveret

til selskabets forbrugere.

Ad. pkt. 4.

Ad pkt. 5.

Varmeforsyningen havde gjort gældende, at

substitutionsprisen for affaldsvarme skulle baseres på en

marginalbetragtning. Det fremgik at marginalprisen var lavere end

værkets gennemsnitsomkostninger ved produktion på egne

anlæg.

Udvalget fandt, at substitutionsprisen skulle

fastsættes således, at der herved blev taget hensyn til, hvad

værkets samlede varmeproduktionspris er, når der tages hensyn til

aftag af affaldsvarme.

Udvalget vedtog at meddele Hjørring Varmeforsyning

og AVV, at udvalget i henhold til varme-forsyningslovens § 21, stk. 5

finder, at en substitutionspris for affaldsvarme må fastlægges ud

fra varmeforsyningens gennemsnitlige omkostninger, således som disse

ville være, såfremt hele Hjørring Varmeforsynings

afsætning blev produceret på selskabets egne anlæg.

"

Afgørelsens punkt 5 er præciseret i udvalgets

skrivelse af 21. oktober 1997 til advokat Langsted, som er

sålydende:

"Den 16. oktober 1997 har De bedt udvalget om at

præcisere, hvorledes substitutionsprisen skal udregnes, jf. udvalgets

afgørelse af 29. september 1997.

I denne anledning skal det oplyses, at substitutionsprisen

skal opgøres på grundlag af de samlede produktionsomkostninger,

som ville optræde, såfremt hele produktionen af varme fandt sted

på Hjørring Varmeforsynings egne eksisterende anlæg. De

omkostninger, som skal indgå i opgørelsen, omfatter samtlige

produktionsomkostninger, herunder omkostninger vedrørende

finansiering. Substitutionsprisen pr. GJ skal herefter beregnes som de

således opgjorte omkostninger divideret med den dertil svarende

mængdemæssige produktion.

De har videre anført, at Hjørring

Varmeforsyning fortsat ønsker at benytte en substitutionspris, der

opgøres som en gennemsnitspris over 15 år.

I den anledning skal det oplyses, at udvalget ikke har

taget stilling til dette spørgsmål. Såfremt parterne

opnår enighed om at anvende denne metode, vil udvalget næppe

modsætte sig dette.

"

3. Sagens baggrund:

Gas- og Varmeprisudvalget har om sagens baggrund blandt

andet oplyst følgende:

I oktober 1993 klagede Hjørring Varmeforsyning over

den prisaftale, som gælder for selskabets køb af varme fra AVV.

Baggrunden for klagen var, at varmeforsyningen havde igangsat et projekt om

etablering af et naturgasfyret kraftvarmeværk i eget regi, hvad der

efter varmeforsyningens opfattelse helt afgørende ændrede ved

de tekniske og økonomiske forudsætninger for parternes

prisaftale. Det nye kraftvarmeværk blev sat i drift i slutningen af

1996.

Baggrunden for varmeforsyningens prisomlægning

findes i bestemmelserne i varmeforsyningslovens § 9, ifølge hvilke

eksisterende produktionsanlæg "skal overgå til

kraftvarmeforsyning, anvendelse af naturgas eller lignende

miljøvenligt brændsel".

Før produktionsomlægningen omfattede

Hjørring Varmeforsynings anlæg et kulfyret værk og

naturgasfyrede enheder. Herudover købte varmeforsyningen affaldsvarme

fra AVV. Ifølge parternes kontrakt var varmeforsyningen forpligtet til

at aftage hele AVVs produktion af affaldsvarme. AVVs varmeleverancer skulle

afregnes til den omkostningsbestemte pris.

Med henblik på at realisere varmeforsyningslovens

ovennævnte bestemmelser rettede Hjørring Kommune i 1991

henvendelse til Hjørring Varmeforsyning med anmodning om, at

varmeforsyningen udarbejdede et projektforslag, hvorefter varmeforsyningens

kulfyrede værk skulle omstilles til et naturgasbaseret

kraftvarmeanlæg.

Varmeforsyningens projektforslag forelå i september

1992. Den 6. april 1993 gav Energistyrelsen samtykke til gennemførelse

af det pågældende projekt. I samtykkeskrivelsen blev det blandt

andet bestemt, at varmeforsyningen fortsat skulle aftage affaldsvarme fra

AVV. Varmeforsyningen var således forpligtet til at aftage 320 TJ

årligt som grundlast.

Foretagne beregninger viste, at varmeforsyningen med det

nye kraftvarmeanlæg og de naturgasfyrede enheder kunne dække hele

varmebehovet inklusiv AVVs andel. Beregninger viste endvidere, at

omkostninger ved en sådan løsning lå under det

beløb, som varmeforsyningen skulle betale ifølge den

indgåede aftale med AVV.

Hjørring Varmeforsyning mente derfor, at

affaldsvarmen fremover skulle betales ud fra affaldsvarmens

substitutionspris.

Ud fra det prisberegningsmateriale, som er forelagt for

udvalget kan der beregnes følgende substitutionspriser:

Udvalgets afgørelse

(samlede gennemsnitspris såfremt hele

afsætningen blev

produceret på varmeværkets egne

anlæg) ca. 49 kr./GJ

Hjørring Varmeforsyning

(meromkostninger på varmeforsyningens anlæg

ved en

merproduktion der svarer til varmekøbet fra

AVV) ca. 25 kr./GJ

AVV

(samlede gennemsnitsomkostninger for varmeforsyningens

faktiske produktion) ca. 61 kr./GJ

Omkostningsbestemt affaldsvarmepris Ca. 43 kr./GJ

4. Hjørring Varmeforsynings argumentation:

Hjørring Varmeforsyning har til støtte for

sin påstand anført, at substitutionsprisen for affaldsvarme skal

baseres på en marginalbetragtning, idet substitutionsprisen skal svare

til prisen for den energi, affaldsvarmen fortrænger/substituerer.

Fjernvarmeværkets gennemsnitlige omkostninger må ikke blive

større, end disse ville have været, om man havde produceret hele

varmemængden selv. Der henvises i den forbindelse til Gas- og

Varmeprisudvalgets afgørelse vedrørende Rønne Kommunale

Varmeforsyning (Energiprisorientering afgørelser maj 1991, s. 30

f.), Ankenævnets kendelse af 27. oktober 1994 vedrørende Kolding

Kommune m.fl. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget (j.nr. 92-17.462 og j.nr.

92-18.497) og senest Ankenævnets kendelse af 17. april 1997

vedrørende Skagen Varmeværk (j.nr. 96-130.734).

Med den ved Gas- og Varmeprisudvalgets skrivelse af 21.

oktober 1997 tilsyneladende nye definition af begrebet

"substitutionspris", savner begrebet sproglig mening, idet der

så netop ikke er tale om udgiften for den energi, affaldsvarmen

substituerer. Nydefinitionen vil derimod give en højere samlet

produktionspris for hele fjernvarmeværkets varmemængde, idet man

ved denne beregning tvinges til at medtage

finansieringsomkostninger/kapitaludgifter mere end én gang, hvorved

modtagelse af affaldsvarme pludselig bliver stærkt fordyrende for

fjernvarmeforbrugerne. Udvalgets afgørelse betyder således en

ekstraudgift på 5 mio. kr. om året.

Nydefinitionen bliver dermed i strid med hele ånden

i substitutionstankegangen, som varme-forsyningslovens har hvilet på

siden 1979. Det fremgår således af bilaget til det

Energipolitiske Udvalgs betænkning af 22. maj 1979, herunder

Spørgsmål 75 til den daværende handelsminister og dennes

svar, at substitutionstankegangen har dannet baggrund for loven.

Hjørring Varmeforsynings finansieringsomkostninger

skal ikke medinddrages ved beregning af prisen på affaldsvarmen, idet

samme finansieringsomkostninger under alle omstændigheder betales af

fjernvarmeværket.

Det påpeges i den forbindelse, at den

omstændighed, at AVV er tillagt en leveringsret (men ikke en

leveringspligt) ikke giver Hjørring Varmeforsyning nogen

kapitalomkostningsbesparelse, idet varmeforsyningen jo har en

selvstændig leveringspligt over for sine forbrugere, uanset om AVV

leverer affaldsvarme eller ikke. AVV leverer ikke kun varme på de

tidspunkter, hvor den er mest værdifuld for Hjørring

Varmeforsyning, ligesom affaldsvarmen heller ikke leveres kontinuerligt.

Kun i det omfang affaldsvarmeleverancen medfører en

besparelse i fjernvarmeværkets finansierings- eller

kapacitetsomkostninger, skal dette indregnes i affaldsvarmeprisen, jf.

princippet i Kolding-kendelsen, hvor en transmissionsledning kunne

projekteres mindre end eller, idet man modtog ca. 25% af varmen fra

affaldsselskabet.

Der er hverken i Skagen-kendelsen eller i tidligere

ankenævnskendelser belæg for Gas- og Varmeprisudvalgets

opfattelse af, at affaldsvarmeprisen pr. enhed skal være lig med

Hjørring Varmeforsynings gennemsnitlige produktionspris pr. enhed.

Skagen-kendelsen er tværtimod udtryk for, at Ankenævnet i sin

praksis fokuserer på de samlede produktionspriser, vel at mærke

under forudsætning af at fjernvarmeværket leverer hele

varmemængden, altså også den mængde, som

affaldsselskabet ellers skulle levere. Skagen-kendelsen adskiller sig fra den

foreliggende sag ved, at Hjørring Varmeforsynings værk er

dimensioneret til hele varmemængden.

Den rette substitutionspris skal således

opgøres som Hjørring Varmeforsynings samlede

produktionsomkostninger for hele varmemængden minus de faste

omkostninger og minus de variable produktionsomkostninger for den del af

varmemængden, som Hjørring Varmeforsyning selv skal

producere.

5. AVVs argumentation:

AVV har til støtte for sin påstand

anført, at varmemarkedet i Hjørring, der udgør ca. 1000

TJ pr. år, er opdelt på en særlig klar og udtrykkelig

måde, idet 320 TJ af det fulde varmemarked ifølge

varmeplanlægningen for Hjørring Kommune skal leveres af AVV.

Hjørring Varmeforsyning må således ikke lade den varme,

der aftages fra AVV, producere på egne anlæg. Herudover er AVV

pålagt et produktionsloft på 320 TJ årligt, hvorved der

ydes et særligt bidrag til varmeforsyningens økonomi, idet AVV

således ikke kan kompensere for virkningen af en lav substitutionspris

ved at forøge produktionen. Hvis Hjørring Varmeforsyning

får medhold, kan det føre til en forhøjelse af prisen for

forbrænding af affald på ca. 50%.

Det ville derfor ikke være rimeligt, hvis

Hjørring Varmeforsyning alligevel skulle stilles som om denne opdeling

af varmemarkedet ikke forelå, idet varmeforsyningen så ville

få alle fordelene, mens AVV fortsat skulle være pålagt alle

ulemperne, herunder varmeloftet.

Hjørring Varmeforsyning har endvidere med fuldt

kendskab til den nævnte varmeplanlægning -bygget sit værk

med en kapacitet, der er større end nødvendigt for at forsyne

den del af varmemarkedet, som Hjørring Varmeforsyning har fået

tildelt. Det må ikke komme AVV til skade, at Hjørring

Varmeforsyning på grund af et ønske om et større elsalg

har bygget et større værk end nødvendigt.

Hjørring Varmeforsyning har skullet påregne,

at det nye værk og dets kapacitetsomkostninger skulle betales ud fra

den produktion, som værket skulle bygges til og rent faktisk skulle

udføre. Varmeforsyningen skal ikke kunne slippe for at betale en del

af sine kapacitetsomkostninger ved at vælte byrden for en del af disse

omkostninger over på AVV gennem et krav om ekstra billig varme fra AVV,

idet den varme, der leveres fra AVV, så reelt ville være med til

at bære disse omkostninger.

Endvidere bør der ikke i en situation som den

foreliggende arbejdes med en hypotetisk situation, hvor Hjørring

Varmeforsynings kraftvarmeværk forudsættes at have en produktion,

der er ca. 50% større, end det der aktuelt er tilfældet. I

modsætning til en traditionel olie- eller kulfyret kedel, hvor man

på grund af det store erfaringsmateriale og kedlernes simple tekniske

indretning forholdsvis let kan ekstrapolere til en situation med ekstra

drift, er et naturgasdrevet kraftvarmeværk særdeles teknisk

kompliceret og sårbart. Man kan derfor ikke drage sikre konklusioner

med hensyn til, hvorledes driftsforløbet ville være med en

væsentlig større produktion. Produktionsprisen bør derfor

opgøres til den rent faktiske egenproduktion hos Hjørring

Varmeforsyning, hvilket er en opgørelse, der hvert år kan

foretages præcis og skal indsendes til Gas- og Varmeprisudvalget.

Det fremhæves, at sagen vedrører anvendelsen

af varmeforsyningslovens § 21, stk. 5, der forudsætter en konkret

rimelighedsvurdering. Det er ved anvendelse af en sådan bestemmelse

væsentligt at være opmærksom på de særlige

forhold, der konkret foreligger.

I den forbindelse bør det inddrages i

rimelighedsvurderingen, at de af AVV udmeldte prisprincipper arbejder med en

omkostningsbestemt varmepris, som også Gas- og Varmeprisudvalget har

fundet rimelig.

De pågældende prisudmeldinger er endvidere

blevet pådømt i en voldgiftskendelse af 6. oktober 1997, hvor

AVVs udmeldte varmeprisprincipper ved en enstemmig afgørelse i det

hele blev fundet rimelige, således at Hjørring Varmeforsyning

ikke kontraktligt havde krav på genforhandling, og priserne ansås

ikke for at stå i et åbenbart urimeligt forhold til de faktiske

omstændigheder.

Varmeforsyningsloven indeholder ikke regler om

substitution, men bestemmer, at Gas- og Varmeprisudvalget konkret skal

vurdere rimeligheden af udmeldte priser og prisprincipper og

tilsidesætte disse, hvis de ikke er rimelige. Hvis lovgiver havde

ønsket et substitutionsprincip, ville dette være skrevet ind i

loven.

Det fremgår heller ikke af forarbejderne til

varmeforsyningslovens bestemmelser om rimelighedscensur af varmepriserne, at

dette skal bygge på et substitutionsprincip. Bemærkningerne i

bilaget til udvalgsbetænkning af 22. maj 1979 vedrører den

omkostningsbestemte pris i lovforslagets § 26 og ikke bestemmelserne om

rimelighedscensur i lovforslagets § 27.

Bemærkningerne vedrører endvidere

naturgasprisen, hvor det netop i forbindelse med indførelse af

naturgasnettet politisk var tilkendegivet, at naturgasprisen ikke ville blive

højere end olieprisen.

Hvis

substitutionsprisen, som af Gas- og

Varmeprisudvalget anført, skal beregnes med udgangspunkt i, at al

varmen produceres hos Hjørring Varmeforsyning er AVV enig med udvalget

i, at der skal gælde et loft svarende til de gennemsnitlige

omkostninger og ikke kun de marginale omkostninger, idet de gennemsnitlige

omkostninger netop er udtryk for, hvad det koster at producere varmen.

Endelig er det ikke korrekt, når det anføres,

at AVV ikke leverer varme kontinuerligt, idet AVV leverer varme alle ugens

dage året rundt bortset fra sædvanlige planlagte udetider, der jo

også forekommer på Hjørring Varmeforsynings eget

værk og på andre værker.

6. Gas- og Varmeprisudvalgets argumentation:

Gas- og Varmeprisudvalget har i skrivelse af 3. december

1997 til Konkurrenceankenævnet anført følgende:

"Afregninger af affaldsvarme skal ske til den laveste

af følgende to priser:

- enten den omkostningsbestemte pris, dvs. affaldsvarmens

produktionspris

- eller substitutionsprisen svarende til

varmeværkets alternative egenproduktionspris.

Ifølge udvalgets afgørelse skal

substitutionsprisen opgøres på grundlag af de samlede

produktionsomkostninger, som ville optræde, såfremt hele

produktionen af varme fandt sted på Hjørring Varmeforsynings

egne eksisterende anlæg. De omkostninger, som skal indgå i

substitutionsprisen skal omfatte samtlige produktionsomkostninger, herunder

omkostninger vedrørende finansiering. Substitutionsprisen pr. GJ skal

herefter beregnes som de således opgjorte omkostninger divideret med

den dertil svarende mængdemæssige produktion.

Spørgsmålet om substitutionsprisernes

beregning er senest behandlet i Ankenævnets kendelse af 17. april 1997

i sagen Skagen Varmeværk ctr. Gas- og Varmeprisudvalget.

I den pågældende sag havde Skagen Kommune

vedtaget en varmeplan, der bestemte, at Skagen Varmeforsyning skulle

opføre et nyt kraftvarmeværk, og at varmeforsyningen fortsat

skulle aftage fjernvarme fra affaldsforbrændingen.

Det fremgik af sagen, at den billigste løsning for

varmeforbrugerne ville være at nedlægge

affaldsforbrændingsanlægget og lade det nye kraftvarmeværk

stå for hele fjernvarmeproduktionen.

Om beregningen af substitutionsprisen for affaldsvarmen

bemærker Ankenævnet (i Skagen-kendelsen) følgende:

"På given foranledning kan dog allerede nu

bemærkes, at substitutionsprisen til sin tid må skulle

fastsættes således, at der herved tages hensyn til, hvad

værkets samlede varmeproduktionspris under de givne

forudsætninger ville have været, det være sig ved maksimal

udnyttelse af det da faktisk etablerede kraftvarmeværk, eller hvis

dette ikke har tilstrækkelig kapacitet, typisk ved supplerende

opvarmning med naturgas eller olie."

Det fremgår af ovennævnte bemærkninger,

at affaldsvarmeprisen skal fastsættes ud fra den samlede

varmeproduktionspris i det fjernvarmeværk, som aftager affaldsvarme.

Det fremgår videre, at den samlede varmeproduktionspris skal

opgøres under de givne forudsætninger, hvilket i den

foreliggende sag må forstås som de produktionsmængder, der

kunne produceres på varmeforsyningens egne anlæg, hvilket i den

foreliggende sag vil være den faktiske egenproduktion plus køb

af affaldsvarme, da hele denne varmemængde kan produceres på

varmeforsyningens egne anlæg.

Substitutionsprisen for affaldsvarme leveret fra AVV til

Hjørring Varmeforsyning skal således fastlægges ud fra

varmeforsyningens gennemsnitsomkostninger, således som disse ville

være, såfremt hele afsætningen blev produceret på

varmeforsyningens egne anlæg.

Hjørring Varmeforsyning har henvist til

ankenævnets kendelse i sagen om Kolding Kommune ctr. Gas- og

Varmeprisudvalget og til udvalgets afgørelse i sagen om Rønne

Varmeforsyning.

Hertil skal det for det første bemærkes, at

udvalgets afgørelser vedrørende substitutionspriser bygger

på en rimelighedsbedømmelse efter lovens § 21, stk. 5, og at de

forhold, der kan medinddrage i en sådan bedømmelse

afhænger af det konkrete indhold i hver enkelt sag.

Videre skal det bemærkes, at der i begge de

ovennævnte sager er tale om en sammenligning mellem to

købspriser.

I øvrigt bemærkes, at der i Kolding-sagen er

tale om, at Ankenævnet underkender indholdet af en kontrakt

indgået mellem affaldssiden og varmesiden, da kontraktens prisberegning

væsentlig afveg fra, hvad varmeprisen i henhold til sædvanlig

prisfastsættelse efter varmeforsyningsloven vil føre til.

For så vidt angår udvalgets afgørelse i

sagen om Rønne Varmeforsyning bemærkes, at der mellem

affaldsværket BOFA og varmeforsyningen var enighed om at de faste

finansieringsomkostninger ikke skulle indgå i prisfastsættelsen

for affaldsvarme "

For så vidt angår det af AVV anførte

vedrørende vanskelighederne ved at fastlægge omkost-ningerne ved

den hypotetiske produktion, der inkluderer fjernvarmeproduktionen, har Gas-

og Varmeprisudvalget i sit indlæg af 3. december 1997

anført:

" at der i forbindelse med varmeforsyningens

aktuelle produktion vil foreligge en række faktiske konstaterede

omkostningsstørrelser, som kan indgå i beregningen af de

omkostninger, som ville være forbundet med at producere hele

afsætningen på egne anlæg. Hertil kommer, at der foreligger

en række tekniske data for varmeforsyningens anlæg. Der vil

således næppe være væsentlige problemer forbundet med

at beregne de omkostninger, som er forbundet med en forøgelse af

produktionsstørrelsen.

Endvidere bemærkes, at Ankenævnet i kendelse

af 27. marts 1995 i sagen Nykøbing Falster Kommune ctr. Gas- og

Varmeprisudvalget bestemte, at substitutionsprisen for affaldsvarme fra Refa

skulle fastsættes ud fra omkostninger i varmeforsyningens egne

anlæg, selvom disse anlæg kun dækkede en del af

varmeproduktionen.

Det forhold, at en substitutionspris er baseret på

en forudsætning om, at Hjørring Varmeforsyning producerer hele

afsætningen, kan således ikke betegnes som urimeligt "

Gas- og Varmeprisudvalget har endelig anført, at

for så vidt angår det af AVV anførte om at Hjørring

Varmeforsyning kunne have bygget et væsentlig mindre anlæg med

væsentlig mindre kapitalomkostninger til følge bemærkes,

at udvalget ikke har fundet anledning til at kritisere varmeforsyningens valg

af anlæg, jf. pkt. 3 i udvalgets afgørelse af 29. september

1997. I øvrigt bemærkes, at udvalgets afgørelse

vedrørende varmeforsyningens valg af anlæg ikke er omfattet af

AVVs klage.

Til det af Hjørring Varmeforsyning anførte

om, at substitutionspristankegangen har dannet baggrund for

varmeforsyningsloven og henvisningen til lovens forarbejder, bemærkes,

at det pågældende spørgsmål vedrører priserne

for naturgas og ikke prisfastsættelsen for affaldsvarme.

7. Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af sagen, at det ved Energistyrelsens og

byrådets godkendelse af projektforslag til Hjørring Fjernvarme

var forudsat, at AVV årligt skulle levere max 320 TJ som grundlast.

Under henvisning hertil og til det, som Gas- og

Varmeprisudvalget har anført, finder Ankenævnet ikke grundlag

for at ændre udvalgets afgørelse, der derfor

stadfæstes

Herefter bestemmes:

Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 29.

september 1997 stadfæstes.

Lignende dokumenter