Spring til indhold

Retsinformation

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

AFG nr 60530 af 26/05/1998AfgørelseSocial- og Boligministeriet2. februar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet

for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Vedrører ABR 89, honorering.

Indledning.

Under denne sag har klager nedlagt påstand om,

at indklagede tilpligtes at betale klageren 3.121.123,05 kr. med renter heraf

2 % pr. måned fra fakturadato den 19. marts 1996.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klager har opgjort sit krav således:

Faktura pr. d.d. (19/3 1996)

d. kr. 3.185.811,05

Rest til fakturering

d. kr. 225.312,00

d. kr. 3.411.123,05

Tidligere faktureret

d. kr. 290.000,00

I alt vort tilgodehavende

d. kr. 3.121.123,05

Sagen er behandlet af en af Voldgiftsnævnet for

Bygge- og Anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret bestående af

direktør, ingeniør M.IDA Ole Davidsen, arkitekt m.a.a. Lars

Møller og højesteretsdommer Jacques Herman.

Mundtlig forhandling i sagen fandt sted i dagene den 21.

april og den 27. april 1998.

Sagens omstændigheder.

Det er oplyst, at klager og en entreprenør i

foråret 1993 indledte et samarbejde om opførelse af et

boligbyggeri på et grundstykke, stort ca. 170.000 m2, i en by i

Tyskland, herefter kaldet kommune A. Arealet ejedes af dels af kommune A,

dels af en eller to private grundejere. Det er endvidere oplyst, at

Læs alt

entreprenøren med henblik på erhvervelse af arealet og

gennemførelse af projektet den 26. januar 1994 stiftede et tysk

selskab, herefter kaldet selskab X.

Efter det oplyste godkendte myndighederne i kommune A den

5. maj 1994 en af klager udarbejdet "Vorhaben- und Erschliessungsplan

nr. 9, Wohngebiet Südlich Des ." (i det følgende

benævnt VE-plan eller lokalplan nr. 9), dateret den 30. marts 1994. I

planen hedder der bl.a.

"Til vedtagelse i kommune A af byggemodnings- og

projektplan nr. 9, boligområde sydlige

.

Antal boliger

I alt opføres 335 boliger.

..

Antal beboere

Ved en gennemsnitlig benyttelse af 3 personer pr.

boligenhed opnås følgende antal for planområdet: 1.100

beboere.

8. Forholdsregler for projektets realisering

Til projektet foreligger gennemførelseskontrakt

i underskrevet stand. Væsentlige dele af denne kontrakt er:

Kontraktopfyldelsesansvar for kontraktindehaveren er

på 1 mio. DM til udgifter for byggemodning.

Afslutning af byggemodningsforanstaltninger inden for

2 år.

Komplet færdiggørelse af bebyggelsen fra

bygherreside inden for 5 år.

I købskontrakter for de enkelte parceller

indføres en byggefrist på 5 år.

Bygherren er ifølge eget udsagn i stand og villig

til at realisere byggeriet inden for disse rammer.

En del af grundstykkerne i planområdet for

byggemodningsprojektet er allerede erhvervet af bygherren privat. De

øvrige grundarealer er ifølge kommune A til erhvervelse. Det

kan forventes, at gammelt krav på grundstykke 278 frafaldes. Hvis ikke

er bygherren villig til at købe grundstykket af den tidligere

indehaver.

Byggeopstart er planlagt i midten af august 1994.

9. Omkostninger og finansiering

Bygherren finansierer projektet og byggemodningen. De

opførte boligenheder og de lukkede parcelgrunde sælges eller

lejes efter færdiggørelse til private.

Under projektet hører de uforudsete bebyggelser,

forsynings- og spildvandsnet, veje og gader, grønne områder

inklusiv retableringsforanstaltninger og legepladser inden for

gyldighedsområdet. Herudover skal bygherren forestå finansiering

af det projektet nødvendige byggemodningsarbejde."

Den i lokalplanen omtalte gennemførelseskontrakt er

indgået mellem kommune A og entreprenøren.

Den 18. maj underskrev klager (kaldet rådgiveren) og

entreprenøren (kaldet klienten) en aftale om teknisk rådgivning

og bistand ved byggeopgaver. I aftalen der bærer datoen 22. maj 1994,

hedder det bl.a.:

"2. Opgaven.

Aftalen omfatter teknisk rådgivning og

bistand vedrørende:

Arkitektprojekteringsarbejder i forbindelse med

bebyggelsesplan og byggeri i.h.t. bebyggelsesplan for kommune A, nr. 9, hvor

rådgiveren har udarbejdet en bebyggelsesplan, dateret den 21.06.93, som

senere er tilrettet, og godkendt af byrådet i kommune A den

05.05.94.

Arkitektprojekteringsarbejdet omfatter således

både bebyggelsesplanen samt projektering af bebyggelsen herunder

rækkehuse, kædehuse, punkthuse, balkonhuse og etagehuse, men

eksklusive enfamiliehuse på enfamiliehusgrunde.

3. AFTALEGRUNDLAGET.

3.1. Følgende rådgivningsmateriale:

Bebyggelsesplan i henhold til den af rådgiveren

udarbejdede Kommune A Vorhaben- und Erschliessungsplan nr. 9, dateret

21.06.93 og senere tilrettet.

RÅDGIVERENS YDELSER.

Bebyggelsesplan (Vorhaben- und Erschliessungsplan

nr. 9).

Projektforslag.

Forprojekt.

Myndighedsprojekt.

Hovedprojekt.

Projektopfølgning.

Deltagelse i nødvendige byggemøder

på byggepladsen.

..

8. HONORAR.

8.1

I henhold til aftale mellem klienten og

rådgiveren skal rådgiverens honorar opgøres ifølge

danske honorarregler for "Almindelige bestemmelser for teknisk

rådgivning og bistand (ABR 89)".

Beregningsgrundlaget for ABR 89 baseres på honorar i

forhold til de faktiske byggeudgifter.

Klienten og rådgiveren er enige om at omsætte

dette beregningsgrundlag fra at være variabel baseret på

byggeudgifter, til et fast arkitekthonorar udregnet pr. m2 projekteret

byggeri.

..

8.3

Honorar pr. m2 byggeri i henhold til pkt. 8.1

og 8.2 udgør: kr. 356,00 pr. m2 eksklusive moms og afgifter.

..

10. UDBETALING AF HONORAR OG UDLÆG:

10.1

a)

Ved myndighedernes godkendelse af den i pkt. 4.1.- a

nævnte bebyggelsesplan.

20 %

b)

Projektforslag

15 %

c)

Forprojekt

20 %

d)

Myndighedsprojekt

10 %

e)

Hovedprojekt

25 %

f)

Projektopfølgning

10 %

..

14. SÆRLIGE BESTEMMELSER.

14.1

Honorar i henhold til pkt. 10 er forfalden

til betaling 8 dage efter modtagelse af faktura.

Ved for sen betaling tillægges 2 % i rente pr.

måned.

..

14.3

Uanset det i stk. 10 nævnte er

rådgiver indforstået med, at betaling af honorarrater

først skal betragtes som forfaldne til betaling 8 dage efter, at

byggelånet er etableret, henholdsvis at der er indgået aftale med

investor om finansiering af byggeprojektet."

Den 8. juli 1994 indgik entreprenøren en

grundkøbsaftale med kommune A købspris 1.307.500 DM.

Den 10. maj 1995 underskrev klager og entreprenøren

en allonge til aftalen af 22. maj 1994 om teknisk rådgivning og bistand

ved byggeopgaver. Det hedder i allongen bl.a.:

"Efterfølgende indhold erstatter afsnit 10.1 i

afsnit 10, udbetaling af honorar og udlæg.

ALLONGE nr. 1 har til formål at regulere og definere

udbetaling af rådgiverens honorar for allerede udført

projekteringsarbejde som efterfølgende bestilles af klienten.

Alle beløb er ekskl. moms og afgifter.

Honorarfordeling og udbetaling.

Etape I bebyggelsesplan og projektforslag.

For allerede udført projektering udbetales:

a.

Når byggelån er etableret august

(22 %)

Kr. 2.000.000

b.

Senest ved udgangen af september 1995

(13 %)

Kr. 1.154.375

..

Etape II 50 stk. rækkehuse.

Projektering af 5 stk. rækkehuse

igangsættes pr. 1. juli 1995.

Projektering af øvrige 45 stk. rækkehuse

igangsættes efter aftale."

Allongen indeholder bestemmelser om honorarfordeling og

udbetaling ved yderligere tre etaper.

Den 15. maj 1995 indgik entreprenøren og den

nuværende ejer af det indklagede selskab en aftale, hvori det bl.a.

hedder:

" Entreprenørens Holding firma i det

efterfølgende kaldet sælger holder en forretningsandel

med pålydende værdi på DM 100.000,00 (ethundredetusinde

tyske mark) af de i alt DM 100.000,00 (ethundredetusinde tyske mark)

andragende indskudskapital i dette selskab til selskab X, indført i

handelsregisteret i amtsretten. Indskudskapitalen er betalt i sin fulde

størrelse.

Den under pkt. 1 nævnte forretningsandel bliver

delt i to forretningsandele med pålydende værdi på hver DM

50.000 (skrevet femtitusinde tyske mark) med salgsformål for

øje.

Sælger sælger den under pkt. 2

nævnte forretningsandel på 50.000 DM til det indklagede selskab

i det efterfølgende kaldet køber og overdrager denne

til køber, som overtager.

Købsprisen andrager DM 50.000,00.

..

Da der endnu ikke foreligger nogen status for

selskabet til den 31.12.1994, sikrer sælgeren, at der ikke foreligger

nogen forretningsbegivenheder samt kontraktlige forpligtelser som forpligter

hhv. belaster selskabet, med undtagelse af de kendte krav i henhold til

bilag, som er køber bekendt, som delvis eller endnu ikke er

betalt.

Sælger sikrer endvidere om, at selskabet X er

eneindehaver af de samlede projekteringsrettigheder for boligbyggeriet i

kommune A, at der ikke består rettigheder fra tredjemand på disse

projekteringsrettigheder, og at der for den samlede projekterings- og

byggemæssige realisering ikke vil opstå yderligere

projekterings-, arkitekt-, ingeniør- og byggeledelsesomkostninger, end

der er angivet i den samlede oversigt af 21.7.1994 over omkostninger og

indtægter på 3.656.200 DM.

Køber forpligter sig til, at formidle et

lån med pålydende værdi på 4.000.000 DM for selskab X

til følgende betingelser:

Udbetaling 100 %, renter 13 % p.a., løbetid 3

år,

Sikkerhed: Samlet ejerpantebrev på 4.000.000,

på de tre købsobjekter i prioritet efter de indsatte

ejerpantebreve til gunst for forretningsbankerne på indtil 7.000.000

DM

Lånet skal i det væsentlige tjene til at

afdække de fra selskabet indgåede grundstykskøbskontrakter

opståede købsprisfordringer."

I en under sagen fremlagt budgetoversigt af 15. november

1995 fra selskab X om finansieringsbehov i DM fremgår bl.a.:

" 4

Architekthonorar, VE-plan + Gebäudeplanung, 1 BA

Ausarbeitung derges. VE-Planes + Planung von 5

Reihenhäusern

800.000,00

10

Baukosten, 5 stck. Reihenhäuser

Komplette Erstellung von 5 Reihenhäusern

1.050.000,00

Gesamt Finanzierungsbedarf

7.495.000,00"

Den 8. juli 1996 blev der afholdt generalforsamling i

selskab X. I referatet herfra udarbejdet af den nuværende ejers

advokat, hedder det bl.a.:

"På grund af selskabets kritiske situation

måtte der på generalforsamlingen konstateres, at i modstrid med

de lovmæssige forskrifter er der ikke blevet udfærdiget status

for 1994 og 1995, det til Finansamtet for 1994 fremsendte udkast viste falske

tal, intet reglementeret bogholderi for selskabet for året 1995 blev

gennemført og der kunne heller ikke fremlægges belæg eller

dokumenter over selskabets faktiske skyld. Der blev gensidigt henvist til

mulige strafferetlige konsekvenser.

Da anden enighed ikke kunne komme i stand, blev

følgende besluttet i henhold til dagsordenen:

Med stemme fra den nuværende ejer af det indklagede

selskab bliver inddragelsen af entreprenørens Holding´s

forretningsandele besluttet ud fra en vægtig grund.

Efter denne beslutning erklærede klager, at han var

selskabets arkitekt, og at han pr. den 08.07.1996 har et krav på

750.000 DM overfor selskabet. Dette tal blev foreholdt entreprenøren

med henblik på firmaskylden. Der kunne ikke opnås enighed.

Direktør "entreprenøren" bliver af

vægtige grunde omgående afskediget."

Med en skrivelse af 10. juli 1996 fremsendte klager

aftalen af 22. maj 1994 samt allongen af 10 maj. 1995 til den nuværende

ejer af det indklagede selskab.

I en skrivelse dateret 16. juli 1996 (skal formentlig

være 18. juli 1996) fra klager til det indklagede selskab hedder det

bl.a.:

"Indledningsvis tak for vort hyggelige møde i

går.

Som aftalt fremsender jeg hermed kopi af en

opgørelse af 18.07.1996 til selskab X, hvoraf fremgår at vort

tilgodehavende er d. kr. 3.121.123,00.

Jeg er glad for din bekræftelse af at du vil afregne

vort tilgodehavende primo august 1996."

I en skrivelse af 23. august 1996 meddelte

entreprenøren klager, at aktiverne i selskab X var afhændet til

den nuværende ejer, idet det ikke var muligt at gennemføre sagen

vedrørende kommune A under de oprindelige forudsætninger.

Ved skrivelse af 20. september 1996 rykkede klager under

henvisning til sin skrivelse af 16. (18) juli 1996 det indklagede selskab for

sit tilgodehavende på 3.121.123,05 kr. Beløbet blev ikke betalt,

og efter nogen brevveksling mellem parterne indledte klager ved klageskrift

14. februar 1997, modtaget i Voldgiftsnævnet for Bygge- og

Anlægsvirksomhed den 14. marts 1997, voldgiftssag.

Selskab X har efter den nuværende ejers overtagelse

af dette ændret navn til det indklagede selskabs navn.

I den under sagen fremlagte Bebauungsplan nr. 42 hedder

det bl.a.:

"Området er overvejende indehavet af et byggevilligt

entreprenørfirma. Oprindeligt var projektet planlagt af et andet

entreprenørfirma som, ud fra en projekt- og byggemodningsplan, ville

byggemodne og bebygge området. Dette projekt foreligger allerede i

approberet form. Entreprenørfirmaet kan dog ikke mere realisere

projektet inden for den foreskrevne tidsramme. Derfor bliver projekt- og

byggemodningsplanen overført til bebyggelsesplan. Det nye planprojekt

bliver benyttet til at udforme byggeriets bymæssige kvalitet

stærkere og samtidig reagere på den høje

efterspørgsel på enfamiliehuse.

Byggemodning og opførsel af byggeriet tænkes

påbegyndt allerede i 1997.

..

Der foreligger en landsplanmæssig stillingtagen til

projekt- og byggemodningsplan nr. 9. Kontoret for egnsudvikling og

landsplaner ser det i deres interesse i størst muligt omfang at

tilgodese denne. Eventuelt kan man, med henvisning til det daværende

projekts forløb, tilgodese en genbehandling, af den som vedtægt

behandlede projekt- og byggemodningssag nr. 9, eller imødekomme en

modereret interesse og vigtighed for projektet.

..

I foråret 1997 bliver der, på grundlag af den

retsvedtagne projekt- og byggemodningsplan nr. 9, begyndt byggemodning og

opførelse af de første enfamiliehuse.

..

Før projektet realiseres bliver der allerede i

foråret 1997 begyndt byggemodning af enkelte enfamiliehuse på

grundlag af projekt- og byggemodningsplan nr. 9.

Med vedtagelse af bebyggelsesplanen bliver projekt- og

byggemodningsplan nr. 9 sat ud af kraft."

III. Forklaringer.

Arkitekt fra klageren har bl.a. forklaret, at

selskabet der er klager i sagen, er 20 år gammelt, og at det ejes af

ham og en anden arkitekt. Der arbejder i gennemsnit 15 personer i selskabet.

Selskabets kundegruppe udgøres fortrinsvis af større

foretagender som pensionskasser, forsikringsselskaber og lignende. Der er

normalt tale om større boligbyggerier. Selskabet indgår

også i udviklingsprojekter, hvor man i forbindelse med en investor er

med fra starten af. Man har udfærdiget mange lokalplaner her i landet.

Selskabet har ikke arbejdet i Tyskland før, men f.eks. i Polen. Man

har samarbejdet med entreprenøren i 10-12 år omkring adskillige

større projekter. Denne sag startede i 1992/93, hvor arkitektfirmaet

blev kontaktet af en person fra byggeriet, der henledte opmærksomheden

på kommune A som et eventuelt interesseområde for firmaet. Man

besøgte området og fandt det interessant. Boligmassen i kommune

A var forfalden, og byen havde behov for nye boliger. Det var klart, at man

ikke kunne løfte opgaven alene, men at man måtte have en

investor med fra begyndelsen. Man kontaktede derfor entreprenøren og

beså stedet med ham i marts måned 1993. Entreprenøren var

interesseret, og der blev aftalt en fordeling af arbejdsopgaverne,

således at arkitektfirmaet skulle udfærdige lokalplan, medens

entreprenøren bl.a. skulle stå for finansiering og

grundkøb. Man tog derefter kontakt til kommunen med henblik på

at få fastlagt rammerne for lokalplanen, herunder bebyggelsesprocent,

hustyper etc. Der blev opnået god kontakt med tyske byplansarkitekter,

men for at sikre sig, at tyske byggeregler blev overholdt, indgik man aftale

med et tysk arkitektfirma, der skulle være med på den

tekstmæssige del af lokalplanen. En formaliseret aftale med

entreprenøren blev først indgået den 18. maj 1994. Det

var helt normalt i samarbejdet med entreprenøren, at en formaliseret

aftale først blev indgået, når gennemførelsen af et

projekt kunne anses for realistisk. Dette var tilfældet efter

lokalplanens godkendelse den 5. maj 1994. Det er helt normal praksis at

fordele honoraret som sket i aftalens punkt 10.1. Efter lokalplanens

godkendelse var det relevant at påbegynde byggemodningen, men dette var

ikke arkitektfirmaets opgave. Entreprenøren tog kontakt til et tysk

ingeniørfirma herom. Efter at byggemodningsprojektet var afsluttet,

hvilket kostede ca. 2 mio. kr., blev arbejdet med de første 5

rækkehuse igangsat i samarbejde med det tyske ingeniørfirma, nu

som konstruktionsingeniør. Man blev stort set færdig med

myndighedsprojekteringen, men der manglede nogle konstruktionsdetaljer fra

det tyske ingeniørfirma, hvorfor byggeansøgning ikke blev

indgivet til de tyske myndigheder. Materialet blev afleveret til

entreprenøren. Allongen af 10. maj 1995, der er konciperet af

arkitektfirmaet, blev udfærdiget på foranledning af

entreprenøren, der havde planer om at medinddrage en investor. Han

ønskede derfor større klarhed over, hvad arbejdet ville koste

fremover. Hverken entreprenøren eller arkitektfirmaet var i tvivl om,

hvorledes arkitekthonoraret skulle betales, og der var ingen uenighed om de

første 35 % af dette. Efter september 1995 begyndte man at rykke

entreprenøren for betaling. Man havde altid tidligere fået

betaling, om end ikke altid til tiden. Entreprenøren bad selskabet

vente med fakturering og oplyste, at der var opnået tilsagn om

finansiering. Det var således alene et tidsspørgsmål,

hvornår udbetalingen ville ske. I starten af 1996 ville man ikke vente

længere på betaling, hvorfor man fakturerede i marts 1996. Man

havde ikke på dette tidspunkt kontakt med den nuværende ejer af

det indklagede selskab. I juli måned 1996 blev der afholdt

generalforsamling i entreprenørens selskab X. Entreprenøren

opfordrede arkitektfirmaet til at deltage heri. Forinden mødet

tilkendegav entreprenøren, at det nok ville være en god ide,

hvis arkitekthonoraret blev nedsat fra 3 mio. kr. til 2 mio. kr. så

ville pengene falde med det samme. Man ønskede imidlertid ikke at

medvirke hertil. Efter mødet, hvor entreprenøren blev afsat,

bad den nuværende ejer om et møde i Danmark. Han kom hertil

nogle dage senere. Forinden havde firmaet udfærdiget en

opgørelse over dets krav. Opgørelsen blev gennemgået. Den

nye ejer havde ingen indsigelser og erklærede at ville betale

beløbet på de ca. 3 mio. kr. Ved besøg i kommune A i

sommeren 1997 konstaterede man - meget overraskende - at byggemodningen var i

fuld gang. Projektet svarede stort set til lokalplan nr. 9. Vejforløb

og udstykning var helt identisk med denne plan, dog at vejføringen et

enkelt sted var ændret. Det blev i kommune A oplyst, at man var i

færd med at udfærdige en Bebauungsplan (i det følgende

kaldt bebyggelsesplan nr. 42) for området. Det må anses for

teknisk umuligt, at man har kunnet udfærdige de tegninger, der knytter

sig til bebyggelsesplan nr. 42, uden at have anvendt arkitektfirmaets

diskette. Forskellen mellem lokalplan nr. 9 og den nye bebyggelsesplan nr. 42

ligger i, at der til lokalplan nr. 9 knytter sig en

gennemførelseskontakt. Det gør der ikke til bebyggelsesplan nr.

42. Ved lokalplan nr. 9 er det den, der bestiller lokalplanen, i sagen

entreprenøren, der skal gennemføre byggeriet, og som skal

tilvejebringe den fulde finansiering heraf. Kommunen ønskede en plan

svarende til lokalplan nr. 9. Man er ikke i arkitektfirmaet bekendt med, at

delfinansiering af byggeriet ikke skulle være mulig ved en plan

svarende til lokalplan nr. 9. Hverken entreprenøren eller den nye ejer

har på noget tidspunkt kritiseret arkitektfirmaets arbejde.

Den nye ejer af det indklagede selskab

har bl.a.

forklaret, at han gennem en dansk byggeleder et par år før 1995

fik kontakt til entreprenøren. Under et besøg i Berlin i 1995

fik han af entreprenøren tilbud om at komme med i kommune A projektet.

Han gik ind som passiv investor mod at overtage en ejerandel på 50 % af

entreprenørens selskab X og mod at yde et lån på ca. 4

mio. DM til selskabet. Han var under forhandlingerne repræsenteret af

advokat. Der var ingen bogføring eller regnskaber for selskabet, men

der forelå en oversigt over udestående fordringer. Oversigten,

der ikke viste det af nærværende sag omhandlede arkitekthonorar,

blev ikke drøftet i detaljer. Lånet på de 4 mio. DM blev

fortrinsvis anvendt til betaling af sælgerne af grundstykkerne i

projektet, medens resten var betaling for udlæg foretaget af

entreprenøren. Han mente, at alle bestående kreditorer dermed

var betalt. Han havde før aftalen fået at vide, at der var

tilsagn om finansiering, når grundstykkerne var betalt. Det var

entreprenøren, der skulle tilvejebringe finansieringen af projektet,

men intet skete. Han var selv med til et par møder i banken. Når

det ikke lykkedes at opnå finansiering, skyldtes det dels

konjunkturmæssige årsager, dels entreprenørens

dårlige renommé. Han kunne ikke selv skaffe finansieringen. Det

var han ikke kendt nok til i Tyskland. Han tog selv initiativ til

generalforsamlingen i juli 1996 i entreprenørens selskab X. Han

overvejede at gå ud af selskabet. Muligvis skulle der ske salg til

tredjemand. Han havde ikke talt med arkitekten før

generalforsamlingen. Det kom her frem som et lyn fra himlen, at arkitekten

mente at have et krav mod selskabet på ca. 3 mio. kr. Han var på

arkitektens kontor i Danmark kort efter generalforsamlingen. Han blev her

informeret om, at selskabet skyldte arkitekten penge. Han kan under

mødet have sagt, at hvis selskabet skyldte penge, måtte

selskabet betale. Han har ikke reageret over for arkitektens krav af 16. (18)

juli 1996. Han betalte 500.000 DM for at overtage entreprenørens

aktier i selskabet for at blive eneejer. Han kendte da arkitektens krav

på 3 mio. kr.

Entreprenøren

har bl.a. forklaret, at han

har haft flere projekter sammen med arkitekten før projektet i kommune

A. Lokalplanen er altafgørende, og det er helt sædvanligt, at en

formelig samarbejdsaftale først indgås, når der er

sikkerhed for, at lokalplanen godkendes. Derfor er den skriftlige aftale

mellem ham og arkitektfirmaet først indgået den 18. maj 1994.

Indtil dette tidspunkt var der mundtligt aftalt retningslinjer for

samarbejdet, hvilket er helt normalt i branchen. Han betalte arkitektfirmaet

et mindre beløb under lokalplanens udarbejdelse. Han husker ikke,

hvornår forhandlingerne med den nye ejer påbegyndtes i forhold

til allongen af 10. maj 1995. Den nye ejer ønskede mere præcise

spilleregler for, hvornår ydelserne forfaldt. Alle regnede med, at et

byggelån hurtigt blev opnået. Dette var en klar

forudsætning for indholdet af allongen. Når arkitektfirmaets krav

på 3 mio. kr. ikke er med i den oversigt, der medfulgte

overdragelsesaftalen af 15. maj 1995 mellem ham og den nye ejer, skyldtes

det, at oversigten, ud over beløb til betaling af grundstykkerne,

alene medtog forfalden gæld. Man skyldte nok arkitektfirmaet godt 3

mio. kr., men beløbet var endnu ikke forfaldent. Når han indgik

aftale med den nye ejer i 1995, var det, fordi han indså, at han ikke

ville være i stand til at løfte opgaven alene. Han søgte

derfor en partner. De tyske banker krævede, at grundene var betalt,

førend lån kunne ydes. Den nye ejer havde to gange tidligere

søgt kontakt med ham for at få nogle opgaver. Med et lån

på 4 mio. DM var grundene betalt. Den nye ejers lån rykkede op

for et pantebrev på 7 mio. DM til finansiering af selve byggeriet. Han

mente, at lånet var tilstrækkeligt til at få finansieringen

i gang. Den nye ejer skulle fremsende egne kreditoplysninger, men var ikke

meget herfor. Det var hans opfattelse, at den nye ejers advokat, ikke var

særlig interesseret i, at den nye ejer skulle gennemføre

byggeriet i samarbejde med vidnet. Han havde mundtligt tilsagn fra en bank om

finansiering, men banken trak sig på grund af manglende oplysninger fra

den nye ejer. Situationen tilspidsedes, dels som følge af

byggefristens udløb, dels på grund af arkitektfirmaets krav

på betaling. Den nye ejer bad ham få disse forhold afklaret. For

så vidt angår arkitekthonoraret foreholdt han den nye ejer, at

selskabet havde pligt til at betale. Den nye ejer ønskede imidlertid

at slippe billigere. Vidnet foreslog derfor arkitektfirmaet en betaling

på 500.000 DM, hvilket han også gjorde den nye ejer bekendt med.

Der var ingen kritik af arkitektydelsen, og kommunen A var glad for

projektet.

Den tyske arkitekt

har bl.a. forklaret, at han

driver arkitektvirksomhed i Tyskland. Midt i 1993 fik han af klager i

nærværende sag i opdrag at forestå den

tegningsmæssige og tekstmæssige udformning af lokalplan nr. 9.

Denne plan er knyttet til en investor og ledsages af en aftale mellem

investor og kommunen om realisering af det samlede projekt. Bebyggelsesplan

nr. 42 er i tidsmæssig sammenhæng mere vidtfavnende. I

realiseringen er man stillet friere. Man er f.eks. således ikke bundet

til samme investor, ligesom man ikke er bundet til et bestemt

åremål i relation til gennemførelsen af projektet.

Kommunen havde interesse i en plan svarende til lokalplan nr. 9, der ikke

indeholdt økonomiske forpligtelser for kommunen, idet stort set alt

skulle betales af investor.

Den nye ejers advokat

har bl.a. forklaret, at han

kom ind i det projekt, nærværende sag omhandler, i april/maj

1995. Den nye ejer fortalte ham, at entreprenøren havde tilbudt ham 50

% af selskabet X mod, at den nye ejer ydede et lån på 4 mio. DM.

Der forelå ikke under forhandlingerne om den nye ejers indtræden

i selskabet regnskaber for dette. Han ønskede derfor en liste over

selskabets gældsposter. Entreprenøren udfærdigede listen,

men man diskuterede ikke enkelt kreditorer. Der var et budget for fremtidige

omkostninger, hvortil også hørte arkitektomkostninger. Budgettet

var bl.a. afgørende for overskuddets størrelse. Budgettet blev

udfærdiget bl.a. for at forhindre, at de fremtidige

arkitektomkostninger skulle begrænse det fremtidige driftsresultat.

Arkitekt- og ingeniørudgifterne beløb sig til 3,6 mio. DM.

Hverken i oversigten over gældsposter eller i budgettet over fremtidige

omkostninger indgik det beløb, som nærværende sag drejer

sig om. Det var ham, der på den nye ejers vegne tog initiativet til at

indkalde til generalforsamlingen i juli 1996. Man var da blevet klar over, at

selskab X var insolvent. Det var nødvendigt at indkalde til

generalforsamlingen for at beskytte den nye ejer. Hvis entreprenøren

gik konkurs, ville den nye ejer risikere at miste hele sit indskud på 4

mio. DM. Han kendte ikke arkitektfirmaet før generalforsamlingen eller

dets krav. Entreprenøren havde forsikret, at der intet krav bestod fra

arkitektfirmaet. Når det ikke lykkedes for entreprenøren at

opnå finansiering af byggeriet, skyldtes det flere forhold.

Byggekonjunkturerne var ikke længere så gode som tidligere.

Endvidere var entreprenørens renommé dårligt. Endelig var

lokalplan nr. 9 ikke egnet som plan for det omhandlede meget omfattende

byggeri. Ved anvendelse af en sådan plan kan kommunen først give

sin endelige godkendelse, når alle foranstaltninger er iværksat,

d.v.s. at alle huse fysisk skal være opført, førend det

enkelte hus kan sælges. Dette kunne ikke gennemføres på

grund af økonomien. Usikkerheden var for stor til, at bankerne ville

finansiere. Hvis man ikke har penge nok, skal man vælge en

bebyggelsesplan svarende til bebyggelsesplan nr. 42. Han er nu prokurist i

det indklagede selskab og ansvarlig for kommune A projektet. Det har vist sig

nødvendigt med en ny plan, en Bebauungsplan. Kommunen har givet

grønt lys for et projekt efter en sådan plan, og kommunen har

uddelegeret arbejdet til et privat byggearkitektfirma. Omkostningerne ved

firmaets arbejde afholdes af det indklagede selskab. Man havde håbet,

at man kunne gå ud fra de gamle tegninger og planer, men det har vist

sig umuligt på grund af de ændringer i projektet, kommunen har

ønsket. Som følge af skiftet i planen har byen fået frie

hænder og har benyttet dette til at kræve en tættere

bebyggelse med mindre bygninger. Kommunen har endvidere ønsket flere

grønne områder. En oprindelig planlagt skole er samtidig blevet

opgivet. Hele projektet, der nu kun angår salg af parcelhusgrunde, er

dermed væsentligt ændret. Lokalplan nr. 9 er ophævet for en

måned siden. Bebyggelsesplan nr. 42 er under godkendelse, men har endnu

ikke opnået retsvirkning. Der er i dag solgt ca. 40 grunde.

En arkitekt ansat af det indklagede selskab

har

bl.a. forklaret, at han i foråret 1997 hørte fra den nye ejers

advokat om byggeriet. Han har deltaget i planlægning af den indre ring.

Han har ikke været inddraget i udarbejdelsen af bebyggelsesplan nr. 42,

men han kender den. Han kender ikke nærmere til lokalplan nr. 9. En

plan svarende til lokalplan nr. 9 gør det muligt for en kommune at

realisere et byggeri forholdsvis hurtigt, men hele byggeriet skal realiseres

under ét. Han mener, at lokalplan nr. 9 ikke er en egnet plan for et

byggeri som det i kommune A. Byggeriet er af en sådan

størrelsesorden, at det er vanskeligt at realisere hele projektet som

en enhed. En plan som lokalplan nr. 9 bruges ved mindre bebyggelser eller

industrianlæg. Kommunen har godkendt projektet og må såvel

antages at have ønsket byggeriet udført som helhed. Den

finansielle risiko påhvilede jo investor og ikke kommunen. Et

sædvanligt arkitekthonorar for bebyggelsesplan og projektforslag ville

i Tyskland andrage ca. 100.000 DM. Han har selv endnu ikke modtaget honorar

for sit arbejde i forbindelse med projektet i kommune A.

IV. Klagerens procedure.

Klager har indledningsvis bemærket, at

indklagedes betalingsforpligtelse over for klager følger af aftalen af

22. maj 1994 suppleret med allongen af 10. maj 1995. Det følger af

allongen, at indklagede skal betale for lokalplan, forprojekt og projektering

af nogle rækkehuse. 2 mio. kr. skal betales, når byggeplan er

etableret i august og 1.154.375 kr. senest ved udgangen af september 1995.

Ifølge aftalen er klagers tilgodehavende således forfaldent til

betaling ultimo september 1995. Honoraret følger branchenormerne og er

helt sædvanligt både for klagers ydelse i et projekt som det

foreliggende og imellem samarbejdspartnerne. Der er ikke senere mellem

parterne truffet modstående aftale, ligesom der ikke er indtrådt

omstændigheder, der skulle medføre, at betalingsaftalen ikke

skal gennemføres. Betalingsforpligtelsen er ikke bestridt i tiden maj

1995 til maj 1996. Indklagede har ikke protesteret over klagers krav, men har

tværtimod over for denne i sommeren 1996 vedstået

betalingsforpligtelsen.

Klagers honorarkrav er ikke bortfaldet som følge af

manglende finansiering. Ifølge aftalen af 15. maj 1995 mellem

entreprenøren og indklagede skulle sidstnævnte indskyde 4 mio.

DM i selskabet for at overtage 50 % af dette. Med dette beløb kunne

grundene frikøbes. Lokalplanen var allerede gennemført, og

finansieringsbehovet blev i november 1995 opgjort til ca. 7 mio. DM. Ingen

forudså på dette tidspunkt finansieringsproblemer. Tanken om, at

finansieringen ikke skulle lykkes, var ikke fremme. Honorarkravet var

definitivt forfaldent ultimo september 1995 og var ikke knyttet til

forudsætninger om byggelån. At fakturering først skete i

1996, skyldtes alene klagers smidighed over for entreprenøren i det

mellem dem bestående samarbejde. Den interne fordeling af de 4 mio. DM

og opgørelsen af finansieringsbehovet havde intet med klager at

gøre.

Klagers honorarkrav er baseret på en aftale mellem

klager og entreprenørens projekteringsselskab. Det er mellem disse

parter, striden står. Hvad aktionærerne har fortalt hinanden, er

uden betydning for indklagedes pligt til at betale klager. Indklagede

handlede i øvrigt med entreprenøren i sommeren 1996 på et

tidspunkt, hvor han var bekendt med, at klager havde et honorarkrav og dettes

størrelse.

Det er ganske udokumenteret og forkert, dels at klager

skulle have begået fejl ved valget af bebyggelsesplan, dels at klager

ikke skulle have taget hensyn til tysk byggeret. Der er ikke på noget

tidspunkt rejst kritik af klagers arbejde. Indklagedes advokats udsagn er

ikke underbygget. Der er ikke efter lokalplan nr. 9 eller

gennemførelsesaftalen hertil noget til hinder for en successiv

bebyggelse, men alene tidsfrister for gennemførelsen af det samlede

byggeri. Valget af planen er sket i samarbejde mellem professionelle

partnere, herunder kommune A. For en investor ville en plan svarende til

bebyggelsesplan nr. 42 muligt være mere hensigtsmæssig end en

plan svarende til lokalplan nr. 9, medens denne plan vil være at

foretrække for professionelle arkitekter og entreprenører.

På tidspunktet for indklagedes indtræden i det indklagede selskab

i 1996 var der klart tale om lokalplan nr. 9.

Byggemodning er nu gennemført, og bebyggelsen

skyder op på grundlag af lokalplan nr. 9, der har været

regelgrundlaget indtil udgangen af marts 1998. Bebyggelsesplan nr. 42 er i

alt væsentlig identisk med lokalplan nr. 9, og det er

meningsløst at hævde, at det har været nødvendigt

efter opgivelsen af lokalplan nr. 9 at starte helt forfra. Klagers indsats i

forbindelse med lokalplanen har været meget betydelig, og indsatsen er

ydet efter parternes aftale og må honoreres herefter. Det ville

være urimeligt, hvis indklagede kunne tilegne sig produktet og

sælge det uden at yde arkitektvederlag til klager.

Der er i det foreliggende intet grundlag for, at klagers

honorar skulle bortfalde eller nedsættes i medfør af

aftalelovens § 36.

V. Indklagedes procedure.

Indklagede har indledningsvis anført, at

hovedparten af det tegningsmateriale, som klager kræver betaling for,

var udført såvel før stiftelsen af selskab X som

før aftalen af 22. maj mellem klager og entreprenøren. Det

nævnte selskab var stiftet med en kapital på 50.000 DM, der end

ikke var indbetalt kontant, og selskabet kunne ikke forventes at kunne

honorere klagers krav.

Der var mellem sagens parter en klar aftale om, at klagers

honorar skulle udbetales ved 100% fremmed finansiering. En sådan

finansiering blev ikke opnået og kunne ikke opnås på

baggrund af det af klageren udførte arbejde. Ifølge pkt. 14.3 i

aftalen af 22. maj 1994 skulle betaling af klager afvente finansiering af

byggeprojektet. Der skete ikke nogen realitetsændring heri ved allongen

af 10. maj 1995. Bestemmelserne i punkt a og b om honorarfordelingen i etape

I, der alene erstatter punkt 10.1 i aftalen af 22. maj 1994, men ikke punkt

14.3, må naturligvis læses i sammenhæng, således at

udbetaling først skal ske, når byggelån er etableret.

Skulle der efter formuleringen være tvivl herom, må denne tvivl

komme klager, der har konciperet allongen, til skade. Indklagedes opfattelse

er bekræftet af entreprenøren, hvorefter selskabet nok skyldte

klager penge, men gælden var ikke forfalden. Den i aftalen af 22. maj

1994 og i allongen af 10. maj 1995 nævnte finansiering blev aldrig

opnået, uden at dette kan lægges indklagede til last. Den

manglende finansiering var årsag til, at det indklagede selskab

måtte opgive lokalplan nr. 9 og erstatte denne med en helt ny plan. Den

manglende finansiering må medføre, at klager ikke har krav

på honorar.

Såfremt den manglende finansiering af byggeprojektet

ikke kan begrunde frifindelse af indklagede, må honoraret til klager

bortfalde helt eller delvis som følge af, at klagers arbejde er

værdiløst for indklagede. Det kan ikke tillægges

betydning, at kommunen har godkendt lokalplanen. Kommunen havde ingen

interesse i at fraråde planen. Man havde tværtimod interesse i at

binde en investor op på gennemførelse og betaling af hele

projektet. Hverken klager, der første gang opererede i Tyskland, eller

entreprenøren kendte forskel på de to slags planer, ligesom

ingen af dem var bekendt med forbuddet mod opdeling. En samlet

gennemførelse af projektet efter lokalplan nr. 9 ville have

krævet en investering på 40 mio. DM. En finansiering i

overensstemmelse hermed var helt urealistisk. Da projektet ikke kunne

gennemføres efter lokalplan nr. 9, måtte denne opgives og en

helt ny plan udarbejdes. Da kommune A var frigjort af den oprindelige plan,

ønskede kommunen en ændret bebyggelse. Klagers ydelse har vist

sig uanvendelig for indklagede på grund af et for stort

finansieringsbehov. Klager har begået en klar faglig fejl ved at ville

gennemføre projektet efter lokalplan nr. 9 i stedet for en plan

svarende til bebyggelsesplan nr. 42 og ved ikke at rådgive det

indklagede selskab om de forskellige plantyper. Det har været

nødvendigt at skrotte klagers arbejde, og dennes honorar må

derfor bortfalde eller væsentligt nedsættes.

Såfremt hverken den manglende finansiering af

byggeriet eller uanvendeligheden af klagers projekt kan føre til det

af indklagede påståede resultat, må klagers honorar

bortfalde eller hvert fald nedsættes i medfør af aftalelovens §

36. Forholdene ved indgåelsen af aftalen af 24. maj 1994, aftalens

indhold og efterfølgende omstændigheder må føre til

dette resultat. Arbejdet er fra starten af udført af klager på

eget initiativ og uden rekvisition fra tredjemand. Der kan herefter ikke

kræves betaling, når anstrengelserne ikke bar frugt. En aftalt

betaling på 35 % af arkitekthonoraret alene for lokalplan nr. 9,

forprojektet og projekteringen af nogle rækkehuse er urimeligt

højt og helt usædvanligt efter tysk byggeret. En tysk arkitekt

ville have kunnet kræve 100.000 DM. Indklagede er af

entreprenøren holdt i uvidenhed om klagers krav, og klager har undladt

før sommeren 1996 at kontakte indklagede om kravet. Indklagede har

ikke over for klager vedstået gælden, men alene givet udtryk for,

at selskabet hæftede for, hvad det juridisk var forpligtet til.

Indklagede har ikke påtaget sig videregående forpligtelser.

VI. Voldgiftsrettens bemærkninger.

Det følger af aftalen af 22. maj 1994 mellem

klager og det indklagede selskab suppleret med allongen af 10. maj 1995, at

det indklagede selskab har påtaget sig at yde klager honorar for

teknisk rådgivning og bistand vedrørende et byggeprojekt i

kommune A omfattende bl.a. bebyggelsesplan, samt projektering af et antal

rækkehuse. Ifølge punkt 14.3 i aftalen af 22. maj 1994 har

klager erklæret sig indforstået med, at betaling af honorarrater

først skal anses som forfaldne til betaling 8 dage efter, at

byggelån er etableret, eller aftale med investor om finansiering er

indgået. Bestemmelsen er ikke ændret ved allongen af 10. maj

1995, hvorefter der for allerede udført projektering skal udbetales a.

2 mio. kr., når byggelån er etableret i august, medens b.

1.154.375 kr. skal betales senest ved udgangen af september 1995.

Voldgiftsretten finder at måtte give indklagede medhold i, at

bestemmelsen i allongen under punkt a. og punkt b. naturligt må

læses i sammenhæng, således at klager herved er

indgået på at afvente betaling, indtil finansieringen af

byggeriet var tilvejebragt.

Imidlertid må det efter de afgivne forklaringer

lægges til grund, at såvel klager som indklagede på

tidspunktet for allongens oprettelse anså finansiering for umiddelbart

forestående. Entreprenøren har således forklaret, at der

forelå finansieringstilsagn fra en tysk bank, når grundstykkerne

var betalt. Midler hertil ville blive tilvejebragt ved lånet på 4

mio. DM fra den nuværende ejer af det indklagede selskab ifølge

aftalen af 15. maj 1995 mellem entreprenøren og den nuværende

ejer. Det har således ligget helt uden for parternes

forudsætninger, at finansieringen ikke skulle blive tilvejebragt. Der

er derfor ved affattelsen af allongen taget stilling til, hvad der skulle

gælde, hvis finansieringen ikke blev opnået. Voldgiftsretten

finder på denne baggrund, at der ikke i ordlyden af allongen kan

indlægges nogen opgivelse fra klagers side af honorarkravet for det

tilfælde, at denne situation indtraf. Klager har for så vidt

angår bebyggelsesplan, projektforslag og projektering af nogle

rækkehuse udført det arbejde, der var aftalt mellem klager og

indklagede, og den manglende finansiering af projektet kan ikke begrunde, at

indklagede ikke skal betale for klagers ydelser. Det forhold, at hovedparten

af arbejdet af klager er udført før aftalen af 22. maj 1994,

kan ikke føre til noget andet resultat. Arbejdet er udført

efter retningslinjer mundtligt aftalt mellem parterne, og det var efter det

oplyste sædvanligt i samarbejdet mellem klager og entreprenøren,

at formelig aftale først blev indgået, når der var rimelig

sikkerhed for, at projektet kunne realiseres. At fakturering fra klagers side

først skete i marts 1996, kan heller ikke tillægges betydning

for resultatet. Fakturering blev udskudt efter ønske fra

entreprenøren.

Såvel den mundtlige som den senere skriftlige aftale

af 22. maj 1994 mellem klager og indklagede angik en Vorhaben- und

Erschliessungsplan (VE-plan nr. 9). Gennemførelsen af projektet blev

forhandlet mellem entreprenøren og kommune A, og den aftale af 30.

marts 1994, som blev indgået mellem disse, var også en aftale om

VE-plan. Klager var uden indflydelse på sidstnævnte aftale og

havde således heller ikke indflydelse på, om aftalen indebar, at

alle huse skulle opføres før salg.

Voldgiftsretten finder på denne baggrund, at det

ikke kan bebrejdes klager som en faglig fejl, at VE-plan nr. 9 blev valgt i

stedet for en Bebauungsplan. Det bemærkes herved, at klager var uden

indflydelse på finansieringen af projektet. Det er ikke nærmere

oplyst eller dokumenteret, i hvilket omfang formen for bebyggelsesplan har

været drøftet mellem parterne. Det fremgår derimod af det

foreliggende materiale, at klager har leveret den ydelse, der var aftalt.

Voldgiftsretten finder, at der ikke er noget grundlag for

at fastslå, at lokalplan nr. 9 har været uanvendelig, selv efter

at det indklagede selskab og kommune A ønskede et ændret

byggeri. Det fremgår efter voldgiftsrettens opfattelse klart, at

bebyggelsesplan nr. 42 er baseret på lokalplan nr. 9. Der er herefter

ikke grundlag for at lade klagers honorar bortfalde eller nedsætte

under henvisning til, at klagers arbejde har været

værdiløst for indklagede.

Voldgiftsretten finder endelig, at der ikke i forholdene

ved indgåelsen af aftalen af 22. maj 1994, i denne aftales indhold

eller i efterfølgende omstændigheder er grundlag for at lade

klagers krav på honorar for det udførte arbejde bortfalde eller

nedsætte i medfør af bestemmelsen i aftalelovens § 36. Klagers

arbejde er ikke udført uden rekvisition, men efter aftale med

indklagede, og det krævede honorar er ikke usædvanligt efter

dansk byggeret. Selv om det måtte lægges til grund, at

entreprenøren har forholdt den nuværende ejer af det indklagede

selskab oplysninger om klagers krav, kan dette ikke tillægges betydning

i forholdet mellem klager og indklagede.

Som følge af det anførte skal indklagede

betale 3.121.123,05 kr. til klager. Indklagede har ikke haft

bemærkninger til klagers rentepåstand.

Indklagede skal i sagsomkostninger til klager betale

100.000 kr.

Indklagede skal betale de med voldgiftsrettens behandling

af sagen forbundne omkostninger.

Der afsiges herefter sålydende

KENDELSE:

Indklagede skal til klager betale 3.121.123,05 kr. med

tillæg af renter 2 % pr. måned fra den 19. marts 1996, til

betaling sker.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 100.000 kr. til

klager.

I parternes indbyrdes forhold skal indklagede betale de

med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger.

De ikendte beløb skal betales inden 14 dage efter

denne kendelses afsigelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter