Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet
for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Vedrører ABR 89, honorering.
Indledning.
Under denne sag har klager nedlagt påstand om,
at indklagede tilpligtes at betale klageren 3.121.123,05 kr. med renter heraf
2 % pr. måned fra fakturadato den 19. marts 1996.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klager har opgjort sit krav således:
Faktura pr. d.d. (19/3 1996)
d. kr. 3.185.811,05
Rest til fakturering
d. kr. 225.312,00
d. kr. 3.411.123,05
Tidligere faktureret
d. kr. 290.000,00
I alt vort tilgodehavende
d. kr. 3.121.123,05
Sagen er behandlet af en af Voldgiftsnævnet for
Bygge- og Anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret bestående af
direktør, ingeniør M.IDA Ole Davidsen, arkitekt m.a.a. Lars
Møller og højesteretsdommer Jacques Herman.
Mundtlig forhandling i sagen fandt sted i dagene den 21.
april og den 27. april 1998.
Sagens omstændigheder.
Det er oplyst, at klager og en entreprenør i
foråret 1993 indledte et samarbejde om opførelse af et
boligbyggeri på et grundstykke, stort ca. 170.000 m2, i en by i
Tyskland, herefter kaldet kommune A. Arealet ejedes af dels af kommune A,
dels af en eller to private grundejere. Det er endvidere oplyst, at
Læs alt
entreprenøren med henblik på erhvervelse af arealet og
gennemførelse af projektet den 26. januar 1994 stiftede et tysk
selskab, herefter kaldet selskab X.
Efter det oplyste godkendte myndighederne i kommune A den
5. maj 1994 en af klager udarbejdet "Vorhaben- und Erschliessungsplan
nr. 9, Wohngebiet Südlich Des ." (i det følgende
benævnt VE-plan eller lokalplan nr. 9), dateret den 30. marts 1994. I
planen hedder der bl.a.
"Til vedtagelse i kommune A af byggemodnings- og
projektplan nr. 9, boligområde sydlige
.
Antal boliger
I alt opføres 335 boliger.
..
Antal beboere
Ved en gennemsnitlig benyttelse af 3 personer pr.
boligenhed opnås følgende antal for planområdet: 1.100
beboere.
8. Forholdsregler for projektets realisering
Til projektet foreligger gennemførelseskontrakt
i underskrevet stand. Væsentlige dele af denne kontrakt er:
Kontraktopfyldelsesansvar for kontraktindehaveren er
på 1 mio. DM til udgifter for byggemodning.
Afslutning af byggemodningsforanstaltninger inden for
2 år.
Komplet færdiggørelse af bebyggelsen fra
bygherreside inden for 5 år.
I købskontrakter for de enkelte parceller
indføres en byggefrist på 5 år.
Bygherren er ifølge eget udsagn i stand og villig
til at realisere byggeriet inden for disse rammer.
En del af grundstykkerne i planområdet for
byggemodningsprojektet er allerede erhvervet af bygherren privat. De
øvrige grundarealer er ifølge kommune A til erhvervelse. Det
kan forventes, at gammelt krav på grundstykke 278 frafaldes. Hvis ikke
er bygherren villig til at købe grundstykket af den tidligere
indehaver.
Byggeopstart er planlagt i midten af august 1994.
9. Omkostninger og finansiering
Bygherren finansierer projektet og byggemodningen. De
opførte boligenheder og de lukkede parcelgrunde sælges eller
lejes efter færdiggørelse til private.
Under projektet hører de uforudsete bebyggelser,
forsynings- og spildvandsnet, veje og gader, grønne områder
inklusiv retableringsforanstaltninger og legepladser inden for
gyldighedsområdet. Herudover skal bygherren forestå finansiering
af det projektet nødvendige byggemodningsarbejde."
Den i lokalplanen omtalte gennemførelseskontrakt er
indgået mellem kommune A og entreprenøren.
Den 18. maj underskrev klager (kaldet rådgiveren) og
entreprenøren (kaldet klienten) en aftale om teknisk rådgivning
og bistand ved byggeopgaver. I aftalen der bærer datoen 22. maj 1994,
hedder det bl.a.:
"2. Opgaven.
Aftalen omfatter teknisk rådgivning og
bistand vedrørende:
Arkitektprojekteringsarbejder i forbindelse med
bebyggelsesplan og byggeri i.h.t. bebyggelsesplan for kommune A, nr. 9, hvor
rådgiveren har udarbejdet en bebyggelsesplan, dateret den 21.06.93, som
senere er tilrettet, og godkendt af byrådet i kommune A den
05.05.94.
Arkitektprojekteringsarbejdet omfatter således
både bebyggelsesplanen samt projektering af bebyggelsen herunder
rækkehuse, kædehuse, punkthuse, balkonhuse og etagehuse, men
eksklusive enfamiliehuse på enfamiliehusgrunde.
3. AFTALEGRUNDLAGET.
3.1. Følgende rådgivningsmateriale:
Bebyggelsesplan i henhold til den af rådgiveren
udarbejdede Kommune A Vorhaben- und Erschliessungsplan nr. 9, dateret
21.06.93 og senere tilrettet.
RÅDGIVERENS YDELSER.
Bebyggelsesplan (Vorhaben- und Erschliessungsplan
nr. 9).
Projektforslag.
Forprojekt.
Myndighedsprojekt.
Hovedprojekt.
Projektopfølgning.
Deltagelse i nødvendige byggemøder
på byggepladsen.
..
8. HONORAR.
8.1
I henhold til aftale mellem klienten og
rådgiveren skal rådgiverens honorar opgøres ifølge
danske honorarregler for "Almindelige bestemmelser for teknisk
rådgivning og bistand (ABR 89)".
Beregningsgrundlaget for ABR 89 baseres på honorar i
forhold til de faktiske byggeudgifter.
Klienten og rådgiveren er enige om at omsætte
dette beregningsgrundlag fra at være variabel baseret på
byggeudgifter, til et fast arkitekthonorar udregnet pr. m2 projekteret
byggeri.
..
8.3
Honorar pr. m2 byggeri i henhold til pkt. 8.1
og 8.2 udgør: kr. 356,00 pr. m2 eksklusive moms og afgifter.
..
10. UDBETALING AF HONORAR OG UDLÆG:
10.1
a)
Ved myndighedernes godkendelse af den i pkt. 4.1.- a
nævnte bebyggelsesplan.
20 %
b)
Projektforslag
15 %
c)
Forprojekt
20 %
d)
Myndighedsprojekt
10 %
e)
Hovedprojekt
25 %
f)
Projektopfølgning
10 %
..
14. SÆRLIGE BESTEMMELSER.
14.1
Honorar i henhold til pkt. 10 er forfalden
til betaling 8 dage efter modtagelse af faktura.
Ved for sen betaling tillægges 2 % i rente pr.
måned.
..
14.3
Uanset det i stk. 10 nævnte er
rådgiver indforstået med, at betaling af honorarrater
først skal betragtes som forfaldne til betaling 8 dage efter, at
byggelånet er etableret, henholdsvis at der er indgået aftale med
investor om finansiering af byggeprojektet."
Den 8. juli 1994 indgik entreprenøren en
grundkøbsaftale med kommune A købspris 1.307.500 DM.
Den 10. maj 1995 underskrev klager og entreprenøren
en allonge til aftalen af 22. maj 1994 om teknisk rådgivning og bistand
ved byggeopgaver. Det hedder i allongen bl.a.:
"Efterfølgende indhold erstatter afsnit 10.1 i
afsnit 10, udbetaling af honorar og udlæg.
ALLONGE nr. 1 har til formål at regulere og definere
udbetaling af rådgiverens honorar for allerede udført
projekteringsarbejde som efterfølgende bestilles af klienten.
Alle beløb er ekskl. moms og afgifter.
Honorarfordeling og udbetaling.
Etape I bebyggelsesplan og projektforslag.
For allerede udført projektering udbetales:
a.
Når byggelån er etableret august
(22 %)
Kr. 2.000.000
b.
Senest ved udgangen af september 1995
(13 %)
Kr. 1.154.375
..
Etape II 50 stk. rækkehuse.
Projektering af 5 stk. rækkehuse
igangsættes pr. 1. juli 1995.
Projektering af øvrige 45 stk. rækkehuse
igangsættes efter aftale."
Allongen indeholder bestemmelser om honorarfordeling og
udbetaling ved yderligere tre etaper.
Den 15. maj 1995 indgik entreprenøren og den
nuværende ejer af det indklagede selskab en aftale, hvori det bl.a.
hedder:
" Entreprenørens Holding firma i det
efterfølgende kaldet sælger holder en forretningsandel
med pålydende værdi på DM 100.000,00 (ethundredetusinde
tyske mark) af de i alt DM 100.000,00 (ethundredetusinde tyske mark)
andragende indskudskapital i dette selskab til selskab X, indført i
handelsregisteret i amtsretten. Indskudskapitalen er betalt i sin fulde
størrelse.
Den under pkt. 1 nævnte forretningsandel bliver
delt i to forretningsandele med pålydende værdi på hver DM
50.000 (skrevet femtitusinde tyske mark) med salgsformål for
øje.
Sælger sælger den under pkt. 2
nævnte forretningsandel på 50.000 DM til det indklagede selskab
i det efterfølgende kaldet køber og overdrager denne
til køber, som overtager.
Købsprisen andrager DM 50.000,00.
..
Da der endnu ikke foreligger nogen status for
selskabet til den 31.12.1994, sikrer sælgeren, at der ikke foreligger
nogen forretningsbegivenheder samt kontraktlige forpligtelser som forpligter
hhv. belaster selskabet, med undtagelse af de kendte krav i henhold til
bilag, som er køber bekendt, som delvis eller endnu ikke er
betalt.
Sælger sikrer endvidere om, at selskabet X er
eneindehaver af de samlede projekteringsrettigheder for boligbyggeriet i
kommune A, at der ikke består rettigheder fra tredjemand på disse
projekteringsrettigheder, og at der for den samlede projekterings- og
byggemæssige realisering ikke vil opstå yderligere
projekterings-, arkitekt-, ingeniør- og byggeledelsesomkostninger, end
der er angivet i den samlede oversigt af 21.7.1994 over omkostninger og
indtægter på 3.656.200 DM.
Køber forpligter sig til, at formidle et
lån med pålydende værdi på 4.000.000 DM for selskab X
til følgende betingelser:
Udbetaling 100 %, renter 13 % p.a., løbetid 3
år,
Sikkerhed: Samlet ejerpantebrev på 4.000.000,
på de tre købsobjekter i prioritet efter de indsatte
ejerpantebreve til gunst for forretningsbankerne på indtil 7.000.000
DM
Lånet skal i det væsentlige tjene til at
afdække de fra selskabet indgåede grundstykskøbskontrakter
opståede købsprisfordringer."
I en under sagen fremlagt budgetoversigt af 15. november
1995 fra selskab X om finansieringsbehov i DM fremgår bl.a.:
" 4
Architekthonorar, VE-plan + Gebäudeplanung, 1 BA
Ausarbeitung derges. VE-Planes + Planung von 5
Reihenhäusern
800.000,00
10
Baukosten, 5 stck. Reihenhäuser
Komplette Erstellung von 5 Reihenhäusern
1.050.000,00
Gesamt Finanzierungsbedarf
7.495.000,00"
Den 8. juli 1996 blev der afholdt generalforsamling i
selskab X. I referatet herfra udarbejdet af den nuværende ejers
advokat, hedder det bl.a.:
"På grund af selskabets kritiske situation
måtte der på generalforsamlingen konstateres, at i modstrid med
de lovmæssige forskrifter er der ikke blevet udfærdiget status
for 1994 og 1995, det til Finansamtet for 1994 fremsendte udkast viste falske
tal, intet reglementeret bogholderi for selskabet for året 1995 blev
gennemført og der kunne heller ikke fremlægges belæg eller
dokumenter over selskabets faktiske skyld. Der blev gensidigt henvist til
mulige strafferetlige konsekvenser.
Da anden enighed ikke kunne komme i stand, blev
følgende besluttet i henhold til dagsordenen:
Med stemme fra den nuværende ejer af det indklagede
selskab bliver inddragelsen af entreprenørens Holding´s
forretningsandele besluttet ud fra en vægtig grund.
Efter denne beslutning erklærede klager, at han var
selskabets arkitekt, og at han pr. den 08.07.1996 har et krav på
750.000 DM overfor selskabet. Dette tal blev foreholdt entreprenøren
med henblik på firmaskylden. Der kunne ikke opnås enighed.
Direktør "entreprenøren" bliver af
vægtige grunde omgående afskediget."
Med en skrivelse af 10. juli 1996 fremsendte klager
aftalen af 22. maj 1994 samt allongen af 10 maj. 1995 til den nuværende
ejer af det indklagede selskab.
I en skrivelse dateret 16. juli 1996 (skal formentlig
være 18. juli 1996) fra klager til det indklagede selskab hedder det
bl.a.:
"Indledningsvis tak for vort hyggelige møde i
går.
Som aftalt fremsender jeg hermed kopi af en
opgørelse af 18.07.1996 til selskab X, hvoraf fremgår at vort
tilgodehavende er d. kr. 3.121.123,00.
Jeg er glad for din bekræftelse af at du vil afregne
vort tilgodehavende primo august 1996."
I en skrivelse af 23. august 1996 meddelte
entreprenøren klager, at aktiverne i selskab X var afhændet til
den nuværende ejer, idet det ikke var muligt at gennemføre sagen
vedrørende kommune A under de oprindelige forudsætninger.
Ved skrivelse af 20. september 1996 rykkede klager under
henvisning til sin skrivelse af 16. (18) juli 1996 det indklagede selskab for
sit tilgodehavende på 3.121.123,05 kr. Beløbet blev ikke betalt,
og efter nogen brevveksling mellem parterne indledte klager ved klageskrift
14. februar 1997, modtaget i Voldgiftsnævnet for Bygge- og
Anlægsvirksomhed den 14. marts 1997, voldgiftssag.
Selskab X har efter den nuværende ejers overtagelse
af dette ændret navn til det indklagede selskabs navn.
I den under sagen fremlagte Bebauungsplan nr. 42 hedder
det bl.a.:
"Området er overvejende indehavet af et byggevilligt
entreprenørfirma. Oprindeligt var projektet planlagt af et andet
entreprenørfirma som, ud fra en projekt- og byggemodningsplan, ville
byggemodne og bebygge området. Dette projekt foreligger allerede i
approberet form. Entreprenørfirmaet kan dog ikke mere realisere
projektet inden for den foreskrevne tidsramme. Derfor bliver projekt- og
byggemodningsplanen overført til bebyggelsesplan. Det nye planprojekt
bliver benyttet til at udforme byggeriets bymæssige kvalitet
stærkere og samtidig reagere på den høje
efterspørgsel på enfamiliehuse.
Byggemodning og opførsel af byggeriet tænkes
påbegyndt allerede i 1997.
..
Der foreligger en landsplanmæssig stillingtagen til
projekt- og byggemodningsplan nr. 9. Kontoret for egnsudvikling og
landsplaner ser det i deres interesse i størst muligt omfang at
tilgodese denne. Eventuelt kan man, med henvisning til det daværende
projekts forløb, tilgodese en genbehandling, af den som vedtægt
behandlede projekt- og byggemodningssag nr. 9, eller imødekomme en
modereret interesse og vigtighed for projektet.
..
I foråret 1997 bliver der, på grundlag af den
retsvedtagne projekt- og byggemodningsplan nr. 9, begyndt byggemodning og
opførelse af de første enfamiliehuse.
..
Før projektet realiseres bliver der allerede i
foråret 1997 begyndt byggemodning af enkelte enfamiliehuse på
grundlag af projekt- og byggemodningsplan nr. 9.
Med vedtagelse af bebyggelsesplanen bliver projekt- og
byggemodningsplan nr. 9 sat ud af kraft."
III. Forklaringer.
Arkitekt fra klageren har bl.a. forklaret, at
selskabet der er klager i sagen, er 20 år gammelt, og at det ejes af
ham og en anden arkitekt. Der arbejder i gennemsnit 15 personer i selskabet.
Selskabets kundegruppe udgøres fortrinsvis af større
foretagender som pensionskasser, forsikringsselskaber og lignende. Der er
normalt tale om større boligbyggerier. Selskabet indgår
også i udviklingsprojekter, hvor man i forbindelse med en investor er
med fra starten af. Man har udfærdiget mange lokalplaner her i landet.
Selskabet har ikke arbejdet i Tyskland før, men f.eks. i Polen. Man
har samarbejdet med entreprenøren i 10-12 år omkring adskillige
større projekter. Denne sag startede i 1992/93, hvor arkitektfirmaet
blev kontaktet af en person fra byggeriet, der henledte opmærksomheden
på kommune A som et eventuelt interesseområde for firmaet. Man
besøgte området og fandt det interessant. Boligmassen i kommune
A var forfalden, og byen havde behov for nye boliger. Det var klart, at man
ikke kunne løfte opgaven alene, men at man måtte have en
investor med fra begyndelsen. Man kontaktede derfor entreprenøren og
beså stedet med ham i marts måned 1993. Entreprenøren var
interesseret, og der blev aftalt en fordeling af arbejdsopgaverne,
således at arkitektfirmaet skulle udfærdige lokalplan, medens
entreprenøren bl.a. skulle stå for finansiering og
grundkøb. Man tog derefter kontakt til kommunen med henblik på
at få fastlagt rammerne for lokalplanen, herunder bebyggelsesprocent,
hustyper etc. Der blev opnået god kontakt med tyske byplansarkitekter,
men for at sikre sig, at tyske byggeregler blev overholdt, indgik man aftale
med et tysk arkitektfirma, der skulle være med på den
tekstmæssige del af lokalplanen. En formaliseret aftale med
entreprenøren blev først indgået den 18. maj 1994. Det
var helt normalt i samarbejdet med entreprenøren, at en formaliseret
aftale først blev indgået, når gennemførelsen af et
projekt kunne anses for realistisk. Dette var tilfældet efter
lokalplanens godkendelse den 5. maj 1994. Det er helt normal praksis at
fordele honoraret som sket i aftalens punkt 10.1. Efter lokalplanens
godkendelse var det relevant at påbegynde byggemodningen, men dette var
ikke arkitektfirmaets opgave. Entreprenøren tog kontakt til et tysk
ingeniørfirma herom. Efter at byggemodningsprojektet var afsluttet,
hvilket kostede ca. 2 mio. kr., blev arbejdet med de første 5
rækkehuse igangsat i samarbejde med det tyske ingeniørfirma, nu
som konstruktionsingeniør. Man blev stort set færdig med
myndighedsprojekteringen, men der manglede nogle konstruktionsdetaljer fra
det tyske ingeniørfirma, hvorfor byggeansøgning ikke blev
indgivet til de tyske myndigheder. Materialet blev afleveret til
entreprenøren. Allongen af 10. maj 1995, der er konciperet af
arkitektfirmaet, blev udfærdiget på foranledning af
entreprenøren, der havde planer om at medinddrage en investor. Han
ønskede derfor større klarhed over, hvad arbejdet ville koste
fremover. Hverken entreprenøren eller arkitektfirmaet var i tvivl om,
hvorledes arkitekthonoraret skulle betales, og der var ingen uenighed om de
første 35 % af dette. Efter september 1995 begyndte man at rykke
entreprenøren for betaling. Man havde altid tidligere fået
betaling, om end ikke altid til tiden. Entreprenøren bad selskabet
vente med fakturering og oplyste, at der var opnået tilsagn om
finansiering. Det var således alene et tidsspørgsmål,
hvornår udbetalingen ville ske. I starten af 1996 ville man ikke vente
længere på betaling, hvorfor man fakturerede i marts 1996. Man
havde ikke på dette tidspunkt kontakt med den nuværende ejer af
det indklagede selskab. I juli måned 1996 blev der afholdt
generalforsamling i entreprenørens selskab X. Entreprenøren
opfordrede arkitektfirmaet til at deltage heri. Forinden mødet
tilkendegav entreprenøren, at det nok ville være en god ide,
hvis arkitekthonoraret blev nedsat fra 3 mio. kr. til 2 mio. kr. så
ville pengene falde med det samme. Man ønskede imidlertid ikke at
medvirke hertil. Efter mødet, hvor entreprenøren blev afsat,
bad den nuværende ejer om et møde i Danmark. Han kom hertil
nogle dage senere. Forinden havde firmaet udfærdiget en
opgørelse over dets krav. Opgørelsen blev gennemgået. Den
nye ejer havde ingen indsigelser og erklærede at ville betale
beløbet på de ca. 3 mio. kr. Ved besøg i kommune A i
sommeren 1997 konstaterede man - meget overraskende - at byggemodningen var i
fuld gang. Projektet svarede stort set til lokalplan nr. 9. Vejforløb
og udstykning var helt identisk med denne plan, dog at vejføringen et
enkelt sted var ændret. Det blev i kommune A oplyst, at man var i
færd med at udfærdige en Bebauungsplan (i det følgende
kaldt bebyggelsesplan nr. 42) for området. Det må anses for
teknisk umuligt, at man har kunnet udfærdige de tegninger, der knytter
sig til bebyggelsesplan nr. 42, uden at have anvendt arkitektfirmaets
diskette. Forskellen mellem lokalplan nr. 9 og den nye bebyggelsesplan nr. 42
ligger i, at der til lokalplan nr. 9 knytter sig en
gennemførelseskontakt. Det gør der ikke til bebyggelsesplan nr.
42. Ved lokalplan nr. 9 er det den, der bestiller lokalplanen, i sagen
entreprenøren, der skal gennemføre byggeriet, og som skal
tilvejebringe den fulde finansiering heraf. Kommunen ønskede en plan
svarende til lokalplan nr. 9. Man er ikke i arkitektfirmaet bekendt med, at
delfinansiering af byggeriet ikke skulle være mulig ved en plan
svarende til lokalplan nr. 9. Hverken entreprenøren eller den nye ejer
har på noget tidspunkt kritiseret arkitektfirmaets arbejde.
Den nye ejer af det indklagede selskab
har bl.a.
forklaret, at han gennem en dansk byggeleder et par år før 1995
fik kontakt til entreprenøren. Under et besøg i Berlin i 1995
fik han af entreprenøren tilbud om at komme med i kommune A projektet.
Han gik ind som passiv investor mod at overtage en ejerandel på 50 % af
entreprenørens selskab X og mod at yde et lån på ca. 4
mio. DM til selskabet. Han var under forhandlingerne repræsenteret af
advokat. Der var ingen bogføring eller regnskaber for selskabet, men
der forelå en oversigt over udestående fordringer. Oversigten,
der ikke viste det af nærværende sag omhandlede arkitekthonorar,
blev ikke drøftet i detaljer. Lånet på de 4 mio. DM blev
fortrinsvis anvendt til betaling af sælgerne af grundstykkerne i
projektet, medens resten var betaling for udlæg foretaget af
entreprenøren. Han mente, at alle bestående kreditorer dermed
var betalt. Han havde før aftalen fået at vide, at der var
tilsagn om finansiering, når grundstykkerne var betalt. Det var
entreprenøren, der skulle tilvejebringe finansieringen af projektet,
men intet skete. Han var selv med til et par møder i banken. Når
det ikke lykkedes at opnå finansiering, skyldtes det dels
konjunkturmæssige årsager, dels entreprenørens
dårlige renommé. Han kunne ikke selv skaffe finansieringen. Det
var han ikke kendt nok til i Tyskland. Han tog selv initiativ til
generalforsamlingen i juli 1996 i entreprenørens selskab X. Han
overvejede at gå ud af selskabet. Muligvis skulle der ske salg til
tredjemand. Han havde ikke talt med arkitekten før
generalforsamlingen. Det kom her frem som et lyn fra himlen, at arkitekten
mente at have et krav mod selskabet på ca. 3 mio. kr. Han var på
arkitektens kontor i Danmark kort efter generalforsamlingen. Han blev her
informeret om, at selskabet skyldte arkitekten penge. Han kan under
mødet have sagt, at hvis selskabet skyldte penge, måtte
selskabet betale. Han har ikke reageret over for arkitektens krav af 16. (18)
juli 1996. Han betalte 500.000 DM for at overtage entreprenørens
aktier i selskabet for at blive eneejer. Han kendte da arkitektens krav
på 3 mio. kr.
Entreprenøren
har bl.a. forklaret, at han
har haft flere projekter sammen med arkitekten før projektet i kommune
A. Lokalplanen er altafgørende, og det er helt sædvanligt, at en
formelig samarbejdsaftale først indgås, når der er
sikkerhed for, at lokalplanen godkendes. Derfor er den skriftlige aftale
mellem ham og arkitektfirmaet først indgået den 18. maj 1994.
Indtil dette tidspunkt var der mundtligt aftalt retningslinjer for
samarbejdet, hvilket er helt normalt i branchen. Han betalte arkitektfirmaet
et mindre beløb under lokalplanens udarbejdelse. Han husker ikke,
hvornår forhandlingerne med den nye ejer påbegyndtes i forhold
til allongen af 10. maj 1995. Den nye ejer ønskede mere præcise
spilleregler for, hvornår ydelserne forfaldt. Alle regnede med, at et
byggelån hurtigt blev opnået. Dette var en klar
forudsætning for indholdet af allongen. Når arkitektfirmaets krav
på 3 mio. kr. ikke er med i den oversigt, der medfulgte
overdragelsesaftalen af 15. maj 1995 mellem ham og den nye ejer, skyldtes
det, at oversigten, ud over beløb til betaling af grundstykkerne,
alene medtog forfalden gæld. Man skyldte nok arkitektfirmaet godt 3
mio. kr., men beløbet var endnu ikke forfaldent. Når han indgik
aftale med den nye ejer i 1995, var det, fordi han indså, at han ikke
ville være i stand til at løfte opgaven alene. Han søgte
derfor en partner. De tyske banker krævede, at grundene var betalt,
førend lån kunne ydes. Den nye ejer havde to gange tidligere
søgt kontakt med ham for at få nogle opgaver. Med et lån
på 4 mio. DM var grundene betalt. Den nye ejers lån rykkede op
for et pantebrev på 7 mio. DM til finansiering af selve byggeriet. Han
mente, at lånet var tilstrækkeligt til at få finansieringen
i gang. Den nye ejer skulle fremsende egne kreditoplysninger, men var ikke
meget herfor. Det var hans opfattelse, at den nye ejers advokat, ikke var
særlig interesseret i, at den nye ejer skulle gennemføre
byggeriet i samarbejde med vidnet. Han havde mundtligt tilsagn fra en bank om
finansiering, men banken trak sig på grund af manglende oplysninger fra
den nye ejer. Situationen tilspidsedes, dels som følge af
byggefristens udløb, dels på grund af arkitektfirmaets krav
på betaling. Den nye ejer bad ham få disse forhold afklaret. For
så vidt angår arkitekthonoraret foreholdt han den nye ejer, at
selskabet havde pligt til at betale. Den nye ejer ønskede imidlertid
at slippe billigere. Vidnet foreslog derfor arkitektfirmaet en betaling
på 500.000 DM, hvilket han også gjorde den nye ejer bekendt med.
Der var ingen kritik af arkitektydelsen, og kommunen A var glad for
projektet.
Den tyske arkitekt
har bl.a. forklaret, at han
driver arkitektvirksomhed i Tyskland. Midt i 1993 fik han af klager i
nærværende sag i opdrag at forestå den
tegningsmæssige og tekstmæssige udformning af lokalplan nr. 9.
Denne plan er knyttet til en investor og ledsages af en aftale mellem
investor og kommunen om realisering af det samlede projekt. Bebyggelsesplan
nr. 42 er i tidsmæssig sammenhæng mere vidtfavnende. I
realiseringen er man stillet friere. Man er f.eks. således ikke bundet
til samme investor, ligesom man ikke er bundet til et bestemt
åremål i relation til gennemførelsen af projektet.
Kommunen havde interesse i en plan svarende til lokalplan nr. 9, der ikke
indeholdt økonomiske forpligtelser for kommunen, idet stort set alt
skulle betales af investor.
Den nye ejers advokat
har bl.a. forklaret, at han
kom ind i det projekt, nærværende sag omhandler, i april/maj
1995. Den nye ejer fortalte ham, at entreprenøren havde tilbudt ham 50
% af selskabet X mod, at den nye ejer ydede et lån på 4 mio. DM.
Der forelå ikke under forhandlingerne om den nye ejers indtræden
i selskabet regnskaber for dette. Han ønskede derfor en liste over
selskabets gældsposter. Entreprenøren udfærdigede listen,
men man diskuterede ikke enkelt kreditorer. Der var et budget for fremtidige
omkostninger, hvortil også hørte arkitektomkostninger. Budgettet
var bl.a. afgørende for overskuddets størrelse. Budgettet blev
udfærdiget bl.a. for at forhindre, at de fremtidige
arkitektomkostninger skulle begrænse det fremtidige driftsresultat.
Arkitekt- og ingeniørudgifterne beløb sig til 3,6 mio. DM.
Hverken i oversigten over gældsposter eller i budgettet over fremtidige
omkostninger indgik det beløb, som nærværende sag drejer
sig om. Det var ham, der på den nye ejers vegne tog initiativet til at
indkalde til generalforsamlingen i juli 1996. Man var da blevet klar over, at
selskab X var insolvent. Det var nødvendigt at indkalde til
generalforsamlingen for at beskytte den nye ejer. Hvis entreprenøren
gik konkurs, ville den nye ejer risikere at miste hele sit indskud på 4
mio. DM. Han kendte ikke arkitektfirmaet før generalforsamlingen eller
dets krav. Entreprenøren havde forsikret, at der intet krav bestod fra
arkitektfirmaet. Når det ikke lykkedes for entreprenøren at
opnå finansiering af byggeriet, skyldtes det flere forhold.
Byggekonjunkturerne var ikke længere så gode som tidligere.
Endvidere var entreprenørens renommé dårligt. Endelig var
lokalplan nr. 9 ikke egnet som plan for det omhandlede meget omfattende
byggeri. Ved anvendelse af en sådan plan kan kommunen først give
sin endelige godkendelse, når alle foranstaltninger er iværksat,
d.v.s. at alle huse fysisk skal være opført, førend det
enkelte hus kan sælges. Dette kunne ikke gennemføres på
grund af økonomien. Usikkerheden var for stor til, at bankerne ville
finansiere. Hvis man ikke har penge nok, skal man vælge en
bebyggelsesplan svarende til bebyggelsesplan nr. 42. Han er nu prokurist i
det indklagede selskab og ansvarlig for kommune A projektet. Det har vist sig
nødvendigt med en ny plan, en Bebauungsplan. Kommunen har givet
grønt lys for et projekt efter en sådan plan, og kommunen har
uddelegeret arbejdet til et privat byggearkitektfirma. Omkostningerne ved
firmaets arbejde afholdes af det indklagede selskab. Man havde håbet,
at man kunne gå ud fra de gamle tegninger og planer, men det har vist
sig umuligt på grund af de ændringer i projektet, kommunen har
ønsket. Som følge af skiftet i planen har byen fået frie
hænder og har benyttet dette til at kræve en tættere
bebyggelse med mindre bygninger. Kommunen har endvidere ønsket flere
grønne områder. En oprindelig planlagt skole er samtidig blevet
opgivet. Hele projektet, der nu kun angår salg af parcelhusgrunde, er
dermed væsentligt ændret. Lokalplan nr. 9 er ophævet for en
måned siden. Bebyggelsesplan nr. 42 er under godkendelse, men har endnu
ikke opnået retsvirkning. Der er i dag solgt ca. 40 grunde.
En arkitekt ansat af det indklagede selskab
har
bl.a. forklaret, at han i foråret 1997 hørte fra den nye ejers
advokat om byggeriet. Han har deltaget i planlægning af den indre ring.
Han har ikke været inddraget i udarbejdelsen af bebyggelsesplan nr. 42,
men han kender den. Han kender ikke nærmere til lokalplan nr. 9. En
plan svarende til lokalplan nr. 9 gør det muligt for en kommune at
realisere et byggeri forholdsvis hurtigt, men hele byggeriet skal realiseres
under ét. Han mener, at lokalplan nr. 9 ikke er en egnet plan for et
byggeri som det i kommune A. Byggeriet er af en sådan
størrelsesorden, at det er vanskeligt at realisere hele projektet som
en enhed. En plan som lokalplan nr. 9 bruges ved mindre bebyggelser eller
industrianlæg. Kommunen har godkendt projektet og må såvel
antages at have ønsket byggeriet udført som helhed. Den
finansielle risiko påhvilede jo investor og ikke kommunen. Et
sædvanligt arkitekthonorar for bebyggelsesplan og projektforslag ville
i Tyskland andrage ca. 100.000 DM. Han har selv endnu ikke modtaget honorar
for sit arbejde i forbindelse med projektet i kommune A.
IV. Klagerens procedure.
Klager har indledningsvis bemærket, at
indklagedes betalingsforpligtelse over for klager følger af aftalen af
22. maj 1994 suppleret med allongen af 10. maj 1995. Det følger af
allongen, at indklagede skal betale for lokalplan, forprojekt og projektering
af nogle rækkehuse. 2 mio. kr. skal betales, når byggeplan er
etableret i august og 1.154.375 kr. senest ved udgangen af september 1995.
Ifølge aftalen er klagers tilgodehavende således forfaldent til
betaling ultimo september 1995. Honoraret følger branchenormerne og er
helt sædvanligt både for klagers ydelse i et projekt som det
foreliggende og imellem samarbejdspartnerne. Der er ikke senere mellem
parterne truffet modstående aftale, ligesom der ikke er indtrådt
omstændigheder, der skulle medføre, at betalingsaftalen ikke
skal gennemføres. Betalingsforpligtelsen er ikke bestridt i tiden maj
1995 til maj 1996. Indklagede har ikke protesteret over klagers krav, men har
tværtimod over for denne i sommeren 1996 vedstået
betalingsforpligtelsen.
Klagers honorarkrav er ikke bortfaldet som følge af
manglende finansiering. Ifølge aftalen af 15. maj 1995 mellem
entreprenøren og indklagede skulle sidstnævnte indskyde 4 mio.
DM i selskabet for at overtage 50 % af dette. Med dette beløb kunne
grundene frikøbes. Lokalplanen var allerede gennemført, og
finansieringsbehovet blev i november 1995 opgjort til ca. 7 mio. DM. Ingen
forudså på dette tidspunkt finansieringsproblemer. Tanken om, at
finansieringen ikke skulle lykkes, var ikke fremme. Honorarkravet var
definitivt forfaldent ultimo september 1995 og var ikke knyttet til
forudsætninger om byggelån. At fakturering først skete i
1996, skyldtes alene klagers smidighed over for entreprenøren i det
mellem dem bestående samarbejde. Den interne fordeling af de 4 mio. DM
og opgørelsen af finansieringsbehovet havde intet med klager at
gøre.
Klagers honorarkrav er baseret på en aftale mellem
klager og entreprenørens projekteringsselskab. Det er mellem disse
parter, striden står. Hvad aktionærerne har fortalt hinanden, er
uden betydning for indklagedes pligt til at betale klager. Indklagede
handlede i øvrigt med entreprenøren i sommeren 1996 på et
tidspunkt, hvor han var bekendt med, at klager havde et honorarkrav og dettes
størrelse.
Det er ganske udokumenteret og forkert, dels at klager
skulle have begået fejl ved valget af bebyggelsesplan, dels at klager
ikke skulle have taget hensyn til tysk byggeret. Der er ikke på noget
tidspunkt rejst kritik af klagers arbejde. Indklagedes advokats udsagn er
ikke underbygget. Der er ikke efter lokalplan nr. 9 eller
gennemførelsesaftalen hertil noget til hinder for en successiv
bebyggelse, men alene tidsfrister for gennemførelsen af det samlede
byggeri. Valget af planen er sket i samarbejde mellem professionelle
partnere, herunder kommune A. For en investor ville en plan svarende til
bebyggelsesplan nr. 42 muligt være mere hensigtsmæssig end en
plan svarende til lokalplan nr. 9, medens denne plan vil være at
foretrække for professionelle arkitekter og entreprenører.
På tidspunktet for indklagedes indtræden i det indklagede selskab
i 1996 var der klart tale om lokalplan nr. 9.
Byggemodning er nu gennemført, og bebyggelsen
skyder op på grundlag af lokalplan nr. 9, der har været
regelgrundlaget indtil udgangen af marts 1998. Bebyggelsesplan nr. 42 er i
alt væsentlig identisk med lokalplan nr. 9, og det er
meningsløst at hævde, at det har været nødvendigt
efter opgivelsen af lokalplan nr. 9 at starte helt forfra. Klagers indsats i
forbindelse med lokalplanen har været meget betydelig, og indsatsen er
ydet efter parternes aftale og må honoreres herefter. Det ville
være urimeligt, hvis indklagede kunne tilegne sig produktet og
sælge det uden at yde arkitektvederlag til klager.
Der er i det foreliggende intet grundlag for, at klagers
honorar skulle bortfalde eller nedsættes i medfør af
aftalelovens § 36.
V. Indklagedes procedure.
Indklagede har indledningsvis anført, at
hovedparten af det tegningsmateriale, som klager kræver betaling for,
var udført såvel før stiftelsen af selskab X som
før aftalen af 22. maj mellem klager og entreprenøren. Det
nævnte selskab var stiftet med en kapital på 50.000 DM, der end
ikke var indbetalt kontant, og selskabet kunne ikke forventes at kunne
honorere klagers krav.
Der var mellem sagens parter en klar aftale om, at klagers
honorar skulle udbetales ved 100% fremmed finansiering. En sådan
finansiering blev ikke opnået og kunne ikke opnås på
baggrund af det af klageren udførte arbejde. Ifølge pkt. 14.3 i
aftalen af 22. maj 1994 skulle betaling af klager afvente finansiering af
byggeprojektet. Der skete ikke nogen realitetsændring heri ved allongen
af 10. maj 1995. Bestemmelserne i punkt a og b om honorarfordelingen i etape
I, der alene erstatter punkt 10.1 i aftalen af 22. maj 1994, men ikke punkt
14.3, må naturligvis læses i sammenhæng, således at
udbetaling først skal ske, når byggelån er etableret.
Skulle der efter formuleringen være tvivl herom, må denne tvivl
komme klager, der har konciperet allongen, til skade. Indklagedes opfattelse
er bekræftet af entreprenøren, hvorefter selskabet nok skyldte
klager penge, men gælden var ikke forfalden. Den i aftalen af 22. maj
1994 og i allongen af 10. maj 1995 nævnte finansiering blev aldrig
opnået, uden at dette kan lægges indklagede til last. Den
manglende finansiering var årsag til, at det indklagede selskab
måtte opgive lokalplan nr. 9 og erstatte denne med en helt ny plan. Den
manglende finansiering må medføre, at klager ikke har krav
på honorar.
Såfremt den manglende finansiering af byggeprojektet
ikke kan begrunde frifindelse af indklagede, må honoraret til klager
bortfalde helt eller delvis som følge af, at klagers arbejde er
værdiløst for indklagede. Det kan ikke tillægges
betydning, at kommunen har godkendt lokalplanen. Kommunen havde ingen
interesse i at fraråde planen. Man havde tværtimod interesse i at
binde en investor op på gennemførelse og betaling af hele
projektet. Hverken klager, der første gang opererede i Tyskland, eller
entreprenøren kendte forskel på de to slags planer, ligesom
ingen af dem var bekendt med forbuddet mod opdeling. En samlet
gennemførelse af projektet efter lokalplan nr. 9 ville have
krævet en investering på 40 mio. DM. En finansiering i
overensstemmelse hermed var helt urealistisk. Da projektet ikke kunne
gennemføres efter lokalplan nr. 9, måtte denne opgives og en
helt ny plan udarbejdes. Da kommune A var frigjort af den oprindelige plan,
ønskede kommunen en ændret bebyggelse. Klagers ydelse har vist
sig uanvendelig for indklagede på grund af et for stort
finansieringsbehov. Klager har begået en klar faglig fejl ved at ville
gennemføre projektet efter lokalplan nr. 9 i stedet for en plan
svarende til bebyggelsesplan nr. 42 og ved ikke at rådgive det
indklagede selskab om de forskellige plantyper. Det har været
nødvendigt at skrotte klagers arbejde, og dennes honorar må
derfor bortfalde eller væsentligt nedsættes.
Såfremt hverken den manglende finansiering af
byggeriet eller uanvendeligheden af klagers projekt kan føre til det
af indklagede påståede resultat, må klagers honorar
bortfalde eller hvert fald nedsættes i medfør af aftalelovens §
36. Forholdene ved indgåelsen af aftalen af 24. maj 1994, aftalens
indhold og efterfølgende omstændigheder må føre til
dette resultat. Arbejdet er fra starten af udført af klager på
eget initiativ og uden rekvisition fra tredjemand. Der kan herefter ikke
kræves betaling, når anstrengelserne ikke bar frugt. En aftalt
betaling på 35 % af arkitekthonoraret alene for lokalplan nr. 9,
forprojektet og projekteringen af nogle rækkehuse er urimeligt
højt og helt usædvanligt efter tysk byggeret. En tysk arkitekt
ville have kunnet kræve 100.000 DM. Indklagede er af
entreprenøren holdt i uvidenhed om klagers krav, og klager har undladt
før sommeren 1996 at kontakte indklagede om kravet. Indklagede har
ikke over for klager vedstået gælden, men alene givet udtryk for,
at selskabet hæftede for, hvad det juridisk var forpligtet til.
Indklagede har ikke påtaget sig videregående forpligtelser.
VI. Voldgiftsrettens bemærkninger.
Det følger af aftalen af 22. maj 1994 mellem
klager og det indklagede selskab suppleret med allongen af 10. maj 1995, at
det indklagede selskab har påtaget sig at yde klager honorar for
teknisk rådgivning og bistand vedrørende et byggeprojekt i
kommune A omfattende bl.a. bebyggelsesplan, samt projektering af et antal
rækkehuse. Ifølge punkt 14.3 i aftalen af 22. maj 1994 har
klager erklæret sig indforstået med, at betaling af honorarrater
først skal anses som forfaldne til betaling 8 dage efter, at
byggelån er etableret, eller aftale med investor om finansiering er
indgået. Bestemmelsen er ikke ændret ved allongen af 10. maj
1995, hvorefter der for allerede udført projektering skal udbetales a.
2 mio. kr., når byggelån er etableret i august, medens b.
1.154.375 kr. skal betales senest ved udgangen af september 1995.
Voldgiftsretten finder at måtte give indklagede medhold i, at
bestemmelsen i allongen under punkt a. og punkt b. naturligt må
læses i sammenhæng, således at klager herved er
indgået på at afvente betaling, indtil finansieringen af
byggeriet var tilvejebragt.
Imidlertid må det efter de afgivne forklaringer
lægges til grund, at såvel klager som indklagede på
tidspunktet for allongens oprettelse anså finansiering for umiddelbart
forestående. Entreprenøren har således forklaret, at der
forelå finansieringstilsagn fra en tysk bank, når grundstykkerne
var betalt. Midler hertil ville blive tilvejebragt ved lånet på 4
mio. DM fra den nuværende ejer af det indklagede selskab ifølge
aftalen af 15. maj 1995 mellem entreprenøren og den nuværende
ejer. Det har således ligget helt uden for parternes
forudsætninger, at finansieringen ikke skulle blive tilvejebragt. Der
er derfor ved affattelsen af allongen taget stilling til, hvad der skulle
gælde, hvis finansieringen ikke blev opnået. Voldgiftsretten
finder på denne baggrund, at der ikke i ordlyden af allongen kan
indlægges nogen opgivelse fra klagers side af honorarkravet for det
tilfælde, at denne situation indtraf. Klager har for så vidt
angår bebyggelsesplan, projektforslag og projektering af nogle
rækkehuse udført det arbejde, der var aftalt mellem klager og
indklagede, og den manglende finansiering af projektet kan ikke begrunde, at
indklagede ikke skal betale for klagers ydelser. Det forhold, at hovedparten
af arbejdet af klager er udført før aftalen af 22. maj 1994,
kan ikke føre til noget andet resultat. Arbejdet er udført
efter retningslinjer mundtligt aftalt mellem parterne, og det var efter det
oplyste sædvanligt i samarbejdet mellem klager og entreprenøren,
at formelig aftale først blev indgået, når der var rimelig
sikkerhed for, at projektet kunne realiseres. At fakturering fra klagers side
først skete i marts 1996, kan heller ikke tillægges betydning
for resultatet. Fakturering blev udskudt efter ønske fra
entreprenøren.
Såvel den mundtlige som den senere skriftlige aftale
af 22. maj 1994 mellem klager og indklagede angik en Vorhaben- und
Erschliessungsplan (VE-plan nr. 9). Gennemførelsen af projektet blev
forhandlet mellem entreprenøren og kommune A, og den aftale af 30.
marts 1994, som blev indgået mellem disse, var også en aftale om
VE-plan. Klager var uden indflydelse på sidstnævnte aftale og
havde således heller ikke indflydelse på, om aftalen indebar, at
alle huse skulle opføres før salg.
Voldgiftsretten finder på denne baggrund, at det
ikke kan bebrejdes klager som en faglig fejl, at VE-plan nr. 9 blev valgt i
stedet for en Bebauungsplan. Det bemærkes herved, at klager var uden
indflydelse på finansieringen af projektet. Det er ikke nærmere
oplyst eller dokumenteret, i hvilket omfang formen for bebyggelsesplan har
været drøftet mellem parterne. Det fremgår derimod af det
foreliggende materiale, at klager har leveret den ydelse, der var aftalt.
Voldgiftsretten finder, at der ikke er noget grundlag for
at fastslå, at lokalplan nr. 9 har været uanvendelig, selv efter
at det indklagede selskab og kommune A ønskede et ændret
byggeri. Det fremgår efter voldgiftsrettens opfattelse klart, at
bebyggelsesplan nr. 42 er baseret på lokalplan nr. 9. Der er herefter
ikke grundlag for at lade klagers honorar bortfalde eller nedsætte
under henvisning til, at klagers arbejde har været
værdiløst for indklagede.
Voldgiftsretten finder endelig, at der ikke i forholdene
ved indgåelsen af aftalen af 22. maj 1994, i denne aftales indhold
eller i efterfølgende omstændigheder er grundlag for at lade
klagers krav på honorar for det udførte arbejde bortfalde eller
nedsætte i medfør af bestemmelsen i aftalelovens § 36. Klagers
arbejde er ikke udført uden rekvisition, men efter aftale med
indklagede, og det krævede honorar er ikke usædvanligt efter
dansk byggeret. Selv om det måtte lægges til grund, at
entreprenøren har forholdt den nuværende ejer af det indklagede
selskab oplysninger om klagers krav, kan dette ikke tillægges betydning
i forholdet mellem klager og indklagede.
Som følge af det anførte skal indklagede
betale 3.121.123,05 kr. til klager. Indklagede har ikke haft
bemærkninger til klagers rentepåstand.
Indklagede skal i sagsomkostninger til klager betale
100.000 kr.
Indklagede skal betale de med voldgiftsrettens behandling
af sagen forbundne omkostninger.
Der afsiges herefter sålydende
KENDELSE:
Indklagede skal til klager betale 3.121.123,05 kr. med
tillæg af renter 2 % pr. måned fra den 19. marts 1996, til
betaling sker.
I sagsomkostninger skal indklagede betale 100.000 kr. til
klager.
I parternes indbyrdes forhold skal indklagede betale de
med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger.
De ikendte beløb skal betales inden 14 dage efter
denne kendelses afsigelse.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om sagsøgers ansættelsesforhold hos sagsøgte Domsdatabasen · 6. juli 2018
- Højesteret ændrer landsrettens afgørelse, og frifinder Part A og Part B Domsdatabasen · 20. maj 2014
- Sagen vedrører spørgsmålet, om en overdragelse af en ejerlejlighed fra far til datter er ugyldig i henhold til aftalelovens § 31, § 33 og/eller § 36 Domsdatabasen · 29. oktober 2012
- Sag om lejeres indbringelse af en afgørelse fra huslejenævnet Domsdatabasen · 9. januar 2024
- Landsretten stadfæster byrettens dom i sag om en tvist i forbindelse med tilbagelevering af udstyr i henhold til leasingaftale med den ændring, at kravet forrentes med procesrente Domsdatabasen · 21. februar 2025
- Højesteret ændrer Sø- og Handelsrettens dom om, hvorvidt forsikringsselskabs aftalevilkår om varsling af prisstigninger er et urimeligt og ugyldigt aftalevilkår i en forbrugeraftale Domsdatabasen · 14. januar 2025
Lignende dokumenter
- Voldgiftssag afgjort af voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed. Retsinformation · 10. september 2003
- Honorartvist i forbindelse med renovering af ejendom (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Sag om, hvorvidt en kendelse, der er afsagt af Voldgiftsnævnet for bygge-og anlægsvirksomhed, kan tilsidesættes efter voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 1 litra d, fordi der er anvendt en ikke-juridisk enevoldgiftsdommer til at afgøre juridiske spørgsmål, eller efter stk. 2, nr. 2 litra b, fordi voldgiftssagen ikke er afgjort efter gældende ret og derfor er i strid med ordre public. Domsdatabasen · 1. juli 2013
- Tvist om fordeling af tab som følge af en voldgiftskendelse, nemlig selvrisiko på en objektforsikring og præmieforhøjelse af en ansvarsforsikring. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997