Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område

Ikke gældende siden 4. marts 2016 LBK nr 781 af 26/08/1996LovbekendtgørelseJustitsministeriet6. september 1996

Gældende udgave: LBK nr 193 af 02/03/2016

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 1.233 afgørelser

Det finansielle ankenævn 470, Huslejenævnene 187, Domsdatabasen 154, Klagenævn (Nævnenes Hus) 141, Parkeringsklagenævnet 84, Retsinformation 75

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om aftaler og andre

retshandler på formuerettens område

Herved bekendtgøres lov om aftaler og andre retshandler på

formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, med

de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 1098 af 21. december 1994, § 4 i

lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 5 i lov nr. 385 af 22. maj 1996.

I. Om afslutning af aftaler

§ 1. Tilbud og svar på tilbud er bindende for

afgiveren. Reglerne i §§ 2-9 kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet

følger af tilbudet eller svaret eller af handelsbrug eller anden sædvane.

§ 2. Har tilbudsgiveren fastsat en frist for

antagelse af tilbudet, må antagende svar være kommet frem til ham inden

fristens udløb.

Stk. 2. Fristen regnes, hvis tilbudet er gjort i brev,

fra den dag, brevet er dateret, og hvis det er gjort i telegram fra den tid

på dagen, da telegrammet er indleveret til afsendelsesstedets

telegrafstation.

§ 3. Gøres tilbud i brev eller telegram, uden at der

fastsættes nogen frist for antagelse, må antagende svar være kommet frem til

tilbudsgiveren inden udløbet af det tidsrum, som ved tilbudets afgivelse af

ham kunne påregnes at ville medgå. Ved beregningen af dette tidsrum

forudsættes, når ikke andet følger af omstændighederne, at tilbudet kommer

frem i rette tid, samt at svaret afsendes uden ophold, efter at den, til hvem

tilbudet er rettet, har haft rimelig betænkningstid, og at det ikke forsinkes

undervejs. Er tilbudet gjort i telegram, skal antagelsen sendes telegrafisk,

hvis den ikke på anden måde kommer lige så tidligt frem.

Stk. 2. Tilbud, som fremsættes mundtlig uden at give

frist for antagelse, må antages straks.

§ 4. Kommer antagende svar for sent frem, anses det

som nyt tilbud.

Læs alt

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis afsenderen af

svaret går ud fra, at det er kommet frem i rette tid, og tilbudsgiveren må

indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil godkende svaret, uden

ugrundet ophold give afsenderen meddelelse derom. Undlader han dette, anses

aftale for sluttet.

§ 5. Afslås tilbud, er det bortfaldet, selv om

fristen for svar endnu ikke er udløbet.

§ 6. Svar, som går ud på, at tilbud antages, men som

på grund af tillæg, indskrænkninger eller forbehold ikke stemmer med

tilbudet, anses som afslag i forbindelse med nyt tilbud.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, når afsenderen af svaret

går ud fra, at det er overensstemmende med tilbudet, og tilbudsgiveren må

indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil godkende svaret, uden

ugrundet ophold give meddelelse derom. Undlader han dette, anses aftale for

sluttet med det indhold, svaret har.

§ 7. Tilbud eller svar, som tilbagekaldes, er

bortfaldet, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til den anden part forinden

eller samtidigt med, at tilbudet eller svaret kommer til hans kundskab.

§ 8. Har tilbudsgiveren erklæret, at han vil anse den

anden parts tavshed for antagelse af tilbudet, eller fremgår det i øvrigt af

forholdet, at han ikke venter udtrykkeligt svar, er den anden part alligevel

pligtig til, såfremt han vil antage tilbudet, på forespørgsel at afgive

erklæring derom. Undlader han dette er tilbudet bortfaldet.

§ 9. Har nogen i henvendelse, som ellers ville være

at anse som tilbud, anvendt ordene »uden forbindtlighed«,

»uden obligo« eller lignende udtryk, anses henvendelsen alene som

opfordring til at gøre tilbud i overensstemmelse med dens indhold. Fremkommer

sådant tilbud inden rimelig tid fra nogen, som henvendelsen er rettet til, og

må modtageren gå ud fra, at det er fremkaldt ved henvendelsen, skal han uden

ugrundet ophold give tilbudsgiveren meddelelse, hvis han ikke vil antage det.

Undlader han dette, anses tilbudet for antaget.

II. Om fuldmagt

§ 10. Den, som har givet en anden fuldmagt til at

foretage en retshandel, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet overfor

tredjemand ved retshandel, som fuldmægtigen foretager i fuldmagtsgiverens

navn og indenfor fuldmagtens grænser.

Stk. 2. Indtager nogen ifølge aftale med en anden en

stilling, som efter lov eller sædvane medfører beføjelse for ham til indenfor

visse grænser at handle på den andens vegne, anses han befuldmægtiget til at

foretage retshandler, som falder indenfor disse grænser.

§ 11. Har fuldmægtigen ved retshandelens foretagelse

handlet i strid med fuldmagtsgiverens forskrifter, er retshandelen ikke

bindende for denne, såfremt tredjemand indså eller burde indse, at

fuldmægtigen således overskred sin beføjelse.

Stk. 2. Er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, og

har fuldmægtigen ved foretagelsen af retshandelen overskredet sin beføjelse,

er retshandelen ikke bindende for fuldmagtsgiveren, selv om tredjemand var i

god tro.

§ 12. Vil fuldmagtsgiveren tilbagekalde en sådan

fuldmagt som omtalt i §§ 13-16, har han, selv om han har underrettet

fuldmægtigen om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, at foretage, hvad der

i de nævnte paragraffer for hvert enkelt tilfælde er foreskrevet; er flere af

disse forskrifter anvendelige på samme fuldmagt, bliver de alle at iagttage.

Stk. 2. Den tredjemand, overfor hvem en fuldmagt er

tilbagekaldt på den i § 13 omtalte måde, kan ikke påberåbe sig, at

tilbagekaldelsen ikke er sket på anden måde.

§ 13. En fuldmagt, som er bragt til tredjemands

kundskab ved en til ham særskilt rettet erklæring fra fuldmagtsgiveren, er

tilbagekaldt, når særskilt erklæring om, at fuldmagten ikke længere skal

gælde, er kommet frem til tredjemand.

§ 14. En fuldmagt, som af fuldmagtsgiveren er

offentlig bekendtgjort i bladene eller på anden måde, tilbagekaldes ved en

erklæring, som bekendtgøres på samme måde.

Stk. 2. Er dette ikke muligt, skal tilbagekaldelsen

tilkendegives på anden ligeså virksom måde. Fuldmagtsgiveren kan forlange, at

den i § 17 omtalte myndighed skal afgøre, hvad han i så henseende har at

foretage.

Stk. 3. Fuldmagten anses ikke som offentlig

bekendtgjort, fordi den er tinglæst.

§ 15. En sådan fuldmagt, som omtales i § 10, 2det

stykke, tilbagekaldes derved, at fuldmægtigen fjernes fra stillingen.

§ 16. En skriftlig fuldmagt, som er overgivet

fuldmægtigen, og som må anses bestemt til at være i hans besiddelse og at

forevises for tredjemand, tilbagekaldes derved, at den på fuldmagtsgiverens

forlangende tilbagegives ham eller tilintetgøres.

Stk. 2. Fuldmægtigen er pligtig til på forlangende at

give fuldmagten tilbage til fuldmagtsgiveren.

§ 17. Gør fuldmagtsgiveren det antageligt, at en

sådan fuldmagt som i § 16 omtalt er forkommet eller af anden grund ikke kan

erholdes tilbage inden rimelig tid, kan den erklæres for uvirksom.

Stk. 2. Begæring herom indgives til den almindelige

underret på det sted, hvor fuldmagtsgiveren bor eller sidst havde bopæl.

Finder retten, at begæringen bør bevilges, udfærdiger den en erklæring om, at

fuldmagten skal være uvirksom, når erklæringen een gang er optaget i

Statstidende, og der efter optagelsen er gået en fastsat tid, som ikke må

være længere end 14 dage. Retten kan i erklæringen bestemme, at den også skal

bekendtgøres på anden måde forinden optagelsen i Statstidende. Når

bekendtgørelse på foreskreven måde har fundet sted og den af retten fastsatte

tid er udløbet, er fuldmagten uden retsvirkning overfor fuldmagtsgiveren;

herom kan fuldmagtsgiveren forlange attest fra retten.

Stk. 3. Rettens afgørelse efter denne paragraf er

upåankelig. Består retten af flere medlemmer, er det formanden, som træffer

afgørelsen.

§ 18. En fuldmagt, der alene hviler på

fuldmagtsgiverens erklæring til fuldmægtigen, er tilbagekaldt, når

erklæringen om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til

fuldmægtigen.

§ 19. Har fuldmagtsgiveren særlig grund til at

formode, at fuldmægtigen, uagtet fuldmagten er tilbagekaldt eller erklæret

uvirksom, på hans vegne vil foretage en retshandel overfor en bestemt

tredjemand, skal han, hvis han må antage, at denne er ubekendt med, at

fuldmagten ikke længere gælder, så vidt muligt give ham meddelelse herom.

Undlader han dette, bliver retshandelen bindende for ham, såfremt tredjemand

var i god tro.

§ 20. Er fuldmagten ikke tilbagekaldt eller erklæret

for uvirksom, men har fuldmagtsgiveren forbudt fuldmægtigen at gøre brug af

den eller på anden måde tilkendegivet, at den ikke længere skal gælde, er en

retshandel, som foretages i henhold til fuldmagten, ikke bindende for

fuldmagtsgiveren, såfremt tredjemand havde eller burde have kundskab om

forholdet.

§ 21. Dør fuldmagtsgiveren, er fuldmagten alligevel

gældende, forsåvidt det ikke følger af særlige omstændigheder, at den skal

bortfalde. Selv om sådanne omstændigheder foreligger, er dog en på fuldmagten

støttet retshandel gældende overfor dødsboet, såfremt tredjemand hverken

havde eller burde have kundskab om dødsfaldet og dets betydning for

fuldmægtigens beføjelse til at foretage retshandelen; er fuldmagten en sådan

som omtalt i § 18, udkræves det til retshandelens gyldighed, at heller ikke

fuldmægtigen havde eller burde have sådan kundskab, da han foretog

retshandelen.

Stk. 2. Fuldmagten ophører fra udløbet af det døgn,

hvor bekendtgørelse i Statstidende af indkaldelse til fordringshaverne finder

sted. Betaler fuldmægtigen gæld efter dødsfaldet, og er boet insolvent, kan

dette dog altid fordre, at den stedfundne betaling går tilbage.(* 1)

§ 22. Kommer fuldmagtsgiveren under værgemål med

fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, erhverver

tredjemand ikke ved en retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling over

for den, der er under værgemål, end tredjemand ville have erhvervet, hvis

retshandelen var foretaget med denne selv. I de tilfælde, hvor tredjemand

ville være afskåret fra at påberåbe sig retshandelen over for den, der er

under værgemål, hvis tredjemand havde kendt eller burde have kendt

værgemålet, kan tredjemand, når retshandelen er foretaget i henhold til en

sådan fuldmagt, som er omtalt i § 18, heller ikke påberåbe sig den, såfremt

fuldmægtigen, da retshandelen blev foretaget, havde eller burde have sådan

kundskab.(* 2)

§ 23. Kommer fuldmagtsgiveren under konkurs,

erhverver tredjemand ikke ved retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling

overfor konkursboet, end han ville have erhvervet, hvis retshandelen var

foretaget af fuldmagtsgiveren selv. Er retshandelen foretaget i henhold til

en sådan fuldmagt som omtalt i § 18, kan tredjemand ikke påberåbe sig

retshandelen overfor boet, såfremt fuldmægtigen, da han foretog den, kendte

eller burde kende konkursen.

§ 24. Er fuldmagtsgiveren død, kommet under værgemål

med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller

kommet under konkurs, kan fuldmægtigen, indtil de fornødne foranstaltninger

kan træffes af boet eller værgen, i kraft af fuldmagten foretage de

retshandler, som er nødvendige for at beskytte boet eller den, der er kommet

under værgemål, mod tab.(* 3)

§ 25. Den, der optræder som fuldmægtig for en anden,

indestår for, at han har fornøden fuldmagt. Oplyser han ikke, at han havde

sådan, eller at hans retshandel er godkendt af den opgivne fuldmagtsgiver

eller af andre grunde er bindende for denne, skal han erstatte den skade,

tredjemand lider ved, at retshandelen ikke kan gøres gældende mod den opgivne

fuldmagtsgiver.

Stk. 2. Denne bestemmelse kommer ikke til anvendelse,

når tredjemand vidste eller burde vide, at den, som foretog retshandelen,

ikke havde fornøden fuldmagt. Ej heller kommer den til anvendelse, når den,

som foretog retshandelen, handlede i henhold til en fuldmagt, der var ugyldig

eller uvirksom af grunde, som han var uvidende om, og som tredjemand ikke

kunne påregne, at han vidste besked om.

§ 26. Hvad ovenfor i dette kapitel er fastsat om

fuldmagt til at foretage retshandler, finder tilsvarende anvendelse på

fuldmagt til at optræde for fuldmagtsgiveren ved retshandler, som foretages

overfor ham.

§ 27. Hvad der i den gældende lovgivning særligt er

fastsat for enkelte fuldmagtsforhold, forandres ikke ved denne lov.

Stk. 2. Med hensyn til tilbagekaldelsen af prokura, som

er anmeldt til handelsregisteret, gælder således fremdeles, hvad der er

fastsat i lov nr. 23 om handelsregistre, firma og prokura af 1. marts 1889 §§

7 og 32. Når tilbagekaldelsen er indført i handelsregisteret og lovlig

kundgjort, påhviler det ikke prokuragiveren at tilbagekalde fuldmagten på

anden måde.

III. Om ugyldige viljeserklæringer

§ 28. Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt

ved personlig vold eller ved trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan, er

den ikke bindende for den tvungne.

Stk. 2. Er tvangen udøvet af tredjemand, og var den,

til hvem erklæringen er afgivet, i god tro, må den tvungne, hvis han overfor

ham vil påberåbe sig tvangen, give ham meddelelse derom uden ugrundet ophold,

efter at tvangen er ophørt. Undlader han det, er han bundet ved erklæringen.

§ 29. Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt

ved anden tvang end i § 28 omtalt, er den ikke bindende for den tvungne, hvis

den, til hvem erklæringen er afgivet selv har udøvet tvangen eller har indset

eller burdet indse, at erklæringen retsstridigt var fremkaldt ved tvang fra

tredjemands side.

§ 30. En viljeserklæring er ikke bindende for

afgiveren, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, har fremkaldt den ved

svig eller har indset eller burdet indse, at den var fremkaldt ved svig fra

tredjemands side.

Stk. 2. Har den, til hvem erklæringen er afgivet,

svigagtigt givet urigtige oplysninger om omstændigheder, som kan antages at

være af betydning for erklæringen, eller gjort sig skyldig i svigagtig

fortielse af sådanne omstændigheder, anses erklæringen for at være fremkaldt

ved den således udviste svig, medmindre det gøres antageligt, at denne ikke

har indvirket på erklæringen.

§ 31. Har nogen udnyttet en andens betydelige

økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller

et bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betinge en ydelse, der

står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes

vederlag for, er den, der således er udnyttet, ikke bundet ved den af ham

afgivne viljeserklæring.

Stk. 2. Det samme gælder, hvis tredjemand har gjort sig

skyldig i et sådant forhold som omtalt i stk. 1 og den, til hvem

viljeserklæringen er afgivet, indså eller burde indse dette.

§ 32. Den, der har afgivet en viljeserklæring, som

ved fejlskrift eller anden fejltagelse fra hans side har fået et andet

indhold end tilsigtet, er ikke bundet ved erklæringens indhold, hvis den, til

hvem erklæringen er afgivet, indså eller burde indse, at der forelå en

fejltagelse.

Stk. 2. Bliver en afgiven viljeserklæring, som

befordres ved telegraf eller mundtlig fremføres ved bud, forvansket ved fejl

fra telegrafvæsenets side eller ved urigtig gengivelse af budet, er afgiveren

ikke bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori den kom frem, selv om den,

til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro. Vil afgiveren gøre gældende,

at erklæringen er uforbindende, har han dog at give meddelelse derom uden

ugrundet ophold, efter at forvanskningen er kommet til hans kundskab.

Undlader han det, er han bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori den

kom frem, såfremt den, til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro.

§ 33. Selv om en viljeserklæring ellers måtte anses

for gyldig, kan den, til hvem erklæringen er afgivet, dog ikke påberåbe sig

den, når det på grund af omstændigheder, som forelå, da erklæringen kom til

hans kundskab, og hvorom han må antages at have været vidende, ville stride

imod almindelig hæderlighed, om han gjorde den gældende.

§ 34. Er en skriftlig viljeserklæring oprettet på

skrømt, og har den, til hvem erklæringen er afgivet, overdraget en ret ifølge

samme til en godtroende tredjemand, kan det ikke overfor denne gøres

gældende, at erklæringen var afgivet på skrømt.

§ 35. Er kvittering for et pengebeløb frakommet

fordringshaveren uden hans vilje, bliver skyldneren desuagtet frigjort ved

betaling, som han efter forfaldstid i god tro erlægger mod kvitteringens

udlevering.

§ 36. En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt

eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig

handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler.

Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til

forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne

omstændigheder.

§ 37. (ophævet).

§ 38. Har nogen forpligtet sig til, at han af

konkurrencehensyn ikke må drive forretning eller anden virksomhed af en vis

art eller tage ansættelse i en sådan, er vedtagelsen ikke bindende for ham,

forsåvidt den med hensyn til tid, sted eller andre forhold går videre end

påkrævet for at værne imod konkurrence eller på urimelig måde indskrænker den

forpligtedes adgang til erhverv. I sidstnævnte henseende skal hensyn tages

også til den interesse, den berettigede har i, at vedtagelsen efterkommes.

Stk. 2. Har nogen, der er ansat i en forretning eller

anden virksomhed, overfor dennes indehaver påtaget sig en forpligtelse af det

ovenfor angivne indhold, som skal gælde efter ansættelsens ophør, bliver

forpligtelsen uvirksom, hvis han opsiges eller afskediges uden at have givet

rimelig anledning dertil, eller han selv fratræder sin stilling, og

indehaverens undladelse af at opfylde sine forpligtelser har givet ham gyldig

grund dertil.

IV. Særlige regler om forbrugeraftaler

§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder

anvendelse på forbrugeraftaler, herunder vilkår i forbrugeraftaler.

Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en

aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden

part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den

erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en

forbrugeraftale.

Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme

betingelser som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået eller

formidlet for den ene part af en erhvervsdrivende.

§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale,

og har det pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel

forhandling, fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig for

forbrugeren. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har

været genstand for individuel forhandling.

Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren,

skal af den erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1.

Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en

betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for

forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1,

nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den

øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med

den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som

er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen

med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne

omstændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke

kan tilsidesættes eller ændres.

§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i

et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde

anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler

om urimelige aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen

ville være lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver

forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.

V. Almindelige bestemmelser

§ 39. Når en viljeserklærings forbindende kraft

ifølge denne lov er afhængig af, at den, til hvem erklæringen er afgivet,

ikke havde eller burde have kundskab om et vist forhold eller i øvrigt var i

god tro, bliver hensyn at tage til, hvad han indså eller burde indse på det

tidspunkt, da viljeserklæringen blev ham bekendt. Dog kan der under særlige

omstændigheder også tages hensyn til den kundskab, han har fået eller burde

have fået efter det nævnte tidspunkt, men forinden viljeserklæringen har

virket bestemmende på hans handlemåde.

§ 40. Når nogen, som efter denne lov skal »give

meddelelse« har indleveret meddelelsen til befordring med telegraf eller

post eller, hvor andet forsvarligt befordringsmiddel benyttes, har afgivet

den til befordring dermed, går det ikke ud over ham, at meddelelsen forsinkes

eller ikke kommer frem.

§ 41. Ved nærværende lov ophæves Christian den Femtes

danske lov, for Færøernes vedkommende samme konges norske lov 5-1-4 og 5-1-5.

Lov nr. 250 af 12. juni 1975 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov

nr. 1098 af 21. december 1994, hvis § 1 vedrører aftalelovens § 36, stk. 1,

og kapitel IV, indeholder følgende bestemmelser:

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.

Stk. 2. § 38 b i lov om aftaler og andre retshandler på

formuerettens område som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, samt §§ 2-6

finder ikke anvendelse på forbrugeraftaler, som er indgået før lovens

ikrafttræden.

§ 8

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

eller grønlandske forhold tilsiger. Lov nr. 389 af 14. juni 1995, hvis § 4

vedrører aftalelovens §§ 22 og 24, indeholder følgende bestemmelser:

§ 23

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. (Udelades)

§ 24

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 4-15, 18, 19 og 21 kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 4-13 og 17-20 kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske

forhold tilsiger. Lov nr. 385 af 22. maj 1996, hvis § 5 vedrører aftalelovens

§ 21, stk. 2, indeholder følgende bestemmelser:

§ 15

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Er dødsfaldet indtrådt inden lovens

ikrafttræden, eller indgives begæring om skifte af uskiftet bo før lovens

ikrafttræden, anvendes de hidtil gældende regler.

§ 16

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 2, 4, 5, 7 og 9-12 kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 2, 4, 5, 7, 12 og 13 kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige

grønlandske forhold tilsiger.

Justitsministeriet, den 26. august 1996

Bjørn Westh

/ Lars Hjortnæs

Officielle noter

(* 1) § 21, stk. 2, 1. pkt., træder i kraft i denne affattelse den 1.

januar 1997, jf. § 15 i lov nr. 385 af 22. maj 1996. § 21, stk. 2, har indtil

den 1. januar 1997 følgende affattelse:

»Stk. 2. Fuldmagten ophører fra det tidspunkt, da det viser

sig, at gæld ikke vedgås. Reglerne om konkurs finder i dette tilfælde

tilsvarende anvendelse, således at bekendtgørelse i Statstidende af

indkaldelse til fordringshaverne med tilkendegivelse af, at gæld ikke er

vedgået, træder i stedet for kundgørelse af konkurs. Betaler fuldmægtigen

gæld efter dødsfaldet, og er boet insolvent, kan dette dog altid fordre, at

den stedfundne betaling går tilbage.«

(* 2) § 22 træder i kraft i denne affattelse den 1. januar 1997, jf. § 23

i lov nr. 389 af 14. juni 1995. Bestemmelsen har indtil den 1. januar 1997

følgende affattelse:

»§ 22. Bliver fuldmagtsgiveren umyndiggjort, erhverver

tredjemand ikke ved retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling overfor

den umyndiggjorte, end han ville have erhvervet, hvis retshandelen var

foretaget med denne selv. I de tilfælde, hvor tredjemand ville være afskåret

fra at påberåbe sig retshandelen overfor den umyndiggjorte, hvis han havde

kendt eller burde have kendt umyndiggørelsen, kan han, når retshandelen er

foretaget i henhold til en sådan fuldmagt som omtalt i § 18, heller ikke

påberåbe sig den, såfremt fuldmægtigen, da han foretog den, havde eller burde

have sådan kundskab.«

(* 3) § 24 træder i kraft i denne affattelse den 1. januar 1997, jf. § 23

i lov nr. 389 af 14. juni 1995. Bestemmelsen har indtil den 1. januar 1997

følgende affattelse:

»§ 24. Er fuldmagtsgiveren død, umyndiggjort eller kommet

under konkurs, kan fuldmægtigen, indtil de fornødne foranstaltninger kan

træffes af boet eller værgen, i kraft af fuldmagten foretage de retshandler,

som er nødvendige for at beskytte boet eller den umyndiggjorte mod tab.«

Lignende dokumenter