Spring til indhold

Retsinformation

Ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et hydrogeneret stivelseshydrolysat, der ikke er cariesdannende.

KEN nr 10049 af 04/03/1996Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet16. marts 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ansøgning om patent på fremgangsmåde til

fremstilling af et hydrogeneret stivelseshydrolysat, der ikke er

cariesdannende.

År 1996, 4. marts afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Laubst,

Ansgar Sørensen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 5/92: Klage fra

Cerestar Holding B.V.,

Holland,

v/Patentbureauet

Hofman-Bang & Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 10. januar 1992 af patent-

ansøgning nr. 5263 1979 for

Roquette Freres,

Frankrig,

v/Internationalt Patent-Bureau.

Den 19. september 1988 fremlagdes under nr. 153892 B en den 11. december

1979 indleveret ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et

hydrogeneret stivelseshydrolysat, der ikke er cariesdannende.

De fremlagte krav lød således:

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af et ikke-cariesdannende,

hydrogeneret stivelseshydrolysat, som omfatter mindre end 3

vægt%polymeriseringsgrad PG>20, mindre end 60 vægt% maltitol med PG på 2

og mindre end 19 vægt% sorbitol med en PG på 1, idet resten op til 100%

består af polyoler med PG fra 3 til 20, kendetegnet ved, at man:

underkaster udgangsstivelsen en sur eller enzymatisk hydrolyse indtil et

Læs alt

dextroseækvivalent, DE, på 10 til 35, underkaster det således opnåede

præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved hjælp af en Beta-amylase, en

Beta-amylase og en Alpha-amylase eller en Beta-amylase, en Alpha-amylase og

et enzym, som hydrolyserer 1-6-bindinger i amylopectin, idet betingelserne

for anvendelse af disse enzymer vælges således, at hydrolysatets endelige

DE-værdi bringes til en værdi på mellem 45 og 53, og hydrogenerer det således

opnåede hydrolysat med DE fra 45 til 53.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at man:

underkaster udgangsstivelsen en sur hydrolyse til en DE fra 27 til 35,

underkaster det således opnåede præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved

hjælp af en Beta-amylase, idet enzymet benyttes under sådanne betingelser, at

DE-værdien for det færdige hydrolysat bringes til en værdi fra 45 til 53, og

hydrogenerer det således opnåede hydrolysat med en DE-værdi fra 45 til 53.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at man:

underkaster udgangsstivelsen for en sur eller enzymatisk hydrolyse indtil

en DE fra 10 til 27,

underkaster det således opnåede præ-hydrolysat successivt for påvirkning

fra en Beta-amylase,

påvirkning fra en Alpha-amylase,

idet reaktionsbetingelserne for disse enzymer vælges således, at

hydrolysatets DE bringes til en værdi fra 46 til 48 af Beta-amylasen og til

en værdi fra 48 til 51 af Alpha-amylasen, og hydrogenerer hydrolysatet med DE

fra 48 til 51.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 3, kendetegnet ved, at hydrolysatet

med DE fra 48 til 51 mellem påvirkningen fra Alpha-amylasen og

hydrogeneringen underkastes en samtidig påvirkning fra en Beta-amylase og et

enzym, der hydrolyserer 1-6-bindingerne i amylopectin.

5. Fremgangsmåde ifølge et vilkårligt af kravene 1-4, kendetegnet

ved, at mængderne og betingelserne for enzymbehandlingen, der anvendes,

vælges blandt de følgende:

Beta-amylase: 200 til 1000 internationale enheder pr. kg tørt substrat, pH

fra 5,0 til 6,0, temperatur fra 50 graderC til 60 graderC, behandlingens

varighed fra 30 til 72 timer,

Alpha-amylase: 16.ooo til 48.000 internationale enheder pr. kg tørt

substrat, pH fra 5,0 til 6,0, temperatur fra 50 graderC til 60 graderC,

påvirkningens varighed fra 16 til 18 timer.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 4, kendetegnet ved, at mængderne og

betingelserne for enzymbehandlingen, der anvendes, vælges blandt de følgende:

enzym der hydrolyserer 1-6-bindingerne i amylopectinet: 120 til 400

internationale enheder pr. kg tørt substrat i nærværelse af 50 til 100

internationale enheder Beta-amylase pr. kg tørt substrat, pH fra 5,0 til 6,0,

temperatur fra 50 graderC til 60 graderC, påvirkningens varighed fra 24 til

48 timer.«

Klageren i denne sag nedlagde den 16. december 1988 indsigelse mod

udstedelse af patent.

Klageren udtalte bl.a.:

»....Vi finder, at den opfindelse, som søges patentret, savner den

fornødne nyhed og opfindelseshøjde på baggrund af, hvad der kendes fra bl.a.

følgende trykskrifter: 1. »Hydrogenated Starch Hydrolysates«, P.

Leroy, ERGOB Conference om Sugar Substitutes, Geneve, 30 Oct. - 1 Nov. 1978.

2. »Technological Problems in the Incorporation of Hydrogenated Glucose

Syrups and L-Sorbose«, M. Zimmermann, ERGOB Conference om Sugar

Substitutes, Geneve, 30 Oct. - 1 Nov. 1978. 3. Program ERGOB Conference om

Sugar Substitutes, Geneve, 30 Oct. - 1 Nov. 1978. 4. GB patentskrift nr. 1

169 538 (= DE patentskrift nr. 1 692 721). 5. US patentskrift nr. 3 329 507

(= DE patentskrift nr. 1 270 019). 6. US patentskrift nr. 2 891 869. 7. US

patentskrift nr. 3 565 765. 8. US patentskrift nr. 3 838 006. 9. DE

fremlæggelsesskrift nr. 1 517 810.

10. DE fremlæggelsesskrift nr. 1 767 256.

11. CA patentskrift nr. 723 133.

12. JP patentskrift nr. 50650-53.

13. Acta Physiol. Scand. 1965, 63.156-163 »The Utilisation of a

presumably Low-Cariogenic Carbohydrate Derivative«.

14. »Acid Production from Sucrose Substitutes in Human Dental

Plaque«, D. Birkhed and S. Edwardsson, ERGOB Conference om Sugar

Substitutes, Geneve, 30 Oct - 1 Nov. 1978.

15. »The Physiology and Biochemistry of the Mouth« 4th Edition -

C. Neil Jenkins, pages 301, 302, 388, 396, 397 and 423.

16. Roquette Brochure »LYCASIN 80/55 - Technical Aspects«....'

I indsigelsesbegrundelse af 27. februar 1989 anførte klageren følgende:

»Dansk patentansøgning nr. 5263/79 angår ifølge fremlæggelsesskriftet

en fremgangsmåde til fremstilling af et ikke-caries-dannende, hydrogeneret

stivelseshydrolysat. Det forekommer mærkeligt, at ansøgningen er rettet på en

fremgangsmåde, eftersom hele argumentationen for opfindelsen bygger på

produktets påståede fordelagtige egenskaber. Da både opfindelser af

næringsmidler og opfindelser af fremgangsmåder ved tilvirkning af

næringsmidler var undtaget fra patentering på ansøgningens indleveringsdag,

må vi gå ud fra, at ansøgningen er indskrænket til kun at omfatte

fremstilling af produkter med ikke-næringsmiddel-anvendelse. Men i så fald

skulle produktet i sig selv være patenterbart, og en analogifremgangsmåde til

fremstilling deraf er ikke patenterbar.

Fremgangsmådetrinene i den i patentkravene angivne fremgangsmåde er i sig

selv kendte, og valget af dem dikteres af arten af det produkt, som skal

fremstilles.

De i vor indsigelsesskrivelse anførte referencer 1 og 2 angiver produkter,

som er hydrogenerede stivelseshydrolysater, og som er ikke-cariogene, fordi

de ikke forgæres i munden af bakterier og enzymer. Reference 1 beskriver,

hvordan et område af sirupper med forskellige DE-værdier kan fremstilles

under anvendelse af Alpha-amylaser, Beta-amylaser og amyloglucosidaser, og

giver detaljerede beskrivelser af sirupsammensætningerne. Især en sådan

sammensætning i tabellen på side 116 har et DE på 48 og en sammensætning

meget tæt på den, der er angivet i tabel II, eksempel 1 i den foreliggende

ansøgning. Produktet LYCASIN 80/55 (se reference 16), som allerede var på

markedet før prioritetsdagen for den foreliggende ansøgning, indeholder

mindre end 19 % sorbitol (6-8 %), mindre end 60 % maltitol (50-55 %), 20-25 %

trisaccharider, og de resterende 10-20 % tetrasaccharider og højere.

Referencerne 1 og 2 beskriver den type produkt, som man ønsker at

fremstille: referencerne 6-12 viser, hvordan fremstillingen kan gennemføres.

For eksempel beskriver reference 8, hvordan stivelsessirupper med forskellige

kombinationer af sødhed og viskositet kan opnås ved en 2-trins fremgangsmåde

under anvendelse af kombinationer af enzymer, specifikt O-1,6-glucosidaser,

Beta-amylaser og Alpha-amylaser. På lignende måde angiver reference 6, at

anvendelsen af to eller flere enzymer, specifikt Alpha-amylaser,

Beta-amylaser, maltdiastaser og amyloglucosidaser, gør det muligt at

fremstille stivelsessirupper med praktisk taget enhver ønsket kombination af

kemiske eller fysiske egenskaber. Det kan bemærkes, at eksempel 7 i denne

reference først fremstille en sirup med DE 26 og derpå omdanner denne til en

med DE 52,4, selv om produktets dextroseindhold (glucose) er 21,8 % dvs. over

19 %.

Endelig beskriver referencerne 4 og 5 fremstillingen af hydrogenerede

stivelseshydrolysater, som ikke giver anledning tilcariesangreb på tænderne,

og som afledes fra stivelsehydrolysater med henholdsvis DE 1,2-15 og DE

15-75. Hydrolyseprodukterne omfatter dextriner og andre poly- og

oligosaccharider indeholdende op til 20 monosaccharidenheder, fortrinsvis

3-10 monosaccharidenheder.

Reference 13 rapporterer en biologisk undersøgelse af hydrogenerede

stivelseshydrolysater, som blev skaffet fra Lyckeby Starkelseforadling AB,

patenthaveren til referencerne 4 og 5.

Med hensyn til produktets påståede fordelagtige egenskaber kan det

bemærkes, at omtalen af den kendte teknik i ansøgningens beskrivelse

indrømmer, at hydrogenerede stivelseshydrolysater var kendte før ansøgningens

prioritetsdato, men anfører 2 særlige fordele ved de specifikke hydrogenerede

stivelseshydrolysaters ikke-cariogenicitet og for det andet deres egnethed

til fremstilling af »sucre cuit«-bolsjer. Vi lægger i det følgende

mest vægt på påstanden om ikke-cariogenicitet, fordi selv om ansøgeren siger,

at den fordelagtig anvendelse til fremstilling af »sucre

cuit«-bolsjer skyldes, at indholdet af PG1 og PG2 ikke er for stort, så

var denne tanke allerede fremsat i den kendte teknik. Hydrolysaterne skal

efter definitionen i kravet indeholde 35,1-79 % PG1 + PG2, men

sammensætninger indeholdende 56-63 % PG1 + PG2 er allerede tidligere i

reference 2 angivet som værende egnede til fremstilling af »sucre

cuit«-bolsjer. Ansøgningens krav må derfor stå eller falde på påstanden

om, at hydrolysater indeholdende mindre end 3 % PG>20 er ikke-cariogene,

og at sådanne sammensætninger var hidtil ukendte og opfinderiske på

ansøgningens prioritetsdato.

Det er vores påstand, at tallet 3 % ikke er kritisk for cariogenicitet, og

at ansøgeren solgte sammensætninger, som faldt ind under kravet i deres

patentansøgning, før dennes prioritetsdata, hvorfor dette ikke er nyt.

Begrebet ikke-cariogenicitet

De videnskabelige grunde til cariogenicitet og tandnedbrydning er omtalt

på side 396, 397 og 423 i lærebogen »The Physiology and Biochemistry of

the Mouth« (ref. 15). Den fjerde udgave af denne bog blev udgivet den

29. juni 1978, dvs. 5 måneder før ansøgningens prioritetsdato, og må således

anses for at repræsentere den på det tidspunkt gældende faglige opfattelse.

Denne opfattelse udtrykte klart, at det er pH-værdien i plakken, som dækker

tænderne, der er vigtig, og ikke pH-værdien i mundspyttet. Endvidere betyder

den logaritmiske natur af pH, at en given forskel i pH ikke nødvendigvis

repræsenterer den samme mængde syreproduktion, f.eks. repræsenterer en

forskel på 1 pH-enhed mellem pH 7,0 og pH 6,0 mindre syre end mellem pH 5,8

og pH 5,0. Caries antages at forekomme, når pH-værdien i plakken falder under

en »kritisk værdi« på ca. 5,2, hvor der begynder at finde

demineralisering af tandemaljen sted. Figur X 1.2 på side 388 viser en

eksperimentel repræsentation af, når pH-værdien falder under denne værdi.

Prøvning af cariogenicitet

Ud fra diskussionen i det ovenstående afsnit er det klart, at man ikke kan

regne med, at målinger af mundspyt-pH giver en bedømmelse af

»ikke-cariogenicitet«. Siderne 396 og 397 i »The Physiology

and Biochemistry of the Mouth« beskriver prøvninger, hvorved der

foretages målinger af plak-pH, reference 14 baserer sin bedømmelse af

ikke-cariogenicitet på syreudvikling i plakken.

Roquette-prøvningen

Ved ansøgerens prøvning måles pH-ændringer, som finder sted i spytprøver,

når de inkuberes med stofferne, som skal prøves. Denne prøvning har

imidlertid de følgende mangler som bedømmelse af ikke-cariogenicitet:

a) Den er ikke relateret til plaktilstande.

b) Den antager, at en pH-forskel på 1,0 er af samme betydning uanset

begyndelses-pH.

c) Et pH-fald på mindre end 1 pH-enhed siges at repræsentere et

ikke-cariogent produkt. Der er ikke angivet nogen basis for denne arbitrære

antagelse.

d) Selv om spytprøverne tages fra flere donorer, er det klart ud fra side

301 og 302 i »The Physiology and Biochemistry of the Mouth«, at

spyts pH varierer bredt afhængigt af omstændighederne. Prøver taget fra de

samme individer til forskellige tider ville derfor ikke være de samme og

ville ikke forventes at give de samme resultater.

e) I ansøgningens beskrivelse indrømmer ansøgeren, at den anvendte

prøvning er utilstrækkelig til at karakterisere et stofs ikke-cariogenicitet

i absolut forstand, men ved at antage, at pH>1 frembringer caries, og ved

at udlede af prøvningsresultaterne, at mindre end 3 % PG>20 altid og under

alle omstændigheder vil give ikke-cariogene hydrolysater, drager ansøgeren

alligevel absolutte konklusioner.

En undersøgelse af prøvningsmetoden i reference 14 viser, at den er

nærmere virkeligheden end Roquette-prøvningen af de ovenfor angivne grunde,

og når reference 14 således viser at »French« LYCASIN 80/55 er

ækvivalent med sorbitol mht. cariogenicitet, må dette betyde, at det er

ikke-cariogent i en absolut forstand. Hvis dette LYCASIN 80/55, som svarer

til det, der er beskrevet i referencerne 1 og 2, er ikke-cariogent, så må det

indeholde mindre end 3 % PG>20, eller hvis ikke, er niveauet af det

sidstnævnte ikke væsentligt for tandnedbrydning. Hvis den i ansøgningen

beskrevne prøvning viser, at LYCASIN 80/55 er cariogent, i modsætning til

hvad der er fundet i reference 14, så viser det, at prøvningen ikke kan

repræsentere virkeligheden af tandnedbrydning og således ikke giver nogen

påvisning af, at det ifølge ansøgningen fremstillede produkt tilvejebringer

en teknisk nyttig løsning på det problem at finde et ikke-cariogent

stivelseshydrolysat.

Roquette's prøvningsresultater

Selv hvis ansøgerens prøvningsmetode accepteres, har indsigerne ikke været

i stand til at anvende den til at påvise det kritiske ved PG>20.

Indsigeren har udført forsøg under anvendelse af Roquette-metoden med et

antal forskellige spytprøver og hydro-generede hydrolysater af forskellig

oligomersammensætning. Deres resultater (de vedføjede kurver A-D) viser intet

kritisk tal, men understøtter blot det tidligere kendte synspunkt, at

stigende mængder af de højere oligomere viser et større fald i pH. Disse

resultater er vedføjet i grafisk form som bilag til dette brev. Det er

trukket en ret linie igennem punkterne, men dette behøver ikke at være den

bedste tilpasning. Imidlertid kan det ses, at der ikke finder nogen kritisk

ændring sted ved 3 % PG>20. Forsøgene bekræfter ansøgerens advarsel om, at

forskellige spytprøver giver forskellige resultater med den samme prøve

hydrolysat. Til sammenligningsformål blev dextrose (høj cariogen aktivitet)

og sorbitol (lav cariogen aktivitet) også prøvet. Læren af forsøgene er, at

det ikke eksisterer noget vidnesbyrd, som understøtter et krav på en kritisk

værdi ved 3 % PG>20.

Indsigerne har også gennemført en anden række forsøg, hvorved et

hydrogeneret stivelseshydrolysat indeholdende 18,7 % oligomere med PG20 blev

behandlet med ethanol, som udfældede disse oligomere. Der blev udført to

forsøg, hvorved indholdet af PG>20 oligomere blev reduceret til

henholdsvis 5,1 % og 1,3 %. Når det ubehandlede hydrogenerede hydrolysat og

de to behandlede prøver blev afprøvet ved Roquette-prøvningen, var

pH-værdierne 0,81 (ubehandlet), 0,72 (5,2 % PG>20) og 0,65 (1,3 %

PG>20). Disse resultater understøtter det synspunkt, at der ikke sker

nogen kritisk ændring i pH ved 3 % oligomere med PG>20.

I en anden række forsøg målte indsigeren ved HPLC syreudviklingen i en

række sterile opløsninger af hydrogenerede stivelseshydrolysater, pufret til

pH 7,2, hvortil der var sat spytprøver (blanding af spyt fra 4 personer).

Surhedsudviklingen over for tiden er afsat i kurve E vedføjet dette brev, og

hastigheden af surhedsudvikling over for indhold af PG>20 er afsat i kurve

F. Kurve E viser det samme mønster af surhedsudvikling uanset indhold af

PG>20, og kurve F viser, at hastigheden af surhedsudvikling efter en given

tid ikke har noget kritisk punkt ved 3 % PG>20.

Alle de ovenfor beskrevne forsøg viser, at surhedsudviklingen i en

blanding af spyt og et hydrogeneret stivelseshydrolysat ikke viser nogen

kritisk ændring ved 3 % PG>20.

Selv om referencerne 1 og 2 ikke udtrykkeligt beskriver et hydrogeneret

stivelseshydrolysat indeholdende mindre end 3 % PG>20, er der meget stærke

argumenter for, at det er underforstået, at hydrolysaterne i disse to

referencer og i reference 14 faktisk indeholder mindre end 3 % PG>20.

Bevis for dette findes i den udaterede Roquette-brochure (ref. 16).

Brochurens betydning ligger i de følgende kendsgerninger:

a) Den giver en specifikation for LYCASIN 80/55 på side k-68, som i alle

henseender falder ind under kravet i den foreliggende ansøgning.

b) Den henviser til de referencer, som er nummereret 1, 2 og 14 i vor

indsigelsesskrivelse, som i brochuren identificeres som henholdsvis 14, 17 og

7.

c) Brochurens utvetydige mening er, at det arbejde, som identificeres i

referencerne, vedrører LYCASIN 80/55 som defineret på side k-68 (se især side

8, næstsidste afsnit). Det »French« LYCASIN 80/55, der i reference

14 er beskrevet som værende ikke-cariogent, må derfor have haft en

sammensætning, som falder ind under kravene i den foreliggende danske

ansøgning.

Efter vor opfattelse giver de ovenfor anførte argumenter basis for

følgende konklusioner:

1) LYCASIN 80/55, som i referencerne 1, 2 og 14 er beskrevet som værende

et kommercielt tilgængeligt produkt, har den sammensætning, som er patentsøgt

i den anfægtede danske ansøgning, hvorfor den påberåbte opfindelse ikke var

ny på ansøgningens prioritetsdato.

2) Det i reference 14 beskrevne franske LYCASIN 80/55 er vist at være

ikke-cariogent ved en prøvning, som på det tidspunkt var accepteret af faget

som værende nærmere på virkeligheden af tandnedbrydning end den prøvning, der

anvendes, af ansøgerne i deres patentansøgning. Et produkt, som er vist at

være ikke-cariogent ved denne prøvning, kunne ikke plausibelt være cariogent

ved prøvningen i ansøgningens beskrivelse, fordi den sidstnævnte prøvning er

mindre stringent.

3) Ansøgningens beskrivelse beviser ikke, at faldet i pH-værdi i de

afprøvede prøver er relateret til deres indhold af PG>20, eller at et pH

på 1 betegner en cariogen sammensætning.

4) Når Roquette-prøvningen blev anvendt af indsigerne, viste den ikke

nogen kritisk betydning af et indhold af PG>20 på 3 %.

Sammenfattende mener vi,

a) at begrebet ikke-cariogenicitet har fået meget detaljeret overvejelse i

den kendte teknik,

b) at den kendte teknik har beskrevet et antal forfinede prøvninger og

resultaterne deraf,

c) at Roquette-prøvningen var grov i sammenligning med de hidtil kendte

prøvningsmetoder,

d) at en gentagelse af Roquette-prøvningen ikke giver resultater, som

stemmer overens med, at indholdet af PG>20 i et stivelseshydrolysat er en

kritisk variabel for ikke- cariogenicitet, og

e) at de sammensætninger, som fremstilles ifølge den anfægtede

patentansøgning var kommercielt tilgængelige før ansøgningens prioritetsdato,

og at den overvejelse, på hvilken kravet er baseret, nemlig det kritiske tal

på 3 % PG>20, er ubegrundet.

Vi finder det hermed påvist, at den i ansøgningen påberåbte opfindelse

savner såvel nyhed som opfindelseshøjde, og henstiller derfor, at ansøgningen

afslås i sin helhed.'

Klagerens fuldmægtig, patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S, har

ved skrivelse af 19. december 1988 selvstændigt nedlagt indsigelse imod

udstedelse af patent.

I indsigelsesbegrundelse af 28. februar 1989 udtaler denne indsiger

(indsiger II):

»Dansk patentansøgning nr. 5263/79 angår ifølge fremlæggelsesskriftet

en fremgangsmåde til fremstilling af et ikke-cariesdannende, hydrogeneret

stivelseshydrolysat. Det fremgår af ansøgningens akter, at man simpelthen har

fået godkendt krav og beskrivelse affattet på samme måde som det tilsvarende

norske fremlæggelsesskrift nr. 150 161. Dette er imidlertid i modstrid med

overgangsbestemmelse nr. 1, stk. 2 i den danske patentlov af 1967, eftersom

årsagen til at den norske ansøgning er indskrænket til kun at omfatte

fremgangsmådekrav er, at næringsmidler ikke er patenterbar i Norge. Men hvis

produktet er et næringsmiddel, kan heller ikke fremgangsmåden være

patenterbare i Danmark, da både opfindelser af næringsmidler og opfindelser

af fremgangsmåder ved tilvirkning af næringsmidler var undtaget fra

patentering på ansøgningens indleveringsdag.

Hvis vi på den anden side går ud fra, at ansøgningen er indskrænket til

kun at omfatte fremstilling af produkter med ikke-næringsmiddel-anvendelse,

så skulle produktet i sig selv være patenterbart, og en analogifremgangsmåde

til fremstilling deraf er ikke patenterbar.

Ifølge patentkravene angår den foreliggende ansøgning en fremgangsmåde til

fremstilling af et ikke-caries-dannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat,

som omfatter mindre end 3 vægt-% polyoler med PG 20, mindre end 60 vægt-%

maltitol og mindre end 19 vægt-% sorbitol. Kendetegnende for fremgangsmåden

er, at

(i) udgangsstivelsen hydrolyseres enzymatisk eller ved sur hydrolyse

indtil DE 10-35,

(ii) præhydrolysatet underkastes enzymatisk hydrolyse med 53-amylase,

Beta-amylase + Alpha-amylase eller Beta-amylase + Alpha-amylase + et enzym,

som hydrolyserer 1,6-bindinger i amylopectin, indtil hydrolysatets endelige

DE-værdi er 45-53,

(iii) det endelige hydrolysat med DE 45-53 hydrogeneres.

Alle disse tre stadier: (i) smeltning, (ii) saccharificering og (iii)

hydrogenering til fremstilling af hydrogeneret stivelseshydrolysat var

allerede kendte på ansøgningens prioritetsdato.

Fra DE patentansøgning nr. 17 67 256 kendtes kombinationen af (i)

smeltning og (ii) saccharificering til fremstilling af stivelsessirup.

Sur hydrolyse ((i) og (ii)) af stivelse og hydrogenering (iii) af

stivelsesirup var kendt fra GB offentliggørelsesskrift nr. 1 169 538 (ref. 5)

(Lyckeby).

Enzymatisk hydrolyse var ligeledes tidligere kendt: I SE

offentliggørelsesskrift nr. 368 587 (ref.6) (Hayashibara) er på side 5

beskrevet en fremgangsmåde til fremstilling af varmestabil maltitolsirup.

Stivelse blev (i) først hydrolyseret med Alpha-amylase-enzym efterfulgt af

(ii) saccharificering med Beta-amylase og pullulanase (som hydrolyserer

O-1,6-bindinger i amylopectin). Maltose sirupper med DE-værdi på 48 og 51

(dvs. inden for det i ansøgningens krav 1 angivne område 45-53) er beskrevet

i tabellen på side 6 i offentliggørelsesskriftet. Disse sirupper blev (iii)

hydrogeneret (se side 7) på en lignende måde som i den foreliggende

ansøgning, og dette er og var på ansøgningens prioritetsdato den mest

anvendte fremgangsmåde til hydrogenering.

Med læren fra dette offentliggørelsesskrift er fagmanden i stand til at

fremstille produktet med ønsket maltitolindhold. Som det klart ses af dette

SE offentliggørelsesskrift, kan den endelige sirups maltitolindhold reguleres

ved variering af de hydrolyserende enzymer.

Den nøjagtige koncentration af maltose og maltitol såvel som

koncentrationen af sorbitol er ikke angivet i offentliggørelsesskriftet.

Praktiske forsøg har imidlertid vist, at når man anvender proceduren ifølge

Hayashibaras offentliggørelsesskrift, opnås produkter med maltitolindhold på

40-60% af tør- vægten og sorbitolindhold på mindre end 19% af tørvægten.

Ifølge ansøgningens beskrivelse er formålet med den påberåbte opfindelse

at fremstille et ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat.

Produktet, som defineret i indledningen til krav 1 i ansøgningen, er

allerede defineret i den i vor indsigelsesskrivelse anførte reference 1

(Leroy) i tabellen (a) på side 116 og i reference 2 (Zimmermann) på side 145.

Dette betyder, at produktet allerede var kendt på ansøgningens

prioritetsdato.

Desuden var fremgangsmåden til fremstilling af det pågældende produkt

(inden for omfanget af ansøgningens patentkrav) beskrevet i reference 1

(Leroy) på side 115-116.

Birkhed og Edwardsson offentliggjorde i reference 3 resultater af

undersøgelser af cariogenicitet af forskellige sirupper, inklusive

»French Lycasin 80/55«. Disse resultater viste, at »French

Lycasin« ikke var cariogent. Således var den ikke-cariogene natur af

maltitolsirup, som defineret i ansøgningen, allerede kendt på

prioritetsdatoen.

De grænser, som er angivet for ikke-cariogenicitet i den foreliggende

ansøgning (mindre end 3% polyoler med PG > 20) har ingen begrundelse: der

er ikke påvist nogen grænse for mængden af længere polyoler, under hvilken

produktet er ikke-cariogent.

I ansøgningen er der ikke fremført noget materiale, på basis af hvilket

ansøgeren kunne være i stand til at udforme et patentkrav, som adskiller sig

patenterbart fra den kendte teknik. Under henvisning til det ovenfor anførte

henstiller vi derfor, at dansk patentansøgning nr. 5263/79 afslås i sin

helhed.'

Ansøgeren fremsendte med skrivelse af 1. september 1989 sit svar på

klagerens indsigelsesbegrundelse af 27. februar 1989:

»Indsigerens første argument går på at ansøgningen angår en

fremgangsmåde til fremstilling af et næringsmiddel. Hertil skal det først

bemærkes, at der, eftersom ansøgningen har været gennem behandlingsproceduren

i Patentdirektoratet og er godkendt til fremlæggelse, ikke kan være tvivl om

at ansøgningen angår en patenterbar opfindelse. Hvis dette ikke have været

tilfældet, ville Patentdirektoratet have gjort indvending tidligere.

Patentdirektoratets holdning, nemlig at produktet fremstillet ved

fremgangsmåden ifølge opfindelsen ikke er et næringsmiddel er ikke

overraskende, idet stivelseshydrolysatet fremstillet ved fremgangsmåden

ifølge opfindelsen er et ikke-cariesdannende sødemiddel bestemt til

anvendelse i nærings- og nydelsesmidler, farmaceutiske produkter, diætetika,

sundhedspræparater, som elixirer, tandpasta og kompressorier.

Interessen for at anvende ikke-cariesdannende sødemidler med de ovennævnte

anvendelsesmuligheder forklarer ikke kun den kommercielle succes af

produktet, fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, men også

indsigerens motiv til at nedlægge indsigelse.

Den nærværende opfindelse angår en fremgangsmåde omfattende en særlig

kombination af trin, der i princippet hver for sig er kendte, men uden at

være tilpasset, således at man opnår den særlige kombination af egenskaber,

der fører til et hydrogeneret stivelseshydrolysat med det særlige

glucidspektrum, der er kendetegnet ved et indhold på under 3% af produkter

med polymerisationsgrad over 20.

Ansøgeren har fundet, at hydrogenerede stivelseshydrolysater svarende til

det angivne glucidspektrum er ikke-cariesdannende efter en test, der synes

simpel, men er meget skrappere end den kendte test som indsigeren påberåber

sig.

Det er kun produkterne, som ansøgeren har solgt efter prioritetsdagen med

betegnelsen »LYCASIN 80/55«, som er ikke-cariesdannende efter

testen angivet i nærværende ansøgning. Indsigeren anfører, at Roquette Frere

har solgt hydrogenerede stivelseshydrolysater under betegnelsen »LYCASIN

80/55« inden prioritetsdagen. Disse hydrolyserede stivelseshydrolysater

betragtes som ikke-cariesdannende efter de kendte, tidligere tests, men

skulle imidlertid klassificeres som cariesdannende, hvis de havde været

underkastet testen beskrevet i nærværende ansøgning.

Faktisk gælder det, hvilket indsigeren også ved, at begrebet

ikke-cariesdannende ikke kan defineres absolut på basis af en given test og

givne kriterier, men at det udvikler sig, og at alle producenter af

hydrogenerede stivelseshydrolysater konstant forsøger at finde produkter, der

i højere grad er ikke cariesdannende.

Det faktum, at ansøgeren har solgt »ikke-cariesdannende«

hydrogenerede stivelseshydrolysater inden og efter prioritetsdagen under den

samme betegnelse »LYCASIN 80/55« ændrer intet ved, at det

hydrogenerede stivelseshydrolysater inden denne dag havde et andet

glucidspektrum, idet varemærket »LYCASIN« ikke giver nogen

oplysning om glucidspekret for de hydrogenerede stivelseshydrolysater, idet

tallene »80« og »55« blot har følgende betydninger:

»80« angiver tørstofindholdet,

»55« angiver indholdet af hydrogenerede stivelseshydrolysater

betragtet som sorbitol og maltitol i procent uden nogen hentydning til

indholdet af andre polyoler.

Efter disse indledende betragtninger gennemgås indsigelsesbegrundelsen i

det følgende nærmere.

Indsigeren har opbygget sin argumentation som følger under henvisning til

de kendte dokumenter (1) til (16) tilvejebragt af indsigeren (m.h.t.

referencerne, se indsigelsen):

A) Studium af referencerne (1), (2), (4) og (5), i forhold til opfindelsen

(side 2, linie 8 - side 4, linie 11). En første konklusion gives på side 4,

andet afsnit.

B) Studium af begrebet ikke-cariesdannende efter cariogenisitetstestene

beskrevet i de tidligere dokumenter (15) og (14) og endelig efter

Roquette-testen (side 4, linie 12 til side 6, linie 18).

C) Præsentation af resultaterne af en række forsøg udført af indsigeren og

samlet under den højst forbavsende overskrift »Roquettes

prøvningsresultater« (side 6, linie 19 til side 7, linie 30).

D) Argumenter, der sigter mod at vise en påstået mangel på nyhed som følge

af påstået tidligere brug under henvisning til en brochure fra Rogette, som

siges at være udateret (side 7, linie 31 til side 8, linie 19).

E) Generelle konklusioner.

I det følgende imødegås argumenterne præsenteret i hvert af disse punkter.

ad. A).

Reference (1) og (2) omhandler ganske rigtigt begrebet ikke-cariesdannende

i forbindelse med hydrogenerede stivelseshydrolysater.

Især beskriver referencerne (1) og (2) hydrogenerede

stivelseshydrolysater, der hævdes at være ikke-cariesdannende, uden at der

overhovedet forklares, hvad der skal forstås med

»ikke-cariesdannende«. Denne mangel på præcisering fjerner som vist

ovenfor enhver værdi af påstanden.

Skønt et af hydrolysaterne nævnt på side 116 af skriftet (1) for visse

bestanddele har en sammensætning, der ligger nær ved sammensætningen givet i

tabel 2 af den nærværende ansøgning, ophører al lighed der, idet skriftet (1)

intet angiver om at indholdet af produkter med PG større end 20 skal være

mindre end 3%, og dette er afgørende med hensyn til ikke-cariogenicitet.

Når indsigeren på basis af det tidligere skrift (16) henviser til at et

LYCASIN 80/55 som allerede var markedsført inden prioritetsdagen for den

nærværende ansøgning, har han ikke taget hensyn til, at det ikke drejer sig

om Roquette brochuren, der påstås at være udateret, hvilket vil blive belyst

nærmere i det følgende, men om en artikel udgivet i 1977 af konsul E.

Rockstrøm (tidligere ansvarlig for firmaet Lyckeby i »Revue des

Fabricants de Confiserie...« hvilken artikel er hæftet på denne

brochure, og

at der ikke deri er nævnt produkter med DP større end 20.

Indsigeren anfører dernæst, at principperne af de enkelte trin af

fremgangsmåden ifølge opfindelsen er kendte ifølge reference (6) til (12).

Dette bestrider ansøgeren ikke.

Disse skrifter beskriver imidlertid ikke den særlige kombination af

betingelser som i forbindelse med de enkelte trin er nødvendig til opnåelse

af et ikke-cariesdannende hydrolysat med glucidspektret for hydrolysatet

fremstillet ifølge opfindelsen.

Der angives intet i skrifterne om, at indhold under 3% af produkter med PG

større end 20 er nødvendig til opnåelse af det ikke-cariesdannende

hydrolysat.

Det vil sige at glucidspekret for forbindelsen fremstillet ifølge

opfindelsen ikke var kendt før prioritetsdagen for ansøgningen.

Reference (4) og (5) angår hydrogenerede stivelseshydrolysater, som

betragtedes som ikke-cariesdannende i årene 1963-1965, det vil sige 13 til 15

år inden prioritetsdagen for nærværende ansøgning og uden henvisning til

nogen test for ikke-cariogenicitet. Desuden udelukker skriftet (4) ikke på

nogen måde at indholdet af produkter med PG større end 20 er større end 3% i

det beskrevne hydrogenerede stivelseshydrolysat.

Med hensyn til reference (13), som angår et arbejde, der faktisk er

bestilt af indehaveren af patenterne (4) og (5), kan man med interesse

bemærke, at produkterne deri beskrives som

»....believed to be low-cariogenic« (side 156, linie 10 f.n.).

Som konklusion anfører indsigeren på side 4, andet afsnit, at

»tallet 3% ikke er kritisk for cariogeniciteten«, og at

»ansøgeren har solgt blandinger, der ligger inden for omfanget af

kravene i ansøgningen inden prioritetsdagen«.

Indsigeren har imidlertid ikke fremlagt beviser for nogen af disse

påstande.

ad. B).

I det følgende imødegås argumenterne givet af indsigeren under dette

punkt.

Indsigeren anfører, at begrebet cariogenicitet og forfinede prøvninger i

den forbindelse faktisk var beskrevet i den kendte teknik. Det må

understreges, at prøvningen anvendt af ansøgeren er meget mere stringent end

de tidligere prøvemetoder, skønt den synes mere simpel.

Den er ekstremt pålidelig alene på grund af inkubationstiden på 21 timer,

der er meget længere end inkubationstiden, der er 30 minutter, ved den kendte

prøvning i overensstemmelse med reference (14). Efter prøvningen konkluderer

man ikke om et givet produkt er cariogent eller ej. Det konkluderer alene,

hvis pH 1, at et givet produktion er ikke cariogent, i henseende til

prøvningen. Med andre ord kan et produkt, som er ikke-cariogent ved

prøvningen ifølge reference (14) eller (2) udemærket være cariogent ved

prøvningen beskrevet i den nærværende ansøgning, nemlig på grund af de meget

skrappere betingelser.

Specielt angiver udtrykket ikke-cariesdannende (=ikke-cariogen), som det

anvendes i forbindelse med de hydrogenerede stivelseshydrolysater i

nærværende ansøgninger en egenskab for disse produkter svarende til skrappere

kriterier end dem der anvendes reference (2) svarende til udtrykket

»Zahnschonend« i forbindelse med LYCASIN 80/55.

LYCASIN 80/55 betegnet som »Zahnschonend« i reference (2)

opfylder altså ikke kriterierne til klassificering som ikke-cariogen ved

prøvningen angivet i nærværende ansøgning, mens hydrolysaterne fremstillet

ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen indlysende er »Zahnschonend«

efter reference (2). Reference (15) ændrer intet ved dette faktum.

Indsigeren understreger, idet han støtter sig på reference (15), at det er

pH-værdien i tandplaques der er vigtig for cariogeniciteten og ikke

pH-værdien i spyttet.

Prøvningen anvendt ifølge den nærværende ansøgning til undersøgelse af

cariogenicitet af et givet produkt er imidlertid uafhængig af spyttets

pH-værdi.

Dette fremgår af beskrivelsen af prøvningen (se afsnittet fra linie 30 på

side 6 til linie 17 side 8 i fremlæggelsesskriftet), hvor det ses at denne

prøvning bygger på mundhulebakteriernes mulighed for at angribe det

hydrogenerede stivelseshydrolysat. Det angreb medfører, hvis det finder sted,

en surgøring af miljøet og dermed et fald i pH-værdien.

Ved denne prøvning tilfører man alene mundhulebakterier i prøvemediet ved

behandling af en lille mængde spyt, som iøvrigt er en blanding af spyt fra 5

donorer.

Af reference (15) fremgår det (se side 396, linie 14-17), at man har

konstateret, at bakteriefloraerne af tandplaques ligner hinanden hos personer

med og uden caries, idet antallet af specielt to bakteriearter, nemlig

Lactobacillus acidophilus og Streptococcus mutans ifølge side 423, linie

18-20 af reference (15) afhænger af intensiteten af caries og er til stede i

et meget mindre antal hos personer uden caries.

I betragtning af prøvningsbetingelserne for prøvningen angivet i

nærværende ansøgning, det vil sige

- anvendelse af en meget lille mængde på basis af prøvemediet af en

spytblanding fra fem donorer, hvoraf visse statistisk set har caries.

- en prøvetid på 21 timer hvorunder alle typer bakterier vokser under

optimale betingelser,

er det sikkert, at udgangsspyttets eller nærmere udgangsspytblandingens

pH-værdi ingen betydning har.

Mængden af spytblanding anvendt side 8, linie 3-6 (jvf.

fremlæggelsesskriftet) er således 0,2 ml. Dette blandes i 10 ml næringsmedium

og 1 ml sterilt vand (kontrol) eller 1 ml af en 18% (vægt/vol) opløsning af

materialet, der skal prøves.

Spytblandingen udgør således 1,8%.

Som teoretisk eksempel kan nævnes, at tilførsel af en 0,2 ml spytblanding

med en pH-værdi på 5,45 (den laveste værdi angivet på side 302, linie 6 af

reference (15)) til 11 ml af den ovennævnte blanding af næringsmedium af vand

(pH 7,55) kun giver et fald af pH-værdien fra 7,55 til ca. 7,5.

Det ses klart, at målingerne udført ved prøvemetoden angivet i nærværende

ansøgning er helt uafhængige af udgangsspyttets pH-værdi og kun afhænger af

surgøring af mediet som følge af angreb på produktet underkastet prøvning med

mundhulebakterier.

Det at prøvemetoden anvendt i forbindelse med nærværende ansøgning er mere

stringent end de kendte prøvemetoder medfører at argumenterne givet af

indsigeren i afsnittet side 6 linie 3 til 18 er fuldstændigt uunderbyggede.

Når indsigeren slutter af reference (14) at LYCASIN 80/55 var

ikke-cariogent før dec. 1978, idet det var ækvivalent med sorbitol,

sammenblander han prøvemetoden anvendt i reference (14) med prøvemetoden

beskrevet i nærværende ansøgning.

Prøven beskrevet i reference (14) består af måling af variationerne i

ph-værdien observeret på tandplaqueniveauet (»in vivo«) i 30

minutter, mens klassificering som ikke-cariogent produkt i den betydning der

er givet af prøvningen anvendt i den nærværende ansøgning opnås in vivo efter

21 timer i et miljø med en koncentration, der er tre gange så svag, men

imidlertid under betingelser, der er meget strengere. Hvis betingelserne for

den sidstnævnte test havde været anvendt i forbindelse med det LYCASIN

80/55-produkt, som det drejer sig om i reference (14), ville dette særlige

LYCASIN 80/55 ikke have været klassificeret som ikke-cariogent.

Sammenfattende kan det siges, at prøvemetoden anvendt i forbindelse med

den nærværende ansøgning er en praktisk, industriel prøvemetode, der er

uafhængig af det anvendte spyts pH-værdi, og meget mere stringent end de

kendte laboratorieprøvemetoder, konklusionerne draget af indsigeren i

forbindelse med denne prøvning og især på basis af reference (15) og

reference (14) er unøjagtige og ubegrundede.

ad. C).

Under overskriften »Roquettes prøvningsresultater« beskriver

indsigeren et sæt forsøg, af hvilke en første gruppe er afbildet på de fem

grafer med de respektive overskrifter: Saliva Sample A Saliva Sample B Saliva

Sample C Saliva Sample D

Averidge of values for Saliva Samples A to D.

Der kan midlertid ikke drages nogen konklusion af disse forsøg.

Således finder man ikke alene ved alle forsøgene undtagen ved dem der er

udført med saliva A på de to hydrolysater med det største indhold af

produkter med PG større end 20, at hydrolysaterne er ikke-cariogene, idet

delta pH-værdien er mindre end en. Dette er i modstrid med alle

konstateringer gjort af ansøgeren og kan kun være et resultat af forkert

anvendelse af prøvemetoden, men man finder også, at saliva B, C og D medfører

at dextrose betragtes som ikke-cariogent, idet kun saliva A gør en undtagelse

på dette punkt. Forsøg udført med blandingen af saliva, som giver en pH-værdi

i nærheden af 1, fører fremdeles til betragtning af dextrose som værende på

grænsen til at være cariogent. Dette er absolut i modsætning med både den

almindelige mening i en enig videnskabelig verden, ifølge hvilken dextrose er

cariogent, og på den anden side i modstrid med alle erfaringer draget af

ansøgeren fra før prioritetsdagen for den nærværende ansøgning og kan igen

kun skyldes forkert anvendelse af prøvemetoden. Følgelig er konklusionerne

draget af indsigeren på basis af resultaterne af denne første række forsøg, i

det mindste dårligt understøttet.

Med hensyn til de tre forsøg i den anden række af forsøg udført af

indsigeren med et hydrogeneret stivelseshydrolysat med 18,7% polyoler med PG

større end 20, de anvendes som så i det første forsøg, og efter behandling

med ethanol i de to efterfølgende forsøg (hvorved der opnås indhold af

polyoler med PG større end 20 på henholdsvis 5,1 og 1,3), kan man ikke uden

supplerende oplysninger udlede mere af disse end af den første række forsøg,

alene af den grund, at man ved den første prøve, der ikke var behandlet med

ethanol, får det resultat, at hydrolysatet er ikke-cariogent, på trods af det

meget høje indhold, nemlig 18,7% af produkter med PG større end 20. Dette er

endnu engang fuldstændig i modsætning til alt hvad ansøgeren har konstateret

siden 1978 og giver igen anledning til formodning om at resultaterne skyldes

forkert udførelse af prøvningen.

Ansøgerens formodninger vedrørende forsøgene udført af indsigeren støttes

af Bilag A til nærværende imødegåelse, der er en publikation med titlen

»Les sirops maltitol, Une nouvelle generation de polyols« fra

oktober 1986, af Societe de Produits du mais (som blot er en afdeling af

indsigerfirmaet).

Det fremgår af dette bilag, at dextrose er cariogent og at sorbitol er

ikke-cariogent.

Det er tilstrækkeligt at betragte figuren »Evolution au cours de

temps de pH de solutions de sucres et de polyols contenant des

microorganismes buccaux«, for at se dette.

På grafen vises pH-ændringen, målt blandt andet med dextrose og sorbitol i

tilstedeværelse af mundhuleorganismer.

Det er vanskeligt at se, at disse mikroorganismer kan have været tilført

på anden måde ved prøvningens start end med spyttet (som beskrevet i

nærværende ansøgning), og man kan konstatere, at variationen af pH-værdien

efter 21 timer (opmærksomheden skal især henledes på, at den pågældende graf

fra Societe de Produits de Mais viser værdier efter 22 timer, der er meget

nær ved værdierne efter 21 timer ved testen udført i forbindelse med

nærværende ansøgning) på ca. 2,8 for dextrose og ca. 0,9 for sorbitol, idet

start pH-værdierne var 7,5 eller lidt højere, som ved forsøgene, for hvilke

resultaterne er sammenfattet i tabel I i den nærværende ansøgning.

Hvis et kontrolforsøg (som beskrevet ved prøvemetoden anvendt ifølge

nærværende ansøgning) havde været udført, ville den tilsvarende pH-ændring

efter al sandsynlighed have været omkring 0,3 til 0,4. Og testene ifølge La

Societe de Produits de Mais ville således have givet en pH-værdi ( i samme

betydning som ifølge nærværende ansøgning) på 2,5 for dextrose og 0,6 for

sorbitol, hvilket indlysende medfører klassificitering af dextrose som

cariogent og sorbitol som ikke-cariogent.

Herved understøttes ansøgerens formodning med hensyn til forsøgene udført

af indsigeren og repræsenteret ved de ovennævnte grafer med overskrifterne A

til S og A...D. Konklusionerne draget af indsigeren ud fra resultaterne af

disse forsøg har således ingen værdi.

Indsigeren fremlægger endelig en tredie række af forsøg illustreret ved

graferne E og F, hvilke ikke tillader meningsfulde konklusioner. Grafen E

viser således, at et hydrolysat med et indhold af polyoler med PG større end

20 på 0% giver samme surgøring som et hydrolysat med et indhold af polyoler

med PG større end 20 på 18%, hvilket klart viser karakteren af disse forsøg.

Hverken denne tredie eller de to foregående rækker forsøg støtter

indsigerens konklusioner.

Ansøgeren har udført en række forsøg til bekræftelse af, at værdien 3% for

indholdet af polyoler med PG større end 20 i det omhandlede hydrogenerede

stivelseshydrolysat er kritisk ud fra en cariogenicitetsbetragtning.

Resultaterne af denne række forsøg er vist på grafen, der er vedlagt som

bilag B. Resultaterne viser, at hydrolysaterne med et indhold under denne

værdi ikke er cariogene i henseende til prøvningen udført i forbindelse med

den foreliggende ansøgning.

Det ses klart, at den ikke-cariogene karakter i henseende til testen

angivet i beskrivelsen til nærværende ansøgning på overraskende og uventet

måde præcis fås, når indholdet af hydrogenerede polysaccharider med PG større

end 20 i et hydrogeneret stivelseshydrolysat er mindre end 3%.

På grafen repræsenterer de 15 punkter A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M,

N, P og R 15 forskellige hydrolysater fremstillet af ansøgeren.

Disse 15 hydrolysater har indhold af hydrogenerede polysaccharider med PG

større end 20 i området fra 3,6 (punkt A) til 1,5 (punkt R).

Abcisseaksen viser indholdet af hydrogenerede polysaccharider med PG

større end 20 (% PG større end 20) af de prøvede hydrolysater.

Ordinataksen af grafen viser pH-værdien, det vil sige forskellen i

ændringen af pH-værdien mellem et givet hydrogeneret stivelseshydrolysat og

en kontrolprøve, underkastet prøvningen angivet i beskrivelsen til den

nærværende ansøgning. I beskrivelsen præciseret det, at pH i praksis skal

være mindre end 1, for at det prøvede hydrogenerede hydrolysat er

ikke-cariogent.

De 15 produkter A til R underkastedes prøvningen og punkterne

repræsenterende produkterne A til R viser delta pH-værdien fundet i hvert

tilfælde. Betragtning af grafen viser, at delta pH-værdien varierer fra 1,3

(punkt A og B) til 0,5 (punkt M).

Kurven C1, der er tegnet under hensyntagen til alle punkterne A til R

viser klart, at der sker en særlig ændring af pH-værdierne, når indholdet af

hydrogenerede polysaccharider med PG større end 20 i de prøvede hydrolysater

passerer værdien 3.

Denne særlige ændring kunne hverken forudsiges eller forventes.

ad D).

Indsigeren hævder på basis af en brochure, der påstås at være udateret

(reference (16)), at kunne vise at de hydrogenerede stivelseshydrolysater

beskrevet i reference (1), (2) og (14) implicit angives at have et indhold af

produkter med PG større end 20 på mindre end 3%.

Hertil skal det først nævnes, at reference (1) og (2) ikke på nogen måde

omhandler et hydrogeneret stivelseshydrolysat indeholdende mindre end 3% af

polyoler med PG større end 20.

De indeholder ingen eksplicit angivelse i den forbindelse, og indsigeren

fremfører intet overbevisende argument til støtte for antagelsen om, at de

omhandlede hydrolysater implicit indeholder mindre end 3% af polyoler med GP

større end 20.

Brochuren, der siges at være udateret og udgør reference (16) tillader

ikke indsigeren at antage at indholdet af polyoler med DP > 20 på implicit

måde er angivet som værende mindre end 3% i produkterne beskrevet i reference

(1), (2) og (14).

Denne brochure er faktisk dateret, nemlig til februar 1984. Hvis

indsigeren ikke havde kendskab til denne datering, ville han have kunnet

udlede af henvisningen til reference (21) dateret til 1982, at brochuren var

udgivet efter 1982.

Brochuren udgør således ikke kendt teknik og skal ikke tages i betragtning

her.

Dog kommenteres de tre punkter a), b) og c) på side 8 i

indsigelsesbegrundelsen med hensyn til den nævnte brochure:

Hvis der faktisk på side K68 beskrives et hydrolysat betegnet LYCASIN

80/55 og faldende under omfangene af kravet til den nærværende ansøgning,

ville dette kun vise en ting, nemlig at der er tale om et hydrolysat af den

type, der solgtes på tidspunktet for publikation af brochuren, dvs. efter den

krævede prioritetsdag, som er den 11. december 1978.

På side K68 henvises der i øvrigt til 2 US-patenter svarende til den

nærværende ansøgning og udstedt henholdsvis 21. juli 1981 og 24. august 1982.

Det fremgår imidlertid hverken af denne side K68 eller af reference (16)

taget i sin helhed, at der med hensyn til produkterne identificeret på nævnte

side K68 ved deres glucid- spektra og ved varemærket LYCASIN 80/55 er tale om

de samme hydrolysater, som dem der allerede er betegnet som LYCASIN 80/55 i

reference (1), (2) og (14).

Som allerede forklaret ovenfor anvendtes varemærket LYCASIN 80/55 allerede

inden prioritetsdagen for nærværende ansøgning, med den betydning af cifrene

80 og 55, der ligeledes er forklaret ovenfor.

Det faktum, at et hydrolysat har været solgt under mærket LYCASIN 80/55

muliggør ikke, at man kan sige noget om dets indhold af produkter med DP 20

før den 11. december 1978, der er prioritetsdagen for den nærværende

ansøgning. Følgelig er produkterne defineret på side K68 i den ovennævnte

brochure på den ene side i overensstemmelse med opfindelsen og repræsenterer

de nuværende, kommercielle, ikke-cariogene hydrolysater, mens de på den anden

side er forskellige fra dem, der er nævnt i reference (1), (2) og (14).

ad E).

De generelle konklusioner 1) til 4) og a) til e) angivet på side 8 og 9 af

indsigelsesbegrundelsen imødegås klart i det foregående.

Derfor skal vi henstille til Patentdirektoratet om at træffe afgørelse om

meddelelse af det ansøgte patent uanset den nedlagte indsigelse.'

I skrivelsen anførtes endvidere:

»Vi vedlægger desuden 3 kopier af følgende bilag til vor imødegåelse:

Bilag A: »Les sirops de maltitol, une nouvelle generation de

polyols« societe des Produits du Mais, oktober 1986.

Bilag B: Graf, der viser resultater af forsøg udført af ansøgeren.

Vi har konstateret en indlysende fejl i linie 3 af ansøgningens krav 1. At

der er tale om en indlysende fejl fremgår bl.a. af beskrivelsen side 2, linie

24. Vi vedlægger derfor også en ny side 18 til beskrivelsen, hvormed denne

fejl er berigtiget og anmoder som at patentet må blive udstedt med denne nye

side 18 i stedet for den tidligere side 18.'

I skrivelse af 29. januar 1990 udtalte klageren følgende:

»Vi vedlægger kopi af den første officielle udtalelse afgivet i den

tilsvarende norske ansøgning, som har ført til norsk patent nr. 150 161. Vi

henviser specielt til de to første afsnit og især til bemærkningen:

»kravene 1-4 gælder stivelseshydrolysater må anses for at kunne udnyttes

af organismer og således opfattes som næringsmidler«. Ansøgerne synes at

have været enige i denne betragtning, eftersom de har indskrænket kravene i

den norske sag til kun at omfatte fremgangsmåden til fremstilling af de

omhandlede stivelseshydrolysater. Hvis det forholder sig således, er

imidlertid hverken produktet eller fremgangsmåden patenterbar i Danmark i

henhold til overgangsbestemmelserne i den danske patentlov.

Ansøgeren anfører i sin imødegåelse side 1 nederst og side 2 øverst samt i

sidste afsnit på side 4, at fremgangsmåden ifølge ansøgning 5263/79 omfatter

en særlig kombination af trin, som hver for sig er kendte. Disse trin er

ifølge krav 1:

(a) sur eller enzymatisk hydrolyse af stivelse til opnåelse af et

præ-hydrolysat med DE 10-35,

(b) enzymatisk hydrolyse af præ-hydrolysatet fra (a) til opnåelse af et

hydrolysat med DE 45-53,

(c) hydrogenering af hydrolysatet.

Fremgangsmåder, hvorved der anvendes kombinationer af hydrolysetrin, var

imidlertid velkendte på ansøgningens prioritetsdato. F.eks. beskriver vor

reference 8, US patentskrift nr. 3 838 006, en fremgangsmåde til fremstilling

af hydrogenerede stivelseshydrolysater med varierende sammensætninger ved

anvendelse af kombinationer af hydrolysetrin. Krav 5 beskriver f.eks. en

fremgangsmåde til fremstilling af en blanding af maltitol og

oligosaccharidalkoholer, hvorved stivelse først gøres flydende ved opvarmning

med syre, og det smeltede produkt hydrolyseres først med en Beta-amylase og

derpå med en Alpha-amylase (sammenlign med krav 3 i DK 5263/79).

Hydrolyseproduktet har et DE på ca. 48 (ifølge den foreliggende ansøgnings

krav 3: (48-51) og hydrogeneres derpå. Vor reference 7, US patentskrift nr. 3

565 765, beskriver kombinerede hydrolysetrin til dannelse af

stivelsehydrolysater, f.eks. eksempel 4, hvori hydrolysen giver et produkt

med DE 16 (ifølge den foreliggende ansøgning: 10-35), som efterfølges af en

hydrolyse med 53-amylase til et produkt med DE 47,4 (ifølge den foreliggende

ansøgning: 45-53). Hydrogeneringen af dette produkt er en indlysende

foranstaltning i betragtning af at det er kendt, at stivelsehydrolysater alle

kan hydrogeneres ved i hovedsagen den samme metode, og fordi en sådan proces

er beskrevet i reference 7. Fremgangsmåden ifølge DK 5263/79 er meget analog

med de fremgangsmåder, som er beskrevet i disse to referencer. Den i

ansøgningen angivne fremgangsmåde er sandsynligvis den mest praktiske måde at

fremstille de ønskede stivelse hydrolysater på, selvom andre mindre

økonomiske fremgangsmåder åbenbart er mulige, f.eks. blanding af individuelle

ingredienser eller blandinger af ingredienser. Læren vedrørende den

fremgangsmåde, som er genstand for kravene i fremlæggelsesskriftet, er

indeholdt i reference 8, alment i spalte 5, linie 33-46 og især i de

detaljerede eksempler og arbejdsbetingelser.

En stor del af argumentationen i ansøgerens imødegåelse vedrører de

prøvningsmetoder, som er anvendt til at måle cariogeniciteten af de

forskellige produkter. Dette punkt er vigtigt, fordi det er ansøgerens

påstand, at det »LYCASIN 80/55«, der er beskrevet som

ikke-cariogent i vore referencer 2 og 4, ikke var det samme »LYCASIN

80/55« som er angivet i ansøgningen, og at det sidstnævnte produkt var

»mere ikke-cariogent«, fordi det blev bedømt ved en mere nøjagtig

prøvning end dets forgænger. Den publicerede bedømmelse af det sidstnævnte er

indeholdt i reference 14, som beskriver et arbejde udført ved en University

School of Dentistry. Man ville forvente, at de prøvningsmetoder, som er

anvendt i et sådant arbejde, ville være de mest nøjagtige, som var til

rådighed på det tidspunkt: således er det bemærkelsesværdigt, at artiklen

indeholdende arbejdet blev fremlagt ved ERGOB-konferencen en måned før den

foreliggende ansøgnings prioritetsdato.

Den prøvningsmetode, som er beskrevet af ansøgeren i DK 5263/79, og de to

prøvningsmetoder, der er anvendt i reference 14, bygger alle på målinger af

syredannelse i prøvningssubstraterne forårsaget af flora, som er tilstede i

munden. Hvor prøvningsmetoderne adskiller sig væsentligt, er kilden til den

flora og varigheden af prøvningen.

(a) Kilde til flora

Roquette-prøvningen tager spytprøver fra 5 donorer, hælder prøverne sammen

og anvender blandingen som inoculum for næringsopløsninger indeholdende

materialet, som skal prøves. De to prøvningsmetoder ifølge reference 14

anvender plakmateriale skrabet fra tænderne som inoculum, og grunden til

denne forskel er givet på side 396 i reference 15, nemlig

»det har været indset i mange år, at syreproduktion og pH-ændringer i

de inderste lag af plak, hvor den er i kontakt med emaljeoverfladen,

sandsynligvis var de afgørende faktorer i caries. Spørgsmålet om forskellene

mellem spyt i caries-aktive og caries-frie individer kan derfor have været

stillet forkert - det virkelige spørgsmål er, hvordan adskiller plak i den

caries-aktive mund sig fra den i en caries-fri mund?».

Udfra dette stykke synes det klart, at en prøvningsmetode, der anvender

plak som kilde til mundflora, kommer nærmere til de betingelser, som fælder

ved den caries-forekommende overflade end den metode, der anvender spyt, som

kun har en forbigående kontakt mod tænderne.

(b) Prøvningstid

Roquette-prøvningen varer i 21 timer, prøvningerne i reference 14 varer

henholdsvis 10 minutter og 30 minutter. Kortheden af de sidstnævnte

prøvninger og længden af den førstnævnte er imidlertid ingen angivelse af

deres relative værdier med hensyn at bedømme et substrats cariogenicitet. For

såvidt som et in vitro forsøg går ud på at simulere in vivo betingelser, er

Roquette-prøvningen mindre anvendelig end prøvningsmetoderne ifølge reference

14. Føde indtaget i munden forbliver ikke blandet med spyt og i kontakt med

tænderne i 21 timer. Den vil meget mere sandsynligt blive forbundet med plak

i kontakt med tænderne i et tidsrum på minutter, men igen ikke så længe som

21 timer.

Af de grunde, som er angivet i (a) og (b) ovenfor, er det vor opfattelse,

at ansøgeren har uret i deres påstand om, at den prøvning, der anvendes i

ansøgningen er bedre end de prøvninger, der anvendes i reference 14.

Understøttelse for dette synspunkt findes i det andet afsnit på side 6 i

imødegåelsen, hvor det siges, at prøvningen ikke viser om givet produkt er

cariogent eller ej, men kun at det er ikke-cariogent i henseende til

prøvningen. Da prøvningens formål er at forudsige virkningen af et stof på

tandnedbrydning, synes den understregede sætning at være en indrømmelse af,

at prøvningen er utilstrækkelig til dette formål.

Ansøgningens beskrivelse (fremlæggelsesskriftet side 6, tredie afsnit)

indeholder den udtalelse, at Roquette-prøvningen ikke er tilstrækkelig til på

absolut vis at karakterisere et produkts ikke-cariesdannende virkning, men at

den gør det muligt at etablere gyldige sammenligninger mellem forskellige

produkter. For at et produkt skal betragtes som ikke-cariogent, er et

nødvendigt, at pH-forskellen efter 21 timer mellem kontrollen og det

afprøvede produkt ikke er for stor, og i praksis højst er 1 pH-enhed. Denne

beskrivelse lover langt mindre for prøvningen, end ansøgeren hævder i

imødegåelsen, og det er klart, at pH-tallet på 1 enhed er en arbitrær værdi,

for hvilken der ikke er noget bevis for kritikalitet. Den kritik, som

ansøgeren i afsnit (c) af imødegåelsen giver af vore forsøgsresultater A-D,

er baseret på den antagne kritikalitet af pH 1 og ignorerer den kendsgerning,

at resultaterne faktisk tilvejebringer en sammenligning af de afprøvede

produkter som lovet i ansøgningens beskrivelse for Roquette-prøvningen og,

som det ville forventes, viser større pH-forskelle fra kontrollen for

dextrose end for sorbitol. Intet i prøvningsresultaterne kan udlægges som

bevis for, at dextrose er ikke-cariogent. Udfra ansøgerens egen beskrivelse

af Roquette-prøvningen synes det rimeligt at antaget, at 1,0 ikke er et

absolut til for den kritiske pH og kunne være 0,8 i en prøvningsrække og 1,2

i en anden række.

Ansøgerens henvisning i imødegåelsen side 11, fjerde afsnit, til den

kurve, som er publiceret af societe de Produits du Mais, nævner ikke, at

kurven ikke er baseret på 53pH som mål for cariogenicitet. Denne kurve

afsætter et fald i pH, men beskæftiger sig ikke med faldets størrelse, men

med spørgsmålet om, hvorvidt pH falder under den kritiske værdi, hvorved

angreb på tandemaljen finder sted (se vor reference 16). Tiden 24 timer eller

mere ved denne prøvning er ikke nødvendig for at fastslå, om dextrose og

saccharose er cariogene eller ej, da det kritiske pH-niveau er blevet

passeret længe før denne tid er gået.

De forsøgsresultater, som vi har fremført i denne indsigelse, blev udført

efter den metode, der er beskrevet af ansøgeren i DK 5263/79, og trods den

kritik, der fremføres af ansøgeren i afsnit (c) af imødegåelsen, er

resultaterne fra A, B, C og D og gennemsnittet af A-D som det ville

forventes. Afvigelserne fra den kritiske pH-værdi er forklarlige som beskrev-

et tidligere i denne skrivelse, medens der ikke er nogen kritik af de

relative bedømmelsestal for de afprøvede produkter, og ansøgningens

beskrivelse lover ikke mere for prøvningen end dette. De andre forsøg blev

også udført i den samme gode ånd, men vi var ude af stand til at påvise nogen

kritikalitet ved tallet 3% PG 20. Vore resultater er derfor i modstrid med de

resultater, som præsenteres af ansøgeren, men vi benægter eftertrykkeligt, at

denne konflikt skyldes vor manglende evne til at udføre den simple

Roquette-prøvningsmetode.

Den ovenstående diskussion af prøvningsmetoderne og prøvningsresultaterne

viser, at den prøvningsmetode, som er beskrevet i ansøgningen, blot er en

alternativ metode til de metoder, der er beskrevet i reference 14, d.v.s. den

har mindre lighed med de betingelser, som forårsager tandnedbrydning, end

fremgangsmåderne ifølge reference 14, og den kan derfor ikke siges at være en

mere stringent prøvning for cariogenicitet. Ved ERGOB-konferencen i november

1978 hævdede Roquette's repræsentanter i reference 1 og 2, at »LYCASIN

80/55« var ikke-cariogent. Ansøgeren siger nu i imødegåelsen side 4

øverst, at denne påstand var uden enhver værdi. Trods dette angreb fra

ansøgeren på forelæggelser af firmaets egne folk, kan det ikke benægtes, at

angivelsen om ikke-cariogenicitet for »LYCASIN 80/55« i november

1978 var baseret på arbejde, beskrevet i reference 14, hvorved der anvendtes

prøvningsmetoder med en nærmere analogi til mundbetingelser end den metode,

som anvendes i den senere patentansøgning. Forskerne i reference 14 fandt

ikke blot, at »LYCASIN 80/55« var ikke-cariogent og i denne

henseende mindede om maltitol, mannitol, sorbitol og xylitol: de skelnede

også mellem »svensk LYCASIN og »fransk« LYCASIN til fordel for

det sidstnævnte, fordi: »SVENSK LYCASIN indeholder en større mængde

hydrogenerede polysaccharider med molkylvægt end FRANSK LYCASIN«.

Ansøgeren kritiserer prøvningsarbejdet i reference 14, men de har citeret

denne reference i brochuren fra 1984 som bevis for ikke-cariogeniciteten af

det »LYCASIN 80/55«, som er beskrevet i denne brochure. Hvis det

»LYCASIN 80/55«, som er beskrevet i brochuren, ikke var det, der er

afprøvet i reference 14, er henvisningen til denne reference vildledende.

Sammenfattende er det vor opfattelse, at det hydrogenerede er

ikke-cariogent og derfor må have indeholdt mindre end 3% PG > 20, og hvis

ikke, er denne parameter irrelevant. Vi fastholder også, at ihvertfald

reference 14 peger på, hvordan man skal sammensætte et ikke-cariogent

hydrogeneret stivelsehydrolysat, d.v.s. ved at reducere indholdet af

polysaccharider med høj molkylvægt. Vi har ikke været i stand til at

bekræfte, at ansøgerens påstand om, at det specifikt er polysacchariderne med

PG > 20, der er vigtige, og at de udøver en sådan virkning på

cariogenicitet, at 3% er et kritisk afskæringspunkt.

Kurven B, som ansøgeren har vedføjet sin imødegåelse, antyder ved at

inducere, at 2,8% PG 20 i et produkt er ikke-cariogent, mens 3,2% er

cariogent, en skarphed i denne kritiske værdi, som virkelig må forbavse.

Vi må således fastholde vor henstilling om, at ansøgningen afslås i sin

helhed.'

I skrivelse ligeledes af 29. januar 1990 udtalte indsiger II som følger:

»Vi gør opmærksom på, at de til DK 5263/79 svarende patentansøgninger

i Norge og Finland er indskrænket til kun at angå fremgangsmåden, efter

patentmyndighedernes påpegning af, at de omhandlede produkter er

næringsmidler. Dette synes således også at være anerkendt af ansøgeren.

Uanset om Patentdirektoratet skulle følge en anden praksis i denne

henseende, må vi imidlertid fastholde, at såvel fremgangsmåder som produkter,

der falder inden for det i ansøgningen omhandlede, er kendte fra de i vor

indsigelse angivne referencer. At ansøgeren så har fundet, at disse produkter

indeholder mindre end 3 % polyoler med en polymerisationsgrad over 20, og har

udviklet en særlig prøvningsmetode, som i nogle tilfælde giver forskellige

resultater ved indhold af PG > 20 på under og over 3 %, ændrer intet ved

dette faktum.

Vi skal derfor fastholde vor henstilling om, at ansøgningen afslås i sin

helhed.«

I fortsættelse af skrivelse af 29. januar 1990 ønskede klageren i

skrivelse af 20. marts 1990 at klargøre følgende:

»I fremlæggelsesskriftet anføres, at det hydrogenerede

stivelsehydrolysat, som fremstilles ved den omhandlede fremgangsmåde, ikke er

cariesdannende og er anvendeligt som sødemiddel i spiselige produkter, såsom

slik, kager, cremer, drikkevarer og syltetøj. Så godt som alle disse

spiselige produkter betragtes som næringsmidler, og ved anvendelse som

sødemiddel vil stivelsehydrolysatet udgøre en betydelig del af sådanne

produkter i visse tilfælde (syltetøj) op til 50 vægt-% eller mere.

Det hydrogenerede stivelsehydrolysat metaboliseres ikke af

mikroorganismerne i munden og er derfor ikke cariesdannende. Men det

metaboliseres af det menneskelige fordøjelsessystem (og af nogle

mikroorganismer i menneskets tarm) og af denne grund, sammenholdt med det

ovenstående, må det betragtes som et næringsmiddel.«

Med skrivelse af 26. april 1990 fremsendte klageren til yderligere

oplysning i sagen kopi af afgørelsen af klagerens indsigelse mod den

tilsvarende norske patentansøgning og udtalte:

»Det skal i denne sammenhæng erindres, at det norske

fremlæggelsesskrift nr. 150 161 var indskrænket til at angå fremgangsmåden

til fremstilling af de omhandlede hydrogenerede stivelseshydrolysater, fordi

produktet blev anset for at være et næringsmiddel og derfor ikke kunne

patenteres i henhold til overgangsbestemmelsen i den norske patentlov, mens

denne i modsætning til overgangsbestemmelsen i den danske patentlov ikke

omfatter fremgangsmåder ved tilvirkning af næringsmidler.

Afgørelsen fra anden afdeling i Styret for det industrielle rettsvern

beskæftiger sig derfor med ansøgerens påstand om patentbegrundende tekniske

fordele ved det fremstillede produkt ligesom hovedparten af vor svarskrivelse

af 29. januar 1990, og derfor finder vi de anførte grunde for denne afgørelse

af værdi også til belysning af den foreliggende danske ansøgning.«

Ansøgeren fremsendte ved skrivelse af 3. december 1990 imødegåelse af

ovennævnte skrivelser af 29. januar, 20. marts og 26. april 1990 fra klageren

og af skrivelse af 29. januar 1990 fra indsiger II og udtalte:

»Hovedargumentet, fremsat af begge indsigere, er en gentagelse af

påstanden om, at ansøgningen ikke kan føre til patent, idet kravene skulle

være rettet på en fremgangsmåde til tilvirkning af næringsmidler, i tilfælde

af de subsidiære krav på de således fremstillede næringsmidler.

For nu endeligt at afslutte denne diskussion foreslår vor ordregiver i

indledningen til krav 1 at indsætte, at det hydrogenerede stivelseshydrolysat

ifølge opfindelsen er til anvendelse i nydelsesmidler. Vi henviser her til

beskrivelsen side 1, linie 12 ff, hvoraf det fremgår, at det omhandlede

stivelseshydrolysat især er interessant inden for slikområdet.

Ordlyden af det subsidiære krav 1 bliver således:

1. Ikke-cariesdannende hydrogeneret stivelseshydrolysat til anvendelse i

et nydelsesmiddel, kendetegnet ved, at det omfatter mindre end 3 vægt%

polyoler med polymeriseringsgrad Pg>20, mindre end 60% maltitol med PG på

2 og mindre 19 vægt% sorbitol med en PG på 1, idet resten op til 100% består

af polyoler med PG fra 3 til 20, og at det fremstilles ved, at man:

underkaster udgangsstivelsen en sur eller enzymatisk hydrolyse indtil et

dextroseækvivalent, DE, på 10 til 35, underkaster det således opnåede

præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved hjælp af en Beta-amylase, en

Beta-amylase og en Alpha-amylase eller en Beta-amylase, en Alpha-amylase og

et enzym, som hydrolyserer 1-6-bindinger i amylopectin, idet betingelserne

for anvendelse af disse enzymer vælges således, at hydrolysatets endelige

DE-værdi bringes til en værdi på mellem 45 og 53, og hydrogenerer det således

opnåede hydrolysat med DE fra 45 til 53.

Denne ændring fjerner det vigtigste grundlag for de to indsigeres

argumentation, idet de øvrige argumenter, fremsat af indsiger I (indsiger

II's argumenter er allerede diskuteret ovenfor) ikke som det nedenfor vil

blive påvist, kan rokke ved opfindelsens patenterbarhed.

Indsiger I giver i sit indlæg af 29. januar 1990 først en lang udredning

om, at forskellige kombinationer af hydrolysetrin i forbindelse med

fremstilling af hydrogenerede hydrolysater af stivelse eller maltitol og

oligosaccharider allerede var kendt på ansøgningens prioritetsdato.

Ansøgeren har aldrig bestridt ovennævnte, men har tværtimod altid

præciseret, at opfindelsen er baseret på en fremgangsmåde (subsidiært et

produkt opnået ved en sådan) omfattende en række af

trin, der hver i princippet er kendt, men hvor hvert trin er specielt

tilpasset, så kombinationen af de i hvert trin benyttede parametre fører til

et hydrogeneret stivelseshydrolysat med et specielt carbonhydratspektrum, der

medfører at nævnte hydrolysat er ikke-cariogent og er bemærkelsesværdigt ved

et givet indhold af maltitol og et givet indhold af sorbitol, kombineret med

et indhold på under 3% af produkter med en polymerisationsgrad (PG) over 20.

Indsigerens argumenter, hvad angår dette punkt, skulle hermed være

tilbagevist.

Indsiger I synes at studse over, at det » LYCASIN 80/55«, der er

bragt i handelen efter indlevering af den nærværende ansøgning, er endnu

mindre cariogent end produkter solgt tidligere under samme handelsnavn.

Vi er noget overraskede over, at en sådan tingenes tilstand kan vække

undren. Det er hverken i industri eller handel sjældent at se produkter, der

efterhånden forbedres mere og mere, og som stadigvæk sælges under et uændret,

veletableret og populært handelsnavn. Kan man virkelig antage, at firmaet

CERESTAR, der benytter et argument som ovenfor nævnt, aldrig har ladet eller

vil lade produkter, solgt under sine handelsnavne, nyde godt af forbedringer

i kvalitet, renhed eller virkning?

I sit indlæg af 29. januar 1990 giver indsiger I dernæst en henved tre

sider lang udredning over fremgangsmåder til udførelse af og fordele ved

forskellige prøvninger for cariogenitet.

Hertil kan vi bemærke, at vi er forundrede over, at indsigeren

tilsyneladende ikke har forstået den i vor imødegåelse af 1. september 1989,

side 6-9, allerede givne redegørelse hvad angår stingensen af afprøvninger

foretaget i forbindelse med opfindelsen, og af prøvninger i forbindelse med

»reference 14«.

Sammenfattende skal vi i denne forbindelse gentage og understrege, at

prøvningsmetoden, der benyttes i forbindelse med opfindelsen:

er meget simpel at udføre (der kræves kun til udførelsen nogle

reagensglas, et pH-meter, et kommercielt dyrkningsmedium og en termostat, der

kan holdes ved 3053C.)

er en industriel afprøvningsmetode, der kan benyttes til at fastslå, om et

produkt er cariogent eller ikke-cariogent,

er mere stringent end laboratorieprøvningsmetoder ifølge kendt teknik,

tillader, at man objektivt og reproducerbart kan sammenligne forskellige

hydrogenerede stivelseshydrolysater, og

ikke på absolut måde foregiver at definere begrebet ikke-cariogenitet,

idet dette begreb har været under udvikling i de senere år og vel sagtens i

fremtiden vil udvikle sig yderligere.

Denne ikke absolutte art af afprøvningsmetoden er iøvrigt allerede nævnt i

ansøgningen. (Beskrivelsen af 2. april 1980, linie 22-27).

Indsiger I har nogle argumenter, begyndende på side 5, første nye afsnit,

der berører talværdien for parameteren pH.

Først vil vi i denne forbindelse udtrykke glæde over, at indsiger I

endelig har forstået, at afprøvningsmetoden anvendt i forbindelse med

opfindelsen benytter en forskel i pH, nemlig mellem pH målt på produktet til

afprøvning efter 21 timer, og pH i kontrollen efter 21 timer, idet selve

pH-værdien ingen betydning har. Der skulle således ikke mere være basis for

den tvivl, som i denne sammenhæng på grund af manglende forståelse kan have

ledt indsigeren til sin indsigelse af 27. februar 1989.

Værdien 1,0 for pH, som er angivet i patentansøgningen som et kriterium

for ikke-cariogenitet af de afprøvede produkter, er ganske vist arbitrært

valgt, men man kan herefter ikke lade den variere, f.eks. som indsigeren

synes at antage, mellem 0,8 og 1,2.

Indsigeren hævder (side 4, andet afsnit, linie 5 f.n.), at: »Intet i

prøvningsresultaterne kan udlægges som bevis for, at dextrose er

ikke-cariogent«. Dette er, ret beset, en påstand og ikke en påvisning!

Tværtimod mener vi, hvad vi allerede har påvist i tidligere indlæg, at de

omtalte forsøg er foretaget under sådanne betingelser, at man ville komme til

det forbløffende og afvigende resultat, at dextrose ikke skulle være

cariogent.

Og det, som har fået indsigeren til, baseret på resultaterne af sine

forsøg A-D at sige, at »vi var ude af stand til at påvise nogen

kritikalitet ved tallet 3% PG20« (side 5, fra linie 9), beviser blot

entydigt, at disse forsøg A-D burde være udført under de stingente

betingelser, der er anført i vor patentansøgning.

På basis af disse forsøg udført under betingelser, der får dextrose til at

fremstå som ikke-cariogent (!!), er det bestemt ikke overraskende, at

indsigeren »ikke har været i stand til at bekræfte, at ansøgerens

påstand .....« (side 6, linie 3).

Indsigeren er dog, som allerede nævnt i vor imødegåelse af 1. september

1989, side 10, sidste afsnit og videre, når han ønsker det, fuldt ud i stand

til at udføre relevante sammenlignende forsøg, som det ses af kurverne på

figuren:

»Evolution au cours du temps du pH de solutions de sucres et de

polyols contenant des microorganismes buccaux«

(vedlagt nævnte imødegåelse som bilag, stammer fra en publikation fra

»Societe des Produits de Mais«, en afdeling af indsigerfirmaet).

På denne figur ses, som indsigeren meget rigtigt angiver, den kritiske

pH-værdi, under hvilken tandemaille vil blive angrebet, nemlig som en

punkteret linie parallel med abscisseaksen.

Men det er ikke mindre sandt - og indsigeren forbliver tavs herom og kunne

ikke med held hævde det modsatte -, at alle andre kurver på nævnte figur kort

og godt viser variationer i pH målt på forskellige substrater under

tilstedeværelse af buccale mikroorganismer.

Denne figur viser tydeligt, at Societe des Produits du Mais selv benytter

en afprøvningsmetode, der er analog til metoden ifølge vor patentansøgning,

til at vurdere den cariogene karakter af produkter, såsom maltitolsirupper

(der er hydrogenerede stivelseshydrolysater), idet de måler udviklingen af pH

af opløsninger blandet med spyt i løbet af omkring 21 timer.

Denne figur viser tydeligt, som vi allerede har nævnt i ovennævnte

imødegåelse (side 11, to store midterafsnit), at forsøgene udført af Societe

des Produits du Mais vil føre til værdier for pH (defineret som ved

afprøvningen i vor ansøgning) på 2,5 for dextrose, og 0,6 for sorbitol.

Indsigeren kan altså, når han vil, og når han benytter en prøvemetode, som

han ellers giver nedsættende omtale, finde, at dextrose faktisk er cariogent.

Endvidere har Societe des Produits du Mais, indsigerens filial,

tilsyneladende ikke haft betænkeligheder ved i brochurer til sine kunder at

lade indgå en figur med kurver, der svarer til afprøvningen ifølge vor

ansøgning. Filialen mener åbenbart ikke, at en sådan afprøvning er

utilstrækkelig eller lidet fintmærkende, hvorimod indsigeren synes at være af

denne opfattelse, i hvert fald i forbindelse med sin indsigelse.

Vi kan endelig meddele, at vi har viden om, at selskabet CERESTAR, med

andre ord indsigeren, hos »Bund fur Lebensmittelrecht und

Lebensmittelkunde« (DE) har anmodet om sædvanlig autorisation for et

hydrogeneret stivelseshydrolysat hvori indholdet af produkter med PG større

end 20 er mindre end 5%.

En sådan autorisationsanmodning viser utvetydigt, at indsigeren fuldt ud

har anerkendt vigtigheden af produkter med en værdi for PG over 20, hvad

angår egenskaber hos hydrogenerede stivelseshydrolysater.

Den kendsgerning, at indsigeren foreslår, at indholdet af sådanne

produkter skal være mindre end 5%, viser at han sigter på at opnå

autorisation for produkter, hvor denne grænse ikke er så lille eller er

beskyttet af omfanget af opfindelsen, men dog nærmer sig en sådan værdi.

Det forekommer ikke ganske heldigt i denne forbindelse at bestride den

kritiske karakter af carbonhydratspektret af de hydrogenerede

stivelseshydrolysater ifølge opfindelsen.

Vi ser os ikke i stand til at vedlægge et skriftligt bevis for ovenstående

oplysning, men vi anmoder om, idet vi ved, at »Bund fur

Lebensmittelrecht und Lebensmittelkunde« ikke afslår at give oplysninger

til officielle organer, når talen er om litigationssager, i

Patentdirektoratet officielt og eventuelt konfidentielt fra »Bund fur

Lebensmittelrecht und Lebensmittelkunde« udbeder sig ovennævnte

anmodning om autorisation.

På basis af ovenstående argumenter taget i deres helhed skal vi anmode om,

at Direktoratet afviser indsigelserne og tildeler patentet, eventuelt under

anvendelse af de indleverede subsidiære krav.'

Ansøgeren indleverede et sæt nye krav, som man subsidiært påstod patent

udstedt på grundlag af.

Disse krav lød som følger:

»1. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat til

anvendelse i et nydelsesmiddel, kendetegnet ved, at det omfatter

mindre end 3% vægt% polyoler med polymeriseringsgrad PG>20, mindre end 60

vægt% maltitol med PG på 2 og mindre end 19 vægt% sorbitol med en PG på 1,

idet resten op til 100% består af polyoler med PG fra 3 til 20, og at det

fremstilles ved, at man: underkaster udgangsstivelsen en sur eller enzymatisk

hydrolyse indtil et dextroseækvivalent, DE, på 10 til 35, underkaster det

således opnåede præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved hjælp af en

Beta-amylase, en Beta-amylase og en Alpha-amylase eller en Beta-amylase, en

Alpha-amylase og et enzym, som hydrolyserer 1-6-bindinger i amylopectin, idet

betingelserne for anvendelse af disse enzymer vælges således, at

hydrolysatets endelige DE-værdi bringes til en værdi på mellem 45 og 53, og

hydrogenerer det således opnåede hydrolysat med DE fra 45 til 53.

2. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge krav 1,

kendetegnet ved, at det opnås ved, at man: underkaster

udgangsstivelsen en sur hydrolyse til en DE fra 27 til 35, underkaster det

således opnåede præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved hjælp af en

Beta-amylase, idet enzymet benyttes under sådanne betingelser, at DE-værdien

for det færdige hydrolysat bringes til en værdi fra 45 til 53, og

hydrogenerer det således opnåede hydrolysat med en DE-værdi fra 45 til 53.

3. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge krav 1,

kendetegnet ved, at et opnås ved, at man underkaster udgangsstivelsen

en sur eller enzymatisk hydrolyse indtil en DE fra 10 til 27, underkaster det

således opnåede præ-hydrolysat successivt for påvirkning fra en Beta-amylase,

påvirkning fra en Alpha-amylase, idet reaktionsbetingelserne for disse

enzymer vælges således, at hydrolysatets DE bringes til en værdi fra 46 til

48 af Beta-amylasen, og til en værdi fra 48 til 51 af O-amylasen, og

hydrogenerer hydrolysatet med DE fra 48 til 51.

4. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge krav 3,

kendetegnet ved, at det opnås ved fremgangsmåden ifølge krav 3, hvor

hydrolysatet med DE fra 48 til 51 mellem påvirkningen fra O-amylasen og

hydrogeneringen underkastes en samtidig påvirkning fra en 53-amylase og et

enzym, der hydrolyserer 1-6-bindingerne i amylopectin.

5. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge et

vilkårligt af kravene 1-4, kendetegnet ved, at mængderne og

betingelserne for enzymbehandlingen, der anvendes til dets fremstilling,

vælges blandt de følgende: Beta-amylase: 200 til 1000 internationale enheder

pr. kg tørt substrat, pH fra 5,0 til 6,0 temperatur fra 50 graderC til 60

graderC, behandlingens varighed fra 30 til 72 timer, Alpha-amylase: 16.000

til 48.000 internationale enheder pr. kg tørt substrat, pH fra 5,0 til 6,0

temperatur fra 50 graderC til 60 graderC, påvirkningens varighed fra 16 til

30 timer.

6. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge krav 4,

kendetegnet ved, at mængderne og betingelserne for enzymbehandlingen,

der anvendes til dets fremstilling, vælges blandt de følgende: enzym der

hydrolyserer 1-6-bindingerne i amylopectinet: 120 til 400 internationale

enheder pr. kg tørt substrat i nærværelse af 50 til 100 internationale

enheder Beta-amylase pr. kg tørt substrat, pH fra 5,0 til 6,0, temperatur fra

50 graderC til 60 graderC, påvirkningens varighed fra 24 til 48 timer.«

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 10. januar 1992 at udstede

patent, idet indsigelsen blev afvist med følgende begrundelse:

»Ansøgningen vedrører en fremgangsmåde til fremstilling af et ikke

cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrat, som bla.a. omfatter mindre end

3 vægt% polyoler med polymeriseringsgrad PG større end 20. Hovedargumenterne

imod ansøgningen er rettet imod produktet og ikke imod fremgangsmåden, der

omfatter en kombination af trin, der hver for sig i princippet er kendte,

hvilket ikke bestrides af ansøger. Indsigelsen bygger på 3 væsentlige

påstande vedrørende produktet:

A. Ansøgningen vedrører en fremgangsmåde til tilvirkning af et

næringsmiddel.

B. Opfindelsen blev åbenlyst udøvet før prioritetsdagen.

C. Der mangler opfindelseshøjde, og der er ikke godtgjort, at et indhold

på mindre end 3 vægt% polyoler med PG større end 20 er kritisk for

cariesangreb.

Derudover har vi kommenteret afgørelsen for den tilsvarende norske

ansøgning.

Ad A. Patentankenævnet har tidligere behandlet en analog ansøgning fra

samme ansøger nr. 6091/66, j. nr. 1 - 40 - 70. Nævnet udtalte: »Det i

ansøgningen omhandlede sukkererstatningsmiddel findes ikke at kunne betegnes

som et næringsmiddel, da dets karakter af sukker stof totalt ændres ved

hydrogeneringen, hvorved der dannes oligohexitoler, som i lighed med sorbitol

næppe indgår i normale stofskifteprocesser. Den i ansøgningen omhandlede

fremgangsmåde er derfor ikke udelukket fra adgang til patent i medfør af

bestemmelserne i patentlovens kapitel XI, pkt. 1, stk. 2.«

Vi må således også i dette tilfælde konkludere, at opfindelsen ikke

vedrører tilvirkning af et næringsmiddel.

Ad. B. De hæver, at den sammensætning, som er angivet i ansøgningens krav

1, ikke var ny på prioritetsdatoen. Dette begrundes med, at produktet ifølge

denne sammensætning LYCASIN 80/55, som er omtalt i ref. 16 side k-68 må være

det samme som det »French« LYCASIN 80/55, der er omtalt som ikke

cariogent i ref. 14. Argumentationen støttes med, at:

(1). Betegnelsen er den samme.

(2). Ref. 16 indeholder en analyse af LYCASIN 80/55, som svarer til

sammensætningen i ansøgningen, og i denne ref. 16 er henvist til de gode

resultater, som er opnået med »French« LYCASIN i den undersøgelse,

som indsiger har brugt som ref. 14. Undersøgelsen viste, at

»French« LYCASIN var ikke cario- gent efter en dengang accepteret

prøvning.

(3). Da »French« LYCASIN er ikke cariogent må det have en sammen

sætning som angivet i ansøgningen.

Ad (1). Det er ikke usædvanligt, at et indarbejdet varenavn beholdes

uændret, selv om sammensætningen ændres.

Ad (2). Ref 16 er yngre end ansøgningen og har derfor ikke selvstændig

betydning. Umiddelbart kan det virke overbevisende, at når der i brochuren

(ref. 16) for produktet er omtalt en afprøvning, må den gælde det aktuelle

produkt. I betragtning af, at det er en brochure og ikke en videnskabelig

afhandling, kan det dog ikke udelukkes, at man vil udnytte alle positive

udtalelser, også selv om produktet er ændret i mellemtiden. Vi mener derfor

ikke, at der med dette argument er tilstrækkelig dokumentation for åbenlys

udøvelse.

Ad (3). Hvis vi har opfattet denne argumentation korrekt, mener De, at når

der ifølge opfindelsen skal være mindre end 3% polyoler med PG større end 20

for et ikke cariogent sødemiddel af en aktuelle type, må dette også gælde den

»French« LYCASIN, som er anerkendt som ikke cariogen. Da de to

produkter er afprøvet for cariogenecitet efter 2 ret forskellige

prøvningsmetoder, finder vi ikke, at dette giver en overbevisende

argumentation.

Alt ialt finder vi det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at opfindelsen

var kendt før prioritetsdagen. De har da heller ikke ved analyse af den på

prioritetsdagen kendte LYCASIN 80/55 dokumenteret en sammensætning, svarende

til ansøgningens. De anfører, at dette produkt indeholdt 10 - 20 %

tetrasaccharider og højere: men angiver ikke andelen med PG større end 20.

Iøvrigt forekommer det tvivlsomt, om en markedsføring af produktet før

prioritetsdagen, ville kunne føre til en erkendelse af opfindelsen. Der var

jo ikke på daværende tidspunkt særlig interesse for en grænse ved PG over 20.

Ad. C. Deres argumentation bygger på:

(1) Manglende opfindelseshøjde.

(2) Prøvningsmetoden ifølge ansøgningens beskrivelse er ikke egnet til

bedømmelse af cariogenicitet.

(3) Afprøvning efter prøvningsmetoden støtter ikke ansøgers påstand om en

særlig virkning, når indholdet af polyoler med PG over 20 er under 3%, i

forhold til højere indhold.

Ad (1). Ifølge ref. 14 er det kendt, at et stort indhold af højmolekulære

hydrogenerede polysaccharider i sødemidler fremmer syreproduktionen. (Og

dermed caries). Dette er kun en generel iagttagelse, der ikke specificerer,

hvor stor molekylvægten skal være, før der er alvorlige virkninger. Der er

heller ikke angivet nogen grænse for, hvor stort et indhold, der kan

tolereres. Vi mener derfor, at opfindelsen adskiller sig væsentligt fra den

kendte teknik.

Ad (2). Der synes at være enighed om, at caries forudsætter en lav pH, og

at sødemidlers bidrag til caries beror på, at pH sænkes som følge af en

nedbrydning af sødemidlet ved hjælp af enzymer og bakterier i mundhulen.

De refererer til »The Physiology and Biochemistry of the Mouth«

(ref 15) som argumentation for, at ansøgers afprøvningsmetode ikke er

anvendelig til at bedømme cariesrisiko for de aktuelle sødemidler. Af de

valgte afsnit fremgår, at en række faktorer influerer på, om der optræder

caries. Mange af disse faktorer varierer fra person til person, fx spyttets

sammensætning og dets indhold af bakterier, ligesom plaksammensætningen

varierer med hensyn til calcium og fosfatindhold. Anvendelse af plak til

vurdering af sødemidlernes cariogenicitet forudsætter derfor også, at der

bruges plak fra en række personer. Af ref 15 side 423 fremgår, at der kan

være forskelle imellem de ydre lag plak og det inderste lag, som er i kontakt

med emaillen, hvor cariesangrebet finder sted. Alt i alt forekommer det

således nærmest umuligt at etablere en blot nogenlunde enkel

afprøvningsmetode, som tager hensyn til de kendte faktorer. Ansøger benytter

en metode til bedømmelse af, hvorledes pH ændres i en næringsvæske med

sødemiddel og et blandingsspyt under fastlagte betingelser. Resultaterne

repræsenterer næppe den absolutte sandhed: men det forekommer rimeligt at

antage, at resultaterne er kvalitativt korrekte, dvs. at et stort fald i pH

giver øget risiko for cariesangreb. Ved brug af en standardblanding af spyt

forekommer det tillige sandsynligt, at metoden vil give reproducerbare

resultater.

Ad (3). Ansøger har dokumenteret, at afprøvningsmetoden giver en brat

ændring i pH, når indholdet af polyoler med PG større end 20 passerer 3

vægt%. De har dokumenteret, at der ikke er en sådan effekt: men blot en

gradvis ændring af pH i forhold til udgangsmaterialet. De har ligeledes

undersøgt syreudviklingen for kompositioner med varierende indhold af DP

(=PG) over 20 og konkluderer, at surhedsudviklingen følger samme mønster

uanset indhold af PG større end 20.

Dette til trods for, at indholdet af forbindelser med DP over 20 varierer

fra 0 til 18%. Udfra disse resultater måtte det forventes, at enten er

indholdet af PG over 20 stort set ligegyldigt for om kompositionen er

cariogen, så længe indholdet er under 18%, eller også er prøvningsmetoden

helt irrelevant. At indholdet af PG over 20 er uden væsentlig betydning kan

næppe være korrekt, da der er enighed om, at indholdet af højmolekulære

hydrogenerede polysaccharider er en væsentlig faktor i syreproduktionen. At

prøvningsmetoden er helt irrelevant er heller ikke sandsynligt og en lignende

metode er da også, som angivet af ansøger, benyttet af Societe de Produit du

Mais, som er i familie med Cerestar.

Vi bedømmer, at ansøgers resultater er mere sandsynlige end Deres.

Som angivet under næringsmiddelspørgsmålet har ansøger allerede i 1965

fremstillet produkter af lignende type. Ansøger har videreudviklet

produkterne og opnået anerkendelse for at kunne fremstille et ikke cariogent

produkt af denne type ved en af Dem anerkendt prøvningsmetode. Det forekommer

derfor ikke sandsynligt, at ansøger skulle søge patentbeskyttelse på en

fremgangsmåde til fremstilling at et produkt med en så snæver begrænsning som

mindre end 3 % med PG over 20 uden tro på, at denne grænse er af væsentlig

betydning. Omvendt forekommer det heller ikke sandsynligt, at De ville

interessere dem særligt for ansøgningen hvis den var helt uden reelt indhold,

som påstået.

I Norge er den tilsvarende ansøgning afslået af Styrets annen avdeling.

Ansøgningen var også i Norge rettet mod en fremgangsmåde til fremstilling af

det hydrogenerede stivelseshydrolysat med mindre end 3 vægt% polyoler med PG

over 20: men argumentationen vedrører produktet, og specielt spørgsmålet om

det er sandsynliggjort, at der foreligger en grænse af betydning for

cariesangreb ved det anførte indhold af polyoler med PG over 20.

Den væsentlige argumentation for afgørelsen findes på side 17 i

protokollen af 26 marts 1990 og vedrører ansøgerens kurve over pH i

spytblandingen i afhængighed af PG over 20. Hovedpunkterne i argumentationen

er:

Ansøgers kurve viser et tydeligt knækpunkt for ændringen i pH, når

indholdet af PG større end 20 overskrider 3 %. Dette er overraskende, men man

må stille spørgsmålstegn ved pålideligheden af målingerne.

At resultatet er overraskende, er i sig selv blot et argument for, at der

foreligger en patenterbar opfindelse. Det afgørende er derfor argumenterne

for, at målingerne ikke er pålidelige.

a. Spyt er ikke et homogent substrat. Dets pH viser store individuelle

variationer og afhænger af tidspunktet for prøvetagning. Selve prøvetagningen

er også vanskelig, fordi spyttets pH stiger efter nogle minutter grundet

udskilt carbondioxid. Disse fakta viser, at pH målinger af spyt er belemret

med en betydelig usikkerhed.

Det er naturligvis korrekt: men næppe et argument imod metoden. Andre

metoder er også afhængige af spyt til at opnå de relevante enzymer og

bakterier og må leve med variationerne. Ansøger søger at kompensere ved at

blande spyt fra flere personer. Usikkerheden med hensyn til pH i

udgangsblandingen er også minimeret. De har ikke bestridt ansøgers udsagn om,

at der selv ved tilførsel af en spytblanding med pH 5,45 til næringsvæsken

kun sker et fald i pH fra 7,55 til ca. 7,5.

b. Analyse af % GP over 20 er vanskelig, og ansøger har ikke dokumenteret,

at den benyttede analysemetode giver tilstrækkelig nøjagtighed til, at man

får tiltro til den indsendte kurve. Indsiger har også vedlagt kurver, baseret

på tilsvarende eksperimentelle data, og de understøtter antagelsen om

usikkerhed i analysemetoderne. Disse målinger giver ikke grundlag for kurver

med knækpunkt ved 3%.

Vi finder ikke denne argumentation overbevisende. Ansøger har angivet

analysemetoden i et »innlegg«, refereret i afsnit 5 nedefra på side

8 i protokollen af 26 marts 1990. Metoden er ikke kommenteret i afgørelsen.

Ansøgeres måleresultater bedømmes som upålidelige: men der fæstes lid til

indsigers resultater, der ikke kan ses at være angivet med mindre præcision

end ansøgers. (Deres brev af 27 februar 1989 side 7).

Sammenfattende mener vi ikke, at Deres argumenter for indsigelsen er

tilstrækkeligt overbevisende.

Vi har derfor vedtaget at meddele patent på grundlag af

fremlæggelsesskriftet, dog med ny side 18 af 1 september 1989.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 10. marts 1992 indbragt for

Patentankenævnet.

I klagebegrundelsen har klageren anført følgende:

»Med hensyn til det, som i Patentdirektoratets brev er betegnet som

påstand A henviser Patentdirektoratet til en tidligere afgørelse af

Patentankenævnet i en anden ansøgning, nr. 6091/66, fra samme ansøger, hvori

Nævnet bl.a. anfører, at der ved hydrogeneringen dannes oligohexitoler, som i

lighed med sorbitol næppe indgår i normale stofskifteprocesser. Det tilkommer

naturligvis Patentankenævnet at fortolke overgangsbestemmelsen i patentloven,

men ansøgeren finder, at det rent faktisk er forkert, at oligohexitoler,

såsom sorbitol, ikke indgår i stofskifteprocesser. Vi vedlægger en kopi af

side 582 i den anden udgave af Kirk Othmers« Encyclopedia of Chemical

Technology (Ref. 17), hvoraf det ses, at sorbitol metaboliseres som fructose

og derfor anvendes til at tilvejebringe en forlænget langsom levering af

fructose til diabetikere. Vi vedlægger også en kopi af en artikel i

Ernahrungs-Umschau 36 (1989) (Ref. 18), som refererer en nylig tysk

undersøgelse af den energi, der leveres af sorbitol og maltitol, og som

konkluderer, at de metaboliske værdier er henholdsvis 3 og 2 kcal/g. Disse

værdier må sammenlignes med de accepterede værdier for deres

sukkeækvivalenter på 4 kcal/g. Selv om sorbitol og maltitol således har

lavere kalorieindhold end de ækvivalente sukkerarter, er reduktionen ikke så

stor, at den berettiger den betragtning, at sorbitol og maltitol »næppe

indgår i normale stofskifterprocesser«. Det er klart, at selv om det

primære formål med at inkludere en sukkeralkohol, såsom sorbitol eller

maltitol, i en fødevaresammensætning nok ikke er at udnytte dens

kalorietilførsel, kan den under visse omstændigheder, f.eks. i fødevarer til

diabetikere, anvendes til dette formål. Til yderligere belysning af dette

spørgsmål vedlægges en kopi af side 229-232 i en bog »Sugars in

Nutrition«, publiceret i 1974 af the Academic Press (Ref. 19). På side

231, linie 13, er der en klar og utvetydig erklæring. at »xylitol,

ribitol og sorbitol metaboliseres meget effektivt af dyr«. En yderligere

artikel at Muhlemann, »Das Verhalten von Zucker und Zuckerersatzstoffen

in der Mundhohle« (Ref. 20), hvoraf der ligeledes vedlægges kopi,

kategoriserer på side 30, 3. afsnit, sorbitol og maltitol som næringsholdige

sukkererstatninger. Endelig skal vi pege på det i kopi vedlagte Rådsdirektiv

vedrørende næringsmærkning af fødevarer (Ref. 21), især artikel 1.4(d), hvori

»carbonhydrat« er defineret som ethvert carbonhydrat, som

metaboliseres i mennesket, inklusive

polyoler: og artikel 5.1 , hvor polyoler tildeles en energiværdi på 2,4

kcal/g, som er mere end halvdelen af energiværdien hos andre carbonhydrater,

såsom sukkerstoffer. Alle disse publikationer er i modstrid med det, der er

anført i den tidligere Ankenævnskendelse.

Med hensyn til det, der af Patentdirektoratet er betegnet som påstand B,

så er den bevisførelse, vi har givet for, at LYCASIN 80/55, som var

offentligt tilgængeligt, før den anfægtede ansøgnings prioritetsdag, havde

den i ansøgningen angivne sammensætning, naturligvis indirekte. Hvis

indsigerne havde rådet over en gammel prøve af LYCASIN 80/55, som de kunne

have analyseret, ville de selvfølgelig have gjort det, men dette var ikke

muligt.

Den indirekte bevisførelses natur er således, at dens virkning er

kumulativ, og selv om et vidnesbyrd måske ikke vil være overbevisende i sig

selv, bliver virkningen progressivt stærkere, jo flere vidnesbyrd der

ophobes. Patentdirektoratets afgørelse ignorerer dette, fordi den behandler

hvert vidnesbyrd separat og isoleret. Den kumulative virkning af

vidnesbyrdene kan ses af den følgende fremadskriden.

1) Der var tidligere et svensk selskab, Lyckeby, som blev overtaget af

Roquette Freres. Da forskerne i Reference 4 afprøvede »svensk« og

»fransk« LYCASIN, må det sidstnævnte produkt, som blev fundet at

være ikke-cariogent, være kommet fra Roquette Freres i Frankrig, dvs. fra den

samme kilde som det produkt, der er beskrevet i Reference 16.

2) Reference 16 angiver, at LYCASIN 80/55 er ikke-cariogent og bygger

beviset for denne påstand på det arbejde, som er rapporteret i Reference 14.

Vi finder det vanskeligt at acceptere det afsnit i Patentdirektoratets

afgørelse (side 2 midten, Ad(2)) hvori det anføres, at fordi der sædvanligvis

er lavere standarder for ærlighed i en brochure end i en videnskabelig

artikel, var det muligt, at Roquette Freres udnyttede Reference 14 med viden

om, at resultaterne henførte til et produkt, som var forskelligt fra det, der

er beskrevet i brochuren. Dette forekommer os at være en utilstrækkelig

begrundelse for at afvise den umiddelbare konklusion, som kan drages af

Reference 16, at: det LYCASIN 80/55, som blev afprøvet i Reference 14, var

identisk med det, der er beskrevet i Reference 16.

3) Både Reference 14 og Reference 16 beskriver LYCASIN 80/55 som værende

ikke-cariogent. Hvis et indhold af PG >=20 på mindre end 3 % er kritisk,

som ansøgerne hævder, at deres forsøg viser, må både det i Reference 14

afprøvede produkt og det i Reference 16 afprøvede produkt have indeholdt

mindre end 3 % PG >=20. Patentdirektoratets afgørelse afviser dette

argument med den begrundelse, at afprøvningerne for cariogenicitet var

forskellige i de to referencer, men hvis beviset for eksistensen af en

kritisk grænse er så afhængigt af bestemmelsesmetoden, kan det ikke

accepteres som opfindelsesbegrundende. Igen er den umiddelbare konklusion, at

hvis to referencer angiver, at et produkt er ikke-cariogent, og den anden

reference bygger på den første som bekræftelse af denne angivelse, må det

samme produkt være blevet anvendt i de to referencer.

4) Ansøgeren har forklaret oprindelsen til navnet LYCASIN 80/55. Reference

16 angiver imidlertid på side 8, sidste afsnit, at undersøgelser foretaget

før 1978 på det tidligere LYCASIN hvori kvaliteten ikke er angivet, ikke

vedrører LYCASIN 80/55. Det fremgår af side 5, 4. afsnit i reference 16, at

LYCASIN 80/55 blev endeligt udviklet i 1978, og at » brochurens formål

er at introducere LYCASIN 80/55«. Når reference 14 i afsnittet under

tabel I refererer til LYCASIN 80/55 og til svensk LYCASIN, er det derfor en

rimelig konklusion, at det sidstnævnte er det tidligere produkt, hvori

kvaliteten ikke er anført, mens LYCASIN 80/55 er det produkt, som er

introduceret med brochuren. Intet steds i noget af dokumentationen er der

noget vidnesbyrd om, at der var en ændring i sammensætningen af LYCASIN 80/55

mellem datoerne for Referencerne 14 og 16. Patentdirektoratets afgørelse

konkluderer, at »det er ikke usædvanligt, at et indarbejdet varenavn

beholdes uændret, selv om sammensætningen ændres«, med selv om dette i

princippet kan være rigtigt, tyder den øvrige indirekte bevisførelse i dette

tilfælde på, at sammensætningen ikke blev ændret, og der er ikke blevet

fremført noget bevis for det modsatte.

Hvis man tager den kumulative virkning af argumenterne under (1) til (4)

ovenfor i betragtning, fører det til den konklusion, at det LYCASIN 80/55,

som er beskrevet i Reference 14, var det samme som det, der er beskrevet i

Reference 16, og at det i ansøgningen omhandlede produkt derfor var

offentligt tilgængeligt før prioritetsdagen for ansøgning nr. 5263/79. Den

tanke, som er udtrykt i det sidste afsnit på side 2 af Direktoratets

afgørelse, er irrelevant, fordi det patentkrav, som betragtes, er et

produktkrav, og hvis det offentligt tilgængelige produkt indeholdt mindre end

3 % PG 20, var kravet ikke nyt i denne henseende, uanset om betydningen af

tallet 3 % var erkendt eller ej. Det er blevet klarlagt under indsigelsen, at

produktet LYCASIN 80/55 kan analyseres af en kompetent arbejder, således at

produktets offentlige tilgængelighed implicerer den offentlige tilgængelighed

af dets sammensætning.

Med hensyn til det, der i Patentdirektoratets afgørelse er betegnet

påstand C, er afgørelsen efter vor opfattelse baseret på en meget overfladisk

bedømmelse af vigtigheden af den prøvningsmetode, som anvendes til at

evaluere cariogeniciteten af de omhandlede sammensætninger. Der bør kræves en

høj standard af en prøvning, hvis resultater skal berettige et krav på et 20

års patentmonopol, og det er vor påstand, at den prøvning, der er anvendt i

ansøgning nr. 5263/79, ikke opfylder den standard. For det første må det

påpeges, at selv om forekomsten af caries postuleres at blive forårsaget af

en lav pH-værdi, og dannelsen af syrer ved enzymatisk nedbrydning af

sødestoffer i munden vil føre til en reduktion i pH, vil den reduktion ikke i

sig selv automatisk føre til caries. Det ses meget klart af side 388 i

Reference 15, at den accepterede grund til caries er en afkalkning af

tandoverfladen, men at afkalkningen kun finder sted under det såkaldte

kritiske pH. En prøvningsmetode, som ikke tager dette i betragtning, kan ikke

bestemme cariogeniciteten af et produkt, så den i ansøgning nr. 5263/79

anvendte prøvningsmetode måler i bedste fald kun det afprøvede produkts

tendens til at producere syre, men ikke nødvendigvis caries. I denne

sammenhæng er en kritisk pH-værdi på 1 et arbitrært tal uden betydning.

Side 3 i Patentdirektoratets afgørelse indeholder en gennemgang af de

problemer, som forekommer ved enhver prøvning for caries, og vi anfægter

ikke, at sådanne problemer eksisterer. Det er imidlertid muligt at gøre

målbevidste forsøg på at løse problemerne fremfor at tage den stilling, som

er udtrykt i afgørelsen, at det er næsten umuligt at fastlægge selv en

moderat simpel prøvningsmetode, som tager faktorerne i betragtning. Således

tager de prøvningsmetoder, som er beskrevet i Reference 14, hensyn til

vigtigheden af plakken, mens Muhlemann-prøvningen, som der er henvist til på

side 8 i Reference 16, og som var og stadig er anerkendt som den definitive

cariesprøvning under schweizisk lovgivning, faktisk måler virkningen af

prøvestofferne under in vivo betingelser. Vi henviser til den ovennævnte

artikel af professor Muhlemann, hvori in vivo prøvningsmetoden er beskrevet

på side 32 og 33. Denne metode var til rådighed i 1978 og måler

prøvestoffernes virkning med hensyn til det ovenfor omtalte kritiske pH. Vi

vedlægger også en artikel fra »Caries Research«, 1978 (Ref. 22),

hvori der er rapporteret resultater af Muhlemann-telemetri-prøvningen ved

bedømmelse af en række sammensætninger, inklusive LYCASIN 80/55.

Muhlemann-prøvningen er umiddelbart en bedre måling af cariogenicitet end den

prøvningsmetode, som er anvendt i ansøgning nr. 5263/79, og alligevel er det

den sidstnævnte metode, som Patentdirektoratet anser for at give

tilfredsstillende bevis for udstedelsen af et patentmonopol, og som det mener

er tilstrækkeligt præcis til at kunne detektere og reproducere en kritisk

forskel i cariogenicitet mellem sammensætningere indeholdende f.eks. 1 % PG

>=20 og 5 % PG >=20.

Patentdirektoratet accepterer, at det var en kendt teknisk lære, at et

stort indhold af hydrogenerede polysaccharider med høj molekylvægt i en

blanding fremmer syreproduktion, men det finder en opfindelse i opdagelsen af

den specifikke molekylvægt, hvorved der sker alvorlige virkninger. Det må

påpeges, at dette er en generalisering af en mere specifik lære i den

publicerede Reference 14, fordi denne reference drager denne lære med

specifikt hensyn til svensk LYCASIN sammenlignet med LYCASIN 80/55, dvs.

»svensk LYCASIN, som ikke længere er til rådighed, indeholder mere af

højmolekylære hydrogenerede polysaccharider end fransk LYCASIN (80/55) og er

derfor ret fermenterbart«. I betragtning af den kendte forbindelse af

specielt LYCASIN-produkterne med de højmolekylære komponenters virkning på

cariogenicitet, er der en klar anvisning på at udføre en eksperimentel

undersøgelse af LYCASIN-produkterne for at finde ud af, hvilke højmolekylære

hydrogenerede polysaccharider der er impliceret i forøget syreproduktion.

Vort forsøg viser, modsat ansøgerens, at der ikke er nogen kritisk

molekylvægtgrænse, og understøtter den kendte tekniks antagelse om, at

forøgelsen i syreproduktion er progressiv efterhånden som molekylvægten

forøges, og at der ikke er noget magisk tal, ved hvilket der forekommer en

diskontinuitet. De polyol-oligomere, som udgør produkterne, der er genstand

for ansøgning nr. 5263/79, adskiller sig fra hinanden ved en

»sorbitol«-enhed. Polyolen med PG 20 er den samme som polyolen med

PG 19 plus en sådan enhed. Det er i sig selv videnskabeligt utroværdigt, at

forskellen på en enhed mellem PG 19 og PG 20 skulle have en sådan kritisk

indflydelse på evnen hos de forskellige mikroorganismer i munden til at

frembringe fermentering. Når der så er en modstrid i de eksperimentelle

vidnedsbyrd, finder vi det forbavsende, at Patentdirektoratet skulle finde

ansøgernes resultater mere sandsynlige end indsigernes (side 4, andet

afsnit). Det er langt mere sandsynligt, at mundmikroorganismernes evne til at

fermentere f.eks. PG 15-25 skulle vise en progressiv ændring, end at der

skulle være en pludselig ændring ved PG 20. Den eneste begrundelse, der gives

for Patentdirektoratets konklusion, er at ansøgeren ikke ville have ansøgt om

patentbeskyttelse for en fremgangsmåde til fremstilling af et produkt med en

så snæver begrænsning som mindre end 3% PG >=20 uden at tro på, at grænsen

var af væsentlig betydning. Denne begrundelse er imidlertid baseret på en

misforståelse, som forklaret nedenfor, af betydningen af et krav på et

produkt indeholdende mindre end 3 % PG >=20. Udover at kravet i ansøgning

nr. 5263/79 kræver, at produktet indeholder mindre end 3 % PG >=20,

angiver det også et sorbitolindhold på mindre end 19 % og et maltitolindhold

på mindre end 60 %, hvor resten er polyoler mellem PG 3 og PG 20. I

virkeligheden er kravet derfor overdrevent bredt og dækker et enormt antal

produktsammensætninger. Referencer 2 angiver, at det er sammensætninger, som

indeholder 6-8 % sorbitol, 50-55 % maltitol, 20-25 % maltritol og 10-20 %

hydrogenerede polysaccharider, der er af særlig interesse som sødestoffer i

konfekt osv., og da kun 10-20 % af et sådant produkt udgøres af PG >3, er

der en spredning på 17 PG-oligomere at vælge for at fremstille en sådan

sammensætning, som også vil falde inden for kravet i ansøgning nr. 5263/79,

dvs. de 20 % kunne alle være PG 19, lige så meget som de alle kunne være PG

4. I denne sammenhæng er de 3 % PG >=20 ikke en væsentlig begrænsning. Den

kunne ligesåvel have været 0 PG >=20 eller 0 PG >= 21 uden at gøre

nogen praktisk forskel. Selvfølgelig vil en grænse på 0 se ud som et

arbitrært tal baseret på den kendte tekniks almene lære, at polyoler med

højere molekylvægt er lettere fermenterbare. Ved at specificere et

maksimumstal på 3 % gives en falsk plausibilitet til kravet, uden at der

ofres noget væsentligt omfang. Begrænsningen på sammensætningernes indhold af

PG >=20 gør det muligt at monopolisere de fleste af de ønskelige

sammensætninger, der er angivet i Reference 2, idet man kun udelukker dem,

der er vanskeligst at fremstille, fordi man for at opnå de ønskede sorbitol-

og maltitolindhold må forlænge den indledende stivelsefermentering i en grad,

så det er lettere at sikre fraværet end tilstedeværelsen af PG >=20.

Dybest set kunne Patentdirektoratets begrundelse have været gyldig, hvis

kravet havde specificeret, at sammensætningen skulle indeholde en specifik

mængde PG 20 eller PG >=20, men ikke når det blot specificerer, at den

indeholder mindre end et maksimumstal.

Den specifikke kritik rettet mod indsigernes forsøgsresultater i det

sidste afsnit på side 3 og det første afsnit på side 4 i afgørelsen er

vanskelig at følge. Patentdirektoratet anfører, at vore resultater viser, at

indholdet af PG >=20 stort set er ligegyldigt for om sammensætningen er

cariogen, så længe indholdet er under 18 %. Dette er klart en fejlslutning.

Vore resultater viser, at efterhånden som en sammensætnings indhold af PG

>=20 forøges, er der en tilsvarende forøgelse i surhedsudvikling. Hvis

forøget surhed sættes lig med forøget cariogenicitet (en tvivlsom korrelation

som anført ovenfor), så forøges den potentielle cariogenicitet, efterhånden

som indholdet af PG 20 forøges. Hvad vore resultater imidlertid ikke viser,

er nogen kritisk ændring ved 3 % PG >=20, og de bekræfter derfor den

kendte tekniks lære, at et stigende indhold af komponenter med høj

molekylvægt fører til forøget fermentering af mikroorganismer og dermed

forøget surhedsudvikling. Karakteriseringen af disse produkter med højere

molekylvægt som PG >=20, er rent arbitrær, og vi anvender den kun, fordi

ansøgning nr. 5263/79 har antaget denne terminologi. Indholdet af komponenter

med højere molekylvægt kunne ligesåvel være blevet udtrykt som PG >=18

eller PG >=23 osv., og resultaterne ville have være lignende, dvs. en

progressiv forøgelse i surhed med en forøgelse i indholdet af de omhandlede

komponenter.

I afgørelsen fastholdes også i slutningen af første afsnit på side 4, at

Societe de Produits de Mais (SPM) anvendte en lignende prøvningsmetode som

den, der er anvendt i ansøgning nr. 5263/79. Der er ikke noget vidnedsbyrd

herom, der er ikke henvist til prøvningsmetoden i SPM-brochuren, og den

grafiske repræsentation af resultaterne i brochuren er ikke i den form, som

kunne opnås ud fra den i ansøgning nr. 5263/79 anvendte prøvningsmetode. En

overfladisk undersøgelse vil vise, at SPM-kurven meget mere ligner den

grafiske form af Muhlemann-prøvningsresultaterne.

Endelig med hensyn til Patentdirektoratets bemærkninger omkring den

analoge norske indsigelse så fremhæver det 5. afsnit på side 4 i afgørelsen

den indstilling, som vi har argumenteret for i det ovenstående, og som er

blevet accepteret af det norske patentstyre. Det er virkelig overraskende, at

der skulle være en diskontinuitet ved et indhold af PG 20 på 3 %, og

pålideligheden af de grove målinger, hvorpå denne diskontinuitet baseres, bør

betragtes med stor mistro. Det overraskende i resultaterne er ikke blot et

argument for en patenterbar opfindelse, således som det fastholdes i

afgørelsen, der er også en indbygget troværdighedsfaktor, som må bedømmes af

fagmanden, og som igen afspejles på den standard, som han må kræve af

prøvningsmetoden og de resultater, der opnås derved. Den kritik, som er

fremført af det norske patentstyre, og som er kort sammenfattet i det

næstsidste afsnit på side 4 i Patentdirektoratets afgørelse. er gyldig og er

en god grund til ikke at fæste lid til resultaterne, der er opnået ved den

metode. Den accepterede in vivo Muhlemann-prøvningsmetode går langt i retning

af at minimere problemerne, og den kendsgerning, at en sådan prøvning var til

rådighed i 1978, kaster tvivl på ansøgernes valg af prøvningsmetode, når

resultaterne af prøvningen er så vigtige for patenterbarheden af det

omhandlede produkt.

I det tredie afsnit på side 5 fortsætter Patentdirektoratet kritikken af

den norske afgørelse med den bemærkning, at hvis ansøgerens resultater ikke

er tilstrækkeligt pålidelige til at bevise den i kravet angivne virkning, så

kan den samme kritik rettes mod indsigerens resultater, som blev opnået ved

den samme metode. Denne bemærkning overser, at vore resultater underbyggede

de forventninger, som fremgår af den kendte teknik og ikke behøvede at påvise

kritikaliteten af et bestemt tal på 3 %. Derimod var det nødvendigt, at

ansøgerens resultater skulle være tilstrækkeligt præcise og reproducerbare

til at påvise kritikaliteten af 3 % (i modsætning til f.eks. 1 % eller 5 %)

og også at modvise den kendte tekniks forventning om, at der ikke teoretisk

var nogen grund til eksistensen af en kritikalitet. Dybest set må den

eksperimentelle bevisbyrde i dette tilfælde hvile tungere på ansøgeren end på

indsigeren. På baggrund af det ovenfor anførte og det, som er fremkommet

under indsigelsen, henstiller vi, at Patentankenævnet afslår ansøgningen på

grund af manglende nyhed og, hvis dette ikke skulle anses for overbevisende

dokumenteret, også på grund af at den påberåbte opfindelse ikke adskiller sig

væsentligt fra hvad der var kendt.'

Ansøgeren har i skrivelse af 2. oktober 1992 imødegået ovennævnte

klagebegrundelse og udtalt:

»Indsigeren har i sin klagebegrundelse refereret til de i

Direktoratets afslag af 10. januar 1992 på hans indsigelse af 16. december

1988, på side 1 opregnede tre væsentlige påstande, nemlig:

A. Ansøgningen vedrører en fremgangsmåde til tilvirkning af et

næringsmiddel,

B. Opfindelsen blev åbenlyst udøvet før prioritetsdagen, og

C. Det er ikke godtgjort, at et indhold på mindre end 3 % vægt% polyoler

med en PG større end 20 er kritisk for cariesangreb.

Vor imødegåelse følger for overskuelighedens skyld samme opdeling.

ad A) Indsigerens lange argumentation, med citater fra ikke mindre end 5

referencer, ændrer intet ved Direktoratets afgørelse, nemlig at opfindelsen

ikke vedrører tilvirkning af et næringsmiddel.

Skulle Ankenævnet imidlertid komme til modsat konklusion, anmoder vi om,

at patent kan udstedes på basis af ansøgningen med subsidiære krav af 3.

december 1990 (og tilsvarende ændret beskrivelse), hvori indledningen til

krav 1 var ændret, så kravet angik et ikke-cariesdannende hydrogeneret

stivelseshydrolysat til anvendelse i et nydelsesmiddel (ændring fra det

oprindelige understreget). Direktoratets afvisning af disse krav i skrivelse

af 10. januar 1990 vedrørende patentvedtagelse under henvisning til

Patentlovens §19, stk. 2 synes ikke at være korrekt, da den ovenfor

understregede tilføjelse til krav 1's indledning ikke udvider kravets

beskyttelsesomfang, men tværtimod begrænser dette.

Vi vedlægger kopi af kravene af 3. december 1990.

ad B) 1. Navnet LYCASIN 80/55

I afsnit 4) på side 4 beskæftiger klageren sig med oprindelsen til navnet

LYCASIN 80/55 og forsøger (endnu en gang) at sprede forvirring om dette navn.

Således nævner han, at reference 16 på side 8, sidste afsnit, angiver at

undersøgelser foretaget før 1978 på det tidligere LYCASIN, hvori kvaliteten

ikke er angivet, ikke vedrører LYCASIN 80/55. Imidlertid udelader han sidste

del af sætningsforløbet, nemlig:

»Except (9) and (10) published in 1977«.

Han kan altså ikke slutte, som han har gjort ved hjælp af et bevidst

forkortet citat, at produkter benævnt LYCASIN 80/55 ikke blev solgt ført

1978.

Som vi allerede adskillige gange under sagsforløbet har forklaret, kan man

ikke i handelsnavnet LYCASIN se noget om carbohydratsammensætningen af det

produkt, navnet henviser til, nemlig et hydrogeneret stivelseshydrolysat, og

talværdierne »80« og »55« angiver blot følgende:

»80« angiver tørstofindholdet og

»55« angiver summen af procentiske indhold af sorbitol og

mannitol i det hydrogenerede stivelseshydrolysat.

Den kendsgerning, at ansøgeren har solgt »ikke-cariesdannende«

hydrogenerede stivelseshydrolysater både før og efter prioritetsdagen for den

aktuelle ansøgning under fællesbetegnelsen LYCASIN 80/55 ændrer intet ved den

kendsgerning, at disse hydrolysater ikke havde samme carbonhydratspektrum før

og efter denne dag.

Det er ganske overraskende at se, at klageren kan undre sig over, at

produkter, der med tiden forbedres og videreudvikles, sælges under samme

handelsnavn, når et sådant indarbejdet navn nyder et vist ry. Der er mange

eksempler herpå, i alle områder og i alle lande.

2. Den af klageren citerede reference 16.

Patentdirektoratet har i sin skrivelse af 10. januar 1992 vedrørende

patentvedtagelse, trods indsigelsen, på side 2, afsnit (3) ad (2) meget

træffende bemærket, at reference 16 er yngre end ansøgningen og således ingen

selvstændig betydning har.

3. Den citerede reference 14.

Klageren har villet sandsynliggøre en påstand om, at det LYCASIN 80/55,

der blevet beskrevet i nævnte reference 14, var det samme som produktet

beskrevet i den aktuelle patentansøgning, under henvisning til, at dette

LYCASIN 80/55 ifølge afprøvningen beskrevet i denne reference blev betegnet

som ikke-cariogent.

En sådan påstand er dog ganske uunderstøttet.

Når klageren udfra dokument 14 slutter, at LYCASIN 80/55 ikke var

cariogent før prioritetstidspunktet for ansøgningen, nemlig december 1978,

sammenblander han testmetoden benyttet i reference 14 og testen benyttet i

forbindelse med den aktuelle opfindelse.

Således vil man ved afprøvningen ifølge reference 14 måle pH-variationer

opnået på plakniveau,

in vivo efter 30 minutter,

hvorimod afprøvningen for berettigelse af betegnelsen

»ikke-cariesdannende« benyttet i forbindelse med opfindelsen

foregik

in vitro efter 21 timer

i et tre gange svagere koncentrationsmiljø, altså under overordentlig

meget strengere betingelser.

Hvis afprøvningsbetingelserne beskrevet i den aktuelle ansøgning skulle

benyttes på netop det LYCASIN 80/55-produkt, der omtales i reference 14,

ville dette produkt, ifølge sådanne betingelser, ikke mere kunne opretholde

betegnelsen »ikke-cariogent«.

Klagerens kumulative argumentation under punkt B sigter således blot på en

vildledelse af Ankenævnet.

ad C) Den ikke-absolutte karakter af den prøvemetode, der er udviklet af

ansøgeren og beskrevet i den aktuelle ansøgning, har været fastslået lige fra

begyndelsen, man kan direkte i grunddokumentet (ansøgning af 11. december

1979, oversat 2. april 1980) læse (side 7, linie 22-27):

»Denne undersøgelse er ikke tilstrækkelig til på absolut vis at

karakterisere et produkts ikke caries-dannende virkning, eftersom dens

resultater kan variere f.eks. som følge af kvaliteten af det anvendte spyt,

men den tillader ikke desto mindre at etablere gyldige sammenligninger mellem

forskellige produkter.«

Klagerens forsøg på at påvise, at man ved den pågældende afprøvning ikke

kan definere/bestemme den cariesdannende virkning for et produkt, er således

egentlig overflødigt.

Denne afprøvningsmetode har, selv om den ikke kan give den absolutte

sandhed om cariogenitet af et produkt (hvilken prøvemetode kan i øvrigt det

?), idet mindste følgende fordele: - det er meget let at udføre (og kræver

egentlig blot besiddelse af nogle reagensglas, et pH-meter, et kommercielt

tilgængeligt næringssubstrat og en termostat, der kan holdes ved 30 graderC):

- den er industrielt anvendelig og kan benyttes til at fastslå, om en

produktion er »caries-dannende« eller »ikke-

cariesdannende«, - kriterierne er strengere end ved tidligere kendte

laboratorieafprøvningsmetoder: og - den tillader, at man på objektiv og

reproducerbar måde kan sammenligne forskellige hydrogenerede

stivelseshydrolysater.

Trods klagerens tvivl om den høje standard af ovennævnte afprøvningsmetode

udtrykt i anken fra side 5, sidste afsnit, har firmaet Societe des Produits

Mais (SPM), en filial CERESTAR HOLDING B.V., benyttet metoden i forbindelse

med en brochure beregnet for aftagere. Vi henviser her til vedlagte kurveblad

med overskriften:

»Evolution au cours de temps du pH de solutions de sucres et de

polyols contenant des microorganismens buccaux«.

(Kurvebladet var vedhæftet en publikation fra oktober 1986 fra SPM, der

var bilag A vedlagt vor imødegåelse af indsigelse, dateret 1. september

1989).

I anken, side 10 første hele afsnit, betvivler klageren, at SPM virkelige

benyttede en prøvningsmetode, der lignede metoden benyttet i DK ansøgning nr.

5263/79:

En overfladisk undersøgelse vil vise, at SPM-kurven meget mere ligner den

grafiske form af Muhlemann-prøvningsresultaterne'.

Ved overfladiske undersøgelser kan man jo finde næsten, hvad man vil, men

man vil ved et mere grundigt studium af SPM-kurven iagttage, at denne er

optaget over en periode på 22 timer, hvorimod pH ifølge Muhlemann

registreres/optegnes over en periode på 30 minutter. Så meget for

overfladiskhed!

I øvrigt kan man ved at sammenligne kurverne på SPM-kurvebladet med

vedlagte kurveblad, der er side 9 i brochuren fra firmaet ROQUETTE, benævnt

»LYCASIN 80/55 Technical Aspects«,

og som er klagerens bilag 16, overbevise sig om, at der i de mindste er

stor lighed herimellem. Man behøver ikke at benytte en indirekte bevisførelse

med kumultativ virkning, hvis grundlæggende filosofi så smukt udvikles i

første hele afsnit på side 3 i klagerens anke, for ud fra en sådan

sammenligning at kunne slutte, at firmaet SPM, en filial af klageren,

virkelig har benyttet en prøvemetode, der minder meget om metoden beskrevet i

den aktuelle ansøgning og har fundet denne metode tilstrækkelig signifikant

og pålidelig til at inkludere resultater opnået herved i en brochure beregnet

for firmaets aftagere. Men klageren har, indtil nu villet overbevise andre

om, at dette ikke er tilfældet.

Klageren har gjort sig store anstrengelser for at påvise eller

sandsynliggøre, at det ikke er berettiget at benytte en kritisk grænse på et

indhold af 3% polyoler med en PG 20. Vi skal hertil blot bemærke, at man ved

at benytte argumenter som anvendt af klageren kunne komme til at påvise, at

dextrose ikke var cariogent.

Herefter kan Direktoratets konklusion i ovennævnte patentvedtagelse, side

4, indledning til første hele afsnit:

»Vi bedømmer, at ansøgerens resultater er mere sandsynlige end

Deres«. ikke betragtes som overrumplende, og Ankenævnet bør på basis af

det ovenstående kunne komme til samme konklusion.

I sidste del af anken, fra midten af side 10, beskæftiger klageren sig med

den analoge norske indsigelse og resultatet af denne. Vi skal hertil bemærke

at patent på basis af tilsvarende ansøgninger er udstedt i alle lande, hvor

der foretages patenterbarhedsundersøgelser, eksempelvis i Østrig, Canada,

Finland, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Norge (forløbigt stoppet af

indsigelse, men ansøgeren har appelleret Styrets beslutning til Oslo Byret),

samt U.S.A. Indsigelser i Sverige og Japan har været forgæves.

Sammenfattende skal vi opfordre Ankenævnet til at opretholde Direktoratets

beslutning af 10. januar 1992 om patentvedtagelse på basis af den fremlagte

ansøgning, eller, som et alternativ, tilbagesende sagen til Direktoratet til

patentudstedelse på basis af ansøgningen med subsidiære krav af 3. december

1990.'

Ansøgeren har med skrivelse af 21. oktober 1992 til yderligere orientering

fremsendt kopi af en beslutning af Deutsche Patentamt, dateret 8. september

1992, om trods en klage fra firmaet Cerestar Holding at opretholde patentet

DE 29 49 783, der vedrører samme opfindelse.

Ansøgeren anfører endvidere:

»....Vi skal bemærke, at der indholdsmæssigt er følgende sammenhæng

mellem kravene i den danske (DK) og den tyske (DE) sag:

DK krav 1 svarer til DE krav 1 + 4

» » 2 » » » 5

» » 3 » » » 6

» » 4 » » » 7

» » 5 » » » 8, og

» » 6 » » » 9

DE krav 2 og 3 er blot underkrav til krav 1,og DE-anvendelseskrav nr. 10

findes ikke i DK-sagen.

De 11 modhold opregnet i ovennævnte beslutning på side 2-3 optræder i det

store og hele også i de af Patentdirektoratet afviste indsigelser mod

nærværende ansøgning, nemlig i rækkefølge således: CS-1, CS-2, CS-14, CS-3,

ej, CS-16, HB-4, ej, CS-15 og ej,

idet CS-(nummer) henviser til modholdslisten i indsigelsesbegrundelsen af

16. december 1988 i nærværende sag fra CERESTAR, og HB-(nummer) henviser til

indsigelsesbegrundelsen af 28. februar 1989 fra Hofman-Bang og Boutard.«

Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 7. november 1995.

Ingen af parterne gav møde.

Ankenævnet skal udtale:

Patentankenævnet finder, at den omhandlede opfindelse er ny, og at den

væsentligt adskiller sig fra det hidtil kendte.

Uanset Ankenævnets tidligere kendelse angående patentansøgning nr. 6091/66

finder nævnet på grundlag af senere offentliggjorte undersøgelser af især

sorbitols og maltitols omsætning ved det normale, humane stofskifte, at det i

ansøgningen omhandlede produkt som følge af sin betydelige næringsværdi er at

anse for et næringsmiddel.

Såvel næringsmidler som fremgangsmåder til fremstilling af næringsmidler

var på ansøgningstidspunktet i henhold til patentlovens kap. XI, § 1, stk. 2,

afskåret fra patentering.

Idet det principale kravsæt omhandler en fremgangsmåde til fremstilling af

et næringsmiddel, og idet det subsidiære kravsæt angår et næringsmiddel

bestemmes: Patentansøgning nr. 5263/79 afslås.

Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen Lars Herborg

Torben Laubst Ansgar Sørensen

Officielle noter

Indsigelsessag.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter