Ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et hydrogeneret stivelseshydrolysat, der ikke er cariesdannende.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ansøgning om patent på fremgangsmåde til
fremstilling af et hydrogeneret stivelseshydrolysat, der ikke er
cariesdannende.
År 1996, 4. marts afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Laubst,
Ansgar Sørensen)
følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. P 5/92: Klage fra
Cerestar Holding B.V.,
Holland,
v/Patentbureauet
Hofman-Bang & Boutard A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse
af 10. januar 1992 af patent-
ansøgning nr. 5263 1979 for
Roquette Freres,
Frankrig,
v/Internationalt Patent-Bureau.
Den 19. september 1988 fremlagdes under nr. 153892 B en den 11. december
1979 indleveret ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et
hydrogeneret stivelseshydrolysat, der ikke er cariesdannende.
De fremlagte krav lød således:
»1. Fremgangsmåde til fremstilling af et ikke-cariesdannende,
hydrogeneret stivelseshydrolysat, som omfatter mindre end 3
vægt%polymeriseringsgrad PG>20, mindre end 60 vægt% maltitol med PG på 2
og mindre end 19 vægt% sorbitol med en PG på 1, idet resten op til 100%
består af polyoler med PG fra 3 til 20, kendetegnet ved, at man:
underkaster udgangsstivelsen en sur eller enzymatisk hydrolyse indtil et
Læs alt
dextroseækvivalent, DE, på 10 til 35, underkaster det således opnåede
præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved hjælp af en Beta-amylase, en
Beta-amylase og en Alpha-amylase eller en Beta-amylase, en Alpha-amylase og
et enzym, som hydrolyserer 1-6-bindinger i amylopectin, idet betingelserne
for anvendelse af disse enzymer vælges således, at hydrolysatets endelige
DE-værdi bringes til en værdi på mellem 45 og 53, og hydrogenerer det således
opnåede hydrolysat med DE fra 45 til 53.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at man:
underkaster udgangsstivelsen en sur hydrolyse til en DE fra 27 til 35,
underkaster det således opnåede præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved
hjælp af en Beta-amylase, idet enzymet benyttes under sådanne betingelser, at
DE-værdien for det færdige hydrolysat bringes til en værdi fra 45 til 53, og
hydrogenerer det således opnåede hydrolysat med en DE-værdi fra 45 til 53.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at man:
underkaster udgangsstivelsen for en sur eller enzymatisk hydrolyse indtil
en DE fra 10 til 27,
underkaster det således opnåede præ-hydrolysat successivt for påvirkning
fra en Beta-amylase,
påvirkning fra en Alpha-amylase,
idet reaktionsbetingelserne for disse enzymer vælges således, at
hydrolysatets DE bringes til en værdi fra 46 til 48 af Beta-amylasen og til
en værdi fra 48 til 51 af Alpha-amylasen, og hydrogenerer hydrolysatet med DE
fra 48 til 51.
4. Fremgangsmåde ifølge krav 3, kendetegnet ved, at hydrolysatet
med DE fra 48 til 51 mellem påvirkningen fra Alpha-amylasen og
hydrogeneringen underkastes en samtidig påvirkning fra en Beta-amylase og et
enzym, der hydrolyserer 1-6-bindingerne i amylopectin.
5. Fremgangsmåde ifølge et vilkårligt af kravene 1-4, kendetegnet
ved, at mængderne og betingelserne for enzymbehandlingen, der anvendes,
vælges blandt de følgende:
Beta-amylase: 200 til 1000 internationale enheder pr. kg tørt substrat, pH
fra 5,0 til 6,0, temperatur fra 50 graderC til 60 graderC, behandlingens
varighed fra 30 til 72 timer,
Alpha-amylase: 16.ooo til 48.000 internationale enheder pr. kg tørt
substrat, pH fra 5,0 til 6,0, temperatur fra 50 graderC til 60 graderC,
påvirkningens varighed fra 16 til 18 timer.
6. Fremgangsmåde ifølge krav 4, kendetegnet ved, at mængderne og
betingelserne for enzymbehandlingen, der anvendes, vælges blandt de følgende:
enzym der hydrolyserer 1-6-bindingerne i amylopectinet: 120 til 400
internationale enheder pr. kg tørt substrat i nærværelse af 50 til 100
internationale enheder Beta-amylase pr. kg tørt substrat, pH fra 5,0 til 6,0,
temperatur fra 50 graderC til 60 graderC, påvirkningens varighed fra 24 til
48 timer.«
Klageren i denne sag nedlagde den 16. december 1988 indsigelse mod
udstedelse af patent.
Klageren udtalte bl.a.:
»....Vi finder, at den opfindelse, som søges patentret, savner den
fornødne nyhed og opfindelseshøjde på baggrund af, hvad der kendes fra bl.a.
følgende trykskrifter: 1. »Hydrogenated Starch Hydrolysates«, P.
Leroy, ERGOB Conference om Sugar Substitutes, Geneve, 30 Oct. - 1 Nov. 1978.
2. »Technological Problems in the Incorporation of Hydrogenated Glucose
Syrups and L-Sorbose«, M. Zimmermann, ERGOB Conference om Sugar
Substitutes, Geneve, 30 Oct. - 1 Nov. 1978. 3. Program ERGOB Conference om
Sugar Substitutes, Geneve, 30 Oct. - 1 Nov. 1978. 4. GB patentskrift nr. 1
169 538 (= DE patentskrift nr. 1 692 721). 5. US patentskrift nr. 3 329 507
(= DE patentskrift nr. 1 270 019). 6. US patentskrift nr. 2 891 869. 7. US
patentskrift nr. 3 565 765. 8. US patentskrift nr. 3 838 006. 9. DE
fremlæggelsesskrift nr. 1 517 810.
10. DE fremlæggelsesskrift nr. 1 767 256.
11. CA patentskrift nr. 723 133.
12. JP patentskrift nr. 50650-53.
13. Acta Physiol. Scand. 1965, 63.156-163 »The Utilisation of a
presumably Low-Cariogenic Carbohydrate Derivative«.
14. »Acid Production from Sucrose Substitutes in Human Dental
Plaque«, D. Birkhed and S. Edwardsson, ERGOB Conference om Sugar
Substitutes, Geneve, 30 Oct - 1 Nov. 1978.
15. »The Physiology and Biochemistry of the Mouth« 4th Edition -
C. Neil Jenkins, pages 301, 302, 388, 396, 397 and 423.
16. Roquette Brochure »LYCASIN 80/55 - Technical Aspects«....'
I indsigelsesbegrundelse af 27. februar 1989 anførte klageren følgende:
»Dansk patentansøgning nr. 5263/79 angår ifølge fremlæggelsesskriftet
en fremgangsmåde til fremstilling af et ikke-caries-dannende, hydrogeneret
stivelseshydrolysat. Det forekommer mærkeligt, at ansøgningen er rettet på en
fremgangsmåde, eftersom hele argumentationen for opfindelsen bygger på
produktets påståede fordelagtige egenskaber. Da både opfindelser af
næringsmidler og opfindelser af fremgangsmåder ved tilvirkning af
næringsmidler var undtaget fra patentering på ansøgningens indleveringsdag,
må vi gå ud fra, at ansøgningen er indskrænket til kun at omfatte
fremstilling af produkter med ikke-næringsmiddel-anvendelse. Men i så fald
skulle produktet i sig selv være patenterbart, og en analogifremgangsmåde til
fremstilling deraf er ikke patenterbar.
Fremgangsmådetrinene i den i patentkravene angivne fremgangsmåde er i sig
selv kendte, og valget af dem dikteres af arten af det produkt, som skal
fremstilles.
De i vor indsigelsesskrivelse anførte referencer 1 og 2 angiver produkter,
som er hydrogenerede stivelseshydrolysater, og som er ikke-cariogene, fordi
de ikke forgæres i munden af bakterier og enzymer. Reference 1 beskriver,
hvordan et område af sirupper med forskellige DE-værdier kan fremstilles
under anvendelse af Alpha-amylaser, Beta-amylaser og amyloglucosidaser, og
giver detaljerede beskrivelser af sirupsammensætningerne. Især en sådan
sammensætning i tabellen på side 116 har et DE på 48 og en sammensætning
meget tæt på den, der er angivet i tabel II, eksempel 1 i den foreliggende
ansøgning. Produktet LYCASIN 80/55 (se reference 16), som allerede var på
markedet før prioritetsdagen for den foreliggende ansøgning, indeholder
mindre end 19 % sorbitol (6-8 %), mindre end 60 % maltitol (50-55 %), 20-25 %
trisaccharider, og de resterende 10-20 % tetrasaccharider og højere.
Referencerne 1 og 2 beskriver den type produkt, som man ønsker at
fremstille: referencerne 6-12 viser, hvordan fremstillingen kan gennemføres.
For eksempel beskriver reference 8, hvordan stivelsessirupper med forskellige
kombinationer af sødhed og viskositet kan opnås ved en 2-trins fremgangsmåde
under anvendelse af kombinationer af enzymer, specifikt O-1,6-glucosidaser,
Beta-amylaser og Alpha-amylaser. På lignende måde angiver reference 6, at
anvendelsen af to eller flere enzymer, specifikt Alpha-amylaser,
Beta-amylaser, maltdiastaser og amyloglucosidaser, gør det muligt at
fremstille stivelsessirupper med praktisk taget enhver ønsket kombination af
kemiske eller fysiske egenskaber. Det kan bemærkes, at eksempel 7 i denne
reference først fremstille en sirup med DE 26 og derpå omdanner denne til en
med DE 52,4, selv om produktets dextroseindhold (glucose) er 21,8 % dvs. over
19 %.
Endelig beskriver referencerne 4 og 5 fremstillingen af hydrogenerede
stivelseshydrolysater, som ikke giver anledning tilcariesangreb på tænderne,
og som afledes fra stivelsehydrolysater med henholdsvis DE 1,2-15 og DE
15-75. Hydrolyseprodukterne omfatter dextriner og andre poly- og
oligosaccharider indeholdende op til 20 monosaccharidenheder, fortrinsvis
3-10 monosaccharidenheder.
Reference 13 rapporterer en biologisk undersøgelse af hydrogenerede
stivelseshydrolysater, som blev skaffet fra Lyckeby Starkelseforadling AB,
patenthaveren til referencerne 4 og 5.
Med hensyn til produktets påståede fordelagtige egenskaber kan det
bemærkes, at omtalen af den kendte teknik i ansøgningens beskrivelse
indrømmer, at hydrogenerede stivelseshydrolysater var kendte før ansøgningens
prioritetsdato, men anfører 2 særlige fordele ved de specifikke hydrogenerede
stivelseshydrolysaters ikke-cariogenicitet og for det andet deres egnethed
til fremstilling af »sucre cuit«-bolsjer. Vi lægger i det følgende
mest vægt på påstanden om ikke-cariogenicitet, fordi selv om ansøgeren siger,
at den fordelagtig anvendelse til fremstilling af »sucre
cuit«-bolsjer skyldes, at indholdet af PG1 og PG2 ikke er for stort, så
var denne tanke allerede fremsat i den kendte teknik. Hydrolysaterne skal
efter definitionen i kravet indeholde 35,1-79 % PG1 + PG2, men
sammensætninger indeholdende 56-63 % PG1 + PG2 er allerede tidligere i
reference 2 angivet som værende egnede til fremstilling af »sucre
cuit«-bolsjer. Ansøgningens krav må derfor stå eller falde på påstanden
om, at hydrolysater indeholdende mindre end 3 % PG>20 er ikke-cariogene,
og at sådanne sammensætninger var hidtil ukendte og opfinderiske på
ansøgningens prioritetsdato.
Det er vores påstand, at tallet 3 % ikke er kritisk for cariogenicitet, og
at ansøgeren solgte sammensætninger, som faldt ind under kravet i deres
patentansøgning, før dennes prioritetsdata, hvorfor dette ikke er nyt.
Begrebet ikke-cariogenicitet
De videnskabelige grunde til cariogenicitet og tandnedbrydning er omtalt
på side 396, 397 og 423 i lærebogen »The Physiology and Biochemistry of
the Mouth« (ref. 15). Den fjerde udgave af denne bog blev udgivet den
29. juni 1978, dvs. 5 måneder før ansøgningens prioritetsdato, og må således
anses for at repræsentere den på det tidspunkt gældende faglige opfattelse.
Denne opfattelse udtrykte klart, at det er pH-værdien i plakken, som dækker
tænderne, der er vigtig, og ikke pH-værdien i mundspyttet. Endvidere betyder
den logaritmiske natur af pH, at en given forskel i pH ikke nødvendigvis
repræsenterer den samme mængde syreproduktion, f.eks. repræsenterer en
forskel på 1 pH-enhed mellem pH 7,0 og pH 6,0 mindre syre end mellem pH 5,8
og pH 5,0. Caries antages at forekomme, når pH-værdien i plakken falder under
en »kritisk værdi« på ca. 5,2, hvor der begynder at finde
demineralisering af tandemaljen sted. Figur X 1.2 på side 388 viser en
eksperimentel repræsentation af, når pH-værdien falder under denne værdi.
Prøvning af cariogenicitet
Ud fra diskussionen i det ovenstående afsnit er det klart, at man ikke kan
regne med, at målinger af mundspyt-pH giver en bedømmelse af
»ikke-cariogenicitet«. Siderne 396 og 397 i »The Physiology
and Biochemistry of the Mouth« beskriver prøvninger, hvorved der
foretages målinger af plak-pH, reference 14 baserer sin bedømmelse af
ikke-cariogenicitet på syreudvikling i plakken.
Roquette-prøvningen
Ved ansøgerens prøvning måles pH-ændringer, som finder sted i spytprøver,
når de inkuberes med stofferne, som skal prøves. Denne prøvning har
imidlertid de følgende mangler som bedømmelse af ikke-cariogenicitet:
a) Den er ikke relateret til plaktilstande.
b) Den antager, at en pH-forskel på 1,0 er af samme betydning uanset
begyndelses-pH.
c) Et pH-fald på mindre end 1 pH-enhed siges at repræsentere et
ikke-cariogent produkt. Der er ikke angivet nogen basis for denne arbitrære
antagelse.
d) Selv om spytprøverne tages fra flere donorer, er det klart ud fra side
301 og 302 i »The Physiology and Biochemistry of the Mouth«, at
spyts pH varierer bredt afhængigt af omstændighederne. Prøver taget fra de
samme individer til forskellige tider ville derfor ikke være de samme og
ville ikke forventes at give de samme resultater.
e) I ansøgningens beskrivelse indrømmer ansøgeren, at den anvendte
prøvning er utilstrækkelig til at karakterisere et stofs ikke-cariogenicitet
i absolut forstand, men ved at antage, at pH>1 frembringer caries, og ved
at udlede af prøvningsresultaterne, at mindre end 3 % PG>20 altid og under
alle omstændigheder vil give ikke-cariogene hydrolysater, drager ansøgeren
alligevel absolutte konklusioner.
En undersøgelse af prøvningsmetoden i reference 14 viser, at den er
nærmere virkeligheden end Roquette-prøvningen af de ovenfor angivne grunde,
og når reference 14 således viser at »French« LYCASIN 80/55 er
ækvivalent med sorbitol mht. cariogenicitet, må dette betyde, at det er
ikke-cariogent i en absolut forstand. Hvis dette LYCASIN 80/55, som svarer
til det, der er beskrevet i referencerne 1 og 2, er ikke-cariogent, så må det
indeholde mindre end 3 % PG>20, eller hvis ikke, er niveauet af det
sidstnævnte ikke væsentligt for tandnedbrydning. Hvis den i ansøgningen
beskrevne prøvning viser, at LYCASIN 80/55 er cariogent, i modsætning til
hvad der er fundet i reference 14, så viser det, at prøvningen ikke kan
repræsentere virkeligheden af tandnedbrydning og således ikke giver nogen
påvisning af, at det ifølge ansøgningen fremstillede produkt tilvejebringer
en teknisk nyttig løsning på det problem at finde et ikke-cariogent
stivelseshydrolysat.
Roquette's prøvningsresultater
Selv hvis ansøgerens prøvningsmetode accepteres, har indsigerne ikke været
i stand til at anvende den til at påvise det kritiske ved PG>20.
Indsigeren har udført forsøg under anvendelse af Roquette-metoden med et
antal forskellige spytprøver og hydro-generede hydrolysater af forskellig
oligomersammensætning. Deres resultater (de vedføjede kurver A-D) viser intet
kritisk tal, men understøtter blot det tidligere kendte synspunkt, at
stigende mængder af de højere oligomere viser et større fald i pH. Disse
resultater er vedføjet i grafisk form som bilag til dette brev. Det er
trukket en ret linie igennem punkterne, men dette behøver ikke at være den
bedste tilpasning. Imidlertid kan det ses, at der ikke finder nogen kritisk
ændring sted ved 3 % PG>20. Forsøgene bekræfter ansøgerens advarsel om, at
forskellige spytprøver giver forskellige resultater med den samme prøve
hydrolysat. Til sammenligningsformål blev dextrose (høj cariogen aktivitet)
og sorbitol (lav cariogen aktivitet) også prøvet. Læren af forsøgene er, at
det ikke eksisterer noget vidnesbyrd, som understøtter et krav på en kritisk
værdi ved 3 % PG>20.
Indsigerne har også gennemført en anden række forsøg, hvorved et
hydrogeneret stivelseshydrolysat indeholdende 18,7 % oligomere med PG20 blev
behandlet med ethanol, som udfældede disse oligomere. Der blev udført to
forsøg, hvorved indholdet af PG>20 oligomere blev reduceret til
henholdsvis 5,1 % og 1,3 %. Når det ubehandlede hydrogenerede hydrolysat og
de to behandlede prøver blev afprøvet ved Roquette-prøvningen, var
pH-værdierne 0,81 (ubehandlet), 0,72 (5,2 % PG>20) og 0,65 (1,3 %
PG>20). Disse resultater understøtter det synspunkt, at der ikke sker
nogen kritisk ændring i pH ved 3 % oligomere med PG>20.
I en anden række forsøg målte indsigeren ved HPLC syreudviklingen i en
række sterile opløsninger af hydrogenerede stivelseshydrolysater, pufret til
pH 7,2, hvortil der var sat spytprøver (blanding af spyt fra 4 personer).
Surhedsudviklingen over for tiden er afsat i kurve E vedføjet dette brev, og
hastigheden af surhedsudvikling over for indhold af PG>20 er afsat i kurve
F. Kurve E viser det samme mønster af surhedsudvikling uanset indhold af
PG>20, og kurve F viser, at hastigheden af surhedsudvikling efter en given
tid ikke har noget kritisk punkt ved 3 % PG>20.
Alle de ovenfor beskrevne forsøg viser, at surhedsudviklingen i en
blanding af spyt og et hydrogeneret stivelseshydrolysat ikke viser nogen
kritisk ændring ved 3 % PG>20.
Selv om referencerne 1 og 2 ikke udtrykkeligt beskriver et hydrogeneret
stivelseshydrolysat indeholdende mindre end 3 % PG>20, er der meget stærke
argumenter for, at det er underforstået, at hydrolysaterne i disse to
referencer og i reference 14 faktisk indeholder mindre end 3 % PG>20.
Bevis for dette findes i den udaterede Roquette-brochure (ref. 16).
Brochurens betydning ligger i de følgende kendsgerninger:
a) Den giver en specifikation for LYCASIN 80/55 på side k-68, som i alle
henseender falder ind under kravet i den foreliggende ansøgning.
b) Den henviser til de referencer, som er nummereret 1, 2 og 14 i vor
indsigelsesskrivelse, som i brochuren identificeres som henholdsvis 14, 17 og
7.
c) Brochurens utvetydige mening er, at det arbejde, som identificeres i
referencerne, vedrører LYCASIN 80/55 som defineret på side k-68 (se især side
8, næstsidste afsnit). Det »French« LYCASIN 80/55, der i reference
14 er beskrevet som værende ikke-cariogent, må derfor have haft en
sammensætning, som falder ind under kravene i den foreliggende danske
ansøgning.
Efter vor opfattelse giver de ovenfor anførte argumenter basis for
følgende konklusioner:
1) LYCASIN 80/55, som i referencerne 1, 2 og 14 er beskrevet som værende
et kommercielt tilgængeligt produkt, har den sammensætning, som er patentsøgt
i den anfægtede danske ansøgning, hvorfor den påberåbte opfindelse ikke var
ny på ansøgningens prioritetsdato.
2) Det i reference 14 beskrevne franske LYCASIN 80/55 er vist at være
ikke-cariogent ved en prøvning, som på det tidspunkt var accepteret af faget
som værende nærmere på virkeligheden af tandnedbrydning end den prøvning, der
anvendes, af ansøgerne i deres patentansøgning. Et produkt, som er vist at
være ikke-cariogent ved denne prøvning, kunne ikke plausibelt være cariogent
ved prøvningen i ansøgningens beskrivelse, fordi den sidstnævnte prøvning er
mindre stringent.
3) Ansøgningens beskrivelse beviser ikke, at faldet i pH-værdi i de
afprøvede prøver er relateret til deres indhold af PG>20, eller at et pH
på 1 betegner en cariogen sammensætning.
4) Når Roquette-prøvningen blev anvendt af indsigerne, viste den ikke
nogen kritisk betydning af et indhold af PG>20 på 3 %.
Sammenfattende mener vi,
a) at begrebet ikke-cariogenicitet har fået meget detaljeret overvejelse i
den kendte teknik,
b) at den kendte teknik har beskrevet et antal forfinede prøvninger og
resultaterne deraf,
c) at Roquette-prøvningen var grov i sammenligning med de hidtil kendte
prøvningsmetoder,
d) at en gentagelse af Roquette-prøvningen ikke giver resultater, som
stemmer overens med, at indholdet af PG>20 i et stivelseshydrolysat er en
kritisk variabel for ikke- cariogenicitet, og
e) at de sammensætninger, som fremstilles ifølge den anfægtede
patentansøgning var kommercielt tilgængelige før ansøgningens prioritetsdato,
og at den overvejelse, på hvilken kravet er baseret, nemlig det kritiske tal
på 3 % PG>20, er ubegrundet.
Vi finder det hermed påvist, at den i ansøgningen påberåbte opfindelse
savner såvel nyhed som opfindelseshøjde, og henstiller derfor, at ansøgningen
afslås i sin helhed.'
Klagerens fuldmægtig, patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S, har
ved skrivelse af 19. december 1988 selvstændigt nedlagt indsigelse imod
udstedelse af patent.
I indsigelsesbegrundelse af 28. februar 1989 udtaler denne indsiger
(indsiger II):
»Dansk patentansøgning nr. 5263/79 angår ifølge fremlæggelsesskriftet
en fremgangsmåde til fremstilling af et ikke-cariesdannende, hydrogeneret
stivelseshydrolysat. Det fremgår af ansøgningens akter, at man simpelthen har
fået godkendt krav og beskrivelse affattet på samme måde som det tilsvarende
norske fremlæggelsesskrift nr. 150 161. Dette er imidlertid i modstrid med
overgangsbestemmelse nr. 1, stk. 2 i den danske patentlov af 1967, eftersom
årsagen til at den norske ansøgning er indskrænket til kun at omfatte
fremgangsmådekrav er, at næringsmidler ikke er patenterbar i Norge. Men hvis
produktet er et næringsmiddel, kan heller ikke fremgangsmåden være
patenterbare i Danmark, da både opfindelser af næringsmidler og opfindelser
af fremgangsmåder ved tilvirkning af næringsmidler var undtaget fra
patentering på ansøgningens indleveringsdag.
Hvis vi på den anden side går ud fra, at ansøgningen er indskrænket til
kun at omfatte fremstilling af produkter med ikke-næringsmiddel-anvendelse,
så skulle produktet i sig selv være patenterbart, og en analogifremgangsmåde
til fremstilling deraf er ikke patenterbar.
Ifølge patentkravene angår den foreliggende ansøgning en fremgangsmåde til
fremstilling af et ikke-caries-dannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat,
som omfatter mindre end 3 vægt-% polyoler med PG 20, mindre end 60 vægt-%
maltitol og mindre end 19 vægt-% sorbitol. Kendetegnende for fremgangsmåden
er, at
(i) udgangsstivelsen hydrolyseres enzymatisk eller ved sur hydrolyse
indtil DE 10-35,
(ii) præhydrolysatet underkastes enzymatisk hydrolyse med 53-amylase,
Beta-amylase + Alpha-amylase eller Beta-amylase + Alpha-amylase + et enzym,
som hydrolyserer 1,6-bindinger i amylopectin, indtil hydrolysatets endelige
DE-værdi er 45-53,
(iii) det endelige hydrolysat med DE 45-53 hydrogeneres.
Alle disse tre stadier: (i) smeltning, (ii) saccharificering og (iii)
hydrogenering til fremstilling af hydrogeneret stivelseshydrolysat var
allerede kendte på ansøgningens prioritetsdato.
Fra DE patentansøgning nr. 17 67 256 kendtes kombinationen af (i)
smeltning og (ii) saccharificering til fremstilling af stivelsessirup.
Sur hydrolyse ((i) og (ii)) af stivelse og hydrogenering (iii) af
stivelsesirup var kendt fra GB offentliggørelsesskrift nr. 1 169 538 (ref. 5)
(Lyckeby).
Enzymatisk hydrolyse var ligeledes tidligere kendt: I SE
offentliggørelsesskrift nr. 368 587 (ref.6) (Hayashibara) er på side 5
beskrevet en fremgangsmåde til fremstilling af varmestabil maltitolsirup.
Stivelse blev (i) først hydrolyseret med Alpha-amylase-enzym efterfulgt af
(ii) saccharificering med Beta-amylase og pullulanase (som hydrolyserer
O-1,6-bindinger i amylopectin). Maltose sirupper med DE-værdi på 48 og 51
(dvs. inden for det i ansøgningens krav 1 angivne område 45-53) er beskrevet
i tabellen på side 6 i offentliggørelsesskriftet. Disse sirupper blev (iii)
hydrogeneret (se side 7) på en lignende måde som i den foreliggende
ansøgning, og dette er og var på ansøgningens prioritetsdato den mest
anvendte fremgangsmåde til hydrogenering.
Med læren fra dette offentliggørelsesskrift er fagmanden i stand til at
fremstille produktet med ønsket maltitolindhold. Som det klart ses af dette
SE offentliggørelsesskrift, kan den endelige sirups maltitolindhold reguleres
ved variering af de hydrolyserende enzymer.
Den nøjagtige koncentration af maltose og maltitol såvel som
koncentrationen af sorbitol er ikke angivet i offentliggørelsesskriftet.
Praktiske forsøg har imidlertid vist, at når man anvender proceduren ifølge
Hayashibaras offentliggørelsesskrift, opnås produkter med maltitolindhold på
40-60% af tør- vægten og sorbitolindhold på mindre end 19% af tørvægten.
Ifølge ansøgningens beskrivelse er formålet med den påberåbte opfindelse
at fremstille et ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat.
Produktet, som defineret i indledningen til krav 1 i ansøgningen, er
allerede defineret i den i vor indsigelsesskrivelse anførte reference 1
(Leroy) i tabellen (a) på side 116 og i reference 2 (Zimmermann) på side 145.
Dette betyder, at produktet allerede var kendt på ansøgningens
prioritetsdato.
Desuden var fremgangsmåden til fremstilling af det pågældende produkt
(inden for omfanget af ansøgningens patentkrav) beskrevet i reference 1
(Leroy) på side 115-116.
Birkhed og Edwardsson offentliggjorde i reference 3 resultater af
undersøgelser af cariogenicitet af forskellige sirupper, inklusive
»French Lycasin 80/55«. Disse resultater viste, at »French
Lycasin« ikke var cariogent. Således var den ikke-cariogene natur af
maltitolsirup, som defineret i ansøgningen, allerede kendt på
prioritetsdatoen.
De grænser, som er angivet for ikke-cariogenicitet i den foreliggende
ansøgning (mindre end 3% polyoler med PG > 20) har ingen begrundelse: der
er ikke påvist nogen grænse for mængden af længere polyoler, under hvilken
produktet er ikke-cariogent.
I ansøgningen er der ikke fremført noget materiale, på basis af hvilket
ansøgeren kunne være i stand til at udforme et patentkrav, som adskiller sig
patenterbart fra den kendte teknik. Under henvisning til det ovenfor anførte
henstiller vi derfor, at dansk patentansøgning nr. 5263/79 afslås i sin
helhed.'
Ansøgeren fremsendte med skrivelse af 1. september 1989 sit svar på
klagerens indsigelsesbegrundelse af 27. februar 1989:
»Indsigerens første argument går på at ansøgningen angår en
fremgangsmåde til fremstilling af et næringsmiddel. Hertil skal det først
bemærkes, at der, eftersom ansøgningen har været gennem behandlingsproceduren
i Patentdirektoratet og er godkendt til fremlæggelse, ikke kan være tvivl om
at ansøgningen angår en patenterbar opfindelse. Hvis dette ikke have været
tilfældet, ville Patentdirektoratet have gjort indvending tidligere.
Patentdirektoratets holdning, nemlig at produktet fremstillet ved
fremgangsmåden ifølge opfindelsen ikke er et næringsmiddel er ikke
overraskende, idet stivelseshydrolysatet fremstillet ved fremgangsmåden
ifølge opfindelsen er et ikke-cariesdannende sødemiddel bestemt til
anvendelse i nærings- og nydelsesmidler, farmaceutiske produkter, diætetika,
sundhedspræparater, som elixirer, tandpasta og kompressorier.
Interessen for at anvende ikke-cariesdannende sødemidler med de ovennævnte
anvendelsesmuligheder forklarer ikke kun den kommercielle succes af
produktet, fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, men også
indsigerens motiv til at nedlægge indsigelse.
Den nærværende opfindelse angår en fremgangsmåde omfattende en særlig
kombination af trin, der i princippet hver for sig er kendte, men uden at
være tilpasset, således at man opnår den særlige kombination af egenskaber,
der fører til et hydrogeneret stivelseshydrolysat med det særlige
glucidspektrum, der er kendetegnet ved et indhold på under 3% af produkter
med polymerisationsgrad over 20.
Ansøgeren har fundet, at hydrogenerede stivelseshydrolysater svarende til
det angivne glucidspektrum er ikke-cariesdannende efter en test, der synes
simpel, men er meget skrappere end den kendte test som indsigeren påberåber
sig.
Det er kun produkterne, som ansøgeren har solgt efter prioritetsdagen med
betegnelsen »LYCASIN 80/55«, som er ikke-cariesdannende efter
testen angivet i nærværende ansøgning. Indsigeren anfører, at Roquette Frere
har solgt hydrogenerede stivelseshydrolysater under betegnelsen »LYCASIN
80/55« inden prioritetsdagen. Disse hydrolyserede stivelseshydrolysater
betragtes som ikke-cariesdannende efter de kendte, tidligere tests, men
skulle imidlertid klassificeres som cariesdannende, hvis de havde været
underkastet testen beskrevet i nærværende ansøgning.
Faktisk gælder det, hvilket indsigeren også ved, at begrebet
ikke-cariesdannende ikke kan defineres absolut på basis af en given test og
givne kriterier, men at det udvikler sig, og at alle producenter af
hydrogenerede stivelseshydrolysater konstant forsøger at finde produkter, der
i højere grad er ikke cariesdannende.
Det faktum, at ansøgeren har solgt »ikke-cariesdannende«
hydrogenerede stivelseshydrolysater inden og efter prioritetsdagen under den
samme betegnelse »LYCASIN 80/55« ændrer intet ved, at det
hydrogenerede stivelseshydrolysater inden denne dag havde et andet
glucidspektrum, idet varemærket »LYCASIN« ikke giver nogen
oplysning om glucidspekret for de hydrogenerede stivelseshydrolysater, idet
tallene »80« og »55« blot har følgende betydninger:
»80« angiver tørstofindholdet,
»55« angiver indholdet af hydrogenerede stivelseshydrolysater
betragtet som sorbitol og maltitol i procent uden nogen hentydning til
indholdet af andre polyoler.
Efter disse indledende betragtninger gennemgås indsigelsesbegrundelsen i
det følgende nærmere.
Indsigeren har opbygget sin argumentation som følger under henvisning til
de kendte dokumenter (1) til (16) tilvejebragt af indsigeren (m.h.t.
referencerne, se indsigelsen):
A) Studium af referencerne (1), (2), (4) og (5), i forhold til opfindelsen
(side 2, linie 8 - side 4, linie 11). En første konklusion gives på side 4,
andet afsnit.
B) Studium af begrebet ikke-cariesdannende efter cariogenisitetstestene
beskrevet i de tidligere dokumenter (15) og (14) og endelig efter
Roquette-testen (side 4, linie 12 til side 6, linie 18).
C) Præsentation af resultaterne af en række forsøg udført af indsigeren og
samlet under den højst forbavsende overskrift »Roquettes
prøvningsresultater« (side 6, linie 19 til side 7, linie 30).
D) Argumenter, der sigter mod at vise en påstået mangel på nyhed som følge
af påstået tidligere brug under henvisning til en brochure fra Rogette, som
siges at være udateret (side 7, linie 31 til side 8, linie 19).
E) Generelle konklusioner.
I det følgende imødegås argumenterne præsenteret i hvert af disse punkter.
ad. A).
Reference (1) og (2) omhandler ganske rigtigt begrebet ikke-cariesdannende
i forbindelse med hydrogenerede stivelseshydrolysater.
Især beskriver referencerne (1) og (2) hydrogenerede
stivelseshydrolysater, der hævdes at være ikke-cariesdannende, uden at der
overhovedet forklares, hvad der skal forstås med
»ikke-cariesdannende«. Denne mangel på præcisering fjerner som vist
ovenfor enhver værdi af påstanden.
Skønt et af hydrolysaterne nævnt på side 116 af skriftet (1) for visse
bestanddele har en sammensætning, der ligger nær ved sammensætningen givet i
tabel 2 af den nærværende ansøgning, ophører al lighed der, idet skriftet (1)
intet angiver om at indholdet af produkter med PG større end 20 skal være
mindre end 3%, og dette er afgørende med hensyn til ikke-cariogenicitet.
Når indsigeren på basis af det tidligere skrift (16) henviser til at et
LYCASIN 80/55 som allerede var markedsført inden prioritetsdagen for den
nærværende ansøgning, har han ikke taget hensyn til, at det ikke drejer sig
om Roquette brochuren, der påstås at være udateret, hvilket vil blive belyst
nærmere i det følgende, men om en artikel udgivet i 1977 af konsul E.
Rockstrøm (tidligere ansvarlig for firmaet Lyckeby i »Revue des
Fabricants de Confiserie...« hvilken artikel er hæftet på denne
brochure, og
at der ikke deri er nævnt produkter med DP større end 20.
Indsigeren anfører dernæst, at principperne af de enkelte trin af
fremgangsmåden ifølge opfindelsen er kendte ifølge reference (6) til (12).
Dette bestrider ansøgeren ikke.
Disse skrifter beskriver imidlertid ikke den særlige kombination af
betingelser som i forbindelse med de enkelte trin er nødvendig til opnåelse
af et ikke-cariesdannende hydrolysat med glucidspektret for hydrolysatet
fremstillet ifølge opfindelsen.
Der angives intet i skrifterne om, at indhold under 3% af produkter med PG
større end 20 er nødvendig til opnåelse af det ikke-cariesdannende
hydrolysat.
Det vil sige at glucidspekret for forbindelsen fremstillet ifølge
opfindelsen ikke var kendt før prioritetsdagen for ansøgningen.
Reference (4) og (5) angår hydrogenerede stivelseshydrolysater, som
betragtedes som ikke-cariesdannende i årene 1963-1965, det vil sige 13 til 15
år inden prioritetsdagen for nærværende ansøgning og uden henvisning til
nogen test for ikke-cariogenicitet. Desuden udelukker skriftet (4) ikke på
nogen måde at indholdet af produkter med PG større end 20 er større end 3% i
det beskrevne hydrogenerede stivelseshydrolysat.
Med hensyn til reference (13), som angår et arbejde, der faktisk er
bestilt af indehaveren af patenterne (4) og (5), kan man med interesse
bemærke, at produkterne deri beskrives som
»....believed to be low-cariogenic« (side 156, linie 10 f.n.).
Som konklusion anfører indsigeren på side 4, andet afsnit, at
»tallet 3% ikke er kritisk for cariogeniciteten«, og at
»ansøgeren har solgt blandinger, der ligger inden for omfanget af
kravene i ansøgningen inden prioritetsdagen«.
Indsigeren har imidlertid ikke fremlagt beviser for nogen af disse
påstande.
ad. B).
I det følgende imødegås argumenterne givet af indsigeren under dette
punkt.
Indsigeren anfører, at begrebet cariogenicitet og forfinede prøvninger i
den forbindelse faktisk var beskrevet i den kendte teknik. Det må
understreges, at prøvningen anvendt af ansøgeren er meget mere stringent end
de tidligere prøvemetoder, skønt den synes mere simpel.
Den er ekstremt pålidelig alene på grund af inkubationstiden på 21 timer,
der er meget længere end inkubationstiden, der er 30 minutter, ved den kendte
prøvning i overensstemmelse med reference (14). Efter prøvningen konkluderer
man ikke om et givet produkt er cariogent eller ej. Det konkluderer alene,
hvis pH 1, at et givet produktion er ikke cariogent, i henseende til
prøvningen. Med andre ord kan et produkt, som er ikke-cariogent ved
prøvningen ifølge reference (14) eller (2) udemærket være cariogent ved
prøvningen beskrevet i den nærværende ansøgning, nemlig på grund af de meget
skrappere betingelser.
Specielt angiver udtrykket ikke-cariesdannende (=ikke-cariogen), som det
anvendes i forbindelse med de hydrogenerede stivelseshydrolysater i
nærværende ansøgninger en egenskab for disse produkter svarende til skrappere
kriterier end dem der anvendes reference (2) svarende til udtrykket
»Zahnschonend« i forbindelse med LYCASIN 80/55.
LYCASIN 80/55 betegnet som »Zahnschonend« i reference (2)
opfylder altså ikke kriterierne til klassificering som ikke-cariogen ved
prøvningen angivet i nærværende ansøgning, mens hydrolysaterne fremstillet
ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen indlysende er »Zahnschonend«
efter reference (2). Reference (15) ændrer intet ved dette faktum.
Indsigeren understreger, idet han støtter sig på reference (15), at det er
pH-værdien i tandplaques der er vigtig for cariogeniciteten og ikke
pH-værdien i spyttet.
Prøvningen anvendt ifølge den nærværende ansøgning til undersøgelse af
cariogenicitet af et givet produkt er imidlertid uafhængig af spyttets
pH-værdi.
Dette fremgår af beskrivelsen af prøvningen (se afsnittet fra linie 30 på
side 6 til linie 17 side 8 i fremlæggelsesskriftet), hvor det ses at denne
prøvning bygger på mundhulebakteriernes mulighed for at angribe det
hydrogenerede stivelseshydrolysat. Det angreb medfører, hvis det finder sted,
en surgøring af miljøet og dermed et fald i pH-værdien.
Ved denne prøvning tilfører man alene mundhulebakterier i prøvemediet ved
behandling af en lille mængde spyt, som iøvrigt er en blanding af spyt fra 5
donorer.
Af reference (15) fremgår det (se side 396, linie 14-17), at man har
konstateret, at bakteriefloraerne af tandplaques ligner hinanden hos personer
med og uden caries, idet antallet af specielt to bakteriearter, nemlig
Lactobacillus acidophilus og Streptococcus mutans ifølge side 423, linie
18-20 af reference (15) afhænger af intensiteten af caries og er til stede i
et meget mindre antal hos personer uden caries.
I betragtning af prøvningsbetingelserne for prøvningen angivet i
nærværende ansøgning, det vil sige
- anvendelse af en meget lille mængde på basis af prøvemediet af en
spytblanding fra fem donorer, hvoraf visse statistisk set har caries.
- en prøvetid på 21 timer hvorunder alle typer bakterier vokser under
optimale betingelser,
er det sikkert, at udgangsspyttets eller nærmere udgangsspytblandingens
pH-værdi ingen betydning har.
Mængden af spytblanding anvendt side 8, linie 3-6 (jvf.
fremlæggelsesskriftet) er således 0,2 ml. Dette blandes i 10 ml næringsmedium
og 1 ml sterilt vand (kontrol) eller 1 ml af en 18% (vægt/vol) opløsning af
materialet, der skal prøves.
Spytblandingen udgør således 1,8%.
Som teoretisk eksempel kan nævnes, at tilførsel af en 0,2 ml spytblanding
med en pH-værdi på 5,45 (den laveste værdi angivet på side 302, linie 6 af
reference (15)) til 11 ml af den ovennævnte blanding af næringsmedium af vand
(pH 7,55) kun giver et fald af pH-værdien fra 7,55 til ca. 7,5.
Det ses klart, at målingerne udført ved prøvemetoden angivet i nærværende
ansøgning er helt uafhængige af udgangsspyttets pH-værdi og kun afhænger af
surgøring af mediet som følge af angreb på produktet underkastet prøvning med
mundhulebakterier.
Det at prøvemetoden anvendt i forbindelse med nærværende ansøgning er mere
stringent end de kendte prøvemetoder medfører at argumenterne givet af
indsigeren i afsnittet side 6 linie 3 til 18 er fuldstændigt uunderbyggede.
Når indsigeren slutter af reference (14) at LYCASIN 80/55 var
ikke-cariogent før dec. 1978, idet det var ækvivalent med sorbitol,
sammenblander han prøvemetoden anvendt i reference (14) med prøvemetoden
beskrevet i nærværende ansøgning.
Prøven beskrevet i reference (14) består af måling af variationerne i
ph-værdien observeret på tandplaqueniveauet (»in vivo«) i 30
minutter, mens klassificering som ikke-cariogent produkt i den betydning der
er givet af prøvningen anvendt i den nærværende ansøgning opnås in vivo efter
21 timer i et miljø med en koncentration, der er tre gange så svag, men
imidlertid under betingelser, der er meget strengere. Hvis betingelserne for
den sidstnævnte test havde været anvendt i forbindelse med det LYCASIN
80/55-produkt, som det drejer sig om i reference (14), ville dette særlige
LYCASIN 80/55 ikke have været klassificeret som ikke-cariogent.
Sammenfattende kan det siges, at prøvemetoden anvendt i forbindelse med
den nærværende ansøgning er en praktisk, industriel prøvemetode, der er
uafhængig af det anvendte spyts pH-værdi, og meget mere stringent end de
kendte laboratorieprøvemetoder, konklusionerne draget af indsigeren i
forbindelse med denne prøvning og især på basis af reference (15) og
reference (14) er unøjagtige og ubegrundede.
ad. C).
Under overskriften »Roquettes prøvningsresultater« beskriver
indsigeren et sæt forsøg, af hvilke en første gruppe er afbildet på de fem
grafer med de respektive overskrifter: Saliva Sample A Saliva Sample B Saliva
Sample C Saliva Sample D
Averidge of values for Saliva Samples A to D.
Der kan midlertid ikke drages nogen konklusion af disse forsøg.
Således finder man ikke alene ved alle forsøgene undtagen ved dem der er
udført med saliva A på de to hydrolysater med det største indhold af
produkter med PG større end 20, at hydrolysaterne er ikke-cariogene, idet
delta pH-værdien er mindre end en. Dette er i modstrid med alle
konstateringer gjort af ansøgeren og kan kun være et resultat af forkert
anvendelse af prøvemetoden, men man finder også, at saliva B, C og D medfører
at dextrose betragtes som ikke-cariogent, idet kun saliva A gør en undtagelse
på dette punkt. Forsøg udført med blandingen af saliva, som giver en pH-værdi
i nærheden af 1, fører fremdeles til betragtning af dextrose som værende på
grænsen til at være cariogent. Dette er absolut i modsætning med både den
almindelige mening i en enig videnskabelig verden, ifølge hvilken dextrose er
cariogent, og på den anden side i modstrid med alle erfaringer draget af
ansøgeren fra før prioritetsdagen for den nærværende ansøgning og kan igen
kun skyldes forkert anvendelse af prøvemetoden. Følgelig er konklusionerne
draget af indsigeren på basis af resultaterne af denne første række forsøg, i
det mindste dårligt understøttet.
Med hensyn til de tre forsøg i den anden række af forsøg udført af
indsigeren med et hydrogeneret stivelseshydrolysat med 18,7% polyoler med PG
større end 20, de anvendes som så i det første forsøg, og efter behandling
med ethanol i de to efterfølgende forsøg (hvorved der opnås indhold af
polyoler med PG større end 20 på henholdsvis 5,1 og 1,3), kan man ikke uden
supplerende oplysninger udlede mere af disse end af den første række forsøg,
alene af den grund, at man ved den første prøve, der ikke var behandlet med
ethanol, får det resultat, at hydrolysatet er ikke-cariogent, på trods af det
meget høje indhold, nemlig 18,7% af produkter med PG større end 20. Dette er
endnu engang fuldstændig i modsætning til alt hvad ansøgeren har konstateret
siden 1978 og giver igen anledning til formodning om at resultaterne skyldes
forkert udførelse af prøvningen.
Ansøgerens formodninger vedrørende forsøgene udført af indsigeren støttes
af Bilag A til nærværende imødegåelse, der er en publikation med titlen
»Les sirops maltitol, Une nouvelle generation de polyols« fra
oktober 1986, af Societe de Produits du mais (som blot er en afdeling af
indsigerfirmaet).
Det fremgår af dette bilag, at dextrose er cariogent og at sorbitol er
ikke-cariogent.
Det er tilstrækkeligt at betragte figuren »Evolution au cours de
temps de pH de solutions de sucres et de polyols contenant des
microorganismes buccaux«, for at se dette.
På grafen vises pH-ændringen, målt blandt andet med dextrose og sorbitol i
tilstedeværelse af mundhuleorganismer.
Det er vanskeligt at se, at disse mikroorganismer kan have været tilført
på anden måde ved prøvningens start end med spyttet (som beskrevet i
nærværende ansøgning), og man kan konstatere, at variationen af pH-værdien
efter 21 timer (opmærksomheden skal især henledes på, at den pågældende graf
fra Societe de Produits de Mais viser værdier efter 22 timer, der er meget
nær ved værdierne efter 21 timer ved testen udført i forbindelse med
nærværende ansøgning) på ca. 2,8 for dextrose og ca. 0,9 for sorbitol, idet
start pH-værdierne var 7,5 eller lidt højere, som ved forsøgene, for hvilke
resultaterne er sammenfattet i tabel I i den nærværende ansøgning.
Hvis et kontrolforsøg (som beskrevet ved prøvemetoden anvendt ifølge
nærværende ansøgning) havde været udført, ville den tilsvarende pH-ændring
efter al sandsynlighed have været omkring 0,3 til 0,4. Og testene ifølge La
Societe de Produits de Mais ville således have givet en pH-værdi ( i samme
betydning som ifølge nærværende ansøgning) på 2,5 for dextrose og 0,6 for
sorbitol, hvilket indlysende medfører klassificitering af dextrose som
cariogent og sorbitol som ikke-cariogent.
Herved understøttes ansøgerens formodning med hensyn til forsøgene udført
af indsigeren og repræsenteret ved de ovennævnte grafer med overskrifterne A
til S og A...D. Konklusionerne draget af indsigeren ud fra resultaterne af
disse forsøg har således ingen værdi.
Indsigeren fremlægger endelig en tredie række af forsøg illustreret ved
graferne E og F, hvilke ikke tillader meningsfulde konklusioner. Grafen E
viser således, at et hydrolysat med et indhold af polyoler med PG større end
20 på 0% giver samme surgøring som et hydrolysat med et indhold af polyoler
med PG større end 20 på 18%, hvilket klart viser karakteren af disse forsøg.
Hverken denne tredie eller de to foregående rækker forsøg støtter
indsigerens konklusioner.
Ansøgeren har udført en række forsøg til bekræftelse af, at værdien 3% for
indholdet af polyoler med PG større end 20 i det omhandlede hydrogenerede
stivelseshydrolysat er kritisk ud fra en cariogenicitetsbetragtning.
Resultaterne af denne række forsøg er vist på grafen, der er vedlagt som
bilag B. Resultaterne viser, at hydrolysaterne med et indhold under denne
værdi ikke er cariogene i henseende til prøvningen udført i forbindelse med
den foreliggende ansøgning.
Det ses klart, at den ikke-cariogene karakter i henseende til testen
angivet i beskrivelsen til nærværende ansøgning på overraskende og uventet
måde præcis fås, når indholdet af hydrogenerede polysaccharider med PG større
end 20 i et hydrogeneret stivelseshydrolysat er mindre end 3%.
På grafen repræsenterer de 15 punkter A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M,
N, P og R 15 forskellige hydrolysater fremstillet af ansøgeren.
Disse 15 hydrolysater har indhold af hydrogenerede polysaccharider med PG
større end 20 i området fra 3,6 (punkt A) til 1,5 (punkt R).
Abcisseaksen viser indholdet af hydrogenerede polysaccharider med PG
større end 20 (% PG større end 20) af de prøvede hydrolysater.
Ordinataksen af grafen viser pH-værdien, det vil sige forskellen i
ændringen af pH-værdien mellem et givet hydrogeneret stivelseshydrolysat og
en kontrolprøve, underkastet prøvningen angivet i beskrivelsen til den
nærværende ansøgning. I beskrivelsen præciseret det, at pH i praksis skal
være mindre end 1, for at det prøvede hydrogenerede hydrolysat er
ikke-cariogent.
De 15 produkter A til R underkastedes prøvningen og punkterne
repræsenterende produkterne A til R viser delta pH-værdien fundet i hvert
tilfælde. Betragtning af grafen viser, at delta pH-værdien varierer fra 1,3
(punkt A og B) til 0,5 (punkt M).
Kurven C1, der er tegnet under hensyntagen til alle punkterne A til R
viser klart, at der sker en særlig ændring af pH-værdierne, når indholdet af
hydrogenerede polysaccharider med PG større end 20 i de prøvede hydrolysater
passerer værdien 3.
Denne særlige ændring kunne hverken forudsiges eller forventes.
ad D).
Indsigeren hævder på basis af en brochure, der påstås at være udateret
(reference (16)), at kunne vise at de hydrogenerede stivelseshydrolysater
beskrevet i reference (1), (2) og (14) implicit angives at have et indhold af
produkter med PG større end 20 på mindre end 3%.
Hertil skal det først nævnes, at reference (1) og (2) ikke på nogen måde
omhandler et hydrogeneret stivelseshydrolysat indeholdende mindre end 3% af
polyoler med PG større end 20.
De indeholder ingen eksplicit angivelse i den forbindelse, og indsigeren
fremfører intet overbevisende argument til støtte for antagelsen om, at de
omhandlede hydrolysater implicit indeholder mindre end 3% af polyoler med GP
større end 20.
Brochuren, der siges at være udateret og udgør reference (16) tillader
ikke indsigeren at antage at indholdet af polyoler med DP > 20 på implicit
måde er angivet som værende mindre end 3% i produkterne beskrevet i reference
(1), (2) og (14).
Denne brochure er faktisk dateret, nemlig til februar 1984. Hvis
indsigeren ikke havde kendskab til denne datering, ville han have kunnet
udlede af henvisningen til reference (21) dateret til 1982, at brochuren var
udgivet efter 1982.
Brochuren udgør således ikke kendt teknik og skal ikke tages i betragtning
her.
Dog kommenteres de tre punkter a), b) og c) på side 8 i
indsigelsesbegrundelsen med hensyn til den nævnte brochure:
Hvis der faktisk på side K68 beskrives et hydrolysat betegnet LYCASIN
80/55 og faldende under omfangene af kravet til den nærværende ansøgning,
ville dette kun vise en ting, nemlig at der er tale om et hydrolysat af den
type, der solgtes på tidspunktet for publikation af brochuren, dvs. efter den
krævede prioritetsdag, som er den 11. december 1978.
På side K68 henvises der i øvrigt til 2 US-patenter svarende til den
nærværende ansøgning og udstedt henholdsvis 21. juli 1981 og 24. august 1982.
Det fremgår imidlertid hverken af denne side K68 eller af reference (16)
taget i sin helhed, at der med hensyn til produkterne identificeret på nævnte
side K68 ved deres glucid- spektra og ved varemærket LYCASIN 80/55 er tale om
de samme hydrolysater, som dem der allerede er betegnet som LYCASIN 80/55 i
reference (1), (2) og (14).
Som allerede forklaret ovenfor anvendtes varemærket LYCASIN 80/55 allerede
inden prioritetsdagen for nærværende ansøgning, med den betydning af cifrene
80 og 55, der ligeledes er forklaret ovenfor.
Det faktum, at et hydrolysat har været solgt under mærket LYCASIN 80/55
muliggør ikke, at man kan sige noget om dets indhold af produkter med DP 20
før den 11. december 1978, der er prioritetsdagen for den nærværende
ansøgning. Følgelig er produkterne defineret på side K68 i den ovennævnte
brochure på den ene side i overensstemmelse med opfindelsen og repræsenterer
de nuværende, kommercielle, ikke-cariogene hydrolysater, mens de på den anden
side er forskellige fra dem, der er nævnt i reference (1), (2) og (14).
ad E).
De generelle konklusioner 1) til 4) og a) til e) angivet på side 8 og 9 af
indsigelsesbegrundelsen imødegås klart i det foregående.
Derfor skal vi henstille til Patentdirektoratet om at træffe afgørelse om
meddelelse af det ansøgte patent uanset den nedlagte indsigelse.'
I skrivelsen anførtes endvidere:
»Vi vedlægger desuden 3 kopier af følgende bilag til vor imødegåelse:
Bilag A: »Les sirops de maltitol, une nouvelle generation de
polyols« societe des Produits du Mais, oktober 1986.
Bilag B: Graf, der viser resultater af forsøg udført af ansøgeren.
Vi har konstateret en indlysende fejl i linie 3 af ansøgningens krav 1. At
der er tale om en indlysende fejl fremgår bl.a. af beskrivelsen side 2, linie
24. Vi vedlægger derfor også en ny side 18 til beskrivelsen, hvormed denne
fejl er berigtiget og anmoder som at patentet må blive udstedt med denne nye
side 18 i stedet for den tidligere side 18.'
I skrivelse af 29. januar 1990 udtalte klageren følgende:
»Vi vedlægger kopi af den første officielle udtalelse afgivet i den
tilsvarende norske ansøgning, som har ført til norsk patent nr. 150 161. Vi
henviser specielt til de to første afsnit og især til bemærkningen:
»kravene 1-4 gælder stivelseshydrolysater må anses for at kunne udnyttes
af organismer og således opfattes som næringsmidler«. Ansøgerne synes at
have været enige i denne betragtning, eftersom de har indskrænket kravene i
den norske sag til kun at omfatte fremgangsmåden til fremstilling af de
omhandlede stivelseshydrolysater. Hvis det forholder sig således, er
imidlertid hverken produktet eller fremgangsmåden patenterbar i Danmark i
henhold til overgangsbestemmelserne i den danske patentlov.
Ansøgeren anfører i sin imødegåelse side 1 nederst og side 2 øverst samt i
sidste afsnit på side 4, at fremgangsmåden ifølge ansøgning 5263/79 omfatter
en særlig kombination af trin, som hver for sig er kendte. Disse trin er
ifølge krav 1:
(a) sur eller enzymatisk hydrolyse af stivelse til opnåelse af et
præ-hydrolysat med DE 10-35,
(b) enzymatisk hydrolyse af præ-hydrolysatet fra (a) til opnåelse af et
hydrolysat med DE 45-53,
(c) hydrogenering af hydrolysatet.
Fremgangsmåder, hvorved der anvendes kombinationer af hydrolysetrin, var
imidlertid velkendte på ansøgningens prioritetsdato. F.eks. beskriver vor
reference 8, US patentskrift nr. 3 838 006, en fremgangsmåde til fremstilling
af hydrogenerede stivelseshydrolysater med varierende sammensætninger ved
anvendelse af kombinationer af hydrolysetrin. Krav 5 beskriver f.eks. en
fremgangsmåde til fremstilling af en blanding af maltitol og
oligosaccharidalkoholer, hvorved stivelse først gøres flydende ved opvarmning
med syre, og det smeltede produkt hydrolyseres først med en Beta-amylase og
derpå med en Alpha-amylase (sammenlign med krav 3 i DK 5263/79).
Hydrolyseproduktet har et DE på ca. 48 (ifølge den foreliggende ansøgnings
krav 3: (48-51) og hydrogeneres derpå. Vor reference 7, US patentskrift nr. 3
565 765, beskriver kombinerede hydrolysetrin til dannelse af
stivelsehydrolysater, f.eks. eksempel 4, hvori hydrolysen giver et produkt
med DE 16 (ifølge den foreliggende ansøgning: 10-35), som efterfølges af en
hydrolyse med 53-amylase til et produkt med DE 47,4 (ifølge den foreliggende
ansøgning: 45-53). Hydrogeneringen af dette produkt er en indlysende
foranstaltning i betragtning af at det er kendt, at stivelsehydrolysater alle
kan hydrogeneres ved i hovedsagen den samme metode, og fordi en sådan proces
er beskrevet i reference 7. Fremgangsmåden ifølge DK 5263/79 er meget analog
med de fremgangsmåder, som er beskrevet i disse to referencer. Den i
ansøgningen angivne fremgangsmåde er sandsynligvis den mest praktiske måde at
fremstille de ønskede stivelse hydrolysater på, selvom andre mindre
økonomiske fremgangsmåder åbenbart er mulige, f.eks. blanding af individuelle
ingredienser eller blandinger af ingredienser. Læren vedrørende den
fremgangsmåde, som er genstand for kravene i fremlæggelsesskriftet, er
indeholdt i reference 8, alment i spalte 5, linie 33-46 og især i de
detaljerede eksempler og arbejdsbetingelser.
En stor del af argumentationen i ansøgerens imødegåelse vedrører de
prøvningsmetoder, som er anvendt til at måle cariogeniciteten af de
forskellige produkter. Dette punkt er vigtigt, fordi det er ansøgerens
påstand, at det »LYCASIN 80/55«, der er beskrevet som
ikke-cariogent i vore referencer 2 og 4, ikke var det samme »LYCASIN
80/55« som er angivet i ansøgningen, og at det sidstnævnte produkt var
»mere ikke-cariogent«, fordi det blev bedømt ved en mere nøjagtig
prøvning end dets forgænger. Den publicerede bedømmelse af det sidstnævnte er
indeholdt i reference 14, som beskriver et arbejde udført ved en University
School of Dentistry. Man ville forvente, at de prøvningsmetoder, som er
anvendt i et sådant arbejde, ville være de mest nøjagtige, som var til
rådighed på det tidspunkt: således er det bemærkelsesværdigt, at artiklen
indeholdende arbejdet blev fremlagt ved ERGOB-konferencen en måned før den
foreliggende ansøgnings prioritetsdato.
Den prøvningsmetode, som er beskrevet af ansøgeren i DK 5263/79, og de to
prøvningsmetoder, der er anvendt i reference 14, bygger alle på målinger af
syredannelse i prøvningssubstraterne forårsaget af flora, som er tilstede i
munden. Hvor prøvningsmetoderne adskiller sig væsentligt, er kilden til den
flora og varigheden af prøvningen.
(a) Kilde til flora
Roquette-prøvningen tager spytprøver fra 5 donorer, hælder prøverne sammen
og anvender blandingen som inoculum for næringsopløsninger indeholdende
materialet, som skal prøves. De to prøvningsmetoder ifølge reference 14
anvender plakmateriale skrabet fra tænderne som inoculum, og grunden til
denne forskel er givet på side 396 i reference 15, nemlig
»det har været indset i mange år, at syreproduktion og pH-ændringer i
de inderste lag af plak, hvor den er i kontakt med emaljeoverfladen,
sandsynligvis var de afgørende faktorer i caries. Spørgsmålet om forskellene
mellem spyt i caries-aktive og caries-frie individer kan derfor have været
stillet forkert - det virkelige spørgsmål er, hvordan adskiller plak i den
caries-aktive mund sig fra den i en caries-fri mund?».
Udfra dette stykke synes det klart, at en prøvningsmetode, der anvender
plak som kilde til mundflora, kommer nærmere til de betingelser, som fælder
ved den caries-forekommende overflade end den metode, der anvender spyt, som
kun har en forbigående kontakt mod tænderne.
(b) Prøvningstid
Roquette-prøvningen varer i 21 timer, prøvningerne i reference 14 varer
henholdsvis 10 minutter og 30 minutter. Kortheden af de sidstnævnte
prøvninger og længden af den førstnævnte er imidlertid ingen angivelse af
deres relative værdier med hensyn at bedømme et substrats cariogenicitet. For
såvidt som et in vitro forsøg går ud på at simulere in vivo betingelser, er
Roquette-prøvningen mindre anvendelig end prøvningsmetoderne ifølge reference
14. Føde indtaget i munden forbliver ikke blandet med spyt og i kontakt med
tænderne i 21 timer. Den vil meget mere sandsynligt blive forbundet med plak
i kontakt med tænderne i et tidsrum på minutter, men igen ikke så længe som
21 timer.
Af de grunde, som er angivet i (a) og (b) ovenfor, er det vor opfattelse,
at ansøgeren har uret i deres påstand om, at den prøvning, der anvendes i
ansøgningen er bedre end de prøvninger, der anvendes i reference 14.
Understøttelse for dette synspunkt findes i det andet afsnit på side 6 i
imødegåelsen, hvor det siges, at prøvningen ikke viser om givet produkt er
cariogent eller ej, men kun at det er ikke-cariogent i henseende til
prøvningen. Da prøvningens formål er at forudsige virkningen af et stof på
tandnedbrydning, synes den understregede sætning at være en indrømmelse af,
at prøvningen er utilstrækkelig til dette formål.
Ansøgningens beskrivelse (fremlæggelsesskriftet side 6, tredie afsnit)
indeholder den udtalelse, at Roquette-prøvningen ikke er tilstrækkelig til på
absolut vis at karakterisere et produkts ikke-cariesdannende virkning, men at
den gør det muligt at etablere gyldige sammenligninger mellem forskellige
produkter. For at et produkt skal betragtes som ikke-cariogent, er et
nødvendigt, at pH-forskellen efter 21 timer mellem kontrollen og det
afprøvede produkt ikke er for stor, og i praksis højst er 1 pH-enhed. Denne
beskrivelse lover langt mindre for prøvningen, end ansøgeren hævder i
imødegåelsen, og det er klart, at pH-tallet på 1 enhed er en arbitrær værdi,
for hvilken der ikke er noget bevis for kritikalitet. Den kritik, som
ansøgeren i afsnit (c) af imødegåelsen giver af vore forsøgsresultater A-D,
er baseret på den antagne kritikalitet af pH 1 og ignorerer den kendsgerning,
at resultaterne faktisk tilvejebringer en sammenligning af de afprøvede
produkter som lovet i ansøgningens beskrivelse for Roquette-prøvningen og,
som det ville forventes, viser større pH-forskelle fra kontrollen for
dextrose end for sorbitol. Intet i prøvningsresultaterne kan udlægges som
bevis for, at dextrose er ikke-cariogent. Udfra ansøgerens egen beskrivelse
af Roquette-prøvningen synes det rimeligt at antaget, at 1,0 ikke er et
absolut til for den kritiske pH og kunne være 0,8 i en prøvningsrække og 1,2
i en anden række.
Ansøgerens henvisning i imødegåelsen side 11, fjerde afsnit, til den
kurve, som er publiceret af societe de Produits du Mais, nævner ikke, at
kurven ikke er baseret på 53pH som mål for cariogenicitet. Denne kurve
afsætter et fald i pH, men beskæftiger sig ikke med faldets størrelse, men
med spørgsmålet om, hvorvidt pH falder under den kritiske værdi, hvorved
angreb på tandemaljen finder sted (se vor reference 16). Tiden 24 timer eller
mere ved denne prøvning er ikke nødvendig for at fastslå, om dextrose og
saccharose er cariogene eller ej, da det kritiske pH-niveau er blevet
passeret længe før denne tid er gået.
De forsøgsresultater, som vi har fremført i denne indsigelse, blev udført
efter den metode, der er beskrevet af ansøgeren i DK 5263/79, og trods den
kritik, der fremføres af ansøgeren i afsnit (c) af imødegåelsen, er
resultaterne fra A, B, C og D og gennemsnittet af A-D som det ville
forventes. Afvigelserne fra den kritiske pH-værdi er forklarlige som beskrev-
et tidligere i denne skrivelse, medens der ikke er nogen kritik af de
relative bedømmelsestal for de afprøvede produkter, og ansøgningens
beskrivelse lover ikke mere for prøvningen end dette. De andre forsøg blev
også udført i den samme gode ånd, men vi var ude af stand til at påvise nogen
kritikalitet ved tallet 3% PG 20. Vore resultater er derfor i modstrid med de
resultater, som præsenteres af ansøgeren, men vi benægter eftertrykkeligt, at
denne konflikt skyldes vor manglende evne til at udføre den simple
Roquette-prøvningsmetode.
Den ovenstående diskussion af prøvningsmetoderne og prøvningsresultaterne
viser, at den prøvningsmetode, som er beskrevet i ansøgningen, blot er en
alternativ metode til de metoder, der er beskrevet i reference 14, d.v.s. den
har mindre lighed med de betingelser, som forårsager tandnedbrydning, end
fremgangsmåderne ifølge reference 14, og den kan derfor ikke siges at være en
mere stringent prøvning for cariogenicitet. Ved ERGOB-konferencen i november
1978 hævdede Roquette's repræsentanter i reference 1 og 2, at »LYCASIN
80/55« var ikke-cariogent. Ansøgeren siger nu i imødegåelsen side 4
øverst, at denne påstand var uden enhver værdi. Trods dette angreb fra
ansøgeren på forelæggelser af firmaets egne folk, kan det ikke benægtes, at
angivelsen om ikke-cariogenicitet for »LYCASIN 80/55« i november
1978 var baseret på arbejde, beskrevet i reference 14, hvorved der anvendtes
prøvningsmetoder med en nærmere analogi til mundbetingelser end den metode,
som anvendes i den senere patentansøgning. Forskerne i reference 14 fandt
ikke blot, at »LYCASIN 80/55« var ikke-cariogent og i denne
henseende mindede om maltitol, mannitol, sorbitol og xylitol: de skelnede
også mellem »svensk LYCASIN og »fransk« LYCASIN til fordel for
det sidstnævnte, fordi: »SVENSK LYCASIN indeholder en større mængde
hydrogenerede polysaccharider med molkylvægt end FRANSK LYCASIN«.
Ansøgeren kritiserer prøvningsarbejdet i reference 14, men de har citeret
denne reference i brochuren fra 1984 som bevis for ikke-cariogeniciteten af
det »LYCASIN 80/55«, som er beskrevet i denne brochure. Hvis det
»LYCASIN 80/55«, som er beskrevet i brochuren, ikke var det, der er
afprøvet i reference 14, er henvisningen til denne reference vildledende.
Sammenfattende er det vor opfattelse, at det hydrogenerede er
ikke-cariogent og derfor må have indeholdt mindre end 3% PG > 20, og hvis
ikke, er denne parameter irrelevant. Vi fastholder også, at ihvertfald
reference 14 peger på, hvordan man skal sammensætte et ikke-cariogent
hydrogeneret stivelsehydrolysat, d.v.s. ved at reducere indholdet af
polysaccharider med høj molkylvægt. Vi har ikke været i stand til at
bekræfte, at ansøgerens påstand om, at det specifikt er polysacchariderne med
PG > 20, der er vigtige, og at de udøver en sådan virkning på
cariogenicitet, at 3% er et kritisk afskæringspunkt.
Kurven B, som ansøgeren har vedføjet sin imødegåelse, antyder ved at
inducere, at 2,8% PG 20 i et produkt er ikke-cariogent, mens 3,2% er
cariogent, en skarphed i denne kritiske værdi, som virkelig må forbavse.
Vi må således fastholde vor henstilling om, at ansøgningen afslås i sin
helhed.'
I skrivelse ligeledes af 29. januar 1990 udtalte indsiger II som følger:
»Vi gør opmærksom på, at de til DK 5263/79 svarende patentansøgninger
i Norge og Finland er indskrænket til kun at angå fremgangsmåden, efter
patentmyndighedernes påpegning af, at de omhandlede produkter er
næringsmidler. Dette synes således også at være anerkendt af ansøgeren.
Uanset om Patentdirektoratet skulle følge en anden praksis i denne
henseende, må vi imidlertid fastholde, at såvel fremgangsmåder som produkter,
der falder inden for det i ansøgningen omhandlede, er kendte fra de i vor
indsigelse angivne referencer. At ansøgeren så har fundet, at disse produkter
indeholder mindre end 3 % polyoler med en polymerisationsgrad over 20, og har
udviklet en særlig prøvningsmetode, som i nogle tilfælde giver forskellige
resultater ved indhold af PG > 20 på under og over 3 %, ændrer intet ved
dette faktum.
Vi skal derfor fastholde vor henstilling om, at ansøgningen afslås i sin
helhed.«
I fortsættelse af skrivelse af 29. januar 1990 ønskede klageren i
skrivelse af 20. marts 1990 at klargøre følgende:
»I fremlæggelsesskriftet anføres, at det hydrogenerede
stivelsehydrolysat, som fremstilles ved den omhandlede fremgangsmåde, ikke er
cariesdannende og er anvendeligt som sødemiddel i spiselige produkter, såsom
slik, kager, cremer, drikkevarer og syltetøj. Så godt som alle disse
spiselige produkter betragtes som næringsmidler, og ved anvendelse som
sødemiddel vil stivelsehydrolysatet udgøre en betydelig del af sådanne
produkter i visse tilfælde (syltetøj) op til 50 vægt-% eller mere.
Det hydrogenerede stivelsehydrolysat metaboliseres ikke af
mikroorganismerne i munden og er derfor ikke cariesdannende. Men det
metaboliseres af det menneskelige fordøjelsessystem (og af nogle
mikroorganismer i menneskets tarm) og af denne grund, sammenholdt med det
ovenstående, må det betragtes som et næringsmiddel.«
Med skrivelse af 26. april 1990 fremsendte klageren til yderligere
oplysning i sagen kopi af afgørelsen af klagerens indsigelse mod den
tilsvarende norske patentansøgning og udtalte:
»Det skal i denne sammenhæng erindres, at det norske
fremlæggelsesskrift nr. 150 161 var indskrænket til at angå fremgangsmåden
til fremstilling af de omhandlede hydrogenerede stivelseshydrolysater, fordi
produktet blev anset for at være et næringsmiddel og derfor ikke kunne
patenteres i henhold til overgangsbestemmelsen i den norske patentlov, mens
denne i modsætning til overgangsbestemmelsen i den danske patentlov ikke
omfatter fremgangsmåder ved tilvirkning af næringsmidler.
Afgørelsen fra anden afdeling i Styret for det industrielle rettsvern
beskæftiger sig derfor med ansøgerens påstand om patentbegrundende tekniske
fordele ved det fremstillede produkt ligesom hovedparten af vor svarskrivelse
af 29. januar 1990, og derfor finder vi de anførte grunde for denne afgørelse
af værdi også til belysning af den foreliggende danske ansøgning.«
Ansøgeren fremsendte ved skrivelse af 3. december 1990 imødegåelse af
ovennævnte skrivelser af 29. januar, 20. marts og 26. april 1990 fra klageren
og af skrivelse af 29. januar 1990 fra indsiger II og udtalte:
»Hovedargumentet, fremsat af begge indsigere, er en gentagelse af
påstanden om, at ansøgningen ikke kan føre til patent, idet kravene skulle
være rettet på en fremgangsmåde til tilvirkning af næringsmidler, i tilfælde
af de subsidiære krav på de således fremstillede næringsmidler.
For nu endeligt at afslutte denne diskussion foreslår vor ordregiver i
indledningen til krav 1 at indsætte, at det hydrogenerede stivelseshydrolysat
ifølge opfindelsen er til anvendelse i nydelsesmidler. Vi henviser her til
beskrivelsen side 1, linie 12 ff, hvoraf det fremgår, at det omhandlede
stivelseshydrolysat især er interessant inden for slikområdet.
Ordlyden af det subsidiære krav 1 bliver således:
1. Ikke-cariesdannende hydrogeneret stivelseshydrolysat til anvendelse i
et nydelsesmiddel, kendetegnet ved, at det omfatter mindre end 3 vægt%
polyoler med polymeriseringsgrad Pg>20, mindre end 60% maltitol med PG på
2 og mindre 19 vægt% sorbitol med en PG på 1, idet resten op til 100% består
af polyoler med PG fra 3 til 20, og at det fremstilles ved, at man:
underkaster udgangsstivelsen en sur eller enzymatisk hydrolyse indtil et
dextroseækvivalent, DE, på 10 til 35, underkaster det således opnåede
præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved hjælp af en Beta-amylase, en
Beta-amylase og en Alpha-amylase eller en Beta-amylase, en Alpha-amylase og
et enzym, som hydrolyserer 1-6-bindinger i amylopectin, idet betingelserne
for anvendelse af disse enzymer vælges således, at hydrolysatets endelige
DE-værdi bringes til en værdi på mellem 45 og 53, og hydrogenerer det således
opnåede hydrolysat med DE fra 45 til 53.
Denne ændring fjerner det vigtigste grundlag for de to indsigeres
argumentation, idet de øvrige argumenter, fremsat af indsiger I (indsiger
II's argumenter er allerede diskuteret ovenfor) ikke som det nedenfor vil
blive påvist, kan rokke ved opfindelsens patenterbarhed.
Indsiger I giver i sit indlæg af 29. januar 1990 først en lang udredning
om, at forskellige kombinationer af hydrolysetrin i forbindelse med
fremstilling af hydrogenerede hydrolysater af stivelse eller maltitol og
oligosaccharider allerede var kendt på ansøgningens prioritetsdato.
Ansøgeren har aldrig bestridt ovennævnte, men har tværtimod altid
præciseret, at opfindelsen er baseret på en fremgangsmåde (subsidiært et
produkt opnået ved en sådan) omfattende en række af
trin, der hver i princippet er kendt, men hvor hvert trin er specielt
tilpasset, så kombinationen af de i hvert trin benyttede parametre fører til
et hydrogeneret stivelseshydrolysat med et specielt carbonhydratspektrum, der
medfører at nævnte hydrolysat er ikke-cariogent og er bemærkelsesværdigt ved
et givet indhold af maltitol og et givet indhold af sorbitol, kombineret med
et indhold på under 3% af produkter med en polymerisationsgrad (PG) over 20.
Indsigerens argumenter, hvad angår dette punkt, skulle hermed være
tilbagevist.
Indsiger I synes at studse over, at det » LYCASIN 80/55«, der er
bragt i handelen efter indlevering af den nærværende ansøgning, er endnu
mindre cariogent end produkter solgt tidligere under samme handelsnavn.
Vi er noget overraskede over, at en sådan tingenes tilstand kan vække
undren. Det er hverken i industri eller handel sjældent at se produkter, der
efterhånden forbedres mere og mere, og som stadigvæk sælges under et uændret,
veletableret og populært handelsnavn. Kan man virkelig antage, at firmaet
CERESTAR, der benytter et argument som ovenfor nævnt, aldrig har ladet eller
vil lade produkter, solgt under sine handelsnavne, nyde godt af forbedringer
i kvalitet, renhed eller virkning?
I sit indlæg af 29. januar 1990 giver indsiger I dernæst en henved tre
sider lang udredning over fremgangsmåder til udførelse af og fordele ved
forskellige prøvninger for cariogenitet.
Hertil kan vi bemærke, at vi er forundrede over, at indsigeren
tilsyneladende ikke har forstået den i vor imødegåelse af 1. september 1989,
side 6-9, allerede givne redegørelse hvad angår stingensen af afprøvninger
foretaget i forbindelse med opfindelsen, og af prøvninger i forbindelse med
»reference 14«.
Sammenfattende skal vi i denne forbindelse gentage og understrege, at
prøvningsmetoden, der benyttes i forbindelse med opfindelsen:
er meget simpel at udføre (der kræves kun til udførelsen nogle
reagensglas, et pH-meter, et kommercielt dyrkningsmedium og en termostat, der
kan holdes ved 3053C.)
er en industriel afprøvningsmetode, der kan benyttes til at fastslå, om et
produkt er cariogent eller ikke-cariogent,
er mere stringent end laboratorieprøvningsmetoder ifølge kendt teknik,
tillader, at man objektivt og reproducerbart kan sammenligne forskellige
hydrogenerede stivelseshydrolysater, og
ikke på absolut måde foregiver at definere begrebet ikke-cariogenitet,
idet dette begreb har været under udvikling i de senere år og vel sagtens i
fremtiden vil udvikle sig yderligere.
Denne ikke absolutte art af afprøvningsmetoden er iøvrigt allerede nævnt i
ansøgningen. (Beskrivelsen af 2. april 1980, linie 22-27).
Indsiger I har nogle argumenter, begyndende på side 5, første nye afsnit,
der berører talværdien for parameteren pH.
Først vil vi i denne forbindelse udtrykke glæde over, at indsiger I
endelig har forstået, at afprøvningsmetoden anvendt i forbindelse med
opfindelsen benytter en forskel i pH, nemlig mellem pH målt på produktet til
afprøvning efter 21 timer, og pH i kontrollen efter 21 timer, idet selve
pH-værdien ingen betydning har. Der skulle således ikke mere være basis for
den tvivl, som i denne sammenhæng på grund af manglende forståelse kan have
ledt indsigeren til sin indsigelse af 27. februar 1989.
Værdien 1,0 for pH, som er angivet i patentansøgningen som et kriterium
for ikke-cariogenitet af de afprøvede produkter, er ganske vist arbitrært
valgt, men man kan herefter ikke lade den variere, f.eks. som indsigeren
synes at antage, mellem 0,8 og 1,2.
Indsigeren hævder (side 4, andet afsnit, linie 5 f.n.), at: »Intet i
prøvningsresultaterne kan udlægges som bevis for, at dextrose er
ikke-cariogent«. Dette er, ret beset, en påstand og ikke en påvisning!
Tværtimod mener vi, hvad vi allerede har påvist i tidligere indlæg, at de
omtalte forsøg er foretaget under sådanne betingelser, at man ville komme til
det forbløffende og afvigende resultat, at dextrose ikke skulle være
cariogent.
Og det, som har fået indsigeren til, baseret på resultaterne af sine
forsøg A-D at sige, at »vi var ude af stand til at påvise nogen
kritikalitet ved tallet 3% PG20« (side 5, fra linie 9), beviser blot
entydigt, at disse forsøg A-D burde være udført under de stingente
betingelser, der er anført i vor patentansøgning.
På basis af disse forsøg udført under betingelser, der får dextrose til at
fremstå som ikke-cariogent (!!), er det bestemt ikke overraskende, at
indsigeren »ikke har været i stand til at bekræfte, at ansøgerens
påstand .....« (side 6, linie 3).
Indsigeren er dog, som allerede nævnt i vor imødegåelse af 1. september
1989, side 10, sidste afsnit og videre, når han ønsker det, fuldt ud i stand
til at udføre relevante sammenlignende forsøg, som det ses af kurverne på
figuren:
»Evolution au cours du temps du pH de solutions de sucres et de
polyols contenant des microorganismes buccaux«
(vedlagt nævnte imødegåelse som bilag, stammer fra en publikation fra
»Societe des Produits de Mais«, en afdeling af indsigerfirmaet).
På denne figur ses, som indsigeren meget rigtigt angiver, den kritiske
pH-værdi, under hvilken tandemaille vil blive angrebet, nemlig som en
punkteret linie parallel med abscisseaksen.
Men det er ikke mindre sandt - og indsigeren forbliver tavs herom og kunne
ikke med held hævde det modsatte -, at alle andre kurver på nævnte figur kort
og godt viser variationer i pH målt på forskellige substrater under
tilstedeværelse af buccale mikroorganismer.
Denne figur viser tydeligt, at Societe des Produits du Mais selv benytter
en afprøvningsmetode, der er analog til metoden ifølge vor patentansøgning,
til at vurdere den cariogene karakter af produkter, såsom maltitolsirupper
(der er hydrogenerede stivelseshydrolysater), idet de måler udviklingen af pH
af opløsninger blandet med spyt i løbet af omkring 21 timer.
Denne figur viser tydeligt, som vi allerede har nævnt i ovennævnte
imødegåelse (side 11, to store midterafsnit), at forsøgene udført af Societe
des Produits du Mais vil føre til værdier for pH (defineret som ved
afprøvningen i vor ansøgning) på 2,5 for dextrose, og 0,6 for sorbitol.
Indsigeren kan altså, når han vil, og når han benytter en prøvemetode, som
han ellers giver nedsættende omtale, finde, at dextrose faktisk er cariogent.
Endvidere har Societe des Produits du Mais, indsigerens filial,
tilsyneladende ikke haft betænkeligheder ved i brochurer til sine kunder at
lade indgå en figur med kurver, der svarer til afprøvningen ifølge vor
ansøgning. Filialen mener åbenbart ikke, at en sådan afprøvning er
utilstrækkelig eller lidet fintmærkende, hvorimod indsigeren synes at være af
denne opfattelse, i hvert fald i forbindelse med sin indsigelse.
Vi kan endelig meddele, at vi har viden om, at selskabet CERESTAR, med
andre ord indsigeren, hos »Bund fur Lebensmittelrecht und
Lebensmittelkunde« (DE) har anmodet om sædvanlig autorisation for et
hydrogeneret stivelseshydrolysat hvori indholdet af produkter med PG større
end 20 er mindre end 5%.
En sådan autorisationsanmodning viser utvetydigt, at indsigeren fuldt ud
har anerkendt vigtigheden af produkter med en værdi for PG over 20, hvad
angår egenskaber hos hydrogenerede stivelseshydrolysater.
Den kendsgerning, at indsigeren foreslår, at indholdet af sådanne
produkter skal være mindre end 5%, viser at han sigter på at opnå
autorisation for produkter, hvor denne grænse ikke er så lille eller er
beskyttet af omfanget af opfindelsen, men dog nærmer sig en sådan værdi.
Det forekommer ikke ganske heldigt i denne forbindelse at bestride den
kritiske karakter af carbonhydratspektret af de hydrogenerede
stivelseshydrolysater ifølge opfindelsen.
Vi ser os ikke i stand til at vedlægge et skriftligt bevis for ovenstående
oplysning, men vi anmoder om, idet vi ved, at »Bund fur
Lebensmittelrecht und Lebensmittelkunde« ikke afslår at give oplysninger
til officielle organer, når talen er om litigationssager, i
Patentdirektoratet officielt og eventuelt konfidentielt fra »Bund fur
Lebensmittelrecht und Lebensmittelkunde« udbeder sig ovennævnte
anmodning om autorisation.
På basis af ovenstående argumenter taget i deres helhed skal vi anmode om,
at Direktoratet afviser indsigelserne og tildeler patentet, eventuelt under
anvendelse af de indleverede subsidiære krav.'
Ansøgeren indleverede et sæt nye krav, som man subsidiært påstod patent
udstedt på grundlag af.
Disse krav lød som følger:
»1. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat til
anvendelse i et nydelsesmiddel, kendetegnet ved, at det omfatter
mindre end 3% vægt% polyoler med polymeriseringsgrad PG>20, mindre end 60
vægt% maltitol med PG på 2 og mindre end 19 vægt% sorbitol med en PG på 1,
idet resten op til 100% består af polyoler med PG fra 3 til 20, og at det
fremstilles ved, at man: underkaster udgangsstivelsen en sur eller enzymatisk
hydrolyse indtil et dextroseækvivalent, DE, på 10 til 35, underkaster det
således opnåede præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved hjælp af en
Beta-amylase, en Beta-amylase og en Alpha-amylase eller en Beta-amylase, en
Alpha-amylase og et enzym, som hydrolyserer 1-6-bindinger i amylopectin, idet
betingelserne for anvendelse af disse enzymer vælges således, at
hydrolysatets endelige DE-værdi bringes til en værdi på mellem 45 og 53, og
hydrogenerer det således opnåede hydrolysat med DE fra 45 til 53.
2. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge krav 1,
kendetegnet ved, at det opnås ved, at man: underkaster
udgangsstivelsen en sur hydrolyse til en DE fra 27 til 35, underkaster det
således opnåede præ-hydrolysat en enzymatisk hydrolyse ved hjælp af en
Beta-amylase, idet enzymet benyttes under sådanne betingelser, at DE-værdien
for det færdige hydrolysat bringes til en værdi fra 45 til 53, og
hydrogenerer det således opnåede hydrolysat med en DE-værdi fra 45 til 53.
3. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge krav 1,
kendetegnet ved, at et opnås ved, at man underkaster udgangsstivelsen
en sur eller enzymatisk hydrolyse indtil en DE fra 10 til 27, underkaster det
således opnåede præ-hydrolysat successivt for påvirkning fra en Beta-amylase,
påvirkning fra en Alpha-amylase, idet reaktionsbetingelserne for disse
enzymer vælges således, at hydrolysatets DE bringes til en værdi fra 46 til
48 af Beta-amylasen, og til en værdi fra 48 til 51 af O-amylasen, og
hydrogenerer hydrolysatet med DE fra 48 til 51.
4. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge krav 3,
kendetegnet ved, at det opnås ved fremgangsmåden ifølge krav 3, hvor
hydrolysatet med DE fra 48 til 51 mellem påvirkningen fra O-amylasen og
hydrogeneringen underkastes en samtidig påvirkning fra en 53-amylase og et
enzym, der hydrolyserer 1-6-bindingerne i amylopectin.
5. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge et
vilkårligt af kravene 1-4, kendetegnet ved, at mængderne og
betingelserne for enzymbehandlingen, der anvendes til dets fremstilling,
vælges blandt de følgende: Beta-amylase: 200 til 1000 internationale enheder
pr. kg tørt substrat, pH fra 5,0 til 6,0 temperatur fra 50 graderC til 60
graderC, behandlingens varighed fra 30 til 72 timer, Alpha-amylase: 16.000
til 48.000 internationale enheder pr. kg tørt substrat, pH fra 5,0 til 6,0
temperatur fra 50 graderC til 60 graderC, påvirkningens varighed fra 16 til
30 timer.
6. Ikke-cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrolysat ifølge krav 4,
kendetegnet ved, at mængderne og betingelserne for enzymbehandlingen,
der anvendes til dets fremstilling, vælges blandt de følgende: enzym der
hydrolyserer 1-6-bindingerne i amylopectinet: 120 til 400 internationale
enheder pr. kg tørt substrat i nærværelse af 50 til 100 internationale
enheder Beta-amylase pr. kg tørt substrat, pH fra 5,0 til 6,0, temperatur fra
50 graderC til 60 graderC, påvirkningens varighed fra 24 til 48 timer.«
Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 10. januar 1992 at udstede
patent, idet indsigelsen blev afvist med følgende begrundelse:
»Ansøgningen vedrører en fremgangsmåde til fremstilling af et ikke
cariesdannende, hydrogeneret stivelseshydrat, som bla.a. omfatter mindre end
3 vægt% polyoler med polymeriseringsgrad PG større end 20. Hovedargumenterne
imod ansøgningen er rettet imod produktet og ikke imod fremgangsmåden, der
omfatter en kombination af trin, der hver for sig i princippet er kendte,
hvilket ikke bestrides af ansøger. Indsigelsen bygger på 3 væsentlige
påstande vedrørende produktet:
A. Ansøgningen vedrører en fremgangsmåde til tilvirkning af et
næringsmiddel.
B. Opfindelsen blev åbenlyst udøvet før prioritetsdagen.
C. Der mangler opfindelseshøjde, og der er ikke godtgjort, at et indhold
på mindre end 3 vægt% polyoler med PG større end 20 er kritisk for
cariesangreb.
Derudover har vi kommenteret afgørelsen for den tilsvarende norske
ansøgning.
Ad A. Patentankenævnet har tidligere behandlet en analog ansøgning fra
samme ansøger nr. 6091/66, j. nr. 1 - 40 - 70. Nævnet udtalte: »Det i
ansøgningen omhandlede sukkererstatningsmiddel findes ikke at kunne betegnes
som et næringsmiddel, da dets karakter af sukker stof totalt ændres ved
hydrogeneringen, hvorved der dannes oligohexitoler, som i lighed med sorbitol
næppe indgår i normale stofskifteprocesser. Den i ansøgningen omhandlede
fremgangsmåde er derfor ikke udelukket fra adgang til patent i medfør af
bestemmelserne i patentlovens kapitel XI, pkt. 1, stk. 2.«
Vi må således også i dette tilfælde konkludere, at opfindelsen ikke
vedrører tilvirkning af et næringsmiddel.
Ad. B. De hæver, at den sammensætning, som er angivet i ansøgningens krav
1, ikke var ny på prioritetsdatoen. Dette begrundes med, at produktet ifølge
denne sammensætning LYCASIN 80/55, som er omtalt i ref. 16 side k-68 må være
det samme som det »French« LYCASIN 80/55, der er omtalt som ikke
cariogent i ref. 14. Argumentationen støttes med, at:
(1). Betegnelsen er den samme.
(2). Ref. 16 indeholder en analyse af LYCASIN 80/55, som svarer til
sammensætningen i ansøgningen, og i denne ref. 16 er henvist til de gode
resultater, som er opnået med »French« LYCASIN i den undersøgelse,
som indsiger har brugt som ref. 14. Undersøgelsen viste, at
»French« LYCASIN var ikke cario- gent efter en dengang accepteret
prøvning.
(3). Da »French« LYCASIN er ikke cariogent må det have en sammen
sætning som angivet i ansøgningen.
Ad (1). Det er ikke usædvanligt, at et indarbejdet varenavn beholdes
uændret, selv om sammensætningen ændres.
Ad (2). Ref 16 er yngre end ansøgningen og har derfor ikke selvstændig
betydning. Umiddelbart kan det virke overbevisende, at når der i brochuren
(ref. 16) for produktet er omtalt en afprøvning, må den gælde det aktuelle
produkt. I betragtning af, at det er en brochure og ikke en videnskabelig
afhandling, kan det dog ikke udelukkes, at man vil udnytte alle positive
udtalelser, også selv om produktet er ændret i mellemtiden. Vi mener derfor
ikke, at der med dette argument er tilstrækkelig dokumentation for åbenlys
udøvelse.
Ad (3). Hvis vi har opfattet denne argumentation korrekt, mener De, at når
der ifølge opfindelsen skal være mindre end 3% polyoler med PG større end 20
for et ikke cariogent sødemiddel af en aktuelle type, må dette også gælde den
»French« LYCASIN, som er anerkendt som ikke cariogen. Da de to
produkter er afprøvet for cariogenecitet efter 2 ret forskellige
prøvningsmetoder, finder vi ikke, at dette giver en overbevisende
argumentation.
Alt ialt finder vi det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at opfindelsen
var kendt før prioritetsdagen. De har da heller ikke ved analyse af den på
prioritetsdagen kendte LYCASIN 80/55 dokumenteret en sammensætning, svarende
til ansøgningens. De anfører, at dette produkt indeholdt 10 - 20 %
tetrasaccharider og højere: men angiver ikke andelen med PG større end 20.
Iøvrigt forekommer det tvivlsomt, om en markedsføring af produktet før
prioritetsdagen, ville kunne føre til en erkendelse af opfindelsen. Der var
jo ikke på daværende tidspunkt særlig interesse for en grænse ved PG over 20.
Ad. C. Deres argumentation bygger på:
(1) Manglende opfindelseshøjde.
(2) Prøvningsmetoden ifølge ansøgningens beskrivelse er ikke egnet til
bedømmelse af cariogenicitet.
(3) Afprøvning efter prøvningsmetoden støtter ikke ansøgers påstand om en
særlig virkning, når indholdet af polyoler med PG over 20 er under 3%, i
forhold til højere indhold.
Ad (1). Ifølge ref. 14 er det kendt, at et stort indhold af højmolekulære
hydrogenerede polysaccharider i sødemidler fremmer syreproduktionen. (Og
dermed caries). Dette er kun en generel iagttagelse, der ikke specificerer,
hvor stor molekylvægten skal være, før der er alvorlige virkninger. Der er
heller ikke angivet nogen grænse for, hvor stort et indhold, der kan
tolereres. Vi mener derfor, at opfindelsen adskiller sig væsentligt fra den
kendte teknik.
Ad (2). Der synes at være enighed om, at caries forudsætter en lav pH, og
at sødemidlers bidrag til caries beror på, at pH sænkes som følge af en
nedbrydning af sødemidlet ved hjælp af enzymer og bakterier i mundhulen.
De refererer til »The Physiology and Biochemistry of the Mouth«
(ref 15) som argumentation for, at ansøgers afprøvningsmetode ikke er
anvendelig til at bedømme cariesrisiko for de aktuelle sødemidler. Af de
valgte afsnit fremgår, at en række faktorer influerer på, om der optræder
caries. Mange af disse faktorer varierer fra person til person, fx spyttets
sammensætning og dets indhold af bakterier, ligesom plaksammensætningen
varierer med hensyn til calcium og fosfatindhold. Anvendelse af plak til
vurdering af sødemidlernes cariogenicitet forudsætter derfor også, at der
bruges plak fra en række personer. Af ref 15 side 423 fremgår, at der kan
være forskelle imellem de ydre lag plak og det inderste lag, som er i kontakt
med emaillen, hvor cariesangrebet finder sted. Alt i alt forekommer det
således nærmest umuligt at etablere en blot nogenlunde enkel
afprøvningsmetode, som tager hensyn til de kendte faktorer. Ansøger benytter
en metode til bedømmelse af, hvorledes pH ændres i en næringsvæske med
sødemiddel og et blandingsspyt under fastlagte betingelser. Resultaterne
repræsenterer næppe den absolutte sandhed: men det forekommer rimeligt at
antage, at resultaterne er kvalitativt korrekte, dvs. at et stort fald i pH
giver øget risiko for cariesangreb. Ved brug af en standardblanding af spyt
forekommer det tillige sandsynligt, at metoden vil give reproducerbare
resultater.
Ad (3). Ansøger har dokumenteret, at afprøvningsmetoden giver en brat
ændring i pH, når indholdet af polyoler med PG større end 20 passerer 3
vægt%. De har dokumenteret, at der ikke er en sådan effekt: men blot en
gradvis ændring af pH i forhold til udgangsmaterialet. De har ligeledes
undersøgt syreudviklingen for kompositioner med varierende indhold af DP
(=PG) over 20 og konkluderer, at surhedsudviklingen følger samme mønster
uanset indhold af PG større end 20.
Dette til trods for, at indholdet af forbindelser med DP over 20 varierer
fra 0 til 18%. Udfra disse resultater måtte det forventes, at enten er
indholdet af PG over 20 stort set ligegyldigt for om kompositionen er
cariogen, så længe indholdet er under 18%, eller også er prøvningsmetoden
helt irrelevant. At indholdet af PG over 20 er uden væsentlig betydning kan
næppe være korrekt, da der er enighed om, at indholdet af højmolekulære
hydrogenerede polysaccharider er en væsentlig faktor i syreproduktionen. At
prøvningsmetoden er helt irrelevant er heller ikke sandsynligt og en lignende
metode er da også, som angivet af ansøger, benyttet af Societe de Produit du
Mais, som er i familie med Cerestar.
Vi bedømmer, at ansøgers resultater er mere sandsynlige end Deres.
Som angivet under næringsmiddelspørgsmålet har ansøger allerede i 1965
fremstillet produkter af lignende type. Ansøger har videreudviklet
produkterne og opnået anerkendelse for at kunne fremstille et ikke cariogent
produkt af denne type ved en af Dem anerkendt prøvningsmetode. Det forekommer
derfor ikke sandsynligt, at ansøger skulle søge patentbeskyttelse på en
fremgangsmåde til fremstilling at et produkt med en så snæver begrænsning som
mindre end 3 % med PG over 20 uden tro på, at denne grænse er af væsentlig
betydning. Omvendt forekommer det heller ikke sandsynligt, at De ville
interessere dem særligt for ansøgningen hvis den var helt uden reelt indhold,
som påstået.
I Norge er den tilsvarende ansøgning afslået af Styrets annen avdeling.
Ansøgningen var også i Norge rettet mod en fremgangsmåde til fremstilling af
det hydrogenerede stivelseshydrolysat med mindre end 3 vægt% polyoler med PG
over 20: men argumentationen vedrører produktet, og specielt spørgsmålet om
det er sandsynliggjort, at der foreligger en grænse af betydning for
cariesangreb ved det anførte indhold af polyoler med PG over 20.
Den væsentlige argumentation for afgørelsen findes på side 17 i
protokollen af 26 marts 1990 og vedrører ansøgerens kurve over pH i
spytblandingen i afhængighed af PG over 20. Hovedpunkterne i argumentationen
er:
Ansøgers kurve viser et tydeligt knækpunkt for ændringen i pH, når
indholdet af PG større end 20 overskrider 3 %. Dette er overraskende, men man
må stille spørgsmålstegn ved pålideligheden af målingerne.
At resultatet er overraskende, er i sig selv blot et argument for, at der
foreligger en patenterbar opfindelse. Det afgørende er derfor argumenterne
for, at målingerne ikke er pålidelige.
a. Spyt er ikke et homogent substrat. Dets pH viser store individuelle
variationer og afhænger af tidspunktet for prøvetagning. Selve prøvetagningen
er også vanskelig, fordi spyttets pH stiger efter nogle minutter grundet
udskilt carbondioxid. Disse fakta viser, at pH målinger af spyt er belemret
med en betydelig usikkerhed.
Det er naturligvis korrekt: men næppe et argument imod metoden. Andre
metoder er også afhængige af spyt til at opnå de relevante enzymer og
bakterier og må leve med variationerne. Ansøger søger at kompensere ved at
blande spyt fra flere personer. Usikkerheden med hensyn til pH i
udgangsblandingen er også minimeret. De har ikke bestridt ansøgers udsagn om,
at der selv ved tilførsel af en spytblanding med pH 5,45 til næringsvæsken
kun sker et fald i pH fra 7,55 til ca. 7,5.
b. Analyse af % GP over 20 er vanskelig, og ansøger har ikke dokumenteret,
at den benyttede analysemetode giver tilstrækkelig nøjagtighed til, at man
får tiltro til den indsendte kurve. Indsiger har også vedlagt kurver, baseret
på tilsvarende eksperimentelle data, og de understøtter antagelsen om
usikkerhed i analysemetoderne. Disse målinger giver ikke grundlag for kurver
med knækpunkt ved 3%.
Vi finder ikke denne argumentation overbevisende. Ansøger har angivet
analysemetoden i et »innlegg«, refereret i afsnit 5 nedefra på side
8 i protokollen af 26 marts 1990. Metoden er ikke kommenteret i afgørelsen.
Ansøgeres måleresultater bedømmes som upålidelige: men der fæstes lid til
indsigers resultater, der ikke kan ses at være angivet med mindre præcision
end ansøgers. (Deres brev af 27 februar 1989 side 7).
Sammenfattende mener vi ikke, at Deres argumenter for indsigelsen er
tilstrækkeligt overbevisende.
Vi har derfor vedtaget at meddele patent på grundlag af
fremlæggelsesskriftet, dog med ny side 18 af 1 september 1989.'
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 10. marts 1992 indbragt for
Patentankenævnet.
I klagebegrundelsen har klageren anført følgende:
»Med hensyn til det, som i Patentdirektoratets brev er betegnet som
påstand A henviser Patentdirektoratet til en tidligere afgørelse af
Patentankenævnet i en anden ansøgning, nr. 6091/66, fra samme ansøger, hvori
Nævnet bl.a. anfører, at der ved hydrogeneringen dannes oligohexitoler, som i
lighed med sorbitol næppe indgår i normale stofskifteprocesser. Det tilkommer
naturligvis Patentankenævnet at fortolke overgangsbestemmelsen i patentloven,
men ansøgeren finder, at det rent faktisk er forkert, at oligohexitoler,
såsom sorbitol, ikke indgår i stofskifteprocesser. Vi vedlægger en kopi af
side 582 i den anden udgave af Kirk Othmers« Encyclopedia of Chemical
Technology (Ref. 17), hvoraf det ses, at sorbitol metaboliseres som fructose
og derfor anvendes til at tilvejebringe en forlænget langsom levering af
fructose til diabetikere. Vi vedlægger også en kopi af en artikel i
Ernahrungs-Umschau 36 (1989) (Ref. 18), som refererer en nylig tysk
undersøgelse af den energi, der leveres af sorbitol og maltitol, og som
konkluderer, at de metaboliske værdier er henholdsvis 3 og 2 kcal/g. Disse
værdier må sammenlignes med de accepterede værdier for deres
sukkeækvivalenter på 4 kcal/g. Selv om sorbitol og maltitol således har
lavere kalorieindhold end de ækvivalente sukkerarter, er reduktionen ikke så
stor, at den berettiger den betragtning, at sorbitol og maltitol »næppe
indgår i normale stofskifterprocesser«. Det er klart, at selv om det
primære formål med at inkludere en sukkeralkohol, såsom sorbitol eller
maltitol, i en fødevaresammensætning nok ikke er at udnytte dens
kalorietilførsel, kan den under visse omstændigheder, f.eks. i fødevarer til
diabetikere, anvendes til dette formål. Til yderligere belysning af dette
spørgsmål vedlægges en kopi af side 229-232 i en bog »Sugars in
Nutrition«, publiceret i 1974 af the Academic Press (Ref. 19). På side
231, linie 13, er der en klar og utvetydig erklæring. at »xylitol,
ribitol og sorbitol metaboliseres meget effektivt af dyr«. En yderligere
artikel at Muhlemann, »Das Verhalten von Zucker und Zuckerersatzstoffen
in der Mundhohle« (Ref. 20), hvoraf der ligeledes vedlægges kopi,
kategoriserer på side 30, 3. afsnit, sorbitol og maltitol som næringsholdige
sukkererstatninger. Endelig skal vi pege på det i kopi vedlagte Rådsdirektiv
vedrørende næringsmærkning af fødevarer (Ref. 21), især artikel 1.4(d), hvori
»carbonhydrat« er defineret som ethvert carbonhydrat, som
metaboliseres i mennesket, inklusive
polyoler: og artikel 5.1 , hvor polyoler tildeles en energiværdi på 2,4
kcal/g, som er mere end halvdelen af energiværdien hos andre carbonhydrater,
såsom sukkerstoffer. Alle disse publikationer er i modstrid med det, der er
anført i den tidligere Ankenævnskendelse.
Med hensyn til det, der af Patentdirektoratet er betegnet som påstand B,
så er den bevisførelse, vi har givet for, at LYCASIN 80/55, som var
offentligt tilgængeligt, før den anfægtede ansøgnings prioritetsdag, havde
den i ansøgningen angivne sammensætning, naturligvis indirekte. Hvis
indsigerne havde rådet over en gammel prøve af LYCASIN 80/55, som de kunne
have analyseret, ville de selvfølgelig have gjort det, men dette var ikke
muligt.
Den indirekte bevisførelses natur er således, at dens virkning er
kumulativ, og selv om et vidnesbyrd måske ikke vil være overbevisende i sig
selv, bliver virkningen progressivt stærkere, jo flere vidnesbyrd der
ophobes. Patentdirektoratets afgørelse ignorerer dette, fordi den behandler
hvert vidnesbyrd separat og isoleret. Den kumulative virkning af
vidnesbyrdene kan ses af den følgende fremadskriden.
1) Der var tidligere et svensk selskab, Lyckeby, som blev overtaget af
Roquette Freres. Da forskerne i Reference 4 afprøvede »svensk« og
»fransk« LYCASIN, må det sidstnævnte produkt, som blev fundet at
være ikke-cariogent, være kommet fra Roquette Freres i Frankrig, dvs. fra den
samme kilde som det produkt, der er beskrevet i Reference 16.
2) Reference 16 angiver, at LYCASIN 80/55 er ikke-cariogent og bygger
beviset for denne påstand på det arbejde, som er rapporteret i Reference 14.
Vi finder det vanskeligt at acceptere det afsnit i Patentdirektoratets
afgørelse (side 2 midten, Ad(2)) hvori det anføres, at fordi der sædvanligvis
er lavere standarder for ærlighed i en brochure end i en videnskabelig
artikel, var det muligt, at Roquette Freres udnyttede Reference 14 med viden
om, at resultaterne henførte til et produkt, som var forskelligt fra det, der
er beskrevet i brochuren. Dette forekommer os at være en utilstrækkelig
begrundelse for at afvise den umiddelbare konklusion, som kan drages af
Reference 16, at: det LYCASIN 80/55, som blev afprøvet i Reference 14, var
identisk med det, der er beskrevet i Reference 16.
3) Både Reference 14 og Reference 16 beskriver LYCASIN 80/55 som værende
ikke-cariogent. Hvis et indhold af PG >=20 på mindre end 3 % er kritisk,
som ansøgerne hævder, at deres forsøg viser, må både det i Reference 14
afprøvede produkt og det i Reference 16 afprøvede produkt have indeholdt
mindre end 3 % PG >=20. Patentdirektoratets afgørelse afviser dette
argument med den begrundelse, at afprøvningerne for cariogenicitet var
forskellige i de to referencer, men hvis beviset for eksistensen af en
kritisk grænse er så afhængigt af bestemmelsesmetoden, kan det ikke
accepteres som opfindelsesbegrundende. Igen er den umiddelbare konklusion, at
hvis to referencer angiver, at et produkt er ikke-cariogent, og den anden
reference bygger på den første som bekræftelse af denne angivelse, må det
samme produkt være blevet anvendt i de to referencer.
4) Ansøgeren har forklaret oprindelsen til navnet LYCASIN 80/55. Reference
16 angiver imidlertid på side 8, sidste afsnit, at undersøgelser foretaget
før 1978 på det tidligere LYCASIN hvori kvaliteten ikke er angivet, ikke
vedrører LYCASIN 80/55. Det fremgår af side 5, 4. afsnit i reference 16, at
LYCASIN 80/55 blev endeligt udviklet i 1978, og at » brochurens formål
er at introducere LYCASIN 80/55«. Når reference 14 i afsnittet under
tabel I refererer til LYCASIN 80/55 og til svensk LYCASIN, er det derfor en
rimelig konklusion, at det sidstnævnte er det tidligere produkt, hvori
kvaliteten ikke er anført, mens LYCASIN 80/55 er det produkt, som er
introduceret med brochuren. Intet steds i noget af dokumentationen er der
noget vidnesbyrd om, at der var en ændring i sammensætningen af LYCASIN 80/55
mellem datoerne for Referencerne 14 og 16. Patentdirektoratets afgørelse
konkluderer, at »det er ikke usædvanligt, at et indarbejdet varenavn
beholdes uændret, selv om sammensætningen ændres«, med selv om dette i
princippet kan være rigtigt, tyder den øvrige indirekte bevisførelse i dette
tilfælde på, at sammensætningen ikke blev ændret, og der er ikke blevet
fremført noget bevis for det modsatte.
Hvis man tager den kumulative virkning af argumenterne under (1) til (4)
ovenfor i betragtning, fører det til den konklusion, at det LYCASIN 80/55,
som er beskrevet i Reference 14, var det samme som det, der er beskrevet i
Reference 16, og at det i ansøgningen omhandlede produkt derfor var
offentligt tilgængeligt før prioritetsdagen for ansøgning nr. 5263/79. Den
tanke, som er udtrykt i det sidste afsnit på side 2 af Direktoratets
afgørelse, er irrelevant, fordi det patentkrav, som betragtes, er et
produktkrav, og hvis det offentligt tilgængelige produkt indeholdt mindre end
3 % PG 20, var kravet ikke nyt i denne henseende, uanset om betydningen af
tallet 3 % var erkendt eller ej. Det er blevet klarlagt under indsigelsen, at
produktet LYCASIN 80/55 kan analyseres af en kompetent arbejder, således at
produktets offentlige tilgængelighed implicerer den offentlige tilgængelighed
af dets sammensætning.
Med hensyn til det, der i Patentdirektoratets afgørelse er betegnet
påstand C, er afgørelsen efter vor opfattelse baseret på en meget overfladisk
bedømmelse af vigtigheden af den prøvningsmetode, som anvendes til at
evaluere cariogeniciteten af de omhandlede sammensætninger. Der bør kræves en
høj standard af en prøvning, hvis resultater skal berettige et krav på et 20
års patentmonopol, og det er vor påstand, at den prøvning, der er anvendt i
ansøgning nr. 5263/79, ikke opfylder den standard. For det første må det
påpeges, at selv om forekomsten af caries postuleres at blive forårsaget af
en lav pH-værdi, og dannelsen af syrer ved enzymatisk nedbrydning af
sødestoffer i munden vil føre til en reduktion i pH, vil den reduktion ikke i
sig selv automatisk føre til caries. Det ses meget klart af side 388 i
Reference 15, at den accepterede grund til caries er en afkalkning af
tandoverfladen, men at afkalkningen kun finder sted under det såkaldte
kritiske pH. En prøvningsmetode, som ikke tager dette i betragtning, kan ikke
bestemme cariogeniciteten af et produkt, så den i ansøgning nr. 5263/79
anvendte prøvningsmetode måler i bedste fald kun det afprøvede produkts
tendens til at producere syre, men ikke nødvendigvis caries. I denne
sammenhæng er en kritisk pH-værdi på 1 et arbitrært tal uden betydning.
Side 3 i Patentdirektoratets afgørelse indeholder en gennemgang af de
problemer, som forekommer ved enhver prøvning for caries, og vi anfægter
ikke, at sådanne problemer eksisterer. Det er imidlertid muligt at gøre
målbevidste forsøg på at løse problemerne fremfor at tage den stilling, som
er udtrykt i afgørelsen, at det er næsten umuligt at fastlægge selv en
moderat simpel prøvningsmetode, som tager faktorerne i betragtning. Således
tager de prøvningsmetoder, som er beskrevet i Reference 14, hensyn til
vigtigheden af plakken, mens Muhlemann-prøvningen, som der er henvist til på
side 8 i Reference 16, og som var og stadig er anerkendt som den definitive
cariesprøvning under schweizisk lovgivning, faktisk måler virkningen af
prøvestofferne under in vivo betingelser. Vi henviser til den ovennævnte
artikel af professor Muhlemann, hvori in vivo prøvningsmetoden er beskrevet
på side 32 og 33. Denne metode var til rådighed i 1978 og måler
prøvestoffernes virkning med hensyn til det ovenfor omtalte kritiske pH. Vi
vedlægger også en artikel fra »Caries Research«, 1978 (Ref. 22),
hvori der er rapporteret resultater af Muhlemann-telemetri-prøvningen ved
bedømmelse af en række sammensætninger, inklusive LYCASIN 80/55.
Muhlemann-prøvningen er umiddelbart en bedre måling af cariogenicitet end den
prøvningsmetode, som er anvendt i ansøgning nr. 5263/79, og alligevel er det
den sidstnævnte metode, som Patentdirektoratet anser for at give
tilfredsstillende bevis for udstedelsen af et patentmonopol, og som det mener
er tilstrækkeligt præcis til at kunne detektere og reproducere en kritisk
forskel i cariogenicitet mellem sammensætningere indeholdende f.eks. 1 % PG
>=20 og 5 % PG >=20.
Patentdirektoratet accepterer, at det var en kendt teknisk lære, at et
stort indhold af hydrogenerede polysaccharider med høj molekylvægt i en
blanding fremmer syreproduktion, men det finder en opfindelse i opdagelsen af
den specifikke molekylvægt, hvorved der sker alvorlige virkninger. Det må
påpeges, at dette er en generalisering af en mere specifik lære i den
publicerede Reference 14, fordi denne reference drager denne lære med
specifikt hensyn til svensk LYCASIN sammenlignet med LYCASIN 80/55, dvs.
»svensk LYCASIN, som ikke længere er til rådighed, indeholder mere af
højmolekylære hydrogenerede polysaccharider end fransk LYCASIN (80/55) og er
derfor ret fermenterbart«. I betragtning af den kendte forbindelse af
specielt LYCASIN-produkterne med de højmolekylære komponenters virkning på
cariogenicitet, er der en klar anvisning på at udføre en eksperimentel
undersøgelse af LYCASIN-produkterne for at finde ud af, hvilke højmolekylære
hydrogenerede polysaccharider der er impliceret i forøget syreproduktion.
Vort forsøg viser, modsat ansøgerens, at der ikke er nogen kritisk
molekylvægtgrænse, og understøtter den kendte tekniks antagelse om, at
forøgelsen i syreproduktion er progressiv efterhånden som molekylvægten
forøges, og at der ikke er noget magisk tal, ved hvilket der forekommer en
diskontinuitet. De polyol-oligomere, som udgør produkterne, der er genstand
for ansøgning nr. 5263/79, adskiller sig fra hinanden ved en
»sorbitol«-enhed. Polyolen med PG 20 er den samme som polyolen med
PG 19 plus en sådan enhed. Det er i sig selv videnskabeligt utroværdigt, at
forskellen på en enhed mellem PG 19 og PG 20 skulle have en sådan kritisk
indflydelse på evnen hos de forskellige mikroorganismer i munden til at
frembringe fermentering. Når der så er en modstrid i de eksperimentelle
vidnedsbyrd, finder vi det forbavsende, at Patentdirektoratet skulle finde
ansøgernes resultater mere sandsynlige end indsigernes (side 4, andet
afsnit). Det er langt mere sandsynligt, at mundmikroorganismernes evne til at
fermentere f.eks. PG 15-25 skulle vise en progressiv ændring, end at der
skulle være en pludselig ændring ved PG 20. Den eneste begrundelse, der gives
for Patentdirektoratets konklusion, er at ansøgeren ikke ville have ansøgt om
patentbeskyttelse for en fremgangsmåde til fremstilling af et produkt med en
så snæver begrænsning som mindre end 3% PG >=20 uden at tro på, at grænsen
var af væsentlig betydning. Denne begrundelse er imidlertid baseret på en
misforståelse, som forklaret nedenfor, af betydningen af et krav på et
produkt indeholdende mindre end 3 % PG >=20. Udover at kravet i ansøgning
nr. 5263/79 kræver, at produktet indeholder mindre end 3 % PG >=20,
angiver det også et sorbitolindhold på mindre end 19 % og et maltitolindhold
på mindre end 60 %, hvor resten er polyoler mellem PG 3 og PG 20. I
virkeligheden er kravet derfor overdrevent bredt og dækker et enormt antal
produktsammensætninger. Referencer 2 angiver, at det er sammensætninger, som
indeholder 6-8 % sorbitol, 50-55 % maltitol, 20-25 % maltritol og 10-20 %
hydrogenerede polysaccharider, der er af særlig interesse som sødestoffer i
konfekt osv., og da kun 10-20 % af et sådant produkt udgøres af PG >3, er
der en spredning på 17 PG-oligomere at vælge for at fremstille en sådan
sammensætning, som også vil falde inden for kravet i ansøgning nr. 5263/79,
dvs. de 20 % kunne alle være PG 19, lige så meget som de alle kunne være PG
4. I denne sammenhæng er de 3 % PG >=20 ikke en væsentlig begrænsning. Den
kunne ligesåvel have været 0 PG >=20 eller 0 PG >= 21 uden at gøre
nogen praktisk forskel. Selvfølgelig vil en grænse på 0 se ud som et
arbitrært tal baseret på den kendte tekniks almene lære, at polyoler med
højere molekylvægt er lettere fermenterbare. Ved at specificere et
maksimumstal på 3 % gives en falsk plausibilitet til kravet, uden at der
ofres noget væsentligt omfang. Begrænsningen på sammensætningernes indhold af
PG >=20 gør det muligt at monopolisere de fleste af de ønskelige
sammensætninger, der er angivet i Reference 2, idet man kun udelukker dem,
der er vanskeligst at fremstille, fordi man for at opnå de ønskede sorbitol-
og maltitolindhold må forlænge den indledende stivelsefermentering i en grad,
så det er lettere at sikre fraværet end tilstedeværelsen af PG >=20.
Dybest set kunne Patentdirektoratets begrundelse have været gyldig, hvis
kravet havde specificeret, at sammensætningen skulle indeholde en specifik
mængde PG 20 eller PG >=20, men ikke når det blot specificerer, at den
indeholder mindre end et maksimumstal.
Den specifikke kritik rettet mod indsigernes forsøgsresultater i det
sidste afsnit på side 3 og det første afsnit på side 4 i afgørelsen er
vanskelig at følge. Patentdirektoratet anfører, at vore resultater viser, at
indholdet af PG >=20 stort set er ligegyldigt for om sammensætningen er
cariogen, så længe indholdet er under 18 %. Dette er klart en fejlslutning.
Vore resultater viser, at efterhånden som en sammensætnings indhold af PG
>=20 forøges, er der en tilsvarende forøgelse i surhedsudvikling. Hvis
forøget surhed sættes lig med forøget cariogenicitet (en tvivlsom korrelation
som anført ovenfor), så forøges den potentielle cariogenicitet, efterhånden
som indholdet af PG 20 forøges. Hvad vore resultater imidlertid ikke viser,
er nogen kritisk ændring ved 3 % PG >=20, og de bekræfter derfor den
kendte tekniks lære, at et stigende indhold af komponenter med høj
molekylvægt fører til forøget fermentering af mikroorganismer og dermed
forøget surhedsudvikling. Karakteriseringen af disse produkter med højere
molekylvægt som PG >=20, er rent arbitrær, og vi anvender den kun, fordi
ansøgning nr. 5263/79 har antaget denne terminologi. Indholdet af komponenter
med højere molekylvægt kunne ligesåvel være blevet udtrykt som PG >=18
eller PG >=23 osv., og resultaterne ville have være lignende, dvs. en
progressiv forøgelse i surhed med en forøgelse i indholdet af de omhandlede
komponenter.
I afgørelsen fastholdes også i slutningen af første afsnit på side 4, at
Societe de Produits de Mais (SPM) anvendte en lignende prøvningsmetode som
den, der er anvendt i ansøgning nr. 5263/79. Der er ikke noget vidnedsbyrd
herom, der er ikke henvist til prøvningsmetoden i SPM-brochuren, og den
grafiske repræsentation af resultaterne i brochuren er ikke i den form, som
kunne opnås ud fra den i ansøgning nr. 5263/79 anvendte prøvningsmetode. En
overfladisk undersøgelse vil vise, at SPM-kurven meget mere ligner den
grafiske form af Muhlemann-prøvningsresultaterne.
Endelig med hensyn til Patentdirektoratets bemærkninger omkring den
analoge norske indsigelse så fremhæver det 5. afsnit på side 4 i afgørelsen
den indstilling, som vi har argumenteret for i det ovenstående, og som er
blevet accepteret af det norske patentstyre. Det er virkelig overraskende, at
der skulle være en diskontinuitet ved et indhold af PG 20 på 3 %, og
pålideligheden af de grove målinger, hvorpå denne diskontinuitet baseres, bør
betragtes med stor mistro. Det overraskende i resultaterne er ikke blot et
argument for en patenterbar opfindelse, således som det fastholdes i
afgørelsen, der er også en indbygget troværdighedsfaktor, som må bedømmes af
fagmanden, og som igen afspejles på den standard, som han må kræve af
prøvningsmetoden og de resultater, der opnås derved. Den kritik, som er
fremført af det norske patentstyre, og som er kort sammenfattet i det
næstsidste afsnit på side 4 i Patentdirektoratets afgørelse. er gyldig og er
en god grund til ikke at fæste lid til resultaterne, der er opnået ved den
metode. Den accepterede in vivo Muhlemann-prøvningsmetode går langt i retning
af at minimere problemerne, og den kendsgerning, at en sådan prøvning var til
rådighed i 1978, kaster tvivl på ansøgernes valg af prøvningsmetode, når
resultaterne af prøvningen er så vigtige for patenterbarheden af det
omhandlede produkt.
I det tredie afsnit på side 5 fortsætter Patentdirektoratet kritikken af
den norske afgørelse med den bemærkning, at hvis ansøgerens resultater ikke
er tilstrækkeligt pålidelige til at bevise den i kravet angivne virkning, så
kan den samme kritik rettes mod indsigerens resultater, som blev opnået ved
den samme metode. Denne bemærkning overser, at vore resultater underbyggede
de forventninger, som fremgår af den kendte teknik og ikke behøvede at påvise
kritikaliteten af et bestemt tal på 3 %. Derimod var det nødvendigt, at
ansøgerens resultater skulle være tilstrækkeligt præcise og reproducerbare
til at påvise kritikaliteten af 3 % (i modsætning til f.eks. 1 % eller 5 %)
og også at modvise den kendte tekniks forventning om, at der ikke teoretisk
var nogen grund til eksistensen af en kritikalitet. Dybest set må den
eksperimentelle bevisbyrde i dette tilfælde hvile tungere på ansøgeren end på
indsigeren. På baggrund af det ovenfor anførte og det, som er fremkommet
under indsigelsen, henstiller vi, at Patentankenævnet afslår ansøgningen på
grund af manglende nyhed og, hvis dette ikke skulle anses for overbevisende
dokumenteret, også på grund af at den påberåbte opfindelse ikke adskiller sig
væsentligt fra hvad der var kendt.'
Ansøgeren har i skrivelse af 2. oktober 1992 imødegået ovennævnte
klagebegrundelse og udtalt:
»Indsigeren har i sin klagebegrundelse refereret til de i
Direktoratets afslag af 10. januar 1992 på hans indsigelse af 16. december
1988, på side 1 opregnede tre væsentlige påstande, nemlig:
A. Ansøgningen vedrører en fremgangsmåde til tilvirkning af et
næringsmiddel,
B. Opfindelsen blev åbenlyst udøvet før prioritetsdagen, og
C. Det er ikke godtgjort, at et indhold på mindre end 3 % vægt% polyoler
med en PG større end 20 er kritisk for cariesangreb.
Vor imødegåelse følger for overskuelighedens skyld samme opdeling.
ad A) Indsigerens lange argumentation, med citater fra ikke mindre end 5
referencer, ændrer intet ved Direktoratets afgørelse, nemlig at opfindelsen
ikke vedrører tilvirkning af et næringsmiddel.
Skulle Ankenævnet imidlertid komme til modsat konklusion, anmoder vi om,
at patent kan udstedes på basis af ansøgningen med subsidiære krav af 3.
december 1990 (og tilsvarende ændret beskrivelse), hvori indledningen til
krav 1 var ændret, så kravet angik et ikke-cariesdannende hydrogeneret
stivelseshydrolysat til anvendelse i et nydelsesmiddel (ændring fra det
oprindelige understreget). Direktoratets afvisning af disse krav i skrivelse
af 10. januar 1990 vedrørende patentvedtagelse under henvisning til
Patentlovens §19, stk. 2 synes ikke at være korrekt, da den ovenfor
understregede tilføjelse til krav 1's indledning ikke udvider kravets
beskyttelsesomfang, men tværtimod begrænser dette.
Vi vedlægger kopi af kravene af 3. december 1990.
ad B) 1. Navnet LYCASIN 80/55
I afsnit 4) på side 4 beskæftiger klageren sig med oprindelsen til navnet
LYCASIN 80/55 og forsøger (endnu en gang) at sprede forvirring om dette navn.
Således nævner han, at reference 16 på side 8, sidste afsnit, angiver at
undersøgelser foretaget før 1978 på det tidligere LYCASIN, hvori kvaliteten
ikke er angivet, ikke vedrører LYCASIN 80/55. Imidlertid udelader han sidste
del af sætningsforløbet, nemlig:
»Except (9) and (10) published in 1977«.
Han kan altså ikke slutte, som han har gjort ved hjælp af et bevidst
forkortet citat, at produkter benævnt LYCASIN 80/55 ikke blev solgt ført
1978.
Som vi allerede adskillige gange under sagsforløbet har forklaret, kan man
ikke i handelsnavnet LYCASIN se noget om carbohydratsammensætningen af det
produkt, navnet henviser til, nemlig et hydrogeneret stivelseshydrolysat, og
talværdierne »80« og »55« angiver blot følgende:
»80« angiver tørstofindholdet og
»55« angiver summen af procentiske indhold af sorbitol og
mannitol i det hydrogenerede stivelseshydrolysat.
Den kendsgerning, at ansøgeren har solgt »ikke-cariesdannende«
hydrogenerede stivelseshydrolysater både før og efter prioritetsdagen for den
aktuelle ansøgning under fællesbetegnelsen LYCASIN 80/55 ændrer intet ved den
kendsgerning, at disse hydrolysater ikke havde samme carbonhydratspektrum før
og efter denne dag.
Det er ganske overraskende at se, at klageren kan undre sig over, at
produkter, der med tiden forbedres og videreudvikles, sælges under samme
handelsnavn, når et sådant indarbejdet navn nyder et vist ry. Der er mange
eksempler herpå, i alle områder og i alle lande.
2. Den af klageren citerede reference 16.
Patentdirektoratet har i sin skrivelse af 10. januar 1992 vedrørende
patentvedtagelse, trods indsigelsen, på side 2, afsnit (3) ad (2) meget
træffende bemærket, at reference 16 er yngre end ansøgningen og således ingen
selvstændig betydning har.
3. Den citerede reference 14.
Klageren har villet sandsynliggøre en påstand om, at det LYCASIN 80/55,
der blevet beskrevet i nævnte reference 14, var det samme som produktet
beskrevet i den aktuelle patentansøgning, under henvisning til, at dette
LYCASIN 80/55 ifølge afprøvningen beskrevet i denne reference blev betegnet
som ikke-cariogent.
En sådan påstand er dog ganske uunderstøttet.
Når klageren udfra dokument 14 slutter, at LYCASIN 80/55 ikke var
cariogent før prioritetstidspunktet for ansøgningen, nemlig december 1978,
sammenblander han testmetoden benyttet i reference 14 og testen benyttet i
forbindelse med den aktuelle opfindelse.
Således vil man ved afprøvningen ifølge reference 14 måle pH-variationer
opnået på plakniveau,
in vivo efter 30 minutter,
hvorimod afprøvningen for berettigelse af betegnelsen
»ikke-cariesdannende« benyttet i forbindelse med opfindelsen
foregik
in vitro efter 21 timer
i et tre gange svagere koncentrationsmiljø, altså under overordentlig
meget strengere betingelser.
Hvis afprøvningsbetingelserne beskrevet i den aktuelle ansøgning skulle
benyttes på netop det LYCASIN 80/55-produkt, der omtales i reference 14,
ville dette produkt, ifølge sådanne betingelser, ikke mere kunne opretholde
betegnelsen »ikke-cariogent«.
Klagerens kumulative argumentation under punkt B sigter således blot på en
vildledelse af Ankenævnet.
ad C) Den ikke-absolutte karakter af den prøvemetode, der er udviklet af
ansøgeren og beskrevet i den aktuelle ansøgning, har været fastslået lige fra
begyndelsen, man kan direkte i grunddokumentet (ansøgning af 11. december
1979, oversat 2. april 1980) læse (side 7, linie 22-27):
»Denne undersøgelse er ikke tilstrækkelig til på absolut vis at
karakterisere et produkts ikke caries-dannende virkning, eftersom dens
resultater kan variere f.eks. som følge af kvaliteten af det anvendte spyt,
men den tillader ikke desto mindre at etablere gyldige sammenligninger mellem
forskellige produkter.«
Klagerens forsøg på at påvise, at man ved den pågældende afprøvning ikke
kan definere/bestemme den cariesdannende virkning for et produkt, er således
egentlig overflødigt.
Denne afprøvningsmetode har, selv om den ikke kan give den absolutte
sandhed om cariogenitet af et produkt (hvilken prøvemetode kan i øvrigt det
?), idet mindste følgende fordele: - det er meget let at udføre (og kræver
egentlig blot besiddelse af nogle reagensglas, et pH-meter, et kommercielt
tilgængeligt næringssubstrat og en termostat, der kan holdes ved 30 graderC):
- den er industrielt anvendelig og kan benyttes til at fastslå, om en
produktion er »caries-dannende« eller »ikke-
cariesdannende«, - kriterierne er strengere end ved tidligere kendte
laboratorieafprøvningsmetoder: og - den tillader, at man på objektiv og
reproducerbar måde kan sammenligne forskellige hydrogenerede
stivelseshydrolysater.
Trods klagerens tvivl om den høje standard af ovennævnte afprøvningsmetode
udtrykt i anken fra side 5, sidste afsnit, har firmaet Societe des Produits
Mais (SPM), en filial CERESTAR HOLDING B.V., benyttet metoden i forbindelse
med en brochure beregnet for aftagere. Vi henviser her til vedlagte kurveblad
med overskriften:
»Evolution au cours de temps du pH de solutions de sucres et de
polyols contenant des microorganismens buccaux«.
(Kurvebladet var vedhæftet en publikation fra oktober 1986 fra SPM, der
var bilag A vedlagt vor imødegåelse af indsigelse, dateret 1. september
1989).
I anken, side 10 første hele afsnit, betvivler klageren, at SPM virkelige
benyttede en prøvningsmetode, der lignede metoden benyttet i DK ansøgning nr.
5263/79:
En overfladisk undersøgelse vil vise, at SPM-kurven meget mere ligner den
grafiske form af Muhlemann-prøvningsresultaterne'.
Ved overfladiske undersøgelser kan man jo finde næsten, hvad man vil, men
man vil ved et mere grundigt studium af SPM-kurven iagttage, at denne er
optaget over en periode på 22 timer, hvorimod pH ifølge Muhlemann
registreres/optegnes over en periode på 30 minutter. Så meget for
overfladiskhed!
I øvrigt kan man ved at sammenligne kurverne på SPM-kurvebladet med
vedlagte kurveblad, der er side 9 i brochuren fra firmaet ROQUETTE, benævnt
»LYCASIN 80/55 Technical Aspects«,
og som er klagerens bilag 16, overbevise sig om, at der i de mindste er
stor lighed herimellem. Man behøver ikke at benytte en indirekte bevisførelse
med kumultativ virkning, hvis grundlæggende filosofi så smukt udvikles i
første hele afsnit på side 3 i klagerens anke, for ud fra en sådan
sammenligning at kunne slutte, at firmaet SPM, en filial af klageren,
virkelig har benyttet en prøvemetode, der minder meget om metoden beskrevet i
den aktuelle ansøgning og har fundet denne metode tilstrækkelig signifikant
og pålidelig til at inkludere resultater opnået herved i en brochure beregnet
for firmaets aftagere. Men klageren har, indtil nu villet overbevise andre
om, at dette ikke er tilfældet.
Klageren har gjort sig store anstrengelser for at påvise eller
sandsynliggøre, at det ikke er berettiget at benytte en kritisk grænse på et
indhold af 3% polyoler med en PG 20. Vi skal hertil blot bemærke, at man ved
at benytte argumenter som anvendt af klageren kunne komme til at påvise, at
dextrose ikke var cariogent.
Herefter kan Direktoratets konklusion i ovennævnte patentvedtagelse, side
4, indledning til første hele afsnit:
»Vi bedømmer, at ansøgerens resultater er mere sandsynlige end
Deres«. ikke betragtes som overrumplende, og Ankenævnet bør på basis af
det ovenstående kunne komme til samme konklusion.
I sidste del af anken, fra midten af side 10, beskæftiger klageren sig med
den analoge norske indsigelse og resultatet af denne. Vi skal hertil bemærke
at patent på basis af tilsvarende ansøgninger er udstedt i alle lande, hvor
der foretages patenterbarhedsundersøgelser, eksempelvis i Østrig, Canada,
Finland, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Norge (forløbigt stoppet af
indsigelse, men ansøgeren har appelleret Styrets beslutning til Oslo Byret),
samt U.S.A. Indsigelser i Sverige og Japan har været forgæves.
Sammenfattende skal vi opfordre Ankenævnet til at opretholde Direktoratets
beslutning af 10. januar 1992 om patentvedtagelse på basis af den fremlagte
ansøgning, eller, som et alternativ, tilbagesende sagen til Direktoratet til
patentudstedelse på basis af ansøgningen med subsidiære krav af 3. december
1990.'
Ansøgeren har med skrivelse af 21. oktober 1992 til yderligere orientering
fremsendt kopi af en beslutning af Deutsche Patentamt, dateret 8. september
1992, om trods en klage fra firmaet Cerestar Holding at opretholde patentet
DE 29 49 783, der vedrører samme opfindelse.
Ansøgeren anfører endvidere:
»....Vi skal bemærke, at der indholdsmæssigt er følgende sammenhæng
mellem kravene i den danske (DK) og den tyske (DE) sag:
DK krav 1 svarer til DE krav 1 + 4
» » 2 » » » 5
» » 3 » » » 6
» » 4 » » » 7
» » 5 » » » 8, og
» » 6 » » » 9
DE krav 2 og 3 er blot underkrav til krav 1,og DE-anvendelseskrav nr. 10
findes ikke i DK-sagen.
De 11 modhold opregnet i ovennævnte beslutning på side 2-3 optræder i det
store og hele også i de af Patentdirektoratet afviste indsigelser mod
nærværende ansøgning, nemlig i rækkefølge således: CS-1, CS-2, CS-14, CS-3,
ej, CS-16, HB-4, ej, CS-15 og ej,
idet CS-(nummer) henviser til modholdslisten i indsigelsesbegrundelsen af
16. december 1988 i nærværende sag fra CERESTAR, og HB-(nummer) henviser til
indsigelsesbegrundelsen af 28. februar 1989 fra Hofman-Bang og Boutard.«
Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 7. november 1995.
Ingen af parterne gav møde.
Ankenævnet skal udtale:
Patentankenævnet finder, at den omhandlede opfindelse er ny, og at den
væsentligt adskiller sig fra det hidtil kendte.
Uanset Ankenævnets tidligere kendelse angående patentansøgning nr. 6091/66
finder nævnet på grundlag af senere offentliggjorte undersøgelser af især
sorbitols og maltitols omsætning ved det normale, humane stofskifte, at det i
ansøgningen omhandlede produkt som følge af sin betydelige næringsværdi er at
anse for et næringsmiddel.
Såvel næringsmidler som fremgangsmåder til fremstilling af næringsmidler
var på ansøgningstidspunktet i henhold til patentlovens kap. XI, § 1, stk. 2,
afskåret fra patentering.
Idet det principale kravsæt omhandler en fremgangsmåde til fremstilling af
et næringsmiddel, og idet det subsidiære kravsæt angår et næringsmiddel
bestemmes: Patentansøgning nr. 5263/79 afslås.
Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen Lars Herborg
Torben Laubst Ansgar Sørensen
Officielle noter
Indsigelsessag.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Patentdirektoratet afslog efter indsigelse ansøgning om patent på fremgangsmåde og apparat til automatisk analyse af væsker. Patentankenævnet tilbagesendte sagen til direktoratet til realitetsbehandling. Retsinformation · 3. august 1998
- Patentdirektoratets afslag på ansøgning om patent på en marksprøjte tiltrådt. Sagen tilbagesendt til fortsat behandling efter ansøgers fremlæggelse af nye krav. Retsinformation · 24. september 1997
- Patentansøgning afslået, da opfindelsen ikke var ny. Dissens. Retsinformation · 24. september 1997
- Opfindelse adskilte sig ikke fra tidligere kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- Patentdirektoratet afslog efter indsigelse ansøgning om patent på fremgangsmåde og anlæg til tilvejebringelse af et asfalt-blandingsmateriale under genanvendelse af opbrækket gammel asfalt og tilsætning af ny asfalt. Patentankenævnet tilbagesendte sagen til direktoratet til fortsat behandling i realiteten. Retsinformation · 24. september 1997
- AN 2002 00011 - PR 159368 - Protese - Administrativ omprøvning Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. december 2003
Lignende dokumenter
- AN 2000 00036 - supplerende beskyttelsescertifikatansøgning nr. CA 1997 00035 for bentazon - et plantebeskyttelsesmiddel Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. februar 2001
- P 7/95 patentansøgning nr. 1811 1987 "biogas" Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1998
- Et ark- eller baneformet papirlaminat til fremstilling af selvklæbende etiketter ikke anset for at være nyt. Retsinformation · 24. september 1997
- AN 1998 00078 patent nr. 171.396 (P 1/98) (indretning til pakning af træer) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 13. oktober 1999
- AN 2000 00019 – FUN <w> - VR 1966 01958 . Ophævelse. Brugspligt. KODAK- mærke. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. december 2001
- AN 1999 00058 - supplerende beskyttelsescertifikatansøgning nr. CA 1993 00030 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. juli 2001