Spring til indhold

Retsinformation

Børn og biler - Af fuldmægtig Martin Lindeblad Nielsen (* 1)

KOM nr 19728 af 31/10/1997KommentarSocial- og Boligministeriet16. marts 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Børn og biler - Af fuldmægtig Martin Lindeblad

Nielsen (* 1)

De almindelige betingelser for bilstøtte findes i den såkaldte

bilbekendtgørelse: Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december

1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.

Ifølge disse regler skal barnet have en varig nedsættelse af

funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes. Desuden

skal barnet have et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper

følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse.

Praksis der har dannet sig på området betyder, at svært handicappede børn

tilkendes støtte til bil, såfremt barnet er væsentligt vanskeligere at

transportere end andre børn på samme alder. I denne bedømmelse indgår bl.a.

barnets funktionsevne, herunder særligt barnets evne til at gå, og muligheden

for at transportere barnet i offentlige transportmidler.

Udmålingen af støtten sker enten som et almindeligt lån eller et udvidet

lån. Det udvidede lån ydes, når der foreligger ganske særlige forhold i

forbindelse med barnets invaliditet, og det er nødvendigt med en større eller

dyrere bil fx for at medbringe nødvendige hjælpemidler i bilen. I nogle

tilfælde kan det være tilstrækkeligt at yde tilskud til nødvendig indretning

af bilen i stedet for udvidet lån, jf. ovennævnte bekendtgørelse § 9, stk. 1.

Den Sociale Ankestyrelse har fornylig haft lejlighed til at træffe

afgørelse i 3 sager, hvor der på børnenes vegne var ansøgt om udvidet lån til

bil.

I 2 af sagerne var børnene fyldt 3 år på tidspunktet for Ankestyrelsens

behandling af sagerne og de havde en spastisk lammelse som følge af en

hjerneskade. Som følge heraf var det ene barn generelt forsinket i sin

udvikling svarende til 10-11 måneder og kunne ikke sidde alene uden støtte og

havde ingen selvstændig mobilitet. Der var stærkt vekslende spasticitet, der

kunne blive voldsom - specielt i venstre arm. Det andet barns hjerneskade

bevirkede en cerebral parese med højresidig overvægt samt nogle ufrivillige

Læs alt

bevægelser. Der var ikke udsigt til at barnet ville få nogen egentlig

gangfunktion - i hvert fald ikke udendørs. I begge sager anførte forældrene

bl.a., at deres børn i meget nær fremtid ville få el-kørestol, som ikke kunne

transporteres i en almindelig bil. Børnene havde hjælpemidler i form af

henholdsvis: kørestol, klapvogn, ståstativ, høj stol, lille stol samt

Solbakkevogn og henholdsvis: kørestol, ståstativ, Tripp-Trapp med siddeskal

og en gangvogn.

Ankestyrelsen nåede i begge sager frem til, at der ikke var grundlag for

at tilkende et udvidet lån, idet Ankestyrelsen lagde vægt på, at de

nødvendige hjælpemidler til barnet ville kunne rummes i en bil, hvortil der

ydes støtte inden for den sædvanlige låneramme efter § 4 i

bil-bekendtgørelsen. Desuden lagde Ankestyrelsen vægt på børnenes alder og

helbredsmæssige tilstand, herunder særlig deres begrænsede mobilitet og

ufrivillige bevægelser. På denne baggrund fandt Ankestyrelsen det usikkert om

- og i givet fald hvornår - børnene måtte blive i stand til at betjene en

el-kørestol.

Den 3. sag drejede sig om et barn på ca. 2« år, der led af en type

cerebral parese (dyskinetisk), der medførte abnorme bevægelser. Det betød

bl.a., at der var vekslende spændinger af musklerne, hvilket vanskeliggjorde

barnets motoriske udvikling. Barnet var lille og spinkelt og kunne hverken gå

eller sidde selv. Der var en række hjælpemidler i form af Pandastol,

ståstativ, autostol samt almindelig polstret klapvogn. Kørselsbehovet var i

forbindelse med transport til børnehave, aflastningsfamilie, familiebesøg og

behandlinger.

Ankestyrelsen nåede i denne sag frem til, at barnet ikke var berettiget

til støtte til køb af bil, idet Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet efter

Ankestyrelsens vurdering ikke var væsentligt vanskeligere at transportere end

andre børn på samme alder. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at barnet kun

vejede ca. 7 kg, og at det sædvanligvis ikke var nødvendigt at medbringe alle

hjælpemidlerne. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at kørselsbehovet var

begrænset, idet der eksisterede en kørselsordning i forbindelse med transport

til den institution, hvor barnet gik hver dag fra morgen til eftermiddag.

Disse sager er ikke udtryk for en ændring af Ankestyrelsens hidtidige

praksis.

Ankestyrelsen har tidligere om emnet offentliggjort SM 0-51-88: Forældre

til en 4 år gammel dreng med spastiske lammelser søgte om udvidet støtte til

køb af en kassebil. Som begrundelse for ansøgningen anførte forældrene, at

barnet i det daglige brugte en række hjælpemidler, blandt andet høj stol,

ståstativ, gangstativ, legestol med bord, og at hjælpemidlerne skulle kunne

medbringes i bilen. Det var oplyst, at barnet gik i specialbørnehave, og at

der var behov for kørsel til og fra lægebesøg, til aflastningsfamilie og

besøg hos venner og familie. Ankestyrelsen fandt, at de for barnet nødvendige

hjælpemidler ville kunne rummes i den bil, hvortil der var ydet støtte inden

for den sædvanlige låneramme, og tiltrådte revaliderings- og pensionsnævnets

afslag på udvidet støtte.

I SM 0-65-89 er redegjort for en afgørelse hvor der blev tilkendt udvidet

lån til et 3-årigt barn, der ifølge de lægelige oplysninger i sagen, kun

ville være i stand til at sidde relativt kortvarigt, formentlig kun 1 times

tid ad gangen, og derfor skulle have mulighed for at kunne ligge ned nu og i

de kommende år. Barnet var multihandicappet på grund af følger efter

hjernebetændelse og derfor svært psykomotorisk retarderet og led af generel

hy-potoni, det vil sige nedsat muskelspænding med deraf følgende nedsat kraft

og øget ledbevægelighed. Handicappet medførte behov for forskellige

hjælpemidler, herunder en formstøbt skalstol og specialklapvogn. Bilen skulle

bruges til befordring af barnet til lægebesøg, aflastning, besøg hos

venner/familie samt til ferieformål. Ankestyrelsen lagde i sin afgørelse vægt

på det oplyste om omfanget og antallet af hjælpemidler til barnet og om dets

behov for at kunne ligge ned under længere køreture. Herefter fandt

Ankestyrelsen barnet berettiget til en kassebil. Ankestyrelsen hjemviste

sagen til revaliderings- og pensionsnævnet til afgørelse af, hvilken

kassebil, der ville være billigst og bedst egnet jf. bilbekendtgørelsens § 6,

stk. 2, samt til fastsættelse af de nærmere vilkår for lånet.

Officielle noter

(* 1) Offentliggjort i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, oktober 1997.

Lignende dokumenter