Spring til indhold

Retsinformation

Bistandslovens §§ 48 og 58 og behandlingsredskaber - af souschef Viveca Bach Andersen (* 1)

KOM nr 19115 af 31/03/1997KommentarSocial- og Boligministeriet15. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bistandslovens §§ 48 og 58 og

behandlingsredskaber - af souschef Viveca Bach Andersen (* 1)

På regionsmødet for ankenævnssekretariaterne i Region Vest den 14. januar

1997 indgik et dagsordenpunkt, hvor man ønskede en drøftelse om afgrænsningen

mellem hjælp ydet efter bistandslovens §§ 48 og 58 og behandlingsredskaber.

I et oplæg havde sekretariatet i Fyns Statsamt anført, at man jævnligt var

i tvivl om afgrænsningen, når der er ansøgt om hjælp til diverse

hjælpemidler.

Konkret havde man drøftet, om et peak-flow meter (apparat til måling af

lungefunktion) kunne ydes som hjælpemiddel, henholdsvis som en nødvendig

merudgift ved forsørgelsen, når der var tale om børn, eller om apparatet

skulle henføres til kategorien behandlingsredskaber.

Ankestyrelsen modtager årligt ca. 350 anmodninger om principiel behandling

af afgørelser, som de sociale ankenævn har afgjort efter bistandslovens §§ 48

og 58.

Af disse vedrører kun et meget lille antal den aktuelle problemstilling om

afgrænsningen til behandlingsredskaber. Det kan derfor være vanskeligt at

finde en »rød tråd« i Ankestyrelsens

praksis. Såfremt Ankestyrelsen får klager vedrørende problemstillingen,

vil vi være meget opmærksom på, om de indeholder forhold af

principiel/generel karakter, der kan være med til at afklare praksis.

Generelt om afgrænsningen mellem §§ 48, 58 og behandlingsredskaber.

Efter både § 48 og § 58 er det en grundbetingelse, at der er tale om en

varig nedsættelse af funktionsevnen.

Efter § 58, stk. 1 er det herudover en betingelse for støtte, at

hjælpemidlet er nødvendigt for at pågældende kan udøve et erhverv, eller i

væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse eller i væsentlig grad kan

lette den daglige tilværelse i hjemmet.

En ansøgning om hjælpemiddel skal primært vurderes efter bistandslovens §

58, som er lovens specialbestemmelse om hjælpemidler. Socialministeren

Læs alt

fastsætter regler om afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes

støtte. Socialministeren har gjort brug af denne hjemmel i Socialministeriets

bekendt gørelse nr. 303 af 10. juni 1988.

I nogle tilfælde, hvor der gives afslag efter § 58, vil hjælp kunne ydes

efter § 48, hvis der er tale om en merudgift ved forsørgelsen. Herudover kan

der efter bistandslovens 46a ydes hjælp til dækning af udgifter til

sygebehandling m.m., der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, såfremt

pågældende ikke selv har midler til at afholde udgiften.

Ifølge Socialministeriets Vejledning nr. 1 af 14. juni 1988, pkt. 2.1 kan

hjælpemidler bidrage til, at personer med et handicap får en mere normal og

selvstændig livsførelse ved, at de kompenserer for en funktionsnedsættelse

eller i større eller mindre omfang afhjælper funktionsnedsættelsen.

Indenrigsministeriet har i cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 lavet en

afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af

sygehusvæsenet. I dette cirkulære er behandlingsredskaber inddelt i 3

grupper:

1) hjælpemidler og apparatur, som ordineres som led i behandling på

sygehus og i reglen anvendes under kontrol af sygehuset, indtil tilstanden er

stationær.

2) hjælpemidler og apparatur, som indopereres under indlæggelse på

sygehuse.

3) apparaturer, som ordineres af sygehuset under indlæggelse og anskaffes

til mere eller mindre permanent brug i hjemmet efter udskrivelsen, men hvor

patienten har fået undervisning i brugen på sygehuset eller er under en vis

kontrol af dette.

Ankestyrelsens praksis om afgrænsningen mellem behandlingsredskaber og §

58.

I SM-0-86-86 fandt Ankestyrelsen, at et TNS- nervestimulationsapparat, som

var brugt i forbindelse med genoptræning efter operation, ikke var et

hjælpemiddel, hvortil der kunne ydes støtte efter bistandslovens § 58, stk.

1. Ansøgeren henvistes til gennem sin læge at søge stimulatoren bevilget som

behandlingsredskab, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.

I SM 0-48-95 fandt Ankestyrelsen, at en ansøger ikke var berettiget til

hjælp til injektionsmateriale til gammaglobulin. Behandlingerne var

oprindelig foregået i form af indsprøjtninger af gammaglobulin på et

hospitals ambulatorium, men blev ændret, så ansøgeren selv kunne foretage

indsprøjtningerne ved hjælp af en tilkoblet pumpe. Afgørelsen var bl.a.

begrundet med, at der efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 3 er fastsat

særlige bestemmelser for enkelte hjælpemidler, og at der i § 9 er fastsat

regler, som udtømmende angiver, hvornår der kan ydes støtte til injektions-

og testmaterialer, og at det kun kan ske til insulinkrævende diabetikere.

I SM 0-132-95 fandt Ankestyrelsen, at et ståstøttebord, efter en konkret

vurdering, kunne anses som et hjælpemiddel, der i væsentlig grad kunne

afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig

grad lette den daglige tilværelse. Endvidere måtte bordet anses for

medvirkende til, at ansøgeren kunne fortsætte i erhverv.

I SM 0-63-96 fandt Ankestyrelsen ikke, at et iontoforeseapparat (til

behandling af øget svedproduktion i håndflader) var et hjælpemiddel, hvortil

der kunne ydes støtte efter § 58. Apparatet måtte anses for et

behandlingsredskab, hvor vurdering af behov, behandling og opfølgning af

behandling, herunder eventuelt udlån eller bevilling måtte foretages af

sygehusvæsenet. Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med en vejledende

udtalelse fra Socialministeriet. I en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen var

konklusionen, at apparatet som hovedregel var et behandlingsapparat, men at

der kunne findes enkelte patienter, hvor det kunne være hensigtsmæssigt, at

apparatet var til rådighed i hjemmet, så patienten selv kunne vedligeholde

behandlingseffekten. Hertil anførte Ankestyrelsen, at selv om behandlingen

skulle fortsætte i hjemmet, fordi lidelsen var vedvarende, var der dog stadig

tale om et behandlingsredskab, også selv om behandlingen tilsigtede en

funktionsforbedring.

Ankestyrelsens praksis om § 48 og afgrænsning til anden lovgivning.

I SM 0-7-94 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en apotekerpakke med

plejeartikler, der skulle anvendes i forbindelse med medicingivning,

blodprøvetagning, skiftning og renholdelse af venekateter var en merudgift

ved forsørgelsen, som kunne afholdes efter bistandslovens § 48 i det omfang

de nævnte plejeartikler ikke blev stillet til rådighed af kommunens

hjemmepleje. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at der var tale om

plejeartikler, som ikke anvendtes i selve behandlingen af et barns sygdom,

men som et led i dets særlige behov for pleje som følge af sygdommen.

I SM 0-79-96 fandt Ankestyrelsen ikke, at en babyspacer til brug ved

behandlingen af en astma/bronchitislidelse hos et 2-årigt barn kunne anses

for en merudgift ved forsørgelsen. En babyspacer måtte betragtes som et

behandlingsredskab, der henhørte under sygehusvæsenet. I sagen havde

Ankestyrelsen indhentet en vejledende udtalelse fra Socialministeriet som

bemærkede, at et inhalationsapparat som f.eks. en babyspacer i lighed med

inhalationsapparater til voksne måtte vurderes som behandlingsredskaber, hvor

vurdering af behov, opfølgning m.v. henhørte under sygehusvæsenet. Hvis

behovet opstod i praksisregi, måtte der rettes henvendelse til

sygehusvæsenet.

I SM 0-78-96 fandt Ankestyrelsen ikke, at en specialmåtte og en bold kunne

anses for nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et handicappet barn. I

sagen havde nævnet pålagt kommunen, at yde støtte efter § 48. Ankestyrelsen

begrundede sin afgørelse med, at der var tale om

behandlingsredskaber/træningsredskaber, der ikke kunne ydes efter

bestemmelsen. Ankestyrelsen bemærkede, at kommunen havde udlånt redskaberne

efter reglerne om folkeskolens socialpædagogiske bistand til småbørn, jf.

Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 433 af 22. oktober 1979.

Afsluttende bemærkninger

Kun i de tilfælde, hvor et hjælpemiddel ikke kan henføres tilbestemmelser

i sygehuslovgivningen, vil en ansøgning skulle vurderes efter bistandslovens

bestemmelser. Herudover er der regler om støtte efter særlovgivning, som går

forud for § 58, fx om arbejdsskader eller regler inden for bl.a.

hjemmesygeplejen og undervisningssektoren. Som det fremgår af eksemplerne fra

Ankestyrelsens praksis vil vurderingen af, hvorvidt der er tale om hjælp, der

skal ydes efter bistandslovens §§ 48 eller 58 eller som behandlingsredskaber

efter anden lovgivning,bero på en meget konkret vurdering i forhold til det

ansøgte.

Ankestyrelsen har ikke taget stilling til Fyns Statsamts spørgsmål som

vedrører et peak-flow meter. Afgørelsen af dette spørgsmål vil i forhold til

§ 58 bl.a. skulle ske på baggrund af en vurdering af, om der er taleom et

apparat, som bruges som et led i en behandling, evt. en behandling som

alternativtkunne være sket på et sygehus. Et andet forhold, som der kan

lægges vægt på, er, om behovet for apparatet er fastlagt af sygehusvæsenet.

Ved en eventuel afgørelse i forhold til § 48 må det vurderes, om apparatet

bruges i selve behandlingen eller som et led i barnets særlige behov for

pleje Denne opremsning af kriterier er imidlertid ikke udtømmende.

Udgangspunktet må tages i den beskrevne praksis.

Lignende dokumenter