Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - Officialprincippet Af fuldmægtig Viveca Bach Andersen (* 1)

KOM nr 19065 af 31/03/1998KommentarSocial- og Boligministeriet23. april 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - Officialprincippet Af

fuldmægtig Viveca Bach Andersen (* 1)

I official- eller undersøgelsesprincippet (benævnes officialmaksimen i

Justitsministeriets Vejledning til forvaltningsloven fra 1986) ligger, at det

er forvaltningsmyndigheden, som har ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt

oplyst, når der træffes afgørelse.

Blandt andet i Folketingets Ombudsmands beretninger er det angivet, at det

yderligere følger af princippet, at der skal foreligge juridisk bevis for en

oplysning, før den kan lægges til grund.

I SM U-11-97, som vedrørte spørgsmålet om faldskader kunne anerkendes som

arbejdsskader efter lov om forsikring med følger af arbejdsskader, § 9, nr.

1, lagde Ankestyrelsen til grund, at det er skadelidte, der skal bevise, at

han/hun faldt, og at skaden skyldes dette fald, helt eller delvist.

Beviskravet lempes dog af Arbejdsskadestyrelsens/Ankestyrelsens forpligtelse

til at fremskaffe nødvendige oplysninger til belysning af sagen for at kunne

træffe en forsvarlig afgørelse (officialmaksimen).

Forsvarlig afgørelse

Det er myndighedens ansvar at skaffe sig det faktiske og retlige

materiale, som er nødvendigt for afgørelsen.

Oplysningerne skal bevirke, at der træffes en indholdsmæssig korrekt

afgørelse, uden unødig forsinkelse og uden brug af for store ressourcer.

Jo mere indgribende betydning en afgørelse har for den enkelte eller for

samfundet, desto mere omfattende undersørgelser skal der foretages. Som

eksempel kan nævnes sager om tvangsfjernelser af børn og tilbagebetaling af

sociale ydelser.

Indhentning (og videregivelse) af oplysninger reguleres i

forvaltningsloven §§ 28 -32 samt ofte i særlove.

Ankestyrelsen havde i en sag - ikke offentliggjort - modtaget ældre

lægelige oplysninger, som ikke var relevante for sagen (arbejdsskadesag). Der

blev ikke lagt vægt på oplysningerne ved sagens behandling i Ankestyrelsen.

Læs alt

Det lidt specielle forhold i sagen var, at det var en partsrepræsentant

(skadelidtes), som havde indsendt oplysningerne.

Sagen blev indbragt for Folketingets Ombudsmand. I sit svar kom

Ankestyrelsen bl.a. med følgende bemærkninger:

Ankestyrelsen bemærkede generelt med hensyn til oplysninger og materiale,

som parter eller partsrepræsentanter indsender, fordi de mener, at det har

betydning, at det herefter er den modtagende myndigheds opgave at vurdere, om

oplysningerne er relevante. I det omfang oplysningerne findes relevante, må

de så indgå i myndighedens vurdering af sagen.

Ankestyrelsen var opmærksom på bestemmelsen i forvaltningslovens § 32,

hvorefter den, der virker inden for den offentlige forvaltning, ikke i den

forbindelse må skaffe sig oplysninger, som ikke er af betydning for

udførelsen af den pågældendes opgaver, men fremhævede, at officialprincippet

på den anden side pålægger offentlige myndigheder at søge sagerne oplyst,

således at afgørelsen kan træffes på et forsvarligt grundlag.

Selv om det søgtes præciseret i henvendelser til sygehuse og andre, hvilke

oplysninger, man søgte, ville det ikke kunne udelukkes, at også irrelevante

oplysninger blev medsendt.

Ankestyrelsen fandt, at myndighederne i så fald måtte foretage den

beskrevne vurdering af, hvilke oplysninger, der burde indgå ved vurderingen

af sagen.

Ombudsmanden fandt i sin endelige udtalelse ikke grundlag for at kritisere

myndighedernes behandling af sagen for så vidt angik spørgsmålet om

inddragelse af ældre journaloplysninger.

Fra Ankestyrelsens praksis kan endvidere nævnes SM 0-92-95. I denne sag,

som vedrørte hjælp efter bistandslovens § 48 til dækning af udgifter til

forsørgelsen af et handiccapet barn, fandt Ankestyrelsen, at en kommunes

handle- og oplysningspligt efter bistandslovens bestemmelser og

forvaltningsrettens officialprincip vejede tungere end en eventuel udvist

passivitet fra ansøgers side, da kommunen var bekendt med familiens behov,

bl.a. via akter fra familiens tidligere opholdskommune.

Proccessuel skadevirkning

Proccessuel skadevirkning vil eventuelt indtræde i det tilfælde, hvor en

part nægter at medvirke til sagsoplysningen fx ved at nægte at lade sig

lægeundersøge.

Myndigheden må så træffe afgørelsen på det foreliggende grundlag, hvilket

kan betyde at den vælger en løsning/træffer en afgørelse, som er til ugunst

for parten.

For at proccessuel skadevirkning skal indtræde skal følgende betingelser

være opfyldt:

- der skal være tale om væsentlige/relevante oplysninger

- der skal være tale om oplysninger, som ikke er alt for belastende,

besværlige eller omkostningskrævende for parten at fremskaffe, d.v.s. at der

skal være tale om proportionalitet

- pågældende skal have fået præciseret hvilke oplysninger det drejer sig

om og evt. vejledt om hvordan oplysningerne kan fremskaffes

- pågældende skal i forvejen være blevet informeret om konsekvensen af, at

denne nægter at medvirke ved sagsoplysningen, det vil sige om myndighedens

mulighed for at brugeproccessuel skadevirkning.

Princippet om proccessuel skadevirkning er lovfæstet i nogle særlove,

herunder ankestyrelsesloven og lov om forsikring mod følger af arbejdsskader.

Fra Ankestyrelsens praksis kan nævnes SM 0-37-97. I denne sag fandt

Ankestyrelsen, at et vådliggertilskud efter bistandslovens § 48 med rette var

standset, fordi familien ikke havde ønsket at medvirke til sagens oplysning

efter bistandslovens § 17 ved undersøgelse hos speciallæge i pædiatri.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at familien ikke havde

ønsket en af hospitalet foreslået indlæggelse eller nogen form for medicinsk

behandling.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation

for, at betingelserne for tildeling af vådliggertilskud efter bistandslovens

§ 48 var opfyldt på det foreliggende grundlag.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at der under hensyn til

lidelsens karakter og barnets alder var behov for en udredning af årsagen til

lidelsen og af eventuelle behandlingsmuligheder for at kunne tage stilling

til, om der fortsat var tale om nødvendige merudgifter, jf. bistandslovens §

48.

Det kan nævnes, at den nye Lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område, som træder ikraft den 1. juli 1998, i kapitel 3 har et afsnit

om Oplysningspligt, som bl.a. indeholder lovregler i forbindelse med

proccessuel skadevirkning.

Juridisk bevis

I beretningerne fra Ombudsmanden er det fremhævet, at det følger af

officialprincippet, at der skal foreligge juridisk bevis for en oplysning,

før den kan lægges til grund.

Juridisk bevis skal ses som et modstykke til udokumenterede formodninger.

Som eksempel kan nævnes en sag offentliggjort som 14-2 i FOB 1995.

Sagen vedrørte en mand på ca. 80 år, som var blevet senblind, og som søgte

om hjælp til en skrivemaskine efter bistandslovens § 58 (hjælpemiddel).

Ombudsmanden kritiserede i denne sag nævnet, fordi nævnet ved sin

afgørelse om afslag på hjælp havde lagt vægt på, at det måtte være begrænset,

hvor stor en korrespondence ansøgeren havde, uden at det af sagen kunne ses

hvorpå ankenævnet støttede denne antagelse.

Alene ansøgers alder kunne ikke danne grundlag for en så sikker slutning.

Ombudsmanden fandt det uforsvarligt, at ankenævnet havde fundet at kunne

lægge denne antagelse til grund helt uden at have forsøgt på at få belyst

omfanget af ansøgerens korrespondancebehov.

God forvaltningsskik

En part kan ikke kræve, at en myndighed indhenter bestemte oplysninger,

hvis myndigheden vurderer, at oplysningerne ikke er nødvendige for, at der

kan træffes en forsvarlig afgørelse.

Ombudsmanden har imidlertid i forhold til flere sager i Ankestyrelsen

udtalt, at det er god forvaltningsskik i tilfælde, hvor en

forvaltningsmyndighed afviser en parts udtrykkelige anmodning om at indhente

yderligere oplysninger, at orientere parten herom, inden der træffes

afgørelse i sagen. Dette vil navnlig være at betydning, hvis der er rimelig

grund til at antage, at parten i så fald vil have væsentlige supplerende

bemærkninger til sagen.

Forvaltningsloven § 21

I forhold til sagsoplysningen er § 21 i forvaltningsloven en central - men

måske noget overset - bestemmelse, som ofte påberåbes af Ombudsmanden.

Ifølge denne bestemmelse kan en part på ethvert tidspunkt forlange, at

sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse (sine

bemærkninger) til sagen.

Anmodningen vil kunne fremsættes - mundtligt eller skriftligt - i vage

vendinger og uden henvisning til forvaltningslovens bestemmelse.

Myndigheden kan sætte en frist for en udtalelse jf. § 21, stk. 1, 2. pkt,

men der skal vægtige grunde til, for at myndigheden skal kunne nægte en

udsættelse jf. § 21, stk. 2.

Det fremgår fx af denne bestemmelse, at parten ikke har ret til, at få

sagen udsat, hvis en udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse.

Alene det forhold, at myndigheden ønsker at have en kort

sagsbehandlingstid, kan derimod ikke antages at være en tilstrækkelig grund

for at nægte udsættelse.

Ankeinstansens reaktion i tilfælde af, at en sag er utilstrækkeligt belyst

En ankeinstans stilles ofte overfor valget, om myndigheden selv skal

indhente manglende oplysninger eller om sagen skal hjemvises til

underinstansen.

Valget mellem de to løsninger vil bero på en konkret vurdering. Det vil ud

fra et forvaltningsretligt synspunkt sjældent kunne kritiseres, om

myndigheden vælger den ene eller den anden løsning.

Faktorer som kan påvirke valget - opregningen er ikke udtømmende - kan

være:

Sagen er meget tyndt belyst i underinstansen

De nye oplysninger vil udgøre en væsentlig del af beslutningsgrundlaget

Hensynet til 2. instans behandling; gælder i særlig grad i sager med to

eller flere parter

Tilfælde, hvor det er mere hensigtsmæssigt, at underinstansen indhenter

manglende oplysninger eller får foranstaltet en manglende undersøgelse

Klager er kommet med et anbringende, om at sagen bør hjemvises.

Faktorer som taler for, at ankeinstansen selv indhenter de manglende

oplysninger:

Der er alene tale om begrænsede, supplerende oplysninger.

Hensynet til borgeren, hvis behandlingen i ankeinstansen har været lang.

Lignende dokumenter