Spring til indhold

Retsinformation

Ophævelse af Konkurrencerådets påbud om ophævelse af aftale om fælles tilbudsgivning på leverancer af færdigbehandlet beton til Øresundsforbindelsen. (* 1)

KEN nr 50859 af 26/09/1995Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ophævelse af Konkurrencerådets påbud om

ophævelse af aftale om fælles tilbudsgivning på leverancer af færdigbehandlet

beton til Øresundsforbindelsen. (* 1)

År 1995, den 26. september afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.

95-75.535 Oresundsbeton I/S ctr. Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 21. august 1995 har advokat Morten Kofmann Christensen

på vegne Oresundsbeton I/S klaget over en af Konkurrencerådet den 10. august

1995 meddelt afgørelse, hvorved rådet i medfør af Konkurrencelovens § 12,

stk. 1, pålagde parterne i Oresundsbeton I/S at ophæve den indgåede

interessentskabsaftale af 23. januar 1995.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Klagen har af ankenævnet været tillagt opsættende virkning.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Konkurrencerådets skrivelse af 10. august 1995 er sålydende:

»Ved skrivelse af 15. juni 1995 meddelte Konkurrencerådet, at den

aftale, De som advokat for samarbejdsdeltagerne i Oresundsbeton I/S har

indsendt til Konkurrencerådet, var anmeldelsespligtig i medfør af

konkurrencelovens § 5, stk. 1, samt at sekretariatet var blevet bemyndiget

til i medfør af konkurrencelovens § 11 at optage forhandlinger med

samarbejdsdeltagerne med henblik på at bringe aftalens skadelige virkninger

til ophør.

Resultatet af den afholdte § 11-forhandling den 3. juli 1995 samt diverse

supplerende oplysninger har været forelagt Konkurrencerådet på Rådets møde

onsdag den 9. august 1995, hvor Rådet besluttede, at meddele Øresundsbeton

I/S, at de foreslåede ændringer i den indgåede aftale ikke i tilstrækkeligt

omfang medfører en ophævelse af aftalens skadelige virkninger for

konkurrencen, hvorfor aftalen mellem de fire producenter af færdigblandet

beton til Øresundsprojektet fortsat må anses at have de i lovens § 11 omtalte

Læs alt

skadelige virkninger for konkurrencen på dette marked og derfor i medfør af

konkurrencelovens § 12, stk. 1, kræves ophævet.

Rådet lagde herved bl.a. vægt på, at aftalen mellem de fire deltagere i

Oresundsbeton I/S omfatter de to største producenter af færdigblandet beton

på henholdsvis det danske og svenske marked, som hver for sig i kraft af

deres størrelse og finansielle styrke ville have været i stand til at påtage

sig leverancerne af færdigblandet beton alene. Aftalen vil derfor udøve den i

lovens § 11 omtalte dominerende indflydelse på det pågældende markedsområde.

Endvidere indebærer aftalen, at konkurrencen mellem de fire virksomheder,

der er de eneste aktuelle underleverandører af færdigblandet beton til

Øresundsprojektet ophæves, hvilket medfører skadelige virkninger for

konkurrencen og dermed effektiviteten i produktionen og omsætningen på dette

marked.

Endelig forhindrer aftalen mellem de fire færdigbetonproducenter, at det

er den mest effektive virksomhed, der opnår kontrakt, hvilket kan påvirke

udviklingen i produktion og effektivitet på såvel kort som langt sigt. .

. . ».

3. Sagens baggrund.

Interessentskabsaftalen af 23. januar 1995 er indgået mellem 4K-Beton A/S,

Unicon Beton I/S, Betongindustri AB og AB Sydsten.

Oresundsbeton I/S blev i følge klageren stiftet med det formål at

kombinere parternes komplementære erfaringer, knowhow og ressourcer og derved

skabe mulighed for at opnå underentrepriseaftaler med de entreprenører, der

skal udføre Øresundsforbindelsen.

Øresundskonsortiet har udbudt en kontrakt om udførelsen af en tunnel og to

kontrakter om udførelse af broer efter de fællesskabsretlige udbudsregler.

Kontrakten på tunnelen blev tildelt i juli 1995, medens de to kontrakter på

broerne forventes tildelt i november måned 1995.

Interessenterne i Oresundsbeton I/S deltager med hver 25%. Deltagelsen

indebærer ingen forpligtelse til at deltage i en senere

underentrepriseaftale. Såfremt en sådan aftale de facto kommer på tale, skal

de af parterne i interessentskabet, der fortsat ønsker at deltage, indgå en

ny aftale.

Under de afholdte § 11-forhandlinger har klageren tilkendegivet, at man

har taget rådets afgørelse om anmeldelsespligt i henhold til

konkurrencelovens § 5 til efterretning.

De under forhandlingerne identificerede begrænsende vilkår i aftalens pkt.

10.03 - 10.06 - hvorefter ingen af interessenterne selv eller sammen med

andre kan afgive tilbud på levering af beton og mørtel m.v. til

Øresundsforbindelsen - har alle fire parter i interessentskabet erklæret sig

enige i kan udgå, hvilket er fastholdt under ankesagen.

4. Klagerens argumentation

Klageren har anført, at der ikke foreligger en konkurrencebegrænsning, som

er skadelig for konkurrencen. Betingelserne for at kunne meddele påbud om

ophævelse af den mellem parterne indgåede interessentskabskontrakt er derfor

ikke opfyldt.

4.1 Det relevante marked skal defineres som levering af beton til

Øresundsforbindelsen, anlægget fra kyst til kyst mellem Danmark og Sverige.

Betonen hertil skal produceres i direkte tilknytning til Øresundsprojektet

på særlige anlæg udelukkende til dette formål. Parternes eksisterende

produktionsanlæg er således uanvendelige, og en vurdering af parternes

markedsandele, det være sig hver for sig eller samlet, blandt producenterne

af færdigblandet beton i almindelighed er derfor uden relevans for sagen.

Markedssituationen og parternes stilling på markedet skal derimod vurderes

på baggrund af de potentielle betonleverandører til Øresundsforbindelsen.

Betonleverandører ved projekter i den omhandlede størrelsesorden er så godt

som altid entreprenørkonsortierne selv, og det er da også en del af

prækvalifikationen af entreprenørkonsortierne, at disse selv kan forestå

betonleverancerne. Disse konsortier er sammensat med deltagelse af bygge- og

anlægsentreprenører fra hele Europa og i enkelte tilfælde endog fra USA. Det

er sædvanligvis entreprenørerne selv, der ved sådanne store arbejdsopgaver

står for betonleverancerne. I følgende tilfældigt opregnede større

brobyggerier i Norden forestod de udførende entreprenørkonsortier således

selv betonleverancen: Den ny Lillebæltsbro, Farøbroerne, Vejlefjordbroen,

Sallingsundbroen, Vestbroen (Storebælt), Østbroen (Storebælt), Vedabroen og

Olandsbroen.

Kun i tre kendte tilfælde - tunneldelen (Storebælt), Alssundbroen og

Iglestabroen - er betonleverancerne blevet forestået af eksterne

betonvirksomheder som underleverandører.

Denne praksis har muligt også sammenhæng med, at entreprenørvirksomheder

er gearet til at geografisk flytte fra det ene projekt til det næste. Det

samme gør sig ikke gældende for betonvirksomheder, der opererer fra

stationære produktionsanlæg. Hertil kommer, at betonproduktionen til de store

broforbindelser både geografisk og produktionsmæssigt i øvrigt er en

integrerende bestanddel af entreprenørydelserne.

De af Øresundskonsortiet prækvalificerede entreprenørkonsortier har da

også alle baseret deres tilbud på, at de selv skal forestå betonleverancerne.

Når udenlandske betonproducenter ikke har deltaget ved store brobyggerier

i Norden, er årsagen hertil netop, at betonproduktion til sådanne store

anlægsarbejder ikke er en reel del af det almindelig marked for færdigbeton.

Klageren har henvist til Europa-Kommissionens beslutning af 24. oktober

1988 i Europatunnel-sagen (88/568/EØF). I relation til den heri vurderede

»bygmesterkontrakt« er anført (præmis(16)), at:

»Markedet . . . geografisk set . . . omfatter anlægs-

og byggeprojekter i Europa og store projekter i hele Verden«,

samt at:

»De tjenesteydelser, som tunnelprojektet er forbundet med, udgør .

. . i hovedsagen er et verdensomspændende marked«.

4.2 De to danske parter i Oresundsbeton I/S - 4K-Beton A/S og Unicon Beton

I/S - havde dannet Storebæltsbeton I/S og bød på betonleverancerne til

Storebæltsforbindelsen: men det lykkedes kun for disse parter at opnå

underleverancen på et af de tre delprojekter - tunneldelen - medens de

udførende entreprenørkonsortier selv forestod betonproduktionen på de øvrige

to - Vestbroen og Østbroen.

Der er relevante forskelle på leverancerne til Storebæltsforbindelsen og

Øresundsforbindelsen. Betonleverandørens risici er væsentligt større på

Øresundsforbindelsen end på Storebæltsforbindelsen. Tunnelen under Storebælt

er sammensat af ca. 65.000 delelementer, hver på kun ca. 3 (m3), medens der

til tunnelen under Øresund skal anvendes den dobbelte mængde beton fordelt på

blot 26 sænketunnelelementer. Dette er også kommet til udtryk i betonprisen,

der vil blive væsentlig højere ved Øresundsforbindelsen.

Betonleverancerne til Øresundsforbindelsen besværliggøres endvidere af, at

der skal opereres både i Danmark og Sverige. Arbejdspladsernes præcise

placering i henholdsvis Danmark og Sverige kendes først, når

Øresundskonsortiet har foretaget tildeling af kontrakterne. På grund af

leverancernes omfang, kompleksitet og kravene til forsyningssikkerhed anses

det for en absolut betingelse, at leverandøren har praktisk viden og erfaring

i både Danmark og Sverige, hvilket ingen af parterne i Oresundsbeton I/S hver

for sig - ej heller gennem koncernforbundne selskaber - kan opfylde på

kommercielt forsvarlig måde uden at samarbejde. Vigtigheden af dette forhold

ses også demonstreret af, at de entreprenørkonsortier, som Øresundskonsortiet

realitetsforhandler med, netop er sammensat med stærk deltagelse fra både

dansk og svensk side.

Det vindende konsortium på tunnelkontrakten på Øresundsforbindelsen har

også givet udtryk for dette forhold. Såvel de danske som de svenske parter

tillægger det overordentlig stor betydning, at konsortiet sammensættes med

lokalkendskab. Sådant lokalkendskab kan ikke »indkøbes« til

formålet, men kan kun erhverves gennem langvarig erfaring. At det forholder

sig således, underbygges af det faktum, at også entreprenørkonsortierne er

sammensat med stærk deltagelse fra både dansk og svensk side.

4.3 Aftalen ophæver ikke konkurrencen mellem de fire parter i

interessentskabet. På markedet for beton til Øresundsforbindelsen er der ikke

noget konkurrenceforhold mellem parterne, fordi de ikke magter at deltage

alene. På det øvrige marked indebærer aftalen ingen begrænsninger i parternes

konkurrence.

Aftalen indebærer ikke en begrænsning, men derimod en styrkelse af

konkurrencen.

Det er vigtigt for vurderingen af Oresundsbeton I/S, om en ophævelse vil

bidrage til, at flere end en enhed vil byde på underentrepriserne på levering

af beton til Øresundsforbindelsen. Det er ikke klagerens opfattelse.

Der er så store investeringer og risici forbundet med projektet, at ingen

af parterne hverken magter eller ud fra en kommerciel risikovurdering ønsker

at deltage i projektet alene eller i mindre enheder.

Når Konkurrencerådet hævder, at de fire parter er de eneste aktuelle

underleverandører af færdigblandet beton til Øresundsprojektet, er dette ikke

korrekt. Andre betonleverandører end klageren har været i dialog med

prækvalificerede konsortier. De fire parter er endvidere kun aktuelle som

underleverandører, såfremt de deltager indirekte gennem Oresundsbeton I/S.

Hvis rådets afgørelse derfor opretholdes, betyder det, at der ingen

underleverandører vil være, således at de vindende entreprenørkonsortier ikke

får glæde af et »kontroltilbud« på betonleverancerne, der

naturligvis udgør en væsentlig del af projektet.

De konkurrenceretlige interesser i Øresundsprojektet tilgodeses ved

Øresundskonsortiets udbud i henhold til de fællesskabsretlige

konkurrenceregler, selv om man ikke var forpligtet hertil, fordi der er tale

om en traktat mellem to lande. En række konsortier er blevet prækvalificeret

og har afgivet bud i konkurrence med hinanden. Når kontraktstildelingen er

afsluttet, ligger pris og andre forhold således fast, hvorfor Oresundsbeton

I/S' virksomhed kun kan indebære en skærpelse af konkurrencen. Konsortierne

er forpligtet til at sikre, at arbejdet udføres bedst og billigst muligt. Der

kan derfor ikke påvises yderligere samfundsmæssige interesser.

Klageren har rettet henvendelse til de prækvalificerede entreprenører kort

tid efter disses prækvalifikation. De anprisninger, klageren er fremkommet

med i denne fase, lægger entreprenørerne næppe til grund, da der var tale om

almindeligt salgsmateriale. Først senere - nemlig med de vindende

entreprenørkonsortier - skal der ske realitetsforhandlinger, og det er

oplysningerne under disse forhandlinger, som vil indgå i bedømmelsen.

De omhandlede betonleverancer har et så stort volumen, at ingen af

parterne i Oresundsbeton I/S ville kunne levere på egen hånd. Det anslås, at

der til etablering af Øresundsforbindelsen skal anvendes mere end 1 mio. m3

beton. Denne betonmængde svarer til ca. to tredjedele af hele årsproduktionen

af færdigblandet beton i Danmark. Endvidere er der store investeringer og

risici forbundet med projektet, som skal udføres under vanskelige tekniske og

miljømæssige forhold.

Parternes betonproduktion i årene 1992-94 sammenholdt med størrelsen af de

betonmængder, der skal anvendes ved Øresundsforbindelsen, viser i sig selv,

at parterne nødvendigvis må gå sammen i løsningen af leverancerne af beton.

Foruden selve leverancerne af færdigblandet beton og mørtel omfatter

projektet udarbejdelse af tilbud, kvalitetsstyring, transport, infrastruktur,

logistik samt foretagelse af prøvestøbninger og laboratorietests. Endvidere

må det forudses, at de udvalgte entreprenørkonsortier vil kræve meget

betydelige finansielle garantier fra en eventuel udenforstående

betonleverandør. Hertil kommer, at det ikke er muligt for nogen af parterne

på egen hånd at stille det fornødne mandskab til rådighed for udførelsen af

opgaverne inden for de givne tidsrammer. Ingen af parterne råder over sådanne

uudnyttede mandskabsressourcer, der kan allokeres til Øresundsprojekt. Derfor

vil det også af disse grunde være nødvendigt at poole parternes kapacitet.

Parterne har således ikke de fornødne erfaringer, knowhow og/eller andre

ressourcer til at kunne magte opgaven alene.

Parternes bagvedliggende koncerner og disses kapital kan ikke uden videre

medinddrages. Hos parternes ejere er der simpelthen ikke vilje til at tillade

den øgede eksponering og tilføre den fornødne kapital, som optagelse af

underentreprisen på egen hånd ville nødvendiggøre i løbet af ganske kort tid.

Der kunne således let blive tale om, at en part i den periode, hvori

leverancen skulle udføres, måtte fordoble sin virksomheds størrelse med

hensyn til såvel mandskab som investeringer, omsætning og risikoeksponering,

hvilket ikke ville kunne undgå at skade hovedvirksomheden på længere sigt.

Når projektet herefter er afsluttet, skal der jo vendes tilbage til normale

tilstande.

Klageren kan ikke forvente direkte støtte fra nogen af interessenternes

koncernforbundne selskaber. Dette kan illustreres ved, at den ene af de

svenske parter har tabt markedsandele i konkurrence med et andet af sit

moderselskabs datterselskaber, som også producerer beton.

Gennem samarbejdet i Oresundsbeton I/S skabes der mulighed for, at

parterne kan afgive bud på kontrakterne om levering af beton i

underentreprise, og dermed mulighed for at udnytte parternes samlede

erfaringer, knowhow og andre ressourcer. Parterne har hver for sig vurderet,

at de alene ville have utilstrækkelige erfaringer, knowhow og/eller

ressourcer til at optræde som tilbudsgiver på betonleverancer til

Øresundsforbindelsen. Alene den forberedende fase frem til og med afgivelse

af tilbud inklusive forprøvning indebærer omkostninger i størrelsesordenen 10

mio. kr. I forbindelse med påbegyndelsen skønnes de nødvendige investeringer

til betonanlæg, maskiner, betonpumper, pramme, biler med videre at andrage i

størrelsesordenen 150-250 mio. kr. for hver af de tre delkontrakter, der

tilsammen kommer til at udgøre Øresundsforbindelsen.

Af hensyn til forsyningssikkerheden under støbeprocessen stilles der krav

om, at produktionsanlæggene er rigeligt dimensioneret, og at der er 100%

backupanlæg i form af egentlige reserveanlæg i samme størrelsesorden. Ingen

af parternes eksisterende anlæg kan anvendes allerede på grund af disse

anlægs beliggenhed og allokering til anden produktion.

Klageren er heller ikke bekendt med, at nogen skulle have klaget til rådet

over samarbejdet, hvilket vel også må være udtryk for, at markedet ikke

opfatter dette som medførende nogen ulovlig konkurrencebegrænsning.

Det er ikke nogen ny tanke i konkurrenceretten, at konkurrerende

virksomheder kan samarbejde om løsningen af opgaver, som de ikke ville kunne

løse hver for sig. Det er således fast antaget i for eksempel de

fællesskabsretlige konkurrenceregler, at arbejdsfællesskaber til fælles

udførelse af en ordre, som de deltagende virksomheder ikke er i stand til at

udføre hver for sig, falder helt uden for artikel 85, stk. 1. Dette ses for

eksempel af pkt. 5 i Europa-Kommissionens såkaldte kooperationsmeddelelse

(EFT C 75 af 29. juli 1968 berigtiget i EFT C 84 af 28. august 1968).

Kommissionen anser således ikke aftaler for konkurrencebegrænsende, når de

alene går ud på at danne midlertidige arbejdsfællesskaber til fælles

udførelse af ordrer, såfremt de deltagende virksomheder med hensyn til de

ydelser, der skal leveres, ikke er konkurrenter eller ikke hver for sig er i

stand til at udføre ordrerne.

Klageren har endelig påberåbt sig, at Europa-Kommissionen ved såkaldt

»comfort letter« har meddelt, at aftalen ikke mærkbart påvirker

samhandelen mellem medlemsstater.

5. Konkurrencerådets argumentation

Konkurrencerådet har anført, at der foreligger et klassisk eksempel på en

skadelig konkurrencebegrænsning, idet interessentskabsaftalen forhindrer, at

parterne hver for sig afgiver tilbud på betonleverancer til

Øresundsforbindelsen. De bestemmelser i aftalen, som klageren har accepteret

at ophæve, er ikke tilstrækkelige til at eliminere aftalens

konkurrencebegrænsende virkning.

Det afgørende anbringende for klageren er, at interessentskabets parter

ikke enkeltvis eller i mindre grupper kan magte opgaven at levere

færdigblandet beton til Øresundsforbindelsen. Denne antagelse er imidlertid

ikke holdbar, og dermed falder klagerens samlede argumentation til jorden.

5.1 Klagerens stilling på de nationale markeder for beton har relevans.

Markedet skal vurderes ud fra de potentielle betonleverandører, og styrken af

den potentielle konkurrence må vurderes ud fra de pågældende aktørers

respektive markedsandele. Det er derfor væsentligt at fremhæve

interessenternes dominans på de nationale markeder. Klageren har da også

fremhævet parternes erfaring og styrke på de nationale markeder i

salgsmateriale til de prækvalificerede entreprenører.

Aftalen mellem de to danske og de to svenske producenter af færdigblandet

beton involverer de største producenter af færdigblandet beton på det danske

marked og de to betydeligste producenter på det svensk marked. For de danske

virksomheder gælder det, at de to selskaber er dominerende på det danske

marked, idet de tilsammen har en markedsandel på ca. 70%, medens de to

svenske virksomheder har ca. 28% af salget på det svenske marked.

Aftalen er i december måned 1994 anmeldt til den svenske

konkurrencemyndighed, men denne har ikke truffet nogen afgørelse.

Det har herudover vist sig, at udenlandske selskaber i vidt omfang holder

sig inden for deres lands egne grænser ved afgivelse af tilbud på store

brobyggerier. Ved store brobyggerier i Norden har udenlandske producenter da

heller ikke deltaget i leverancerne af færdigbeton.

Når entreprenøren har afgivet sit samlede tilbud, vil der kun være et

tilbud tilbage, idet der på den ene side er entreprenøren og på den anden

side klageren. Vælger entreprenøren at stå for betonleverancen selv, er der

slet intet marked: men ønsker entreprenøren at få den færdigblandede beton

leveret i underentreprise, vil det reelt kun kunne ske fra klageren.

For levering af færdigblandet beton til Øresundsforbindelsen foreligger

således en konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre

skadelige virkninger for konkurrencen og dermed effektiviteten i produktion

og omsætning af varer eller tjenesteydelser på dette marked, jf.

konkurrencelovens § 11.

5.2 De to danske deltagere i interessentskabet bød sammen gennem

fællesskabet Storebæltsbeton I/S på betonleverancerne til Storebæltsbroen og

opnåede leverancen til et af projekterne. Denne ordre kan sammenlignes med

leverancerne til Øresundsforbindelsen. Når de to danske deltagere i

Oresundsbeton I/S i forbindelse med Storebæltsprojektet mente at kunne klare

leverancerne af færdigblandet beton til alle disse tre projekter, er det

svært at forstå, hvorfor der på Øresundsforbindelsen skal være fire

interessenter til at forestå leverancerne af færdigblandet beton. Det

afgørende må være, at disse to interessenter allerede har løst en stor

opgave.

Kravet om »lokalkendskab« kan næppe tillægges stor vægt. Så

længe placeringen af produktionsenhederne endnu ikke er besluttet, har det

ingen mening at fremhæve kravet om lokalkendskab. Hertil kommer, at

virksomheder, som arbejder internationalt, må besidde den fornødne

ekspertise, der gør det muligt at arbejde på tværs af landegrænser. Den ene

danske klager opererer således allerede i både USA og Portugal.

Ses der på sammensætningen af virksomheder hos de prækvalificerede

entreprenører, kan det konstateres, at det ikke kan være vitalt med lige

repræsentation fra henholdsvis svensk og dansk side, idet disse ikke er

sammensat på så vis.

5.3 Aftalen indebærer en begrænsning i konkurrencen og styrker ikke denne.

Dette ses allerede af, at det afgørende i aftalen netop er at sikre en

ophævelse af konkurrencen mellem de fire potentielle konkurrenter. Det er

rigtigt, at aftalen etablerer en fælles optræden fra de fire interessenters

side i forhold til hver af de 3 hovedentreprenører, som får entreprisen, og

dermed styrker deres forhandlingsposition i forhold til disse. Dette er dog

ikke udtryk for en styrkelse af konkurrencen over for disse, men tværtimod

udtryk for en begrænsning af konkurrencen mellem de fire interessenter. Hvis

klageren får hele entreprisen på færdigblandet beton til

Øresundsforbindelsen, følger det af den indgåede aftale, at det mest

konservative tilbud skal lægges til grund. Det dyreste tilbud skal med andre

ord være gældende. Gennem aftalen bliver klageren derfor i stand til at opnå

højere priser, end der ellers ville kunne opnås, hvis interessentskabets

parter skulle konkurrere indbyrdes. I så fald ville det være prisen, som var

afgørende.

Klageren har som begrundelse for samarbejdet særligt fremhævet, at den

risiko, der er ved at påtage sig arbejdet som underentreprenør, er væsentligt

større end normalt inden for denne branche. Parterne i interessentskabet har

imidlertid alle så store kapitalinteresser bag sig, at det må antages, at de

hver for sig vil kunne påtage sig opgaven, såfremt de ønsker at levere til

Øresundsbyggeriet. Ud fra en konkurrencemæssig synsvinkel må det endvidere

kræves, at spørgsmålet om kompensation for den større risiko ved dette

projekt må afgøres gennem konkurrencen på prisen og ikke gennem en

forudgående aftale mellem de potentielle tilbudsgivere.

En sammenligning mellem parternes leverancer på de nationale markeder med

leverancerne til Øresundsforbindelsen er uden relevans. Produktionen til

Øresundsforbindelsen skal foregå på særlige, helt nye anlæg, der skal kunne

producere helt uden om parternes eksisterende anlæg.

En sammenligning mellem parternes samlede årlige produktion viser så store

forskelle, at det må undre, at de deltager i interessentskabet med lige store

andele på 25%.

Mængden af beton og prisen herpå ligger i realiteten fast for så vidt

angår Øresundsforbindelsen. Hertil kommer, at anlæggene kan afskrives over en

relativt kort periode. I den relation er prisen på 1200 kr. pr. m3

sammenholdt med den sædvanlige betonpris på 650 kr. pr. m3 høj. Det er derfor

overraskende, at klageren kan hævde, at der er en væsentlig risiko ved

deltagelse i projektet.

I de tilfælde, hvor det er tilladt i henhold til de fællesskabsretlige

konkurrenceregler, at der samarbejdes mellem virksomheder, fordi der herved

sker en styrkelse af konkurrencen, er der tale om et samarbejde mellem en

række små virksomheder og få store virksomheder. Et sådant samarbejde giver

de små virksomheder mulighed for en konkurrence med store virksomheder, som

ellers ikke ville være mulig. En sådan situation foreligger slet ikke for så

vidt angår parterne i interessentskabet. Sagen om Europatunnelen kan derfor

ikke tillægges betydning.

For så vidt angår det af klageren påberåbte »comfort letter«

fastslår dette ikke, at der ikke foreligger en konkurrencebegrænsning, men

derimod at aftalen ikke mærkbart påvirker samhandelen.

Klageren skal optræde som underleverandør til hovedentreprenørerne og har

hævdet, at det konkurrencemæssigt har den betydning, at priserne næsten er

givet på forhånd, fordi hovedleverandøren er bundet af det tilbud, der er

afgivet til bygherren. Aftalens samfundsmæssige betydning er derfor

reduceret, når henses til, at prisen i hovedentreprisen er afgjort ved

bygherrens accept af det samlede tilbud. Det er imidlertid rådets opfattelse,

at der ud fra en konkurrenceretlig vurdering af aftalens samfundsmæssige

betydning især må lægges vægt på, at konkurrencen mellem de fire virksomheder

ophæves. Det er til hinder for, at den mest effektive af virksomhederne opnår

kontrakt på udførelsen af de enkelte underentrepriser, hvilket kan påvirke

udviklingen i produktion og effektivitet på såvel kort som langt sigt.

Selv om klageren har accepteret ophævelse af nogle bestemmelser i

interessentskabskontrakten, er bestemmelserne i § 1, der fastslår parternes

fælles optræden ved tilbudsgivningen, opretholdt. Dette indebærer, at

parterne vil handle samordnet ved tilbudsafgivelsen, og dermed vil der være

tale om en ophævelse af deres indbyrdes konkurrence med hensyn til

tilbudsgivningen på Øresundsbyggeriet, da de i forhold til

udbyder/hovedentreprenøren vil optræde som en virksomhed. I den forbindelse

må der lægges vægt på, at aftalen er indgået mellem fire af de største

producenter af færdigblandet beton, som hver for sig i kraft af sin størrelse

og finansielle styrke ville have været i stand til at påtage sig leverancerne

af færdigblandet beton alene.

Det er selve samarbejdet mellem de fire største udbydere af færdigblandet

beton, der medfører den væsentligste konkurrencebegrænsning. Realistisk

betragtet vil den eneste potentielle »konkurrent« til konsortiet

være hver af hovedentreprenørerne selv. Hertil kommer, at det kan tænkes, at

samarbejdet mellem parterne vil kunne udbygges også til at omfatte andre dele

af markedet, hvilket vil kunne medføre permanente skadelige virkninger for

konkurrencen.

6. Ankenævnets bemærkninger

Efter de foreliggende oplysninger må ankenævnet lægge til grund, at det

ved broarbejder som de omhandlede er helt sædvanligt, at vedkommende

hovedentreprenører selv forestår betonleverancerne. For parterne i det

etablerede betoninteressentskab har det herefter været afgørende at skabe et

forretningsdygtigt alternativ til hver af de 3 hovedentreprenørers

egenproduktion.

På denne særlige baggrund kan ankenævnet ikke forkaste klagerens

anbringende om, at det til opfyldelse af dette formål har været nødvendigt at

danne et selskab som det omhandlede med både dansk og svensk deltagelse, med

et bredt økonomisk fundament og med udnyttelse af hver af de deltagende

parters faglige ressourcer.

Idet det endvidere følger af det anførte, at der på markedet for

betonleverancer til Øresundsforbindelsen vil eksistere en betydelig

konkurrence mellem på den ene side hver af hovedentreprenørerne og på den

anden side klageren, finder ankenævnet, at etableringen af det omtvistede

interessentskab ikke indebærer nogen konkurrencebegrænsning, der medfører

sådanne skadelige virkninger for konkurrencen, at interessentskabsaftalen i

medfør af konkurrencelovens § 12, jf. § 11, har kunnet kræves ophævet.

Ankenævnets ophæver derfor Konkurrencerådets afgørelse.

Herefter bestemmes:

Konkurrencerådets afgørelse af 10. august 1995 ophæves.

Klageafgiften skal tilbagebetales klageren.

Christian Hjorth-Andersen Jens Fejø

Poul Sørensen

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Konkurrenceankenævnet, den 26. september 1995.

Jens Denckert

Sekr.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet: Dokumentation 1995-3, s. 426-441

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter