Ophævelse af Konkurrencerådets påbud om ophævelse af aftale om fælles tilbudsgivning på leverancer af færdigbehandlet beton til Øresundsforbindelsen. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ophævelse af Konkurrencerådets påbud om
ophævelse af aftale om fælles tilbudsgivning på leverancer af færdigbehandlet
beton til Øresundsforbindelsen. (* 1)
År 1995, den 26. september afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.
95-75.535 Oresundsbeton I/S ctr. Konkurrencerådet sålydende:
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 21. august 1995 har advokat Morten Kofmann Christensen
på vegne Oresundsbeton I/S klaget over en af Konkurrencerådet den 10. august
1995 meddelt afgørelse, hvorved rådet i medfør af Konkurrencelovens § 12,
stk. 1, pålagde parterne i Oresundsbeton I/S at ophæve den indgåede
interessentskabsaftale af 23. januar 1995.
Klageren har påstået afgørelsen ophævet.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Klagen har af ankenævnet været tillagt opsættende virkning.
Sagen har været mundtligt forhandlet.
2. Konkurrencerådets skrivelse af 10. august 1995 er sålydende:
»Ved skrivelse af 15. juni 1995 meddelte Konkurrencerådet, at den
aftale, De som advokat for samarbejdsdeltagerne i Oresundsbeton I/S har
indsendt til Konkurrencerådet, var anmeldelsespligtig i medfør af
konkurrencelovens § 5, stk. 1, samt at sekretariatet var blevet bemyndiget
til i medfør af konkurrencelovens § 11 at optage forhandlinger med
samarbejdsdeltagerne med henblik på at bringe aftalens skadelige virkninger
til ophør.
Resultatet af den afholdte § 11-forhandling den 3. juli 1995 samt diverse
supplerende oplysninger har været forelagt Konkurrencerådet på Rådets møde
onsdag den 9. august 1995, hvor Rådet besluttede, at meddele Øresundsbeton
I/S, at de foreslåede ændringer i den indgåede aftale ikke i tilstrækkeligt
omfang medfører en ophævelse af aftalens skadelige virkninger for
konkurrencen, hvorfor aftalen mellem de fire producenter af færdigblandet
beton til Øresundsprojektet fortsat må anses at have de i lovens § 11 omtalte
Læs alt
skadelige virkninger for konkurrencen på dette marked og derfor i medfør af
konkurrencelovens § 12, stk. 1, kræves ophævet.
Rådet lagde herved bl.a. vægt på, at aftalen mellem de fire deltagere i
Oresundsbeton I/S omfatter de to største producenter af færdigblandet beton
på henholdsvis det danske og svenske marked, som hver for sig i kraft af
deres størrelse og finansielle styrke ville have været i stand til at påtage
sig leverancerne af færdigblandet beton alene. Aftalen vil derfor udøve den i
lovens § 11 omtalte dominerende indflydelse på det pågældende markedsområde.
Endvidere indebærer aftalen, at konkurrencen mellem de fire virksomheder,
der er de eneste aktuelle underleverandører af færdigblandet beton til
Øresundsprojektet ophæves, hvilket medfører skadelige virkninger for
konkurrencen og dermed effektiviteten i produktionen og omsætningen på dette
marked.
Endelig forhindrer aftalen mellem de fire færdigbetonproducenter, at det
er den mest effektive virksomhed, der opnår kontrakt, hvilket kan påvirke
udviklingen i produktion og effektivitet på såvel kort som langt sigt. .
. . ».
3. Sagens baggrund.
Interessentskabsaftalen af 23. januar 1995 er indgået mellem 4K-Beton A/S,
Unicon Beton I/S, Betongindustri AB og AB Sydsten.
Oresundsbeton I/S blev i følge klageren stiftet med det formål at
kombinere parternes komplementære erfaringer, knowhow og ressourcer og derved
skabe mulighed for at opnå underentrepriseaftaler med de entreprenører, der
skal udføre Øresundsforbindelsen.
Øresundskonsortiet har udbudt en kontrakt om udførelsen af en tunnel og to
kontrakter om udførelse af broer efter de fællesskabsretlige udbudsregler.
Kontrakten på tunnelen blev tildelt i juli 1995, medens de to kontrakter på
broerne forventes tildelt i november måned 1995.
Interessenterne i Oresundsbeton I/S deltager med hver 25%. Deltagelsen
indebærer ingen forpligtelse til at deltage i en senere
underentrepriseaftale. Såfremt en sådan aftale de facto kommer på tale, skal
de af parterne i interessentskabet, der fortsat ønsker at deltage, indgå en
ny aftale.
Under de afholdte § 11-forhandlinger har klageren tilkendegivet, at man
har taget rådets afgørelse om anmeldelsespligt i henhold til
konkurrencelovens § 5 til efterretning.
De under forhandlingerne identificerede begrænsende vilkår i aftalens pkt.
10.03 - 10.06 - hvorefter ingen af interessenterne selv eller sammen med
andre kan afgive tilbud på levering af beton og mørtel m.v. til
Øresundsforbindelsen - har alle fire parter i interessentskabet erklæret sig
enige i kan udgå, hvilket er fastholdt under ankesagen.
4. Klagerens argumentation
Klageren har anført, at der ikke foreligger en konkurrencebegrænsning, som
er skadelig for konkurrencen. Betingelserne for at kunne meddele påbud om
ophævelse af den mellem parterne indgåede interessentskabskontrakt er derfor
ikke opfyldt.
4.1 Det relevante marked skal defineres som levering af beton til
Øresundsforbindelsen, anlægget fra kyst til kyst mellem Danmark og Sverige.
Betonen hertil skal produceres i direkte tilknytning til Øresundsprojektet
på særlige anlæg udelukkende til dette formål. Parternes eksisterende
produktionsanlæg er således uanvendelige, og en vurdering af parternes
markedsandele, det være sig hver for sig eller samlet, blandt producenterne
af færdigblandet beton i almindelighed er derfor uden relevans for sagen.
Markedssituationen og parternes stilling på markedet skal derimod vurderes
på baggrund af de potentielle betonleverandører til Øresundsforbindelsen.
Betonleverandører ved projekter i den omhandlede størrelsesorden er så godt
som altid entreprenørkonsortierne selv, og det er da også en del af
prækvalifikationen af entreprenørkonsortierne, at disse selv kan forestå
betonleverancerne. Disse konsortier er sammensat med deltagelse af bygge- og
anlægsentreprenører fra hele Europa og i enkelte tilfælde endog fra USA. Det
er sædvanligvis entreprenørerne selv, der ved sådanne store arbejdsopgaver
står for betonleverancerne. I følgende tilfældigt opregnede større
brobyggerier i Norden forestod de udførende entreprenørkonsortier således
selv betonleverancen: Den ny Lillebæltsbro, Farøbroerne, Vejlefjordbroen,
Sallingsundbroen, Vestbroen (Storebælt), Østbroen (Storebælt), Vedabroen og
Olandsbroen.
Kun i tre kendte tilfælde - tunneldelen (Storebælt), Alssundbroen og
Iglestabroen - er betonleverancerne blevet forestået af eksterne
betonvirksomheder som underleverandører.
Denne praksis har muligt også sammenhæng med, at entreprenørvirksomheder
er gearet til at geografisk flytte fra det ene projekt til det næste. Det
samme gør sig ikke gældende for betonvirksomheder, der opererer fra
stationære produktionsanlæg. Hertil kommer, at betonproduktionen til de store
broforbindelser både geografisk og produktionsmæssigt i øvrigt er en
integrerende bestanddel af entreprenørydelserne.
De af Øresundskonsortiet prækvalificerede entreprenørkonsortier har da
også alle baseret deres tilbud på, at de selv skal forestå betonleverancerne.
Når udenlandske betonproducenter ikke har deltaget ved store brobyggerier
i Norden, er årsagen hertil netop, at betonproduktion til sådanne store
anlægsarbejder ikke er en reel del af det almindelig marked for færdigbeton.
Klageren har henvist til Europa-Kommissionens beslutning af 24. oktober
1988 i Europatunnel-sagen (88/568/EØF). I relation til den heri vurderede
»bygmesterkontrakt« er anført (præmis(16)), at:
»Markedet . . . geografisk set . . . omfatter anlægs-
og byggeprojekter i Europa og store projekter i hele Verden«,
samt at:
»De tjenesteydelser, som tunnelprojektet er forbundet med, udgør .
. . i hovedsagen er et verdensomspændende marked«.
4.2 De to danske parter i Oresundsbeton I/S - 4K-Beton A/S og Unicon Beton
I/S - havde dannet Storebæltsbeton I/S og bød på betonleverancerne til
Storebæltsforbindelsen: men det lykkedes kun for disse parter at opnå
underleverancen på et af de tre delprojekter - tunneldelen - medens de
udførende entreprenørkonsortier selv forestod betonproduktionen på de øvrige
to - Vestbroen og Østbroen.
Der er relevante forskelle på leverancerne til Storebæltsforbindelsen og
Øresundsforbindelsen. Betonleverandørens risici er væsentligt større på
Øresundsforbindelsen end på Storebæltsforbindelsen. Tunnelen under Storebælt
er sammensat af ca. 65.000 delelementer, hver på kun ca. 3 (m3), medens der
til tunnelen under Øresund skal anvendes den dobbelte mængde beton fordelt på
blot 26 sænketunnelelementer. Dette er også kommet til udtryk i betonprisen,
der vil blive væsentlig højere ved Øresundsforbindelsen.
Betonleverancerne til Øresundsforbindelsen besværliggøres endvidere af, at
der skal opereres både i Danmark og Sverige. Arbejdspladsernes præcise
placering i henholdsvis Danmark og Sverige kendes først, når
Øresundskonsortiet har foretaget tildeling af kontrakterne. På grund af
leverancernes omfang, kompleksitet og kravene til forsyningssikkerhed anses
det for en absolut betingelse, at leverandøren har praktisk viden og erfaring
i både Danmark og Sverige, hvilket ingen af parterne i Oresundsbeton I/S hver
for sig - ej heller gennem koncernforbundne selskaber - kan opfylde på
kommercielt forsvarlig måde uden at samarbejde. Vigtigheden af dette forhold
ses også demonstreret af, at de entreprenørkonsortier, som Øresundskonsortiet
realitetsforhandler med, netop er sammensat med stærk deltagelse fra både
dansk og svensk side.
Det vindende konsortium på tunnelkontrakten på Øresundsforbindelsen har
også givet udtryk for dette forhold. Såvel de danske som de svenske parter
tillægger det overordentlig stor betydning, at konsortiet sammensættes med
lokalkendskab. Sådant lokalkendskab kan ikke »indkøbes« til
formålet, men kan kun erhverves gennem langvarig erfaring. At det forholder
sig således, underbygges af det faktum, at også entreprenørkonsortierne er
sammensat med stærk deltagelse fra både dansk og svensk side.
4.3 Aftalen ophæver ikke konkurrencen mellem de fire parter i
interessentskabet. På markedet for beton til Øresundsforbindelsen er der ikke
noget konkurrenceforhold mellem parterne, fordi de ikke magter at deltage
alene. På det øvrige marked indebærer aftalen ingen begrænsninger i parternes
konkurrence.
Aftalen indebærer ikke en begrænsning, men derimod en styrkelse af
konkurrencen.
Det er vigtigt for vurderingen af Oresundsbeton I/S, om en ophævelse vil
bidrage til, at flere end en enhed vil byde på underentrepriserne på levering
af beton til Øresundsforbindelsen. Det er ikke klagerens opfattelse.
Der er så store investeringer og risici forbundet med projektet, at ingen
af parterne hverken magter eller ud fra en kommerciel risikovurdering ønsker
at deltage i projektet alene eller i mindre enheder.
Når Konkurrencerådet hævder, at de fire parter er de eneste aktuelle
underleverandører af færdigblandet beton til Øresundsprojektet, er dette ikke
korrekt. Andre betonleverandører end klageren har været i dialog med
prækvalificerede konsortier. De fire parter er endvidere kun aktuelle som
underleverandører, såfremt de deltager indirekte gennem Oresundsbeton I/S.
Hvis rådets afgørelse derfor opretholdes, betyder det, at der ingen
underleverandører vil være, således at de vindende entreprenørkonsortier ikke
får glæde af et »kontroltilbud« på betonleverancerne, der
naturligvis udgør en væsentlig del af projektet.
De konkurrenceretlige interesser i Øresundsprojektet tilgodeses ved
Øresundskonsortiets udbud i henhold til de fællesskabsretlige
konkurrenceregler, selv om man ikke var forpligtet hertil, fordi der er tale
om en traktat mellem to lande. En række konsortier er blevet prækvalificeret
og har afgivet bud i konkurrence med hinanden. Når kontraktstildelingen er
afsluttet, ligger pris og andre forhold således fast, hvorfor Oresundsbeton
I/S' virksomhed kun kan indebære en skærpelse af konkurrencen. Konsortierne
er forpligtet til at sikre, at arbejdet udføres bedst og billigst muligt. Der
kan derfor ikke påvises yderligere samfundsmæssige interesser.
Klageren har rettet henvendelse til de prækvalificerede entreprenører kort
tid efter disses prækvalifikation. De anprisninger, klageren er fremkommet
med i denne fase, lægger entreprenørerne næppe til grund, da der var tale om
almindeligt salgsmateriale. Først senere - nemlig med de vindende
entreprenørkonsortier - skal der ske realitetsforhandlinger, og det er
oplysningerne under disse forhandlinger, som vil indgå i bedømmelsen.
De omhandlede betonleverancer har et så stort volumen, at ingen af
parterne i Oresundsbeton I/S ville kunne levere på egen hånd. Det anslås, at
der til etablering af Øresundsforbindelsen skal anvendes mere end 1 mio. m3
beton. Denne betonmængde svarer til ca. to tredjedele af hele årsproduktionen
af færdigblandet beton i Danmark. Endvidere er der store investeringer og
risici forbundet med projektet, som skal udføres under vanskelige tekniske og
miljømæssige forhold.
Parternes betonproduktion i årene 1992-94 sammenholdt med størrelsen af de
betonmængder, der skal anvendes ved Øresundsforbindelsen, viser i sig selv,
at parterne nødvendigvis må gå sammen i løsningen af leverancerne af beton.
Foruden selve leverancerne af færdigblandet beton og mørtel omfatter
projektet udarbejdelse af tilbud, kvalitetsstyring, transport, infrastruktur,
logistik samt foretagelse af prøvestøbninger og laboratorietests. Endvidere
må det forudses, at de udvalgte entreprenørkonsortier vil kræve meget
betydelige finansielle garantier fra en eventuel udenforstående
betonleverandør. Hertil kommer, at det ikke er muligt for nogen af parterne
på egen hånd at stille det fornødne mandskab til rådighed for udførelsen af
opgaverne inden for de givne tidsrammer. Ingen af parterne råder over sådanne
uudnyttede mandskabsressourcer, der kan allokeres til Øresundsprojekt. Derfor
vil det også af disse grunde være nødvendigt at poole parternes kapacitet.
Parterne har således ikke de fornødne erfaringer, knowhow og/eller andre
ressourcer til at kunne magte opgaven alene.
Parternes bagvedliggende koncerner og disses kapital kan ikke uden videre
medinddrages. Hos parternes ejere er der simpelthen ikke vilje til at tillade
den øgede eksponering og tilføre den fornødne kapital, som optagelse af
underentreprisen på egen hånd ville nødvendiggøre i løbet af ganske kort tid.
Der kunne således let blive tale om, at en part i den periode, hvori
leverancen skulle udføres, måtte fordoble sin virksomheds størrelse med
hensyn til såvel mandskab som investeringer, omsætning og risikoeksponering,
hvilket ikke ville kunne undgå at skade hovedvirksomheden på længere sigt.
Når projektet herefter er afsluttet, skal der jo vendes tilbage til normale
tilstande.
Klageren kan ikke forvente direkte støtte fra nogen af interessenternes
koncernforbundne selskaber. Dette kan illustreres ved, at den ene af de
svenske parter har tabt markedsandele i konkurrence med et andet af sit
moderselskabs datterselskaber, som også producerer beton.
Gennem samarbejdet i Oresundsbeton I/S skabes der mulighed for, at
parterne kan afgive bud på kontrakterne om levering af beton i
underentreprise, og dermed mulighed for at udnytte parternes samlede
erfaringer, knowhow og andre ressourcer. Parterne har hver for sig vurderet,
at de alene ville have utilstrækkelige erfaringer, knowhow og/eller
ressourcer til at optræde som tilbudsgiver på betonleverancer til
Øresundsforbindelsen. Alene den forberedende fase frem til og med afgivelse
af tilbud inklusive forprøvning indebærer omkostninger i størrelsesordenen 10
mio. kr. I forbindelse med påbegyndelsen skønnes de nødvendige investeringer
til betonanlæg, maskiner, betonpumper, pramme, biler med videre at andrage i
størrelsesordenen 150-250 mio. kr. for hver af de tre delkontrakter, der
tilsammen kommer til at udgøre Øresundsforbindelsen.
Af hensyn til forsyningssikkerheden under støbeprocessen stilles der krav
om, at produktionsanlæggene er rigeligt dimensioneret, og at der er 100%
backupanlæg i form af egentlige reserveanlæg i samme størrelsesorden. Ingen
af parternes eksisterende anlæg kan anvendes allerede på grund af disse
anlægs beliggenhed og allokering til anden produktion.
Klageren er heller ikke bekendt med, at nogen skulle have klaget til rådet
over samarbejdet, hvilket vel også må være udtryk for, at markedet ikke
opfatter dette som medførende nogen ulovlig konkurrencebegrænsning.
Det er ikke nogen ny tanke i konkurrenceretten, at konkurrerende
virksomheder kan samarbejde om løsningen af opgaver, som de ikke ville kunne
løse hver for sig. Det er således fast antaget i for eksempel de
fællesskabsretlige konkurrenceregler, at arbejdsfællesskaber til fælles
udførelse af en ordre, som de deltagende virksomheder ikke er i stand til at
udføre hver for sig, falder helt uden for artikel 85, stk. 1. Dette ses for
eksempel af pkt. 5 i Europa-Kommissionens såkaldte kooperationsmeddelelse
(EFT C 75 af 29. juli 1968 berigtiget i EFT C 84 af 28. august 1968).
Kommissionen anser således ikke aftaler for konkurrencebegrænsende, når de
alene går ud på at danne midlertidige arbejdsfællesskaber til fælles
udførelse af ordrer, såfremt de deltagende virksomheder med hensyn til de
ydelser, der skal leveres, ikke er konkurrenter eller ikke hver for sig er i
stand til at udføre ordrerne.
Klageren har endelig påberåbt sig, at Europa-Kommissionen ved såkaldt
»comfort letter« har meddelt, at aftalen ikke mærkbart påvirker
samhandelen mellem medlemsstater.
5. Konkurrencerådets argumentation
Konkurrencerådet har anført, at der foreligger et klassisk eksempel på en
skadelig konkurrencebegrænsning, idet interessentskabsaftalen forhindrer, at
parterne hver for sig afgiver tilbud på betonleverancer til
Øresundsforbindelsen. De bestemmelser i aftalen, som klageren har accepteret
at ophæve, er ikke tilstrækkelige til at eliminere aftalens
konkurrencebegrænsende virkning.
Det afgørende anbringende for klageren er, at interessentskabets parter
ikke enkeltvis eller i mindre grupper kan magte opgaven at levere
færdigblandet beton til Øresundsforbindelsen. Denne antagelse er imidlertid
ikke holdbar, og dermed falder klagerens samlede argumentation til jorden.
5.1 Klagerens stilling på de nationale markeder for beton har relevans.
Markedet skal vurderes ud fra de potentielle betonleverandører, og styrken af
den potentielle konkurrence må vurderes ud fra de pågældende aktørers
respektive markedsandele. Det er derfor væsentligt at fremhæve
interessenternes dominans på de nationale markeder. Klageren har da også
fremhævet parternes erfaring og styrke på de nationale markeder i
salgsmateriale til de prækvalificerede entreprenører.
Aftalen mellem de to danske og de to svenske producenter af færdigblandet
beton involverer de største producenter af færdigblandet beton på det danske
marked og de to betydeligste producenter på det svensk marked. For de danske
virksomheder gælder det, at de to selskaber er dominerende på det danske
marked, idet de tilsammen har en markedsandel på ca. 70%, medens de to
svenske virksomheder har ca. 28% af salget på det svenske marked.
Aftalen er i december måned 1994 anmeldt til den svenske
konkurrencemyndighed, men denne har ikke truffet nogen afgørelse.
Det har herudover vist sig, at udenlandske selskaber i vidt omfang holder
sig inden for deres lands egne grænser ved afgivelse af tilbud på store
brobyggerier. Ved store brobyggerier i Norden har udenlandske producenter da
heller ikke deltaget i leverancerne af færdigbeton.
Når entreprenøren har afgivet sit samlede tilbud, vil der kun være et
tilbud tilbage, idet der på den ene side er entreprenøren og på den anden
side klageren. Vælger entreprenøren at stå for betonleverancen selv, er der
slet intet marked: men ønsker entreprenøren at få den færdigblandede beton
leveret i underentreprise, vil det reelt kun kunne ske fra klageren.
For levering af færdigblandet beton til Øresundsforbindelsen foreligger
således en konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre
skadelige virkninger for konkurrencen og dermed effektiviteten i produktion
og omsætning af varer eller tjenesteydelser på dette marked, jf.
konkurrencelovens § 11.
5.2 De to danske deltagere i interessentskabet bød sammen gennem
fællesskabet Storebæltsbeton I/S på betonleverancerne til Storebæltsbroen og
opnåede leverancen til et af projekterne. Denne ordre kan sammenlignes med
leverancerne til Øresundsforbindelsen. Når de to danske deltagere i
Oresundsbeton I/S i forbindelse med Storebæltsprojektet mente at kunne klare
leverancerne af færdigblandet beton til alle disse tre projekter, er det
svært at forstå, hvorfor der på Øresundsforbindelsen skal være fire
interessenter til at forestå leverancerne af færdigblandet beton. Det
afgørende må være, at disse to interessenter allerede har løst en stor
opgave.
Kravet om »lokalkendskab« kan næppe tillægges stor vægt. Så
længe placeringen af produktionsenhederne endnu ikke er besluttet, har det
ingen mening at fremhæve kravet om lokalkendskab. Hertil kommer, at
virksomheder, som arbejder internationalt, må besidde den fornødne
ekspertise, der gør det muligt at arbejde på tværs af landegrænser. Den ene
danske klager opererer således allerede i både USA og Portugal.
Ses der på sammensætningen af virksomheder hos de prækvalificerede
entreprenører, kan det konstateres, at det ikke kan være vitalt med lige
repræsentation fra henholdsvis svensk og dansk side, idet disse ikke er
sammensat på så vis.
5.3 Aftalen indebærer en begrænsning i konkurrencen og styrker ikke denne.
Dette ses allerede af, at det afgørende i aftalen netop er at sikre en
ophævelse af konkurrencen mellem de fire potentielle konkurrenter. Det er
rigtigt, at aftalen etablerer en fælles optræden fra de fire interessenters
side i forhold til hver af de 3 hovedentreprenører, som får entreprisen, og
dermed styrker deres forhandlingsposition i forhold til disse. Dette er dog
ikke udtryk for en styrkelse af konkurrencen over for disse, men tværtimod
udtryk for en begrænsning af konkurrencen mellem de fire interessenter. Hvis
klageren får hele entreprisen på færdigblandet beton til
Øresundsforbindelsen, følger det af den indgåede aftale, at det mest
konservative tilbud skal lægges til grund. Det dyreste tilbud skal med andre
ord være gældende. Gennem aftalen bliver klageren derfor i stand til at opnå
højere priser, end der ellers ville kunne opnås, hvis interessentskabets
parter skulle konkurrere indbyrdes. I så fald ville det være prisen, som var
afgørende.
Klageren har som begrundelse for samarbejdet særligt fremhævet, at den
risiko, der er ved at påtage sig arbejdet som underentreprenør, er væsentligt
større end normalt inden for denne branche. Parterne i interessentskabet har
imidlertid alle så store kapitalinteresser bag sig, at det må antages, at de
hver for sig vil kunne påtage sig opgaven, såfremt de ønsker at levere til
Øresundsbyggeriet. Ud fra en konkurrencemæssig synsvinkel må det endvidere
kræves, at spørgsmålet om kompensation for den større risiko ved dette
projekt må afgøres gennem konkurrencen på prisen og ikke gennem en
forudgående aftale mellem de potentielle tilbudsgivere.
En sammenligning mellem parternes leverancer på de nationale markeder med
leverancerne til Øresundsforbindelsen er uden relevans. Produktionen til
Øresundsforbindelsen skal foregå på særlige, helt nye anlæg, der skal kunne
producere helt uden om parternes eksisterende anlæg.
En sammenligning mellem parternes samlede årlige produktion viser så store
forskelle, at det må undre, at de deltager i interessentskabet med lige store
andele på 25%.
Mængden af beton og prisen herpå ligger i realiteten fast for så vidt
angår Øresundsforbindelsen. Hertil kommer, at anlæggene kan afskrives over en
relativt kort periode. I den relation er prisen på 1200 kr. pr. m3
sammenholdt med den sædvanlige betonpris på 650 kr. pr. m3 høj. Det er derfor
overraskende, at klageren kan hævde, at der er en væsentlig risiko ved
deltagelse i projektet.
I de tilfælde, hvor det er tilladt i henhold til de fællesskabsretlige
konkurrenceregler, at der samarbejdes mellem virksomheder, fordi der herved
sker en styrkelse af konkurrencen, er der tale om et samarbejde mellem en
række små virksomheder og få store virksomheder. Et sådant samarbejde giver
de små virksomheder mulighed for en konkurrence med store virksomheder, som
ellers ikke ville være mulig. En sådan situation foreligger slet ikke for så
vidt angår parterne i interessentskabet. Sagen om Europatunnelen kan derfor
ikke tillægges betydning.
For så vidt angår det af klageren påberåbte »comfort letter«
fastslår dette ikke, at der ikke foreligger en konkurrencebegrænsning, men
derimod at aftalen ikke mærkbart påvirker samhandelen.
Klageren skal optræde som underleverandør til hovedentreprenørerne og har
hævdet, at det konkurrencemæssigt har den betydning, at priserne næsten er
givet på forhånd, fordi hovedleverandøren er bundet af det tilbud, der er
afgivet til bygherren. Aftalens samfundsmæssige betydning er derfor
reduceret, når henses til, at prisen i hovedentreprisen er afgjort ved
bygherrens accept af det samlede tilbud. Det er imidlertid rådets opfattelse,
at der ud fra en konkurrenceretlig vurdering af aftalens samfundsmæssige
betydning især må lægges vægt på, at konkurrencen mellem de fire virksomheder
ophæves. Det er til hinder for, at den mest effektive af virksomhederne opnår
kontrakt på udførelsen af de enkelte underentrepriser, hvilket kan påvirke
udviklingen i produktion og effektivitet på såvel kort som langt sigt.
Selv om klageren har accepteret ophævelse af nogle bestemmelser i
interessentskabskontrakten, er bestemmelserne i § 1, der fastslår parternes
fælles optræden ved tilbudsgivningen, opretholdt. Dette indebærer, at
parterne vil handle samordnet ved tilbudsafgivelsen, og dermed vil der være
tale om en ophævelse af deres indbyrdes konkurrence med hensyn til
tilbudsgivningen på Øresundsbyggeriet, da de i forhold til
udbyder/hovedentreprenøren vil optræde som en virksomhed. I den forbindelse
må der lægges vægt på, at aftalen er indgået mellem fire af de største
producenter af færdigblandet beton, som hver for sig i kraft af sin størrelse
og finansielle styrke ville have været i stand til at påtage sig leverancerne
af færdigblandet beton alene.
Det er selve samarbejdet mellem de fire største udbydere af færdigblandet
beton, der medfører den væsentligste konkurrencebegrænsning. Realistisk
betragtet vil den eneste potentielle »konkurrent« til konsortiet
være hver af hovedentreprenørerne selv. Hertil kommer, at det kan tænkes, at
samarbejdet mellem parterne vil kunne udbygges også til at omfatte andre dele
af markedet, hvilket vil kunne medføre permanente skadelige virkninger for
konkurrencen.
6. Ankenævnets bemærkninger
Efter de foreliggende oplysninger må ankenævnet lægge til grund, at det
ved broarbejder som de omhandlede er helt sædvanligt, at vedkommende
hovedentreprenører selv forestår betonleverancerne. For parterne i det
etablerede betoninteressentskab har det herefter været afgørende at skabe et
forretningsdygtigt alternativ til hver af de 3 hovedentreprenørers
egenproduktion.
På denne særlige baggrund kan ankenævnet ikke forkaste klagerens
anbringende om, at det til opfyldelse af dette formål har været nødvendigt at
danne et selskab som det omhandlede med både dansk og svensk deltagelse, med
et bredt økonomisk fundament og med udnyttelse af hver af de deltagende
parters faglige ressourcer.
Idet det endvidere følger af det anførte, at der på markedet for
betonleverancer til Øresundsforbindelsen vil eksistere en betydelig
konkurrence mellem på den ene side hver af hovedentreprenørerne og på den
anden side klageren, finder ankenævnet, at etableringen af det omtvistede
interessentskab ikke indebærer nogen konkurrencebegrænsning, der medfører
sådanne skadelige virkninger for konkurrencen, at interessentskabsaftalen i
medfør af konkurrencelovens § 12, jf. § 11, har kunnet kræves ophævet.
Ankenævnets ophæver derfor Konkurrencerådets afgørelse.
Herefter bestemmes:
Konkurrencerådets afgørelse af 10. august 1995 ophæves.
Klageafgiften skal tilbagebetales klageren.
Christian Hjorth-Andersen Jens Fejø
Poul Sørensen
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Konkurrenceankenævnet, den 26. september 1995.
Jens Denckert
Sekr.
Officielle noter
(* 1) Konkurrencerådet: Dokumentation 1995-3, s. 426-441
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Indgreb over for dyrlægernes kollegiale regler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Påbud om ophævelse af lokal takstaftale for ejendomsmæglere. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Aftale om salærdeling anmeldelsespligtig (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af leveringspålæg (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Optagelsesbetingelser - rabatbetingelser (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Delafgørelse i sag om konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling på markedet for værdihåndtering i Danmark, og hvorvidt der var et ansvarsgrundlag Domsdatabasen · 30. august 2021
Lignende dokumenter
- Sagerne drejer sig om prøvelse af Konkurrenceankenævnets kendelse om stadfæstelse af Konkurrencerådets afgørelse. Ifølge disse afgørelser har Deutz AG misbrugt sin dominerende stilling på markedet for unikke reservedele til TCD2015-motoren ved leveringsnægtelse og hindring af parallelimport, ligesom Diesel Motor Nordic A/S og Deutz har indgået en konkurrencebegrænsende aftale om hindring af parallelhandel og passivt salg af reservedele fra Deutz’ forhandlernetværk Domsdatabasen · 11. januar 2021
- Landsretten har ændret Sø- og Handelsrettens dom i sag om, hvorvidt Deutz AG misbrugte en dominerende stilling, og at Deutz AG og Diesel Motor Nordic A/S overtrådte forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i forbindelse med et DSB-udbud i 2010 om renovering af togmotorer, således at Konkurrencerådets afgørelse er ophævet, og sagen er hjemvist til fornyet behandling ved Konkurrencerådet Domsdatabasen · 27. februar 2023
- Anmeldelsespligt for aftaler om fælleskommunale affaldsselskaber (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Sag om banks kontoforpligtigelse overfor agenter, og rækkevidden af Betalingslovens § 63 stk. 1 Domsdatabasen · 16. februar 2026
- Højesteret ændrede landsrettens dom, bl.a. således at Konkurrencerådets afgørelse ophævedes. Domsdatabasen · 15. februar 2013
- Branche prisliste i malerfaget ophævet (* 1) Retsinformation · 24. september 1997