Spring til indhold

Retsinformation

Anvisningsret almennyttige boliger flygtninge

UDT nr 9100 af 13/10/1995UdtalelseSocial- og Boligministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Anvisningsret almennyttige boliger flygtninge

Ved brev af 10. oktober 1995 har Frederiksberg Kommune anmodet

Indenrigsministeriet om som tilsynsmyndighed at afgive en vejledende

udtalelse om lovligheden af kommunalbestyrelsens beslutning af 11. september

1995 vedrørende boligplaceringen af bosniske krigsflygtninge.

Det fremgår af sagen, at Dansk Flygtningehjælp ved brev af 19. juli 1995

anmodede kommunen om at bistå med tilvejebringelse af boliger til 300 af de

flygtninge, som er indkvarteret på centre i Frederiksberg Kommune.

Anmodningen blev fremsat som led i den landsdækkende indkvarterings- og

integrationsopgave, som for tiden varetages af Dansk Flygtningehjælp, med

hensyn til et betydeligt antal bosniske krigsflygtninge, som løbende modtager

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 5.

Den 11. september 1995 vedtog Frederiksberg Kommunalbestyrelse efter

indstilling fra Bolig- og Ejendomsudvalget og Magistraten, »at tage

kvoten for bosniske flygtninge til efterretning og specielt for

boligplacering af disse at gøre generel brug af anvisningsret til

almennyttige boligselskaber, idet det skal tilstræbes, at der ikke sker

koncentration i områder, som allerede er socialt belastet, herunder

Stjernen.« Et flertal vedtog endvidere, »at der rettes henvendelse

til private udlejere om frivillige aftaler uden godtgørelse«.

Den 19. september 1995 tilskrev kommunen private udlejere med spørgsmål

om, hvor vidt de pågældende ville være villige til at stille en eller flere

lejligheder som er eller bliver ledige, til rådighed for kommunen med henblik

på løsning af opgaven. Det anførtes samtidig, at kommunalbestyrelsen havde

besluttet ikke at benytte reglerne i lov nr. 281 af 27. april 1994 om

kommunal anvisningsret.

Ved brev af 20. september 1995 rettede Frederiksberg Kommune henvendelse

til de almennyttige boligselskaber, og anførte bl.a. følgende:

»Vedrørende anvisning af boliger til bosniske krigsflygtninge.

Dansk Flygtningehjælp har rettet henvendelse til Frederiksberg Kommune og

Læs alt

anmodet om, at kommunen i løbet af 1995-96 fremskaffer boliger til 300 af de

bosniske krigsflygtninge, der er indkvarteret i Hovedstadsregionen.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har vedtaget at påtage sig at fremskaffe

permanente boliger til denne gruppe flygtninge, hvilket indebærer, at

kommunen skal anvise omkring 150 boliger.

Man påtænker at løse opgaven ved i første omgang at benytte egne

udlejningsejendomme, men håber også, at en henvendelse til private udlejere

vil skaffe udlejningsmuligheder.

Det må imidlertid forudses, at det ikke vil være muligt at løse opgaven

alene ved hjælp af disse lejligheder, og Frederiksberg Kommunalbestyrelse har

derfor i henhold til § 76 b, stk. 1, i lov om boligbyggeri vedtaget at kræve,

at hver fjerde ledige lejlighed i selskabets frederiksbergske bebyggelse med

virkning fra dags dato stilles til kommunens disposition, indtil opgaven er

løst...«

Frederiksberg Kommune har på denne måde krævet anvisningsret til hver

fjerde ledigblevne lejlighed i de almennyttige afdelinger (bortset fra

Stjernen), hvor kommunen ikke før har haft anvisningsret.

Det fremgår endelig af sagen, at Frederiksberg Kommune ikke har truffet

beslutning om, hvorledes anvisningsordningen nærmere skal administreres.

Kommunen har i den forbindelse oplyst, at det vil bero på en konkret

vurdering, hvem der i det enkelte tilfælde skal have tildelt en lejlighed,

som kommunen har anvisningsret til. Bosniske krigsflygtninge, der mangler en

bolig, vil blive behandlet på linie med andre borgere i kommunen, der er

husvilde. Det bemærkes, at kommunen i den forbindelse har oplyst, at den

normalt ikke medvirker til at skaffe en bolig til husvilde fra andre kommuner

eller til egne borgere, der har en bolig, men som ønsker at flytte. Kommunen

anser såvel bosniere som danskere, der ikke har selvstændige lejligheder, som

husvilde.

I den anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:

§ 14, stk. 2, 1. pkt., i lov om boligbyggeri (lovbekendtgørelse nr. 668 af

4. august 1995) er sålydende:

»Selskabet skal efter kommunalbestyrelsens bestemmelse stille indtil

hver fjerde ledige lejlighed til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning

af påtrængende boligsociale opgaver i kommunen herunder at opnå en mere

afbalanceret beboersammensætning i enkelte almennyttige afdelinger.«

§ 76 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om boligbyggeri er sålydende:

»Ungdomsboliginstitutionen skal efter kommunalbestyrelsens

bestemmelse stille indtil hver fjerde ledige ungdomsbolig til rådighed for

kommunalbestyrelsen til løsning af unges boligsociale problemer i

kommunen,»

Bestemmelsen i § 14, stk. 2, 1. pkt., hidrører i det væsentlige fra lov

nr. 283 af 6. juni 1984. Af bemærkningerne til lovforslaget

(Folkestingstidende 1983-84, anden samling, tillæg A, spalte 3537 f.) fremgår

bl.a. følgende:

»Det må imidlertid erkendes, at det for nogle kommuner har været

vanskeligt at få løst akut opståede boligsociale problemer i forbindelse med

udlejningen af almennyttige boliger, hvorved bemærkes, at kun ganske enkelte

kommuner selv ejer udlejningsboliger i større omfang. Selv om det også efter

den nuværende ordning forudsættes, at de almennyttige selskaber ved udlejning

samarbejder med kommunernes sociale forvaltninger, er der alligevel

forekommet tilfælde, hvor kommuner har haft vanskeligt ved at skaffe en

passende bolig til boligsøgende, der enten var helt uden bolig, eller som

havde et presserende behov for en bedre og/eller billigere bolig. Det

foreslås derfor, at kommunerne kan forlange indtil hver ledige lejlighed

stillet til rådighed for sådanne påtrængende boligsociale formål. Det må ved

anvendelsen af denne bestemmelse iagttages, at der - som ved udlejningen i

øvrigt af almennyttige boliger - sker en rimelig integration mellem

forskellige befolkningsgrupper i de enkelte boligafdelinger.«

Det er på denne baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at

Frederiksberg Kommunalbestyrelse lovligt har kunnet beslutte at overtage

anvisningsretten til hver fjerde lejlighed i det almennyttige boligbyggeri.

Med hensyn til den påtænkte anvendelse af anvisningsordningen fremgår det

som nævnt af kommunens oplysninger, at den enkelte ansøgning vil blive

undergivet en konkret vurdering, og at de boligsøgende bosniske

krigsflygtninge i den forbindelse vil blive behandlet på lige fod med andre

husvilde borgere i kommunen.

Kommunens overtagelse af anvisningsretten er således foranlediget af

opgaven med fremskaffelse af boliger til gruppen af bosniske krigsflygtninge,

men kommer alle husvilde i kommunen til gode. Begrænsningen af anvendelsen af

anvisningsretten til husvilde ses ikke gå ud over lovens formål.

Hvem der i det enkelte tilfælde skal tildeles en lejlighed, som kommunen

har anvisningsret til, er en skønsmæssig afgørelse. Det er i overensstemmelse

med lovens forarbejder, at adgangen benyttes til indkvartering af husvilde.

Den af kommunen anlagte fortolkning, hvor der ved husvilde forstås

personer, der ikke har selvstændige lejligheder - og derfor også bosniske

krigsflygtninge, der efter at have fået opholdstilladelse skal fraflytte et

asylcenter - giver ikke Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger.

Lov nr. 281 af 27. april 1994 om kommunal anvisningsret giver

kommunalbestyrelsen adgang til med henblik på boligsociale opgaver at indgå

aftaler med private udlejere om mod betaling at erhverve anvisningsret til

ledigblevne lejligheder. Loven udelukker imidlertid ikke, at

kommunalbestyrelsen ved en frivillig aftale, der ikke indebærer særlig

godtgørelse til udlejeren, formidler, at husvilde får en lejlighed i privat

udlejningsbyggeri.

Indenrigsministeriet finder således i det hele intet grundlag for at

antage, at Frederiksberg Kommunalbestyrelses beslutning af 11. september 1995

vedrørende boligplacering af bosniske krigsflygtninge og den påtænkte

administration heraf er uforenelig med lovgivningen.

Med venlig hilsen

Torben Sørensen

Lignende dokumenter