Spring til indhold

Retsinformation

En virksomheds betaling af månedlige beløb til tidligere ansatte og enker efter ansatte anset for pensionstilsagn, der skulle afdækkes.

KEN nr 60439 af 08/11/1993Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

En virksomheds betaling af månedlige beløb til

tidligere ansatte og enker efter ansatte anset for pensionstilsagn, der

skulle afdækkes.

Advokat A har på vegne K A/S i skrivelse af 17. juli 1991 klaget over, at

Finanstilsynet ved skrivelse af 5. juli 1991 (j.nr. P 1128) meddelte, at

selskabets løbende månedlige udbetalinger til en række tidligere ansatte

eller deres efterladte er at betragte som pensionsløfter, der skal afdækkes i

et forsikringsselskab.

Sagens omstændigheder:

Klageren, K A/S, har i en årrække månedligt betalt beløb til nogle

tidligere ansatte og nogle enker efter tidligere ansatte. I juni 1990

meddelte selskabet de fleste af modtagerne, at man på grund af selskabets

økonomiske forhold ikke længere så sig i stand til at udbetale det månedlige

beløb, og at udbetalingen ville ophøre ved årets udgang.

Denne opsigelse blev omtalt i dagbladet ...., hvilket gav Finanstilsynet

anledning til samme dag at skrive til selskabet og bede om en redegørelse.

Som begrundelse anføres, at avisartiklen »giver indtryk af, at selskabet

har ydet pensionstilsagn af en art, der kan være omfattet af« lov om

tilsyn med firmapensionskasser.

Som svar herpå oplyste klageren i skrivelse af 24. september 1990:

»... at der er tale om, at vi i en årrække har betænkt et antal

tidligere medarbejdere eller deres enker med et beløb, som vi har udbetalt

månedligt.

Administrativt betragter vi disse som funktionærer, der er fritaget for at

yde tjeneste. Udbetalingerne bliver opgivet som A-indkomst med skattetræk.

Beløbenes størrelse er blevet vurderet og eventuelt reguleret, hver gang

firmaets funktionærstabs gager har været reguleret.

Vi udbetaler for tiden beløb ifølge ovenstående til 14 personer, hvoraf en

person er omfattet af et »almindeligt ansættelsesforhold«.

Af disse har vi pr. 30.6.1990 opsagt 9 af ordningerne med 6 måneders

Læs alt

varsel. Den månedlige udbetaling for disse udgør totalt pr. måned kr.

23.875,-.

Vi har ingen generelle regler for, hvem der bliver omfattet af

»ordningen«, idet vi i hvert enkelt tilfælde anlægger en social

vurdering.

Sidste gang, vi indledte en »udbetalingsordning«, var den

11.1.1985 over for en enke af en netop afdød medarbejder i .... (by).

Efter artiklen i »...« får man indtryk af, at der er tale om en

pensionsordning. Det er ikke vor opfattelse, at ovenstående ordning falder

ind under dette begreb.'

Der udspandt sig derefter en brevveksling mellem Finanstilsynet og

selskabet, henholdsvis dettes daværende advokat, ligesom der blev afholdt

møder mellem tilsynet og selskabet. I en skrivelse af 31. oktober 1990

redegjorde selskabet nærmere for, hvem der modtog de omhandlede månedlige

ydelser. Af redegørelsen fremgår, at der udbetaltes beløb til ialt 14

personer. Heraf er ydelserne til 9 personer opsagt til ophør med udgangen af

1990. En modtager er tidligere administrerende direktør, og en modtager er

enke efter en administrerende direktør. Ydelserne til disse to er ikke opsagt

og er ikke omfattet af den påklagede afgørelse. Af de resterende 12 modtagere

er 8 enker efter tidligere ansatte i firmaet, mens 4 er tidligere ansatte.

Efter skrivelsen er beløbene i alle tilfælde tildelt efter en konkret

vurdering, enten på grund af den pågældendes økonomiske forhold eller som tak

for mange års virke for firmaet. De længstvarende udbetalinger har løbet

siden 1970, den seneste har som anført i den ovenfor citerede skrivelse løbet

siden 1985.

Klager har senere oplyst, at en enkelt tidligere medarbejder har

dokumenteret at have krav mod selskabet på livsvarig betaling, hvorfor

betalingen til vedkommende er genoptaget. Det er endvidere oplyst, at en

anden af modtagerne har anlagt retssag med påstand om, at ydelsen til ham

fortsat udbetales.

Advokat A sammenfattede i skrivelse af 2. maj 1991 til Finanstilsynet sine

synspunkter således:

»Nærværende sag vedrører løbende udbetalinger - samt Finanstilsynets

eventuelle krav om forsikringsmæssig afdækning af disse udbetalinger - til 9

medarbejdere ud af K A/S koncernens samlede medarbejdergruppe, der på

tidspunktet for ordningernes virke bestod af ca. 1.100 medarbejdere.

Udbetalingerne til de 9 personer - hvoraf de 5 er enker efter tidligere

medarbejdere - er alle sket efter forudgående individuel trangsvurdering og

uden anmodning eller aftale herom. Udbetalingerne har således til stadighed

haft en høj grad af et personligt præg og har tydeligt ikke været udtryk for

en generel pensionsordningsstrategi.

Det følger af lov om tilsynet med firmapensionskasser (lov nr. 326 af 24.

maj 1989), at afgrænsningen mellem egentlige pensionstilsagn og

pensionslignende ordninger, der falder udenfor loven skal afgøres ud fra, om

der er afgivet et juridisk bindende løfte om pension enten ved ansættelsen, i

ansættelsesperioden eller på fratrædelsestidspunktet. Dette fremgår tillige

af betænkning nr. 1096 af april 1987 om revision af lov om tilsynet med

pensionskasser side 159-162.

I nærværende sag, hvor ydelserne alle er udbetalt efter vurdering fra

selskabet og uden aftale med beløbsmodtagerne og uden tilsagn om ydelsernes

varige karakter, har der ikke - bortset fra et enkelt tilfælde - været nævnt

ordet pension.

Det forhold, at udbetalingerne, som følge af at de er sket gennem en

flerårig periode, skulle have skabt en berettiget forventning om

udbetalingernes opretholdelse hos modtagerne, er ikke et forhold, der bringer

udbetalingerne ind under ovennævnte lovs område. Der henvises til den ovenfor

refererede betænkning nr. 1096 side 160 m., hvor det anføres:

»Afgørende for om sådanne ydelser henhører under lovens område er, om

der er afgivet et juridisk bindende løfte om pension ....«

Den juridiske teori indeholder ikke fortolkningsbidrag, der går imod det

ovenfor anførte, idet teorien alene betragter ydelser som de omhandlede som

løbende gaveydelser, der kan opsiges med et passende varsel henset til

modtagerens berettigede forventninger. ...

Da der som nævnt i nærværende sag ikke er givet et juridisk bindende løfte

om pension eller har været meddelt modtagerne en anden form for skriftligt

pensionstilsagn, er der således hverken i henhold til lov om tilsyn med

firmapensionskasser, den til grund for loven liggende betænkning eller den

juridiske teori belæg for at antage, at de skete udbetalinger er at betragte

som pensionsløfter.

Til støtte for at de skete udbetalinger ikke har haft karakter af en

pensionsordning kan endvidere anføres, at der aldrig i selskabet har været

oprettet en egentlig firmapensionskasse eller lignende. Betalingerne er sket

direkte fra lønningskontoret og anmeldt som lønudbetaling overfor

skattevæsenet. Endvidere bemærkes, at alene 2 ud af de 9 omfattede personer

har meddelt selskabet, at de anså betalingerne for at være juridisk bindende

pensionslignende ydelser for selskabet.

Udbetalingerne er efter opsigelsesperiodens udløb ophørt pr. 31/12 1990.

Efterfølgende er selskabets økonomi blevet så meget forbedret, at selskabets

ledelse overvejer at genoptage udbetalingerne indtil videre, men med klar

tilkendegivelse overfor modtagerne af, at man ikke anser sig for juridisk

forpligtet hertil. Stiller Finanstilsynet krav om, at udbetalingerne i så

fald skal afdækkes, har K's bestyrelse besluttet, at udbetalingerne ikke vil

blive genoptaget.'

Den påklagede afgørelse, Finanstilsynets skrivelse af 5. juli 1991, er

sålydende:

»Under henvisning til tidligere brevveksling senest Deres skrivelse

af 2. maj 1991 vedrørende K A/S« løbende månedlige udbetalinger til en

række tidligere ansatte eller deres efterladte, skal man - efter sagens

behandling i Forsikringsrådet - meddele:

Tilsynet finder, at de omhandlede udbetalinger til tidligere ansatte eller

deres efterladte -bortset fra udbetalinger til direktører eller deres

efterladte - er at betragte som pensionsløfter, der skal afdækkes i et

forsikringsselskab, jf. § 1, stk. 1 i lov om tilsyn med firmapensionskasser

(lov nr. 326 af 24. maj 1989, ændret ved lov nr. 305 af 16. maj 1990). Dette

gælder såvel opsagte som ikke opsagte ordninger.

Man har ved afgørelsen lagt vægt på, at der allerede ved udbetalingernes

påbegyndelse har været tale om pensionslignende ordninger, idet

udbetalingerne er etableret i pensioneringssituationer ved fratræden på grund

af alder eller invaliditet eller til enker efter afdøde tidligere ansatte.

Endvidere finder tilsynet, at der med de gennem en længere årrække skete

udbetalinger er skabt en berettiget forventning hos modtagerne om, at disse

har erhvervet en ret til en sådan pension. Tilsynet har herved lagt vægt på,

at der ikke ved »løftet om udbetaling« - eller senere - er taget

noget som helst forbehold fra virksomhedens side om, hvor længe udbetaling

kan finde sted: tværtimod har udbetalingerne fundet sted med faste månedlige

beløb og er blevet reguleret løbende med funktionærernes lønoverenskomster.

Det bemærkes, at det ikke er afgørende for en stillingtagen efter

firmapensionskasselovens § 1, stk. 1, om skete udbetalinger til fratrådte

funktionærer er benævnt som »pension«.

Tilsynet har ikke ment - som anført af Dem og selskabet - at de udbetalte

beløb ikke har karakter af pensionsordninger, men snarere har karakter af

»reducerede lønvederlag uden krav om modydelse«, og at

ydelsesmodtagerne »administrativt kunne anses som funktionærer, der er

fritaget for at yde tjeneste«.

Som anført ovenfor, falder pensionsløfter til direktører og direktørernes

efterladte ikke ind under kravet om afdækning, jf. firmapensionskasselovens §

1, stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt der er en retlig forpligtelse til

opfyldelse af de »pensionsløfter«, henhører således alene under

domstolenes afgørelse.

Endelig skal man bemærke, at retsforholdet mellem K A/S og de enkelte

pensionsindehavere kan indbringes for domstolene, og at tilsynets afgørelse i

medfør af firmapensionskasselovens § 70 kan indbringes for

Industriministeriets Erhvervsankenævn, ......, senest 4 uger efter

modtagelsen af nærværende skrivelse. ...'

Sagens skriftlige behandling i Erhvervsankenævnet:

I klageskrivelsen henviste klagers daværende advokat til sin skrivelse af

2. maj 1991 og fremhævede, dels at udbetalingen af ydelserne ikke ville blive

genoptaget, hvis Finanstilsynet fastholdt sit krav om afdækning, hvilket ikke

kan være i modtagernes interesse, dels at udbetalingerne var ophørt pr. 31.

december 1990 uden at der - bortset fra et enkelt tilfælde - var foretaget

retlige skridt mod selskabet fra nogen af de tidligere modtagere.

I skrivelse af 4. oktober 1991 fastholdt Kammeradvokaten på

Finanstilsynets vegne den trufne afgørelse. Som begrundelse anføres bl.a.:

»Det fremgår af sagen, at pensionstilsagnene er givet uden forbehold

om tidsbegrænsning eller ophør på anden måde. Hertil kommer, at pensionerne

har været betalt igennem en længere årrække med uændrede beløb, respektive

med beløb der har været reguleret opad som dækning af inflationen.

Formuleringen af tilsagnene er kun oplyst i ganske få tilfælde. I de

tilfælde, hvor formuleringen er oplyst i skriftlig form, er der ikke nogen

begrænsning af tilsagnet eller forbehold om ophør.

Det forhold, at en stor del af de omfattede personer ikke selv har rejst

krav, er uden betydning. Finanstilsynets opgave er at påse, at blandt andet

firmapensionskasseloven overholdes, og denne virksomhed er ikke betinget af,

at de berettigede individuelt henvender sig til Finanstilsynet eller på anden

måde selv gør rettighederne gældende. De pågældende vil oftest ikke selv være

klar over deres rettigheder i henhold til loven. Finanstilsynet har ved sin

afgørelse fastlagt de pågældendes rettigheder efter firmapensionskasseloven.

Advokat A anfører endvidere, at de pågældende ikke har fået et juridisk

bindende løfte om pension.

Dette anbringende bestrides som udokumenteret.

Firmapensionskasselovens regler er præceptive, og kan ikke omgås ved at

betegne ydelserne som reduceret løn uden arbejdsforpligtelse. Efter de

foreliggende oplysninger er de omtvistede tilsagn i alle tilfælde givet i

pensioneringssituationer. Firmapensionskasseloven tilsigter en beskyttelse af

de ansatte/tidligere ansatte og deres efterladte blandt andet overfor en

situation som den foreliggende, hvor en ny ledelse ønsker at gøre ændring i

de afgivne tilsagn, og skal tillige give en sikkerhed imod, at

arbejdsgiverens forringede økonomiske situation skal kunne vanskeliggøre

eller umuliggøre fortsatte betalinger. Reglerne udspringer af hensyn svarende

til funktionærloven, ferieloven, ATP-loven, arbejdsskadeforsikringsloven med

flere.

Uanset om tilsagnet i de enkelte tilfælde måtte være givet i muligt mindre

bindende formuleringer, har de mange års uændrede eller opadregulerede

udbetalinger skabt en berettiget forventning hos modtagerne om at

betalingerne ville blive fortsat. Dette anbringende er imidlertid subsidiært,

idet det som anført ikke er dokumenteret, at tilsagnene har været givet i

uforbindende form eller med forbehold.

Advokat A oplyser, at udbetalingerne kun omfatter 9 tidligere

medarbejdere/enker, hvilket kun er en ringe del af selskabets medarbejdere.

På dette grundlag anfører A, at udbetalingerne har haft en højere grad af et

personligt præg og dermed ikke har været udtryk for en generel

pensionsordningsstrategi.

I K's skrivelse af 24. september 1990 er det imidlertid angivet, at

udbetalingerne dengang skete til 14 personer, hvoraf 9 var opsagt til ophør

31. december 1990.

Herom gøres det for Finanstilsynet gældende, at antallet er uden betydning

for anvendelsen af firmapensionskasseloven. Også enkeltstående

pensionstilsagn er omfattet af loven.«

Advokat B meddelte den 21. januar 1992, at han nu repræsenterer klageren.

Advokat C rettede henvendelse til ankenævnet som advokat for D, der er en

af de personer, hvis ydelse var blevet opsagt. I et indlæg af 19. marts 1992

påstod advokat C Finanstilsynets afgørelse stadfæstet, idet han tilsluttede

sig Kammeradvokatens udtalelse af 4. oktober 1991 og navnlig gjorde gældende,

at aftalen med D blev indgået i en typisk pensionssituation, nemlig ved

hendes ægtefælles død i 1972, at aftalen blev indgået uden forbehold af nogen

art, at ordningen såvel af D som af den daværende ledelse i K A/S rent

faktisk blev betragtet som enkepension, og at det i den forbindelse er uden

betydning, hvorledes ordningen har været administreret og benævnt hos

selskabet. Ordningen, der således har været aftalt med D og praktiseret

gennem en årrække, falder utvivlsomt inden for den naturlige sproglige

forståelse af begrebet pension i lov om tilsyn med firmapensionskasser.

Ved skrivelse af 31. marts 1992 tillod ankenævnet, at D indtrådte som part

i sagen.

En supplerende udtalelse fra advokat B fremkom først den 17. juli 1992,

idet advokat B i skrivelser af 6. april og 11. maj 1992 havde oplyst, at han

ikke fandt det relevant at svare, forinden nogle retssager, der verserede ved

Østre Landsret, var afsluttet. (Se herom nedenfor).

I skrivelsen af 17. juli 1992 henholder klagers advokat sig til den

redegørelse, der er givet i klagers ovenfor omtalte skrivelse af 31. oktober

1990. Særligt vedrørende D bestrides det, at hun har krav på pension. Måtte

hun - eller nogen anden - fortsat hævde at have et sådant krav, må

vedkommende henvises til at anlægge retssag. Klagers advokat henleder i denne

forbindelse opmærksomheden på rettens tilkendegivelse efter domsforhandlingen

den 25. juni 1992 i de nedenfor omtalte retssager.

Heroverfor gjorde advokat C i et indlæg af 18. september 1992 gældende, at

faktum i de af Østre Landsret afgjorte sager og den foreliggende sag

væsentligt adskiller sig fra hinanden. Retssagerne vedrørte påståede aftaler

om pension indgået i forbindelse med lønforhandlinger, og pensionerne var

aldrig blevet effektueret, mens den foreliggende sag vedrører en enkepension,

der blev aftalt i en typisk pensionssituation, og som har været udbetalt i 20

år. I skrivelsen giver advokaten nærmere oplysninger om omstændighederne ved

udbetalingerne til D.

Kammeradvokaten udtalte på Finanstilsynets vegne i et indlæg af 13.

november 1992, at man ikke er enig i det af klagers advokat fremførte

standpunkt, at de personer, der måtte mene at have et pensionskrav, må

henvises til at anlægge retssag. Herom siges i skrivelsen:

»Efter lov om firmapensionskasser § 65 påser Finanstilsynet

overholdelsen af loven. Dette indebærer, at Finanstilsynet bl.a. påser, at

lovens § 1 overholdes med hensyn til afdækning af pensionstilsagn.

Som et led i denne virksomhed må Finanstilsynet tage stilling til, om der

i en foreliggende sag foreligger et pensionstilsagn.

Finanstilsynet må på samme måde som andre offentlige myndigheder ofte tage

stilling til faktiske og retlige spørgsmål, som er en forudsætning for

myndighedens afgørelser indenfor dens kompetenceområde. Dette gælder også i

spørgsmål, der har retsvirkning for trediemand. ...

Det tilføjes, at det må anses for at være uden betydning, om de

pensionsberettigede er part i sagen for Finanstilsynet, senere for

Erhvervsankenævnet. Der er ingen forskel på Finanstilsynets kompetence i

sager, der rejses på grundlag af en henvendelse fra en pensionsberettiget til

forskel fra sager som nærværende, hvor de pensionsberettigede ikke var parter

i sagen for Finanstilsynet. Finanstil synet handler i sin tilsynsvirksomhed

generelt for varetagelsen af den offentlige interesse i betryggende sikring

af pensioner og andre forsikringsformer.«

Efter en henvisning til forvaltningsretlig litteratur og retspraksis

konkluderer Kammeradvokaten, at en myndighed, der har en beføjelse til at

træffe afgørelser på et forvaltningsområde, dermed også har beføjelsen til at

træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, både af retlig og af faktisk

karakter.

Klagers advokat fastholdt i skrivelse af 9. februar 1993 det af ham og

advokat A tidligere fremførte. I skrivelsen hedder det bl.a.:

»I skrivelse af 31. oktober 1990 har mine klienter redegjort for

baggrunden for de til enkeltpersoner i årenes løb udbetalte ydelser og

baggrunden for, at ydelserne for 9 personers vedkommende med funktionærlovens

varsel er bragt til ophør. Ingen af personerne har efter det over for mig

oplyste indbragt spørgsmålet om opsigelse for domstolene, og opsigelsen må

således stå ved magt. Det kan hverken tilkomme Finanstilsynet eller

Erhvervsankenævnet at træffe afgørelse om, hvorvidt en forpligtelse måtte

bestå eller ej. ...

For så vidt angår de ikke-opsagte ordninger understreges det, hvilket også

fremgår af skrivelsen af 31. oktober 1990, at der er tale om særaftaler i

forbindelse med direktørkontrakter og andre overenskomster og lignende. Der

er ikke tale om pensionstilsagn eller tilsagn, der er omfattet af

firmapensionskasseloven.

Spørgsmålet om, hvorvidt der er afgivet pensionsløfter eller ej, er et

domstolsanliggende. Jeg henviser på ny til betænkning nr. 1090 side 160,

hvoraf det fremgår, at afgørende om en ydelse henhører under lovens område

er, om der er afgivet juridisk bindende løfte om pension. Denne afgørelse kan

alene træffes af domstolene.«

Efter yderligere indlæg fra advokat C af 1. marts 1993, fra

Kammeradvokaten af 12. marts og 19. marts 1993 og fra advokat B af 16. marts

1993 besluttede ankenævnet den 31. marts 1993 at afslutte skriftvekslingen og

indkalde parterne til mundtlig forhandling.

Det er oplyst, at D døde den 18. april 1993.

Kammeradvokaten har i skrivelse af 11. juni 1993 på ankenævnets

foranledning præciseret, hvilke personer Finanstilsynets afgørelse af 5. juli

1991 vedrører.

De ovenfor omtalte retssager, der er anlagt af fire tidligere medarbejdere

i K A/S mod selskabet, og som domsforhandledes under et, vedrører spørgsmålet

om, hvorvidt de pågældende har krav på pension i forbindelse med deres

fratræden. De fire sagsøgere blev alle opsagt i sommeren 1990 til fratræden

omkring årsskiftet 1990/91 i forbindelse med en rekonstruktion af selskabet.

Sagsøgerne har aldrig fået udbetalt nogen pension og har aldrig fået noget

skriftligt tilsagn om pension. De gjorde under sagen principalt gældende, at

der hos sagsøgte var etableret en generel pensionsordning, som de i kraft af

deres anciennitet, stilling og alder var omfattet af. Subsidiært gjorde de

gældende, at de hver for sig især af E ved flere lejligheder har modtaget et

individuelt tilsagn om pension, der må forstås som svarende til 40% af

slutgagen. K A/S påstod frifindelse, idet det hverken er bevist, at der

fandtes en generel pensionsordning, som sagsøgerne kunne støtte ret på, eller

at de hver for sig har fået konkrete pensionstilsagn.

I Østre Landsrets dom af 11. september 1992 (...) udtaler retten bl.a.:

»Det lægges efter forklaringerne til grund, at E ved adskillige

lejligheder og i forskellige sammenhænge har omtalt muligheden af, at

sagsøgte ville betale pension til ledende medarbejdere, som fratrådte på

grund af alder eller sygdom.

Når der ikke foreligger noget skriftligt grundlag, må der under hensyn til

den økonomiske betydning for såvel arbejdsgiver som arbejdstager stilles

store bevismæssige krav til eksistensen og indholdet af en pensionsaftale.

Det findes ikke godtgjort, at der hos sagsøgte har været etableret en

generel pensionsordning for alle ledende medarbejdere. .....

De udtalelser om alderspensionering, der efter bevisførelsen må antages at

være fremsat af E over for hver enkelt sagsøger, findes ikke at have et så

konkret indhold, at sagsøgerne kan støtte noget retligt krav herpå. ...

Herefter tager landsretten sagsøgtes frifindelsespåstand til følge i

forhold til samtlige sagsøgere.«

Det er oplyst, at dommen er anket til Højesteret.

Regelgrundlaget:

Efter lov om tilsyn med pensionskasser (lov nr. 183 af 11. maj 1935,

senest: lovbekendtgørelse nr. 4 af 12. januar 1984 med senere ændringer), der

var gældende indtil den 28. maj 1989, § 1, stk. 2, jf. stk. 1, var

»tilsagn om ydelse af pension«, som en virksomhed afgav til det hos

den ansatte personale, omfattet af loven, hvilket medførte, at pensionen

skulle afdækkes i en pensionskasse, medmindre forpligtelsen blev overført til

et anerkendt livsforsikringsselskab (pensionsforsikringsselskab).

Denne lov blev med virkning fra den 28. maj 1989 afløst af lov om tilsyn

med firmapensionskasser (lov nr. 326 af 24. maj 1989, nu lovbekendtgørelse

nr. 670 af 19. august 1993). Sidstnævnte lovs § 1, stk. 1, er sålydende:

»Ethvert løfte om pension (pensionstilsagn) i forbindelse med et

ansættelsesforhold skal afdækkes enten i et forsikringsselskab eller en

pensionskasse, der har koncession i henhold til lov om forsikringsvirksomhed,

eller i en pensionskasse, der har koncession i henhold til denne lov.«

I motiverne til denne bestemmelse (Folketingstidende 1988-89, Tillæg A,

sp. 3418 ff.) hedder det:

»Bestemmelsen foreskriver i stk. 1, at løfter om pension (pensionstil

sagn) skal afdækkes enten i et forsikringsselskab eller i en pensionskasse.

Ved denne regel bringes pensionsløfter under tilsyn enten efter reglerne i

denne lov eller i lov om forsikringsvirksomhed. Derved sikres, at der, når

pensionsløfterne til sin tid bliver aktuelle, vil være midler til stede til

honorering af disse. ...

§ 1 indskrænker sig til at fastlægge, at pensionsforpligtelser i

forbindelse med ansættelsesforhold skal afdækkes i et forsikringsselskab

eller en pensionskasse.

Pligt til afdækning indtræder, når en virksomhed eller flere virksomheder

i samme koncern i fællesskab over for de ansatte giver tilsagn om pension.

Afgrænsningen mellem egentlige pensionstilsagn og pensionslignende ordninger,

der falder uden for loven, har været vanskelig i tilfælde, hvor der gennem

tilkendelse af formelt enkeltstående ydelser igennem en årrække måtte være

skabt en forventning hos modtagerne om også i fremtiden at modtage disse

ydelser, selv om de ikke ifølge givernes opfattelse har juridisk krav derpå.

Sådanne formelt enkeltstående ydelser ydes i praksis såvel af pensionskasser

som af arbejdsgivere. For pensionskassernes vedkommende... Ydelser

fra virksomhederne kan være finansieret enten over den løbende drift

eller via hjælpe- eller understøttelsesfonde, der er godkendt i medfør af

pensionsbeskatningslovens § 52. ...

Afgørende for om sådanne ydelser henhører under lovens område er, om der

er afgivet et juridisk bindende løfte om pension enten ved ansættelsen, i

ansættelsesperioden eller på fratrædelsestidspunktet.

Afgiver arbejdsgiveren et tilsagn om pension, antages det principielt at

være omfattet af loven, selv om der ved afgivelsen tages forbehold for

ændring af pensionens størrelse eller for, at pension kun udbetales så længe

virksomheden ser sig i stand hertil. Derimod foreligger der ikke et bindende

tilsagn omfattet af loven, hvis der på ansættelsestidspunktet blot stilles

den ansatte i udsigt, at det ved den pågældendes fratræden på grund af alder,

vil kunne tages op til afgørelse, om der skal ydes pension under en eller

anden form. Såfremt der på fratrædelsestidspunktet afgives et tilsagn om

pension, vil dette skulle afdækkes efter loven.

Der kan derimod ikke siges at foreligge noget tilsagn, der omfattes af

lovforslagets ordlyd, hvis der ved den ansattes fratræden på grund af alder

ydes et beløb uden forpligtelse til at vedblive hermed. Der foreligger ej

heller nogen forpligtelse, hvis beløbet f.eks. ydes efter ansøgning og

arbejdsgiveren ved beløbets udbetaling klart tilkendegiver, at dette alene

udbetales for et år, og at det hvert år må tages op, om ordningen kan

fortsætte, og med hvilket beløb. Der kan ikke med rette siges at være skabt

en forventning hos modtageren om, at udbetalingerne vil fortsætte, så længe

den pågældende lever. ...«

Den til grund for lovforslaget liggende betænkning nr. 1096/1987,

»Revision af lov om tilsyn med pensionskasser«, indeholder på side

159-161 tilsvarende bemærkninger.

Den mundtlige forhandling for ankenævnet:

Under den mundtlige forhandling, der fandt sted den 1. september 1993, har

parternes advokater gentaget og uddybet de synspunkter, som er gjort gældende

under skriftvekslingen.

Klagerens advokat B har bl.a. anført:

Efter forarbejderne til lov om firmapensionskasser er det ikke enhver

løbende udbetaling, der er omfattet af loven. Det afgørende er, om

virksomheden har »afgivet et juridisk bindende løfte om pension enten

ved ansættelsen, i ansættelsesperioden eller på

fratrædelsestidspunktet«. Afgørelsen af, om et sådant løfte foreligger,

kan alene træffes af domstolene, og hverken Finanstilsynet eller

Erhvervsankenævnet er kompetent til at afgøre dette spørgsmål. Det samme

gælder spørgsmålet om, hvorvidt en ydelse er lovligt opsagt. Allerede af

denne grund må Finanstilsynets afgørelse ophæves. Endvidere er

Finanstilsynets afgørelse af 5. juli 1991 så uklar og ubestemt, at den af den

grund er ugyldig. Afgørelsen siger blot, at såvel opsagte som ikke-opsagte

ordninger skal afdækkes, men den angiver ikke, hvilke personer og hvilke

beløb, afgørelsen vedrører, eller hvordan afdækningen nærmere skal ske.

Hertil kommer, at der ikke i nogle af de foreliggende tilfælde er givet et

juridisk bindende løfte om pension. Der er ikke nogen generel pensionsordning

i virksomheden, og udbetalingerne omfatter kun 12 personer ud af omkring

1.100 daværende ansatte. Ydelserne blev givet efter en konkret vurdering som

udtryk for velvilje eller omsorg fra virksomhedens side, men ikke ud fra

ønske om at påtage sig nogen juridisk forpligtelse. Særlig vedrørende de

opsagte ordninger anføres, at ingen af de pågældende har protesteret mod

opsigelsen - bortset fra en enkelt person, om hvis forhold der verserer

retssag. Da de berettigede ikke har reageret, må opsigelserne betragtes som

accepterede, og disse ordninger er således ophørt med at eksistere. Om de

ikke-opsagte ordninger henvises til, at disse enten beror på et særligt

kontraktsgrundlag i forbindelse med den pågældendes fratræden eller beror på

familiemæssige relationer. I et enkelt tilfælde er det endog udtrykkeligt,

skriftligt aftalt, at ydelserne ikke skal være omfattet af

pensionskasselovgivningen.

Kammeradvokaten ved advokat F har på Finanstilsynets vegne bl.a.

anført:

Bestemmelsen i lov om firmapensionskasser § 1, stk. 1, (og den tilsvarende

bestemmelse i den tidligere lov) er en regel, som retter sig til

arbejdsgiverne og pålægger disse en pligt til at afdække ethvert

pensionsløfte. Reglen kan ikke fraviges ved aftale. Finanstilsynet skal efter

loven påse, at loven overholdes, og tilsynet er i forbindelse hermed

kompetent til at tage stilling til, om en foreliggende ydelse er omfattet af

loven. Den påklagede afgørelse angiver ikke personnavne eller beløb, men

efter de forudgående forhandlinger og korrespondancen er der ingen tvivl om

hvilke ydelser, afgørelsen omfatter.

Det som klager kalder »løn uden arbejdsydelse«, er at sidestille

med pension, som skal afdækkes. Det er uden betydning for lovens anvendelse,

at der ikke er tale om en generel pensionsordning, idet enkeltstående

pensionsløfter også er omfattet af loven. Ved tilsagnet til de pågældende

modtagere og de efterfølgende udbetalinger er der givet et juridisk bindende

løfte om pension. Et sådant løfte skal afdækkes efter loven og kan ikke

ensidigt opsiges af arbejdsgiveren. Det er derfor uden betydning, at de

enkelte modtagere ikke har reageret over for opsigelsen. Formålet med

pensionskasselovgivningen er bl.a. at undgå, at der opstår situationer som

den foreliggende, hvor pensioner, der har været ydet gennem en årrække, og

som modtagerne har indrettet sig efter, ophører, fordi arbejdsgiveren skifter

mening, eller fordi virksomhedens økonomi forringes.

Advokat B ved advokat G har for D tilsluttet sig det af

Kammeradvokaten fremførte.

Ankenævnet udtaler:

Efter lov om firmapensionskasser § 65 fører Finanstilsynet tilsyn med, at

loven overholdes. Som et led heri er tilsynet beføjet til at tage stilling

til, om en given ydelse er omfattet af loven, og om den eventuelt er ophørt

som følge af lovlig opsigelse. Ankenævnet kan herved henvise til det, der er

anført i Kammeradvokatens ovenfor omtalte indlæg af 13. november 1992 om

forvaltningsmyndigheders afgørelse af præjudicielle spørgsmål. Den påklagede

afgørelse, Finanstilsynets skrivelse af 5. juli 1991, henviser til tidligere

brevveksling. I brevvekslingen indgår klagers skrivelse af 31. oktober 1990,

hvori klager nøje redegør for hvilke personer, der modtager de pågældende

ydelser, og med hvilke beløb. Ankenævnet finder herefter, at afgørelsen ikke

lider af en sådan uklarhed, at den må anses for ugyldig. Det bemærkes herved,

at spørgsmålet om, hvorledes den forsikringsmæssige afdækning nærmere skal

ske, må anses for udskudt til senere forhandling og eventuel afgørelse.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte den påklagede

afgørelse som følge af manglende kompetence eller på grund af uklarhed.

For de fleste modtageres vedkommende foreligger der ikke oplysninger om

hvilke tilsagn, der måtte være givet, da udbetalingen af ydelserne begyndte.

Under hensyn til, at ydelserne efter det oplyste er givet til ansatte eller

deres efterladte i anledning af fratræden eller dødsfald, og til, at de er

blevet udbetalt løbende med samme - eller eventuelt opadregulerede - beløb

gennem en længere årrække, må ankenævnet lægge til grund, at der foreligger

retligt bindende pensionsløfter, som er omfattet af loven. For så vidt det er

gjort gældende, at det mellem virksomheden og modtageren er aftalt, at

ydelserne skal holdes uden for loven, bemærkes, at loven efter sin karakter

af social beskyttelseslov ikke kan fraviges ved aftale. Retligt forbindende

pensionsløfter, der er omfattet af loven, kan ikke ensidigt bringes til ophør

ved opsigelse fra virksomhedens side. Det forhold, at modtagerne ikke har

protesteret imod opsigelserne, findes ikke at kunne tages som udtryk for, at

de pågældende har givet afkald på deres ret. Efter det således anførte kan

ankenævnet tiltræde, at de i sagen omhandlede udbetalinger til tidligere

ansatte eller deres efterladte er at betragte som pensionsløfter, der skal

afdækkes i et forsikringsselskab, og at dette også gælder de ydelser, som

selskabet har opsagt.

Det bemærkes, at lov om firmapensionskasser § 1, stk. 2, nr. 2, undtager

pensionsløfter afgivet over for direktører eller disses efterladte fra loven.

Det fremgår af sagen, at nogle af modtagerne er betegnet som filialdirektør

eller enke efter filialdirektør. Ankenævnet kan ikke på grundlag af de

foreliggende oplysninger tage stilling til, om en eller flere af modtagerne

måtte være omfattet af lovens § 1, stk. 2, nr. 2, og må derfor tage forbehold

herom.

Med det nævnte forbehold stadfæster ankenævnet den påklagede afgørelse.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter