En virksomheds betaling af månedlige beløb til tidligere ansatte og enker efter ansatte anset for pensionstilsagn, der skulle afdækkes.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
En virksomheds betaling af månedlige beløb til
tidligere ansatte og enker efter ansatte anset for pensionstilsagn, der
skulle afdækkes.
Advokat A har på vegne K A/S i skrivelse af 17. juli 1991 klaget over, at
Finanstilsynet ved skrivelse af 5. juli 1991 (j.nr. P 1128) meddelte, at
selskabets løbende månedlige udbetalinger til en række tidligere ansatte
eller deres efterladte er at betragte som pensionsløfter, der skal afdækkes i
et forsikringsselskab.
Sagens omstændigheder:
Klageren, K A/S, har i en årrække månedligt betalt beløb til nogle
tidligere ansatte og nogle enker efter tidligere ansatte. I juni 1990
meddelte selskabet de fleste af modtagerne, at man på grund af selskabets
økonomiske forhold ikke længere så sig i stand til at udbetale det månedlige
beløb, og at udbetalingen ville ophøre ved årets udgang.
Denne opsigelse blev omtalt i dagbladet ...., hvilket gav Finanstilsynet
anledning til samme dag at skrive til selskabet og bede om en redegørelse.
Som begrundelse anføres, at avisartiklen »giver indtryk af, at selskabet
har ydet pensionstilsagn af en art, der kan være omfattet af« lov om
tilsyn med firmapensionskasser.
Som svar herpå oplyste klageren i skrivelse af 24. september 1990:
»... at der er tale om, at vi i en årrække har betænkt et antal
tidligere medarbejdere eller deres enker med et beløb, som vi har udbetalt
månedligt.
Administrativt betragter vi disse som funktionærer, der er fritaget for at
yde tjeneste. Udbetalingerne bliver opgivet som A-indkomst med skattetræk.
Beløbenes størrelse er blevet vurderet og eventuelt reguleret, hver gang
firmaets funktionærstabs gager har været reguleret.
Vi udbetaler for tiden beløb ifølge ovenstående til 14 personer, hvoraf en
person er omfattet af et »almindeligt ansættelsesforhold«.
Af disse har vi pr. 30.6.1990 opsagt 9 af ordningerne med 6 måneders
Læs alt
varsel. Den månedlige udbetaling for disse udgør totalt pr. måned kr.
23.875,-.
Vi har ingen generelle regler for, hvem der bliver omfattet af
»ordningen«, idet vi i hvert enkelt tilfælde anlægger en social
vurdering.
Sidste gang, vi indledte en »udbetalingsordning«, var den
11.1.1985 over for en enke af en netop afdød medarbejder i .... (by).
Efter artiklen i »...« får man indtryk af, at der er tale om en
pensionsordning. Det er ikke vor opfattelse, at ovenstående ordning falder
ind under dette begreb.'
Der udspandt sig derefter en brevveksling mellem Finanstilsynet og
selskabet, henholdsvis dettes daværende advokat, ligesom der blev afholdt
møder mellem tilsynet og selskabet. I en skrivelse af 31. oktober 1990
redegjorde selskabet nærmere for, hvem der modtog de omhandlede månedlige
ydelser. Af redegørelsen fremgår, at der udbetaltes beløb til ialt 14
personer. Heraf er ydelserne til 9 personer opsagt til ophør med udgangen af
1990. En modtager er tidligere administrerende direktør, og en modtager er
enke efter en administrerende direktør. Ydelserne til disse to er ikke opsagt
og er ikke omfattet af den påklagede afgørelse. Af de resterende 12 modtagere
er 8 enker efter tidligere ansatte i firmaet, mens 4 er tidligere ansatte.
Efter skrivelsen er beløbene i alle tilfælde tildelt efter en konkret
vurdering, enten på grund af den pågældendes økonomiske forhold eller som tak
for mange års virke for firmaet. De længstvarende udbetalinger har løbet
siden 1970, den seneste har som anført i den ovenfor citerede skrivelse løbet
siden 1985.
Klager har senere oplyst, at en enkelt tidligere medarbejder har
dokumenteret at have krav mod selskabet på livsvarig betaling, hvorfor
betalingen til vedkommende er genoptaget. Det er endvidere oplyst, at en
anden af modtagerne har anlagt retssag med påstand om, at ydelsen til ham
fortsat udbetales.
Advokat A sammenfattede i skrivelse af 2. maj 1991 til Finanstilsynet sine
synspunkter således:
»Nærværende sag vedrører løbende udbetalinger - samt Finanstilsynets
eventuelle krav om forsikringsmæssig afdækning af disse udbetalinger - til 9
medarbejdere ud af K A/S koncernens samlede medarbejdergruppe, der på
tidspunktet for ordningernes virke bestod af ca. 1.100 medarbejdere.
Udbetalingerne til de 9 personer - hvoraf de 5 er enker efter tidligere
medarbejdere - er alle sket efter forudgående individuel trangsvurdering og
uden anmodning eller aftale herom. Udbetalingerne har således til stadighed
haft en høj grad af et personligt præg og har tydeligt ikke været udtryk for
en generel pensionsordningsstrategi.
Det følger af lov om tilsynet med firmapensionskasser (lov nr. 326 af 24.
maj 1989), at afgrænsningen mellem egentlige pensionstilsagn og
pensionslignende ordninger, der falder udenfor loven skal afgøres ud fra, om
der er afgivet et juridisk bindende løfte om pension enten ved ansættelsen, i
ansættelsesperioden eller på fratrædelsestidspunktet. Dette fremgår tillige
af betænkning nr. 1096 af april 1987 om revision af lov om tilsynet med
pensionskasser side 159-162.
I nærværende sag, hvor ydelserne alle er udbetalt efter vurdering fra
selskabet og uden aftale med beløbsmodtagerne og uden tilsagn om ydelsernes
varige karakter, har der ikke - bortset fra et enkelt tilfælde - været nævnt
ordet pension.
Det forhold, at udbetalingerne, som følge af at de er sket gennem en
flerårig periode, skulle have skabt en berettiget forventning om
udbetalingernes opretholdelse hos modtagerne, er ikke et forhold, der bringer
udbetalingerne ind under ovennævnte lovs område. Der henvises til den ovenfor
refererede betænkning nr. 1096 side 160 m., hvor det anføres:
»Afgørende for om sådanne ydelser henhører under lovens område er, om
der er afgivet et juridisk bindende løfte om pension ....«
Den juridiske teori indeholder ikke fortolkningsbidrag, der går imod det
ovenfor anførte, idet teorien alene betragter ydelser som de omhandlede som
løbende gaveydelser, der kan opsiges med et passende varsel henset til
modtagerens berettigede forventninger. ...
Da der som nævnt i nærværende sag ikke er givet et juridisk bindende løfte
om pension eller har været meddelt modtagerne en anden form for skriftligt
pensionstilsagn, er der således hverken i henhold til lov om tilsyn med
firmapensionskasser, den til grund for loven liggende betænkning eller den
juridiske teori belæg for at antage, at de skete udbetalinger er at betragte
som pensionsløfter.
Til støtte for at de skete udbetalinger ikke har haft karakter af en
pensionsordning kan endvidere anføres, at der aldrig i selskabet har været
oprettet en egentlig firmapensionskasse eller lignende. Betalingerne er sket
direkte fra lønningskontoret og anmeldt som lønudbetaling overfor
skattevæsenet. Endvidere bemærkes, at alene 2 ud af de 9 omfattede personer
har meddelt selskabet, at de anså betalingerne for at være juridisk bindende
pensionslignende ydelser for selskabet.
Udbetalingerne er efter opsigelsesperiodens udløb ophørt pr. 31/12 1990.
Efterfølgende er selskabets økonomi blevet så meget forbedret, at selskabets
ledelse overvejer at genoptage udbetalingerne indtil videre, men med klar
tilkendegivelse overfor modtagerne af, at man ikke anser sig for juridisk
forpligtet hertil. Stiller Finanstilsynet krav om, at udbetalingerne i så
fald skal afdækkes, har K's bestyrelse besluttet, at udbetalingerne ikke vil
blive genoptaget.'
Den påklagede afgørelse, Finanstilsynets skrivelse af 5. juli 1991, er
sålydende:
»Under henvisning til tidligere brevveksling senest Deres skrivelse
af 2. maj 1991 vedrørende K A/S« løbende månedlige udbetalinger til en
række tidligere ansatte eller deres efterladte, skal man - efter sagens
behandling i Forsikringsrådet - meddele:
Tilsynet finder, at de omhandlede udbetalinger til tidligere ansatte eller
deres efterladte -bortset fra udbetalinger til direktører eller deres
efterladte - er at betragte som pensionsløfter, der skal afdækkes i et
forsikringsselskab, jf. § 1, stk. 1 i lov om tilsyn med firmapensionskasser
(lov nr. 326 af 24. maj 1989, ændret ved lov nr. 305 af 16. maj 1990). Dette
gælder såvel opsagte som ikke opsagte ordninger.
Man har ved afgørelsen lagt vægt på, at der allerede ved udbetalingernes
påbegyndelse har været tale om pensionslignende ordninger, idet
udbetalingerne er etableret i pensioneringssituationer ved fratræden på grund
af alder eller invaliditet eller til enker efter afdøde tidligere ansatte.
Endvidere finder tilsynet, at der med de gennem en længere årrække skete
udbetalinger er skabt en berettiget forventning hos modtagerne om, at disse
har erhvervet en ret til en sådan pension. Tilsynet har herved lagt vægt på,
at der ikke ved »løftet om udbetaling« - eller senere - er taget
noget som helst forbehold fra virksomhedens side om, hvor længe udbetaling
kan finde sted: tværtimod har udbetalingerne fundet sted med faste månedlige
beløb og er blevet reguleret løbende med funktionærernes lønoverenskomster.
Det bemærkes, at det ikke er afgørende for en stillingtagen efter
firmapensionskasselovens § 1, stk. 1, om skete udbetalinger til fratrådte
funktionærer er benævnt som »pension«.
Tilsynet har ikke ment - som anført af Dem og selskabet - at de udbetalte
beløb ikke har karakter af pensionsordninger, men snarere har karakter af
»reducerede lønvederlag uden krav om modydelse«, og at
ydelsesmodtagerne »administrativt kunne anses som funktionærer, der er
fritaget for at yde tjeneste«.
Som anført ovenfor, falder pensionsløfter til direktører og direktørernes
efterladte ikke ind under kravet om afdækning, jf. firmapensionskasselovens §
1, stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt der er en retlig forpligtelse til
opfyldelse af de »pensionsløfter«, henhører således alene under
domstolenes afgørelse.
Endelig skal man bemærke, at retsforholdet mellem K A/S og de enkelte
pensionsindehavere kan indbringes for domstolene, og at tilsynets afgørelse i
medfør af firmapensionskasselovens § 70 kan indbringes for
Industriministeriets Erhvervsankenævn, ......, senest 4 uger efter
modtagelsen af nærværende skrivelse. ...'
Sagens skriftlige behandling i Erhvervsankenævnet:
I klageskrivelsen henviste klagers daværende advokat til sin skrivelse af
2. maj 1991 og fremhævede, dels at udbetalingen af ydelserne ikke ville blive
genoptaget, hvis Finanstilsynet fastholdt sit krav om afdækning, hvilket ikke
kan være i modtagernes interesse, dels at udbetalingerne var ophørt pr. 31.
december 1990 uden at der - bortset fra et enkelt tilfælde - var foretaget
retlige skridt mod selskabet fra nogen af de tidligere modtagere.
I skrivelse af 4. oktober 1991 fastholdt Kammeradvokaten på
Finanstilsynets vegne den trufne afgørelse. Som begrundelse anføres bl.a.:
»Det fremgår af sagen, at pensionstilsagnene er givet uden forbehold
om tidsbegrænsning eller ophør på anden måde. Hertil kommer, at pensionerne
har været betalt igennem en længere årrække med uændrede beløb, respektive
med beløb der har været reguleret opad som dækning af inflationen.
Formuleringen af tilsagnene er kun oplyst i ganske få tilfælde. I de
tilfælde, hvor formuleringen er oplyst i skriftlig form, er der ikke nogen
begrænsning af tilsagnet eller forbehold om ophør.
Det forhold, at en stor del af de omfattede personer ikke selv har rejst
krav, er uden betydning. Finanstilsynets opgave er at påse, at blandt andet
firmapensionskasseloven overholdes, og denne virksomhed er ikke betinget af,
at de berettigede individuelt henvender sig til Finanstilsynet eller på anden
måde selv gør rettighederne gældende. De pågældende vil oftest ikke selv være
klar over deres rettigheder i henhold til loven. Finanstilsynet har ved sin
afgørelse fastlagt de pågældendes rettigheder efter firmapensionskasseloven.
Advokat A anfører endvidere, at de pågældende ikke har fået et juridisk
bindende løfte om pension.
Dette anbringende bestrides som udokumenteret.
Firmapensionskasselovens regler er præceptive, og kan ikke omgås ved at
betegne ydelserne som reduceret løn uden arbejdsforpligtelse. Efter de
foreliggende oplysninger er de omtvistede tilsagn i alle tilfælde givet i
pensioneringssituationer. Firmapensionskasseloven tilsigter en beskyttelse af
de ansatte/tidligere ansatte og deres efterladte blandt andet overfor en
situation som den foreliggende, hvor en ny ledelse ønsker at gøre ændring i
de afgivne tilsagn, og skal tillige give en sikkerhed imod, at
arbejdsgiverens forringede økonomiske situation skal kunne vanskeliggøre
eller umuliggøre fortsatte betalinger. Reglerne udspringer af hensyn svarende
til funktionærloven, ferieloven, ATP-loven, arbejdsskadeforsikringsloven med
flere.
Uanset om tilsagnet i de enkelte tilfælde måtte være givet i muligt mindre
bindende formuleringer, har de mange års uændrede eller opadregulerede
udbetalinger skabt en berettiget forventning hos modtagerne om at
betalingerne ville blive fortsat. Dette anbringende er imidlertid subsidiært,
idet det som anført ikke er dokumenteret, at tilsagnene har været givet i
uforbindende form eller med forbehold.
Advokat A oplyser, at udbetalingerne kun omfatter 9 tidligere
medarbejdere/enker, hvilket kun er en ringe del af selskabets medarbejdere.
På dette grundlag anfører A, at udbetalingerne har haft en højere grad af et
personligt præg og dermed ikke har været udtryk for en generel
pensionsordningsstrategi.
I K's skrivelse af 24. september 1990 er det imidlertid angivet, at
udbetalingerne dengang skete til 14 personer, hvoraf 9 var opsagt til ophør
31. december 1990.
Herom gøres det for Finanstilsynet gældende, at antallet er uden betydning
for anvendelsen af firmapensionskasseloven. Også enkeltstående
pensionstilsagn er omfattet af loven.«
Advokat B meddelte den 21. januar 1992, at han nu repræsenterer klageren.
Advokat C rettede henvendelse til ankenævnet som advokat for D, der er en
af de personer, hvis ydelse var blevet opsagt. I et indlæg af 19. marts 1992
påstod advokat C Finanstilsynets afgørelse stadfæstet, idet han tilsluttede
sig Kammeradvokatens udtalelse af 4. oktober 1991 og navnlig gjorde gældende,
at aftalen med D blev indgået i en typisk pensionssituation, nemlig ved
hendes ægtefælles død i 1972, at aftalen blev indgået uden forbehold af nogen
art, at ordningen såvel af D som af den daværende ledelse i K A/S rent
faktisk blev betragtet som enkepension, og at det i den forbindelse er uden
betydning, hvorledes ordningen har været administreret og benævnt hos
selskabet. Ordningen, der således har været aftalt med D og praktiseret
gennem en årrække, falder utvivlsomt inden for den naturlige sproglige
forståelse af begrebet pension i lov om tilsyn med firmapensionskasser.
Ved skrivelse af 31. marts 1992 tillod ankenævnet, at D indtrådte som part
i sagen.
En supplerende udtalelse fra advokat B fremkom først den 17. juli 1992,
idet advokat B i skrivelser af 6. april og 11. maj 1992 havde oplyst, at han
ikke fandt det relevant at svare, forinden nogle retssager, der verserede ved
Østre Landsret, var afsluttet. (Se herom nedenfor).
I skrivelsen af 17. juli 1992 henholder klagers advokat sig til den
redegørelse, der er givet i klagers ovenfor omtalte skrivelse af 31. oktober
1990. Særligt vedrørende D bestrides det, at hun har krav på pension. Måtte
hun - eller nogen anden - fortsat hævde at have et sådant krav, må
vedkommende henvises til at anlægge retssag. Klagers advokat henleder i denne
forbindelse opmærksomheden på rettens tilkendegivelse efter domsforhandlingen
den 25. juni 1992 i de nedenfor omtalte retssager.
Heroverfor gjorde advokat C i et indlæg af 18. september 1992 gældende, at
faktum i de af Østre Landsret afgjorte sager og den foreliggende sag
væsentligt adskiller sig fra hinanden. Retssagerne vedrørte påståede aftaler
om pension indgået i forbindelse med lønforhandlinger, og pensionerne var
aldrig blevet effektueret, mens den foreliggende sag vedrører en enkepension,
der blev aftalt i en typisk pensionssituation, og som har været udbetalt i 20
år. I skrivelsen giver advokaten nærmere oplysninger om omstændighederne ved
udbetalingerne til D.
Kammeradvokaten udtalte på Finanstilsynets vegne i et indlæg af 13.
november 1992, at man ikke er enig i det af klagers advokat fremførte
standpunkt, at de personer, der måtte mene at have et pensionskrav, må
henvises til at anlægge retssag. Herom siges i skrivelsen:
»Efter lov om firmapensionskasser § 65 påser Finanstilsynet
overholdelsen af loven. Dette indebærer, at Finanstilsynet bl.a. påser, at
lovens § 1 overholdes med hensyn til afdækning af pensionstilsagn.
Som et led i denne virksomhed må Finanstilsynet tage stilling til, om der
i en foreliggende sag foreligger et pensionstilsagn.
Finanstilsynet må på samme måde som andre offentlige myndigheder ofte tage
stilling til faktiske og retlige spørgsmål, som er en forudsætning for
myndighedens afgørelser indenfor dens kompetenceområde. Dette gælder også i
spørgsmål, der har retsvirkning for trediemand. ...
Det tilføjes, at det må anses for at være uden betydning, om de
pensionsberettigede er part i sagen for Finanstilsynet, senere for
Erhvervsankenævnet. Der er ingen forskel på Finanstilsynets kompetence i
sager, der rejses på grundlag af en henvendelse fra en pensionsberettiget til
forskel fra sager som nærværende, hvor de pensionsberettigede ikke var parter
i sagen for Finanstilsynet. Finanstil synet handler i sin tilsynsvirksomhed
generelt for varetagelsen af den offentlige interesse i betryggende sikring
af pensioner og andre forsikringsformer.«
Efter en henvisning til forvaltningsretlig litteratur og retspraksis
konkluderer Kammeradvokaten, at en myndighed, der har en beføjelse til at
træffe afgørelser på et forvaltningsområde, dermed også har beføjelsen til at
træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, både af retlig og af faktisk
karakter.
Klagers advokat fastholdt i skrivelse af 9. februar 1993 det af ham og
advokat A tidligere fremførte. I skrivelsen hedder det bl.a.:
»I skrivelse af 31. oktober 1990 har mine klienter redegjort for
baggrunden for de til enkeltpersoner i årenes løb udbetalte ydelser og
baggrunden for, at ydelserne for 9 personers vedkommende med funktionærlovens
varsel er bragt til ophør. Ingen af personerne har efter det over for mig
oplyste indbragt spørgsmålet om opsigelse for domstolene, og opsigelsen må
således stå ved magt. Det kan hverken tilkomme Finanstilsynet eller
Erhvervsankenævnet at træffe afgørelse om, hvorvidt en forpligtelse måtte
bestå eller ej. ...
For så vidt angår de ikke-opsagte ordninger understreges det, hvilket også
fremgår af skrivelsen af 31. oktober 1990, at der er tale om særaftaler i
forbindelse med direktørkontrakter og andre overenskomster og lignende. Der
er ikke tale om pensionstilsagn eller tilsagn, der er omfattet af
firmapensionskasseloven.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er afgivet pensionsløfter eller ej, er et
domstolsanliggende. Jeg henviser på ny til betænkning nr. 1090 side 160,
hvoraf det fremgår, at afgørende om en ydelse henhører under lovens område
er, om der er afgivet juridisk bindende løfte om pension. Denne afgørelse kan
alene træffes af domstolene.«
Efter yderligere indlæg fra advokat C af 1. marts 1993, fra
Kammeradvokaten af 12. marts og 19. marts 1993 og fra advokat B af 16. marts
1993 besluttede ankenævnet den 31. marts 1993 at afslutte skriftvekslingen og
indkalde parterne til mundtlig forhandling.
Det er oplyst, at D døde den 18. april 1993.
Kammeradvokaten har i skrivelse af 11. juni 1993 på ankenævnets
foranledning præciseret, hvilke personer Finanstilsynets afgørelse af 5. juli
1991 vedrører.
De ovenfor omtalte retssager, der er anlagt af fire tidligere medarbejdere
i K A/S mod selskabet, og som domsforhandledes under et, vedrører spørgsmålet
om, hvorvidt de pågældende har krav på pension i forbindelse med deres
fratræden. De fire sagsøgere blev alle opsagt i sommeren 1990 til fratræden
omkring årsskiftet 1990/91 i forbindelse med en rekonstruktion af selskabet.
Sagsøgerne har aldrig fået udbetalt nogen pension og har aldrig fået noget
skriftligt tilsagn om pension. De gjorde under sagen principalt gældende, at
der hos sagsøgte var etableret en generel pensionsordning, som de i kraft af
deres anciennitet, stilling og alder var omfattet af. Subsidiært gjorde de
gældende, at de hver for sig især af E ved flere lejligheder har modtaget et
individuelt tilsagn om pension, der må forstås som svarende til 40% af
slutgagen. K A/S påstod frifindelse, idet det hverken er bevist, at der
fandtes en generel pensionsordning, som sagsøgerne kunne støtte ret på, eller
at de hver for sig har fået konkrete pensionstilsagn.
I Østre Landsrets dom af 11. september 1992 (...) udtaler retten bl.a.:
»Det lægges efter forklaringerne til grund, at E ved adskillige
lejligheder og i forskellige sammenhænge har omtalt muligheden af, at
sagsøgte ville betale pension til ledende medarbejdere, som fratrådte på
grund af alder eller sygdom.
Når der ikke foreligger noget skriftligt grundlag, må der under hensyn til
den økonomiske betydning for såvel arbejdsgiver som arbejdstager stilles
store bevismæssige krav til eksistensen og indholdet af en pensionsaftale.
Det findes ikke godtgjort, at der hos sagsøgte har været etableret en
generel pensionsordning for alle ledende medarbejdere. .....
De udtalelser om alderspensionering, der efter bevisførelsen må antages at
være fremsat af E over for hver enkelt sagsøger, findes ikke at have et så
konkret indhold, at sagsøgerne kan støtte noget retligt krav herpå. ...
Herefter tager landsretten sagsøgtes frifindelsespåstand til følge i
forhold til samtlige sagsøgere.«
Det er oplyst, at dommen er anket til Højesteret.
Regelgrundlaget:
Efter lov om tilsyn med pensionskasser (lov nr. 183 af 11. maj 1935,
senest: lovbekendtgørelse nr. 4 af 12. januar 1984 med senere ændringer), der
var gældende indtil den 28. maj 1989, § 1, stk. 2, jf. stk. 1, var
»tilsagn om ydelse af pension«, som en virksomhed afgav til det hos
den ansatte personale, omfattet af loven, hvilket medførte, at pensionen
skulle afdækkes i en pensionskasse, medmindre forpligtelsen blev overført til
et anerkendt livsforsikringsselskab (pensionsforsikringsselskab).
Denne lov blev med virkning fra den 28. maj 1989 afløst af lov om tilsyn
med firmapensionskasser (lov nr. 326 af 24. maj 1989, nu lovbekendtgørelse
nr. 670 af 19. august 1993). Sidstnævnte lovs § 1, stk. 1, er sålydende:
»Ethvert løfte om pension (pensionstilsagn) i forbindelse med et
ansættelsesforhold skal afdækkes enten i et forsikringsselskab eller en
pensionskasse, der har koncession i henhold til lov om forsikringsvirksomhed,
eller i en pensionskasse, der har koncession i henhold til denne lov.«
I motiverne til denne bestemmelse (Folketingstidende 1988-89, Tillæg A,
sp. 3418 ff.) hedder det:
»Bestemmelsen foreskriver i stk. 1, at løfter om pension (pensionstil
sagn) skal afdækkes enten i et forsikringsselskab eller i en pensionskasse.
Ved denne regel bringes pensionsløfter under tilsyn enten efter reglerne i
denne lov eller i lov om forsikringsvirksomhed. Derved sikres, at der, når
pensionsløfterne til sin tid bliver aktuelle, vil være midler til stede til
honorering af disse. ...
§ 1 indskrænker sig til at fastlægge, at pensionsforpligtelser i
forbindelse med ansættelsesforhold skal afdækkes i et forsikringsselskab
eller en pensionskasse.
Pligt til afdækning indtræder, når en virksomhed eller flere virksomheder
i samme koncern i fællesskab over for de ansatte giver tilsagn om pension.
Afgrænsningen mellem egentlige pensionstilsagn og pensionslignende ordninger,
der falder uden for loven, har været vanskelig i tilfælde, hvor der gennem
tilkendelse af formelt enkeltstående ydelser igennem en årrække måtte være
skabt en forventning hos modtagerne om også i fremtiden at modtage disse
ydelser, selv om de ikke ifølge givernes opfattelse har juridisk krav derpå.
Sådanne formelt enkeltstående ydelser ydes i praksis såvel af pensionskasser
som af arbejdsgivere. For pensionskassernes vedkommende... Ydelser
fra virksomhederne kan være finansieret enten over den løbende drift
eller via hjælpe- eller understøttelsesfonde, der er godkendt i medfør af
pensionsbeskatningslovens § 52. ...
Afgørende for om sådanne ydelser henhører under lovens område er, om der
er afgivet et juridisk bindende løfte om pension enten ved ansættelsen, i
ansættelsesperioden eller på fratrædelsestidspunktet.
Afgiver arbejdsgiveren et tilsagn om pension, antages det principielt at
være omfattet af loven, selv om der ved afgivelsen tages forbehold for
ændring af pensionens størrelse eller for, at pension kun udbetales så længe
virksomheden ser sig i stand hertil. Derimod foreligger der ikke et bindende
tilsagn omfattet af loven, hvis der på ansættelsestidspunktet blot stilles
den ansatte i udsigt, at det ved den pågældendes fratræden på grund af alder,
vil kunne tages op til afgørelse, om der skal ydes pension under en eller
anden form. Såfremt der på fratrædelsestidspunktet afgives et tilsagn om
pension, vil dette skulle afdækkes efter loven.
Der kan derimod ikke siges at foreligge noget tilsagn, der omfattes af
lovforslagets ordlyd, hvis der ved den ansattes fratræden på grund af alder
ydes et beløb uden forpligtelse til at vedblive hermed. Der foreligger ej
heller nogen forpligtelse, hvis beløbet f.eks. ydes efter ansøgning og
arbejdsgiveren ved beløbets udbetaling klart tilkendegiver, at dette alene
udbetales for et år, og at det hvert år må tages op, om ordningen kan
fortsætte, og med hvilket beløb. Der kan ikke med rette siges at være skabt
en forventning hos modtageren om, at udbetalingerne vil fortsætte, så længe
den pågældende lever. ...«
Den til grund for lovforslaget liggende betænkning nr. 1096/1987,
»Revision af lov om tilsyn med pensionskasser«, indeholder på side
159-161 tilsvarende bemærkninger.
Den mundtlige forhandling for ankenævnet:
Under den mundtlige forhandling, der fandt sted den 1. september 1993, har
parternes advokater gentaget og uddybet de synspunkter, som er gjort gældende
under skriftvekslingen.
Klagerens advokat B har bl.a. anført:
Efter forarbejderne til lov om firmapensionskasser er det ikke enhver
løbende udbetaling, der er omfattet af loven. Det afgørende er, om
virksomheden har »afgivet et juridisk bindende løfte om pension enten
ved ansættelsen, i ansættelsesperioden eller på
fratrædelsestidspunktet«. Afgørelsen af, om et sådant løfte foreligger,
kan alene træffes af domstolene, og hverken Finanstilsynet eller
Erhvervsankenævnet er kompetent til at afgøre dette spørgsmål. Det samme
gælder spørgsmålet om, hvorvidt en ydelse er lovligt opsagt. Allerede af
denne grund må Finanstilsynets afgørelse ophæves. Endvidere er
Finanstilsynets afgørelse af 5. juli 1991 så uklar og ubestemt, at den af den
grund er ugyldig. Afgørelsen siger blot, at såvel opsagte som ikke-opsagte
ordninger skal afdækkes, men den angiver ikke, hvilke personer og hvilke
beløb, afgørelsen vedrører, eller hvordan afdækningen nærmere skal ske.
Hertil kommer, at der ikke i nogle af de foreliggende tilfælde er givet et
juridisk bindende løfte om pension. Der er ikke nogen generel pensionsordning
i virksomheden, og udbetalingerne omfatter kun 12 personer ud af omkring
1.100 daværende ansatte. Ydelserne blev givet efter en konkret vurdering som
udtryk for velvilje eller omsorg fra virksomhedens side, men ikke ud fra
ønske om at påtage sig nogen juridisk forpligtelse. Særlig vedrørende de
opsagte ordninger anføres, at ingen af de pågældende har protesteret mod
opsigelsen - bortset fra en enkelt person, om hvis forhold der verserer
retssag. Da de berettigede ikke har reageret, må opsigelserne betragtes som
accepterede, og disse ordninger er således ophørt med at eksistere. Om de
ikke-opsagte ordninger henvises til, at disse enten beror på et særligt
kontraktsgrundlag i forbindelse med den pågældendes fratræden eller beror på
familiemæssige relationer. I et enkelt tilfælde er det endog udtrykkeligt,
skriftligt aftalt, at ydelserne ikke skal være omfattet af
pensionskasselovgivningen.
Kammeradvokaten ved advokat F har på Finanstilsynets vegne bl.a.
anført:
Bestemmelsen i lov om firmapensionskasser § 1, stk. 1, (og den tilsvarende
bestemmelse i den tidligere lov) er en regel, som retter sig til
arbejdsgiverne og pålægger disse en pligt til at afdække ethvert
pensionsløfte. Reglen kan ikke fraviges ved aftale. Finanstilsynet skal efter
loven påse, at loven overholdes, og tilsynet er i forbindelse hermed
kompetent til at tage stilling til, om en foreliggende ydelse er omfattet af
loven. Den påklagede afgørelse angiver ikke personnavne eller beløb, men
efter de forudgående forhandlinger og korrespondancen er der ingen tvivl om
hvilke ydelser, afgørelsen omfatter.
Det som klager kalder »løn uden arbejdsydelse«, er at sidestille
med pension, som skal afdækkes. Det er uden betydning for lovens anvendelse,
at der ikke er tale om en generel pensionsordning, idet enkeltstående
pensionsløfter også er omfattet af loven. Ved tilsagnet til de pågældende
modtagere og de efterfølgende udbetalinger er der givet et juridisk bindende
løfte om pension. Et sådant løfte skal afdækkes efter loven og kan ikke
ensidigt opsiges af arbejdsgiveren. Det er derfor uden betydning, at de
enkelte modtagere ikke har reageret over for opsigelsen. Formålet med
pensionskasselovgivningen er bl.a. at undgå, at der opstår situationer som
den foreliggende, hvor pensioner, der har været ydet gennem en årrække, og
som modtagerne har indrettet sig efter, ophører, fordi arbejdsgiveren skifter
mening, eller fordi virksomhedens økonomi forringes.
Advokat B ved advokat G har for D tilsluttet sig det af
Kammeradvokaten fremførte.
Ankenævnet udtaler:
Efter lov om firmapensionskasser § 65 fører Finanstilsynet tilsyn med, at
loven overholdes. Som et led heri er tilsynet beføjet til at tage stilling
til, om en given ydelse er omfattet af loven, og om den eventuelt er ophørt
som følge af lovlig opsigelse. Ankenævnet kan herved henvise til det, der er
anført i Kammeradvokatens ovenfor omtalte indlæg af 13. november 1992 om
forvaltningsmyndigheders afgørelse af præjudicielle spørgsmål. Den påklagede
afgørelse, Finanstilsynets skrivelse af 5. juli 1991, henviser til tidligere
brevveksling. I brevvekslingen indgår klagers skrivelse af 31. oktober 1990,
hvori klager nøje redegør for hvilke personer, der modtager de pågældende
ydelser, og med hvilke beløb. Ankenævnet finder herefter, at afgørelsen ikke
lider af en sådan uklarhed, at den må anses for ugyldig. Det bemærkes herved,
at spørgsmålet om, hvorledes den forsikringsmæssige afdækning nærmere skal
ske, må anses for udskudt til senere forhandling og eventuel afgørelse.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte den påklagede
afgørelse som følge af manglende kompetence eller på grund af uklarhed.
For de fleste modtageres vedkommende foreligger der ikke oplysninger om
hvilke tilsagn, der måtte være givet, da udbetalingen af ydelserne begyndte.
Under hensyn til, at ydelserne efter det oplyste er givet til ansatte eller
deres efterladte i anledning af fratræden eller dødsfald, og til, at de er
blevet udbetalt løbende med samme - eller eventuelt opadregulerede - beløb
gennem en længere årrække, må ankenævnet lægge til grund, at der foreligger
retligt bindende pensionsløfter, som er omfattet af loven. For så vidt det er
gjort gældende, at det mellem virksomheden og modtageren er aftalt, at
ydelserne skal holdes uden for loven, bemærkes, at loven efter sin karakter
af social beskyttelseslov ikke kan fraviges ved aftale. Retligt forbindende
pensionsløfter, der er omfattet af loven, kan ikke ensidigt bringes til ophør
ved opsigelse fra virksomhedens side. Det forhold, at modtagerne ikke har
protesteret imod opsigelserne, findes ikke at kunne tages som udtryk for, at
de pågældende har givet afkald på deres ret. Efter det således anførte kan
ankenævnet tiltræde, at de i sagen omhandlede udbetalinger til tidligere
ansatte eller deres efterladte er at betragte som pensionsløfter, der skal
afdækkes i et forsikringsselskab, og at dette også gælder de ydelser, som
selskabet har opsagt.
Det bemærkes, at lov om firmapensionskasser § 1, stk. 2, nr. 2, undtager
pensionsløfter afgivet over for direktører eller disses efterladte fra loven.
Det fremgår af sagen, at nogle af modtagerne er betegnet som filialdirektør
eller enke efter filialdirektør. Ankenævnet kan ikke på grundlag af de
foreliggende oplysninger tage stilling til, om en eller flere af modtagerne
måtte være omfattet af lovens § 1, stk. 2, nr. 2, og må derfor tage forbehold
herom.
Med det nævnte forbehold stadfæster ankenævnet den påklagede afgørelse.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- 02-134.691- Der forelå løfter om pension, der skulle afdækkes forsikringsmæssigt (05. april 2004) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. april 2004
- 00-203.421- Pensionsafdækning (21. februar 2002) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. februar 2002
- Der skulle ske forsikringsmæssig afdækning af nogle nærmere bestemte pensionstilsagn. Retsinformation · 6. november 1998
- 94-58.009 - Forsikringsmæssig afdækning af pensionstilsagn (04. februar 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. februar 1997
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - arbejdsvilkår - parts- og vidneforklaringer Retsinformation · 19. april 2018
Lignende dokumenter
- 02-134.691- Der forelå løfter om pension, der skulle afdækkes forsikringsmæssigt (05. april 2004) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. april 2004
- Kendelse af 23. oktober 1995. 94-49.804 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. oktober 1995
- 00-81.697 - pension, forsikringsmæssig afdækning (02. september 2002) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. september 2002
- 94-58.009 - Forsikringsmæssig afdækning af pensionstilsagn (04. februar 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. februar 1997
- 00-155.134 - Pensionsløfte, skulle afdækkes forsikringsmæssigt (24. september 2001) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. september 2001
- Et forsikringsselskabs tilskud til tidligere ansattes pensionering anset for pensionstilsagn, der skulle afdækkes. Retsinformation · 24. september 1997