(2. kendelse i sagen) Processuelle spørgsmål 2.1., 3.7.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Hotel Færgegården Lohals A/S ved sammenslutningen af Firma- Funktionærer (advokat Kåre Mønsted) Dommere: Arnold Hansen, Lind, Allan Nielsen, Ross Pedersen, Riis (retsformand), Rosberg og Strube.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
(2. kendelse i sagen) Processuelle spørgsmål
2.1., 3.7.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og
Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Hotel Færgegården
Lohals A/S ved sammenslutningen af Firma- Funktionærer (advokat Kåre Mønsted)
Dommere: Arnold Hansen, Lind, Allan Nielsen, Ross Pedersen, Riis
(retsformand), Rosberg og Strube.
Indklagede i sagen, hvori kendelse var afsagt den 15/2-95, (refereret i
Nyt fra Arbejdsretten nr. 3/1995, marts 1995), anlagde 23/3-95 sag mod
klageren ved Københavns Byret og påstod her klageren tilpligtet at anerkende,
at Arbejdsrettens kendelse af 15/2-95 er ugyldig, og at retssag mod
indklagede alene kan anlægges ved og behandles af de almindelige domstole.
Københavns Byret henviste 1/5-95 sagen til Østre Landsret.
Indklagede påstod herefter arbejdsretssagen udsat.
Subsidiært påstod indklagede arbejdsretssagen udsat foreløbigt, indtil det
ved endelig dom eller kendelse er fastslået, om den ved Københavns Byret
anlagte sag kan påkendes i realiteten.
Klageren påstod sagen fremmet ved Arbejdsretten uden hensyntagen til den
ved Københavns Byret anlagte sag.
Arbejdsretten udtalte, at kendelsen af 15/2-95 alene påkendte de
anbringender, indklagede havde anført til støtte for den af indklagede
nedlagte afvisningspåstand. mens indklagede ikke havde gjort gældende, at
Arbejdsretten ikke var kompetent hertil. Endvidere havde indklagede til
støtte for de påstande, indklagede har nedlagt i den ved Københavns Byret
anlagte sag, kun anført de samme anbringender. Da Arbejdsrettens domme og
kendelser ikke kan appelleres, fandt Arbejdsretten det ikke hensigtsmæssigt i
medfør af arbejdsretslovens § 19, jf. retsplejelovens § 345, at udsætte denne
sag som af indklagede påstået.
Ved klageskrift af 2. maj 1994 har Landsorganisationen i Danmark for
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet indklaget Hotel Færgegården
Lohals A/S ved Sammenslutningen af Firma-Funktionærer for Arbejdsretten og
Læs alt
nedlagt følgende påstande:
Indklagede, Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af
Firma-Funktionærer, tilpligtes at anerkende at være forpligtet af den til
enhver tid gældende overenskomst mellem Restaurations- og Bryggeriarbejder
Forbundet og HOREFA samt for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn
fastsat bod til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet.
Indklagede, Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af
Firma-Funktionærer, tilpligtes at efterbetale manglende bidrag til
Uddannelsesfonden.
Indklagede har påstået afvisning.
Klageren har påstået frifindelse for indklagedes afvisningspåstand.
Afvisningsspørgsmålet blev procederet den 16. januar 1995.
Indklagede gjorde til støtte for den nedlagte afvisningspåstand gældende,
at Arbejdsretten er inhabil i forhold til indklagede, idet Sammenslutningen
af Firma-Funktionærer ikke er blandt de faglige organisationer, der vælger
Arbejdsrettens medlemmer, og da Sammenslutningen af Firma-Funktionærer har
fra de etablerede parter på arbejdsmarkedet på både arbejdsgiver- og
arbejdstagerside på væsentlige punkter afvigende standpunkter, og at det vil
være i strid med artikel 6 i Den europæiske Menneskeretskonvention, såfremt
nærværende sag behandles og afgøres af Arbejdsretten og ikke af de
almindelige domstole, idet Arbejdsretten ikke sikrer indklagede en retfærdig
offentlig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol.
Indklagede anførte i relation til anbringendet om inhabilitet, at selv om
lovgivningsmagten har ønsket at organisere Arbejdsretten som en domstol, er
resultatet ikke blevet vellykket, idet Arbejdsretten mere har karakter af en
voldgiftsret end en domstol. Medlemmerne af Arbejdsretten vælges for 3 år og
kan genvælges. Herved mister Arbejdsretten den personelle uafhængighed,
grundlovens § 64 kræver af en dommer. Dette er særlig betænkeligt i denne
sag, hvor klageren har væsentlig indflydelse på valgene, som indklagede er
uden indflydelse på.
Indklagede anførte i relation til anbringendet om artikel 6 i Den
europæiske Menneskeretskonvention, at konventionen ved lov nr. 285 af 29.
april 1992 er blevet inkorporeret i dansk ret. Konventionen må derfor som
inkorporeret i dansk ret ved en yngre lov end arbejdsretsloven fra 1973 have
forrang for denne. Artikel 6 i konventionen foreskriver, at enhver har ret
til at få sin tvist afgjort af en uafhængig og upartisk domstol.
Arbejdsretten er hverken uafhængig eller upartisk. I uafhængighedskravet
ligger, at ingen udenforstående må have adgang til at øve nogen direkte
indflydelse på de afgørelser, der træffes af organet. Det er således
utvivlsomt, at uafhængighedskravet udelukker, at nogen af domstolsorganets
medlemmer er undergivet tjenestebefalinger med hensyn til stemmeafgivningen.
Upartiskhedskravet skal efter Den europæiske Menneskerettighedsdomstols
praksis prøves ud fra to principielt forskellige kriterier: Den subjektive og
den objektive test. Det gøres ikke gældende, at Arbejdsretten er partisk
efter den subjektive test, som efterprøver, om dommerens afgørelse i en
konkret sag er påvirket af uvedkommende hensyn. Det gøres derimod gældende,
at Arbejdsretten er partisk efter den objektive test, som efterprøver, om
Arbejdsretten uden rimelig tvivl fremstår som ikke påvirket af uvedkommende
hensyn. Også her får det betydning, at indklagede er uden indflydelse på
valgene af Arbejdsrettens medlemmer, hvad klagerne har, og at indklagede på
væsentlige punkter har fra de på arbejdsmarkedet etablerede parter afvigende
standpunkter.
Klageren anførte, at den foreliggende sags materielle indhold er af en
art, som Arbejdsretten har afgjort adskillige af, og som Arbejdsretten derfor
uden besvær kan afgøre. Den kan ikke afgøres af andre organer end
Arbejdsretten, og retsformanden i Arbejdsretten er en højesteretsdommer. Det
er derfor vanskeligt at se, at sagen rejser et reelt problem. Det er rigtigt,
at juridiske forfattere har været betænkelige ved den gældende retstilstand.
Ingen af dem har imidlertid gjort sig til talsmænd for, at problemet skulle
løses ved retspraksis. Det kan ikke være Arbejdsrettens opgave at underkende
dansk lovgivning.
Afvisningsspørgsmålet blev afgjort ved Arbejdsrettens kendelse af 15.
februar 1995, der frifandt klageren for den af indklagede nedlagte
afvisningspåstand. Kendelsens præmisser er sålydende:
»Siden 1920 har domstolene anset sig for kompetente til at
efterprøve, om love er uforenelige med grundloven. Arbejdsretten er herefter
forpligtet til at efterprøve, om arbejdsretsloven strider mod grundlovens §
64. Arbejdsretten lægger ved afgørelsen af dette spørgsmål vægt på, at
Arbejdsretten alene afgør de i lovens §§ 9-11 nævnte sager, og at grundlovens
§ 3 ikke foretager en præcis bestemmelse af begrebet »Den dømmende
magt«. Arbejdsretten finder herefter ikke, at der foreligger
tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at arbejdsretsloven er i strid med
grundlovens § 64.
Artikel 6 i Den europæiske Menneskeretskonvention retter sig efter sit
indhold udtrykkeligt til domstolene. Arbejdsretten er herefter forpligtet til
at efterprøve, om arbejdsretsloven strider mod artikel 6 i Den europæiske
Menneskeretskonvention. Arbejdsretten lægger herved vægt på, at ingen af
Arbejdsrettens medlemmer er undergivet instruktionsbeføjelser fra
udenforstående med hensyn til udøvelsen af deres konkrete
afgørelsesmyndighed. Arbejdsretten finder herefter ikke grundlag for at
statuere, at Arbejdsretten ikke er uafhængig. Arbejdsretten lægger endvidere
vægt på, at de arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer og offentlige
instanser, der efter arbejdsretslovens § 3 vælger Arbejdsrettens fagdommere,
dækker langt den største del af det danske arbejdsmarked. At Sammenslutningen
af Firma-Funktionærer ikke også deltager i dette valg, giver ikke
Arbejdsretten grundlag for at statuere, at Arbejdsretten ikke er upartisk.
Som følge heraf frifinder Arbejdsretten klageren for den af indklagede
nedlagte afvisningspåstand.'
Indklagede anlagde den 23. marts 1995 sag mod klageren ved Københavns
Byret. Indklagede har her påstået klageren tilpligtet at anerkende, at
Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 er ugyldig, og at retssag mod
indklagede alene kan anlægges ved og behandles af de almindelige domstole.
Indklagede har her gjort gældende, at lov om Arbejdsretten er i strid med
Grundlovens § 64, at lov om Arbejdsretten er i strid med artikel 6 i Den
europæiske Menneskeretskonven tion, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar
1995 som følge deraf er ugyldig, og at retssag mod indklagede herefter alene
kan anlægges ved og behandles ved de almindelige domstole. Københavns Byret
har den 1. maj 1995 henvist sagen til Østre Landsret, hvor sagen i 8.
afdeling er berammet til forberedende retsmøde den 26. juni 1995. Klageren
agter her at påstå sagen afvist.
Indklagede har herefter påstået arbejdsretssagen udsat, til der er afsagt
endelig dom i den af indklagede mod klageren den 23. marts 1995 ved
Københavns Byret anlagte sag. Subsidiært har indklagede påstået
arbejdsretssagen udsat foreløbigt, indtil det ved endelig dom eller kendelse
er fastslået, om den af indklagede mod klageren den 23. marts 1995 ved
Københavns Byret anlagte sag kan påkendes i realiteten.
Klageren har heroverfor påstået sagen fremmet ved Arbejdsretten uden
hensyntagen til den af indklagede den 23. marts 1995 ved Københavns Byret
anlagte sag.
Indklagede har til støtte for de nu under arbejdsretssagen nedlagte
påstande anført, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 agtes
indbragt for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det som følge af
muligheden for, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 erklæres
ugyldig, vil være processuelt uhensigtsmæssigt at realitetsbehandle sagen,
før der er truffet endelig afgørelse i den af indklagede ved Københavns Byret
anlagte sag, at princippet i retsplejelovens § 345 bør finde anvendelse i
nærværende sag, og at en udsættelse af sagen ikke kan antages at medføre
noget retstab for klageren eller i øvrigt vanskeliggøre gennemførelsen af
sagen. Indklagede har videre anført, at Arbejdsrettens kendelse af 15.
februar 1995 vedrørte rene juridiske lovfortolkningsspørgsmål, der kan
indbringes for de almindelige domstole. Indklagede har herved henvist til
retspraksis vedrørende voldgiftskendelser, der kan indbringes for domstolene.
Klageren har til støtte for den nu under arbejdsretssagen nedlagte påstand
anført, at nærværende sag efter arbejdsretslovens § 9, stk. 1, er omfattet af
Arbejdsrettens saglige kompetence. Da denne kompetence efter
arbejdsretslovens § 11 er eksklusiv, kan sager, der efter § 9 hører under
Arbejdsrettens kompetence, ikke indbringes for de almindelige domstole. Da
Arbejdsrettens kompetence således er eksklusiv, og da Arbejdsrettens domme og
kendelser ikke kan appelleres, foreligger der ikke retlig grund for at
udsætte realitetsbehandlingen af nærværende sag på afventning af den af
indklagede ved Københavns Byret anlagte sag. De anbringender, der gøres
gældende under den sag, blev påkendt ved Arbejdsrettens kendelse af 15.
februar 1995. Den sag udgør således i realiteten en anke af Arbejdsrettens
kendelse af 15. februar 1995. Princippet i retsplejelovens § 345 kan herefter
ikke finde anvendelse i nærværende sag. Klageren har naturligt en væsentlig
og begrundet interesse i, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en
overenskomst med indklagede, afgøres hurtigst muligt. En imødekommelse af en
af indklagedes påstande medfører en risiko for, at alle sager vedrørende
uorganiserede i en uvis fremtid må sættes i bero på, at denne sags formalitet
afgøres endeligt ved de almindelige domstole og Den europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE
Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 påkendte alene de
anbringender, indklagede havde anført til støtte for den af indklagede
nedlagte afvisningspåstand. Indklagede har ikke gjort gældende, at
Arbejdsretten ikke var kompetent hertil. Indklagede har til støtte for de
påstande, indklagede har nedlagt i den ved Københavns Byret den 23. marts
1995 anlagte sag, kun anført de samme anbringender. Da Arbejdsrettens domme
og kendelser ikke kan appelleres, finder Arbejdsretten det ikke
hensigtsmæssigt i medfør af arbejdsretslovens § 19, jf. retsplejelovens §
345, at udsætte denne sag som af indklagede påstået. Arbejdsretten tager
herefter klagerens påstand til følge.
Thi bestemmes
Denne sag fremmes ved Arbejdsretten uden hensyntagen til den af
indklagede, Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af
Firma-Funktionærer, den 23. marts 1995 ved Københavns Byret anlagte sag.
I sagsomkostninger skal indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
Officielle noter
(* 1) (Ingen henvisninger)
Lignende dokumenter
- Kollektiv arbejdsret, generelt. Processuelle spørgsmål 1., 2.5., 3.4(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af Firma- Funktionærer (advokat Kåre Mønsted) Dommere: Max Bæhring, Arnold Hansen, Lind, Allan Nielsen, Riis (retsformand), Benny Rosberg og Sløk. Retsinformation · 24. september 1997
- Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 4.1.(* 1)(* 2) Organisationsfjendtlig virksomhed. Organisationsforhold. Arbejdsgiverforening pålagt bod for ikke at acceptere fagforbunds lokale afdelingers ret til at indkalde til mæglingsmøde. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA (advokat Henrik Uldal) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Brink, Carsten Holm, Jens Pors, Benny Rosberg, Aage Spang-Hanssen og Willy Strube Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.1. Kollektiv overenskomst 1. Processuelle spørgsmål 8. Særoverenskomst.(* 1)(* 2) Uorganiseret arbejdsgiver bundet af tiltrædelsesoverenskomst og forlig. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane Lorentzen) mod Restaurant Kontoret v/Abdualaya Ba, Vissinggade 24, 7100 Vejle (advokat Finn Dyhre Hansen, Vejle). Dommere: Dresling, Arnold Hansen, Mads Kofod, Bonde Larsen, Erik Nielsen, Riis (retsformand) og Tjellesen. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.1. Fagretlig behandling. Processuelle spørgsmål 2.1. og 7. Virksomhedsoverdragelse.(* 1)(* 2) Ej sådan identitet mellem to virksomheder, at virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Royal Service ApS, Nørregade 28 B, 1165 København K. (advokat M. Riise-Knudsen) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Dresling, Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Carsten Holm, Pors og Rosberg Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2., Organisationsansvar 4.2.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA for Restaurant Balkonen, Tivoli, og HOREFA på egne vegne (advokat Henrik Uldal) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Poul F. Hansen, Mads Kofod, E. Ross Pedersen, Preben A. Petersen og Riis (retsformand). Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen)(* 1)(* 2) mod Elsebet Larsen som forpagter af Hotel Saxkjøbing K/S, Sakskøbing, (advokat C.H. Futtrup) og Contractor Compagny af dec. 1980 A/S under konkurs, tidligere Aktieselskabet Building Construction Bulcon - BCB. (ingen) Dommere: Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Carsten Holm, Kiil (retsformand), Sløk, Willy Strube og Nicolai Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997