Spring til indhold

Retsinformation

(2. kendelse i sagen) Processuelle spørgsmål 2.1., 3.7.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Hotel Færgegården Lohals A/S ved sammenslutningen af Firma- Funktionærer (advokat Kåre Mønsted) Dommere: Arnold Hansen, Lind, Allan Nielsen, Ross Pedersen, Riis (retsformand), Rosberg og Strube.

DOM nr 3910 af 23/06/1995DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

(2. kendelse i sagen) Processuelle spørgsmål

2.1., 3.7.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og

Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Hotel Færgegården

Lohals A/S ved sammenslutningen af Firma- Funktionærer (advokat Kåre Mønsted)

Dommere: Arnold Hansen, Lind, Allan Nielsen, Ross Pedersen, Riis

(retsformand), Rosberg og Strube.

Indklagede i sagen, hvori kendelse var afsagt den 15/2-95, (refereret i

Nyt fra Arbejdsretten nr. 3/1995, marts 1995), anlagde 23/3-95 sag mod

klageren ved Københavns Byret og påstod her klageren tilpligtet at anerkende,

at Arbejdsrettens kendelse af 15/2-95 er ugyldig, og at retssag mod

indklagede alene kan anlægges ved og behandles af de almindelige domstole.

Københavns Byret henviste 1/5-95 sagen til Østre Landsret.

Indklagede påstod herefter arbejdsretssagen udsat.

Subsidiært påstod indklagede arbejdsretssagen udsat foreløbigt, indtil det

ved endelig dom eller kendelse er fastslået, om den ved Københavns Byret

anlagte sag kan påkendes i realiteten.

Klageren påstod sagen fremmet ved Arbejdsretten uden hensyntagen til den

ved Københavns Byret anlagte sag.

Arbejdsretten udtalte, at kendelsen af 15/2-95 alene påkendte de

anbringender, indklagede havde anført til støtte for den af indklagede

nedlagte afvisningspåstand. mens indklagede ikke havde gjort gældende, at

Arbejdsretten ikke var kompetent hertil. Endvidere havde indklagede til

støtte for de påstande, indklagede har nedlagt i den ved Københavns Byret

anlagte sag, kun anført de samme anbringender. Da Arbejdsrettens domme og

kendelser ikke kan appelleres, fandt Arbejdsretten det ikke hensigtsmæssigt i

medfør af arbejdsretslovens § 19, jf. retsplejelovens § 345, at udsætte denne

sag som af indklagede påstået.

Ved klageskrift af 2. maj 1994 har Landsorganisationen i Danmark for

Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet indklaget Hotel Færgegården

Lohals A/S ved Sammenslutningen af Firma-Funktionærer for Arbejdsretten og

Læs alt

nedlagt følgende påstande:

Indklagede, Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af

Firma-Funktionærer, tilpligtes at anerkende at være forpligtet af den til

enhver tid gældende overenskomst mellem Restaurations- og Bryggeriarbejder

Forbundet og HOREFA samt for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn

fastsat bod til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet.

Indklagede, Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af

Firma-Funktionærer, tilpligtes at efterbetale manglende bidrag til

Uddannelsesfonden.

Indklagede har påstået afvisning.

Klageren har påstået frifindelse for indklagedes afvisningspåstand.

Afvisningsspørgsmålet blev procederet den 16. januar 1995.

Indklagede gjorde til støtte for den nedlagte afvisningspåstand gældende,

at Arbejdsretten er inhabil i forhold til indklagede, idet Sammenslutningen

af Firma-Funktionærer ikke er blandt de faglige organisationer, der vælger

Arbejdsrettens medlemmer, og da Sammenslutningen af Firma-Funktionærer har

fra de etablerede parter på arbejdsmarkedet på både arbejdsgiver- og

arbejdstagerside på væsentlige punkter afvigende standpunkter, og at det vil

være i strid med artikel 6 i Den europæiske Menneskeretskonvention, såfremt

nærværende sag behandles og afgøres af Arbejdsretten og ikke af de

almindelige domstole, idet Arbejdsretten ikke sikrer indklagede en retfærdig

offentlig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol.

Indklagede anførte i relation til anbringendet om inhabilitet, at selv om

lovgivningsmagten har ønsket at organisere Arbejdsretten som en domstol, er

resultatet ikke blevet vellykket, idet Arbejdsretten mere har karakter af en

voldgiftsret end en domstol. Medlemmerne af Arbejdsretten vælges for 3 år og

kan genvælges. Herved mister Arbejdsretten den personelle uafhængighed,

grundlovens § 64 kræver af en dommer. Dette er særlig betænkeligt i denne

sag, hvor klageren har væsentlig indflydelse på valgene, som indklagede er

uden indflydelse på.

Indklagede anførte i relation til anbringendet om artikel 6 i Den

europæiske Menneskeretskonvention, at konventionen ved lov nr. 285 af 29.

april 1992 er blevet inkorporeret i dansk ret. Konventionen må derfor som

inkorporeret i dansk ret ved en yngre lov end arbejdsretsloven fra 1973 have

forrang for denne. Artikel 6 i konventionen foreskriver, at enhver har ret

til at få sin tvist afgjort af en uafhængig og upartisk domstol.

Arbejdsretten er hverken uafhængig eller upartisk. I uafhængighedskravet

ligger, at ingen udenforstående må have adgang til at øve nogen direkte

indflydelse på de afgørelser, der træffes af organet. Det er således

utvivlsomt, at uafhængighedskravet udelukker, at nogen af domstolsorganets

medlemmer er undergivet tjenestebefalinger med hensyn til stemmeafgivningen.

Upartiskhedskravet skal efter Den europæiske Menneskerettighedsdomstols

praksis prøves ud fra to principielt forskellige kriterier: Den subjektive og

den objektive test. Det gøres ikke gældende, at Arbejdsretten er partisk

efter den subjektive test, som efterprøver, om dommerens afgørelse i en

konkret sag er påvirket af uvedkommende hensyn. Det gøres derimod gældende,

at Arbejdsretten er partisk efter den objektive test, som efterprøver, om

Arbejdsretten uden rimelig tvivl fremstår som ikke påvirket af uvedkommende

hensyn. Også her får det betydning, at indklagede er uden indflydelse på

valgene af Arbejdsrettens medlemmer, hvad klagerne har, og at indklagede på

væsentlige punkter har fra de på arbejdsmarkedet etablerede parter afvigende

standpunkter.

Klageren anførte, at den foreliggende sags materielle indhold er af en

art, som Arbejdsretten har afgjort adskillige af, og som Arbejdsretten derfor

uden besvær kan afgøre. Den kan ikke afgøres af andre organer end

Arbejdsretten, og retsformanden i Arbejdsretten er en højesteretsdommer. Det

er derfor vanskeligt at se, at sagen rejser et reelt problem. Det er rigtigt,

at juridiske forfattere har været betænkelige ved den gældende retstilstand.

Ingen af dem har imidlertid gjort sig til talsmænd for, at problemet skulle

løses ved retspraksis. Det kan ikke være Arbejdsrettens opgave at underkende

dansk lovgivning.

Afvisningsspørgsmålet blev afgjort ved Arbejdsrettens kendelse af 15.

februar 1995, der frifandt klageren for den af indklagede nedlagte

afvisningspåstand. Kendelsens præmisser er sålydende:

»Siden 1920 har domstolene anset sig for kompetente til at

efterprøve, om love er uforenelige med grundloven. Arbejdsretten er herefter

forpligtet til at efterprøve, om arbejdsretsloven strider mod grundlovens §

64. Arbejdsretten lægger ved afgørelsen af dette spørgsmål vægt på, at

Arbejdsretten alene afgør de i lovens §§ 9-11 nævnte sager, og at grundlovens

§ 3 ikke foretager en præcis bestemmelse af begrebet »Den dømmende

magt«. Arbejdsretten finder herefter ikke, at der foreligger

tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at arbejdsretsloven er i strid med

grundlovens § 64.

Artikel 6 i Den europæiske Menneskeretskonvention retter sig efter sit

indhold udtrykkeligt til domstolene. Arbejdsretten er herefter forpligtet til

at efterprøve, om arbejdsretsloven strider mod artikel 6 i Den europæiske

Menneskeretskonvention. Arbejdsretten lægger herved vægt på, at ingen af

Arbejdsrettens medlemmer er undergivet instruktionsbeføjelser fra

udenforstående med hensyn til udøvelsen af deres konkrete

afgørelsesmyndighed. Arbejdsretten finder herefter ikke grundlag for at

statuere, at Arbejdsretten ikke er uafhængig. Arbejdsretten lægger endvidere

vægt på, at de arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer og offentlige

instanser, der efter arbejdsretslovens § 3 vælger Arbejdsrettens fagdommere,

dækker langt den største del af det danske arbejdsmarked. At Sammenslutningen

af Firma-Funktionærer ikke også deltager i dette valg, giver ikke

Arbejdsretten grundlag for at statuere, at Arbejdsretten ikke er upartisk.

Som følge heraf frifinder Arbejdsretten klageren for den af indklagede

nedlagte afvisningspåstand.'

Indklagede anlagde den 23. marts 1995 sag mod klageren ved Københavns

Byret. Indklagede har her påstået klageren tilpligtet at anerkende, at

Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 er ugyldig, og at retssag mod

indklagede alene kan anlægges ved og behandles af de almindelige domstole.

Indklagede har her gjort gældende, at lov om Arbejdsretten er i strid med

Grundlovens § 64, at lov om Arbejdsretten er i strid med artikel 6 i Den

europæiske Menneskeretskonven tion, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar

1995 som følge deraf er ugyldig, og at retssag mod indklagede herefter alene

kan anlægges ved og behandles ved de almindelige domstole. Københavns Byret

har den 1. maj 1995 henvist sagen til Østre Landsret, hvor sagen i 8.

afdeling er berammet til forberedende retsmøde den 26. juni 1995. Klageren

agter her at påstå sagen afvist.

Indklagede har herefter påstået arbejdsretssagen udsat, til der er afsagt

endelig dom i den af indklagede mod klageren den 23. marts 1995 ved

Københavns Byret anlagte sag. Subsidiært har indklagede påstået

arbejdsretssagen udsat foreløbigt, indtil det ved endelig dom eller kendelse

er fastslået, om den af indklagede mod klageren den 23. marts 1995 ved

Københavns Byret anlagte sag kan påkendes i realiteten.

Klageren har heroverfor påstået sagen fremmet ved Arbejdsretten uden

hensyntagen til den af indklagede den 23. marts 1995 ved Københavns Byret

anlagte sag.

Indklagede har til støtte for de nu under arbejdsretssagen nedlagte

påstande anført, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 agtes

indbragt for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det som følge af

muligheden for, at Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 erklæres

ugyldig, vil være processuelt uhensigtsmæssigt at realitetsbehandle sagen,

før der er truffet endelig afgørelse i den af indklagede ved Københavns Byret

anlagte sag, at princippet i retsplejelovens § 345 bør finde anvendelse i

nærværende sag, og at en udsættelse af sagen ikke kan antages at medføre

noget retstab for klageren eller i øvrigt vanskeliggøre gennemførelsen af

sagen. Indklagede har videre anført, at Arbejdsrettens kendelse af 15.

februar 1995 vedrørte rene juridiske lovfortolkningsspørgsmål, der kan

indbringes for de almindelige domstole. Indklagede har herved henvist til

retspraksis vedrørende voldgiftskendelser, der kan indbringes for domstolene.

Klageren har til støtte for den nu under arbejdsretssagen nedlagte påstand

anført, at nærværende sag efter arbejdsretslovens § 9, stk. 1, er omfattet af

Arbejdsrettens saglige kompetence. Da denne kompetence efter

arbejdsretslovens § 11 er eksklusiv, kan sager, der efter § 9 hører under

Arbejdsrettens kompetence, ikke indbringes for de almindelige domstole. Da

Arbejdsrettens kompetence således er eksklusiv, og da Arbejdsrettens domme og

kendelser ikke kan appelleres, foreligger der ikke retlig grund for at

udsætte realitetsbehandlingen af nærværende sag på afventning af den af

indklagede ved Københavns Byret anlagte sag. De anbringender, der gøres

gældende under den sag, blev påkendt ved Arbejdsrettens kendelse af 15.

februar 1995. Den sag udgør således i realiteten en anke af Arbejdsrettens

kendelse af 15. februar 1995. Princippet i retsplejelovens § 345 kan herefter

ikke finde anvendelse i nærværende sag. Klageren har naturligt en væsentlig

og begrundet interesse i, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en

overenskomst med indklagede, afgøres hurtigst muligt. En imødekommelse af en

af indklagedes påstande medfører en risiko for, at alle sager vedrørende

uorganiserede i en uvis fremtid må sættes i bero på, at denne sags formalitet

afgøres endeligt ved de almindelige domstole og Den europæiske

Menneskerettighedsdomstol.

ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE

Arbejdsrettens kendelse af 15. februar 1995 påkendte alene de

anbringender, indklagede havde anført til støtte for den af indklagede

nedlagte afvisningspåstand. Indklagede har ikke gjort gældende, at

Arbejdsretten ikke var kompetent hertil. Indklagede har til støtte for de

påstande, indklagede har nedlagt i den ved Københavns Byret den 23. marts

1995 anlagte sag, kun anført de samme anbringender. Da Arbejdsrettens domme

og kendelser ikke kan appelleres, finder Arbejdsretten det ikke

hensigtsmæssigt i medfør af arbejdsretslovens § 19, jf. retsplejelovens §

345, at udsætte denne sag som af indklagede påstået. Arbejdsretten tager

herefter klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes

Denne sag fremmes ved Arbejdsretten uden hensyntagen til den af

indklagede, Hotel Færgegården Lohals A/S ved Sammenslutningen af

Firma-Funktionærer, den 23. marts 1995 ved Københavns Byret anlagte sag.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) (Ingen henvisninger)

Lignende dokumenter