Ekspropriation i forbindelse med anlægget af en fast forbindelse over Øresund. Ikke givet HNG erstatning for det forhold at selskabets ledningsanlæg er blevet værdiløst
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ekspropriation i forbindelse med anlægget af en
fast forbindelse over Øresund. Ikke givet HNG erstatning for det forhold at
selskabets ledningsanlæg er blevet værdiløst
Udskrift af forhandlingsprotokollen
for ekspropriationskommissionen
vedrørende anlægget af en fast forbindelse over Øresund i henhold til lov
nr. 590 af 19. august 1991.
57. hæfte
Mødet den 26. september 1995.
(Tårnby Kommune).
Den 26. september 1995, kl. 9,00, samledes kommissionen for at
behandle en sag, i hvilken Hovedstadsregionens Naturgas I/S (HNG) har krævet
erstatning for skrotning af gasledninger i forbindelse med gennemførelse af
Øresundsforbindelsens landanlæg i Tårnby Kommune.
Til stede var:
Kommissionens medlemmer.
Kommissarius ved Statens Ekspropriationer F. Reidar Jørgensen .
Viceskoleinspektør Bent M. Pedersen og
Borgmester Kaj Petersen
begge udnævnt af Trafikministeren.
Amtsrådsmedlem Poul Elgaard Pedersen,
udnævnt af Københavns Amtsråd.
Amtsrådsmedlem Per Kleis Bønnelycke havde meldt forfald, hvilket
også var tilfældet for de for Tårnby kommune udmeldte delegerede.
Kommissionens tilforordnede,
Den ledende landsinspektør, landsinspektør Knud Nielsen.
Kommissionens sekretær, fuldmægtig Mogens Pedersen.
Advokater.
Advokat Vivi Bruhn Knudsen for HNG.
Advokat Jens Auken for A/S Øresundsforbindelsen.
Læs alt
A/S Øresundsforbindelsen.
Projektchef Ole Christensen
Landinspektør Steen Lund.
HNG
Cand.jur. Henriette Johansen
Landinspektør John Thorn.
Kommissarius fremlagde:
A/S Øresundsforbindelsens processkrift I af 24. august 1994 med bilag 1-3.
HNG's processkrift I af 23. november 1994 med bilag A og B.
A/S Øresundsforbindelsens processkrift II af 3. april 1995 med bilag 5 og
6.
HNG's processkrift II af 11. august 1995 med bilag C-P.
Advokat Bruhn Knudsen fremlagde en plan, hvorpå var angivet dels
ikke renoverede, dels nye og renoverede ledninger.
Advokat Jens Auken fremlagde deklaration af 29. september 1976, lyst på en
række ejendomme i Tårnby om byggelinier med relation til det i lov nr. 321 af
10. juni 1976, § 1, nr. 2, nævnte hovedlandevejsanlæg.
Sagen procederedes.
Hovedstadsregionens Naturgas I/S (i det følgende HNG) har af A/S
Øresundsforbindelsen krævet en erstatning på 1.871.000 kr.
Kravet begrundes med, at de ekspropriationer, som selskabet har foretaget
i Tårnby Kommune, har medført, at en del af HNG's ledningsanlæg er blevet
værdiløst og har måtte skrottes, hvadenten det er fjernet eller ej. Der er
ikke etableret erstatningsanlæg. Det drejer sig dels om et ledningsnet i
vejareal, dels stikledninger fra ledning i vej til 94 private parcelhuse.
Strækninger og ejendomme er angivet på 4 kort af 13. september 1994 og
omfatter området ved Københavns Lufthavn, Kastrup, området ved Amager
Strandvej og Nyhøj Alle, området ved Amager Landevej samt området mellem
Englandsvej og Oliefabriksvej. Kravet opdeles således:
Ledningsnet i vejareal 1.276.000 kr.
Stikledninger 595.000 kr.
Samlet krav 1.871.000 kr.
Der kræves renter med 7 3/4 % p.a. fra 1. juli 1993.
Subsidiært kræves en mindre erstatning med renter.
A/S Øresundsforbindelsen har afvist at betale erstatning.
HNG's krav støttes på en række betragtninger. Af praktiske grunde og for
at lette oversigten opdeles HNG's anbringender i nogle generelle synspunkter,
betragtninger om stikledninger og betragtninger om ledningsnet i offentlig
vej. Imidlertid kan anbringender under et af de to sidste afsnit også være af
betydning for det andet afsnit.
Generelt
I henhold til varmeforsyningsloven har HNG en forsyningspligt og dermed
haft pligt til at etablere eller erhverve sig det ledningsnet, der ved
eksporpriation af de pågældende ejendomme og det samlede område bliver
værdiløst. Det har været en indiskutabel forudsætning for denne pligt og den
skete investering, at man i en lang årrække frem sikkert kunne regne med en
indtægt også af det nu som følge af ekspropriationen værdiløse net. HNG har
på dette lovgrundlag ikke en ringere retsstilling end den indehaver af en
brugsret (en lejeret), der ved lov eller kontrakt er sikret en lang
uopsigelighed. Ledningsanlæggets »værdi« kan betragtes dualistisk.
Kravet er opgjort efter prisen for nyanlæg, hvilket beløb ikke overstiger den
pris, som udgøres af anskaffelses- og renoveringsomkostninger for det i
betragtning kommende net, når også hensyn tages til ledningsanlæggets
sandsynlige levetid. Hvis man imidlertid ikke eller ikke fuldt ud anerkender
denne opgørelsesmåde, har HNG gjort gældende, at erstatning for
ledningsanlægget må ansættes ud fra en vurdering af indtjeningsgrundlaget.
For de 70 ejendomme, der er udgået af varmeforsyningen, udgør
dækningsbidraget for tiden frem til år 2005 900.000 kr. Ledningsanlægget har
i den nuværende stand en betydelig længere levetid, og dækningsbidraget er
successivt stigende. Dermed vil en erstatningsopgørelse, baseret på tabt
dækningsbidrag overstige kravet på 1.871.000 kr. Hertil kommer sandsynligt
tabt dækningsbidrag fra potentielle nytilkommende kunder i området, hvis
ejendommene ikke var blevet fjernet.
Imidlertid kræver HNG ikke selvstændig erstatning for tabt
indtægtsgrundlag. Der skal under sagen kun tages hensyn til dette til
underbyggelse af værdien af det ledningsnet, der ved ekspropriationen er
unyttiggjort. En værdiberegning på basis af tabt dækningsbidrag ville føre
til et større erstatningskrav.
94 stikledninger er blevet værdiløse. Kun de 70 ejendomme, der har
modtaget naturgas til opvarmning, indgår imidlertid i beregningen over tabt
dækningsbidrag.
Når staten har pålagt et fælleskommunalt interessentskab at bekoste givne
anlæg, kan staten ikke erstatningsfrit fjerne interessentskabets mulighed for
gennem den forudsatte indtjening at få investeringen forrentet og afskrevet.
Sker noget sådant, må der ydes erstatning.
HNG's principielle betragtning er, at der er foretaget en ekspropriation i
forhold til HNG, både fysisk i relation til ledningsnettet og i form af
indgreb i bestående kontraktsforhold. En sådan ekspropriation udløser krav om
fuld erstatning for det lidte tab, medmindre særlige regler fører til andet.
Sådanne regler eksisterer ikke. HNG har afholdt en række omkostninger.
Værdien af disse er ved ekspropriationen tilintegjort og må følgelig
erstattes.
HNG henviste specielt til Varmeforsyningslovens § 6, ifølge hvilken Tårnby
kommune har haft pligt til at sørge for tilvejebringelse af et projekt for
kollektiv varmeforsyning, hvilken forpligtelse var opfyldt.
HNG henviste videre til reale hensyn som begrundelse for
Øresundsforbindelsens erstatningspligt og henviste videre til situationer, i
hvilke der gøres indgreb i erhvervsvirksomheders drift.
A/S Øresundsforbindelsen har afvist, at bestemmelserne i
varmeforsyningsloven har nogen betydning for erstatningspligten. Det er
ganske almindeligt, at ledningsejere i henhold til lov eller koncession har
en leveringspligt. Det ville have helt uoverskuelige økonomiske konsekvenser,
hvis man i ekspropriationstilfælde skulle erstatte det dækningsbidrag, som
elværker, televirksomheder m.v. mister. Føres tanken til ende, ville noget
tilsvarende kunne gøres gældende for andre, der havde leveret varer og
tjenesteydelser til ejendomme.
A/S Øresundsforbindelsen påpegede, at der ikke som sådan påhviler HNG en
forpligtelse til at etablere nettet, men at HNG ifølge det historiske forløb
har et monopol på naturgasforsyning i området.
A/S Øresundsforrbindelsen gjorde videre gældende, at den almindelige
betragtning om afkortning i erstatningen for indvundne fordele måtte komme
til anvendelse, hvis man overhovedet ville gå ind på tanken om at yde
erstatning.
Stikledninger på privat grund
Ifølge HNG's almindelige leveringsbetingelser fra 1984 er HNG ejer af
stikledninger (§ 3, stk. 1), kan HNG lade tinglyse deklaration om anlæggets
anbringelse og forbliven på ejendommen (§ 3, stk. 2), og HNG er ved
leveringsforholdets ophør berettiget til at lade stikledningen blive liggende
(§ 3, stk. 6).
Ved ejendomsoverdragelse er den hidtidige ejer forpligtet til at drage
omsorg for, at den nye ejer indtræder i kontraktsforholdet (§ 2, stk. 6), som
kan afmeldes med 12 måneders varsel (§ 2, stk. 3).
I de tilfælde, i hvilke en stikledning tilhørte ejendommen på tidspunktet
for tilslutning til naturgasnettet, er der i årene 1987-1992 ofte ydet en
kontant betaling på 5.000 kr. pr. stik, ligesom der er ydet
introduktionsrabat, enten i forbrugsprisen eller ved kontant betaling til
hjælp til dækning af kundens anlægsudgifter.
HNG har gjort gældende, at leveringsbetingelserne har sikret
ledningsejeren en ret til permanent at have stikledningen anbragt på
vedkommende ejendom. Ejeren kan ikke forlange ledningen fjerne. Hvis ejeren
ønsker en ændring, må omlægningen ske for ejerens regning
(leveringsbetingelserne § 3, stk. 4). Eksproprianten har ikke bedre ret end
ejerne, jfr. eksempelvis U.f.R. 1936, s. 79H. Der er således tale om en
traditionel servitut over ejendommen, der som enhver anden begrænset
rettighed over en fast ejendom må erstattes, hvis den bortfalder ved
ekspropriation. Hvis ledningen havde tilhørt ejeren af den faste ejendom,
ville eksproprianten givetvis have skullet erstatte ledningen. Den
omstændighed, at HNG har betalt og ejer stikledningen, kan ikke gøre nogen
forskel. Et modsat resultat ville indebære en ugrundet berigelse for
eksproprianten.
Det forhold, at leveringsaftalen kan opsiges med 12 måneders varsel, er
uden betydning. Det afgørende for sagen er ikke en teoretisk
opsigelsesmulighed, men den realitet, at HNG kunne regne med at levere gas
til de pågældende ejendomme i en lang årrække med et meget lille frafald af
kunder, ovenikøbet med en sandsynlig tilgang. I løbet af de seneste 2 år er
1,3 promille af kunderne ophørt som selvstændige kunder og en endnu mindre
andel som de facto gasforbrugere. Der bortses fra kundeophør, som omfattes af
denne sag.
På den ene side har HNG hævdet, »at A/S Øresundsforbindelsen i
forhold til HNG indtræder i gasforbrugernes/ejendomsejernes rettigheder og
forpligtelser« (processkrift I side 2). På den anden side har HNG også
hævdet: »Retten til ekspropriationserstatning kan ikke afskæres ved, at
den eksproprierende myndighed indtræder i lejerforholdet og blot udnytter en
formel opsigelsesadgang, det være sig, om den begrænsede rettighed vedrører
et løbende leveringsforhold, et leje-, forpagtnings- eller leasingforhold
eller andre former for begrænsede rettigheder« (processkrift II side 3).
Det er ikke den teoretisk formelle mulighed for opsigelse, der er
afgørende, men den faktiske, helt overvejende sandsynlige indtægtsmulighed,
der skal erstattes ved en ekspropriation.
HNG har herved særligt henvist til Dansk Miljøret, 4. bind, side 110 ff.
HNG fremhævede videre, at HNG's retsstilling på privat grund var en anden
end eksempelvis telefonledningers retsstilling i henhold til telefonlovens §
12.
Den fornævnte højesteretsdom og de andre domme om ledningsanlæg fra
1930-erne viser, at det er de oprindelige aftaler, der er af betydning.
A/S Øresundsforbindelsen har gjort gældende, at ledningsejere ikke hidtil
ses at have krævet erstatning hos en anlægsmyndihged for tab af ledninger på
privat grund. Der er hverken kommissions- eller retspraksis for noget sådant.
Den manglende omtale i litteraturen om erstatning for skrotning af ledninger
understøtter ligeledes, at HNG's krav ikke kan imødekommes.
Kontraktsforholdet giver aftageren ret til at opsige kontrakten med 12
måneders varsel, og HNG har ikke nogen erstatningsbeskyttet forventning om
gasleverance i længere tid. A/S Øresundsforbindelsen har ved ekspropriation
erhvervet ejendomsret til de pågældende ejendomme og er derved indtrådt i den
tidligere ejers ret til at opsige kontraktsforholdet.
Hvis grundejerne selv havde betalt stikledninge, ville dette ikke i sig
selv have været en sådan værdiforøgelse af ejendommen, at forholdet havde
givet sig udslag i størrelsen af erstatningen for ejendommen.
Hvad angår henvisningen til Fast Ejendoms Regulering, bemærkes, at omtalen
relaterer til erstatningsudmålingen ved ekspropriation af en virksomhed, ikke
til den situation, som foreligger i denne sag.
A/S Øresundsforbindelsen lagde videre vægt på, at betalingen for den
enkelte stikledning i realiteten var at betragte som et markedsføringsbidrag
og ikke kunne tages som udtryk for et specifikt ønske om erhvervelse af
ejendomsret.
Vejareal
De lovbestemmelser, som parterne har fremført, er lov om offentlige veje §
106 og § 20.
A/S Øresundsforbindelsen har ikke afvist at følge § 20, men har anført, at
bestemmelsen gælder omlægning eller flytning af ledninger, men derimod ikke
en ledningsejers tab ved skrotning af ledninger. Bestemmelsen er at betragte
som en undtagelse fra hovedreglen i vejlovens § 106. Ifølge den skal
ledningsejeren som udgangspunkt afholde samtlige udgifter til flytning af
sine ledninger, når ledninsflytningen er forårsaget af et vejarbejde.
HNG har gjort gældende, at reglen i vejlovens § 106 er en undtagelse fra
generelt gældende principper.
Ifølge HNG er vejlovens § 20 udtryk for, at det ved hovedlandevejsanlæg er
og altid har været et udgangspunkt, at kommuner og kommunale sammenslutninger
skulle have fuld erstatning for omkostninger, opstået i forbindelse med
ekspropriation til sådanne statsarbejder. Det fremgår af bemærkningerne til §
10 i hovedlandevejsloven fra 1963. § 20 er udslag af en 150-årig praksis og
retstilstand samt af og i bedst harmoni med grundlovens § 73's krav om
fuldstændig erstatning.
Der er navnlig intet holdepunkt for at fortolke § 20 indskrænkende
således, at den kun gælder omkostninger til »omlægning eller
flytning«. Bestemmelsen må finde tilsvarende anvendelse på et direkte
tab, der påføres ledningsejeren, hvilket i øvrigt også følger af, at der er
tale om en tvungen afståelse af ledningsnettet. Det er naturligvis i den
forbindelse uden relevand, at HNG kunne optage og fjerne ledningsnettet.
HNG mener, at det følger af bestemmelserne i jernbaneforordningen af 5.
marts 1845, at en anlægsmyndighed altid har skullet »afholde
omkostninger ved nødvendige omlægningsarbejder, hvor ekspropriation i øvrigt
var ufornøden«. Vejlovens § 106 er en undtagelse fra dette gamle
princip, lovfæstet ved vejbestyrelsesloven i 1957. De i bemærkningerne til
nævnte bestemmelse anførte domme U 1934-451 H og 609 Ø beskriver
anvendelsesområdet for § 106. De i dommene beskrevne tilfælde kan ikke
sammenlignes med den situation, at der foretages et ekspropriativt indgreb
over for vejbestyrelser, kommuner og kommunale sammenslutninger som HNG,
»der jo netop principielt selv ejer vejen«.
Vejlovens § 106 gælder kun, når flytningen er nødvendiggjort af
grundejernes egne vejreguleringer, jfr. U 1936-79 H modsætningsvis.
A/S Øresundsforbindelsen har fremført, at bestemmelsen i vejlovens § 106
gælder i alle de tilfælde, i hvilke der ikke er indgået en særskilt aftale
mellem ledningsejeren og vejmyndigheden, som fører til andet resultat. Det
fremgår også deraf, at § 106, stk. 2, betragter § 20 som en undtagelse fra §
106, stk. 1, jfr. Trafikministeriets cirkulære nr. 132 af 6. december 1985,
pkt. 55.
HNG har videre fremført, at det er uden betydning, at HNG har kunnet
hjemtage ledningsanlægget, at HNG ved ledningsnettets nedlæggelse har mistet
den immaterielle ret til at betjene en kundekreds, at HNG ikke har kunnet
forudse den nu nødvendiggjorte skrotning og derfor har foretaget
investeringer for få år siden, og at HNG har en forsyningspligt.
A/S Øresundsforbindelsen har afvist, at disse betragtninger har betydning
for erstatningspligten.
A/S Øresundsforbindelsen var principielt enig i, at det ikke var vejlovens
regler, som direkte finder anvendelse. Ved bestemmelse af ledningernes
retsstilling var disse bestemmelser imidlertid af betydning.
En parallelisering mellem ledningsomlægning og - kort udtrykt - skrotning
kunne ikke foretages, idet sidstnævnte situation også kunne forekomme som en
almindelig foreteelse ved et hovedlandevejsanlæg. Når lovgiver ikke havde
nævnt denne gruppe, var det naturligvis med fuldt overlæg.
A/S Øresundsforbindelsen fremhævede, at det ville være en fuldstændig
nyskabelse inden for ekspropriationspraksis, hvis der skulle ydes erstatning
i de af HNG omtalte tilfælde.
På kommissionens spørgsmål derom oplyste HNG, at man ikke umiddelbart
kunne nævne tilfælde, i hvilke der var krævet og/eller givet erstatning for
ledningsstrækninger, hvis værdi kunne siges at være blevet tilintetgjort i
nedrivningstilfælde eller andre lignende situationer.
Erstatningskravets størrelse.
Såvel i de fremlagte processkrifter som som under den mundtlige procedure
har HNG redegjort for erstatningskravets størrelse. Beregningen er bestridt
af A/S Øresundsforbindelsen.
I betragtning af det resultat, som kommissionen er kommet til, udelades en
nærmere gengivelse af betragtningerne om dette spørgsmål.
Der afsagdes sålydende
K E N D E L S E :
Generelt.
Kommissionen kan ikke anerkende, at bestemmelserne i varmeforsyningsloven
fører til en pligt for A/S Øresundsforbindelsen som ekspropriant til at yde
erstatning for ledningsanlæg, som er blevet værdiløst derved, at et antal
ejendomme er eksproprieret med den virkning, at der ikke længere skal leveres
natur gas til de pågældende ejendomme.
Der er ikke henvist til særlige regler, der garanterer forrentning og
afskrivning af en given investering, og at der ved ekspropriationen er gjort
indgreb i en sådan garanti.
Stikledninger på privat grund.
Kommissionens udgangspunkt er, at A/S Øresundsforbindelsen ved erhvervelse
af ejendomsret til de pågældende ejendomme er indtrådt i den tidligere ejers
rettigheder og forpligtelser i henhold til det gældende kontraktsforhold med
HNG.
Dette er begge parter da også enige i. Imidlertid er det HNG's opfattelse,
at der fra hovedreglen gælder den undtagelse, at A/S Øresundsforbindelsen
ikke kan benytte den kontraktsbestemte opsigelsesret fra brugerens side.
Erstatning skal, efter HNG's opfattelse, ydes, hvis HNG havde en berettiget
forventning om at kunne fortsætte gasleverancen med den konsekvens, at der
gennem løbende ydelser fra brugerenes side ville blive opnået dækning for den
mistede investering.
Efter kommissionens opfattelse er der ikke i retspraksis holdepunkt for
dette standpunkt, jfr. også de nedenfor anførte domme om ledningsflytning. En
ekspropriation udløser ved tilintetgørelse af et kontraktsforhold ikke
erstatning i videre omfang, end kontraktsforholdets bestemmelser rækker.
Ekspropriationen skaber ikke videregående rettigheder end dem, en
kontraktspartner har i forvejen.
Det er derfor kommissionens opfattelse, at A/S Øresundsforbindelsen har
været berettiget til at bringe kontraktsforholdet til ophør med 12 mdr.'s
opsigelsesvarsel som bestemt i de almindelige leveringsbetingelser, der er en
integreret del af kontraktsgrundlaget.
Det kan for det retlige spørgsmål ikke være af betydning, at der i denne
sag er tale om et helt usædvanligt stort antal eksproprierede ejendomme. Det
må herved haves i erindring, at ekspropriation af et betydeligt antal
ejendomme bl.a. er sket for ikke at lade disse tilbage med en uacceptabel
beliggenhed i forhold til lufthavn, motorvej og jernbane
Vejareal
§ 20 i lov om offentlige veje bestemmer: »Såfremt der ved et
hovedlandevejsanlæg påføres en amtskommune eller kommune eller et
fælleskommunalt selskab udgifter til omlægning eller flytning af ledninger
eller spor, afholdes disse udgifter af statskassen«.
§ 20 er i sin formulering og efter sin forhistorie i princippet en
bevillingsregel. Den er ikke en ekspropriationsretlig erstatningsregel. Den
har nøje sammenhæng med tidligere refusionsregler. Således taler § 10 i lov
nr. 99 af 31. maj 1963 om hovedlandeveje om, at kommunens udgifter
»refunderes ----- af vejfonden«, se Boas: Tillæg til den
kommenterede vejbestyrelseslov, s. 224. Lovbestemmelsen indebar en udvidelse
af tilskudspraksis, da man endvidere havde »fundet det rimelig også at
godtgøre en kommunal myndighed dens udgifter til omlægning eller flytning af
egne ledninger, selv om den pågældende kommune ikke er identisk med
vejbestyrelsen for det omhandlede vejanlæg«. I lighed hermed er
paragraffens dækningsområde successivt udvidet til amtskommuner og senere
fælleskommunale selskaber. Folketingets forhandlinger 1970-71, tillæg A, sp.
3073, anfører, »--- idet det dog er fundet naturligt at sidestille
fælleskommunale selskaber med amtskommunale og kommunale myndigheder«.
Kommissionen er ubekendt med, at der skulle bestå »en nu næsten
150-årig praksis og retstilstand, hvorefter etablering af statsligt
finansierede anlægsarbejder sker og skal ske under økonomisk friholdelse af
den/de berørte kommuner og kommunale sammenslutninger«. Motiverne til
1963-loven siger alene, at ekspropriationspraksis var, at vejfonden
refunderede en vejbestyrelse udgifter af den pågældende art vedrørende
»egne« ledninger i forbindelse med motorvejsanlæg. Der er så sket
en successiv udvidelse af, hvilke katergorier af ledningsejere som kunne få
dækning. Fælleskommunale selskaber kom først til i 1971.
§ 20's historie kan ikke underbygge eksistensen af den af HNG hævdede
praksis. bestemmelsen er en bevillingsregel, ikke et udslag af almindelige
ekspropriationserstatningsret.
En begrænset interesse kan det på den angivne baggrund have at redegøre
for ledningers retsstilling i vej efter ældre ret. Hammerich: Land- og
Købstadkommunernes Vejvæsen (1892) taler s.61 om, at det kan være nødvendigt
at anbringe rørledninger tværs under eller langs landeveje. Der nævnes som
eksempler vandledninger og »ledning af gas fra produktionsstedet til
forbrugsstederne«. Amtsrådet skulle give tilladelse, og om vilkårene
»gælder ganske det samme, som ovenfor er anført med hensyn til private
overkørselskitster«. Om vilkårene herfor gjaldt »navnlig den
betingelse, at andrageren ----- på egen bekostning ------(skulle)-----
foretage sådanne arbejder ved samme, som vejbestyrelsen til enhver tid måtte
kræve udførte, samt til, nårsomhelst det af vejbestyrelsen påfordres, at
borttage adgangen og bringe vejen tilbage til den tilstand, hvori den
forefandtes ved adgangens anbringelse«. Det kan videre dokumenteres, at
selv ved motorvejsanlæg var der ikke praksis for refusion af kommunale
udgifter. Af en protokoludskrift for den 9. september 1942 (Vestmotorvejen
m.m.) fremgår:
»De delegerede for Brøndbyernes Kommune ønskede bemærket, at de på
kommunens vegne måtte nedlægge indsigelse imod, at det pålægges kommunen at
afholde udgifter til de som følge af motorvejsanlægget fornødne ændringer af
gas- og vandledninger.
Kommissionen så sig ikke i stand til at fritage kommunen for de anmeldte
udgifter«.
Hvorledes besigtigelses- og ekspropriationskommissionen så på det
principielle retlige spørgsmål i de kommende år, viser dens stillingtagen til
et forbehold fra Strandvejsgasværket om udgiftsrefusion i forbindelse med
anlæg af motorveje i Vestegnen m.v. Således hedder det i en protokol fra
mødet den 16. november 1956: »------ at de i forbeholdene fremsatte krav
om refusion af udgifter til ledningsændringer ikke kunne anerkendes for så
vidt angår udgifterne til ændringer af ledninger, der er etableret i
offentlige vejarealer i henhold til derom givne særlige tilladelser fra
vedkommende vejejere, da ledningsejerne selv i henhold til sådanne
tilladelser må bekoste ændringer i ledninger, der er nødvendige som følge af
vejarbejder, og da motorvejsanlægget ved den skete ekspropriation har
overtaget den vejejeren tilkommende beføjelse til at kræve ledningerne ændret
på ledningsejerens bekostning, hvilket er overensstemmende med såvel den
hidtidige administrative praksis som domspraksis.«
Tilsvarende afgørelser fremgår f.eks. af protokol fra mødet den 12. marts
1953 og fra mødet den 1. juli 1960.
Kommissionen lægger således til grund, at § 20 er en bevillings- og
refusionsregel, gældende - efter sin ordlyd - for hovedlandevejsanlæg, der
anlægges af staten. Den finder ikke anvendelse i andre situationer.
Kommissionen er enig med A/S Øresundsforbindelsen i, at bestemmelsen alene
angår »udgifter til omlægning og flytning af ledninger«. Det
forhold, at et ledningsnet har måttet skrottes - er blevet værdiløst - ses
ikke omfattet af bestemmelsen.
Som anført foran, har den i vejlovens § 106 beskrevne almindelige
retsstilling for ledningsanlæg i offentlig vej en lang tid bag sig.
Kommissionen er enig med A/S Øresundsforbindelsen i, at udgangspunkt også
i denne sag må tages i § 106, stk. 1, ifølge hvilken bestemmelse arbejder på
ledninger i eller over landeveje og kommuneveje, herunder nødvendig flytning
af ledninger m.v. i forbindelse med vejens regulering eller omlægning,
bekostes af vedkommende ledningsejer, medmindre andet særligt er bestemt.
Bestemmelsen angiver således den almindelige retsstilling mellem en
ledningsejer og vejbestyrelsen.
Det spørgsmål, der herefter først må besvares, er, om § 106 ved aftale
mellem Tårnby Kommune og HNG er fraveget på en sådan måde, at HNG lige over
for Tårnby Kommune har erhvervet en gunstigere retsstilling end angivet i §
106. Dette kan efter de fremlagte dokumenter ikke antages. Det vederlag, som
HNG har betalt, er efter det foreliggende betaling for ledningsnettet som
sådant, ikke for retten til at have ledningsnettet liggende i kommunens veje
på andre vilkår end angivet i § 106.
Ved overenskomst af 4. juli 1986 overtog HNG Københavns Kommunes
(Københavns Belysningsvæsens) gasforsyning i Tårnby Kommune (bilag A). I
forholdet mellem Tårnby Kommune og Belysningsvæsenet gjaldt ordningen efter
vejbestyrelsesloven af 1957, altså i 1986 vejlovens § 106, jfr. breve af 6.
februar og 1. juni 1970 (underbilag til bilag A). Ledningsarbejder, der
forårsagedes af vejarbejder, skulle betales af Belysningsvæsenet.
HNG anser det for »selvindlysende«, at et privatøkonomisk
foretagende, der uden vederlag til grundens ejer har etableret en ledning, må
betale for dens flytning, når grundejeren selv skal udnytte grunden. Men det
er »ligeså åbenlyst«, at noget andet gælder ved
»ekspropriative indgreb over for vejbestyrelser, kommuner og kommunale
sammenslutninger (som HNG), der jo netop principielt selv ejer vejen«.
Kommissionen har foran fastslået, at vejlovens § 20, der indrømmer
kommunale enheder en særstilling, er en særlig bevillings- og refusionsregel,
som ikke gælder i denne sag. Det kan også fastslås, at HNG i hvert fald ikke
er vejejer, og man kan efter kommissionens opfattelse ikke slå
vejbestyrelser, kommuner og kommunale sammenslutninger i pulje. Hver enkelt
enheds retsstilling må analyseres. Det kan således undergives tvivl, om en
kommune i de her omhandlede sammenhænge altid kan betragtes som en enhed
således, at alle kommunens virksomheder kan sidestilles med kommunen som
vejbestyrelse, jfr. bemærkningerne til lov om hovedlandeveje (bilag K). Det
kan ligeledes fastslås, at HNG ifølge det ovenfor anførte skulle have betalt
ledningsomlægninger, hvis Tårnby Kommune havde iværksat et vejarbejde, der
nødvendiggjorde en flytning.
HNG mener imidlertid, at vejlovens § 106 ikke finder anvendelse, når
fælleskommunale ledninger omlægges, eller når et større område i sin helhed
eksproprieres, hvis ikke det er vedkommende vejbestyrelse, der selv
iværksætter et vejarbejde, der dikterer omlægningen.
Kommissionens udgangspunkt er, at »fælleskommunale ledninger«
principielt ikke har en særlig stilling. Kommissionen betragter i denne sag
HNG som en almindelig ledningsejer, der ikke i kraft af ejerforhold kan gøre
krav på en særlig retsstiling i offentlig vej.
Når HNG taler om, at der er foretaget »et ekspropriativt
indgreb« i HNG's ledningsnet, er dette i og for sig kun en omskrivning
af stridspunktet i sagen, som er:
Hviler HNG's ret til at have ledningsnettet liggende i Tårnby Kommunes
veje på et sådant retsgrundlag, at tredjemand (A/S Øresundsforbindelsen), der
lovligt erhverver det pågældende vejareal, ikke kan kræve ledningsnettet
fjernet, flyttet eller unyttiggjort uden erstatning? Kun hvis spørgsmålet
besvares bekræftende, er der tale om et ekspropriativt indgreb.
I så henseende må udgangspunktet være, at en erhverver af fast ejendom
indtræder i de rettigheder og forpligtelser, som forgængeren i ejendomsretten
havde. Der ses ikke at gælde noget særskilt for vejarealer, der lovligt
overgår til anden anvendelse.
Succession fra sognekommune til amtskommune er lagt til grund i sagen U
1934, s. 609 Ø (Spjellerup-dommen). »Midlertidig rådighed over vejen som
en ejer« er lagt til grund for U 1921, s. 366 Ø. Det er da også sikkert,
at besigtigelses- og ekspropriationskommissioner efter jernbaneforordningen
havde denne opfattelse, jfr. dokumentationen foran.
Ses der samlet på de tre domme U 1934, s. 451 H, U 1934, s. 609 Ø, og U
1936, s. 79 H, kan der af disse efter kommissionens opfattelse udledes
følgende:
Hvis der for selve retten til at have en ledning liggende i et areal, det
være sig et vejareal eller et almindelig privat ejendomsret undergivet areal,
er betalt et vederlag, er formodningen for, at der i forhold til den ejer,
men hvem aftalen er indgået, er opnået en ret - erhvervet en servitut - som
ejeren må respektere. Han har fået betaling. Er der intet vederlag erlagt, er
anbringelsen sket under forbehold af ændrede forhold hos grundejeren. Der er
indrømmet en »uskadelig benyttelsesret« - ikke erhvervet en
servitut.
Efter det foreliggende har HNG som nævnt ikke betalt noget vederlag for at
have sit ledningsnet anbragt i Tårnby Kommunes veje.
Der er herefter intet grundlag for at antage, at HNG har erhvervet en ret
over vejarealerne, som nyder beskyttelse som en uopsigelig lejeret eller en
traditionel servitutret.
Kommissionens opfattelse er, at A/S Øresundsforbindelsen som grundejer
ikke har en videregående pligt til at respektere ledningsnettets anbringelse
end Tårnby Kommune, fra hvem arealerne lovligt er erhvervet. HNG har ikke et
sådant retsgrundlag for ledningsnettets tilstedeværelse i de pågældende
arealer, at A/S Øresundsforbindelsen er pligtig at yde erstatning for det
forhold, at ledningsanlægget er blevet værdiløst ved den fremtidige
anvendelse af vejarealerne.
Opsigelse.
Som anført foran, er det kommissionens opfattelse, at A/S
Øresundsforbindelsen er indtrådt i samtlige rettigheder og forpligtelser
ifølge leverancekontrakten med den enkelte grundejer.
På kommissionsn spørgsmål derom har HNG oplyst, at hvis man ved
dækningsbidrag forstår en kundes betaling reduceret med variable
omkostninger, vil dette bidrag for en varmeforsyningskunde kunne skønnes til
ca. 2,20 kr. pr. aftaget m3 gas. Et gennemsnitsforbrug er i foretagne
beregninger ansat til 2130 m3 pr. år. I forhold til det angivne
dækningsbidrag er totalprisen pr m3 ansat til 3,73 kr.
For andre kunder (kogekunder) måtte dækningsbidraget skønnes at være uden
betydning.
Kommissionen lægger til grund, at opsigelse af leverancekontrakten er sket
ved ekspropriationsbeslutningen og den forudgående offentlige indkaldelse.
Kontraktmæssigt opsigelsesvarsel kan dog ikke formodes at være blevet
overholdt, og for så vidt der ved ekspropriation er sket et indgreb i HNG s
kontraktsmæssige retttigheder, skal der ydes erstatning for det derved lidte
tab.
I hvert fald på det for kommissionen foreliggende grundlag er det ikke
muligt at opgøre dette tab med absolut nøjagtighed. Opgørelsen må baseres på
de foreliggende ikke fuldt dokumenterede oplysninger og på basis af
forskellige skønsmæssige betragtninger.
I den henseende bliver der først at tage stilling til, hvilken afkortning
af opsigelsesvarslet, som ekspropriationen har bevirket.
Kommissionen skønner, at den enkelte ejer er fraflyttet den eksproprierede
ejendom 4 måneder efter ekspropriationstidspunktet, gennemsnitligt betragtet.
Ekspropriationen har med andre ord indebåret en afkortning af det
kontraktsmæssige opsigelsesvarsel med (gennemsnitligt) 8 måneder.
Ved erstatningsudmålingen må det videre tages i betragtning,
at det angivne dækningsbidrag umiddelbart må forekomme højt,
at den enkelte forbruger ikke har pligt til i opsigelsesperioden at
aftage den angivne gennemsnitlige mængde gas, og
at i hvert fald en del af de i ekspropriationsområdet mistede kunder må
formodes at være blevet kunde i anden bolig.
Hvis man antager, at dækningsbidraget pr. varmekunde udgør 4.000 kr. pr.
år, vil tabet af 70 kunder andrage 280.000 kr. på et år. Efter det ovenfor
anførte vil tabet ved det forkortede opsigelsesvarsel udgøre 2/3 af dette
beløb.
Ud fra disse betragtninger fastsætter kommissionen på det foreliggende
grundlag en erstatning på 200.000 kr.
Kommissionen finder, at 1. juli 1993 er en rimelig gennemsnitsdato at
vælge for erstatningens forrentning.
Konklusion.
Der tillægges ikke HNG erstatning for det forhold, at selskabets
ledningsanlæg i visse offentlige vejstrækninger er blevet værdiløst som følge
af, at de pågældende vejstrækninger er nedlagt som vej i forbindelse med
ekspropriationerne til Øresundsforbindelsens danske landanlæg.
Som følge af afkortet opsigelsesvarsel ved
ekspropriation i 94 kontrakter om levering
af naturgas tillægges der HNG en erstatning
på ........................................... 200.000 kr.
Renter 7 3/4 p.a. fra den 1. juli 1993.
I godtgørelse for sagkyndig bistand .......... 25.000 kr.
Hermed afsluttedes mødet, idet protokollen blev underskrevet.
F. Reidar Jørgensen
Kaj Petersen Bent M. pedersen Poul Elgaard Pedersen Knud Nielsen
/Mogens Pedersen
Udskriftens rigtighed bekræftes.
U. Lefmann
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Ekspropriation i forbindelse med udbygning af Helsingørmotorvejen spørgsmål om ledningsomlægning af fjernvarmeledninger Retsinformation · 1. oktober 1997
Lignende dokumenter
- Momspligt af arealafståelse ved ekspropriation – servituterstatninger og udbetaling af renter skulle ikke pålægges moms SKM-databasen · 22. september 2026
- Stillingtagen til, om vedtagelse af ”Lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg” for påklagede ejendom opfylder betingelserne for at foretage årsomvurdering SKM-databasen · 26. februar 2025
- 1990 BTL 178 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ANLÆG AF FAST FORBINDELSE OVER ØRESUND NR L 178 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 4. september 1991
- Kommunal tilbagekøbsret et formuegode, der principielt kan kræves erstattet i tilfælde af ekspropriation. Retsinformation · 1. oktober 1997
- Autoværksted på fremlejet grund ikke omfattet af lejelovens regler om beskyttelse af erhvervslejemål. Retsinformation · 1. oktober 1997
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2020/1472 af 20. marts 2020 om Danmarks statsstøtte SA.39078 — 2019/C (ex 2014/N) til Femern A/S (meddelt under nummer C(2020) 1683) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 20. marts 2020