Spring til indhold

Retsinformation

Ekspropriation i forbindelse med anlægget af en fast forbindelse over Øresund. Ikke givet HNG erstatning for det forhold at selskabets ledningsanlæg er blevet værdiløst

KEN nr 17033 af 26/09/1995Endelig adm. afgørelseBy-, Land- og Transportministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ekspropriation i forbindelse med anlægget af en

fast forbindelse over Øresund. Ikke givet HNG erstatning for det forhold at

selskabets ledningsanlæg er blevet værdiløst

Udskrift af forhandlingsprotokollen

for ekspropriationskommissionen

vedrørende anlægget af en fast forbindelse over Øresund i henhold til lov

nr. 590 af 19. august 1991.

57. hæfte

Mødet den 26. september 1995.

(Tårnby Kommune).

Den 26. september 1995, kl. 9,00, samledes kommissionen for at

behandle en sag, i hvilken Hovedstadsregionens Naturgas I/S (HNG) har krævet

erstatning for skrotning af gasledninger i forbindelse med gennemførelse af

Øresundsforbindelsens landanlæg i Tårnby Kommune.

Til stede var:

Kommissionens medlemmer.

Kommissarius ved Statens Ekspropriationer F. Reidar Jørgensen .

Viceskoleinspektør Bent M. Pedersen og

Borgmester Kaj Petersen

begge udnævnt af Trafikministeren.

Amtsrådsmedlem Poul Elgaard Pedersen,

udnævnt af Københavns Amtsråd.

Amtsrådsmedlem Per Kleis Bønnelycke havde meldt forfald, hvilket

også var tilfældet for de for Tårnby kommune udmeldte delegerede.

Kommissionens tilforordnede,

Den ledende landsinspektør, landsinspektør Knud Nielsen.

Kommissionens sekretær, fuldmægtig Mogens Pedersen.

Advokater.

Advokat Vivi Bruhn Knudsen for HNG.

Advokat Jens Auken for A/S Øresundsforbindelsen.

Læs alt

A/S Øresundsforbindelsen.

Projektchef Ole Christensen

Landinspektør Steen Lund.

HNG

Cand.jur. Henriette Johansen

Landinspektør John Thorn.

Kommissarius fremlagde:

A/S Øresundsforbindelsens processkrift I af 24. august 1994 med bilag 1-3.

HNG's processkrift I af 23. november 1994 med bilag A og B.

A/S Øresundsforbindelsens processkrift II af 3. april 1995 med bilag 5 og

6.

HNG's processkrift II af 11. august 1995 med bilag C-P.

Advokat Bruhn Knudsen fremlagde en plan, hvorpå var angivet dels

ikke renoverede, dels nye og renoverede ledninger.

Advokat Jens Auken fremlagde deklaration af 29. september 1976, lyst på en

række ejendomme i Tårnby om byggelinier med relation til det i lov nr. 321 af

10. juni 1976, § 1, nr. 2, nævnte hovedlandevejsanlæg.

Sagen procederedes.

Hovedstadsregionens Naturgas I/S (i det følgende HNG) har af A/S

Øresundsforbindelsen krævet en erstatning på 1.871.000 kr.

Kravet begrundes med, at de ekspropriationer, som selskabet har foretaget

i Tårnby Kommune, har medført, at en del af HNG's ledningsanlæg er blevet

værdiløst og har måtte skrottes, hvadenten det er fjernet eller ej. Der er

ikke etableret erstatningsanlæg. Det drejer sig dels om et ledningsnet i

vejareal, dels stikledninger fra ledning i vej til 94 private parcelhuse.

Strækninger og ejendomme er angivet på 4 kort af 13. september 1994 og

omfatter området ved Københavns Lufthavn, Kastrup, området ved Amager

Strandvej og Nyhøj Alle, området ved Amager Landevej samt området mellem

Englandsvej og Oliefabriksvej. Kravet opdeles således:

Ledningsnet i vejareal 1.276.000 kr.

Stikledninger 595.000 kr.

Samlet krav 1.871.000 kr.

Der kræves renter med 7 3/4 % p.a. fra 1. juli 1993.

Subsidiært kræves en mindre erstatning med renter.

A/S Øresundsforbindelsen har afvist at betale erstatning.

HNG's krav støttes på en række betragtninger. Af praktiske grunde og for

at lette oversigten opdeles HNG's anbringender i nogle generelle synspunkter,

betragtninger om stikledninger og betragtninger om ledningsnet i offentlig

vej. Imidlertid kan anbringender under et af de to sidste afsnit også være af

betydning for det andet afsnit.

Generelt

I henhold til varmeforsyningsloven har HNG en forsyningspligt og dermed

haft pligt til at etablere eller erhverve sig det ledningsnet, der ved

eksporpriation af de pågældende ejendomme og det samlede område bliver

værdiløst. Det har været en indiskutabel forudsætning for denne pligt og den

skete investering, at man i en lang årrække frem sikkert kunne regne med en

indtægt også af det nu som følge af ekspropriationen værdiløse net. HNG har

på dette lovgrundlag ikke en ringere retsstilling end den indehaver af en

brugsret (en lejeret), der ved lov eller kontrakt er sikret en lang

uopsigelighed. Ledningsanlæggets »værdi« kan betragtes dualistisk.

Kravet er opgjort efter prisen for nyanlæg, hvilket beløb ikke overstiger den

pris, som udgøres af anskaffelses- og renoveringsomkostninger for det i

betragtning kommende net, når også hensyn tages til ledningsanlæggets

sandsynlige levetid. Hvis man imidlertid ikke eller ikke fuldt ud anerkender

denne opgørelsesmåde, har HNG gjort gældende, at erstatning for

ledningsanlægget må ansættes ud fra en vurdering af indtjeningsgrundlaget.

For de 70 ejendomme, der er udgået af varmeforsyningen, udgør

dækningsbidraget for tiden frem til år 2005 900.000 kr. Ledningsanlægget har

i den nuværende stand en betydelig længere levetid, og dækningsbidraget er

successivt stigende. Dermed vil en erstatningsopgørelse, baseret på tabt

dækningsbidrag overstige kravet på 1.871.000 kr. Hertil kommer sandsynligt

tabt dækningsbidrag fra potentielle nytilkommende kunder i området, hvis

ejendommene ikke var blevet fjernet.

Imidlertid kræver HNG ikke selvstændig erstatning for tabt

indtægtsgrundlag. Der skal under sagen kun tages hensyn til dette til

underbyggelse af værdien af det ledningsnet, der ved ekspropriationen er

unyttiggjort. En værdiberegning på basis af tabt dækningsbidrag ville føre

til et større erstatningskrav.

94 stikledninger er blevet værdiløse. Kun de 70 ejendomme, der har

modtaget naturgas til opvarmning, indgår imidlertid i beregningen over tabt

dækningsbidrag.

Når staten har pålagt et fælleskommunalt interessentskab at bekoste givne

anlæg, kan staten ikke erstatningsfrit fjerne interessentskabets mulighed for

gennem den forudsatte indtjening at få investeringen forrentet og afskrevet.

Sker noget sådant, må der ydes erstatning.

HNG's principielle betragtning er, at der er foretaget en ekspropriation i

forhold til HNG, både fysisk i relation til ledningsnettet og i form af

indgreb i bestående kontraktsforhold. En sådan ekspropriation udløser krav om

fuld erstatning for det lidte tab, medmindre særlige regler fører til andet.

Sådanne regler eksisterer ikke. HNG har afholdt en række omkostninger.

Værdien af disse er ved ekspropriationen tilintegjort og må følgelig

erstattes.

HNG henviste specielt til Varmeforsyningslovens § 6, ifølge hvilken Tårnby

kommune har haft pligt til at sørge for tilvejebringelse af et projekt for

kollektiv varmeforsyning, hvilken forpligtelse var opfyldt.

HNG henviste videre til reale hensyn som begrundelse for

Øresundsforbindelsens erstatningspligt og henviste videre til situationer, i

hvilke der gøres indgreb i erhvervsvirksomheders drift.

A/S Øresundsforbindelsen har afvist, at bestemmelserne i

varmeforsyningsloven har nogen betydning for erstatningspligten. Det er

ganske almindeligt, at ledningsejere i henhold til lov eller koncession har

en leveringspligt. Det ville have helt uoverskuelige økonomiske konsekvenser,

hvis man i ekspropriationstilfælde skulle erstatte det dækningsbidrag, som

elværker, televirksomheder m.v. mister. Føres tanken til ende, ville noget

tilsvarende kunne gøres gældende for andre, der havde leveret varer og

tjenesteydelser til ejendomme.

A/S Øresundsforbindelsen påpegede, at der ikke som sådan påhviler HNG en

forpligtelse til at etablere nettet, men at HNG ifølge det historiske forløb

har et monopol på naturgasforsyning i området.

A/S Øresundsforrbindelsen gjorde videre gældende, at den almindelige

betragtning om afkortning i erstatningen for indvundne fordele måtte komme

til anvendelse, hvis man overhovedet ville gå ind på tanken om at yde

erstatning.

Stikledninger på privat grund

Ifølge HNG's almindelige leveringsbetingelser fra 1984 er HNG ejer af

stikledninger (§ 3, stk. 1), kan HNG lade tinglyse deklaration om anlæggets

anbringelse og forbliven på ejendommen (§ 3, stk. 2), og HNG er ved

leveringsforholdets ophør berettiget til at lade stikledningen blive liggende

(§ 3, stk. 6).

Ved ejendomsoverdragelse er den hidtidige ejer forpligtet til at drage

omsorg for, at den nye ejer indtræder i kontraktsforholdet (§ 2, stk. 6), som

kan afmeldes med 12 måneders varsel (§ 2, stk. 3).

I de tilfælde, i hvilke en stikledning tilhørte ejendommen på tidspunktet

for tilslutning til naturgasnettet, er der i årene 1987-1992 ofte ydet en

kontant betaling på 5.000 kr. pr. stik, ligesom der er ydet

introduktionsrabat, enten i forbrugsprisen eller ved kontant betaling til

hjælp til dækning af kundens anlægsudgifter.

HNG har gjort gældende, at leveringsbetingelserne har sikret

ledningsejeren en ret til permanent at have stikledningen anbragt på

vedkommende ejendom. Ejeren kan ikke forlange ledningen fjerne. Hvis ejeren

ønsker en ændring, må omlægningen ske for ejerens regning

(leveringsbetingelserne § 3, stk. 4). Eksproprianten har ikke bedre ret end

ejerne, jfr. eksempelvis U.f.R. 1936, s. 79H. Der er således tale om en

traditionel servitut over ejendommen, der som enhver anden begrænset

rettighed over en fast ejendom må erstattes, hvis den bortfalder ved

ekspropriation. Hvis ledningen havde tilhørt ejeren af den faste ejendom,

ville eksproprianten givetvis have skullet erstatte ledningen. Den

omstændighed, at HNG har betalt og ejer stikledningen, kan ikke gøre nogen

forskel. Et modsat resultat ville indebære en ugrundet berigelse for

eksproprianten.

Det forhold, at leveringsaftalen kan opsiges med 12 måneders varsel, er

uden betydning. Det afgørende for sagen er ikke en teoretisk

opsigelsesmulighed, men den realitet, at HNG kunne regne med at levere gas

til de pågældende ejendomme i en lang årrække med et meget lille frafald af

kunder, ovenikøbet med en sandsynlig tilgang. I løbet af de seneste 2 år er

1,3 promille af kunderne ophørt som selvstændige kunder og en endnu mindre

andel som de facto gasforbrugere. Der bortses fra kundeophør, som omfattes af

denne sag.

På den ene side har HNG hævdet, »at A/S Øresundsforbindelsen i

forhold til HNG indtræder i gasforbrugernes/ejendomsejernes rettigheder og

forpligtelser« (processkrift I side 2). På den anden side har HNG også

hævdet: »Retten til ekspropriationserstatning kan ikke afskæres ved, at

den eksproprierende myndighed indtræder i lejerforholdet og blot udnytter en

formel opsigelsesadgang, det være sig, om den begrænsede rettighed vedrører

et løbende leveringsforhold, et leje-, forpagtnings- eller leasingforhold

eller andre former for begrænsede rettigheder« (processkrift II side 3).

Det er ikke den teoretisk formelle mulighed for opsigelse, der er

afgørende, men den faktiske, helt overvejende sandsynlige indtægtsmulighed,

der skal erstattes ved en ekspropriation.

HNG har herved særligt henvist til Dansk Miljøret, 4. bind, side 110 ff.

HNG fremhævede videre, at HNG's retsstilling på privat grund var en anden

end eksempelvis telefonledningers retsstilling i henhold til telefonlovens §

12.

Den fornævnte højesteretsdom og de andre domme om ledningsanlæg fra

1930-erne viser, at det er de oprindelige aftaler, der er af betydning.

A/S Øresundsforbindelsen har gjort gældende, at ledningsejere ikke hidtil

ses at have krævet erstatning hos en anlægsmyndihged for tab af ledninger på

privat grund. Der er hverken kommissions- eller retspraksis for noget sådant.

Den manglende omtale i litteraturen om erstatning for skrotning af ledninger

understøtter ligeledes, at HNG's krav ikke kan imødekommes.

Kontraktsforholdet giver aftageren ret til at opsige kontrakten med 12

måneders varsel, og HNG har ikke nogen erstatningsbeskyttet forventning om

gasleverance i længere tid. A/S Øresundsforbindelsen har ved ekspropriation

erhvervet ejendomsret til de pågældende ejendomme og er derved indtrådt i den

tidligere ejers ret til at opsige kontraktsforholdet.

Hvis grundejerne selv havde betalt stikledninge, ville dette ikke i sig

selv have været en sådan værdiforøgelse af ejendommen, at forholdet havde

givet sig udslag i størrelsen af erstatningen for ejendommen.

Hvad angår henvisningen til Fast Ejendoms Regulering, bemærkes, at omtalen

relaterer til erstatningsudmålingen ved ekspropriation af en virksomhed, ikke

til den situation, som foreligger i denne sag.

A/S Øresundsforbindelsen lagde videre vægt på, at betalingen for den

enkelte stikledning i realiteten var at betragte som et markedsføringsbidrag

og ikke kunne tages som udtryk for et specifikt ønske om erhvervelse af

ejendomsret.

Vejareal

De lovbestemmelser, som parterne har fremført, er lov om offentlige veje §

106 og § 20.

A/S Øresundsforbindelsen har ikke afvist at følge § 20, men har anført, at

bestemmelsen gælder omlægning eller flytning af ledninger, men derimod ikke

en ledningsejers tab ved skrotning af ledninger. Bestemmelsen er at betragte

som en undtagelse fra hovedreglen i vejlovens § 106. Ifølge den skal

ledningsejeren som udgangspunkt afholde samtlige udgifter til flytning af

sine ledninger, når ledninsflytningen er forårsaget af et vejarbejde.

HNG har gjort gældende, at reglen i vejlovens § 106 er en undtagelse fra

generelt gældende principper.

Ifølge HNG er vejlovens § 20 udtryk for, at det ved hovedlandevejsanlæg er

og altid har været et udgangspunkt, at kommuner og kommunale sammenslutninger

skulle have fuld erstatning for omkostninger, opstået i forbindelse med

ekspropriation til sådanne statsarbejder. Det fremgår af bemærkningerne til §

10 i hovedlandevejsloven fra 1963. § 20 er udslag af en 150-årig praksis og

retstilstand samt af og i bedst harmoni med grundlovens § 73's krav om

fuldstændig erstatning.

Der er navnlig intet holdepunkt for at fortolke § 20 indskrænkende

således, at den kun gælder omkostninger til »omlægning eller

flytning«. Bestemmelsen må finde tilsvarende anvendelse på et direkte

tab, der påføres ledningsejeren, hvilket i øvrigt også følger af, at der er

tale om en tvungen afståelse af ledningsnettet. Det er naturligvis i den

forbindelse uden relevand, at HNG kunne optage og fjerne ledningsnettet.

HNG mener, at det følger af bestemmelserne i jernbaneforordningen af 5.

marts 1845, at en anlægsmyndighed altid har skullet »afholde

omkostninger ved nødvendige omlægningsarbejder, hvor ekspropriation i øvrigt

var ufornøden«. Vejlovens § 106 er en undtagelse fra dette gamle

princip, lovfæstet ved vejbestyrelsesloven i 1957. De i bemærkningerne til

nævnte bestemmelse anførte domme U 1934-451 H og 609 Ø beskriver

anvendelsesområdet for § 106. De i dommene beskrevne tilfælde kan ikke

sammenlignes med den situation, at der foretages et ekspropriativt indgreb

over for vejbestyrelser, kommuner og kommunale sammenslutninger som HNG,

»der jo netop principielt selv ejer vejen«.

Vejlovens § 106 gælder kun, når flytningen er nødvendiggjort af

grundejernes egne vejreguleringer, jfr. U 1936-79 H modsætningsvis.

A/S Øresundsforbindelsen har fremført, at bestemmelsen i vejlovens § 106

gælder i alle de tilfælde, i hvilke der ikke er indgået en særskilt aftale

mellem ledningsejeren og vejmyndigheden, som fører til andet resultat. Det

fremgår også deraf, at § 106, stk. 2, betragter § 20 som en undtagelse fra §

106, stk. 1, jfr. Trafikministeriets cirkulære nr. 132 af 6. december 1985,

pkt. 55.

HNG har videre fremført, at det er uden betydning, at HNG har kunnet

hjemtage ledningsanlægget, at HNG ved ledningsnettets nedlæggelse har mistet

den immaterielle ret til at betjene en kundekreds, at HNG ikke har kunnet

forudse den nu nødvendiggjorte skrotning og derfor har foretaget

investeringer for få år siden, og at HNG har en forsyningspligt.

A/S Øresundsforbindelsen har afvist, at disse betragtninger har betydning

for erstatningspligten.

A/S Øresundsforbindelsen var principielt enig i, at det ikke var vejlovens

regler, som direkte finder anvendelse. Ved bestemmelse af ledningernes

retsstilling var disse bestemmelser imidlertid af betydning.

En parallelisering mellem ledningsomlægning og - kort udtrykt - skrotning

kunne ikke foretages, idet sidstnævnte situation også kunne forekomme som en

almindelig foreteelse ved et hovedlandevejsanlæg. Når lovgiver ikke havde

nævnt denne gruppe, var det naturligvis med fuldt overlæg.

A/S Øresundsforbindelsen fremhævede, at det ville være en fuldstændig

nyskabelse inden for ekspropriationspraksis, hvis der skulle ydes erstatning

i de af HNG omtalte tilfælde.

På kommissionens spørgsmål derom oplyste HNG, at man ikke umiddelbart

kunne nævne tilfælde, i hvilke der var krævet og/eller givet erstatning for

ledningsstrækninger, hvis værdi kunne siges at være blevet tilintetgjort i

nedrivningstilfælde eller andre lignende situationer.

Erstatningskravets størrelse.

Såvel i de fremlagte processkrifter som som under den mundtlige procedure

har HNG redegjort for erstatningskravets størrelse. Beregningen er bestridt

af A/S Øresundsforbindelsen.

I betragtning af det resultat, som kommissionen er kommet til, udelades en

nærmere gengivelse af betragtningerne om dette spørgsmål.

Der afsagdes sålydende

K E N D E L S E :

Generelt.

Kommissionen kan ikke anerkende, at bestemmelserne i varmeforsyningsloven

fører til en pligt for A/S Øresundsforbindelsen som ekspropriant til at yde

erstatning for ledningsanlæg, som er blevet værdiløst derved, at et antal

ejendomme er eksproprieret med den virkning, at der ikke længere skal leveres

natur gas til de pågældende ejendomme.

Der er ikke henvist til særlige regler, der garanterer forrentning og

afskrivning af en given investering, og at der ved ekspropriationen er gjort

indgreb i en sådan garanti.

Stikledninger på privat grund.

Kommissionens udgangspunkt er, at A/S Øresundsforbindelsen ved erhvervelse

af ejendomsret til de pågældende ejendomme er indtrådt i den tidligere ejers

rettigheder og forpligtelser i henhold til det gældende kontraktsforhold med

HNG.

Dette er begge parter da også enige i. Imidlertid er det HNG's opfattelse,

at der fra hovedreglen gælder den undtagelse, at A/S Øresundsforbindelsen

ikke kan benytte den kontraktsbestemte opsigelsesret fra brugerens side.

Erstatning skal, efter HNG's opfattelse, ydes, hvis HNG havde en berettiget

forventning om at kunne fortsætte gasleverancen med den konsekvens, at der

gennem løbende ydelser fra brugerenes side ville blive opnået dækning for den

mistede investering.

Efter kommissionens opfattelse er der ikke i retspraksis holdepunkt for

dette standpunkt, jfr. også de nedenfor anførte domme om ledningsflytning. En

ekspropriation udløser ved tilintetgørelse af et kontraktsforhold ikke

erstatning i videre omfang, end kontraktsforholdets bestemmelser rækker.

Ekspropriationen skaber ikke videregående rettigheder end dem, en

kontraktspartner har i forvejen.

Det er derfor kommissionens opfattelse, at A/S Øresundsforbindelsen har

været berettiget til at bringe kontraktsforholdet til ophør med 12 mdr.'s

opsigelsesvarsel som bestemt i de almindelige leveringsbetingelser, der er en

integreret del af kontraktsgrundlaget.

Det kan for det retlige spørgsmål ikke være af betydning, at der i denne

sag er tale om et helt usædvanligt stort antal eksproprierede ejendomme. Det

må herved haves i erindring, at ekspropriation af et betydeligt antal

ejendomme bl.a. er sket for ikke at lade disse tilbage med en uacceptabel

beliggenhed i forhold til lufthavn, motorvej og jernbane

Vejareal

§ 20 i lov om offentlige veje bestemmer: »Såfremt der ved et

hovedlandevejsanlæg påføres en amtskommune eller kommune eller et

fælleskommunalt selskab udgifter til omlægning eller flytning af ledninger

eller spor, afholdes disse udgifter af statskassen«.

§ 20 er i sin formulering og efter sin forhistorie i princippet en

bevillingsregel. Den er ikke en ekspropriationsretlig erstatningsregel. Den

har nøje sammenhæng med tidligere refusionsregler. Således taler § 10 i lov

nr. 99 af 31. maj 1963 om hovedlandeveje om, at kommunens udgifter

»refunderes ----- af vejfonden«, se Boas: Tillæg til den

kommenterede vejbestyrelseslov, s. 224. Lovbestemmelsen indebar en udvidelse

af tilskudspraksis, da man endvidere havde »fundet det rimelig også at

godtgøre en kommunal myndighed dens udgifter til omlægning eller flytning af

egne ledninger, selv om den pågældende kommune ikke er identisk med

vejbestyrelsen for det omhandlede vejanlæg«. I lighed hermed er

paragraffens dækningsområde successivt udvidet til amtskommuner og senere

fælleskommunale selskaber. Folketingets forhandlinger 1970-71, tillæg A, sp.

3073, anfører, »--- idet det dog er fundet naturligt at sidestille

fælleskommunale selskaber med amtskommunale og kommunale myndigheder«.

Kommissionen er ubekendt med, at der skulle bestå »en nu næsten

150-årig praksis og retstilstand, hvorefter etablering af statsligt

finansierede anlægsarbejder sker og skal ske under økonomisk friholdelse af

den/de berørte kommuner og kommunale sammenslutninger«. Motiverne til

1963-loven siger alene, at ekspropriationspraksis var, at vejfonden

refunderede en vejbestyrelse udgifter af den pågældende art vedrørende

»egne« ledninger i forbindelse med motorvejsanlæg. Der er så sket

en successiv udvidelse af, hvilke katergorier af ledningsejere som kunne få

dækning. Fælleskommunale selskaber kom først til i 1971.

§ 20's historie kan ikke underbygge eksistensen af den af HNG hævdede

praksis. bestemmelsen er en bevillingsregel, ikke et udslag af almindelige

ekspropriationserstatningsret.

En begrænset interesse kan det på den angivne baggrund have at redegøre

for ledningers retsstilling i vej efter ældre ret. Hammerich: Land- og

Købstadkommunernes Vejvæsen (1892) taler s.61 om, at det kan være nødvendigt

at anbringe rørledninger tværs under eller langs landeveje. Der nævnes som

eksempler vandledninger og »ledning af gas fra produktionsstedet til

forbrugsstederne«. Amtsrådet skulle give tilladelse, og om vilkårene

»gælder ganske det samme, som ovenfor er anført med hensyn til private

overkørselskitster«. Om vilkårene herfor gjaldt »navnlig den

betingelse, at andrageren ----- på egen bekostning ------(skulle)-----

foretage sådanne arbejder ved samme, som vejbestyrelsen til enhver tid måtte

kræve udførte, samt til, nårsomhelst det af vejbestyrelsen påfordres, at

borttage adgangen og bringe vejen tilbage til den tilstand, hvori den

forefandtes ved adgangens anbringelse«. Det kan videre dokumenteres, at

selv ved motorvejsanlæg var der ikke praksis for refusion af kommunale

udgifter. Af en protokoludskrift for den 9. september 1942 (Vestmotorvejen

m.m.) fremgår:

»De delegerede for Brøndbyernes Kommune ønskede bemærket, at de på

kommunens vegne måtte nedlægge indsigelse imod, at det pålægges kommunen at

afholde udgifter til de som følge af motorvejsanlægget fornødne ændringer af

gas- og vandledninger.

Kommissionen så sig ikke i stand til at fritage kommunen for de anmeldte

udgifter«.

Hvorledes besigtigelses- og ekspropriationskommissionen så på det

principielle retlige spørgsmål i de kommende år, viser dens stillingtagen til

et forbehold fra Strandvejsgasværket om udgiftsrefusion i forbindelse med

anlæg af motorveje i Vestegnen m.v. Således hedder det i en protokol fra

mødet den 16. november 1956: »------ at de i forbeholdene fremsatte krav

om refusion af udgifter til ledningsændringer ikke kunne anerkendes for så

vidt angår udgifterne til ændringer af ledninger, der er etableret i

offentlige vejarealer i henhold til derom givne særlige tilladelser fra

vedkommende vejejere, da ledningsejerne selv i henhold til sådanne

tilladelser må bekoste ændringer i ledninger, der er nødvendige som følge af

vejarbejder, og da motorvejsanlægget ved den skete ekspropriation har

overtaget den vejejeren tilkommende beføjelse til at kræve ledningerne ændret

på ledningsejerens bekostning, hvilket er overensstemmende med såvel den

hidtidige administrative praksis som domspraksis.«

Tilsvarende afgørelser fremgår f.eks. af protokol fra mødet den 12. marts

1953 og fra mødet den 1. juli 1960.

Kommissionen lægger således til grund, at § 20 er en bevillings- og

refusionsregel, gældende - efter sin ordlyd - for hovedlandevejsanlæg, der

anlægges af staten. Den finder ikke anvendelse i andre situationer.

Kommissionen er enig med A/S Øresundsforbindelsen i, at bestemmelsen alene

angår »udgifter til omlægning og flytning af ledninger«. Det

forhold, at et ledningsnet har måttet skrottes - er blevet værdiløst - ses

ikke omfattet af bestemmelsen.

Som anført foran, har den i vejlovens § 106 beskrevne almindelige

retsstilling for ledningsanlæg i offentlig vej en lang tid bag sig.

Kommissionen er enig med A/S Øresundsforbindelsen i, at udgangspunkt også

i denne sag må tages i § 106, stk. 1, ifølge hvilken bestemmelse arbejder på

ledninger i eller over landeveje og kommuneveje, herunder nødvendig flytning

af ledninger m.v. i forbindelse med vejens regulering eller omlægning,

bekostes af vedkommende ledningsejer, medmindre andet særligt er bestemt.

Bestemmelsen angiver således den almindelige retsstilling mellem en

ledningsejer og vejbestyrelsen.

Det spørgsmål, der herefter først må besvares, er, om § 106 ved aftale

mellem Tårnby Kommune og HNG er fraveget på en sådan måde, at HNG lige over

for Tårnby Kommune har erhvervet en gunstigere retsstilling end angivet i §

106. Dette kan efter de fremlagte dokumenter ikke antages. Det vederlag, som

HNG har betalt, er efter det foreliggende betaling for ledningsnettet som

sådant, ikke for retten til at have ledningsnettet liggende i kommunens veje

på andre vilkår end angivet i § 106.

Ved overenskomst af 4. juli 1986 overtog HNG Københavns Kommunes

(Københavns Belysningsvæsens) gasforsyning i Tårnby Kommune (bilag A). I

forholdet mellem Tårnby Kommune og Belysningsvæsenet gjaldt ordningen efter

vejbestyrelsesloven af 1957, altså i 1986 vejlovens § 106, jfr. breve af 6.

februar og 1. juni 1970 (underbilag til bilag A). Ledningsarbejder, der

forårsagedes af vejarbejder, skulle betales af Belysningsvæsenet.

HNG anser det for »selvindlysende«, at et privatøkonomisk

foretagende, der uden vederlag til grundens ejer har etableret en ledning, må

betale for dens flytning, når grundejeren selv skal udnytte grunden. Men det

er »ligeså åbenlyst«, at noget andet gælder ved

»ekspropriative indgreb over for vejbestyrelser, kommuner og kommunale

sammenslutninger (som HNG), der jo netop principielt selv ejer vejen«.

Kommissionen har foran fastslået, at vejlovens § 20, der indrømmer

kommunale enheder en særstilling, er en særlig bevillings- og refusionsregel,

som ikke gælder i denne sag. Det kan også fastslås, at HNG i hvert fald ikke

er vejejer, og man kan efter kommissionens opfattelse ikke slå

vejbestyrelser, kommuner og kommunale sammenslutninger i pulje. Hver enkelt

enheds retsstilling må analyseres. Det kan således undergives tvivl, om en

kommune i de her omhandlede sammenhænge altid kan betragtes som en enhed

således, at alle kommunens virksomheder kan sidestilles med kommunen som

vejbestyrelse, jfr. bemærkningerne til lov om hovedlandeveje (bilag K). Det

kan ligeledes fastslås, at HNG ifølge det ovenfor anførte skulle have betalt

ledningsomlægninger, hvis Tårnby Kommune havde iværksat et vejarbejde, der

nødvendiggjorde en flytning.

HNG mener imidlertid, at vejlovens § 106 ikke finder anvendelse, når

fælleskommunale ledninger omlægges, eller når et større område i sin helhed

eksproprieres, hvis ikke det er vedkommende vejbestyrelse, der selv

iværksætter et vejarbejde, der dikterer omlægningen.

Kommissionens udgangspunkt er, at »fælleskommunale ledninger«

principielt ikke har en særlig stilling. Kommissionen betragter i denne sag

HNG som en almindelig ledningsejer, der ikke i kraft af ejerforhold kan gøre

krav på en særlig retsstiling i offentlig vej.

Når HNG taler om, at der er foretaget »et ekspropriativt

indgreb« i HNG's ledningsnet, er dette i og for sig kun en omskrivning

af stridspunktet i sagen, som er:

Hviler HNG's ret til at have ledningsnettet liggende i Tårnby Kommunes

veje på et sådant retsgrundlag, at tredjemand (A/S Øresundsforbindelsen), der

lovligt erhverver det pågældende vejareal, ikke kan kræve ledningsnettet

fjernet, flyttet eller unyttiggjort uden erstatning? Kun hvis spørgsmålet

besvares bekræftende, er der tale om et ekspropriativt indgreb.

I så henseende må udgangspunktet være, at en erhverver af fast ejendom

indtræder i de rettigheder og forpligtelser, som forgængeren i ejendomsretten

havde. Der ses ikke at gælde noget særskilt for vejarealer, der lovligt

overgår til anden anvendelse.

Succession fra sognekommune til amtskommune er lagt til grund i sagen U

1934, s. 609 Ø (Spjellerup-dommen). »Midlertidig rådighed over vejen som

en ejer« er lagt til grund for U 1921, s. 366 Ø. Det er da også sikkert,

at besigtigelses- og ekspropriationskommissioner efter jernbaneforordningen

havde denne opfattelse, jfr. dokumentationen foran.

Ses der samlet på de tre domme U 1934, s. 451 H, U 1934, s. 609 Ø, og U

1936, s. 79 H, kan der af disse efter kommissionens opfattelse udledes

følgende:

Hvis der for selve retten til at have en ledning liggende i et areal, det

være sig et vejareal eller et almindelig privat ejendomsret undergivet areal,

er betalt et vederlag, er formodningen for, at der i forhold til den ejer,

men hvem aftalen er indgået, er opnået en ret - erhvervet en servitut - som

ejeren må respektere. Han har fået betaling. Er der intet vederlag erlagt, er

anbringelsen sket under forbehold af ændrede forhold hos grundejeren. Der er

indrømmet en »uskadelig benyttelsesret« - ikke erhvervet en

servitut.

Efter det foreliggende har HNG som nævnt ikke betalt noget vederlag for at

have sit ledningsnet anbragt i Tårnby Kommunes veje.

Der er herefter intet grundlag for at antage, at HNG har erhvervet en ret

over vejarealerne, som nyder beskyttelse som en uopsigelig lejeret eller en

traditionel servitutret.

Kommissionens opfattelse er, at A/S Øresundsforbindelsen som grundejer

ikke har en videregående pligt til at respektere ledningsnettets anbringelse

end Tårnby Kommune, fra hvem arealerne lovligt er erhvervet. HNG har ikke et

sådant retsgrundlag for ledningsnettets tilstedeværelse i de pågældende

arealer, at A/S Øresundsforbindelsen er pligtig at yde erstatning for det

forhold, at ledningsanlægget er blevet værdiløst ved den fremtidige

anvendelse af vejarealerne.

Opsigelse.

Som anført foran, er det kommissionens opfattelse, at A/S

Øresundsforbindelsen er indtrådt i samtlige rettigheder og forpligtelser

ifølge leverancekontrakten med den enkelte grundejer.

På kommissionsn spørgsmål derom har HNG oplyst, at hvis man ved

dækningsbidrag forstår en kundes betaling reduceret med variable

omkostninger, vil dette bidrag for en varmeforsyningskunde kunne skønnes til

ca. 2,20 kr. pr. aftaget m3 gas. Et gennemsnitsforbrug er i foretagne

beregninger ansat til 2130 m3 pr. år. I forhold til det angivne

dækningsbidrag er totalprisen pr m3 ansat til 3,73 kr.

For andre kunder (kogekunder) måtte dækningsbidraget skønnes at være uden

betydning.

Kommissionen lægger til grund, at opsigelse af leverancekontrakten er sket

ved ekspropriationsbeslutningen og den forudgående offentlige indkaldelse.

Kontraktmæssigt opsigelsesvarsel kan dog ikke formodes at være blevet

overholdt, og for så vidt der ved ekspropriation er sket et indgreb i HNG s

kontraktsmæssige retttigheder, skal der ydes erstatning for det derved lidte

tab.

I hvert fald på det for kommissionen foreliggende grundlag er det ikke

muligt at opgøre dette tab med absolut nøjagtighed. Opgørelsen må baseres på

de foreliggende ikke fuldt dokumenterede oplysninger og på basis af

forskellige skønsmæssige betragtninger.

I den henseende bliver der først at tage stilling til, hvilken afkortning

af opsigelsesvarslet, som ekspropriationen har bevirket.

Kommissionen skønner, at den enkelte ejer er fraflyttet den eksproprierede

ejendom 4 måneder efter ekspropriationstidspunktet, gennemsnitligt betragtet.

Ekspropriationen har med andre ord indebåret en afkortning af det

kontraktsmæssige opsigelsesvarsel med (gennemsnitligt) 8 måneder.

Ved erstatningsudmålingen må det videre tages i betragtning,

at det angivne dækningsbidrag umiddelbart må forekomme højt,

at den enkelte forbruger ikke har pligt til i opsigelsesperioden at

aftage den angivne gennemsnitlige mængde gas, og

at i hvert fald en del af de i ekspropriationsområdet mistede kunder må

formodes at være blevet kunde i anden bolig.

Hvis man antager, at dækningsbidraget pr. varmekunde udgør 4.000 kr. pr.

år, vil tabet af 70 kunder andrage 280.000 kr. på et år. Efter det ovenfor

anførte vil tabet ved det forkortede opsigelsesvarsel udgøre 2/3 af dette

beløb.

Ud fra disse betragtninger fastsætter kommissionen på det foreliggende

grundlag en erstatning på 200.000 kr.

Kommissionen finder, at 1. juli 1993 er en rimelig gennemsnitsdato at

vælge for erstatningens forrentning.

Konklusion.

Der tillægges ikke HNG erstatning for det forhold, at selskabets

ledningsanlæg i visse offentlige vejstrækninger er blevet værdiløst som følge

af, at de pågældende vejstrækninger er nedlagt som vej i forbindelse med

ekspropriationerne til Øresundsforbindelsens danske landanlæg.

Som følge af afkortet opsigelsesvarsel ved

ekspropriation i 94 kontrakter om levering

af naturgas tillægges der HNG en erstatning

på ........................................... 200.000 kr.

Renter 7 3/4 p.a. fra den 1. juli 1993.

I godtgørelse for sagkyndig bistand .......... 25.000 kr.

Hermed afsluttedes mødet, idet protokollen blev underskrevet.

F. Reidar Jørgensen

Kaj Petersen Bent M. pedersen Poul Elgaard Pedersen Knud Nielsen

/Mogens Pedersen

Udskriftens rigtighed bekræftes.

U. Lefmann

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter