Spring til indhold

Retsinformation

Kommunal tilbagekøbsret et formuegode, der principielt kan kræves erstattet i tilfælde af ekspropriation.

KEN nr 60445 af 12/12/1994Endelig adm. afgørelseBy-, Land- og Transportministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunal tilbagekøbsret et formuegode, der

principielt kan kræves erstattet i tilfælde af ekspropriation.

Udskrift af forhandlings- og kendelsesprotokollen for

Taksationskommissionen vedrørende anlægget af en fast forbindelse over

Øresund.

(Lovbekendtgørelse nr. 522 af 4. juli 1991)

Sag nr TA. IV 4/94 Københavns Kommune v/fuldmægtig

Matr.nr.: 229 og 362 Liss Danchell

Kongens Enghave, København mod

af lb.nr. 107 og 108. A/S Øresundsforbindelsen v/advokat

Jens Auken.

Kendelse den 12. december 1994.

Københavns Kommune har som tilbagekøbsberettiget til ovennævnte ejendomme

ønsket efterprøvet den afgørelse om erstatning, der ved kendelse af 8. august

1994 er afsagt af Ekspropriationskommissionen i anledning af den skete

ekspropriation til gennemførelse af landanlæg, der udføres i tilslutning til

etablering af en fast forbindelse over Øresund.

Der fremlagdes udskrift af forhandlingsprotokollen for

Ekspropriationskommissionen, hæfte 22 og 47, brev af 5. september 1994 fra

Kommissarius ved Statens ekspropriationer på øerne, arealfortegnelse nr. 1,

ejendomsbeskrivelse samt ankebegæring.

Taksationskommissionen har anset sagen for værende af ren judiciel

karakter, hvorfor der ikke er foretaget besigtigelse af ejendommene. Parterne

havde ved et møde, der fandt sted på Restaurant Kastrup Strandpark, lejlighed

til at forelægge deres synspunkter og fremkomme med deres bemærkninger,

ligesom kommissionens medlemmer stillede spørgsmål til belysning af sagen.

Ekspropriationskommissionen har bestemt, at der for ekspropriation af

Københavns Kommunes tilbagekøbsret til de af sagen omhandlede ejendomme ikke

skal ydes kommunen nogen erstatning.

I kendelsen, hvortil henvises, er nærmere redegjort for

Læs alt

Ekspropriationskommissionens overvejelser og for de synspunkter, som parterne

har gjort gældende. Erstatningsspørgsmålet i forhold til ejerne af de to

ejendomme er afgjort ved forlig.

For taksationskommissionen har kommunen gentaget sit krav om en erstatning

på henholdsvis 766.300 kr. og 287.600 kr. for bortfald af kommunens

tilbagekøbsret til de to ejendomme. Kommunen har til støtte herfor henvist

til de synspunkter, der blev gjort gældende over for

Ekspropriationskommissionen bl.a. anført følgende:

Kommissionen finder ifølge kendelsen, at det absolut har formodningen

imod sig, at der med den på ejendommene hvilende tilbagekøbsret ville være

blevet foretaget væsentlige investeringer i bygningerne, hvis ekspropriation

ikke var sket.

Hertil bemærkes, at ejere normalt vedligeholder bygningerne uanset

tilbagekøbsretten af hensyn til bygningernes fortsatte nytteværdi, således at

bygningerne ikke som antaget af kommissionen uden videre må forventes at være

uden værdi ved tilbagekøbstidspunktet.

I øvrigt vil en ejer, der måtte ønske at foretage væsentlige investeringer

i bygningerne, der ikke ville kunne være afskrevet inden

tilbagekøbstidspunktet, normalt søge kommunen om - og få - udskydelse af

tilbagekøbstidspunktet mod et vederlag beregnet efter de tidligere oplyste

principper, jfr. skrivelse herfra af 30. december 1993.

Man finder derfor, at erstatningsberegningen må tage udgangspunkt i

ejendomsværdien og ikke i grundværdien.

Kommissionen anfører videre, at en ejer ikke kan gøre krav på at få

erstattet en - i øvrigt sandsynlig - fremtidig værdistigning af en ejendom,

og at tilbagekøbsretten ikke kan give en bedre retsstilling.

Hertil bemærkes, at man ikke har gjort krav på at få erstattet den

fremtidige værdistigning, men at man gør gældende, at vederlaget for

afløsning af tilbagekøbsretten må være højere end vederlaget for en

udskydelse, hvor man trods alt senere kan købe ejendommen tilbage i

overensstemmelse med deklarationens - for kommunen favorable - vilkår herom.

Da tilbagekøbsretten først kunne gøres gældende i år 2030, prøver man derfor

at finde en så realistisk værdi som muligt af retten til sin tid, hvilken

værdi tilbagediskonteres til nutidsværdi.

Kommunen må således fastholde en fremskrivning af ejendomsværdien med 2%

som anført.

Kommissionen anfører, at forureningsudgifterne må bringes til afkortning i

værdiansættelsen for tilbagekøbsretten.

Hertil bemærkes, at man herfra på grund af den usikkerhed, der er om,

hvornår det vil være nødvendigt at oprense grundene, herunder om

Miljøstyrelsen eventuelt måtte være indstillet på at betale for

afværgeforanstaltningerne, finder, at der ikke bør ske afkortning for disse

omkostninger.

Endelig anfører kommissionen, at der skal ske fradrag i erstatningen for

ekstraordinære store fordele, som Københavns kommune som sådan opnår ved

anlægget.

Idet man i øvrigt skal henholde sig til det i nærværende direktorats

tidligere skrivelser herom anførte, skal man fremhæve, at kommunen i denne

sag er stillet som en privat rettighedshaver. Der er ingen sammenhæng imellem

tabet af rettigheden og eventuelle fordele for kommunen som helhed som følge

af anlægget.

Eventuelle fordele for kommunen modsvares i øvrigt i vid udstrækning af de

støj- og andre forureningsproblemer med grundvandet, som anlægget må antages

at medføre i kommunen.

Kommissionen finder det ifølge kendelsen stødende, at Københavns kommune

ved et grundsalg for snart et halvt hundrede år siden skal kunne sikre sig

»en afgift« i anledning af, at staten skal garantere finansieringen

af en central jernbaneforbindelse m.v.

Hertil bemærkes, at kommunen ikke er sikret »afgiften« som følge

af jernbaneforbindelsen. Der er tale om et vederlag for bortfald af en

rettighed, som kommunen ellers kunne have gjort gældende med økonomisk fordel

over for den til enhver tid værende ejer af ejendommen.

Københavns kommune må herefter fastholde sin oprindelige

erstatningspåstand.

Advokat Jens Auken påstod på anlægsmyndighedens vegne

Ekspropriationskommissionens afgørelse stadfæstet. Han henviste herved til de

synspunkter, som er gjort gældende i brev af 28. april 1994 til

Ekspropriationskommissionen. Brevet er citeret i Ekspropriationskommissionens

kendelse.

Taksationskommissionen må efter undersøgelse af sagen fastslå, at

Københavns Kommune fra århundredeskiftet har solgt fast ejendom med den

klausul, at det solgte kan kræves tilbageskødet for salgsprisen efter en

længere årrække. Både domstolene og Indenrigsministeriet har givet kommunen

medhold i, at dette krav og krav om modydelse for fristforlængelse er fuldt

lovlige. Østre Landsret har således i en dom fra 1986 udtalt: »Der

findes hverken ud fra forvaltningsretlige synspunkter, grundbyrdeloven eller

dennes analogi eller eksprorpiationsretlige betragtninger noget grundlag for

at tilsidesætte disse deklarationer, hvis formål det var henholdsvis at

bevare værdistigningen på jorden for sagsøgte (kommunen) og sikre billige

boliger.« Indenrigsministeriet har anerkendt kommuners ret til at

disponere over deres faste ejendomme med det formål at inddrage

samfundsskabte værdier.

På baggrund heraf lægger Taksationskommissionen til grund, at

tilbagekøbsretten er et formuegode, der principielt kan kræves erstattet i

tilfælde af ekspropriation.

Med dette som udgangspunkt har Taksationskommissionen overvejet

anlægsarbejdernes betydning for Københavns Kommune og kommunens udvikling.

Kommissionen har i den forbindelse ment bl.a. at måtte lægge vægt på

kommunens egen vurdering. I Københavns Kommunes plan 1993 er kommunens

forventninger til de nye anlæg udtrykt således:

»De nye vej- og baneanlæg til lufthavnen er i sig selv en meget

væsentlig forbedring af den storkøbenhavnske trafikstruktur. Den videre

forbindelse til Sverige knytter København mere effektivt til det

internationale vej- og banenet og sammenbinder de to sider af Øresund til eet

bysamfund. Forbindelsen .... placerer Amager - og dermed Ørestaden - centralt

i Øresundsregionens by- og trafikstruktur.

Københavns bliver dermed Øresundsregionens naturlige tyngdepunkt.«

Det hedder i planen videre:

»Lovene om den faste Øresundsforbindelse skaber et nyt grundlag for

en styrkelse af Hovedstaden i den skærpede internationale konkurence. Med den

faste Øresundsforbindelse skabes for første gang reelle muligheder for at

samle hovedstadsområdet og Sydskåne i et funktionelt fælleskab,

Øresundsregionen. I denne region er København centralt placeret med Ørestaden

som Øresundsregionens grografiske centrum.«

På baggrund heraf finder Taksationskommissionen, at statens finansiering

af anlægget bibringer Københavns Kommune en så ekstraordinær stor fordel, at

denne langt overstiger den værdi, som tilbagekøbsretten har for kommunen.

Taksationskommissionen har herved taget hensyn til oplysningerne om de to

konkrete grundes forurening og tilslutter sig i det hele

Ekspropriationskommissionens bemærkninger herom.

Taksationskommissionen har bemærket sig, at Københavns Kommune ikke har

påklaget en ekspropriationsafgørelse fra 1970, som tog stilling til en

deklaration om tilbagekøbsret for kommunen, og som bortfald ved

ekspropriation til udvidelse af Østerbro Post- og Telegrafbygning. I denne

sag bestemte Ekspropriationskommissionen, at der ikke bliver spørgsmål om at

fastsætte ekspropriationserstatning for deklarationens ophævelse til fordel

for det pågældende statsanlæg. I afgørelsen, som var enstemmig, deltog de af

Københavns Borgerrepræsentation valgte medlemmer, Willy Brauer og Egon

Weidekamp.

Taksationskommissionen konkluderer på dette grundlag, at det

samlede anlæg medfører en meget væsentlig forbedring af den storkøbenhavnske

trafikstruktur, som bliver finansieret fuldt ud af staten, at

anlægget skaber et nyt grundlag for styrkelse af Hovedstaden, og at

Københavns Kommune herigennem opnår en ekstraordinær fordel, som har fornøden

sammenhæng med tabet af rettigheden. Taksationskommissionen finder det -

under hensyn til den særegne ret, som deklarationen er udtryk for, og på

baggrund af den upåankede kendelse fra 1970 - rigtigt og ubetænkeligt at

bringe denne fordel til afkortning i den erstatning, som ellers kunne være

fastsat for bortfald af tilbagekøbsretten til de to ejendomme. Uanset, at

denne fordel ikke af Taksationskommissionen ansættes i et bestemt kronebeløb,

fastslår kommissionen, at værdien langt overstiger den erstatning, der ville

kunne beregnes for bortfaldet af tilbagekøbsretten til de to ejendomme, selv

om man ville se bort fra, at grundene begge er forurenet, som beskrevet af

Ekspropriationskommissionen.

Taksationskommissionen stadfæster derfor Ekspropriationskommissionens

kendelse, hvorefter der ikke ydes erstatning for den skete ekspropriation af

tilbagekøbsretten til ejendommene.

Christian Mogensen /Henrik Hansen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter