Fratagelse af autorisation til at udøve dyrlægegerning samt undladelse af efter pålæg at indsende beretning om en foretaget behandling på baggrund af hvilken sagen blev rejst.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fratagelse af autorisation til at udøve
dyrlægegerning samt undladelse af efter pålæg at indsende beretning om en
foretaget behandling på baggrund af hvilken sagen blev rejst.
Landbrugsministeriet har i skrivelse af 27. maj 1988 meddelt dyrlæge A, at
ministeriet har anmodet politimesteren i Grenå om at rejse tiltale mod
dyrlægen for overtrædelse af § 7, stk. 1 og § 10, stk. 1 i bekendtgørelse nr.
312 af 25. juni 1980 af lov om veterinærvæsenet samt om udøvelse af
dyrlægegerningen. Det oplystes endvidere, at man samtidig havde
Veterinærdirektoratet om at indhente en udtalelse fra Det Veterinære
Sundhedsråd og Retslægerådet til vurdering af, hvorvidt dyrlægens
autorisation eventuelt burde inddrages i medfør af § 11, stk. 1, i
lovbekendtgørelsen.
Veterinærrådet har med skrivelse af 22. december 1988 til
Landbrugsministeriet fremsendt speciallægeerklæring af 19. december 1988 med
bilag fra speciallæge i psykiatri Poul Winther, Grenå, og på det foreliggende
grundlag indstillet, at sagen ikke forelægges for Retslægerådet og Det
Veterinære Sundhedsråd.
Speciallæge i psykiatri Poul Winther konkluderer i sin erklæring, at A ved
tre samtaler hos ham i foråret 1988 ikke har vist tegn på akutte eller
kroniske tilstande forårsaget af alkohol overforbrug eller har udvist tegn på
andre misbrug sindssygdom eller anden form for sjælelig svækkelse.
Under henvisning hertil skal Landbrugsministeriet meddele, at man på dette
grundlag ikke finder anledning til at forelægge sagen for Retslægerådet og
Det veterinære Sundhedsråd med henblik på eventuel fratagelse af A's
autorisation som følge af mangelfuld sjæletilstand.
Den fremsendte erklæring giver imidlertid ikke Landbrugsministeriet
anledning til at ændre i det til politimesteren i Grenå indstillede
vedrørende tiltalen mod A for overtrædelse af dyrlægelovens bestemmelser.
P.M.V.
E.B.
Læs alt
bilag
Udskrift
af retsbogen for straffesager
for
R e t t e n i G r e n a a
År 1989, den 11. april kl. 9.30 blev retten i Grenaa sat på domhuset i
Grenaa, af dommerfuldmægtig Carin Holm i henhold til konstitution.
Der i fortoges i offentligt retsmøde :
PS 154/88
Anklagemyndigheden
mod
A
Der fremlagdes anklageskrift af 30. juni 1988 fra politimesteren i Grenaa.
For anklagemyndigheden mødte politimester Sten Berthing.
Som beskikket forsvarer mødte advokat Pagter Kristensen, Randers.
Tiltalte A var mødt og blev gjort bekendt med anklageskriftet, samt
betydet sin tavshedsret.
Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at han havde været dyrlæge
siden 1956, hvor han blev færdig med sin uddannelse. samme år begyndte
tiltalte at praktisere. 1959 nedsatte tiltalte sig som dyrlæge i Ørum Djurs,
hvor han praktiserede indtil først i firserne, hvor tiltalte begyndte at
arbejde på slagteriet. Tiltalte beholdt dog forsat sin praksis, men udøvede
denne i mindre omfang. Onsdag, den 6. januar 1988 om formiddagen var tiltalte
i sin praksis . Tiltalte havde ikke fået noget at drikke i løbet af
formiddagen. Om formiddagen ringede B og fortalte, at han ønskede sin hund
kastreret. Kl. 11.00 kom B med hunden, en kongepuddel. Puddlen kom op på et
stålbord i klinikken, og B holdt hunden i hovedet. Hunden fik en fornarkose i
form af rompun, idet tiltalte gav den en injektion i låret på en ca. 2-3 ml.
Hunden blev hurtigt sløvet, og den sank ned. Herefter fik den en snudestrik
på som en sikkerhedsforanstaltning. B satte sig på en stol, således at hunden
sad på ham med ryggen imod B og bugen og testiklerne ind mod tiltalte.
Tiltalte havde foretaget sådanne indgreb mange gange både på hunde, katte
heste m.v. og havde således også foretaget mange indgreb i 1987. Tiltalte
steriliserede herefter området, der skulle behandles, med hospitalsprit, og
lokalbedøvede hunden med Leostesin, nordadrenalin, idet han først gav 2
indsprøjtninger ind i huden og i forniklen og efter og efter et lille stykke
tid en 3. indsprøjtning ca. 1 1/2 ml. direkte ind i testiklen. Da tiltalte.
Da tiltalte konstaterede, at bedøvelsen virkede, foretog han et snit, således
at testiklen blev blottet. Herefter anlagde tiltalte en pean på sædstrengen
og ovenover denne anlages en ligatur. Da tiltalte tog tangen af efter
indgrebet, skred ligaturen, fordi denne ikke var bundet stramt nok. Det kunne
være svært at binde ligaturen tilstrækkeligt præcist, idet såfremt denne blev
bundet for stramt ville den skære sig igennem, således at det hele ville
briste. Tiltalte havde bundet ligaturen ved et et dobbelt halestik og endnu
en knude og tiltalte kunne således ikke erkende, at han havde lavet en fejl
ved underbindingen. Hvis uheldet ikke var sket, ville ligaturen være blevet
siddende et stykke tid, hvorefter den ville være faldet af sig selv, når
såret var helet tilstrækkeligt. Som følge af, at ligaturen skred af, skete
der en voldsom blødning. B havde ikke tidligere vist utilfredshed med
tiltaltes fremgangsmåde, men nu blev han gal og ville gå. Tiltalte
forhindrede dette, idet hunden ellers ville forbløde, og lukkede hullet ved
pean'en og underbandt hunden igen. Det lykkedes for tiltalte at lukke
blødningen inde, således at B kunne tage afsted til en anden klinik og få
fjernet blødningen under fuld bedøvelse på hunden. Tiltalte kunne ikke
anerkende, at han havde begået nogen fejl ved operationen. Det var noget, der
kunne ske. Det var dog ikke sket tidligere for tiltalte. Årsagen til uheldet
var bl.a. at B ikke sad ordentligt med hunden. Om kredsdyrlægens, Per
Holmegaards, besøg hos tiltalte den 5. februar 1988 forklarede tiltalte, at
han ikke erindrede noget om, at kredsdyrlægen skulle have sagt, endsige
pålagt ham, at indlevere en indberetning om det passerede inden den 13.
februar 1988.
Som vidne fremstod B, der behørigt formanet forklarede, at han fik
kongepuddelen omkring den 20. december 1987, da den var omkring 1 1/2 år
gammel. Hunden vejede ca. 25 kg. og var ca. 75 cm høj. Om hændelsesforløbet
den 6. januar 1988 bekræftede vidnet, at dette var foregået i overenstemmelse
med dennes skrivelse til klientklageudvalget. Årsagen til at vidnet havde
rettet henvendelse til A, var at han ad omveje havde fået at vide, at
dyrehospitalet i Grenaa ville forlange hunden indlagt under et sådant
indgreb, og den dyrlæge som vidnet iøvrigt havde anvendt i Veggerslev, havde
sluttet sig sammen med dyrlægerne i Grenaa. Vidnet valgte derfor A som den
nærmeste dyrlæge af besparelsesmæssige grunde, men kendte iøvrigt ikke noget
til A. Hele hændelsesforløbet hos A varede omkring 20-30 minutter. Vidnet
forklarede, at han ikke havde set, at der under indgrebet blev sat nogle
klemmer på hunden, og at det ikke passede, når tiltalte havde forklaret, at
der var en under bindning, der var skredet. Vidnet havde alene set tiltalte
anvende en kniv, og det var først efter, at tiltalte var færdig med
indgrebet, at han bandt en snor og senere yderligeren en snor omkring
åbningen. Hunden blev ikke på noget tidspunkt lagt op på bordet i klinikken.
Den stod således op under bedøvelsen, og var anbragt på vidnet under
indgrebet. Efter at hunden havde fået den første indsprøjtning var den hele
tiden urolig, og vidnet havde som følge deraf svært ved at holde den. Vidnet
mente nok, at hunden burde være under fuld bedøvelse. Efter indgrebet, og da
A havde udtalt, at hunden blot skulle ligge et par timer på flisegulvet,
hvorefter blødningen ville stoppe, fandt vidnet, at det var bedst at få
hunden kørt på dyrehospitalet i Grenaa, hvorfor han gik ud for at køre sin
bil hen til klinikken. Vidnet bad A om at passe på hunden imens. Da vidnet
kom ind på gårdspladsen med bilen, mødte han hunden, og denne fik han anbragt
på forsædet i bilen. D.v.s. hunden gik selv ind i bilen. Vidnet gik tilbage
til klinikken for at tale med A, men opdagede blot at han var væk. På
dyrehospitalet i Grenaa blev hunden behandlet, og da vidnet fik at blødningen
var standset, kørte han hjem, hvorefter han et par timer senere hentede
hunden. Der havde ikke været nogle eftervirkninger af behandlingen. Vidnet
forklarede, at A havde virket beruset/påvirket af et eller andet. Dette fordi
A famlede rundt d.v.s. gik lidt mærkeligt, hans udtalelser samt måden, hvorpå
han skar sig i hånden. Vidnet konstaterede ikke, at A lugtede af spiritus.
Tiltalte i det hele Uffe Hougaard Andersens forklaring, idet
hændelsesforløbet ikke havde været som af denne beskrevet. Tiltalte benægtede
således, at den første indsprøjtning var mislykkedes. Hunden virkede ikke
særligt urolig, da den kom, eller efter, at den var blevet bedøvet, og B
havde ikke udtalt, at han ikke kunne holde hunden. Tiltalte havde anvendt en
pean. Det var umuligt at lave en underbinding uden anvendelse af en sådan.
Det var heller ikke korrekt, at hunden gled ned på gulvet. Den kunne skride
lidt, hvorefter tiltalte rettede den op igen. Tiltalte bestred, at han skulle
have sagt, at blødningen ville stoppe, hvis hunden lå et par timer på gulvet.
Tiltalte var med ude på gårdspladsen, og hjalp med at få hunden op i bilen.
Hunden kunne delvis selv gå derud, men var undervejs støttet af tiltalte og
eller B. Hele hændelsesforløbet havde nok varet ca. 20 min. Såfremt tiltalte
skulle have foretaget en ny underbinding på sin klinik, ville han have
helbedøvet hunden.
Vidnet B fastholdt sin forklaring, herunder at tiltalte skulle have
udtalt, at blødningen ville stoppe, hvis hunden blot lå et par timer på
flisegulvet. Ligeledes fastholdt vidnet, at han havde mødt hunden på
gårdspladsen, og vidnet havde ikke set noget til tiltalte, efter at han gik
ud for at hente sin bil.
Som vidne fremstod dyrlæge Peter Dyekær, der behørigt formanet forklarede,
at han fik en fornemmelse af, at B ikke var tilfreds med A's behandling af
hunden, da denne kom hos vidnet den 6. januar 1988 for at få hunden
behandlet. Hunden var ikke i livsfare, da den kom i behandling. Vidnet
forklarede, at med oplysningen om, at der var lagt en ligatur i forbindelse
med indgrebet, kunne han ikke konstatere, at der var lavet nogen fejl af A
ved dennes udførelse af indgrebet. Hvis en lokalbedøvelse var blevet udført
korrekt, ville det også kunne være en forsvarlig behandlingsform. På
dyrehospitalet anvendte dyrelægerne fuld bedøvelse, ligesom man ikke lod
ejeren sidde med hunden under indgrebet. Ligatur skal anbringes stramt, og
skrider i så fald ikke. Foreholdt forklaring til politirapport af 29. marts
1988, hvorefter vidnet havde oplyst, at A's behandling/operation var faglig
ukorrekt behandling, var en primitiv operation og en urimelig måde at
foretage opperation på, forklarede vidnet, at det for ham ikke var en korrekt
måde at udføre indgrebet på. Vedrørende den dyrlægemæssige forsvarlige måde
at fortage indgrebet på, forklarede vidnet, at det afgørende var, om der var
blevet lavet en korrekt blodstandsning og en korrekt bedøvelse af hunden.
Forklaring til politiet den 29. marts 1988 skete dels på baggrund af
hændelsesforløbet, som vidnet havde fået oplyst gennem B's skrivelse til
klientklageudvalget og dels ud fra vidnets egne iagttagelser ved behandlingen
af hunden.
Således som sagen er oplyst, tør retten ikke udelukke, at tiltalte under
indgrebet på hunden har anvendt ligatur og herunder anvendt en tang. Retten
tør således ikke udelukke, at vidnet B, der ikke er bekendt med den
dyrlægelige behandling, ikke har bemærket, at tiltalte anlagde en ligatur.
Efter vidnets, dyrlæge Peter Dyekjærs forklaringkunne tiltaltes behandling af
hunden herefter have været korrekt, hvorfor retten må frifinde tiltalte for
overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 312 af 25/06/1980 § 7, stk. 1. Da det
endvidere ikke er dokumenteret af anklagemyndigheden, at tiltalte har
modtaget pålæg om at indlevere en indberetning til Veterinærdirektoratet og
da denne nu er indgivet af tiltalte, frifindes tiltalte tillige for
overtrædelse af ovennævnte lovs § 10, stk. 1.
Officielle noter
Lovbekendtgørelse nr. 312 af 25/06/1988 er siden afløst af
lovbekendtgørelse nr. 492 af 28/06/1990
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 232 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VETERINÆRVÆSENET SAMT OM UDØVELSE AF DYRLÆGEGERNING(ÆNDRET ORGANISATION OG OPGAVE) Retsinformation · 13. juni 1997
- Behandling af klage over en på en dyreklinik foretaget behandling af en hund. Retsinformation · 25. september 1997
- 1996 BTL 232 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VETERINÆRVÆSENET SAMT OM UDØVELSE AF DYRLÆGEGERNING (ÆNDRET ORGANISATION OG OPGAVE) NR L 232 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 24. juni 1997
- Forslag til Lov om dyrlæger Retsinformation · 27. maj 2004
- Bekendtgørelse af lov om dyrlæger Retsinformation · 24. januar 2024
- Forslag til Lov om ændring af lov om dyrlægegerning m.v. (Ændrede regler for fratagelse af dyrlægers autorisation og for kontrol med anvendelse af lægemidler m.v.) Retsinformation · 26. november 2002