Spring til indhold

Retsinformation

Fratagelse af autorisation til at udøve dyrlægegerning samt undladelse af efter pålæg at indsende beretning om en foretaget behandling på baggrund af hvilken sagen blev rejst.

KEN nr 60345 af 07/03/1989Endelig adm. afgørelseMinisteriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fratagelse af autorisation til at udøve

dyrlægegerning samt undladelse af efter pålæg at indsende beretning om en

foretaget behandling på baggrund af hvilken sagen blev rejst.

Landbrugsministeriet har i skrivelse af 27. maj 1988 meddelt dyrlæge A, at

ministeriet har anmodet politimesteren i Grenå om at rejse tiltale mod

dyrlægen for overtrædelse af § 7, stk. 1 og § 10, stk. 1 i bekendtgørelse nr.

312 af 25. juni 1980 af lov om veterinærvæsenet samt om udøvelse af

dyrlægegerningen. Det oplystes endvidere, at man samtidig havde

Veterinærdirektoratet om at indhente en udtalelse fra Det Veterinære

Sundhedsråd og Retslægerådet til vurdering af, hvorvidt dyrlægens

autorisation eventuelt burde inddrages i medfør af § 11, stk. 1, i

lovbekendtgørelsen.

Veterinærrådet har med skrivelse af 22. december 1988 til

Landbrugsministeriet fremsendt speciallægeerklæring af 19. december 1988 med

bilag fra speciallæge i psykiatri Poul Winther, Grenå, og på det foreliggende

grundlag indstillet, at sagen ikke forelægges for Retslægerådet og Det

Veterinære Sundhedsråd.

Speciallæge i psykiatri Poul Winther konkluderer i sin erklæring, at A ved

tre samtaler hos ham i foråret 1988 ikke har vist tegn på akutte eller

kroniske tilstande forårsaget af alkohol overforbrug eller har udvist tegn på

andre misbrug sindssygdom eller anden form for sjælelig svækkelse.

Under henvisning hertil skal Landbrugsministeriet meddele, at man på dette

grundlag ikke finder anledning til at forelægge sagen for Retslægerådet og

Det veterinære Sundhedsråd med henblik på eventuel fratagelse af A's

autorisation som følge af mangelfuld sjæletilstand.

Den fremsendte erklæring giver imidlertid ikke Landbrugsministeriet

anledning til at ændre i det til politimesteren i Grenå indstillede

vedrørende tiltalen mod A for overtrædelse af dyrlægelovens bestemmelser.

P.M.V.

E.B.

Læs alt

bilag

Udskrift

af retsbogen for straffesager

for

R e t t e n i G r e n a a

År 1989, den 11. april kl. 9.30 blev retten i Grenaa sat på domhuset i

Grenaa, af dommerfuldmægtig Carin Holm i henhold til konstitution.

Der i fortoges i offentligt retsmøde :

PS 154/88

Anklagemyndigheden

mod

A

Der fremlagdes anklageskrift af 30. juni 1988 fra politimesteren i Grenaa.

For anklagemyndigheden mødte politimester Sten Berthing.

Som beskikket forsvarer mødte advokat Pagter Kristensen, Randers.

Tiltalte A var mødt og blev gjort bekendt med anklageskriftet, samt

betydet sin tavshedsret.

Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at han havde været dyrlæge

siden 1956, hvor han blev færdig med sin uddannelse. samme år begyndte

tiltalte at praktisere. 1959 nedsatte tiltalte sig som dyrlæge i Ørum Djurs,

hvor han praktiserede indtil først i firserne, hvor tiltalte begyndte at

arbejde på slagteriet. Tiltalte beholdt dog forsat sin praksis, men udøvede

denne i mindre omfang. Onsdag, den 6. januar 1988 om formiddagen var tiltalte

i sin praksis . Tiltalte havde ikke fået noget at drikke i løbet af

formiddagen. Om formiddagen ringede B og fortalte, at han ønskede sin hund

kastreret. Kl. 11.00 kom B med hunden, en kongepuddel. Puddlen kom op på et

stålbord i klinikken, og B holdt hunden i hovedet. Hunden fik en fornarkose i

form af rompun, idet tiltalte gav den en injektion i låret på en ca. 2-3 ml.

Hunden blev hurtigt sløvet, og den sank ned. Herefter fik den en snudestrik

på som en sikkerhedsforanstaltning. B satte sig på en stol, således at hunden

sad på ham med ryggen imod B og bugen og testiklerne ind mod tiltalte.

Tiltalte havde foretaget sådanne indgreb mange gange både på hunde, katte

heste m.v. og havde således også foretaget mange indgreb i 1987. Tiltalte

steriliserede herefter området, der skulle behandles, med hospitalsprit, og

lokalbedøvede hunden med Leostesin, nordadrenalin, idet han først gav 2

indsprøjtninger ind i huden og i forniklen og efter og efter et lille stykke

tid en 3. indsprøjtning ca. 1 1/2 ml. direkte ind i testiklen. Da tiltalte.

Da tiltalte konstaterede, at bedøvelsen virkede, foretog han et snit, således

at testiklen blev blottet. Herefter anlagde tiltalte en pean på sædstrengen

og ovenover denne anlages en ligatur. Da tiltalte tog tangen af efter

indgrebet, skred ligaturen, fordi denne ikke var bundet stramt nok. Det kunne

være svært at binde ligaturen tilstrækkeligt præcist, idet såfremt denne blev

bundet for stramt ville den skære sig igennem, således at det hele ville

briste. Tiltalte havde bundet ligaturen ved et et dobbelt halestik og endnu

en knude og tiltalte kunne således ikke erkende, at han havde lavet en fejl

ved underbindingen. Hvis uheldet ikke var sket, ville ligaturen være blevet

siddende et stykke tid, hvorefter den ville være faldet af sig selv, når

såret var helet tilstrækkeligt. Som følge af, at ligaturen skred af, skete

der en voldsom blødning. B havde ikke tidligere vist utilfredshed med

tiltaltes fremgangsmåde, men nu blev han gal og ville gå. Tiltalte

forhindrede dette, idet hunden ellers ville forbløde, og lukkede hullet ved

pean'en og underbandt hunden igen. Det lykkedes for tiltalte at lukke

blødningen inde, således at B kunne tage afsted til en anden klinik og få

fjernet blødningen under fuld bedøvelse på hunden. Tiltalte kunne ikke

anerkende, at han havde begået nogen fejl ved operationen. Det var noget, der

kunne ske. Det var dog ikke sket tidligere for tiltalte. Årsagen til uheldet

var bl.a. at B ikke sad ordentligt med hunden. Om kredsdyrlægens, Per

Holmegaards, besøg hos tiltalte den 5. februar 1988 forklarede tiltalte, at

han ikke erindrede noget om, at kredsdyrlægen skulle have sagt, endsige

pålagt ham, at indlevere en indberetning om det passerede inden den 13.

februar 1988.

Som vidne fremstod B, der behørigt formanet forklarede, at han fik

kongepuddelen omkring den 20. december 1987, da den var omkring 1 1/2 år

gammel. Hunden vejede ca. 25 kg. og var ca. 75 cm høj. Om hændelsesforløbet

den 6. januar 1988 bekræftede vidnet, at dette var foregået i overenstemmelse

med dennes skrivelse til klientklageudvalget. Årsagen til at vidnet havde

rettet henvendelse til A, var at han ad omveje havde fået at vide, at

dyrehospitalet i Grenaa ville forlange hunden indlagt under et sådant

indgreb, og den dyrlæge som vidnet iøvrigt havde anvendt i Veggerslev, havde

sluttet sig sammen med dyrlægerne i Grenaa. Vidnet valgte derfor A som den

nærmeste dyrlæge af besparelsesmæssige grunde, men kendte iøvrigt ikke noget

til A. Hele hændelsesforløbet hos A varede omkring 20-30 minutter. Vidnet

forklarede, at han ikke havde set, at der under indgrebet blev sat nogle

klemmer på hunden, og at det ikke passede, når tiltalte havde forklaret, at

der var en under bindning, der var skredet. Vidnet havde alene set tiltalte

anvende en kniv, og det var først efter, at tiltalte var færdig med

indgrebet, at han bandt en snor og senere yderligeren en snor omkring

åbningen. Hunden blev ikke på noget tidspunkt lagt op på bordet i klinikken.

Den stod således op under bedøvelsen, og var anbragt på vidnet under

indgrebet. Efter at hunden havde fået den første indsprøjtning var den hele

tiden urolig, og vidnet havde som følge deraf svært ved at holde den. Vidnet

mente nok, at hunden burde være under fuld bedøvelse. Efter indgrebet, og da

A havde udtalt, at hunden blot skulle ligge et par timer på flisegulvet,

hvorefter blødningen ville stoppe, fandt vidnet, at det var bedst at få

hunden kørt på dyrehospitalet i Grenaa, hvorfor han gik ud for at køre sin

bil hen til klinikken. Vidnet bad A om at passe på hunden imens. Da vidnet

kom ind på gårdspladsen med bilen, mødte han hunden, og denne fik han anbragt

på forsædet i bilen. D.v.s. hunden gik selv ind i bilen. Vidnet gik tilbage

til klinikken for at tale med A, men opdagede blot at han var væk. På

dyrehospitalet i Grenaa blev hunden behandlet, og da vidnet fik at blødningen

var standset, kørte han hjem, hvorefter han et par timer senere hentede

hunden. Der havde ikke været nogle eftervirkninger af behandlingen. Vidnet

forklarede, at A havde virket beruset/påvirket af et eller andet. Dette fordi

A famlede rundt d.v.s. gik lidt mærkeligt, hans udtalelser samt måden, hvorpå

han skar sig i hånden. Vidnet konstaterede ikke, at A lugtede af spiritus.

Tiltalte i det hele Uffe Hougaard Andersens forklaring, idet

hændelsesforløbet ikke havde været som af denne beskrevet. Tiltalte benægtede

således, at den første indsprøjtning var mislykkedes. Hunden virkede ikke

særligt urolig, da den kom, eller efter, at den var blevet bedøvet, og B

havde ikke udtalt, at han ikke kunne holde hunden. Tiltalte havde anvendt en

pean. Det var umuligt at lave en underbinding uden anvendelse af en sådan.

Det var heller ikke korrekt, at hunden gled ned på gulvet. Den kunne skride

lidt, hvorefter tiltalte rettede den op igen. Tiltalte bestred, at han skulle

have sagt, at blødningen ville stoppe, hvis hunden lå et par timer på gulvet.

Tiltalte var med ude på gårdspladsen, og hjalp med at få hunden op i bilen.

Hunden kunne delvis selv gå derud, men var undervejs støttet af tiltalte og

eller B. Hele hændelsesforløbet havde nok varet ca. 20 min. Såfremt tiltalte

skulle have foretaget en ny underbinding på sin klinik, ville han have

helbedøvet hunden.

Vidnet B fastholdt sin forklaring, herunder at tiltalte skulle have

udtalt, at blødningen ville stoppe, hvis hunden blot lå et par timer på

flisegulvet. Ligeledes fastholdt vidnet, at han havde mødt hunden på

gårdspladsen, og vidnet havde ikke set noget til tiltalte, efter at han gik

ud for at hente sin bil.

Som vidne fremstod dyrlæge Peter Dyekær, der behørigt formanet forklarede,

at han fik en fornemmelse af, at B ikke var tilfreds med A's behandling af

hunden, da denne kom hos vidnet den 6. januar 1988 for at få hunden

behandlet. Hunden var ikke i livsfare, da den kom i behandling. Vidnet

forklarede, at med oplysningen om, at der var lagt en ligatur i forbindelse

med indgrebet, kunne han ikke konstatere, at der var lavet nogen fejl af A

ved dennes udførelse af indgrebet. Hvis en lokalbedøvelse var blevet udført

korrekt, ville det også kunne være en forsvarlig behandlingsform. På

dyrehospitalet anvendte dyrelægerne fuld bedøvelse, ligesom man ikke lod

ejeren sidde med hunden under indgrebet. Ligatur skal anbringes stramt, og

skrider i så fald ikke. Foreholdt forklaring til politirapport af 29. marts

1988, hvorefter vidnet havde oplyst, at A's behandling/operation var faglig

ukorrekt behandling, var en primitiv operation og en urimelig måde at

foretage opperation på, forklarede vidnet, at det for ham ikke var en korrekt

måde at udføre indgrebet på. Vedrørende den dyrlægemæssige forsvarlige måde

at fortage indgrebet på, forklarede vidnet, at det afgørende var, om der var

blevet lavet en korrekt blodstandsning og en korrekt bedøvelse af hunden.

Forklaring til politiet den 29. marts 1988 skete dels på baggrund af

hændelsesforløbet, som vidnet havde fået oplyst gennem B's skrivelse til

klientklageudvalget og dels ud fra vidnets egne iagttagelser ved behandlingen

af hunden.

Således som sagen er oplyst, tør retten ikke udelukke, at tiltalte under

indgrebet på hunden har anvendt ligatur og herunder anvendt en tang. Retten

tør således ikke udelukke, at vidnet B, der ikke er bekendt med den

dyrlægelige behandling, ikke har bemærket, at tiltalte anlagde en ligatur.

Efter vidnets, dyrlæge Peter Dyekjærs forklaringkunne tiltaltes behandling af

hunden herefter have været korrekt, hvorfor retten må frifinde tiltalte for

overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 312 af 25/06/1980 § 7, stk. 1. Da det

endvidere ikke er dokumenteret af anklagemyndigheden, at tiltalte har

modtaget pålæg om at indlevere en indberetning til Veterinærdirektoratet og

da denne nu er indgivet af tiltalte, frifindes tiltalte tillige for

overtrædelse af ovennævnte lovs § 10, stk. 1.

Officielle noter

Lovbekendtgørelse nr. 312 af 25/06/1988 er siden afløst af

lovbekendtgørelse nr. 492 af 28/06/1990

Lignende dokumenter