Spring til indhold

Retsinformation

Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for Slagteriregion Syd A.m.b.a. (advokat Niels Nehrkorn). Dommere: Bæhring, Annette Elmer, Poul Fl. Hansen, Hornslet (retsformand), Erik Nielsen, Albæk Petersen og Steen A. Rasmussen. Faglig voldgift. Kollektiv Arbejdsret, generelt. En overenskomsts betalingsbestemmelser kan ikke fraviges til skade for arbejdstageren ved lokalaftale.(* 1) (* 2)

DOM nr 3575 af 26/08/1992DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og

Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (konsulent Ulrik Jørgensen) mod

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes

Arbejdsgiverforeninger for Slagteriregion Syd A.m.b.a. (advokat Niels

Nehrkorn). Dommere: Bæhring, Annette Elmer, Poul Fl. Hansen, Hornslet

(retsformand), Erik Nielsen, Albæk Petersen og Steen A. Rasmussen. Faglig

voldgift. Kollektiv Arbejdsret, generelt. En overenskomsts

betalingsbestemmelser kan ikke fraviges til skade for arbejdstageren ved

lokalaftale.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og

Nydelsesmiddelarbejder Forbundet indklaget Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for

Slagteriregion Syd A.m.b.a. med påstand om, at Slagteriregion Syd A.m.b.a.

skal efterbetale det i overenskomstens bestemmelser om skifteholdsdrift punkt

7 fastsatte søn- og helligdagstillæg for perioden fra 19. april 1990 til 21.

januar 1991.

Indklagede har påstået frifindelse.

De i klagernes påstand nævnte overenskomstbestemmelser, der var indeholdt

i den fra 1987 til 1991 gældende overenskomst, lyder således:

»7. Holddriftsarbejde inden for et søn- og helligdagsdøgn betales med

et tillæg på kr. 40,00 pr. time.

Herudover ydes de for hverdage normale skifteholdstillæg for 2. og 3.

skift.«

Om sagens nærmere omstændigheder er det oplyst, at der i slutningen af

1989 var behov for en produktionsudvidelse på den indklagede virksomhed. Man

startede derfor et mindre nathold, der arbejdede fra søndag aften til fredag

morgen. Dette nathold fik det nævnte tillæg på 40 kr. pr. time for arbejde i

søndagsdøgnet.

I begyndelsen af 1990 ønskede virksomheden en betydelig udvidelse af

natholdet, og natholdet fik at vide, at arbejdsugen af omkostningsmæssige

Læs alt

hensyn skulle omlægges fra arbejde søndag nat til arbejde fredag nat.

Natholdet ville imidlertid helst arbejde fra søndag aften til fredag

morgen for at kunne holde fri fredag aften, og man var villige til at frasige

sig 40 kr.-tillægget for arbejde i søndagsdøgnet, da man var indforstået med

at bytte lige over med timerne fra fredag aften til søndag aften.

På et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde den 8. januar 1990 blev der

nedsat et udvalg til udarbejdelse af oplæg om indførelse af holddrift. Der

blev herefter i begyndelsen af februar 1990 afholdt et orienteringsmøde med

de berørte medarbejdere med henblik på at lægge arbejdsugen fra mandag aften

til lørdag morgen, og på et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde den 15.

februar 1990 orienterede man fra virksomhedens side om opstart på nathold i

udbening, pakkeri m.v. Natholdet skulle herefter begynde mandag den 26.

februar 1990. De berørte medarbejdere fik udleveret skrivelser, hvoraf

fremgik, at natholdets arbejdsuge fra mandag den 26. februar 1990 var fra

mandag aften til lørdag morgen, og at medarbejdere, der blev overflyttet til

natholdet, ligeledes skulle starte mandag den 26. februar.

Problemerne omkring fastsættelse af arbejdstiden for natholdet var

herefter årsag til en arbejdsnedlæggelse, der blev behandlet på et

ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde den 16. februar 1990. Resultatet blev,

at de udsendte breve blev tilbagekaldt, og natholdet foreløbig udsat.

På et nyt samarbejdsudvalgsmøde den 5. marts 1990 meddelte virksomheden,

at man af produktionsmæssige årsager fortsat ønskede etableret nat/aftenhold

i udbening og pakkeri, og man fremlagde til drøftelse et oplæg med fem

alternative muligheder, der var beskrevet således:

»1. aftenhold 5 dage/uge

Arbejdstid 7,00 timer/dag excl. spisepause

Start mandag ca. 15:30

Slut fredag ca. 22:50

2. aftenhold 4 dage/uge

Arbejdstid 8 timer 45 min./dag, excl. spisepause

Start mandag ca. kl. 15:30

Slut fredag ca. kl. 0.35

3. nathold 5 dage/uge (start søndag aften uden overtidsbetaling).

Der er enighed mellem parterne om, at »overtidsbetaling« her

sigter til det i sagen omhandlede 40 kroners tillæg .

Arbejdstid 7,00 timer/dag, excl. spisepause

Start søndag ca. kl. 23:00

Slut fredag ca. kl. 6:20

4. Nathold 5 dage/uge (start mandag aften)

Arbejdstid 7,00 timer/dag, excl. spisepause

Start mandag ca. kl. 23:00

Slut lørdag ca. kl. 6:20

5. nathold 4 dage/uge

Arbejdstid 8 timer 45 min./dag, excl. spisepause

Start mandag ca. kl. 21:15

Slut fredag ca. kl. 6:20'

Af referatet fra mødet den 5. marts 1990 fremgår følgende: »......

Tillidsmanden meddelte, at man ikke kunne akceptere de fremlagte forslag

og tilføjede, at forslag 2, 3 og 5 var direkte overenskomststridige.

Dette tilbageviste virksomheden helt klart og ingen kunne dokumentere

disse påstande, som senere måtte betegnes som grundløse.

Virksomheden anførte, at der direkte i overenskomsten er anført, at

forslag 2 og 5 kan gennemføres, når der er lokal enighed herom.

Med hensyn til forslag 3, så er der bestemt ikke enighed mellem

organisationerne om den holdning NNF her har indtaget.

Tillidsmanden meddelte, at man måske kunne akceptere forslag 1, hvis dette

skete på fuld frivillig basis således, at medarbejderne frit kan melde sig

til denne løsning.

Dette kunne virksomheden kun delvist akceptere, man vil gå langt ad

frivillighedens vej men er der ikke tilstrækkelig tilslutning fra

medarbejderside og hvis ikke de pågældende medarbejdere kan udføre det

omtalte arbejde, kan det blive nødvendigt yderligere at udvælge medarbejdere

jfr. overenskomstens muligheder for holddrift og varsling mv.

Virksomheden beklagede iøvrigt meget tillidsmandens afvisning af hele

oplægget og kunne desværre konstatere, at man fra B-siden ikke havde fremlagt

nogen form for forslag til løsning og åbenbart heller ikke havde ændret

holdning, siden man for godt 2 uger siden sidst havde drøftet disse forhold.

Begge parter er positivt forpligtet til at finde en løsning og dette skal

helst ske i et fortsat godt samarbejde, ellers kan virksomheden se sig

nødsaget til at varsle og etablere holddriftsordning udfra de muligheder som

overenskomsten giver - i så fald vil man vælge den løsning som er skitseret i

forslag 1.

Dette var virksomheden klar over ville gå imod mange medarbejderes ønsker,

men hvis man lokalt og fra NNF's side fortsat vil blokere en sådan løsning,

havde virksomheden ikke noget andet valg.

En løsning efter forslag 1 vil passe godt i produktionsforløbet og vil

iøvrigt være mindre omkostningskrævende, end en løsning hvor man arbejder på

direkte nathold.

Virksomheden foreslog igen, at man frit lod de implicerede medarbejdere

vælge hvilken form for holddrift man helst vil arbejde under, i så fald er

der, efter virksomhedens opfattelse, ingen tvivl om, at langt de fleste

vælger forslag 3 eller forslag 5.

På den måde fik man også en god løsning på problemerne, uden at man

yderligere skadede det ellers så gode samarbejde på virksomheden !

Dette kunne man ikke umiddelbart akceptere fra B-siden og man anmodede om

lidt længere tid til overvejelser af forholdene.......«

For at finde en løsning foreslog tillidsmanden og virksomheden herefter,

at man på forsøgsbasis indførte en 4 dages uge, og et forslag om en

lokalaftale om nathold med en 4-dages uge på 35 timer fra mandag til fredag

morgen blev sendt til behandling i NNF og SALA men efter det oplyste afvist

af Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet.

Efter fortsatte drøftelser blev der herefter den 19. april 1990 mellem

virksomheden og tillidsmanden indgået en »Lokalaftale om arbejde på

nathold«, hvorefter der skulle arbejdes i overensstemmelse med det

ovenfor nævnte oplægs forslag 3. Efter det oplyste havde Nærings- og

Nydelsesmiddelarbejder Forbundet ikke været inddraget i drøftelserne, og

aftalens tekst, der er konciperet af virksomheden, er udarbejdet i samråd med

Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger.

Om betalingen siges det i lokalaftalen:

»Betalingen vil være overenskomstens normale akkord- og timeløn med

tillæg for skiftehold på kr. 10,34 pr. time.......

Parterne er bekendt med at organisationerne er uenige om overenskomstens

fortolkning i forbindelse med ovennævnte aftale, og der er derfor enighed om,

at aftalen, uden yderligere konsekvenser, kan ophøre med een uges varsel, når

en afklaring mellem organisationerne foreligger.«

Aftalen blev godkendt på et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde samme

dag.

Den følgende dag anmodede tillidsmanden forbundet om at få afklaret

betalingsspørgsmålet, og forbundets lokalafdeling indsendte den 20. april

1990 lokalaftalen til NNF Slagtergruppen med følgende bemærkning:

»Da vi ikke kan blive enige med slagteriet om tillægget på de 40 kr.,

for at arbejde om natten fra søndag til mandag, er vi enige med dem om at

lade vore hovedorganisationer om at afgøre dette spørgsmål, så jeg må anmode

jer om en afgørelse.«

Spørgsmålet blev herefter første gang behandlet på et organisationsmøde

den 9. maj 1990. Af mødereferatet fremgår, at sagen var sendt til udtalelse

hos virksomheden, og at forbundet ville blive informeret, når der forelå et

svar.

Det viste sig, at organisationerne ikke kunne blive enige. Derimod opstod

tilsvarende problemer på andre virksomheder, herunder virksomheder, hvor

etablerede aften/nathold var flyttet fra en hverdags aften til søndag aften.

Overenskomstparterne blev herefter enige om at lade en faglig voldgift

generelt tage stilling til betalingsspørgsmålet.

Opmandskendelsen blev afsagt den 21. januar 1991. I kendelsen udtaler

opmanden:

»Overenskomstens § 3 punkt g giver adgang til flytning af hele

arbejdsdage ved lokale aftaler, og parterne er enige om, at man ved reglens

indføjelse i overenskomsten alene tænkte på såkaldte »indeklemte«

arbejdsdage.

I de i sagen omhandlede tilfælde har man ændret holddriftsplanerne,

således at arbejdsugen fast går fra søndag aften til fredag aften i stedet

for fra mandag morgen til lørdag morgen. En sådan ændring kan indarbejdes i

den årlige holddriftsplan, og den kan efter opmandens opfattelse ikke anses

som omfattet af overenskomstens § 3 punkt g.

At arbejdsugen for det kontinuerlige holddriftsarbejde ændres til at

begynde søndag aften, kan ikke føre til, at ugens første hold fra søndag

aften til mandag morgen ikke er holddriftsarbejde.

Opmanden er således enig med forbundet i, at der ikke er hjemmel til ved

lokale aftaler at ændre holddriftsbestemmelsernes regel om søndagstillæg, og

forbundets påstand tages derfor til følge.

Opmanden finder resultatet bestyrket ved, at Arbejdsgiverforeningerne i

skrivelsen af 25. september 1990 har erkendt, at der skal betales

søndagstillæg, hvis ændringen sker efter virksomhedernes ønske. Det kan vel

forekomme urimeligt, at en af arbejderne ønsket ændring ikke kan ske uden

forøget lønudgift for arbejdsgiveren, men arbejderne kan efter almindelige

arbejdsretlige principper ikke på egen hånd aftale lavere lønninger, end

overenskomsterne foreskriver. I de i sagen omhandlede tilfælde har

arbejdsgiverne ret til at afvise arbejdernes ønske om ændring af

arbejdstiden, og endelig er der en mulighed for, at der ved forhandling

mellem overenskomstparterne kan aftales en fravigelse af overenskomsten i de

enkelte tilfælde.'

Ved kendelsen bestemtes det herefter, at Slagteriernes

Arbejdsgiverforeninger skal anerkende, at det i overenskomstens bestemmelser

om skifteholdsdrift punkt 7 fastsatte søn- og helligdagstillæg skal betales

for alt holddriftsarbejde inden for et søn- og helligdagsdøgn, uanset om

arbejdet er fastlagt med accept af eller efter ønske fra arbejderne.

Umiddelbart efter voldgiftskendelsen ændrede virksomheden arbejdstiden for

natholdet således, at natholdet starter mandag aften og slutter lørdag

morgen, d.v.s. den ordning, der i det tidligere nævnte oplæg til

samarbejdsudvalgsmødet den 5. marts 1990 var anført under 4.

Ligeledes umiddelbart efter voldgiftskendelsen anmodede tillidsmanden

virksomheden om at efterbetale tillægget for holddrift i søndagsdøgnet, men

da dette blev afvist, rejste Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet på

ny sagen over for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger ved en skrivelse af 5.

februar 1991.

Klagerne har til støtte for påstanden om efterbetaling gjort gældende, at

der i den periode, hvor arbejdet på nathold foregik i overensstemmelse med

lokalaftalen af 19. april 1990, skulle være udbetalt et tillæg på 40 kr. i

timen for holddriftsarbejde i søndagsdøgnet. Der foreligger hverken

passivitet fra forbundets side med hensyn til kravets rejsning eller nogen

reel fortolkningstvivl, der kan begrunde, at efterbetalingskravet ikke fuldt

ud kan gennemføres. Heller ikke selve lokalaftalens indgåelse er til hinder

for kravet.

Klagerne har herved i første række anført, at lokalaftalen ikke kan

fortolkes som et afkald på efterbetaling, hvis uenigheden om overenskomstens

fortolkning - som det skete ved voldgiftskendelsen - blev afklaret til fordel

for arbejdstagernes standpunkt. Det kan lægges til grund, at virksomheden og

tillidsmanden ved indgåelsen af lokalaftalen havde hver sin opfattelse, og

det fremgår ikke udtrykkeligt af aftalen, at den indebar et så vidtgående og

særpræget afkald, som indklagede hævder. Indklagede må have bevisbyrden for

den således hævdede fortolkning, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

Virksomheden var både efter tillidsmandens udtalelser under

samarbejdsudvalgsmødet den 5. marts 1990 og efter bemærkningen i lokalaftalen

om uenigheden mellem organisationerne om overenskomstfortolkningen klar over

tillidsmandens og forbundets holdning til betalingsspørgsmålet. Hvis det var

virksomhedens tanke, at der i forbindelse med lokalaftalen skulle gives et

forhåndsafkald på et eventuelt efterbetalingskrav, havde det været enkelt

udtrykkeligt at skrive det, ligesom det havde været naturligt at sikre sig

forbundets tilslutning hertil. Det er et almindeligt arbejdsretligt princip,

at man ikke ved lokalaftale kan fravige overenskomsternes

betalingsbestemmelser til skade for arbejdstagerne. Dette må antages at have

været virksomheden bekendt, og har i hvert fald været kendt for Slagteriernes

Arbejdsgiverforeninger, der medvirkede ved lokalaftalens formulering.

Koncipisten har således kendt det nævnte arbejdsretlige princip, og det har

formodningen for sig, at Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger ikke har

medvirket til indgåelse af en overenskomststridig aftale. Bestemmelsen i

lokalaftalen om opsigelse »uden yderligere konsekvenser« henviser

naturligt til det korte opsigelsesvarsel, og indklagede må i hvert fald som

koncipist bære risikoen for uklarhed om, hvorledes aftalen skal forstås.

Subsidiært har klagerne anført, at indklagede ikke kunne få medhold, selv

om aftalen skulle forstås som et afkald på efterbetalingen. Dette følger af,

at en sådan aftale som ovenfor anført ville være overenskomststridig, hvorfor

der ikke kan støttes ret på den. Dette gælder så meget mere, når

arbejdsgiverparten - som det må antages her - har været bekendt hermed, men

ville også gælde, selv om dette ikke var tilfældet.

Endelig har klagerne overfor det af indklagede fremførte synspunkt om god

tro hos virksomheden med hensyn til overenskomstfortolkningen bestridt denne

gode tro, under henvisning til, at parterne under voldgiftssagen var enige

om, at man ved indføjelse af § 3 punkt g i overenskomsten alene tænkte på de

såkaldte »indeklemte« arbejdsdage, jf. citatet af kendelsen

ovenfor.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at

lokalaftalen blev indgået under hensyn til, at medarbejderne hellere ville

arbejde søndag nat end fredag nat. Virksomheden havde ingen

produktionsmæssige ønsker om denne ordning, men var indforstået hermed,

såfremt bytningen var omkostningsneutral. Virksomheden ville ikke betale

søndagstillægget på 40 kr. i timen og var på baggrund af den i

voldgiftskendelsen nævnte § 3 punkt g i overenskomsten i god tro med hensyn

til, at man efter overenskomsten kunne bytte timerne lige over. Resultatet af

den faglige voldgift viste noget andet. Det betyder imidlertid ikke, at der

ikke var tvivl, og i en sådan situation må virksomhedens gode tro føre til

fritagelse for et efterbetalingskrav. Den i kendelsen omtalte enighed mellem

parterne om baggrunden for overenskomstens § 3 punkt g blev først opnået

under den faglige voldgiftssag.

Indklagede har endvidere anført, at aftalen fra virksomhedens side blev

indgået under den forudsætning, at der ikke kunne kræves efterbetaling, og

det er denne forudsætning der er kommet til udtryk i formuleringen om

opsigelse »uden yderligere konsekvenser.« Efter indklagedes

opfattelse må parterne i lige grad bære risikoen ved en eventuel uklarhed om

aftalens forståelse. Hvis tillidsmanden mente, at tillægget i givet fald

skulle efterbetales, burde han have sørget for, at denne opfattelse var

kommet til udtryk.

Specielt om den ovennævnte skrivelse af 20. april 1990 fra forbundets

lokalafdeling til NNF Slagtergruppen har indklagede anført, at virksomheden

først blev bekendt med denne skrivelse efter opmandskendelsens afsigelse.

Hvis det havde været virksomheden bekendt, at der var uenighed om, hvorvidt

tillægget i givet fald skulle efterbetales, ville man omgående have opsagt

lokalaftalen. Også af den grund bør indklagede frifindes.

Arbejdsretten skal udtale:

Af de grunde, der er anført af klagerne, og som er gengivet ovenfor,

finder Arbejdsretten, at klagerne må have medhold i påstanden om

efterbetaling.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Slagteriregion Syd A.m.b.a. skal efterbetale det i overenskomstens

bestemmelser om skifteholdsdrift punkt 7 fastsatte søn- og helligdagstillæg

for perioden fra 19. april 1990 til 21. januar 1991.

I sagsomkostninger skal indklagede, Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for

Slagteriregion Syd A.m.b.a., betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s. 79, Rise Faglig Voldgift s. 355, K.

90.377 (A 1991, s.104), K. 7969 (A 1977, s. 48).

Lignende dokumenter