Spring til indhold

Retsinformation

1996 BTL 14 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ARBEJDSRETTEN NR L 14 1996-97, 1. SAMLING

1996/1 BTL 14Betænkning over lovforslagFolketinget6. marts 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i flere møder og har herunder

stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og mundtlig henvendelse fra

Den Kristelige Fagbevægelse.

Der er af arbejdsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det

Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af

arbejdsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller

lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 9 og 10 stillede

ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de

stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet

kan dog stemme for de under nr. 8, 9 og 10 stillede ændringsforslag.

ÆndringsforslagAf et mindretal (EL) tiltrådt af et mindretal

(SF):

Til § 4 1) 2. pkt. udgår, og i stedet indsættes:

»Beskikkelsen, der gælder for 5 år regnet fra en 1. januar, foretages

hvert 5. år på grundlag af de fra retten modtagne indstillinger fra

organisationer og myndigheder. Genbeskikkelse kan finde sted 1 gang.«

Til § 8 2) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2. En part, som ikke er tilknyttet en af de i § 3, stk.

1, nævnte organisationer eller myndigheder, kan kræve sagen behandlet og

pådømt ved faglig voldgift i henhold til de berørte parters regler herfor,

Læs alt

jf. § 22.«

Til § 12 3) Stk. 1 affattes således:

»I sager, der er nævnt i § 9, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 4, kan

Arbejdsretten idømme den overenskomstpart, der har deltaget i det

overenskomststridige forhold, en bod, der skal tilfalde klageren.«

4) I stk. 4 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Deltagelse af et flertal af en organisations medlemmer kan ikke i

sig selv udløse organisationsansvar.«

5) Efter stk. 8 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 9. Ved lønmodtagernes overenskomstbrud kan

arbejdsgiversiden ikke anvende bortvisning som middel til at forsøge at

normalisere arbejdet. Såfremt arbejdsgiveren ikke ved organisationens hjælp

eller i Arbejdsretten kan få arbejdet normaliseret, kan der iværksættes en

retshåndhævende arbejdsstandsning i henhold til de almindelige arbejdsretlige

regler herom.«

6) Efter stk. 8 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 10. Arbejdsretten kan ikke idømme faglige ledere bod

for organisationsansvar, hvis de under løbende overenskomststridige

konflikter alene refererer synspunkter, der ligger til grund for medlemmernes

strejker, eller på anden vis udtaler sig til offentligheden om politiske og

organisatoriske forhold af betydning for forbundets medlemmer. Det

forudsættes, at de faglige ledere ikke udtrykker aktiv støtte til den løbende

konflikt.«

7) Efter stk. 8 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 11. På minimallønsområdet kan lønmodtagerorganisationer

uden bodsansvar udtrykke deres opfattelse af lønforhold, når de reelle

lønforhandlinger via overenskomsterne er henlagt til lokale drøftelser på

virksomheden.«

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF og FP):

Til § 13 8) Stk. 1, 2. pkt., udgår.

Af et mindretal (V og EL), tiltrådt af et mindretal (SF og

FP):

Til § 19 9) I stk. 1 udgår », men ikke«, og i

stedet indsættes: »og«.

Af arbejdsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 23 10) Stk. 4 affattes således:

»Stk. 4. De ved lovens ikrafttræden verserende sager skal

behandles efter de nye regler, jf. dog stk. 3.«

Bemærkninger

Til nr. 1 Enhedslisten er klar modstander af, at lovforslagets § 4

medfører, at Arbejdsrettens formand og næstformænd beskikkes på livstid frem

til udløbet af den måned, hvor den pågældende fylder 70 år.

Arbejdsretten er en særlig arbejdsmarkedsdomstol til afgørelse af

parternes aftaler og overenskomster. Den særlige kompetence gør, at det bør

være muligt at foretage løbende ændringer i dommersammensætningen, således at

der er en sammenhæng mellem Arbejdsrettens dommersammensætning og udviklingen

i retsopfattelsen på arbejdsmarkedet.

Det er uholdbart, at fagbevægelsen mister enhver mulighed for at ændre på

sammensætningen af de juridisk uddannede dommere, når de først er beskikket,

ikke mindst, når det tages i betragtning, at fagbevægelsen har denne mulighed

ved faglig voldgift.

Baggrunden for regeringens lovforslag er et forsøg på at efterkomme Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions krav om uafhængighed. Som det

fremgår af betænkningsarbejdet bag regeringens forslag (Betænkning nr.

1318/96, s. 19-20), så stilles der ikke krav om beskikkelse på livstid, men

om en udnævnelsesperiode på 5-6 år samt om uafsættelighed i denne periode.

Enhedslistens ændringsforslag med automatisk rotation efter to

beskikkelsesperioder på hver 5 år medfører, at konventionens krav efterleves,

samtidig med at den i langt højere grad end i dag sikrer mulighed for

fornyelse og udvikling blandt de juridisk uddannede dommere.

Til nr. 2 Enhedslisten er enig med regeringen i, at Arbejdsrettens

sammensætning i dag kan skabe en juridisk uholdbar situation, når f.eks. en

organisation, der anlægger sag ved Arbejdsretten, skal repræsenteres af

organisationer, der har klart modsatrettede interesser i sagen. I sådanne

situationer efterlever Arbejdsretten ikke habilitetskravet. Dette var

eksempelvis tilfældet med den åbenlyst fejlagtige Prosadom i sag nr. 90.328

fra 21. marts 1991.

Enhedslisten kan imidlertid ikke tilslutte sig regeringens forslag til at

løse dette problem. Regeringens forslag er at fjerne organisationernes

dommere, der har den relevante erfaring og viden, således at afgørelsen alene

overlades til en højesteretsdommer uden denne erfaring og viden. Det skal her

understreges, at der kan være tale om sager med afgørende principielle

spørgsmål med store konsekvenser for hele arbejdsmarkedet.

Enhedslistens ændringsforslag sikrer derimod en løsning, hvor

upartiskheden efterleves, uden at de relevante parter mister enhver

indflydelse på afgørelsens udfald. Faglig voldgift er en velfungerende og

bekendt instans, hvor arbejdsretslovens § 22 sikrer retstilstanden på områder

uden voldgiftsregler.

Til nr. 3 Enhedslistens ændringsforslag medfører, at Arbejdsrettens

kompetence til at idømme den enkelte lønmodtager bod bortfalder.

Ændringsforslaget svarer til den holdning, som LO indtog ved den forrige

revision af arbejdsretsloven i 1973, og som LO efterfølgende har bekræftet i

»Fremtidens Arbejdsret« - vedtaget på LO-kongresserne i 1991 og

1995. Enhedslisten skal her henvise til s. 28 i betænkning nr. 685/1973 fra

det af Arbejdsministeriet nedsatte arbejdsretsudvalg fra 1970: »Af

repræsentanter for Landsorganisationen i Danmark har det været påpeget, at

pålæggelse af bod næppe har den præventive virkning ved arbejdsstandsninger,

som man traditionelt har hævdet. I konsekvens heraf har disse repræsentanter

stillet forslag om, at bod helt bortfaldt, idet lønmodtagernes løntab ved en

overenskomststridig arbejdsstandsning i sig selv udgør tilstrækkelig

begrundelse for ikke at gribe til en arbejdsstandsning uden alvorlig

baggrund.«

Til nr. 4 Der har i Arbejdsrettens praksis udviklet sig en såkaldt 50

pct.-regel, der medfører, at en organisation pålægges bod for

organisationsansvar, alene fordi et flertal af organisationens medlemmer har

været involveret i et overenskomststridigt forhold. Dette er åbenlyst

urimeligt, idet

- organisationen bliver dømt, selv om den med alle midler har forsøgt at

forhindre eller modarbejde en overenskomststridig strejke

- det bliver undertiden organisationsstrukturen, der bliver afgørende for

en beregning af flertallet og ved f.eks. en landsdækkende strejke bliver

dommene forskellige i hver by afhængig af de lokale afdelingsstrukturer.

Til nr. 5 Enhedslistens ændringsforslag er hentet direkte fra LO's forslag

i »Fremtidens Arbejdsret« vedtaget på LO-kongresserne i 1991 og

1995. (Se s. 28 i 1995-udgaven). Der har i de seneste år udviklet sig en

yderst kritisabel praksis, hvor arbejdsgiverne forsøger at normalisere

arbejdet ved at anvende eller gennemføre trussel om bortvisning.

Enhedslisten skal som baggrund for ændringsforslaget henvise til

motiveringen til LO's forslag fra LO-udvalgsbetænkningen om »Fremtidens

Arbejdsret« fra 1991: »Af de her nævnte domme fremgår det, at

arbejdsgiverne har forpligtelse af et vist omfang til at forsøge at løse

stridsspørgsmålet ad fagretlig vej. Udvalget finder på trods af retspraksis

angående bortvisning, at overenskomststridige arbejdsnedlæggelser udelukkende

bør få kollektive arbejdsretlige konsekvenser, hvilket vil sige, at

arbejdstagerne kan dømmes i Arbejdsretten til at normalisere arbejdet og

blive idømt bod for den foretagne arbejdsstandsning. Kan arbejdsgiverne ikke

ved organisationernes hjælp eller en dom i Arbejdsretten få arbejdet

normaliseret, bør konsekvensen, som foreslået i programmet, alene være, at

der kan iværksættes en retshåndhævende arbejdsstandsning i henhold til de

almindelige arbejdsretlige regler herom.

De almindelige arbejdsretlige regler foreskriver således, at inden en

retshåndhævende arbejdsstandsning iværksættes, skal retsligt skridt være

forsøgt og have vist sig virkningsløst. Endvidere skal den retshåndhævende

arbejdsstandsning varsles, jf. Hovedaftalens § 2, stk. 3, 2. pkt.«

Til nr. 6 Enhedslistens ændringsforslag svarer til LO's ændringsforslag

til arbejdsretsloven, vedtaget i »Fremtidens Arbejdsret« fra

LO-kongresserne i 1991 og 1995. Baggrunden er bl.a. den skandaløse

arbejdsretsdom under HT-konflikten, hvor SiD's formand blev idømt en bod på

20 mio. kr. for at udtale sig.

Til nr. 7 Enhedslistens ændringsforslag svarer til LO's ændringsforslag

til arbejdsretsloven vedtaget i »Fremtidens Arbejdsret« fra

LO-kongresserne i 1991 og 1995. Enhedslisten skal henvise til s. 109 i

LO-udvalgsbetænkningen fra 1991:

»Bygger en kollektiv overenskomst på minimallønssystemet, indeholder

overenskomsten alene minimallønninger, der fungerer som den absolutte

bundgrænse for arbejdstagernes personlige lønninger. Under

minimallønssystemet forudsættes det således, at der sker afvigelser fra de

fastlagte lønsatser.

Det er endvidere en klar forudsætning, at der foregår frie forhandlinger

om højere lønninger mellem arbejdsgiveren og den enkelte arbejdstager uden

indblanding fra organisationerne. Organisationerne har imidlertid ret til at

vejlede og informere deres medlemmer om lønforholdene.

Relativt hyppigt forekommer der inden for minimallønssystemet sager, hvor

lønmodtagerorganisationerne i bestræbelserne på at forbedre deres medlemmers

forhold fremkommer med udtalelser, der kan forstås som opfordringer til

arbejdsnedlæggelser eller affolkning. Eksempelvis kan det nævnes, at Dansk

El-Forbund i første halvår af 1986 indrykkede annoncer i aviserne med

oplysninger om lønniveauet i forskellige geografiske områder og med

opfordring til medlemmerne om at stille lønkrav. Hvis lønkravene ikke blev

opfyldt, blev medlemmerne opfordret til at søge andet arbejde. I

Arbejdsrettens dom (sag. nr. 86.149) blev Dansk El-Forbund pålagt

organisationsansvar, idet Arbejdsretten fandt, annoncekampagnerne var

overenskomststridige, idet de ikke opfyldte det krav til neutral orientering

og vejledning om lønforhold, herunder lønudviklingen, som efter praksis er

gældende inden for minimallønssystemet med løfteparagraf for at sikre, at den

individuelle lønfastsættelse sker ved fri forhandling uden nogen som helst

indblanding fra organisationernes side.«

At en annoncekampagne som ovennævnte betragtes som et overenskomstbrud fra

lønmodtagerorganisationens side, må betegnes som et problem for

minimallønssystemet. Det må anses for værende i begge overenskomstparters

interesse at opfatte annoncer af den nævnte karakter som en legitim ret for

organisationen til at udtrykke sin opfattelse om forhold, som alle er klar

over via overenskomsten er henlagt til lokale drøftelser på virksomheden. Det

foreslås derfor i programmet, at den nuværende retspraksis vedrørende

organisationsansvar i forbindelse med lønmodtagerorganisationernes

lønkampagner ændres.

Til nr. 8 Konsekvensen af § 13 er, at Folketinget ved lov fratager den

direkte overenskomstpart retten til selv at anlægge og procedere en sag for

Arbejdsretten, idet loven tillægger eventuelt overordnede organisationer,

f.eks. et kartel eller en hovedorganisation, denne kompetence. Herved

tillægger arbejdsretsloven den overordnede organisation procesmonopol.

Det følger heraf, at en hovedorganisation kan afvise at føre sagen eller

føre sagen på en måde, der ikke svarer til ønskerne hos den direkte

overenskomstpart - eksempelvis et forbund - i sagen. Dette er i strid med

grundlæggende retssikkerhedsgarantier for den direkte part i sagen og må

antages at være i strid med ILO-konvention nr. 98 og muligvis Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 11. Dertil kommer betydelige

fortolkningsproblemer på baggrund af den igangværende karteludvikling inden

for LO-området, hvor lovgivningen kan risikere at overdrage kompetencen til

karteller imod det enkelte forbunds ønske. Den direkte overenskomstpart, f.

eks. et forbund, kan selvfølgelig gennem medlemskab af LO selv have været med

til at beslutte, at man ønsker at overdrage kompetencen i arbejdsretssager

til LO, men det er da i givet tilfælde en beslutning, der er taget internt i

fagbevægelsen i modsætning til et indgreb fra Folketinget i

kompetencefordelingen.

Til nr. 9 Venstres medlemmer af udvalget mener, at dissenser bør fremgå af

Arbejdsrettens domme. Herved bliver det offentligt kendt, i hvilken

udstrækning væsentlige meningsforskelle har gjort sig gældende i

dommerkollegiet.

Enhedslistens medlem af udvalget har følgende bemærkninger til

ændringsforslaget:

Ændringsforslaget medfører, at der af arbejdsretdomme fremgår oplysning om

de forskellige meninger under afstemningen (dissens). På baggrund af

Arbejdsrettens sammensætning finder Enhedslisten, at det er mest betryggende

for udviklingen i retstilstanden og for det interne demokrati i

organisationen, at alle parter - herunder ikke mindst fagbevægelsens

medlemmer - har mulighed for at få kendskab til den enkelte dommers

afgørelse.

Til nr. 10 Bestemmelsen skal sikre, at de sager, der er indbragt for

Arbejdsretten før 1. marts 1997 og endnu ikke er færdigbehandlet, skal

behandles efter de nye regler. Herved vil bl.a. uorganiserede arbejdsgivere

og lønmodtagerorganisationer, der ikke har indflydelse på valg af ordinære

dommere, have mulighed for at benytte det nye regelsæt, hvorefter en part kan

vælge, at formandskabet alene træffer afgørelsen.

Jan Petersen (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S)

Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd.

Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Addi Andersen (CD) Helge Sander

(V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Bendt

Bendtsen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Tom Behnke (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ændringsforslag

Af arbejdsministeren:

Til § 23 11) I stk. 1 ændres »1. marts« til:

»15. marts«.

Bemærkninger

Til nr. 11 Det foreslås, at lovens ikrafttræden fastsættes til den 15.

marts 1997.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det

Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse,

hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer

af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede

ændringsforslag.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse.

ÆndringsforslagAf et mindretal (EL), tiltrådt af et

mindretal (SF):

Til § 12 1) I stk. 2 indsættes efter 1. pkt. som nyt

punktum:

»Der foreligger alene bodspådragende systematiske aktioner, hvor der

på en virksomhed i en vis tidsmæssig sammenhæng forekommer mere end to ikke

spontane overenskomststridige arbejdsnedlæggelser med samme baggrund. Hvor de

systematiske aktioner sammenlagt er på mindre end 15 timer, skal der som

hovedregel være bodsfritagelse.«

2) I stk. 6 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Arbejdsstandsninger begrundet i arbejdsgiverens overenskomstbrud

eller anden urimelig adfærd fra arbejdsgiverens eller dennes repræsentants

side medfører undtagelsesfrit bodsbortfald eller en mild dom.«

3) I stk. 6 indsættes efter 2. pkt., som bliver 3. pkt.,

som nyt punktum:

»Der skal endvidere ikke betales bod for politiske strejker, herunder

især ved arbejdsstandsninger begrundet i lovindgreb, der ændrer

forudsætningerne for de kollektive overenskomster eller tilsidesætter den fri

forhandlingsret.«

Bemærkninger

Til nr. 1 - 3 Enhedslisten ønsker med disse tre ændringsforslag til § 12

at fjerne de mest åbenlyse urimeligheder, der er i forbindelse med pålæggelse

af bod. Alle tre ændringsforslag svarer til ændringsforslag vedtaget på

LO-kongressen i 1991 og 1995.

Baggrunden for ændringsforslagene er i høj grad at den faktiske

domspraksis i realiteten har udhulet de lempelser i bodsspørgsmålet, der var

hensigten ved revisionen af arbejdsretsloven i 1973.

Ændringsforslag nr. 1 medfører, at der ved en systematisk aktion på mindre

end 15 timer gives bodsfritagelse. Dette er i overensstemmelse med reglerne

for bodsfritagelse for kortvarige arbejdsstandsninger, hvor arbejdet

genoptages før eller i umiddelbar forlængelse af fællesmødet. Det virker helt

urimeligt, at en meget kort arbejdsstandsning medfører bod.

Ændringsforslag nr. 2 medfører, at der er bodsfritagelse eller en meget

mild dom, når arbejdsstandsningen er begrundet i arbejdsgiverens

overenskomstbrud eller anden urimelig adfærd fra arbejdsgiverens eller dennes

repræsentants side. I disse situationer er arbejdstagernes arbejdsnedlæggelse

fremprovokeret af arbejdsgiverens adfærd, og der er derfor klare formildende

omstændigheder, der i henhold til loven og dens forarbejder kan begrunde

bodsbortfald eller bodslempelse.

Ændringsforslag nr. 3 ændrer ved den nuværende domspraksis, hvor

arbejdstagere, der har deltaget i politiske strejker, som ikke er vendt mod

arbejdsgiveren, idømmes bod.

Enhedslisten foreslår, at arbejdstagere, der deltager i politiske

strejker, ikke skal pålægges bod, hvilket især skal gælde ved

arbejdsstandsninger begrundet i lovindgreb, der undergraver de kollektive

overenskomster eller tilsidesætter den fri forhandlingsret. Sådanne

arbejdsstandsninger kan være provokeret af lovgivningsmagtens indgriben i

overenskomstsituationen, eksempelvis hvor parternes overenskomstforhandlinger

ikke har ført til enighed om en ny overenskomst og der derfor trues med

arbejdsstandsninger. Lovgivningsmagten har i sådanne situationer flere gange

grebet ind ved at forlænge de gældende overenskomster ved lov eller ved at

ophøje et af parterne forkastet mæglingsforslag til lov. Lovgivningsmagtens

indgriben bringer det arbejdsretlige system og dermed også

overenskomstsystemet i fare, idet den fri forhandlingsret er uløseligt

forbundet med parternes fri aktionsret, der ved lovgivningsmagtens indgriben

bliver tilsidesat. Politiske strejker iværksat med baggrund i et lovindgreb,

der undergraver de kollektive overenskomster eller tilsidesætter den fri

forhandlingsret, foreslås gjort bodsfri.

Enhedslisten skal afslutningsvis understrege, at den eneste holdbare

løsning er at indskrænke fredspligten i ovennævnte situationer, men det

kræver ændringer i hovedaftalerne mellem organisationerne.

Enhedslisten støtter derfor de aktuelle initiativer i fagbevægelsen med

henblik på at få opsagt og genforhandlet hovedaftalen, bl.a. med henblik på

at udvide konfliktretten således, at grundlaget for afgørende dele af

arbejdsretslovens bodsbestemmelser bortfalder.

Jan Petersen (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S)

Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd.

Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Addi Andersen (CD) Helge Sander

(V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Bendt

Bendtsen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Tom Behnke (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter