Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt. Boycot. Organisationsfjentlig virksomhed. Tillidsrepræsentant. En virksomheds nægtelse af genantagelse af en arbejder, der nogle år tidligere uberettiget var blevet afskediget som tillidsmand fra en anden virksomhed, var ikke en overtrædelse af Hovedaftalens § 1 eller deltagelse i boycot af arbejderen. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Kartonnage- og Bølgepapindustriens Arbejdsgiverforening for Neopac A/S, Randers, (advokat Helge Werner) Dommere: Bangert (retsformand), Bredmose, Degerbøl, Arnold Hansen, Bent Knap, Spang-Hanssen, og Westergaard.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt. Boycot.
Organisationsfjentlig virksomhed. Tillidsrepræsentant. En virksomheds
nægtelse af genantagelse af en arbejder, der nogle år tidligere uberettiget
var blevet afskediget som tillidsmand fra en anden virksomhed, var ikke en
overtrædelse af Hovedaftalens § 1 eller deltagelse i boycot af arbejderen.
Landsorganisationen i Danmark for Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder
Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for
Kartonnage- og Bølgepapindustriens Arbejdsgiverforening for Neopac A/S,
Randers, (advokat Helge Werner) Dommere: Bangert (retsformand), Bredmose,
Degerbøl, Arnold Hansen, Bent Knap, Spang-Hanssen, og Westergaard.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Bogbinder og
Kartonnagearbejder Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for
Kartonnage- og Bølgepapindustriens Arbejdsgiverforening for Neopac A/S,
Randers, for Arbejdsretten for overenskomstbrud.
De nærmere omstændigheder er følgende:
Den 13. april 1983 blev forbundets medlem J afskediget fra firmaet A.C.
Schmidt A/S, Hvidovre, hvor han var tillidsmand. Denne afskedigelse indbragte
forbundet for en faglig voldgiftsret, der ved en kendelse af 25. juli 1983
fastslog, at afskedigelsen havde været overenskomststridig og tilkendte den
pågældende en erstatning.
Opmanden anfører i kendelsens præmisser blandt andet følgende:
»1. »Tvingende årsager«.
De episoder, der påberåbes af indklagede, kan i det væsentlige
sammenfattes som manglende samarbejdsvilje, ulovlig mødeaktivitet i
arbejdstiden samt trussel om eller iværksættelse af ulovlige
arbejdsnedlæggelser. Der er således tale om episoder, der efter deres
beskaffenhed sædvanligvis vil kunne begrunde afskedigelse af en tillidsmand.
Imidlertid har bevisførelsen ikke med den sikkerhed, der må kræves
indenfor tillidsmandsområdet, godtgjort, at episoden alene skyldes J forhold,
men har snarere vist, at parterne har haft vanskeligt ved at finde hinanden,
Læs alt
måske fordi J var ny og afløste en tillidsmand, der i mindre grad havde været
faglig aktiv. Protokollatet fra organisationsmødet den 3. marts 1983 viser da
også, at parterne selv var opmærksomme på, at der kunne foreligge særlige
problemer, idet afskedigelsesspørgsmålet afløstes af en problematik, der tog
sigte på at få det faglige samarbejde i virksomheden i gang.
Om de påberåbte episoder følger iøvrigt af bevisførelsen:
Episode 1,2 og 5 er helt uafklaret, og hvad angår mødeaktiviteterne,
arbejdsnedlæggelserne og truslerne herom er det ikke med fuldt tilstrækkelig
sikkerhed muligt at afgøre om og i hvilket omfang J har ydet aktiv eller
passiv bistand, idet kollegerne efter det foreliggende i et vist omfang synes
at have taget sagen i deres egen hånd.
Herefter findes det overvejende betænkeligt at anse det for godtgjort, at
der har foreligget »tvingende årsager« til afskedigelsen af
tillidsmand J.'
Kendelsens fulde ordlyd blev gengivet i den pågældende
Arbejdsgiverforenings beretning og regnskab for året 1. juli 1983 til 30.
juni 1984, med gengivelse af den pågældendes navn.
J var ansat på Neopac A/S i perioden fra marts til oktober 1985, hvorefter
han sammen med en række andre blev afskediget på grund af arbejdsmangel. Han
blev derefter ansat på virksomheden Esselte i tiden fra den 11. november til
den 20. december 1985.
I januar 1986 skulle der ansættes yderligere 20 mand på Neopac. På
virksomheden er der den 6 maj 1983 indgået en aftale om ansættelses- og
afskedigelsesnævn. I denne aftale hedder det blandt andet:
»Ansættelses- og afskedigelsesnævn
Formålet med oprettelse af et A-A udvalg er at give de hos Neopac A/S
ansatte kartonnagearbejdere medindflydelse på ansættelse og afskedigelse af
kartonnagearbejdere og derigennem styrke trivsel og tryghed for den enkelte
med sigte på det bedst mulige samarbejde med virksomhedens ledelse.
1. A-A udvalget består af 4 faste medlemmer, hvoraf 2 vælges blandt
kartonnagearbejderne og 2 udpeges af virksomhedens ledelse. Efter behov kan
udvalget dog udvides med medlemmer fra de enkelte afdelinger.
2. Alle ansættelser og afskedigelser skal behandles i A-A udvalget.
3. A-A udvalget skal være udstyret med kompetance til at kunne træffe de
nødvendige beslutninger og skal ved saglige argumenter bestræbe sig på at nå
til beslutningerne i enighed i hvert enkelt tilfælde.
6. Ved nyansættelser ansættes fortrinsvis ledige kvalificerede medlemmer
af DBKF.
8. Såfremt der ikke kan opnås enighed i A-A udvalget kan sagen forelægges
SU. Fremkommer der her nye synspunkter for bedømmelsen går sagen tilbage til
A-A udvalget.
Kan enighed fortsat ikke opnås træffes den endelige beslutning af
virksomhedens ledelse i.h.t. dennes ret til at lede og fordele arbejdet.
Fremkommer der ikke nye synspunkter for en bedømmelse går sagen direkte
til en afgørelse af virksomhedens ledelse i.h.t. dennes ret til at lede og
fordele arbejdet.«
Der afholdtes møde i dette udvalg den 20. januar 1986. På mødet forelå en
af tillidsrepræsentanten tilvejebragt liste fra fagforeningen, hvorpå var
anført 42 ledige medlemmer af forbundet. Medlemmerne var opført i orden efter
cpr.nr., og J var opført som nr. 2. Der opnåedes enighed om 19 af de 20
personer, som skulle ansættes. Om den sidste person kunne der ikke opnås
enighed. De ansattes repræsentanter ønskede J ansat, men dette modsatte
virksomhedens repræsentanter sig.
Spørgsmålet herom blev behandlet ved et møde i samarbejdsudvalget, hvor
der heller ikke opnåedes enighed. Efter mødet udsendte produktionschef B.
Høegh Svendsen følgende meddelelse:
»P.g.a. den stigende ordreindgang har Neopacs ledelse besluttet at
ansætte yderligere 20 mand, og der blev derfor afholdt møde i A-A-udvalget
mandag, den 20. januar 1986.
På mødet kunne der kun opnås enighed om 19 af de 20 mand, hvorfor sagen
blev forelagt SU på et møde tirsdag, den 21. januar 1986. På SU-mødet
redegjorde SU-formanden for ledelsens baggrund for ikke at ansætte den
person, der var uenighed om.
Da der fortsat ikke kunne opnås enighed om en ansættelse, står ledelsens
beslutning om ikke at ansætte omtalte person ved magt.«
I den af medarbejderne samme dag udsendte torsdagsorientering skrev
tillidsrepræsentant Jan Guldman blandt andet:
»På A-A-mødet i mandags, den 20/1-86, mødte Jim Lund og Vagn Foged op
med et bundet mandat fra Høegh Svendsen om, at J ikke måtte genansættes på
Neopac. Man mente fra vores side, det var forkert at møde med et sådant
diktat, og man ønskede det videre diskuteret på et SU-møde.
På SU-mødet spurgte vi om grunden til, at firmaet ikke ønskede at
genansætte J på Neopac, og om man ikke havde været tilfreds med hans
arbejdsindsats, da han var ansat her sidste år. Hertil svarede BHS, at man
intet havde at udsætte på J den tid, han havde været beskæftiget her på
virksomheden, men man havde erfaret, at J i 1983 var blevet afskediget som
tillidsmand fra en virksomhed på Sjælland. Det var ledelsens opfattelse, at
afskedigelsen var selvforskyldt og bl.a. havde skyldtes Js manglende vilje
til samarbejde med firmaet, og man frygtede, at denne situation også kunne
opstå på Neopac.«
Sagen blev behandlet på et fællesmøde den 12. maj 1986. På dette møde blev
det fra arbejdsgiverside gjort gældende, at der ved ansættelserne udelukkende
var taget faglige hensyn, ligesom man havde lagt vægt på, hvilke personer man
forventede at opnå det bedste samarbejde med.
Klagerne indbragte herefter ved klageskrift af 3. juni 1986 sagen for
Arbejdsretten.
Efter at J ikke var blevet ansat på Neopac, har han i 1986 kun kunnet opnå
midlertidig beskæftigelse fra den 24. april til den 25 juli på Vest Box, fra
den 28. juli til den 1. august på Colon og fra den 5. til 8. august igen på
Vest Box. Fagforeningen i Randers har i tiden fra den 20. januar 1986 til den
1. august 1987 anvist 121 mand til Neopac, 23 mand til Esselte, 29 mand til
Vest Box, 16 mand til Colon og 9 mand til Randers Emballage. Js navn har hver
gang været på listen, men han har ikke kunnet opnå andre ansættelser end de
nævnte. Han har den 30. november 1987 fået fast ansættelse hos en
uorganiseret arbejdsgiver i København.
Klagerne har under den mundtlige forhandling nedlagt følgende påstande:
1. Indklagede Neopac A/S, har handlet overenskomststridigt ved i januar
1986 at have nægtet at ansætte forbundets medlem J,
2. Indklagede tilpligtes i den anledning at betale en
efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til forbundet.
Der er afgivet forklaring af kartonnagearbejder J, tillidsrepræsentant Jan
Guldman, kartonnagearbejder Helmuth Nielsen og produktionschef Børge Høegh
Svendsen.
J har forklaret, at han flyttede til Randers den 1. august 1984. Han var
først ansat 3 måneder på Colon og derefter på Neopac. Han havde under
ansættelsen ingen konfrontationer og modtog ingen påtale. Der blev på grund
af arbejdsmangel afskediget 25 mand i september 1985 og igen 25 i oktober,
deriblandt ham. Han søgte nyt arbejde igennem fagforeningen. Han fik derefter
arbejde på Esselte den 11. november for en uge, men arbejdet blev forlænget
med en uge ad gangen til den 20. december. Senere har han kun haft arbejde i
kortere tidsrum. Ved sin fratræden fra Esselte bad værkføreren om hans
telefonnummer, men han hørte aldrig fra Esselte. Han har været til samtale på
Avery og skulle høre samme eftermiddag, men hørte intet. Efter at være
flyttet til København har han fået fast arbejde hos en uorganiseret
arbejdsgiver.
Jan Guldmann har forklaret, at han har været ansat på Neopac siden 1978 og
været tillidsrepræsentant fra 1985. Virksomheden har 220-300 arbejdere. Han
hørte, at arbejderrepræsentanterne i ansættelses- og afskedigelsesnævnet
havde ønsket J ansat, men at virksomhedsrepræsentanterne ikke måtte. Det er
normalt at ansætte de senest afskedigede. Han krævede sagen behandlet i
samarbejdsudvalget, hvor han spurgte, hvorfor man ikke ville ansætte J. Høegh
Svendsen svarede, at voldgiftskendelsen viste, at afskedigelsen i København
var delvis selvforskyldt. Han protesterede og spurgte senere værkføreren, som
sagde, at J udmærket kunne være blevet ansat, hvis ledelsen ikke havde
forbudt dette.
Helmuth Nielsen har forklaret, at han er ansat på Esselte. Man fik to nye
arbejdere den 11. november 1985. Den ene blev afskediget den 15. november,
men man beholdt J til december. Da der i januar 1986 igen skulle bruges en
arbejder, fik lagerforvalteren at vide, at J var ledig, og sagde først, at
det var fint, men senere, at det gik ikke, for man måtte ikke ansætte ham for
direktør Hammer.
Børge Høegh Svendsen har forklaret, at han har været i Neopac i 21 år. Han
var bekendt med voldgiftskendelsen, men trods denne ansatte man J i 1985.
Værkføreren sagde, at der var intet at udsætte på hans arbejde. Da man i
januar 1986 skulle ansætte 20 mand, fik virksomheden fra
tillidsrepræsentanten en liste med 42 ledige. Han ønskede ikke J genansat,
fordi han var bange for, at det ville medføre samarbejdsvanskeligheder. Han
har ikke haft direkte samarbejde med ham, men ved et møde med hele
klubbestyrelsen, hvoraf J var medlem, skilte han sig ved sin holdning klart
ud fra de andre. Ved ansættelser tages hensyn til tidligere ansættelser og
faglige kvalifikationer. Alle de, der blev ansat, havde tidligere været
ansat. I samarbejdsudvalget gjorde han rede for, hvordan man ser på J, og at
han frygtede samarbejdsvanskeligheder. Han nævnte også, at han kendte
kendelsen. Derefter ansattes en anden. Man har tidligere brugt § 8, uden at
der er protesteret. Han har ikke talt med Esselte om J.
Klagerne har til støtte for deres påstande for det første anført, at det
var i strid med Hovedaftalens § 1 ikke at genansætte J. Det bestrides ikke,
at arbejdsgiveren har vide rammer, når det gælder ansættelse, men man kan
ikke nægte at ansætte en mand på grund af hans faglige aktivitet. Js faglige
kvalifikationer kan ikke kritiseres, og han har ikke haft uoverensstemmelser
med ledelsen under sin ansættelse. Der kunne ikke opnås enighed om
ansættelsen i ansættelses- og afskedigelsesudvalget, uden at dette blev
nærmere begrundet. Derimod blev det i samarbejdsudvalget ifølge
tillidsmandens forklaring, som må lægges til grund, begrundet med den
foreliggende voldgiftskendelse. Dette viser, at man ikke har ønsket at
ansætte J på grund af hans faglige aktivitet i den virksomhed, hvor han
tidligere var ansat.
Klagerne har dernæst anført, at indklagede har handlet
overenskomststridigt ved at deltage i en boycot af J. Fagforeningen har
udsendt lister, hvorpå J har været optaget, når der skulle antages folk, men
J har aldrig fået tilbudt fast arbejde. Det erkendes, at arbejdsløshed ikke i
sig selv kan bevise, at der foreligger boycot, men det er sagt, at han ikke
kunne ansættes på Esselte. Den eneste rimelige forklaring må være, at
virksomhederne boycotter J.
De indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at J ikke
har haft noget krav på genansættelse. Den gældende overenskomst og aftaler om
ansættelses- og afskedigelsesnævn giver medlemmer af forbundet en fortrinsret
ved ansættelser og foreskriver en vis procedure. Disse regler er overholdt.
Virksomheden fik en liste med 42 navne, og denne blev gennemgået i udvalget,
hvor der opnåedes enighed om 19 af de 20, som skulle ansættes. Når
virksomheden ikke ønskede at ansætte J, skyldtes dette ikke
voldgiftskendelsen, men at ledelsen efter sine erfaringer under ansættelsen
var bange for, at der kunne opstå samarbejdsvanskeligheder. Da der ikke kunne
opnås enighed i ansættelses- og afskedigelsesnævnet, var ledelsen frit
stillet med hensyn til at tage en anden. Der har således ikke været tale om
forfølgelse af en faglig aktiv og der er derfor heller ikke handlet i strid
med Hovedaftalen.
Der er heller ikke tale om, at der foreligger boycot. Andre af de
personer, som er optaget på de lister, som er udarbejdet af fagforeningen,
har været uden fast beskæftigelse lige så længe som J. I øvrigt er dette
anbringende først fremsat en uge før domsforhandlingen, og det har ikke været
muligt på den korte tid at skaffe oplysning til imødegåelse af forklaringen
om, hvorfor J ikke blev genansat på Esselte.
Arbejdsretten skal udtale:
En virksomheds ledelse står principielt ret frit med hensyn til, hvem man
vil ansætte, men kan ikke undlade at ansætte en arbejder på grund af hans
faglige aktivitet. Virksomheden har fulgt den procedure, som er foreskrevet i
aftalen, og havde modtaget en liste, hvorfra man blandt 42 ledige valgte 20,
som alle tidligere havde været ansat på virksomheden. Der foreligger ingen
aftale om, at virksomheden skal genansætte personer, der tidligere har været
ansat, i en bestemt orden. Virksomheden, der har begrundet den manglende
genansættelse med frygt for samarbejdsvanskeligheder, havde første gang ansat
J til trods for, at man var bekendt med kendelsen. Han har efter det oplyste,
ikke under denne ansættelse udøvet nogen faglig aktivitet. Det kan herefter
ikke anses for godtgjort, at virksomheden ikke ville genansætte ham på grund
af hans tidligere faglige aktivitet, og der er derfor ikke handlet i strid
med Hovedaftalens § 1.
Der foreligger heller ikke bevis for, at virksomheden har deltaget i en
boycot af J. Andre af de ledige, som har været optaget på fagforeningens
lister, har ikke haft ansættelse i videre omfang, og forklaringen om
forholdet på Esselte kan ikke i sig selv være dokumentation for en boycot.
De indklagede vil herefter være at frifinde.
Klagerne betaler Arbejdsrettens omkostninger.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Indklagede, Neopac A/S, Randers frifindes.
Klagerne betaler Arbejdsrettens omkostninger, 2.000 kr.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.328, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten
s.190, Allan Rise: Overenskomstfortolkning ved Faglig Voldgift 5. udg. s.422.
Lignende dokumenter
- Konfliktvarsel. Sympatikonflikt. Organisationsansvar 3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. (* 1) (* 2) Sympatikonflikt fundet retmæssig. Dansk Arbejdsgiverforening for GO - Grafiske Organisationer, Dansk Provins Bogtrykkerforening, Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation og Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening (fuldmægtig Mona Davidsen) mod Landsorganisationen i Danmark og Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard). Dommere: Bredmose, Poul Christensen, Arnold Hansen, Pontoppidan (retsformand), Karl Simonsen, Spang-Hanssen og Erik Wahl. Retsinformation · 24. september 1997
- Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsproces i øvrigt Temponedsættelse. Temponedsættelse ikke godtgjort. (* 1) Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Provins Bogtrykkerforening for Bording Formulartryk A/S (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund og Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Ino Dimsits). Dommere: Bæhring, Arnold Hansen, Niklasson, Riis (retsformand), Sløk, Spang-Hanssen og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997
- Bortvisning. Bod 1.2.4.2. Bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket. (* 1) (* 2) At en virksomhed efter en overenskomststridig strejke ikke genantog alle strejkende arbejdere ikke anset som bortvisning. Dansk Arbejdsgiverforening for Textilindustrien for Fascia Trikotagegården (fuldmægtig Mona Davidsen) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Beklædnings- og TextilarbejderForbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Morten Ulrich). Dommere: Bangert (retsformand), Bredmose, Arnold Hansen, Knap, Kofod, Spang-Hanssen og Wahl. Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening og dennes medlem Bjørnbaks Konvolutfabrik A/S (advokat Merete Preisler). Dommere: Agnete Halmind, Erik Jensen, Lillian Knudsen, Leth- Larsen, Riis (retsformand), Spang-Hanssen og Westergaard. Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Kollektiv overenskomst 3. Organisationsansvar 1.2.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeningerg for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Fællesindkøbsforening a.m.b.a. (kontorchef Per Laurents) Biintervenient: Dansk Arbejdsgiverforening (advokat Henrik Uldal) Dommere: Bangert (retsformand), Bollerup-Jensen, Bæhring, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Henrik Lind, Riis (retsformand) og Sarroe. Kollektiv arbejdsret, generelt, Kollektiv overenskomst 3. Særoverenskomst. Virksomhedsoverdragelse.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Kollektiv overenskomst 1. og 4. Organisationsansvar 1.1. Passivitet. Virksomhedsoverdragelse.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Grafisk Forbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Dansk Papir Industri A/S, Aabenraa (advokat Merete Preisler) Dommere: Henrik Marstrand Dahl, Arnold Hansen, Hans Kardel (retsformand), Mads Kofod, Ole Bonde Larsen, Erik Nielsen og Åge Spang-Hanssen. Retsinformation · 24. september 1997