Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Fællesmøder. Organisationsansvar 4.2.(* 1) (* 2) Ikke bod for arbejdsgiverens overenskomststridige adfærd, da spørgsmålet om rette fortolkning af overenskomsten var tvivlsom og først havde fundet sin afgørelse ved voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Dansk Arbejdsgiverforening og samme for Danmarks Rederiforening og samme for Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden Rederiet Mortensen og Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen (advokat H.C. Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Bæhring, Arnold Hansen, Nyløkke Jørgensen, Mundt (retsformand) og Ebbe Nielsen.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Fællesmøder.
Organisationsansvar 4.2.(* 1) (* 2) Ikke bod for arbejdsgiverens
overenskomststridige adfærd, da spørgsmålet om rette fortolkning af
overenskomsten var tvivlsom og først havde fundet sin afgørelse ved
voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod
Dansk Arbejdsgiverforening og samme for Danmarks Rederiforening og samme for
Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden Rederiet Mortensen og
Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen (advokat H.C.
Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Bæhring, Arnold Hansen,
Nyløkke Jørgensen, Mundt (retsformand) og Ebbe Nielsen.
Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget Dansk
Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening for fem rederier: Rederiet
A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen og Lange,
Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen for Arbejdsretten med påstand om
bod til de nævnte rederier for overenskomstbrud og om bod til Dansk
Arbejdsgiverforening og Danmarks Rederiforening for delagtighed i rederiernes
overenskomstbrud.
De indklagede har nedlagt påstand om frifindelse for bodskravet.
Sagens hovedspørgsmål er, om rederierne har gjort sig skyldig i
bodspådragende overenskomststridig adfærd ved at reducere dæksbesætningen på
rederiernes skibe i overensstemmelse med de besætningsfastsættelser, der som
minimumsbesætninger blev fastsat af Statens Skibstilsyn og Besætningsnævnet i
henhold til lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning, uanset at
overenskomsten af 18. juni 1985 - datoen er datoen for det paritetiske nævns
afgørelse - mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark
indeholder bestemmelse om, at besætningens størrelse i de enkelte skibe ikke
må forringes i overenskomstperioden, dog at besætningens størrelse kan
reduceres »i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj
1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding«.
Det er ved en faglig voldgifts kendelse af 7. juli 1986 bl.a. bestemt, at
Læs alt
»Danmarks Rederiforening tilpligtes at anerkende, at forringelse i
overenskomstperioden af besætninger i skibe tilsluttet (Danmarks
Rederiforening) er et brud på overenskomst af 18. juni 1985, såfremt
besætningernes størrelse udelukkende reduceres på grundlag af den i medfør af
lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning fastsatte bemanding.«
De indklagede rederier har efter kendelsen foretaget genbemanding, således
at besætningsforringelserne er bragt til ophør, og der er sket efterbetaling
og betaling for forkortsejlads i henhold til bestemmelserne i sømandslovens §
23. Der henstår således ikke yderligere lønefterbetalingskrav, hvorfor
nærværende sag alene angår bodsspørgsmål.
Sagens nærmere omstændigheder er i øvrigt følgende:
Ved fornyelsen af overenskomsten mellem Danmarks Rederiforening og
Sømændenes Forbund i Danmark i 1961 blev der for første gang i § 15b indføjet
en henvisning til bemandingslovgivningen. Henvisningen lød således:
» I skibe, der har været i fart før 1. marts 1960, kan besætningens
størrelse reduceres i overensstemmelse med de i lov nr. 47 af 24. februar
1960 om ændring i lov om skibets bemanding indeholdte lempelser.«
I forbindelse med overenskomstfornyelsen i 1963 foreslog Danmarks
Rederiforening bl.a., at henvisningen i § 15b til bemandingsloven af 1960
blev erstattet af en henvisning til »bemandingslovens
bestemmelser«. En ændring af bemandingsloven var da forestående, og i
sin begrundelse for forslaget anførte Rederiforeningen bl.a., at man herved
ville undgå, »at gøre en kommende ændring af loven illusorisk«.
Dette forslag og andre specielle spørgsmål inden for overenskomstområdet
blev henskudt til afgørelse i et paritetisk nævn. I en kendelse af 30. april
1963 fra nævnets opmand udtales bl.a., »at begge parter gennem
adskillige overenskomstforhandlinger kategorisk har modsat sig ændringer i
den ene eller anden retning. Under hensyn hertil finder opmanden ikke, at der
i den foreliggende situation ved kendelse bør træffes en afgørelse, som
forrykker den hidtil bestående tilstand«.
Under overenskomstforhandlingerne i 1965 fik § 15b sin nuværende
formulering.
Overenskomstens § 15b er i sin helhed sålydende:
»Stk. 1. I overenskomstperioden må besætningens størrelse i de
enkelte skibe ikke forringes, medmindre:
der foretages sådanne ændringer med hensyn til skibets anvendelse, fart,
rute eller indretning, at en forringelse af denne grund bliver berettiget.
Stk. 2. Spørgsmålet om berettigelse af en påtænkt forringelse af
besætningens størrelse kan indankes for den i overenskomsten fastsatte
voldgiftsdomstol.
Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk 1. kan besætningens størrelse dog
reduceres i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964
om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding.
Stk. 4. Ønsker rederiet at ansætte midlertidigt dæksmandskab udover det i
medfør af gældende bemandingslov fastsatte dækmandskab, er sådan mandskab
ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1.«
Ved overenskomstforhandlingerne i 1980/81, 1982/83 og 1984/85 foreslog
Danmarks Rederiforening, at § 15b, stk. 3, skulle ændres til:
»Uanset bestemmelserne i stk 1 kan besætningens størrelse dog
reduceres i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lov om skibes
bemanding.«
Forslaget blev - som det fremgår - ikke gennemført, idet kravet om
ændringen blev frafaldet hver gang under forhandlingerne.
Den nye besætningslov - lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning -
trådte i kraft den 1. juli 1985.
Af motiverne til besætningsloven fremgår bl.a.:
at det ledende princip i den nye lov om skibes besætning som hidtil er
sikkerheden for menneskeliv på søen, og
at formålet med lovforslaget er at skabe en tidssvarende lovgivning, der
nu og i fremtiden kan danne grundlag for en sikkerhedsmæssig forsvarlig
besætning i både eksisterende og kommende skibe.
Det fremgår i øvrigt af en kort bemærkning i motiverne, at det forventes,
at beskæftigelsen for danske søfolk generelt kan fastholdes.
I forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget, blev der under
udvalgsbehandlingen stillet en række spørgsmål til industriministeren. I
ministerens besvarelser gentages de sikkerhedsmæssige synspunkter i
forbindelse med besætningsfastsættelsen, og det tilføjes, at besætningernes
størrelse på allerede bemandede skibe kan ændres efter loven, selv om brugen
af skibet og dettes udstyr er uændret.
I tiden fra lovens ikrafttræden og indtil den 1. juli 1986 blev der af
Statens Skibstilsyn, eventuelt efter anke til Besætningsnævnet af dette nævn,
fastsat besætning for alle danske skibe. Det medførte i vidt omfang
nedsættelse af kravene til den minimale dæksbesætning, kvantitativt og/eller
kvalitativt.
I skrivelse af 17. december 1985 rejste Sømandsforbundet over for
Rederiforeningen spørgsmålet om forholdet mellem den nye besætningslov og
overenskomstens § 15b. Der var på dette tidspunkt foretaget adskillige
besætningsfastsættelser efter 1985-loven, uden at Forbundet under
behandlingen af besætningssagerne havde påberåbt sig overenskomstens § 15b.
Der afholdtes den 17. januar 1986 fællesmøde om spørgsmålet. Referatet af
fællesmødet er sålydende:
»Ved et fællesmøde d.d. drøftedes en af Sømændenes Forbund i Danmark
rejst klage over, at medlemmer af Danmarks Rederiforening begår brud på
parternes overenskomsts § 15b, idet de der fastsatte regler vedrørende
besætningens størrelse ikke overholdes.
Sagen diskuteredes.
Fra Arbejdsgiverside kunne man ikke erkende, at rederierne begår
overenskomstbrud, og man henviste her til den nye lov om skibes besætning,
der er trådt i kraft den 1. juli 1985.«
Der pågik i den følgende periode nogle forhandlinger mellem Forbundet og
Rederiforeningen med henblik på at finde frem til en forligsmæssig løsning,
men det lykkedes ikke.
Der blev således den 27. februar 1986 afholdt et »mæglingsudvalgsmøde
i det mellem Foreningen og Sømændenes Forbund i Danmark nedsatte
mæglingsudvalg.« Referatet fra dette møde er i uddrag sålydende:
»Sømændenes Forbund protesterede imod, at Danmarks Rederiforenings
medlemmer på trods af overenskomstens bestemmelser i § 15, b foretog
reduktioner i dækningsbesætningerne i skibene i henhold til
bemandingsfastsættelserne udstedt i medfør af ovennævnte lov.
Danmarks Rederiforening anførte hertil, at reduktionerne blev foretaget i
henhold til den nye lov om skibes besætning.
Sagen forhandledes, uden at enighed kunne opnås.
Parterne forbeholdt sig deres stilling.«
Nærværende sag blev derefter indbragt for Arbejdsretten, hvor klageskrift
er modtaget den 9. april 1986. På dette tidspunkt var af rederierne kun
Rederiet A.P. Møller indklaget i sagen. I et forberedende retsmøde den 10.
april 1986 blev sagen udsat bl.a. på afholdelse af faglig voldgift. Som
anført blev der afsagt kendelse i den faglige voldgiftssag den 7. juli 1986.
Opmandens udtalelse i voldgiftskendelsen er sålydende:
»Siden § 15b, stk 3 i 1965 fik sin nuværende formulering, har
Rederiforeningen ved hver overenskomstfornyelse fremsat forslag til ændring
af bestemmelsen, således at reduktion af besætningerne kunne ske i
overensstemmelse med den til enhver tid gældende besætningslovgivning.
Det kan herefter lægges til grund, at Rederiforeningen ligesom Forbundet
har opfattet § 15b, stk 3 som en stationær bestemmelse, der kun kan ændres
ved en forhandling.
Vedtagelsen af den nye besætningslov giver derfor ikke plads for den af
Rederiforeningen hævdede fortolkning af § 15b, stk. 3 - heller ikke ud fra et
forudsætningssynspunkt.
Der findes heller ikke i besætningsloven, dens motiver eller ministerens
besvarelse af spørgsmålene fra Folketingsudvalget holdepunkter for, at loven
som sådan skulle have tilsigtet en ændring af parternes overenskomst.
Herefter og da Forbundet endvidere ikke udfra et passivitetssynspunkt
findes at være blevet bundet til den af Rederiforeningen hævdede fortolkning,
tages Forbundets påstand til følge.«
(Det bemærkes, at parterne under nærværende sag er enige om, at
Rederiforeningen ikke »ved hver overenskomstfornyelse«, men kun -
som nævnt ovenfor - i 1980/81, 1982/83 og 1984/85 har stillet krav om ændring
af § 15b.)
I et kontinuationsklageskrift af 17. november 1986 har klageren bl.a.
anført følgende:
»Rederiets overenskomstbrud har bl.a. haft følgende betydning for
dæksbesætningerne på rederiets skibe:
1. Rederiet har nedsat bemandingen af skibene som anført i bilag 11,
hvorved rederiet har undladt at beskæftige det antal personer, man er
overenskomstmæsssigt forpligtet til. Arbejdsbyrden for de tilbageværende er
tilsvarende forøget.
2. På skibene har der ikke været forhyret bådsmænd. Bådsmænd er
dækmandskabets bindeled til skibsofficererne. Bådsmandshyren er kr. 502,-
højere end matrosernes pr. måned.
3. Efter bemandingsfastsættelser ifølge bemandingsloven af 1964 kunne
dæksbesætningen på visse skibe ikke pålægges bakstørn (servering, opvask,
rengøring). Dette arbejde udførtes i stedet af en stewardesse. Rederiet har
efter at have modtaget de ny fastsættelser afmønstret stewardessen og ladet
bakstørnen foretage af en matros. Arbejdsbyrden for de tilbageværende
matroser er øget tilsvarende.
4. Rederiet har forhyret skibsassistenter. Skibsassistenter arbejder
skiftevis på dækket og i maskinen. Når skibsassistenten har været beskæftiget
i maskinen, er matrosernes arbejdsbyrde øget tilsvarende.
5. Ifølge Sømandslovens § 23 skal den hyre, som rederiet sparer ved at
lade en rejse udføre med mindre mandskab end forudsat, fordeles mellem
sømændene af den formindskede mandskabsgruppe. Der er derfor tale om
underbetaling af 400-800 matroser alene i Rederiet A.P. Møller.
Efter de sidst foreliggende oplysninger har rederiet forhyret op til 152
mand for lidt i 66 skibe. Med en anslået udgift på kr. 300.000 årligt pr.
matros er rederiets årlige besparelse ca. 45 mill kroner årligt.
Selv efter opmandskendelsen af 7. juli 1986 har rederiet begået brud på
overenskomstens § 15b, og i nogle tilfælde begår rederiet fortsat
overenskomstbrud.«
Det nævnte bilag 11 er en opstilling, der viser, at der for 66 af Rederiet
A.P. Møllers skibe er sket nedsættelse af minimalkravet til dæksbesætning,
kvantitativt og/eller kvalitativt. Som eksempel kan anføres, at
dæksbesætningen ifølge bemandingslov af 1964 for »Christian Mærsk«
på 21.600 BRT skulle være på 1 bådsmand og 5 befarne matroser, der ikke
skulle udføre bakstørn. Efter besætningsloven af 1985 skulle den mindste
dæksbesætning bestå af 4 befarne og 1 ubefaren matros uden fritagelse for at
udføre bakstørn.
I kontinuationsklageskriftet anføres nogle eksempler på, at der i august
1986 fortsat på Rederiet A.P. Møllers skibe er foretaget ansættelser og
kvantitative reguleringer af dæksbesætning i strid med den faglige voldgifts
afgørelse. Sømandsforbundet rettede henvendelse herom, først ved skrivelse af
12. august 1986 til Danmarks Rederiforening, derefter ved skrivelser af 20.
og 21. august 1986 til Dansk Arbejdsgiverforening. Danmarks Rederiforening
svarede den 22. august 1986. Der blev afholdt fællesmøde om de rejste
spørgsmål den 25. august 1986, og Danmarks Rederiforening meddelte i
skrivelse af 1. september 1986 sin endelige stilling til nogle af
spørgsmålene. Af dette materiale skal følgende citeres:
Skrivelse af 12. august 1986 fra Forbundet til Rederiforeningen:
»Sømændenes Forbund er blevet bekendt med visse uregelmæssigheder på
M/S »CHRISTIAN MÆRSK«, som vi herved skal anmode Dem om at tage
skridt til omgående at bringe i overensstemmelse med gældende overenskomster
og aftaler.
1. Den 3. juli 1981 fastsatte Skibstilsynet bemandingen i M/S
»CHRISTIAN MÆRSK« til 1 bådsmand og 5 befarne matroser. Der er for
tiden kun forhyret 1 bådsmand, 4 befarne matroser og 1 ubefaren
skibsassistent, hvilket er en reduktion af besætningen i strid med
overenskomstens § 15b, stk. 1. Der mangler således 1 befaren matros om bord.
2. Forudsætningen for Skibstilsynets fastsættelse af 3. juli 1981 var, at
dæksmandskabet ikke pålægges at deltage i bakstørn. Forbundet er blevet
bekendt med, at de ombordværende matroser på trods heraf pålægges disse
arbejdsopgaver. Dette er i strid med overenskomstens § 15b, stk. 3, ifølge
hvilken besætningen kan reduceres i overensstemmelse med den i medfør af lov
nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte
bemanding.
3. Efter det for forbundet oplyste er skibsføreren om bord på M/S
»CHRISTIAN MÆRSK« af rederiet blevet pålagt at udbetale
forkortsejlads til dæksbesætningen fra 7. juli 1986, uagtet dæksbesætningen
også før denne dato ubestridt har været reduceret i strid med overenskomstens
§ 15 b.
Under hensyntagen til sagens alvor forventer vi snarest at blive
orienteret om forløbet af denne sag, idet vi modsat fald nødsages til at
forfølge sagen fagretligt.'
Skrivelse af 20. august 1986 fra Forbundets Korsør afdeling til Forbundets
hovedkontor:
»Vedr: Bemanding M.t. Dagmar Mærsk.
Vort medlem Benny Pedersen (150866-0959) Tårsvej 58, 4900 Nakskov. Er den
11-8-86. Afmønstret ovennævnte skib, hvor han var påmønstret som Ubefaren
Skibsassistent.
Han oplyser, at der igen påmønstrede en Ubefaren Skibsassisten som indgik
i den normerede besætning. Uagtet, at den fastsatte besætning i medfør af 64
loven, er fastsat til 6 Befarne matroser.
Besætningen udgør således p.t.
5 Befarne matroser
1 Ubefaren Skibsassistent.«
Skrivelse af 20. august 1986 fra Forbundet til Dansk Arbejdsgiverforening:
»Ved skrivelse af 12. august 1986 til Danmarks Rederiforening oplyste
forbundet rederiforeningen om en række forhold på M/S CHRISTIAN MÆRSK«,
Da Danmarks Rederiforening har siddet forbundets henvendelse overhørig, og
da rederiet A.P. Møller overfører den overenskomststridige adfærd til andre
af rederiets skibe, hvoraf forbundet sidst er blevet bekendt med bemandingen
af M/T DAGMAR MÆRSK, ser forbundet sig nødsaget til at kræve afholdelse af
fællesmøde med henblik på sagens indbringelse for Arbejdsretten.
Da der er tale om fortsat brud på gældende overenskomst, agter forbundet
at indbringe sagen som hastesag.'
Skrivelse af 21. august 1986 fra Forbundet til Dansk Arbejdsgiverforening:
»I telefonsamtale den 21. august har Dansk Arbejdsgiverforening
tilkendegivet, at fællesmødet først vil kunne afholdes mandag den 25. august
eller tirsdag den 26. august.
Forbundet protesterer herved på det skarpeste mod denne trainering af
sagen. Forbundet vil lade foreningens holdning indgå som særskilt anbringende
i arbejdsretsagen«
Skrivelse af 22. august 1986 fra Rederiforeningen til Forbundet:
»Overenskomstforhold m.s. »Christian Mærsk«
Under henvisning til Deres brev af 12. august 1986 kan vi meddele, at vi
nu har haft lejlighed til at drøfte de rejste spørgsmål med rederiet.
Med hensyn til pkt. 3 i Deres brev kan vi herefter meddele, at rederiet er
indstillet på at udbetale forkortsejlads til dæksbesætningen fra det
tidspunkt, besætningsreduktionerne har fundet sted i henhold til de nye
besætningsfastsættelser og lov om skibes besætning, § 24, stk. 2.
Med hensyn til punkterne 1 og 2 i Deres brev kan vi oplyse, at vi stadig
har visse undersøgelser i gang, og at vi snarest vil vende tilbage til
besvarelsen af også disse to punkter.'
Fællesmødereferatet af 25. august 1986:
»Fra arbejdsgiverside kunne man ikke erkende, at der forelå noget
overenskomstbrud.
Fra forbundets side opfordrede man arbejdsgiversiden til, specielt for så
vidt angår nr. 3 i ovennævnte brev af 12. august, at tilkendegive, hvorvidt
man var enig i, at der forelå et overenskomstbrud. Forbundet tilkendegav
endvidere, at arbejdsgiversidens manglende medvirken til hurtig afholdelse af
fællesmøde ville blive medtaget i arbejdsretssagen som særligt anbringende.
Fra arbejdsgiverside fastholdt man, at der ikke var tale om noget
overenskomstbrud, heller ikke for så vidt angår det nævnte nr. 3 i skrivelse
af 12. ds., og man kunne ikke erkende, at sagen var træneret gennem
afholdelse af fællesmødet d.d. Man henviste i øvrigt til delbesvarelse i
Dansk Rederiforenings brev af 22. august til Sømændenes Forbund samtidig med
at det oplystes, at besvarelsen af de to øvrige i forbundets skrivelse nævnte
spørgsmål ville foreligge en af de nærmeste dage. I øvrigt gav man udtryk
for, at der i en så kompliceret sag som den foreliggende, måtte gives
parterne den fornødne tid til at behandle rejste forespørgsler.
Forbundet tilkendegav her over for, at man var af den opfattelse at
arbejdsgiversiden havde haft rigelig tid til at gøre sig sine overvejelser
siden voldgiftskendelsen afsigelse den 7. juli 1986.
Forbundet opfordrede arbejdsgiversiden til at medvirke til hastebehandling
af sagen i Arbejdsretten.
Fra arbejdsgiverside var man ikke af den opfattelse, at sagen burde
behandles som hastesag.«
Skrivelse af 1. september 1986 fra Rederiforeningen til Forbundet:
»I fortsættelse af vort brev af 22. august 1986 kan vi meddele, at vi
nu har haft lejlighed til yderligere at drøfte de i Deres brev af 12. august
1986 rejste spørgsmål under punkterne 1 og 2.
Med hensyn til punkt 1 kan vi meddele, at der som følge af den afsagte
opmandskendelse den 18. juli 1986 blev mønstret en befaren matros, og den
ubefarne skibsassistent vil blive erstattet med en befaren matros.
I fortsættelse af vort ovennævnte brev vil vi for god ordens skyld
tillægge, at der også vil blive reguleret med forkortsejlads for dette
forhold.
Med hensyn til Deres spørgsmål 2 kan vi meddele, at det er korrekt, at en
af forudsætningerne for Skibstilsynets fastsættelse af 3. juli 1981 i m.s.
»Christian Mærsk« bl.a. var, at dæksmandskabet ikke skulle pålægges
at deltage i bakstørn. Bakstørn om bord sker normalt i overensstemmelse med §
8, b, stk. 1 i overenskomsten, og det er beklageligt, at opmandskendelsen
ikke har taget stilling til dette spørgsmål. Vi kan imidlertid - for ikke at
trække spørgsmålet i langdrag - gå ind for Deres fortolkning på dette punkt.'
Det fremgår af de under sagen fremlagte bilag, at der f.s.v. angår
Christian Mærsk blev forhyret en yderligere matros den 18. juli 1986, og at
den ubefarne matros den 26. oktober 1986 blev erstattet af en befaren matros.
Herved blev bemandingen bragt op på samme besætning som før den 1. juli 1985.
For så vidt angår Dagmar Mærsk er det oplyst, at den den 27. januar 1986 til
erstatning for en befaren matros forhyrede ubefarne skibsassistent, der den
11. august 1986 blev udskiftet med en ny ubefaren skibsassistent, den 30.
oktober 1986 blev erstattet med en befaren matros. Herefter var også
bemandingen på dette skib bragt op på samme niveau som før den 1. juli 1985.
Det anføres endelig i kontinuationsklageskriftet, at Rederiet A.P. Møller
har »været meget sen til at efterleve overenskomsten og
voldgiftskendelsen. Så sent som i oktober måned 1986 er klageren bekendt med,
at der fortsat sker overenskomstbrud på følgende skibe:» -hvorefter der
angives navn på 9 Mærsk-skibe.
Det fremgår af indklagedes duplik i sagen, at der af Rederiforeningen
»efter nøje overvejelse« den 5. september 1986 blev
»instrueret om, at der ikke blot skulle foretages en kvantitativ, men
tillige en kvalitativ genbemanding af skibenes besætninger«.
I svarskrift af 22. april 1987 tager indklagede bekræftende til genmæle
over for klagerens påstand om, at Rederiet A.P. Møller har begået
overenskomstbrud ved at forringe besætningerne som nærmere i konklusionen i
den faglige voldgifts kendelse anført. I øvrigt fremsættes der følgende
bemærkninger til det ovenfor af kontinuationsklageskriftet citerede:
»ad nr. 1:
Det kan bekræftes, at samtlige de i klagerens bilag 11 nævnte skibe har
haft besætningen reduceret, dog i visse skibe ikke i så stor udstrækning, som
angivet i bilag 11. I 9 skibe har besætningen ikke været reduceret.
ad nr.2
I ca. 40 af rederiets skibe har bådsmanden ikke været udskiftet, men er
forblevet om bord i hele perioden med reduceret besætning. Arbejdsmæssigt har
det i øvrigt været uden betydning, at bådsmanden i nogle skibe har været
erstattet af en matros.
ad nr. 3:
Ca. 47 af rederiets skibe har tidligere opnået dispensation på betingelse
af, at dæksmandskabet ikke skulle deltage i bakstørn. Straks efter at
spørgsmålet var blevet rejst over for rederiet, fik skibene besked om, at
dæksmandskabet ikke måtte deltage i bakstørn, således at bakstørnen hurtigst
muligt blev overladt til en stewardesse.
ad nr. 4:
Der har i ca. 49 af rederiets skibe været forhyret ubefarne
skibsassistenter, idet befarne skibsassistenter næsten ikke findes. I alle
skibene har der samtidig været forhyret motormand, og skibsassistenterne har
kun i begrænset omfang gjort tjeneste i maskinen. Matrosernes arbejdsbyrde
har følgelig kun været forøget i ganske ringe grad.
ad nr. 5:
Det bestrides, at rederiets besparelse har været af den angivne
størrelsesorden. Det kan oplyses, at den gennemsnitlige udgift til et
dæksbesætningsmedlem andrager 190.000,00 kr. på årsbasis.
For samtlige berørte skibe var dæksbesætningen inden den 28.11.1986 ført
tilbage til den tidligere besætningsstørrelse. Dette blev påbegyndt
umiddelbart efter voldgiftskendelsen af 7.7.1986.
I svarskriftet anføres endvidere følgende:
»Den 15.7.1986 - det tidligste tidspunkt efter voldgiftskendelsens
afsigelse rederiforeningens forhandlingsudvalg kunne samles - afholdtes der
møde i dette udvalg til drøftelse af situationen efter voldgiftskendelsen.
Det blev her besluttet, at rederiforeningens administration straks skulle
orientere de medlemsrederier, som ikke var repræsenteret i
forhandlingsudvalget, om voldgiftskendelsen, og at de rederier, som havde
opnået en formindskelse af dæksbesætningen i medfør af den ny besætningslov,
skulle drage omsorg for, at skibene snarest muligt blev genbemandet i henhold
til sidste bemandingsfastsættelse efter 1964-loven, samt at der skulle
udbetales forkortsejlads fra kendelsens dato 7.7.1985, indtil genbemanding
havde fundet sted.
Når forhandlingsudvalget på dette møde kun traf beslutning om betaling af
forkortsejlads fra kendelsens dato, skyldes det en fejlagtig opfattelse af
retsstillingen, og beslutningen blev snarest efter omgjort. Der er nu betalt
forkortsejlads for hele den periode, hvori besætningerne har været
formindsket i henhold til 1985-loven
Det var ikke muligt for indklagede at deltage i et fællesmøde før den
25.8.1986, men da indklagede efter afsigelsen af voldgiftskendelsen var
indstillet på hurtigst gørligt at bringe bemandingsforholdene på samtlige
rederiets skibe i overensstemmelse med kendelsen og at betale forkortsejlads
efter sømandslovens § 23 for den tid, der var sket reduktion af
besætningerne, må det forekomme ganske underordnet, hvornår fællesmødet kunne
afholdes.«
I en på grundlag af oplysninger, som Danmarks Rederiforening på opfordring
af Sømændenes Forbund i kontinuationsklageskriftet har meddelt Forbundet,
udarbejdet replik af 14. april 1987 - altså dateret før svarskriftet, men i
øvrigt med kendskab til dettes indhold - har Forbundet udover Rederiet A.P.
Møller inddraget de yderligere fire rederier som indklagede under sagen. I
replikken anføres bl.a. følgende:
»Af de af arbejdsgiversiden fremlagte oplysninger fremgår, at
rederiet A.P. Møller først har bemandet skibene overenskomstmæssigt
gennemsnitligt 99,9 dage efter voldgiftskendelsens afsigelse den 7. juli
1986.
Efter mødet den 15. juli 1986 i Danmarks Rederiforening er klageren
bekendt med, at rederiet A.P. Møller har begået fornyet brud på § 15 b på
følgende skibe:»
hvorefter der angives navn på 10 Mærsk-skibe, hvoraf 3 er sammenfaldende
med de i kontinuationsklageskriftet anførte.
Replikken fortsætter:
»Rederiet Kosan Tankers A/S har iflg. det til klageren oplyste
påbegyndt brud i følgende skibe:
KIRSTEN THOLSTRUP
MARIANNE THOLSTRUP
TINE THOLSTRUP
Om svarskriftet iøvrigt bemærkes, at klageren bestrider, at forhyringen af
ubefarne skibsassistenter kun i ringe grad har forøget matrosernes
arbejdsbyrde. Det bestrides endvidere, at det er uden arbejdsmæssig
betydning, når der ikke har været mønstret bådsmand.«
I arbejdsgiverforeningens duplik af 18. juni 1987 anføres bl.a. følgende:
»Den afsagte voldgiftskendelse gjorde det nødvendigt, at
Rederiforeningens forhandlingsudvalg tog stilling til virkningen af
kendelsen, og det var umuligt at få samlet Forhandlingsudvalget før den 15.
juli 1986. Efter Forhandlingsudvalgets møde denne dato er rederierne straks
blevet orienteret om kendelsen, men Forhandlingsudvalget havde været af den
opfattelse, at kendelsen kun gik på det kvantitative - antallet af
dæksbesætningsmedlemmer på hvert enkelt skib - og ikke på det kvalitative -
befarne kontra ubefarne matroser m.v., og i overensstemmelse med denne - som
det må erkendes - fejlagtige men undskyldelige opfattelse havde
Rederiforeningen instrueret sine medlemmer. Hertil kommer, at der under
hensyntagen til søfartens særlige forhold nødvendigvis måtte gå nogen tid,
før bemandingerne kunne ændres, så de kom i overensstemmelse med den afsagte
voldgiftskendelse
Det må fastholdes, at indklagede havde grund til ikke at anse det begærede
fællesmøde for at være særlig hastende, idet det naturligvis var indklagedes
hensigt fremover ved besætningsfastsættelser at overholde den afsagte
voldgiftskendelse og hurtigst muligt bringe besætningerne på de enkelte skibe
i overensstemmelse med kendelsen. Når indklagede på fællesmødet den 25.
august 1986 ikke ville protokollere, at der forelå et overenskomstbrud trods
den afsagte voldgiftskendelse, skyldtes dette udelukkende, at klagerens
interesse i et sådant protokollat kun kunne være at bruge dette som
udgangspunkt for en bodspåstand, som indklagede ikke mente var berettiget
under hensyntagen til fortolkningstvivlen og indklagedes gode tro.«
Da der ikke mellem Forbundet og Rederiforeningen har kunnet opnås enighed
om besparelsen ved påmønstring af skibsassistenter i stedet for andet
dæksmandskab, har dette spørgsmål været indbragt til afgørelse ved faglig
voldgift. Ved voldgiftsrettens kendelse af 10. august 1987 er det bestemt, at
»kun halvdelen af den hyre, der er udbetalt til skibsassistenter, skal
medregnes ved opgørelsen af sparet hyre til dæksmandskabet efter
sømandslovens § 23.«
Det er ved en kort før domsforhandlingen den 25. november 1987 af
Arbejdsgiverforeningen afgivet duplik II oplyst, at der af de indklagede
rederier i alt som følge af de af nærværende sag omfattede forhold er betalt:
»A.P. Møller........................kr. 7.776.280,30
A/S Dampskibsselskabet Norden.......- 15.981,00
Knud I Larsen.......................- 78.508,00
Kosan Tankers a/s...................- 198.945,20
Mortensen & Lange...................- 251.724,00
I alt...............................kr. 8.321.438,50«
Klageren er enig i denne opgørelse, dog at beløbet f.s.v. angår Rederiet
A.P. Møller af klageren er opgjort til 7.849.379 kr.
Der er - som ovenfor anført - mellem parterne enighed om, at der herefter
ikke henstår yderligere efterbetalingskrav.
Af nogle af klageren fremlagte oversigter over tidspunkterne for
afslutningen af de perioder, for hvilke efterbetaling har fundet sted,
fremgår, at forholdene er gjort overenskomstmæssige f.s.v. angår A/S
Dampskibsselskabet Norden:
2 skibe i oktober måned 1986.
f.s.v. angår Rederiet Knud I. Larsen:
1 skib i august måned 1986,
1 skib i oktober måned 1986,
1 skib i december måned 1986 og
3 skibe uoplyst.
f.s.v. angår Kosan Tankers A/S:
4 skibe i juli måned 1986,
3 skibe i september måned 1986, og
2 skibe i oktober måned 1986,
f.s.v. angår Rederiet Mortensen & Lange:
1 skib i august måned 1986,
4 skibe i september måned 1986 og
2 skibe i oktober måned 1986.
For så vidt angår afslutningen af de perioder, for hvilke efterbetaling
for bakstørn har fundet sted
f.s.v. angår Rederiet A.P. Møller, fremgår følgende:
1 skib i august måned 1986,
30 skibe i september måned 1986,
7 skibe i oktober måned 1986, og
1 skib i november måned 1986.
Klageren har under domsforhandlingen nedlagt følgende endelige påstande:
1. Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen
& Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen har begået brud på
overenskomst af 18.6.1985 mellem Danmarks Rederiforening og klageren § 15 b
ved at forringe besætningerne i de i bilag 11 og 21 nævnte skibe, uden at en
forringelse er berettiget af ændringer i skibenes anvendelse, fart, rute
eller indretning (jvf. stk.1), uden at reduktion er sket i overensstemmelse
med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes
bemanding fastsatte bemanding (jvf. stk. 3), og uden at der har været
forhyret dæksmandskab ud over det i medfør af gældende bemandingslov
fastsatte (jvf. stk. 4).
2. Der ikendes Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden,
Rederiet Mortensen & Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I Larsen
en af retten fastsat bod.
3. Dansk Arbejdsgiverforening har på overenskomststridig vis gjort sig
delagtig i overenskomstbrud begået af Rederiet A.P. Møller, A/S
Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen & Lange og Rederiet Knud I
Larsen og idømmes en af retten fastsat bod.
4. Danmarks Rederiforening har på overenskomststridig vis gjort sig
delagtig i overenskomstbrud begået af Rederiet A.P. Møller, A/S
Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen & Lange, Kosan Tankers A/S
og Rederiet Knud I. Larsen og idømmes en af retten fastsat bod.
Indklagede har taget bekræftende til genmæle over for klagerens påstand
1., men påstået frifindelse for påstandene 2.-4.
Forhyringsmand Bent Preben Jensen, Statens Forhyringskontor under
Direktoratet for Søfarende, har forklaret, at der i perioden fra midten af
1985 til september 1986, ikke var mangel på arbejdskraft. Det vil i
almindelighed, når et rederi, f.eks. A.P. Møller, retter henvendelse om at få
en matros, være således, at Forhyringskontoret - efter fra Søformidlingen at
have fået at vide, hvem der er ledige - inden for et døgn kan vide, hvor den
pågældende kommer fra. Forudsat, at papirerne er i orden, hvad de
sædvanligvis er, og at ingen af parterne benytter retten til at afvise
forhyringen efter forhyringsloven, vil den pågældende kunne være fremme meget
hurtigt ved det pågældende skibs anløbshavn.
Formandssekretær i Sømændenes Forbund i Danmark Henrik Berlau har
forklaret, at det under overenskomstforhandlingerne i 1985 var fremme, at
overenskomstens § 15 b ville være til hinder for forringelse af
dæksbesætningerne. Det blev også omtalt under forhandlingerne i det
paritetiske nævn. Det var endvidere løbende blevet diskuteret med
repræsentanter for Rederiforeningen i løbet af efteråret 1985 inden brevet af
17. december 1985. Derefter var sagen fortsat
genstand for forhandling mellem parterne. Der forhandledes om forbedrede
forhold for besætningen, om pension og om lønkompensation. Det blev fra ØK's
side tilkendegivet, at dette rederi ikke ville forringe besætningerne, idet
man ikke var enig i Rederiforeningens fortolkning.
Underdirektør i Danmarks Rederiforening Anton Vognsen har forklaret, at
han ikke mindedes, om man under overenskomstforhandlingerne i 1984/85 havde
drøftet, om § 15b var til hinder for en besætningsreduktion. På det tidspunkt
vidste man ikke, om en ny besætningslov blev en realitet. Han var på ferie,
da kendelsen blev afsagt den 7. juli 1986. Den er formodentlig kommet frem
til Rederiforeningen den 8. juli 1986. Da han kom fra ferie den 15. juli
1986, blev der samme dag holdt møde i Forhandlingsudvalget. Her var man
overrasket over kendelsens resultat. Det var klart, at kendelsen skulle
efterleves, og de ledende personer i rederier, der ikke var repræsenteret i
Forhandlingsudvalget, blev straks telefonisk underrettet. Som sagt blev
kendelsen fulgt op, således at skibene blev genbemandet med virkning fra 1.
juli 1985 efter 1964-loven med dispensationer. Under en telefonsamtale den
16. juli 1986 med formandssekretær Berlau meddelte han dette, hvorefter de
blev enige om, at der så ikke var anledning til at afholde noget møde om
sagen. Efter modtagelsen af Forbundets skrivelse af 12. august 1986 opstod
der tvivl om fortolkningen af voldgiftskendelsen i henseende til den
kvalitative side af bemandingen. Derfor måtte dette spørgsmål gøres til
genstand for nærmere undersøgelse hos Rederiforeningens juridiske ekspertise.
Man sendte derfor brevet af 22. august 1986. Som det fremgår heraf, havde man
straks taget forholdsregler til betaling af forkortsejlads fra tidspunktet
for besætningsreduktionerne. Vidnet har endvidere forklaret, at ØK havde
meddelt, at man ikke kunne undvære mandskab på rederiets skibe, der er
konventionelle. Derfor havde der ikke været foretaget besætningsreduktioner
på dette rederi's skibe.
Afdelingschef i Rederiet A.P. Møller, Jørgen Hågen Frederiksen har
forklaret, at der ikke i rederiet var noget ønske om ikke at efterleve
kendelsen. Den indeholdt imidlertid mange aspekter, og det var skibsføreren,
der administrerede spørgsmålet om besætningen på det enkelte skib. Man sendte
et telex om kendelsen til samtlige skibe og gik derefter i gang med
efterbetaling direkte til de enkelte om bord. Derudover skulle der foretages
efterbetaling til de afmønstrede. Genbemandingen skulle de enkelte
skibsførere foretage. De letteste spørgsmål blev løst inden for de første 14
dage efter kendelsen. I det omfang, hvor skibsførere havde fejlfortolket
kendelsen, og det var sket i en række tilfælde, redresserede man fejlen. På
mange af skibene lykkedes det at få efterbetalingerne afviklet til de
ombordværende. For de afmønstrede gjorde kaptajnerne kravene op, hvorefter
rederiets hyreadministration ordnede efterbetalingen i samarbejde med
Sømændenes Forbund. Efterbetaling i de tilfælde, hvor dæksbesætningen havde
udført bakstørn uden at være forpligtet hertil, forhandledes ligeledes med
Forbundet. Denne del af sagen blev først bragt på plads i april 1987, for der
var et ikke ubetydeligt papirarbejde forbundet hermed, da det skulle gøres så
korrekt som muligt. Også skibsassistent-efterbetalingen var et kompliceret
problem, som først kunne løses efter voldgiftskendelsen af 10. august 1987.
Klageren har til støtte for sine påstande navnlig anført, at konsekvensen
af arbejdsgiverens ret til at forlange en overenskomst fulgt i
overensstemmelse med den fortolkning, som arbejdsgiveren anlægger af den, må
være, at arbejdsgiveren må bære ansvaret, når fortolkningen viser sig at være
forkert. Der må være et snævert område for denne fortolkningsret. Ved
bedømmelse af det i nærværende sag foreliggende fortolkningsspørgsmål burde
arbejdsgiverne have taget deres udgangspunkt i, at et ganske lignende
fortolkningsspørgsmål forelå til afgørelse i 1960, hvor sagen ved
opmandskendelse af 19. marts 1960 blev afgjort til klagerens fordel. Dertil
kommer, at det fra Rederiforeningens side under overenskomstforhandlingerne i
1981, 1983 og 1985 rejste krav om ændring af overenskomstens § 15b, stk. 3,
til en henvisning til »den til enhver tid gældende lov om skibes
bemanding« ikke havde kunnet gennemføres. Det er ikke fra klagerens side
efter besætningslovens ikrafttræden den 1. juli 1985 tilkendegivet, at kravet
om bemanding efter ordlyden af § 15b i parternes overenskomst skulle være
frafaldet. Forbundet deltog i forhandlingerne i Statens Skibstilsyn og i
Besætningsnævnet i henhold til 1965-loven ud fra den klare forudsætning, at
det drejede sig om fastsættelse af minimumsbesætninger for de enkelte skibe,
uden på noget tidspunkt at have frafaldet det overenskomstmæssige krav på
bemanding af skibe.
Rederiforeningen har derfor ikke haft noget grundlag for den opfattelse,
at det var en for klageren kendelig forudsætning, at henvisningen i § 15b til
den gamle bemandingslov fra 1964 nu automatisk ville blive overført til at
gælde som en henvisning til 1985-besætningsloven. Der er således ikke udvist
nogen passivitet fra Forbundets side, fordi kravet først blev rejst, da man i
efteråret 1985 blev klar over, at de indklagede rederier havde reduceret
dæksbesætningerne. Klageren gør gældende, at det må anses for en skærpende
omstændighed ved det nu af de indklagede erkendte overenskomstbrud, at man på
grundlag af det ovenfor anførte, hvorefter indklagedes fortolkning var
åbenbart urigtig, under hele sagen, således også under fællesmøde, har
fastholdt, at overenskomsten skulle forstås som af indklagede hævdet. Dertil
kommer, at de indklagede, som det fremgår af de under sagen tilvejebragte
oplysninger, har været meget sene til at efterleve kendelsen. I så henseende
har klageren henvist til, at der efter kendelsen er sket nye brud på
overenskomsten ved forhyring af dæksbesætningsmedlemmer. Selv om det havde
været muligt hurtigt at bringe dæksbesætningerne op på det
overenskomstmæssigt fastsatte tal, er der f.eks. for Christian Mærsks og
Dagmar Mærsks vedkommende forløbet henholdsvis 111 dage og 115 dage efter
kendelsen, før det skete. De tilsvarende gennemsnitlige tal var for A/S
Dampskibsselskabet Nordens vedkommende 115,5 dage, for Rederiet Mortensen
& Lange 72,6 dage, for Kosan Tankers A/S 48 dage og for Rederiet Knud I.
Larsen 152 dage. Efterbetalingerne blev først afsluttet i april 1987. At der
er gået så lang tid skyldes særlig Rederiforeningens stilling til sagen. Man
ville således ikke til at begynde med acceptere, at kendelsen betød, at også
kvalitative forringelser af dæksbesætningerne skulle genoprettes. Det må
lægges Dansk Arbejdsgiverforening til last, dels at man ikke sørgede for, at
fællesmøde efter klagerens begæring af 20. august 1986 blev afholdt tidligere
end den 25. august 1986, dels at man ikke på fællesmødet, på hvilket
tidspunkt der løbende fandt overenskomstovertrædelser sted, talte
Rederiforeningen til rette og erkendte det skete overenskomstbrud. For
Rederiforeningens vedkommende anfører klageren til støtte for et alvorligt
bodskrav, at overenskomstbruddet er foranlediget af Rederiforeningen, og at
der ikke af denne er taget de fornødne skridt til hurtigt at bringe det til
ophør, idet man først den 15. juli 1986 tog skridt til at få kendelsen
efterlevet, først den 22. august 1986 anerkendte, at efterbetaling skulle ske
fra påbegyndelsen af besætningsforringelsen og ikke kun fra den 7. juli 1986,
og først den 1. september 1986 tog skridt til at bringe forholdene vedrørende
bakstørn og skibsassistenter i orden efter overenskomsten.
Der må ved fastsættelsen af bodens størrelse henses til den betydelige
besparelse, rederierne ved fortsat overenskomsttilsidesættelse ville have
haft, og til størrelsen af det gennemførte efterbetalingskrav.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden henvist til, at den
omstændighed alene, at indklagede efterfølgende har måttet anerkende, at
overenskomsten skulle forstås som af klageren hævdet, ikke udløser
berettigelsen af et krav om bod for overenskomstbrud. Det afgørende må være,
om der har kunnet herske en rimelig tvivl om overenskomstens rette
forståelse, og om indklagede kan siges at have handlet i begrundet god tro.
Der er på grundlag af bemandingsloven af 1964 gennem årene af Statens
Skibstilsyn og Bemandingsnævnet foretaget reduktioner af dæksbesætningerne,
og det var de indklagedes opfattelse, at sådanne dæksbesætningsreduktioner
fortsat skulle kunne finde sted, men på grundlag af besætningsloven af 1985
og ikke i medfør af den nu ophævede bemandingslov. Henvisningen i
overenskomstens § 15b til bemandingsloven af 1964 var efter ophævelsen af
denne lov - efter de indklagedes opfattelse - uden mening, hvis den ikke
erstattedes af den nye besætningslov. Det var efter klagerens deltagelse i
forhandlingerne om besætningsfastsættelserne i henhold til besætningsloven
indklagedes opfattelse, at klageren var enig i det anførte, indtil
spørgsmålet blev rejst i skrivelsen af 17. december 1985. Det må herved tages
i betragtning, at enhver besætningsreduktion, når overenskomsten skal forstås
som af klageren hævdet, efter ophævelsen af bemandingsloven kun kan
gennemføres ved aftale mellem parterne eller ved faglig voldgift i henhold
til stk. 2 i § 15b, idet det tidligere Bemandingsnævn er ophørt. Når
imidlertid spørgsmålet om fortolkning af overenskomsten nu var rejst af
klageren, måtte det afklares gennem afholdelse af en faglig voldgift, hvilket
det så blev ved kendelsen af 7. juli 1986. Denne kendelse tog imidlertid,
således som påstandene var nedlagt, ikke stilling til efterbetalingskravene,
ligesom afgørelsen rejste komplicerede spørgsmål, som der måtte indrømmes
Rederiforeningen og de indklagede rederier rimelig tid til at få afklaret.
Indklagede bestrider på nogen måde, at have forsøgt at omgå kendelsen eller
undlade at drage konsekvenserne af den. Så snart Rederiforeningen havde
tilvejebragt klarhed over betydningen af kendelsen, orienterede man
rederierne. Det skete for så vidt angår hovedspørgsmålet om genbemanding
allerede den 15. juli 1986, om efterbetaling for tiden forud for kendelsen af
7. juli 1986 ved skrivelsen af 22. august 1986, og den 5. september 1986
underrettede man rederierne om kendelsens betydning for spørgsmålene om
bakstørn og skibsassistenter. Der er reageret så hurtigt, som det har været
muligt, fra Rederiforeningens side, men der må ved vurderingen af den tid,
der er medgået til at bringe forholdene i orden, tages hensyn til de særlige
forhold, der gør sig gældende inden for søfart. Ethvert efterbetalingskrav er
opfyldt, og der er ikke taget hensyn til, at der meget muligt i henhold til
den gamle bemandingslov, nu eventuelt gennem førte voldgiftssager efter
overenskomstens § 15b, kunne være gennemført besætningsreduktioner, der kunne
have nedsat de nu betalte efterbetalingskrav. For så vidt angår bodskravet
over for Dansk Arbejdsgiverforening har indklagede anført, at
Arbejdsgiverforeningen er ansvarlig for fællesmødeproceduren. Det gøres
imidlertid gældende, at der ikke forelå nogen åbenbar krænkelse af
overenskomsten, idet Rederiforeningen indtil den 7. juli 1986 havde rimelig
grund til at antage, at den havde ret i sin fortolkning, hvorfor der ikke var
basis for at gøre bodskrav gældende. Fællesmødet blev gennemført rimelig
hurtigt, når det tages i betragtning, at der ikke forelå nogen
arbejdsafbrydelse.
Arbejdsretten skal udtale:
Da indklagede har taget bekræftende til genmæle over for den af klageren
nedlagte påstand 1. om, at de angivne besætningsreduktioner har været
overenskomststridige, vil der i så henseende være at give dom efter klagerens
påstand.
For så vidt angår de øvrige af klageren nedlagte påstande bemærkes
følgende:
Det forhold, at en parts forståelse af overenskomstbestemmelserne og deraf
følgende handlemåde underkendes ved en faglig voldgift, er ikke i sig selv
ensbetydende med, at der er begået bodspådragende overenskomstbrud. Afgørende
må i så henseende være, om parten må antages at have været klar over, at den
handlede overenskomststridigt, eller dog at have udvist en sådan uagtsomhed,
at et bodsansvar må skønnes at være en rimelig reaktion på
overenskomstbruddet. Det er i nærværende sag ikke godtgjort af klageren, at
Danmarks Rederiforening og de fem indklagede rederier ikke handlede i god
tro, når de opfattede situationen således, efter at besætningsloven af 1985
den 1. juli 1985 havde afløst bemandingsloven af 1964, der samtidig blev
ophævet, at den nye besætningslov også i overenskomstens § 15b trådte i
stedet for den der nævnte lov. Der forelå en rimelig tvivl, som først kunne
finde sin afklaring gennem den faglige voldgifts kendelse af 7. juli 1986,
efter at klageren den 17. december 1985 havde rejst spørgsmålet over for
Rederiforeningen. Herefter findes der intet grundlag for at pålægge de
indklagede bod for den fortolkning af overenskomsten, som de anlagde forud
for voldgiftskendelsen af 7. juli 1986.
Spørgsmålet er herefter, om de indklagede har efterlevet kendelsen inden
for rimelig tid. Ved bedømmelsen af dette spørgsmål må henses til, at de
forhold, der skulle reguleres efter kendelsen, ikke var ganske ukomplicerede,
men reguleringen forudsatte dels en overvejelse af, hvilken rækkevidde
kendelsen havde, herunder navnlig spørgsmålet om den afgjorde
besætningsfastsættelsen såvel i kvantitativ som i kvalitativ henseende, dels
en kommunikation til skibsførerne på skibe i udenrigs fart. På den baggrund
findes det ikke at kunne anses for bodspådragende, at der gik forholdsvis
lang tid, før forholdene var bragt endeligt i overensstemmelse med
overenskomsten, således som den rettelig skulle fortolkes. Der lægges herved
vægt på, at der er sket fuldstændig efterbetaling af de krav, som klageren
har rejst over for de indklagede rederier.
Da der efter Hovedaftalens § 10 ikke er fastsat nogen frist for afholdelse
af fællesmøde før sagens indbringelse for Arbejdsretten, og da der ikke i den
omstændighed, at der hengik 5 dage mellem begæringen om fællesmøde og dettes
afholdelse, i sig selv under de i denne sag foreliggende forhold findes at
foreligge et bodspådragende forhold fra Dansk Arbejdsgiverforenings side, vil
der heller ikke på dette grundlag kunne statueres noget bodsansvar.
Herefter vil de indklagedes påstand om frifindelse for de af klageren
vedlagte påstande 2.-4. være at tage til følge.
Denne sags omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr., findes at burde
betales med halvdelen af hver af sagens parter.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen
& Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen har begået brud på
overenskomst af 18.6.1985 mellem Danmarks Rederiforening og klageren § 15b
ved at forringe besætningerne i de i bilag 11 og 21 nævnte skibe, uden at en
forringelse er berettiget af ændringer i skibenes anvendelse, fart, rute
eller indretning (jvf. stk. 1), uden at reduktion er sket i overensstemmelse
med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes
bemanding fastsatte bemanding (jvf. stk. 3), og uden at der har været
forhyret dæksmandskab ud over det i medfør af gældende bemandingslov
fastsatte (jvf. stk. 4).
I øvrigt frifindes de indklagede rederier for de af klageren, Sømændenes
Forbund i Danmark, nedlagte påstande, ligesom Dansk Arbejdsgiverforening og
Danmarks Rederiforening frifindes.
Sagens omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr., betales med halvdelen af
hver af parterne.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.442, 626, note 95, Knud Illum s.316, K
87.285 K 10.987 (A1987 s.65) K 10.813 (A1986 s.89) K 9409 (A1982 s.17).
Lignende dokumenter
- Bod 2.3.1. Arbejdsgiveres bodansvar m.v. Arbejdsgivers bodansvar i øvrigt Overenskomstbrud og bod pålagt Faglig voldgift. Organisationsansvar 1.2. Organisationsansvar for medlemmers overenskomststridige adfærd Bod ikke pålagt Rederi idømt bod for ikke at efterleve voldgiftskendelse om størrelse af dæksbesætning.(* 1) (* 2) Sømændenes Forbund i Danmark (kontorchef, cand.jur. Keld Olsen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening og samme for Rederiet Aalborg Portland (advokat H.C. Springborg). Retsinformation · 24. september 1997
- Processuelle spørgsmål 2.2. og 3.1. Arbejdsrettens kompetence - i forhold til faglige voldgifter Arbejdsretsprocessen Arbejdsretsprocessens parter Arbejdsgiverorganisation kunne vægre sig ved deltagelse i faglig voldgift.(* 1) (* 2) Sømændenes Forbund i Danmark (kontorchef Keld Olsen) mod Danmarks Rederiforening (advokat H.C. Springborg) Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Kollektiv arbejdsret, generelt. Kollektiv overenskomst 1. Organisationsforhold.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Danserv A/S, Esbjerg (advokat Helge Werner) og mod Danmarks Rederiforening for A.P. Møller rederierne (advokat H.C. Springborg) Dommere: John Dahl, Arnold Hansen, Otto Hansen, Carsten Holm, Spang-Hanssen, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsfjentlig virksomhed.(* 1) (* 2) Ikke overenskomststridigt, at rederi gennemførte ændringer i mandskabets ansættelsesforhold, der indebar overgang til ansættelse under anden overenskomst. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olesen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening for rederiet H.H. Faddersbøl A/S (advokat H.C.Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Friis Christensen, Arnold Hansen, Spang-Hanssen, Pontoppidan (retsformand) og Strube. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Kollektiv arbejdsret, generelt. Kollektiv overenskomst 2. Forhandling om, indgåelse og fornyelse af kollektiv overenskomst Lovligt fagligt formål. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Organisationsforhold. (* 1) (* 2) Rederi havde indgået overenskomster med to fagforbund. Ikke overenskomststridigt i forhold til det første forbund at aflønne medlemmer af det andet forbund eller uorganiserede i overensstemmelse med overenskomsten med det andet forbund, men ringere end efter overenskomsten med det første forbund. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Danmarks Rederiforening på egne vegne og for Rederiet A.P. Møller (advokat H.C. Springborg) Hovedintervenient: Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen). Dommere: Secher Assens, Bangert (retsformand), Bollerup- Jensen, Anker Christoffersen, Arnold Hansen, Gert Kristensen og Peter Thorning. Retsinformation · 24. september 1997
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026