Spring til indhold

Retsinformation

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Fællesmøder. Organisationsansvar 4.2.(* 1) (* 2) Ikke bod for arbejdsgiverens overenskomststridige adfærd, da spørgsmålet om rette fortolkning af overenskomsten var tvivlsom og først havde fundet sin afgørelse ved voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Dansk Arbejdsgiverforening og samme for Danmarks Rederiforening og samme for Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden Rederiet Mortensen og Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen (advokat H.C. Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Bæhring, Arnold Hansen, Nyløkke Jørgensen, Mundt (retsformand) og Ebbe Nielsen.

DOM nr 3004 af 26/01/1988DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Fællesmøder.

Organisationsansvar 4.2.(* 1) (* 2) Ikke bod for arbejdsgiverens

overenskomststridige adfærd, da spørgsmålet om rette fortolkning af

overenskomsten var tvivlsom og først havde fundet sin afgørelse ved

voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod

Dansk Arbejdsgiverforening og samme for Danmarks Rederiforening og samme for

Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden Rederiet Mortensen og

Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen (advokat H.C.

Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Bæhring, Arnold Hansen,

Nyløkke Jørgensen, Mundt (retsformand) og Ebbe Nielsen.

Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget Dansk

Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening for fem rederier: Rederiet

A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen og Lange,

Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen for Arbejdsretten med påstand om

bod til de nævnte rederier for overenskomstbrud og om bod til Dansk

Arbejdsgiverforening og Danmarks Rederiforening for delagtighed i rederiernes

overenskomstbrud.

De indklagede har nedlagt påstand om frifindelse for bodskravet.

Sagens hovedspørgsmål er, om rederierne har gjort sig skyldig i

bodspådragende overenskomststridig adfærd ved at reducere dæksbesætningen på

rederiernes skibe i overensstemmelse med de besætningsfastsættelser, der som

minimumsbesætninger blev fastsat af Statens Skibstilsyn og Besætningsnævnet i

henhold til lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning, uanset at

overenskomsten af 18. juni 1985 - datoen er datoen for det paritetiske nævns

afgørelse - mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark

indeholder bestemmelse om, at besætningens størrelse i de enkelte skibe ikke

må forringes i overenskomstperioden, dog at besætningens størrelse kan

reduceres »i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj

1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding«.

Det er ved en faglig voldgifts kendelse af 7. juli 1986 bl.a. bestemt, at

Læs alt

»Danmarks Rederiforening tilpligtes at anerkende, at forringelse i

overenskomstperioden af besætninger i skibe tilsluttet (Danmarks

Rederiforening) er et brud på overenskomst af 18. juni 1985, såfremt

besætningernes størrelse udelukkende reduceres på grundlag af den i medfør af

lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning fastsatte bemanding.«

De indklagede rederier har efter kendelsen foretaget genbemanding, således

at besætningsforringelserne er bragt til ophør, og der er sket efterbetaling

og betaling for forkortsejlads i henhold til bestemmelserne i sømandslovens §

23. Der henstår således ikke yderligere lønefterbetalingskrav, hvorfor

nærværende sag alene angår bodsspørgsmål.

Sagens nærmere omstændigheder er i øvrigt følgende:

Ved fornyelsen af overenskomsten mellem Danmarks Rederiforening og

Sømændenes Forbund i Danmark i 1961 blev der for første gang i § 15b indføjet

en henvisning til bemandingslovgivningen. Henvisningen lød således:

» I skibe, der har været i fart før 1. marts 1960, kan besætningens

størrelse reduceres i overensstemmelse med de i lov nr. 47 af 24. februar

1960 om ændring i lov om skibets bemanding indeholdte lempelser.«

I forbindelse med overenskomstfornyelsen i 1963 foreslog Danmarks

Rederiforening bl.a., at henvisningen i § 15b til bemandingsloven af 1960

blev erstattet af en henvisning til »bemandingslovens

bestemmelser«. En ændring af bemandingsloven var da forestående, og i

sin begrundelse for forslaget anførte Rederiforeningen bl.a., at man herved

ville undgå, »at gøre en kommende ændring af loven illusorisk«.

Dette forslag og andre specielle spørgsmål inden for overenskomstområdet

blev henskudt til afgørelse i et paritetisk nævn. I en kendelse af 30. april

1963 fra nævnets opmand udtales bl.a., »at begge parter gennem

adskillige overenskomstforhandlinger kategorisk har modsat sig ændringer i

den ene eller anden retning. Under hensyn hertil finder opmanden ikke, at der

i den foreliggende situation ved kendelse bør træffes en afgørelse, som

forrykker den hidtil bestående tilstand«.

Under overenskomstforhandlingerne i 1965 fik § 15b sin nuværende

formulering.

Overenskomstens § 15b er i sin helhed sålydende:

»Stk. 1. I overenskomstperioden må besætningens størrelse i de

enkelte skibe ikke forringes, medmindre:

der foretages sådanne ændringer med hensyn til skibets anvendelse, fart,

rute eller indretning, at en forringelse af denne grund bliver berettiget.

Stk. 2. Spørgsmålet om berettigelse af en påtænkt forringelse af

besætningens størrelse kan indankes for den i overenskomsten fastsatte

voldgiftsdomstol.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk 1. kan besætningens størrelse dog

reduceres i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964

om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding.

Stk. 4. Ønsker rederiet at ansætte midlertidigt dæksmandskab udover det i

medfør af gældende bemandingslov fastsatte dækmandskab, er sådan mandskab

ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1.«

Ved overenskomstforhandlingerne i 1980/81, 1982/83 og 1984/85 foreslog

Danmarks Rederiforening, at § 15b, stk. 3, skulle ændres til:

»Uanset bestemmelserne i stk 1 kan besætningens størrelse dog

reduceres i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lov om skibes

bemanding.«

Forslaget blev - som det fremgår - ikke gennemført, idet kravet om

ændringen blev frafaldet hver gang under forhandlingerne.

Den nye besætningslov - lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning -

trådte i kraft den 1. juli 1985.

Af motiverne til besætningsloven fremgår bl.a.:

at det ledende princip i den nye lov om skibes besætning som hidtil er

sikkerheden for menneskeliv på søen, og

at formålet med lovforslaget er at skabe en tidssvarende lovgivning, der

nu og i fremtiden kan danne grundlag for en sikkerhedsmæssig forsvarlig

besætning i både eksisterende og kommende skibe.

Det fremgår i øvrigt af en kort bemærkning i motiverne, at det forventes,

at beskæftigelsen for danske søfolk generelt kan fastholdes.

I forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget, blev der under

udvalgsbehandlingen stillet en række spørgsmål til industriministeren. I

ministerens besvarelser gentages de sikkerhedsmæssige synspunkter i

forbindelse med besætningsfastsættelsen, og det tilføjes, at besætningernes

størrelse på allerede bemandede skibe kan ændres efter loven, selv om brugen

af skibet og dettes udstyr er uændret.

I tiden fra lovens ikrafttræden og indtil den 1. juli 1986 blev der af

Statens Skibstilsyn, eventuelt efter anke til Besætningsnævnet af dette nævn,

fastsat besætning for alle danske skibe. Det medførte i vidt omfang

nedsættelse af kravene til den minimale dæksbesætning, kvantitativt og/eller

kvalitativt.

I skrivelse af 17. december 1985 rejste Sømandsforbundet over for

Rederiforeningen spørgsmålet om forholdet mellem den nye besætningslov og

overenskomstens § 15b. Der var på dette tidspunkt foretaget adskillige

besætningsfastsættelser efter 1985-loven, uden at Forbundet under

behandlingen af besætningssagerne havde påberåbt sig overenskomstens § 15b.

Der afholdtes den 17. januar 1986 fællesmøde om spørgsmålet. Referatet af

fællesmødet er sålydende:

»Ved et fællesmøde d.d. drøftedes en af Sømændenes Forbund i Danmark

rejst klage over, at medlemmer af Danmarks Rederiforening begår brud på

parternes overenskomsts § 15b, idet de der fastsatte regler vedrørende

besætningens størrelse ikke overholdes.

Sagen diskuteredes.

Fra Arbejdsgiverside kunne man ikke erkende, at rederierne begår

overenskomstbrud, og man henviste her til den nye lov om skibes besætning,

der er trådt i kraft den 1. juli 1985.«

Der pågik i den følgende periode nogle forhandlinger mellem Forbundet og

Rederiforeningen med henblik på at finde frem til en forligsmæssig løsning,

men det lykkedes ikke.

Der blev således den 27. februar 1986 afholdt et »mæglingsudvalgsmøde

i det mellem Foreningen og Sømændenes Forbund i Danmark nedsatte

mæglingsudvalg.« Referatet fra dette møde er i uddrag sålydende:

»Sømændenes Forbund protesterede imod, at Danmarks Rederiforenings

medlemmer på trods af overenskomstens bestemmelser i § 15, b foretog

reduktioner i dækningsbesætningerne i skibene i henhold til

bemandingsfastsættelserne udstedt i medfør af ovennævnte lov.

Danmarks Rederiforening anførte hertil, at reduktionerne blev foretaget i

henhold til den nye lov om skibes besætning.

Sagen forhandledes, uden at enighed kunne opnås.

Parterne forbeholdt sig deres stilling.«

Nærværende sag blev derefter indbragt for Arbejdsretten, hvor klageskrift

er modtaget den 9. april 1986. På dette tidspunkt var af rederierne kun

Rederiet A.P. Møller indklaget i sagen. I et forberedende retsmøde den 10.

april 1986 blev sagen udsat bl.a. på afholdelse af faglig voldgift. Som

anført blev der afsagt kendelse i den faglige voldgiftssag den 7. juli 1986.

Opmandens udtalelse i voldgiftskendelsen er sålydende:

»Siden § 15b, stk 3 i 1965 fik sin nuværende formulering, har

Rederiforeningen ved hver overenskomstfornyelse fremsat forslag til ændring

af bestemmelsen, således at reduktion af besætningerne kunne ske i

overensstemmelse med den til enhver tid gældende besætningslovgivning.

Det kan herefter lægges til grund, at Rederiforeningen ligesom Forbundet

har opfattet § 15b, stk 3 som en stationær bestemmelse, der kun kan ændres

ved en forhandling.

Vedtagelsen af den nye besætningslov giver derfor ikke plads for den af

Rederiforeningen hævdede fortolkning af § 15b, stk. 3 - heller ikke ud fra et

forudsætningssynspunkt.

Der findes heller ikke i besætningsloven, dens motiver eller ministerens

besvarelse af spørgsmålene fra Folketingsudvalget holdepunkter for, at loven

som sådan skulle have tilsigtet en ændring af parternes overenskomst.

Herefter og da Forbundet endvidere ikke udfra et passivitetssynspunkt

findes at være blevet bundet til den af Rederiforeningen hævdede fortolkning,

tages Forbundets påstand til følge.«

(Det bemærkes, at parterne under nærværende sag er enige om, at

Rederiforeningen ikke »ved hver overenskomstfornyelse«, men kun -

som nævnt ovenfor - i 1980/81, 1982/83 og 1984/85 har stillet krav om ændring

af § 15b.)

I et kontinuationsklageskrift af 17. november 1986 har klageren bl.a.

anført følgende:

»Rederiets overenskomstbrud har bl.a. haft følgende betydning for

dæksbesætningerne på rederiets skibe:

1. Rederiet har nedsat bemandingen af skibene som anført i bilag 11,

hvorved rederiet har undladt at beskæftige det antal personer, man er

overenskomstmæsssigt forpligtet til. Arbejdsbyrden for de tilbageværende er

tilsvarende forøget.

2. På skibene har der ikke været forhyret bådsmænd. Bådsmænd er

dækmandskabets bindeled til skibsofficererne. Bådsmandshyren er kr. 502,-

højere end matrosernes pr. måned.

3. Efter bemandingsfastsættelser ifølge bemandingsloven af 1964 kunne

dæksbesætningen på visse skibe ikke pålægges bakstørn (servering, opvask,

rengøring). Dette arbejde udførtes i stedet af en stewardesse. Rederiet har

efter at have modtaget de ny fastsættelser afmønstret stewardessen og ladet

bakstørnen foretage af en matros. Arbejdsbyrden for de tilbageværende

matroser er øget tilsvarende.

4. Rederiet har forhyret skibsassistenter. Skibsassistenter arbejder

skiftevis på dækket og i maskinen. Når skibsassistenten har været beskæftiget

i maskinen, er matrosernes arbejdsbyrde øget tilsvarende.

5. Ifølge Sømandslovens § 23 skal den hyre, som rederiet sparer ved at

lade en rejse udføre med mindre mandskab end forudsat, fordeles mellem

sømændene af den formindskede mandskabsgruppe. Der er derfor tale om

underbetaling af 400-800 matroser alene i Rederiet A.P. Møller.

Efter de sidst foreliggende oplysninger har rederiet forhyret op til 152

mand for lidt i 66 skibe. Med en anslået udgift på kr. 300.000 årligt pr.

matros er rederiets årlige besparelse ca. 45 mill kroner årligt.

Selv efter opmandskendelsen af 7. juli 1986 har rederiet begået brud på

overenskomstens § 15b, og i nogle tilfælde begår rederiet fortsat

overenskomstbrud.«

Det nævnte bilag 11 er en opstilling, der viser, at der for 66 af Rederiet

A.P. Møllers skibe er sket nedsættelse af minimalkravet til dæksbesætning,

kvantitativt og/eller kvalitativt. Som eksempel kan anføres, at

dæksbesætningen ifølge bemandingslov af 1964 for »Christian Mærsk«

på 21.600 BRT skulle være på 1 bådsmand og 5 befarne matroser, der ikke

skulle udføre bakstørn. Efter besætningsloven af 1985 skulle den mindste

dæksbesætning bestå af 4 befarne og 1 ubefaren matros uden fritagelse for at

udføre bakstørn.

I kontinuationsklageskriftet anføres nogle eksempler på, at der i august

1986 fortsat på Rederiet A.P. Møllers skibe er foretaget ansættelser og

kvantitative reguleringer af dæksbesætning i strid med den faglige voldgifts

afgørelse. Sømandsforbundet rettede henvendelse herom, først ved skrivelse af

12. august 1986 til Danmarks Rederiforening, derefter ved skrivelser af 20.

og 21. august 1986 til Dansk Arbejdsgiverforening. Danmarks Rederiforening

svarede den 22. august 1986. Der blev afholdt fællesmøde om de rejste

spørgsmål den 25. august 1986, og Danmarks Rederiforening meddelte i

skrivelse af 1. september 1986 sin endelige stilling til nogle af

spørgsmålene. Af dette materiale skal følgende citeres:

Skrivelse af 12. august 1986 fra Forbundet til Rederiforeningen:

»Sømændenes Forbund er blevet bekendt med visse uregelmæssigheder på

M/S »CHRISTIAN MÆRSK«, som vi herved skal anmode Dem om at tage

skridt til omgående at bringe i overensstemmelse med gældende overenskomster

og aftaler.

1. Den 3. juli 1981 fastsatte Skibstilsynet bemandingen i M/S

»CHRISTIAN MÆRSK« til 1 bådsmand og 5 befarne matroser. Der er for

tiden kun forhyret 1 bådsmand, 4 befarne matroser og 1 ubefaren

skibsassistent, hvilket er en reduktion af besætningen i strid med

overenskomstens § 15b, stk. 1. Der mangler således 1 befaren matros om bord.

2. Forudsætningen for Skibstilsynets fastsættelse af 3. juli 1981 var, at

dæksmandskabet ikke pålægges at deltage i bakstørn. Forbundet er blevet

bekendt med, at de ombordværende matroser på trods heraf pålægges disse

arbejdsopgaver. Dette er i strid med overenskomstens § 15b, stk. 3, ifølge

hvilken besætningen kan reduceres i overensstemmelse med den i medfør af lov

nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte

bemanding.

3. Efter det for forbundet oplyste er skibsføreren om bord på M/S

»CHRISTIAN MÆRSK« af rederiet blevet pålagt at udbetale

forkortsejlads til dæksbesætningen fra 7. juli 1986, uagtet dæksbesætningen

også før denne dato ubestridt har været reduceret i strid med overenskomstens

§ 15 b.

Under hensyntagen til sagens alvor forventer vi snarest at blive

orienteret om forløbet af denne sag, idet vi modsat fald nødsages til at

forfølge sagen fagretligt.'

Skrivelse af 20. august 1986 fra Forbundets Korsør afdeling til Forbundets

hovedkontor:

»Vedr: Bemanding M.t. Dagmar Mærsk.

Vort medlem Benny Pedersen (150866-0959) Tårsvej 58, 4900 Nakskov. Er den

11-8-86. Afmønstret ovennævnte skib, hvor han var påmønstret som Ubefaren

Skibsassistent.

Han oplyser, at der igen påmønstrede en Ubefaren Skibsassisten som indgik

i den normerede besætning. Uagtet, at den fastsatte besætning i medfør af 64

loven, er fastsat til 6 Befarne matroser.

Besætningen udgør således p.t.

5 Befarne matroser

1 Ubefaren Skibsassistent.«

Skrivelse af 20. august 1986 fra Forbundet til Dansk Arbejdsgiverforening:

»Ved skrivelse af 12. august 1986 til Danmarks Rederiforening oplyste

forbundet rederiforeningen om en række forhold på M/S CHRISTIAN MÆRSK«,

Da Danmarks Rederiforening har siddet forbundets henvendelse overhørig, og

da rederiet A.P. Møller overfører den overenskomststridige adfærd til andre

af rederiets skibe, hvoraf forbundet sidst er blevet bekendt med bemandingen

af M/T DAGMAR MÆRSK, ser forbundet sig nødsaget til at kræve afholdelse af

fællesmøde med henblik på sagens indbringelse for Arbejdsretten.

Da der er tale om fortsat brud på gældende overenskomst, agter forbundet

at indbringe sagen som hastesag.'

Skrivelse af 21. august 1986 fra Forbundet til Dansk Arbejdsgiverforening:

»I telefonsamtale den 21. august har Dansk Arbejdsgiverforening

tilkendegivet, at fællesmødet først vil kunne afholdes mandag den 25. august

eller tirsdag den 26. august.

Forbundet protesterer herved på det skarpeste mod denne trainering af

sagen. Forbundet vil lade foreningens holdning indgå som særskilt anbringende

i arbejdsretsagen«

Skrivelse af 22. august 1986 fra Rederiforeningen til Forbundet:

»Overenskomstforhold m.s. »Christian Mærsk«

Under henvisning til Deres brev af 12. august 1986 kan vi meddele, at vi

nu har haft lejlighed til at drøfte de rejste spørgsmål med rederiet.

Med hensyn til pkt. 3 i Deres brev kan vi herefter meddele, at rederiet er

indstillet på at udbetale forkortsejlads til dæksbesætningen fra det

tidspunkt, besætningsreduktionerne har fundet sted i henhold til de nye

besætningsfastsættelser og lov om skibes besætning, § 24, stk. 2.

Med hensyn til punkterne 1 og 2 i Deres brev kan vi oplyse, at vi stadig

har visse undersøgelser i gang, og at vi snarest vil vende tilbage til

besvarelsen af også disse to punkter.'

Fællesmødereferatet af 25. august 1986:

»Fra arbejdsgiverside kunne man ikke erkende, at der forelå noget

overenskomstbrud.

Fra forbundets side opfordrede man arbejdsgiversiden til, specielt for så

vidt angår nr. 3 i ovennævnte brev af 12. august, at tilkendegive, hvorvidt

man var enig i, at der forelå et overenskomstbrud. Forbundet tilkendegav

endvidere, at arbejdsgiversidens manglende medvirken til hurtig afholdelse af

fællesmøde ville blive medtaget i arbejdsretssagen som særligt anbringende.

Fra arbejdsgiverside fastholdt man, at der ikke var tale om noget

overenskomstbrud, heller ikke for så vidt angår det nævnte nr. 3 i skrivelse

af 12. ds., og man kunne ikke erkende, at sagen var træneret gennem

afholdelse af fællesmødet d.d. Man henviste i øvrigt til delbesvarelse i

Dansk Rederiforenings brev af 22. august til Sømændenes Forbund samtidig med

at det oplystes, at besvarelsen af de to øvrige i forbundets skrivelse nævnte

spørgsmål ville foreligge en af de nærmeste dage. I øvrigt gav man udtryk

for, at der i en så kompliceret sag som den foreliggende, måtte gives

parterne den fornødne tid til at behandle rejste forespørgsler.

Forbundet tilkendegav her over for, at man var af den opfattelse at

arbejdsgiversiden havde haft rigelig tid til at gøre sig sine overvejelser

siden voldgiftskendelsen afsigelse den 7. juli 1986.

Forbundet opfordrede arbejdsgiversiden til at medvirke til hastebehandling

af sagen i Arbejdsretten.

Fra arbejdsgiverside var man ikke af den opfattelse, at sagen burde

behandles som hastesag.«

Skrivelse af 1. september 1986 fra Rederiforeningen til Forbundet:

»I fortsættelse af vort brev af 22. august 1986 kan vi meddele, at vi

nu har haft lejlighed til yderligere at drøfte de i Deres brev af 12. august

1986 rejste spørgsmål under punkterne 1 og 2.

Med hensyn til punkt 1 kan vi meddele, at der som følge af den afsagte

opmandskendelse den 18. juli 1986 blev mønstret en befaren matros, og den

ubefarne skibsassistent vil blive erstattet med en befaren matros.

I fortsættelse af vort ovennævnte brev vil vi for god ordens skyld

tillægge, at der også vil blive reguleret med forkortsejlads for dette

forhold.

Med hensyn til Deres spørgsmål 2 kan vi meddele, at det er korrekt, at en

af forudsætningerne for Skibstilsynets fastsættelse af 3. juli 1981 i m.s.

»Christian Mærsk« bl.a. var, at dæksmandskabet ikke skulle pålægges

at deltage i bakstørn. Bakstørn om bord sker normalt i overensstemmelse med §

8, b, stk. 1 i overenskomsten, og det er beklageligt, at opmandskendelsen

ikke har taget stilling til dette spørgsmål. Vi kan imidlertid - for ikke at

trække spørgsmålet i langdrag - gå ind for Deres fortolkning på dette punkt.'

Det fremgår af de under sagen fremlagte bilag, at der f.s.v. angår

Christian Mærsk blev forhyret en yderligere matros den 18. juli 1986, og at

den ubefarne matros den 26. oktober 1986 blev erstattet af en befaren matros.

Herved blev bemandingen bragt op på samme besætning som før den 1. juli 1985.

For så vidt angår Dagmar Mærsk er det oplyst, at den den 27. januar 1986 til

erstatning for en befaren matros forhyrede ubefarne skibsassistent, der den

11. august 1986 blev udskiftet med en ny ubefaren skibsassistent, den 30.

oktober 1986 blev erstattet med en befaren matros. Herefter var også

bemandingen på dette skib bragt op på samme niveau som før den 1. juli 1985.

Det anføres endelig i kontinuationsklageskriftet, at Rederiet A.P. Møller

har »været meget sen til at efterleve overenskomsten og

voldgiftskendelsen. Så sent som i oktober måned 1986 er klageren bekendt med,

at der fortsat sker overenskomstbrud på følgende skibe:» -hvorefter der

angives navn på 9 Mærsk-skibe.

Det fremgår af indklagedes duplik i sagen, at der af Rederiforeningen

»efter nøje overvejelse« den 5. september 1986 blev

»instrueret om, at der ikke blot skulle foretages en kvantitativ, men

tillige en kvalitativ genbemanding af skibenes besætninger«.

I svarskrift af 22. april 1987 tager indklagede bekræftende til genmæle

over for klagerens påstand om, at Rederiet A.P. Møller har begået

overenskomstbrud ved at forringe besætningerne som nærmere i konklusionen i

den faglige voldgifts kendelse anført. I øvrigt fremsættes der følgende

bemærkninger til det ovenfor af kontinuationsklageskriftet citerede:

»ad nr. 1:

Det kan bekræftes, at samtlige de i klagerens bilag 11 nævnte skibe har

haft besætningen reduceret, dog i visse skibe ikke i så stor udstrækning, som

angivet i bilag 11. I 9 skibe har besætningen ikke været reduceret.

ad nr.2

I ca. 40 af rederiets skibe har bådsmanden ikke været udskiftet, men er

forblevet om bord i hele perioden med reduceret besætning. Arbejdsmæssigt har

det i øvrigt været uden betydning, at bådsmanden i nogle skibe har været

erstattet af en matros.

ad nr. 3:

Ca. 47 af rederiets skibe har tidligere opnået dispensation på betingelse

af, at dæksmandskabet ikke skulle deltage i bakstørn. Straks efter at

spørgsmålet var blevet rejst over for rederiet, fik skibene besked om, at

dæksmandskabet ikke måtte deltage i bakstørn, således at bakstørnen hurtigst

muligt blev overladt til en stewardesse.

ad nr. 4:

Der har i ca. 49 af rederiets skibe været forhyret ubefarne

skibsassistenter, idet befarne skibsassistenter næsten ikke findes. I alle

skibene har der samtidig været forhyret motormand, og skibsassistenterne har

kun i begrænset omfang gjort tjeneste i maskinen. Matrosernes arbejdsbyrde

har følgelig kun været forøget i ganske ringe grad.

ad nr. 5:

Det bestrides, at rederiets besparelse har været af den angivne

størrelsesorden. Det kan oplyses, at den gennemsnitlige udgift til et

dæksbesætningsmedlem andrager 190.000,00 kr. på årsbasis.

For samtlige berørte skibe var dæksbesætningen inden den 28.11.1986 ført

tilbage til den tidligere besætningsstørrelse. Dette blev påbegyndt

umiddelbart efter voldgiftskendelsen af 7.7.1986.

I svarskriftet anføres endvidere følgende:

»Den 15.7.1986 - det tidligste tidspunkt efter voldgiftskendelsens

afsigelse rederiforeningens forhandlingsudvalg kunne samles - afholdtes der

møde i dette udvalg til drøftelse af situationen efter voldgiftskendelsen.

Det blev her besluttet, at rederiforeningens administration straks skulle

orientere de medlemsrederier, som ikke var repræsenteret i

forhandlingsudvalget, om voldgiftskendelsen, og at de rederier, som havde

opnået en formindskelse af dæksbesætningen i medfør af den ny besætningslov,

skulle drage omsorg for, at skibene snarest muligt blev genbemandet i henhold

til sidste bemandingsfastsættelse efter 1964-loven, samt at der skulle

udbetales forkortsejlads fra kendelsens dato 7.7.1985, indtil genbemanding

havde fundet sted.

Når forhandlingsudvalget på dette møde kun traf beslutning om betaling af

forkortsejlads fra kendelsens dato, skyldes det en fejlagtig opfattelse af

retsstillingen, og beslutningen blev snarest efter omgjort. Der er nu betalt

forkortsejlads for hele den periode, hvori besætningerne har været

formindsket i henhold til 1985-loven

Det var ikke muligt for indklagede at deltage i et fællesmøde før den

25.8.1986, men da indklagede efter afsigelsen af voldgiftskendelsen var

indstillet på hurtigst gørligt at bringe bemandingsforholdene på samtlige

rederiets skibe i overensstemmelse med kendelsen og at betale forkortsejlads

efter sømandslovens § 23 for den tid, der var sket reduktion af

besætningerne, må det forekomme ganske underordnet, hvornår fællesmødet kunne

afholdes.«

I en på grundlag af oplysninger, som Danmarks Rederiforening på opfordring

af Sømændenes Forbund i kontinuationsklageskriftet har meddelt Forbundet,

udarbejdet replik af 14. april 1987 - altså dateret før svarskriftet, men i

øvrigt med kendskab til dettes indhold - har Forbundet udover Rederiet A.P.

Møller inddraget de yderligere fire rederier som indklagede under sagen. I

replikken anføres bl.a. følgende:

»Af de af arbejdsgiversiden fremlagte oplysninger fremgår, at

rederiet A.P. Møller først har bemandet skibene overenskomstmæssigt

gennemsnitligt 99,9 dage efter voldgiftskendelsens afsigelse den 7. juli

1986.

Efter mødet den 15. juli 1986 i Danmarks Rederiforening er klageren

bekendt med, at rederiet A.P. Møller har begået fornyet brud på § 15 b på

følgende skibe:»

hvorefter der angives navn på 10 Mærsk-skibe, hvoraf 3 er sammenfaldende

med de i kontinuationsklageskriftet anførte.

Replikken fortsætter:

»Rederiet Kosan Tankers A/S har iflg. det til klageren oplyste

påbegyndt brud i følgende skibe:

KIRSTEN THOLSTRUP

MARIANNE THOLSTRUP

TINE THOLSTRUP

Om svarskriftet iøvrigt bemærkes, at klageren bestrider, at forhyringen af

ubefarne skibsassistenter kun i ringe grad har forøget matrosernes

arbejdsbyrde. Det bestrides endvidere, at det er uden arbejdsmæssig

betydning, når der ikke har været mønstret bådsmand.«

I arbejdsgiverforeningens duplik af 18. juni 1987 anføres bl.a. følgende:

»Den afsagte voldgiftskendelse gjorde det nødvendigt, at

Rederiforeningens forhandlingsudvalg tog stilling til virkningen af

kendelsen, og det var umuligt at få samlet Forhandlingsudvalget før den 15.

juli 1986. Efter Forhandlingsudvalgets møde denne dato er rederierne straks

blevet orienteret om kendelsen, men Forhandlingsudvalget havde været af den

opfattelse, at kendelsen kun gik på det kvantitative - antallet af

dæksbesætningsmedlemmer på hvert enkelt skib - og ikke på det kvalitative -

befarne kontra ubefarne matroser m.v., og i overensstemmelse med denne - som

det må erkendes - fejlagtige men undskyldelige opfattelse havde

Rederiforeningen instrueret sine medlemmer. Hertil kommer, at der under

hensyntagen til søfartens særlige forhold nødvendigvis måtte gå nogen tid,

før bemandingerne kunne ændres, så de kom i overensstemmelse med den afsagte

voldgiftskendelse

Det må fastholdes, at indklagede havde grund til ikke at anse det begærede

fællesmøde for at være særlig hastende, idet det naturligvis var indklagedes

hensigt fremover ved besætningsfastsættelser at overholde den afsagte

voldgiftskendelse og hurtigst muligt bringe besætningerne på de enkelte skibe

i overensstemmelse med kendelsen. Når indklagede på fællesmødet den 25.

august 1986 ikke ville protokollere, at der forelå et overenskomstbrud trods

den afsagte voldgiftskendelse, skyldtes dette udelukkende, at klagerens

interesse i et sådant protokollat kun kunne være at bruge dette som

udgangspunkt for en bodspåstand, som indklagede ikke mente var berettiget

under hensyntagen til fortolkningstvivlen og indklagedes gode tro.«

Da der ikke mellem Forbundet og Rederiforeningen har kunnet opnås enighed

om besparelsen ved påmønstring af skibsassistenter i stedet for andet

dæksmandskab, har dette spørgsmål været indbragt til afgørelse ved faglig

voldgift. Ved voldgiftsrettens kendelse af 10. august 1987 er det bestemt, at

»kun halvdelen af den hyre, der er udbetalt til skibsassistenter, skal

medregnes ved opgørelsen af sparet hyre til dæksmandskabet efter

sømandslovens § 23.«

Det er ved en kort før domsforhandlingen den 25. november 1987 af

Arbejdsgiverforeningen afgivet duplik II oplyst, at der af de indklagede

rederier i alt som følge af de af nærværende sag omfattede forhold er betalt:

»A.P. Møller........................kr. 7.776.280,30

A/S Dampskibsselskabet Norden.......- 15.981,00

Knud I Larsen.......................- 78.508,00

Kosan Tankers a/s...................- 198.945,20

Mortensen & Lange...................- 251.724,00

I alt...............................kr. 8.321.438,50«

Klageren er enig i denne opgørelse, dog at beløbet f.s.v. angår Rederiet

A.P. Møller af klageren er opgjort til 7.849.379 kr.

Der er - som ovenfor anført - mellem parterne enighed om, at der herefter

ikke henstår yderligere efterbetalingskrav.

Af nogle af klageren fremlagte oversigter over tidspunkterne for

afslutningen af de perioder, for hvilke efterbetaling har fundet sted,

fremgår, at forholdene er gjort overenskomstmæssige f.s.v. angår A/S

Dampskibsselskabet Norden:

2 skibe i oktober måned 1986.

f.s.v. angår Rederiet Knud I. Larsen:

1 skib i august måned 1986,

1 skib i oktober måned 1986,

1 skib i december måned 1986 og

3 skibe uoplyst.

f.s.v. angår Kosan Tankers A/S:

4 skibe i juli måned 1986,

3 skibe i september måned 1986, og

2 skibe i oktober måned 1986,

f.s.v. angår Rederiet Mortensen & Lange:

1 skib i august måned 1986,

4 skibe i september måned 1986 og

2 skibe i oktober måned 1986.

For så vidt angår afslutningen af de perioder, for hvilke efterbetaling

for bakstørn har fundet sted

f.s.v. angår Rederiet A.P. Møller, fremgår følgende:

1 skib i august måned 1986,

30 skibe i september måned 1986,

7 skibe i oktober måned 1986, og

1 skib i november måned 1986.

Klageren har under domsforhandlingen nedlagt følgende endelige påstande:

1. Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen

& Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen har begået brud på

overenskomst af 18.6.1985 mellem Danmarks Rederiforening og klageren § 15 b

ved at forringe besætningerne i de i bilag 11 og 21 nævnte skibe, uden at en

forringelse er berettiget af ændringer i skibenes anvendelse, fart, rute

eller indretning (jvf. stk.1), uden at reduktion er sket i overensstemmelse

med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes

bemanding fastsatte bemanding (jvf. stk. 3), og uden at der har været

forhyret dæksmandskab ud over det i medfør af gældende bemandingslov

fastsatte (jvf. stk. 4).

2. Der ikendes Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden,

Rederiet Mortensen & Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I Larsen

en af retten fastsat bod.

3. Dansk Arbejdsgiverforening har på overenskomststridig vis gjort sig

delagtig i overenskomstbrud begået af Rederiet A.P. Møller, A/S

Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen & Lange og Rederiet Knud I

Larsen og idømmes en af retten fastsat bod.

4. Danmarks Rederiforening har på overenskomststridig vis gjort sig

delagtig i overenskomstbrud begået af Rederiet A.P. Møller, A/S

Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen & Lange, Kosan Tankers A/S

og Rederiet Knud I. Larsen og idømmes en af retten fastsat bod.

Indklagede har taget bekræftende til genmæle over for klagerens påstand

1., men påstået frifindelse for påstandene 2.-4.

Forhyringsmand Bent Preben Jensen, Statens Forhyringskontor under

Direktoratet for Søfarende, har forklaret, at der i perioden fra midten af

1985 til september 1986, ikke var mangel på arbejdskraft. Det vil i

almindelighed, når et rederi, f.eks. A.P. Møller, retter henvendelse om at få

en matros, være således, at Forhyringskontoret - efter fra Søformidlingen at

have fået at vide, hvem der er ledige - inden for et døgn kan vide, hvor den

pågældende kommer fra. Forudsat, at papirerne er i orden, hvad de

sædvanligvis er, og at ingen af parterne benytter retten til at afvise

forhyringen efter forhyringsloven, vil den pågældende kunne være fremme meget

hurtigt ved det pågældende skibs anløbshavn.

Formandssekretær i Sømændenes Forbund i Danmark Henrik Berlau har

forklaret, at det under overenskomstforhandlingerne i 1985 var fremme, at

overenskomstens § 15 b ville være til hinder for forringelse af

dæksbesætningerne. Det blev også omtalt under forhandlingerne i det

paritetiske nævn. Det var endvidere løbende blevet diskuteret med

repræsentanter for Rederiforeningen i løbet af efteråret 1985 inden brevet af

17. december 1985. Derefter var sagen fortsat

genstand for forhandling mellem parterne. Der forhandledes om forbedrede

forhold for besætningen, om pension og om lønkompensation. Det blev fra ØK's

side tilkendegivet, at dette rederi ikke ville forringe besætningerne, idet

man ikke var enig i Rederiforeningens fortolkning.

Underdirektør i Danmarks Rederiforening Anton Vognsen har forklaret, at

han ikke mindedes, om man under overenskomstforhandlingerne i 1984/85 havde

drøftet, om § 15b var til hinder for en besætningsreduktion. På det tidspunkt

vidste man ikke, om en ny besætningslov blev en realitet. Han var på ferie,

da kendelsen blev afsagt den 7. juli 1986. Den er formodentlig kommet frem

til Rederiforeningen den 8. juli 1986. Da han kom fra ferie den 15. juli

1986, blev der samme dag holdt møde i Forhandlingsudvalget. Her var man

overrasket over kendelsens resultat. Det var klart, at kendelsen skulle

efterleves, og de ledende personer i rederier, der ikke var repræsenteret i

Forhandlingsudvalget, blev straks telefonisk underrettet. Som sagt blev

kendelsen fulgt op, således at skibene blev genbemandet med virkning fra 1.

juli 1985 efter 1964-loven med dispensationer. Under en telefonsamtale den

16. juli 1986 med formandssekretær Berlau meddelte han dette, hvorefter de

blev enige om, at der så ikke var anledning til at afholde noget møde om

sagen. Efter modtagelsen af Forbundets skrivelse af 12. august 1986 opstod

der tvivl om fortolkningen af voldgiftskendelsen i henseende til den

kvalitative side af bemandingen. Derfor måtte dette spørgsmål gøres til

genstand for nærmere undersøgelse hos Rederiforeningens juridiske ekspertise.

Man sendte derfor brevet af 22. august 1986. Som det fremgår heraf, havde man

straks taget forholdsregler til betaling af forkortsejlads fra tidspunktet

for besætningsreduktionerne. Vidnet har endvidere forklaret, at ØK havde

meddelt, at man ikke kunne undvære mandskab på rederiets skibe, der er

konventionelle. Derfor havde der ikke været foretaget besætningsreduktioner

på dette rederi's skibe.

Afdelingschef i Rederiet A.P. Møller, Jørgen Hågen Frederiksen har

forklaret, at der ikke i rederiet var noget ønske om ikke at efterleve

kendelsen. Den indeholdt imidlertid mange aspekter, og det var skibsføreren,

der administrerede spørgsmålet om besætningen på det enkelte skib. Man sendte

et telex om kendelsen til samtlige skibe og gik derefter i gang med

efterbetaling direkte til de enkelte om bord. Derudover skulle der foretages

efterbetaling til de afmønstrede. Genbemandingen skulle de enkelte

skibsførere foretage. De letteste spørgsmål blev løst inden for de første 14

dage efter kendelsen. I det omfang, hvor skibsførere havde fejlfortolket

kendelsen, og det var sket i en række tilfælde, redresserede man fejlen. På

mange af skibene lykkedes det at få efterbetalingerne afviklet til de

ombordværende. For de afmønstrede gjorde kaptajnerne kravene op, hvorefter

rederiets hyreadministration ordnede efterbetalingen i samarbejde med

Sømændenes Forbund. Efterbetaling i de tilfælde, hvor dæksbesætningen havde

udført bakstørn uden at være forpligtet hertil, forhandledes ligeledes med

Forbundet. Denne del af sagen blev først bragt på plads i april 1987, for der

var et ikke ubetydeligt papirarbejde forbundet hermed, da det skulle gøres så

korrekt som muligt. Også skibsassistent-efterbetalingen var et kompliceret

problem, som først kunne løses efter voldgiftskendelsen af 10. august 1987.

Klageren har til støtte for sine påstande navnlig anført, at konsekvensen

af arbejdsgiverens ret til at forlange en overenskomst fulgt i

overensstemmelse med den fortolkning, som arbejdsgiveren anlægger af den, må

være, at arbejdsgiveren må bære ansvaret, når fortolkningen viser sig at være

forkert. Der må være et snævert område for denne fortolkningsret. Ved

bedømmelse af det i nærværende sag foreliggende fortolkningsspørgsmål burde

arbejdsgiverne have taget deres udgangspunkt i, at et ganske lignende

fortolkningsspørgsmål forelå til afgørelse i 1960, hvor sagen ved

opmandskendelse af 19. marts 1960 blev afgjort til klagerens fordel. Dertil

kommer, at det fra Rederiforeningens side under overenskomstforhandlingerne i

1981, 1983 og 1985 rejste krav om ændring af overenskomstens § 15b, stk. 3,

til en henvisning til »den til enhver tid gældende lov om skibes

bemanding« ikke havde kunnet gennemføres. Det er ikke fra klagerens side

efter besætningslovens ikrafttræden den 1. juli 1985 tilkendegivet, at kravet

om bemanding efter ordlyden af § 15b i parternes overenskomst skulle være

frafaldet. Forbundet deltog i forhandlingerne i Statens Skibstilsyn og i

Besætningsnævnet i henhold til 1965-loven ud fra den klare forudsætning, at

det drejede sig om fastsættelse af minimumsbesætninger for de enkelte skibe,

uden på noget tidspunkt at have frafaldet det overenskomstmæssige krav på

bemanding af skibe.

Rederiforeningen har derfor ikke haft noget grundlag for den opfattelse,

at det var en for klageren kendelig forudsætning, at henvisningen i § 15b til

den gamle bemandingslov fra 1964 nu automatisk ville blive overført til at

gælde som en henvisning til 1985-besætningsloven. Der er således ikke udvist

nogen passivitet fra Forbundets side, fordi kravet først blev rejst, da man i

efteråret 1985 blev klar over, at de indklagede rederier havde reduceret

dæksbesætningerne. Klageren gør gældende, at det må anses for en skærpende

omstændighed ved det nu af de indklagede erkendte overenskomstbrud, at man på

grundlag af det ovenfor anførte, hvorefter indklagedes fortolkning var

åbenbart urigtig, under hele sagen, således også under fællesmøde, har

fastholdt, at overenskomsten skulle forstås som af indklagede hævdet. Dertil

kommer, at de indklagede, som det fremgår af de under sagen tilvejebragte

oplysninger, har været meget sene til at efterleve kendelsen. I så henseende

har klageren henvist til, at der efter kendelsen er sket nye brud på

overenskomsten ved forhyring af dæksbesætningsmedlemmer. Selv om det havde

været muligt hurtigt at bringe dæksbesætningerne op på det

overenskomstmæssigt fastsatte tal, er der f.eks. for Christian Mærsks og

Dagmar Mærsks vedkommende forløbet henholdsvis 111 dage og 115 dage efter

kendelsen, før det skete. De tilsvarende gennemsnitlige tal var for A/S

Dampskibsselskabet Nordens vedkommende 115,5 dage, for Rederiet Mortensen

& Lange 72,6 dage, for Kosan Tankers A/S 48 dage og for Rederiet Knud I.

Larsen 152 dage. Efterbetalingerne blev først afsluttet i april 1987. At der

er gået så lang tid skyldes særlig Rederiforeningens stilling til sagen. Man

ville således ikke til at begynde med acceptere, at kendelsen betød, at også

kvalitative forringelser af dæksbesætningerne skulle genoprettes. Det må

lægges Dansk Arbejdsgiverforening til last, dels at man ikke sørgede for, at

fællesmøde efter klagerens begæring af 20. august 1986 blev afholdt tidligere

end den 25. august 1986, dels at man ikke på fællesmødet, på hvilket

tidspunkt der løbende fandt overenskomstovertrædelser sted, talte

Rederiforeningen til rette og erkendte det skete overenskomstbrud. For

Rederiforeningens vedkommende anfører klageren til støtte for et alvorligt

bodskrav, at overenskomstbruddet er foranlediget af Rederiforeningen, og at

der ikke af denne er taget de fornødne skridt til hurtigt at bringe det til

ophør, idet man først den 15. juli 1986 tog skridt til at få kendelsen

efterlevet, først den 22. august 1986 anerkendte, at efterbetaling skulle ske

fra påbegyndelsen af besætningsforringelsen og ikke kun fra den 7. juli 1986,

og først den 1. september 1986 tog skridt til at bringe forholdene vedrørende

bakstørn og skibsassistenter i orden efter overenskomsten.

Der må ved fastsættelsen af bodens størrelse henses til den betydelige

besparelse, rederierne ved fortsat overenskomsttilsidesættelse ville have

haft, og til størrelsen af det gennemførte efterbetalingskrav.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden henvist til, at den

omstændighed alene, at indklagede efterfølgende har måttet anerkende, at

overenskomsten skulle forstås som af klageren hævdet, ikke udløser

berettigelsen af et krav om bod for overenskomstbrud. Det afgørende må være,

om der har kunnet herske en rimelig tvivl om overenskomstens rette

forståelse, og om indklagede kan siges at have handlet i begrundet god tro.

Der er på grundlag af bemandingsloven af 1964 gennem årene af Statens

Skibstilsyn og Bemandingsnævnet foretaget reduktioner af dæksbesætningerne,

og det var de indklagedes opfattelse, at sådanne dæksbesætningsreduktioner

fortsat skulle kunne finde sted, men på grundlag af besætningsloven af 1985

og ikke i medfør af den nu ophævede bemandingslov. Henvisningen i

overenskomstens § 15b til bemandingsloven af 1964 var efter ophævelsen af

denne lov - efter de indklagedes opfattelse - uden mening, hvis den ikke

erstattedes af den nye besætningslov. Det var efter klagerens deltagelse i

forhandlingerne om besætningsfastsættelserne i henhold til besætningsloven

indklagedes opfattelse, at klageren var enig i det anførte, indtil

spørgsmålet blev rejst i skrivelsen af 17. december 1985. Det må herved tages

i betragtning, at enhver besætningsreduktion, når overenskomsten skal forstås

som af klageren hævdet, efter ophævelsen af bemandingsloven kun kan

gennemføres ved aftale mellem parterne eller ved faglig voldgift i henhold

til stk. 2 i § 15b, idet det tidligere Bemandingsnævn er ophørt. Når

imidlertid spørgsmålet om fortolkning af overenskomsten nu var rejst af

klageren, måtte det afklares gennem afholdelse af en faglig voldgift, hvilket

det så blev ved kendelsen af 7. juli 1986. Denne kendelse tog imidlertid,

således som påstandene var nedlagt, ikke stilling til efterbetalingskravene,

ligesom afgørelsen rejste komplicerede spørgsmål, som der måtte indrømmes

Rederiforeningen og de indklagede rederier rimelig tid til at få afklaret.

Indklagede bestrider på nogen måde, at have forsøgt at omgå kendelsen eller

undlade at drage konsekvenserne af den. Så snart Rederiforeningen havde

tilvejebragt klarhed over betydningen af kendelsen, orienterede man

rederierne. Det skete for så vidt angår hovedspørgsmålet om genbemanding

allerede den 15. juli 1986, om efterbetaling for tiden forud for kendelsen af

7. juli 1986 ved skrivelsen af 22. august 1986, og den 5. september 1986

underrettede man rederierne om kendelsens betydning for spørgsmålene om

bakstørn og skibsassistenter. Der er reageret så hurtigt, som det har været

muligt, fra Rederiforeningens side, men der må ved vurderingen af den tid,

der er medgået til at bringe forholdene i orden, tages hensyn til de særlige

forhold, der gør sig gældende inden for søfart. Ethvert efterbetalingskrav er

opfyldt, og der er ikke taget hensyn til, at der meget muligt i henhold til

den gamle bemandingslov, nu eventuelt gennem førte voldgiftssager efter

overenskomstens § 15b, kunne være gennemført besætningsreduktioner, der kunne

have nedsat de nu betalte efterbetalingskrav. For så vidt angår bodskravet

over for Dansk Arbejdsgiverforening har indklagede anført, at

Arbejdsgiverforeningen er ansvarlig for fællesmødeproceduren. Det gøres

imidlertid gældende, at der ikke forelå nogen åbenbar krænkelse af

overenskomsten, idet Rederiforeningen indtil den 7. juli 1986 havde rimelig

grund til at antage, at den havde ret i sin fortolkning, hvorfor der ikke var

basis for at gøre bodskrav gældende. Fællesmødet blev gennemført rimelig

hurtigt, når det tages i betragtning, at der ikke forelå nogen

arbejdsafbrydelse.

Arbejdsretten skal udtale:

Da indklagede har taget bekræftende til genmæle over for den af klageren

nedlagte påstand 1. om, at de angivne besætningsreduktioner har været

overenskomststridige, vil der i så henseende være at give dom efter klagerens

påstand.

For så vidt angår de øvrige af klageren nedlagte påstande bemærkes

følgende:

Det forhold, at en parts forståelse af overenskomstbestemmelserne og deraf

følgende handlemåde underkendes ved en faglig voldgift, er ikke i sig selv

ensbetydende med, at der er begået bodspådragende overenskomstbrud. Afgørende

må i så henseende være, om parten må antages at have været klar over, at den

handlede overenskomststridigt, eller dog at have udvist en sådan uagtsomhed,

at et bodsansvar må skønnes at være en rimelig reaktion på

overenskomstbruddet. Det er i nærværende sag ikke godtgjort af klageren, at

Danmarks Rederiforening og de fem indklagede rederier ikke handlede i god

tro, når de opfattede situationen således, efter at besætningsloven af 1985

den 1. juli 1985 havde afløst bemandingsloven af 1964, der samtidig blev

ophævet, at den nye besætningslov også i overenskomstens § 15b trådte i

stedet for den der nævnte lov. Der forelå en rimelig tvivl, som først kunne

finde sin afklaring gennem den faglige voldgifts kendelse af 7. juli 1986,

efter at klageren den 17. december 1985 havde rejst spørgsmålet over for

Rederiforeningen. Herefter findes der intet grundlag for at pålægge de

indklagede bod for den fortolkning af overenskomsten, som de anlagde forud

for voldgiftskendelsen af 7. juli 1986.

Spørgsmålet er herefter, om de indklagede har efterlevet kendelsen inden

for rimelig tid. Ved bedømmelsen af dette spørgsmål må henses til, at de

forhold, der skulle reguleres efter kendelsen, ikke var ganske ukomplicerede,

men reguleringen forudsatte dels en overvejelse af, hvilken rækkevidde

kendelsen havde, herunder navnlig spørgsmålet om den afgjorde

besætningsfastsættelsen såvel i kvantitativ som i kvalitativ henseende, dels

en kommunikation til skibsførerne på skibe i udenrigs fart. På den baggrund

findes det ikke at kunne anses for bodspådragende, at der gik forholdsvis

lang tid, før forholdene var bragt endeligt i overensstemmelse med

overenskomsten, således som den rettelig skulle fortolkes. Der lægges herved

vægt på, at der er sket fuldstændig efterbetaling af de krav, som klageren

har rejst over for de indklagede rederier.

Da der efter Hovedaftalens § 10 ikke er fastsat nogen frist for afholdelse

af fællesmøde før sagens indbringelse for Arbejdsretten, og da der ikke i den

omstændighed, at der hengik 5 dage mellem begæringen om fællesmøde og dettes

afholdelse, i sig selv under de i denne sag foreliggende forhold findes at

foreligge et bodspådragende forhold fra Dansk Arbejdsgiverforenings side, vil

der heller ikke på dette grundlag kunne statueres noget bodsansvar.

Herefter vil de indklagedes påstand om frifindelse for de af klageren

vedlagte påstande 2.-4. være at tage til følge.

Denne sags omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr., findes at burde

betales med halvdelen af hver af sagens parter.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen

& Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen har begået brud på

overenskomst af 18.6.1985 mellem Danmarks Rederiforening og klageren § 15b

ved at forringe besætningerne i de i bilag 11 og 21 nævnte skibe, uden at en

forringelse er berettiget af ændringer i skibenes anvendelse, fart, rute

eller indretning (jvf. stk. 1), uden at reduktion er sket i overensstemmelse

med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes

bemanding fastsatte bemanding (jvf. stk. 3), og uden at der har været

forhyret dæksmandskab ud over det i medfør af gældende bemandingslov

fastsatte (jvf. stk. 4).

I øvrigt frifindes de indklagede rederier for de af klageren, Sømændenes

Forbund i Danmark, nedlagte påstande, ligesom Dansk Arbejdsgiverforening og

Danmarks Rederiforening frifindes.

Sagens omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr., betales med halvdelen af

hver af parterne.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.442, 626, note 95, Knud Illum s.316, K

87.285 K 10.987 (A1987 s.65) K 10.813 (A1986 s.89) K 9409 (A1982 s.17).

Lignende dokumenter