Spring til indhold

Retsinformation

Firmanavn i udlandet ikke fundet hindrende for registrering af varemærke

KEN nr 60484 af 11/11/1992Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Firmanavn i udlandet ikke fundet hindrende for

registrering af varemærke

År 1992, den 11. november afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE

i sagen j. nr. V 44/90: Klage fra

Cordon Bleu International Ltd.,

Canada,

v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen.

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 4. september 1990 af

varemærkeansøgning nr. 3940/85 fra

Renaud Cointreau & Cie,

Frankrig,

v/Internationalt Patent-Bureau.

Den 12. juli 1985 indleverede Renaud Cointreau & Cie, Frankrig, en

ansøgning om registrering af varemærket LE CORDON BLEU (figurmærke) for alle

varer i klasserne 8, 9, 16, 21, 24, 25, 30, 31, 38 og 41. Ansøgningen blev

den 9. marts 1988 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 9. maj 1988 nedlagde Cordon Bleu International Ltd.,

Canada, i medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2 indsigelse mod registrering

af det ansøgte mærke. Som begrundelse for indsigelsen anførtes i skrivelse af

29. september 1988:

»Jeg skal hermed på indsigerens vegne gøre gældende, at indsigeren er

et internationalt velkendt selskab med firmadominanten »Cordon

Bleu«. På den baggrund må man kraftigt protestere mod, at ansøgeren i

denne sag opnår en registrering af et mærke indeholdende denne dominant. Der

henvises til varemærkeloven § 14, stk. 4.'

Læs alt

I skrivelse af 22. december 1988 bestred ansøgeren, at indsigers

firmadominant skulle kunne hindre registrering på det ansøgte mærke.

Ansøgeren anførte:

»Indsigelsen, der angiveligt er nedlagt på vegne det canadiske firma

Cordon Bleu International Ltd., begrundes nu alene med, at indsigerne skulle

være et internationalt kendt selskab med firmadominanten Cordon Bleu. Nogen

dokumentation for, at det forholder sig således - eller oplysning om, at

selskabsnavnet som sådant benyttes, og da indenfor hvilket brancheområde, her

i landet - foreligger ikke.

Fra ansøgeren og vor side gøres det gældende, at denne indsigelse hverken

kan eller bør tages til følge.

Det ansøgte mærke (der er et figurmærke, som også angivet af direktoratet)

fremtræder for det første ikke tydeligt som navnet på det »anden mands

firma«, der her er tale om, nemlig indsigernes selskabsnavn. Mærket

består af eller indeholder de tre ord LE CORDON BLEU, og der er intet som

helst grundlag for at bortse fra det første - og derfor meget vigtige -

blandt disse, den bestemte artikel LE. Som ethvert andet mærke må det

foreliggende betragtes og bedømmes i dets helhed, når det indgår i en

sammenlignende analyse set i forhold til andre kendetegn, herunder ikke

mindst firmaer (firmanavne).

Det påberåbte firma og/eller selskabsnavn, derimod, har formen Cordon Bleu

International Ltd., og allerede som følge af, at man deri forgæves må lede

efter noget, der har blot det mindste med artiklen LE og dens betydning,

indledningsordet i ansøgermærket, at gøre, må efter vor overbevisning

indsigernes standpunkt forkastes. Når dertil kommer, at firmaet, i skarpeste

modsætning til varemærket, som integrerende bestanddel indeholder ordet

International (hvilket ord der selvsagt ejheller uden videre kan ses bort

fra) finder vi ikke, der kan herske nogen tvivl om, at varemærkelovens § 14,

stk. 1, nr. 4, er udelukket fra her at komme til anvendelse.

En sådan identitet eller kvasiidentitet mellem varemærke og firma, som

anvendelsen af den regel, indsigerne har villet påberåbe sig - og som følger

af, at den må forstås som om ordet »tydeligt« (stadig) var

indeholdt deri - er med andre ord ikke på langt nær til stede i nærværende

sag.

At det foreliggende kollisionsproblem muligvis måtte bedømmes anderledes,

dersom det var to rene ordvaremærker, eksempelvis CORDON BLEU INTERNATIONAL

(LTD.) og LE CORDON BLEU, der stod overfor hinanden, er en sag for sig: det

har blot intet med det foreliggende tilfælde at gøre. Nogen nærmere påvisning

behøver det næppe, at direktoratets praksis med hensyn til lighedsbedømmelser

er en ganske anden, når det er to (egentlige) varemærker, der skal

sammenlignes og/eller lighedsbedømmes, end når det - som her - er et

firmanavn overfor et varemærke, der er tale om.

Imidlertid ønsker indsigerne, såvidt vi formår at se, at stilles som om

det førstnævnte var tilfældet - nærmere betegnet som om det var de to

ordvaremærker CORDON BLEU og LE CORDON BLEU, der stod overfor hinanden. At

dette er indsigernes intention slutter vi af, at de i deres ovennævnte

skrivelse af 19. juli 1988 om fristforlængelse tillige oplyste, at

indsigelsen tildels ville bygge på VR 0677 1965, det rene ordvaremærke CORDON

BLEU. Dette viser for os tydeligt nok, hvad indsigernes mening er: ved hjælp

af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4, (som også er den eneste bestemmelse,

der henvises til i skrivelsen af 29. september 1988) ønsker man at blive

stillet som havende varemærkeret til betegnelsen CORDON BLEU udover og ved

siden af den, der fremgår af VR 0677 1965 (hvilken registrering er begrænset,

således at mærket kun dækker en mindre del af klasse 29). Det bedes herved

samtidig bemærket, at nærværende ansøgning forlængst er begrænset således, at

der er taget fuldt hensyn til VR 0677 1965 i og med, at hele klasse 29 er

udgået. Spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningen kolliderer med ældre

mærkerettigheder tilhørende indsigerne må dermed være udtømt.

Hvad sluttelig angår det spørgsmål, om det eventuelt lader sig tillægge

betydning, at den påberåbte firmabetegnelse i og for sig ingen

brancheangivelse indeholder, er det vor opfattelse, at det udenfor al tvivl

må besvares benægtende.

For det første adskiller selve de foreliggende kendetegn sig - som det

firma: CORDON BLEU INTERNATIONAL og det varemærke: » LE CORDON

BLEU«, der henholdsvis er tale om - i sig selv fuldt tilstrækkeligt fra

hinanden: sidstnævnte kan ikke siges at være »egnet til at

opfattes« som førstnævnte. Der henvises herved til det allerede ovenfor

anførte.

For det andet kan indsigerne ikke høres med, at de skal stilles anderledes

(bedre) end et dansk firma med dominanten Cordon Bleu International ville

være stillet her og nu overfor en varemærkeansøgning »LE CORDON

BLEU«. Var et sådant dansk firma etableret, ville der under den praksis,

der følges med hensyn til § 14, stk. 1, nr. 4 dog intet hensyn kunne tages

til det: dette følger af, at betegnelsen Cordon Bleu i forvejen vil være

særdeles velkendt i forskellige sproglige sammenhænge og derudover indgår som

den væsentlige bestanddel af de under VR 1020 1958 og VR 3916 1978 her i

landet registrerede varemærker. Eksistensen af disse uangribelige mærker -

hvoraf det ene, cognachuset Martell's CORDON BLEU er overordentlig velkendt

og i høj grad anvendt (såvidt vides allerede lang tid forud for

registreringen i 1958) her i landet - er klart uforenelig med det standpunkt,

indsigerne har fundet for godt at ville indtage i nærværende sag. Det skal

bemærkes, at selvom det måtte være således - hvad vi dog meget stærkt

betvivler - at indsigernes firma skulle kunne stilles som om det var taget i

brug her i landet i og med, at det står som indehaver af VR 0677 1965, ville

det dog stadig være væsentligt yngre prioriteret end forannævnte cognac-mærke

CORDON BLEU. Eksistensen af sidstnævnte, som indsigerne ikke ses at have blot

den ringeste chance for at kunne anfægte, er med andre ord ensbetydende med,

at deres standpunkt under nærværende sag må karakteriseres som i bund og

grund uholdbart.'

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 4. september 1990 og afviste

indsigelsen med følgende begrundelse: .....

»Direktoratet har alene opfattet indsigelsen som vedrørende § 14, nr.

4 i varemærkeloven i overensstemmelse med Deres skrivelse af 29. september

1988. I medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4 må direktoratet ikke

registrere et mærke, når »mærket indeholder noget, der er egnet til at

opfattes som anden mands firma«.

Det er direktoratets opfattelse, at ordene CORDON BLEU må anses for det

væsentligste element i såvel varemærket som firmanavnet. Imidlertid kan

udenlandske firmanavne ikke ydes større beskyttelse end danske, og firma-

eller selskabsnavne må således, for at opnå beskyttelse overfor ansøgte

varemærker, være registreret eller brugt i Danmark.

Indsigerens selskabsnavn er ikke registreret i Danmark, og der er ikke

indleveret materiale, der dokumenterer, at selskabsnavnet har været anvendt

og fortsat anvendes i Danmark.

Den i medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4 nedlagte indsigelse

kan allerede derfor ikke tages til følge.'

Denne afgørelse har klageren Cordon Bleu International Ltd. ved skrivelse

af 2. november 1990 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at

direktoratets afgørelse omstødes. Klageren har indleveret en ankebegrundelse

den 13. juni 1991, hvor der anføres følgende:

»Indsigeren i denne sag fastholder, at »Cordon Bleu«-navnet

er synonymt med »anden mands firma«, og at navnet er så velkendt,

at det er rimeligt at henvise til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4.

Ansøgeren burde vide, at dette internationalt arbejdende firma ville have

interesse i at ekspandere til yderligere lande, og den givne

afslagsbegrundelse overfor indsigelsen findes ikke at være overbevisende. Den

begrænsning, som direktoratet lægger i varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4,

gives ikke af lovteksten, og det er vel rimeligt, at den slags administrative

begrænsninger blødes en del op i disse tider med øget internationalisme.

Ankenævnets holdning til dette imødeses derfor med interesse.

Imidlertid vil jeg gerne bringe en yderligere begrundelse ind i sagen,

nemlig en henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, pkt. 7. På tidspunktet

for ansøgningens indlevering foregik allerede en udstrakt anvendelse af den

dominerende betegnelse »CORDON BLEU« som varemærke. Ansøgeren

vidste dette og burde i det mindste vide, at indsigeren afgjort kunne have

eller få ønske om at være aktiv også i Danmark, som en del af det Europa, der

skulle dyrkes.'

Ansøgeren har ved skrivelse af 29. oktober 1991 nedlagt påstand om

stadfæstelse og har bl.a. anført:

»Da klagerens firma ikke er registreret i Danmark, og da firmanavnet

ikke ses anvendt i Danmark, kan det ansøgte mærke - efter vor opfattelse -

ikke nægtes registrering med henvisning til bestemmelsen i varemærkelovens §

14, stk. 1, nr. 4.

Klagerens anbringende i skrivelsen af 13. juni 1991 om at »ansøgeren

burde vide, at dette internationalt arbejdende firma ville have interesse i

at ekspandere til yderligere lande« bekræfter at navnet Cordon Bleu

International Ltd., ikke p.t. anvendes i Danmark.

Klagernes henvisning til bestemmelsen i varemærkelovens § 14, stk. 1, nr.

7 og påstanden om at ansøgerne var bekendt med klagernes brug af betegnelsen

Cordon Bleu i europæiske lande, hvilken påstand støttes på faktura kopier

vedrørende leverancer til USA, Belgien og Italien, er ikke noget acceptabelt

indicium for, at ansøgerne skulle være bekendt med klagernes brug af

betegnelsen Cordon Bleu.

Hertil skal afslutningsvis føjes, at det ansøgte mærke er registreret for

ansøgerne i deres hjemland, Frankrig, under nr. 1.303.278 fra 22. marts 1985,

bilag G, uden at klagerne har rejst indvendinger.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. september 1992.

Klageren gav ikke møde.

For ansøgeren mødte cand.jur. Peter Larsen, der havde lejlighed til at

udtale sig.

Ankenævnet skal udtale:

I henhold til de af direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet

anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter