Ikke-forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke DICLON og de to registrerede varemærker DICLOCIL og DICLOCILA
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ikke-forvekslelighed mellem det ansøgte
varemærke DICLON og de to registrerede varemærker DICLOCIL og DICLOCILA
År 1993, den 11. oktober afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)
følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. V 67/91: Klage fra
Bristol-Myers Squibb Company,
USA,
v/Patentbureau Chas. Hude
over
Patentdirektoratets afgørelse
af 13. august 1991 af varemærke-
ansøgning VA 5177/89 fra
DuraScan Medical Products A/S,
Odense,
v/Larsen & Birkeholm A/S
Skandinavisk Patentbureau.
Den 14. juli 1989 indleverede DuraScan Medical Products A/S, Odense,
v/Larsen & Birkeholm A/S Skandinavisk Patentbureau en ansøgning om
registrering af varemærket DICLON (ordmærke) for varer i klasse 5, nemlig et
lægemiddel til behandling af gigtlidelser og andre inflammatoriske
smertetilstande.
Ansøgningen blev den 28. november 1990 bekendtgjort i Dansk
Varemærketidende.
Ved skrivelse af 25. januar 1991 nedlagde klageren i medfør af
varemærkelovens § 20, stk. 2, indsigelse mod registrering af det ansøgte
mærke.
Som indsigelsesbegrundelse anførtes følgende:
»Indsigelse nedlægges under henvisning til varemærkelovens § 14, stk.
Læs alt
1, nr. 6, idet det ansøgte mærke VA 5177/89 DICLON i navnet DuraScan Medical
Products A/S, Danmark, findes at være forveksleligt med følgende varemærker i
navnet Bristol-Myers Squibb Company, U.S.A.:
VR 3344/1965 DICLOCIL
VR 3433/1982 DICLOCILA
Ovennævnte to registreringer angår »alle varer« i klasse 5, og
da ansøgningen angår »et lægemiddel til behandling af gigtlidelser og
andre inflammatoriske smertetilstande« i samme klasse, er der tale om en
direkte varekollision, der medfører en skærpet vurdering af selve
mærkeligheden.
I relation til mærkeligheden skal understreges, at såvel de registrerede
mærker som det ansøgte mærke har bog staverne DICLO- som de første 5
bogstaver, og der er derfor tale om den væsentligste del af mærkerne både
visuelt og fonetisk. Der findes iøvrigt ikke andre varemærker i klasse 5 med
forleddet DICLO- og som følge deraf forekommer det utvivlsomt, at der er
risiko for forveksling. Hertil kommer, at indsigerne har anvendt varemærket
DICLOCIL i mere end 20 år og også af den grund ville det være urimeligt, om
ansøgerne kunne registrere DICLON for kolliderende varer.
Direktoratet anmodes efter omstændighederne høfligst om at afslå
ansøgningen VA 5177/89 DICLON, men såfremt ansøgerne ikke umiddelbart trækker
sagen tilbage og såfremt Direktoratet matte være i tvivl med hensyn til
forvekslingsrisikoen, anmoder jeg høfligst om at matte få lejlighed til at
udtale mig påny, i hvilken forbindelse det skulle glæde mig at høre fra
Direktoratet.'
I skrivelse af 24. maj 1991 begærede ansøgeren indsigelsen afvist med
følgende begrundelse:
»Indsigerne gør gældende, at det ansøgte mærke er forveksleligt med
deres to registrerede mærker DICLOCIL og DICLOCILA. Dette afvises.
Mærket DICLON er et relativt kort ord, bestående af seks bogstaver og to
stavelser. Heroverfor har man indsigernes mærker, der består af henholdsvis
otte bogstaver, fordelt på tre stavelser, og ni bogstaver fordelt på fire
stavelser. Man får således
DI-CLON
over for henholdsvis
Dl-CLO-CIL
DI-CLO-CI-LA.
Det vil her ses, at det ansøgte DICLON ud over den første stavelse DI ikke
har nogen stavelser til fælles med indsigernes to mærker DICLOCIL/DICLOCILA.
Ansøgerne oplyser, at den aktive substans i det præparat, der ønskes
beskyttet under varemærket DICLON, har betegnelsen »Diclofenac«.
Til orientering vedlægges en kopi fra the Merck Index, Tenth Edition, s. 447.
Et opslag i Lægemiddelkataloget fra 1989 viser, at indsigerne i Danmark
forhandler præparatet Diclocil. For god ordens skyld vedlægges kopi af s. 564
af det nævnte Lægemiddelkatalog. Det vil her ses, at mærket Diclocil anvendes
for syrestabilt og penicillinasestabilt penicillin til systemisk anvendelse,
og det nævnte præparat indeholder 0,5 g eller 1 g dicloxacillinum (som
natriumsalt). Vi vedlægger kopi fra the Merck Index, Tenth Edition, s. 448,
der oplyser alle de kemiske enkelt- heder vedrørende den kemiske substans
dicloxacillin. Det turde herefter være klart, at elementet DICLO i alle de
her omhandlede mærker, nemlig DICLON, DICLOCIL, DICLOCILA henviser til, at
den kemiske sammensætning af præparaterne bl.a. indeholder to kloratomer.
Ansøgerne gør gældende, at indsigerne ikke gennem deres to registreringer har
opnået eneret til at anvende elementet DICLO som varemærke eller bestanddel
deraf, i hvert fald ikke, når man som her, befinder sig inden for klasse
5-området, hvor der traditionelt anvendes mærker, der kan være stærkt
suggestive, for så vidt angår virkningen eller sammensætningen af de
præparater, der tænkes markedsført under de omhandlede mærker. En gennemgang
af det danske Varemærkeregister vil da også vise, at der findes i alt otte
RINN-betegnelser, der alle indeholder elementet DICLO som første led. For god
ordens skyld vedlægges en kopi af Skriptor Danskt Lexikon l991.
Indsigerne henviser til, at deres to registreringer for DICLOCIL og
DICLOCILA angår »alle varer« i klasse 5. Man gør gældende, at da
der er tale om en direkte varekollision, må dette medføre en skærpet
vurdering af selve mærkeligheden. For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom
på, at vi her befinder os inden for lægemiddelklassen, dvs. inden for et
vareområde, hvor der ifølge gældende dansk praksis kræves større grad af
lighed, før der statueres forvekslelighed, end tilfældet er for andre
vareklasser.
Ansøgerne meddeler, at deres produktnavn DICLON er godkendt af
Sundhedsstyrelsen. Det vil sige, at DICLON/DICLOCIL begge af
Sundhedsstyrelsen er godkendt som produktnavne. Sluttelig skal vi for god
ordens skyld gøre opmærksom på, at Direktoratet da heller ikke under sin
behandling af vore klienters ansøgning har fundet anledning til at fremdrage
indsigernes to mærker DICLOCIL/DICLOCILA.
På den anførte baggrund tillader vi os at forvente, at Direktoratet vil
afvise den fremkommne indsigelse og lade vore klienters mærke DICLON
registrere.'
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 13. august 1991 og afviste
indsigelsen med følgende begrundelse:
»Da der er varesammenfald, er det afgørende for, om mærkerne kan
anses for forvekslelige, om der er mærkelighed. Der findes ikke andre
varemærker, der begynder med Diclo-, men der findes en del Rinn-navne, der
begynder med denne forstavelse, og den må derfor anses for relativ svag, når
det drejer sig om klasse 5 varer. Det kan også af det indsendte materiale
ses, at det produkt, der forhandles under Diclocil indeholder Dicloxacillinum
(som natriumsalt).
For så vidt angår ordet Diclocila er dette et firstavelsesord, og det må
anses for at ligge langt fra ordet Diclon både lydligt og synsmæssigt. Der er
derfor ikke mærkelighed mellem ordene Diclon og Diclocila.
For så vidt angår ordet Diclocil er dette et trestavelsesord, medens
Diclon kun er på to stavelser. Dette bevirker en meget forskellig udtale,
idet der i ordet Diclon er tryk på clon, medens der i Diclocil er tryk på
cil. Det bevirker også at der er visuel forskel mellem de to mærker, at
Diclocil har otte bogstaver, selvom begge ord begynder med Diclo. Der er
derfor ej heller mærkelighed mellem ordet Diclon og Diclocil.
Da mærkerne herefter ikke kan anses for forvekslelige, kan indsigelsen
ikke tages til følge.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 10. oktober 1991 indbragt
for Patentankenævnet.
I skrivelse af 1. april 1992 anførtes som klagebegrundelse følgende:
»Der lægges for det første vægt på, at der er tale om fuldstændig
varelighed, eftersom de to registreringer begge angår »alle varer«
i klasse 5, medens ansøgningen i samme klasse angår »et lægemiddel til
behandling af gigtlidelser og andre inflammatoriske smertetilstande«.
Vurderingen af om der foreligger forvekslelighed foretages ud fra en samlet
bedømmelse af mærkelighed og varelighed. Det fremgår af Rigmor Carlsens bog
»Varemærker - Registreringspraksis« fra 1980, at hvis to mærker er
identiske eller klart forvekslelige, vil der snarere blive statueret
varesammenfald end i tilfælde, hvor der måske er nogen tvivl om
mærkeligheden. Den modsatte situation foreligger i det aktuelle tilfælde,
hvor varerne er identiske og følgelig bør der snarere statueres mærkelighed i
nærværende tilfælde, end i tilfælde, hvor der kunne herske tvivl om
vareligheden. Der må altså anlægges en forholdsvis streng vurdering af
mærkeligheden.
Der lægges desuden vægt på, at der her er tale om varemærker indenfor
området klasse 5 og når der netop er tale om lægemidler, er det
overordentligt vigtigt, at der ikke er nogen risiko for, at der bliver taget
fejl af to varemærker. Forveksling af to lægemidler kan have katastrofale
følger, og der er rent faktisk tale om en stor forvekslingsrisiko f.eks. i
forbindelse med indtelefonering af recepter og udskrivning af disse. Der skal
i denne forbindelse henvises til de aktuelle fejltagelser, der har fundet
sted og som har været nævnt i dagspressen og i fagpressen. Der har netop
været tale om ordinering eller indgivelse af et forkert præparat, og der ses
ikke at burde være tale om nogen lempeligere praksis på lægemiddelområdet,
end på andre områder. Snarere tværtimod.
Der kan i denne forbindelse henvises til Patentankenævnets afgørelse i
sagen J. nr. V 12/1990, der vedrørte varemærkerne HEXAKEN og NEXAPEN. Den 10.
september 1991 udtalte Ankenævnet følgende:
»Begge varemærker vedrører lægemidler i klasse 5 omend til forskellig
medicinsk brug. Der foreligger følgelig vare- artslighed i henseende til
klassen. Efter en samlet be- dømmelse heraf og af spørgsmålet om mærkelighed,
findes indsigelsen at burde tages til følge.«
Når varemærkerne HEXAKEN og NEXAPEN trods forskel mellem varerne blev
anset for at være forvekslelige, bør der i den foreliggende situation, hvor
varerne er identiske, desto mere anlægges en lignende betragtning på
varemærkerne DICLON og DICLO- CIL/DICLOCILA.
Med hensyn til mærkeligheden lægges der naturligvis også vægt på, at de
første 5 bogstaver i mærkerne er identiske. Der er naturligt tale om den
væsentligste og mest dominerende del af mærkerne, både visuelt og fonetisk.
Det bør også understreges, at der ikke findes andre varemærker indenfor
klasse 5 med forleddet DICLO- og som følge heraf er der klart risiko for
forveksling. Jeg skal i denne forbindelse ikke undlade at nævne, at den nye
varemærkelovs § 4 netop tager hensyn til tilfælde af denne art, hvor det for
forbrugerne er nærliggende at antage, at der er en forbindelse mellem
varemærkerne, jfr. § 4, stk. 1, nr. 2. Det er utvivlsomt, at forbrugerne der
stifter bekendtskab med 3 produkter under varemærkerne
DICLON
DICLOCIL
DICLOCILA
vil antage, at der er en nærmere forbindelse mellem varemærkerne og det
uanset, at forleddet DICLO- kan være suggestivt i relation til et præparat
som »dicloxacillinum«. Der kan ikke ved sammenligningen af mærkerne
ses bort fra en suggestiv for- stavelse, der tværtimod er med til at nærme
mærkerne til hinanden, ikke mindst da der er tale om forleddet, som fremhævet
ovenfor, hvilket dominerer de efterfølgende bogstavelser eller stavelser.
Det er naturligvis heller ikke uden betydning, at varemærket DICLOCIL
aktuelt anvendes i Danmark for et lægemiddel. Faktisk har væremærket været i
brug i Danmark siden 1973 og der er tale om et betydeligt lægemiddel med en
stor omsætning. Således omsattes der i 1988 for 5,5 mio. kr., i 1989 for 7,0
mio. kr. og i 1990 for 7,7 mio. kr. Til orientering vedlægges kopier af
fakturaer, der dokumenterer salget af DICLOCIL præparatet siden 1983 og
uanset hvilket præparat, der måtte blive markedsført under varemærket DICLON
indenfor området »lægemidler til behandling af gigtlidelser og andre
inflammatoriske smertetilstande«, vil der være tale om præparater, der
trænger sig ind på det amerikanske selskabs område og snylter på den
indarbejdede goodwill og skaber risiko for forveksling, såvel i forbindelse
med lægers, sygeplejerskers og apotekeres bestilling, ordinering eller
tildeling af lægemidler som i forbindelse med forbrugernes eget valg af
disse, når der måtte befinde sig flere præparater i samme medicinskab.
Til slut skal jeg blot endnu en gang tillade mig at fremføre, at
Direktoratets afgørelse dateret den 13. august 1991 findes at være truffet på
et forkert grundlag og det henstilles derfor høfligst til Patentankenævnet,
at afgørelsen under hensyntagen til ovennævnte anbringender ændres, således
at ansøgning VA 5177/89 om registrering af ordet DICLON afslås.'
Ansøgeren imødegik klagen ved skrivelse af 25. august 1992 og anførte i
skrivelsen følgende:
»Det er fortsat vor opfattelse, at ansøgers mærke DICLON ikke er
forveksleligt med de to tidligere registrerede mærker VR 3344 1965 DICLOCIL
og VR 3433 1982 DICLOCILA. Ansøgers mærke DICLON er et relativt kort ord,
bestående af seks bogstaver og to stavelser. Klagerens mærker derimod består
af henholdsvis otte bogstaver, fordelt på tre stavelser, og ni bogstaver
fordelt på fire stavelser. Stiller man mærkerne op under hinanden får man
således
DI-CLON
over for henholdsvis
DI-CLO-CIL
DI-CLO-CI-LA
Det vil her ses, at det ansøgte mærke ud over den indledende stavelse DI
ikke har nogen stavelser til fælles med klagerens to mærker.
Til de her anførte visuelle forskelle kommer tillige store fonetiske
forskelle. Ansøgers mærke vil blive udtalt med klart tryk på sidste stavelse
CLON, medens klagers mærker vil blive udtalt med tryk på henholdsvis CIL/CI.
Klageren henviser til, at der ikke inden for klasse 5 findes andre mærker
på det danske Register med forleddet DICLO-, hvorfor der klart skulle være
risiko for forveksling. Dette må vi ligeledes afvise. Et opslag på Registeret
viser, at der findes adskillige RINN-navne, der begynder med forstavelsen
DICLO. For god ordens skyld vedlægges en kopi af Skriptor Danskt Lexikon
1991.
Ansøger har oplyst, at den aktive substans i det præparat, der ønskes
beskyttet under varemærket DICLON, har betegnelsen diklofenak. Af
Lægemiddelkataloget fremgår det, at klagers produkt DICLOCIL har betegnelsen
dicloxacillin. Vi vedlægger kopi fra the Merck Index, Tenth Deition, s. 448,
der oplyser alle de kemiske enkeltheder vedr14rende den kemiske substans
dicloxacillin. Det turde herefter være klart, at elementet DICLO i alle de
her omhandlede mærker, nemlig DICLON, DICLOCIL, DICLOCILA, er stærkt
suggestiv og henviser til, at den kemiske sammensætning af præparaterne bl.a.
indeholder to kloratomer.
På den ovenfor anførte baggrund må mærkebestanddelen DICLO anses for svag,
når talen er om varer i klasse 5, og vi mener ikke, at klager gennem sine to
varemærkeregistreringer har opnået nogen eneret til brug af forstavelsen
DICLO som varemærke eller del deraf. Hvad angår klagerens henvisning til
reglen i den nye varemærkelovs § 4, stk. 1, nr. 2, må det antages, at den kun
kan finde anvendelse over for stærke mærker/mærkebestanddele.
Klageren lægger vægt på, at der her er tale om varemærker indenfor klasse
5-området, og at det netop der er vigtigt, at der ikke er nogen risiko for,
at der bliver taget fejl af to varemærker. Vi skal her tillade os at henvise
til tidligere dansk praksis inden for klasse 5 og vedlægger til nærmere
belysning heraf kopi af Rigmor Carlsens bog Registreringspraksis, ss. 51- 52,
hvor det bl.a. hedder:
»Lægemiddelområdet er således specielt ved, at der stilles større
krav end normalt for at statuere forvekslelighed end for andre produkter. Man
kunne i og for sig med lige så stor ret hævde, at forveksling af mærker og
dermed af produkter kan få alvorligere konsekvenser, når det drejer sig om
lægemidler, end når det drejer sig om vaskemidler eller strømper, men
Højesterets praksis er på dette punkt ganske klar og må følges af
direktoratet med hensyn til disse varer.«
Ansøgers mærke DICLON anvendes for et lægemiddel til behandling af
gigtlidelser og andre inflammatoriske smertetilstande. Der er tale om et
stærkt specialiceret præparat, der kun udleveres mod recept. Også på denne
baggrund må vi afvise, at der skulle være fare for, at et forkert præparat
udleveres til en patient, når der samtidig henses til, at der jo er tale om
veluddannet personale, nemlig f.eks. læger, sygeplejersker, farmaceuter eller
apoteksassistenter.
Vi kan iøvrigt oplyse, at Sundhedsstyrelsen der - netop af
sikkerhedsgrunde - anlægger et særdeles strengt syn på spørgsmålet om
forvekslelighed, har godkendt ansøgers produktnavn DICLON side om side med
klagerens mærke DICLOCIL. Vi må således endnu engang afvise, at der i den
konkrete sag kan være risiko for forveksling. Både klagers og ansøgers
præparater er receptpligtige, dvs. præparaterne ordineres af læger og
udleveres af farmaceuter. Af lægemiddelkataloget fremgår ligeledes, at
dispenseringsformerne for de to præparater er helt forskellige. Endelig er al
receptpligtig medicin forsynet med en etiket, der tydeligt angiver, hvad
produktet skal bruges til, og hvorledes det skal indtages.
Vi kan iøvrigt oplyse, at ansøger har været på markedet med sit
DICLON-præparat i næsten to år. Den årlige omsætning er på ca. 4,5 mio. kr.
Der er ikke rapporteret om et eneste tilfælde af forveksling af ansøgers og
klagers præparater.
Klageren oplyser, at varemærket DICLOCIL har været i brug i Danmark siden
1973, og det oplyses, at omsætningen i årene 1988, 1989 og 1990 har været
henholdsvis 5,5 mio. kr., 7,0 mio.kr. og 7,7 mio.kr. Man gør på denne
baggrund gældende, at »...uanset hvilket præparat, der måtte blive
markedsført under varemærket DICLON inden for området »lægemidler til
behandling af gigtlidelser og andre inflammatoriske smertetilstande«,
vil der være tale om præparater, der trænger sig ind på det amerikanske
selskabs område og snylter på den indarbejdede goodwill og skaber risiko for
forveksling...'.
Vi vedlægger kopier af Lægemiddelkataloget vedrørende de to præparater
DICLON/DILOCIL. Heraf fremgår det, at DICLOCIL bruges for »et
syrestabilt og penicillinasestabilt penicillin til systemisk
anvendelse«. DICLON er som tidligere nævnt et stærkt specialiseret
gigtpræparat. Der er således tale om helt forskellige behandlingsområder. Vi
må derfor afvise, at der kan være tale om, at ansøger skulle søge at trænge
sig ind på klagerens område og snylte på dennes indarbejdede goodwill.
På baggrund af ovenstående påstår vi klagen tilsidesat og ansøgningen
hjemvist til Direktoratet med henblik på registrering.'
Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 25. juni 1993.
For klageren mødte cand.jur. Kaj L. Henriksen.
For ansøgeren mødte varemærkekonsulent Lilli Christensen.
Sagen procederedes under henvisning til de skriftlige indlæg og eksempler
fra registreringspraksis.
Ankenævnet skal udtale:
I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde og idet det over for
Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat
bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- En hjemlandsregistrering blev ikke anset for at være hjemmel til registrering af udenlandsk navn, der fandtes i telefonbog her i landet. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke PIG-O-SPRAY og det registrerede varemærke PIGO Retsinformation · 24. september 1997
- Spørgsmål om registrering af et varemærke for diverse massageartikler udgjorde en utilbørlig udnyttelse og/eller åbenbar forringelse af den goodwill, der var knyttet til et andet stærkt indarbejdet registreret varemærke. Retsinformation · 24. september 1997
- COMBICORN ikke i besiddelse af tilstrækkeligt særpræg for bageblandinger til bageribrug Retsinformation · 24. september 1997
- Varemærke TELCO + figur og TELCOM SYSTEM INGENIØR- OG HANDELSFIRMA ikke forvekslelige. Retsinformation · 24. september 1997
- Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke GIANFERREFASHION og varemærket GIANFRANCO FERRE, der tidligere var taget i brug i udlandet Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- AN 2000 00062 - SPIROSONID <w> - VR 1999 04069. Forvekslelighed. Lægemidler klasse 5. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juli 2002
- Varemærket SALBUDUR ikke fundet forveksleligt med mærkerne SALBULIN, SALBUCOMB og SALBUDISK. Retsinformation · 24. september 1997
- AN 2002 00049 – VR 2001 02408 – POTELIX <w> - Forvekslelighed Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. maj 2003
- AN 2001 00076 - PARASTATIN <w> - VR 2000 02616. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. december 2002
- V 58/95 AN 1995 00490 VA 1992 01453 VIKING DIRECT Klagenævn (Nævnenes Hus) · 29. marts 1999
- V 48/96 VR 1995 00809 ”Blomsterskolen” Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. februar 1999