Spring til indhold

Retsinformation

Mønster adskilte sig væsentligt fra et tidligere registreret mønster

KEN nr 60480 af 24/06/1993Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Mønster adskilte sig væsentligt fra et tidligere

registreret mønster

År 1993, den 24. juni afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)

følgende KENDELSE

i sagen j.nr. M 2/91: Klage fra PersTorp AB, Sverige, v/Patentbureau

Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 29.

januar 1991 af mønster- ansøgning nr. MA 0483 1988 fra Post- &

Telegrafvæsenet, København, v/Internationalt Patent-Bureau.

Den 14. april 1988 indleverede Post- & Telegrafvæsenet, København, en

ansøgning om registrering af et mønster for en transportkasse (brevbakke).

Ansøgningen blev den 1. december 1989 bekendtgjort i Dansk Mønstertidende.

Ved skrivelse af 30. januar 1990 nedlagte klageren i medfør af

mønsterlovens § 30 indsigelse mod registrering af det ansøgte mønster. I

skrivelsen anførtes:

»Til støtte for indsigelsen gøres det gældende, at det ansøgte

mønster MA 0483 1988 forestillende en transportkasse ikke adskiller sig

væsentligt fra det for vor klient under MR 0539 1980 registrerede mønster

forestillende en transportbeholder. Vi skal derfor påstå ansøgningen afslået

i medfør af bestemmelsen i § 4, stk. 2d, jf. § 2 i mønsterloven.

Til støtte vor vort synspunkt om manglende adskillelsesevne kan vi anføre,

at både det ansøgte mønster og vor klients mønsterregistrering er tænkt

anvendt til samme formål, nemlig til brug i forbindelse med transport af

breve og pakker på dertil indrettede transportbånd i sorteringshaller, fx hos

Post- & Telegrafvæsenet.

Begge mønstrene har efter vor opfattelse nøjagtig samme dimensioner både i

bredde, højde og længde, og begge mønstrene består således af en rektangulær

plastikkasse som, når mønstrene betragtes fra den lange side, forekommer

nøjagtig identiske.

Betragter man mønstrene set lige fra de korte sider, viser det sig også

Læs alt

her, at mønstrene også er i besiddelse af så fælles lighedspunkter, at

forskelskravet næppe er opfyldt. De korte sider er ikke helt identiske, idet

den ene side på begge mønstrene er forsynet med to »flade søjler«

som formentlig tjener til stabilisering af begge mønstrene. Betragter man

mønstrene set lige fra den modsatte side viser det sig, at begge mønstre er

forsynet med to ligeledes »flade søjler« blot begge anbragt i

forlængelse af de lange sider på mønstrene, og også her tjener denne

konstruktion til stabilisering af mønstrene. Det ses tydeligt såvel på de

afbildninger af vor klients mønsterregistrering, som ligger til grund for

registreringen, nemlig de afbildninger som viser mønstret henholdsvis set

nedefra og set skråt oppefra sammenholdt med de tegninger, som viser det

ansøgte mønster set lige ovenfra, lige fra bunden og lige fra en af de korte

sider, at ideen ved fremstillingen af det ansøgte mønster er nærmest identisk

med ideen ved fremstillingen af vor klients mønster.

I øvrigt er begge mønstrene forsynet med en vulst, som danner kanten på

overdelen af begge mønstrene, og denne kant har ligeledes på begge mønstrene

nøjagtig samme dimension og er nødvendigt for begge mønstrenes stabilitet.

Den eneste forskel, der efter vor opfattelse ses at være mellem det

ansøgte mønster og vor klients mønsterregistrering, er det lille mønster i

bunden af det ansøgte mønster, men dette er i sig selv efter vor opfattelse

ikke at anse for en selvstændig konstruktions indsats, som kan tilføre det

ansøgte mønster noget nyt i forhold til, hvad der tidligere er kendt, jf. vor

klients påberåbte mønsterregistrering.

I øvrigt finder vi det også nødvendigt at anføre, at vor klient i 1988

forhandlede med ansøgerne herunder direkte med frembringeren af det ansøgte

mønster om køb af licensrettighederne til vor klients registrerede mønster.

Disse forhandlinger førte imidlertid ikke til nogen leverancer, men i 1987

bragte ansøgeren en slavisk efterligning af vor klients transportbeholder

registreret under MR 0539 1980 på markedet. Ansøgeren trak imidlertid efter

henvendelse fra vor klient den omhandlede slaviske efterligning af

transportbeholderen tilbage, og foretog nogle småændringer i denne

transportbeholder, for derefter at indgive en ansøgning om

mønsterregistrering af nærværende mønster. Vi er også bekendt med, at

ansøgeren den 15. januar 1988 forespurgte Patentdirektoratet, om disse

ændringer i forhold til det oprindelige plagiat, som man således implicit

indrømmede at have foretaget, var tilstrækkelig til, at der ikke længere

forelå en krænkelse af vor klients mønsterregistrering. Patentdirektoratet

behandlede denne opgave som en servicesag, og vi er bekendt med en udtalelse

fra direktoratet den 16. februar 1988, direktoratets reference S-00072-88.

Det fremgår tydeligt af den af direktoratet afgivne besvarelse, at der har

foreligget to typer brevbakker til bedømmelse, nemlig type 1 og type 2, hvor

vi går ud fra, at type 1 må være den slaviske efterligning, som ansøger

foretog af vor klients brevbakke.

Vi finder det i øvrigt stærkt betænkeligt, at Patentdirektoratets

administrationsafdeling påtager sig at fremkomme med sådanne udtalelser, og

vi må i øvrigt lægge til grund, at der i forbindelse med nærværende

krænkelsessag skal foretages en bedømmelse mellem de eksisterende

afbildninger, henholdsvis af det ansøgte mønster og af det registrerede

mønster, idet der ikke i nogen af tilfældene er indleveret model.

Vi skal således efter det oven for anførte fastholde, at der efter vor

opfattelse foreligger en krænkelse af vor klients mønsterregistrering,

hvorfor vi fortsat påstår det ansøgte mønster afslået i medfør af

bestemmelsen i mønsterlovens § 4, stk. 2d, jf. § 2 under hensyn til, at der

ikke er foretaget nogen selvstændig konstruktionsindsats i forbindelse med

det ansøgte mønster, og at mønstret således ikke adskiller sig væsentligt

fra, hvad der i forvejen var kendt'.

Ansøgeren imødegik indsigelsen i skrivelse af 3. april 1990 og anførte

følgende:

»Indsigelsen er alene støtte på indsigernes egen ældre registrering

MR 0539 1980, som også var fremdraget som nyhedsskadelig med direktoratets

skrivelse af 22. marts 1989, hvilket blev udførligt imødegået af ansøgeren

med skrivelse af 26. maj 1989.

I og med, at ansøgningen efterfølgende er bekendtgjort, må vi tage dette

som udtryk for, at direktoratet - vel med støtte i de af ansøgeren fremhævede

forskelle - har anset, at der forelå et sådant væsentligt forskelligt

helhedsudseende i forhold til den ældre registrering, at bestemmelsen i

mønsterlovens § 2 må anses for opfyldt, hvilket da også fortsat er ansøgerens

standpunkt.

For god ordens skyld skal igen fremhæves, at de tilbagetrukne håndtag, den

karakteristiske bundprofilering og den helt forskellige udførelse og

placering af endefladernes stopindretninger til sammen giver det foreliggende

mønster et så klart forskelligt udseende fra den ældre registrering, at der

for os at se ikke kan rejses berettiget tvivl om mønstrets registrerbarhed.

De uundgåelige lighedspunkter med den ældre registreing skyldes alene det,

også af indsigeren påpegede, fælles anvendelsesformål og det skal i den

forbindelse påpeges, at både det foreliggende mønster og indsigerens ældre

mønster har et fælles forbillede i kasser af den art, som bl.a. er kendt fra

mønsterregistrering nr. 310-1979, hvoraf kopi vedlægges.

Vi mener ikke, at der er større lighed mellem det foreliggende mønster og

den af indsigeren påberåbte registrering end mellem hver af disse, og

ovennævnte ældre registrering.

Den af indsigeren påpegede lighed med hensyn til dimensioner er ganske

forkert, men er i øvrigt ikke væsentligt relevant fordi dimensionsforholdet

er rent funktionsbestemt.

Den påståede nøjagtige identitet, når mønstrene betragtes fra den ene

langside, må bestrides. Afbildningerne af det foreligende mønster viser

tydeligt, at stopindretningerne kun når halvvejs ned til kassens bund,

hvilket også er synligt fra langsiden.

Set fra de korte sider er forskellen på de to mønstre mere fremtrædende

end lighedspunkterne.

Indsigernes bemærkninger i relation til de såkaldte »flade

søjler« på de korte sider er noget misvisende, idet disse elementer har

et andet funktionsbestemt formål end den af indsigeren nævnte stabilisering,

nemlig den for begge mønstrene helt afgørende funktion, at hvis man ved

stabling af to kasser vender den øverste kasse den ene vej vil den nå et

stykke ned i den underste kasse, medens den ved omvendt orientering vil

hvilke oven på den underste kasse. Dette er et velkendt idemæssigt princip

for stablekasser af den foreliggende art.

Det må endelig på det bestemteste bestrides, at den for mønstret

karakteristiske bundprofilering, som også har funktionsmæssig betydning, ikke

skulle være resultatet af en selvstændig konstruktionsindsats.

Indsigeren bemærkninger om de forhandlinger, der har fundet sted mellem

parterne, er uden relevans for den foreliggende sag, hvor direktoratet alene

skal bedømme, om mønsterlovens objektive forskelskrav er opfyldt.

Vi er dog for så vidt ikke principielt uenige i indsigernes betragtninger

side 4, øverste hele afsnit vedrørende direktoratets forhåndsbedømmelse, men

også her er der efter vor mening tale om en betragtning af mere subjektivt

indhold, som ikke bør tillægges betydning ved bedømmelse af sagens substans'.

Klageren udtalte hertil i skrivelse af 18. juni 1990 følgende:

»Vi kan ikke være enige med ansøgerne i, at det forhold at

Patentdirektoratet har bekendtgjort ansøgernes mønsteransøgning, uanset den

for indsigerne under MR 0539 1980 foretagne mønsterregistrering - d.v.s.

efter ansøgernes argumentation - er ensbetydende med, at det ansøgte mønster

og indsigernes mønster adskiller sig tilstrækkeligt fra hinanden.

En sådan afgørelse kan kun tages som udtryk for, at Patentdirektoratet har

revurderet sagen, og at sagsbehandleren har fundet at den mindste tvivl om

tilstrækkelig adskillelsesevne skulle komme ansøger tilgode, hvorfor man har

truffet beslutning om at bekendtgøre ansøgningen og herefter afvente en

eventuelt indsigelse fra indehaveren af den oprindeligt modholdte

mønsterregistrering.

Vi finder således ikke, at direktoratets afgørelse om at lade

mønsteransøgningen bekendtgøre, uanset indsigernes registrering, kan danne

præcedens for en senere afgørelse i sagen, idet der jo som bekendt i

forbindelse med indsigelsessager anlægges en væsentligt grundigere og mere

tilbundsgående analyse af, hvorvidt der foreligger tilstrækkelig

adskillelsesevne mellem mønstrene. Det er jo blandt andet også derfor

Indsigelsesinstituttet forefindes i den danske mønsterlov, idet det er

væsentligt for såvel ansøgere som indsigere at kunne få prøvet

sagsbehandlernes afgørelser ved en højere instans.

For så vidt angår adskillelsesevnen mellem det ansøgte mønster og det for

vor klient registrerede mønster undrer det os, at ansøgerne til støtte for

adskillelsesevnen påberåber sig det under MR 0310 1979 registrerede mønster

af en kasse registret for Allibert Exploitation Societe Anonyme, Frankrig.

Dette mønster adskiller sig efter vor opfattelse væsentligt fra både det

ansøgte og det registrerede mønster, idet udformningen af den pågældende

kasse er vidt forskellige fra både det ansøgte og det registrerede mønster.

Dette fremgår jo i øvrigt også af, at denne mønsterregistrering MR 0310 1979

ikke er blevet anset til hinder hverken for registreringen af vor klients

mønster eller for registreringen af det ansøgte mønster, mens indsigernes

registrerede mønster dog i første omgang er blevet anset til hinder for

registreringen af det ansøgte mønster.

Ganske vist har både det ansøgte mønster og indsigernes mønster en

funktionsbestemt karakter, idet begge er tænkt anvendt som transportkasser

til transportering af genstande på et transportbånd. Denne

funktionsbestemmelse er selvfølgelig bestemt af transportbåndets bredde, men

derudover behøver der ikke at være en bestemt form til denne funktion.

Problemstillingen er ganske anderledes, hvis det fx drejer sig om en bold,

en fjerbold, et dæk til automobiler eller en kasse til ølflasker, idet alle

disse fire forskellige former for varearter har en helt bestemt form, der er

bestemt af genstandens funktion, mens det for en transportkasse af nærværende

art ikke er nødvendigt, at formen i dette tilfælde er bundet til en bestemt

funktion.

Vi finder det heller ikke godtgjort, at det er et velkendt idemæssigt

princip for stabelkasser af den pågældende art, at disse skal have en bestemt

udformning, idet mange former for kasser er bestemt til at stables og at

denne stabelfunktion teknisk set kan udformes på en række forskellige måder,

uden at man derved krænker tidligere rettigheder til mønsterregistreringer af

en bestemt konkret udformning.

Vi finder derfor fortsat, at der foreligger en krænkelse af vor klients

mønsterregistrering og skal derfor under hensyn til det i vor

indsigelsesskrivelse af 30. januar 1990 anførte fastholde den nedlagte

indsigelse og begære ansøgningen afslået i medfør af bestemmelsen i

mønsterlovens § 4, stk. 2d, jf. § 2 under hensyn til at det ansøgte mønster

ikke adskiller sig væsentligt fra det for vor klient under MR 0539 1980

registrerede mønster«.

I skrivelse af 8. august 1990 anførte ansøger følgende:

»For os at se, tilfører indsigerens argumentation i replikken ikke

sagen noget som helst væsentligt nyt, og de anførte anbringender forekommer i

vid udstrækning uden nogen form for saglig relevans i forhold til spørgsmålet

om, hvorvidt det foreliggende mønster udviser en sådan væsentlig forskel i

forhold til den af indsigerne modholdte registrering nr. 0539 1980, at

nyheds- og forskelskravet i mønsterlovens § 2 må anses for opfyldt.

Det er fortsat ansøgerens opfattelse, at en sådan væsentlig forskel er

påvist.

Vi må dog forstå indsigerens replik således, at man ikke er uenig i, at

der mellem det foreliggende mønster og den nævnte ældre registrering

foreligger de forskelle, som er fremhævet i vor skrivelse af 3. april 1990,

se navnlig side 1, linie 4 f.n. - side 2, linie 2, samt side 2, linie 12 -

side 3, linie 4.

Det tilkommer vel næppe os at tage stilling til den mulige rigtighed af

indsigernes opfattelse med hensyn til den større eller mindre grundighed, som

direktoratets sagsbehandler måtte udvise ved vurdering af nyheds- og

forskelskravet henholdsvis under behandlingen af en mønsteransøgning før

bekendtgørelse og under behandlingen af en indsigelsessag. Vi må dog tro, at

når direktoratet efter først at have gjort gældende, i skrivelse af 22. marts

1989, at det foreliggende mønster ikke skønnes at adskille sig væsentligt fra

det under nr. 0539 1980 registrerede mønster, efter ansøgeren besvarelse

kommer til det resultat, at nyheds- og forskelskravet må anses for opfyldt,

har der til grund herfor ligget en vurdering udført med samme grundighed og

tilbundsgående analyse, som den der anlægges under behandlingen af en

indsigelsessag.

I øvrigt er det efter vor mening urigtigt, at formålet med

indsigelsesinstituttet i den danske mønsterlov specielt skulle være, at

tilvejebringe adgang til omprøvning af sagsbehandlernes afgørelser. For det

første må det stå klart, at indsigelsessager ikke behandles ved en højere

instans, før end en afgørelse eventuelt indbringes for Patentankenævnet.

Formålet med indsigelsesinstituttet i mønsterloven såvel som i patentloven,

er at tilvejebringe mulighed for, at relevant nyhedsskadeligt materiale som

ikke er kommet frem under direktoratets nyhedsundersøgelse, fx fordi

direktoratet ikke har adgang til sådant materiale, kan tages i betragtning

inden en ansøgnings endelige godkendelse. For os at se er indsigerens

opfattelse på dette punkt urigtig.

Indsigeren synes dernæst at have misforstået henvisningen i vor ovennævnte

skrivelse til den tidligere kendte mønsterregistrering nr. 310-1979. Det er

ikke i forbindelse med omtalen af denne ældre registrering fra vor side gjort

gældende, at den skulle være nyhedsmæsigt foregribende, hverken for det af

indsigeren modholdte mønster eller for mønsteret i den foreliggende

ansøgning. Derimod er det efter vor mening ganske ubestrideligt at begge

mønstre har et fælles forbillede i stablekasser af den art, som er vist i den

omhandlede mønsterregistrering.

Fremdeles kan vi ikke være ganske enige i indsigernes opfattelse af den

betydning, det praktiske anvendelsesformål har for de foreliggende mønstre.

For det første er det ikke rigtigt, når indsigerne prøver at give indtryk af,

at funktionsbestemmelsen udelukkende skulle være bestemt af bredden af et

transportbånd. Form og dimensioner af stablekasser af den foreliggende art er

i mindst lige så høj grad bestemt af de genstande, der skal anbringes i

kasserne, hvilket for det foreliggende mønsters vedkommende navnlig vil sige

store brevformater.

Indsigernes sammenligning med andre produkteksempler såsom bolde,

fjerbolde, automobildæk og ølkasser savner for os at se enhver form for

relevans og er i øvrigt urigtig, idet enhver med blot noget kendskab til

sådanne produkter vil vide, at de hver for sig kan forekomme i mange

forskellige udformninger, hvilket bl.a for automobildæks vedkommende klart

fremgår af det danske mønsterregister.

I vor førnævnte skrivelse har det ikke været gjort gældende, at det

velkendte idemæssige princip for stabelkasser af den foreliggende art skulle

give sig udslag i at disse skal have en bestemt udformning, men dette ændrer

selvsagt ikke ved, at den funktion for sådanne kasser, som er beskrevet i

nederste afsnit, side 2, i vor førnævnte skrivelse sætter grænser for, hvor

meget udformningen kan varieres, og det er netop denne funktion der er fælles

for de kasser, som er omfattet af dels den ældre Allibert-registrering nr.

310-1979, indsigernes registrering nr. 0539/1980 og den foreliggende

ansøgning.

Det gøres hermed fortsat gældende, at indsigelsen bør afvises og den

foreliggende ansøgnings behandling fremmes til registrering af

mønstret«.

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 29. januar 1991 og afviste

indsigelsen med følgende begrundelse:

»Grundformen er for begge mønstres vedkommende en rektangulær kasse,

og det ansøgte mønster har i øvrigt mange lighedspunkter med mønstret MR 0539

1980. I det ansøgte mønster er imidlertid håndtagene tilbagetrukket i forhold

til de korte sider af kassen, stopindretningerne på endefladerne har en anden

placering og udformning, og bunden af kassen er forsynet med en speciel

profilering.

Ansøgerne har endvidere ved fremdragelsen af det under MR 0310 1979

registrerede mønster påvist, at kasser med tilsvarende opbygning som det

under 0539 1980 registrerede mønster har været kendt, før end dette mønster

blev ansøgt.

Trods betydelige lighedspunkter mellem det ansøgte mønster og det under

0539 1980 registrerede mønster, herunder lighedspunkter, der ikke er direkte

funktionsbetingede, må der gives ansøgerne medhold i, at det ansøgte mønster

må anses for at adskille sig væsentlig fra nævnte mønster«.

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 27. marts 1991 indbragt for

Patentankenævnet. I klagebegrundelsen af 9. juli 1991 har klageren anført

følgende anbringender:

»Da det efter vor opfattelse er vanskeligt på grundlag af

perspektiviske fotografier af det registrerede mønster og ikke-perspektiviske

stregtegninger af det ansøgte mønster (hvor man ikke kan se det ansøgte

mønster fra den ene side og fra den ene ende) finder vi det nødvendigt, at

hensyn til den korrekte afgørelse af sagen, at fremvise model af mønstrene.

Vi er i besiddelse af to modeller af det registrerede mønster. Den ene model

vil kunne overlades ansøger og den anden vil blive forevist ved den mundtlige

forhandling i Patentankenævnet. Vi opfordrer samtidigt ansøger til at udlåne

en model af det ansøgte mønster, eller i hvert fald at medbringe en model til

den mundtlige forhandling. Først da kan der efter vor opfattelse tages en

saglig stilling til spørgsmålet om, hvorvidt mønstrene adskiller sig

tilstrækkeligt fra hinanden.

Vi vil derfor ikke i dette indlæg fremkomme med yderligere argumenter

vedrørende lighedspunkter, idet disse må anses for at være udtømt i vore

tidligere skrivelser, blot gøre opmærksom på, at vi fastholder vore

synspunkter vedrørende manglende adskillelsesevne mellem det ansøgte mønster

og den af os påberåbte mønsterregistrering.

Til støtte for dette synspunkt tillader vi os at henvise til en række

tidligere afgørelser, truffet af Patentankenævnet i mønstersager.

Kendelse af 19.9.1984, j.nr. M 4/81

2 ansøgninger om registreringer af møbelhjul blev afslået med den

begrundelse, at mønstrene, selv om disse med hensyn til visse enkeltheder

adskilte sig fra det modholdte (2 mønsterregistreringer for Kevi A/S samt

kendthed) ikke fandtes, efter et helhedsindtryk, at adskille sig så

væsentligt fra de kendte møbelhjul, at der var grundlag for at imødekomme

ansøgningerne.

I denne sag havde Patentdirektoratet afvist indsigelsen fra Kevi A/S med

den begrundelse, at der forelå forskellige udformninger af studsen til

drejeakslen og af hjulene, der på de ansøgte mønstre navnlig var

karakteriseret ved de konkave flader.

Kendelse af 22.9.1989, j.nr. M 4/87

Ankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter 3

løbenumre i en mønsteransøgning fra Kawada Co. ltd. af byggelegeklodser ikke

fandtes at adskille sig væsentligt fra de af LEGO A/S tidligere kendte

konstruktionsbyggeelementer.

Kendelse af 9.1.1990, j.nr. M 4/88

Ankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter et mønster

til et gasflaske armatur fra Kosan Teknova A/S blev afslået, da mønstret ikke

kunne anses at adskille sig væsentligt fra et tidligere kendt mønster,

markedsført af Kosan A/S.

Ansøger havde i forbindelse med Patentdirektoratets afslagsskrivelse

påberåbt sig markante udseendemæssige forskelle.

Vi har nøje studeret de tre ovennævnte kendelser, og fremskaffet de

tilgrundliggende afbildninger af såvel de ansøgte mønstre som af

modholdsmateriale.

Der er for os at se ingen tvivl om, at de ovenfor citerede kendelser alle

taler til støtte for vor påstand i denne sag, og vi henholder os særligt til,

at Patentankenævnet i sine kendelser lægger vægt på:

1. Helhedsindtrykket af mønstrene over for hinanden.

2. Om der foreligger en given funktionel form for mønstret eller ej.

3. Om der foreligger en selvstændig konstruktionsindsats i forhold til

tidligere registrerede eller kendte mønstre.

4. Mindre detaljeforskelle tillægges ikke betydning, når helhedsindtrykket

er ens.

Vi finder, at samtlige ovennævnte 4 punkter taler i vor favør i nærværende

sag og skal hermed anmode Patentankenævnet om at omgøre Patentdirektoratets

afgørelse og afslå registreringen af MA 483 1988 - en transportkasse«.

Ansøgeren har i skrivelse af 16. september 1991 imødegået klagen og har

anført følgende:

»Vi skal på ansøgerens vegne påstå den indklagede afgørelse

stadfæstet således, at det i ansøgningen omhandlede mønster for en

transportkasse registreres.

I den i klagebegrundelsen af 9. juli 1991 indeholdte sagsfremstilling er

fra begrundelsen i direktoratets afgørelsesskrivelse fremhævet tre punkter,

nemlig

1. at grundformen for begge mønstre er en rektangulær kasse,

2. at mønstrene har mange lighedspunkter, og

3. at mønstrene har betydelige lighedspunkter, herunder lighedspunkter,

der ikke er direkte funktionsbetingede.

Det må heroverfor noteres, at klageren så åbenbart ikke finder anledning

til at nævne de helt konkrete træk ved det ansøgte mønster, hvor direktoratet

har fundet en afgørende forskel, således at direktoratet trods opfattelsen

af, at der er mange, henholdsvis betydelige lighedspunkter, herunder

lighedspunkter, der ikke er direkte funktionsbetingede, når det faktiske

resultat, at det ansøgte mønster adskiller sig væsentligt fra det under

indsigelsen påberåbte mønster ifølge klagerens registrering MR 0539 1980.

De nævnte konkrete træk omfatter:

-Håndtagenes tilbagetrukne placering i forhold til de korte sider af

kassen:

-en anden placering og udformning af stopindretningerne på endefladerne:

-en speciel profilering i bunden af kassen.

Direktoratets fremhævelse af de nævnte konkrete træk har givet vis sin

baggrund i vor imødegåelse af indsigelsen i skrivelse af 3. april 1990.

Når dette er sagt, vil vi imidlertid gerne medgive klageren, at

begrundelsen i direktoratets afgørelse rummer en uklarhed netop i angivelsen

af de i direktoratets opfattelse foreliggende lighedspunkter, der som citeret

af klageren betegnes dels som »mange«, dels som

»betydelige«, hvilket sidstnævnte yderligere er søgt kvalificeret

gennem udsagnet om, at nogle lighedspunkter ikke er »direkte

funktionsbetingede«.

Af hensyn til sagens opklaring vil vi finde det hensigtsmæssigt, om

direktoratet anmodes om en nærmere redegørelse for disse udtalelser, herunder

specielt hvilke lighedspunkter, man anser for at være »ikke direkte

funktionsbetingede«, og at parterne får adgang til et nyt skriftligt

indlæg, efter at en sådan redegørelse foreligger.

Under henvisning til klagerens bemærkning om, at man ikke fra

Patentdirektoratet har fået tilstillet vort svar på klagerens replik under

indsigelsessagen, vedlæggges som bilag A kopi af vor duplik af 8. august

1990, hvilket også tjener til komplettering af de for Ankenævnet foreliggende

sagsakter.

Det er i øvrigt fortsat ansøgerens opfattelse, at lighedspunkterne mellem

det ansøgte mønster og det som modhold påberåbte registrerede mønster alene

skyldes det fælles anvendelsesformål, som fremhævet i vor imødegåelse af

indsigelsen i førnævnte skrivelse af 3. april 1990.

Over for klagerens anbringender skal vi ikke erklære os uenige i, at det

vil være formålstjenligt, om modeller af den mønsteransøgte transportkasse og

den modholdte kasse fra klageren fremvises i forbindelse med den mundtlige

forhandling, og vi skal sørge for, at dette sker for så vidt angår den

mønsteransøgte kasse.

Til brug for sagens forberedelse finder vi dog, at de som bilag B vedlagte

fire fotografier af en transportkasse svarende til det ansøgte mønster og den

model, som vil kunne fremvises ved den mundtlige forhandling, må være

tilstrækkeligt, idet disse fotografier viser to perspektivbilleder af det

ansøgte mønster, så dette kan ses fra alle sider, og to detailbilleder af

kassens indre.

Der ses hermed ikke at være behov for at udlåne en kasse til klagerens

patentbureau allerede under forberedelsen.

I sine anbringender gør klageren i øvrigt gældende, at man fastholder sine

synspunkter vedrørende manglende »adskillelsesevne«.

Vi går ud fra, at klagerens brug af det varemærkeretlige begreb

»adskillelsesevne« ikke skal forstås på anden måde, end at

påstanden går ud på manglende »væsentlig forskel« i henhold til

mønsterloven. Modsætningsvis gøres gældende, at den mønsteransøgte

transportkasse i sin anvendte form, jf. bilag B, adskiller sig klart fra

klagerens kasse.

Vi forstår i øvrigt klagerens anbringender som udtryk for enighed i, at de

i direktoratets afgørelsesskrivelse fremhævede konkrete forskelle mellem det

ansøgte og modholdte mønster, jf. ovenfor, faktisk er til stede.

Det er ansøgerens grundlæggende synspunkt, at der i den foreliggende sag

må lægges betydelig vægt på den omstændighed, at både det påberåbte

registrerede mønster og det ansøgte mønster bygger på fælles forbilleder i

stablekasser af den art, som er genstand for den under indsigelsessagen

fremlagte ældre mønsterregistering nr. 310-1979 fra Allibert, hvortil i

øvrigt svarer DK fremlæggelsesskrift nr. 143792, hvora kopi vedlægges som

bilag C.

Sådanne stablekasser har været kendt i patentlitteraturen i hvert fald

siden midten af 1960'erne, jf. funktionsbeskrivelsen spalte 1, linie 59 -

apalte 2, linie 12 i den som bilag D vedlagte kopi af US patentskrift nr.

3,379,339, der i sit indhold svarer til beskrivelsen side 2, linie 3-11 i

ovennævnte DK fremlæggelsesskrift.

Det stable- og indskydningsprincip, som er karakteristisk for sådanne

kasser, går kort fortalt ud på, at udvendige søjler, som er udformet ved

hjørnerne af kassens ene endevæg, henholdsvis i afstand fra hjørnerne ved den

anden endevæg, ved en orientering af en kasse kan en hvilken ovenpå

tilsvarende indvendige afsatse ved den modstående endevæg i en underliggende

kasse, men ved den modsatte orientering går ned i de af søjlerne dannede

udsparinger ved den samme endevæg af den underliggende kasse, hvorved den

øverste kasse skydes i hvert fald delvis ned i den underste.

På den som bilag E vedlagte kopi af afbildningerne af det ansøgte mønster

er med 1 og 2 markeret de udvendige søjler ved endevæggene. Afsatsene, hvorpå

de respektive søjler hviler i den stablede tilstand med fyldte kasser stående

oven på hinanden, er vist ved 1a og henholdsvis 2a, medens udsparingerne,

hvori søjlerne optages ved indskydning af en kasse i en underliggende kasse

(ved tømte kasser) er vist ved 1b henholdsvis 2b.

Den omstændighed, at dette stableprincip udfører en fælles kendt

forudsætning for begge mønstre må føre til, at der ved bedømmelse af

forskelskravet lægges vægt på de ikke af selve dette stable- og

indskydningsprincip dikterede træk, hvorved mønstrene ligner eller er

forskellige fra hinanden.

De ovennævnte træk, som direktoratet har lagt vægt på ved bedømmelse af

forskelskravet er ganske klart ikke direkte betingede af stableprincippet.

Dette gælder også den omhandlede anden placering og udformning af

stopindretningerne på endefladen, idet dette træk har til formål at begrænse

den dybde, hvortil en overliggende kasse kan indskydes i en underliggende.

Over for de af klageren som støtte for påstanden om manglende opfyldelse

af forskelskravet påberåbte ankenævnskendelser skal bemærkes, at de

pågældende kendelser hver for sig vedrører helt konkrete bedømmelser af

forskelskravet i situationer, som ikke rummer lighedspunkter med den

foreliggende sag.

Der kan således efter vor mening ikke af disse kendelser udledes nogen

brugbar lære eller et fortolkningsprincip, som støtter klagerens opfattelse.

Vedrørende M 4/81 har Ankenævnet således ikke fundet, at anvendelsen af en

firkantet studs i stedet for en rund og af svagt konkave hjulflader i stedet

for konvekse hos den mønsteransøgte møbelrulle var tilstrækkelig til, at

denne kunne anses for væsentlig forskellig fra den modholdte og i øvrigt

velbekendte KEVI-rulle.

Der er her tale om træk, som ikke er særlig fremtrædende ved den

mønsteransøgte rulle, og de pågældende forskelle angår i øvrigt meget enkle

geometriske former.

I M 4/87 var tre mønstre i en samregistrering vedrørende byggeklodser

efter indsigelse blevet afslået af Patentdirektoratet med forskellig

begrundelse for de tre pågældende mønstre. Det væsentligste element heri

forekommer at være, at der lægges forskellig vægt på oversiden og undersiden

af de pågældende byggeklodser. Bortset fra, at rigtigheden af en sådan

afvejning forekommer diskutabel, kan det ikke ses, at man heraf skulle kunne

udlede noget, der har relevans for den foreliggende sag.

I M 4/88 havde direktoratet uden indsigelse afslået registrering af et

mønster for et gasflaskearmatur på grund af for ringe forskel i forhold til

et ældre armatur fra samme ansøger. Hverken af direktoratets afgørelse eller

Ankenævnets kendelse fremgår, hvilke lighedspunkter, der er lagt særligt vægt

på ved denne afgørelse.

Modsætningsvis finder vi, at en senere Ankenævnskendelse i sagen M 6/88 i

nogen grad taler til støtte for, at det ansøgte mønster i den foreliggende

sag må anses for at opfylde mønsterlovens forskelskarv.

I M 6/88 blev en af Superfos Emballage A/S nedlagt indsigelse mod

registrering af mønstre for beholdere med og uden hank og for låg dertil ikke

taget til følge.

Med direktoratets afgørelse var mønstrene vedrørende beholderne (løbenr. 1

og 2) blevet afslået, medens Ankenævnet ved en sammenligning af de to mønstre

med de modholdte beholdere i samme tilstand (d.v.s. uden låg) fandt, at der

var sådanne forskelle, at det ansøgte ikke er forveksleligt med det

modholdte.

Om end der vel kan siges at være tale om en forkert anvendelse af det

varemærkeretlige kriterium »forvekslelighed« i stedet for

»væsentlig forskel«, må Ankenævnets bedømmelse for os at se i

hovedsagen bero på ansøgerens anbringende om, at forskelskravet må reduceres,

fordi det ansøgte på grund af det givne anvendelsesformål på forhånd har et

givet udseende.

Der forekommer her at være tale om en situation, der i højere grad ligner

den foreliggende end de af indsigeren påberåbte kendelser.

Også i den foreliggende sag gælder nemlig, at de af anvendelsesformålet

dikterede krav i væsentligt omfang begrænser designerens valgfrihed.

Endnu mere relevant for den foreliggende sag end de fremlagte

ankenævnskendelser er imidlertid en af mønsterregistreringsmyndigheden i

Sverige truffet afgørelse vedrørende en indsigelse mod klagerens svenske

mønsteransøgning nr. 949/79 svarende til den i denne sag modholdte

registrering nr. 539/1980.

Fra denne svenske sag medsendes som bilag F-I kopi af bekendtgørelsen af

den svenske mønsteransøgning, kopi af indsigelse fra Gustavsberg AB med

modholdte afbildninger, kopi af klagerens svar og kopi af

afgørelsesskrivelsen som går ud på, at de af ansøgeren påberåbte forskelle

anses for tilstrækkelige til opfyldelse af forskelskravet.

Her er der tale om en situation, der givetvis er helt parallel til den

foreliggende sag.

I henhold til vor påstand og under henvisning til ovenstående henstilles

det herefter, at den indbragte klage ikke får medhold'.

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 6. april 1993.

For klageren mødte cand.jur. Birgit Wiborg med Ingvar Sylegård og Yngve

Stenberg.

For ansøgeren mødte civilingeniør Knud Raffnsøe med ingeniør Harry

Michelsen.

Klageren forelagde sagen under henvisning til det skriftlige materiale og

medbragte brochurer med påtegning af forskellige udformninger af

stabelprincippet, som anførtes kendt. Klagerens mønster blev anerkendt som

beskyttelsesværdigt ved dets registrering, og det ansøgte udgør ingen

konstruktionsmæssig indsats i forhold hertil. Helhedsindtrykket er trods

visse forskelle, der blev gennemgået, det samme.

Ansøgeren anførte navnlig, at der både konstruktions- og designmæssigt

foreligger en selvstændig indsats, og at de påpegede forskelle tilsammen er

tilstrækkelige til, at det ansøgte fremtræder forskelligt.

Der forevistes eksemplarer af det ansøgte og modholdte.

Ankenævnet skal udtale:

Det findes uheldigt, at de med ansøgningen fremsendte tegninger ikke nøje

svarer til det foreviste produkt, og at dette ikke er det samme eksemplar,

som er fremsendt til nævnet.

Selv hvis tegningerne eller det fremstillede og foreviste produkt hver for

sig sammenholdes med det modholdte, tiltrædes det imidlertid af de af

Direktoratet anførte grunde, at det ansøgte adskiller sig væsentligt herfra.

Herefter

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter