Spring til indhold

Retsinformation

Spørgsmål om grænsen mellem patenterbar opfindelse og programmer for datamaskiner samt opfindelseshøjde ved opfindelse til styring af kontrasten ved reproduktion.

KEN nr 60384 af 29/05/1990Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Spørgsmål om grænsen mellem patenterbar

opfindelse og programmer for datamaskiner samt opfindelseshøjde ved

opfindelse til styring af kontrasten ved reproduktion.

År 1990, den 29. maj afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr.

Thomsen, Franck, Grønbæk, Laubst)

følgende

K E N D E L S E

i sagen j.nr. P 30/88:

Klage fra

Danagraf A/S,

Sorø,

v/Larsen & Birkeholm A/S

Skandinavisk Patentbureau

over

Patentdirektoratets afgørelse af 22. august 1988 af patentansøgning nr.

1463/81 fra

Eskofot A/S,

Ballerup,

v/Patentbureau Chas. Hude.

Den 14. 1985 fremlagdes under nr. 147.954 en den 31. marts 1981 indleveret

ansøgning om patent på en »Fremgangsmåde og apparat til styring af

kontrasten ved reproduktion«.

De fremlagte krav lød således:

»1. Fremgangsmåde til styring af kontrasten ved reproduktion, såsom

rasterproduktion, eksempelvis rasterreproduktion af halvtonebilleder, ved

hjælp af en hovedbelysning og en hjælpebelysning, idet man først ved hjælp af

et densitometer udmåler sværtningen i såvel billedets lyseste område som

billedets mørkeste område og dermed halvtonebilledets kontrastomfang,

hvorefter man måler forholdet mellem den valgte baggrunds lyseste sted og

originalens lyseste sted og korrigerer hovedbelysningen i overensstemmelse

Læs alt

hermed og foretager en eksponering af en farvetoneskala med rasteret indlagt

og aflæser det maksimale kontrastomfang (det omfang man vælger at arbejde

med) og indstiller hjælpebelysningen i afhængighed af halvtonebilledets

kontrastomfang og rasteromfanget, idet hjælpebelysningens procentdel af

hovedbelysningen afhænger af halvtonebilledets kontrastomfang B og

rasteromfanget R på en enentydig måde, eventuelt efter formlen

hjælpebelysningsprocent = ***FIGUR***

hvorefter halvtonebilledet eller den pågældende original vil kunne

eksponeres, idet dog hovedbelysningen korrigeres, således at summen af

hovedbelysningen og hjælpebelysningen i hovedsagen forbliver uændret, hvorhos

udmålingen af sværtningen i såvel halvtonebilledets lyseste område som

halvtonebilledets mørkeste område foretages ved at føre densitometeret hen

til udvalgte punkter af halvtonebilledet, hvor aflæsning foretages, hvorefter

hjælpebelysningsprocenten beregnes på basis af sværtningen i henholdsvis

lyseste og mørkeste område, kendetegnet ved , at den største

henholdsvis den mindste værdi af sværtningen løbende registreres i et lager

(1A, 1B) med stor hastighed, idet de beregninger af forskellige

belysningsparametre, såsom hjælpebelysningsprocenten, som er tidskrævende, og

som skal foretages på basis af sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste

område, først foretages efter afslutningen af densitometerets bevægelse hen

over biledet.

2. Apparat til udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1 omfattende en

fotodiode (3) og mindst en forstærker (4), som står i forbindelse med en

A/D-omsætter (2), kendetegnet ved , et lager (1A, 1B) til registrering

af sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste område, idet de beregninger

af forskellige belysningsparametre, såsom hjælpebelysningsprocenten, som er

tidskrævende, og som skal foretages på basis af sværtningen i henholdsvis

lyseste og mørkeste område, først foretages efter afslutningen af

densitometerets bevægelse henover billedet.«

Klageren i denne sag nedlagde ved skrivelse af 12. april 1985 indsigelse

mod udstedelse af patent bl.a. under henvisning til, at den i ansøgningen

beskrevne opfindelse alene angår en programmeringsforskrift der i medfør af

patentlovens § 1,stk. 2, ikke er patenterbar.

Klageren anførte endvidere, at apparatkravet ikke angiver et komplet

apparat til udøvelse af fremgangsmåden, samt at apparatet heller ikke er

omtalt og forklaret i beskrivelsen på en reproducerbar måde.

I skrivelse af 11. juni 1985 fremsendte klager en nærmere begrundelse for

indsigelsen.

Klager anførte bl.a.:

»Det første fremgangsmådetrin 1), nemlig punktformig måling af

sværtningen for at finde det lyseste og mørkeste område, må da vist betragtes

som en teknik, der har været kendt og anvendt i utallige år, jfr. også

forklaringen i beskrivelsens indledning, især side 2's første tre afsnit.

Især tredje afsnit på side 2 angiver jo direkte, at det er kendt at måle og

finde det lyseste og det mørkeste område. Vi kender udmærket det apparat, som

der tænkes på og som omtales i dette afsnit.

Trin 2) i fremgangsmåden siger blot, at man først udfører beregningerne,

når målingerne er fuldført, hvilket turde være en selvfølgelighed. Sådan har

man vel altid gjort, ellers kan man jo simpelthen ikke foretage de ønskede

beregninger, idet man skal bruge begge måleresultater til beregningerne.

Det eneste nye overhovedet er således angivelsen: »at den største

henholdsvis den mindste værdi af sværtningen løbende registreres i et

lager«. Denne angivelse må nok siges at være en ret banal angivelse af

almindelig kendt teknik, og det er nok heller ikke helt det der menes. Man

registrerer formentlig hele tiden den øjebliksværdi, som densitometeret

måler, og indfører denne målte værdi i en mikrodatamat, der med stor

hastighed sammenligner den med lagerindholdet i lager A og i lager B. Angiver

øjebliksværdien et lysere område end hvad der allerede er registreret i lager

A, udskiftes lageer indholdet med øjebliksværdien, ellers bibeholdes

lagerindholdet. Angiver øjebliksværdien et mørkere område end hvad der

allerede er registreret i lager B, udskiftes lagerindholdet med

øjebliksværdien, ellers bibeholdes lagerindholdet.

Dette står der faktisk ikke i krav 1, men sådan må fremgangsmåden

formentlig være, for at man får det resultat.

Den eneste forskel på de kendte fremgangsmåder, jfr. forklaringen i

beskrivelsens indledning, er altså en måde hvormed datastrømmen fra

densitometeret styres, hvilket sker ved en programmering af en mikrodatamat,

eller et andet passende logisk kredsløb, på en måde som iøvrigt er helt

almindelig kendt, når man ønsker at finde minimums- eller maksimumsværdier af

en række målinger eller en række tal.

Det eneste nye ved fremgangsmåden ifølge krav 1 i forhold til den

almindelig kendte teknik forklaret i beskrivelsens indledning, er således en

programforskrift, der ikke er patenterbar i henhold til Patentlovens § 1,

stk. 2.

Apparat ifølge den fremlagte ansøgning er karakteriseret i krav 2 som

værende et apparat til udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1. Dette ses

imidlertid ikke at være helt korrekt. Apparatkravets indledning angiver, at

apparatet består af en fotodiode, en forstærker og en A/D-omsætter, og i

kravets kendetegnende del er blot angivet, at det herudover har et lager med

to lagerenheder, samt en virkningsangivelse i det væsentlige identisk med

krav 1's kendetegnende del. Kravet er efter vor mening meget ukomplet, og med

apparat angivet i kravet, kan man ikke udøve den fremgangsmåde, der er

angivet i krav 1.

F.eks. står der i kravets tredje-sidste virkningsangivelsen »først

foretages efter afslutningen af densitometerets bevægelse henover

billedet«. Der må således enten være nogle midler hertil, eller også er

det blot en programmering af anlægget, der styrer dette. Dette blot som et

eksempel på hvor ubestemt og utilstrækkeligt apparatkravet er affattet.

Opfindelsen er desuden ikke forklaret i beskrivelsen på en sådan måde, at

Patentlovens § 8, stk. 2, er opfyldt »Beskrivelsen skal være så tydelig,

at en fagmand på området på grundlag deraf kan udøve opfindelsen«. Som

eksempel herpå kan angives:

Fremgangsmådekravet.

Krav 1's indledning angiver i kravets linie 9 til 12 »og fortager en

eksponering af en farvetoneskala med rasteret indlagt og aflæser det

maksimale kontrastomfang«. Dette ses ikke at være umiddelbart

forståeligt, og der er ikke nogen nærmere forklaring herpå i beskrivelsen.

Apparatkravet.

Apparatet ifølge krav 1 er ikke forklaret i beskrivelsen, idet der om

apparatet kun er forklaret: »Selve densitometeret udgøres af en

fotodiode, hvorfra signalet via en eller flere forstærkere går til en

A/D-omsætter. De digitaliserede værdier for lyseste og mørkeste sted går til

hver sit lager 1A, 1B, idet signalerne herfra først videreføres, når

densitometerets bevægelse henover billedet som før nævnt er afsluttet.«

Denne forklaring af opfindelsen i beskrivelsen side 4, andet afsnit, er i det

væsentlige identisk med krav 2's indledning, således at det faktisk indirekte

angives, at apparatet er indrettet som de almindelig kendte apparater, men er

»programmerede« på en bestemt måde.'

Ansøger imødegik ved skrivelse af 3. oktober 1985 indsigelsen og udtalte:

»Indsigeren bestrider kun opfindelsens tekniske karakter, og der

henvises i denne forbindelse til ankenævnskendelse af 7. jan. 1985 (sag nr. P

1/83). Denne kendelse angår en selvindstillende regulator og rummer ikke

noget egentligt nyt og er da også blot en stadfæstelse af Direktoratets

afgørelse.

Til indsigerens bemærkning om, at der blot skulle være tale om en

programmeringsforskrift - jf. side 5, linie 4- skal blot bemærkes, at der er

tale om klare anvisninger til teknisk handlen (en lysregulering), og det er

da heller ikke blevet bestridt af indsigeren, at der er opnået en teknisk

virkning, nemlig mulighed for hurtig skandering.

Apparatkravet er blot medtaget for at illustrere, at der også er tale om

et nyt apparatur. Ej heller dette er blevet bestridt af indsigeren.

Indsigeren har kun gjort gældende, at kravet skulle være ukomplet.

Indsigeren anfører endvidere, at opfindelsen ikke er forklaret på en sådan

måde, at en fagmand på området kan udøve opfindelsen, og der henvises til

udtrykket »og foretager en eksponering af en farvetoneskala med rasteret

indlagt og aflæser det maksimale kontrastomfang«. Udtrykket

»omfang« er imidlertid kendt fra tysk fagterminologi - jf. tysk

fremlæggelsesskrift nr. 2.046.887, spalte 1, linie 2 f.n.'

Patentdirektoratet foreslog ved skrivelse af 27. juni 1986, at ansøger

tydeliggjorde krav 2 samt ændrede beskrivelsen.

Ansøger fremsendte ved skrivelse af 23. december 1986 et nyt krav 2 samt

en ny fuldstændig beskrivelse i overensstemmelse med direktoratets

anvisninger.

Krav 2 lød således:

»Apparat til brug ved udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1

omfattende en fotodiode (3) og mindst en forstærker (4), som står i

forbindelse med en A/D-omsætter (2), kendetegnet ved et lager (1A,

1B) til registrering af sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste område,

idet de beregninger af forskellige belysningsparametre, såsom

hjælpebelysprocenten, som er tidskrævende, og som skal foretages på basis af

sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste område, først foretages efter

afslutningen af densitometerets bevægelse henover området.«

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 22. august 1988 at udstede

patent, idet indsigelsen afvistes med følgende begrundelse:

» 1. Vi kan ikke give Dem ret i, at den i ansøgningen

omhandlede opfindelse kun er en programmeringsforskrift, idet vi mener, at

indholdet af patentkravene klart må siges at være forskrifter for en teknisk

handlen.

2. Vedrørende bemærkningen på side 4 i indsigelsesbegrundelsen

mener vi, at det her angivne må være en umiddelbar følge af indholdet af krav

1, som går ud på, at den største henholdsvis den mindste værdi af sværtningen

løbende registreres i et lager. Lagerets øjeblikkelige indhold under

måleperioden må derfor være den indtil nu registrerede højeste og mindste

værdi, som således er lagret i stedet for de tidligere målte værdier.

3. Ordet »kontrastomfang«, som på side 6 i

indsigelsesbegrundelsen anses for ubestemt, anser vi for tilstrækkelig

tydeligt defineret i krav 1's indledning, linie 4-6 i kravet.

4. Med hensyn til krav 2 mener vi, at kravet i den nuværende

formulering er tilstrækkeligt tydeligt til at en fagmand kan udøve

opfindelsen.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 20. oktober 1988 indbragt

for Patentankenævnet med påstand om, at direktorates afgørelse omstødes, og

at ansøgningen afslås i sin helhed på grund af manglende patenterbarhed.

Klager har henvist til sine indsigelsesbegrundelser af 12. april 1985 og

11. juni 1985.

Ansøgeren har ved skrivelse af 9. januar 1989 nedlagt påstand om

stadfæstelse af direktoratets afgørelse.

Ansøgeren har iøvrigt henvist til sin skrivelse af 3. oktober 1985.

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 10. april 1990.

Parterne gav ikke møde.

Ankenævnet skal udtale:

Selv om det kan tiltrædes, at det fremlagte patentkrav 1 for så vidt

indeholder mere end en programmeringsforskrift, findes den kendetegnende del

af kravet nærliggende for en fagmand. Da der endvidere findes at måtte gives

klageren medhold i, at det fremlagte apparatkrav af de af klageren anførte

grunde er ufuldstændigt,

bestemmes:

Ansøgning nr. 1463/81 afslås.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. E. Franck.

F. Grønbæk. T. Laubst.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter