Spring til indhold

Retsinformation

Nyhedskrav ikke opfyldt i patentansøgning.

KEN nr 60273 af 27/10/1989Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nyhedskrav ikke opfyldt i patentansøgning.

År 1989, den 27. oktober afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans

Chr. Thomsen, Laubst, Niordson, Terndrup Pedersen)

følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P 7/87:

Klage fra

A/S Hugin Kasseapparater,

Lyngby,

v/Dansk Patent Kontor A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse af 22. januar 1987 af patentansøgning nr.

3785/78 overdraget fra

I/S Oscar,

v/Flemming Holmgård Petersen og Mogens Holmgård Petersen

til

Kosan Oscarmatic A/S,

Nykøbing Sjælland,

v/Chas. Hude Patentbureau.

Den 14. juni 1982 fremlagdes under nr. 144.812 en den 28. august 1978

indleveret ansøgning om patent på et »kasseslusesystem med

indkøbsvogne«.

Kravene lød således:

»1. Kasseslusesystem med indkøbsvogne (9) og til afregning af varer,

der optages fra f.eks. en kurv på den med en hjulbærende ramme (10) forsynede

indkøbsvogn (9) og anbringes på en disk (13), på hvilken de føres hen forbi

et kasseapparat, medens indkøbsvognene køres gennem en passage langs siden af

disken, og hvor mindst een sender-modtager (4, 5) sender en aftastningsstråle

på tværs af passagen for indkøbsvognene i et niveau, der ligger lidt over

oversiden af den hjulbærende ramme og er indrettet til at frembringe et

Læs alt

alarmsignal, når den af senderen (4, 5) udsendte stråle afbrydes af en på en

vognramme stående genstand, medens et andet sæt stråler hindrer afgivelse af

alarmsignalet, når andet end en indkøbsvogn (9) passerer, k e n d e t e g n e

t ved, at hver indkøbsvogn (9) bærer en refleksbrik (1), der er indrettet til

at tilbagekaste en hjælpestråle fra mindst een sender-modtager-enhed, (2, 3),

såsom en fotocelle-enhed, der er indrettet til at aktivere sendermodtageren

(4, 5) for aftastningsstrålen, når sender/modtagerenheden (2, 3) modtager den

reflekterede hjælpestråle.

2. Kasseslusesystem ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at

sender-modtageren (4, 5) og den eller de nævnte sender-modtager-enheder (2,

3) er anbragt på siden af disken, og at sender-modtageren (4, 5) for

aftastningsstrålen er indrettet til at samvirke med en på den modsatte side

af passagen anbragt refleksbrik (6).

3. Kasseslusesystem ifølge krav 1, 2 eller 3, k e n d e t e g n e t ved,

at sender-modtageren (4, 5) og den eller de nævnte sender-modtager-enheder

(2, 3) til betjening af en disk (13) er anbragt i et bord, der danner en

selvstændig enhed ved enden af en i længderetningen forskudt nabodisk.

4. Kasseslusesystem ifølge et eller flere af kravene 1 - 3, k e n d e t e

g n e t ved, at sender-modtager-enheden (2, 3) til start og stop af

aftastningsstrålen er forbundet med en lampe (7), der viser, når den nævnte

enhedssender fungerer.

5. Kasseslusesystem ifølge et eller flere af kravene 1 - 4, k e n d e t e

g n e t ved, at den vandrette afstand mellem to sender-modtager-enheder (2,

3) for henholdsvis start og stop af aftastningsstrålen i hovedsagen er lig

med afstanden fra forenden af en indkøbsvogn (9) til en ved vognens bagende

anbragt understøtning for en fremadrettet frit udragende kurv.«

Klageren i denne sag nedlagde i skrivelse af 14. september 1982 indsigelse

imod meddelelse af patent, idet klageren bl.a. gjorde gældende:

»Den til fremlæggelse godkendte ansøgning nr. 3785/78 angår et

elektronisk overvågningsanlæg, som er indrettet til automatisk at advisere

kassedamen, dersom der på en såkaldt kundevogns nedre hylde søges

transporteret varer gennem en kassesluse.

Allerede før ansøgningens indleveringsdag var det kendt teknik at afsøge

en kundevogns nedre hylde for varer eller andre genstande ved hjælp af et

fotocelle-sæt, således som det også kendes fra en lang række andre

afsøgningsopgaver. For at undgå »falske alarmer« i de tilfælde,

hvor fotocellesættets lysstråle afbrydes af f.eks. en barnevogn eller kundens

ben, har det endvidere været kendt at benytte et ekstra fotocelle-sæt til at

afsøge tilstedeværelsen af en kundevogn, eller ej, og i de tilfælde, hvor der

registreres en kundevogn, at afgive et såkaldt nøglesignal til det

førstnævnte fotocelle-sæt, således at dette kun foretager afsøgningen, når

der er registreret en kundevogn.

Dette kendte grundlag for opfindelsen er korrekt angivet i det fremlagte

krav 1's indledning.

Det man søger patentbeskyttet, er herefter alene den ide at placere en

refleksbrik på kundevognen og lade nøglesignalet være afhængigt af en

refleksbrik i stedet for - som tidligere kendt - af et andet veldefineret

karakteristika på de kundevogne, der naturligvis vil være ens i samme

forretning.

Ovennævnte ide har, som det fremgår af vedlagte brev af 24. september 1979

til vor klient fra Ingenjorsfirma Synteza AB, Malmø, (bilag 1) været kendt

siden august 1977 og altså før den aktuelle ansøgnings indleveringsdag den

28. august 1978. Det svenske ingeniørfirmas forklaring underbygges af

erklæring af 4. oktober 1979 fra AB Reveny Livsmedelsmarknad, Malmø, (bilag

2), hvoraf det tillige fremgår, at en større og ubestemt kreds af personer,

nemlig forretningens kunder, har kunnet gøre sig bekendt med opfindelsen.

Ovennævnte erklæringer er afgivet af i denne sammenhæng uvildige

foretagender, og vi går ud fra, at direktoratet vil kunne anerkende disse

bilag som tilstrækkelig dokumentation for åbenlys anvendelse forud for

ansøgningens indleveringsdag. Under alle omstændigheder anmoder vi

direktoratet om at opfordre ansøgeren til at oplyse, hvorvidt han indrømmer

eller bestrider rigtigheden af de i erklæringerne indeholdte oplysninger

vedrørende den åbenlyse udøvelse, jfr. patentbestemmelsernes paragraf 22.

For fuldstændigheds skyld skal vi endvidere gøre gældende, at den foran

nævnte ide er nærliggende på grundlag af det under ansøgningens behandling

modholdte tyske fremlæggelsesskrift nr. 1.803.480 samt fra USA patentskrift

nr. 3.670.167 og tysk fremlæggelsesskrift nr. 1.232.856.

I det tyske fremlæggelsesskrift nr. 1.803.480 er det som opfindelsens

formål (spalte 1, linie 39-50) tydeligt angivet, at kontrolindretningen kun

skal afgive alarmsignal, når der virkelig er tale om genstande anbragt på

kundevognens hylde, og det er udtrykkeligt angivet, at forbipasserende

personer ikke må give anledning til »falske alarmer«.

Problemstillingen er således erkendt, og opgaven formuleret.

Fra USA patentskrift nr. 3.670.167 er det (se navnlig fig. 4, fig. 5 samt

spalte 4, linie 41-47) kendt at anvende to samvirkende sæt fotoceller på den

måde, at der fra de første sæt afgives et nøglesignal, hvis en første

betingelse er opfyldt, og til at igangsætte en funktion, dersom en anden

betingelse samtidig er opfyldt.

USA patentskrift nr. 3.670.167 illustrerer således, at teknikken med at

anvende to sæt samvirkende fotoceller er et generelt anvendt hjælpemiddel

indenfor regulerings- og styringsteknik, og altså ikke blot anvendt i

forbindelse med afsøgning af kundevogne ved passage gennem kassesluser.

Også anvendelsen af refleksbrikker i forbindelse med fotocelleafsøgning

har længe været kendt teknik. Firmaet Servodan A/S i Sønderborg, der bl.a.

leverer udstyr til overvågningsanlæg af den her diskuterede art, har overfor

os erklæret:

»Vi har fra Servodan's side ofte anvendt reflektorer på

transportpaller for at kunne sortere disse ved hjælp af vore optiske enheder,

der er hos vore kunder mange eksempler på anvendelse af fotoceller og

refleksanorninger gennem de sidste år og vi har vanskeligt ved at forstå, der

kan opnås tilstrækkelig »opfinderhøjde« ved at montere reflektorer

på varierende køretøjer!»

Direktoratet vil formentlig have kendskab til en lang række

patentansøgninger og patenter, der omhandler anvendelsen af fotocelle-styring

i forbindelse med brug af reflekterende bånd eller brikker, og vi skal derfor

blot som et eksempel henvise til tysk fremlæggelsesskrift nr.

1.232.856.«

Ansøgeren imødegik indsigelsen ved skrivelse af 25. juli 1983, idet han

udtalte:

»Indsigeren begrunder sin indsigelse med, at han

1) dels mener at kunne dokumentere (erklæringer af 24. september 1979 og

4. oktober 1979), at opfindelsen har været offentliggjort forud for

ansøgningens indleveringsdag,

2)dels mener, at opfindelsen ifølge ansøgningen er nærliggende på baggrund

af DE-AS 18 03 480, DE-AS 12 32 856 og US-PS 1.670.167.

Hertil skal følgende bemærkes:

Ad 1. Hverken erklæringen (brev fra Ingenjorsfirma Synteza) af 24.

september 1979 eller erklæringen (fra Reveny Livsmedelmarknad) af 4. oktober

1979 er bevis for nogen åbenlys anvendelse af opfindelsen ifølge ansøgningen

før 28. august 1978. Erklæringen af 24. september 1979 siger nemlig intet om,

at den deri omtalte kundevogn bærer en refleksbrik, der er indrettet til at

tilbagekaste en hjælpestråle fra mindst een sender-modtager-enhed (i

anlægget), såsom en fotocelleenhed, der er indrettet til at aktivere

anlæggets sender-modtager for aftastningsstrå, når sender-modtager-enheden

modtager den reflekterede hjælpestråle. jf. den kendetegnende del af det

fremlagte krav 1. Den omstændighed, at Synteza har indleveret en

patentansøgning (SE pat.ans. 78 09 5643) på sin egen opfindelse den 12.

september 1978 lader formode, at Synteza har holdt opfindelsen hemmelig forud

for denne dato. Det så meget mere, fordi Synteza har benyttet sagkyndig

bistand (Patentbureauet Strom & Gullikson) ved indlevering af sin

ansøgning. Havde Synteza forud anvendt sin opfindelse åbenlyst, ville

Syntezas ansøgning jo være værdiløs, og antagelig ville betydelige

omkostninger i forbindelse med ansøgningens udarbejdelse og indlevering være

spildte. For ordens skyld bemærkes, at indsigeren allerede har indsendt kopi

af SE pat.ans. 78 09 5643 til Direktoratet, nemlig i forbindelse med en

supplerende indvending af 29. juni 1981 mod nærværende ansøgning.

Ej heller erklæringen af 4. oktober 1979 antyder, at man hos Reveny

Livsmedelmarknad skulle have brugt et kasseslusesystem med de tekniske træk,

der er nævnt i den kendetegnende del af krav 1 i den fremlagte ansøgning. Når

indsigeren i indsigelsesbegrundelsen side 2 kan hævde, at man af erklæringen

kan slutte: »at en større og ubestemt kreds af personer, nemlig

forretningens kunder, har kunnet gøre sig bekendt med opfindelsen«, er

denne slutning ikke korrekt. Erklæringen siger kun »och kan således

beskådas af våra kunder och besokare«. Der er ikke grund til at tro, at

kredsen af personer skulle være større eller ubestemt.

Indsigeren har i indsigelsesbegrundelsen side 2, 2. afsnit anmodet

Direktoratet om »at opfordre ansøgeren til at oplyse, hvorvidt han

indrømmer eller bestrider rigtigheden af de i erklæringerne indeholdte

oplysninger ....., jf. patentbestemmelsernes § 22«. Selv om

paragrafhenvisningen er forkert (med de patentbestemmelser, der gælder i dag,

drejer det sig om § 94), skal jeg herved uopfordret oplyse, at hverken

ansøgeren eller jeg har kendskab til Ingeniørfirmaet Synteza AB eller AB

Reveny Livsmedelmarknad, lige så lidt som vi har kendskab til de

hændelsesforløb, der er omtalt i de to erklæringer.

Ad 2. Indsigeren mener endvidere, at opfindelsen er nærliggende i forhold

til DE-AS 18 03 480, DE-AS 12 32 856 og US-PS 1.670.167, altså mangler

opfindelseshøjde. Dette synspunkt må tilbagevises.

Vedrørende DE-AS 18 03 480 henviser indsigeren til spalte 1, linie 39-50,

idet han anfører, at »problemstillingen er således erkendt og opgaven

formuleret«. Hertil må jeg svare nej. Opfindelsens formål (opgave) er

sammenfattende formuleret: »at anvise et kasseslusesystem, som er af

enklere konstruktion end hidtil kendt, som giver sikkerhed mod

svigtende/falsk alarm, og som let kan tilpasses forskellige indkøbsvogntyper

(se side 2 i DK-FS 144812). Kasseslusesystemet ifølge opfindelsen opfylder

dette formål - men det gør kasseslusen ifølge DE-AS 18 03 480 ikke, blandt

andet på grund af, at sidstnævnte arbejder med tre slags lysstråler, nemlig i

niveauerne U, I og L, medens man ifølge opfindelsen kan nøjes med to slags

lysstråler, nemlig i niveauerne (2-3) og (4-5). At arbejde med to sæt

lysstråler er simplere end at arbejde med tre slags lysstråler. Hertil

kommer, at hvis man skifter fra een vogntype til en anden, vil omstillingen

lettere kunne foretages på kasseslusen ifølge opfindelsen end på den kendte

kassesluse, fordi der ifølge opfindelsen kun skal foretages en

højdeindstilling af sender-modtager-enheden 2,3 (svarende til refleksbrikkens

højde), medens der ved den kendte kassesluse må foretages højdejustering af

såvel organerne U23, U24 som I28 (U23 og U 24 må højdejusteres efter højden

af den kendte vogns lysuigennemtrængelige bånd; I28 må justeres ved, at man

visuelt finder niveauet lige under vognens kurv, hvilket ikke er helt let).

Er en kurv på en vogn lidt skæv - og tænker man sig, at en passerende vogn

har varer på sin nedre ramme - risikerer man svigtende alarmering, fordi alle

lysstråler vil være afbrudt under vognens passage (kasseslusesystemet

»tror« det er en person, som går igennem, jf. spalte 4, linie

24-25). Iøvrigt burde en argumentation vedrørende DE-AS 18 03 480 være

overflødig, da jeg tidligere har argumenteret mig fri af dette skrift.

US-PS 3.670.167 vedrører et anlæg til konstatering af, om en person står

foran en kumme. Anlægget arbejder med to signaler, men har iøvrigt intet at

gøre med kasseslusesystemer og brug af en refleksbrik på kundevogne i et

sådant system. Der er heller intet, som berettiger til at antage, at en

gennemsnitsfagmand skulle kunne finde på at kombinere DE-AS 18 03 480 og

US-PS3.670.167 (skrifterne hører f.eks. hjemme i helt forskellige

patentklasser).

DE-AS 12 32 856 angår et elektrooptisk anlæg til at hindre skinnekøretøjer

i at støde sammen. Indsigeren henviser i indsigelsesbegrundelsen side 3 til,

at det fra dette tyske skrift skulle være kendt »at placere

refleksbrikker på til detektering ved hjælp af fotocelle-sæt bestemte

genstande«. Hvis det er spejlene 9, 10 indsigeren har i tankerne, må man

sige, at indsigeren har ret, men skriftet har intet at gøre med

kasseslusesystemer og er uegnet til opfyldelse af nærværende opfindelses

formål. Der er heller intet i skriftet, som peger hen mod anvendelsen:

Kasseslusesystemer. At antage, at det skulle ligge inden for en

gennemsnitsfagmands kunnen at kombinere DE-AS 18 03 480, US 3.670.167 og

DE-AS 12 32 856 må afvises på det bestemteste. F.eks. hører alle tre skrifter

hjemme i forskellige patentklasser. Hertil kommer, hvad »Guidelines for

substantive examination in the European Patent Office«, side 102 siger

om mosaikmodholdelse: It would, generally speaking, also be obvious to

combine two documents one of which contains a clear and unmistakable

reference to the other'. Man kan heraf (modsætningsvis) slutte, at hvis det

ene af to modholdsskrifter ikke indeholder en klar og utvetydig henvisning

til det andet, er en kombination af de to skrifter (som modhold) ikke -

»obvious« og derfor ikke tilladelig. Selv om »Guidelines«

endnu ikke er sat i kraft for Danmark, har de tanker, der er nedfældet deri,

især vedrørende opfindelseshøjde (Chapter IV, pkt. 9) haft betydning her i

landet på grund af de klare tanker, de indeholder.

Endelig henviser indsigeren til en udtalelse fra firmaet Servodan A/S.

Denne udtalelse vil jeg undlade at tage stilling til, da den er udokumenteret

og udateret og derfor uden betydning.'

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 22. januar 1987 at udstede

patent på grundlag af de i fremlæggelsesskriftet anførte krav. Direktoratet

anførte bl.a.:

»Opfindelsen, som den fremgår af det fremlagte krav 1, ses ikke med

Deres indsigelse af 14. september 1982 at være dokumenteret åbenlyst anvendt

før ansøgningens indleveringsdag eller påvist nærliggende i forhold til

teknikkens stade. Således ses der af de til indsigelsen vedlagte erklæringer

af 24. september og 4. oktober 1979 kun at fremgå at anvendelsen af på

indkøbsvognen anbragt refleks i et kasseslusesystem blev udviklet fra

sommeren 1977 for at blive søgt patentbeskyttet i september 1978, hvorfor

åbenlys anvendelse af en sådan refleks må anses for usandsynlig før september

1978 og ihvert fald ikke dokumenteret. Derudover ses de med Deres indsigelse

fremdragne tysk fremlæggelsesskrift nr. 1.232.856 og USA patentskrift nr.

3.670.167 ikke at omhandle teknik, der falder inden for eller i nærheden af

det område af teknikken, der vedrører kasseslusesystemer, hvorfor disse

skrifter ikke synes relevante for bedømmelsen af patenterbarheden af det i

ansøgningen omhandlede. Således som det fremgår af side 2 i den fremlagte

beskrivelse ses heller ikke det, der er omhandlet i tysk fremlæggelsesskrift

nr. 1.803.480, at kunne begrunde en manglende patenterbarhed for den i

ansøgningen omhandlede opfindelse.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 19. marts 1987 indbragt for

Patentankenævnet med påstand om, at ansøgningen afslås. Klageren anførte

bl.a.:

»Patentdirektoratet har i sin afgørelse af 22. januar 1987 udtalt, at

tysk fremlæggelsesskrift nr. 1.232.856 og USA patentskrift nr. 3.670.167 ikke

synes relevant for bedømmelse af patenterbarheden af det i ansøgningen

omhandlede, idet de ikke omhandler teknik, »der falder indenfor eller i

nærheden af det område af teknikken, der vedrører kasseslusesystemer«.

Vi kan ikke være enige i denne afvisning, da fagmanden inden for det

styretekniske område, må have mulighed for at anvende generelt kendte styre-

og afsøgningsmetoder også inden for »kasseslusesystemer«. Vi mener,

at det må være op til ansøgeren at dokumentere, at der opnås noget særligt

ved at overføre den fra flere andre styretekniske opgaver velkendte teknik

til netop kasseslusesystemer, hvis denne anvendelse skal kunne begrunde

patenterbarheden. Ud fra et styreteknisk synspunkt må det være ligegyldigt,

om man kontrollerer tilstedeværelsen af varer på en kundevogns hylde eller

tilstedeværelsen af en person foran en håndvask, som det er tilfældet ved USA

patentskrift nr. 3.670.167. I begge tilfælde må det afgørende være, at der

anvendes to samvirkende sæt fotoceller på en sådan måde, at der fra det

første sæt afgives et nøglesignal, hvis en første betingelse er opfyldt,

hvilket nøglesignal anvendes til at igangsætte en funktion, dersom en anden

betingelse samtidig er opfyldt.

Vi mener derfor fortsat, at dansk patentansøgning nr. 3785/78 ikke

adskiller sig så væsentligt fra den på ansøgningens indleveringsdag kendte

teknik, at patenterbarhedskriteriet i henhold til patentlovens paragraf 2 er

opfyldt. Dette påberåbes som selvstændig grund for vor nedennævnte påstand.

I vor indsigelse har vi desuden henvist til erklæringer af 4. oktober 1979

og 24. september 1979 fra henholdsvis AB Reveny Livsmedelmarknad og

Ingeniorsfirma Synteza Aktiebolag, begge Sverige, idet vi har gjort gældende,

at disse erklæringer i forening viser, at den i ansøgningen definerede

opfindelse har været åbenlyst anvendt forud for ansøgningens indleveringsdag

og altså ikke var ny i patentlovens forstand. Ansøgeren har i sin imødegåelse

af indsigelsen den 25. juli 1983 afvist de fremlagte erklæringer og nægtet

ethvert kendskab til den svenske forretning og det svenske ingeniørfirma.

Patentdirektoratet har i sin afgørelse af 22. januar 1987 anset det for

»usandsynligt«, at opfindelsen skulle have været fremvist i den

svenske forretning allerede i sommeren 1977, da systemet først er gjort til

genstand for en svensk patentansøgning i september 1978.

Vi må mene, at erklæringerne giver en korrekt fremstilling af

hændelsesforløbet, og vi kan i hvert fald ikke indse, at den senere

patentansøgning (som i øvrigt er indleveret noget før den her omhandlede

danske ansøgning) skulle dokumentere, at opfindere kan - ligesom vor modpart

(se imødegåelse af indsigelse af 25. juli 1983, sidste afsnit side 2) - have

ment, at et supermarkeds kunder og besøgende er en afgrænset og veldefineret

kreds af personer, og at denne afprøvning derfor ikke har karakter af en

offentliggørelse.

Uanset opfinderens motiver til senere at indlevere patentansøgning må vi

naturligvis mene, at opstillingen i det pågældende supermarked er en

nyhedsskadelig offentliggørelse, da publikum i et supermarked er »en

større eller ubestemt kreds af personer«, som i princippet har kunnet

gøre sig bekendt med opfindelsen.

Da ansøgeren og Patentdirektoratet ikke har villet anerkende de

indleverede erklæringer som fyldestgørende dokumentation, skal vi anmode

Ankenævnet om at måtte føre forretningsbestyrer Stig Jonsson, AB Reveny

Livsmedelmarknad, Malmø, som vidne ved den kommende mundtlige forhandling for

Patentankenævnet. Ved vidneafhøringen vil vi underbygge vor påstand om

åbenlys anvendelse af opfindelsen.'

Ansøger nedlagde ved skrivelse af 1. juni 1987 påstand om, at den

påklagede afgørelse stadfæstes og henviste til sine tidligere skrivelser til

direktoratet, især skrivelse af 25. juli 1983.

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 26. september 1989.

Ansøgeren gav ikke møde.

For klageren mødte civilingeniør L. Rørbøl, lagerchef Johnny Rasmussen og

maskiningeniør Tadeusz A. Szmidt.

Civilingeniør L. Rørbøl redegjorde for klagerens synspunkter, idet han i

det væsentlige henholdt sig til de til direktoratet og nævnet afgivne indlæg.

Vedrørende påstanden om manglende opfindelseshøjde henviste civilingeniør L.

Rørbøl til de fremdragne modhold, herunder navnlig det, som er omhandlet i

tysk fremlæggelsesskrift nr. 1.803.480, som han fandt relevant for

bedømmelsen af patenterbarheden af det i ansøgningen omhandlede. Det var

velkendt fra patentlitteraturen at gøre brug af to samvirkende sæt fotoceller

på en sådan måde, at der fra det første sæt afgives et nøglesignal, hvis en

første betingelse er opfyldt, hvilket nøglesignal anvendes til at igangsætte

en funktion, dersom en anden betigelse samtidig er opfyldt.

Til dokumentation for påstanden om, at den i ansøgningen definerede

opfindelse har været åbenlyst anvendt forud for ansøgningens indleveringsdag

og altså ikke ny i patentlovens forstand henviste civilingeniør Rørbøl til

forskellige svenske erklæringer, herunder navnlig udtalelse af 24. september

1979 fra maskinigeniør Tadeusz A. Szmidt, (bilag 1), »Information från

Synteza« af 1. december 1977 (bilag 2) samt informationshæftet »Vad

ar en vagnvaktare? Hur fungerar den?» (bilag 3).

Maskiningeniør Tadeusz A. Szmidt vedstod som vidne sin underskrift og

indholdet i erklæringen af 24. september 1979. Tadeusz A. Szmidt oplyste, at

han efter en henvendelse fra Stig Jonsson i begyndelsen af 1977 havde

opfundet en vognvogter med refleksbrikker, som blev taget i anvendelse i

Reveny Livsmedelsmarknad i Malmo i maj 1977. Vognvogteren installeredes ved

samtlige 16 kassediske, og omkring 600 indkøbsvgne blev påmonteret

refleksbrikker. Fra august 1977 solgtes opfindelsen også til Ika-butikken i

Malmø og til forretningskæder i Nydala, Eslov, Carlstad og Haparanda.

Opfindelsen blev videreformidlet ved at »oplysningen gik fra mund til

mund«, især via chefen for Ika-butikken. Vidnet var dengang ikke klar

over, at der ikke kunne søges patent på noget, som allerede var kendt. Den

som bilag 3 fremlagte udaterede information for Synteza publiceredes samtidig

med informationen af 1. december 1977 fra Synteza (bilag 2).

Nævnet skal udtale:

Som udtalt af Patentdirektoratet findes ingen af de af klageren fremdragne

modhold efter deres art at kunne begrunde en manglende patenterbarhed for den

i ansøgningen omhandlede opfindelse.

Idet imidlertid nævnet finder at måtte lægge til grund, at opfindelsen

siden augsut 1977 har været tilgængelig for enhver, som har været i et stort

indkøbscenter på et for Danmark så geografisk nærtliggende sted som Malmø,

findes opfindelsen at være dokumenteret åbenlyst anvendt før ansøgningens

indleveringsdag eller påvist nærliggende i forhold til teknikkens stade.

Herefter

bestemmes:

Ansøgning nr. 3785/78 afslås.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. T. Laubst.

F. Niordson. P. Terndrup Pedersen.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter