Ved ydelse af etårige bevillinger af pensionstilskud gennem en årrække var der opstået et pensionstilsagn, som skulle afdækkes efter lov om tilsyn med firmapensionskasser.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ved ydelse af etårige bevillinger af
pensionstilskud gennem en årrække var der opstået et pensionstilsagn, som
skulle afdækkes efter lov om tilsyn med firmapensionskasser.
Advokat K har på vegne aktieselskabet C bank i skrivelse af 30. marts 1989
klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 6. marts 1989 (j.nr. P. 366 c
- I) bestemte, at der i forbindelse med opløsningen af bankens pensionskasse
skal ske en forsikringsmæssig afdækning af de etårige bevillinger, som banken
hidtil har ydet pensionskassens pensionister.
Sagens omstændigheder:
Aktieselskabet C banks Pensionskasse blev oprettet i 1939. Kassen
omfattede stort set alt personale i banken. Pr. 30. juni 1958 blev
pensionskassen lukket for tilgang af nye medlemmer, idet personale ansat
efter denne dato er blevet pensionsforsikret i et forsikringsselskab.
Pensionskassen har således siden 1958 været under afvikling.
Kassen har siden 1. juli 1971 bestået af to afdelinger, A og B. Afdeling A
er en videreførelse af den pr. 30. juni 1971 eksisterende kasse, mens
afdeling B fungerer som en nyåbnet kasse. Alle kassens medlemmer er medlem af
afdeling A, nogle tillige medlem af afdeling B.
Til afdeling A ydes et bidrag på 12 1/2%, for overordnet personale 131/2%,
af lønnen, dog således at det lønbeløb, som bidraget beregnes af, er
maksimeret på følgende måde, jfr. pensionskassens vedtægt § 6:
»...Fra den 1. juli 1971 maximeres den faste løn til slutlønnen i den
for det enkelte medlem pr. 30. juni 1971 gældende grundlønsskala. Fra samme
dato - og efter de pr. denne dato gældende regler - maximeres den årlige
stigning i det bidragsbestemmende dyrtidstillæg til 16,96% af den forannævnte
bidragsbestemmende grundløn....«
Pensionsbidraget for den overskydende del af lønnen indbetales til
afdeling B.
Pensionen for afdeling A fastsættes som en anciennitets- og
fødselsårs-afhængig del af den maksimerede (»bidragsbestemmende«)
Læs alt
løn, jf. vedtægtens § 7. Til den således fastsatte pension yder
pensionskassen et bonustillæg på 140%.
Udover pensionen inklusive tillæg udbetalt fra kassens afdeling A og B har
banken udbetalt et tilskud til pensionen i form af etårige bevillinger, der
år for år er blevet gentaget. Dette tilskud har hele tiden været beregnet
således, at bankens tilskud lagt oveni pensionen fra kassens afdeling A (den
vedtægtsmæssige pension) har været af den størrelse, som pensionen fra
afdeling A alene ville have været på, hvis pensionen var baseret på 100% af
den bidragsbestemmende løn og ikke den i vedtægtens § 7 nævnte procentsats,
og hvis der var givet fuld dyrtidsregulering.
Overskud i kassen er gennem årene blevet anvendt til forhøjelse af
pensionerne (pensionstillæg). Pr. 1. juli 1982 nåede dette pensionstillæg i
afdeling A op på 30% af pensionen udbetalt fra denne afdeling.
Til og med denne forhøjelse blev tillægget givet oven i bankens udbetalte
tilskud. Forhøjelse i pensionstillægget siden 1982 er derimod blevet
modregnet i bankens udbetalte tilskud, således at det beløb, der nu ialt
udbetales fra banken og kassens afdeling A, andrager den fulde pension plus
tillægget fra 1982 på 30% af den vedtægtsmæssige pension fra kassens afdeling
A. De resterende 110% af det nævnte tillæg på 140% er således anvendt til
nedsættelse af bankens udbetalinger, der i 1987 dog stadig var lidt større
end udbetalingerne fra afdeling A inkl. pensionstillæg.
Pensionen fra afdeling B udbetales ved siden af udbetalingerne fra
afdeling A og banken, og bankens udbetalinger er således uafhængige af
udbetalingerne fra afdeling B.
Beregningen af en pension i afdeling A og bankens etårige bevilling
fremgår af nedenstående eksempel, der vedrører størrelsen af en
invalidepension pr. 1. november 1987:
»1. Årlig grundpension (hele kr.) 7.179,00
2. Max. dyrtid 600,26 pct. pr. 01.04.1987 kr. 43.092,67
3. Årlig grundpension incl. max dyrtid kr. 50.271,67
4. Vedtægtbestemt pension 76 pct. p.a. kr. 38.206,44
Årlig grundpension (hele kr.) 7.179,00
5. Dyrtid 1354,98 pct. pr. 01.10.1987
bonusreduktion kr. 62.888,21
6. I alt 70.067,21
7. - Vedtægtbestemt pension kr. 38.206,44
8. Bankens 1-årige bevilling kr. 31.860,77
9. Vedtægtbestemt pension pr. måned kr. 3.183,87
10. Pensionistbonus 120 pct. pr. måned kr. 3.820,64
11. Bankens 1-årige bevilling pr. måned kr. 2.655,06
12. - Reduktion pr. måned fra det 67 år p.t. kr. 0,00
I alt pr. måned kr. 9.659,57«
Til eksemplet hører følgende forklaring:
»I det følgende henvises til nummereringen i eksemplet.
1. Pensionsbrøk x grundlønsloft.
2. 600,26% pr. 1.4.1987 i henhold til § 6.
3. 1 + 2.
4. x% af 3, idet x bestemmes i henhold til § 7, stk. 5.
5. Fuld dyrtidsregulering af grundpensionen (1354,98%) med
tillæg af bonustillæg svarende til 30% af den
vedtægtsmæssige pension (pr. 30.6.1987 svarende til en
reduktion på 90% stigende til 110% fra 1.7.1987). I
eksemplet er bonustillægget på 120% endnu ikke rettet op
til 140%.
6. Den samlede udbetaling.
7. Den vedtægtsmæssige pension.
8. 6 minus 7.
9. Den månedlige vedtægtsmæssige pension.
10. Pensionsbonus = 120% til 1.7.1987
140% fra 1.7.1987.
11. Den månedlige 1-årsbevilling.
12. Fra det 67. år reduceres udbetalingen med halvdelen af
folkepensionen til enlige.«
Den 6. november 1987 fremsendte (forsikringsselskabet L) et tilbud på
overtagelse af pensionskassen pr. 1. januar 1988. Af tilbuddet fremgår, at en
overtagelse bl.a. vil medføre en betydelig reduktion af bankens etårige
bevillinger.
Pensionskassens bestyrelse besluttede at søge kassen opløst i
overensstemmelse med tilbuddet, og den 17. december 1987 sendte aktuar E en
opløsningsplan til Finanstilsynet til forhåndsgodkendelse. I aktuarens
skrivelse er vedrørende kassens afdeling A bl.a. anført:
»Banken yder i dag 1-årsbevillinger, så den udbetalte pension består
af den vedtægtsmæssige pension + 140% bonustillæg + 1-årsbevilling. Den
udbetalte pension svarer til, at der udbetales pension i henhold til
pensionskassens vedtægter § 7, stk. 5 baseret på 100% af den
bidragsbestemmende løn incl. fuld dyrtidsregulering.«
Pensionskassens opløsning og overdragelse til L blev vedtaget på en
ekstraordinær generalforsamling den 16. marts 1988. På denne
generalforsamling udtalte formanden for kassens bestyrelse, direktør D,
ifølge referatet bl.a.:
»...at bestyrelsen igennem de senere år har været opmærksom på, at en
del store pensionskasser er blevet overdraget til forsikringsselskaber, og da
bestyrelsen for pensionskassen har modtaget en tilkendegivelse fra bankens
direktion med ønske om en reduktion af bankens et-årige bevillinger til
kassen, havde bestyrelsen derfor undersøgt markedet for en eventuel løsning,
og konstateret at en overdragelse samtidig kunne give medlemmerne en lige så
god og på flere områder en bedre ordning, end den nuværende. Af fordele ved
en overdragelse nævnte formanden medlemmernes større uafhængighed af bankens
et-års bevillinger for de allerede pensionerede,...«
Aktuar E oplyste:
»...at der i L's beregninger var indregnet et-årsbevillinger for de
mål, der er opstillet for pensionerne, d.v.s. for de nuværende pensionister
har man sammenlignet med den pension der udbetales i dag incl.
et-årsbevilling og beregnet en pension i L af samme størrelse. E medgav (et
medlem), at dette ikke fremgik særligt klart af materialet, hvilket bl.a.
skyldtes at der netop var tale om et-årsbevillinger og at det af
beregningsoplægget fremgår, at der er sammenlignet med pensioner incl.
et-årsbevillinger. Man har derfor måttet tage højde for, at det er
et-årsbevillinger, og ikke et fremtidigt tilsagn om bevillinger...«
Formanden gjorde herefter opmærksom på:
»...at skiftende formænd igennem tiderne altid har behandlet bankens
et-årsbevillinger varsomt, bl.a. fordi der netop er tale om et-årige
bevillinger, og hvis dette på noget tidspunkt var blevet lovet for længere
tid, ville Finanstilsynet anmode om at beløbet blev kapitaliseret, hvilket
ville få indflydelse på bankens regnskab. D præciserede over for
forsamlingen, at bankens direktion har ønsket at reducere det nuværende
tilskud på ... mio. kr. med 40% til ca. ... mio. kr...«
Aktuar F, der havde rådgivet kassen i forbindelse med overdragelsen, kunne
ifølge referatet:
»...give E ret i, at det i dette tilfælde havde været en meget
vanskelig opgave, at omskrive Pensionskassens vedtægter bl.a. under
hensyntagen til problematikken omkring bankens et-års bevillinger. Med hensyn
til et-års bevillingerne udtalte F, at disse havde Pensionskassens medlemmer
forventet, men at bevillingerne aldrig har været fonderet og kunne altså i
princippet bortfalde. Disse et-årsbevillinger er nu for en meget stor del
fjernet og afløst af et fonderet tilsagn fra L,...
Ved skrivelse af 13. juni 1988 oplyste banken som svar på nogle spørgsmål
fra Finanstilsynet bl.a. om, hvorledes pensionskassens medlemmer var blevet
informeret om, at bankens bevillinger var etårige:
»Ved en pensionsbevilling - alders-, invalide-, ægtefælle - eller
børnepension - meddeles der den pågældende hvor stor en pension, der vil
komme til udbetaling, fordelt på afdeling A og B pension. I begge tilfælde
meddeles der hvor stor en del af pensionen, der er vedtægtsbestemt og hvor
stor en del, der er bonus. For så vidt angår afdeling A oplyses der i
pensionsbevillingsbrevet endvidere hvor stort et beløb, der supplerende er
bevilget af banken, samt at dette beløb alene er bevilget for den resterende
del af det år, hvori pensionsbevillingen meddeles af Pensionskassen.
Baggrunden for, at Pensionskassen kan give denne meddelelse, er, at
bankens Bestyrelse/Repræsentantskab - normalt i november eller december måned
- særskilt tager stilling til, om - og i bekræftende fald i hvilket omfang -
der skal gives bevilling til Pensionskassens egen-, ægtefælle- og
børnepensionister for det kommende år.
Bankens bestyrelses bevilling meddeles Pensionskassen, der udarbejder brev
til samtlige egen-, ægtefælle- og børnepensionister med oplysning om
bevillingen, herunder at den alene er gældende for det kommende år.«
Det oplyses endvidere i skrivelsen, at de etårige bevillinger har været
givet fra før 1970. Om baggrunden for bevillingerne anføres:
»...at den løbende præmiebetaling ikke kunne hamle op med datidens
inflation i relation til en tilsagnsordning. Det er konsekvenserne af dette
problem, der fortsat i dag foranlediger banken til en gang om året at
vurdere, om der stadig skal ydes et tilskud til de pensionerede medlemmer
eller deres efterlevende ægtefæller. Det er specielt den ældre gruppe af
pensionskassens pensionerede medlemmer og ægtefællepensionister, der nyder
godt af et-årsbevillingerne, og banken har til og med 1988 anset det for
rimeligt at foretage denne bevilling istedet for at henvise de pågældende til
selv at søge en af vore medarbejderfonde.«
I den påklagede skrivelse af 6. marts 1989 udtalte Finanstilsynet:
»Finanstilsynet har i sin praksis ved afgørelse af spørgsmålet om,
hvorvidt en ordning er omfattet af lov om tilsyn med pensionskasser
(lovbekendtgørelse nr. 4 af 12. januar 1984 med senere ændringer) lagt vægt
på, at de pågældende ydelser ikke blev givet for mere end et år ad gangen, at
dette blev klargjort over for modtagerne, samt at hvis ydelser blev ydet
igennem en længere årrække til de samme personer, ville dette kunne
forårsage, at en ordning blev omfattet af pensionskasseloven.
Det fremgår af den indsendte opløsningsplan samt en EDB-specifikation over
hver enkelt persons pensionsbeløb m.v. vedr. afdeling A i pensionskassen, at
opfyldelse af pensionsforpligtelserne efter denne plan er umulig at
gennemføre, hvis bankens tilskud bortfalder, og at bankens kommende tilskud
til pensionerne derfor fortsat skal ske efter forud fastlagte
beregningsregler.
Det kan ligeledes konstateres, at bankens bevillinger siden ca. 1972 er
blevet ydet efter helt faste retningslinier.
Sagen har været forelagt Forsikringsrådet den 31. oktober 1988.
Det er herefter Finanstilsynets opfattelse, at der hverken har været eller
i fremtiden vil være tale om reelle et-årsbevillinger fra bankens side, idet
bevillingerne dels er og vil blive givet efter faste retningslinier, dels er
givet over en længere årrække.
Finanstilsynet finder herefter, at de af banken afgivne bevillinger til de
til enhver tid værende pensionister i Aktieselskabet C banks Pensionskasse
(under afvikling) er at betragte som velerhvervede rettigheder, og at den til
dækning fornødne kapital skal indbetales af banken til L i overensstemmelse
med opløsningsplanens principper. Den til dette formål udarbejdede
fordelingsplan bedes indsendt til Finanstilsynet til godkendelse forinden den
bringes til udførelse.«
Finanstilsynet har i den nedenfor omtalte redegørelse af 31. juli 1989
præciseret, at kravet skal formuleres således, at »den til dækningen
fornødne kapital af banken skal afdækkes forsikringsmæssigt i
overensstemmelse med opløsningsplanens principper.« Tilsynet har
tilføjet, at tidsrummet for afvikling af pensionskassens tilgodehavende og
den regnskabsmæssige behandling i banken af denne fordring vil kunne
forhandles.
I skrivelse af 20. september 1989 har L på Finanstilsynets anmodning
opgjort kapitalværdien af etårsbevillingerne under nærmere angivne
forudsætninger til ... mill. kr. for forsikringer under udbetaling og til ...
mill. kr. for tjenestegørende (opgjort i nutidskroner). I skrivelse af 18.
oktober 1989 har L supplerende oplyst, at kapitalværdien for forsikringer
under udbetaling kan beregnes til ... mill. kr. under forudsætning af, at
kapitaliseringen vedrører de pr. 1. juli 1989 gældende etårsbevillinger,
således at disse beløb ikke skal reguleres yderligere.
Det er oplyst, at der i året 1987 blev udbetalt X mill. kr. fra
pensionskassens afdeling A. Hertil kom en etårig bevilling fra banken på Y
mill. kr., således at der ialt fra afdeling A og banken blev udbetalt Z mill.
kr. I 1988, der var det første år efter L's overtagelse af pensionskassen,
blev der fra L, dækket af de overtagne midler, udbetalt Æ mill. kr. og fra
banken som etårig bevilling Ø mill. kr., ligeledes ialt Z mill. kr. (Beløbene
er udeladt. X er lidt mindre end Y, Æ er ca. dobbelt så stor som Ø, Ø er ca.
2/3 af Y.)
Af et notat af 6. februar 1961 fra bankens personalekontor fremgår, at
bankens tilskud til pensionerne var blevet drøftet med den daværende formand
for Forsikringsrådet, og at denne havde udtalt, at banken havde en moralsk
pligt til at henlægge midler til kassen til dækning heraf, men at banken
»endnu ikke« havde nogen juridisk forpligtelse hertil.
Det fremgår endvidere af sagen, at forskellige spørgsmål vedrørende
bankens etårige bevillinger gentagne gange har været rejst af medlemmer på
pensionskassens generalforsamlinger, men at kassens bestyrelse stadig har
afvist at drøfte sådanne spørgsmål med henvisning til, at de etårige
bevillinger ikke vedrørte kassen, men var en sag mellem banken og
pensionisterne.
Den skriftlige behandling i Erhvervsankenævnet:
Over for Erhvervsankenævnet har klageren i klageskrivelsen af 30. marts
1989 og supplerende indlæg af 4. oktober 1989, 15. marts og 20. december 1990
samt 25. marts 1991 gjort gældende, at der ikke blot formelt, men også reelt
er tale om bevillinger fra bankens side, der kun er givet for et år ad
gangen. Der er derfor ikke opstået nogen ret for bankens medarbejdere og
pensionister til fortsat at få et sådant tilskud, og således ej heller skabt
nogen pligt for banken til at fortsat at yde tilskuddet. Da der altså ikke
eksisterer nogen forpligtelse, er der ikke noget at afdække
forsikringsmæssigt.
Til støtte herfor har klageren i klageskrivelsen af 30. marts 1989 henvist
til, at »alle betalinger er vedtaget som gældende for et enkelt år og
ved alle udbetalinger er dette tilkendegivet over for modtagerne.« Som
det fremgår af notatet af 6. februar 1961, har Forsikringsrådet i hvert fald
siden 1961 været bekendt med de supplerende betalinger, hvorom klager
anfører:
»Uanset dette har Tilsynet i henhold til loven om Pensionskasser
intet foretaget sig i henseende til at hævde, at et retskrav er etableret før
den behandling af spørgsmålet som resulterede i ... (den påklagede
afgørelse). Udbetalingerne fra banken var principielt uændrede indtil 1970,
da man - uden nogen støtte i indholdet af de hidtidige dispositioner -med
virkning fra den 1. april 1970 reducerede udbetalingerne med fradrag af halv
folkepension. Derefter blev der på tilsvarende måde foretaget fradrag for
stigende bonus fra Pensionskassen.
Tilsynsmyndigheden har ikke draget konsekvensen af betalingerne indtil den
1. april 1970. Det sker heller ikke nu, idet man åbenbart erkender ikke at
kunne forlange fundering af en påstået forpligtelse opgjort efter
principperne fra før dette tidspunkt, men kun på grundlag af de nedsatte
bevillinger som de er nu. Efter dette forløb kan tilsynet ikke nu hævde et
helt andet standpunkt.«
Subsidiært har klager gjort gældende, at en pligt til afdækning kun kan
vedrøre de medlemmer, der var tjenestegørende på tidspunktet for den
påklagede afgørelse, ikke de allerede pensionerede. Til støtte herfor anføres
i klageskrivelsen:
»Pligten til afdækning omfatter ifølge lovens § 1, stk. 2 kun tilsagn
til det hos virksomheden »ansatte personale«, hvoraf følger at
tilsagn om pension til tidligere ansatte ikke omfattes af loven. Heraf følger
igen, at hvis der er etableret »velerhvervede rettigheder« har
dette i henseende til pligtmæssig, forsikringsmæssig afdækning kun betydning
i forhold til medlemmer der på tidspunktet for denne erhvervelse var ansat i
banken, men ikke i forhold til dem der efter fratrædelse allerede oppebar
pension.
Det i denne henseende afgørende er derfor, hvornår den påståede ret er
etableret. I konsekvens af det indledningsvis anførte kan dette ikke være
sket på noget tidligere tidspunkt end ved Finanstilsynets skrivelse af 6.
marts 1989, da Tilsynet - og Pensionskassens medlemmer - til stadighed har
været fuldt bekendt med de supplerende udbetalinger uden at gøre gældende, at
disse havde virkninger i henhold til Pensionskasseloven eller virkning
overhovedet.
Et krav om afdækning kan således i hvert fald kun vedrøre de medlemmer som
på dette tidspunkt endnu var ansat i banken og ikke åbenbart stod overfor
efter et kortere tidsrum at skulle fratræde.'
Til det af Kammeradvokaten anførte har klager særlig henvist til, at det
af bemærkningerne til lov om tilsyn med firmapensionskasser fremgår, at såvel
denne lov som dens forgænger fra 1935 alene finder anvendelse på
pensionstilsagn, som gives til de på tilsagnstidspunktet i virksomheden
ansatte. Det bestrides endvidere, at der kan sluttes analogt fra
funktionærlovens § 17 a, som vedrører løndele, ikke pension.
Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 31. juli 1989 fastholdt
den trufne afgørelse og bl.a. udtalt:
»Det kan fastslås, at bankens 1 års-bevillinger siden ca. 1970 er
blevet ydet efter helt faste retningslinier, og at banken også i fremtiden er
indstillet på at yde tilskud til pensionerne efter et forud fastlagt
beregningsgrundlag.
Finanstilsynet har i sin praksis ved afgørelsen af spørgsmål om, hvorvidt
en ordning er omfattet af pensionskasseloven (nu firmapensionskasseloven),
lagt vægt på, at de pågældende ydelser ikke blev givet for mere end 1 år ad
gangen, og at dette blev klargjort overfor modtagerne.
Finanstilsynet har ud fra samme betragtning anført overfor forskellige
pensionsfonde, at hvis ovennævnte betingelser var opfyldt, og dette
udtrykkeligt fremgik af vedtægterne, så betragtedes fondene som værende
udenfor pensionskasseloven. Finanstilsynet har dog samtidig anført, at hvis
fonden gennem en længere årrække yder understøttelse til de samme personer,
vil beslutningen om, hvorvidt ordningen er omfattet af pensionskasseloven (nu
firmapensionskasseloven), kunne tages op til fornyet overvejelse. ...
I nærværende sag, ... er der efter Finanstilsynets opfattelse klart tale
om tilskud udbetalt på grundlag af beregninger ud fra faste forudsætninger,
og disse tilskud er som nævnt ydet regelmæssigt gennem længere tid. Det er
således ikke hvert år reelt taget op til overvejelse, om ordningen skulle
fortsætte og med hvilket beløb.«
Finanstilsynet har endvidere henvist til, at det af den indsendte plan for
L's overtagelse af pensionskassen fremgår, at opfyldelse af
pensionsforpligtelserne efter planen ikke vil være mulig, hvis bankens
tilskud bortfalder. Bankens kommende tilskud til pensionerne skal derfor
fortsat ske efter forud fastlagte beregningsregler.
Til klagers subsidiære påstand bemærker Finanstilsynet:
»Det er Finanstilsynets opfattelse, at måden, hvorpå tilskuddene er
givet fra banken til pensionskassen, jf. ovenfor, begrunder, at der er
erhvervet en velerhvervet rettighed fra den 1. april 1970, d.v.s. for såvel
de nuværende pensionister som de ikke-pensionerede medlemmer af
pensionskassen.
Det er endvidere Finanstilsynets opfattelse, at personer, der har
erhvervet en velerhvervet rettighed, ikke mister denne, når den først er
erhvervet.
Det bemærkes, at det forhold, at intet medlem af pensionskassen har
påberåbt sig en velerhvervet rettighed, efter tilsynets opfattelse må være
sagen uvedkommende.«
Kammeradvokaten, der repræsenterer Finanstilsynet under sagen, har i et
indlæg af 9. januar 1990 tilsluttet sig Finanstilsynets synspunkter og
supplerende henvist til retspraksis vedrørende funktionærlovens § 17 a. I
tilknytning hertil siges:
»Ved bedømmelsen af, om løntillægget må anses for at være en del af
lønnen, som den ansatte har krav på at beholde, lægges således vægt på, om
løntillægget har været udbetalt regelmæssigt, og der vil være større
tilbøjelighed til at betragte løntillægget som en del af lønnen, hvis
løntillægget er af ikke ubetydelig størrelse i forhold til selve lønnen. I
retspraksis anvendes ofte sprogbrugen, om den ansatte med føje kan regne med
ydelsen.
Dersom de 1-årige bevillinger vedrørte løn, ville der efter retspraksis
ikke være tvivl om, at de ansatte havde krav på at bevare de 1-årige
bevillinger.
C bankens advokat gør imidlertid som anført gældende, at der er forskel på
de ansatte og de pensionerede, således at en tilsvarende regel ikke skulle
være gældende for de pensionerede.
Herom bemærkes for det første, at der i sig selv ikke er nogen væsentlige
grunde til, at reglerne om pensioner på dette punkt skal være anderledes end
reglerne om løn.
For det andet kan pensionen ikke betragtes som noget, der er uafhængigt af
lønnen. Pensionen er et ansættelsesgode, og medlemmerne af pensionskassen har
under ansættelsen erhvervet en berettiget forventning om en pension af den
størrelse, der svarer til den udbetalte pension incl. de 1-årige bevillinger.
Man må gå ud fra, at de ansatte har disponeret i tillid hertil blandt andet
på den måde, at de ansatte ikke har været foranlediget til at tegne private
pensionsordninger udenfor bankens pensionsordning. Banken på sin side har,
mens ansættelsen stod på, sparet pensionsbidrag svarende til den fulde
pension, og har kunnet nøjes med at betale pensionsbidrag med de mindre
beløb, der er indbetalt til pensionskassen. Medlemmerne af pensionskassen har
med føje kunnet regne med en fremtidig pension i overensstemmelse med de
1-årige bevillinger, og har derfor erhvervet et retskrav på, at banken
fortsætter med at foretage de betalinger, der sikrer den fulde pension.«
Til det af klageren subsidiært anførte bemærker kammeradvokaten, at det
fremgår af den tidligere lov om tilsyn med pensionskasser § 3, at loven dels
omfatter ansatte, der har fået tilsagn om pension, og dels personer, som
oppebærer sådan pension. Den nugældende lov om tilsyn med firmapensionskasser
gælder ifølge § 1 for pension i forbindelse med ansættelsesforhold. Ingen af
de to love er derfor begrænset til nuværende ansatte, men omfatter også
tidligere ansatte, som er pensionerede. Klagers anbringende forudsætter det
ganske uholdbare, at pensionstilsagn til en fratrådt medarbejder skulle være
helt ulovbestemt og uden beskyttelse efter de to nævnte love.
Danske Bankfunktionærers Landsforening, nu: Finansforbundet, der med
ankenævnets tilladelse er indtrådt som part i sagen, har ved advokat G i
indlæg af 11. september 1990 og 14. februar 1991 tilsluttet sig
Finanstilsynets standpunkt og bl.a. fremhævet, at bankens bevilling »er
sket efter helt faste retningslinier, og at der således på intet tidspunkt
har været noget skønsmæssigt element i fastsættelsen af bankens
tilskud.« Tilskuddene er også ydet i perioder, hvor bankens
driftsresultat har været utilfredsstillende, hvilket understreger, at banken
har følt en retlig forpligtelse til at fortsætte tilskuddene. De enkelte
medarbejdere, som løbende er blevet gjort bekendt med eksistensen af
etårsbevillingerne, har derfor »haft en berettiget forventning om, at
deres pension ville blive beregnet under hensyntagen til, at der kom tilskud
af førnævnte karakter.«
Ankenævnet har på klagers anmodning og efter indhentet udtalelse fra
Finanstilsynet ved skrivelse af 16. maj 1989 tillagt klagen opsættende
virkning.
Regelgrundlaget:
Efter lov om tilsyn med pensionskasser (lov nr. 183 af 11. maj 1935,
senest: lovbekendtgørelse nr. 4 af 12. januar 1984 med senere ændringer), der
var gældende indtil den 28. maj 1989, § 1, stk. 2, jf. stk. 1, var
»tilsagn om ydelse af pension«, som en virksomhed afgav til det hos
den ansatte personale, omfattet af loven, hvilket medførte, at pensionen
skulle afdækkes i en pensionskasse, medmindre forpligtelsen blev overført til
et anerkendt livsforsikringsselskab (pensionsforsikringsselskab).
Denne lov blev med virkning fra den 28. maj 1989 afløst af lov om tilsyn
med firmapensionskasser (lov nr. 326 af 24. maj 1989 med senere ændringer).
Sidstnævnte lovs § 1, stk. 1, er sålydende:
»Ethvert løfte om pension (pensionstilsagn) i forbindelse med et
ansættelsesforhold skal afdækkes enten i et forsikringsselskab eller en
pensionskasse, der har koncession i henhold til lov om forsikringsvirksomhed,
eller i en pensionskasse, der har koncession i henhold til denne lov.«
I motiverne til denne bestemmelse (Folketingstidende 1988-89, Tillæg A,
sp. 3418 ff.) hedder det:
»Bestemmelsen foreskriver i stk. 1, at løfter om pension
(pensionstilsagn) skal afdækkes enten i et forsikringsselskab eller i en
pensionskasse. Ved denne regel bringes pensionsløfter under tilsyn enten
efter reglerne i denne lov eller i lov om forsikringsvirksomhed. Derved
sikres, at der, når pensionsløfterne til sin tid bliver aktuelle, vil være
midler til stede til honorering af disse. ...
§ 1 indskrænker sig til at fastlægge, at pensionsforpligtelser i
forbindelse med ansættelsesforhold skal afdækkes i et forsikringsselskab
eller en pensionskasse.
Pligt til afdækning indtræder, når en virksomhed eller flere virksomheder
i samme koncern i fællesskab over for de ansatte giver tilsagn om pension.
Afgrænsningen mellem egentlige pensionstilsagn og pensionslignende ordninger,
der falder uden for loven, har været vanskelig i tilfælde, hvor der gennem
tilkendelse af formelt enkeltstående ydelser igennem en årrække måtte være
skabt en forventning hos modtagerne om også i fremtiden at modtage disse
ydelser, selv om de ikke ifølge givernes opfattelse har juridisk krav derpå.
Sådanne formelt enkeltstående ydelser ydes i praksis såvel af pensionskasser
som af arbejdsgivere. For pensionskassernes vedkommende sker det ved
såkaldte pensionstillæg, der formelt tildeles af pensionskassen for et år ad
gangen. Da lovforslaget tilnærmer pensionskassernes tekniske og aktuarmæssige
opbygning til den måde, et livsforsikringsselskab er opbygget på, vil det i
princippet ikke længere være muligt for pensionskasser at oprette ordninger,
hvorefter der udbetales ikke-reservefunderede ydelser. For eksisterende
pensionskasser må der efter en overgangsperiode enten ske en reservedækning
af eksisterende tillæg eller disse må bortfalde. Der må i denne forbindelse
tages stilling til, om ydelsen af tillæggene er juridisk bindende. Ydelser
fra virksomhederne kan være finansieret enten over den løbende drift
eller via hjælpe- eller understøttelsesfonde, der er godkendt i medfør af
pensionsbeskatningslovens § 52. ...
Afgørende for om sådanne ydelser henhører under lovens område er, om der
er afgivet et juridisk bindende løfte om pension enten ved ansættelsen, i
ansættelsesperioden eller på fratrædelsestidspunktet.
Afgiver arbejdsgiveren et tilsagn om pension, antages det principielt at
være omfattet af loven, selv om der ved afgivelsen tages forbehold for
ændring af pensionens størrelse eller for, at pension kun udbetales så længe
virksomheden ser sig i stand hertil. Derimod foreligger der ikke et bindende
tilsagn omfattet af loven, hvis der på ansættelsestidspunktet blot stilles
den ansatte i udsigt, at det ved den pågældendes fratræden på grund af alder,
vil kunne tages op til afgørelse, om der skal ydes pension under en eller
anden form. Såfremt der på fratrædelsestidspunktet afgives et tilsagn om
pension, vil dette skulle afdækkes efter loven.
Der kan derimod ikke siges at foreligge noget tilsagn, der omfattes af
lovforslagets ordlyd, hvis der ved den ansattes fratræden på grund af alder
ydes et beløb uden forpligtelse til at vedblive hermed. Der foreligger ej
heller nogen forpligtelse, hvis beløbet f.eks. ydes efter ansøgning og
arbejdsgiveren ved beløbets udbetaling klart tilkendegiver, at dette alene
udbetales for et år, og at det hvert år må tages op, om ordningen kan
fortsætte, og med hvilket beløb. Der kan ikke med rette siges at være skabt
en forventning hos modtageren om, at udbetalingerne vil fortsætte, så længe
den pågældende lever.
I § 79 er der givet visse overgangsregler i tilknytning hertil.«
Den mundtlige forhandling for ankenævnet:
Sagen har efter parternes begæring været forhandlet mundtligt for
ankenævnet på et møde den 20. maj 1992. Parterne har herunder gentaget og
uddybet deres foran gengivne synspunkter.
Klagerens advokat har indledningsvis fremhævet, at det
foreliggende spørgsmål såvidt ses ikke tidligere har været afgjort af
domstolene eller højere administrative myndigheder og ikke systematisk
analyseret i den juridiske litteratur.
Bankens tilskud til pensionsordningen er til stadighed sket i form af
etårige bevillinger, der kun binder banken for det pågældende år. Banken har
valgt denne fremgangsmåde, fordi man på den ene side gerne vil støtte
medarbejderne og på den anden side ikke har fundet det forsvarligt at binde
banken til at skulle yde bidragene ud i en uvis fremtid. Der foreligger ikke
noget retskrav på fortsat at modtage disse bevillinger, hverken for de
medlemmer af pensionskassen, der allerede er gået på pension, eller for de
tjenestegørende. Et retskrav forudsætter et løfte fra bankens side, og et
sådant løfte er ikke givet. Der er enighed om, at der ikke er givet noget
udtrykkeligt løfte, og bankens etårige bevillinger kan ikke opfattes som et
stiltiende løfte eller et quasi-løfte (en handlemåde, der får virkning som et
løfte).
At en ydelse er givet regelmæssigt og gennem lang tid skaber ikke i sig
selv noget retskrav. For de pensionerede medlemmers vedkommende er der tale
om en rent ensidig ydelse fra bankens side, da ansættelsesforholdet og dermed
modtagerens modydelse - arbejdspræstationen - er ophørt. Allerede som følge
af den manglende gensidighed kan der ikke drages nogen analogi fra den
retspraksis, som har udviklet sig omkring vilkårlige løntillæg, jf.
funktionærlovens § 17 a. Der er ikke - som det ville være tilfældet ved
løntillæg - tale om en art »tilegnelse under vilkår« fra bankens
side.
For de tjenestegørende medlemmers vedkommende er situationen den, at de
aldrig selv har modtaget nogen etårig bevilling fra banken. En eventuel
forventning hos disse skulle alene kunne basere sig på, at andre ansatte, der
nu er pensionerede, har fået en sådan bevilling. Der er således slet ikke
skabt samme grad af forventning som til et løntillæg, der løbende er blevet
udbetalt til den pågældende selv. Hertil kommer, at der er en afgørende
forskel på den byrde, der pålægges en arbejdsgiver, hvis det antages, at
henholdsvis et løntillæg og et pensionstillæg, der er blevet udbetalt gennem
en vis tid, bliver retligt forbindende. Arbejdsgiveren kan frigøre sig fra
forpligtelsen til at yde et løntillæg ved at afskedige den pågældende
medarbejder. Et pensionstillæg vil derimod kunne blive bindende for
arbejdsgiveren ud i en uvis fremtid, uden at arbejdsgiveren har nogen
mulighed for at frigøre sig herfor. Der er af disse grunde ikke
»årsagernes lighed« mellem løntillæg og pensionstillæg, og derfor
er der heller ikke for de tjenestegørende medlemmers vedkommende grundlag for
at anvende praksis vedrørende vilkårlige løntillæg analogt på det etårige
bevillinger.
At der ikke foreligger noget retskrav understøttes af, at banken i hvert
fald to gange ensidigt har ændret på principperne for beregningen af de
etårige bevillinger, første gang i 1970 da man reducerede udbetalingerne med
den halve folkepension, og anden gang i 1982 da man begyndte at modregne
forhøjelser af pensionskassens bonustillæg i bankens tilskud. Disse ændringer
er vel blevet mødt med kritik, men er dog stiltiende blevet accepteret, idet
ingen har forsøgt under et sagsanlæg at gøre gældende, at man havde krav på
uændret ydelse fra banken.
Generelt set ville det heller ikke være i arbejdstagernes interesse, hvis
man fastslog, at en arbejdsgiver ikke kan give sådanne pensionstillæg, uden
at der opstår et retskrav. Konsekvensen ville nemlig blive, at
arbejdsgiverne, der ikke ville turde binde deres firmaer ud i al fremtid,
ville se sig nødsaget til helt at ophøre med at give sådanne tilskud.
Til støtte for den subsidiære påstand om, at en pligt til afdækning kun
vedrører de medlemmer, der var tjenestegørende på tidspunktet for den
påklagede afgørelse, har klagerens advokat henvist til, at såvel den
tidligere lov om tilsyn med pensionskasser som den nugældende lov om tilsyn
med firmapensionskasser efter sin ordlyd kun omfatter pensionstilsagn til det
i virksomheden ansatte personale. I overensstemmelse med hermed tales der i
de ovenfor gengivne motiver om et løfte om pension »enten ved
ansættelsen, i ansættelsesperioden eller på fratrædelsestidspunktet«.
Såvel efter lovens ordlyd som efter motiverne er det således klart, at et
pensionstilsagn, der gives til en allerede pensioneret, ikke er omfattet af
loven. Hvis ankenævnet antager, at der er opstået et retskrav, må
skæringstidspunktet være datoen for den påklagede afgørelse den 6. marts
1989, da et krav ikke har været formuleret på noget tidligere tidspunkt.
Klagerens advokat har endvidere henvist til, at den ovenfor omtalte notits
af 6. februar 1961 viser, at det tidligere Forsikringstilsyn og nu
Finanstilsynet i hvert fald siden 1961 har været bekendt med bankens etårige
bevillinger. Disse har desuden jævnligt været omtalt på pensionskassens
generalforsamlinger, af hvilke tilsynet løbende har fået tilsendt referater.
Desuagtet har tilsynet ikke reageret før ved den påklagede skrivelse. Den
manglende reaktion har bestyrket bankens ledelse i den opfattelse, at man
fortsat kunne give disse ydelser, uden at der derved opstod nogen pligt til
afdækning. Principalt gøres det gældende, at tilsynets passivitet er bindende
for myndighederne, således at man slet ikke nu kan rejse noget krav om
afdækning, subsidiært at passiviteten i hvert fald må medføre, at afgørelsen
ikke får tilbagevirkende kraft, men kun virkning fra sin dato.
Endelig har klagerens advokat gjort gældende, at man ved udformningen af
den nye lov om firmapensionskasser fuldt ud var bekendt med, at nogle
virksomheder - herunder klageren - regelmæssigt ydede pensionstilskud uden at
være forpligtet hertil. Alligevel indeholder loven ikke nogen bestemmelser,
hvorefter sådanne ydelser skal afdækkes. Derimod kræver loven, at de tillæg,
som pensionskasserne hidtil har ydet uden at være retligt forpligtet hertil,
skal være afdækkede (med en vis overgangsordning), jf. lovens § 79 og
bemærkningerne hertil (Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 3461 f.). Når
lovgiver har stillet krav til pensionskasserne men ikke til virksomhederne,
må det ses som et udtryk for, at lovgiver har indset, at virksomhederne ville
ophøre med at give sådanne tillæg, hvis de blev stillet over for et krav om
afdækning, og at denne konsekvens ikke ville være i nogens interesse.
Finansforbundets advokat har henvist til, at bankens tilskud er
ydet over en lang årrække og efter ganske faste retningslinier. Såvel
pensionisterne som de tjenestegørende har været bekendt med, at tilskuddene
blev givet og efter hvilke principper. Tilskuddene er endvidere blevet givet
efter samme principper hvert år, uanset om bankens resultat i det pågældende
år har været godt eller dårligt. Der er således intet skønsmæssigt element i
bankens bevilling, og den årlige gentagelse af bevillingen har været en ren
formalitet. Under disse omstændigheder har pensionskassens medlemmer -
kendeligt for banken - haft en berettiget og beskyttelsesværdig forventning
om, at tilskuddene ville fortsætte, og har indrettet sig i tillid hertil,
bl.a. ved at undlade selv at tegne supplerende pensionsordninger. Ligesom ved
vilkårlige løntillæg er der tale om ydelser, der står i forbindelse med et
ansættelsesforhold, og som skal dække leveomkostninger for modtageren. Der er
derfor god grund til at slutte analogt fra den praksis, som har udviklet sig
vedrørende løntillæg.
Kammeradvokaten ved advokat H har på Finanstilsynets vegne
tilsluttet sig det af Finansforbundet anførte og yderligere bl.a. gjort
gældende, at det er et almindeligt princip i dansk ret, at regelmæssige
betalinger fra en arbejdsgiver til ansatte eller tidligere ansatte kan skabe
en ret for modtageren. Praksis vedrørende vilkårlige løntillæg, jf.
funktionærlovens § 17 a, er et udslag af dette princip, men princippet må
lige så vel gælde for pensionstillæg. Bankens etårige bevillinger er et fast
indarbejdet led i bankens pensionssystem. Det fremgår da også af
opløsningsplanen, at bevillingerne fortsat var nødvendige, efter at L havde
overtaget pensionskassen. Fortsatte bevillinger var forudsat i L's
beregninger og indgik i medlemmernes beslutningsgrundlag, da man vedtog
overdragelsen. Det fremgår af sagen, at banken har været indstillet på at
fortsætte med at yde tilskuddene efter uændrede retningslinier (omend med en
vis faktisk besparelse efter L's overtagelse). Når banken alligevel betegner
tilskuddene som etårige bevillinger, er det en formalitet, hvis formål alene
er at undgå et krav om afdækning. Dette fremgår bl.a. af direktør D's
udtalelser på generalforsamlingen den 16. marts 1988 (gengivet ovenfor side 5
forneden). Finanstilsynet blev først fuldt ud bekendt med ordningens karakter
i forbindelse med, at opløsningsplanen blev forelagt for tilsynet, og dette
er grunden til, at tilsynet ikke tidligere har fremsat krav om afdækning.
Kravet om afdækning af det pensionstilsagn, som de etårige bevillinger er
udtryk for, må omfatte såvel de pensionerede som de tjenestegørende, idet der
ikke efter loven er grundlag for at gøre nogen forskel. Det har ikke været
formålet med de lovord og motivudtalelser, som klagers advokat fremdrager, at
de pensionerede medlemmers krav ikke skulle være beskyttet af loven.
Når den nye lov om tilsyn med firmapensionskasser ikke indeholder nogen
til § 79 svarende bestemmelse om vilkårlige pensionstillæg fra en virksomhed,
skyldes det ikke, at man generelt har villet holde sådanne tillæg uden for
loven. Det havde imidlertid under lovforberedelsen vist sig at være så
vanskeligt i en lovregel at beskrive, hvornår der foreligger et retligt
forbindende pensionstilsagn, at man valgte at overlade afgrænsningen heraf
til retspraksis.
Vedrørende omfanget af en eventuel afdækningspligt har klagers
advokat henvist til sit indlæg af 15. marts 1990 under den skriftlige
forberedelse for ankenævnet. I dette indlæg refererer advokaten den
præcisering af Finanstilsynets krav, der følger af tilsynets redegørelse af
31. juli 1989 og Kammeradvokatens indlæg af 9. januar 1990, og bemærker
herefter, at klageren »har noteret sig og taget til efterretning, at
Finanstilsynets krav om afdækning således går på en fortsat udbetaling - til
pensionskassens medlemmer - af et års bevillinger med beløb af en størrelse,
som svarer til de hidtil »af banken afgivne bevillinger« - og at
Finanstilsynets krav således ikke omfatter afdækning af en uvis fremtidig
pristalsudvikling.' På grundlag heraf opgøres den fornødne kapital til
forsikringsmæssig afdækning for de allerede pensionerede medlemmer til ...
mill. kr., mens der under de angivne forudsætninger ikke er behov for
hensættelser vedrørende de tjenestegørende medlemmer. Dette indlæg er ikke på
noget tidspunkt blevet modsagt af Kammeradvokaten eller Finanstilsynet, og
advokaten har derfor under sagens videre forberedelse lagt til grund, at
Finanstilsynet kun ville kræve et beløb svarende til de ydelser, der blev
givet i 1989, afdækket, uden at der skal tages hensyn til en fremtidig
prisudvikling. Modparten må være processuelt bundet af sin passivitet over
for det nævnte indlæg og kan ikke nu gøre gældende, at der ved beregningen
skal tages hensyn til prisudviklingen.
Heroverfor har Kammeradvokaten gjort gældende, at det omtalte indlæg ikke
er af et sådant indhold eller karakter, at en manglende reaktion på indlægget
har nogen retsvirkning. Kravet om afdækning må forstås således, at der skal
sikres en ydelse, som også i fremtiden vil svare til bankens hidtidige
ydelse. Der må således tages hensyn til den forventede prisudvikling.
Der er under sagen enighed om, at det ikke gør nogen forskel, om forholdet
bedømmes efter den tidligere lov om tilsyn med pensionskasser eller efter den
nugældende lov om tilsyn med firmapensionskasser.
Ankenævnet udtalte:
De omhandlede pensionstilskud har været ydet gennem en lang årrække - i
hvert fald fra før 1970. De har år efter år været givet til de samme personer
efter ganske faste og ensartede principper, som kun har været ændret enkelte
gange i årenes løb. Bankens tilskud udgør en væsentlig andel af de
pågældendes samlede pension. Tilskuddene har derved virket som en integreret
del af den pensionsordning, der var et led i de pågældendes
ansættelsesvilkår. Dette understreges af, at det ved L's overtagelse af
pensionskassen blev forudsat, at bankens tilskud ville fortsætte.
På denne baggrund finder Erhvervsankenævnet, at banken såvel hos
modtagerne af pension som hos de endnu tjenestegørende medlemmer af
pensionskassen har skabt en berettiget forventning om, at tilskuddene ville
fortsætte, uanset at disse formelt fremtrådte som etårige bevillinger, og at
der herved er opstået et retskrav for de pågældende på fortsat at modtage
tilskuddene.
Dette retskrav må anses for et pensionstilsagn, der er omfattet af den
tidligere lov om tilsyn med pensionskasser og nu af lov om tilsyn med
firmapensionskasser. Tilsagnet er såvel for de pensionerede som for de
tjenestegørende givet i anledning af de pågældendes ansættelsesforhold i
banken, og ankenævnet finder ikke i lovens ordlyd eller i de omtalte
motivudtalelser holdepunkt for at gøre nogen forskel på de to persongrupper.
Det findes uden afgørende betydning, at Finanstilsynet først da
opløsningsplanen blev indsendt til godkendelse stillede krav om
forsikringsmæssig afdækning. Når lov om tilsyn med firmapensionskasser ikke
indeholder en udtrykkelig bestemmelse om vilkårlige pensionstilsagn ydet af
virksomheder, kan det ikke anses som udtryk for, at disse generelt ikke
skulle være omfattet af loven, men er efter de ovenfor citerede
motivudtalelser blot udtryk for, at man har villet overlade den nærmere
afgrænsning til retspraksis. Ankenævnet kan derfor tiltræde, at
Finanstilsynet i den påklagede afgørelse, tilsynets skrivelse af 6. marts
1989 som præciseret ved tilsynets skrivelse af 31. juli 1989, har stillet
krav om en forsikringsmæssig afdækning.
Ankenævnet kan ikke på det foreliggende grundlag tage stilling til,
hvorledes denne afdækning nærmere skal ske, herunder i hvilket omfang, der
skal tages hensyn til en fremtidig prisudvikling. Det bemærkes dog, at der
ikke findes grundlag for at tillægge Kammeradvokatens og Finanstilsynets
manglende reaktion på indlægget af 15. marts 1990 fra klagers advokat nogen
retsvirkning.
Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Der skulle ske forsikringsmæssig afdækning af nogle nærmere bestemte pensionstilsagn. Retsinformation · 6. november 1998
- 94-58.009 - Forsikringsmæssig afdækning af pensionstilsagn (04. februar 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. februar 1997
Lignende dokumenter
- 94-58.009 - Forsikringsmæssig afdækning af pensionstilsagn (04. februar 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. februar 1997
- Kendelse af 23. oktober 1995. 94-49.804 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. oktober 1995
- 02-134.691- Der forelå løfter om pension, der skulle afdækkes forsikringsmæssigt (05. april 2004) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. april 2004
- Der skulle ske forsikringsmæssig afdækning af nogle nærmere bestemte pensionstilsagn. Retsinformation · 6. november 1998
- Et forsikringsselskabs tilskud til tidligere ansattes pensionering anset for pensionstilsagn, der skulle afdækkes. Retsinformation · 24. september 1997
- 00-155.134 - Pensionsløfte, skulle afdækkes forsikringsmæssigt (24. september 2001) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. september 2001