Ikke hjemmel for Finanstilsynet til generelt at bestemme, at en revisor ikke kan være revisor i noget pengesinstitut. Bank- og sparekasselovens § 34, stk. 6. (tidligere § 36, stk. 4).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ikke hjemmel for Finanstilsynet til generelt at
bestemme, at en revisor ikke kan være revisor i noget pengesinstitut. Bank-
og sparekasselovens § 34, stk. 6. (tidligere § 36, stk. 4).
Statsautoriseret revisor SR og registreret revisor RR, der begge var ansat
i Revisionsfirmaet R A/S, havde revideret årsregnskabet for 1987 for
andelskassen X og i forbindelse hermed underskrevet en »blank«
revisionspåtegning. I revisionsprotokollatet udtalte de, at de foretagne
hensættelser efter deres vurdering ansås for at dække andelskassens
eventuelle tab på risikobehæftede engagementer. Det fremgik af regnskabet, at
balancesummen var ca. 74 mill. kr. og egenkapitalen ca. 10 mill. kr. Der var
4 heltidsansatte i kassen.
I august 1988 konstaterede Finanstilsynet ved en undersøgelse af
andelskassens forhold, at de foretagne hensættelser på 1,5 mill. kr. var
utilstrækkelige til at imødegå tab på debitorer. Finanstilsynet skønnede, at
der skulle hensættes ialt 17 mill. kr., og at andelskassens egenkapital
således var tabt. For at undgå en lukning af kassen blev denne i oktober 1988
sammensluttet med et større pengeinstitut.
Finanstilsynet skrev herefter til Revisionsfirmaet R A/S, der var
generalforsamlingsvalgte revisorer for andelskassen X, at man overvejede at
bringe bestemmelsen i den dagældende bank- og sparekasselovs § 36, stk. 4, i
anvendelse. Som begrundelse herfor henvistes navnlig til forholdene i
andelskassen X, om hvilke Finanstilsynet udtalte, at det for tilsynet må
»give anledning til alvorlige overvejelser, at et pengeinstitut, der
aflægger årsregnskab i dette tilfælde med en egenkapitaldækning på 17% og en
»blank« revisionspåtegning, 8 måneder senere viser sig at være
insolvent.' Finanstilsynet henviste endvidere til forholdene i andelskasserne
Y, Z og Æ, hvis regnskaber ligeledes var revideret af SR og RR for
Revisionsfirmaet R A/S, og hvor Finanstilsynet også havde invendinger imod
den foretagne revision. Andelskasserne Z og Æ indgik i sammenslutningen Ø.
Revisionsfirmaet R A/S bestred, at der grundlag for at anse revisiorerne
Læs alt
for »åbenbart uegnede« til deres hverv. Man redegjorde for den
foretagne revision i de nævnte andelskasser og henviste endvidere til
andelskassernes særlige historiske forhold, til de overgangsvanskeligheder,
der havde været i forbindelse med, at andelskasserne pr. 1. januar 1986 var
blevet omfattet af bank- og sparekasseloven, og til den indsats, som
revisionsfirmaet i den forbindelse havde gjort for at tilpasse de
regnskabsmæssige forhold i kasserne til situationen efter lovændringen.
I skrivelsen af 25. november 1988 udtalte Finanstilsynet efter en
henvisning til tilsynets kritik af revisionen i de nævnte andelskasser:
»Til R A/S's svarskrivelse af 14. oktober 1988 med bilag skal man
indledningsvis bemærke, at revisors generelle indsats for at forbedre
forholdene i andelskasserne, og den modstand og uefterrettelighed man måtte
have mødt, ikke fritager revisionen for at træffe de foranstaltninger over
for den enkelte andelskasse, som lovgivningen kræver.
Forpligtelsen for revisionen kan heller ikke undlades på det grundlag, at
man ved møder, i revisionsprotokoller eller på anden måde har underrettet
andelskassens bestyrelse, herunder bestyrelsen i Sammenslutningen om
kritisable forhold...
Det er tilsynets opfattelse, at der ved revisionens arbejde i X
Andelskasse foreligger tilsidesættelse af Industriministeriets bekendtgørelse
nr. 585 af 29. november 1974 om revisionens gennemførelse i banker og
sparekasser § 1, stk. 2, nr. 1, § 2 og § 6. Tilsynet finder ikke, at
revisionen har ført et tilstrækkeligt tilsyn med andelskassens regnskabs- og
kontrolmæssige organisation, ligesom den ikke har foretaget en korrekt og
fyldestgørende vurdering af andelskassens aktiver. En revisionspåtegning uden
forbehold har derfor været vildledende.
Tilsynet finder endvidere, at der i forbindelse med revisionen af
Andelskassen Y og Sammenslutningen Ø burde være foretaget større
hensættelser. Revisionen burde i sin påtegning have oplyst om de manglende
hensættelser, ligesom revisionspåtegningerne burde have indeholdt oplysninger
om de alvorlige forretningsgangsmæssige problemer, som er blevet beskrevet i
protokollaterne. Der henvises i øvrigt til de af tilsynet udarbejdede
notater, jf. bilag 2 og 3 til skrivelse af 23. september 1988.
Hvis tilsynet skulle lade denne form for revisionsarbejde foregå
uantastet, ville sådanne revisorer efterlade en utryghed, der ikke er
forenelig med den betydning, som bank-og sparekasseloven og de specielle
regler om revisorer tillægger revisionen i pengeinstitutter. Der ville ikke
kunne bygges på revisionen som et af de væsentligste led i den eksterne
kontrol med pengeinstitutterne.
På denne baggrund finder tilsynet, at statsautoriseret revisor SR og
registreret revisor RR, primært som ansvarlige for revisionen i X
Andelskasse, har varetaget deres revision på en sådan måde, at de må anses
for åbenbart uegnede til deres hverv.
Under henvisning til lov om banker og sparekasser m.v. § 36, stk. 4, og
Industriministeriets bekendtgørelse nr. 436 af 19. juli 1988 om henlæggelse
af beføjelser til Finanstilsynet m.v. afskediger tilsynet derfor som nævnt
statsautoriseret revisor SR og registreret revisor RR med virkning fra dags
dato, således at de ikke kan udføre hvervet som revisor i noget
pengeinstitut, hvor de selv er valgt eller på vegne af R A/S udfører
revisionen...«
SR og RR påklagede denne afgørelse til Erhvervsankenævnet. Der blev
afholdt mundtlig forhandling, hvorunder Finanstilsynet blev repræsenteret af
Kammeradvokaten. Da spørgsmålet om hjemmelen for Finanstilsynets afgørelse
havde været særlig fremhævet under den forudgående skriftlige forberedelse,
ønskede nævnet at tage stilling til dette spørgsmål, inden sagens realitet
blev forhandlet. Den mundtlige forhandling blev derfor koncentreret om
hjemmelsspørgsmålet.
Om bestemmelserne og deres historie, parternes argumentation og ankenævnts
afgørelse hedder det i kendelsen (de følgende afsnit af kendelsen gengives i
deres fulde ordlyd):
Bestemmelserne og deres historie.
Bank- og sparekasseloven i den affattelse, der var gældende, da den
påklagede afgørelse blev truffet (lovbekendtgørelse nr. 374 af 15. august
1985 som ændret senest ved lov nr. 853 af 23. december 1987), indeholder
bl.a. følgende bestemmelser:
»§ 36. Et pengeinstituts årsregnskab skal revideres af mindst to
revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret. ....
Stk. 4. Industriministeren kan afskedige en revisor, der findes åbenbart
uegnet til sit hverv, og i stedet udpege en statsautoriseret revisor, der
fungerer, indtil nyt valg kan afholdes.«
Ved bekendtgørelse nr. 436 af 19. juli 1988 (udfærdiget i medfør af lov
nr. 853 af 23. december 1987) har industriministeren henlagt sine beføjelser
efter bank- og sparekasseloven, herunder beføjelsen efter lovens § 36, stk.
4, til at afskedige en revisor, til Finanstilsynet.
Om lovbestemmelsens historie kan oplyses:
Sparekasselov nr. 539 af 4. september 1919 havde i § 23, stk. 5, 2. pkt.,
følgende bestemmelse:
»Revisorer, der gør sig skyldige i Svig eller grov Forsømmelse, kan
af Handelsministeren afskediges og forlanges sat under Tiltale.«
I bemærkningerne til det kommissionsudkast, der lå til grund for
lovforslaget (Rigsdagstidende 1912-13, Tillæg A, sp. 2799), siges:
»...at Bestemmelsen om Beføjelse for Indenrigsministeren til at
afskedige Medlemmer af Bestyrelsen eller Direktionen for en Sparekasse saavel
som Revisorer er foreslaaet for at forebygge det urimelige Forhold, at en
Sparekasses Ledere og Revisorer, der ved deres Forsømmelser have tilføjet
Kassen Tab, rolig skulde kunne forblive i deres Stilling, saa længe deres
ulovlige Adfærd ikke var konstateret ved Dom, og derved mulig forvolde Kassen
endnu langt betydeligere Tab end de den allerede tilføjede.«
Banklov nr. 541 af 4. oktober 1919 indeholdt i § 21, stk. 5, 2. pkt., en
ligelydende bestemmelse. I lovforarbejderne hertil (Rigsdagstidende 1912-13,
Tillæg A, sp. 2853) henvises til, at bestemmelsen svarer til forslaget til
sparekasselov.
Ved banklov nr. 122 af 15. april 1930 blev bestemmelsens formulering
ændret til i realiteten den nugældende. Lovens § 14, stk. 3, er sålydende:
»Dersom en Revisor findes aabenbart uegnet til sit Hverv, kan
Ministeren afskedige den paagældende og i den afgaaedes Sted udpege en
statsautoriseret Revisor, der fungerer, indtil nyt Valg paa den førstkommende
Generalforsamling kan afholdes.«
I bemærkningerne til lovforslaget (Rigsdagstidende 1923-24, Tillæg A, sp.
4752) henvises til, at bestemmelsen findes i den dagældende banklovs § 21,
stk. 5, »i en noget anden Form.«
Sparekasselov nr. 159 af 18. maj 1937 indeholdt i § 13, stk. 4, en
bestemmelse, der ganske svarede til banklov 1930 § 14, stk. 3.
De to love om henholdsvis banker og sparekasser blev i 1974 samlet i een
lov, lov om banker og sparekasser nr. 199 af 2. april 1974. Denne lovs § 36,
stk. 4, svarer til den bestemmelse, der var gældende, da den påklagede
afgørelse blev truffet, og som er citeret ovenfor. Bemærkningerne til
lovforslaget (Folketingstidende 1973-74, Tillæg A, sp. 336) henviser blot
til, at bestemmelsen svarer til banklovens § 14 og sparekasselovens § 13.
Bank- og sparekasselovens § 36, stk. 4, er senere blevet ændret ved lov
nr. 327 af 24. maj 1989, men ændringen er uden betydning for denne sag.
Bestemmelsen findes nu i bank- og sparekasselovens § 34, stk. 6, jfr. lov nr.
306 af 16. maj 1990 og lovbekendtgørelse nr. 22 af 9. januar 1991.
Parternes argumentation.
Klagerne har under den skriftlige forberedelse gjort gældende, at
Finanstilsynets anvendelse af bank- og sparekasselovens § 36, stk. 4, hviler
på en urigtig forståelse af loven. Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed
for i et nærmere angivet pengeinstitut at afskedige en af det pågældende
pengeinstitut valgt revisor og indsætte en anden i hans sted, indtil nyt valg
kan finde sted. X Andelskasse, hvis forhold er hovedgrundlaget for
Finanstilsynets kritik, var ophørt med at eksistere, da Finanstilsynet traf
sin afgørelse. Andelskassen Y blev afviklet i foråret 1988 med
Finanstilsynets godkendelse. Sammenslutningen Ø meddelte i efteråret 1988
Revisionsfirmaet R A/S, at man ville skifte revision ved førstkommende
generalforsamling. Der var således ikke noget revisorhverv at
»afskedige« klagerne fra, og afgørelsen må allerede af denne grund
tilsidesættes. Lovens § 36, stk. 4, kan ikke forstås således, at den giver
Finanstilsynet adgang til på grundlag af kritik af den udførte revision i et
enkelt eller enkelte pengeinstitutter generelt at pålægge en revisor at
fratræde fra alle pengeinstitutter, hvori han er valgt, og uden
tidsbegrænsning at forbyde ham at påtage sig hvervet som revisor for nogen
bank eller sparekasse. En sådan »tidsubestemt straf« måtte kræve en
meget speciel lovhjemmel, og det ville være i strid med dansk
lovgivningstradition, hvis en sådan tidsubegrænset, rent pønalt baseret
sanktion var henlagt til Finanstilsynet uden adgang til domstolskontrol.
Klagerne har iøvrigt bestridt, at der i de forhold, som Finanstilsynet
henviser til, er det fornødne grundlag for at afskedige dem som revisorer.
Det må indgå i en samlet bedømmelse, at andelskassernes forhold, da de blev
inddraget under bank- og sparekasseloven, var så særegne og historisk
betingede, at det i høj grad vanskeliggjorde revisionens arbejde, og at
Revisionsfirmaet R A/S har gjort en stor indsats for at få gennemført
generelle forbedringer i kassernes regnskabsforhold. Det bestrides, at den
udførte revision i X Andelskasse og i Sammenslutningen Ø kan give anledning
til kritik. Om revisionsarbejdet i X Andelskasse anføres i indlægget af 22.
december 1989:
»Det gøres gældende, at den udførte revision i sig selv var
tilfredsstillende for så vidt som alle risikobehæftede engagementer fremgik
af revisionsprotokollen og denne var bekendt for bestyrelsen, som har det
retlige, endelige, ansvar for regnskabet og de heri indeholdte vurderinger.
Klagerne er enige i, at det for en efterfølgende betragtning - og med
kendskab til den efterfølgende udvikling - nok må siges, at man næppe burde
have givet »blank« påtegning på regnskabet for 1987. Der er
imidlertid mange hensyn, der førte til, at man valgte at give denne
påtegning.
Først og fremmest må nævnes, at revisionen klart havde påvist problemerne
ved debitorstyringen. Da regnskabet for 1987 blev afgivet i februar 1988,
måtte man med rette gå ud fra, at direktionen ville fortsætte bestræbelserne
på at forbedre debitorstyringen. Der skete i stedet det, at direktionen helt
svigtede, og at andelskassen i realiteten var uden ledelse i forsommeren
1988, hvilket selvsagt forværrede forholdene væsentligt.'
Klagerne har endelig henvist til, at en regel svarende til bank- og
sparekasselovens § 36, stk. 4, har været gældende siden bankloven af 1930.
Bestemmelsen har så vidt vides aldrig tidligere været anvendt, uanset at der
i de senere år har foreligget mangfoldige tilfælde, hvor banker og
sparekasser er blevet tvunget til fusion som følge af, at ledelsen har
foretaget for små hensættelser. Det virker på denne baggrund »ganske
bagvendt«, at Finanstilsynet første gang benytter bestemmelsen i et så
specielt tilfælde som X Andelskasse, »hvis udlånsvirksomhed var
historisk og lokalt baseret, og hvor hændelsesforløbet har været ganske
atypisk og hvor iøvrigt ingen indskydere har lidt tab«. Dette står i
stærk kontrast til, at en række sammenbrud, med Kronebanken og 6. Juli Banken
som de mest markante, ikke har givet anledning til at anvende bestemmelsen.
Finanstilsynet har heroverfor anført, at der ikke i den omhandlede
bestemmelses ordlyd eller på anden måde er holdepunkter for at antage, at
afskedigelsen alene kan ske i det eller de pengeinstitutter, hvor grundlaget
for afgørelsen er konstateret. Hvis en revisor er erklæret »åbenbart
uegnet til sit hverv«, må denne erkendelse medføre, at det vil være
uforsvarligt at lade ham fortsætte sit revisionsarbejde i andre
pengeinstitutter. Finanstilsynet er således ikke enig i klagernes fortolkning
af bestemmelsen. Om afskedigelsens form anfører Kammeradvokaten i skrivelse
af 12. oktober 1989:
»Hvis klagerne ønsker en konkret afsættelse af de to revisorer i
hvert enkelt pengeinstitut, må jeg anmode om en liste over, hvilke
pengeinstitutter de to revisorer udfører revisionsarbejde for. I så fald vil
Finanstilsynet ikke have nogen indvending imod at udfærdige en skrivelse om,
at de to revisorer afsættes i pågældende navngivne pengeinstitutter, med
samtidig tilkendegivelse af at Finanstilsynet ønsker oplysning, hvis de to
revisorer på noget tidspunkt måtte påtage sig revisionsarbejde for andre
pengeinstitutter under Finanstilsynets tilsyn. En anden mulighed er, at
Finanstilsynet undersøger, hvilke pengeinstitutter der har valgt enten
Revisionsfirmaet R A/S eller en af de to klagere til revisor, og på dette
grundlag udfærdige forbudsskrivelser til de to klagere vedrørende samtlige
disse pengeinstitutter.«
Det fastholdes, at de konstaterede mangler ved klagernes revision giver
fornødent grundlag for at afskedige dem. Til det af klagerne anførte om
andelskassernes særegne forhold gøres det gældende, at regnskabs- og
revisionsreglerne ikke blev ændret afgørende i forbindelse med, at kasserne
blev omfattet af bank- og sparekasseloven. Ingen selskaber må aflægge
vildledende regnskaber, og ingen revision må give vildledende regnskaber
blank revisionspåtegning. Klagerne kan iøvrigt ikke som revision på egen hånd
give andelskasserne en form for dispensation i en overgangsperiode efter
lovændringen.
Det er rigtigt, at nærværende sag er den første af denne art. Dette må ses
i sammenhænge med, at der generelt er sket en væsentlig omlægning af
kompetenceforholdene under Industriministeriet, og at man herved generelt har
tilstræbt at føre erfaring fra sagsbehandling og kompetence sammen.
Under den mundtlige forhandling , der som nævnt navnlig har drejet sig om
hjemmelsspørgsmålet, har parterne gentaget og uddybet disse synspunkter.
Klagernes advokat har herunder navnlig anført, at det følger af
bestemmelsens ordlyd, at bank- og sparekasselovens § 36, stk. 4, kun giver
Finanstilsynet adgang til at fratage en revisor hvervet for så vidt angår et
bestemt angivet pengeinstitut. Dette fremgår såvel af ordet
»afskediger«, der sprogligt henviser til et konkret hverv, som af
forskriften om, at Finanstilsynet i stedet skal udpege en anden revisor,
indtil nyvalg kan finde sted. Bestemmelsen giver derimod ikke tilsynet
hjemmel til som sket generelt at fratage klagerne retten til nu og fremtidig
at være revisorer i et hvilket som helst pengeinstitut. En sådan
»ikke-tidsbegrænset næringsstraf« må kræve en meget sikker
lovhjemmel, og det ville efter dansk lovgivningstradition være utænkeligt, at
adgangen til at pålægge en sådan sanktion var overladt til en
forvaltningsmyndigheds skøn uden en lovbestemt adgang til særlig
domstolsprøvelse. En generel frakendelse af retten til at være revisor i
ethvert pengeinstitut må enten ske ved dom efter reglerne i straffelovens §§
78 og 79 eller ved en afgørelse truffet af Revisornævnet, hvis afgørelser om
frakendelse er undergivet domstolskontrol. Det er efter bank- og
sparekasseloven Finanstilsynets opgave at føre tilsyn med de enkelte
pengeinstitutter, mens den almindelige kontrol med revisorers duelighed
varetages af andre organer.Det anførte støttes af lovens forarbejder. De
ovenfor gengivne bemærkninger til kommissionsudkastet viser klart, at
bestemmelsen var tænkt som en midlertid foranstaltning begrundet i forholdene
i det enkelte pengeinstitut. Der er ikke ved de senere lovændringer anført
noget, der kan give grundlag for en ændret forståelse.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 36, stk. 4, har såvidt vides
aldrig tidligere været brugt, og der er grund til at bemærke, at reaktionerne
over for revisionen, da 6. Juli Banken brød sammen på omtrent samme
tidspunkt, var at rejse sag for Revisornævnet.
Kammeradvokaten har heroverfor anført, at formålet med bank- og
sparekasselovens § 36, stk. 4, ikke er at straffe de pågældende revisorer,
men at afværge tab for pengeinstituttet, hvilket også fremgår af den citerede
bemærkning til kommissionsudkastet. Af hensynet til en hurtig indgriben har
loven overladt kompetencen til Finanstilsynet uden at instituere nogen
særskilt domstolsprøvelse. Modsat Revisornævnet, der generelt kan frakende en
revisor retten til at virke som statsautoriseret eller registreret revisor,
kan Finanstilsynet kun fratage retten til at revidere i pengeinstitutter.
Revision af pengeinstitutters regnskaber adskiller sig på afgørende vis fra
anden revision, idet det i pengeinstitutter er helt centralt at tage stilling
til engagementsbedømmelser og hensættelser, som slet ikke har samme betydning
i andre selskaber. Forhold, der gør en revisor uegnet til at revidere i
pengeinstitutter, gør derfor ikke nødvendigvis den pågældende uegnet til
andet revisionsarbejde. Det er derfor velbegrundet, at kompetencen er henlagt
til Finanstilsynet. Hvis der foreligger forhold, som gør, at en revisor er
åbenbart uegnet til at revidere i et pengeinstitut, må disse forhold
nødvendigvis også medføre, at den pågældende også er uegnet til at revidere i
andre pengeinstitutter. Klagers standpunkt er udtryk for en tom formalisme.
Finanstilsynet kunne have lavet en liste over alle de pengeinstitutter, hvor
klagerne er valgt til revisor, og udfærdiget en afskedigelsesskrivelse for
hvert enkelt, hvad tilsynet -som nævnt i skrivelsen af 12. oktober 1989 - da
også har tilbudt at gøre. Hvis Finanstilsynet havde valgt denne
fremgangsmåde, ville klagernes argumentation falde til jorden.
Finanstilsynets opfattelse støttes af lovkommentarerne, hvor det anføres,
at afskedigelse kan finde sted, uanset om revisors virksomhed i vedkommende
pengeinstitut ikke har givet anledning til særlige bemærkninger, medens han
derimod i sin virksomhed på andre områder har vist sig åbenbart uegnet
(Molkte og Tuxen, Kommentar til sparekasseloven, 1955, s. 49 og K. Bjørn
Jensen og Jørgen Nørgaard, kommentar til bank- og sparekasseloven, 1976, s.
146).
Når bestemmelsen ikke har været brugt tidligere, hænger det formentlig
sammen med, at kompetencen tidligere lå i ministeriet, der ikke havde samme
indgående kendskab til de konkrete forhold i de enkelte pengeinstitutter, som
Finanstilsynet har.
Ankenævnet udtaler:En generel fratagelse af en statsautoriseret eller
registreret revisors adgang til nu og i fremtiden at være revisor i noget
pengeinstitut er for den pågældende en særdeles indgribende afgørelse, som må
kræve en sikker lovhjemmel.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 36, stk. 4, må såvel efter sin
ordlyd som efter forarbejderne mest nærliggende forstås således, at den alene
sigter til en konkret afgørelse vedrørende hvervet som revisor i et bestemt
pengeinstitut. Hertil kommer, at der ikke i bank- og sparekasseloven er
bestemmelser om en særlig domstolsprøvelse, således som det sædvanligvis er
tilfældet ved bestemmelser om rettighedsfrakendelse, f.eks. ved
Revisornævnets afgørelser om frakendelse efter lov om statsautoriserede
revisorer §§ 19-21 og lov om registrerede revisorer § 11. Finanstilsynets
afgørelser efter bank- og sparekasselovens § 36, stk. 4, er alene undergivet
den almindelige - mindre indgående - domstolsprøvelse af forvaltningsakter
efter Grundlovens § 63.
På denne baggrund finder ankenævnet, at bestemmelsen må forstås således,
at den i en situation som den foreliggende kun giver Finanstilsynet
adgang til at afskedige en revisor for hvert enkelt pengeinstitut efter en
konkret vurdering af den pågældendes egnethed som revisor i dette
pengeinstitut. Bestemmelsen giver derimod ikke med tilstrækkelig sikkerhed
hjemmel for Finanstilsynet til generelt at bestemme, at klagerne på
ubestemt tid ikke kan udføre hvervet som revisor i noget pengeinstitut,
således som det er sket ved den påklagede skrivelse.
Ankenævnet ændrer derfor den påklagede afgørelse, således at
Finanstilsynets påbud til klagerne ophæves.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Disciplinærsystemets kompetenceområde Retlig interesse Retsinformation · 24. september 1997
- God revisorskik Retsinformation · 24. september 1997
- Landsretten stadfæster byrettens dom i det omfang, den er anket, med den ændring i strafudmålingen, at tiltalte idømmes en tillægsstraf af fængsel i 3 år og 6 måneder. Landsretten tiltræder samtidig, at tiltalte frakendes retten til at drive virksomhed i selskabsform. Landsretten afsagde også kendelse om, hvorvidt betingelserne for varetægtsfængsling på unddragelsesrisiko frem til dom i en ankesag om bedrageri var opfyldt Domsdatabasen · 29. januar 2025
- Tiltale for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed, jf. værdipapirhandelslovens § 39, stk. 1, jf. § 38, stk. 1, nr. 2 og 4, § 94, stk. 1, 2. pkt., jf. § 93, stk. 6, jf. § 94, stk. 2. Påstand om rettighedsfrakendelse til erhvervsmæssigt at beskæftige sig med handel med værdipapirer noteret på et reguleret marked, samt til at være stifter af eller direktør eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig godkendelse, eller en fond. Domsdatabasen · 8. marts 2013
- Bestyrelsesmedlem pålagt at nedlægge hverv med øjeblikkelig virkning. (2014-0036307) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. oktober 2014
- Bestyrelsesmedlem pålagt at nedlægge hverv med øjeblikkelig virkning. (2014-0036308) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. oktober 2014
Lignende dokumenter
- Kendelse af 10. august 1995. 94-67.290 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. august 1995
- Manglende omhu Retsinformation · 24. september 1997
- Sag om, hvorvidt de sagsøgte i deres funktioner som direktører, underdirektører, bestyrelsesmedlemmer og som ekstern revision i den tidligere Bank har handlet ansvarspådragende over for banken i perioden fra 2005 til bankens økonomiske sammenbrud i 2008, og i givet fald om de sagsøgtes ansvarspådragende handlinger og undladelser da har påført banken et tab, som kan kræves erstattet af sagsøgeren, Finansiel Stabilitet A/S Domsdatabasen · 10. juli 2014
- Kendelse af 8. juni 1995. 94-48.001 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. juni 1995
- 00-121.471- Investeringslån, andelskasse - 3. september 2001 (03. september 2001) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. september 2001
- Spørgsmålet om, hvilke dokumenter, der kunne benyttes under en verserende retssag henhørte under domstolene. Retsinformation · 24. september 1997