Finanstilsynet var berettiget til overfor en klager at afvise at foretage en konkret bedømmelse efter bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, af en klage over et pengeinstitut. Klagen var omfattet af Pengeinstitutankenævnets kompetence.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Lov om forbrugerklagenævnet § 12 ophævet
Teksten
Finanstilsynet var berettiget til overfor en
klager at afvise at foretage en konkret bedømmelse efter bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 6, af en klage over et pengeinstitut. Klagen var
omfattet af Pengeinstitutankenævnets kompetence.
Klager har i skrivelse af 15. august 1989 klaget over, at Finanstilsynet i
skrivelse af 11. august 1989 (j.nr. 7620 A.1.6.1., 1-5) afviste at behandle
en klage på det formueretlige område over en bank.
Sagens omstændigheder er følgende:
I foråret 1988 hævede en søn af klager i bankens afdeling i København ved
en række lejligheder beløb på ialt kr. 22.500,- fra klagers konto, som førtes
i bankens hovedsædeafdeling i ........ Udbetalingerne fandt sted ved, at
klagers søn henvendte sig i afdelingen og udfyldte udbetalingsbilag med
kontonummer, beløb samt underskriften ........
Ved skrivelse af 7. juni 1988 meddelte bankens afdeling i København, at
banken selvfølgelig ville godskrive klager beløbet, idet fejlen lå hos
banken. Banken oplyste dog samtidig, at den ville søge regres for beløbet hos
klagers søn.
Ved skrivelse af 15. juni 1988 til bankens direktion meddelte klager
imidlertid, at han kun ønskede beløbet refunderet, såfremt banken
tilkendegav, at man frafaldt at søge regres imod hans søn. Ved skrivelse af
6. juli 1988 tilbød banken herefter klager, at man mod klagers kaution ville
yde sønnen et lån på kr. 22.500,- til en rente svarende til bankens højeste
indlånsrente. Ved skrivelse af 10. juli 1988 afviste klager dette tilbud.
Klager indbragte herefter den 3. maj 1989 sagen for
Pengeinstitutankenævnet med påstand om, at banken tilpligtes at betale klager
kr. 22.500,- med tillæg af rente og at anerkende ikke i forbindelse hermed at
kunne gøre regres for beløbet imod klagers søn.
Ved kendelse af 29. juni 1989 tog Pengeinstitutankenævnet ikke klagers
påstand til følge. Ankenævnets begrundelse er sålydende:
»Indklagede har tilbudt at erstatte klageren det beløb på 22.500,00
Læs alt
kr., der uretmæssigt er hævet af klagerens søn. Der findes ikke at være noget
grundlag for at pålægge indklagede at undlade at gøre et regreskrav gældende
mod klagerens søn, efter at betaling til klageren er sket, idet det følger af
almindelige regler, at der i så fald tilkommer indklagede et sådant
regreskrav.'14. juli 1989 indbragte klager sagen for Finanstilsynet, der ved
skrivelse af 11. august 1989 meddelte:
»...I denne anledning skal man meddele, at tilsynet efter oprettelsen
af Pengeinstitutankenævnet er ophørt med at behandle klager over
pengeinstitutter.
Ifølge Pengeinstitutankenævnets vedtægter har nævnet kompetance til at
træffe afgørelse i tvister mellem et pengeinstitut og dets privatkunder.
Nævnets kendelse er ikke juridisk forpligtende for sagens parter, som har
mulighed for at gå videre til domstolene.
Tilsynet kan derfor ikke tage stilling til den forelagte klage og må, som
Pengeinstitutankenævnet, henvise Dem til eventuelt at indbringe sagen for
domstolene...«
Klager indbragte herefter Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet
ved skrivelse af 15. august 1989.
Ved skrivelse af 20. september 1989 anmodede ankenævnet klager om at
indbetale gebyret på 2.000 kr. for behandling af sagen i nævnet, jf. § 7 i
bekendtgørelse nr. 204 af 29. marts 1988 om Industriministeriets
Erhvervsankenævn. Til brug for sine overvejelser om at ville betale gebyret
og dermed opretholde klagen anmodede klager herefter den 21. september 1989
ankenævnet om en forhåndsudtalelse. I den anledning oplyste nævnet i
skrivelse af 10. oktober 1989 til klager, at det ankenævnet kan og skal tage
stilling til er om Finanstilsynet har været berettiget til at afvise at
behandle sagen og at en kendelse derfor vil gå ud på enten at Finanstilsynet
skal behandle sagen eller at det accepteres at behandlingen er afvist. Klager
har herefter indbetalt gebyret.
I en redegørelse fra Finanstilsynet af 27. september 1989 til ankenævnet
udtalte tilsynet:
»...Efter tilsynets opfattelse er der tale om en formueretlig
konflikt, som tilsynet ikke har beføjelse til at tage stilling til. Man har
derfor måttet henvise klager til at forelægge sagen for domstolene, hvilket
kan ske, selvom Pengeinstitutankenævnet har truffet afgørelse i sagen, jf.
ankenævnets vedtægter § 11, stk. 1. ...
Tilsynet mener fortsat ikke at kunne foretage sig yderligere i sagen, idet
bemærkes, at man ganske savner grundlag for at anse bankens standpunkt i
sagen for stridende imod god pengeinstitutpraksis, jf. bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 6...«
I skrivelse af 17. januar 1990 til ankenævnet har Finanstilsynet henvist
til tilsynets tidligere udtalelser i sagen og dermed fastholdt ikke at ville
behandle klager på det formueretlige område fra kunder over pengeinstitutter
efter oprettelsen af Pengeinstitutankenævnet.
Ankenævnet skal udtale:
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6 må efter
forarbejderne anses for at være et led i Finanstilsynets almindelige
tilsynsforpligtelse med pengeinstitutter. Desuagtet har tilsynet praktiseret
reglen således, at man på grundlag af henvendelser fra kunder i
pengeinstitutter i hvert enkelt tilfælde har realitetsbehandlet klagen og
besvaret henvendelser overfor klageren, Finanstilsynet har herved principielt
alene bedømt og kunnet bedømme klagen i forhold til den retlige standard, der
er anført i § 1, stk. 6. Efter det for ankenævnet oplyste har baggrunden for
tilsynets praksis bl.a. været, at kunder i pengeinstitutter ikke havde andre
klagemuligheder i lighed med andre forbrugerklager, der kunne indbringes for
Forbrugerklagenævnet.
Dette forhold blev ændret ved oprettelse af Pengeinstitutankenævnet, der
trådte i virksomhed den 1. august 1988. Ifølge vedtægterne for
Pengeinstitutankenævnet, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet i medfør af
§ 12 i lov om forbrugerklagenævnet, jf. Industriministeriets
lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 behandler nævnet bl.a. klager
vedrørende private kundeforhold. Behandlingen kan principielt angå samtlige
omstændigheder i retsforholdet mellem parterne, medmindre spørgsmålet ved lov
er henlagt til en offentlig myndighed.
Det bemærkes endvidere, at afgørelser truffet af Pengeinstitutankenævnet
ikke kan indbringes for Finanstilsynet eller Industriministeriets
Erhvervsankenævn.
Finanstilsynet vil som følge af det anførte normalt være berettiget til at
afvise overfor klageren at foretage en konkret bedømmelse efter § 1, stk. 6
af en klage over pengeinstitutter, såfremt klagen er omfattet af
Pengeinstitutankenævnets kompetence.
Med disse bemærkninger stadfæstes Finanstilsynets afgørelse af 11. august
1989, hvorefter tilsynet har afvist at behandle klagen.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Finanstilsynet havde været berettiget til at henvise klagerne til domstolene, da spørgsmålet om, hvorvidt en bank havde handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ikke kunne afgøres af Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke haft anledning til på forhånd at udtale, at man savnede grundlag for at anse bankens handlemåde for stridende mod § 1, stk. 6. Det var endvidere betænkeligt, at Finanstilsynet på forhånd havde afvist, at det indklagede vil kunne have principiel betydning. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 5. juni 1996. 95-68.300 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. juni 1996
- 95-68.300, 4. juni 1996 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. juni 1996
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993
- Kendelse af 2. november 1993. 93-21.362 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. november 1993
- Kendelse af 5. juli 1993. 93-8.240 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. juli 1993