Københavns Fondsbørs fandtes ikke at have begået retlige fejl ved vurderingen af en banks vedtægtsbestemmelser i relation til betingelsesbekendtgørelsens krav om aktiers fri omsættelighed.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Lov om københavns fondsbørs § 43 ophævet 2 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 172 ophævet 3 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 79 ophævet 13 afgørelser
Teksten
Københavns Fondsbørs fandtes ikke at have begået
retlige fejl ved vurderingen af en banks vedtægtsbestemmelser i relation til
betingelsesbekendtgørelsens krav om aktiers fri omsættelighed.
I. Klagen.
Som advokat for K Bank A/S har advokat K i skrivelse af 14. juni 1989 og
5. juli 1989 klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 19. maj 1989
(j.nr. FB. 43 1/4) har tiltrådt, at Københavns Fondsbørs har nægtet at
godkende en ændring af bankens vedtægter, i henhold til de grunde, som
anføres i skrivelser fra Københavns Fondsbørs af 6. marts og 2. maj 1989.
II. Sagens forløb indtil klagen til ankenævnet.
Ved skrivelse af 4. januar 1989 ansøgte advokat K på klagerens vegne
Københavns Fondsbørs om godkendelse af et samtidig fremsendt udkast til
allonge til K Bank A/S' vedtægter.
Allongen har følgende indhold:
»A L L O N G E
til A/S K Banks vedtægter:
§ 3, stk. 4, er ved ekstraordinære generalforsamlinger den 13. og 28. juni
1988, suppleret med senere ændringer foretaget i henhold til
generalforsamlingens bemyndigelse, ændret til at være sålydende:
Der gælder følgende indskrænkninger i aktiernes omsættelighed:
Overdragelse af aktier til en erhverver, der har eller ved erhvervelsen opnår
10% eller mere af bankens aktiekapital, kræver bankens samtykke, medmindre
erhvervelsen sker som led i aktiernes overdragelse til et holdingselskab som
led i en af banken forestået eller tiltrådt strukturændring af banken eller
som led i en rekonstruktion af banken i forståelse med Finanstilsynet efter
kapitaltab.
Banken må ikke administrere samtykkeklausulen, så dens benyttelse medfører
markedsforstyrrelser. Banken forpligter sig generelt til ikke at behandle en
erhverver mindre imødekommende end tidligere erhververe, og banken må derfor
ikke nægte en erhverver samtykke, såfremt vedkommende efter erhvervelsen ikke
Læs alt
har en større procentdel af bankens aktiekapital end en erhverver, til hvem
samtykke tidligere er meddelt.
Der gælder ingen særlige interne forskrifter for meddelelse af samtykke.
Sådanne kan kun fastlægges gennem vedtægtsbestemmelse.«
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen havde forinden i skrivelse af 29. december
1988 (j.nr. 88-31.255) meddelt, at styrelsen ville kunne registrere
formuleringen, idet styrelsen samtidig gjorde det til en betingelse for
registrering, at der i vedtægterne blev optaget en bestemmelse om, at der
ikke gælder særlige interne forskrifter for meddelelse af samtykke. Endvidere
havde Finanstilsynet i skrivelse af 16. januar 1989 meddelt klageren, at
tilsynet ikke havde indvendinger mod formuleringen med den af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen i skrivelsen af 29. december 1988 anførte tilføjelse som
betingelse for registrering. Tilsynet bemærkede videre, at
vedtægtsbestemmelserne herefter ville kunne stadfæstes, når de overfor
tilsynet var dokumenteret lovligt vedtaget, idet Finanstilsynet tilføjede, at
man endvidere skulle udbede sig dokumentation for, at bestemmelserne kunne
godkendes af Københavns Fondsbørs.
Efter at Fondsbørsens bestyrelse havde behandlet sagen på sit møde den 24.
januar 1989, meddelte Københavns Fondsbørs herefter i skrivelse af 25. januar
1989 klageren bl.a. følgende:
»...Efter bestyrelsens opfattelse er det pågældende forslag til
vedtægtsbestemmelse af en sådan karakter, at det falder ind under
bestemmelsen i skema A, II, nr. 2, 3. afsnit, i betingelsesbekendtgørelsen,
jf. bekendtgørelse nr. 813 af 13. november 1986. I henhold til denne kan
fondsbørsbestyrelsen kun godkende en samtykkebestemmelse, hvis benyttelsen af
denne ikke vil kunne medføre markedsforstyrrelser.
Under henvisning til, at bestemmelsen giver selskabet en diskretionær ret
til at beslutte, om de erhvervelser, der falder ind under
samtykkebestemmelsen, skal godkendes eller ej, samt at dette vil betyde en
usikkerhed for, om erhvervelser vil blive godkendt eller ej, finder
fondsbørsbestyrelsen ikke at kunne udelukke, at bestemmelsen vil kunne
medføre markedsforstyrrelser.
Fondsbørsbestyrelsen kan herefter ikke godkende det forelagte forslag til
vedtægtsændring for K Bank.«
En samtidig udsendt pressemeddelelse havde følgende indhold:
»...Fondsbørsbestyrelsen har på sit møde den 24. januar 1989
behandlet spørgsmålet om godkendelse af et forslag til vedtægtsændringer for
K Bank.
Forslagets gennemførelse ville indebære, at visse overdragelser af aktier
i banken til en erhverver, der har eller ved erhvervelsen ville opnå 10%
eller mere af bankens aktiekapital, skulle godkendes af banken.
I henhold til de for selskaber gældende betingelser for optagelse til
notering på Københavns Fondsbørs, kan fondsbørsbestyrelsen kun acceptere
bestemmelser af denne karakter, samtykkebestemmelser, for så vidt disse ikke
efter fondsbørsbestyrelsens opfattelse vil kunne medføre
markedsforstyrrelser.
Idet fondsbørsbestyrelsen fandt, at det ikke kan udelukkes, at en
bestemmelse som foreslået af K Bank vil kunne medføre markedsforstyrrelser,
besluttedes det ikke at godkende den pågældende vedtægtsbestemmelse.«
I skrivelse af 25. januar 1989 og i en supplerende skrivelse af 18. april
1989 indbragte advokat K herefter på klagerens vegne Københavns Fondsbørs
afgørelse for Finanstilsynet i medfør af § 43 i lov om Københavns Fondsbørs,
lovbekendtgørelse nr. 536 af 8. september 1988. I de nævnte skrivelser gør
klageren bl.a gældende:
»...Som bilag 1A vedlægger jeg en pressemeddelelse om Fondsbørsens
afgørelse.
Ifølge pressemeddelelsen er afgørelsen begrundet således:
»Idet fondsbørsbestyrelsen fandt, at det ikke kan udelukkes, at en
bestemmelse som foreslået af K Bank vil kunne medføre markedsforstyrrelser,
besluttedes det ikke at godkende den pågældende vedtægtsbestemmelse.«
Samtidig har jeg imidlertid modtaget selve afgørelsen, og dennes
begrundelse er ganske anderledes og viser, at Københavns Fondsbørs
tilsyneladende helt har misforstået rækkevidden af sin kompetence efter skema
A, II, nr. 2 til EF-direktivet fra 1979.
Fondsbørsen skriver, efter at have omtalt den nævnte bestemmelse,
følgende:
»I henhold til denne kan fondsbørsbestyrelsen kun godkende en
samtykkebestemmelse, hvis benyttelsen af denne ikke vil kunne medføre
markedsforstyrrelser.
Under henvisning til, at bestemmelsen giver selskabet en diskretionær ret
til at beslutte, om de erhvervelser, der falder ind under
samtykkebestemmelsen, skal godkendes eller ej, samt at dette vil betyde en
usikkerhed for, om erhvervelsen vil blive godkendt eller ej, finder
fondsbørsbestyrelsen ikke at kunne udelukke, at bestemmelsen vil kunne
medføre markedsforstyrrelser.« ..........
Afgørelsen går fejlagtigt ud fra, jfr. den citerede begrundelse, at selve
den usikkerhed, som principielt altid er knyttet til en samtykkebestemmelse,
indebærer risiko for markedsforstyrrelser. Dette er det samme som en
definitiv udelukkelse af enhver samtykkebestemmelse - og herved gør
Fondsbørsen sig skyldig i en forkert retsanvendelse. Fondsbørsen skulle
konkret have efterprøvet, om der var risiko for markedsforstyrrelser, og
Fondsbørsen burde herved have lagt vægt på, at den, der skal overskride 10%
grænsen for Jyske Banks vedkommende, skal investere godt 200.000.000 kr.
(nemlig 10% af nominelt 462.000.000 kr. a ca. kurs 460). Det forekommer
indlysende, at der ikke kan påvises nogen konkret risiko for
markedsforstyrrelser. Andre hensyn må Fondsbørsen ikke varetage ved
administrationen af sin beføjelse efter 1979-direktivets skema A, II, nr. 2.
Ved brev af 29. december 1988 havde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
godkendt formuleringen af vedtægtsændringen. ..........
I sin egenskab af stadfæstelsesmyndighed havde Finanstilsynet ved
skrivelse af 16. ds. for sit vedkommende godkendt ændringen, .......... Herom
var Fondsbørsen underrettet. ..........
En nærmere analyse af de selskabs- og børsretlige spørgsmål, som sagen
rejser, indeholdes i mit brev af 24. marts 1988 til Københavns Fondsbørs.
.......... I stikordsform fremhæver jeg fra brevets argumentation særligt
følgende:
Der er allerede noteret 3 selskaber med absolutte ejerloftsbestemmelser.
Dette har ikke givet anledning til markedsforstyrrelser.
EF-direktivet fra 1979, som styrer børsbetingelsesbekendtgørelsen, giver
udtrykkelig hjemmel til en samtykke bestemmelse, jfr. direktivets skema A,
punkt II, nr. 2. Denne bestemmelse i direktivet overlader ikke en fuldstændig
skønsfrihed til de nationale børsmyndigheder. »Skønnet« er
tværtimod stærkt bundet, nemlig af spørgsmålet om, hvorvidt administrationen
af samtykkeklausulen vil medføre markedsforstyrrelser. Da det af bankens
seneste, af de to andre myndigheder godkendte, formulering fremgår, at
klausulen skal administreres, så den ikke medfører markedsforstyrrelser, har
Fondsbørsen til enhver tid beføjelse til at standse noteringen, hvis denne
betingelse ikke opfyldes.
Fondsbørsen har tidligere haft betænkeligheder over, hvorvidt klausulen
kan medføre brud på grundlæggende selskabs- og børsretlige lighedsprincipper.
Med den seneste formulering af klausulen er sådanne betænkeligheder
udelukket.
Herefter gør jeg på bankens vegne gældende, at Fondsbørsen har anlagt en
regelfortolkning, som er i strid med EF-direktivet, for hvilket
børsbetingelsesbekendtgørelsen naturligvis må vige.
Når 3 allerede børsnoterede selskaber har absolutte ejerloftsbestemmelser,
og når disse vil blive accepteret for de nye sparekasseaktieselskaber,
indebærer det et brud på forvaltningsretlige lighedsprincipper og på
bankernes berettigede forventninger at nægte vedtægtsændringernes
godkendelse. Nægtelsen vil tillige gøre AL § 172, som udgør hjemmelen til
vedtægtsændringen, illusorisk.
Jeg henviser til argumentationen side 6-8 i mit brev af 24. marts 1988
vedrørende det i praksis stærkt følte behov for vedtægtsændringen.
Endvidere henviser jeg til brevets side 10-15, der indeholder en
omhyggelig gennemgang af retsstillingen på andre børser. Gennemgangen viser,
at en stadfæstelse af afslaget fra Københavns Fondsbørs vil distancere denne
fra de øvrige fondsbørser og derfor allerede på kort sigt være til skade for
danske børsretlige konkurrencehensyn...
.......... Værket Lucy Smith: Kampen på aksjemarkedet. Jeg henviser
særligt til dettes side 177ff angående forholdet mellem selskabslovgivningen
og børslovgivningen. Professor Smith antager her, jfr. side 180 og side 182,
at de børsretlige krav ikke må blive så strenge, at de gør reglerne i
aktieselskabsloven illusoriske, men at de tværtimod må fortolkes i
overensstemmelse med disse. I denne forbindelse gør jeg gældende, at
Fondsbørsens afgørelse netop tilsidesætter AL § 172, der har til formål at
tillade selskaber at værne sig mod overtagelsesforsøg.
Endelig er Fondsbørsens afgørelse klart i strid med intentionerne bag 2.
bankharmoniseringsdirektiv (udkast), der netop vil tillade nationale
myndigheder at forbyde erhvervelse af mere end 10% af aktiekapitalen i en
bank...'
Den af advokat K i skrivelsen af 25. januar 1989 omtalte redegørelse af
24. marts 1988 til Københavns Fondsbørs er vedhæftet kendelsen som bilag I.
Det i redegørelsen af 24. marts 1988 nævnte responsum er vedhæftet kendelsen
som bilag II.
I skrivelse af 6. marts 1989 har Københavns Fondsbørs efter at have haft
advokat K's indlæg af 25. januar 1989 med de nævnte bilag til udtalelse bl.a.
udtalt følgende:
»...Det anføres, »at Københavns Fondsbørs tilsyneladende helt
har misforstået rækkevidden af sin kompetence efter skema A, II, nr. 2, til
EF-direktivet fra 1979«, jf. herved nederst på s. 1. Dette begrundes
med, at der ikke fra fondsbørsbestyrelsens side er foretaget en konkret
bedømmelse af det forelagte forslag til vedtægtsændring. Synspunktet går igen
midt på s. 2 i klageskrivelsen. Hertil skal bemærkes, at det er Fondsbørsens
opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at samtykkebestemmelser af et så
generelt og bredt indhold, som giver selskabet en diskretionær ret til at
beslutte, om erhvervelser skal godkendes eller ej, kan medføre
markedsforstyrrelser. Den af K Bank ønskede bestemmelse er formuleret
således, at der ikke på forhånd er retningslinier af nogen art for, hvorledes
den vil blive administreret. En investor vil således ikke på forhånd vide, om
han vil kunne opnå selskabets samtykke. Samtykkebestemmelser kan være
formuleret på mange forskellige måder, og der kan herunder være givet mere
eller mindre detaljerede retningslinier for administrationen heraf.
Fondsbørsen har foretaget det skøn, som bestemmelsen foreskriver:
bestemmelser formuleret så bredt og uden retningslinier af nogen art, sådan
som det er tilfældet for det af K Bank forelagte, skønnes at være af en sådan
karakter og have et sådan indhold, at markedsforstyrrelser ikke kan
udelukkes. Der kan ikke herimod argumenteres med, at der skal investeres godt
200 mill.kr., idet den pågældende vedtægtsbestemmelse jo netop gælder
tilfælde, hvor en erhverver har eller ved en erhvervelse opnår 10% eller mere
af bankens aktiekapital. Der kan således være tale om ganske ubetydelige
aktieposter i forhold til de 200 mill. kr.
Fondsbørsen finder således, at man har udført det skøn, som er påkrævet,
og finder samtidig, at skønnet er udøvet inden for de rammer, der gives. Det
forhold, at det i selve vedtægtsforslaget er anført, at bestemmelsens
administration ikke må medføre markedsforstyrrelser, har ingen betydning for
Fondsbørsens afgørelse. I henhold til de anførte regler er det jo netop
fondsbørsbestyrelsen, som skal foretage vurderingen. Det er ikke
tilstrækkeligt at henvise til, jf. nederst s. 3, at Fondsbørsen har mulighed
for at standse noteringen, hvis denne betingelse (at markedsforstyrrelser
ikke indtræder) ikke opfyldes. I henhold til bestemmelsen skal
fondsbørsbestyrelsen jo netop vurdere, om en vedtægtsbestemmelse vil kunne
medføre markedsforstyrrelser.
I klageskrivelsen anføres videre, at der på Københavns Fondsbørs i dag er
noteret 3 selskaber med absolutte ejerloftsbestemmelser. Spørgsmålet synes
ikke at have relevans for vurderingen af den aktuelle vedtægtsbestemmelse,
som jo netop er en samtykkebestemmelse. Spørgsmålet om indførelse af
ejerloftsbestemmelser i de nye sparekasseaktieselskaber har således herefter
heller ingen relevans for det spørgsmål, som klageskrivelsen vedrører.
Investorerne ved i disse tilfælde, at der er et loft og, at der ikke kan
dispenseres.
Om henvisningen til retsstillingen på andre børser bemærkes, at
Fondsbørsen fortsat er af den opfattelse, at man kun i begrænset omfang på
andre børser inden for EF-området accepterer omsættelighedsbegrænsninger af
nogen art. Fondsbørsen har tidligere foretaget en rundspørge til forskellige
børser, herunder til fondsbørserne i London, Frankfurt og Paris, og har fået
svar, som bekræfter dette. Den gennemgang af forholdet til udenlandske
børser, som er foretaget i A's brev af 24. marts 1989, og som der henvises
til i klageskrivelsen på s. 4, synes ikke at tale derimod. I øvrigt bemærkes,
at retstilstanden på udenlandske fondsbørser ikke har betydning for
fondsbørsbestyrelsens afgørelser i skønsmæssige sager i medfør af
betingelsesbekendtgørelsen.
I klageskrivelsen s. 5 henvises til et norsk værk af professor Lucy Smidt,
hvori det tilsyneladende antages, at de børsretlige krav ikke må blive så
strenge, at de gør reglerne i selskabsloven illusoriske, men at de tværtimod
må fortolkes i overensstemmelse med disse. Lucy Smidt præciserer i sin bog,
at såfremt forhold af selskabsretlig art, som er udtømmende reguleret i
aktieselskabsloven, ønskes skærpet, kræver dette som udgangspunkt særskilt
hjemmel i børsloven, for at et børsreglement skal kunne indeholde en
modstridende regel. I Danmark er det imidlertid således, at alle regler i
fondsbørsbekendtgørelserne er udstedt med hjemmel i fondsbørsloven. Den i
klageskrivelsen anførte argumentation kan således ikke overføres til danske
forhold, da den baserer sig på en anden regulering af børsforholdene.
I klageskrivelsen henvises endeligt til, at Fondsbørsens afgørelse skulle
være i klart strid med intentionerne bag udkastet til 2.
bankharmoniseringsdirektiv. Fondsbørsen finder generelt ikke at skulle udtale
sig om direktivforslag på andre reguleringsområder. Fondsbørsen kan
imidlertid ikke se, at det nævnte direktivudkast skulle indeholde en
bestemmelse, som anført i klageskrivelsen. For så vidt der i klageskrivelsen
refereres til artikel 9 i direktivudkastet, bemærkes, at samme bestemmelses
stk. 3 foreskriver, at de kompetente myndigheder i tilfælde af, at aktionærer
gør deres indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsvarlig
og sund ledelse af en bank, skal træffe de fornødne foranstaltninger til at
bringe denne situation til ophør, herunder bl.a. ved at ophæve stemmeretten.
For så vidt der i klageskrivelsen henvises til denne bestemmelse, finder
Fondsbørsen ikke, at den har nogen forbindelse med det i nærværende sag
rejste spørgsmål...'
Advokat K har i den anledning i skrivelse af 18. april 1989 og et
medfølgende notat »Bemærkninger fra advokat K til Fondsbørsens udtalelse
af 6. marts 1989 til Finanstilsynet i klagesagen K Bank A/S contra Københavns
Fondsbørs« fastholdt sine argumenter og bl.a. fremhævet:
at 10% grænsen svarer til en kursværdi på 200 mill. kr., og at
vedtægtsændringen herefter er betydningsløs for enhver anden børshandel
at reglen i vedtægtsforslaget derfor kun vanskeligt kan medføre
markedsforstyrrelser, og at det iøvrigt påhviler Københavns Fondsbørs at
bevise, at der er grund til at frygte markedsforstyrrelser
at andre selskaber med lavere, men indispensable grænser (egentligt
ejerloft) er noteret
at Københavns Fondsbørs afslag derfor er sket uden en konkret prøvelse
inden for rammerne af direktivets skema A og af de elementer i loven, som
binder skønnet
at afslaget overfor K Bank A/S indeholder et brud på en
forvaltningsretlig lighedsgrundsætning sammenholdt med andre pengeinstitutter
at det er urigtigt, når Københavns Fondsbørs gør gældende, at K Banks
bestyrelse har en diskretionær ret til at give og afslå dispensation, idet
vedtægtsforslaget indebærer, at banken er stærkt regelbundet i henseende til
automatisk dispensation ved strukturændring, automatisk dispensation ved
rekonstruktion, til at administration, der kan medføre markedsforstyrrelser
er forbudt, til ligebehandling af aktionærer samt til, at kun (nye)
erhvervelser hos en investor, der har investeret 200 mill. kr., kræver
dispensation
samt endelig
at børsreglerne er sekundære i forhold til selskabslovgivningen, og at
Fondsbørsens beslutning fører henimod at gøre AL § 172 illusorisk.
I skrivelse af 2. maj 1989 til Finanstilsynet har Fondsbørsen i den
anledning henholdt sig til skrivelsen af 6. marts 1989 og bl.a. supplerende
udtalt:
»...Fondsbørsen har i skrivelsen af 6. marts 1989 redegjort for
baggrunden for, at fondsbørsbestyrelsen har fundet, at markedsforstyrrelser
ikke vil kunne udelukkes ved den af K Bank foreslåede vedtægtsændring.
Klageren postulerer fortsat, at der ikke fra fondsbørsbestyrelsens side er
udøvet noget skøn, ligesom klageren tilsyneladende forsøger at fastsætte sin
egen fortolkning af, hvad begrebet »markedsforstyrrelser«
indebærer, eller måske specielt hvad det ikke indebærer. I henhold til
betingelsesbekendtgørelsen er det fondsbørsbestyrelsen, som har denne
kompetence.
I henhold til den foreslåede vedtægtsbestemmelse vil K Bank, med mindre
man er uden for de snævre områder omfattende en strukturændring eller en
rekonstruktion, kunne acceptere eller nægte en erhvervelse af aktier af den
nævnte størrelsesorden, blot man overholder kravet om lige behandling af
aktionærerne. Fondsbørsbestyrelsen må fastholde, at inden for dette område
vil banken have en diskretionær ret til at træffe afgørelsen. Uanset det
fremførte om, at en administration, der kan medføre markedsforstyrrelser, er
forbudt, er der ingen tvivl om, at vurderingen af, om markedsforstyrrelser
vil kunne indtræffe, skal foretages af fondsbørsbestyrelsen og ikke af
selskabet selv. Når det på ny af klageren fremføres, at den pågældende
vedtægtsbestemmelse af banken vil blive administreret, således at
markedsforstyrrelser ikke vil forekomme, er der jo i realiteten tale om, at
man forsøger at fratage fondsbørsbestyrelsen dens kompetence i henhold til
reglerne.
At der, som anført af klageren, kræves en investering på ca. 200 mill.
kr., for at en enkelt aktionær skal overskride grænsen på 10%, har fortsat
ikke den betydning, som klageren hævder. Dels vil der ikke være tale om, at
der på en gang skal investeres et beløb af denne størrelsesorden, og dels vil
markedsforstyrrelser også kunne indtræde, selv om der i praksis kun vil være
tale om en, relativt, begrænset kreds af investorer, som potentielt vil kunne
investere dette beløb. For den kreds vil den foreslåede vedtægtsbestemmelse
kunne skabe usikkerhed og dermed markedsforstyrrelser.
Der er således fra fondsbørsbestyrelsens side udøvet et skøn, og dette
skøn er utvivlsomt foretaget inden for de rammer, som
betingelsesbekendtgørelsen lægger. Det er naturligvis korrekt, at der er tale
om en forhåndsafgørelse, men dette kan ikke kritiseres: tværtimod kræver
bestemmelsen dette af fondsbørsbestyrelsen.
Klageren anfører, at der er sket et brud på en forvaltningsretlig
lighedsgrundsætning. Fondsbørsen må fastholde, at der i sagen om de
foreslåede ændringer af K Banks vedtægter er tale om en anden situation, end
den der vedrører de allerede noterede selskaber med absolutte
ejerbegrænsninger. Det for Fondsbørsen særlige betænkelige i
vedtægtsforslaget fra K Bank er netop, at der ikke på forhånd er givet
retningslinier for bankens afgørelser. Mere generelt kan anføres, at en
afgørelse truffet i en konkret sag naturligvis ikke, særligt for så vidt der
er forløbet en vis tid, kan binde fremtidige beslutninger...
...Fondsbørsen finder det ikke af principiel betydning for spørgsmålet, om
den såkaldt »virkelige« situation vil være, at en investor vil
optage forhåndskontakt med banken. Det må dog hertil anføres, at for så vidt
det er nødvendigt at optage forhåndskontakt med selskaber for overhovedet at
kunne bedømme, om man kan foretage en investering, vil dette efter
Fondsbørsens opfattelse klart støtte antagelsen af, at markedsforstyrrelser
kan indtræde...
...Fondsbørsen skal endelig, for god ordens skyld, gøre opmærksom på
indholdet og systematikken i betingelsesbekendtgørelsen, skema A, II, nr. 2.
Første afsnit foreskriver, at aktierne (som optages til notering) skal være
frit omsættelige. Tredje afsnit bestemmer, at fondsbørsbestyrelsen kan
fravige bestemmelsen i første afsnit for så vidt angår samtykkebestemmelser,
hvis benyttelsen heraf ikke vil kunne medføre markedsforstyrrelser. Heraf
følger dels, at samtykkebestemmelser generelt antages at være
omsættelighedsbegrænsende, og dels, at der alene er tale om en mulighed for
fondsbørsbestyrelsen til at godkende sådanne bestemmelser...'
III. Klagen til ankenævnet af 14. juni 1989 og 5. juli 1989.
I skrivelse af 14. juni 1989 til ankenævnet har advokat K for klageren
foreløbig henvist til sine bemærkninger til Finanstilsynet af 18. april 1989,
jf. ovenfor.
Klageren har endvidere anmodet om, at sagen præjudicielt forelægges for De
europæiske Fællesskabers domstol i medfør af EØF-traktatens artikel 177, da
sagen i høj grad vil bero på fortolkningen af et EF-direktiv fra 1979 om
betingelserne for børsnotering af selskaber. Klageren har herved anført, at
der i domstolens praksis er fortilfælde for, at domstolslignende
administrative organer får forelæggelsesret.
Advokat K har i skrivelse af 5. juli 1989 til ankenævnet afgivet et
supplerende indlæg, hvori bl.a. er anført følgende:
»...Det dilemma , som banken befinder sig i - og som har medført, at
banken har fundet det fornødent at indbringe for Erhvervsankenævnet både
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afslag på en absolut ejerloftsbestemmelse og
Fondsbørsens afslag på en samtykkebestemmelse - hidrører fra, at Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen tillader en samtykkebestemmelse, men afslår en absolut
ejerloftsbestemmelse, mens Fondsbørsen tillader en ejerloftsbestemmelse, men
afslår en samtykkebestemmelse uden nærmere at have efterprøvet, om
sidstnævnte faktisk vil medføre markedsforstyrrelser. Fondsbørsens holdning
er for restriktiv. Inden for en grænse på 10% af aktiekapitalen er der
rigelige muligheder for at tilfredsstille omsætningsbehovet. Dette fremgår af
erfaringerne med selskab A, som selv med en absolut ejerbegrænsning på 2,5%
af aktiekapitalen har været et af de mest omsatte papirer på Fondsbørsen.
Hertil kommer, at en banks bestyrelse ved administrationen af
samtykkebestemmelsen - i henhold til den for Fondsbørsen af mig på K Banks
vegne forelagte formulering af vedtægtsbestemmelsen - er forpligtet til at
give erhververne af bankens aktier ligelig behandling.
Da nu Industriministeriets Erhvervsankenævn både har fået indbragt den
selskabsretlige klage over Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og den børsretlige
klage over Fondsbørsen, må det tilkomme nævnet at træffe beslutning om, i
hvilket omfang og gennem hvilke vedtægtsbestemmelser bankaktieselskaber
således skal have ret til at beskytte sig mod fjendtlige overtagelser. At
denne ret bør bestå, burde være utvivlsomt...
...Størst vægt tillægger jeg klagen over afgørelsen fra Fondsbørsen, der
ganske har undladt at udøve det skøn (nemlig over risikoen for
markedsforstyrrelser), som det i henhold til EF-direktivet af 1979 påhviler
Fondsbørsen at udøve.
Endvidere synes Fondsbørsen at have overset, at ændringens faktiske
virkning alene er at give banken mulighed for - under fuld iagttagelse af
principper om lighed mellem aktionærer - at modsætte sig, at der samles
aktier til en kursværdi af over 250.000.000 kr. hos en aktionær (10% af en
aktiekapital stor 600.000.000 kr. a kurs 420).
En investor, der interesserer sig for en så stor investering, vil altid
optage forhåndskontakt med banken. Opnår han ikke herved forhåndstilsagn om
dispensation, vil han slet ikke købe den store post.
Fejlagtigt synes Fondsbørsen at gå ud fra, at investor først vil runde de
nævnte 250.000.000 kr. i aktiebesiddelse, at investor dernæst spørger banken
om erhvervelsen - og får afslag, og at denne situation kan forekomme så
hyppigt og være så besværlig, at dette kan indebære de af EF-direktivet
omtalte »markedsforstyrrelser«. Denne holdning fra Fondsbørsen
forekomme ganske urealistisk.
Vedtægterne i den foreliggende skikkelse (en samtykkeregel med en grænse
på 10% og med indbyggede forskrifter om ligelig behandling af aktionærerne)
er godkendt af både Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (som
registreringsmyndighed) og af Finanstilsynet (i dettes egenskab af
tilsynsmyndighed)...
...Der mangler derfor nu alene Fondsbørsens godkendelse.
Bestemmelsen vil aldrig kunne være til hinder for en fornøden
strukturændring eller rekonstruktion. Dette fremgår af selve
vedtægtsformuleringen.
Andre selskaber, som har lavere - endog indispensable - procentgrænser,
nemlig på henholdsvis 2,5% (selskab A) og 6% (selskabs B), er noteret på
Københavns Fondsbørs, uden at dette har medført markedsforstyrrelser. Det
indebærer altså et brud på den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, som
det også må påhvile Fondsbørsen at iagttage, hvis der meddeles afslag til K
Bank.
Fondsbørsen synes ikke at have ulejliget sig med at efterprøve konkret, om
der kan indtræde markedsforstyrrelser. Fondsbørsen har herved undladt at
udøve det skøn, som det efter EF-direktivet af 1979 påhviler Fondsbørsen at
udøve. Forvaltningsmyndigheden må ikke på forhånd afvise at udøve det skøn,
der påhviler den efter direktivet.
Dispensationsbestemmelsen i samtykkereglen er stærkt regelbundet og
overlader således ikke bankens bestyrelse mulighed for vilkårlighed. De faste
regler indebærer
1. automatisk dispensation ved strukturændring,
2. automatisk dispensation ved rekonstruktion,
3. vedtægtsbestemmelsen må ikke administreres, så den medfører
markedsforstyrrelser,
4. aktionærerne skal behandles ligeligt,
5. kun (nye) erhvervelser hos en investor, der har investeret ca.
250.000.000 kr., kræver dispensation.
De børsretlige regler skal - som det fremhæves af professor Lucy Smidt i
det værk, hvortil jeg har henvist i mine tidligere til ankenævnet fremsendte
argumentationsindlæg - administreres, så de ikke forhindrer efterlevelsen af
vigtige selskabsretlige principper. Fondsbørsen må ikke administrere
1979-direktivet (og den ved dette til Fondsbørsen overførte beføjelse) på en
måde, som gør aktieselskabslovens § 172 illusorisk. § 172 hjemler netop en
regel som den af K Bank ønskede - krav om selskabets samtykke til
aktieoverdragelser. K Bank har udformet sine vedtægter som »det mindre i
det mere«, således at samtykke kun kræves til visse større
overdragelser. Dette ligger ganske inden for rammerne af § 172 - men
Fondsbørsen søger nu at gøre denne vigtige lovbestemmelse illusorisk, skønt
den netop blev indført med henblik på at værne selskaber mod fjendtlig
overtagelse...'
Finanstilsynet har anmodet Kammeradvokaten om at repræsentere tilsynet for
ankenævnet. I anledning af ankenævnets anmodning af 5. juli 1989 til
Finanstilsynet om en redegørelse har Kammeradvokaten herefter afgivet et
indlæg betegnet »svarskrift« af 6. december 1989. Svarskriftet har
følgende indhold:
»...I ovennævnte sag giver jeg møde for Finanstilsynet, på hvis vegne
jeg nedlægger påstand om stadfæstelse af den påklagede afgørelse dateret 19.
maj 1989.
Det gøres gældende, at Københavns Fondsbørs har handlet indenfor sine
beføjelser ved den trufne afgørelse, meddelt i skrivelse af 25. januar
1989...
...Finanstilsynet har ved sin påklagede afgørelse tilsluttet sig det af
Københavns Fondsbørs udøvede skøn.
Det bemærkes herom, at efter § 43 stk. 2 i lovbekendtgørelse nr. 536 af 8.
september 1988 om Københavns Fondsbørs kan Industriministeriets
Erhvervsankenævn kun behandle retlige spørgsmål i klagesager under denne lov.
Klagerne har ikke påvist, at Københavns Fondsbørs eller Finanstilsynet i
de nævnte afgørelser har begået retlige fejl. Når disse to instanser er af
den opfattelse, at den omtvistede vedtægtsbestemmelse om ejerskabsmaksimering
kan medføre markedsforstyrrelse, er der tale om et skøn. Når skønnet falder
ud til, at vedtægtsbestemmelsen kan medføre markedsforstyrrelser, er det med
rette, at man ikke har villet godkende vedtægtsbestemmelsen.
Det kan oplyses, at de faktorer, Fondsbørsen og Finanstilsynet har lagt
til grund for deres afgørelser, kan resumeres som følger:
Den væsentligste begrundelse er den diskretionære dispensationsmulighed,
som den omtvistede vedtægtsbestemmelse indeholder. Finanstilsynet er ikke
enig med klagerne i, at dispensationsmuligheden er således reguleret i
vedtægterne, at dispensationsmuligheden ikke er diskretionær.
Hertil kommer, at et samtykke overfor K Bank ville have en afsmittende
effekt i form af præjudikatsvirkning i fremtidige sager. Grundreglen for
aktier, der handles på Københavns Fondsbørs, er at aktierne skal være frit
omsættelige. Et samtykke til K Bank i nærværende sag, ville indebære, at
Københavns Fondsbørs for fremtiden efter principperne om lovmæssig
forvaltning måtte samtykke i på det nærmeste hvilke som helst
vedtægtsbestemmelser i andre selskaber med en diskretionær ret for
bestyrelsen til at give eller nægte samtykke.
Det bemærkes til yderligere belysning af sagen, at det omtvistede punkt
har betydning overfor nuværende aktionærer, som ved vedtægtsbestemmelsen,
hvis den blev godkendt, ville miste rettigheder, som de har nu. Der kan være
tale om nuværende aktionærer, som ønsker at forøge deres ejerskab af aktier i
K Bank, og der kan være tale om nuværende aktionærer, hvis aktiers værdi
ville stige ved mulige opkøb af aktierne i K Bank, foretaget af trediemand.
Klagerne gør gældende, at de med den foreliggende afgørelse bliver stillet
ringere end andre selskaber. Hertil anføres, at Finanstilsynet er under alle
omstændigheder ikke bundet af tidligere afgørelser i Københavns Fondsbørs om
andre selskabers vedtægtsbestemmelser om ejerskabsmaksimering, ligesom
Københavns Fondsbørs er berettiget til at ændre sin praksis i retning af at
stille større krav i henseende til aktiernes frie omsættelighed. Om dette
anbringende på klagernes side bemærkes imidlertid, at efter det for
finanstilsynet oplyste er afgørelsen i nærværende sag ikke i modstrid med
tidligere afgørelser i Københavns Fondsbørs for andre selskaber.
Det eneste retlige anbringende fra klagerens side går ud på, at den
påklagede afgørelse er i strid med Rådets direktiv af 5. marts 1989
(78/279/EØF), i direktivets skema A II pkt. 2.
Herom bemærkes, at hovedreglen i den citerede bestemmelse er, at aktierne
skal være frit omsættelige. I bestemmelsens tredie afsnit, som klagerne
påberåber sig, findes - i modsætning til hvad klagerne gør gældende - ikke
nogen regel, der pålægger Fondsbørsen at fravige den nævnte hovedregel. Den
nævnte regel går ud på, at Fondsbørsen kun må give dispensation, hvis
vedtægtsbestemmelsen ikke vil kunne medføre markedsforstyrrelser. Klagernes
anbringende forudsætter, at den nævnte bestemmelse skulle have det videre
indhold, som den ikke har, at Fondsbørsen skulle være forpligtet til at
meddele dispensation fra hovedreglen, hvis vedtægtsbestemmelsen ikke vil
kunne medføre markedsforstyrrelser. Den af klagerne påberåbte bestemmelse i
direktivet går med andre ord ikke ud på, at fondsbestyrelsen i noget tilfælde
er forpligtet til at give dispensation fra hovedreglen om aktiernes frie
omsættelighed.
Den af klagerne påberåbte bestemmelse i direktivet indeholder heller ikke
nogen angivelse af størrelsen af den eventuelle markedsforstyrrelse. Klagerne
anfører i deres anbringender, at den mulige markedsforstyrrelse i nærværende
sag er lille og fjerntliggende. Denne opfattelse deles ikke af Københavns
Fondsbørs og af Finanstilsynet, men det gøres først og fremmest gældende, at
spørgsmålet er uden betydning for nærværende sag for Industriministeriets
Erhvervsankenævn. Dernæst gøres det gældende, at klagernes standpunkt
indeholder den selvmodsigelse, at klagerne på den ene side gør gældende, at
vedtægtsbestemmelsen kun vil have ringe og fjerntliggende betydning for
omsætningen af klagernes aktier, men på den anden side i og med at klagerne
har påklaget afgørelsen må forudsætte, at vedtægtsbestemmelsen er af
væsentlig betydning for klagerne. Endvidere gøres det for Finanstilsynet
gældende, at de af klagerne anførte beløb om aktier til en kursværdi af over
200 mio. kr. ikke medfører, at markedsforstyrrelsen er hverken ringe eller
fjerntliggende. En investering på 200 mio. kr. er for institutionelle
investorer i EF ikke noget stort beløb. Man må tværtimod regne med, at
vedtægtsbestemmelsen, hvis den blev godkendt, ville gøre investering i
klagernes aktier uinteressant for mange institutionelle investorer indenfor
EF. Ved udtrykket institutionelle investorer skal i denne forbindelse bl.a
forstås virksomheder inden for bank-, forsikrings- og på anden måde
finansverdenen.
Om det EF-retlige spørgsmål, som gøres gældende af klagerne, bemærkes, at
jeg ikke vil udelukke, at Industriministeriets Erhvervsankenævn kan få
EF-domstolens tilladelse til, at Industriministeriets Erhvervsankenævn
forelægger et spørgsmål i sagen for EF-domstolen.
Forelæggelse af spørgsmål for EF-domstolen forudsætter imidlertid, at den
myndighed, der stiller spørgsmålet til EF-domstolen, er af den opfattelse, at
den EF-retlige regel er af tvivlsomt indhold. En sådan tvivl foreligger ikke
i nærværende sag. Den af klagerne påberåbte bestemmelse i direktivet bilag A
indeholder en begrænsning af mulighederne for at give dispensation, men
indeholder ikke nogen angivelse af nogen pligt til i noget tilfælde at give
en dispensation. Reglen er derfor på det omtvistede punkt af utvivlsomt
indhold. Dette er så meget mere gældende, som at bestræbelserne efter
EF-traktaten går i retning af at liberalisere omsætningen og i videst muligt
omfang sikre den frie bevægelighed af værdierne indenfor EF. Der er intet som
helst holdepunkt for klagernes anbringende gående ud på, at der skulle være
et EF-retligt tvivlsomt spørgsmål i sagen i retning af, at Ef-domstolen
skulle kunne komme til den afgørelse, hvis sagen bliver forelagt for
EF-domstolen, at klagerne har et EF-retligt krav på en vedtægtsbestemmelse,
der vil mindske klagernes aktiers frie bevægelighed. Den frie bevægelighed
tilsiger selvsagt, at klagernes aktier skal være frit omsættelige, således at
institutionelle investorer i EF skal være berettiget til at opkøbe klagernes
aktier, hvis en institutionel investor i EF på denne måde ønsker at etablere
et brohoved for virksomhed i Danmark.
Klagerne henviser til norske professor Lucy Smidt. Hertil bemærkes ganske
kort, at Lucy Smidt skriver om norsk ret, ikke dansk ret. Jeg skal ikke tage
stilling til, om Lucy Smidt efter norsk ret indtager et standpunkt af
polemisk karakter. Efter dansk ret er det imidlertid utvivlsomt, at
børsreglerne ikke er sekundære i forhold til selskabsreglerne, men at
tværtimod de danske børsregler stiller større krav end den danske
aktieselskabslov (§ 79 og § 172) om aktiernes fri omsættelighed og garantier
herfor.
Klagerne gør gældende, at Københavns Fondsbørs og Finanstilsynet har
meddelt et forhåndsafslag uden konkret prøvelse, og at man derved skulle have
sat sit skøn under en regel. Dette anbringende fra klagerens side er efter
min opfattelse indholdsløst. Der foreligger en konkret ansøgning fra klagerne
om godkendelse af en vedtægtsbestemmelse, og Københavns Fondsbørs og
Finanstilsynet har truffet afgørelse om denne anmodning fra klagerne.
Det tilføjes, at den omtvistede vedtægtsbestemmelse tidligere er godkendt
af Finanstilsynet efter banklovens regler. Denne afgørelse indebærer, at man
ikke har anset vedtægtsbestemmelsen for at være i modstrid med bankloven.
Denne godkendelse fra Finanstilsynet efter banklovens regler er imidlertid
uden betydning for Finanstilsynets afgørelse i nærværende sag. Finanstilsynet
har ikke betegnet vedtægtsbestemmelsen som værende i strid med de
selskabsretlige eller bankretlige regler, men kun at vedtægtsbestemmelsen må
anses for at være i strid med de børsretlige regler. Det tilføjes herom, at
det er et tilfælde, at klagerne kan henvise til den tidligere godkendelse fra
Finanstilsynet. Hvis klagerne havde været en industrivirksomhed, ville
klagerne ikke have kunnet henvise til nogen tidligere afgørelse fra
Finanstilsynet, og det kan ikke give klageren en bedre stilling, at klagerne
- i denne henseende tilfældigt - er en bank og ikke en industrivirksomhed.
For fuldstændigheds skyld tilføjes, at Finanstilsynets godkendelse af
vedtægtsbestemmelsen efter bankloven udtrykkeligt har taget forbehold om
Københavns Fondsbørs afgørelse i henseende til nærværende spørgsmål om den
frie omsættelighed.
På det anførte grundlag gør jeg indsigelse imod, at Industriministeriets
Erhvervsankenævn skal forelægge sagen for EF-domstolen, og jeg gør gældende,
at den påklagede afgørelse dateret 19. maj 1989 bør stadfæstes...«
Efter at have stillet forskellige spørgsmål vedrørende den formelle
fremgangsmåde ved behandlingen af klagen for ankenævnet i skrivelse af 3.
januar 1990, der blev besvaret af ankenævnet ved skrivelse af 25. april 1990,
har advokat K ved skrivelse af 22. juni 1990, meddelt, at han frafalder
replik, således at han og klageren er rede til mundtlig forhandling.
Den 13. december 1990 blev sagen samt klagen over Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens afgørelse af 6. september 1988 (ankenævnets j.nr.
88-34.009) mundtligt forhandlet i ankenævnet.
Advokat K præciserede i den forbindelse sine retlige indsigelser, jfr. lov
om Københavns Fondsbørs § 43, stk. 2, men har ikke fastholdt begæringen om
eventuel forelæggelse for EF-domstolen. Han gjorde herunder gældende, at
Københavns Fondsbørs har fortolket skema A, II, nr. 2, i bekendtgørelse nr.
813 af 13. november 1986 om betingelserne for optagelse til officiel notering
af værdipapirer på Københavns Fondsbørs forkert, idet Fondsbørsen på forhånd
har afvist at udøve det skøn over, hvorvidt bestemmelsen vil medføre
markedsforstyrrelser, som ifølge bekendtgørelsen er betingelsen for, om en
omsættelighedsindskrænkning må forefindes. Fondsbørsen har ikke et helt frit
skøn til at acceptere henholdsvis nægte samtykkeklausuler. En fravigelse af
kravet om fri omsættelighed må administreres i overensstemmelse med
bekendtgørelsen, hvilket indebærer, at Fondsbørsen skulle have efterprøvet,
om der konkret forelå risiko for markedsforstyrrelser.
Reglen skal administreres i overensstemmelse med almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger. Fondsbørsen har tidligere
accepteret tre tilfælde af absolutte ejerloftbestemmelser, samt for så vidt
angår sparekasseaktieselskaberne ejerloftbestemmelser kombineret med samtykke
til overskridelse af ejerloftet. Når fondsbørsen har accepteret sådanne
ejerloftsbestemmelser uanset reglen i bekendtgørelsen, kan fondsbørsen ikke
nægte K Bank A/S børsnotering på grund af en samtykkebestemmelse, som
direktivet netop tillader. Såfremt eksisterende bankers ønsker om accept af
en samtykkebestemmelse ikke kunne imødekommes, ville det betyde, at de aldrig
ville kunne opnå beskyttelse til forskel fra de nye sparekasseaktieselskaber,
fordi et såkaldt ejerloft kun kan vedtages i eksisterende selskaber efter
aktieselskabslovens § 79.
Vedtægtsbestemmelsen er forenelig med aktieselskabslovens § 172 og er
accepteret af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Når selskabslovgivningen netop
har overvejet beskyttelsesmuligheden og tilladt den, må børsmyndighederne
ikke gøre den illusorisk ved en restriktiv fortolkning af børsreglerne.
Kammeradvokaten ved advokat B præciserede indledningsvis, at sagen drejer
sig om, hvorvidt Finanstilsynet eller Fondsbørsen har begået retlige fejl. I
bekræftende fald vil sagen skulle hjemvises til fornyet behandling i
Københavns Fondsbørs.
Hovedreglen i den omtalte bestemmelse er, at aktierne skal være frit
omsættelige. Bestemmelsens tredie afsnit indeholder en regel, hvorefter
Fondsbørsen kun må meddele dispensation, såfremt vedtægtsbestemmelsen ikke
vil kunne medføre markedsforstyrrelser. Undtagelsen indeholder således ikke
en ret. Fondsbørsbestyrelsen er ikke i noget tilfælde forpligtet til at
meddele dispensation, men kan altid sige nej.
Det følger af bestemmelsen, at kriteriet ikke er, om samtykkebestemmelsen
vil medføre markedsforstyrrelser - som påberåbt af klageren - men om
bestemmelsen vil kunne medføre markedsforstyrrelser. Afgørende er følgelig
ikke, om en konkret markedsforstyrrelse kan konstateres, men om
samtykkebestemmelsen må antages at indebære risiko for markedsforstyrrelser.
Klageren kan ikke udtale sig om, hvorvidt fondsbørsens bestyrelse har udøvet
et skøn, idet banken ikke har deltaget i det pågældende bestyrelsesmøde.
Beslutningen blev her truffet ved afstemning på grundlag af hver enkelt
medlems vurdering. Det er fondsbørsens bestyrelse, der har kompetence til at
træffe afgørelse efter den nævnte bestemmelse. Det, som klageren ønsker, er
at kunne overtage denne kompetence. Efter vedtægtsbestemmelsen vil bankens
bestyrelse have adgang til i hvert enkelt tilfælde at skønne over, hvem der
er »ven« og hvem, der er »fjende«. Allerede eksistensen
af en sådan bestemmelse må antages at have ændret på markedsforholdene.
Forholdet er iøvrigt det, at blot den mulighed, at reglen kan ændre på
markedsforholdene har betydning. Man skal desuden være opmærksom på
muligheden for banken for i sine afgørelser at stille betingelser, der kan
medføre markedsforstyrrelser. Iøvrigt har Finanstilsynet ikke vurderet
fondsbørsens skøn, og ankenævnet har klart ingen kompetence til at gå ind i
skønnet. Alene bestyrelsen for Københavns Fondsbørs er kompetent til at
vurdere og administrere bestemmelsen.
Der er ikke for klageren mulighed for at hente støtte i de andre
selskaber, herunder sparekasser, i form af en eventuel forvaltningsretlig
lighedsgrundsætning. De pågældende selskabers regelsæt beror enten på en
såkaldt ejerloftsbestemmelse, eller på regelbundne samtykkeregler. Ingen af
disse regelsæt åbner mulighed for et skøn for bestyrelserne, således som det
er tilfældet for K Bank. Der er således ikke tale om forskelsbehandling på
samme retlige grundlag.
Fondsbørsen er forpligtet til at forvalte efter lov om Københavns
Fondsbørs og betingelsesbekendtgørelsen. Den kan ikke tilsidesætte dette
grundlag, selvom det måtte antages at sammenhænget med aktieselskabslovens §
79 faktisk udelukker en såkaldt ejerloftsbestemmelse i eksisterende selskaber
eller en samtykkeregel vedtaget efter § 172.
Børsnoterede selskaber må iøvrigt være underlagt mere omfattende
regulering end ikke børsnoterede selskaber.
Accept af den af K Bank A/S ønskede bestemmelse vil virke som præjudicat
for alle typer selskaber, hvilket vil kunne ændre Fondsbørsen markedsmæssigt.
Ankenævnet skal udtale:
Det følger af bekendtgørelse nr. 813 af 13. november 1986, bilag, skema A,
II, pkt. 2, at aktier for at kunne optages til notering på Københavns
Fondsbørs skal være frit omsættelige. Særligt om aktier, hvis erhvervelse er
undergivet godkendelse, er det bestemt, at Københavns Fondsbørs kan fravige
kravet om fri omsættelighed, men kun hvis benyttelse af godkendelsesklausulen
ikke vil kunne medføre markedsforstyrrelser.
Således som vedtægtsforslaget er udformet, er afgørelsen af om samtykke
vil blive meddelt eller ej i et væsentligt omfang overladt til
bankbestyrelsens skøn. Markedsvirkningerne vil være bestemt heraf.
Forskriften i forslaget om, at bankens bestyrelse ikke må administrere
samtykkeklausulen, så dens benyttelse medfører markedsforstyrrelser, ses ikke
at have betydning herfor. Herefter findes det ikke godtgjort, at Københavns
Fondsbørs ved sin afgørelse har tilsidesat det nævnte regelsæt i
bekendtgørelsen.
Det findes endvidere ikke godtgjort, at Københavns Fondsbørs i andre
tilfælde har tilladt, at selskaber, der i vedtægterne har en med det
foreliggende vedtægtsforslag sammenlignelig regel, er blevet optaget til
notering på Københavns Fondsbørs, således at afgørelsen af denne grund er
behæftet med en retlig mangel som anført af klageren.
Der findes endelig ikke grundlag for at antage, at Københavns Fondsbørs
ved afgørelsen har tilsidesat nogen regel i aktieselskabsloven eller anden
bindende selskabsretlig regel.
Som følge af det anførte findes der ikke i de for ankenævnet forelagte
retlige spørgsmål, jf. § 43, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 536 af 8.
september 1988 om Københavns Fondsbørs, grundlag for at tilsidesætte
Finanstilsynets afgørelse af 19. maj 1989, hvorefter tilsynet har tiltrådt
den af Københavns Fondsbørs i skrivelse af 25. januar 1989 til K Bank A/S
trufne beslutning.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Da en vedtægtsændring i et bestående aktieselskab, formuleret som en bestemmelse om samtykke fra bestyrelsen til at erhverve 10% eller mere af aktiekapitalen, udelukkende en aktieerhverver fra at opnå samtykke, kunne ændringer ikke vedtages efter aktieselskabslovens § 172, men skulle vedtages efter aktieselskabslovens § 79. Retsinformation · 24. september 1997
- En generalforsamlings bemyndigelse til bestyrelsen til at foretage ændringer i en vedtægtsbestemmelse om forbud mod at eje en bestemt procentdel af aktiekapitalen (aktieselskabslovens § 79) kunne ikke anvendes til at gennemføre en herfra efter sit indhold forskellig vedtægtsændring om bestyrelsens samtykke til erhvervelse og af en bestemt procentdel af aktiekapitalen (aktieselskabslovens § 172). Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Da en vedtægtsændring i et bestående aktieselskab, formuleret som en bestemmelse om samtykke fra bestyrelsen til at erhverve 10% eller mere af aktiekapitalen, udelukkende en aktieerhverver fra at opnå samtykke, kunne ændringer ikke vedtages efter aktieselskabslovens § 172, men skulle vedtages efter aktieselskabslovens § 79. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 7. januar 1993. 91-73.262 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. januar 1993
- En generalforsamlings bemyndigelse til bestyrelsen til at foretage ændringer i en vedtægtsbestemmelse om forbud mod at eje en bestemt procentdel af aktiekapitalen (aktieselskabslovens § 79) kunne ikke anvendes til at gennemføre en herfra efter sit indhold forskellig vedtægtsændring om bestyrelsens samtykke til erhvervelse og af en bestemt procentdel af aktiekapitalen (aktieselskabslovens § 172). Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 21. juni 1993. 92-67.899 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. juni 1993
- Kendelse af 11. oktober 1995. 95-4.857 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 11. oktober 1995
- 1994 LSF 250 FORSLAG TIL LOV OM VÆRDIPAPIRHANDEL (* 1) Retsinformation · 3. maj 1995