Da en vedtægtsændring i et bestående aktieselskab, formuleret som en bestemmelse om samtykke fra bestyrelsen til at erhverve 10% eller mere af aktiekapitalen, udelukkende en aktieerhverver fra at opnå samtykke, kunne ændringer ikke vedtages efter aktieselskabslovens § 172, men skulle vedtages efter aktieselskabslovens § 79.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Aktieselskabsloven § 172 ophævet 3 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 79 ophævet 13 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 20 ophævet 3 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 78 ophævet 8 afgørelser
Teksten
Da en vedtægtsændring i et bestående
aktieselskab, formuleret som en bestemmelse om samtykke fra bestyrelsen til
at erhverve 10% eller mere af aktiekapitalen, udelukkende en aktieerhverver
fra at opnå samtykke, kunne ændringer ikke vedtages efter aktieselskabslovens
§ 172, men skulle vedtages efter aktieselskabslovens § 79.
I skrivelse af 19. september 1988 har K på vegne K Bank A/S klaget over,
at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i skrivelse af 6. september 1988 (j.nr.
88-31.255) har nægtet at registrere et forslag til en ny § 3, stk. 4 i K Bank
A/S' vedtægter, fordi forslaget, som man fandt var udtryk for en egentlig
ejermaximeringsregel, ikke var vedtaget med alle aktionærernes samtykke efter
aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.
Efter klagerens anmodning blev behandlingen af klagen sat i bero af
ankenævnet, indtil klageren ved skrivelse af 5. juli 1989 og endeligt ved
skrivelse af 14. september 1989 anmodede om at behandlingen blev aktiveret.
I. Sagens forløb indtil behandlingen i Industriministeriets
Erhvervsankenævn.
A. Første forslag til vedtægtsændring.
I skrivelse af 29. juli 1988 klagede K som advokat for K Bank A/S over, at
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i skrivelse af 25. juli 1988 havde nægtet at
registrere en på K Bank A/S' generalforsamling den 13. juni henholdsvis den
28. juni 1988 vedtaget ændring af bankens vedtægter, således at der indsættes
en ny § 3, stk. 4 af følgende indhold:
»Aktierne er frit omsættelige, dog at overdragelse til en erhverver,
der har eller ved overdragelsen opnår 5% eller mere af selskabets
aktiekapital, kræver selskabets samtykke. Er afslag ikke kommet frem til
aktieerhververen inden 5 børsdage efter, at selskabet har modtaget anmodning
om godkendelse af erhvervelsen anses samtykke for givet.
Aktier, der erhverves trods nægtet samtykke, skal straks afhændes og giver
ingen rettigheder i selskabet«.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen begrundede registreringsnægtelsen med, at
Læs alt
bestemmelsen om samtykke til aktieoverdragelse medførte en indskrænkning i
aktiernes omsættelighed, jf. aktieselskabslovens § 172, stk. 1, sammenholdt
med § 79, stk. 1, nr. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bemærkede herefter,
at banken ved bestemmelsens optagelse i vedtægterne ikke længere opfyldte
betingelserne for at være børsnoteret, jf. Industriministeriets
bekendtgørelse nr. 813 af 13. november 1986 § 5, sammenholdt med skema A,
punkt II. nr. 2, 1. afsnit. Samtidig pegede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
på, at Fondsbørsen havde mulighed for at dispensere fra reglen, men da en
sådan dispensation ikke forelå kunne registrering ikke ske.
Til støtte for at registrering skulle finde sted, henviste K i skrivelsen
af 29. juli 1988 til ankenævnet til de argumenter, der fremgår af det af ham
og professor A udarbejdede responsum af 10. februar 1988 og af K's skrivelse
af 24. marts 1988 til Københavns Fondsbørs. De nævnte indlæg er vedhæftet
kendelsen som bilag I og II. Det oplystes samtidig i klageskrivelsen, at
spørgsmålet var blevet forelagt for Københavns Fondsbørs.
Ved skrivelse af 24. august 1988 meddelte Københavns Fondsbørs, at den
vedtagne ændring af K Banks vedtægter, hvorefter ingen aktionær kan erhverve
mere end 5% af K Banks aktiekapital uden bankens samtykke, ikke var til
hinder for en fortsat børsnotering, idet det dog var en forudsætning, at den
nævnte procentsats ikke fastsattes lavere end 10%, samt at de fra Københavns
Fondsbørs forelagte retningslinier for administrationen af
samtykkebestemmelsen blev indføjet i vedtægterne.
Efter det senere forløb, har ankenævnet ikke anset denne klage for
opretholdt til særskilt afgørelse.
B. Andet forslag til vedtægtsændringer, der omhandler den i denne sag
påklagede afgørelse vedrørende aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.
Herefter anmodede K påny Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om registrering af
vedtægtsændringen, nu ændret af bestyrelsen for K Bank A/S i henhold til
bemyndigelse fra generalforsamlingen på grundlag af drøftelsen med
Fondsbørsen og vilkårene i dennes skrivelse af 24. august 1988 til at have
følgende indhold:
»Aktierne er frit omsættelige, dog at overdragelse af aktier til en
erhverver, der har eller ved overdragelsen opnår 10% eller mere af selskabets
aktiekapital kræver selskabets samtykke. Banken må kun meddele samtykke, hvis
overdragelsen sker som led i (1) aktiernes overdragelse til et holdingselskab
oprettet som led i strukturændring af banken med dennes tiltrædelse eller (2)
rekonstruktion af banken i forståelse med Finanstilsynet efter kapitaltab. Er
afslag ikke kommet frem til erhververen inden 5 børsdage efter, at selskabet
har modtaget anmodning om godkendelse af erhvervelsen, anses samtykke for
givet. Aktier, der erhverves trods nægtet samtykke, skal straks afhændes og
giver ingen rettigheder i selskabet.«
I skrivelse af 6. september 1988 meddelte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,
at man anerkendte, at der efter Fondsbørsens afgørelse af 24. august 1988, og
efter at vedtægterne i medfør af bemyndigelsen fra generalforsamlingen til
bestyrelsen var ændret i overensstemmelse hermed, intet børsretligt var til
hinder for registrering af vedtægtens § 3, stk. 4. Idet Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen tog forbehold om gyldigheden af bemyndigelsen, blev
registreringen alligevel nægtet: nu fordi man ikke fandt, at vedtægtens § 3,
stk. 4, var udtryk for en sådan samtykkeregel som omhandlet i
aktieselskabslovens § 172, stk. 1, men derimod en egentlig
ejermaxsimeringsregel, som, da en sådan medfører en begrænsning i
omsætteligheden af aktierne, kun kan vedtages med alle aktionærernes
samtykke, jf. aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.
Som begrundelse herfor henviste styrelsen til, at de i vedtægterne optagne
retningslinier, som er afstukket for meddelelse af samtykke til overdragelse,
efter styrelsens opfattelse afskærer samtykke i almindelige
overdragelsessituationer, hvor erhververen har eller opnår 10% eller mere af
aktiekapitalen, idet banken kun må meddele samtykke, hvis overdragelsen sker
som led (1) i aktiernes overdragelse til et holdingselskab oprettet som led i
strukturændring af banken med dennes tiltrædelse, eller (2) rekonstruktion af
banken i forståelse med Finanstilsynet efter kapitaltab.
Ved skrivelse af 19. september 1988 påklagede K som advokat for K Bank A/S
herefter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 6. september 1988.
Samtidig anmodede klageren om, at behandlingen af klagen blev stillet i bero.
C. Tredie forslag til vedtægtsændring, der vedrører den i ankenævnets sag
j.nr. 89-32.346 omhandlede klage efter fondsbørslovens § 43.
I den følgende periode foregik forhandlinger efter det for
Erhvervsankenævnet oplyste mellem klageren og styrelserne henholdsvis
Københavns Fondsbørs. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tiltrådte herunder ved
skrivelse af 29. december 1988 følgende formulering af en
vedtægtsbestemmelse:
»Der gælder følgende indskrænkninger i aktiernes omsættelighed:
Overdragelse af aktier til en erhverver, der har eller ved erhvervelsen opnår
10% eller mere af bankens aktiekapital, kræver bankens samtykke, med mindre
erhvervelsen sker som led i aktiernes overdragelse til et holdingselskab, som
led i en af banken forestået eller tiltrådt strukturændring af banken eller
som led i en rekonstruktion af banken i forståelse med Finanstilsynet efter
kapitaltab.
Banken må ikke administrere samtykkeklausulen, så dens benyttelse medfører
markedsforstyrrelser. Banken forpligter sig generelt til ikke at behandle en
erhverver mindre imødekommende end tidligere erhververe, og banken må derfor
ikke nægte en erhverver samtykke, såfremt vedkommende efter erhvervelsen ikke
har en større procentdel af bankens aktiekapital end en erhverver, til hvem
samtykke tidligere er meddelt.«
Styrelsen tilkendegav samtidig, at der endvidere som betingelse for
registrering i vedtægten optages en bestemmelse om, at der ikke gælder
særlige interne forskrifter for meddelelse af samtykke. I skrivelse af 16.
januar 1989 meddelte endvidere Finanstilsynet, at man ville kunne stadfæste
vedtægterne under den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tilføjede betingelse
og under forudsætning af, at bestemmelsen kunne godkendes af Københavns
Fondsbørs. Dette skete ikke. Der henvises herom nærmere til den samtidigt
hermed afsagte kendelse i sagen K Bank A/S mod Finanstilsynet (ankenævnets,
j.nr. 89-32.346).
II. Behandlingen af klagen for ankenævnet vedrørende det ovenfor under
B omhandlede forslag til vedtægtsændring. Afgørelsen af 6. september
1988.
Den 5. juli 1989 anmodede K for klageren om, at behandlingen af klagen af
19. september 1988 nu blev aktiveret. I klagen af 19. september 1988 havde
klageren til støtte for klagen gjort gældende, at vedtægtsændringen, der
indeholdt en samtykkeregel, var gennemført i overensstemmelse med
aktieselskabslovens § 172, og styrelsen derfor er pligtig til at foretage
registreringen.
Allerede ved skrivelse af 5. oktober 1988 havde Industriministeriets
Erhvervsankenævn anmodet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en redegørelse og
indstilling i anledning af klagen. I redegørelsen af 17. november 1988 har
styrelsen bl.a. henvist til, at nægtelsen i skrivelsen af 6. september 1988
af at registrere vedtægtsbestemmelsen skyldes, at styrelsen fandt, at en
sådan lydende vedtægtsbestemmelse ikke er udtryk for en sådan samtykkeregel
som omhandlet i den midlertidige bestemmelse i aktieselskabslovens § 172,
stk. 1. Derimod er der tale om en egentlig ejermaksimeringsregel , der
indebærer en begrænsning af omsætteligheden af aktierne og som kun bør
vedtages med alle aktionærernes samtykke, jf. aktieselskabslovens § 79, stk.
1, nr. 3. Om baggrunden herfor henviste Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til
bemærkningerne i afslaget til klageren jf. ovenfor.
Den 14. september 1989 fremkom K med en uddybet begrundelse som bebudet
allerede i klagen af 19. september 1988. I skrivelsen af 14. september 1989
hedder det bl.a.:
»...anfører jeg i tilslutning til min klage af 19/9 1988 over
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse vedrørende § 172-problemet, at
begge de alternative vedtægtsformuleringer, der har været fremme, efter min
opfattelse ligger inden for rammerne af AL § 172, stk. 1. Også den første
formulering (september-formuleringen), til hvilken styrelsen sagde nej den
6/9 1988, er en samtykkebestemmelse, og der er intet i § 172, stk. 1, som
forhindrer, at der i vedtægtsbestemmelsen opstilles meget strenge forskrifter
for, hvornår samtykket må meddeles.
Når styrelsen argumenterer, at en så streng samtykkebestemmelse (som kun
tillod aktiernes overdragelse til et holdingselskab i forbindelse med
strukturændring eller deres overdragelse i forbindelse med rekonstruktion)
har samme effekt som en egentlig ejerloftsbestemmelse, overser styrelsen
derved for det første, at egentlige loftsbestemmelser forbyder ethvert
ejerskab, som ligger over loftet, medens den foreslåede samtykkebestemmelse -
som § 172 - alene omfatter aktier, der erhverves ved overdragelse. Allerede
af dette forhold følger således, at septemberformuleringen ikke kan
sidestilles med en loftsbestemmelse, idet en loftsbestemmelse omfatter enhver
erhvervelse, hvad enten den sker ved fusion, arv, kreditorforfølgning,
universalsuccession eller af anden grund, medens bankens septemberformulering
- som § 172 - kun omfatter egentlig overdragelse inter vivos.
For det andet overser styrelsen, at septemberformuleringen adskiller sig
fra en loftsbestemmelse derved, at en loftsbestemmelse kan blive katastrofal,
fordi den forhindrer strukturændring i forbindelse med såvel koncerndannelse
som rekonstruktion, hvorimod septemberformuleringen netop tillader selskabet
at meddele samtykke i sådanne situationer. Medens rekonstruktion forhåbentlig
aldrig har nogen aktualitet, kan strukturændring og koncerndannelse, henset
til den stedfindende udvikling på det finansielle marked, godt tænkes at
blive aktuel, og allerede af denne årsag er det forkert, hvis man på forhånd
ræsonnerer, at et samtykke aldrig kan forventes givet. Tværtimod kan det i
høj grad en dag blive aktuelt at give et samtykke.
Vigtigst for Ankenævnet må det imidlertid være, at styrelsen i og med sit
september-afslag indlæser nogle betingelser for anvendelsen af § 172, som der
ikke er hjemmel til at opstille. Styrelsen synes således at forudsætte, at §
172 kun er anvendelig, hvis der overlades selskabet en betydelig grad af frit
skøn ved udøvelsen af samtykkebeføjelsen. Denne antagelse er urigtig. § 172
opstiller intet krav om skønsfrihed og forbyder således ikke, at
samtykkebeføjelsens udøvelse vil indebære en betydelig grad af
forudsigelighed.
I relation til AL § 20 (hvis formål bl.a. er at gøre samtykkebeføjelsens
praktiske anvendelse forudsigelig og regelbundet) antages det, at
samtykkenægtelse i chikanøst øjemed - »selskabsretlig
magtfordrejning« - kan være retsstridig. Det er derfor i
overensstemmelse med sammenhængen mellem intentionerne bag § 20 og § 172, at
det på forhånd gennem regelbundne samtykkebestemmelser gøres aktionærkredsen
klart, hvornår samtykke kan forventes, henholdsvis ikke forventes givet.
Jeg henviser endvidere til hele baggrunden for tilblivelsen af § 172.
Denne blev indført i 1962 i den dagældende aktieselskabslov af 1930, fordi
det ansås sandsynligt, at Danmark ville indtræde i De europæiske
Fællesskaber, og fordi man ville give danske selskaber mulighed for at
beskytte sig mod uønskede overtagelser. Det ville imidlertid være
retsstridigt, hvis beskyttelsen var vendt mod opkøb foretaget af selskaber
hjemmehørende i andre EF-stater, idet en sådan nationalitetsdiskrimination
ville stride mod artikel 7 i traktaten om De europæiske økonomiske
Fællesskaber. Af samme grund kan hverken lovbestemmelsen,
samtykkebestemmelser med hjemmel deri eller administration af sådanne
samtykkebestemmelser på nogen måde gøres nationalitetsdiskriminatoriske.
Allerede heraf følger, at det ikke kan have været nogen forudsætning for at
anvende § 172, at skønnet hos selskabet gøres helt frit, og at det således må
være i overensstemmelse med lovreglen, at en samtykkebestemmelse gøres ret
regelbundet - og naturligvis nationalitetsneutral.
Da jeg ikke har indsigt i styrelsens visdomsbog, er jeg ikke i stand til
at opstille noget fuldstændigt katalog over de varierede
samtykkebestemmelser, der i årtiernes løb er registreret, men fra
lejlighedsvis indsigt også i ældre selskabsvedtægter ved jeg dog, at der ofte
forekommer samtykkebestemmelser, hvis betingelser for samtykkets meddelelse
er så restriktive (eksempelvis i henseende til erhververens bopæl, erhverv
m.v.), at samtykke kun sjældent eller måske aldrig kan forventes givet. Ikke
desto mindre har det mig bekendt aldrig været anfægtet, at også sådanne
bestemmelser kan indføres med hjemmel i § 172, stk. 1.'
Ved skrivelse af 13. december 1989 betegnet »svarskrift« har
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hertil bemærket:
»I ovennævnte sag giver jeg møde for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,
på hvis vegne jeg nedlægger påstand om stadfæstelse af den påklagede
afgørelse dateret 6. september 1988.
Det gøres gældende, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har handlet indenfor
sine beføjelser ved den trufne afgørelse, meddelt i skrivelse af 6. september
1988, bilag (1).
Det kan oplyses, at de faktorer, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har lagt
til grund for sin afgørelse, kan resumeres som følger:
Begrundelsen er, at den til styrelsen anmeldte vedtægtsbestemmelse, jfr.
bilag (2), medfører et decideret ejerloft, hvilket er en indskrænkning i
aktiernes omsættelighed, og alene kan vedtages med hjemmel i
aktieselskabslovens § 79, skt. 1, nr. 3, d.v.s. med alle aktionærernes
samtykke. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er ikke enig med klageren i, at
vedtægtsbestemmelsen er en af aktieselskabslovens § 172, stk. 1 omfattet
samtykkebestemmelse.
Om aktier skal det bemærkes, at disse som hovedregel er frit omsættelige.
Denne hovedregel kan fraviges, dersom alle aktionærer samtykker heri, jf.
aktieselskabslovens § 79, skt. 1, nr. 3. Endvidere kan fravigelse af
hovedreglen ske med en i forhold til aktieselskabslovens § 79, stk. 1
begrænset majoritet, hvis der er tale om en vedtægtsmæssig samtykkeregel ,
jf. aktieselskabslovens § 172, stk. 1.
Klageren gør gældende, at vedtægtsbestemmelsen er en samtykkebestemmelse
og ikke en efterloftsbestemmelse, allerede fordi bestemmelsen alene vedrører
samtykke til overdragelse inter vivos, og ikke andre former for
aktieovergang.
Heroverfor gøres det gældende, at uanset hvor få overgangstilfælde, der er
tale om, medfører det ikke, at en bestemmelse ikke kan anses for en
ejerloftsbestemmelse, når den efter sit indhold har en sådan effekt. Dette
er, på trods af klagernes anbringende om det modsatte, tilfældet i denne sag.
I vedtægtsbestemmelsen gives alene to muligheder for meddelelse af
samtykke, idet banken kun må meddele samtykke, hvis overdragelse sker som led
i (1) aktiernes overdragelse til et holdingselskab oprettet som led i
strukturændring af banken, med dennes tiltrædelse, eller (2) rekonstruktion
af banken i forståelse med Finanstilsynet efter kapitaltab. Disse situationer
er så ualmindelige, at der i praksis ikke åbnes mulighed for meddelelse af
samtykke.
Den omstændighed, at meddelelse af samtykke i praksis er afskåret, gør at
bestemmelsen er en ejerloftsbestemmelse, uanset hvad den selv benævner sig.
Klageren gør gældende, at styrelsen indlæser nogle betingelser for
anvendelse af § 172, som der ikke er hjemmel til, idet styrelsen synes at
forudsætte, at betingelsen for anvendelsen af § 172 er, at der overlades
selskabet en betydelig grad af frit skøn ved udøvelsen af samtykkebeføjelsen.
Klageren mener ikke, at et sådant krav kan opstilles, idet sammenhængen
mellem aktieselskabslovens §§ 172 og 20 bevirker, at det på forhånd skal
kunne konstateres, hvornår samtykke kan forventes, henholdsvis ikke forventes
givet.
Herudover gøres det gældende, at styrelsen ikke forudsætter et helt frit
skøn ved afgørelse om meddelelse af samtykke, men reglen skal for at være
omfattet af § 172, være en reel samtykkeregel og ikke en skjult
ejerloftsbestemmelse.
Sammenhængen mellem aktieselskabslovens §§ 172 og 20 fordrer ikke
nødvendigvis en høj grad af forudsigelighed. Der kan med hjemmel i disse
bestemmelser overlades selskabet et frit skøn, som dog ikke må udøves
chikanøst og dermed retsstridigt.
Afgrænsningen af forudsigelighed for meddelelse af samtykke fastsættes i
vedtægterne inden for rammerne af aktieselskabslovens § 172, d.v.s. som en
reel samtykkebestemmelse.
Ovenfor er der gjort rede for, hvorfor reglen ikke findes at være en
samtykkebestemmelse, men en ejerloftsbestemmelse, idet det bemærkes, at
samtykke efter den omtvistede vedtægtsbestemmelse aldrig kan forventes givet
i almindelige overdragelsessituationer, hvor erhververen har eller opnår 10%
eller mere af aktiekapitalen.
Klageren gør gældende, at § 172 i sin tid blev indført som et muligt værn
mod uønskede overtagelser, samt at dens anvendelse af hensyn til EØFT art. 7
skal være nationalitetsneutral. Dette skal ikke bestrides, dog med den
bemærkning, at nationalitetsneutraliteten alene gælder i relation til
EF-medlemsstater.
Det medfører imidlertid ikke, at en samtykkeregel skal gøres så
regelbundet, at der aldrig er mulighed for samtykke, og der dermed ikke er
tale om en reel samtykkeregel.
Endvidere skal det anføres, at § 172, stk. 1, er en præcis undtagelse fra
den præceptive lovregel § 79, stk. 1, nr. 3, hvilket medfører snævre grænser
for fortolkningen af bestemmelsen. Vedtægtsbestemmelsen må for at kunne være
omfattet af § 172, have et reelt indhold af en samtykkeregel, hvilket ikke er
tilfældet her.
Der må endvidere bortses fra klagerens påstand om, at andre selskaber har
en tilsvarende »samtykkeregel«, allerede fordi dette ikke er
dokumenteret.
Af ovennævnte grunde findes aktieselskabslovens § 172, stk. 1, uanvendelig
ved indførelsen af den omtvistede vedtægtsbestemmelse, som derfor alene kan
indføres med hjemmel i aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.'
Den 13. december 1990 blev sagen samt klagen over Finanstilsynets
afgørelse af 19. maj 1989 (ankenævnets j.nr. 89-32.346) mundtligt forhandlet
i ankenævnet.
Advokat K har for klageren gjort gældende, at Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen har fortolket aktieselskabslovens § 172 for restriktivt.
Til støtte herfor henviste K til, at bestemmelsen ikke indeholder forskrifter
om, hvor liberal eller restriktiv samtykkereglen må være. Samtykke kan i
henhold til den ønskede vedtægtsregel tænkes givet i en række tilfælde: ved
holdingdannelse, ved rekonstruktion samt i tilfælde hvor bestyrelsen er
passiv i 5 børsdage. Det er derfor ikke korrekt at betegne klausulen som et
absolut ejerloft.
Kontorchef B, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, konstaterede indledningsvis,
at der mellem parterne er enighed om, at en ejerloftbestemmelse indebærer en
indskrænkning i omsætteligheden.
Kontorchefen anførte vedtægtsformulering, er forpligtet til at nægte
samtykke til en almindelig overdragelse. Alle potentielle aktieerhververe vil
således være vidende om, at en erhvervelse, hvorved 10%-grænsen overskrides,
er umulig. Der foreligger følgelig en ejerloftbestemmelse og dermed en
omsættelighedsindskrænkning, der alene kan vedtages i overensstemmelse med
aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.
1 af ankenævnets medlemmer, Trolle, udtaler:
Banken har i forvejen regler om stemmeloft på 400 stemmer for hver
aktionær, men ifølge motiveringen på generalforsamlingerne var dette
utilstrækkeligt til at sikre bankens uafhængighed af enkeltaktionærer grundet
repræsentantionsreglen i aktieselskabslovens § 78.
Et flertal langt ud over fire femtedele af de på generalforsamlingen
repræsenterede aktionærer vedtog herefter bestemmelsen om ejerloft på
generalforsamlingerne som en forsvarsmekanisme imod eventuel indflydelse fra
enkeltaktionærer.
Efter en smidig og velvillig sagsbehandling fra Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens side fandt man frem til en vedtægtsformulering, som gav
bestyrelsen adgang til efter et vist skøn at udøve samtykkebeføjelsen. Dette
var efter styrelsens opfattelse nødvendigt for at anvende hjemmelen i
aktieselskabslovens § 172 (fire femtedeles majoritet). En ren
ejerloftsbestemmelse bør efter styrelsens opfattelse vedtages i
overensstemmelse med § 79 (samtlige aktionærer).
Fondsbørsen - og dermed Finanstilsynet - mener, at det bevirker
markedsforstyrrelse, hvis en bestyrelse for et børsnoteret selskab overlades
skønsmæssige beføjelser i forbindelse med aktieomsætningen. Den herfor
fremførte argumentation fra Fondsbørsens side er overbevisende.
Da det er en praktisk umulighed at opnå samtlige aktionærers samtykke i
børsnoterede selskaber, indebærer disse to af hinanden uafhængige
myndigheders opfattelse af forskellige lovregler, at ejerloftsbestemmelser
ikke kan indføres i Danmark i eksisterende børsnoterede selskaber.
Lovgivningsmagten har ikke forbudt ejerloftsbestemmelser, og de er
accepteret af Fondsbørsen (selskab A og selskab B) samt for nylig ved
børsintroduktionen af flere sparekasseaktieselskaber, herunder bl.a. C. Dette
medfører den ikke hensigtsmæssige retstilstand, at ejerloft kan indføres for
ny-børsintroducerede selskaber, men ikke for selskaber, som i forvejen er
børsnoterede. Banken ville således kun kunne opnå beskyttelse af sin
uafhængighed ved at skyde sig ind i et nyt børsnoteret selskab med de
besværligheder, afgifter og omkostninger, dette ville medføre. Dette er ikke
hensigtsmæssigt.
EF har ikke beskæftiget sig med forbud imod ejerloftsbestemmelser i nogen
af sine direktivudkast. Retsstillingen i EF-landene er ikke dokumenteret i
sagen, men ejerloftslignende bestemmelser findes efter det for mig oplyste i
hvert fald i en vis udstrækning i børsnoterede selskaber i visse EF-lande.
Konsekvenserne af de af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Fondsbørsen
håndhævede fortolkninger af aktieselskabslovens §§ 79 og 172 og
børsnoteringsbetingelserne er således, at danske børsnoterede selskaber ikke
har nogen mulighed for at sikre deres uafhængighed af enkeltaktionærer ved
indførelse af ejerloftsbestemmelser i modsætning til i hvert fald visse andre
EF-landes børsnoterede selskaber.
Den stigende koncentration af kapital, der sker i disse år, navnlig i
finanssektoren og hos de institutionelle investorer, kombineret med
kapitalens frie bevægelighed, accentuerer behovet for at sikre økonomisk
uafhængighed - og dermed en form for demokratisk beslutningsproces - i de
børsnoterede selskaber, der med et stort aktionærflertal ønsker dette.
Indtil EF-koordinerede begrænsninger eventuelt i fremtiden måtte blive
indført i EF, er det ikke hensigtsmæssigt, at lovfortolkning medfører et
faktisk forbud imod at indføre ejerloftsbestemmelser i børsnoterede selskaber
i Danmark.
Der bør derfor kræves sikker lovhjemmel til at forbyde et så stort flertal
som fire femtedele af de på generalforsamlingen repræsenterede aktionærer i
et selskab at træffe bestemmelse om indførelse af ejerloft i deres vedtægter.
En sådan sikker hjemmel findes efter min opfattelse ikke i
aktieselskabslovens § 79 i reglerne om begrænsninger i aktiernes
omsættelighed. Ejerloftsbestemmelser er noget andet end
omsætningsbegrænsninger. Krav om samtykke fra samtlige aktionærer ved
indførelse af omsætningsbegrænsninger er ikke ensbetydende med, at samtlige
aktionærer skal give deres samtykke ved indførelse af rene
ejerloftsbestemmelser på 10% af aktiekapitalen. Selv om det ikke kan afvises,
at en 10% ejerloftsbestemmelse kan have betydning for omsætteligheden af den
enkelte aktie, så er det urimeligt vidtgående at kræve samtykke fra alle
aktionærer hertil. Rene ejerloftsbestemmelser, der ikke vedrører mindre
aktieposter, men 10% af børsnoterede selskabers aktiekapital, er derfor ikke
omfattet af ordlyden af § 79, og heller ikke motiverne bag denne.
§ 172 giver efter sin ordlyd udtrykkelig hjemmel til at træffe bestemmelse
om bestyrelsens samtykke til overdragelse af aktier med fire femtedeles
majoritet. Det er alene Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fortolkning af
vilkårene for dette samtykke, der efter styrelsens opfattelse fører til, at
bestemmelsen er uanvendelig.
Denne indsnævrende fortolkning af § 172 stemmer efter min opfattelse ikke
med lovmotiverne, jfr. Folketingstidende 1962, tillæg A, sp. 1687, hvor
begrundelsen for bestemmelsen var at skabe
»mulighed for at forhindre, at enkelte aktionærer skaffer sig en
dominerende indflydelse i selskaber.«
Udvalgsbetænkningen den 7/6 1962, Folketingstidende 1962, sp. 1205,
tilkendegav endvidere, at børsnoterede selskaber næppe i større omfang ville
benytte sig af adgangen, og forudsatte dermed, at dette ikke i praksis var
udelukket grundet samtykke fra samtlige aktionærer i henhold til den
dagældende lovs § 57.
Dette medlem af nævnet er af disse grunde af den opfattelse, at den af
Fondsbørsen accepterede vedtægtsformulering har hjemmel til at blive
registreret i medfør af aktieselskabslovens § 172, stk. 1, og stemmer derfor
for at pålægge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at registrere denne
vedtægtsbestemmelse, uden at det er nødvendigt, at bestyrelsen skal kunne
udøve noget skøn, hvilket netop er betænkeligt af hensyn til
markedsforstyrrelse ved omsætningen af aktier.
1 af ankenævnets medlemmer, Gulmann, udtaler:
§ 172, stk. 1, er udtrykkeligt medtaget i aktieselskabsloven som en
undtagelse fra lovens § 79, stk. 1, nr. 3, der kræver enstemmig tiltrædelse
af samtlige aktionærer ved vedtagelse af vedtægtsbestemmelser, hvorved
»aktiernes omsættelighed begrænses«.
Klageren har gjort gældende, at § 172, stk. 1, kan anvendes ved
vedtagelsen af den her omhandlede vedtægtsbestemmelse. Som sagen er
procederet for Erhvervsankenævnet, må det lægges til grund, at
vedtægtsbestemmelsen, hvis den ikke er omfattet af § 172, stk. 1, er omfattet
af § 79, stk. 1, nr. 3. Denne retsopfattelse forekommer i øvrigt ud fra en
umiddelbar betragtning at være korrekt, idet § 79, stk. 1, nr. 3, tilsigter
at beskytte den enkelte aktionærs interesse i frit at kunne disponere over
sine aktier, og idet ejerlofter, hvad enten der kan gøres undtagelse fra dem
med selskabets samtykke eller ej, er en ihvertfald potentielt mærkbar
begrænsning i aktionærernes dispositionsfrihed.
Det er efter forarbejderne klart, hvad formålet med § 172, stk. 1 er -
nemlig at åbne »mulighed for at forhindre, at enkelte aktionærer skaffer
sig en dominerende indflydelse i selskaber«. Det er derimod ikke i
forarbejderne nærmere begrundet, hvorfor lovgiver har begrænset midlet til at
opnå dette formål til alene at være den omsættelighedsbegrænsning, der består
i at kræve samtykke til overdragelse af aktier, og ikke til andre
omsættelighedsbegrænsninger, herunder i givet fald vedtægtsbestemmelser om
absolut ejerloft. Der er således ikke i forarbejderne grundlag for at vide,
om denne begrænsning af § 172, stk. 1's anvendelsesområde er begrundet i
reale hensyn vedrørende eventuelle forskelle i virkningerne af de forskellige
typer omsættelighedsbegrænsninger for de berørte aktionærer, eller om
begrænsningen alene er udtryk for, at samtykkekrav ansås for et
tilstrækkeligt og i øvrigt hensigtsmæssigt middel til at opnå formålet.
Den foreliggende sag og den samtidig hermed afgjorte sag mellem K Bank og
Finanstilsynet viser imidlertid, at de særlige børsretlige regler, der som
følge af gennemførelsen i dansk ret af et EF-direktiv fra 1979 forbyder
omsættelighedsbegrænsinger for børsnoterede selskaber, i hvert fald når de
fører til risiko for markedsforstyrrelser, efter de relevante myndigheders
praksis har gjort det meget vanskeligt og måske umuligt for eksisterende
børsnoterede selskaber gennem samtykkekrav at opnå det formål, lovgiver
ønskede opnået ved vedtagelsen af § 172, stk. 1.
Der kan anføres gode grunde for at forsøge at undgå et sådant resultat ved
hjælp af en udvidende fortolkning af § 172, stk. 1 i lyset af bestemmelsens
formål.
Når jeg alligevel mener at måtte afvise denne mulighed skyldes det
følgende overvejelser:
Den nugældende, muligvis utilsigtede og uhensigtsmæssige, retstilstand er
en følge af den samtidige anvendelse af to sæt regler, der tilsigter at
beskytte interesser af forskellig karakter.
De relevante børsreglers formål er at sikre børsmarkedets ordentlige
funktion. Ankenævnet har i den samtidig hermed afsagte kendelse fundet, at
Fondsbørsen og Finanstilsynet på grundlag af den relevante børsbekendtgørelse
var beføjet til at nægte godkendelse af den foreslåede samtykkebestemmelse.
Aktieselskabslovens her relevante regler tilsigter at beskytte
aktionærernes interesser. Det er ovenfor nævnt, at det ikke af forarbejderne
fremgår, hvad der har været lovgivers begrundelse for at begrænse § 172, stk.
1's anvendelsesområde til alene at gælde de omsættelighedsbegrænsninger, der
følger af krav om selskabets samtykke til overdragelse af aktier. Det
forekommer mig på denne baggrund betænkeligt at acceptere en fortolkning af §
172, stk. 1, hvorefter bestemmelsen kan anvendes på en vedtægtsbestemmelse,
der kun af navn, men ikke af gavn er en samtykkebestemmelse.
Det må i givet fald være lovgiver, der må løse det problem, de kompetente
myndigheders anvendelse af de relevante bestemmelser har skabt for danske
børsnoterede selskabers muligheder for at forhindre, at enkelte aktionærer
skaffer sig en dominerende indflydelse i selskaberne. Sådanne overvejelser
vil i øvrigt være særligt nærliggende i lyset af EF-Kommissionens forslag til
det såkaldte 5. selskabsdirektiv, der, hvis det bliver vedtaget, yderligere
vil begrænse selskabernes muligheder for at beskytte sig mod enkelte
aktionærers dominerende indflydelse.
Med disse supplerende bemærkninger kan jeg tilslutte mig ankenævnets
flertals afgørelse.
4 af ankenævnets medlemmer, Dullum, Gulmann, Vastrup og Niels Larsen
udtaler:
Bestemmelsen i § 172 blev indført i aktieselskabsloven ved lov nr. 225 af
20. juni 1962, § 57a. Efter bemærkningerne til lovforslaget var formålet med
§ 57a (§ 172) at give danske aktieselskaber en mulighed for at forhindre, at
enkelte aktionærer skaffede sig en dominerende indflydelse i selskabet.
Den mulighed, der blev åbnet for selskaberne, bestod i, at de med
kvalificeret majoritet kunne gennemføre en vedtægtsændring om samtykke ved
overdragelse af aktier, uanset at denne ændring var en
omsættelighedsbegrænsning omfattet af den i dansk aktieselskabsret gældende
grundregel i § 79 om enstemmighed jvf. også ordlyden af § 172.
§ 172 (§ 57a) er således efter sin ordlyd en bestemt begrænset undtagelse
fra enstemmighedskravet, men ikke udtryk for en mere vidtgående adgang for et
selskab til at sikre sig mod dominerende indflydelse. Som en undtagelse fra §
79 er der derfor ikke lovmæssigt grundlag for at antage, at reglen også er
anvendelig i andre tilfælde af omsættelighedsbegrænsninger omfattet af § 79,
eller for at antage en udvidet fortolkning begrundet i retstilstanden for
selskaber under stiftelse, hvor hensynet til eksisterende aktionærer ikke gør
sig gældende, eller retstilstanden for selskaber i andre lande, ligesom der
ikke ses at være mulighed for ved den lovmæssige bedømmelse at lade
rimelighedsbetragtninger være afgørende.
Det bemærkes, at der mellem parterne er enighed om, at en
vedtægtsbestemmelse, der indeholder et forbud mod at eje mere end 10% af
aktiekapitalen - en såkaldt ejerloftsbestemmelse - er omfattet af § 79, og at
det hverken efter aktieselskabsloven, forarbejderne eller iøvrigt har været
muligt at finde støtte for, at det ikke skulle være tilfældet.
K Bank A/S har gjort gældende, at vedtægtsændringen er udtryk for en
samtykkebestemmelse, som er omfattet af § 172 i aktieselskabsloven og har
bl.a. henvist til, at der kan meddeles samtykke, hvis det sker som led i en
strukturændring, som banken er indforstået med, eller i tilfælde af
rekonstruktion i forståelse med Finanstilsynet efter kapitaltab, eller
såfremt et afslag ikke er kommet frem inden en nærmere i vedtægten bestemt
tidsfrist, jfr. stk. 2 i vedtægtsændringen.
Hertil bemærkes, at det ville være i strid med stk. 1 i vedtægtsændringen,
såfremt en aktieerhververs ret til at eje 10% eller mere af aktiekapitalen
beroede på, at et afslag kom for sent efter stk. 2 i vedtægtsændringen. En
eventuel ret til at forblive ejer af aktieposten ville derfor ikke bero på et
samtykke fra bestyrelsen, der i så fald ville have handlet vedtægtsstridigt.
Herefter må det lægges til grund, at aktieejere i K Bank A/S og andre før
vedtægtsændringen kunne sælge og købe aktier i selskabet uden nogen
begrænsning i retten til at eje en aktiepost af en bestemt størrelse. Efter
vedtægtsændringen er denne frie omsættelighed begrænset, idet vedtægterne nu
udelukker en aktieerhverver fra at opnå samtykke til at eje 10% eller mere af
aktiekapitalen, hvorved bemærkes, at struktur- og rekonstruktionstilfældene
ikke angår adgangen for aktieejere til frit at omsætte aktierne.
Omsættelighedsbegrænsningen efter vedtægtsændringen beror således ikke på et
samtykke fra bestyrelsen, men må sidestilles med en bestemmelse om forbud mod
at eje en aktiepost af en bestemt størrelse - et såkaldt ejerloft.
Som følge af det anførte tiltrædes det, at aktieselskabslovens § 172 ikke
er anvendelig, men at vedtægtsændringen efter sit indhold skal vedtages efter
§ 79.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen stadfæster ankenævnet den af Erhvervs-
og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 6. september 1988 trufne afgørelse.
I afgørelsen har Kåre Dullum, Claus Gulmann, Eskil Trolle, Claus Vastrup
og Niels Larsen deltaget.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- En generalforsamlings bemyndigelse til bestyrelsen til at foretage ændringer i en vedtægtsbestemmelse om forbud mod at eje en bestemt procentdel af aktiekapitalen (aktieselskabslovens § 79) kunne ikke anvendes til at gennemføre en herfra efter sit indhold forskellig vedtægtsændring om bestyrelsens samtykke til erhvervelse og af en bestemt procentdel af aktiekapitalen (aktieselskabslovens § 172). Retsinformation · 24. september 1997
- Københavns Fondsbørs fandtes ikke at have begået retlige fejl ved vurderingen af en banks vedtægtsbestemmelser i relation til betingelsesbekendtgørelsens krav om aktiers fri omsættelighed. Retsinformation · 24. september 1997
- Landsskatteretskendelse vedr. afslag på ansøgning om tilladelse til skattefri aktieombytning. Retsinformation · 9. juni 2005
Lignende dokumenter
- En generalforsamlings bemyndigelse til bestyrelsen til at foretage ændringer i en vedtægtsbestemmelse om forbud mod at eje en bestemt procentdel af aktiekapitalen (aktieselskabslovens § 79) kunne ikke anvendes til at gennemføre en herfra efter sit indhold forskellig vedtægtsændring om bestyrelsens samtykke til erhvervelse og af en bestemt procentdel af aktiekapitalen (aktieselskabslovens § 172). Retsinformation · 24. september 1997
- 04-201.488 - Aktionær ikke klageberettiget (01. juli 2005) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 1. juli 2005
- Kendelse af 1. december 1993. 93-9.201 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 1. december 1993
- Københavns Fondsbørs fandtes ikke at have begået retlige fejl ved vurderingen af en banks vedtægtsbestemmelser i relation til betingelsesbekendtgørelsens krav om aktiers fri omsættelighed. Retsinformation · 24. september 1997
- 03-147.555 - registreringsnægtelse kapitalnedsættelse (07. september 2004) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. september 2004
- Kendelse af 23. oktober 1995. 94-8.392 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. oktober 1995