Spring til indhold

Retsinformation

Da en vedtægtsændring i et bestående aktieselskab, formuleret som en bestemmelse om samtykke fra bestyrelsen til at erhverve 10% eller mere af aktiekapitalen, udelukkende en aktieerhverver fra at opnå samtykke, kunne ændringer ikke vedtages efter aktieselskabslovens § 172, men skulle vedtages efter aktieselskabslovens § 79.

KEN nr 60385 af 28/02/1991Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Da en vedtægtsændring i et bestående

aktieselskab, formuleret som en bestemmelse om samtykke fra bestyrelsen til

at erhverve 10% eller mere af aktiekapitalen, udelukkende en aktieerhverver

fra at opnå samtykke, kunne ændringer ikke vedtages efter aktieselskabslovens

§ 172, men skulle vedtages efter aktieselskabslovens § 79.

I skrivelse af 19. september 1988 har K på vegne K Bank A/S klaget over,

at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i skrivelse af 6. september 1988 (j.nr.

88-31.255) har nægtet at registrere et forslag til en ny § 3, stk. 4 i K Bank

A/S' vedtægter, fordi forslaget, som man fandt var udtryk for en egentlig

ejermaximeringsregel, ikke var vedtaget med alle aktionærernes samtykke efter

aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.

Efter klagerens anmodning blev behandlingen af klagen sat i bero af

ankenævnet, indtil klageren ved skrivelse af 5. juli 1989 og endeligt ved

skrivelse af 14. september 1989 anmodede om at behandlingen blev aktiveret.

I. Sagens forløb indtil behandlingen i Industriministeriets

Erhvervsankenævn.

A. Første forslag til vedtægtsændring.

I skrivelse af 29. juli 1988 klagede K som advokat for K Bank A/S over, at

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i skrivelse af 25. juli 1988 havde nægtet at

registrere en på K Bank A/S' generalforsamling den 13. juni henholdsvis den

28. juni 1988 vedtaget ændring af bankens vedtægter, således at der indsættes

en ny § 3, stk. 4 af følgende indhold:

»Aktierne er frit omsættelige, dog at overdragelse til en erhverver,

der har eller ved overdragelsen opnår 5% eller mere af selskabets

aktiekapital, kræver selskabets samtykke. Er afslag ikke kommet frem til

aktieerhververen inden 5 børsdage efter, at selskabet har modtaget anmodning

om godkendelse af erhvervelsen anses samtykke for givet.

Aktier, der erhverves trods nægtet samtykke, skal straks afhændes og giver

ingen rettigheder i selskabet«.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen begrundede registreringsnægtelsen med, at

Læs alt

bestemmelsen om samtykke til aktieoverdragelse medførte en indskrænkning i

aktiernes omsættelighed, jf. aktieselskabslovens § 172, stk. 1, sammenholdt

med § 79, stk. 1, nr. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bemærkede herefter,

at banken ved bestemmelsens optagelse i vedtægterne ikke længere opfyldte

betingelserne for at være børsnoteret, jf. Industriministeriets

bekendtgørelse nr. 813 af 13. november 1986 § 5, sammenholdt med skema A,

punkt II. nr. 2, 1. afsnit. Samtidig pegede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

på, at Fondsbørsen havde mulighed for at dispensere fra reglen, men da en

sådan dispensation ikke forelå kunne registrering ikke ske.

Til støtte for at registrering skulle finde sted, henviste K i skrivelsen

af 29. juli 1988 til ankenævnet til de argumenter, der fremgår af det af ham

og professor A udarbejdede responsum af 10. februar 1988 og af K's skrivelse

af 24. marts 1988 til Københavns Fondsbørs. De nævnte indlæg er vedhæftet

kendelsen som bilag I og II. Det oplystes samtidig i klageskrivelsen, at

spørgsmålet var blevet forelagt for Københavns Fondsbørs.

Ved skrivelse af 24. august 1988 meddelte Københavns Fondsbørs, at den

vedtagne ændring af K Banks vedtægter, hvorefter ingen aktionær kan erhverve

mere end 5% af K Banks aktiekapital uden bankens samtykke, ikke var til

hinder for en fortsat børsnotering, idet det dog var en forudsætning, at den

nævnte procentsats ikke fastsattes lavere end 10%, samt at de fra Københavns

Fondsbørs forelagte retningslinier for administrationen af

samtykkebestemmelsen blev indføjet i vedtægterne.

Efter det senere forløb, har ankenævnet ikke anset denne klage for

opretholdt til særskilt afgørelse.

B. Andet forslag til vedtægtsændringer, der omhandler den i denne sag

påklagede afgørelse vedrørende aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.

Herefter anmodede K påny Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om registrering af

vedtægtsændringen, nu ændret af bestyrelsen for K Bank A/S i henhold til

bemyndigelse fra generalforsamlingen på grundlag af drøftelsen med

Fondsbørsen og vilkårene i dennes skrivelse af 24. august 1988 til at have

følgende indhold:

»Aktierne er frit omsættelige, dog at overdragelse af aktier til en

erhverver, der har eller ved overdragelsen opnår 10% eller mere af selskabets

aktiekapital kræver selskabets samtykke. Banken må kun meddele samtykke, hvis

overdragelsen sker som led i (1) aktiernes overdragelse til et holdingselskab

oprettet som led i strukturændring af banken med dennes tiltrædelse eller (2)

rekonstruktion af banken i forståelse med Finanstilsynet efter kapitaltab. Er

afslag ikke kommet frem til erhververen inden 5 børsdage efter, at selskabet

har modtaget anmodning om godkendelse af erhvervelsen, anses samtykke for

givet. Aktier, der erhverves trods nægtet samtykke, skal straks afhændes og

giver ingen rettigheder i selskabet.«

I skrivelse af 6. september 1988 meddelte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,

at man anerkendte, at der efter Fondsbørsens afgørelse af 24. august 1988, og

efter at vedtægterne i medfør af bemyndigelsen fra generalforsamlingen til

bestyrelsen var ændret i overensstemmelse hermed, intet børsretligt var til

hinder for registrering af vedtægtens § 3, stk. 4. Idet Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen tog forbehold om gyldigheden af bemyndigelsen, blev

registreringen alligevel nægtet: nu fordi man ikke fandt, at vedtægtens § 3,

stk. 4, var udtryk for en sådan samtykkeregel som omhandlet i

aktieselskabslovens § 172, stk. 1, men derimod en egentlig

ejermaxsimeringsregel, som, da en sådan medfører en begrænsning i

omsætteligheden af aktierne, kun kan vedtages med alle aktionærernes

samtykke, jf. aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.

Som begrundelse herfor henviste styrelsen til, at de i vedtægterne optagne

retningslinier, som er afstukket for meddelelse af samtykke til overdragelse,

efter styrelsens opfattelse afskærer samtykke i almindelige

overdragelsessituationer, hvor erhververen har eller opnår 10% eller mere af

aktiekapitalen, idet banken kun må meddele samtykke, hvis overdragelsen sker

som led (1) i aktiernes overdragelse til et holdingselskab oprettet som led i

strukturændring af banken med dennes tiltrædelse, eller (2) rekonstruktion af

banken i forståelse med Finanstilsynet efter kapitaltab.

Ved skrivelse af 19. september 1988 påklagede K som advokat for K Bank A/S

herefter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 6. september 1988.

Samtidig anmodede klageren om, at behandlingen af klagen blev stillet i bero.

C. Tredie forslag til vedtægtsændring, der vedrører den i ankenævnets sag

j.nr. 89-32.346 omhandlede klage efter fondsbørslovens § 43.

I den følgende periode foregik forhandlinger efter det for

Erhvervsankenævnet oplyste mellem klageren og styrelserne henholdsvis

Københavns Fondsbørs. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tiltrådte herunder ved

skrivelse af 29. december 1988 følgende formulering af en

vedtægtsbestemmelse:

»Der gælder følgende indskrænkninger i aktiernes omsættelighed:

Overdragelse af aktier til en erhverver, der har eller ved erhvervelsen opnår

10% eller mere af bankens aktiekapital, kræver bankens samtykke, med mindre

erhvervelsen sker som led i aktiernes overdragelse til et holdingselskab, som

led i en af banken forestået eller tiltrådt strukturændring af banken eller

som led i en rekonstruktion af banken i forståelse med Finanstilsynet efter

kapitaltab.

Banken må ikke administrere samtykkeklausulen, så dens benyttelse medfører

markedsforstyrrelser. Banken forpligter sig generelt til ikke at behandle en

erhverver mindre imødekommende end tidligere erhververe, og banken må derfor

ikke nægte en erhverver samtykke, såfremt vedkommende efter erhvervelsen ikke

har en større procentdel af bankens aktiekapital end en erhverver, til hvem

samtykke tidligere er meddelt.«

Styrelsen tilkendegav samtidig, at der endvidere som betingelse for

registrering i vedtægten optages en bestemmelse om, at der ikke gælder

særlige interne forskrifter for meddelelse af samtykke. I skrivelse af 16.

januar 1989 meddelte endvidere Finanstilsynet, at man ville kunne stadfæste

vedtægterne under den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tilføjede betingelse

og under forudsætning af, at bestemmelsen kunne godkendes af Københavns

Fondsbørs. Dette skete ikke. Der henvises herom nærmere til den samtidigt

hermed afsagte kendelse i sagen K Bank A/S mod Finanstilsynet (ankenævnets,

j.nr. 89-32.346).

II. Behandlingen af klagen for ankenævnet vedrørende det ovenfor under

B omhandlede forslag til vedtægtsændring. Afgørelsen af 6. september

1988.

Den 5. juli 1989 anmodede K for klageren om, at behandlingen af klagen af

19. september 1988 nu blev aktiveret. I klagen af 19. september 1988 havde

klageren til støtte for klagen gjort gældende, at vedtægtsændringen, der

indeholdt en samtykkeregel, var gennemført i overensstemmelse med

aktieselskabslovens § 172, og styrelsen derfor er pligtig til at foretage

registreringen.

Allerede ved skrivelse af 5. oktober 1988 havde Industriministeriets

Erhvervsankenævn anmodet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en redegørelse og

indstilling i anledning af klagen. I redegørelsen af 17. november 1988 har

styrelsen bl.a. henvist til, at nægtelsen i skrivelsen af 6. september 1988

af at registrere vedtægtsbestemmelsen skyldes, at styrelsen fandt, at en

sådan lydende vedtægtsbestemmelse ikke er udtryk for en sådan samtykkeregel

som omhandlet i den midlertidige bestemmelse i aktieselskabslovens § 172,

stk. 1. Derimod er der tale om en egentlig ejermaksimeringsregel , der

indebærer en begrænsning af omsætteligheden af aktierne og som kun bør

vedtages med alle aktionærernes samtykke, jf. aktieselskabslovens § 79, stk.

1, nr. 3. Om baggrunden herfor henviste Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til

bemærkningerne i afslaget til klageren jf. ovenfor.

Den 14. september 1989 fremkom K med en uddybet begrundelse som bebudet

allerede i klagen af 19. september 1988. I skrivelsen af 14. september 1989

hedder det bl.a.:

»...anfører jeg i tilslutning til min klage af 19/9 1988 over

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse vedrørende § 172-problemet, at

begge de alternative vedtægtsformuleringer, der har været fremme, efter min

opfattelse ligger inden for rammerne af AL § 172, stk. 1. Også den første

formulering (september-formuleringen), til hvilken styrelsen sagde nej den

6/9 1988, er en samtykkebestemmelse, og der er intet i § 172, stk. 1, som

forhindrer, at der i vedtægtsbestemmelsen opstilles meget strenge forskrifter

for, hvornår samtykket må meddeles.

Når styrelsen argumenterer, at en så streng samtykkebestemmelse (som kun

tillod aktiernes overdragelse til et holdingselskab i forbindelse med

strukturændring eller deres overdragelse i forbindelse med rekonstruktion)

har samme effekt som en egentlig ejerloftsbestemmelse, overser styrelsen

derved for det første, at egentlige loftsbestemmelser forbyder ethvert

ejerskab, som ligger over loftet, medens den foreslåede samtykkebestemmelse -

som § 172 - alene omfatter aktier, der erhverves ved overdragelse. Allerede

af dette forhold følger således, at septemberformuleringen ikke kan

sidestilles med en loftsbestemmelse, idet en loftsbestemmelse omfatter enhver

erhvervelse, hvad enten den sker ved fusion, arv, kreditorforfølgning,

universalsuccession eller af anden grund, medens bankens septemberformulering

- som § 172 - kun omfatter egentlig overdragelse inter vivos.

For det andet overser styrelsen, at septemberformuleringen adskiller sig

fra en loftsbestemmelse derved, at en loftsbestemmelse kan blive katastrofal,

fordi den forhindrer strukturændring i forbindelse med såvel koncerndannelse

som rekonstruktion, hvorimod septemberformuleringen netop tillader selskabet

at meddele samtykke i sådanne situationer. Medens rekonstruktion forhåbentlig

aldrig har nogen aktualitet, kan strukturændring og koncerndannelse, henset

til den stedfindende udvikling på det finansielle marked, godt tænkes at

blive aktuel, og allerede af denne årsag er det forkert, hvis man på forhånd

ræsonnerer, at et samtykke aldrig kan forventes givet. Tværtimod kan det i

høj grad en dag blive aktuelt at give et samtykke.

Vigtigst for Ankenævnet må det imidlertid være, at styrelsen i og med sit

september-afslag indlæser nogle betingelser for anvendelsen af § 172, som der

ikke er hjemmel til at opstille. Styrelsen synes således at forudsætte, at §

172 kun er anvendelig, hvis der overlades selskabet en betydelig grad af frit

skøn ved udøvelsen af samtykkebeføjelsen. Denne antagelse er urigtig. § 172

opstiller intet krav om skønsfrihed og forbyder således ikke, at

samtykkebeføjelsens udøvelse vil indebære en betydelig grad af

forudsigelighed.

I relation til AL § 20 (hvis formål bl.a. er at gøre samtykkebeføjelsens

praktiske anvendelse forudsigelig og regelbundet) antages det, at

samtykkenægtelse i chikanøst øjemed - »selskabsretlig

magtfordrejning« - kan være retsstridig. Det er derfor i

overensstemmelse med sammenhængen mellem intentionerne bag § 20 og § 172, at

det på forhånd gennem regelbundne samtykkebestemmelser gøres aktionærkredsen

klart, hvornår samtykke kan forventes, henholdsvis ikke forventes givet.

Jeg henviser endvidere til hele baggrunden for tilblivelsen af § 172.

Denne blev indført i 1962 i den dagældende aktieselskabslov af 1930, fordi

det ansås sandsynligt, at Danmark ville indtræde i De europæiske

Fællesskaber, og fordi man ville give danske selskaber mulighed for at

beskytte sig mod uønskede overtagelser. Det ville imidlertid være

retsstridigt, hvis beskyttelsen var vendt mod opkøb foretaget af selskaber

hjemmehørende i andre EF-stater, idet en sådan nationalitetsdiskrimination

ville stride mod artikel 7 i traktaten om De europæiske økonomiske

Fællesskaber. Af samme grund kan hverken lovbestemmelsen,

samtykkebestemmelser med hjemmel deri eller administration af sådanne

samtykkebestemmelser på nogen måde gøres nationalitetsdiskriminatoriske.

Allerede heraf følger, at det ikke kan have været nogen forudsætning for at

anvende § 172, at skønnet hos selskabet gøres helt frit, og at det således må

være i overensstemmelse med lovreglen, at en samtykkebestemmelse gøres ret

regelbundet - og naturligvis nationalitetsneutral.

Da jeg ikke har indsigt i styrelsens visdomsbog, er jeg ikke i stand til

at opstille noget fuldstændigt katalog over de varierede

samtykkebestemmelser, der i årtiernes løb er registreret, men fra

lejlighedsvis indsigt også i ældre selskabsvedtægter ved jeg dog, at der ofte

forekommer samtykkebestemmelser, hvis betingelser for samtykkets meddelelse

er så restriktive (eksempelvis i henseende til erhververens bopæl, erhverv

m.v.), at samtykke kun sjældent eller måske aldrig kan forventes givet. Ikke

desto mindre har det mig bekendt aldrig været anfægtet, at også sådanne

bestemmelser kan indføres med hjemmel i § 172, stk. 1.'

Ved skrivelse af 13. december 1989 betegnet »svarskrift« har

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hertil bemærket:

»I ovennævnte sag giver jeg møde for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,

på hvis vegne jeg nedlægger påstand om stadfæstelse af den påklagede

afgørelse dateret 6. september 1988.

Det gøres gældende, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har handlet indenfor

sine beføjelser ved den trufne afgørelse, meddelt i skrivelse af 6. september

1988, bilag (1).

Det kan oplyses, at de faktorer, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har lagt

til grund for sin afgørelse, kan resumeres som følger:

Begrundelsen er, at den til styrelsen anmeldte vedtægtsbestemmelse, jfr.

bilag (2), medfører et decideret ejerloft, hvilket er en indskrænkning i

aktiernes omsættelighed, og alene kan vedtages med hjemmel i

aktieselskabslovens § 79, skt. 1, nr. 3, d.v.s. med alle aktionærernes

samtykke. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er ikke enig med klageren i, at

vedtægtsbestemmelsen er en af aktieselskabslovens § 172, stk. 1 omfattet

samtykkebestemmelse.

Om aktier skal det bemærkes, at disse som hovedregel er frit omsættelige.

Denne hovedregel kan fraviges, dersom alle aktionærer samtykker heri, jf.

aktieselskabslovens § 79, skt. 1, nr. 3. Endvidere kan fravigelse af

hovedreglen ske med en i forhold til aktieselskabslovens § 79, stk. 1

begrænset majoritet, hvis der er tale om en vedtægtsmæssig samtykkeregel ,

jf. aktieselskabslovens § 172, stk. 1.

Klageren gør gældende, at vedtægtsbestemmelsen er en samtykkebestemmelse

og ikke en efterloftsbestemmelse, allerede fordi bestemmelsen alene vedrører

samtykke til overdragelse inter vivos, og ikke andre former for

aktieovergang.

Heroverfor gøres det gældende, at uanset hvor få overgangstilfælde, der er

tale om, medfører det ikke, at en bestemmelse ikke kan anses for en

ejerloftsbestemmelse, når den efter sit indhold har en sådan effekt. Dette

er, på trods af klagernes anbringende om det modsatte, tilfældet i denne sag.

I vedtægtsbestemmelsen gives alene to muligheder for meddelelse af

samtykke, idet banken kun må meddele samtykke, hvis overdragelse sker som led

i (1) aktiernes overdragelse til et holdingselskab oprettet som led i

strukturændring af banken, med dennes tiltrædelse, eller (2) rekonstruktion

af banken i forståelse med Finanstilsynet efter kapitaltab. Disse situationer

er så ualmindelige, at der i praksis ikke åbnes mulighed for meddelelse af

samtykke.

Den omstændighed, at meddelelse af samtykke i praksis er afskåret, gør at

bestemmelsen er en ejerloftsbestemmelse, uanset hvad den selv benævner sig.

Klageren gør gældende, at styrelsen indlæser nogle betingelser for

anvendelse af § 172, som der ikke er hjemmel til, idet styrelsen synes at

forudsætte, at betingelsen for anvendelsen af § 172 er, at der overlades

selskabet en betydelig grad af frit skøn ved udøvelsen af samtykkebeføjelsen.

Klageren mener ikke, at et sådant krav kan opstilles, idet sammenhængen

mellem aktieselskabslovens §§ 172 og 20 bevirker, at det på forhånd skal

kunne konstateres, hvornår samtykke kan forventes, henholdsvis ikke forventes

givet.

Herudover gøres det gældende, at styrelsen ikke forudsætter et helt frit

skøn ved afgørelse om meddelelse af samtykke, men reglen skal for at være

omfattet af § 172, være en reel samtykkeregel og ikke en skjult

ejerloftsbestemmelse.

Sammenhængen mellem aktieselskabslovens §§ 172 og 20 fordrer ikke

nødvendigvis en høj grad af forudsigelighed. Der kan med hjemmel i disse

bestemmelser overlades selskabet et frit skøn, som dog ikke må udøves

chikanøst og dermed retsstridigt.

Afgrænsningen af forudsigelighed for meddelelse af samtykke fastsættes i

vedtægterne inden for rammerne af aktieselskabslovens § 172, d.v.s. som en

reel samtykkebestemmelse.

Ovenfor er der gjort rede for, hvorfor reglen ikke findes at være en

samtykkebestemmelse, men en ejerloftsbestemmelse, idet det bemærkes, at

samtykke efter den omtvistede vedtægtsbestemmelse aldrig kan forventes givet

i almindelige overdragelsessituationer, hvor erhververen har eller opnår 10%

eller mere af aktiekapitalen.

Klageren gør gældende, at § 172 i sin tid blev indført som et muligt værn

mod uønskede overtagelser, samt at dens anvendelse af hensyn til EØFT art. 7

skal være nationalitetsneutral. Dette skal ikke bestrides, dog med den

bemærkning, at nationalitetsneutraliteten alene gælder i relation til

EF-medlemsstater.

Det medfører imidlertid ikke, at en samtykkeregel skal gøres så

regelbundet, at der aldrig er mulighed for samtykke, og der dermed ikke er

tale om en reel samtykkeregel.

Endvidere skal det anføres, at § 172, stk. 1, er en præcis undtagelse fra

den præceptive lovregel § 79, stk. 1, nr. 3, hvilket medfører snævre grænser

for fortolkningen af bestemmelsen. Vedtægtsbestemmelsen må for at kunne være

omfattet af § 172, have et reelt indhold af en samtykkeregel, hvilket ikke er

tilfældet her.

Der må endvidere bortses fra klagerens påstand om, at andre selskaber har

en tilsvarende »samtykkeregel«, allerede fordi dette ikke er

dokumenteret.

Af ovennævnte grunde findes aktieselskabslovens § 172, stk. 1, uanvendelig

ved indførelsen af den omtvistede vedtægtsbestemmelse, som derfor alene kan

indføres med hjemmel i aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.'

Den 13. december 1990 blev sagen samt klagen over Finanstilsynets

afgørelse af 19. maj 1989 (ankenævnets j.nr. 89-32.346) mundtligt forhandlet

i ankenævnet.

Advokat K har for klageren gjort gældende, at Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen har fortolket aktieselskabslovens § 172 for restriktivt.

Til støtte herfor henviste K til, at bestemmelsen ikke indeholder forskrifter

om, hvor liberal eller restriktiv samtykkereglen må være. Samtykke kan i

henhold til den ønskede vedtægtsregel tænkes givet i en række tilfælde: ved

holdingdannelse, ved rekonstruktion samt i tilfælde hvor bestyrelsen er

passiv i 5 børsdage. Det er derfor ikke korrekt at betegne klausulen som et

absolut ejerloft.

Kontorchef B, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, konstaterede indledningsvis,

at der mellem parterne er enighed om, at en ejerloftbestemmelse indebærer en

indskrænkning i omsætteligheden.

Kontorchefen anførte vedtægtsformulering, er forpligtet til at nægte

samtykke til en almindelig overdragelse. Alle potentielle aktieerhververe vil

således være vidende om, at en erhvervelse, hvorved 10%-grænsen overskrides,

er umulig. Der foreligger følgelig en ejerloftbestemmelse og dermed en

omsættelighedsindskrænkning, der alene kan vedtages i overensstemmelse med

aktieselskabslovens § 79, stk. 1, nr. 3.

1 af ankenævnets medlemmer, Trolle, udtaler:

Banken har i forvejen regler om stemmeloft på 400 stemmer for hver

aktionær, men ifølge motiveringen på generalforsamlingerne var dette

utilstrækkeligt til at sikre bankens uafhængighed af enkeltaktionærer grundet

repræsentantionsreglen i aktieselskabslovens § 78.

Et flertal langt ud over fire femtedele af de på generalforsamlingen

repræsenterede aktionærer vedtog herefter bestemmelsen om ejerloft på

generalforsamlingerne som en forsvarsmekanisme imod eventuel indflydelse fra

enkeltaktionærer.

Efter en smidig og velvillig sagsbehandling fra Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens side fandt man frem til en vedtægtsformulering, som gav

bestyrelsen adgang til efter et vist skøn at udøve samtykkebeføjelsen. Dette

var efter styrelsens opfattelse nødvendigt for at anvende hjemmelen i

aktieselskabslovens § 172 (fire femtedeles majoritet). En ren

ejerloftsbestemmelse bør efter styrelsens opfattelse vedtages i

overensstemmelse med § 79 (samtlige aktionærer).

Fondsbørsen - og dermed Finanstilsynet - mener, at det bevirker

markedsforstyrrelse, hvis en bestyrelse for et børsnoteret selskab overlades

skønsmæssige beføjelser i forbindelse med aktieomsætningen. Den herfor

fremførte argumentation fra Fondsbørsens side er overbevisende.

Da det er en praktisk umulighed at opnå samtlige aktionærers samtykke i

børsnoterede selskaber, indebærer disse to af hinanden uafhængige

myndigheders opfattelse af forskellige lovregler, at ejerloftsbestemmelser

ikke kan indføres i Danmark i eksisterende børsnoterede selskaber.

Lovgivningsmagten har ikke forbudt ejerloftsbestemmelser, og de er

accepteret af Fondsbørsen (selskab A og selskab B) samt for nylig ved

børsintroduktionen af flere sparekasseaktieselskaber, herunder bl.a. C. Dette

medfører den ikke hensigtsmæssige retstilstand, at ejerloft kan indføres for

ny-børsintroducerede selskaber, men ikke for selskaber, som i forvejen er

børsnoterede. Banken ville således kun kunne opnå beskyttelse af sin

uafhængighed ved at skyde sig ind i et nyt børsnoteret selskab med de

besværligheder, afgifter og omkostninger, dette ville medføre. Dette er ikke

hensigtsmæssigt.

EF har ikke beskæftiget sig med forbud imod ejerloftsbestemmelser i nogen

af sine direktivudkast. Retsstillingen i EF-landene er ikke dokumenteret i

sagen, men ejerloftslignende bestemmelser findes efter det for mig oplyste i

hvert fald i en vis udstrækning i børsnoterede selskaber i visse EF-lande.

Konsekvenserne af de af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Fondsbørsen

håndhævede fortolkninger af aktieselskabslovens §§ 79 og 172 og

børsnoteringsbetingelserne er således, at danske børsnoterede selskaber ikke

har nogen mulighed for at sikre deres uafhængighed af enkeltaktionærer ved

indførelse af ejerloftsbestemmelser i modsætning til i hvert fald visse andre

EF-landes børsnoterede selskaber.

Den stigende koncentration af kapital, der sker i disse år, navnlig i

finanssektoren og hos de institutionelle investorer, kombineret med

kapitalens frie bevægelighed, accentuerer behovet for at sikre økonomisk

uafhængighed - og dermed en form for demokratisk beslutningsproces - i de

børsnoterede selskaber, der med et stort aktionærflertal ønsker dette.

Indtil EF-koordinerede begrænsninger eventuelt i fremtiden måtte blive

indført i EF, er det ikke hensigtsmæssigt, at lovfortolkning medfører et

faktisk forbud imod at indføre ejerloftsbestemmelser i børsnoterede selskaber

i Danmark.

Der bør derfor kræves sikker lovhjemmel til at forbyde et så stort flertal

som fire femtedele af de på generalforsamlingen repræsenterede aktionærer i

et selskab at træffe bestemmelse om indførelse af ejerloft i deres vedtægter.

En sådan sikker hjemmel findes efter min opfattelse ikke i

aktieselskabslovens § 79 i reglerne om begrænsninger i aktiernes

omsættelighed. Ejerloftsbestemmelser er noget andet end

omsætningsbegrænsninger. Krav om samtykke fra samtlige aktionærer ved

indførelse af omsætningsbegrænsninger er ikke ensbetydende med, at samtlige

aktionærer skal give deres samtykke ved indførelse af rene

ejerloftsbestemmelser på 10% af aktiekapitalen. Selv om det ikke kan afvises,

at en 10% ejerloftsbestemmelse kan have betydning for omsætteligheden af den

enkelte aktie, så er det urimeligt vidtgående at kræve samtykke fra alle

aktionærer hertil. Rene ejerloftsbestemmelser, der ikke vedrører mindre

aktieposter, men 10% af børsnoterede selskabers aktiekapital, er derfor ikke

omfattet af ordlyden af § 79, og heller ikke motiverne bag denne.

§ 172 giver efter sin ordlyd udtrykkelig hjemmel til at træffe bestemmelse

om bestyrelsens samtykke til overdragelse af aktier med fire femtedeles

majoritet. Det er alene Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fortolkning af

vilkårene for dette samtykke, der efter styrelsens opfattelse fører til, at

bestemmelsen er uanvendelig.

Denne indsnævrende fortolkning af § 172 stemmer efter min opfattelse ikke

med lovmotiverne, jfr. Folketingstidende 1962, tillæg A, sp. 1687, hvor

begrundelsen for bestemmelsen var at skabe

»mulighed for at forhindre, at enkelte aktionærer skaffer sig en

dominerende indflydelse i selskaber.«

Udvalgsbetænkningen den 7/6 1962, Folketingstidende 1962, sp. 1205,

tilkendegav endvidere, at børsnoterede selskaber næppe i større omfang ville

benytte sig af adgangen, og forudsatte dermed, at dette ikke i praksis var

udelukket grundet samtykke fra samtlige aktionærer i henhold til den

dagældende lovs § 57.

Dette medlem af nævnet er af disse grunde af den opfattelse, at den af

Fondsbørsen accepterede vedtægtsformulering har hjemmel til at blive

registreret i medfør af aktieselskabslovens § 172, stk. 1, og stemmer derfor

for at pålægge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at registrere denne

vedtægtsbestemmelse, uden at det er nødvendigt, at bestyrelsen skal kunne

udøve noget skøn, hvilket netop er betænkeligt af hensyn til

markedsforstyrrelse ved omsætningen af aktier.

1 af ankenævnets medlemmer, Gulmann, udtaler:

§ 172, stk. 1, er udtrykkeligt medtaget i aktieselskabsloven som en

undtagelse fra lovens § 79, stk. 1, nr. 3, der kræver enstemmig tiltrædelse

af samtlige aktionærer ved vedtagelse af vedtægtsbestemmelser, hvorved

»aktiernes omsættelighed begrænses«.

Klageren har gjort gældende, at § 172, stk. 1, kan anvendes ved

vedtagelsen af den her omhandlede vedtægtsbestemmelse. Som sagen er

procederet for Erhvervsankenævnet, må det lægges til grund, at

vedtægtsbestemmelsen, hvis den ikke er omfattet af § 172, stk. 1, er omfattet

af § 79, stk. 1, nr. 3. Denne retsopfattelse forekommer i øvrigt ud fra en

umiddelbar betragtning at være korrekt, idet § 79, stk. 1, nr. 3, tilsigter

at beskytte den enkelte aktionærs interesse i frit at kunne disponere over

sine aktier, og idet ejerlofter, hvad enten der kan gøres undtagelse fra dem

med selskabets samtykke eller ej, er en ihvertfald potentielt mærkbar

begrænsning i aktionærernes dispositionsfrihed.

Det er efter forarbejderne klart, hvad formålet med § 172, stk. 1 er -

nemlig at åbne »mulighed for at forhindre, at enkelte aktionærer skaffer

sig en dominerende indflydelse i selskaber«. Det er derimod ikke i

forarbejderne nærmere begrundet, hvorfor lovgiver har begrænset midlet til at

opnå dette formål til alene at være den omsættelighedsbegrænsning, der består

i at kræve samtykke til overdragelse af aktier, og ikke til andre

omsættelighedsbegrænsninger, herunder i givet fald vedtægtsbestemmelser om

absolut ejerloft. Der er således ikke i forarbejderne grundlag for at vide,

om denne begrænsning af § 172, stk. 1's anvendelsesområde er begrundet i

reale hensyn vedrørende eventuelle forskelle i virkningerne af de forskellige

typer omsættelighedsbegrænsninger for de berørte aktionærer, eller om

begrænsningen alene er udtryk for, at samtykkekrav ansås for et

tilstrækkeligt og i øvrigt hensigtsmæssigt middel til at opnå formålet.

Den foreliggende sag og den samtidig hermed afgjorte sag mellem K Bank og

Finanstilsynet viser imidlertid, at de særlige børsretlige regler, der som

følge af gennemførelsen i dansk ret af et EF-direktiv fra 1979 forbyder

omsættelighedsbegrænsinger for børsnoterede selskaber, i hvert fald når de

fører til risiko for markedsforstyrrelser, efter de relevante myndigheders

praksis har gjort det meget vanskeligt og måske umuligt for eksisterende

børsnoterede selskaber gennem samtykkekrav at opnå det formål, lovgiver

ønskede opnået ved vedtagelsen af § 172, stk. 1.

Der kan anføres gode grunde for at forsøge at undgå et sådant resultat ved

hjælp af en udvidende fortolkning af § 172, stk. 1 i lyset af bestemmelsens

formål.

Når jeg alligevel mener at måtte afvise denne mulighed skyldes det

følgende overvejelser:

Den nugældende, muligvis utilsigtede og uhensigtsmæssige, retstilstand er

en følge af den samtidige anvendelse af to sæt regler, der tilsigter at

beskytte interesser af forskellig karakter.

De relevante børsreglers formål er at sikre børsmarkedets ordentlige

funktion. Ankenævnet har i den samtidig hermed afsagte kendelse fundet, at

Fondsbørsen og Finanstilsynet på grundlag af den relevante børsbekendtgørelse

var beføjet til at nægte godkendelse af den foreslåede samtykkebestemmelse.

Aktieselskabslovens her relevante regler tilsigter at beskytte

aktionærernes interesser. Det er ovenfor nævnt, at det ikke af forarbejderne

fremgår, hvad der har været lovgivers begrundelse for at begrænse § 172, stk.

1's anvendelsesområde til alene at gælde de omsættelighedsbegrænsninger, der

følger af krav om selskabets samtykke til overdragelse af aktier. Det

forekommer mig på denne baggrund betænkeligt at acceptere en fortolkning af §

172, stk. 1, hvorefter bestemmelsen kan anvendes på en vedtægtsbestemmelse,

der kun af navn, men ikke af gavn er en samtykkebestemmelse.

Det må i givet fald være lovgiver, der må løse det problem, de kompetente

myndigheders anvendelse af de relevante bestemmelser har skabt for danske

børsnoterede selskabers muligheder for at forhindre, at enkelte aktionærer

skaffer sig en dominerende indflydelse i selskaberne. Sådanne overvejelser

vil i øvrigt være særligt nærliggende i lyset af EF-Kommissionens forslag til

det såkaldte 5. selskabsdirektiv, der, hvis det bliver vedtaget, yderligere

vil begrænse selskabernes muligheder for at beskytte sig mod enkelte

aktionærers dominerende indflydelse.

Med disse supplerende bemærkninger kan jeg tilslutte mig ankenævnets

flertals afgørelse.

4 af ankenævnets medlemmer, Dullum, Gulmann, Vastrup og Niels Larsen

udtaler:

Bestemmelsen i § 172 blev indført i aktieselskabsloven ved lov nr. 225 af

20. juni 1962, § 57a. Efter bemærkningerne til lovforslaget var formålet med

§ 57a (§ 172) at give danske aktieselskaber en mulighed for at forhindre, at

enkelte aktionærer skaffede sig en dominerende indflydelse i selskabet.

Den mulighed, der blev åbnet for selskaberne, bestod i, at de med

kvalificeret majoritet kunne gennemføre en vedtægtsændring om samtykke ved

overdragelse af aktier, uanset at denne ændring var en

omsættelighedsbegrænsning omfattet af den i dansk aktieselskabsret gældende

grundregel i § 79 om enstemmighed jvf. også ordlyden af § 172.

§ 172 (§ 57a) er således efter sin ordlyd en bestemt begrænset undtagelse

fra enstemmighedskravet, men ikke udtryk for en mere vidtgående adgang for et

selskab til at sikre sig mod dominerende indflydelse. Som en undtagelse fra §

79 er der derfor ikke lovmæssigt grundlag for at antage, at reglen også er

anvendelig i andre tilfælde af omsættelighedsbegrænsninger omfattet af § 79,

eller for at antage en udvidet fortolkning begrundet i retstilstanden for

selskaber under stiftelse, hvor hensynet til eksisterende aktionærer ikke gør

sig gældende, eller retstilstanden for selskaber i andre lande, ligesom der

ikke ses at være mulighed for ved den lovmæssige bedømmelse at lade

rimelighedsbetragtninger være afgørende.

Det bemærkes, at der mellem parterne er enighed om, at en

vedtægtsbestemmelse, der indeholder et forbud mod at eje mere end 10% af

aktiekapitalen - en såkaldt ejerloftsbestemmelse - er omfattet af § 79, og at

det hverken efter aktieselskabsloven, forarbejderne eller iøvrigt har været

muligt at finde støtte for, at det ikke skulle være tilfældet.

K Bank A/S har gjort gældende, at vedtægtsændringen er udtryk for en

samtykkebestemmelse, som er omfattet af § 172 i aktieselskabsloven og har

bl.a. henvist til, at der kan meddeles samtykke, hvis det sker som led i en

strukturændring, som banken er indforstået med, eller i tilfælde af

rekonstruktion i forståelse med Finanstilsynet efter kapitaltab, eller

såfremt et afslag ikke er kommet frem inden en nærmere i vedtægten bestemt

tidsfrist, jfr. stk. 2 i vedtægtsændringen.

Hertil bemærkes, at det ville være i strid med stk. 1 i vedtægtsændringen,

såfremt en aktieerhververs ret til at eje 10% eller mere af aktiekapitalen

beroede på, at et afslag kom for sent efter stk. 2 i vedtægtsændringen. En

eventuel ret til at forblive ejer af aktieposten ville derfor ikke bero på et

samtykke fra bestyrelsen, der i så fald ville have handlet vedtægtsstridigt.

Herefter må det lægges til grund, at aktieejere i K Bank A/S og andre før

vedtægtsændringen kunne sælge og købe aktier i selskabet uden nogen

begrænsning i retten til at eje en aktiepost af en bestemt størrelse. Efter

vedtægtsændringen er denne frie omsættelighed begrænset, idet vedtægterne nu

udelukker en aktieerhverver fra at opnå samtykke til at eje 10% eller mere af

aktiekapitalen, hvorved bemærkes, at struktur- og rekonstruktionstilfældene

ikke angår adgangen for aktieejere til frit at omsætte aktierne.

Omsættelighedsbegrænsningen efter vedtægtsændringen beror således ikke på et

samtykke fra bestyrelsen, men må sidestilles med en bestemmelse om forbud mod

at eje en aktiepost af en bestemt størrelse - et såkaldt ejerloft.

Som følge af det anførte tiltrædes det, at aktieselskabslovens § 172 ikke

er anvendelig, men at vedtægtsændringen efter sit indhold skal vedtages efter

§ 79.

Efter udfaldet af stemmeafgivningen stadfæster ankenævnet den af Erhvervs-

og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 6. september 1988 trufne afgørelse.

I afgørelsen har Kåre Dullum, Claus Gulmann, Eskil Trolle, Claus Vastrup

og Niels Larsen deltaget.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter