Beslutning om indkaldelse til forhandling kan ankes (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beslutning om indkaldelse til forhandling kan
ankes (* 1)
År 1978 den 18. december, blev i sagen j.nr. 21/77, Advokatrådet, afsagt
sålydende
KENDELSE:
I skrivelse af 14. oktober 1977 har højesteretssagfører Bent Jacobsen som
advokat for Advokatrådet klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af
6. oktober 1977 truffet afgørelse om advokaternes annonceringsregler m.v.
Ved skrivelse af 28. oktober 1977 er advokat Jerry Osbak indtrådt i sagen
til støtte for monopoltilsynet.
Ved skrivelse af 10. maj 1978 er Liberale Erhvervs Råd (LER)
v/højesteretssagfører Mogens Plesner indtrådt i sagen til støtte for
Advokatrådet.
Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynets generelle afgørelser
om advokaternes adgang til at annoncere med sagsområder og med priser samt om
adgangen til at fravige salærtaksterne i nedadgående retning tilsidesættes,
og at Advokatrådets udkast til ændrede regler om reklamering og annoncering
tillades sat i kraft.
Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 13. marts 1978 fra
klagerne, i indlæg af 15. august 1978 fra biintervenienten LER, i indlæg af
21. november 1977, 1. juni og 11. oktober 1978 fra monopoltilsynet og i
indlæg af 21. august 1978 fra biintervenienten Jerry Osbak. Parterne og
biintervenienterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.
Sagen har været behandlet på nævnets møder den 23. og 27. november 1978.
På det første møde var parterne og biintervenienterne til stede og udtalte
sig.
Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 6. oktober
1977 fra monopoltilsynet til Advokatrådet:
»Idet henvises til monopoltilsynets skrivelse af 14. september 1977
Læs alt
om monopolrådets afgørelse af samme dato vedrørende de af Advokatrådet
foreslåede annonceringsregler skal man meddele følgende:
Efter rådets afgørelse må de foreslåede annonceringsregler antages at
kunne medføre de i monopollovens § 11 nævnte skadelige virkninger, og
direktoratet bemyndigedes til at fortsætte forhandlingerne med Advokatrådet
med henblik på en yderligere liberalisering af annonceringsreglerne, således
at advokaterne har fri adgang til at annoncere - herunder at annoncere med
sagsområder også inden for almen praksis og med priser - bortset fra, at det
i Advokatrådets kollegiale regler kan fastsættes, at advokater skal overholde
markedsføringsloven og afholde sig fra annoncering, der kan bringe standens
omdømme i fare.
Rådet bemyndigede endvidere direktoratet til at forhandle med Advokatrådet
om ændring i de indledende bemærkninger om salærtaksternes vejledende
karakter og i de kollegiale regler, således at det fremgår, at advokaterne
frit kan fravige salærtaksterne i nedadgående retning.
Monopolrådets begrundelse for afgørelsen fremgår af det som bilag vedlagte
uddrag af protokollatet fra rådsmødet. Det fremgår heraf, at rådet ved
afgørelsen lagde vægt på, at Advokatrådets forslag til annonceringsregler
ikke imødekommer de mindre erhvervsdrivendes og almindelige forbrugeres
interesser med hensyn til bistand inden for advokaternes traditionelle
praksis, og på hensynet til nyetablerede advokater, idet udviklingen har
medført, at det er vanskeligt at få et klientel uden annoncering. Endvidere
fandt rådet, at et totalt forbud mod prisannoncering for alle advokater synes
at kunne medføre, at en konkurrence, der fremmer specialisering og
rationalisering til fordel for advokaternes klienter, begrænses på urimelig
måde.
Ved afgørelsen vedrørende advokaternes adgang til frit at fravige
salærtaksterne i nedadgående retning blev der lagt vægt på betydningen af, at
der er mulighed for priskonkurrence inden for advokatområdet.
Da Advokatrådet efter det oplyste holder møde den 28. oktober, skal man
herved anmode Advokatrådet om at foreslå en dato for et møde med tilsynet i
første halvdel af november måned med henblik på en forhandling, jfr.
monopollovens § 11, stk. 1, om en yderligere liberalisering af advokaternes
annonceringsregler, samt om de ovenfor nævnte ændringer i de kollegiale
regler, jfr. disses afsnit V 1 og VII 1 d og i indledningen til
salærtaksterne.
Advokat Jerry Osbak har til tilsynet fremsendt en skrivelse af 20.
september 1977 vedrørende sagen, hvoraf kopi er vedlagt.«
Om sagens baggrund er det oplyst, at monopoltilsynet i løbet af 1976
modtog en sag fra forbrugerombudsmanden vedrørende advokat Jerry Osbaks
annoncering samt en klage fra advokat Jerry Osbak over Advokatrådets
kollegiale regler om annoncering. Endvidere modtog tilsynet en anmodning fra
forbrugerrådet om at foretage en undersøgelse af de liberale erhverv,
herunder advokaternes kollegialt fastsatte regler om annoncering.
Monopolrådets forretningsudvalg tiltrådte, at spørgsmålet om, hvorvidt
Advokatrådets annonceringsregler måtte anses for stridende mod monopolloven,
først blev forelagt rådet efter, at Advokatrådet havde stillet forslag om nye
regler.
I april 1977 afgav en af Advokatsamfundets erhvervsudvalg nedsat
arbejdsgruppe - specialistudvalget - en betænkning om advokaters reklamering,
herunder annoncering. Udvalgets betænkning indeholdt et forslag til et nyt
afsnit II i de kollegiale regler vedrørende reklamering, herunder annoncering
m.v.
De for sagen væsentligste bestemmelser er fastsat i udkastets punkt 1, 5
og 6, der er sålydende:
1) En advokat må ikke reklamere eller annoncere for sin virksomhed på en
måde, der strider mod god advokatskik.
5) En advokat må ikke reklamere med, at han påtager sig opgaver, hvis
udførelse henhører under almindelig, traditionel advokatvirksomhed, herunder
procedure, inkasso, bobehandling, berigtigelse af ejendomshandler og
stiftelse af selskaber. Det er en advokat tilladt at reklamere med angivelse
af »almen praksis«, samt at anføre, at han er tilsluttet den
offentlige retshjælpsordning.
6) En advokat må ikke reklamere med priser på sine ydelser. Det er dog
tilladt i annoncer at informere om vederlaget for retshjælp.
Sagen blev herefter forelagt monopolrådet, der på sit møde den 14.
september 1977 besluttede at bemyndige direktoratet til i medfør af
monopollovens § 11, stk. 1, at fortsætte forhandlingerne med Advokatrådet med
henblik på en yderligere liberalisering af annonceringsreglerne, således at
advokaterne har fri adgang til at annoncere - herunder at annoncere med
sagsområder også inden for almen praksis og med priser - bortset fra, at det
i reglerne kan fastsættes, at advokater skal overholde markedsføringslovens
bestemmelser og afholde sig fra annoncering, der kan bringe standens omdømme
i fare.
Direktoratet blev endvidere bemyndiget til at forhandle med Advokatrådet
om ændring i de indledende bemærkninger om salærtaksternes vejledende
karakter og i de kollegiale regler, således at det fremgår, at advokaterne
frit kan fravige salærtaksterne i nedadgående retning.
Inden disse forhandlinger blev iværksat indbragte Advokatrådet sagen for
nævnet.
Klagerne har til støtte for deres påstand bl. a. anført, at der ikke med
hjemmel i monopolloven er grundlag for at gennemtvinge de ændringer af
annonceringsreglerne som monopoltilsynet ønsker gennemført. Derimod har
klagerne ikke bestridt, at tilsynet med hjemmel i monopolloven kan ændre
advokaternes annonceringsregler. Advokaternes aftaler og takster er anmeldt
til monopoltilsynet, og tilsynet har flere gange krævet takstsystemet ændret.
Dette er der klart hjemmel til i monopolloven, men klagerne gør gældende, at
såfremt monopollovens bestemmelser anvendes rigtigt, er der ikke grundlag for
den afgørelse som tilsynet nu har truffet.
Efter de nugældende regler har advokater ret til at annoncere med navn,
stilling, adresse og telefon samt træffetid, og heri ligger klart
forudsætningsvis, at der ikke må reklameres med sagsområder eller med priser.
Under hensyn til de indvendinger, der har været fremsat mod denne ordning,
har Advokatrådet vedtaget en liberalisering for så vidt angår reklameringen
med sagsområder, idet dette ifølge de nye reglers § 5 ikke må ske, for så
vidt angår enkeltområder, der henhører under almindelig, traditionel
advokatvirksomhed. Dette indebærer, at angivelse af særlige sagsområder uden
for almindelig advokatvirksomhed som f. eks. søret, panteret og
EF-konkurrenceret er tilladt. Hertil kommer retten til at reklamere med
tilknytning til retshjælpsordningen og prisen for retshjælp.
De nye regler tillader ikke, at en advokat reklamerer med, at han er
»specialist« på et bestemt område. Dette er en naturlig konsekvens
af, at der ikke inden for advokaterhvervet - som f. eks. for læger - findes
nogen autoriseret specialistuddannelse.
Ifølge de nye reglers § 14 kan Advokatrådet lade udfærdige fortegnelser
over samtlige advokater. I disse fortegnelser kan den enkelte advokat anføre,
hvilke virksomhedsområder uden for almen praksis han særligt er interesseret
i. Hermed har klienter, der har behov for advokatbistand inden for et
specielt område, som ikke alle advokater kan formodes at have erfaring i,
mulighed for at finde en egnet advokat. Klagerne er naturligvis klar over, at
denne tilkendegivelse vil blive taget som udtryk for, at advokaten er
»specialist« på området, men det indebærer ikke så store risici,
idet klienter, der har behov for advokatbistand på et specielt område, ofte
selv vil være kyndige på området og derfor vil kunne vurdere advokatens
indsats.
Inden for almen praksis, som alle advokater må formodes at beskæftige sig
med f. eks. bobehandling, berigtigelse af ejendomsoverdragelse, incasso,
ægteskabssager o. lign., har Advokatrådet ikke ønsket, at der gives
advokaterne adgang til at reklamere med områder som de har særlig ekspertise
i (grenavertering). Dette forbud skyldes først og fremmest hensynet til
publikum, der kunne blive vildledt gennem en sådan annoncering. publikum vil
med rette gå ud fra, at en advokat, der reklamerede med et særligt område, er
specialist på området. Da der ikke findes nogen specialistuddannelse for
advokater, er der ingen sikkerhed for, at klienten får en særlig kvalificeret
rådgivning hos en advokat, der kalder sig »specialist« på et
område, og hele advokatstandens omdømme ville lide skade ved en sådan
tilkendegivelse. I øvrigt har monopoltilsynet ikke tilkendegivet, hvilke
»grene« man finder, at en advokat skal kunne reklamere med. En
meget specificeret angivelse af hvad advokaten påtager sig, vil understøtte
klienternes opfattelse af, at advokaten er specialist på området.
Også inden for andre liberale erhverv eksisterer tilsvarende
reklameringsforbud. For så vidt angår tandlæger er reklameringsforbudet
fastsat ved lov. Det hedder i § 16, stk. 1, i lov nr. 276 af 26. maj 1976 om
tandlæger: »Reklamering for tandlægevirksomhed må kun ske ved meddelelse
af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel overenskomst med det
offentlige«. Denne bestemmelse er mere restriktiv end de nye regler som
advokaterne ønsker iværksat. Bestemmelsen i tandlægeloven er udtryk for, at
lovgivningsmagten finder, at der inden for de liberale erhverv er behov for
begrænsninger i annonceringsadgangen. Monopoltilsynet har til bestemmelsen
anført, at tandlæger kan udmelde sig af Dansk Tandlægeforening, idet der ikke
som i Advokatsamfundet er tvungent medlemsskab, men en eventuel udmeldelse af
tandlægeforeningen vil ikke ophæve tandlægens pligt til at følge
tandlægelovens annonceringsregler.
I oplægget til monopolrådets møde har direktoratet anført, at »en fri
adgang til at annoncere med sagsområder og med priser vil svare til den
retstilstand, der er gældende i den angelsaksiske verden«. Hermed sigtes
der formentlig traditionelt til England og USA.
I England er den virksomhed, der i Danmark udøves af advokater, delt op på
to grupper, hvoraf barristers i princippet beskæftiger sig med procedure,
medens solicitors i princippet varetager de øvrige advokatopgaver. For begge
grupper gælder der et generelt og skarpt annonceringsforbud. Der har været
foreslået en lempelse for solicitors - men ikke for barristers. Dette forslag
er ikke gennemført, og der synes ikke at være nogen udsigt til, at det vil
blive gennemført. Når der over for monopolrådet har været redegjort for
»retstilstanden« i England, bygger dette således på et ikke
gennemført forslag vedrørende en del af den engelske advokatstand. De
gældende regler i England er strengere end de regler, som Advokatsamfundet
ønsker gennemført i Danmark.
I USA har der hidtil været et generelt annonceringsforbud. Dette er ved
dom lempet, således at der gives adgang til annoncering med priser, for så
vidt angår enkle og begrænsede advokatopgaver. Denne lempelse ligger stort
set inden for rammerne af den ordning vedrørende
»førstegangskonsultationer«, som er gennemført her i landet. Denne
begrænsede liberalisering i USA er gennemført på grundlag af en bestemmelse i
den amerikanske forfatning. Det er almindeligt kendt, at den konstitutionelle
situation i USA i denne henseende aldeles afviger fra forholdene i Danmark.
Klagerne har anmodet forbrugerombudsmanden om en udtalelse om, hvorvidt
markedsføringslovens regler er egnede og tilstrækkelige til at regulere
advokaternes annoncering. I sit svar anfører forbrugerombudsmanden følgende:
»Min konklusion må herefter blive, at markedsføringsloven efter min
opfattelse hverken er egnet eller tilstrækkelig til at regulere reklamering
om advokatbistand, idet loven på den ene side ikke er formuleret så
restriktivt, at visse annonceringsformer, der efter en generel målestok er
uacceptable, kan hindres, mens den på den anden side ikke giver fornøden
hjemmel til at stille et minimum af krav om visse positive oplysninger, der
må antages at være af betydelig interesse for personer, som skal søge om
advokatbistand på grundlag af annoncering.
Såfremt der skal udarbejdes forskrifter om advokaters adgang til
annoncering, ville jeg anse det for hensigtsmæssigt for såvel advokatstanden
som for publikum, at den fornødne hjemmel til regulering blev tilvejebragt
ved en bestemmelse i retsplejeloven, der gav justitsministeren bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler for dette område, idet man ved en sådan
fremgangsmåde ville opnå, at der ved reglernes udformning kunne tages
fornødent hensyn til de specielle forhold, der gør sig gældende for
annoncering om advokatbistand.«
Om hvorvidt Advokatrådets nye forslag til annonceringsregler er i
overensstemmelse med markedsføringsloven anfører forbrugerombudsmanden:
»Dette spørgsmål må efter min opfattelse besvares bekræftende,
allerede fordi det på en række punkter opstiller strengere fordringer til
advokaters annoncering, end der ville være hjemmel til i medfør af
markedsføringsloven, og den omstændighed, at der foreligger en kollegialt
aftalt begrænsning i retten til annoncering kan ikke antages at medføre, at
forslaget derved kommer i strid med god markedsføringsskik, idet en sådan
frivillig pålagt indskrænkning af retten til at annoncere har været kendt og
accepteret i en årrække inden for andre erhvervsområder.«
I de senere år er udviklingen gået i retning af, at flere advokater
slutter sig sammen i større enheder. Dette giver klienterne en større
sikkerhed for, at et advokatfirma blandt sine deltagere har en advokat med
specielt kendskab til det problem, klienten søger løst. En sådan
»specialisering« inden for et advokatkontors rammer er at
foretrække fremfor en tilstand, hvor enhver advokat kan kalde sig specialist.
Klagerne finder, at en adgang til at reklamere med honorarer i
overensstemmelse med salærtaksten er lidet ønskelig og vil føre til mange
konflikter i tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om en arbejdsydelse
er omfattet af salærtaksten.
For så vidt angår de advokatopgaver, der ikke er omfattet af taksten, og
hvor salæret må fastsættes skønsmæssigt, er det i mange tilfælde umuligt på
forhånd at gisne om arbejdets omfang og dermed salærets størrelse.
Sagens baggrund er advokat Jerry Osbaks ønske om at reklamere med salærer,
der er lavere end salærtaksten. Taksten er vejledende i den forstand, at den
kan fraviges i både opad- og nedadgående retning, hvis sagens konkrete
omstændigheder taler herfor, mens den ifølge de kollegiale regler er bindende
i den forstand, at den ikke kan fraviges generelt og uden hensyn til sagens
konkrete omstændigheder.
Hidtil har advokat Osbak annonceret med, at hans salærer for berigtigelse
af ejendomsoverdragelser er 15% lavere end salærtaksten. Efter at lov nr. 252
af 8. juni 1977 om mærkning og skiltning med pris m.v. (prismærkningsloven)
er trådt i kraft, er denne form for salærannoncering ikke længere lovlig.
Ifølge loven skal prisen på en vare eller tjenesteydelse anføres direkte.
Det er klart, at en advokat med en uudnyttet kapacitet med fordel kan
tilbyde advokatbistand under salærtaksten. Det vil her navnlig dreje sig om
nyetablerede advokater, der ad denne vej søger at tiltrække klienter. Hvis en
større kreds af advokater reklamerer med f. eks. skødesalærer under taksten,
vil det medføre, at andre advokater bliver tvunget til at foretage en
lignende reduktion af salæret. Dette vil til gengæld medføre, at advokater på
områder, der ikke er omfattet af salærtaksten, må tage højere salærer, og det
vil igen medføre en yderligere spredning i indtægterne mellem advokater.
Det hensyn, der er til, at publikum kan få advokatbistand for et lavt
salær, er tilgodeset ved Advokatsamfundets retshjælp.
Ifølge denne nyetablerede ordning kan klienterne for et på forhånd fastsat
salær af 200 kr. få retshjælp i en lang række almindeligt forekommende
situationer, der kræver advokatbistand.
Biintervenienten LER har tilsluttet sig det af klagerne anførte og
tilføjet, at udøvere af liberale erhverv ikke kan konkurrere på priser men må
konkurrere på ydelsens kvalitet. Den ydelse, de liberale erhverv tilbyder, er
en rådgivning eller en behandling, der ikke direkte kan prissættes, og en
annoncering med priser vil derfor være vildledende for publikum,
Såfremt der skal fastsættes regler for liberale erhvervs prisavertering,
må det ske ved gennemførelse af en lov og ikke ved et indgreb efter
monopollovens § 11. Monopollovens § 11 kan kun anvendes, såfremt der
foreligger en konkurrencebegrænsning, og bestemmelsen kan derfor ikke
anvendes med den begrundelse, at et indgreb eventuelt kan lette nyetablering
af advokatvirksomheder, eller at et indgreb kan give en udvidet information
til publikum.
Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl. a. anført, at advokater
indtager en monopolstilling, idet de efter retsplejeloven har eneret til at
udføre retssager for andre.
Advokatsamfundets kollegiale regler og de dertil knyttede
salærbestemmelser og annonceringsregler fremtræder som bindende vedtagelser.
Disse bindinger har betydning for konkurrencen advokater imellem. Samtidig
med, at konkurrencen mellem advokaterne indbyrdes således er begrænset, er
konkurrencen fra andre end advokater i det store og hele udelukket for så
vidt angår juridiske forretninger.
Advokater er ifølge retsplejelovens regler tvunget til at være medlemmer
af Advokatsamfundet. Tilsvarende tvungent medlemsskab af en
erhvervsorganisation kendes ikke inden for andre liberale erhverv. Ligeledes
er Advokatrådet det eneste organ inden for de liberale erhverv, som
fastsætter principielt bindende salærtakster.
Advokatrådets salærtakster er anmeldt til monopoltilsynets register, men
denne anmeldelse indebærer ikke nogen godkendelse af taksterne, jfr.
monopollovens § 9, stk. 1.
Efter Advokatrådets forslag til nye annonceringsregler vil der ikke være
adgang til at annoncere med juridisk bistand inden for angivne sagsområder,
såfremt disse områder falder ind under »traditionel
advokatvirksomhed«. Dette gælder også for tilbud om retshjælp. De
områder, der omfattes af forbudet, er bl. a. alle de områder, der berører
almindelige borgere, og en del områder, der specielt berører
erhvervsdrivende.
Med den udvikling i lovgivningen, der har fundet sted i den seneste
årrække, er det ikke muligt for en enkelt person at beherske det relevante
juridiske stof inden for alle disse områder.
For nyetablerede advokater vil det være næsten umuligt at oparbejde en
praksis uden at have adgang til annoncering. Annonceringen må for
nyetablerede advokater nødvendigvis angå områder inden for almen praksis, da
disse advokater ikke endnu kan formodes at have erfaring inden for de mere
specielle områder, som det ifølge Advokatrådets forslag er tilladt at anføre
i annoncer.
Det må anses for en normal og acceptabel metode at henvende sig til
potentielle »kunder« i form af annoncering, og det ses ikke at
kunne stride mod hverken advokatydelsernes beskaffenhed eller reglerne for
advokatvirksomhed.
Advokatsamfundets Retshjælp omfatter stort set det område, der henhører
under almen praksis. Såfremt en rådgivning og sagsbehandling for det
fastsatte beløb på 200 kr. skal blive et virkeligt tilbud til befolkningen,
må advokaten være hjemme i det sagsområde, som klientens problem vedrører.
Også for dette område vil det derfor være ønskeligt, at advokater kan
annoncere med tilbud om juridisk bistand for angivne sagsområder inden for
retshjælpsordningen.
Forbudet mod grenavertering inden for almen praksis vil således være til
skade for publikum og indebærer en urimelig indskrænkning i unge advokaters
erhvervsfrihed.
Om forholdene i udlandet har monopoltilsynet oplyst, at det ikke strider
mod de kollegiale regler i Norge og Sverige, at advokater angiver en eller
flere grene af advokatvirksomhed ved reklamering. Derimod er det i begge
lande forbudt at fremkalde den opfattelse hos publikum, at den reklamerende
advokat er hurtigere, billigere eller dygtigere end kolleger. Det er
endvidere forbudt at reklamere med, at man er specialist.
Rent faktisk finder grenavertering sted omend i ret begrænset omfang og
øjensynligt næsten kun i de større byområder.
I England, Wales og Skotland er forhandlinger om ændringer i
advokatorganisationernes vedtagne begrænsninger i adgangen til at reklamere
nu afsluttet. Indtil videre er der kun tale om meget begrænsede lempelser.
Spørgsmålet om ændringer i reglerne for de engelske advokater er dog ikke
afsluttet hermed. Der foregår stadig kommissionsarbejde, og det forventes, at
spørgsmålet om den individuelle advokats reklameringsadgang overvejes
yderligere, når disse kommissioner er færdige med deres arbejder.
For så vidt angår forholdene i USA har tilsynet oplyst, at USA's
højesteret har fastslået, at nogle advokaters annoncering med priser m.v. for
visse rutineydelser var beskyttet af den amerikanske forfatning.
I USA synes situationen i dag at være den, at annoncer, der ikke kan anses
for vildledende eller usandfærdige, ikke kan forbydes. Det bemærkes
imidlertid, at annoncer, der indeholder påstande, der ikke kan verificeres,
øjensynlig anses for at være vildledende - f. eks. påstande om ydelsernes
kvalitet. Sandfærdig, ikke vildledende annoncering med sagsområder og priser
er tilladt.
Med hensyn til forbudet mod prisannoncering anfører monopoltilsynet, at
det for publikum er af afgørende betydning på forhånd at kende salærets
størrelse. Der kan være områder, hvor advokatens personlige indsats er af en
sådan betydning, at det ikke er muligt på forhånd at angive salærets
størrelse, men 3/4 af advokaternes omsætning vedrører ydelser, der er
omfattet af salærtaksten, så i de alt overvejende tilfælde vil det være
muligt på forhånd at anføre prisen for en ydelse.
En adgang til at annoncere med honorarer under den gældende salærtakst vil
skabe en gavnlig priskonkurrence mellem advokater. Særligt for nyetablerede
advokater vil en sådan annoncering fremme muligheden for at oparbejde en
virksomhed.
Udelukkelse af priskonkurrence er ikke som anført af klagerne en
forudsætning for, at advokatstandens ydelser er af høj kvalitet. Skulle
kvaliteten af ydelserne forringes, vil det være muligt gennem
Advokatsamfundets selvjustits at bedre forholdet. Advokatrådet har da også
indgået aftaler med Realkreditrådet, der indebærer rabat på inkassosalærer.
Advokaterne har en meget ulige indtægtsfordeling. En undersøgelse har
vist, at 30% af advokaterne oppebærer 70% af bruttosalærerne. Særligt blandt
unge advokater i København findes en gruppe med meget lave indtægter, og en
adgang til priskonkurrence vil antagelig bedre denne gruppes
indtjeningsforhold.
Monopoltilsynet finder, at de af advokaterne foreslåede annonceringsregler
medfører sådanne konkurrencebegrænsninger, at der med hjemmel i monopollovens
§ 11 må optages forhandling med klagerne om reglernes ændring.
Biintervenienten Jerry Osbak har tilsluttet sig det af monopoltilsynet
anførte og tilføjet, at ændringen af annonceringsreglerne ikke betyder nogen
liberalisering, idet de kun tillader advokater at annoncere med »almen
praksis« og at anføre, at de er tilsluttet den offentlige
retshjælpsordning. Dette giver ikke forbrugerne nogen vejledning i valget af
advokat.
Reglerne strider mod bestemmelserne i monopollovens §§ 1 og 11, idet de
medfører en konkurrencebegrænsning, som særligt rammer nyetablerede
advokater, der forhindres i gennem en rimelig og oplysende annoncering at
tiltrække klienter.
Med hensyn til prismærkningsloven anfører biintervenienten, at hans
tidligere annonceringsform, hvor han angav sine honorarer til at være en
procentdel under den gældende salærtakst, ikke længere kan anvendes og ikke
er anvendt af ham efter lovens ikrafttræden. Derimod er der intet i
prismærkningsloven, der forbyder grenavertering eller avertering med et
bestemt fastsat honorar, der ligger under salærtaksten.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale:
Advokatrådets nye regler om reklamering og annoncering betegner en vis
liberalisering i forhold til de tidligere regler. Denne liberalisering er dog
ikke meget vidtgående. Det tillades således ikke advokater i reklamer at gøre
opmærksom på hidtidig beskæftigelse med eller interesse for sagsområder inden
for almen praksis, ligesom reklamering ikke må gøres særligt fremtrædende.
Nævnet finder således - ligesom monopoltilsynet og biintervenienten,
advokat Jerry Osbak - at den liberalisering, der er sket, er beskeden. Der er
imidlertid inden for liberale erhverv en tradition for tilbageholdenhed i
brug af reklamer, og hensynet til at undgå vildledning af publikum taler
efter nævnets opfattelse med styrke for at opretholde en betydelig
tilbageholdenhed. En almindelig annoncering om sagsområder inden for almen
praksis kan for det retssøgende publikum kun have begrænset værdi, og
hensynet til at lette nyetablerede advokaters oparbejdning af en praksis kan
ikke alene danne grundlag for et indgreb efter monopollovens § 11 over for de
af Advokatrådet vedtagne regler om reklamering.
Hvad specielt angår prisavertering er der almindelig tradition for, at de
liberale erhverv ikke averterer med priser. Det må antages, at hænge sammen
med, at det inden for disse erhverv er vanskeligt at beskrive den ydelse, der
opnås for en bestemt averteret pris. Gennemførelse af en mere aktiv
priskonkurrence ville således rejse betydningsfulde spørgsmål om beskrivelsen
af ydelserne og om sikring af deres lødighed. prissætningen for en betydelig
del af advokaternes ydelser ved generelle takster er udtryk for fastsættelsen
af priser, som gennemsnitligt udgør et passende vederlag, og vil således
vanskeligt kunne forenes med en adgang til frit at avertere enkelte ydelser
til lavere priser end de fastsatte takster.
Nævnet finder derfor, at det vil være overvejende betænkeligt at forkaste
det eksisterende forbud mod prisavertering, der på den anførte baggrund ikke
kan anses for at have de urimelige virkninger, der er anført i monopollovens
§ 11. Nævnet har herved ikke taget stilling til den gældende bestemmelse om,
at taksterne ikke generelt må fraviges i nedadgående retning, der må anses
for en del af det samlede takstsystem.
Nævnet finder herefter, at den del af Advokatrådets kollegiale regler, der
har været til behandling under denne sag, ikke har urimelige virkninger som
anført i monopollovens § 11. Der vil derfor ikke være grundlag for at optage
yderligere forhandling mellem monopoltilsynet og Advokatrådet om ændring af
reglerne.
Herefter bestemmes:
Monopoltilsynets afgørelse af 6. oktober 1977 ophæves. Samtidig tillades
det Advokatrådet at sætte det forelagte udkast til kollegiale regler, afsnit
II, i kraft.
Lignende dokumenter
- Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Tilsidesat pligter stillingen som revisor medfører God revisorskik Retsinformation · 5. maj 1999
- Hjemmel for kommunernes gebyropkrævning for meddelelse af ejendomsoplysninger Retsinformation · 13. marts 2019
- Detailsalg/engrossalg i relation til prismærkningsloven (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse kollegiale regler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Klageberettigelse (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997