Spring til indhold

Retsinformation

Beslutning om indkaldelse til forhandling kan ankes (* 1)

KEN nr 26275 af 18/12/1978Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beslutning om indkaldelse til forhandling kan

ankes (* 1)

År 1978 den 18. december, blev i sagen j.nr. 21/77, Advokatrådet, afsagt

sålydende

KENDELSE:

I skrivelse af 14. oktober 1977 har højesteretssagfører Bent Jacobsen som

advokat for Advokatrådet klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af

6. oktober 1977 truffet afgørelse om advokaternes annonceringsregler m.v.

Ved skrivelse af 28. oktober 1977 er advokat Jerry Osbak indtrådt i sagen

til støtte for monopoltilsynet.

Ved skrivelse af 10. maj 1978 er Liberale Erhvervs Råd (LER)

v/højesteretssagfører Mogens Plesner indtrådt i sagen til støtte for

Advokatrådet.

Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynets generelle afgørelser

om advokaternes adgang til at annoncere med sagsområder og med priser samt om

adgangen til at fravige salærtaksterne i nedadgående retning tilsidesættes,

og at Advokatrådets udkast til ændrede regler om reklamering og annoncering

tillades sat i kraft.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 13. marts 1978 fra

klagerne, i indlæg af 15. august 1978 fra biintervenienten LER, i indlæg af

21. november 1977, 1. juni og 11. oktober 1978 fra monopoltilsynet og i

indlæg af 21. august 1978 fra biintervenienten Jerry Osbak. Parterne og

biintervenienterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 23. og 27. november 1978.

På det første møde var parterne og biintervenienterne til stede og udtalte

sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 6. oktober

1977 fra monopoltilsynet til Advokatrådet:

»Idet henvises til monopoltilsynets skrivelse af 14. september 1977

Læs alt

om monopolrådets afgørelse af samme dato vedrørende de af Advokatrådet

foreslåede annonceringsregler skal man meddele følgende:

Efter rådets afgørelse må de foreslåede annonceringsregler antages at

kunne medføre de i monopollovens § 11 nævnte skadelige virkninger, og

direktoratet bemyndigedes til at fortsætte forhandlingerne med Advokatrådet

med henblik på en yderligere liberalisering af annonceringsreglerne, således

at advokaterne har fri adgang til at annoncere - herunder at annoncere med

sagsområder også inden for almen praksis og med priser - bortset fra, at det

i Advokatrådets kollegiale regler kan fastsættes, at advokater skal overholde

markedsføringsloven og afholde sig fra annoncering, der kan bringe standens

omdømme i fare.

Rådet bemyndigede endvidere direktoratet til at forhandle med Advokatrådet

om ændring i de indledende bemærkninger om salærtaksternes vejledende

karakter og i de kollegiale regler, således at det fremgår, at advokaterne

frit kan fravige salærtaksterne i nedadgående retning.

Monopolrådets begrundelse for afgørelsen fremgår af det som bilag vedlagte

uddrag af protokollatet fra rådsmødet. Det fremgår heraf, at rådet ved

afgørelsen lagde vægt på, at Advokatrådets forslag til annonceringsregler

ikke imødekommer de mindre erhvervsdrivendes og almindelige forbrugeres

interesser med hensyn til bistand inden for advokaternes traditionelle

praksis, og på hensynet til nyetablerede advokater, idet udviklingen har

medført, at det er vanskeligt at få et klientel uden annoncering. Endvidere

fandt rådet, at et totalt forbud mod prisannoncering for alle advokater synes

at kunne medføre, at en konkurrence, der fremmer specialisering og

rationalisering til fordel for advokaternes klienter, begrænses på urimelig

måde.

Ved afgørelsen vedrørende advokaternes adgang til frit at fravige

salærtaksterne i nedadgående retning blev der lagt vægt på betydningen af, at

der er mulighed for priskonkurrence inden for advokatområdet.

Da Advokatrådet efter det oplyste holder møde den 28. oktober, skal man

herved anmode Advokatrådet om at foreslå en dato for et møde med tilsynet i

første halvdel af november måned med henblik på en forhandling, jfr.

monopollovens § 11, stk. 1, om en yderligere liberalisering af advokaternes

annonceringsregler, samt om de ovenfor nævnte ændringer i de kollegiale

regler, jfr. disses afsnit V 1 og VII 1 d og i indledningen til

salærtaksterne.

Advokat Jerry Osbak har til tilsynet fremsendt en skrivelse af 20.

september 1977 vedrørende sagen, hvoraf kopi er vedlagt.«

Om sagens baggrund er det oplyst, at monopoltilsynet i løbet af 1976

modtog en sag fra forbrugerombudsmanden vedrørende advokat Jerry Osbaks

annoncering samt en klage fra advokat Jerry Osbak over Advokatrådets

kollegiale regler om annoncering. Endvidere modtog tilsynet en anmodning fra

forbrugerrådet om at foretage en undersøgelse af de liberale erhverv,

herunder advokaternes kollegialt fastsatte regler om annoncering.

Monopolrådets forretningsudvalg tiltrådte, at spørgsmålet om, hvorvidt

Advokatrådets annonceringsregler måtte anses for stridende mod monopolloven,

først blev forelagt rådet efter, at Advokatrådet havde stillet forslag om nye

regler.

I april 1977 afgav en af Advokatsamfundets erhvervsudvalg nedsat

arbejdsgruppe - specialistudvalget - en betænkning om advokaters reklamering,

herunder annoncering. Udvalgets betænkning indeholdt et forslag til et nyt

afsnit II i de kollegiale regler vedrørende reklamering, herunder annoncering

m.v.

De for sagen væsentligste bestemmelser er fastsat i udkastets punkt 1, 5

og 6, der er sålydende:

1) En advokat må ikke reklamere eller annoncere for sin virksomhed på en

måde, der strider mod god advokatskik.

5) En advokat må ikke reklamere med, at han påtager sig opgaver, hvis

udførelse henhører under almindelig, traditionel advokatvirksomhed, herunder

procedure, inkasso, bobehandling, berigtigelse af ejendomshandler og

stiftelse af selskaber. Det er en advokat tilladt at reklamere med angivelse

af »almen praksis«, samt at anføre, at han er tilsluttet den

offentlige retshjælpsordning.

6) En advokat må ikke reklamere med priser på sine ydelser. Det er dog

tilladt i annoncer at informere om vederlaget for retshjælp.

Sagen blev herefter forelagt monopolrådet, der på sit møde den 14.

september 1977 besluttede at bemyndige direktoratet til i medfør af

monopollovens § 11, stk. 1, at fortsætte forhandlingerne med Advokatrådet med

henblik på en yderligere liberalisering af annonceringsreglerne, således at

advokaterne har fri adgang til at annoncere - herunder at annoncere med

sagsområder også inden for almen praksis og med priser - bortset fra, at det

i reglerne kan fastsættes, at advokater skal overholde markedsføringslovens

bestemmelser og afholde sig fra annoncering, der kan bringe standens omdømme

i fare.

Direktoratet blev endvidere bemyndiget til at forhandle med Advokatrådet

om ændring i de indledende bemærkninger om salærtaksternes vejledende

karakter og i de kollegiale regler, således at det fremgår, at advokaterne

frit kan fravige salærtaksterne i nedadgående retning.

Inden disse forhandlinger blev iværksat indbragte Advokatrådet sagen for

nævnet.

Klagerne har til støtte for deres påstand bl. a. anført, at der ikke med

hjemmel i monopolloven er grundlag for at gennemtvinge de ændringer af

annonceringsreglerne som monopoltilsynet ønsker gennemført. Derimod har

klagerne ikke bestridt, at tilsynet med hjemmel i monopolloven kan ændre

advokaternes annonceringsregler. Advokaternes aftaler og takster er anmeldt

til monopoltilsynet, og tilsynet har flere gange krævet takstsystemet ændret.

Dette er der klart hjemmel til i monopolloven, men klagerne gør gældende, at

såfremt monopollovens bestemmelser anvendes rigtigt, er der ikke grundlag for

den afgørelse som tilsynet nu har truffet.

Efter de nugældende regler har advokater ret til at annoncere med navn,

stilling, adresse og telefon samt træffetid, og heri ligger klart

forudsætningsvis, at der ikke må reklameres med sagsområder eller med priser.

Under hensyn til de indvendinger, der har været fremsat mod denne ordning,

har Advokatrådet vedtaget en liberalisering for så vidt angår reklameringen

med sagsområder, idet dette ifølge de nye reglers § 5 ikke må ske, for så

vidt angår enkeltområder, der henhører under almindelig, traditionel

advokatvirksomhed. Dette indebærer, at angivelse af særlige sagsområder uden

for almindelig advokatvirksomhed som f. eks. søret, panteret og

EF-konkurrenceret er tilladt. Hertil kommer retten til at reklamere med

tilknytning til retshjælpsordningen og prisen for retshjælp.

De nye regler tillader ikke, at en advokat reklamerer med, at han er

»specialist« på et bestemt område. Dette er en naturlig konsekvens

af, at der ikke inden for advokaterhvervet - som f. eks. for læger - findes

nogen autoriseret specialistuddannelse.

Ifølge de nye reglers § 14 kan Advokatrådet lade udfærdige fortegnelser

over samtlige advokater. I disse fortegnelser kan den enkelte advokat anføre,

hvilke virksomhedsområder uden for almen praksis han særligt er interesseret

i. Hermed har klienter, der har behov for advokatbistand inden for et

specielt område, som ikke alle advokater kan formodes at have erfaring i,

mulighed for at finde en egnet advokat. Klagerne er naturligvis klar over, at

denne tilkendegivelse vil blive taget som udtryk for, at advokaten er

»specialist« på området, men det indebærer ikke så store risici,

idet klienter, der har behov for advokatbistand på et specielt område, ofte

selv vil være kyndige på området og derfor vil kunne vurdere advokatens

indsats.

Inden for almen praksis, som alle advokater må formodes at beskæftige sig

med f. eks. bobehandling, berigtigelse af ejendomsoverdragelse, incasso,

ægteskabssager o. lign., har Advokatrådet ikke ønsket, at der gives

advokaterne adgang til at reklamere med områder som de har særlig ekspertise

i (grenavertering). Dette forbud skyldes først og fremmest hensynet til

publikum, der kunne blive vildledt gennem en sådan annoncering. publikum vil

med rette gå ud fra, at en advokat, der reklamerede med et særligt område, er

specialist på området. Da der ikke findes nogen specialistuddannelse for

advokater, er der ingen sikkerhed for, at klienten får en særlig kvalificeret

rådgivning hos en advokat, der kalder sig »specialist« på et

område, og hele advokatstandens omdømme ville lide skade ved en sådan

tilkendegivelse. I øvrigt har monopoltilsynet ikke tilkendegivet, hvilke

»grene« man finder, at en advokat skal kunne reklamere med. En

meget specificeret angivelse af hvad advokaten påtager sig, vil understøtte

klienternes opfattelse af, at advokaten er specialist på området.

Også inden for andre liberale erhverv eksisterer tilsvarende

reklameringsforbud. For så vidt angår tandlæger er reklameringsforbudet

fastsat ved lov. Det hedder i § 16, stk. 1, i lov nr. 276 af 26. maj 1976 om

tandlæger: »Reklamering for tandlægevirksomhed må kun ske ved meddelelse

af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel overenskomst med det

offentlige«. Denne bestemmelse er mere restriktiv end de nye regler som

advokaterne ønsker iværksat. Bestemmelsen i tandlægeloven er udtryk for, at

lovgivningsmagten finder, at der inden for de liberale erhverv er behov for

begrænsninger i annonceringsadgangen. Monopoltilsynet har til bestemmelsen

anført, at tandlæger kan udmelde sig af Dansk Tandlægeforening, idet der ikke

som i Advokatsamfundet er tvungent medlemsskab, men en eventuel udmeldelse af

tandlægeforeningen vil ikke ophæve tandlægens pligt til at følge

tandlægelovens annonceringsregler.

I oplægget til monopolrådets møde har direktoratet anført, at »en fri

adgang til at annoncere med sagsområder og med priser vil svare til den

retstilstand, der er gældende i den angelsaksiske verden«. Hermed sigtes

der formentlig traditionelt til England og USA.

I England er den virksomhed, der i Danmark udøves af advokater, delt op på

to grupper, hvoraf barristers i princippet beskæftiger sig med procedure,

medens solicitors i princippet varetager de øvrige advokatopgaver. For begge

grupper gælder der et generelt og skarpt annonceringsforbud. Der har været

foreslået en lempelse for solicitors - men ikke for barristers. Dette forslag

er ikke gennemført, og der synes ikke at være nogen udsigt til, at det vil

blive gennemført. Når der over for monopolrådet har været redegjort for

»retstilstanden« i England, bygger dette således på et ikke

gennemført forslag vedrørende en del af den engelske advokatstand. De

gældende regler i England er strengere end de regler, som Advokatsamfundet

ønsker gennemført i Danmark.

I USA har der hidtil været et generelt annonceringsforbud. Dette er ved

dom lempet, således at der gives adgang til annoncering med priser, for så

vidt angår enkle og begrænsede advokatopgaver. Denne lempelse ligger stort

set inden for rammerne af den ordning vedrørende

»førstegangskonsultationer«, som er gennemført her i landet. Denne

begrænsede liberalisering i USA er gennemført på grundlag af en bestemmelse i

den amerikanske forfatning. Det er almindeligt kendt, at den konstitutionelle

situation i USA i denne henseende aldeles afviger fra forholdene i Danmark.

Klagerne har anmodet forbrugerombudsmanden om en udtalelse om, hvorvidt

markedsføringslovens regler er egnede og tilstrækkelige til at regulere

advokaternes annoncering. I sit svar anfører forbrugerombudsmanden følgende:

»Min konklusion må herefter blive, at markedsføringsloven efter min

opfattelse hverken er egnet eller tilstrækkelig til at regulere reklamering

om advokatbistand, idet loven på den ene side ikke er formuleret så

restriktivt, at visse annonceringsformer, der efter en generel målestok er

uacceptable, kan hindres, mens den på den anden side ikke giver fornøden

hjemmel til at stille et minimum af krav om visse positive oplysninger, der

må antages at være af betydelig interesse for personer, som skal søge om

advokatbistand på grundlag af annoncering.

Såfremt der skal udarbejdes forskrifter om advokaters adgang til

annoncering, ville jeg anse det for hensigtsmæssigt for såvel advokatstanden

som for publikum, at den fornødne hjemmel til regulering blev tilvejebragt

ved en bestemmelse i retsplejeloven, der gav justitsministeren bemyndigelse

til at fastsætte nærmere regler for dette område, idet man ved en sådan

fremgangsmåde ville opnå, at der ved reglernes udformning kunne tages

fornødent hensyn til de specielle forhold, der gør sig gældende for

annoncering om advokatbistand.«

Om hvorvidt Advokatrådets nye forslag til annonceringsregler er i

overensstemmelse med markedsføringsloven anfører forbrugerombudsmanden:

»Dette spørgsmål må efter min opfattelse besvares bekræftende,

allerede fordi det på en række punkter opstiller strengere fordringer til

advokaters annoncering, end der ville være hjemmel til i medfør af

markedsføringsloven, og den omstændighed, at der foreligger en kollegialt

aftalt begrænsning i retten til annoncering kan ikke antages at medføre, at

forslaget derved kommer i strid med god markedsføringsskik, idet en sådan

frivillig pålagt indskrænkning af retten til at annoncere har været kendt og

accepteret i en årrække inden for andre erhvervsområder.«

I de senere år er udviklingen gået i retning af, at flere advokater

slutter sig sammen i større enheder. Dette giver klienterne en større

sikkerhed for, at et advokatfirma blandt sine deltagere har en advokat med

specielt kendskab til det problem, klienten søger løst. En sådan

»specialisering« inden for et advokatkontors rammer er at

foretrække fremfor en tilstand, hvor enhver advokat kan kalde sig specialist.

Klagerne finder, at en adgang til at reklamere med honorarer i

overensstemmelse med salærtaksten er lidet ønskelig og vil føre til mange

konflikter i tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om en arbejdsydelse

er omfattet af salærtaksten.

For så vidt angår de advokatopgaver, der ikke er omfattet af taksten, og

hvor salæret må fastsættes skønsmæssigt, er det i mange tilfælde umuligt på

forhånd at gisne om arbejdets omfang og dermed salærets størrelse.

Sagens baggrund er advokat Jerry Osbaks ønske om at reklamere med salærer,

der er lavere end salærtaksten. Taksten er vejledende i den forstand, at den

kan fraviges i både opad- og nedadgående retning, hvis sagens konkrete

omstændigheder taler herfor, mens den ifølge de kollegiale regler er bindende

i den forstand, at den ikke kan fraviges generelt og uden hensyn til sagens

konkrete omstændigheder.

Hidtil har advokat Osbak annonceret med, at hans salærer for berigtigelse

af ejendomsoverdragelser er 15% lavere end salærtaksten. Efter at lov nr. 252

af 8. juni 1977 om mærkning og skiltning med pris m.v. (prismærkningsloven)

er trådt i kraft, er denne form for salærannoncering ikke længere lovlig.

Ifølge loven skal prisen på en vare eller tjenesteydelse anføres direkte.

Det er klart, at en advokat med en uudnyttet kapacitet med fordel kan

tilbyde advokatbistand under salærtaksten. Det vil her navnlig dreje sig om

nyetablerede advokater, der ad denne vej søger at tiltrække klienter. Hvis en

større kreds af advokater reklamerer med f. eks. skødesalærer under taksten,

vil det medføre, at andre advokater bliver tvunget til at foretage en

lignende reduktion af salæret. Dette vil til gengæld medføre, at advokater på

områder, der ikke er omfattet af salærtaksten, må tage højere salærer, og det

vil igen medføre en yderligere spredning i indtægterne mellem advokater.

Det hensyn, der er til, at publikum kan få advokatbistand for et lavt

salær, er tilgodeset ved Advokatsamfundets retshjælp.

Ifølge denne nyetablerede ordning kan klienterne for et på forhånd fastsat

salær af 200 kr. få retshjælp i en lang række almindeligt forekommende

situationer, der kræver advokatbistand.

Biintervenienten LER har tilsluttet sig det af klagerne anførte og

tilføjet, at udøvere af liberale erhverv ikke kan konkurrere på priser men må

konkurrere på ydelsens kvalitet. Den ydelse, de liberale erhverv tilbyder, er

en rådgivning eller en behandling, der ikke direkte kan prissættes, og en

annoncering med priser vil derfor være vildledende for publikum,

Såfremt der skal fastsættes regler for liberale erhvervs prisavertering,

må det ske ved gennemførelse af en lov og ikke ved et indgreb efter

monopollovens § 11. Monopollovens § 11 kan kun anvendes, såfremt der

foreligger en konkurrencebegrænsning, og bestemmelsen kan derfor ikke

anvendes med den begrundelse, at et indgreb eventuelt kan lette nyetablering

af advokatvirksomheder, eller at et indgreb kan give en udvidet information

til publikum.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl. a. anført, at advokater

indtager en monopolstilling, idet de efter retsplejeloven har eneret til at

udføre retssager for andre.

Advokatsamfundets kollegiale regler og de dertil knyttede

salærbestemmelser og annonceringsregler fremtræder som bindende vedtagelser.

Disse bindinger har betydning for konkurrencen advokater imellem. Samtidig

med, at konkurrencen mellem advokaterne indbyrdes således er begrænset, er

konkurrencen fra andre end advokater i det store og hele udelukket for så

vidt angår juridiske forretninger.

Advokater er ifølge retsplejelovens regler tvunget til at være medlemmer

af Advokatsamfundet. Tilsvarende tvungent medlemsskab af en

erhvervsorganisation kendes ikke inden for andre liberale erhverv. Ligeledes

er Advokatrådet det eneste organ inden for de liberale erhverv, som

fastsætter principielt bindende salærtakster.

Advokatrådets salærtakster er anmeldt til monopoltilsynets register, men

denne anmeldelse indebærer ikke nogen godkendelse af taksterne, jfr.

monopollovens § 9, stk. 1.

Efter Advokatrådets forslag til nye annonceringsregler vil der ikke være

adgang til at annoncere med juridisk bistand inden for angivne sagsområder,

såfremt disse områder falder ind under »traditionel

advokatvirksomhed«. Dette gælder også for tilbud om retshjælp. De

områder, der omfattes af forbudet, er bl. a. alle de områder, der berører

almindelige borgere, og en del områder, der specielt berører

erhvervsdrivende.

Med den udvikling i lovgivningen, der har fundet sted i den seneste

årrække, er det ikke muligt for en enkelt person at beherske det relevante

juridiske stof inden for alle disse områder.

For nyetablerede advokater vil det være næsten umuligt at oparbejde en

praksis uden at have adgang til annoncering. Annonceringen må for

nyetablerede advokater nødvendigvis angå områder inden for almen praksis, da

disse advokater ikke endnu kan formodes at have erfaring inden for de mere

specielle områder, som det ifølge Advokatrådets forslag er tilladt at anføre

i annoncer.

Det må anses for en normal og acceptabel metode at henvende sig til

potentielle »kunder« i form af annoncering, og det ses ikke at

kunne stride mod hverken advokatydelsernes beskaffenhed eller reglerne for

advokatvirksomhed.

Advokatsamfundets Retshjælp omfatter stort set det område, der henhører

under almen praksis. Såfremt en rådgivning og sagsbehandling for det

fastsatte beløb på 200 kr. skal blive et virkeligt tilbud til befolkningen,

må advokaten være hjemme i det sagsområde, som klientens problem vedrører.

Også for dette område vil det derfor være ønskeligt, at advokater kan

annoncere med tilbud om juridisk bistand for angivne sagsområder inden for

retshjælpsordningen.

Forbudet mod grenavertering inden for almen praksis vil således være til

skade for publikum og indebærer en urimelig indskrænkning i unge advokaters

erhvervsfrihed.

Om forholdene i udlandet har monopoltilsynet oplyst, at det ikke strider

mod de kollegiale regler i Norge og Sverige, at advokater angiver en eller

flere grene af advokatvirksomhed ved reklamering. Derimod er det i begge

lande forbudt at fremkalde den opfattelse hos publikum, at den reklamerende

advokat er hurtigere, billigere eller dygtigere end kolleger. Det er

endvidere forbudt at reklamere med, at man er specialist.

Rent faktisk finder grenavertering sted omend i ret begrænset omfang og

øjensynligt næsten kun i de større byområder.

I England, Wales og Skotland er forhandlinger om ændringer i

advokatorganisationernes vedtagne begrænsninger i adgangen til at reklamere

nu afsluttet. Indtil videre er der kun tale om meget begrænsede lempelser.

Spørgsmålet om ændringer i reglerne for de engelske advokater er dog ikke

afsluttet hermed. Der foregår stadig kommissionsarbejde, og det forventes, at

spørgsmålet om den individuelle advokats reklameringsadgang overvejes

yderligere, når disse kommissioner er færdige med deres arbejder.

For så vidt angår forholdene i USA har tilsynet oplyst, at USA's

højesteret har fastslået, at nogle advokaters annoncering med priser m.v. for

visse rutineydelser var beskyttet af den amerikanske forfatning.

I USA synes situationen i dag at være den, at annoncer, der ikke kan anses

for vildledende eller usandfærdige, ikke kan forbydes. Det bemærkes

imidlertid, at annoncer, der indeholder påstande, der ikke kan verificeres,

øjensynlig anses for at være vildledende - f. eks. påstande om ydelsernes

kvalitet. Sandfærdig, ikke vildledende annoncering med sagsområder og priser

er tilladt.

Med hensyn til forbudet mod prisannoncering anfører monopoltilsynet, at

det for publikum er af afgørende betydning på forhånd at kende salærets

størrelse. Der kan være områder, hvor advokatens personlige indsats er af en

sådan betydning, at det ikke er muligt på forhånd at angive salærets

størrelse, men 3/4 af advokaternes omsætning vedrører ydelser, der er

omfattet af salærtaksten, så i de alt overvejende tilfælde vil det være

muligt på forhånd at anføre prisen for en ydelse.

En adgang til at annoncere med honorarer under den gældende salærtakst vil

skabe en gavnlig priskonkurrence mellem advokater. Særligt for nyetablerede

advokater vil en sådan annoncering fremme muligheden for at oparbejde en

virksomhed.

Udelukkelse af priskonkurrence er ikke som anført af klagerne en

forudsætning for, at advokatstandens ydelser er af høj kvalitet. Skulle

kvaliteten af ydelserne forringes, vil det være muligt gennem

Advokatsamfundets selvjustits at bedre forholdet. Advokatrådet har da også

indgået aftaler med Realkreditrådet, der indebærer rabat på inkassosalærer.

Advokaterne har en meget ulige indtægtsfordeling. En undersøgelse har

vist, at 30% af advokaterne oppebærer 70% af bruttosalærerne. Særligt blandt

unge advokater i København findes en gruppe med meget lave indtægter, og en

adgang til priskonkurrence vil antagelig bedre denne gruppes

indtjeningsforhold.

Monopoltilsynet finder, at de af advokaterne foreslåede annonceringsregler

medfører sådanne konkurrencebegrænsninger, at der med hjemmel i monopollovens

§ 11 må optages forhandling med klagerne om reglernes ændring.

Biintervenienten Jerry Osbak har tilsluttet sig det af monopoltilsynet

anførte og tilføjet, at ændringen af annonceringsreglerne ikke betyder nogen

liberalisering, idet de kun tillader advokater at annoncere med »almen

praksis« og at anføre, at de er tilsluttet den offentlige

retshjælpsordning. Dette giver ikke forbrugerne nogen vejledning i valget af

advokat.

Reglerne strider mod bestemmelserne i monopollovens §§ 1 og 11, idet de

medfører en konkurrencebegrænsning, som særligt rammer nyetablerede

advokater, der forhindres i gennem en rimelig og oplysende annoncering at

tiltrække klienter.

Med hensyn til prismærkningsloven anfører biintervenienten, at hans

tidligere annonceringsform, hvor han angav sine honorarer til at være en

procentdel under den gældende salærtakst, ikke længere kan anvendes og ikke

er anvendt af ham efter lovens ikrafttræden. Derimod er der intet i

prismærkningsloven, der forbyder grenavertering eller avertering med et

bestemt fastsat honorar, der ligger under salærtaksten.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

Advokatrådets nye regler om reklamering og annoncering betegner en vis

liberalisering i forhold til de tidligere regler. Denne liberalisering er dog

ikke meget vidtgående. Det tillades således ikke advokater i reklamer at gøre

opmærksom på hidtidig beskæftigelse med eller interesse for sagsområder inden

for almen praksis, ligesom reklamering ikke må gøres særligt fremtrædende.

Nævnet finder således - ligesom monopoltilsynet og biintervenienten,

advokat Jerry Osbak - at den liberalisering, der er sket, er beskeden. Der er

imidlertid inden for liberale erhverv en tradition for tilbageholdenhed i

brug af reklamer, og hensynet til at undgå vildledning af publikum taler

efter nævnets opfattelse med styrke for at opretholde en betydelig

tilbageholdenhed. En almindelig annoncering om sagsområder inden for almen

praksis kan for det retssøgende publikum kun have begrænset værdi, og

hensynet til at lette nyetablerede advokaters oparbejdning af en praksis kan

ikke alene danne grundlag for et indgreb efter monopollovens § 11 over for de

af Advokatrådet vedtagne regler om reklamering.

Hvad specielt angår prisavertering er der almindelig tradition for, at de

liberale erhverv ikke averterer med priser. Det må antages, at hænge sammen

med, at det inden for disse erhverv er vanskeligt at beskrive den ydelse, der

opnås for en bestemt averteret pris. Gennemførelse af en mere aktiv

priskonkurrence ville således rejse betydningsfulde spørgsmål om beskrivelsen

af ydelserne og om sikring af deres lødighed. prissætningen for en betydelig

del af advokaternes ydelser ved generelle takster er udtryk for fastsættelsen

af priser, som gennemsnitligt udgør et passende vederlag, og vil således

vanskeligt kunne forenes med en adgang til frit at avertere enkelte ydelser

til lavere priser end de fastsatte takster.

Nævnet finder derfor, at det vil være overvejende betænkeligt at forkaste

det eksisterende forbud mod prisavertering, der på den anførte baggrund ikke

kan anses for at have de urimelige virkninger, der er anført i monopollovens

§ 11. Nævnet har herved ikke taget stilling til den gældende bestemmelse om,

at taksterne ikke generelt må fraviges i nedadgående retning, der må anses

for en del af det samlede takstsystem.

Nævnet finder herefter, at den del af Advokatrådets kollegiale regler, der

har været til behandling under denne sag, ikke har urimelige virkninger som

anført i monopollovens § 11. Der vil derfor ikke være grundlag for at optage

yderligere forhandling mellem monopoltilsynet og Advokatrådet om ændring af

reglerne.

Herefter bestemmes:

Monopoltilsynets afgørelse af 6. oktober 1977 ophæves. Samtidig tillades

det Advokatrådet at sætte det forelagte udkast til kollegiale regler, afsnit

II, i kraft.

Lignende dokumenter