Spring til indhold

Retsinformation

Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder (* 1)

KEN nr 25008 af 19/12/1969Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder (*

1)

År 1969, den 19. december, blev i sagen j. nr. 22/69, møbelhandler (NN),

afsagt sålydende

KENDELSE:

I skrivelse af 12. november 1969 har møbelhandler (NN) klaget over en af

monopoltilsynet ved skrivelse af 17. oktober 1969 truffet afgørelse,

hvorefter tilsynet ikke har fundet anlednnig til at foretage videre i

anledning af, at Linds Møbelfabrik, Kjellerup, har nægtet at levere ham

møbler, og at Møbelfabrikken M. Nissen I/S, Horsens, ikke ønsker at genoptage

leverancer af møbler til ham.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 17. december 1969, hvor

klageren og monopoltilsynet var repræsenteret.

Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet. Tilsynet

har redegjort for sagen i indlæg af 25. november 1969, hvormed klageren er

gjort bekendt.

Sagen er indledt ved, at klageren i skrivelse af 23. oktober 1968 til

monopoltilsynet har besværet sig over, at møbelfabrikken M. Nissen I/S,

Horsens, havde standset leverancerne af møbler til ham. I skrivelse af 16.

december 1968 til monopoltilsynet begrunder interessentskabet

leveringsstandsningen således.

For det første fordi vore varer i forvejen er placeret hos gamle

forretningsforbindelser på Bornholm, og for det andet, fordi vi ikke kan få

betaling for leverede varer, der er forfalden til betaling, og med den

bankoplysning vi i dag har på ovennævnte, er spørgsmålet om vi ikke havde

stået os bedst ved aldrig at have leveret varer til ham.

I skrivelse af 16. maj 1969 til monopoltilsynet imødegik klageren

rigtigheden af det således af møbelfabrikken M. Nissen I/S anførte og

besværede sig dernæst over, at Linds Møbelfabrik i Kjellerup nægtede at

levere til ham. Denne møbelfabrik har i skrivelse af 20. juni 1969 til

Læs alt

monopoltilsynet begrundet leveringsnægtelsen således:

1. Herr (NN) er ikke medlem af Møbelhandlernes Centralforening.

2. Herr (NN) fører ingen lager og har ingen udstilling, og på dette

grundlag kan han kalkulere sine priser lavere end andre møbelhandlere på

Bornholm, hvilket vi mener må være illoyal konkurrence.

3. Herr (NN) betaler sine varer på veksler, som bliver omsat 3 gange.

På grundlag af ovennævnte har vi nægtet at levere varer til herr (NN),

samt på grund af andre møbelhandleres reaktion på vor tidligere handel med

herr (NN).

Klageren har i øvrigt anmodet Monopoltilsynet om at søge oplyst, hvilke

møbelhandlere på Bornholm, der - ved henvendelse til nævnte fabrikker

henholdsvis disses repræsentanter - har foranlediget, at fabrikkerne ikke vil

levere møbler til ham.

Monopoltilsynet har på det således foreliggende grundlag truffet den

påklagede afgørelse, der er sålydende:

I denne anledning skal man herved meddele, at de omhandlede

leveringsnægtelser ifølge de for monopoltilsynet foreliggende oplysninger,

herunder oplysninger fra de nævnte fabrikker, ikke skyldes

konkurrenceregulerende aftaler mellem de pågældende fabrikker og

møbelhandlernes organisationer.

Hertil kommer, at møbler af den pågældende art også fremstilles af en

række andre virksomheder, og på denne baggrund finder monopoltilsynet ikke

anledning til at foretage videre i sagen, da der efter monopoltilsynets skøn

ikke vil kunne tilvejebringes grundlag for i henhold til monopollovens

bestemmelser at gribe ind over for de foreliggende leveringsnægtelser.

Vedrørende spørgsmålet om identificering af de implicerede møbelhandlere

må tilsynet henvise Dem til privat søgsmål.

Overfor nævnet har monopoltilsynet til støtte for afgørelsen føjet:

......, at der ikke til monopoltilsynets register er anmeldt aftaler

mellem møbelhandlere og fabrikanter om fælles leveringspolitik, ligesom der

ikke er anmeldt dominerende enkeltvirksomheder. En Kodex for møbelbranchens

handelsformer underskrevet af Møbelhandlernes Centralforening i Danmark og

fabrikantforeningen i 1964 søger uden forpligtende virkning at foreskrive

rettesnor for god forretningsmoral. Ifølge denne bør fabrikanterne blandt

andet iagttage, at levering kun finder sted til indenlandske møbelhandlere,

der blandt andet er lagerførende og har åben butik med møbeldetailhandel,

medens der ikke er krav om medlemskab af centralforeningen som betingelse for

levering. Yderligere kan henvises til de i de to møbelfabrikkers skrivelser

(bilag 2 og bilag 6) nævnte motiveringer for leveringsnægtelserne. Der synes

ikke heri at være tale om nogen aftale.

Branchestrukturen og betydningen af henvendelserne fra de fire bornholmske

møbelhandlere må i øvrigt bedømmes på baggrund af antallet af møbelfabrikker

m. v. i Danmark samt organisationsprocenten.

I denne forbindelse kan anføres: Ifølge Rigstelefonens Katalog:

Fagregister for hele Danmark (1969) fremgår (side 1067 ff), at antallet af

møbeludsalg m. v. var 1532, hvoraf 17 på Bornholm, men antallet af

møbelfabrikker og møbler engros (side 1072 ff) var 972.

Af medlemsbog (1968) for Møbelhandlernes Centralforening i Danmark

fremgår, at foreningens medlemstal var 544, hvoraf 7 på Bornholm, medens

antallet af organiserede møbelfabrikanter var 250.

Ifølge Industriel Produktionsstatistik 1965 (Danmarks Statistik) var i

1965 antallet af møbelfabrikker (træ) 307. Fabrikanternes

organisationsprocent er herefter maksimalt ca. 80, mens forhandlernes er ca.

35 og på Bornholm ca. 45.

Til yderligere belysning af det udøvede skøn kan anføres, at

monopoltilsynets inspektør 20. juni 1969 aflagde besøg hos møbelhandleren. Af

det herved oplyste - der i øvrigt underbyggede det ved møbelhandlerens 2

breve af 23. oktober 1968 (bilag 1) og af 16. maj 1969 (bilag 4) anførte -

fremgår blandt andet, at møbelhandlerens forretning er indrettet i en

3-længet bondegård, hvor der i den ene længe var et rum til udstilling af

møbler. Møbelhandleren drev sin forretning dels gennem denne udstilling, dels

pr. telefon og dels ved besøg, idet hans firma hverken stod i fagbogen under

møbelhandlere eller annoncerede.

Selv om de to fabrikkers motiver til leveringsnægtelse bortset fra

henvisningen til klagerens økonomi næppe kan siges at være saglige, har

monopoltilsynet på grund af det store antal fabrikker og handlende samt

organisationsforholdene ikke fundet anledning til at påbyde levering i

henhold til monopollovens § 12, stk. 3.

Med hensyn til klagerens ønske om at få oplyst navnene på de i hans

skrivelse af 23. oktober 1968 omtalte fire møbelhandlere har man henvist ham

til at søge at skaffe dem oplyst ved privat søgsmål, da kendskab til navnene

har været uden betydning for monopoltilsynets afgørelse.

Efter at klageren er gjort bekendt med disse oplysninger fra

monopoltilsynet, har han til nævnet fremsendt sålydende skrivelse af 16.

august 1968 fra Linds Møbelfabrik:

På grund af den i øjeblikket stramme kreditrationering ser vi os

desværre nødsaget til at meddele Dem, at vore muligheder for kreditgivning

fremover maksimalt vil være følgende:

3 mdrs. accept med ret til omsætning med henholdsvis 1/3, 1/2 og resten,

samt at veksler under kr. 1000,00 skal indfries ved forfald.

Vi håber, at De forstår nødvendigheden af denne foranstaltning.

Under henvisning til denne skrivelse anfører klageren, at

betalingsbetingelserne hos fabrikken er overholdt og anfører i øvrigt:

Gældende for begge fabrikker er, at det er dem som har villet sælge

mig møbler, og at f. eks. Martin Nissen tilsyneladende ikke har haft brug for

nogle oplysninger før de stoppede deres leverance, og i dette firmas

regnskaber må dette kunne konstateres, den bankoplysning man henviser til har

dette firma forhåbentlig skriftlig, da jeg meget gerne ser at De får den

forevist.

Linds møbelfabrik skriver at jeg efter deres mening driver en for andre

møbelhandlere illoyal konkurrence, er dette en påstand vil jeg håbe, at

firmaet har denne påstand fra de møbelhandlere som har startet

leveringsnægtelserne.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

Nævnet finder, som sagen foreligger oplyst, at måtte give monopoltilsynet

medhold i, at der ikke er hjemmel i monopolloven til at pålægge Linds

Møbelfabrik, Kjellerup, og Møbelfabrikken M. Nissen I/S, Horsens, at levere

møbler til klageren.

Nævnet er endvidere enigt med monopoltilsynet i, at det ikke påhviler

tilsynet at søge oplyst, hvilke møbelhandlere der måtte have rettet

henvendelse til de i sagen omhandlede fabrikanter om leverancer til klageren.

Herefter bestemmes:

Den forannævnte af monopoltilsynet under 17. december 1969 trufne

afgørelse stadfæstes.

Lignende dokumenter