Spring til indhold

Retsinformation

Vurdering fast ejendom - grundværdi - landbrug - byzone. (* 1)

KEN nr 18582 af 10/08/1989Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Vurdering fast ejendom - grundværdi - landbrug -

byzone. (* 1)

Kommunen klagede over ansættelsen af ejendomsværdien for et byzoneareal på

30.236 kvm, udlagt til erhvervsformål.

Kommunens advokat påstod over for Landsskatteretten det omhandlede areal

ansat til et beløb, der ikke oversteg 14 kr. pr. kvm, subsidiært til et af

Landsskatteretten fastsat mindre beløb end 25 kr. pr. kvm.

Den tidligere ejers advokat påstod arealet ansat til 25 kr. pr. kvm.

Ejendommen blev besigtiget af Landsskatteretten, og i tilslutning hertil

havde parterne i sagen lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten.

Kommunens advokat henviste herunder til støtte for påstanden om

nedsættelse af grundværdien til, at en kommune pr. 1. december 1986 solgte

ikke byggemodnet erhvervsareal på 102.521 kvm for 1.200.000 kr., svarende til

ca. 11,70 kr. pr. kvm. Arealet havde ikke facade mod hovedvejene. Endvidere

havde en anden kommune i efteråret 1986 solgt et areal på 2.000 kvm udlagt

til erhverv incl. byggemodning for 16 kr. pr. kvm.

Advokaten afviste, at et salg af 196.000 kvm pr. 9. marts 1987 i en tredje

kommune for 25 kr. pr. kvm kunne danne grundlag for værdiansættelsen, idet

arealets udlægning også muliggjorde anvendelse til beboelse i forbindelse med

virksomhedens drift.

Endelig gjorde kommunens advokat gældende, at det forhold, at kommunen

betaler frigørelsesafgiften, når købesummen fastsættes som § 4 A-vurderingen

må tages i betragtning ved sammenligning af vurderingen af byggemodnede

arealer og salgspriser på byzonejord, hvor frigørelsesafgiften må anses for

medkalkuleret i værdien. Han henviste i denne forbindelse til, at kommunen

videresolgte arealet byggemodnet ved skøde af 21. januar 1987 for 26 kr. pv.

kvm. Efter omregning til kontantværdi, fradrag af et værdiløst

lossepladsareal på ca. 2.000 kvm og byggemodningsudgifter, ville dette svare

til en råjordspris på 15 kr. pr. kvm. Dette underbyggedes efter hans

opfattelse af, at en række fuldt byggemodnede arealer udlagt til erhverv i

Læs alt

samme område var ansat til 30 kr. pr. kvm.

Den tidligere ejers advokat henviste til byens centrale beliggenhed i

forhold til overordnede vejnet og større industribyer, samt det pågældende

areals gode vejmæssige placering i industriområdet i byen. Dette gav efter

hans opfattelse anledning til en direkte sammenligning med den salgspris på

25 kr., som en anden kommune havde opnået ved salg af erhvervsjord

nærliggende.

Han gjorde dernæst gældende, at prisfastsættelsen ved de stedfundne

handler af erhvervsjord i de af kommunens advokat anførte kommuner ikke

udelukkende var udslag af sædvanlig markedsmekanisme, men også til en vis

grad et udslag af kommunale interesser, således at foreliggende udtalelser

fra de respektive kommuner om prisforhold ikke havde tilstrækkelig relevans

for nærværende sags afgørelse.

Han henviste yderligere til, at en kommune i forbindelse med etablering af

et mejeriselskab angiveligt solgte ikke byggemodnet jord beliggende i

landzone for 26 kr. pr. kvm, samt til, at en anden kommune havde udbudt

industrigrunde beliggende ud til en større vej for mellem 54 kr. og 41 kr.

pr. kvm kontant excl. alle tilslutningsbidrag.

For så vidt angår kommunens videreoverdragelse af arealet til en bestemt

køber til 26 kr. pr. kvm efter byggemodning afviste advokaten, at dette kunne

anvendes som grundlag for et skøn over værdien ved § 4 A-vurderingen.

Handelsprisen hvilede alene på en aftale mellem kommunen og en bestemt køber,

hvorfor det ikke kunne anses for godtgjort, at overdragelsen var sket i fri

handel til den bedst opnåelige markedspris. Dette blev underbygget af, at

prisen stod i åbenbart misforhold til langt den overvejende del af de priser

på 75-130 kr. pr. kvm for byggemodnet erhvervsjord, som kommunen har opnået

ved salg heraf.

Landsskatteretten bemærkede, at i henhold til vurderingslovens § 4 A skal

en ejendom, som ved den seneste vurdering er vurderet i medfør af

vurderingslovens § 14, stk. 5, ved inddragelse af byzone optages til

omvurdering. Denne skal foretages uden ufornødent ophold efter inddragelsen.

Ved vurderingen lægges ejendommens tilstand på tidspunktet for

zoneinddragelsen samt prisforholdene pr. den seneste 1. januar forud for

dette tidspunkt til grund for ansættelsen.

Det bemærkedes i den forbindelse, at i henhold til frigørelsesafgiftsloven

påhviler afgiftspligten den, der ved afgiftspligtens indtræden - det vil

sige, når ejendommen eller en del af denne inddrages i byzone - har tinglyst

adkomst i ejendommen. Er ejendommen på dette tidspunkt afstået til en anden,

påhviler afgiftspligten da denne, med mindre handelen senere hæves.

En køber af et landzoneareal, der står for inddragelse, vil således

indregne afgiften i sit købstilbud, idet han foruden arealets pris også skal

udrede frigørelsesafgift for at opnå det byzoneareal, han er interesseret i.

Ved ansættelse af differencebeløb i henhold til vurderingslovens § 14, stk.

5, er der således i værdiskønnet taget hensyn til dette forhold.

Ved den første vurdering efter inddragelsen vil værdien af det inddragne

byzoneareal være at ansætte ud fra dets værdi i handel og vandel. I det

omfang, den sædvanlige markedsmekanisme udløser mulighed derfor, vil der i de

konstaterede salgspriser eventuelt kunne være indeholdt dækning for den

erlagte frigørelsesafgift. En høj overdragelsespris mod samtidig forpligtelse

fra en køber til erlæggelse af frigørelsesafgift, jf.

frigørelsesafgiftslovens § 1, kan således ses som udtryk for en indbyrdes

aftalt refusion mellem køber og sælger, hvorfor den umiddelbare

prisfastsættelse ikke kan danne grundlag for værdien i handel og vandel.

Endvidere bemærkede retten, at der i henhold til bestemmelsen i

vurderingslovens § 13, stk. 2, ved ansættelsen af grundværdien skal tages

hensyn til de til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig

karakter.

I det omfang, en kommune foretager salg af de den tilhørende arealer, og

der i salgsvilkårene indgår betingelser og vilkår, der må antages at have

indflydelse på den fastsatte pris, vil denne salgssum, efter rettens

opfattelse, i henhold til ovennævnte bestemmelse ikke i vurderingsmæssig

henseende kunne tillægges afgørende vægt som grundlag for et værdiskøn efter

vurderingslovens § 16, idet kommunen i den henseende optræder som

privatretlig kontraktspartner.

Efter det oplyste om klageejendommens beliggenhed, den umiddelbare

udnyttelsesmulighed for det inddragne areal og dettes størrelse, der gør den

velegnet for en større fabriksvirksomhed i overensstemmelse med udlægningen,

sammenholdt med konstaterede salgspriser ved inddragelse i byzone til

tilsvarende udnyttelse såvel i mindre, som større byområder i Jylland, fandt

Landsskatteretten at værdien passende kunne ansættes til 20 kr. pr. kvm.

Officielle noter

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 10, side 805.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter