Spring til indhold

Retsinformation

Befordring - samtidige arbejdssteder

KEN nr 18235 af 09/02/1988Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Befordring - samtidige arbejdssteder

A klagede over, at hans selvangivne indkomst for 1984 var forhøjet med

30.452 kr., idet de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans

fradrag på dette beløb for befordringsudgifter, opgjort efter reglerne i

ligningslovens § 9 B (trekantkørsel).

Det var oplyst, at klageren, der havde bopæl i X i Nordsjælland, var ansat

ved DSB med tjenestested i København og som sådan havde frikort til DSB.

Desuden havde klageren været beskæftiget - hovedsagelig som tjener - på B Kro

I/S, beliggende i X, i i alt 188 dage i 1984, hvor han havde været dels

medforpagter, senere medejer af kroen.

Ved indkomstopgørelsen havde klageren foretaget fradrag for sin kørsel i

egen bil mellem de to samtidige arbejdssteder efter reglerne i ligningslovens

§ 9 B med 188 dage B Kro/DSB a 89 km a 1,82 kr. eller med 30.452 kr.

Skattemyndighederne havde overhovedet ikke anset klageren for berettiget

til noget befordringsfradrag. Dette var begrundet med, at fradrag for kørsel

mellem to samtidige arbejdssteder ifølge ligningslovens § 9 B forudsætter, at

ingen af arbejdsstederne ligger i umiddelbar nærhed af klagerens bopæl. Ved

umiddelbar nærhed forstod skattemyndighederne i overensstemmelse med hidtidig

praksis, at afstanden ikke oversteg 2 km. Da en opmåling havde vist, at

afstanden fra klagerens bopæl ad offentlige gangstier til kroen udgjorde i

alt 1.793 meter, opfyldte dette arbejdssted, nemlig kroen, således ikke

betingelsen i ligningslovens § 9 B om at være beliggende uden for boligens

umiddelbare nærhed .

Der var herefter alene godkendt fradrag for udgifter til befordring mellem

klagerens bopæl og arbejdsstedet i København efter ligningslovens § 9 C. Da

klageren selv kunne tilrettelægge sit arbejde, var offentlige

befordringsmidler anset for anvendelige til denne transport. På grund af

klagerens frikort havde transporten ikke medført nogen udgifter for ham,

hvorfor der ikke var indrømmet noget fradrag herfor.

Det var oplyst, at man ved opmålingen af afstanden fra bopælen til

Læs alt

arbejdsstedet (kroen) havde målt afstanden fra bopælen til hovedindgangen og

ikke til personaleindgangen, der lå yderligere ca. 30-40 meter væk.

Klageren gjorde over for Landsskatteretten bl.a. gældende, at han måtte

anses for berettiget til fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens

§ 9 B, idet det måtte være bilkørselsafstanden opmålt til 2,3 km og ikke

gangafstanden, der var afgørende. Desuden havde han som offentligt ansat ikke

selv kunnet tilrettelægge sin arbejdstid, ligesom han på grund af sin

arbejdstid havde været nødt til at benytte egen bil til sin transport.

Landsskatteretten fandt, at den relevante afstand var afstanden mellem

bopæl og personaleindgangen på arbejdsstedet (kroen), og da der efter det

oplyste var 1.793 m fra bopælen til hovedindgangen og yderligere ca. 30 m fra

hovedindgangen til personaleindgangen, var kroen altså beliggende mere end

1,8 km fra bopælen. Herefter var afstanden mellem bopælen og kroen af en

sådan længde, at fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads i medfør

af bestemmelserne i ligningslovens § 9 C kunne indrømmes, hvis kroen havde

været klagerens eneste arbejdssted. Under hensyn hertil fandtes kroen i

relation til ligningslovens § 9 B at kunne betragtes som liggende uden for

bopælens umiddelbare nærhed.

Klageren var herefter berettiget til befordringsfradrag i henhold til

ligningslovens § 9 B, og da der ikke var rejst indvendinger mod klagerens

talmæssige opgørelse af befordringsfradraget, blev den påklagede ansættelse

nedsat med det selvangivne fradrag på 30.452 kr.

LV 1986, U 3.4.

Officielle noter

Skat 1988, nr. 4, side 226

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter