Befordringsfradrag - fiskelossere - tilkaldevagter.(* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Befordringsfradrag - fiskelossere -
tilkaldevagter.(* 1)
Fisker A klagede for indkomstårene 1985 og 1986 over, at de stedlige
skattemyndigheder havde beskåret hans fradrag for natarbejde på henholdsvis
2.860 kr. og 3.360 kr. til det for begge år gældende maksimalbeløb på 2.200
kr. Endvidere klagede han over, at hans fradrag for befordringsudgifter
mellem hjem og arbejdssted, beregnet efter reglerne for tilkaldevagter til
henholdsvis 23.184 kr. og 21.687 kr., var beskåret til henholdsvis 7.395 kr.
og 7.411 kr., opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 C.
Det var oplyst, at klageren arbejdede for et fiskeeksportfirma i X i
Vestjylland. Arbejdstiden var variabel, idet arbejdets udførelse måtte
afpasses efter, hvornår kutterne landede deres fangster, og lå for en ikke
uvæsentlig dels vedkommende i aften- og nattetimerne.
De stedlige skattemyndigheder havde begrundet forhøjelserne vedrørende
natarbejdsfradraget med, at klageren havde spiselokale til rådighed under
natarbejdet, og at fradraget i medfør af ligningsvejledningens regler
herefter højst kunne udgøre 2.200 kr. som indrømmet ved de påklagede
ansættelser.
Klagerens revisor oplyste, at der var et noget primitivt spiselokale til
rådighed for de ansatte, også under natarbejdet: der var intet
kantinepersonale ansat og ej heller mulighed for via automater at trække mad
eller drikke. Revisoren meddelte i øvrigt, at klageren ofte var så optaget
under natarbejdet, at der end ikke var tid til at spise et måltid, men hun
var af den opfattelse, at klageren under de foreliggende omstændigheder måtte
anses for berettiget til natarbejdsfradrag efter den for de heromhandlede år
gældende almindelige regel om et ikke-maksimeret fradrag på 20 kr. pr. nat.
Landsskatteretten måtte lægge afgørende vægt på, at spiselokale faktisk
fandtes og kunne benyttes under dette arbejde. De i overensstemmelse med
ligningsvejledningernes regler på dette punkt foretagne forhøjelser blev
følgelig stadfæstet.
Læs alt
Klagerens revisor henviste til støtte for påstanden om befordringsfradrag
efter reglerne om tilkaldevagt til, at klagerens arbejdsgiver havde erklæret,
at klagerens arbejde bestod i med truck at afhente fisk på kajen ved
kutterne, når selve lastoptagningen var sket, at indbringe fisken til
sortering og at deltage i sorteringsarbejdet. Arbejdsgiveren havde endvidere
udtalt, at klagerens arbejde foregik på alle tider af døgnet, og at han ofte
tilkaldtes med meget kort varsel. - Revisoren fremlagde fotokopier af
klagerens lommebogsnotater, der udviste, hvor mange timer, han havde været på
arbejde de enkelte dage, og på hvilke tider arbejdet var foregået, men dog
ikke det varsel, han havde fået i hvert enkelt tilfælde.
Klagerens revisor henviste imidlertid videre til, at Landsskatteretten for
visse andre personer, der som klageren var beskæftiget med fiskelosning og
fiskesortering for virksomheder i X, havde godkendt befordringsfradrag, der
var opgjort efter tilkaldereglerne i ligningsvejledningernes pkt. U 1.3.6.
Skatteministeriet havde indbragt et antal sager af denne art for Vestre
Landsret, men hævede senere disse sager. Det måtte herefter kunne anses for
fastslået, at der for personer med arbejdsvilkår som de nævnte bestod ret til
at opgøre kørselsudgifter som af klageren gjort.
Skattemyndighederne i Y, X og Z kommuner havde, i samarbejde med det
daværende amtsskatteinspektorat i Y, iværksat nøjere undersøgelser af
arbejdsvilkårene på bl.a. klagerens arbejdsplads for de med arbejde som hans
beskæftigede.
Det var herefter oplyst, at det i ganske særlige tilfælde kunne ske, at
klageren med ret kort varsel blev tilkaldt til lastoptagning, uanset at dette
ikke hørte til hans sædvanlige arbejdsområde. Det normale var ifølge
arbejdsgiveren, at fiskekutterne i dagens løb fra havet meddelte deres
omtrentlige ankomsttidspunkt til virksomheden selv, og uden for dagtimerne
til vedkommende formand, som derpå over telefonen henvendte sig til
virksomhedens fiskelossere (fiskesorterere). Fra det tidspunkt, kutteren
havde meldt sin omtrentlige ankomst, gik der fra 1/2 til 1 time, før den var
i havn. Ved ankomsten gik først de egentlige lastoptagere igang. Dette
arbejde udførtes typisk af folk tilknyttet selvstændige, alene med
lastoptagning beskæftigede virksomheder. Først når lastoptagningen var sat i
gang, blev der brug for den personalegruppe, klageren tilhørte. I øvrigt var
det sådan, at såfremt en fiskelosser (fiskesorterer) var forhindret i at give
møde, når virksomheden eller formanden rettede henvendelse om tilkaldelse til
arbejde, gik man videre til de øvrige medarbejdere, uden at dette forfald i
sig selv indebar nogen misligholdelse af den for de pågældende - der har
status som løsarbejdere - gældende arbejdsoverenskomst.
De stedlige skattemyndigheders undersøgelser på disse arbejdspladser i X -
herunder hvad den på en enkelt af virksomhederne indførte
tidsstemplingsordning udviste med hensyn til de ansattes ankomst- og
afgangstider - havde ført til konstatering af, at mødetiden normalt lå
omkring kl. 19, og at meddelelse om arbejde sædvanligvis havde kunnet gives
til de ansatte mellem kl. 16 og 18. Skattemyndighederne havde herefter
konkluderet, at der på grund af de for fiskelossere (fiskesorterere) efter en
helhedsbedømmelse af arbejdsvilkårene gældende forhold i hvert fald ikke
kunne ydes befordringsfradrag efter tilkaldereglerne med hensyn til det
ovenfor omtalte »normalarbejde«. Da arbejdet imidlertid i noget
omfang fandt sted på andre tider og med kortere varsel, og da
gennemsnitsberegninger viste, at ca. 60% af arbejdet omfattedes af
»normalreglerne«, havde man udstukket den - fravigelige -
retningslinie, at der blev ydet tilkaldevagtfradrag for 40% af arbejdsdagene.
Der var på grundlag af undersøgelserne udgivet et lokalt cirkulære, hvis
indhold forinden var godkendt af daværende Statsskattedirektoratet.
Med henvisning til det således foreliggende foreslog de stedlige
skattemyndigheder for klagerens vedkommende, at der blev indrømmet ham
yderligere befordringsfradrag for de heromhandlede år. Klagerens
befordringsfradrag blev nu opgjort til 15.992 kr. for 1984 og til 13.883 kr.
for 1985, svarende til nedsættelse af de påklagede ansættelser med
henholdsvis 8.597 kr. og 6.472 kr.
Klagerens revisor fik forelagt skattemyndighedernes forslag og
begrundelsen herfor. Klageren og revisoren gjorde imidlertid gældende, at de
over for skattemyndighederne af arbejdsgiveren oplyste forhold omkring
længden af de faktiske tilkaldevarsler kun holdt stik, når der var tale om
landinger fra, hvad der benævntes »mindre kuttere«, samt at man
aldrig med sikkerhed vidste, hvor mange lossere (sorterere) der blev brug
for. Efter klagerens og revisoren mening måtte det afgørende være, at
klagerens beskæftigelse indebar, at han altid måtte holde sig parat til at
rykke ud, og at han af denne grund til stadighed måtte have rådighed over
egen bil til sin transport mellem bopælen og havnen i X. De selvangivne
befordringsfradrag blev derfor påstået godkendt eller dog højst reduceret
således, at der - i overensstemmelse med klagerens opfattelse af sin
arbejdssituation - indrømmedes tilkaldefradrag for 95% af hans arbejdsdage.
Landsskatteretten forelagde sagen for Told- og Skattestyrelsen, der
tiltrådte de stedlige skattemyndigheders forslag om de ovenfor omtalte
nedsættelser. Styrelsen var enig i, at der efter en konkret bedømmelse kunne
indrømmes fiskelossere (fiskesorterere) befordringsfradrag efter
tilkaldereglerne. I denne forbindelse henviste man til, at skatteministeren i
et brev til SID's lokalafdeling i Hanstholm havde udtalt, at de for Vestre
Landsret indbragte kendelser måtte anses at være afsagt efter en samlet
konkret bedømmelse af forholdene. Det var i øvrigt for Landsskatteretten
oplyst, at skatteministerens beslutning om at hæve retssagerne var truffet
efter en henvendelse fra SID, København, over for hvem ministeren havde
begrundet beslutningen med, at den var i overensstemmelse med hans
almindelige holdning med hensyn til appelbegrænsning i sager, i hvilke
Landsskatteretten havde givet en klager medhold. Ministeren udtalte sig på
samme måde i det ovenfor omtalte brev til lokalafdelingen.
Under henvisning til ministerens tilkendegivelser om baggrunden for, at de
for Vestre Landsret indbragte sager blev hævet, fandt Landsskatteretten ikke
at være afskåret fra at tage nærværende sag op til selvstændig bedømmelse.
På baggrund af det ved de stedlige skattemyndigheders undersøgelser i
virksomhederne på X havn konstaterede, var Landsskatteretten endvidere af den
opfattelse, at der nu måtte tages fornyet stilling til spørgsmålet om
fiskelossernes (fiskesorterernes) tilkaldefradrag.
Landsskatteretten fandt ikke, at klagerens arbejdsforhold uden videre
burde anses at påføre ham udgifter til befordring, som omfattedes af
ligningsvejledningernes regler om tilkaldevagter i pkt. U 1.3.6. Retten fandt
endvidere ikke, at der ved det af klageren anførte, herunder de fremlagte
arbejdsnotater, var tilvejebragt et sikkert grundlag for at opgøre antallet
af dage, hvor klageren havde fået et så kort varsel, før han skulle møde på
arbejdet, at de omtalte regler om tilkaldevagt kunne finde anvendelse. Det
måtte derfor være rimeligt at falde tilbage på det ifølge de lokale
skattemyndigheders undersøgelser gennemsnitligt sandsynlige, og retten kunne
således tilslutte sig de i denne sag afgivne, af Told- og Skattestyrelsen
tiltrådte forslag om, at de påklagede ansættelser i denne henseende blev
nedsat med henholdsvis 8.597 kr. og 6.472 kr.
LV 1990, U 1.3.6.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kendelse af 10. november 2025 i FV2025-1433 (tidligere FV2025-529) Arbejdsretten m.fl. · 10. november 2025
- Landsskatteretskendelse vedr. befordring mellem hjem og arbejde Retsinformation · 26. september 2006
- Befordringsfradrag – fri bil finansieret ved reduktion af skattepligtig bruttoløn Retsinformation · 9. juni 2009
- Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Befordring, DSB ansat, færgeudgifter. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Befordring, hjem/arbejdsplads, taxa (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
Lignende dokumenter
- Driftsudgifter - selvstændige. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Domstolens dom (Store Afdeling) af 12. juni 2018. — A/S Bevola og Jens W. Trock ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 12. juni 2018
- Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. juni 2018. — Fidelity Funds m.fl. mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. juni 2018
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 21. december 2016. — Masco Denmark ApS og Damixa ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. december 2016
- Sagen drejer sig om, hvorvidt appelindstævnte er erstatningsansvarlig for den personskade, appellanten pådrog sig den 4. august 2014 Domsdatabasen · 4. februar 2020
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 17. januar 2018. — A/S Bevola og Jens W. Trock ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 17. januar 2018