Spring til indhold

Retsinformation

Befordringsfradrag - fiskelossere - tilkaldevagter.(* 1)

KEN nr 18158 af 14/02/1991Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Befordringsfradrag - fiskelossere -

tilkaldevagter.(* 1)

Fisker A klagede for indkomstårene 1985 og 1986 over, at de stedlige

skattemyndigheder havde beskåret hans fradrag for natarbejde på henholdsvis

2.860 kr. og 3.360 kr. til det for begge år gældende maksimalbeløb på 2.200

kr. Endvidere klagede han over, at hans fradrag for befordringsudgifter

mellem hjem og arbejdssted, beregnet efter reglerne for tilkaldevagter til

henholdsvis 23.184 kr. og 21.687 kr., var beskåret til henholdsvis 7.395 kr.

og 7.411 kr., opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

Det var oplyst, at klageren arbejdede for et fiskeeksportfirma i X i

Vestjylland. Arbejdstiden var variabel, idet arbejdets udførelse måtte

afpasses efter, hvornår kutterne landede deres fangster, og lå for en ikke

uvæsentlig dels vedkommende i aften- og nattetimerne.

De stedlige skattemyndigheder havde begrundet forhøjelserne vedrørende

natarbejdsfradraget med, at klageren havde spiselokale til rådighed under

natarbejdet, og at fradraget i medfør af ligningsvejledningens regler

herefter højst kunne udgøre 2.200 kr. som indrømmet ved de påklagede

ansættelser.

Klagerens revisor oplyste, at der var et noget primitivt spiselokale til

rådighed for de ansatte, også under natarbejdet: der var intet

kantinepersonale ansat og ej heller mulighed for via automater at trække mad

eller drikke. Revisoren meddelte i øvrigt, at klageren ofte var så optaget

under natarbejdet, at der end ikke var tid til at spise et måltid, men hun

var af den opfattelse, at klageren under de foreliggende omstændigheder måtte

anses for berettiget til natarbejdsfradrag efter den for de heromhandlede år

gældende almindelige regel om et ikke-maksimeret fradrag på 20 kr. pr. nat.

Landsskatteretten måtte lægge afgørende vægt på, at spiselokale faktisk

fandtes og kunne benyttes under dette arbejde. De i overensstemmelse med

ligningsvejledningernes regler på dette punkt foretagne forhøjelser blev

følgelig stadfæstet.

Læs alt

Klagerens revisor henviste til støtte for påstanden om befordringsfradrag

efter reglerne om tilkaldevagt til, at klagerens arbejdsgiver havde erklæret,

at klagerens arbejde bestod i med truck at afhente fisk på kajen ved

kutterne, når selve lastoptagningen var sket, at indbringe fisken til

sortering og at deltage i sorteringsarbejdet. Arbejdsgiveren havde endvidere

udtalt, at klagerens arbejde foregik på alle tider af døgnet, og at han ofte

tilkaldtes med meget kort varsel. - Revisoren fremlagde fotokopier af

klagerens lommebogsnotater, der udviste, hvor mange timer, han havde været på

arbejde de enkelte dage, og på hvilke tider arbejdet var foregået, men dog

ikke det varsel, han havde fået i hvert enkelt tilfælde.

Klagerens revisor henviste imidlertid videre til, at Landsskatteretten for

visse andre personer, der som klageren var beskæftiget med fiskelosning og

fiskesortering for virksomheder i X, havde godkendt befordringsfradrag, der

var opgjort efter tilkaldereglerne i ligningsvejledningernes pkt. U 1.3.6.

Skatteministeriet havde indbragt et antal sager af denne art for Vestre

Landsret, men hævede senere disse sager. Det måtte herefter kunne anses for

fastslået, at der for personer med arbejdsvilkår som de nævnte bestod ret til

at opgøre kørselsudgifter som af klageren gjort.

Skattemyndighederne i Y, X og Z kommuner havde, i samarbejde med det

daværende amtsskatteinspektorat i Y, iværksat nøjere undersøgelser af

arbejdsvilkårene på bl.a. klagerens arbejdsplads for de med arbejde som hans

beskæftigede.

Det var herefter oplyst, at det i ganske særlige tilfælde kunne ske, at

klageren med ret kort varsel blev tilkaldt til lastoptagning, uanset at dette

ikke hørte til hans sædvanlige arbejdsområde. Det normale var ifølge

arbejdsgiveren, at fiskekutterne i dagens løb fra havet meddelte deres

omtrentlige ankomsttidspunkt til virksomheden selv, og uden for dagtimerne

til vedkommende formand, som derpå over telefonen henvendte sig til

virksomhedens fiskelossere (fiskesorterere). Fra det tidspunkt, kutteren

havde meldt sin omtrentlige ankomst, gik der fra 1/2 til 1 time, før den var

i havn. Ved ankomsten gik først de egentlige lastoptagere igang. Dette

arbejde udførtes typisk af folk tilknyttet selvstændige, alene med

lastoptagning beskæftigede virksomheder. Først når lastoptagningen var sat i

gang, blev der brug for den personalegruppe, klageren tilhørte. I øvrigt var

det sådan, at såfremt en fiskelosser (fiskesorterer) var forhindret i at give

møde, når virksomheden eller formanden rettede henvendelse om tilkaldelse til

arbejde, gik man videre til de øvrige medarbejdere, uden at dette forfald i

sig selv indebar nogen misligholdelse af den for de pågældende - der har

status som løsarbejdere - gældende arbejdsoverenskomst.

De stedlige skattemyndigheders undersøgelser på disse arbejdspladser i X -

herunder hvad den på en enkelt af virksomhederne indførte

tidsstemplingsordning udviste med hensyn til de ansattes ankomst- og

afgangstider - havde ført til konstatering af, at mødetiden normalt lå

omkring kl. 19, og at meddelelse om arbejde sædvanligvis havde kunnet gives

til de ansatte mellem kl. 16 og 18. Skattemyndighederne havde herefter

konkluderet, at der på grund af de for fiskelossere (fiskesorterere) efter en

helhedsbedømmelse af arbejdsvilkårene gældende forhold i hvert fald ikke

kunne ydes befordringsfradrag efter tilkaldereglerne med hensyn til det

ovenfor omtalte »normalarbejde«. Da arbejdet imidlertid i noget

omfang fandt sted på andre tider og med kortere varsel, og da

gennemsnitsberegninger viste, at ca. 60% af arbejdet omfattedes af

»normalreglerne«, havde man udstukket den - fravigelige -

retningslinie, at der blev ydet tilkaldevagtfradrag for 40% af arbejdsdagene.

Der var på grundlag af undersøgelserne udgivet et lokalt cirkulære, hvis

indhold forinden var godkendt af daværende Statsskattedirektoratet.

Med henvisning til det således foreliggende foreslog de stedlige

skattemyndigheder for klagerens vedkommende, at der blev indrømmet ham

yderligere befordringsfradrag for de heromhandlede år. Klagerens

befordringsfradrag blev nu opgjort til 15.992 kr. for 1984 og til 13.883 kr.

for 1985, svarende til nedsættelse af de påklagede ansættelser med

henholdsvis 8.597 kr. og 6.472 kr.

Klagerens revisor fik forelagt skattemyndighedernes forslag og

begrundelsen herfor. Klageren og revisoren gjorde imidlertid gældende, at de

over for skattemyndighederne af arbejdsgiveren oplyste forhold omkring

længden af de faktiske tilkaldevarsler kun holdt stik, når der var tale om

landinger fra, hvad der benævntes »mindre kuttere«, samt at man

aldrig med sikkerhed vidste, hvor mange lossere (sorterere) der blev brug

for. Efter klagerens og revisoren mening måtte det afgørende være, at

klagerens beskæftigelse indebar, at han altid måtte holde sig parat til at

rykke ud, og at han af denne grund til stadighed måtte have rådighed over

egen bil til sin transport mellem bopælen og havnen i X. De selvangivne

befordringsfradrag blev derfor påstået godkendt eller dog højst reduceret

således, at der - i overensstemmelse med klagerens opfattelse af sin

arbejdssituation - indrømmedes tilkaldefradrag for 95% af hans arbejdsdage.

Landsskatteretten forelagde sagen for Told- og Skattestyrelsen, der

tiltrådte de stedlige skattemyndigheders forslag om de ovenfor omtalte

nedsættelser. Styrelsen var enig i, at der efter en konkret bedømmelse kunne

indrømmes fiskelossere (fiskesorterere) befordringsfradrag efter

tilkaldereglerne. I denne forbindelse henviste man til, at skatteministeren i

et brev til SID's lokalafdeling i Hanstholm havde udtalt, at de for Vestre

Landsret indbragte kendelser måtte anses at være afsagt efter en samlet

konkret bedømmelse af forholdene. Det var i øvrigt for Landsskatteretten

oplyst, at skatteministerens beslutning om at hæve retssagerne var truffet

efter en henvendelse fra SID, København, over for hvem ministeren havde

begrundet beslutningen med, at den var i overensstemmelse med hans

almindelige holdning med hensyn til appelbegrænsning i sager, i hvilke

Landsskatteretten havde givet en klager medhold. Ministeren udtalte sig på

samme måde i det ovenfor omtalte brev til lokalafdelingen.

Under henvisning til ministerens tilkendegivelser om baggrunden for, at de

for Vestre Landsret indbragte sager blev hævet, fandt Landsskatteretten ikke

at være afskåret fra at tage nærværende sag op til selvstændig bedømmelse.

På baggrund af det ved de stedlige skattemyndigheders undersøgelser i

virksomhederne på X havn konstaterede, var Landsskatteretten endvidere af den

opfattelse, at der nu måtte tages fornyet stilling til spørgsmålet om

fiskelossernes (fiskesorterernes) tilkaldefradrag.

Landsskatteretten fandt ikke, at klagerens arbejdsforhold uden videre

burde anses at påføre ham udgifter til befordring, som omfattedes af

ligningsvejledningernes regler om tilkaldevagter i pkt. U 1.3.6. Retten fandt

endvidere ikke, at der ved det af klageren anførte, herunder de fremlagte

arbejdsnotater, var tilvejebragt et sikkert grundlag for at opgøre antallet

af dage, hvor klageren havde fået et så kort varsel, før han skulle møde på

arbejdet, at de omtalte regler om tilkaldevagt kunne finde anvendelse. Det

måtte derfor være rimeligt at falde tilbage på det ifølge de lokale

skattemyndigheders undersøgelser gennemsnitligt sandsynlige, og retten kunne

således tilslutte sig de i denne sag afgivne, af Told- og Skattestyrelsen

tiltrådte forslag om, at de påklagede ansættelser i denne henseende blev

nedsat med henholdsvis 8.597 kr. og 6.472 kr.

LV 1990, U 1.3.6.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter