Spring til indhold

Retsinformation

Gældseftergivelse - moder/datterselskab.(* 1)

KEN nr 18156 af 29/05/1991Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Gældseftergivelse - moder/datterselskab.(* 1)

Aktieselskabet A klagede for skatteåret 1985/86 bl.a. over, at den

stedlige skattemyndighed havde afslået at nedsætte selskabets skattepligtige

indkomst med 3 mio. kr. i form af eftergivelse af et udenlandsk datterselskab

B's gæld.

Det var oplyst, at det klagende selskab, der benyttede kalenderåret som

regnskabsår, gennem en årrække havde været sambeskattet med et enkelt dansk

datterselskab og 14 udenlandske datterselskaber, herunder det nævnte

datterselskab, B. Datterselskaberne var alle rene salgsselskaber, der

forhandlede de af moderselskabet fremstillede produkter. Indkomsterne for det

klagende moderselskab og datterselskabet B indgik i en samlet selvangivet

sambeskatningsindkomst på 156.452.967 kr.

Det var videre oplyst, at moderselskabet i det pågældende regnskabsår,

1984, havde eftergivet datterselskabet B en gæld til moderselskabet på 3 mio.

kr. Dette beløb var medregnet i datterselskabets selvangivne indkomst med

2.999.001 kr., men ikke fradraget i moderselskabets selvangivne indkomst,

således at eftergivelsen indgik som en indtægt i sambeskatningsindkomsten.

Selskabets påstand gik ud på, at dets egen ansatte indkomst blev nedsat

med den eftergivne gæld på 3 mio. kr., og at datterselskabet B's ansatte

indkomst på 2.197.641 kr. blev nedsat med den heri medregnede

gældseftergivelse med 2.999.001 kr. Selskabets revisor begrundede dette med,

at gældseftergivelsen havde karakter af en akkord, således at den var

fradragsberettiget for yderen og skattefri for modtageren.

Som begrundelse for ikke at tage selskabets ovennævnte påstand om

regulering af de selvangivne indkomster til følge havde skattemyndigheden

anført, at forudsætningen for ikke at beskatte fordelen ved

gældseftergivelsen måtte være en antagelse af, at fordringen/gælden ikke

kunne antages at have en større værdi end den, som kreditorerne havde

nedskrevet den til. I det foreliggende tilfælde, der eventuelt skulle

sidestilles med en singulær akkord, var der efter myndighedens opfattelse

Læs alt

betydelig tvivl om, hvorvidt moderselskabets fordring på

gældseftergivelsestidspunktet havde en lavere værdi end pari, bl.a. fordi

datterselskabet B i henhold til regnskaberne hele tiden havde været solvent

uanset gældseftergivelsen. Skattemyndigheden havde derfor anset

gældseftergivelsen for at måtte sidestilles med et tilskud til

datterselskabet, og dette medførte, at datterselskabet skulle medregne

tilskuddet i sin skattepligtige indkomst - som sket ved selvangivelsen - og

at moderselskabet ikke kunne fradrage tilskuddet i sin skattepligtige

indkomst, jf. selskabets selvangivelse.

Til støtte for det klagende selskabs påstand oplyste dets revisor om

baggrunden for gældseftergivelsen, at datterselskabet på grund af

ledelsesmæssige problemer med heraf følgende driftstab og betydelige

debitortab i 1984 var blevet så svækket økonomisk, at det stod

koncernledelsen klart, at selskabets fortsatte eksistens var truet, hvis hele

gælden til moderselskabet skulle fastholdes og forrentes. Koncernledelsen

havde derfor gennemført en ordning, som var resulteret i den omhandlede

gældseftergivelse. Revisoren nævnte endvidere, at der ikke var tale om en

fuldstændig gældseftergivelse, og at eftergivelsen ikke medførte, at

egenkapitalen blev større end selskabets aktiekapital. Under henvisning

hertil gjorde revisoren gældende, at gældseftergivelsen som led i

rekonstruktionen af datterselskabet B's økonomi indeholdt en akkords

elementer, således at fordelen ved gældseftergivelsen ikke var skattepligtig

for modtageren, og således at yderen kunne fratrække det eftergivne beløb som

et erhvervsmæssigt tab.

Under hensyn til, at den omhandlede fordring mod datterselskabet efter det

oplyste måtte anses for at have været uinddrivelig for kreditor, og at et

forsøg på at inddrive den måtte antages at ville have været til skade for

koncernen, samt til, at datterselskabet B's egenkapital efter

gældseftergivelsen ikke var blevet større end dets aktiekapital, fandt

Landsskatteretten, at der havde foreligget en akkordlignende situation med de

deraf følgende skattemæssige konsekvenser. Det klagende selskab var således

berettiget til at fradrage tabet på 3 mio. kr. ved gældseftergivelsen, og

datterselskabet B var ikke pligtigt at medregne fordelen ved

gældseftergivelsen.

De påklagede ansættelser blev herefter nedsat i overensstemmelse med

selskabets påstand.

LV 1990, SC 1.2.2.

Lignende dokumenter