Spring til indhold

Retsinformation

Børnebidrag - opholdssted. (* 1)

KEN nr 18148 af 02/05/1991Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Børnebidrag - opholdssted. (* 1)

A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder

ikke havde godkendt et af ham foretaget fradrag for betaling af børnebidrag

på i alt 29.756 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var separeret fra sin

hustru i flere omgange, sidst ved dom af 27. januar 1986, ved hvilken

lejlighed hustruen havde fået forældremyndigheden over de 4 fællesbørn,

ligesom klageren var pålagt bidragspligt. De 3 ældste børn havde klageren

flere år forud for dommen ladet anbringe hos sin moder i Pakistan. I

forbindelse med dommen havde Københavns Statsamt fastsat størrelsen af de

bidrag, som klageren skulle betale til børnenes underhold.

De stedlige skattemyndigheder havde nægtet klageren fradrag for betalte

bidrag til de 3 i Pakistan værende børn, bl.a. under hensyn til, at det rent

faktisk var klageren, der havde udøvet forældremyndighed over børnene.

Told- og Skattestyrelsen henviste under sagens behandling for

Landsskatteretten til, at det efter bestemmelsen i ligningslovens § 10, stk.

1, er en betingelse for at fradrage børnebidrag, at børnene ikke opholder sig

hos bidragyderen. Det var styrelsens opfattelse, at denne betingelse ikke var

opfyldt under de foreliggende omstændigheder, idet børnene måtte anses for at

være i klagerens varetægt. Styrelsen havde herved lagt vægt på, at børnene

uretmæssigt var placeret af klageren i Pakistan, hvor de opholdt sig i et af

klageren opført og møbleret hus, samt at børnenes moder havde haft

vanskeligheder med at få samkvem med børnene. En af den tidligere hustru

afgiven erklæring, hvorefter bidrag blev tilladt betalt direkte til børnene,

var dels udfærdiget efterfølgende, dels kunne den - set i forhold til de

faktiske omstændigheder såvel før som efter 1986 - efter styrelsens

opfattelse ikke tillægges afgørende betydning. Placeringen af børnene og

betalingen af bidrag direkte til klagerens moder var ikke et led i

separationsvilkårene, og styrelsen fandt, at der under de anførte

omstændigheder var en sådan tilknytning mellem klageren og de 3 børn, at

Læs alt

bidragene måtte anses for betalt som led i opfyldelsen af den almindelige

forsørgelsesforpligtelse vedrørende børn, man havde i sin varetægt.

Klagerens advokat nedlagde påstand om anerkendelse af fradragsretten for

de omhandlede bidrag. Til støtte herfor gjorde han gældende, at sagen alene

vedrørte fortolkningen af ligningslovens § 10, stk. 1. Det fremgik ikke af

lovbestemmelsen, at de af Told- og Skattestyrelsen nævnte forhold, herunder

om varetægtsbegrebet, var relevante ved fortolkningen. Begreber som

»ophold« og »varetægt« kunne ikke sidestilles, ligesom

bestemmelsesret over børn ikke var et kriterium, der var fastsat ved loven.

Det afgørende var, at børnene ikke opholdt sig hos klageren. Denne betingelse

var opfyldt, idet børnene befandt sig i Pakistan i 1986. Placeringen af

børnene i Pakistan var sket i overensstemmelse med den mellem de tidligere

ægtefæller indgåede aftale. Der var således tale om en ordning, der var

etableret af forældrene i fællesskab, og som sikrede børnene en pakistansk

skolegang.

Advokaten fremhævede endvidere, at oplysningerne om klagerens forhold

forud for separationsdommen af 27. januar 1986, som af skattemyndighederne

var tillagt betydning, efter hans opfattelse var sagen uvedkommende. Dette

gjaldt således bl.a. en af den danske ambassade i Pakistan indhentet

udtalelse fra familiemedlemmer og bekendte i klagerens hjemby. Uanset at

udtalelsen var indhentet til brug for et forhold, der var denne sag

uvedkommende, havde skattemyndighederne lagt vægt på udtalelsen. Udtalelsen

indeholdt i øvrigt en af klagerens moder afgivet forklaring, der - uanset at

moderen ikke på det pågældende tidspunkt kunne vide noget om denne sag -

støttede det af klageren oplyste om omstændighederne i forbindelse med

placeringen af børnene.

Advokaten henviste herudover til en afgørelse fra det sociale

amtsankenævn, der i forbindelse med behandlingen af klagerens forhold bl.a.

havde udtalt, at klagerens bopælskommune blev pålagt at medtage

forsørgelsesspørgsmålet til de i Pakistan værende børn på tilsvarende måde,

som for så vidt angik det barn, der opholdt sig i Danmark.

Landsskatteretten fandt, at ligningslovens § 10, stk. 1, der bl.a.

omhandler fradrag for bidrag til børn, der ikke opholder sig hos

bidragyderen, måtte sammenholdes med § 22, stk. 3, 4. pkt., i lov om børns

retsstilling. Efter denne bestemmelse tilkom retten til at modtage bidrag

den, der afholdt udgifterne til barnets forsørgelse, såfremt den pågældende

havde eller ved forældremyndighedens ophør havde forældremyndigheden over

barnet eller lovligt havde barnet i pleje.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor børnenes ophold i klagerens

ejendom i Pakistan, og betalingen af bidrag direkte til klagerens moder, ikke

var et led i separationsvilkårene eller i øvrigt hvilede på et fyldestgørende

retligt grundlag, men ensidigt var bestemt af klageren i strid med de

fastsatte vilkår, var retten enig med skattemyndighederne i, at betingelserne

for at fradrage de omhandlede bidrag efter ligningslovens § 10, stk. 1, ikke

var opfyldt. Herved bemærkedes, at retten var enig med skattemyndighederne i,

at den af klagerens tidligere ægtefælle efterfølgende udstedte erklæring ikke

kunne tillægges afgørende betydning. Den påklagede ansættelse blev herefter

stadfæstet.

LV 1990, F 1.1.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter